AF: DITTE ZENAS
PROFIL #
TJ E N
EST
E
3 måneder i Vietnam Da jeg blev spurgt om jeg ville skrive til UNGadventist, sidder jeg i skolen. Jeg kigger på computeren ved siden af mig, hvor der står »When was the last time you did something for the first time?«. Umiddelbart tænkte jeg på Vietnam. Den sidste gang jeg gjorde noget vildt for første gang. Da jeg kom til Vietnam var jeg lidt i chok. Jeg havde aldrig prøvet at rejse alene før, og det mest trygge var at blive i området omkring hotellet. Det viste sig også at være super kedeligt. Jeg er vokset op i Adventistkirken og er kommet i kirke hver lørdag hele mit liv. Men for første gang virkede det som et valg. Når jeg er hjemme i Danmark er det bare noget jeg gør, og jeg har svært ved at forestille mig ikke at komme, men i Vietnam virkede det for første gang som et valg. I mit hoved lavede jeg en fordele/ulemper liste, hvor der på listen over ulemper bl.a. stod ting som; Jeg kan ikke sproget, jeg kender ikke nogen, det ligger langt væk, jeg kender ikke noget til deres dress code. Listen med fordele var der slet ikke, og jeg havde besluttet mig for ikke at komme, indtil det gik op for mig at jeg havde lavet listen som en undskyldning for at få en “god« grund til ikke at komme. Det var utrygt, skræmmende og noget jeg ikke havde prøvet før. Jeg besluttede mig for at tage af sted alligevel. Det viste sig at være en af de bedste beslutninger jeg tog mens jeg var i Vietnam. Jeg havde ret i alle de ting jeg var bange for. Da jeg lavede min liste over grunde til ikke at tage af sted, men hvad jeg ikke havde regnet med var, at det samtidig gav en følelse af at komme hjem. Midt i alt det skræmmende om-
kring at være alene et nyt sted, om det er i et fremmet land, eller om det er i en fremmet by, så gav kirken mig en følelse af at komme hjem. Jeg har altid været bange for fulde mennesker og at prøve nye ting, på trods af at jeg elsker at prøve nye ting. Første gang jeg for alvor har mødt fulde mennesker var under mit ophold i Vietnam, og jeg var bange, rigtig bange. Jeg lå i min seng på et hostel og var bange. Jeg lå og ønskede mig hjem, indtil jeg huskede på noget mine forældre altid fortæller mig, at jeg aldrig er alene, og at jeg altid bare kan bede og så vil Gud hjælpe mig. Jeg tog min bibel frem og slog op et tilfældigt sted. Det sted var Ordsp kap 3. Jeg læser lidt nedad, og da jeg kommer til vers 23 falder en underlig ro over mig. Der står i vers 23-26; »Da går du trygt ad din vej og støder ikke din fod. Når du lægger dig, kan du gøre det uden frygt, når du har lagt dig, sover du godt. Frygt ikke den pludselige rædsel, det uvejr, der kommer over ugudelige, men sæt din lid til Herren, han skal vogte din fod for fælden.« Min pointe er, at uanset hvad du kommer ud for, uanset hvilken situation du står i, så hjælper det for mig altid at bede, fordi jeg VED, der er en der altid lytter og passer på mig.
DET VAR UTRYGT, SKRÆMMENDE OG NOGET JEG IKKE HAVDE PRØVET FØR. JEG TOG AFSTED ALLIGEVEL
Ditte, 22 år, Odense menighed, studerer til bioanalytiker på University College Lillebælt i Odense. Jeg er rejselysten, elsker naturen og min familie og venner.
#07 UNG ADVENTIST 02/2016