“Du er ti minutter i B.S. Christiansen lige nu, ved du godt det? Jeg kan sgu da sagtens sætte mig for bordenden!” “Fint. Så er der jo ikke noget problem.” “Nej. Det er der ikke.” Henne i sofaen var Laura og Magnus nærmest kommet op at slås, og begge råbte så højt, at Birgitte og Phillip dårligt kunne få ørenlyd. “Unger,” sagde Birgitte vagt, “prøv lige og hør her ... Laura ... lad ham nu være ...” forsøgte hun. “Det var ham, der begyndte!” råbte Laura, mens hun jagtede sin skrigende lillebror rundt i stuen. “Men kan I nu ikke lige ...” Birgittes irettesættelse lød halvhjertet og fik heller ikke ungerne til at holde op. Phillip så på hende og smilede. Så stak han to fingre i munden og piftede højt. Både Magnus og Laura stod pludselig bomstille.”STOP DET DÉR!” råbte Phillip, “hvis I skal slå hinanden ihjel, så gå et andet sted hen. Vi sidder lige og snakker.” Så blev der ro. Phillip sendte Birgitte et let triumferende smil og sagde så næsten hviskende: “Bordenden, Birgitte! Bordenden ...” Birgitte daskede ud efter ham, men kunne ikke lade være med at grine. * “Vi er nødt til at tale med ungerne. Sådan – rigtigt.” Birgitte kravlede ned i sengen ved siden af Phillip, som lå på albuen med den ene hånd under hovedet. “Ja, ja,” sagde han og begyndte at kærtegne hendes skulder. Så bøjede han sig ind over hende og kyssede hende blidt på halsen. Han kærtegnede hendes bryster. “Hvis jeg bliver statsminister ...” Phillip kyssede hendes kavalergang, mens han mellem kyssene kærligt sagde: “Ikke hvis. NÅR du bliver statsminister. Positiv energi, kom.” Birgitte trak sig væk og så alvorligt på ham. “Jeg mener det. Alt bliver anderledes. Min tid. Alt.” “Det ved jeg godt.” Phillip sukkede – den diskussion havde de haft før. “Jeg har snakket lidt med dem. De spørger jo. Om – ting ...” 77
Borgen.indd 77
22/01/13 08.59