Issuu on Google+

Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013

Foto: © Hari 2010

”Jeg bor alene her i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Og det er rigtig hyggeligt.” I den østlige del af Reykjavik sidder en ældre kvinde i en garage og venter på at dø. I Hallgrímur Helgasons seneste roman har Herbjørg Maria Bjørnsson, også kaldet Herra, med omverdenen gennem internettet. Hendes eneste selskab er en gamle HP-laptop og

med en lang produktion af både billedkunst, romaner,

en tysk håndgranat fra anden verdenskrig.

radiodramaer, skuespil, kulturessays og stand-up bag sig. Han romandebuterede på islandsk i 1990, men det var først

Hun er barnebarn af Islands første præsident, hun tilbragte krigsårene i Danmark og

med 101 Reykjavik (1996), som blev nomineret til

Tyskland og bosatte sig i Argentina, hvor hun blev gift og mistede sit første barn.

Nordisk Råds Litteraturpris, at resten af Europa fik øjnene

Op gennem halvtredserne og tresserne boede hun i Brasilien, New York og Tyskland,

op for ham. På dansk er også udkommet Islands forfatter

hvor hun uddannede sig til fotograf og hang ud med de unge drenge fra The Beatles i

(2006), Stormland (2008) og Lejemorderens guide til et

Hamburg, inden hun flyttede tilbage til Island.

smukt hjem (2010). Hun har været storryger hele livet og fik diagnosen lungecancer i en alder af 63 år.

Kvinden ved 1000° er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.

Lægerne gav hende et år, men hun trodsede dem, uden at opgive sin last, og 18 år senere er hun stadig i live. Hun har netop fejret sin 80 års fødselsdag alene, og tanken om endnu en ensom højtid har fået Herra til at træffe sin beslutning: Hun skal herfra inden jul. Hun har valgt kremering og rådført sig med det lokale krematorium om ledige tider i december og om ovnenes temperatur. Mens Herra venter på, at hendes ovn når op på 1000°, fortæller hun sin livshistorie og planlægger sin sidste hævnakt.

www.lindhardtogringhof.dk

Omslag: Mark Airs. Omslagsfoto: © Corbis Corporation

KVINDEN ved 1000°

Hallgrímur Helgason er en af Islands helt store kunstnere

HALLGRÍ MUR H E LGASO N

mistet al forbindelse til sin familie og bor alene, syg og lænket til sengen, men forbundet

KVINDEN ved 1000° H A LLG R Í MUR H E LGA S O N roman

LINDHARDT OG RINGHOF

STORMLAND Hvilken sproglig power! Fascinationen holder side efter side, selv om det ikke er lige kønne og opbyggelige landskaber, Böddi trækker os igennem … -BERLINGSKE TIDENDE

Stormland er skrevet med sproglig vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud … smittende, uimodståelig, sort, sørgelig og meget, meget læseværdig. -WEEKENDAVISEN

Læseren er på krogen fra først til sidst i Hallgrímur Helgasons virtuose, rablende morsomme og tankevækkende roman om en ung mand og ensom oprører, som ikke kan holde ud at leve i det moderne underholdningssamfund … en af Islands bedste forfattere. -POLITIKEN

Rasende, og rasende morsomt … -JYLLANDS-POSTEN

Den bedste bog jeg har læst i år. -METROEXPRESS


Kvinden ved 1000° er oversat fra islandsk efter Konan við 1000° Copyright © Hallgrímur Helgason 2011 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Service og trykt hos ScandBook AB, Falun Omslag: Mark Airs Illustration: Corbis ISBN 978-8711-40912-1 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Kvinden ved 1000.indd 4

20/02/13 13.26


Hallgrímur Helgason

Kvinden ved

1000° Herbjørg Maria Bjørnsson fortæller

På dansk ved Kim Lembek

Lindhardt og Ringhof

Kvinden ved 1000.indd 3

20/02/13 13.26


Kvinden ved 1000° er en roman. Den bygger i en vis udstrækning på hændelser, som har fundet sted, og på mennesker, der levede og døde. Det skal dog understreges, at beretningen er digtning. Personerne Hans Henrik, Gudrun Marsibil og Herbjørg Maria er romanfigurer. Forfatteren vil bede læseren om at vise deres ophav og forbilleder det hensyn ikke at blande disses virkelige lod i livet sammen med de skæbner, han har digtet de første ind i. Historie er en oplysende fortælling. En roman er en opdigtet fortælling. – HH

Kvinden ved 1000.indd 5

20/02/13 13.26


1

ÅRGANG 1929 2009 Jeg bor alene her i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Og det er rigtig hyggeligt. Min seng er en hospitalsseng, og andre møbler behøver jeg ikke, bortset fra et kloset, jeg ikke er særlig glad for at bruge. Der er så pokkers langt derhen; hele vejen langs med sengen og derefter den samme afstand over til hjørnet. Via Dolorosa kalder jeg den vej, jeg tre gange om dagen må slæbe mig hen ad som et andet gigtgenfærd. Jeg drømmer om bækken & kateter, men ansøgningen sidder fast i systemet. Forstoppelse findes mere end et sted. Der er ikke mange vinduer her, men verdenen viser sig for mig på computerskærmen. E-mail kommer og går, og den velsignede Fjæsbog forlænges som livet selv. Gletsjere smelter, præsidenter bliver mørke, og folk begræder hus og bil. Men fremtiden venter ved bagagebåndet, skævøjet og storsmilende. Ja, ja, jeg følger med i det hele fra mit hvide leje. Hvor jeg ligger som et nødtørftsløst lig og venter på enten at dø, eller at hun dukker op med den livsforlængende dosis. De ser ind til mig to gange om dagen, pigerne fra Reykjaviks Hjemmepleje. Morgenvagten er en yndig sjæl, mens eftermiddagsharpen både har kolde hænder og dårlig ånde og tømmer askebægere, som følte hun sig personlig forfulgt. Når jeg lukker verdens øje, slukker lampen oven over mig og lader efterårsmørket fylde garagen, kan jeg se den berømte Fredssølje gennem et lille, højtsiddende vindue. For nu er salig Lennon blevet til et lys oppe på Island ligesom en skovgud i et digt af Ovid og oplyser de sorte sunde i de lange nætter. Enken var så elskværdig at indstille ham lodret op i mit øje. Ja, godt er at blunde ved afdød flamme. 7

Kvinden ved 1000.indd 7

20/02/13 13.26


Man kan sagtens hævde, at jeg frister liver her i en garage, som var man en anden veteranbil, der har udspillet sin rolle, og det nævnte jeg for Guddi – han og Dora er det ægtepar, der lejer garagen ud til mig for 65.000 islandske kroner om måneden. Min gode Gudjon smilede stort og kårede mig til en Oldsmobile. Jeg tøltede ind på nettet og fandt et billede af en Oldsmobile Viking årgang 1929. Sandt at sige vidste jeg ikke, at jeg var blevet så forbasket gammel. Den lignede en let gensplejset hestevogn. Jeg har ligget i den her garage i over otte år og været sengeliggende i al den tid på grund af KOL, der har fulgt mig tre gange så længe. Jeg kan knap nok dreje hovedet, for den mindste bevægelse kan skille mig ved vejret, hvad der giver kvælningsfornemmelser, en ikke særlig rar følelse, eller de ubegravedes plage, som man sagde i en svunden tid. Det har jeg haft ud af årtiers rygning. Jeg har smøget den fra foråret 1945, da en svensk vortemand præsenterede mig for dette vidundermiddel. Og gløden glæder stadig. Jeg fik tilbudt en nasal kanyle med tilhørende næsekroge, som skulle lette vejrtrækningen, men for at kunne få beholderen blev jeg pålagt at holde op med at ryge, “på grund af brandfaren”. Jeg fik som sagt valget mellem de to gentlemen, russeren Nikotin og den engelske Lord Oxygen. Det valg var ikke svært. Af den grund trækker jeg vejret som et godstog, og toiletbesøg fortsætter med at være min daglige kval. Men lille Lærke jager jeg med glæde derind og nyder at høre ungpigestrålen fra hende. Hun er min støtte. Hjemme på Svefnøerne var der en lille hule, der blev kaldt Drengeskuret, og som i århundrede havde fungeret som mandelokum. Vejen derhen gik gennem Jarlekløften, og at forrette sin nødtørft hed faktisk at trykke jarlen på næven. Sådan kunne forfædrene være så morsomme. Årh, jeg springer fra det ene til det andet, og et og andet springer ind i mig. Når man har overlevet et helt internet af begivenheder, en hel skibslast af dage, er det umuligt at frasortere og holde tingene adskilt. Alt løber det sammen i tidens store grød. Enten kan jeg pludselig huske eller husker ingen verdens ting. Nå, ja, ja, samfundssystemet kollapsede vist under dem, de kære, nu er det et år siden. Ham min kære søn Maggi fik et banknedslag i sin baghave, en enorm klippeblok gennem solterrassen og et pænt 8

Kvinden ved 1000.indd 8

20/02/13 13.26


stenslag i forruden. Men det er vist alt sammen meget subjektivt. Hjemmeplejerne og Dora fortæller mig, at byen står uforandret tilbage. Det ses ikke rigtig på Reykjavik, modsat kollapset i Berlin, hvor jeg som en lille dame stavrede rundt i krigens slutning. Og jeg ved ikke, hvad der er bedst: at kollapse skjult eller reelt. Men det ved jeg, at hele denne redelighed fik selvtilliden til at gå af lille Magnus (Drivert og divan kalder jeg ham), som luften af en ballon, og han var i forvejen ikke meget værd, efter at hans eks havde givet den fuld skrue med en anden mand. Maggi arbejdede i KB-bank og knyttede sin kurs til et flammende udsving på en computerskærm, en eller anden rød kurve, som han engang viste mig med en stolt mine. Og der var unægtelig et skær over den, smuk som en lue i en pejs var den, men pålideligheden også derefter. Selv var jeg svært tilfreds med krakket. Alle de gode år lå jeg og lod grådigheden omkring mig snuppe alle skejserne. Jeg var ikke ked af at se dem forsvinde på bålet og var desuden langt om længe blevet ligeglad med penge. Vi spilder livet med at lægge til side til alderdommen, men så kommer den og har ingen andre forbrugsdrømme end at få lov at pisse liggende. Det er ikke for det, det havde sikkert være interessant at købe sig til en tysk dreng og lade ham stå her halvnøgen i skæret fra et stearinlys og recitere Schiller for et aldrende puderivejern, men nu har man vist forbudt al handel med kød her i landet, så det behøver man ikke at ærgre sig over. Jeg har derfor ikke mere end nogle uger tilbage, to karton Pall Mall, en computer og en håndgranat – og har aldrig haft det bedre. 2

FEU DE COLOGNE 2009 Håndgranaten er et gammelt Hitlers-æg, som jeg kom i besiddelse af under anden verdenskrig, og den har fulgt mig hele livet gennem tykt og tyndt og alle mine sure og seje ægteskaber. Og nu havde det været oplagt endelig at bruge den, hvis ikke lige sikringsgrebet var brækket af for mange år siden på et af mit livs dårligste dage. Men 9

Kvinden ved 1000.indd 9

20/02/13 13.26


det er sikkert en ubehagelig død sådan at få en ildstorm i favnen og lade den blæse hovedet af en. Og så holder jeg bare så utrolig meget af den velsignede bombe efter så mange år. Det ville være kedeligt for børnebørnene ikke at få glæde af den – i en sølvskål på familieskænken. Meine geliebte Handgranate er smuk i al sin falskhed, ligger godt i hånden og køler en svedig håndflade med sin kolde metalskal, så inderlig fuld af fred. Det er nemlig så underligt med våben: Selv om de kan være generende for dem, de går ud over, er de en stor trøst for ihændehaveren. Engang for mange byer siden kom jeg til at glemme mit livsæg i en taxa og havde ingen fred i sjælen, før jeg fik det igen efter nogle enerverende og harmdirrende telefonsamtaler med centralen. Chaufføren stod som en hare på trappen, det sølle skind, og rynkede hjernevindingerne, idet han spurgte: “Er det der ikke en gammel håndgranat?” “Nej, det er et smykke. Kender du ikke kejserens æg?” Jeg gemte det i hvert fald længe i mit smykkeskrin. Hvad er det der? spurgte Bæring den Vestfjordske engang, da vi var på vej ind i Søjlesalen på Hotel Saga. Det er parfume. Feu de Cologne. Nå? sagde fiskeren forbavset. Mænd kan være gode i visse sammenhænge, men hurtige i pæren er de ikke. Og det var altid godt at tænke på håndgranaten i sin taske, når det blev sent på aftenen, og de der starutter fulgte efter en hjem. Nu har jeg den på natbordet eller mellem benedderbenene, ligger på det tyske stålæg som en efterkrigshøne i håb om at udruge noget afkom. Og det ville vist falde på et tørt sted, så vattet samfundet er blevet, fuldstændig blottet for vold. Alle har godt af at miste facaden på deres hus, høre det brænde knitrende i et barn eller se sin elskede blive skudt i ryggen. Jeg har altid haft det lidt dårligt med folk, der aldrig har skrævet hen over et lig. Men måske kan den vækkes til live, hvis jeg lader den falde på gulvet? Håndgranater elsker betongulve, hørte jeg engang nogen sige. Ja, selvfølgelig ville det være lækkert at forsvinde med et bum og efterlade sig støv og ruiner at gå på jagt i efter kødtrevler fra mig. Men inden jeg sprænger mig selv i luften, tillader jeg mig at tænke tilbage på mit liv.

10

Kvinden ved 1000.indd 10

20/02/13 13.26


3

HR. BJØRNSSON 1929 Jeg blev født i efteråret 1929 i en isafjordsk blikkasse. Og fik det ejendommelige navn Herbjørg Maria hængt på mig, et navn, der altid klædte mig dårligt og ikke mindst sig selv. Her blandedes hedenskab og kristendom sammen, ligesom olie og vand, og de to søstre slås stadig i mig. Mor ville opkalde mig efter sin mor Verbjørg, men det ville mormor ikke høre tale om. “Årh, begynd nu ikke med at tage barnet med ud på Oddbjarnarskær.” Ifølge hende var livet i en fiskerhytte en bandsat våd og kold livsførelse, og hun havde altid forbandet sin mor for den skam at være opkaldt efter noget, der betød fiskeplads ved klipper. Mormor Verbjørg roede sytten fiskesæsoner i Bjarnøerne og Oddbjarnarskær, vinter, forår og efterår, “i al slags pisse hamrende lortevejr, som de har fundet på i deres saltvåde helvede, og dog var det som regel værre på land”. Det var så far, der i et brev til Isafjord vestpå foreslog, at Verbjørg blev til Herbjørg, og mere har mor altså ikke hadet ham, end at hun adlød. Selv ville jeg have valgt navnet på min oldemor på mors side, den store Blomey Efemia Bergsveinsdottir fra Bjarnøerne. Hun var den eneste kvinde med det navn i Islands historie indtil det 20. århundrede, hvor hun endelig fik to navnesøstre, men da havde hun allerede ligget i isafjordsjord i et halvt århundrede. Den første var kunstvæverske og boede længe i et faldefærdigt skur på højsletten Hellishede, mens den anden Blomey døde fra os som lille, selv om hun stadig lever på den inderste gård i Øjenbunde og nogle gange viser sig for mig på den smalle, strimmel jord, der adskiller drøm og væren. Og så har dette navn – Blomsterø – længe været navnet på min yndlingsø i Bredefjord, selv om den endnu ikke er fundet. I virkeligheden burde vi have lov at blive døbt til døden såvel som til livet. Og have lov at vælge os et navn til at bære ved begravelsen og i al evighed på et kors. Det kan jeg sagtens se for mig: Blomey Hansdottir (1929-2009). Dengang var der heller ingen, der havde to navne, men min mor, 11

Kvinden ved 1000.indd 11

20/02/13 13.26


bedårende og højt begavet, fik en åbenbaring lige før min fødsel: Gudsmoderen viste sig for hende i en fordybning i fjeldet hinsides fjorden, sad der på en klippeknold og var omkring hundrede og tyve meter høj. Derfor fik jeg føjet hendes navn til mit, og det var sikkert en velsignelse for mig. Jeg har i hvert fald været i stand til at slæbe mig op på denne livets tinde, som sengedomsalderen er. Navnet Maria mildner hårdheden i Herbjørg, men jeg tvivler dog på, at to mere forskellige kvinder nogensinde har delt liv sammen. Den ene skaffede en hær af mænd det, som den anden gav sin Gud og ingen andre. Datter fik jeg ikke lov at hedde, skønt det er alle islandske kvinders ret, men blev nødt til at være søn. Min fars slægt, ministret og ambassadøret for og bag, havde ført sig frem i udlandet, hvor ingen forstår andet end slægtsnavne. På den måde blev hele slægten bundet til ét mandligt overhoved; vi blev alle nødt til at bære farfar (som endte med at blive Islands første præsident) Sveins fadernavn. Det betød, at ingen formåede at skabe sig et eget navn, og derfor kom der ikke flere ministre eller præsidenter i den slægt. Farfar nåede til tops, og vores, hans børns og børnebørns, lod blev at siksakke ned gennem fjeldsidens løse grus. Det er svært at bevare ambitionerne, når folk konstant er på vej nedad. Men selvfølgelig ender det med, at vi når ned til lavlandet, og så vil det igen gå opad for familien Bjørnsson. Hjemme på Svefnøerne blev jeg altid kaldt Hera, men da jeg syv år gammel for første gang kom til København med mine forældre for at besøge fars familie, havde den jyske kogekone Helle det svært med udtalen og kaldte mig snart “Herre”, snart “Den lille Herre”. Dette fandt min slægtning Puti (min onkel Svein) så ufattelig morsomt, at han fra da af aldrig kaldte mig andet end herre på islandsk: Herra. Op til måltiderne nød han at kalde mig til bords: “Herra Bjørnsson, værsgo!” I begyndelsen sved drilleriet, for jeg havde et drenget udseende, men navnet hang ved, og jeg vænnede mig efterhånden til det. Således blev den unge frøken altså til Herra. Det var ikke så lidt opmærksomhed, jeg fik ud af det på det lille islandske forlystelsessted ved de blå sunde, da jeg efter et langt udenlandsophold dukkede op derhjemme i halvtredserne, en ung og strålende dame med læbestift og worldly ways, som en hel lille 12

Kvinden ved 1000.indd 12

20/02/13 13.26


Marilyn med atten herrer på slæb, og så dette navn, der nærmest var som et scenenavn. “Blandt gæsterne befandt sig også Frk. Herra Bjørnsson, et barnebarn af Islands præsident, der ved sin ligefremhed og kosmopolitiske attitude vækker opmærksomhed, hvor hun kommer frem. Herra er netop hjemkommet efter et længere ophold i New York og Sydamerika.” Sådan gjorde ulykkesnavnet en vis lykke. 4

LÆRKEN 2009 Åh, ja, ja. Her kommer hun, søde Lærke, det unge pigebarn. Som en hvidblomstrende dalrose ude fra morgenmørket. “Godmorgen, min Herra. Hvordan har du det i dag?” “Årh, lad nu være med at plage mig med din belevenhed.” Dagen er knap nok begyndt at gråne. Og grå skal den blive som alle sine brødre. Daggry, siger danskerne. “Har du været vågen længe? Allerede set nyheder?” “Åh, ja. De fortsætter med at vælte ud af skabet, stumperne efter krakket ...” Hun tager jakke, sjal og hue af. Og sukker. Det her udsteds idiotiske vejr skal absolut være koldt, så hvor er det godt at hænge herinde alene i en garage med en paryk som hue og en computer som ovn. Hvis jeg var en sexglad dreng med en ren sjæl, ville jeg for min egen skyld gifte mig med denne pige. For hun er godheden og blidheden selv. Og kindernes rødme himmelsk. De svigter så sandelig ej som rødmen altid bærer. Selv var jeg bedrageribleg fra første færd og sidder nu her liggul og parykgrå i en kistehvid særk. Som en jøde uden gas. “Er du ikke sulten?” spørger min kære Lærke, idet hun tænder lyset i køkkenkrogen og stikker sin næse i hylder og skabe. Det må være til styrbords set fra min dynebrede snekke. “Er det ikke bare havregrød som sædvanlig?” Det siger hun hver morgen samtidig med, at hun bøjer sig ind i minikøleskabet, som Dora gav 13

Kvinden ved 1000.indd 13

20/02/13 13.26


mig, og som af og til holder mig vågen med sin iskolde murren. Man kommer ikke udenom, at hun er en smule bred i bunden, den lille Lærke, med ben som fyrreårige birkestammer. Velsagtens derfor at hun ikke er blevet besteget, skindet, og stadig bor barnløs i barndomshjemmet. Hvem forstår mænd, at lade denne godhed og skønhed gå sig forbi? Og al den glatte, bløde hud. “Ja, ja, hvad kan du så fortælle? Hvordan gik din weekend? Kom du i lag med nogen?” siger jeg midt i computerskribleriet, stakåndet. For en KOL-pensionist er tre sætninger lige i overkanten. “Hvad?” spørger hun med en blåhvid mælkekarton i hånden som det lille fæ, hun har det med at være. “Ja, gik du ikke ud? For at more dig?” spørger jeg uden at se op. Pokker tage mig om der ikke er kommet dødsrallen i stemmen. “Ud for at se på livet? Næ, jeg hjalp såmænd bare min mor. Hun er ved at skifte gardiner i stuen. Og så tog vi østpå, i søndags, jeg mener i går, for at besøge min mormor. Hun bor i Hella.” “Du bliver nu også nødt til at tænke lidt på dig selv, søde Lærke.” Jeg tager en puster, inden jeg fortsætter. “Du skal ikke spilde din ungdom på gamle madammer som mig. Brunsttiden er hurtigt overstået.” Så meget holder jeg af hende, at jeg påtvinger mine taleorganer, hals og lunger disse uhyrligheder. Den efterfølgende svimmelhed minder mest af alt om en bisværm bag øjnene, og bagefter sætter de sig alle sammen på synsnerven i ét frontalt angreb og klemmer den med deres bivoksede grabber. Åh, åh, hvilken Guds lykke. “Brunsttiden?” “Ja. – Nej, for faningen da, svarer han mig nu?” “Hvem?” “Ham min Bageri.” “Bageri?” “Ja, han hedder Bageri. Øj, hvor har jeg dog fået fyret op under ham.” “Du har så mange venner,” siger hun og har nu kastet sig over komfur og vask. “Ja, da, der er vel mere end syv hundrede nu.” “Hvad? Syv hundrede ...?” “Ja. På Facebook.” 14

Kvinden ved 1000.indd 14

20/02/13 13.26


“Er du på Facebook? Jeg vidste ikke, at du var på Facebook. Må jeg se?” Hun kommer duftende over mig, og jeg kalder min side frem fra nettets alfeverden. “Wow! Flot billede af dig. Hvor er det taget?” “Det der er i Baires. Til fest.” “Baires?” “Ja, Buenos Aires.” “Og hvad? Er det din status? ... is watering hens? Ha, ha.” “Ja, det er vande høns på engelsk. Jeg fik noget i øjet i går aftes, så tårerne flød.” “Ha, ha. Men her står der, at du kun har hundrede og treogfyrre venner. Du sagde, at du havde mere end syv hundrede.” “Ja, men det her er bare mig. Jeg har mange slags sider.” “Mange sider på Facebook? Må man det?” “I den verden tror jeg nu ikke, noget er forbudt.” Hun undrer sig muntert og går tilbage til køkkenkrogen. I øvrigt underligt, hvor godt man har det i arbejdende menneskers nærvær. Det skyldes aristokratisset i en. Jeg stod med det ene ben i havet og det andet på de bonede gulve og skrævede derfor tidligt over meget. Min fuldblodsdanske farmor var en glimrende slaveholder. Men var dog selv den mest energiske. Hun var vores første præsidentfrue. Op til hvert eneste selskab trippede hun rundt i spisesalen fra middag til aften med én cigaret mellem læberne og en anden i hånden og forsøgte at huske alt og få bordplanen til at gå op. Der måtte intet mangle, intet måtte gå galt. Ellers var det ude med nationen. Fik den amerikanske ambassadør et fiskeben i halsen, var Marshall-hjælpen i fare. Hun vidste, hvad sandt var, at forhandlingssamtaler ikke spillede den store rolle. “Det hele ligger på gaflen!” Farfar var aldrig blevet præsident, hvis det ikke havde været for farmor Georgia – og det måtte en eller anden gerne have fortalt ham. Hun var en sand gentlewoman; lod alle have det godt, høj som lav, havde det, som danskere kalder takt og tone, og fortryllede såvel drukkenbolte som Eisenhower. Den var fin den tids politiske tæft, der valgte dette ægtepar til at stå i spidsen for den nyfødte republik, han islandsk, hun dansk. I det lå der en vis høflighed over for den gamle herrenation. Vi 15

Kvinden ved 1000.indd 15

20/02/13 13.26


opsagde forholdet til danskerne, men bevarede det ægteskabelige forhold til dem. 5

BAGERI 2009 Bageri Matawu bor i Harare, hovedstaden i det gamle Rhodesia, som nu ifølge Wikipedia hedder Zimbabwe. Han er en trediveårig tankpasser, sort som olie og med kindben som en inuit og et hjerte af ost. Bageri-drengen er skør med den gamling, jeg er. Han tørster efter disse fyrre kilo kræfthengemt kvindekød, som undertegnede udgør. Nu skriver han, på engelsk: “Hello Linda. Tak for din e-mail. Den er god. Når jeg kigger på billedet af dig, er det godt. Dit ansigt er som en isterning. Det er godt, at du er bedre i dit brækket ben. Det er også godt at tage ud af byen, når det er sådan. Dine nordlige øjne følger mig på arbejde om morgenen som en isblå kat. Samling af penge går godt. Jeg fik to dollars i går og tre i forgårs. Forhåbentlig har jeg nok til næste sommer. Er det så koldt, ikke? Nu har jeg fortalt gutterne på station om dig. De er alle enige, at du er skønhed. En, der kom i bil, sagde, at han kunne huske dig fra konkurrence. Han siger at Island kvinder er smukke, fordi kvinder bedst opbevares køligt. Love – Bageri.” Han er ved at samle sammen til rejsen herop. Arme stakkel. Og lægger alle kræfter i sit islandskkursus, propper sig med frosne navneord og bøjer iskolde verber som en stærk mand stål. Linda kræver som en minimumindsats af sine bejlere, at de lærer sproget og driver nu en verdensomspændende fjernundervisning. Alt for Island. Men Linda er som bekendt Petursdottir og var Miss World i 1988. Af rent drilleri gør jeg brug af hendes navn og ansigt, efter at sygeplejerdrengen Boas (som nu er taget til udlandet for at læse) oprettede en mailadresse til mig: lindapmissworld88@gmail.com. 16

Kvinden ved 1000.indd 16

20/02/13 13.26


Det får jeg mange gode historier ud af, som forkorter de lange og mørke efterårsaftner. Bageri er ovenud romantisk, men fuldstændig fri for de mere vestlige klichéer, som jeg naturligvis har modtaget så rigeligt af efter halvtreds år på det internationale kærlighedsmarked. Forleden dag skrev han: “Når kærlighed er væk, siger vi i mit land, at man spiser blomster af savn. Og det gør jeg nu for dig, Linda. Jeg spiser en rød rose for dig i dag, som jeg fandt i Park. I går spiser jeg en hvid nellike, som mor fik på markedet. I morgen spiser jeg en solsikke, som er her i vores have.” Det vil gøre ondt, når han hører om skønhedsdronningens død, som jeg sikkert bliver nødt til at opdigte før eller siden. Så bliver der indtaget blomster og kranse i Harare. 6

CAPE TOWN 1953 Jeg var selv i Afrika en sommer, som dog burde hedde vinter. Det kunne være koldt i Cape Town, og jeg har aldrig set så vindvoksne træer som på strandene der, selv ikke her i Alruskeland. Sandt at sige havde jeg det ad helvede til i Sydafrika; var konstant ved at sprænges af dårlig samvittighed over for det gode, sorte folk, der bebor landet, for alle troede selvfølgelig, at jeg, blomkålshvide menneske, var boer med min apartheid, og det selv om jeg aldrig har været uskøn. Der mærkede jeg atter racisten i mig, som jeg mente at have efterladt i Dannevang. Og det er de eneste befolkninger, jeg har hadet hele mit liv: danskere og boere. De førstnævnte på grund af det leverpostejsfarvede hovmod, der ramte mig som barn, og de sidstnævnte for al deres stupide modbydelighed, som jeg kan forstå stadig finder sted, trods den hellige Mandelas håbefulde gerninger. Det er heller ikke så svært at foragte denne race, som har det hæsligste udseende af alle jordens børn. Dens århundredelange had mod de sorte gærede så længe, at resultatet blev en åndens tilmugning, 17

Kvinden ved 1000.indd 17

20/02/13 13.26


der endte med at gå i kødet på dem og begyndte at forvrænge krop og fjæs. Deres ansigter er derfor hårdt medtaget af forfædrenes synder. Det, der overraskede mig mest ved Afrika, var, hvor rent og lyst der er. Sandt at sige mindede det mig om Island. At køre ad en grusvej i Kruger Nationalpark havde ikke så lidt lighed med at snirkle rundt på vejene mellem krattet på Tingvellir. Parken er det, der kaldes en zoologisk have uden tremmer, og folk kan frit køre omkring mellem løvekolonierne, men frarådes at vinke til en hyæne ud gennem det åbne vindue, medmindre de vil af med en arm. Dette store naturparadis skabte boerne ved at udrydde nogle befolkningsgrupper i territoriet. For at den hvide mand kunne få set nogle dyr, der er vildere end ham selv, måtte han første æde nogle sorte. Det var dog en vidunderlig sommer. Bob var stadig morsom (han var et af de der mennesker, der er fantastisk i et halvt år, men derefter utålelig) og havde held med at sælge mig til fotografering, den smørtunge. Jeg blev fotoludder i to uger og gik i seng med kiks og dæk for god betaling. Og endnu et bevis på, at ting sælger bedre, hvis de stilles op ved siden af verdens ældste og bedste salgsvare. Jeg brød mig absolut ikke om arbejdet og afviste kategorisk yderligere optagelser, at stå der på skråningen af Table Mountain med bare lår, men måtte dog indrømme, at tanken om mine ben som seksuel stimulans på dækværksteder i det sydlige Afrika pirrede min kvindelige forfængelighed samtidig med, at den var mig så meget imod som tænkende væsen. Og her har vi et af de fundamentale problemer i en kvindes liv: Vi ønsker, at der bliver kigget på os, uden ører, men også, at der bliver hørt på os, uden øjne. Vi ønsker at få lov at løbe frit omkring, men også at øjne og linser følger os overalt. I det mindste så længe den ungdommelige rødme er intakt. Efter at jeg som trediveårig begyndte at studere fotografi, mistede jeg interessen for al det der skønhedshurlumhej. Den kvinde, der gør sig selv til et billede, mister på samme tid sproget, for selv om et billede siger mere end tusinde ord, er de ikke hendes, men tilhører den, som ser. Derfor foretrækker de fleste mænd stumme kvinder, mens de alle dog ønsker, at den ædle vare fås med fuld hørelse. Jeg så mange kvinder tie 18

Kvinden ved 1000.indd 18

20/02/13 13.26


sig ind i ægteskabet, men så tog de til at knevre løs, da skønheden begyndte at aftage. Min kære Dora er et af disse falmende skønhedsfjæs, der nu taler så meget, at Gudjon for det meste holder til ude i firhjulstrækkeren. Bedst var det selvfølgelig, hvis mænd kunne omgås os kvinder som jævnbyrdige, som deres egne kønsfæller, som mænd med usædvanlig smuk hud. De måtte godt nu og da erindre os om det faktum, men i øvrigt møde os på en hofteløs måde. I det mindste til der skulle drikkes. Men aldrig faldt det mig ind, da jeg blevet båret fra bar til bar i Cape Town af min kære Bob, fik tre ægteskabstilbud på et skibsdæk syd for ækvator eller sad i familiens skød til gallamiddag på præsidentsædet Bessastadir med øjnene limet til Marlene Dietrich, at jeg skulle ende livet helt alene og forladt i en dårligt opvarmet garage tæt på Grensåsen i det østlige Reykjavik, pudemuggen og sjusket, med et vrag af en computer på dynen og dødens knokkelhånd på skulderen. 7

SVEFNØERNE 1929 Jeg er altså født i Månegade i Isafjord den 9. september året 1929. Min mor var blevet sendt ud af syne for at få det, som ingen ville se, og som aldrig skulle have været til, dvs. mig. Der var en aldersgrænse for indtrædelsen i den fine familie, og mine første syv år var jeg og mor alene sammen i tjeneste hos bonden Eystein på Svefnøerne og hans kone Olina Sveinsdottir fra Hergilsø. Olina var den mildeste blandt kvinder, ansigtet bredt og barmen fager, med digte på læben, men en skarp stemme, blød om hjertet, men med umådelig stærke arme, som kvinder dengang; blev dog med tiden noget stivbenet på grund af gigt. Hun styrede det store hus som en kaptajn med det ene øje på bølgerne og det andet på komfuret. Hun var som en mor for min mor, for selv om mormor havde mange gode sider, hørte moderkærligheden ikke blandt dem. Ved skaberens tilskikkelse og tilfældighed havde mormor endt sit 19

Kvinden ved 1000.indd 19

20/02/13 13.26


livs hårde roning på Svefnøerne, men boede dog ikke hjemme på gården, men i et gammelt bådehus ude ved landingsstedet Kællinge­ vig sammen med tre andre kvinder. Mor og jeg holdt derimod til i Olinas rige. Bonden Eystein stammede fra Svefnøerne, var uskyldsren og dunskægget, med kinder så røde af søen og øjne så blide som bugter, hænderne store, skulderbred og gik med stok på sine ældre dage, havde hængevom. Han var et morgenglad menneske, men ubeskrivelig aftenmodvillig, imødekommenheden selv hjemme, men en moskusokse med kontrakter og alt, der havde med udenøsforhold at gøre. Berømt er han for at have ladet nogle danske landmålere bære om bord i sin båd, efter at de ville rykke det sydligste skær af hans landejendom fem meter mod syd. Han var ���et godt og godt menneske”, var mormor Verbjørg vant til at sige; hun var bredefjordsk i begge ben og havde høstet hø på hundrede øer. Hun gentog altid sin ros. “Åh, den er fin og fin,” sagde hun om kandis eller en købmand. Mormor var hundrede år, da jeg blev født og hundrede år, da hun døde. Hundrede år i et helt århundrede. Døbt i havvand og hærdet af fiskeri, ingen mands datter og Islands kvinde, min mors mor og mine tankers evige helt: Verbjørg Jonsdottir. Snart skal jeg møde hende, i alder og galder, og banke på hendes dør. “Nå, der er du, mit pus?” Du godeste! Jeg er begyndt at glæde mig til at dø. Ja, sådan nød jeg syv års lykke ved Bredefjord, før far fik hukommelsen tilbage og kom i tanke om, at han havde en datter og en kone i dette islandske kystdueslag. Min ungdom var bestrøget med øer. Øer fulde af bådfriske folk og tangforstående får. Græsglade solskinsøer, havombrust af allehånde vinde, skønt det i erindringen altid er vindstille fra alle sider. Det siges, at den, som har været på alle øer i Bredefjord, er en død mand, for mange af dem befinder sig under havoverfladen. Og man kan vist sige, at er de utællelige ved flod, så er de ufortællelige ved ebbe. Det er med så meget andet i livet, svært at gøre nøjagtig rede for det. Hvor mange steder har jeg boet? Hvor mange mænd har jeg haft? Hvor tit var jeg forelsket? Hver eneste erindret stund er en ø i tidens dyb, sagde en eller anden digter, og er Bredefjord mit liv, er dens øer, de dage, jeg husker og nu 20

Kvinden ved 1000.indd 20

20/02/13 13.26


tøffer rundt mellem i min sengesnekke med den mest moderne påhængsmotor kaldet pc. Dugge-dugge-dug. 8

FIS BA 112 1935 Det her tager jeg på Fisen. Min gode mindesgud, hvor jeg dog husker denne sjælfulde båd. Og den, som ejede den. Det var Store-­ Mangi, også kaldet Mangi Sangsæl eller bare gamle Mangi på Måneø. Han var øremit, som det hedder på bredefjordsk, boede alene på en af de mindste af de Vestøer, som var bebyggede, ikke langt fra kysten Skardsstrand. Holdt nogle får der og en fantastisk disel­ olietank, et kæmpe monster, som han havde fundet i strandkanten og brugt tre uger på at bakse tværs over sin ø til bådepladsen på den østlige side af ren og skær mandlig stædighed. Det rakte for ham at fylde tanken en enkelt gang, og manden var ellers noget af en tørster efter dieselolie (nogle hævdede, at han selv tog en slurk af det natsorte stads “for at smøre tungebåndet”), for Mangi var konstant på farten eller kaffenetning, som arbejdsfolkene hjemme på Svefnøerne kaldte det. Han var ulig andre eneboere på den led, at han aldrig kunne være alene, men længtes efter fællesskab og fandt på forskellige ærinder. “Manler I ik’ sæjlgarn? Jæ fandt di hær tjavså syd i Lønd. Nå, ik’, då ta’r jæ bae kaffe.” Mangi var dog aldrig en uvelkommen gæst trods al sin trang til søde kager, for han havde som regel nyt at fortælle. Enten var edderfuglene begyndt at ruge inde hos ham – “jæ ornede ed værlse te dæm bave sduen, å nu flæder jæ re’erne får dæm” – eller sælerne blevet så rolige, at det var nok for ham at lægge sig på et tangskær og synge højt for at få dem med sig hjem. Mangi hørte til de højere mænd, var skægløs og glatcoated med en saftig aftenrødme i kinderne, der virkede lige så bløde som brystfjerene på en fuldvoksen tejst. Søens salte vind havde banket 21

Kvinden ved 1000.indd 21

20/02/13 13.26


denne tørfisk til silke. Han var stivøjet på det ene øje; han havde en fast mine som en mand, der hører en historie, han har svært ved at tro på, men alligevel tror på, for Mangi var så lettroende, at han til og med troede på sine egne overdrivelser. Stemmen var en smule skinger og klynkende, og ordene raslede i munden på ham som løse tænder. “Ja, ja, nu ær jæ begøn a dyrge min ægen kaffe ånner skurvægen. Jæ sadte ni bønner i forårt. Men ha’ nu vænded på kafslurken.” Mangis fartøj var en formfager, lille træbåd, der hed Sif BA 112, men fyrene på Ruføerne gav sig engang, mens manden sad inde på gården og satte sukkerknalder mellem tænderne, til at rette bådens navn med tjære og pensel. Mangi lagde dog ikke mærke til noget og fortsatte med at besejle fjorden med Fis BA 112. En søndag sidst på efteråret kom han til os frisk fra søen, fortalte historier og fik kaffe. Jeg husker det så godt, for far havde sendt mig en ny kjole fra Reykjavik, storternet med hvide pyntebånd. Jeg fik lov at have den på for første gang denne søndag og havde det som en ublinkende dukke. Da det begyndte at skumre blev den nye generator startet, og Mangi gloede på elpæren, der brændte over bordet. Havde han aldrig set elektrisk lys før? “Årh, ju, ju, jæ ha sådn en dærjem.” “Har du en generator på Månø?” “Ja, ja.” “Men man ser aldrig et lys på Månø,” sagde Skarpi vintersæsonarbejderen, en realistisk nordlænding. “Jæ ska tænd får jær i afden. Så ska I bar se.” Om aftenen brændte stuehuset på Månø. Ildtungerne var tårnhøje, spejlede sig klart i det blikstille vand og kunne ses vidt omkring på øerne. Da man sidst så noget til Mangi, havde han kurs mod vest, ud mod det åbne hav, på sin Fis.

22

Kvinden ved 1000.indd 22

20/02/13 13.26


9

TUSINDE FAVNE 2009 Og nu synker jeg med ham ned i dynedybet, dunblødt og iskoldt, dødsens blåt og åndedrætstrangt, hvor havmishandlede fiskere, kvinder og store digtere besørger deres ærinder på den rokkebelagte bund. Mine kære bundboere: Se, nu synker jeg med al min fangst, sejl og årer. Med al min fis. Jeg misser med øjnene og hører luftboblerne vikle sig ud af mig. Parykken svæver af det lille hoved og forvandles til en usædvanlig kompakt gople, vifter torsk og kuller om ansigtet med hårene, mens kraniets fosterhår fimrer som underernæret plankton, og hospitalsbukserne spiler sig ud op under skridtet og afslører de skrækkeligt afpillede ben: Huden blafrer bagud fra dem som gæller på en fisk, og hælene er for enden hvælvede som ældgamle stikkontakter forbundet til lægge med ledningstynde sener, men der er ikke længere strøm i dem, de danser ikke tango som i fordums tid i Baires. Og den sejlagtige sygebluse limer sig til det forfaldne skelet, der engang var modelleret sammen af fast, hvidt kød og attrået af stærkbyggede sømænd fra alle lande. Ud under den åbne, nedringede halsudskæring flyder der en kondomformet skindsok frem kaldet et bryst ... Åh, åh. Her synker en skrutrygget skygge af sig selv, en synkende, hedensk garagegud, en marmortung mumie, som ikke fortjener korset, som intet fortjener, som kun fortjener skovlen. Ja, se mig for faningen og hør mig synkende nynne: Bølge, bølge betragt min bølge. Nu synker jeg ned med alt mit følge

Men hvad skulle jeg kunne se der, hvor jeg svæver rundt i havets mørke? Jo, jeg ser livets dyb, jeg ser mit iskolde, ramsaltede liv, hele mit evindelige ragnarod. Jeg aner et skær fra byer under mig, fra øer, fra lande. Mænd smiler havkatteagtigt, og hajerne kredser 23

Kvinden ved 1000.indd 23

20/02/13 13.26


ovenover med tyske militærkors på siden, og i det fjerne høres hvalernes luftværnssirener. Og ud af det grønne halvmørke kommer der slægtninge sejlende, som en stime af tun: Farfar og farmor og hele hendes apotekterslægt af dansk rang, og mormor Verbjørg i gennemblødt, bredefjordsk folkedragt, Eystein og Olina, lykketrætte som altid, og oldemor Blomey (!) som en havvasket, gammel mast, men alligevel ikke rådden, og der er mor ... og far ... de svømmer sammen i kjole og hvidtet, og efter dem følger fars søskende med højtidelig mine, Beta, Kylle, Henni, prins Oli og Puti ... men til sidst kommer der en lille pige ... en lille, bitte pige ... med sit lyse hår flagrende fra ørerne som blødt bølgende finner. Åh, ja, min sjæl. Se nu hendes udtryk, så smukt, så fredfyldt, og dog voldte det større skade end et natligt bombardement af Berlin ... De svæver forbi, med miner så vidunderlig samstimeagtige, som sovende sjæle i et værk af ham der ... den norske kunstmaler, der ville købe Skothusvej, men jeg nægtede at sælge, fandt ham for råddent klædt, kunne ikke forestille mig, at en uvasket mand skulle spankulere rundt i mine forældres hjem i årtier, norsk og nøgen nedenfor ... Men, ak, der svømmer den, min slægt. Og efterladt synker jeg alene. Ned i de tusinde favne, som et menneskeliv udgør. Og ser nu under mig en by midt i en krig, sort og hvid i farverne, men gloende rød i flammerne. Jeg tager et lift med en bombe, med en faldende bombe. Jeg er en norne på en flammekaster, en heks på et kosteskaft, der nu bliver tryllet om til regn ... jeg opløses, i tusinde dråber, jeg falder, jeg falder ... Nu falder jeg samlet over Tingvellir. Jeg spreder mig samlet ud over Tingvellir. På dagen for republikkens grundlæggelse, den 17. juni 1944, på Regnvejrsdagen den Store. Jeg væder faner og vådter spyd og løber som dråber ned ad skjolde og sværd, ned ad gelændere, hatte, skygger og stolerygge og borde, og drypper også, ja, på det ark papir, som min farfar Svein, som min farfar Svein Svein Bjørnsson skriver under på. (Han tørrer de skælvende tårer af Islands fremtid og tænker regn, men fornemmer smagen af salt og kaster et blik ud over den våde slette; ser, at han overtager en nation under vand.) 24

Kvinden ved 1000.indd 24

20/02/13 13.26


Men jeg siver videre, gennem grønsværen og videre ned, langt ned under farfars underskrift, ned i jorden og ned i en kløft, gennem en spalte der og ind i det inderste af landet, flydende magma, hvor Hitler tordner fra en platform og udspyr den ild, som brændte omkring mit liv ... “Vil du have grøden nu?” “Hvad?” “Vil du have din havregrød nu?” “Ingen spiser i helvede.” “Hvad?” “Ingen behøver spise i helvede!” “Søde Herra.” “Jeg er ingen Herra.” “Herbjørg ...” “Jeg hedder Blomey!” “Kære Blomey, her er din havregrød. Skal jeg hjælpe dig?” “Der er ingen, der kan hjælpe mig.” “Vil du spise selv så? Du bliver nødt til at spise.” “Hvem siger det?” “Vi bliver alle sammen nødt til at spise” “Du vil bare have det der i mig, så jeg bliver nødt til at skide. Du vil absolut have mig til at skide. Så du har noget at lave. Kan gøre mig ren bagi. Det er det, du vil og vil. Jeg vil ikke være nødt til at skide. Har skidt rigeligt!” Jeg er hængende, drævende forpustet efter denne tale. “Kære Herra ...” “Blomey! Blumeninsel! Das Blumeninsel im breiten Fjord. Das bin ich.” “Jeg forstår ikke tysk. Det ved du godt.” “Du forstår ingenting.” Hun ser på mig, denne kattehvæsende kvinde, dette rynkedomsdyr med en latterlig paryk, og tier et øjeblik med grødskålen i hænderne, som dumheden selv med øjenbryn. Jeg fortjener bedre. For pokker da. Jeg fortjener så meget bedre. Jeg troede, at jeg i det mindste fik lov at dø i min egen seng, ja, og omgivet af det som kaldes “pårørende”. Men drengene synes ikke at vide, om jeg er ved at blive klædt på eller obduceret. Det synes ikke at være gået op for 25

Kvinden ved 1000.indd 25

20/02/13 13.26


dem, at der skulle bruges ét styk mor for at bringe dem til verden. De havde aldrig klaret den på egen hånd. Nej, der var brug for en kusseskrævende, skridtbehåret mor til at drive de små lammebasser gennem gangen og ud i lyset. Du skal ære din far og mor, stod der et eller andet sted, men hvem husker den slags skriftsteder i en computeralder? Nu har jeg hverken hørt fra dem eller deres yvertunge yndigheder i hele tre år, selv om jeg faktisk har mine metoder til at holde øje med dem. “Du er måske ikke sulten?” “No estoy cinco años.” “Hvad?” “Jeg er ikke fem år.” “Måske skulle jeg tage computeren, så du selv kan spise den på armbordet?” “På armboret?” “Nej, på armbordet. Det kaldes et armbord på hospitalet.” “Tal ikke om hospital. Jeg er ikke på hospitalet.” “Nej, nej, det ved jeg godt,” siger hun og hæver hovedgærdet for mig, helt uopfordret, og ordner puden, løfter dynen og får da øje på krigsægget. Pokkers til skødesløshed, jeg glemte at få det af vejen. Hun tager det frem under dynen. Kunne jeg stadig rødme, gjorde jeg det. “Hvad er det her?” spørger hun. “Det der? Det er ... det er, skal jeg fortælle dig, en såkaldt kølebold, som jeg har siden hospitalsbesøgene i gamle dage.” “Nå?” Den æder hun råt, det uskyldige pigebarn, og lægger klenodiet i en natbordsskuffe som en besindig rekvisitør. Jeg genvinder fatningen. “Du må se at komme i lag med nogen. Du vil vel ikke ende som en muggen mø?” “Jeg ved det godt. Det har du fortalt mig.” “Din mor gør dig i hvert fald ikke med barn.” “Nej, ha, ha, det ved jeg godt.” “Jeg kan skaffe dig en fyr. Hvad synes du om ham min kære Bageri?” “Jeg tror nu hellere, jeg vil have en islænding.” 26

Kvinden ved 1000.indd 26

20/02/13 13.26


“Uf. Det er de rene træfisk. Det gælder om at blande blod. Lærken skal have sig en pelikan, det ville være noget helt nyt.” “Lærken venter på foråret og på den eneste ene.” “Ja, du er et fornuftigt væsen. Du ved bedre end jeg, der såede min mødom i sten og grøft. Så, tøsebarn, giv mig grøden.” 10

“VOGNEN ER KOMMET” 1959 Jeg havde det altid svært med Jon den Førstes skanker eller Forjon, som jeg senere kaldte ham. Hver aften stak han dem op i hovedet på mig og gav mig besked på at tage strømperne af ham og massere hans tæer og fodsåler, hæle og lægge. Om det så havde kostet mig livet, var det mig umuligt at elske disse islandske mandefødder, der havde form som birkekævler, var plumpe og hårde og lige så hvinende hvide som veddet, når barken er skrællet af. Ja, og også lige så kolde og klamme. På tæerne sad der knortede negle og kukkelurede som uheldssvangre knopper i forårskulde. Og man må ikke glemme lugten, for de sure tæer var selvfølgelig frygtelige i efterkrigsårene, hvor mænd gik i nylonstrømper og nærmest sov med sko på. Hvordan var det muligt at elske islandske mænd? Som ræbede ved middagsbordet og fjærtede løs i ét væk. Efter fire islandske ægtemænd og endnu flere samleverkrikker var jeg blevet un vrai connaisseur i prutter, endte faktisk med at kunne skelne mellem typer og varianter som en vinsmager vinøse drikke. Hylefis, brandskid, naturgas og luftwaffe var navne, jeg døbte de vigtigste. Kaffebøvs og lydpotten var også kendte størrelser, men værst var dog dadelprutten, Bæring den Vestfjordskes speciale. Islandske mænd har ingen manerer, har aldrig haft det og vil aldrig få det, men de er som regel morsomme. Det synes islandske kvinder i det mindste. De har det der vandtætte og frostsikre nødboks, som de altid bærer rundt på i deres indre og kan gå til, hvis de virkelig kommer på spanden, og som må være generationernes 27

Kvinden ved 1000.indd 27

20/02/13 13.26


arvegods. Den mand, der farer vild på en højslette og graver sig ned eller sidder fast i en elevator en hel weekend, kan altid åbne dette særlige islandske nødboks og forhandle sig ud af situationen med en god historie. Efter at have flakket om i verden og opholdt mig på kontinentet var jeg blevet dødtræt af høflige, fisefrie gentlemen, der åbnede døre og betalte regninger, men aldrig kunne fortælle en historie, og som enten var kønsløse eller ønskede kærtegn frem til den lyse morgen. Schweiziske urforhandlere, som kun kunne stille tiden til sex, eller franske makakaber, der aldrig tog mindre end et tre retters tilløb til en fem retters kropsdiner. Egentlig syntes jeg nok bedst om tyske mænd. De var en passende blanding af det ræbende nord og det dannede syd, af det præcise vest og sindssyge øst, men i krigsårene var de selvfølgelig nedbrudte mænd. Der var ikke meget at gøre brug af uden først at gøre dem brugbare. Og hvem havde tid til det? Londonere er positive og jolly, men deres berømte sarkasme forekom mig mekanisk og trættende i længden. Efter al sandsynlighed har den ironiske motor tømt den alvorligere kerne for brændstof. Den franske motor derimod sprutter udelukkende alvor, og fransosen kan drive en til vanvid og langt ud over grænserne, når han begynder på sine navneordsremser. Italieneren beundrer enhver kvinde som en dronning, til man er kommet hjem, hvorefter hun pludselig forvandles til en mær. Yankee’en er en frejdig fætter og tænker stort: Vil altid tage en med til månen. Men samtidig er han utrolig smålig som den værste symadamme og får et føl på tværs i rumskibet, hvis en ved et uheld tager det sidste af hans peanut butter. Russere fandt jeg spændende. De var i virkeligheden de mest islandske af alle; drak hver eneste skål i bund, glemte sig selv i ethvert gæstebud, kunne et utal af historier og talte aldrig alvor, undtagen når flasken var fuldstændig tom, hvorpå de begyndte at tude efter deres mor, som boede to tusinde kilometer væk, men alligevel hver måned kom til fods med deres vasketøj. Mændene havde knald i låget og var en del større atleter i sengen end vores kære landsmænd, og til sidst fik jeg nok af al den sengegymnastiske femkamp. Nordiske mænd er alle lige så taktløse som de islandske. De bliver fulde over dinner, griner og råber højt, begynder til sidst at “synge”, og det oven i købet på offentlige restauranter, hvor folk har betalt 28

Kvinden ved 1000.indd 28

20/02/13 13.26


sig væk fra verdens larm. Men deres tegnebøger ventede dog altid totalt ædru ude i garderoben, mens den islandske pung stod åben for alle midt på bordet. Vores mænd var i den henseende større vikinger. “Omdømmet er alt, andet er en kælling!” sagde min Bæring fra Bolungarvik. Hver eneste aften skulle være historisk, alt andet var et nederlag. Dagen derpå forvandledes de derimod til dunviljet dvaskhed. Islandske kvinder er vist ikke kede af at administrere deres ægteskaber, og nogle af dem driver dem som et firma, men er naturligvis ikke altid lige heldige med rekruttering af mandligt personale. Jeg var tit og ofte nødt til at opsige mine medarbejdere, men fandt dog sjældent andre, der var bedre. Men det lykkedes mig nu alligevel at elske dem, disse islandske klodrianer, i det mindste ned til knæene. Derfra og ned gik det ikke så godt. Og da Jon Forjons skanker dukkede frem af mig på fødeafdelingen, var bægeret fuldt. De var små og nøjagtige efterligninger: Jon-skanker i bonsai-form. Pludselig pådrog jeg mig en legemlig overfølsomhed over for faren og forbød ham at komme ind og se barnet. Jeg hørte kun den overraskende tone i basstemmen ude fra gangen, da jordemoderen meddelte, at hun havde bestilt en vogn til ham. Siden dengang var det en regel hos mig: Jeg tog afsked med mine mænd ved at ringe efter en vogn. “Vognen er kommet,” blev min yndlingssætning. 11

ÆGTESKABSJONER 1959-1969 I årene efter krigen og før torskekrigene hed hver anden mand på Island Jon. Det var helt bogstaveligt umuligt at røre sig for Joner. Man kunne dårligt nok bevæge sig ud på gulvet uden at blive gjort med Jons-barn. På ti år fik jeg tre drenge med tre Joner og blev af nogle kaldt Herra Jondomptøren. Jon Haraldsson var den første, en brillantinekæmmet grossist med kløft i hagen og peberrod i kinderne. Med ham fik jeg Harald Hårfager. Begge døvstumme mænd. 29

Kvinden ved 1000.indd 29

20/02/13 13.26


Derefter kom Jon B. Olafsson, der var kendt i de glade tressere og blev kaldt Jombi. Han var en rødmosset pen på Timinn, hård i sengen, men blød udenfor. Med Jombi fik jeg smørrebrødskongen Olaf, der nu bor i Bergen og har det bedst med brød og ikke ved noget værre end at få sin mor på besøg. Til sidst var der Jon Magnusson, advokat og et genealogisk geni, kaldet Nonni Magg, en kvabset og kærlig mand, der som ingen anden forstod kunsten “at gribe dagen”, hvad han da også dagligt gjorde med glas og beslutsomhed. Med ham fik jeg min kære Maggi, Magnus Lovbøder. Far og søn havde mange familier, eftersom Jons far havde tre udlagte fædre. Selv pralede Jon med at være den eneste nulevende islænding, der var i slægt med alle landsmænd. “Hej, fætter, hej, kusine, hej onkel, hej tante “ var hans ord. Det værste, han kunne sige om noget menneske, var: “Vi er beslægtede i sjette og syvende led.” For nemheds skyld kalder jeg mine Joner for Forjon, Midterjon og Efterjon. 12

GROSSE FREIHEIT 1960 Og så var der Fredjon. Efter at have bestilt en vogn til Forjon, kom jeg af sted til Hamborg og opholdt mig der i to år, så vidt jeg husker. Jeg var endnu for ung til en islandsk hverdag og havde brug for at drikke mere af livet i mig, inden jeg forligte mig med “børnedøden”, for det ved kvinder, at samtidig med at børnene fødes, dør de selv. Jeg havde faktisk allerede fået et barn og nægtet at dø for det og i stedet fortsat med at leve, hvad der var en fejltagelse for livet. Den havde jeg ikke tænkt mig at gentage. Men efter et halvt år havde jeg fået nok af at slæbe rundt på en barnevogn alene op ad Bankastræde i sjap og slud fra nord. Jeg var ikke skabt til gråt i gråt. Jeg efterlod min nyfødte søn hos Johnson & Mutter på Brædraborgarstig. På det tidspunkt var mor kommet ind i denne varme og hjertelige kaffeslægt. Hun 30

Kvinden ved 1000.indd 30

20/02/13 13.26


boede sammen med Fridrik Johnson i sytten år, mens far skar ned på det hagekors, han bragte med sig hjem fra krigen. Det var mit sidste forsøg på at blive til noget. Jeg var lige fyldt tredive og havde intet andet lært i livet end at håndtere håndgranater og danse tango. I Hamborg havde jeg tænkt mig at studere fotografi. Jeg havde altid haft stor glæde af at tegne, og i New York åbnede Bob en dør for mig ind til denne nye kunstart. Hans far ejede et originalt billede af Man Ray og bøger med værker af Bresson og Brassaï, som fangede mine øjne som tryksorte klør. Jeg har altid været mere til øjebliksbilleder end opstillinger. Senere blev jeg rigtig begejstret for Lee Miller, især hendes fotografier fra anden verdenskrig. Derhjemme var der derimod ikke ret mange interessante fotografer, bortset fra Jon Kaldal, og jeg gjorde mit bedste for at følge med og købte nogle gange Vogue og Life Magazine, når de kunne fås. På det tidspunkt havde ingen islandsk kvinde endnu kastet sig ud i at studere fotografi, men far sagde, at hvis jeg havde talent for noget, så måtte det være “øjeblikkets kunst”. Jeg havde et kort stop i Hansestaden im Kriegzeit. Da var alt én stor ruin, men nu var alt blevet fint og rent. Mennesker med fremgang, de tyskere. Derimod var der boligmangel, og efter en kort søgen blev jeg Mitvermieter i Schansenviertel. Der boede jeg til leje med en tysk pige og hendes franske veninde, der hed Joséphine. De var nu meget yngre end mig, friske piger, der tog natten tidligt og dagen sent. Ikke desto mindre blev jeg suget med dem ind i forlystelseslivet, og i erindringen er opholdet i Hamborg temmelig dunkelt; jeg dalrede rundt mellem natteliv og mørkekammer. Joséphine var en af de der bychicks, som kun kender “dem, der betyder noget”. Og Astrid Kirchherr var på det tidspunkt blevet en lille stjerne blandt de unge i klubberne i St. Pauli-kvarteret, en kortklippet blondine af skrøbelig skønhed, som var begyndt at sysle lidt med et kamera. Dengang var de hotte steder Kaiserstelle og Top Ten Club, og en aften daffede vi ind på førstnævnte og så et drengeband fra Liverpool spille deres slagkraftige numre. Der var nu ingen eksplosion i rummet, den kom først senere, men man fornemmede dog, at denne musik indvarslede noget nyt. De spillede amerikansk rockmusik på europæisk manér. Ungdommen i Hamborg, vokset op som den var med Bach og Bierjazz, havde aldrig hørt noget 31

Kvinden ved 1000.indd 31

20/02/13 13.26


lignende. Jeg havde selvfølgelig ikke særlig meget forstand på popmusik, men faldt for de kønne, frisurefagre drenges uskyldighed og spilleglæde. De udstrålede en eller anden nyvunden frihed: Endelig fik vi kastet krigen af os. I det mindste var det første gang, jeg hørte, der blev spøgt med den. Midt under en koncert vendte forsangeren sig ud mod salen og sagde: “Hallo, kålhoveder! I ved godt, at vi vandt krigen.” Man grinede nu ikke. I de dage forstod ingen engelsk i Europa. Sprogets udbredere havde endnu ikke indgået en pladekontrakt. Men skæbnen var så sandelig i sit es, da den efter krigen som et plaster på såret for krigsårenes uophørlige luftbombardementer fandt på at bombe Hamborg med fire styk engelsk afkom, og der lod dem sprænge trommehinder og skalaer og alle rammer. Die Grosse Freiheit hed gaden. Der spillede de i otte timers vagter eight days a week. Og jeg har et eller andet sted læst, at netop derfor fulgtes kvalitet og kvantitet ad. De blev holdt til ilden. Og så var konkurrencen også hård. Ingen betalte for at komme ind i Kejserkælderen, og folk var derfor hurtigt ude igen, hvis de kedede sig. Stedet ved siden af havde introduceret striptease. Det var sikkert konkurrencen med sex, der gav verdens befolkning alle disse numre. Og der har vi nok hemmeligheden bag The Beatles. Man kunne sikkert sige det samme om Shakespeare og de mange ton genialitet, denne mand har efterladt sig. Han har dog næppe konkurreret med strip, men med bjørneog hundekampe, der fandt sted i nabohuset. Og så siger folk, at porno og vold er kunstens fjender. 13

BEATLESPARTY I HAMBORG 1960 Det var altså gennem disse bekendtskaber, medlejerne og Astrid, at jeg udførte den bedrift at komme ind i varmen hos disse århundredets erobrere. Det var naturligvis et interessant øjeblik for en islandsk pige, skønt det godt kunne være endt på en anden måde. 32

Kvinden ved 1000.indd 32

20/02/13 13.26


Astrid gik da arm i arm med en ekstra-Beatles, Stuart Sutcliffe hed han, en genert og følsom kunststuderende, som John, den bisse, mobbede og konstant gjorde grin med på grund af hans tøj og sceneoptræden. Stakkels Stu haltede da også hurtigt ud af bandet, var ikke typen på det cirkus, der ventede, og døde af hovedpine kun to år efter. Bortset fra, at han var en dejlig fyr, tror jeg ikke, han var videre talentfuld. Efter en af koncerterne inviterede Astrid alle hjem – aftergame. The Fab Four var på det tidspunkt fem, og det var naturligvis noget af et eventyr at gå med dem hen ad Reeperbahn, der ligesom i dag selvfølgelig var spækket med hardcore prostitution med tilhørende møllevinger og røde lys. John var tydeligvis gruppens leder. Han var den ældste og førte ordet, spurgte glædespigerne om ikke de var trætte og ikke havde lyst til et party, det ville rigeligt kunne betale sig for dem. John gjorde også tykt nar af Astrids tyske accent og gadenavnene undervejs, og vi piger lo og levede således op til vores rolle i de år, og sandsynligvis lo jeg højest; han så til min side. Jeg husker ikke Paul særlig godt, bortset fra godheden i de store øjne. Han var helt åbenlyst en fin fyr. John kunne være en ren satan, mens Paul var blottet for enhver djævelskab. Sammen var de derimod uovervindelige. John var skarp og stak til blods, mens Paul sang sårene sammen. Af type var Astrid ikke så lidt Twiggyagtig. Hun havde malet sit værelse i sort, hvidt og sølv, og ned fra loftet hang der bladløse kviste og grene. Det var nu lige på grænsen af, hvad jeg kunne klare af krukkeri. Men der var drikkevarer og musik. Gamle Platters-plader, så vidt jeg husker, og Nat King Cole. Lennon spurgte værtinden, om pladesamlingen var arvegods fra hendes bedstefar. Jeg fornemmede en vis spænding mellem ham og Astrid, og sandsynligvis udsprang drillerierne rettet mod Stuart, som han nogle gange kaldte Shutcliff eller Stuffclit, af jalousi. Jeg benyttede mig af chancen, da Beatlen spruttende bøjede sig ned over pladesamlingen, og sagde, at jeg havde været i USA, spurgte, om han kendte Buddy Holly, for sandt at sige mindede han mig med al sin brillantine om Buddy Holly. Det viste sig at være det magiske ord, for nu begyndte han at forhøre mig om Buddy Holly, som jeg dog ikke vidste andet om, end at han var død. Men isen var brudt, og før man anede, var jeg 33

Kvinden ved 1000.indd 33

20/02/13 13.26


og John begyndt at danse, selv om han sagde, han aldrig dansede. Nogen slukkede lyset, the Platters sang os ind i en kinddans, og før man vidste af det, var pigen fra Bredefjord sunket til bunds i et Beatlekys. Et menneske født i det nittende århundrede var gået til bunds i det tyvende. Først senere gik det op for mig, at det her selvfølgelig var en vigtig begivenhed i Islands historie, men dog af en sådan natur, at der ikke kunne berettes om den. Jeg kunne simpelthen ikke se det for mig i Vores århundrede: “Kyssede engelsk Beatle i Hamborg.” Samtidig var det også så banalt, at det næppe var værd at skrive hjem om. En dans, et kys. Jeg har det lidt ligesom pigen, der kyssede Jesus, inden han fik sit store breakthrough og holdt sit held hemmeligt, selv efter at hendes slægtninge var begyndt at tilbede ham som en gud. Min sidste mand, ham Bæring, forlangte, at jeg fortalte om dette kysseri til Ugen eller et andet lignende magasin, fandt det helt fantastisk, men jeg afviste kategorisk, selv efter Johns død. Syntes det var for glanspigeagtigt, som mor ville have sagt. Jeg tæller ham dog med til min Jon-samling under navnet Fredjon. Skønt han ingen fredsengel var, læste jeg senere. Indrømmede selv, at alt hans fredshalløj skyldtes ufreden i ham selv og indrømmede at have slået på kvinder. Sådan er det vist med de der idealister, altid har de en eller anden kasserolle i kog på blusset derhjemme. Men selv om han var så ung, havde han humor som en garvet fiskerskipper, udstrålede selvsikkerhed og var selvfølgelig vanvittig charmerende. Kyssede ret godt og spurgte, om englænderne ikke også ville vinde over tyskerne i kyssekamp, men måbede, da jeg sagde, jeg var islandsk. “Aha? Så er det derfor, jeg fryser så meget.” “Fryser du?” “Nej,” smilede han skævt, “jeg er også fra Island.” “Hvad? Fra Island?” “Ja, det er det Mimi kalder mit værelse, Iceland.” “Hvorfor?” Smoke Gets In Your Eyes, efterlignede han syngende Platters-numret, vi lige havde danset til. “Mimi vil ikke have, jeg ryger.” “Hvem er Mimi?” 34

Kvinden ved 1000.indd 34

20/02/13 13.26


“Min moster. Eller min mor. Mor døde i en bilulykke. Blev kørt ned af en fuld mand.” “Åh? Hvor forfærdeligt.” “Ja. Jeg mangler stadig at slå ham ihjel.” Til min store overraskelse ramte denne sætning min sjæl som en bombe. Pludselig sortnede det for mit bryst, mine øjne løb over, og jeg undskyldte mig ud på altanen, greb om gelænderet og så ud over kvarteret og floden. Storbyens lys slyngede sig rundt i tårerne, som det dog lykkedes stoltheden at hindre i at falde. Jeg havde ikke tænkt mig at begynde at græde foran disse unge mennesker. Følsomheden kom helt bag på mig. Var jeg stadig så skrøbelig? Han stak tøvende hovedet ud på den smalle altan: “Hvad skete der? Sagde jeg noget ...?” Jeg vendte mig om. “Nej, nej, jeg ... det er ... jeg mistede også ... i sådan ...” “Din mor?” “Nej, en lille ... min lille ...” “Søster?” Jeg kunne ikke svare. Rystede blot på hovedet. Det var stadig så frygtelig sårbart. Det er stadig så frygtelig sårbart. Jeg troede, at jeg med tiden ville komme over at have mistet en datter ved en påkørsel, men der stod jeg så syv år senere og kunne ikke høre ordet bilulykke. Og her ligger jeg seksoghalvtreds år senere og tørrer tårer af garvede skindkinder. Men hvor uheldigt at få denne klump i halsen lige akkurat foran denne fyr, lige akkurat den aften. Han tog det pænt, men vores “relation” var selvfølgelig forbi. Unge mænd hopper ikke i seng med gamle problemer. “Du mener ... et barn?” Jeg nikkede, sank og prøvede at smile tårerne væk. Gennem musikken hørtes lyden af et rumlende tog ude i nattemørket. Beatlen smilede skævt, trådte endelig helt ud på altanen, tændte en cigaret og sagde, idet han pustede røgen ud: “Du er meget ældre end mig, ikke? Hvor gammel er du?” Til min store overraskelse virkede denne hensynsløse frækhed opmuntrende. Jeg bad om en cigaret og fik talens brug igen: “Du ... spørger ikke en dame om hendes alder. Er du ikke en gentleman?” 35

Kvinden ved 1000.indd 35

20/02/13 13.26


“Nej, jeg er fra Woolton; hvor gammel er du?” “Enogtredive, og du?” “Tyve,” sagde han med et smil. “Men jeg bliver tredive i år.” Det kunne der være ret meget om. For inden længe begyndte årtiet, der forløb hurtigere end alle andre i det tyvende århundrede. Jeg så ham åbne altandøren, der ikke var meget andet end et mandshøjt vindue, og gå tilbage til festlighederne og forvandles til en langhåret, verdensberømt og forhenværende Beatle, der havde omskrevet det tyvende århundredes musikhistorie og fået den halve verden med sig i hipperiet og op i en seng i Amsterdam. Jeg stod tilbage og vendte mig atter ud mod byen, hele mit uheldsramte liv. Et sted derude lå hovedbanegården, hvor jeg midt under krigen inden for samme døgn “mistede” både min far og mor, og et sted inden i mig legede en lille, lyshåret pige på fortovet i en anden by. Jeg hørte hende le, idet jeg smuttede ind på baren, hvor jeg ramtes af dunket i nakken, den mest rædselsfulde lyd, livet kan give fra sig. Som forvandlede mig til den mest rædselsfulde lady, der har levet. Jeg hørte dette dunk (der opstår, når et omtrent to år gammelt kranie møder en amerikansk kofanger af stål med tredive kilometer i timen i en gyde i Argentinas hovedstad) i mit hoved hver ... nogle gange hver måned, nogle gange hver dag, hele mit liv. Den, der mister sit barn, taber den halve forstand. Og dog havde jeg fået endnu et barn, som jeg efterlod hos mor for at farte herud og kysse med drenge. Nu blundede han i sin mormors hus, etårige Harald, som jeg ikke syntes kom mig ved. Fjernt fra begge børn savnede jeg mere hende, som døde, end ham, der levede. Måske var jeg ganske langsomt ved selv at dø? Havde jeg forladt den lille fyr på grund af frygten for at miste endnu et liv ved en påkørsel? Jeg kom til mig selv, strøg tårerne væk fra ansigtet og opdagede siden, at jeg stod med en hel cigaret i hånden. Som Buddy Holly-drengen havde givet mig. Jeg ledte efter tændstikker i kjolelommen, forgæves, men havde ikke lyst til at gå ind straks og lod cigaretten falde ned på gaden. Nu indser jeg, som jeg ligger her lagenfast og varmer mig ved den frostkolde Fredssøjle, at jeg hellere skulle have gemt denne smøg fra Lennons pakke, en urøget pind til minde om, hvad der kunne 36

Kvinden ved 1000.indd 36

20/02/13 13.26


være sket. Så kunne jeg have solgt den, samt et vådt Beatle-kys, på eBay, og ladet garagen hyggeliggøre for gevinsten, sætte møbler og tapet op, og så den berømte fladskærm udelukkende med film, der byggede på mit liv. 14

MIN EGEN HERRA 2009 Som kvinde var jeg naturligvis ufattelig ensom i min generation. Mens mine jævnaldrende sad i realskolen, kæmpede jeg med en hel verdenskrig. Jeg tog min afsluttende eksamen fra den som femtenårig med erfaringer som en kvinde på tredive. Tyve blev jeg så i 1949 og skulle da ifølge tidens timeplan studere frikadellesløjd i Leverpostejsdanmark eller gå i giftetanker hjemme på fosterjorden, en velopdragen pige af præsidentfamilie til dans i Selvstændighedspartiets hovedsæde i Reykjaviks centrum. Den senere statsminister Gunnar Thoroddsen ville have budt mig op, og siden var vi endt i præsidentboligen på Bessastadir (med mig ved sin side havde han vundet præsidentvalget) omringet af børn og journalister. I stedet opsøgte jeg endnu flere eventyr, dansede på skibsdæk syd for ækvator og lod ingen byde mig op, men lagde dem ned selv. Oven i hele min modningsproces kom så det faktum, at Island i disse år var hele seksten år efter tidens trends. Jeg havde derfor altid svært ved at tilpasse mig provinsbyen derhjemme. Jeg var krigsbarn i den forstand, at jeg ikke blev opfostret under krigen, snarere var det krigen, der opfostrede mig. Jeg blev derfor en verdenskvinde, før jeg blev kvinde. Jeg var partystjerne og drak alle mænd under bordet, længe inden forfatteren Asta Sigurdardottir forargede sine landsmænd. Jeg var blevet udøvende feminist, inden ordet så meget som optrådte i islandske aviser. Jeg havde praktiseret “fri kærlighed” i flere år, før dette begreb overhovedet blev lanceret. Og så havde jeg selvfølgelig for længst kysset Lennon, da “Beatles-feberen” endelig nåede herop til den forfrosne forladthed. Og så forventede man, at jeg var “som folk er flest”. 37

Kvinden ved 1000.indd 37

20/02/13 13.26


Jeg var selvstændig, betænkelighederne var få, og jeg lod intet holde mig tilbage, hverken mystiske meninger, mandfolk eller maliciøse rygter. Rejste vidt omkring og påtog mig al slags arbejde, sørgede for mig selv, fik børn og mistede et, men lod ikke de andre tøjre mig, tog dem med eller efterlod dem, fortsatte uforstyrret fremad og lod mig ikke lede i ægteskab, lod mig ikke slå ihjel af kedsomhed, men det var selvfølgelig det sværeste. Længe før hippiefruerne indtog scenen og begyndte at smide børnene af hos mor, så de kunne fortsætte deres kludeliv, havde jeg opfundet begrebet fjernmor. “Man lader ikke frugten af et tidligere sexliv ødelægge det efterfølgende,” sagde en af tressernes heltinder – eller var det mig selv? Man vil sikkert kunne hævde, at jeg har levet et slags hippieliv, men udformningen af det stod jeg helt og holdent selv for og fulgte ikke en eller anden modeforskrift fra Paris. Simone de Beauvoir eller Simone de Bovary, som min Midterjon kaldte hende, havde let spil, eftersom der ikke var nogen børn til at hæmme hendes kvindefrigørelse, men alligevel var hun for al tid en kærlighedsfange, havde tidligt knyttet de berømte bånd til Jean-Paul Sartre, den lille, grimme filosofdværg, som samtidig var en af århundredets største hjerteknusere og gjorde kærlighedsforbindelser til en idrætsgren, hvad der affødte en livslang jalousi hos Simone. Det forsøgte hun at kompensere for ved at dyrke det, spøgefuglene kaldte Le Deuxieme Sex, men med ringe succes; det lykkedes hende ikke “at knalde sig væk fra kærligheden”, som man siger på Vestfjordene, og hun endte med at ligge med liget af slamberten, som Julie med sin Romeo. Da havde hun ham endelig for sig selv. Vores ynkelighed kan ikke overdrives, når den, som skulle være vores største leder, aldrig blev frigjort fra manden. Fuld kvindefrigørelse opnås først, når alle mænd er draget ud i deres krig, og risikoen for barnefødsler er drevet over. Så kan vi kvinder leve lykkeligt i en menneskealder og slikke hinanden i skridtet og klappe på kind, men derudover stikke knive i ryggen på hinanden. Sartre og de Beauvoirs forhold blev selvfølgelig i sin tid udbasu­ neret som det moderne forhold mellem mand og kvinde og skulle være et forbillede for alle os andre, men bag paradisfilmen gemte der sig et helvede fuldt af andre mennesker. Der var en tid, hvor jeg var interesseret i dette berømte forhold og havde parret på Yahoo! 38

Kvinden ved 1000.indd 38

20/02/13 13.26


Alert her i garagen. Der forløb næppe en måned, hvor der ikke fremkom nye oplysninger om elskerinder, som havde fået skrammet sjælen efter at have været i hænderne på en dværg eller en dame og nogle gange i begges. Det viste sig, at de to samlevere havde skidt på elever helt ned til under kørekortsalderen og siden skilt sig af med dem, efter at mødommen var taget, så nogle blev drevet ud i selvmord, men jødepigerne i en gasovn. Andre smed de mellem sig som slaskedukker mellem to senge. Til sidst lukkede jeg ned for denne levering af gamle parringsnyheder. Der er grænser for, hvad alderdommen kan tåle af den slags. Jean-Paul og Simone synes at have været en slags tennisspillere, der spillede med sjæle i stedet for bolde. Hvis livet har lært mig en sandhed, så er det den, at kun slyngler kan blive verdensberømte. Og for forfattere synes at gælde, at jo mere uspændende deres værker er, jo mere spændende er privatlivet. Jeg var aldrig så heldig at se hende under min pariserår, men ham gik jeg engang forbi i en lastens hule nær Pigalle, vores øjne mødtes i den trange passage ud til toilettet. Selvfølgelig var der en vis ære i at få et begærligt blik fra så berømte øjne, men jeg fandt intet svar i mine; fik i stedet et uventet billede i hovedet: Hans ansigt forvandlede sig til en mands kønsorganer; sygekassebrillerne hvilede på det næseformede lem og bag glassene sad de udstående øjne – sprængfærdige af sæd. Naturligvis kunne jeg ikke måle mig med de verdensberømte franskmænd i deres bohemmeligske liv, men havde dog mine øjeblikke. Jeg har dog en mistanke om, at min frigjorte livsstil først er blevet almindelig blandt islandske kvinder inden for de seneste år. For nylig faldt jeg over en artikel om Island i et spansk blad, hvor unge isdamer lovpriste lilleputstatens fleksible livsformer, hvor alle kan få børn med alle, for alle er alligevel fosterfædre og -mødre med et hav af børn. Ifølge dette er Island ét stort kollektivt orgie, hvor børn selv kan vælge deres hjem. Jeg venter stadig på kaldet fra disse moderne kvinder og på blomsterbuketten til pioneren, som de kan overrække mig ved en kort ceremoni her i garagen. Bare de ikke tager ekspræsident Vigdis Finnbogadottir med. Hun er så poleret, at hun altid forvandler mig til bæ. 39

Kvinden ved 1000.indd 39

20/02/13 13.26


15

FJORDREJSEN 1962 Mine fotografistudier i Hamborg ebbede ganske langsomt ud. Det lykkedes mig måske nogle gange at “fange øjeblikket”, men dog lykkedes det oftere at fange mig. Jeg traf Kurt og mistede forbindelsen til Art und Party-slænget i St. Pauli, flyttede til sidst ind hos ham og fik arbejde på hans brors bar. Kurt havde en hurtig bil, og vi nød at drøne over Elbens broer og ud i de gule landområder, nogle gange helt til Köln og Amsterdam. Hans far havde været en højt placeret Hitler-mand, og det her var hans måde, og min, til at fræse af sted fra en alt for nær fortid. På tyske autobaner er der ingen hastighedsbegrænsninger. En skønne dag blev jeg dog med Herrens pincet trukket ud af et turbulent ungdameliv på kontinentet og sat ned i en lille, ildelugtende fiskermotorbåd oppe på Island. Og følte mig som Greta Garbo på grønlandsrejse. På grund af hælene havde jeg de største problemer med at knytte mig til tid og sted, og kan først nu se, hvor smukt og smukt det hele var. Mormor Verbjørg fandt pludselig på at lægge sig til at dø. Vi var nok blevet mindre overrasket, hvis fjeldet Esja var forsvundet. Efter hundrede års samvær med bønder og bådførere ved Bredefjord havde hun endelig fået plads som høstarbejder hos “bonden på den sidste gård”, som hun jævnligt kaldte den almægtige. Liget satte man ud i Ranehytten, som, hvad ikke mange ved, er Islands ældste hus, der står med græsmanke mellem gården og bådlandingspladsen. Det var passende, at landets ældste kvinde skulle ende på en båre der. Der fik jeg lov at have en dunkel stund med mormor og følte, at hun ikke var helt forsvundet. Jeg havde set hundrede af lig i krigen, men kun to gange tidligere stået over for en kær afdød. Til trods for at der var gået fire døgn efter hendes død, emmede den slidmagre krop stadig af mormor Verbjørg. Hendes liv sad i den som en kerne af saft i en ellers udtørret blomst. Så længe havde hendes sjæl opholdt sig mellem disse knogler, at den ikke lod sig løsne på en 40

Kvinden ved 1000.indd 40

20/02/13 13.26


enkelt dag. Nogle øjeblikke senere hørte jeg hendes stemme inde i mit hoved: “Ja, ja, så er dagen gået til dun.” Da jeg atter kom ud, blafrede øerne på havet vestpå som slør på en sø; det var et forunderligt syn. Håret blæste mig ind i øjnene, og i det samme kom mor rundt om hjørnet. Hun standsede op, og et kort øjeblik i tidens gang stivnede vi uden for Islands ældste hus. “Hun er så ... hård,” sagde jeg. “Ja, mor var hård,” svarede hun. “Nej, jeg mener ... jeg rørte ved hende, og hun føltes ligesom træ.” Dødsmasken var som en mesterligt udført billedudskæring, og hænderne oven på klædet mindede mest om ældgamle køkkenredskaber. Og ikke den mindste liglugt. Faktisk syntes jeg, at vi burde opbevare hende snarere end begrave hende. Hun var et relikvie, selve den islandske historie. Landets ældste hus var kun dobbelt så gammelt som hende. “Ja,” sagde mor bare og blev stående ved hjørnet af hytten. Jeg kunne ikke nærme mig hende, og vi forblev tavse. Der var hele oceaner mellem os. Livet havde adskilt os i krigens fødsel, og der skulle et hundred år gammelt menneske til at knytte os sammen igen: Endelig tog hun et skridt frem mod mig, og vi faldt i hinandens arme, for første gang siden januar ’41, mere end tyve år tidligere. Alligevel fik jeg ikke lov at stå i den forreste båd på fjordrejsen. Jeg skulle vel opfatte det som en straf at blive placeret i den sidste. Trods omfavnelsen, var mor stadig forbitret på mig, fordi jeg ikke var vågnet op hjemme hos dem på Brædraborgarstig morgenen inden. Da jeg endelig dukkede op hen på formiddagen, havde hun rakt mig drengen i vrede. Noget smukkere end et ligfølge i de bredefjordske dage har jeg næppe oplevet. Kisten stod i den forreste båd i en lang række af både, der i samme kølvand bevægede sig ganske stille fremad mellem skær og brodsøer med kurs mod kirken på Flatø; og som sædvanlig var der det der havblik, som bonden på den sidste gård som regel forlenede den sidste fjordrejse med, og ikke en skindlap af en sky på himlen, som man sagde. Af ren og skær deltagelse havde de fjernblå fjelde på Bardastrand taget opstilling i en lignende række, 41

Kvinden ved 1000.indd 41

20/02/13 13.26


sænkede toppe og tinder og stirrede med forårsforhærdede driver ned i dybet og græd med solens stille smeltebække. “Ja, hun valgte den rigtige dag,” hørte man fra en agterstavn. Der var kommet brændevinsstemning blandt mændene, der altid gerne ville være med til at følge de hedengangne over havet. Det hændte, at de først kom hjem igen efter nogle dage og som belønning fik en kold hustruskulder. “Hvor mange dage og hvor mange mænd skal der egentlig til for at kule en enkelt udøsdjævel ned i usaltet muld og så lige midt i høhøsten?” Mor og Fridrik stod ved kisten i den forreste båd sammen med Eystein og Olina. Jeg kan stadig se mors ansigt for mig på livs-tv’et, på min indre fladskærm: Det kolde og saltholdige udtryk, som altid mindede en smule om en truende bredefjordsk skybanke: Ansigtet snehvidt, håret kulsort og småkrøllet, og hårfint bevæger det sig i den milde sorgbrise, der ånder i hendes indre, mens verdens finest udformede overskæg samtidig fimrer umærkeligt, idet kisten bliver firet ned i jordens lugt. Og, ja, der er jeg så også, iført sørgedragt i tresserstil, med læbestift og laktaske og et stirrende, skuespilleragtigt blik på det splinternye, hvide kors: Verbjørg Jonsdottir, altmuligkone (1862-1962). 16

FRU BREDEFJORD 1862 En altmuligkone. Selvfølgelig i betydningen altmuligmand. Hun var altid karl for sin hat. Mormor Verbjørg blev “påbegyndt og barnefødt” på Staglø, en landhvælvet, brændingsomkranset småø midt i fjorden, som mennesker og både undgik som var den et skær; den ø i Bredefjord, der var sværest at drive gårdbrug på. Og man kunne ikke engang bygge et rigtigt hus der. Nej. Hun kom til verden som søpapegøjens unge, der kravler ud af en jordmørk søpapegøjegang midt på fjorden; et fjordens barn, som aldrig i sit lange liv besøgte fastlandet, men færdedes omkring mellem øerne som en senere tids kvinder mellem mænd. Sådan var mormor alt på en gang: Ung42

Kvinden ved 1000.indd 42

20/02/13 13.26


mø, madamme, frøken og fru Bredefjord, skønt hun faktisk aldrig giftede sig. Engang spurgte Sved-Gunna hende, hvorfor hun kun havde fået to børn. “I al min tid har jeg kun frosset to gange,” faldt svaret. (Måske var hun mere til klit end lem, Gud velsigne det søde væsen). Som tiårig fik hun sit første stenbidernet, og seksten år gammel var hun blevet fisker på Bjarnøerne. Inden det var slut, havde hun som sagt roet i sytten fiskesæsoner der og på Oddbjarnarskær og bællet selvsmeltet hajlevertran med mændene “og det var ikke den slags mandslinge, som byder sig til i dag”. Da hun var hos Thorarin på Svidnurøerne, blev hun engang flodfanget på et skær. Vandet nåede hende op til halsen, da bonden endelig kom for at hente hende. Da sagde hun, mens bølgerne spillede hende om hagen: “Det er nu alt for stort et besvær for dig, kære Thorarin.” Hun fik tidligt en datter, Soley, der døde ung. Det skete på Bjarnøerne. Og fik så helt uventet min mor på sine ældre dage, da hun var blevet “færdig og fyrre”. Efter eget udsagn blev barnet undfanget på havet under fiskeri. “Og en hel fiskesæson roede jeg ud med dette barn under bæltet, indtil jeg kastede det i land på Flatø.” Mor blev aldrig søsyg, en evne som jeg desværre ikke arvede. Min mave er en ærkedansk djævel, erhvervet gennem farmor Georgia, og ikke vant til andet end hestevogne og gyngestole. Men jeg er dog aldrig veget tilbage for at tage fat. Det har jeg i det mindste fra mormor Verbjørg, som ikke kunne andet end at knokle løs, fortalte den fromme ø-pen Bergsvein Skulason mig langt senere. “Hun knoklede løs i hundrede år, din mormor.” For at bekræfte det fortalte han en historie: Engang fik mormor skibslejlighed til Olafsdal, hvor hun havde fået arbejde i høsttiden. Man gjorde et kort ophold i Hrappsø, og den gamle kone blev spurgt, om ikke hun ville benytte lejligheden til at se sig om på øen, som mange synes er den smukkeste i Bredefjord. “Det er der ikke tid til. Leen venter i Olafsdal.” Og så tror folk, at “stress” er en senere tids opfindelse.

43

Kvinden ved 1000.indd 43

20/02/13 13.26


Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2013

Foto: © Hari 2010

”Jeg bor alene her i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat. Og det er rigtig hyggeligt.” I den østlige del af Reykjavik sidder en ældre kvinde i en garage og venter på at dø. I Hallgrímur Helgasons seneste roman har Herbjørg Maria Bjørnsson, også kaldet Herra, med omverdenen gennem internettet. Hendes eneste selskab er en gamle HP-laptop og

med en lang produktion af både billedkunst, romaner,

en tysk håndgranat fra anden verdenskrig.

radiodramaer, skuespil, kulturessays og stand-up bag sig. Han romandebuterede på islandsk i 1990, men det var først

Hun er barnebarn af Islands første præsident, hun tilbragte krigsårene i Danmark og

med 101 Reykjavik (1996), som blev nomineret til

Tyskland og bosatte sig i Argentina, hvor hun blev gift og mistede sit første barn.

Nordisk Råds Litteraturpris, at resten af Europa fik øjnene

Op gennem halvtredserne og tresserne boede hun i Brasilien, New York og Tyskland,

op for ham. På dansk er også udkommet Islands forfatter

hvor hun uddannede sig til fotograf og hang ud med de unge drenge fra The Beatles i

(2006), Stormland (2008) og Lejemorderens guide til et

Hamburg, inden hun flyttede tilbage til Island.

smukt hjem (2010). Hun har været storryger hele livet og fik diagnosen lungecancer i en alder af 63 år.

Kvinden ved 1000° er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2013.

Lægerne gav hende et år, men hun trodsede dem, uden at opgive sin last, og 18 år senere er hun stadig i live. Hun har netop fejret sin 80 års fødselsdag alene, og tanken om endnu en ensom højtid har fået Herra til at træffe sin beslutning: Hun skal herfra inden jul. Hun har valgt kremering og rådført sig med det lokale krematorium om ledige tider i december og om ovnenes temperatur. Mens Herra venter på, at hendes ovn når op på 1000°, fortæller hun sin livshistorie og planlægger sin sidste hævnakt.

www.lindhardtogringhof.dk

Omslag: Mark Airs. Omslagsfoto: © Corbis Corporation

KVINDEN ved 1000°

Hallgrímur Helgason er en af Islands helt store kunstnere

HALLGRÍ MUR H E LGASO N

mistet al forbindelse til sin familie og bor alene, syg og lænket til sengen, men forbundet

KVINDEN ved 1000° H A LLG R Í MUR H E LGA S O N roman

LINDHARDT OG RINGHOF

STORMLAND Hvilken sproglig power! Fascinationen holder side efter side, selv om det ikke er lige kønne og opbyggelige landskaber, Böddi trækker os igennem … -BERLINGSKE TIDENDE

Stormland er skrevet med sproglig vildskab, krasse ordfarver og en ond vitalitet, som står op fra siderne som sorte knytnæver og små pistolskud … smittende, uimodståelig, sort, sørgelig og meget, meget læseværdig. -WEEKENDAVISEN

Læseren er på krogen fra først til sidst i Hallgrímur Helgasons virtuose, rablende morsomme og tankevækkende roman om en ung mand og ensom oprører, som ikke kan holde ud at leve i det moderne underholdningssamfund … en af Islands bedste forfattere. -POLITIKEN

Rasende, og rasende morsomt … -JYLLANDS-POSTEN

Den bedste bog jeg har læst i år. -METROEXPRESS


Kvinden ved 1000 grader