TE M A
FlU g t e n F r a syr I e n
Mine børn begyndte at få mareridt og tisse i sengen
DE D UønskEDE Ferhad var direktør for en slikfabrik uden for Damaskus og ejede et bageri i centrum. Han troede, han skulle dø, da en bilbombe eksploderede foran butikken.
➜
FERHAD, 46, direktør, gift, fire børn og et barnebarn. Hustruen er uddannet lærer.
Ferhad ventede i to og et halvt år med at flygte, fordi han hele tiden håbede, at det ville blive bedre i syrien, at krigen ville stoppe, og han kunne vende tilbage til sit almindelige liv. Han havde ikke lyst til at forlade sit land eller ændre sit liv, så han ventede tålmodigt. ”Jeg tvang mig selv, men efterhånden blev det svært, især da folk begyndte at tage loven i egen hånd. Hæren opsøgte os midt om natten, og da de bankede på hos min gravide datter og truede hende, fordi de mente, hun gemte nogen i huset, indså jeg, at vi ikke længere havde noget liv i Syrien”. Ferhad var direktør for en slikfabrik lidt uden for Damaskus og ejede et bageri i centrum, der solgte brød og croissanter. I dag er bageriet lukket. Slikfabrikkens skæbne kender han ikke, fordi den ligger i et område med hårde kampe. 1 2 I aM n e s ty
”I begyndelsen troede vi, at det hele ville slutte snart, men det blev værre. Jeg boede i samme område som Assad, så der var mange angreb tæt på vores hus. En dag troede jeg, at jeg skulle dø, da en bilbombe eksploderede lige ud for min bagerbutik. Lufttrykket kastede mig fem meter tilbage, og store stykker af bilen havnede i bageriet”. ”Mine børn begyndte at få mareridt og tisse i sengen, og når jeg tog på arbejde om morgenen, var jeg efterhånden ikke sikker på, om jeg ville overleve dagen. Gennem nogle bekendte kom jeg i kontakt med en menneskesmugler, der kunne hjælpe med at skaffe falske papirer. ’Du ligner en italiener’, sagde de og gav mig italienske papirer”. Ferhad valgte at flyve, fordi han havde hørt frygtelig historier om turene på havet. Han solgte det meste af det, han ejede. Kun huset, som han deler med sin bror, har han stadig. Pengene brugte han til at betale for rejsen til sig selv og sin 18-årige søn, der risikerede at blive indkaldt til militæret, hvis
han blev. I alt 20.000 euro kostede turen til Danmark. Resten af pengene gav han til familien. ”Jeg besøgte min datter på hospitalet lige efter, at hun havde født. Jeg kyssede hendes lille nyfødte søn og sagde farvel. Siden har jeg ikke set dem, men jeg er bekymret for dem. Deres hus i Daraa er helt ødelagt, og de bor nu sammen med svigerforældrene, men de overvejer at flygte, fordi min svigersøn er blevet bedt om at gå ind i hæren”. Ferhad tænker ikke længere på fremtiden. Han ved, at den ikke findes i Syrien. Det land, han elskede, og som gav ham et godt og rigt liv, findes ikke mere. Efter Ferhads flugt til Danmark lykkedes det hustruen at komme ud af Syrien via Libanon, selvom de libanesiske myndigheder har lukket for trafikken fra Syrien. ”Hun sagde, hun skulle besøge sin søster, som bor i Libanon. I stedet tog hun direkte til lufthavnen og købte en billet til sig selv og de to mindste børn. Nu venter de i Istanbul”.