Frederiksberg i centrum

Page 10

Fra Holland og Amager til Frederiksberg Frederiksberg Kommune er i dag en selvstændig kommune, der er omringet af hovedstaden. Kigger man på, hvordan Frederiksberg blev til den populære bydel, den er i dag, skal man langt tilbage i historien. Områdets historie begynder nemlig helt tilbage i vikingetiden. Her opstod landsbyen Solbjerg, hvis marker dækkede det meste af det nuværende Frederiksberg, mens selve byen formentlig lå i den nordlige del af Frederiksberg Have. Det er også forklaringen på navne som Solbjerg Plads og Solbjerg Station, hvor sidstnævnte nu har skiftet navn til Fasanvej Station. En del år senere, i 1620, da Christian 4. regerede, blev Solbjerg-området lavet til en såkaldt ladegård for Københavns Slot og Rosenborg Slot (Københavns Slot lå på det sted, hvor Christiansborg ligger i dag). Her dyrkede man landbrug til de to slotte og byggede voldgrave for at forsvare hovedstaden. 31 år senere døde kongen, og det blev besluttet, at ladegården ikke kunne betale sig. Derfor blev området fæstet bort til 20 bønder, hvis forfædre kom fra Holland, og som Christian 2. i 1520 havde hentet til Amager for at forsyne byen med grøntsager. Området blev døbt Ny Hollænderby eller Ny Amager, da det var der, bønderne kom fra. De etablerede deres gårde på begge sider af den gade, vi i dag kender som Allégade. Gaden hed i lang tid Hollændergaden. Navnet Allégade blev først almindeligt for omkring 150 år siden. I 1654 blev Frederiksberg Sogn oprettet. 43 år senere brændte meget af byen ned, hvilket resulterede i, at bønderne fik inddraget deres jord af det danske kongehus, fordi de ikke længere kunne betale deres skatter. Frederiksberg Sogn lå nu frit, og Frederik 4. valgte at bygge sig et sommerhus i stedet: Frederiksberg Slot. Slottet blev placeret øverst på bakken, så alle kunne se det, og bakken fik navnet Friederichs Berg (Frederiks Bjerg). Til sommerhuset skulle der også være haver, som han kunne slappe af i, og parkerne Søndermarken og Frederiksberg Have blev anlagt. I løbet af 1700-tallet kom en by til live rundt om slottet og haverne, og det var starten på det Frederiksberg, vi kender i dag. I de følgende år voksede Frederiksberg og blev en selvejende landsby. I 1857 blev Frederiksberg en selvstændig kommune. I dag er kommunen helt omsluttet af hovedstaden og er forblevet et sted, hvor man kan slappe af og nyde livet og naturen. 10 FREDERIKSBERG I CENTRUM | FREDERIKSBERG & VESTERBRO


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.