Page 92

ENDESTATION

 Som Hirtshals selv, fristes man til at tænke foran panserglasset. Men det vi glæder os mest til, er mågerne. Rygterne vil vide, at byens højrøstede fugle for længst har lært sig sælernes fodringstidspunkter, som de også betragter som deres faste spisetider. Og ganske rigtigt. Fem minutter før spisetid samles mågerne på hustage i nabolaget under skubben og skærmydsler, der leder tankerne i retning af minutterne, før buffeten åbner til et tillidsmandsstævne. Pludselig er det hele overstået. Bassinet flyder med fjer, hvor de frækkeste blev mætte og de svageste blot kunne se på. Mågernes forsvinder hurtigt. Der er nok at se til, for de kan nemlig også færgernes sejlplaner udenad. De store skruer hvirvler ofte en masse dejlige småfisk op til et stort tag-selv-bord. Klokken nærmer sig 21, da vi finder et vinduesbord på Café Lilleheden og bestiller en Hirts-

hals-laks med perlebyg, broccoli og dijon-hollandaise. På spisekortet omtales fisken som en velfærdslaks, men hvori består egentlig al denne trivsel og livskvalitet? Jo, forklarer den unge servitrice beredvilligt, laksen er opdrættet på land under kontrollerede og bæredygtige forhold, men da det sker i bassiner under åben himmel, kan den ikke kaldes direkte økologisk, da måger jo flyver hen over, og man ved jo med måger…. Men hvad er fremtiden for Porten til Europa? Nogle arkitekter og planlæggere frygter, at Hirtshals i fremtiden vil blive ét stort industriområde for Hjørring – et sted man arbejder, for så at skynde sig hjem til mere idylliske og fredelige omgivelser. Andre fremhæver, at byen må åbne sig mod havet og gøre sig lidt bosætnings-lækker. Det synes 5.857 fastboende plus de to på Hotel Skagerrak, at den allerede er. Hirtshals er et mysterium. Men de to tilrejsende savner faktisk ikke en opklaring.

TOGET, DER ALDRIG KOM PÅ SPORET I serien ”Endestation” om byer, der ligger, hvor jernbanesporet stopper, var vi i oktober-udgaven kommet til Nykøbing Sjælland, hvor vi også omtalte den forlængede strækning til Rørvig. Der kom imidlertid aldrig til at køre tog mellem de to byer, hvad jernbanehistoriker Ole-Chr. Munk Plum har gjort opmærksom på. ”I 1919 blev der udarbejdet en detaljeret projektbeskrivelse for Odsherreds Jernbanes forlængelse fra Nykøbing S til Rørvig,”

92

fortæller han. ”Tegningerne viser den præcise linjeføring og placering af trinbrætter ved Nordstrand og Nakke samt stationen i Rørvig, men af forskellige grunde – formentlig økonomiske – blev jernbanestrækningen aldrig realiseret.” De samlede anlægsudgifter for den seks kilometer lange jern­bane blev i 1919 opgjort til 306.000 kroner. Men som nævnt: Der kom hverken skinner eller tog. Vi beklager fejlen.

OM HIRTSHALS – • I begyndelsen af 1800-­tallet lå her kun nogle få huse og gården Lilleheden. De lokale var bønder med fiskeri som bibeskæftigelse. • I 1879 blev den første mole opført, og byens indbyggertal blev tre­ doblet på få årtier. • Byggeriet af statsfiskerihavnen begyndte i 1919 under ingeniør Jørgen Fibiger, og med havneudvidelsen i 1966 blev Hirtshals én af landets største fiskeri-og færgehavne. • Der er færgeforbindelser til Norge, Færøerne og Island. • Steen Eiler Rasmussen og Knud Christiansen vandt i 1923 en arkitekt­ konkurrence om en ny havneby til 80.000 indbyggere, men planen blev aldrig realiseret. • I 1925 åbnede den 16 km lange jernbanestrækning Hjørring-Hirtshals. • Der bor i dag 5.959 mennesker i Hirtshals. Tusind indbyggere er forsvundet de seneste 15 år. • Hirtshals har siden kommunalreformen i 2007 hørt under Hjørring Kommune. • I 2004 åbnede motorvejen, og i 2008 kunne man indvie det nye transportcenter med grænsesupermarked til de mange lastbilchauffører. • Der er i Hirtshals hvert år events som musikfestival, fiskefestival og vinterbaderfestival.

Profile for Ældre Sagen

Ældre Sagen MEDLEMSBLAD december 2019  

Ældre Sagen MEDLEMSBLAD december 2019