JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 40 OUTPUT: Thu Dec 13 11:19:20 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Carlsen/ODT2/147035_Beautiful_creatures_morke_133x210/Materie
der så længe, at magnolietræets glatte stamme ved kanten af gravstedet var vokset ind i den højeste skelsten, så man ikke kunne skelne dem fra hinanden. Og salige. De var alle sammen salige, hvilket betød, at vi var nået til den ældste del af kirkegården. Jeg vidste fra min mor, at det første ord, der var indmejslet i enhver gammel gravsten i Gatlin, var salig. Men da vi kom nærmere, og mine øjne vænnede sig til mørket, vidste jeg godt, hvor den mudrede grusvej førte hen. Jeg kunne huske, at den førte forbi stenmindebænken på den græsklædte skråning med de spredte magnolier. Jeg kunne huske min far sidde på den bænk, ude af stand til at tale eller bevæge sig. Mine fødder ville ikke bevæge sig længere, for de var nået til samme konklusion som mig. Macons evige hvilested var kun en magnolie fra min mors. De bugtede veje fører lige fra dig til mig. Det var en fjollet linje fra et endnu mere fjollet digt, jeg havde skrevet til Lena til valentinsdag. Men her på kirkegården var det sandt. Hvem ville have troet, at vores forældre, eller det nærmeste Lena kom på en, skulle være naboer i graven? Amma tog min hånd og førte mig hen til Macons store gravsted. „Rolig nu.“ Vi gik inden for det taljehøje sorte rækværk omkring graven, noget, der i Gatlin alene var forbeholdt de bedste gravsteder, de dødes svar på et hvidt stakit om villahaven. Nogle gange var det faktisk et hvidt stakit. Men det her var i støbejern, og den skæve låge gik ind i det tilgroede græs, når man åbnede den. Macons grav syntes at have sin helt egen atmosfære, ligesom Macon selv. Inden for rækværket stod Lenas familie: Bedstemoren, tante Del, onkel Barclay, Reece, Ryan og Macons mor, Arelia, under den sorte baldakin på den ene side af den udskårne sorte kiste. 17