Issuu on Google+


MIT LIV OG THE WHO Oversat fra engelsk efter WHO I AM © Pete Townshend 2012 Udgivet på engelsk ved Harper Collins Danske rettigheder forhandlet gennem Ed Victor Ltd Tilladelse til at gengive uddrag af breve er venligst givet af Roger Daltry, Bill Curbishley og Jackie Curbishley. Uddrag fra Melody Maker: © IPC Media/IPC+ Syndication Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Ebbe Rossander Forlaget vil gerne takke Torben Bille hans store hjælp i forbindelse med den danske udgivelse. Trykt hos Scandbook ISBN 978-87-11-39385-7 1.udgave, 1. oplag 2013 Printed in Sweden 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

PeterTownshend.indd 4

03/12/12 15.49


MIT LIV OG THE WHO PETE TOWNSHEND P책 dansk ved ebbe rossander

LINDHARDT OG RINGHOF

PeterTownshend.indd 3

03/12/12 15.49


1 JEG VAR DER

Det er mærkeligt, magisk, surrealistisk at se dem alle sammen danse til mine feedback-soloer. Blandt publikum står mine regelrette kammerater fra kunstskolen blandt hængeskuldrede mods fra West og North London, den teenagehær med kort hår og nypudsede sko, der er ankommet overskrævs på deres fantastiske scootere, skæve på piller. Jeg skal ikke kunne sige, hvad der foregår i hovedet på de andre i bandet, Roger Daltrey, Keith Moon eller John Entwistle. Under normale omstændigheder ville jeg føle mig alene, selv sammen med bandet, men i aften, i juni 1964, ved The Who’s første koncert på The Railway Hotel i Harrow i det vestlige London, er jeg uovervindelig. Vi spiller R&B: “Smokestack Lightning”, “I’m a Man”, “Road Runner” og andre af klassikerne. Jeg gnider den hylen­ de Rickenbacker-guitar op og ned ad mikrofonstativet og slår den specielle kontakt til, jeg netop har fået sat i, så guitaren sprutter og overdænger forreste række med lydsalver. Jeg støder min guitar voldsomt op i luften – og mærker en frygtelig skælven, da lyden ændrer sig fra et brøl til en skramlende rumlen. Jeg ser op på min guitars brækkede hals, da jeg trækker den ud af det hul, jeg har slået i det lave loft. Det er i dette øjeblik, jeg tager en lynhurtig beslutning – og i et anfald af galskab banker jeg den ødelagte guitar op i loftet igen og igen. Hvad der havde været et rent brud, forvandler sig

PeterTownshend.indd 3

03/12/12 15.49


4

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

til et virvar af splinter. Jeg løfter triumferende guitaren ud mod publikum. Jeg har ikke smadret den: Jeg har lavet en skulptur til dem. Jeg smider skødesløst den ødelagte guitar på gulvet, griber min helt nye 12-strengede Rickenbacker og fortsætter koncerten. Den tirsdag aften faldt jeg tilfældigvis over noget, der var stærkere end ord, langt mere følelsesladet end mine blege forsøg på at spille the blues. Og som svar modtog jeg publikums højlydte begejstring. Omkring en uge senere, samme sted, løb jeg tør for guitarer og væltede stablen af Marshall-forstærkere. Vores trommeslager, Keith Moon, ville ikke stå tilbage, så han sparkede sit trommesæt omkuld. Roger begyndte at skrabe sin mikrofon hen over Keiths ødelagte bækkener. Nogle så ødelæggelserne som en gimmick, men jeg vidste, at verden var under forandring og et budskab videregivet. Den gamle, konventionelle måde at lave musik på ville aldrig blive den samme. Jeg havde ingen anelse om, hvad den første smadrede guitar ville føre til, men jeg havde en idé om, hvor det hele kom fra. Som søn af en klarinettist og saxofonist i The Squadronaires, det prototypiske britiske swingband, var jeg blevet næret af min kærlighed til denne musik, en kærlighed, jeg skulle forråde til fordel for en ny lidenskab: rock ‘n’ roll, den musik, der skulle destruere den. Jeg er brite, jeg er londoner, jeg blev født i West London, netop som den frygtelige Anden Verdenskrig sluttede. Som udøvende kunstner er jeg i betydelig grad blevet præget af disse tre ting, ligesom mine bedsteforældre og forældre var præget af krigens mørke. Jeg voksede op i en tid, hvor krigen stadig kastede skygger, selv om vejret i mit liv skiftede så hurtigt, at det var umuligt at vide, hvad der var i vente. Krig havde været en reel trussel, eller et faktum, for tre generationer i min familie.

PeterTownshend.indd 4

03/12/12 15.49


JEG VAR DER 5

I 1945 tjente populærmusik et seriøst formål: at trodse efter­ krigstidens depression og genoplive et udmattet folks romantiske og håbefulde stræben efter noget bedre. Min tidlige barndom var gennemsyret af en bevidsthed om det mystiske og romantiske i min fars musik, der var så vigtig for ham og mor, at det syntes, som om hele verden var centreret i denne. Der var latter og optimisme, krigen var slut. Den musik, far spillede, blev kaldt swing. Det var det, folk ville høre. Jeg var der.

PeterTownshend.indd 5

03/12/12 15.49


2 IT’S A BOY!

Jeg var lige blevet født, krigen var slut, men ikke helt. “Det blev en dreng!” råber nogen ved scenen. Men min far spil­ler videre. Jeg er et krigsbarn, selv om jeg aldrig har oplevet krig, født i en familie af musikere den 19. maj 1945, to uger efter Anden Verdenskrigs afslutning i Europa og fire måneder før den ende­lige afslutning på krigen den 15. august 1945. Men krigen og dens synkoperede ekkoer – bilhornene og saxofonerne, de mange bigbands og beskyttelsesrummene, V2’ere og violiner, klarinetter og Messerschmitt-fly, blide godnatsange og silkebløde serenader, skrigene, skyderierne, sirenerne, bragene og eksplosionerne – beruser, trøster og foruroliger mig, mens jeg stadig ligger i min mors mave. To minder vil leve for altid som drømme, der, når man én gang har husket dem, aldrig bliver glemt. Jeg er to år gammel og sidder på overetagen af en gammel sporvogn, som mor og jeg er gået ind i på toppen af Acton Hill i West London. Sporvognen triller langsomt forbi min fremtid, el-forretningen, hvor man kan købe fars første plade i 1955; politistationen, hvor jeg genfinder min første cykel, isenkræmmerforretningen, der lokker mig med dens tusindvis af perfekt mærkede skuffer, biografen The Odeon, hvor jeg overværer larmende matinéforestillinger sammen med vennerne, St. ­Marys Church, hvor jeg om nogle år synger anglikanske

PeterTownshend.indd 6

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 7

salmer i koret og ser hundredvis af mennesker gå til alters, men aldrig gør det selv, The White Hart, pubben, hvor jeg første gang bliver rigtig fuld i 1962 efter at have spillet det sædvan­ lige ugentlige job med et skoleband kaldet The Detours, som en dag bliver til The Who. Jeg er blevet lidt ældre nu, for tre måneder siden fyldte jeg to år. Det er sommeren 1947, og jeg er på stranden i strålende solskin. Jeg er stadig for lille til at løbe rundt, men jeg sidder på et tæppe og nyder duftene og lydene, havluft, sand, en let vind, bølger, der mumler imod kysten. Mine forældre kommer ridende hen til mig som arabere, de sprøjter sand over det hele, vinker glade og rider væk igen. De er unge, glamourøse, smukke, og deres forsvinden er som udfordringen fra en uhåndgribelig gral. Min farfar, Horace Townshend, også kaldet Horry, blev skaldet allerede som 30-årig, men så stadig godt ud med sin ørne­ næse og det kraftige brillestel. Horry, en halvprofessionel musiker/komponist, skrev sange og optrådte om sommeren på badesteder, i parker og music halls i 20’erne. Som uddannet fløjtenist kunne han læse og skrive noder, men han var glad for livet, og tjente aldrig ret mange penge. Horry mødte bedstemor, Dorothy, i 1908. De arbejdede sammen i showbusiness og giftede sig to år senere, da Dot var otte måneder henne med deres første barn, Jack. Onkel Jack kunne huske, at i hans tidligste barndom optrådte hans for­ ældre som gademusikanter på Brighton Pier, mens han sad i nærheden og kiggede på. En fornem dame kom hen til dem, blev begejstret over, hvad hun så, og kastede en shilling i hatten. “Hvilken god sag samler I så ind til?” spurgte hun. “Os selv,” svarede Dot. Dot var meget smuk og elegant. Som sanger og danser, der også kunne læse noder, optrådte hun ved koncerter, somme ti-

PeterTownshend.indd 7

03/12/12 15.49


8

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

der sammen med sin mand, og senere hjalp hun Horry med at skrive sange. Hun var glad og positiv, men ret forfængelig og lidt af en snob. Imellem forestillingerne blev Dot gravid med min far, Clifford Blandford Townshend, der blev født i 1917, som følgesvend til sin storebror, Jack. Min mors forældre, Denny og Maurice, boede i Paddington mens hun var helt lille. Selv om hun havde rengøringsvanvid, var Denny ikke nogen omsorgsfuld forælder. Mor husker, at hun hang ud ad vinduet på 1. sal sammen med sin lillebror, Maurice Jr., og vinkede til sin far, der kørte forbi med sin mælkevogn. Den lille dreng var nær faldet ud. Bedstefar Maurice følte sig svigtet på det grusomste, da Denny – efter 11 års ægteskab – pludselig stak af med en velhavende mand og blev hans elskerinde. Den dag kom min mor hjem fra skole til et tomt hus. Denny havde taget alle møblerne undtagen en seng og lagt en besked uden nogen adresse. Det tog Maurice flere år at opspore den egensindige kvinde, men de blev aldrig forsonet. Maurice og de to børn flyttede ind hos hans mor, Ellen. Min mor, kun ti år gammel, hjalp til i huset og kom direkte under sin irske bedstemors indflydelse. Mor skammede sig over den mor, der havde forladt hende, men var stolt over bedstemor Ellen, som lærte hende at modulere sit sprog for at fjerne den irske accent. Mor blev dygtig til at efterligne forskellige accenter og viste tidligt musikalske evner. Da mor var blevet teenager, flyttede hun ind hos sin tante Rose i North London. Jeg husker Rose som en usædvanlig kvinde, selvsikker, intelligent, belæst. Hun var lesbisk og levede i et stille, men åbent forhold sammen med sin partner. Ligesom jeg var far en oprørsk teenager. Før krigen var han og hans bedste ven medlemmer af Oswald Mosleys fascistiske

PeterTownshend.indd 8

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 9

sortskjorter. Han skammede sig senere over det, naturligvis, men tilgav sig selv – de var unge, og uniformerne var flotte. I stedet for at passe Prokofjevs klarinet-etuder, som han på overbevisende måde var strøget igennem hver morgen i to år, begyndte far som 16-årig at spille ved såkaldte sammenskudsgilder, i praksis smugkroer, og en engelsk variant af de amerikanske speakeasy’er. De musikalske krav, der her blev stillet, var ingen udfordring for hans evner. Livet igennem var han teknisk overkvalificeret i forhold til den musik, han spillede. Efter få år optrådte far rundt om i London med Billy ­Wilt­shire and his Piccadilly Band, et danse- og loungeband. I tiden mellem de to verdenskrige dækkede forfinethed, glamour og munterhed over en dybtliggende frygt for udslettelse. Tilværelsens store spørgsmål blev skjult under skyer af cigaretrøg og lyden af nyskabende musik. Sex var, som altid, det middel, der kunne berolige det bekymrede hjerte. Men i den musik, der blev spillet i min fars tid, blev seksualitet mere antydet end udstillet, gemt bag den kultiverede elegance hos mænd og kvinder i deres stive­ste puds. Krig og musik bragte mine forældre sammen. Far lod sig hverve til RAF i 1940 og spillede saxofon og klarinet i mindre orkestre. De underholdt kammeraterne som en del af tjenesten. I 1945 spillede han i The RAF Dance Orchestra, et af de største i hele hæren. Musikerne her havde alle været medlemmer af kendte orkestre, og under ledelse af sergent Leslie Douglas er det blevet beskrevet som det bedste danseorkester nogensinde i Storbritannien. Det var på sin egen måde revolutionerende. Dets hemmelige våben var swing, stadig ikke almindeligt accepteret i samfundet som sådan, men almindelige mennesker elskede det. Far havde fået jobbet, fordi Vera Lynns mand, saxo­fonisten Harry Lewis, var bange for at flyve og ikke ville tage til Tyskland, selv om han var i RAF. Og da motor­

PeterTownshend.indd 9

03/12/12 15.49


10

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

cykelordonnansen råbte beskeden om min fødsel op til scenen, var far i Tyskland, hvor han spillede saxofon for de allierede styrker. Mor forfalskede sine papirer, så hun kunne lade sig hverve i 1941. Hun var en dygtig sanger, og blev sanger i fars orkester. Et program for en koncert den 18. juni 1944 i Colston Hall, Bristol, fortæller, at hun sang “Star Eyes”, “All My Life” (en duet med den flotte sergent Douglas) og “Do I Worry”. Far står opført som solist i “Clarinet Rhapsody” og “Hot and Anxious”. Ifølge teksten førte The RAF Dance Orchestra publikum ud på en længere rejse. “Fra det dybt sentimentale til musik med saft og kraft, en smidig rytme, der gav mere plads til, at solisterne kunne udtrykke sig.” Da krigen sluttede, valgte orkestret at fortsætte under sit populære navn The Squadronaires. Ifølge mor var hun ensom de første år af ægteskabet. “Jeg så aldrig far. Han var der aldrig. Og når han var, hang han ovre på den forbandede White Lion eller The Granville. Far var glad, så godt ud og var hurtig til at give en omgang i baren, så han var populær på de lokale pubber, hvor hans musikalske succes gjorde ham til noget af en berømthed. Mors ensomhed kan måske forklare, hvorfor hun var så vred på far, fordi han var borte, da jeg blev født. Mor, som havde boet hos sine svigerforældre, viste sin vrede ved at flytte. Hun kendte et jødisk par, Sammy og Leah Sharp, australske musikere, som boede med deres søn i ét stort værelse, og mor og jeg flyttede ind hos dem. Leah passede mig. Jeg husker hende ikke, men mor beskrev hende som “et af de her mennesker, som elskede at tage sig af alt det med bad og ture i barnevognen og al den slags pjat.” Mor, som ikke var slet så interesseret i “al den slags pjat” – og stadig optrådte som sanger – var taknemmelig for hjælpen.

PeterTownshend.indd 10

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 11

I 1946 fandt mine forældre sammen igen, og vi flyttede sammen til et hus i Whitehall Gardens i Acton. Blandt vores naboer var den berømte blinde jazzpianist George Shearing og bladtegneren Alex Graham, hvis studie med indstilleligt tegne­ bord, enorme stakke af papir, farver og spændende penne fascinerede mig og plantede det frø, der senere inspirerede mig til at gå på kunstskole. Vi delte huset med Cass-familien, de boede ovenpå, og som mange af mine forældres nærmeste venner, var de jøder. Jeg husker larmende, festlige påskefester med masser af gefillte fish, hakket lever og duften af langtidsstegt brystkød. Hver familie havde tre værelser, et køkken og et badeværelse, men ikke noget indendørs toilet. Vores lå i baggården, og vores toi­ letpapir var et par stykker avispapir, der hang på et søm. Og med kulden og edderkopperne varede mine ophold der aldrig ret længe. Jeg sov i spisestuen. Mine forældre syntes ikke at have haft nogen fornemmelse for nødvendigheden af at give mig mit eget værelse, hvor jeg kunne have mit legetøj eller tegninger fremme uden at føle, at jeg trængte mig ind på de voksnes territorium. Jeg havde ingen oplevelse af privatliv eller blot nogen bevidsthed om, at jeg fortjente det. Mor opgav sin karriere og fortrød det senere, men hun arbejdede altid. Hun hjalp The Squadronaires med kontorarbejde på Piccadilly Circus og tog mig tit med i tourbussen, hvor jeg solede mig i orkestrets afslappede attitude og samlede de tomme ølflasker. Vores ture sluttede altid på et lille strandhotel, en ferielejr eller et rigt ornamenteret teater, fuldt af hemmelige trapper og underjordiske gange. Charlie, som stod i spidsen for tourholdet, var offer for utallige practical jokes, men The Squadronaires holdt tydeligvis meget af ham. Virkningen af fars og mors indflydelse på mig

PeterTownshend.indd 11

03/12/12 15.49


12

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

aftog en smule, når bandet var der, det var som en omrejsende klub for drenge. Mor var den residerende syngende dukke, og fars musikalitet gav ham en særlig status blandt kollegerne. Far øvede sig i skalaer og akkorder i mindst en time om dagen, og hans morgenøvelser forekom magiske i deres kompleksitet. På dagens rocksprog udtrykkes det lidt mere enkelt: Han var hurtig. *** Sommerlejren var et særligt britisk fænomen – et sted, hvor arbejderklassen kunne feste i en uge, ofte med underholdning som f.eks. et orkester som The Squadronaires. Lejrene bestod af hytter med én familie i hver, hvilket ikke var ideelt til ulov­lige seksuelle forbindelser. Men hvis man i stedet for en familie i en af disse hytter forestiller sig en mindre gruppe unge mænd i én, og unge piger i en anden, begynder man at ane mulighederne. Der var en følelse af klasselighed i forbindelse med sommerlejrene, men jeg følte mig altid lidt hævet over de almindelige mennesker, der frekventerede dem. Jeg var trods alt sammen med orkestret og skulle være der hele sommeren, nogle gange helt op til 16 uger. Fra min plads bag tæppet opdagede jeg magien i at fange lejrdeltagernes opmærksomhed. Jeg voksede op med en fornemmelse for, hvad der underholder folk, men også den pris, dette sommetider kræver. Som et stunt til at underholde de camperende proletarer blev min far hver eftermiddag klokken to skubbet ud fra den højeste vippe og ned i svømmebassinet, iført sit scenetøj. Når han kom op af vandet, mens han spillede på sin klarinet, foregav han at være ked af det, nedslået. Som barn tog jeg nok dette lidt for tungt. Min storslåede far bliver ydmyget, plejede jeg at tænke, blot så I camperende proletarer kan få noget at grine ad. Jeg lærte at sætte mig over disse almindelige mennesker,

PeterTownshend.indd 12

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 13

kunderne, som indirekte betalte for vores underhold. Og når jeg i dag går til en koncert, hvor jeg ikke selv skal spille, føler jeg mig altid lidt fortabt. Og jeg tænker altid på min far. I september 1949, da jeg var fyldt fire, kom jeg i børnehave på Silverdale Nursery i Birch Grove, Acton, hvilket sandsynligvis passede min mor, fordi hun syntes, jeg så så sød ud i skoleuniformen, en rød blazer og hat. Mor selv så naturligt betagende ud, og da tøjrationeringen ophørte efter krigen, udstyrede hun sig som en filmstjerne fra Hollywood. Det brød hendes svigerfamilie sig ikke om. Hvorfor brugte hun fars hårdt tjente penge på tøj og sendte mig i privatskole, når hun burde have gået rundt med en barnevogn? Men jeg var glad. Whitehall Gardens var én af en række gader, der myldrede med små drenge på min alder. Vores gruppe blev anført af min bedste ven, som vi kaldte Jimpy, efter en figur med en tilsvarende pandekrølle i en populær tegneserie i Daily Mirror. Som alle andre børn spillede vi fodbold, cricket, legede skjul og cowboy’dere og indianere – vores yndlingsleg. Krigslege var begrænset til legetøjssoldater eller hjemmebyggede modeller. Den ægte vare var stadig et åbent sår. Vore fantasier fik næring fra de film, vi så ved lørdagsmati­ neerne: Roy Rogers, Hopalong Cassidy, Jens Lyn, The Three Stooges, Charlie Chaplin, Gøg og Gokke, Looney T ­ unes, Disneys tegnefilm, osv. Gøg og Gokke var de sjoveste folk i hele verden. Jeg syntes, Chaplin var gammeldags, men stort set alle de film, vi så, var blevet lavet før krigen. Når vi først kom ud af huset, kunne vi stort set gøre, hvad vi ville. Vi krøb under indhegninger, langs togskinner, gik på æblerov i folks haver, kastede sten efter ænderne, åbnede ulåste garagedøre (biler var en stor sjældenhed), og fulgte efter mælkemanden og hans hestetrukne vogn hele vejen til ­Gunnersbury Park, en rundtur på omkring 16 km.

PeterTownshend.indd 13

03/12/12 15.49


14

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

Både Jimpy og jeg havde trehjulede cykler, og én dag, vi var stadig kun fire år, tog vi min med til en park, hvor vi skulle prøve at sætte duo-rekord på den stejle sti foran hovedbygningen i parken. Jeg stod på bagakslen, og Jimpy styrede. Ved høje hastigheder kunne cyklen ikke styres, så vi kunne kun køre ligeud – direkte ind i en stenkrukke for foden af bakken. Vi endte med ansigterne i jorden, chokerede og blødende. Cyklen var så ødelagt, at vi ikke kunne køre på den hjem. Jeg havde næseblod i to dage. *** I 1950, da jeg fyldte fem år, kom jeg ikke i den lokale kommuneskole sammen med mine venner. Mor, som stadig syntes, jeg så sød ud i uniform, sendte mig til den private Beacon House School, omkring en kilometer borte. Jeg kendte ingen af de andre børn der og hadede at gå der. Skolen lå i et enfamilieshus, og morgensamlingen foregik i et lille baglokale, hvor vi hver morgen marcherede ind, mens vi sang “Onward Christian Soldiers”, som en flok hjernevaskede kinesiske kommunister. Efter en uspiselig lunch forventedes det, at vi tog en lur på et kvarter ved vores borde. Hvis vi så meget som bevægede os, fik vi skældud. Mere uro kunne føre til dask med en lineal, eller det der var værre. Jeg fik af spanskrøret flere gange og blev slået med lærerens gummiforsålede tøffel. Ved én lejlighed var jeg så såret og ydmyget, at jeg klagede til mine forældre. De talte med skolens bestyrerinde, som svarede ved at udtage netop mig til særlig grusom behandling. Nu måtte jeg ikke engang gå på toilettet i løbet af dagen, og nogle gange tissede jeg hjælpeløst i bukserne på den lange vej hjem. Bange for endnu værre hævn fra skolen sagde jeg ikke ét ord mere til mine forældre. Jeg gik over til Jimpy og fik den

PeterTownshend.indd 14

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 15

sympati – og rene underbukser – jeg ikke kunne få derhjemme. Omkring dette tidspunkt begyndte mor at tage mig til ballet­ undervisning. Jeg kom ind i et rum og så 22 tåvridende piger i balletskørter, de fniste ad mig. Jeg var én af kun få drenge på holdet. Én dag, efter jeg havde optrådt upassende, trak læreren mine bukser ned, bøjede mig over et badekar og gav mig en endefuld, mens pigerne ivrigt samledes i døren ind til baderummet. På en måske pervers måde nød jeg balletundervisningen. Jeg er næsten danser i dag på grund af den. Selv i dag, hvor jeg er i 60’erne og har tendens til at hænge med skuldrene som en anden teenager – faktisk findes der et billede af mig som ung, der er blevet brugt i en bog om Alexander-teknikken som et eksempel på “sen-pubertært sammenfald” – men jeg bevæger mine fødder glimrende, og en stor del af min sceneteknik stammer fra, hvad jeg lærte i de første få ballettimer. Men far udtrykte sin bekymring over mors initiativ, så hun standsede. Mod slutningen af The Squadronaires’ sommerturné, o ­ rkestrets travleste periode, blev mor ringet op af Rosie Bradley. Hun var en god ven af min bedstemor Dennys bror, min herlige onkel Tom. Hun boede i Birchington, på hjørnet over for Dennys bungalow, og havde videregivet stadigt mere foruroligende nyheder omkring Denny til mor. I løbet af sommeren 1951 opførte Denny sig mærkeligt, og Rosie kunne ikke afgøre, om det skyldtes menopause. Mr. Buss, Dennys velhavende elsker, havde reageret ved at sende penge. Rosie mente, at mor skulle komme og besøge hende. Rosie fortalte om en pakke, Denny havde modtaget for nylig, hvilket fik hende til at råbe over gaden: “Rosie, Rosie! Kom og se, hvad jeg har fået!” I æskerne lå der fire aftenkjoler og to pelsfrakker, men Denny gik stadig rundt i gaderne midt om

PeterTownshend.indd 15

03/12/12 15.49


16

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

natten iført slåbrok. Rosie beskrev bedstemors opførsel som “ret sindssyg”. Efter at have kontaktet mine forældre, overtalte Rosie mr. Buss til at leje en toværelses lejlighed til Denny, som lå over en papirforretning i Station Road, Westgate. Men mor var stadig bekymret. “Cliff,” sagde hun til far, “jeg tror, hun er ved at blive sindssyg. Måske kunne Pete tage hen til hende? Han kunne gå i den lille skole der, St. Saviours. Det var måske løsningen.” Og det var på den måde, selv om det lyder mærkeligt, jeg blev sendt af sted for at bo sammen med min bedstemor i Westgate og dumpede ned i den mørkeste del af mit liv. Dennys forestillinger om hverdagslivet var direkte victorianske. Hun styrede sin egen dag, og min, med militær præcision. Vi vågnede før klokken seks og spiste morgenmad, toast til hende og cornflakes og te til mig – medmindre jeg havde gjort noget forkert. Hendes yndlingsstraf var at nægte mig noget at spise. Hun viste mig kun hengivenhed, når jeg var stille, opførte mig perfekt, aldeles føjelig og nyvasket – med andre ord aldrig. Hun var den inkarnerede onde heks, oven i købet truede hun mig lejlighedsvis med sigøjnerforbandelser. Hvad havde mine forældre lige tænkt på, da de valgte at sende mig hen for at bo sammen med hende? Da jeg begyndte på St. Saviours i en alder af seks år, lå jeg nederst i klassen i læsning og skrivning. Da jeg sluttede, sad jeg på første række. Det var nok det gode ved at bo hos Denny. Jeg skrev et brev til tante Rose, Dennys storesøster, som returnerede mit brev oversmurt med rettelser med rød pen af min stavning og min grammatik. Det sårede mig, men tante Rose fortalte også Denny, at jeg var for gammel til ikke at kunne læse og skrive ordentligt, og foreslog hende at læse halvdelen af en spændende bog for mig og derefter lade mig læse resten. Denny læste Den sorte hingst af Anna Sewell, og tricket

PeterTownshend.indd 16

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 17

v­ irkede. Grebet ikke bare af historien, men også af den uvante luksus at få noget læst højt for mig, tog jeg straks bogen og læste den færdig. Jeg husker ikke andre bøger fra min tid hos Denny. En af mine få fornøjelser var at lege med knopperne på et skuffe­ darium. Jeg forestillede mig, det var kontrolknapper i en undervandsbåd. Jeg hørte også børnetime på radioen; Toytownhistorierne med Larry the Lamb og Dennis the Dachshound var ret gode. Over for vores lejlighed lå busstationen. Denny råbte nogle gange ud ad vinduet og inviterede chaufførerne op til en kop te. Nogle gange bragte hun selv te over til dem eller sendte mig. Denny syntes overhovedet ikke, der var noget mærkeligt ved at gå ned på gaden i natkjole og slåbrok, og jeg havde ikke noget imod at gå over gaden i pyjamas for at give en chauffør en kop te, men jeg blev ulykkelig, når hun bad mig om at gå helt op til den lokale kiosk eller grønthandler, hvor jeg stødte ind i voksne på vej til arbejde, som kiggede mærkeligt på mig. Denny vækkede mig nogle gange klokken fem om morgenen, hvorefter hun pakkede en taske med mad, som hun havde forberedt aftenen før, bl.a. kager i bageforme. Vi gik til forskellige forudbestemte steder, sædvanligvis hvor der var officerer fra det amerikanske luftvåben. Man udvekslede et par ord, Denny afleverede en sandwich eller en kage, men hvad hun fik til gengæld, ved jeg ikke. Jeg husker store, smarte biler med ruderne halvt åbne. Jeg husker også svagt en mand, jeg skulle kalde ‘onkel’; han var døv på det ene øre og overnattede et par gange. Han havde en lille Hitler-moustache. Hele affæren gjorde mig vred og bitter. Jeg har brugt år i psykoterapi i et forsøg på at forstå det. I 1982 tilskyndede min terapeut mig til at forsøge at komme videre på et andet forståelsesniveau ved at skrive om disse morgenmøder. Jeg begyndte at skrive, og da jeg forsøgte at beskrive et møde –

PeterTownshend.indd 17

03/12/12 15.49


18

PETE TOWNSHEND: MIT LIV OG THE WHO

officeren, der rullede vinduet ned, Denny, der lænede sig ind – huskede jeg pludselig for første gang, at bilens bagdør blev åbnet. Jeg begyndte at ryste voldsomt og kunne ikke skrive mere eller huske noget som helst andet. Min hukommelse luk­ kede bare ned. Vores lejlighed stødte ud til trappen, og mit værelse var aldrig låst, nøglen sad på ydersiden af døren. Når jeg blev bange om natten, løb jeg ind på Dennys værelse. Hvis hendes dør var ulåst, sendte hun mig væk, hvis den var låst, lod hun, som om hun sov, og svarede ikke. Jeg vågner stadig nogle gange, skrækslagen og badet i angstens sved, rystende af vrede over, at min dør ud til trappen altid var ulåst om natten. Jeg var kun et barn, blot seks år gammel, og hver aften faldt jeg i søvn helt udsat, alene og ubeskyttet. Bortset fra busserne kunne vi også se banegården. Jeg elskede at kigge på de fantastiske dampmaskiner, mens jeg fantaserede om at dele øjeblikket med en ven, bror, søster – én eller anden. Mine sidste tanker inden jeg sov fokuserede ofte på en længsel efter fysisk ømhed. Denny rørte kun ved mig, enten når hun slog mig, skrubbede mig brutalt i badet eller holdt mit hoved under vand, når hun skyllede sæben af. En aften, hvor hun mistede besindelsen, holdt hun mit hoved under vand i rigtig lang tid. På St. Saviours gik der et par børn fra den nærliggende amerikanske base. En høj, ranglet dreng kom i skole iført et kækt, crepelignende bomuldssæt – stadig højeste mode i visse dele af USA. Hans forældre var ligeglade med, hvilke drillerier dette kunne indebære. Lige indtil Rosy Bradleys søn Robert og jeg drillede ham næsten til tårer, mens hans ulykkelige mor fulgte ham hjem. At jeg deltog i denne mobning, skammer jeg mig stadig over i dag.

PeterTownshend.indd 18

03/12/12 15.49


IT’S A BOY! 19

Skolens tykke, halvskaldede, påtaget glade rektor hed mr. Matthews. Vinduet i mr. Matthews arbejdsværelse vendte ud mod legepladsen, og hans yndlingsbeskæftigelse var at prygle børnene ved sit skrivebord, mens et publikum bestående af heppende børn samledes udenfor. En dag endte jeg ved hans skrivebord, jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg bøjede mig over bordet, med ansigtet vendt mod vinduet, der var fuldt af spændte, grådige ansigter, klar til at nyde min smerte, men til deres store skuffelse lod mr. Matthews mig gå igen. Når mor kom på et af sine sjældne besøg hos Denny og mig i Westgate, udsendte hun en aura af London-glamour og af at have travlt, men også af upålidelighed. Imens løb Denny rundt efter buschauffører og piloter, og jeg havde det elendigt. Jeg havde mistet mine smukke, unge forældre til gengæld for et liv med spartansk disciplin hos en patetisk kvinde, som desperat oplevede sin ungdom smutte væk gennem fingrene på hende. Dennys følelser for mig forekom hævngerrige, ligesom mors afvisning. De mænd, jeg elskede, døde eller forsvandt – min fraværende far og den nyligt afdøde George VI – dette virkede også hævngerrigt. I en alder af syv år føltes det, som om både kærlighed og lederskab havde spillet fallit. På dette tidspunkt fandt min mor en anden mand. Jeg husker, jeg sad på bagsædet af en Folkevogn, ventende ved et vejkryds på Gunnersbury Avenue. Mor introducerer mig for føreren, Dennis Bowman; hun siger, at han betyder meget for hende – at ja, han skal være min nye far. Jeg kan bedre lide Dem end min anden far,” siger jeg til mr. Bowman. “De har en bil.” Bilen er lysegrøn. Trafiklyset skifter til grønt, og jeg giver mr. Bowman grønt lys.

PeterTownshend.indd 19

03/12/12 15.49


Pete Townshend-endpaper.indd 2

03/12/12 15.51


Pete Townshend-endpaper.indd 3

03/12/12 15.51


Pete Townshend - Mit liv og The Who