Page 1

BRIAN DEGN MÅRTENSSON OG LEIF PUGGAARD

Vid k b d ik

Videnskab og pædagogik En grundbog i pædagogisk videnskabsteori AKADEMISK FORLAG


Videnskab og pĂŚdagogik.indd 2

3/23/16 4:42 PM


BRIAN DEGN MÅRTENSSON OG LEIF PUGGAARD

VIDENSKAB OG PÆDAGOGIK EN GRUNDBOG I PÆDAGOGISK VIDENSKABSTEORI

AKADEMISK FORLAG

Videnskab og pædagogik.indd 3

3/23/16 4:42 PM


VIDENSKAB OG PÆDAGOGIK – EN GRUNDBOG I PÆDAGOGISK VIDENSKABSTEORI Brian Degn Mårtensson og Leif Puggaard © 2016 Akademisk Forlag, København – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copydans regler, se www.tekstognode.dk/undervisning. Forlagsredaktion: Lone Fredensborg Omslag: Mark Airs Grafisk tilrettelægning: Tine Christoffersen/C-Grafik Sats: Lumina Datamatics Bogen er sat med: Charter ITC, Katarine Light CE, Katarine Bold CE Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2016 ISBN: 978-87-500-4455-0

www.akademisk.dk

Videnskab og pædagogik.indd 4

3/23/16 4:42 PM


Indhold

Forord

7

DEL 1: ET VIDENSKABSHISTORISK OVERBLIK – FREM TIL OPLYSNINGSTIDEN 11 1 2 3

Inspirationen fra den antikke arv 13 Empirismen og dens grundlag 21 Oplysningstiden 31

DEL 2: ET VIDENSKABSHISTORISK OVERBLIK – EFTER OPLYSNINGSTIDEN 4 5 6

Romantik og dannelse 49 Industrialisme 61 Pædagogikken og det postmoderne

73

DEL 3: POSITIVISME OG RATIONALISME 7 8

47

79

Positivisme 81 Rationalisme 89

DEL 4: KONSTRUKTIVISME OG SOCIALKONSTRUKTIVISME

95

9 Konstruktivismens oprindelse 97 10 Den kulturhistoriske teori 105 DEL 5: KRITISK TEORI

119

11 Kulturpessimisme – Frankfurterskolen 1. generation 12 Frankfurterskolen 2. generation 137

121

DEL 6: STRUKTURALISME, POSTSTRUKTURALISME OG DISKURSTEORI 13 Inspirationen fra strukturalismen og afledte retninger 14 Diskursteori, post- og neostrukturalisme 169

Videnskab og pædagogik.indd 5

153

155

3/23/16 4:42 PM


DEL 7: EKSISTENSFILOSOFI, FÆNOMENOLOGI OG HERMENEUTIK

179

15 Eksistenstænkning – videnskab på kanten af videnskabens afgrund? 16 Fænomenologi 197 17 Hermeneutik – en kobling til narrativ teori 207 DEL 8: NYERE VIDENSKAB OG PÆDAGOGIK

181

225

18 Systemteori 227 19 Situeret læring og dannelsesteori 247 20 Aktionsforskning 263 21 Evidens og paradoksalitet – videnskabsteoretiske tvister i nyere pædagogik 269 Litteratur 287 Om forfatterne 297 Navneregister 298 Stikord 299

Videnskab og pædagogik.indd 6

3/23/16 4:42 PM


Forord

Hvem er jeg? Hvem er vi? Hvad er det? Sådanne spørgsmål om menneskets forhold sig til sig selv, fællesskabet og verden, har været forsøgt besvaret, så langt tilbage de historiske kilder rækker. Denne bog er en introduktion til – først og fremmest – den europæiske videnskabelige debat om den slags spørgsmål i relation til pædagogik og uddannelse. At skrive en bog om, hvad videnskab og pædagogik er, samt hvorledes disse to ting har noget med hinanden at gøre, er et projekt, man måske bør holde sig fra. For det første er spørgsmålet så komplekst, at intet svar nogensinde vil kunne betragtes som fyldestgørende. For det andet vil enhver reduktion og ethvert udvalg af synsvinkler legitimt kunne kritiseres af andre, der måske vil mene, at andet burde have været med eller fyldt mere i bogen. Alligevel har vi på opfordring fra Akademisk Forlag kastet os ud i øvelsen, og vi håber, at mange vil sætte pris på dette bidrag til en videre diskussion af pædagogikkens og videnskabens væsen. På disse sider vil man ikke finde et facit, men måske nogle veje ind til en mere facetteret tænkning. Inden man begynder at læse videnskabsteori, skal man gøre sig klart, at det både er svært, og at man skal lære en del nye fremmedord. De fleste af videnskabens store tænkere benytter sig af ord og begreber, som adskiller sig fra almindelig daglig tale. Aristoteles var måske en undtagelse, han benyttede sig af dagligsproget, men det var jo oldgræsk. Mange af hans ord er gået videre i filosofiens glossarium, ja, selve ordet filosofi var i den græske oldtid oprindeligt betegnelsen for videnskab i bred forstand. Hos Aristoteles blev ordet tillige en betegnelse for livskunst baseret på indsigt, der kunne føre til en lykkelig tilværelse. Ønsker man en lykkelig tilværelse, er filosofien – altså kærlighed til viden – ifølge mange, der har diskuteret spørgsmålet, ikke til at komme uden om. Selv om man i daglig tale måske taler om ”lykkelig uvidenhed”, kan de fleste nok blive enige om, at den uvidende i realiteten ofte vil være ufri eller umyndiggjort. Kun hvis man ved noget, kan man handle selvstændigt og myndigt. Man skal begynde et sted – vi begynder med Aristoteles. Ikke fordi Sokrates eller andre græske filosoffer er uvæsentlige, men fordi Aristoteles virke ofte betegnes som den

FORORD

Videnskab og pædagogik.indd 7

| 7

3/23/16 4:42 PM


strukturerede videnskabs begyndelse. Aristoteles havde begreb om, at ideerne var en del af virkeligheden, og at det blandt andet var igennem ideerne, vi forandrede verden. Derfor starter vi her. Det kan anbefales at starte forfra i filosofiens historie; det vil gøre det meget lettere at forstå tankerne. Som i så mange andre forhold her i verden bevæger udviklingen sig langsomt fremad. Derfor er det vanskeligt at begynde med det, der måske umiddelbart forekommer mest interessant, for man vil hurtigt finde ud af, at man mangler en hel masse forudsætninger for at forstå det skrevne. Filosofferne forholder sig til hinanden baglæns. Ligesom man i de fleste andre sammenhænge er bedst tjent med at begynde langsomt, så gælder det også inden for videnskabsteorien, at det er smartest at begynde med enklere temaer og så oparbejde en stadig større forståelse af de komplekse problemstillinger, som optager filosofferne. Små skridt hele tiden, så er man sikker på at komme frem. I sportens verden skal man ligeledes starte langsomt. Når man begynder at løbetræne, lægger man ikke ud med et maraton, men bygger langsomt formen op med nogle ekstra meter hver dag. Filosofi kan man med fordel læse på de tidspunkter, hvor man er mest frisk i løbet af dagen. Læs ikke mere end én filosof ad gangen, gå en tur i det grønne eller langs stranden, og lad tankerne få fred. Hvis man ikke lige forstod det første gang, må man bare prøve en gang til. Man skal i hvert fald slet ikke bruge filosofi som godnatlæsning; det kommer man ikke langt med. Vi har tilstræbt, at denne bog forholder sig til videnskab og pædagogik på flere planer. Dels i en relativt ”ren” videnskabsteoretisk optik, hvor respektive undersøgelsesformers grundantagelser og metoder kortlægges, dels i en mere videnskabshistorisk optik, hvor kultur, historie og samfund inddrages som et udtryk for, at de respektive tænkere var virkelige mennesker, der agerede i en kontekst. Der skal nok komme nogle aha-oplevelser eller ”nå-så’n-indsigter” (gr. epiphanie) hen ad vejen. Bogen er opbygget sådan, at man bedst starter med begyndelsen og så tager ét kapitel ad gangen. For at undgå alt for mange gentagelser har vi bestræbt os på at etablere nogle generelle, nødvendige forudsætninger i bogens første del. Herefter kan man bevæge sig frem og tilbage efter interesser og behov. Man kan sagtens bruge bogen som et opslagsværk, hvis man har etableret nogle grundlæggende forudsætninger, enten ved at læse Del 1+2 eller ved for eksempel at læse andre introduktioner til europæisk idehistorie.

8 |

FORORD

Videnskab og pædagogik.indd 8

3/23/16 4:42 PM


Denne bog er resultatet af flere års arbejde og en lang række menneskers opbakning og støtte. Først og fremmest bør vi nævne vores familier og venner, der efter bedste evne har forsøgt at lade, som om de godt kunne forstå, at dette projekt til tider var vigtigere end så meget andet. Dertil vil vi takke ph.d. og adjunkt Ditte Dalum Christoffersen, lærer Lea Flackeberg og cand.pæd. i pædagogisk filosofi Jan Andreasen samt cand.psyk. Jette Sunesen Rytke, cand.pæd. i pædagogisk filosofi Firozeh Hedayati og cand.mag. Flemming Gräs, der undervejs har bidraget med konstruktive og kritiske kommentarer til mange af bogens kapitler. En særlig tak skal vi rette til sociolog Rune Bang Puggaard, som har givet konstruktiv kritik og skrevet vigtige bidrag til kapitlerne om Habermas, Bourdieu og Luhmann. De nævnte står naturligvis ikke til ansvar for kapitlernes endelige form, men har været en stor hjælp i vores arbejde. Sluttelig vil vi gerne takke forlagsredaktør Lone Fredensborg, der har været en fast og uvurderlig støtte i den langstrakte proces, der førte til tilblivelsen af denne bog. Brian Degn Mårtensson og Leif Puggaard Foråret 2016

FORORD

Videnskab og pædagogik.indd 9

| 9

3/23/16 4:42 PM


Videnskab og pĂŚdagogik.indd 10

3/23/16 4:42 PM


DEL 1 ET VIDENSKABSHISTORISK OVERBLIK – FREM TIL OPLYSNINGSTIDEN

Videnskab og pædagogik.indd 11

3/23/16 4:42 PM


Videnskab og pĂŚdagogik.indd 12

3/23/16 4:42 PM


K APITEL 1

Inspirationen fra den antikke arv

Al god filosofi eller videnskabsteori må starte et sted. Et centralt sted at begynde er hos Aristoteles. Har man først sat sig ind i hans tanker, har man et fabelagtigt afsæt for at bevæge sig videre ud i og ind i den verden af teorier, som vi skal til at undersøge.

Aristoteles (384 f.Kr.-322 f.Kr.) Aristoteles blev født i byen Stagira i det nordlige Grækenland og havde et begivenhedsrigt liv i en periode med store omvæltninger i den græske verden. Han var lægesøn, og hans far var i tjeneste hos den makedonske konge. Makedonien var i Aristoteles’ barndom en mindre stat i skyggen af Athen, som var midtpunktet for antikkens kulturelle blomstring. Tidligt viste Aristoteles både interesse og evner for at undersøge verdens konkrete sammenhænge, og i en alder af 17 år fik han plads som elev på Platons akademi i Athen. Det er sandsynligt, at det er her, at den mere spekulative side af Aristoteles’ virke er blevet formet, hvorved han for eftertiden både favner udviklingen af empirisk stringente og mere metafysisk-abstrakte former for filosofisk og videnskabelig tænkning. Særligt ved Aristoteles’ personlige historie er, at han er en af de få store tænkere, der sandsynligvis har haft stor indflydelse på skelsættende politiske begivenheder i sin egen levetid. Han fungerede nemlig som lærer for ”verdensherskeren” Alexander den Store, der erobrerede stort set hele den kendte verden i perioden 334 f.Kr.-323 f.Kr. Udover at erhverve sig ære og rigdom var det for Alexander den Store et selvstændigt projekt at udbrede den græske civilisation og kendskabet til dens kunst, viden og filosofi. Dertil bidrog felttogene til en indsamling af empiriske fund i de erobrede områder, hvorved den græske viden om den beboede verden kunne øges. Hans fokus var især på botanik og zoologi. Aristoteles selv virkede – ligesom sin elev – også aktivt for at udbrede kendskabet til græsk åndsliv og var i en periode bosat i Athen, der – om end politisk marginaliseret – stadig var et kulturelt centrum. Han oprettede blandt andet skolen Lykeion, der – udover at være en filosofisk skole – også rummede historiens første systematisk opbyggede forskningsbibliotek. Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. faldt Aristoteles – der havde tætte forbindelser

© AKADEMISK FORLAG

Videnskab og pædagogik.indd 13

| 13

3/23/16 4:42 PM


til kredsen omkring det faldne regime – i unåde. I kølvandet på Alexander den Stores bortgang opløstes det makedonske rige nemlig hurtigt i mindre dele, og en række blodige magtkampe opstod som følge heraf. Aristoteles måtte derfor – for at undgå at lide samme skæbne som Sokrates – flygte til byen Chalkis på Euboia, hvor han døde kort efter.

Udgangspunktet for enhver videnskabsteori er en forestilling om, hvad viden i det hele taget er for en størrelse. Hvad mente Aristoteles derfor om viden? Aristoteles skelnede mellem tre former for viden og to former for praksis. De tre vidensformer episteme, techne og phronesis er knyttet til forskellige former for praksis.

Vidensformer Filosoffen søger teoretisk-videnskabelig viden, episteme. Begrebet dækker over en beskrivende og forklarende viden som hvordan og hvorfor. Håndværkeren er interesseret i praktisk-produktiv kyndighed, techne. Det er en handlingsorienteret viden, der har fokus på udførelsen frem for alt. Den praktiskproduktive kyndighed knytter således viden til praktisk handling. Politikeren er optaget af praktisk-etisk klogskab, phronesis. Det er en etisk eller kritisk viden. Den praktisk-etiske klogskab er en viden om det gode liv og om, hvordan man kan handle, så man fremmer betingelserne for det gode liv. Både vidensformen techne og vidensformen phronesis er altså rettet mod det praktiske liv, men på hver sin måde. For at vise dette skelnede Aristoteles mellem to slags handlinger: a) Den ene handling kaldte han poiésis, som er rettet mod tildannelse og skaben. b) Den anden handling kaldte han praxis, som sigter mod et godt liv for mennesket. Forskellen på de to former for praksis består i, om handlingen er et middel til at nå et andet mål med (poiésis), eller om hensigten med handlingen er indbygget i handlingen (praxis). En vigtig pointe i relation til nutiden er, at politikere og pædagoger – meget bredt betragtet – søger væk fra praxis-begrebet og over i poiésis-begrebet, når de taler om at være gode håndværkere, der finder de rigtige værktøjer i værk-

14 |

I N S P I RAT I O N E N F RA D E N A N T I K K E A R V

Videnskab og pædagogik.indd 14

3/23/16 4:42 PM


tøjskassen; de prøver så at sige at undvige forestillingen om at fremme det gode liv og udelukkende fokusere på at gøre det nødvendige og benytte de rigtige værktøjer, som kan føre til målbare resultater. Man kunne kalde det teknokratisering af det politiske arbejde og en instrumentalisering af det pædagogiske arbejde.

Viden Episteme er det græske ord for erkendelse og viden eller visdom – ikke bare i al almindelighed, men som en bestemt form for erkendelse og viden, nemlig sikker og sand erkendelse og viden i modsætning til mere flygtig eller foranderlig viden. ”Vi antager alle, at det, vi ved, ikke kan forholde sig anderledes, end det gør. Men om det foranderlige ved vi ikke, så snart det er uden for vor iagttagelse, om det er eller ikke er. Men en genstand for viden findes af nødvendighed.” (Aristoteles 2009:151). Aristoteles nævner som eksempel på en sådan viden, at summen af vinklerne i en trekant er lig med to rette vinkler, altså 180 grader. En sådan viden er nødvendig og sand, ja, han bruger sågar betegnelsen evig. I et todimensionalt rum gælder denne erkendelse stadig: Hvis vi tegner en trekant på et stykke papir, vil det altid gælde, at summen af vinklerne er 180 grader. Det gælder endvidere, at denne form for viden kan erkendes eller tilegnes rationelt uden den store erfaring, og uden at man behøver at udføre empiriske undersøgelser eller udføre en masse eksperimenter for at være sikker på, at denne regel altid er gyldig. Som en rationel form for viden fremkommer den så at sige rent logisk og indgår i filosoffernes visdom. Det græske begreb episteme går igen i mere moderne betegnelser som epistemologi, der netop handler om erkendelsesteori og videnskabsteori, eller epistem, som er en epokal tankeform eller en grundlæggende organisering af viden. Dermed er vi også fremme ved en bestemmelse af, hvad denne bog mere præcist handler om: Videnskabsteori beskæftiger sig med teorier om, hvordan man på et mere sikkert grundlag opnår erkendelse og viden. I det 20. århundrede er vi blevet mere varsomme med at forholde os til forestillingen om evig viden. Vi har i modsætning til tidligere tider oplevet, at den viden, vi havde for bare 10, 20 eller 50 år siden, ikke nødvendigvis holder i dag. Derfor taler vi hellere om nødvendig eller sikker viden og forudsætter, at nogle bestemte betingelser er til stede. Tegner vi eksempelvis en trekant på et rundt objekt, gælder reglen om summen af vinklerne i en trekant ikke længere, når det nu drejer sig om en såkaldt sfærisk trekant. I antikken kunne man næppe forestille

I N S P I RAT I O N E N F RA D E N A N T I K K E A R V

Videnskab og pædagogik.indd 15

| 15

3/23/16 4:42 PM


sig, at en sfærisk trekant kunne ændre reglen; Dette koncept blev først udviklet senere i relation til forskning i blandt andet astronomi.

Kyndighed Begrebet techne oversætter vi til kyndighed, og det omfatter den viden, der knytter sig til praktisk og produktiv, frembringende handling eller virksomhed. Denne form for viden kræver både erfaring og øvelse.1 Derfor er den knyttet til håndværket og i det hele taget til al skabende virksomhed, der omformer genstande fra én form til en anden: ”Enhver kunst handler om tilblivelse og om at afprøve og betragte, hvorledes noget af det, som både kan være og ikke være, bliver til.” (Aristoteles 2009:152). Denne proces udelukker ikke intellektuelle aktiviteter, men forudsætter netop en ide om et eller andet, som man gerne vil udarbejde. Man ser for eksempel en stol for sig eller tegner en model af en stol, før man går i gang med arbejdet. Desuden har man en plan for, hvordan man går frem trin for trin. Endelig har man også en forståelse for, hvilke værktøjer man skal benytte under de forskellige delprocesser. Værktøjer er ikke objekter, der bare forefindes, de udvikles og tilpasses til bestemte formål ud fra en ide og efter en plan. Men bag ved denne frembringen er en ide om, hvad man vil gøre, og hvordan man vil gribe sagen an. Det er det, Aristoteles forstår ved, at handlingen bliver et middel, der har et mål uden for sig selv. Denne form for gøremål, hvor aktiviteten er et middel, og hvor kyndigheden anvendes, bliver betegnet som poiésis.

Klogskab Når begrebet phronesis som regel oversættes med klogskab eller kløgt, er forklaringen, at det forbindes med den praktisk handlende, rationelle evne: ”For den rette handlen og dens modsætning finder ikke sted uden tænkning og moral.” (Aristoteles 2009:150). For Aristoteles er handling og frembringen eller fremstilling ikke identiske. Handlingen har et mål i sig selv, hvorimod aktiviteten i fremstillingsprocessen bliver til et middel. I handlingen indgår overvejelse om, hvad der er godt og nyttigt for menneskene, og hvad der er et godt liv i det hele taget. Vejen til at opnå klogskab kan man finde ved at lære af kloge mennesker, undersøge hvilke valg de træffer, og

1 ”For de ting, vi skal lære, før vi kan gøre dem, lærer vi ved at gøre dem. For eksempel bliver mænd murere ved at mure og lyrespillere ved at spille lyre.” (Aristoteles 2009).

16 |

I N S P I RAT I O N E N F RA D E N A N T I K K E A R V

Videnskab og pædagogik.indd 16

3/23/16 4:42 PM


hvordan de i det hele taget lever deres liv. Spiser de kløgtige for eksempel sund og alsidig kost i passende mængder, kan det være et godt eksempel til efterfølgelse, hvorimod mindre kloge mennesker måske ikke tænker videre over tingene og bare spiser, hvad der er lige ved hånden, eller hvad der er nemt, hurtigt og velsmagende. Dermed er vi ved at nærme os et andet vigtigt begreb i denne sammenhæng, paideia.2 Ordet har samme betydning som det, vi normalt kalder pædagogik. Men først skal vi se på Aristoteles’ opfattelse af begreberne form og stof. I modsætning til Platon mener Aristoteles, at tingene i den sanselige verden består af en enhed af form og stof. Hvor ideerne i Platons forståelse så at sige havde deres eget selvstændige liv i ideernes verden og kun kom til syne i en noget reduceret udgave i den sanselige verden eller fænomenernes verden, så er formen (ideen) indbygget i tingenes stof hos Aristoteles. Begreberne bliver også senere oversat til latin, og her benævnes de potentialitet og aktualitet. Stoffet er potentialitet, og formen er aktualitet. En stol består for eksempel af træ, der er tilvirket på en bestemt måde. Træet er stolens stof eller potentialitet, og den færdige stol er stolens aktualitet og dermed dens form. Man kunne også sige, at begrebet er indeholdt i tingen. Når det drejer sig om det menneskelige intellekt, er det ifølge Aristoteles den rene mulighed og kan derfor virkeliggøres af en hvilken som helst form. Således er der overensstemmelse mellem de ydre former og almenbegreberne. Den rene mulighed skal ikke forveksles med den rene tomhed, men synspunktet inspirerer og danner baggrund for senere tiders begreb, tabula rasa (lat., en ren tavle), som kommer til at få kolossal betydning for pædagogisk tænkning helt frem til moderne tid. ”Tankpasser-pædagogik” er eksempelvis et udtryk, der er blevet brugt om den forestilling, at børnene har nærmest ”tomme” hoveder, når de kommer i institution og skole. Lærere og pædagoger fylder viden på de rene tavler. Herved får vi viden og lærdom. Denne erkendelse af tingene eller erkendelsesteori kaldes for realisme,3 idet der er en klar overensstemmelse mellem almenbegrebet og tingenes form, hvor begrebet dog først fremkommer gennem en abstraktionsproces på baggrund af sam2 http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/paideia: (gr. opdragelse, undervisning), i oldtidens Grækenland den kultur, som et menneske erhverver sig i løbet af sin opvækst, opdragelse og uddannelse. Paideia bestod af en fysisk og en åndelig dannelse, det vil sige legemsøvelser, musik og litteratur. 3 Heroverfor står betegnelsen nominalisme, hvor almenbegrebet blot er en intellektuel frembringelse, en benævnelse.

I N S P I RAT I O N E N F RA D E N A N T I K K E A R V

Videnskab og pædagogik.indd 17

| 17

3/23/16 4:42 PM


menligninger af mange forskellige ting i den sanselige verden. Videnskaberne bliver inddelt i forhold til abstraktionsprocessen, sådan at naturerkendelsen (fysikken) omfatter såvel stof som form, den matematiske erkendelse (matematikken) forholder sig kun til form, mens den mest abstrakte tænkning (metafysikken) beskæftiger sig med almene problemer: Hvad der er, og hvordan de ting, der er, er – altså tingenes eksistens, formål, årsag osv. (Lund et al. 1967:94). Omkring barnet og den unge gælder også denne enhed af form og stof. Stoffet er barnets muligheder for at vokse og udvikle sig, og formen er de realiserede muligheder i det voksne menneske. Aristoteles bruger sammenligningen med et sædekorn. Sår man kornet på en tør og stenet grund, kommer der en ussel lille plante ud af det. Sår man det derimod på frugtbar jord, vokser det sig stort og kraftigt og aktualiserer dermed sit fulde potentiale. Således er det også med barnet og den unge, men vigtigt for forståelsen er, at man ikke kan blive noget, man ikke i en eller anden forstand allerede har anlæg for at blive. Det er ikke alle, der kan blive store violinister, selv om de træner hårdt nok, da kun de, der har de specielle evner og anlæg, kan udvikle dem. Dette kræver så yderligere, at de får lov til det og bliver udsat for den rigtige uddannelse med de dygtigste lærere. Paideia og praxsis hører sammen i den forstand, at pædagogik som en form for praktisk virksomhed eller handling har til formål at opdrage og udvikle barnet og den unge så alsidigt som muligt, således at alle potentialer bliver udfoldet fuldt ud. Kun på den måde skaber man frie borgere og mennesker, der kan udfylde en funktion i samfundet, vælge at leve det gode liv og udføre gode og nyttige handlinger i forhold til sine medmennesker. Aristoteles forudsætter i den sammenhæng, at mennesket fra naturens hånd er godt, vil det gode liv og sin egen lykke, hvilket betyder det samme, når man ser på det græske begreb eudaimonia. Dette er menneskets højeste mål. Areté kaldes de egenskaber eller dyder, som mennesket skal tilvejebringe eller lære for at kunne vælge den rette vej mod målet. Betegnelsen dyd refererer her til duelighed, dygtighed, noget, man skal blive god til. I dette kapitel har vi valgt at gengive de græske termer, fordi enhver oversættelse er en fortolkning. Vi skal senere se, især i forbindelse med gennemgangen af hermeneutikken, at det kan rumme store vanskeligheder at oversætte begreber fra én epoke til en anden, idet tidsperspektivet er en særlig vanskelig og af og til næsten uoverkommelig barriere i forhold til forståelsen af andre kulturer. Begreberne skifter bestandig betydning, og derfor skal der være mulighed for at kunne slå de ori-

18 |

I N S P I RAT I O N E N F RA D E N A N T I K K E A R V

Videnskab og pædagogik.indd 18

3/23/16 4:42 PM


ginale begreber op og danne sig en selvstændig mening om indholdet i og betydningen af dem.

Aristoteles i eftertiden Man skal ikke undervurdere den betydning, Aristoteles har haft i eftertiden. Langt de fleste filosoffer har blik for, hvad Aristoteles har skrevet og ment om dette og hint. Aristoteles er måske den filosof til alle tider, der har den mest omfattende filosofi, og derfor er der også meget inspiration at hente hos ham. Samtidig er Aristoteles en filosof, som i meget høj grad sammenfatter en tænkning, der er foregået i flere århundreder forud for hans tid, og han repræsenterer derfor i en vis forstand kulminationen af den antikke kultur. Vita activa er den betegnelse, som eftertiden har givet Aristoteles’ filosofi; den har fokus på et liv, hvor den praktiske handling (poiésis og praxis) står i centrum. Derfor er det også i vores tid, hvor der efterhånden er ophobet ufattelig meget empirisk og evidensbaseret viden, at man inden for de vidensområder, vi i det forrige kaldte techne og phronesis, stadig kan hente mest inspiration hos den gamle mester. Netop disse områder repræsenterer vidensformer, hvor menneskene på en måde begynder forfra for hver ny generation, og hvor man med lige så stor ret kan fremhæve den ene tænker som den anden. Sandsynligvis er antikkens begreb paideia, som består af en alsidig fysisk og en åndelig dannelse, det vil sige legemsøvelser, musik og litteratur, et af de koncepter, der er mest tyngde i, og som kontinuerligt danner baggrund for mange væsentlige diskussioner om pædagogik og læring. I den sammenhæng er Aristoteles stadig lige så vigtig en bidragyder som enhver anden nutidig filosof og pædagog.

I N S P I RAT I O N E N F RA D E N A N T I K K E A R V

Videnskab og pædagogik.indd 19

| 19

3/23/16 4:42 PM


Videnskab og pædagogik er en indføring i filosofiens og videnskabens udvikling i europæisk historie baseret på en kronologisk tilgang. Undervejs får læseren en række korte introduktioner til de tænkere, der har været centrale i forhold til den tænkning og de videnskabsteoretiske retninger, der introduceres. Bogens dele er: • Et videnskabshistorisk overblik – frem til oplysningstiden • Positivisme og rationalisme • Konstruktivisme og socialkonstruktivisme • Kritisk teori • Strukturalisme, poststrukturalisme og diskursteori • Fænomenologi, eksistensfilosofi og hermeneutik • Nyere videnskab og pædagogik

Videnskab og pædagogik henvender sig til alle, der uddanner sig inden for de pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige områder. Bogen kan bruges i undervisningen fra bachelorniveau, på de pædagogiske universitetsuddannelser samt på efter- og videreuddannelser.

BRIAN DEGN MÅRTENSSON OG LEIF PUGGAARD

• Et videnskabshistorisk overblik – efter oplysningstiden

Videnskab og pædagogik  
Videnskab og pædagogik  

En grundbog i pædagogisk videnskabsteori