Page 1

Mellem Himmel og Helvede af Walder Hartmann


GUD ER TIL, MEN DET ER SATAN OGSÅ – ENDNU! Hvor var Gud den 11. september 2001, da hundredvis af mennesker blev ofre for én af de mest grusomme terrorhandlinger, vi har set i nyere tid? Hvor var han, da stormflodskatastrofen ramte Sydøstasien i julen 2004? Hvor var han henne i koncentrationslejrenes tid? Hvor er Gud henne, når voksne mishandler børn? Har Gud slet ikke den almagt, som kristne hævder? Hvorfor griber han ikke ind, når uskyldige lider? Spørgsmålene er klassiske og dukker op hver gang, der sker et eller andet uforudsigeligt og negativt. Knapt så ofte stiller vi spørgsmål, når der sker noget godt og positivt, hvilket er forståeligt, for det er | Foto: Bjørn Krøll |

2


let at blive forvirret, når man befinder sig i mørke. Man mister i den situation sin orienteringsevne. Man føler sig spændt ud mellem himmel og helvede uden at vide, hvad der er op, og hvad der er ned. Et fuldkomment svar vil ikke kunne gives på denne jord, men antydningen af et svar, der kan hjælpe os til at bevare tilliden til Gud. Det første Paradis gik tabt, men et nyt er i vente – alt sammen fordi Gud siger: ”Jeg har planer med jer, planer om fremgang og ikke om tilbagegang, så I må opleve den fremtid, I håber på“ (Jer 29,11).

DET BEGYNDTE SÅ GODT Da Gud i tidernes morgen bestemte sig for, at nu var tiden kommet til at skabe endnu en planet og denne gang befolke den med væsener [mennesker], der skulle skabes i hans billede og med en flora og fauna, der gav et perfekt miljø, skete det reelt efter en intern rådslagning blandt guddommens tre medlemmer [Fader, Søn og Helligånd]. Kun én satte spørgsmålstegn ved denne fremgangsmåde – og det så meget, at det førte til en ændring i hans egen tilværelse. Satans oprør ledte til opgør – og siden til fald for de mennesker, for hvem alt skulle have været så godt. Skaberen stod altså pludselig med en skabning, der havde mistet sin uskyld. Det blev tid til at iværksætte den guddommelige beredskabsplan, 3


og efterfølgende lød det til det ondes repræsentant: ”Kvinden og du skal hade hinanden, og dit afkom og hendes afkom skal være fjender. Kvindens afkom skal knuse dit hoved, og du skal hugge hendes afkom i hælen!“ (1 Mos 3,15). Kampen mellem det gode og det onde var en realitet. Både Gud og Satan ønskede mennesker over på egen side. Gud, fordi han i bund og grund er kærlig, og derfor var parat til at ofre sig selv. Satan, fordi han er den personificerede ondskab og blot ønsker at ramme så mange af Guds yndlingsskabninger som muligt. Salmisten opsummerer menneskers erfaring med Gud siden syndefaldet i Sl 103,3-14: ”Han tilgiver alle dine synder; han helbreder alle dine sygdomme. Han befrier dig fra dødens gab; han omhegner dig med kærlig omsorg. Han stiller dine længsler med gode gaver, så du får livskraft igen og bliver stærk som en ørn. Han lader retfærdighed ske fyldest, så de fortrykte får deres rettigheder igen. Han åbenbarede sine bud for Moses og lod Israels folk være vidne til sine undere. Herren er barmhjertig og omsorgsfuld; han er tålmodig og har ikke let til vrede; hans hjerte flyder over af trofast kærlighed. Han ønsker ikke at være på nakken af os, han knuger ikke for altid om sin vrede. Nej, han gengældte os ikke efter, hvad vi fortjente – straffede 4


os ikke for vore synder; for hans urokkelige kærlighed er stor mod dem, der frygter ham – så stor som himlen er højt over jorden. Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. Som en far er barmhjertig over for dem, der ærer ham. Han ved, hvor vi kommer fra, han husker vi er støv.“

GUD BLIVER INDENFOR RÆKKEVIDDE Da én af mine venner døde, ca. 45 år gammel, pga. kræft, var der én i bekendtskabskredsen, der spurgte: Hvordan kan man egentlig tro på en kærlig Gud, når han kan tillade noget så ondt som at lade hende dø? Dette er et af de svære spørgsmål at svare på, men heldigvis kunne jeg som en del af svaret pege på, at Gud helt sikkert var nær hos den døende – lige til allersidste stund. Jeg havde oplevet det – og jeg ville have undret mig, hvis ikke det havde været sådan 5


– for Jesus fortalte, mens han gik her på jorden: ”Hvad koster en spurv? Nogle få øre; og alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden at jeres Far er med i det. Han har endda tal på, hvor mange hår I har på hovedet. Der er derfor ingen grund til at være bange. I er mere værd for ham end mange spurve“ (Matt 10,29-31). Når nogen, vi holder af, falder til jorden, går livet i stå. I sorgen kan man så let føle sig ensom og forladt – måske fordi der findes ikke to mennesker med den samme sorg. Men Gud er med – både hos spurven, der falder til jorden, og hos den, der kan flyve videre.

6


Heller ikke på Jesu tid var en spurv særlig værdifuld. To kunne købes for en skilling, altså er en enkelt spurv kun det halve værd – og alligevel er Gud med den, når den styrter og falder til jorden, men at hævde, at faldet var planlagt af Gud, er ikke rigtigt. Det er ikke Gud, der planlægger de ulykker, som vi oplever. For mig er det blasfemi på denne måde at tillægge Gud djævelske tendenser.

SATAN ER EN OVERSET MAGTFAKTOR Det ser ud til, at Satan er en glemt/overset magtfaktor i vor verden. Vi forsager ham ganske vist gennem vor bekendelse, men for få mennesker anser ham for en reel fare her og nu. Vi stiller hellere spørgsmål ved Guds karakter, end vi griber til at bede bønnen: ”Fri os fra det onde/den Onde!“ (Matt 6,13). Uanset hvor vi befinder os i tilværelsen – om vi er unge eller gamle – raske eller knap så raske; uanset hvordan vore vilkår er og har været, om vi har mødt meget eller knap så meget modgang, så er der noget, der bekymrer os. Der er meget, vi kan stille spørgsmål om, men midt i de mange spørgsmål og midt ind i de manglende svar – midt i de bekymringer, vi har og ind i det mismod, der kan præge os, lyder Jesu ord, om den gode og kærlige Gud, der aldrig overser os og glemmer os. Gud vil ikke det onde, men det vil den 7


Onde. Derfor lever vi i en verden, hvor vi hver dag ser en kamp imellem ondt og godt. Det var en kamp, som kom ind i verden fra det øjeblik, mennesket valgte side i oprøret mod Gud. Der findes derfor ikke blot en god magt, men også en ond magt. Gud er den stærkeste, men endnu rammer det onde mennesker med en sådan kraft, at det en gang imellem næsten synes legitimt at give udtryk for sin tvivl og sine anfægtelser. Derfor – hvor var Gud, da terroristerne styrede deres kaprede flyvemaskiner ind i World Trade Centers tvillingetårne? Han var samme sted, som da romerske soldater naglede Jesus Kristus [én af de guddommelige tre] til et kors udenfor Jerusalem. På Golgata gik Jesus ind under det ondes magt og oplevede selv Guds fravær. ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ sagde han. Gud måtte nøjes med at se til, hvis syndere [du og jeg] skulle have en frem8


| Foto: Polfoto |

tid! Det er svært at forstå hvorfor. Men jeg har valgt at følge Anselm af Canterbury, der sagde credo ut intelligum, jeg tror for at kunne forstå. Og så glæder jeg mig i øvrigt til den dag, hvor Gud vil ”tørre hver tåre af deres øjne. Og der skal ikke længere være nogen død eller sorg, noget skrig eller nogen elendighed. For det, der var engang, er alt sammen forbi“ (Åb 21,4). Den dag vil jeg også få et bedre svar på de spørgsmål, der plager mig nu! I troen på Jesu forsoning og på hans opstandelse har vi en forvisning om, at Gud har det sidste ord, og at han en gang definitivt vil besejre den onde fjende. I en krig kan det afgørende slag nemlig godt have fundet sted, længe før fjenden giver op og krigen er forbi. Tænk på D-dag, de allierede troppers landgang på Normandiets kyst den 6. juni 1944. Fra den dag vidste alle militærsagkyndige, at de allierede ville vinde krigen, men den fortsatte helt til begyndelsen af maj måned 1945. I kampen mellem det gode og det onde blev 9


det afgørende slag udkæmpet på Golgata, men vi må vedblivende kæmpe mod det onde indtil Herrens dag, når Jesus Kristus kommer igen. To mænd talte en gang om dette problem, og den ene indrømmede: ”Jeg har tit tænkt på at ville spørge Gud, hvorfor der er så megen lidelse og ondt i verden, når han dog kunne gøre noget ved det.“ Den anden spørger: ”Hvorfor spørger du ham så ikke?“ hvortil den første svarede: ”Nej, for så er jeg bange for, at han ville stille mig det samme spørgsmål!“

Teksterne i denne folder er alle citeret fra 10


| Foto: Angel Films |

11


| © Adventistkirken 2006 | Layout: Birgitte Bohsen | Foto: Stock.XCHNG | | Concordiavej 16 – 2850 Nærum | Postboks 15 | Tlf.: 4558 7777 | | Concordiavej 16 – 2850 Nærum | Tlf.: 4558 7777 | info@adventist.dk | adventist.dk | | adventistkirken@adventist.dk | adventist.dk |

Profile for Adventistkirken

3 Mellem Himmel og Helvede  

Mellem Himmel og Helvede af Walder Hartmann Spørgsmålene er klassiske og dukker op hver gang, der sker et eller andet uforudsigeligt og nega...

3 Mellem Himmel og Helvede  

Mellem Himmel og Helvede af Walder Hartmann Spørgsmålene er klassiske og dukker op hver gang, der sker et eller andet uforudsigeligt og nega...