Page 1

Artikel fra

2013-4

Kongemosen og teglvĂŚrkerne i Hvam og SkrĂŚ

Red.: Arne Christensen


P-NYT

Resterne af den store Kongemose, som de tyske kolonister og deres efterkommere har haft kongeligt privilegium til at udnytte i næsten 200 år

P-NYT uddeles til efterlønnere, tressere, yngre og ældre pensionister i den gamle Karup Kommune 21. årgang Nr. 4 December 2013


Kongemosen og teglværkerne i Hvam og Skræ

Kongemosevej, hvor kommer det navn fra? I Frederiks findes en vej med navnet Kongemosevej. Hvor kommer det navn fra, og hvor ligger den Kongemose, som vejen har navn efter? Navnet på mosen ses ikke ofte på nutidens kort, men når man ved det, er det let at finde: Hvis man fra Kongemosevej i Frederiks sigter cirka 4,5 km i stik østlig retning, vil man ende i Kongemosen, som ligger midt i området mellem Lysgård, Sjørup og Neder Hvam. Vi må desværre straks notere, at Kongemosevej i Frederiks, som indtil kommunesammenlægningen i 1970 bar navnet Østergade, har ingen virkelig relation til Kongemosen. Nogle har ment, at det var

ad den vej og dens forlængelse over markerne og videre ad Trehusevej, som folk i Frederiks kørte, når der skulle hentes tørv i Kongemosen. Det er der ikke noget, der tyder på. Hvis man tyder de gamle luftfotos (1954), så er vejen østud mod Stendal plantage og til Kongemosen derimod gået ud ad Skovvej og derfra via markveje og enten igennem Stendal plantage eller, nok mere sandsynligt, ad Trehusevej forbi Sjørup til Kongemosen. Den Kongemosevej, som med størst ret kan gøre krav på navnet, er vejen fra Havredal igennem Stendal plantage og til Kongemosen. Den del af vejen, som i dag ligger i Silkeborg kommune, hedder stadig Kongemosevej og fører ganske rigtigt til Kongemosen.

3


Og hvad er så historien bag navnet? Som så meget andet i Frederiks og egnen her omkring, kan vejens og byens tilknytning til Kongemosen føres tilbage til de tyske indvandreres kolonisering af området. Enorme arealer, og heriblandt området med mosen, var ejet af herremanden på Hald Hovedgård, den af befolkningen ilde ansete landsdommer Frederik Schinkel. Ilde anset var han, fordi han behandlede sin fæstebønder med hensynsløshed, og den nye tids tanker om bondens frigørelse, havde han slet ingen forståelse for. Schinkel havde købt Hald i 1750, og han fik godset drevet frem til et mønsterværk i lighed med fordums storhedstid, hovedsagelig på bekostning af sine fæstebønder, men også mange andre.

Skræ og det andet i Hvam, begge anlagt i den yderste kant af istidsrandens morænebakker, hvor der kunne findes brugbart ler, og dermed så tæt på Alheden, som det var muligt; nærmere Alheden var der simpelthen ikke ler at finde. Begge værker var meget simple anlæg, som efter Joh. Gottfried Erichsens beskrivelse kunne ”bestå i en tegllades opbygning og nogle få og ringe redskabers og tvende gamle hestes anskaffelse samt en faldovn, som graves i en bakke”. Hestene skulle bruges til ælte leret med hovene ved at gå rundt i leret, bundet i et åg til en stolpe midt i leret, eller måske havde man lavet et lukket ælteværk, som hestene skulle trække rundt.

Da man i 1760 skulle i gang med at bygge gårde til kolonisterne, manglede man både træ, sten og ler. Både Schinkel på Hald og Friedenreich på Palstrup, som også ejede Neder Kærsholm i Thorning, var afvisende over for amtmandens krav om at levere de ønskede materialer. Schinkel ville ikke levere sten, selvom han angiveligt i Sjørup skulle have så mange sten liggende i dynge, ”at 50 vogne ikke skulle køre dem bort på en gang”, som amtmanden indberettede. Med store armbevægelser og lange jerimader måtte begge herrer dog føje den enevældige konge, hvis vilje var landets lov (”…efter Deres Exell. og høje herrers

nådige og gunstige skrivelse skal jeg til Deres kgl. Majestæts allernådigste intention med Alhedens bebyggelse etc. at befordre vise mig udi alle mulige tilfælde allerunderdanigst villig og redebon samt ingenlunde nægte at afgive de rekvirerede sten og ler…”). Teglværkerne Det ler, man rekvirerede, skulle anvendes til at lerkline husene. Men da det umiddelbart før byggeriets start ved kgl. resolution blev bestemt, at bindingsværket skulle være af norsk fyr, og at der skulle være mursten i tavlene, blev det i stedet nødvendigt at opføre 2 teglværker, det ene i 4

Teglovnen kunne være gravet ind i bakken og opbygget som denne gamle ovn, der blev afdækket intakt sidst i 1930’erne ved Bruunshåb teglværk (set ovenfra med indfyringåbninger til højre).

Teglværkerne i Hvam og Skræ skulle levere sten til byggerierne i Havredal, Grønhøj, Frederiksdal (Kompedal) og Frederiksmose (Gråmose). Inden juli måneds udløb i 1760 var begge værkerne i gang, og fungerede tilfredsstillende, skønt det kunne knibe med at præstere sten nok, da byggeriet var på sit højeste. Da man besluttede også at bygge kolonier i Julianehede og Christianshede i Bording sogn, blev der ved gården Nørlund som ligger ca. 1,5 km nord for Bording


Kirkeby, anlagt et tredje teglværk, der fik navnet ”Frederiksværk”. Det er tydeligt, at værkerne i Hvam og Skræ allerede havde fuldt op at gøre, for da man skulle bygge teglovnen ved Nørlund, så man sig nødsaget til at købe stenene dertil fra Schinkels teglværk på Hald! Der skal bruges mange tørv Som brændsel til teglovnene leveredes trærødder fra Avnsbjerg skov, men man blev snart nødt til at finde andre muligheder. Ikke langt fra teglværket i Hvam lå en stor højmose med et flere meter tykt tørvedynd, hvor der kunne skæres tørv. Ejeren var - igen - Frederik Schinkel! Han havde nødtvungent måttet affinde sig med, at stenene i Sjørup blev afhentet til brug ved kolonibyggeriet, og nu fulgte så kommissærernes begæring om at skære tørv i hans mose. Det var krav, som det nok har været svært for den rethaveriske herremand at acceptere. Men da han jo måtte bøje sig for realiteterne, valgte han rollen som den tjenstvillige undersåt i forventning om at få sin gode vilje honoreret ved en senere lejlighed. I et brev til chefen for Rentekammeret skriver Schinkel, at han har ofret det halve af mosen (som nu havde fået navnet Kongens mose) ved Lysgård til fabrikkens brug for Alheden og tilbyder nu, at han vil overlade hele mosen og mere til, så ”hederne ikke skulle opgraves og blive u-tjenlige til agerland”. Og dette, som han skriver, endskønt den importante mose er en stor herlighed ved mit gods og kunne indbringe en god sum penge ved tørveskær til Viborg købstad. For alt dette udbeder han sig kun ”den lykke, at

Deres Majst. måtte refereres min redebonhed, så jeg kunne leve forsikret om

Kort over mosen, 1815

kgl. nåde og forhåbe i tiden at nyde min hovedgård Hald slot og underliggende gods privilegeret til et baroni.” Det lykkedes dog ikke Schinkel at blive ophøjet til baron og adelsstanden, men han måtte tage til takke med en titel som etatsråd. (Det skal bemærkes, at flere skriftlige kilder og avisartikler angiver, at Kongemosen skulle have være ejet af Steensen på Aunsbjerg, men da Vald. Andersen i sin bog henviser til og ordret gengiver Schinkels korrespondance med Rentekammeret om mosen, må det anses at være korrekt, at det var Schinkel på Hald, der ejede mosen). Kongens mose var et værdifuldt aktiv, som Alhedens beboere dermed fik rådighed over. Efter at teglværksdriften i Hvam var påbegyndt i sommeren 1760, gravedes der fra juli til oktober 3.428 læs tørv i mosen. Selv om datidens læs var små, så var det en betydelig mængde, og den følgende sommer var der vel brug for noget lignende. Det har været en 5


dingen til 1764. Der blev i de fire år gjort et kraftigt indhug i mosen. Teglværket i Hvam Et teglværk i Hvam, hvem havde hørt om det? Beskrivelserne stadfæster, at det har der altså været, og endda flere. Men det teglværk, der blev anlagt i forbindelse med byggeriet til kolonisterne, blev placeret på en grund, der tilhørte Steensen på Avnsbjerg. Men hvor har det så ligget?

1880

1901 voldsom belastning for de studetrukne og tungt læssede vogne at age op ad de sandede og stejle hulveje fra Kongemosen og hjem over hedefladen, hvor Stendal plantage nu ligger. Nogle læs kunne være så store, at der måtte fire stude for vognen for at kunne trække læsset.

Efter det angivne standsede driften af teglværket i Hvam i 1762 , mens et andet i Skræ, der sikkert også fik tørv fra Kongens mose, fortsatte bræn6

Ved et nærmere kig på gamle kort fra sidst i 1800-tallet ses på en position ved området Overhvam angivet et Tglv (= teglværk) og en tydelig lergrav. Sammenholdt med nutidens kort ses det, at adressen er Kongemosevej 27, og så viser det sig minsandten, at ejendommen på adressen bærer navnet ’Teglbrændergaard’! Jeg har ofte passeret forbi der og har bemærket navnet, men først nu kan det sættes i den rette sammenhæng: Det er netop her, teglværket i Hvam lå i årene 1760-62. Altså i den gamle betegnelse Over Hvam, og ikke i det, som vi i dag kender

2011


talt af ældre personer på egnen, at lokalbefolkningen har fortsat med at bruge ovn og tørrelade til fremstilling af mursten, og efter det oplyste skulle Teglbrændergaarden, hvis senere bygninger er opført i 1910, og andre gårde i området været opført med teglsten, som er brændt i det gamle teglværk.

Et reliefkort viser tydeligt de omfattende udgravninger i skrænten overfor stedet, hvor teglværket lå

som Hvam – og som rettelig hedder Neder Hvam. Det har jo nok heller ikke været en stor fabrik, som de teglværker vi i eftertiden er blevet kendt med. Der har faktisk været mere end 2800 teglværker i Danmark, hvoraf langt de fleste har været små og midlertidige i nær tilknytning til et større byggeri. I dag er der færre end 20 tilbage. På lokaliteten i Over Hvam kan der i terrænet tydeligt ses den nu næsten udtørrede lergrav samt de store områder i skrænten, der er mærket af lergravningen. Af teglværkets bygninger og ovn er der for en lægmands øjne ingen tydelige spor (men de skal nok være der), hvilket heller ikke er så underligt, hvis man skal holde sig til de beretninger, der fortæller, at teglværket blev nedlagt for 250 år siden efter kun 2 års produktion af sten til kolonisternes huse. Men det ser ud til, at teglværket fortsattedriften Noget tyder imidlertid på, at teglbrændingen i Hvam alligevel ikke blev stoppet helt efter at produktionen af sten til kolonierne var ophørt, for helt frem til Matrikelstyrelsens kort fra 1901 er der fortsat afmærket bygninger på stedet, hvilket formodentlig ikke ville være gjort, hvis bygningerne ikke stod der. Vi er også blevet for-

Gamle optegnelser fortæller, at Teglbrændergården, som ligger på Matr. 1b, blev bygget af Laust Glud, som havde udstykket parcellen fra Matr. 1, som han tidligere ejede. Laust Glud solgte i 1857 til Johan Brauner (1826-1911) fra Ulvedal. Johan Brauner var, som det anføres, ”en dygtig mand, der ombyggede Husene og i mange Aar drev et Teglværk, som lå på Marken”. Igen en klar tilkendegivelse af, at teglværket fortsat var i drift op imod 1900-tallet. Men i dag er der som sagt ingen synlige spor efter teglværket - kun de tilhørende lergrave. Hvis teglovnen i Hvam har været i brug helt op imod 1900, må den til gengæld have været en af de sidste fungerende i landet, for Skov– og Naturstyrelsen oplyser (Danmarks Ruiner/Teglovne), at en af de sidste middelalderlige, såkaldte enspænderovne, var en ovn ved Ølgod, som var i brug så sent som år 1900. Teglværket i Skræ I Skræ, hvor al jord på den tid hørte under Neder Kærsholm ved Thorning, er der ikke på selv de ældste kort eller på matrikelkort nogen antydning af et teglværk, så det er uden tvivl nedbrudt og forsvundet ret hurtigt efter 1764. Kun i Vald. Andersens bog ”Kolonikirken på Alheden” findes et kort, angiveligt fra 1872, hvor der tydeligt er angivet ”Teglbr” hvilket ikke kan tydes som andet end Teglbrænderi. Det har efter det angivne været beliggende på marken lige syd for gården Bangshåb. Når vi nu ved det, hvor har man så hentet leret til brug for teglbrændingen? Nord for Ulvedalsvej, lige før den krydser A13, er der et større moseagtigt område, 7


netop afsat et 3.000 m2 stort område med betegnelsen ”Lergravene” og ”Fælles lergrave”, både med symboler og med tekst. Området er på matrikelkort helt op til vore dage fortsat afmærket som fælles lergrave, og ejeren af gården, som ligger op til området, fortæller da også, at netop dette område er meget lerholdigt, og at der er ingen tvivl om, at der her er gravet ler gennem mange mange år.

som godt kunne have været den tilhørende lergrav, men på alle gamle kort er området navngivet som ”Flodmose”, så det er nok mest sandsynligt, at det altid har været mose. Syd for vejen er der flere vandfyldte områder og nogle bakker, som ifølge den nuværende ejer af Bangshåb er lerholdige; fra disse områder kan der sagtens være gravet det ler, som teglværket brugte. Men faktisk er der på 2 gamle kort, dels et kort over Skræ med tilhørende jorder fra 1790, før udskiftningen, og dels et opmålingskort fra 1820 og i øvrigt også på senere matrikelkort

8

Selv om man brugte ler til både bindingsværk og gulve i huse før kolonisterne, så passer stedet ret godt med, at det er noget af det nærmeste istidens morænebakker strækker sig mod Alheden, og hvor man derfor har haft mulighed for at finde nok ler til at forsyne et teglværk. Det må derfor anses for overvejende sandsynligt, at den gode kvalitet ler, der findes her, helt naturligt er den lergrav, der er blevet anvendt af teglværket i Skræ. En del af det udgravede område er senere blevet fyldt op med overskudsjord, da den nye Ulvedalsvej blev bygget, men udgravningen ses fortsat tydeligt på stedet og også på højdekort. Gårdejeren bruger jorden til græsning, og selv den dag i dag har han ikke papirer på området, så det er fortsat matrikuleret som ”fælles område”, selv om det ikke længere bruges som lergrav.


Tørreladens tag genbruges til Frederiks kirke At teglværket i Skræ er nedbrudt efter få års brug stemmer godt med, at teglværket allerede ved etableringen var forudset en kort levetid og derfor er opført med flytning eller anden anvendelse for øje. Der var almindelig enighed om, at teglværkets tagkonstruktion kunne komme til nytte ved det forestående kirkebyggeri til kolonisterne, som skulle gå i gang i 1765 og placeres præcist i en afstand af 1542 favne til hver af kolonierne i Havredal og Grønhøj. Reliefkort af lergraven

Tørreladen i Skræ var 48 alen (22 meter) lang, og det var så den størrelse, som den nye kirke fik! Byggeriet blev gennemført 9


med at skære hedetørv på deres jorder, som jo derved ville blive forringet til dyrkning, som også Schinkel havde nævnt i sit brev. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Kolonisterne var ikke synderligt tilfredse med Kongemosens tørv, og skønt tørveskær i heden egentlig var forbudt, blev hedetørv skåret og anvendt i stort omfang. Desuden fandt man snart ud af, at der i Høgild mose ved Karup å fandtes tørv af bedre kvalitet. Måske var det en tørrelade som denne (fra Ans), der blev genbrugt til Frederiks kirke?

som planlagt, og kirken stod færdig til indvielse i april 1766. Men tagarbejdet var ikke godt lavet, og vindens pres på det skrøbelige tag var en hård belastning, så besparelsen ved genbrug af taget fra teglværket i Skræ, måtte i eftertiden betales mangedobbelt i form af uafladelige reparationsudgifter. Murstenene til bygningen af Frederikskirken kom altså fra teglværket i Skræ samt fra teglværket ”Frederiksværk” ved gården Nørholm, som ligger ca. 1,5 km nord for Bording Kirkeby. Da sidstnævnte teglværk brændte og derefter blev nedlagt i 1765, blev et større lager af sten transporteret til kirkebyggeriet på Alheden. En transport af byggematerialer, som i vore dage lyder enkelt, men som var en stor byrde for bønder både i omegnen og længere væk, der af amtmanden i kongens navn fik ordre til at møde med deres køretøjer. Man kunne ikke undslå sig, og kørslen skulle udføres uden nogen form for vederlag. Alle materialer skulle hentes langvejs fra, og alene stenene til Frederikskirken ville kræve 500 vognlæs. Mosen efter teglværkernes ophør Efter teglværkernes ophør havde kolonisterne i Havredal og Grønhøj fortsat rådighed over mosen, og der blev fordelt tørv i forhold til den enkelte gårds hartkorn mod en ganske beskeden afgift. Meningen var, at de skulle bjerge deres brændsel i Kongemosen og lade være 10

Men det er klart, at kolonisterne i Havredal og Grønhøj i mange år derefter har vidst at udnytte tørvene i Kongemosen, selv om der iflg. Vald. Andersens bog ”Fra Alheden” ikke er optegnelser herom, før der i 1797 blev ansat en skovrider ved Stendalgård, som fik tilsynet med Kongemosen. Herefter viser indberetninger og retssager, at udnyttelsen ikke har været uden skærmydsler, både imellem kolonisterne i Havredal og Grønhøj og i kolonisternes forhold til de danske bønder i området. I 1810 anmeldte sognefoged Georg Winkler i Havredal til skovrider Michaelsen, at nogle beboere i Grønhøj ”havde ladet grave tørv i Kongemosen til halvs med nogle danske”. Der var tydeligvis skel mellem kolonisterne i Havredal og i Grønhøj. Havredal havde et lille forspring i udviklingen frem for Grønhøj og ville gerne fastholde dette, og når det var sognefogden i Havredal, der frembragte klagen, var det sikkert også, fordi denne by udnyttede Kongemosen stærkere end de fjernere boende folk i Grønhøj. Skovrider Michaelsen lod oplæse en plakat ved Frederiks kirke,” at ingen kolonist måtte lade grave tørv i mosen til halvs med danske fra andre sogne”. Men de skal have hørt på plakaten med hånlatter og sagt, at mosen var deres, og de kunne vel gøre med deres tørv, som de ville. Michaelsen mente, at med den hast som tørvene blev gravet og fjernet ”så vil Kongemosen om få år blive rent opgravet”. Forstinspektør Brüel mente, at der måtte


Kongemosen fortsat...

gemosen til fire landmænd i Over Hvam.

føres bedre kontrol med mosens udnyttelse og foreslog, at tørvene for fremtiden ikke solgtes læssevis men efter sættepladsen. Af en plads på 80 kvadratalen skulle kolonisterne betale 3 rdl. 3 mark, mens alle andre uden undtagelse skulle betale det dobbelte. I det omfang, der blev handlet med tørvene, syntes det i øvrigt at have været almindeligt, at kolonisterne lod de danske tørvegravere få de øverste dårlige tørv, mens de selv forbeholdt sig de dybest liggende, der havde større brændselsværdi.

De fire nye ejere har i alle år haft en særlig tilknytning til mosen: Det offentlige har nemlig alle dage villet have sin del, men da Kongemosen i sin tid blev overdraget til Kongen, manglede man nogen til at betale jordskatterne. Kolonisterne var fritaget, så man fandt ud af, at man kunne rette bager for smed, hvorfor fire landejendomme i Over Hvam uden videre blev pålagt at betale skat for området imod, at de fik overladt græsningsretten til de områder i mosen, hvor der ikke blev skåret tørv. Denne forpligtelse til at betale skat af mosen har hvilet på ejendommene i mange slægtsled, så det må vel siges at være helt rimeligt, at netop disse ejendomme i 1956 blev ejere af Kongemosen.

Tørveskær igennem 200 år Bekymringen for, at Kongemosens tørv hurtigt ville blive opbrugt, skulle vise sig at være ubegrundet. Mere end et århundrede efter Michaelsens tid kunne Alhedens beboere endnu for billig betaling hjemtage store læs af de lette tørv. Men i 1956 var det dog slut. Staten, som siden 1760 havde været den egentlige ejer af området, og som havde administreret ejerskabet gennem Viborg Skovdistrikt og skovriderne på Stendalsgaard, opmålte Kongemosen i fire store parceller og et par små og solgte så Kon-

Det ejendommelige ved handlen var, at den århundredgamle ret, som kolonisternes efterkommere havde til at skære tørv om sommeren, fortsat skulle stå ved magt, og de nye ejere af mosen har måttet indgå på den forpligtelse, at der hver sommer efter visse regler uden vederlag må finde tørveskær sted i Kongemosen, men kun for efterkommere af kolonisterne i Frederiks og Havredal! Nye ejere Børge Duch, som bor i Neder Hvam og i dag er ejer af en af parcellerne i mosen, fortæller: ”Omkring 1963-65 blev alle fire parceller solgt videre til 3 personer, alle uden for landbruget. Jeg købte en parcel, og de to andre nye ejere boede i hhv. Almind og Vium. Disse personer og deres efterkommere er fortsat ejere af Kongemosen.

Matrikelkort 1973

32

Det er rigtigt, at tørvegravningen fortsatte til et godt stykke efter 2. verdenskrig, for under


krigen blev der gravet en masse tørv i Kongemosen af kolonisternes efterkommere. Da boede de simpelthen deroppe i hytter, hvor de både sov og lavede mad. De havde heste og vogne og elektriske drevne tørveværker til at trække tørvedyndet op af graven. Det var næsten en hel industri. Men da jeg købte en parcel i mosen, var der ikke længere tale om, at kolonisternes efterkommere havde ret til at grave tørv. Jeg mener, at det kun gjaldt for et bestemt åremål, efter at staten havde afstået mosen, så den gamle bestemmelse må være ophævet inden jeg købte. I dag bliver området kun anvendt til rekreative formål og en smule jagt. Det er et rigtig dejligt naturområde” Svend Aage Mortensen, som bor yderst på Stendalsvej lige efter Stendal Plantage, hvor Stendalsvej går ind i Silkeborg kommune og ændrer navn til Kongemosevej fortæller: ” Vi kom her på gården i 1952, og da mindes jeg, at folk kom cyk-

lende og kørende med hestevogn her forbi. De skulle ud til Kongemosen og grave tørv eller vende tørv. Og det var ikke længe efter, at der dukkede enkelte af de små Porche-traktorer op, som naturligvis også blev brugt til at køre tørvene hjem. Dem, der ville hente tørv, skulle melde sig til skovrideren inden 1. april hvert år og angive, hvor meget tørv, de ville have. Jeg kan godt huske navnene på de fire nye ejere af Kongemosen, og jeg mener faktisk, at de trak lod om de fire parceller, og at et par af dem senere byttede, for at få områder, der lå bedre i forhold til deres øvrige ejendom. ” Hermed slutter vi beretningen om Kongemosen og de tilsluttede teglværker. Selv om vi har forsøgt, så er det jo langtfra den fulde historie, så hvis nogle af vore læsere kan bidrage med flere informationer, vil red. meget gerne høre om det.

Kilder: Vald. Andersens bøger ”Fra Alheden”, og ”Den jyske hedekolonisation” Vald. Andersens artikel ”Kolonikirken på Alheden” i Århus Stifts årbog 1965 Viborg Stifts Folkeblad Blicheregnens Museumsforenings årsskrift Hardsyssel Årbog 1967 Fra Viborg Amt, Årbog 1958

Ved du?

- at Alhedens Borgerforening i Frederiks har en hjemmeside med en kalender, hvor byens begivenheder kan findes. Det vil sige - naturigvis kun de begivenheder, som kalenderen er blevet oplyst om! Derfor - planlægger du en begivenhed, så check ind på kalenderen og se, om der andre begivenheder samme dag. Er du ansvarlig for, eller kender til en begivenhed, så give besked til kalenderen. Brug beskedformularen på forsiden. Check ind på www.alhedeborger.dk 33

Profile for Arne Christensen

Kongemosen og teglværker i hvam og skræ  

Kongemosen og teglværker i hvam og skræ  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded