Issuu on Google+

100 mm

4 ten i 198

k, iel Star n a D r me ankom ang første g r o f l a høj an sk en tårn ejerø. H r S e l t i n t e n ge jret v øj ed fær i sneve ke og h n k e j a r a f 14 år, m k e r. På skød er, in farfa re iført s r e e d h velgør ø t e g m s o u r d e n b i igma grende ejerø, r ducent S o r a og slin p r f s j k ø Star or kopit eodor ning, b ligere e d r i t o f , t r hat. Th g e a tejæg ejerø J And, skør and i S m e, miss r o d f søman n i g r o e r k ro n els på , logeb med si o dage n t e e Indien m D . m r sa ofæe er i låvand f jagttr lminer a u g k n i i Villa B g l o sam aniel , og sin e for D d n e t t nabelle skelsæ bliver ø r e j e S de og lleglæ æ t r o f , uld af sudslip oman f r d n k a s i v t e s anta . Det , spild er en f e fadøl e tigre k d s n b e u l m jder, g , skum skidt g store lægtsfe o s r r e i en be e k r r k e e o v l H i t . k r o s ne m blive. yllup humo , om re ner, br vi skal n ø r g m k ø e l s v s g h d do , og søman sandhe mer fra m m o o k n i a v om vor er en r vi er, h m e v h , om verden

En

984

en i 1 t f a r e t vin

ige

De tørst lleaf fortæ d l u f n glubroma tastisk fejder, s n t a g f n æ l e er røer er s andssk mor. H u m h ø s g , o p udsli e glæde evands mmend d l u i k p s s , , e re n, g stor ske tig og løg kker o o d l e k s h p d yllu m san ner, br oman o r n e r et e fadøl. D

»

sa

de tørstige

220 mm

raf En vinte

23 mm

Søren ToFT

mer ankom rø. til Seje n e g r ed fæ rfar. 4 år, m 1 , k r e sin fa a t d S ø l m e i Dan gang og r første årnhøj t o f n l e a r k vente Han s eevejret n s i rt skød n ø f e i j a e r k r ø, e På a Sejer ruset h r e f b k r e a t d n odor S slingre æat. The h j ø skørtej h , d g n o a e , r, søm frakk elgøre i Indien v t g n o e c d u g, sprod rigman forenin kopitøj t g e r a J e g ø i l i Sejer ger, tid elrmand o f g ed sin o m r o n r e b loge g samm samlin låvand n i B s a l g l i o belle, er bor i V rø bliv s Anna s e i j e m S , e å age p skerind er i De to d . r e lminer æ u f k o r t g t o g af ja aniel e for D d n e t t skelsæ

142 mm

142 mm

100 mm

n T e o r F ø T S

e g i st r tØ e d

mleren s a m le r e n

ro ma n

saml eren

and Vestjyll i p o e d ) vokse af en m søn (f . 1971 o s d n d sin e samfu iøst lill avn me g h li n e e r b t n ø rk riK unikatio i et stæ m Han bo m . r o k e g ed ret jæ trijder m dedike en elek n, arbe D r ø g o b h 4 rc e og t Ildma kærest skreve e r e g tidli og har ttergal. ske na

ft

Søren To


DE TØRSTIGE

3. korrektur – side 1 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Af samme forfatter: Ilmarch · noveller  Den elektriske nattergal · roman 

3. korrektur – side 2 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


SØREN TOFT

De tørstige rom an

Samleren

3. korrektur – side 3 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


De tørstige © Søren Toft og Samleren/rosinante&co, København  . udgave, . oplag,  Omslag: Alette Bertelsen Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN ---- Printed in Latvia  Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Hald Hovedgaard, Autorkontoen og Statens Kunstfond.

www.soren-toft.dk

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

3. korrektur – side 4 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Til Villads, Ellinor, Rosa & Inger

3. korrektur – side 5 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


3. korrektur – side 6 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Indhold

Guldstatuette

9

I Theodoren fra Villa Blåvand Digidoc Doc Mr. Fortunatos pensionat Bahamaneren De tre måske fire Avlet i stormvejr Heimlich-manøvre Bryllup

13 26 32 45 57 67 77 84

II Søndagsservice Fosterstilling Clothes & Company Herz und Blut Sort pøl Afbrænding Herpes Rød knap Dagens varme ret Hvedebrødsdage Sølvringen med det leende diamantdødningehoved Muræne

3. korrektur – side 7 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk

97 108 114 131 144 148 157 164 167 174 178 187


III Eloor Brev Kroket Al magt til hulsvogrene Flodvogter Tung rotation Fjerkræsaks Drik, Dababhai, drik

195 201 211 216 222 231 245 248

IV People’s Eyes Klapjagt Fast grund under fødderne Picnic for Miranda Bhopal-katastrofen Duel Hajfa Zdravstvuj, Bogdan Janco Sugerøret Tejst

261 269 277 281 285 295 300 302 307 314

Personer og dyr i De tørstige

316

3. korrektur – side 8 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Guldstatuette København, november 2007

Oleg Magnussen slukkede mobilen, greb sin guldstatuette for »Årets bedste dokumentarfilm« og trak ud af smøgen bag gallabiografen for at vende tilbage til prisfesten og de boblende champagner, da han mærkede et geværløb støde mod sin bare hals over knækflippen. Manden, der trådte ud af skyggerne i en laksefarvet Givenchy-habit, stirrede med brune øjne under smalle, mørke øjenbryn. – Daniel? – Din falske køter, Oleg. – Wow, træk vejret, min ven. – Du skal klippe »De tørstige« om. – Hvad mener du? sagde Oleg og rettede på sine sorte plastikbriller. – Du har forvansket mig og mine nærmeste i din skoddokumentar. – Helt ærligt. Vi filmede dig stille og roligt på Sejerø. – Nej, du har fordrejet handlingen, så din film kunne vinde den pris. – Jeg viser publikum, at lanceringen af dit vandrensende sugerør floppede, ja. Og jeg viser, at du hang ud med de forkerte mennesker i for lang tid. – Tal for dig selv og dit filmhold! – Du klyngede dig allerede som dreng til Theodoren fra Villa

3. korrektur – side 9 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Blåvand, der gik rundt og truede et helt lokalsamfund med død og ødelæggelse i sine håndsyede tigerskindssko. – Jeg sigter på dig med hans jagtgevær. – Er det skarpladt? – Hvad tror du selv? sagde Daniel. – Gudrun og jeg opkaldte vores søn efter ham. Oleg lo spidst, løftede blikket og fløj op i nattehimlen på champagnevinger. – Theodoren fra Villa Blåvand var en vældig sømand og storvildtsjæger i dine øjne, sagde han. – For mig var han afsporet. – Du ville aldrig tale sådan, hvis du havde set ham levitere den vinteraften i 1984. Det er hans fortjeneste, at de indiske børn drikker rent vand af mit sugerør i dag. – Tillykke, aviserne skriver også, at din opfindelse omsider redder liv i Afrika. Daniel stødte hårdt til geværet. Oleg fortrak sit ansigt og sprak herpessåret på sin underlæbe. – Det liv, der bygger på en løgn, kan vokse sig stærkt, hvis løgnen ellers er god nok, sagde Daniel. – Og når min søn bliver voksen, vil jeg selv fortælle ham sandheden om mig og mit møde med den formidable Theodoren fra Villa Blåvand.



3. korrektur – side 10 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


I



3. korrektur – side 11 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk




3. korrektur – side 12 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Theodoren fra Villa Blåvand Sejerø, december 1984

Bhopal-katastrofen fandt sted den ene gang, jeg var på ferie hos min farfar på Sejerø i begyndelsen af december 1984. Jeg glemmer aldrig, da han fortalte mig om inderne og den kemiske giftgas, methylisocyanat, så hver eneste celle dirrede i min krop ligesom den dag, hvor jeg sprøjtede for fluer i stalden. Methylisocyanat. Jeg syntes, at det lød som ondskaben selv. Jeg var fjorten år. To dage før katastrofen gik jeg af færgen i Sejerby Havn med min kuffert. Jeg rejste en halv dag med tog, bus og færge for at nå frem til min farfars ø, der lå midt ude i Kattegat. I inderlommen på min sorte vinterjakke lå min mors håndskrevne rejseplan, der forklarede, i hvilke byer jeg skulle skifte. Jeg kiggede hele tiden på mit digitalur for at se, om planen holdt. Jeg var fyldt med uro over, at hun fra den ene dag til den anden sendte mig på ferie hos den fremmede slægtning, hvis blotte navn formørkede min fars ansigt. I går overbragte hun et brev til skoleinspektøren, som fritog mig fra skolegang i nogle dage, hende, der noterede mine sygedage i sin lommebog og fodrede mig med febernedsættende piller, hvis jeg var for sløj til at gå i skole. Jeg følte, at det var en evighed siden, min mor vinkede farvel på togstationen i Ålborg, da Sejerøfærgen lagde fra Havnsø og satte kursen ud i det mørke snevrimlende ingenting. Min mor i



3. korrektur – side 13 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


sin tynde frakke og de langskaftede gummistøvler, som hun gik i stalden med. Hun purrede op i mit hår og bad mig kigge efter en høj, bredskuldret mand på havnen på Sejerø. Min farfar, som vi sidst så til min barnedåb, var mit kød og blod, nøjagtig ligesom min far. Og jeg havde ret til at danne mig min egen mening om ham. Jeg lovede at ringe til Ålborg sygehus, hvor min mor plejede min far og hans diskusprolaps, mens vores nabo og hans voksne søn røgtede vores dyr. Hun kyssede mig på kinden og rakte mig en brun papirspose fyldt med rugbrødsmadder, frugt og sodavand. Hun sagde, at jeg så småt var ved at få farve i kinderne igen, så det varede kort tid, inden fluegiften var ude af min krop. Jeg forsøgte at smile, hankede op i min kuffert med den ene hånd, tog papirsposen i den anden og steg på toget, hvor jeg fandt det sidste ledige sæde, en vinduesplads, i min kupe, der var fyldt med passagerer og bagage. Jeg klemte min kuffert ind på bagagehylden og satte mig til rette. Jeg vender hjem om nogle dage, tænkte jeg. Fluerne ved vallekarret falder til jorden i en svulmende giftsky. Jeg kiggede ud og vinkede farvel til min mor. Hun for sammen ved togkontrollørens skingre fløjt, der satte toget i gang i sydgående retning. Jeg sad et øjeblik med lukkede øjne foran de voksne passagerer i kupeen. Jeg vidste, at de var firkantede og låste i den måde, de så verden på. Og jeg var fuld af åbne spørgsmål. Jeg boede imidlertid stadig hjemme, underlagt mine forældres kontrol. Hvad stillede jeg op med den virkelighed, der åd sig ind på mig, når jeg sad alene på mit værelse med mit liv og mine tanker? Jeg hørte støjende punkbands på min båndoptager, læste brochurer fra De Grønne, det nye miljøparti, og lå med pikken i hånden til de glitrende billeder af pornomodeller, der kaldte mit navn fra en hotelseng langt borte. Jeg mærkede en ulmende vild kraft, der ønskede at lægge alt omkring mig i ruiner, når mine forældre sad



3. korrektur – side 14 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


foran fjernsynet om aftenen med kaffe og småkager uden at mæle et ord til hinanden. Tiktak, tiktak, tiktak. A goer i seng. Jamen så gonæt. Om dagen, når solen stod højt på himlen over Nordjylland, dækkede min far sine marker med kunstgødning, der blev udvasket i jorden og sev ned i grundvandet som nitrater. Senere, når vi drak det forurenede vand fra vandhanen i vores køkken, blev ringen sluttet. Driften af gården var et selvmordsprojekt. Sov sødt, lille mor. Sov sødt, lille far. Vi går mætte i seng. Vores grise og køer æder foder, der bliver opdyrket med brug af sprøjtegifte. Min mors medister spruttede i smør på panden. Tarmene fyldt med hakkekød fra vores hjemmeslagtede grise smagte mig ikke længere. Og jeg var ved at eksplodere, når min far kørte ud til demonstrationerne mod de tamilske asylansøgere, som Amtet husede på den nedlagte skole i nabobyen. Han sagde, at tamilere var tamilere. Og han var dansker. Mogens Glistrup, den bornholmske frelser, satte en stopper for de fremmede, når han kom ud fra Horserød Statsfængsel. Kun sådan beholdt vi vores gårde, vores arbejde, vores samfund. Jeg holdt knap nok ud at sidde ved det samme bord som mine forældre. Jeg fantaserede om at flygte fra dem, der skabte mig som den, jeg var, en fremmed for mig selv. Og hver dag på vagt. Det gav et sug i kupeen, da et modkørende tog strøg forbi. Jeg kiggede på en lyshåret pige i hvide gamacher, der sad skråt over for mig og pustede lyserøde tyggegummibobler. Jeg fornemmede, at hun rynkede næsen og formede et lydløst budskab til mig med læberne: »Du lugter af lort, din nar.« Jeg mærkede et jag i maven og forsøgte at ignorere gyllelugten, der sad i mit tøj, i mit hår, i mit navn, da hun gumlede videre. Jeg drak en cola og følte mig stadig kvalm, selvom det var to dage siden, jeg sprøjtede for fluer ved vallekarret. Under en vognsam-



3. korrektur – side 15 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


menkobling i Århus løb jeg ind på stationen, hvor jeg smed rugbrødsmadderne i en skraldespand og spiste to kradsere, som jeg købte for nogle af mine lommepenge. Jeg gik ind i kiosken og købte en pakke filterløse King’s og en æske tændstikker, som jeg puttede ned til rejseplanen i min inderlomme. Den lyshårede pige spyttede sit tyggegummi ud, da jeg vendte tilbage til kupeen. Hun smilede og tilbød mig et stykke. Sikkert for at se et svin med sukkerånde. Jeg trak cigaretpakken op af inderlommen og spurgte, om jeg skulle lære hende at ryge ude på toilettet. Bagefter fik hun en tungeslasker. Jeg så, at hun tog sine høretelefoner på, skruede op for sin walkman og himlede med øjnene. Toget fortsatte ned igennem Jylland. Jeg sad i den vuggende kupe og kiggede op på en dyb blåsort formiddagshimmel, der langsomt blev invaderet af tunge, hvide skyer. Jeg så en gris stikke ud fra et skovbryn og et øjeblik løbe parallelt med togvinduet, inden den bøjede af og forsvandt. Jeg genkendte grisen på et hak i venstre øre. Det var den, der ødelagde min fars ryg i torsdags. – Det swin ska dø. Og det der. Og det der, mumlede han, da han fra tidlig morgen gik og mærkede slagtegrisene. Han hentede en stabel træplader og byggede en sluse mellem stalden og gårdspladsen. Jeg stod og lænede mig op ad en træplade ved slusens brede ende og fornemmede grisenes spirende uro, da grisetransporten bakkede hen over gårdspladsens knasende grus. Jeg frøs på hænderne selv med vanter på. Jeg så, at min far hoppede op i båsene, slog tremmedørene fra og gennede de mærkede grise ind i slusen og op i lastbilen med fagter og høje råb, da chaufføren sænkede stålrampen. Han sparkede de sidste par vildfarne grise i røven, og til sidst løb der kun en enkelt gris omkring i slusen, den med et hak i venstre øre. Jeg så, at den snød min far ved at ændre retning eller løbe i zigzag, mens den hug-



3. korrektur – side 16 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


gede med hovedet og hvinede af angst i farten. Grisen løb ind i en træplade og undslap ved at vende på en tallerken og stikke hen mod båsene. Chaufføren pegede på sit ur. Min far løb ind i stalden og hentede en lang kæp, men lige lidt hjalp det, for grisen løb mellem hans ben, selvom han slog den over ryggen. Min far slog grisen igen og igen. Jeg så, at hans ånde stod ud af munden som pulsende røg. Han lokkede grisen op i et hjørne, smed kæppen fra sig og greb fat om kræet med begge hænder, da det knak i hans ryg. Min far var den stærkeste mand på egnen. Og hans ryg gav aldrig problemer. Nu tog han sig til lænden og slap grisen, der fandt sine spjættende ben og på ny løb forvildet rundt i slusen. Jeg troede, at min far kunne løfte alt, hvad han ønskede at løfte, akkurat som de sovjetiske vægtløftere i fjernsynet, der trak tunge vægtstænger i vejret med strakte arme, udspilede kinder og krebsrøde tindinger. Han løftede mig op i begge ører, så mine fødder slap jorden, når jeg sagde eller gjorde noget, der ophidsede ham. Han brølede sine korte sætninger ind i mit ansigt: – Så læng do bor hjemme, bestemmer a! Så læng a betaler for dæ, så gør do, hva a siger. Det er mæ, der gir dæ føde og tag over hovedet. A er din far! Min mor stegte frikadeller i køkkenet inde i stuehuset, da hun så, at min far vred sig i smerte i slusen. Hun styrtede ud ad døren og løb ned over gårdspladsen med en cardigan over skuldrene. Jeg flyttede en træplade for hende, men i det samme stak grisen ud gennem åbningen og forsvandt om bag en længe. Jeg vendte mig om for at sætte efter den, men blev stående, hvor jeg var, da jeg hørte min far ømme sig. Min mor og chaufføren stod og talte til ham inde i slusen, hvorefter de støttede ham under hver sin arm og langsomt førte ham op til stuehuset, hvor de lagde ham på hjørnesofaen. Av for saten, hwor joer det undt i røji.



3. korrektur – side 17 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Senere, da min mor havde tilkaldt en læge, vendte chaufføren tilbage og gjorde grisetransporten klar til at køre mod slagteriet. Jeg gik og stablede træpladerne ude på gårdspladsen, da han stak et par fingre i munden og piftede mig hen til førerhuset. Chaufføren så på sit ur. Jeg kunne se på hans øjne, at han syntes, at jeg gik og så sløv ud. Få nu fart på, tænkte han. Chaufføren sagde, at han var bekymret for min far. Gården her, min fars livsværk med besætning, marker og landbrugsmaskiner, røg på tvang, hvis hans ryg var ødelagt. Heldigvis fostrede han en søn, der satte pris på den mindste lille gris, som var penge værd i køledisken. Jeg slog blikket ned og mumlede, at hans job var at hente slagtegrise, der var ingen, som bad ham stikke næsen i andet. Chaufføren stak mig en høj, gul spraydåse, hvor der stod »Staldchok« med høje røde bogstaver. Han sagde, at min far beordrede fra hjørnesofaen, at alle fluer i en radius af ti meter fra vallekarret skulle være døde inden middag. Jeg skyldte ham for grisen, der slap væk, og det ordnede min far og jeg mand til mand, så snart hans ryg var i orden. Jeg stod med spraydåsen i hånden, da chaufføren startede grisetransporten og kørte mod slagteriet. Jeg kastede et blik op mod stuehuset, klikkede det røde låg af og trykkede på dysen, der udspyede en fugtig sky i den kølige luft. Jeg gik ind i stalden, hvor fluerne summede om det store vallekar, og sprøjtede fra nært hold femogtyve-tredive fluer, der kravlede apatiske rundt i det støvede staldvindue med våde vinger. Jeg sprøjtede dem igen og så en flue, der tippede om på ryggen med benene trukket op under sig og så én til og én til. Jeg så på spraydåsen og vidste, hvilket staldchok jeg bar i hånden, da jeg sprøjtede luftrummet over den klumpede, lysegrønne valle, som grisene smaskede i sig. Jeg var en hund, der markerede sit territorium. Vallekarret var mit herredømme, ikke fluernes, så jeg tog nogle korte tilløb og hoppede for at sprøjte fluerne på lysstofarmaturerne i loftet. Jeg



3. korrektur – side 18 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


sprang igennem giftskyerne, der lugtede skarpt og kemikaliesødt, og mærkede sveden pible frem på min krop under termosættet. Jeg rystede den halvfyldte spraydåse og trykkede dysen ned i flere minutter for at gøre udslettelsen total. Min krop tålte i begyndelsen den gift, som jeg indåndede. Mine lunger optog ilt. Og mit svælg var langtfra et syrehul. Langsomt blev det anderledes. Jeg fik hovedpine og svie i øjnene, og mine lunger blokerede, så det gjorde ondt, når jeg trak vejret. Jeg fik kvalme og sejlede ud af stalden for at trække frisk luft med fornemmelsen af, at fluegiften sev ind i min hjerne. Jeg stod foroverbøjet, hvilede min ene hånd på den hvidkalkede staldmur og lod hovedet hænge. Jeg følte, at der lå depoter af fluegift, kvælstof, nitrat og fosfor i min mave, og jeg brækkede mig ud over stalden og marken med snurrende fingre. Til sidst, da al den grøngule galde var oppe, tørrede jeg munden i mit ærme. Mit digitalur viste otte minutter i tolv. Jeg rettede mig op og skyndte mig ind til vallekarret for at sprøjte de sidste fluer. Jeg stod på vogndækket med min kuffert, da færgen hen under aften lagde til havn i Sejerby. Skroget rystede under mig på det sidste stykke ind til øen, der lå ude midt i et knaldsort Kattegat. De øvrige passagerer sad og stirrede i deres kolde biler. Jeg kiggede på mit digitalur og så, at færgen holdt sin sejlplan. Kort efter hvirvlede en mur af hvide snefnug og skarpt projektørlys ind i mit ansigt, da bovporten gik op. Jeg følte nogle jag i maven og trak i læ bag en jernstiver, hvor jeg krummede mig, mens bilerne trillede ind på havnen via broklappen. Jeg fiskede cigaretpakken op fra min inderlomme og fik ild på en af de hvide filterløse King’s ved at stryge tre tændstikker. Jeg tog et sug og tvang mig selv til at sluge røgen, inden jeg pustede den ud og hostede et par gange. Jeg slog hætten op på min vinterjakke og lod cigaretten dingle



3. korrektur – side 19 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


mellem læberne, da jeg gik ind på havnen med min kuffert. Bilernes røde baglygter druknede i snefoget foran mig. Ude til højre gik en matros i kedeldragt og fortøjede færgens trosser, mens han talte i walkie-talkie med kaptajnen i det lune styrehus på broen. Jeg afsøgte havnen uden at få øje på min farfar. Et stykke fremme anede jeg lys fra en kro, men ellers lå havnen øde hen. Jeg stod alene med min kuffert. Hallo, for helvede! Min farfar har brændt mig af, tænkte jeg. Manden er en røv med ører. Jeg fortrød, at jeg undlod at skifte til et udlandstog i Fredericia og ikke stak af til Marseille eller Lissabon, nu i dag, hvor jeg havde chancen. Hvorfor fulgte jeg min mors rejseplan til punkt og prikke, når jeg endelig var fri til at følge mine egne veje ud i verden? Jeg skrumpede ind på Sejerby havn, tændte en ny cigaret med den gamle, vendte mig om og så, at kaptajnen slukkede lyset på broen. Matrosen var også ude af syne, trukket i læ et sted. Jeg tænkte på, at færgen først sejlede tilbage til Sjælland om tre timer, og var på grådens rand over min lange, mislykkede rejse, da jeg fik øje på en skikkelse, der stod og lænede sig op ad en lygtepæl ude på den fjerneste del af havnen. Jeg fornemmede med det samme, at det var en mand, der stod der, selvom sneen, som lå tungt på hans hat og skuldre, fik ham til at falde i ét med omgivelserne. Jeg vidste ikke, hvor længe han havde stået der som halvt menneske, halvt snemand. Jeg mente for et øjeblik siden, at jeg var alene på havnen, men på grund af det kraftige snefald, der fik verden til at glide ud i ét, udelukkede jeg ikke, at manden allerede stod der, da færgen lagde til. Theodor Stark? tænkte jeg og hankede op i min kuffert. Sæt nu, at det var en fuld fisker, der var frosset fast til en lygtepæl? Jeg havde læst om dem, der blev smidt i havne med et anker bundet om foden. Jeg standsede op få meter fra den tilsneede mand og betragtede ham hen over cigarettens susende glød. Én ting var hans korpus, der voksede sig på



3. korrektur – side 20 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


størrelse med en dør, jo tættere jeg kom på, noget andet var hans påklædning, som jeg aldrig var stødt på i noget tøjkatalog. Den tavse mand bar en usædvanlig høj hat i olivengrøn hårfilt, der var pyntet med et tykt lag sne på toppen og et bredt sort bælte, som løb rundt over hattens centimeterbrede, let svajende skygge. Orange silkehalsklud med sløjfe. Hans bordeauxfarvede skødefrakke med de brede reverser stod åben ned over brystkassen og afslørede det øverste af en hvid skjorte og en brunlig velourvest med store sølvknapper. Skuldre og ærmer var dækket af sne. Han bar desuden et par tætsiddende ternede bukser i kraftigt uldstof. På fødderne et par smalle, højhælede læderstøvler. Jeg fiskede forgæves efter et glimt af hans ansigt, men lygtepælens gullige lys faldt hårdt ned ovenfra, og det eneste, der stak frem under hatteskyggen, var spidserne af et viltert, sort hår. Jeg vinkede tavst til skikkelsen, der pludselig svajede væk fra lygtepælen, i retning mod havnekanten. – Du falder i! råbte jeg og var ved at tabe cigaretten. Manden tog et par forstyrrede skridt og blev så stående med ryggen til mig en lille meter fra det iskolde vand. Jeg hørte, at han med rusten stemme mumlede om færgekaptajnens stive uduelighed, fandme om hans passagerer var til at stole på. Jeg hørte også brudstykker om en flaske irgrøn absint, der røg over bord på en engelsk coaster og trillede rundt blandt de lykkelige fladfisk på havets bund. Jeg fornemmede, at blodet rullede stærkere i hans årer, da han gestikulerede med sine arme for at understrege sin uforbeholdne kærlighed til alverdens grønne feer og liderlige jomfruer. Han rankede ryggen, skød skuldrene tilbage og brystkassen frem, indtil det var, som om han kom i tanke om sit selskab på havnen. Han tav et øjeblik, vendte sig om med et svedent grin og slingrede mig i møde med åbne arme. Hjertet sank ned i livet på mig, da



3. korrektur – side 21 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


jeg fik øje på det mørke overskæg, der lå som en tynd snegl hen over hans overlæbe. De snoede skægspidser, der sluttede et sted ude midt på kinderne, så skrækindjagende ud. Jeg var sikker på, at han ville løfte mig op i ørerne og smide mig i havnen, da han stillede sig foran mig. – Hvis du er min farfar, Theodor Stark, er jeg dit barnebarn, sagde jeg. I lygtepælens gullige lys, der nu faldt skråt ind fra siden og oplyste hele hans ansigt under hatten, så jeg de skarpe øjenbryn, den smalle næse med en svag krumning øverst og munden med de tynde, vandrette læber. Hans tindrende mørke øjne sejlede rundt over overskægget. Jeg kunne lugte hans syrlige ånde, da han spyttede i sneen og sagde, at han spiste børnebørn til morgenmad. Jeg tog et hiv af cigaretten og spurgte, hvem han stod og ventede på, hvortil han svarede, at han gerne ventede i dagevis på en god tønde Jamaicarom eller et kælent slag fisse hos frøken Sunflower Cock Suck i Bangkok. Han fæstnede den løse manchet, der flagrede under det ene bordeauxrøde jakkeærme. Jeg stirrede på den skinnende sølvring med det leende diamantdødningehoved, som han bar på sin venstre ringfinger, og sagde, at min farfar var død. Han løftede sit ene øjenbryn og trådte endnu nærmere, så hans støvlespidser stødte mod mine vinterstøvler, da ordene trængte ind under den olivengrønne hat. Han tog cigaretten ud af min mund med to fingre, kneb øjnene tæt sammen og magtede at stirre, så jeg druknede i hans blik. – Ved dine forældre, at du ryger? – Nej. – Ved de lumpne afholdsfolk, at du er en tikkende bombe? – Nej. – Ved de tørvetrillere, at du er klar til at ryge på damerne i Ålborg?



3. korrektur – side 22 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


– For fanden da, nej. – Jeg kan genkende desperationen i dine øjne, sagde han og stak cigaretten tilbage i min mund. – Jeg er glad for, at din mor, den gamle hejre, gravede mit telefonnummer frem. Velkommen til Sejerø, Daniel. – Farfar, jeg har det dårligt ... Jeg spyttede cigaretstumpen ud og tog mig til maven. Jeg følte, at det svimlede for mig. Theodor Stark, tænkte jeg. Staldchok og hvinende slagtegrise. Sovjetunionens stærkeste mand kan løfte hele verden. Jeg hader min rejseplan. Fluerne er døde. Og nu lever min farfar. Jeg gav efter for flere dages udmattelse, blev slap som en karklud og mærkede min farfars arme gribe fat om mig, da jeg var ved at dejse omkuld i sneen. Han sagde, at jeg skulle unde mig selv lidt ro, før jeg satte ild til den næste cigaret. Han vidste, at rejsen fra Nordjylland var strabadserende og træls, hvornår var en rejse til og fra Nordjylland ikke det? Sejerø var en ø, der gjorde mennesker godt, særligt dem, som stod på god fod med øens grande personer, så nu var jeg fremme, hvor jeg hørte til. Min farfar bar både mig og min kuffert gennem knæhøje snedriver til sin bil, der holdt parkeret foran de lysende krovinduer på Den sorte hingst. Jeg stod alene og hang, mens han brummende gik rundt og fejede sneen af taget og kølerhjelmen på en sortlakeret Chevrolet med bredt trinbræt og reservehjul på sidedøren. Foran på bilen var en sneplov boltet fast til kofangeren, og dækkene var omviklede med kraftige snekæder. Min farfar skvattede en gang og kom på benene igen for at åbne den ene bagdør og vise mig ind på et tyndslidt og hullet lædersæde. Han tog den bløde rævepels, der lå i bagruden, og puttede den godt rundt om mine skuldre. Han sagde, at ræven tilhørte hans elskerinde, miss Annabelle, diamanten fra Bahamas, der for tiden boede hos ham i Villa Blåvand på østøen. Dagens sidste udfordring gik nu



3. korrektur – side 23 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


ud på at styre kareten hjem, inden snedriverne voksede. Jeg virrede med hovedet, da min farfar spurgte, om jeg kørte bil. Han sagde, at Chevroletten heldigvis ofte selv fandt hjem, og lagde an til at smække bagdøren, da en rødhåret mand i lædervest, halvt opknappet hvid skjorte, sorte bukser og træsko stak sit runde ansigt ud ad døren på Den sorte hingst og piftede ad ham. Fra krostuen bag hans ryg lød der banjomusik og flaskeklir. Manden råbte til min farfar, om knægten var med færgen. Vendte Theodoren fra Villa Blåvand tilbage for at nedkæmpe sit mismod med en bajer eller to ved hingstens trug? Min farfar viftede sin knyttede hånd mod kroejeren, Anker Topfelt, og kaldte ham en forbandet filur. Han sagde, at han i dag havde drukket nok til at glæde den samlede danske bryggerstand. Hans barnebarn, Daniel Stark, var med færgen. Og han sagde, at jeg røg filterløse cigaretter i samme tempo, som Ankers buttetrold af en søn spiste wienerbrød, de skulle komme og se mig pulse en dag, hvis de afså en pause fra bagerposerne. Jeg så, at kroejeren hilste af og fortrak ind i varmen, mens min farfar smed min kuffert i bagagerummet og satte sig tungt ind på førersædet. Han børstede nogle snefnug af sin frakke og stillede sin høje hat på forsædet ved siden af. Han sad med hattehår og mumlede om den tølper, der spandt guld på bajere og snaps, og forsøgte gentagne gange at stikke bilnøglen i starteren, men hver gang var hullet for lille eller nøglen for stor. Han gryntede, sad lidt med lukkede øjne, forsøgte sig igen og ramte plet. Han startede Chevroletten med et vroom, der genlød på hele havnen, inden han satte den i gear og slap koblingen, som om den brændte under hans fod. Mørket omsluttede os, så snart vi var ude af Sejerby. Jeg lænede mig tilbage i den bløde rævepels og så, hvordan sneen sprøjtede ud til siderne, når bilen pløjede sig igennem driverne i de runde for-



3. korrektur – side 24 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


lygters lys. Min farfar sad med næsen oppe i forruden og kastede om sig med eder og forbandelser, mens han rokkede fra side til side og viftede sit lange, sorte pandehår fra øjnene. Jeg kiggede ud ad bagruden på vores bugtende spor og tænkte, at Sejerøs snedækkede veje var usynlige for alle andre end de yderst lokalkendte, hvortil jeg regnede min farfar, Theodor Stark.



3. korrektur – side 25 de tørstige (140 x 220 mm) rosinante ordre 34649 – christensen grafisk


Søren Toft - De tørstige - læseprøve