Page 1

Artikel fra

2020-1

Graver og kirketjener i Frederiks Kirke

Red.: Arne

B.Christensen


Graver og kirketjener i Frederiks Kirke Vi har haft en snak over en kop kaffe med Helle og John Lauth, som er gravere og kirketjenere i Frederiks Kirke og tillige ægtefolk. Måske nogle af vore medlemmer er nysgerrige på, hvad de jobs egentlig indebærer, så læs med her... Begyndte som graver i 1997 John: ”Jeg begyndte arbejdet som graver i Frederiks i november 1997. Jeg havde en måneds oplæring sammen med den gamle graver, og derefter skulle jeg klare mig selv, så det var lidt af en udfordring. Jeg kørte egentlig som entreprenør i hele Jylland, hvor jeg kørt gummiged og andre store maskiner, og det var fra 5 morgen til en 7-8 stykker om aftenen. Det gjorde jeg gennem 20 år, og det gik jo noget ud over familielivet.

Det var Helle, som så, at der var opslået en ledig stilling som graver ved kirken her, og det mente hun, at jeg skulle prøve. Jeg var noget tøvende, for jeg kom næsten aldrig i kirken, så jeg var måske ikke den rette, tænkte jeg. Men jeg sendte da en ansøgning af sted, og det endte med, at jeg fik jobbet. Helle: ”Vi havde købt gården her på Trehusevej i 1983 med en kæmpestor have, og vi var også med i Haveforening, så menighedsrådet regnede nok med, at det kunne John sagtens klare, når han også havde mange års erfaring med at arbejde med jord og redskaber”

Helle og John Lauth 6


John: ”90 procent af arbejdet er jo jordog gartnerarbejde, og meget af det kan man nok i forvejen. Men så er der også obligatoriske kurser, som man skal på, og der er kompetencegivende kurser, som man kan vælge tage hen ad vejen. Og det har jeg så gjort for at blive dygtigere og blive det man kalder tillært gartner, hvilket også indebærer lidt mere i lønposen.” I gang med arbejdet Jeg kom så i gang med arbejdet som graver. Næsten samtidig skulle vi have ansat en ny medhjælper, men da hun stoppede efter 2 år skulle vi igen have ansat en ny, og der var det så, at Helle kom ind i billedet. Hun var ellers ansat på halv tid på Flyvestationen men var alligevel meget af tiden hernede på kirkegården og hjalp mig med forskelligt, så hun fik stillingen som graverassistent.”

Helle: ”Jeg er undergraver, plejer jeg at sige! Stillingen er på 32 timer ugentlig, mens John er fuldtidsansat. Min tid er normalt lagt sådan til rette, at jeg bruger 37 timer ugentlig om sommeren, for det er der, der er mest at lave, og så afspadserer jeg de overskydende timer i løbet af vinteren. Det er aftalt med menighedsrådet, og det fungerer rigtig fint. Vi finder selv ud af fordelingen, for vi ved jo, at der er ting, som skal laves og være færdig til bestemt tid, og så må vi bruge den tid, der er nødvendig, og så afspadsere, når der er tid til det. I sommerhalvåret har vi også en gravermedhjælper på en 1000 timers aftale dels for at hjælpe med arbejdet men også som ferieafløser, så John og jeg har en chance for at kunne holde ferie sammen.”

7


Gravning af grav foregår ikke kun med håndkraft. Tidligere var graveren ansat efter et regulativ, et meget stift system, hvor det klart fremgik, hvad graveren skulle lave, og hvor megen arbejdstid, der var afsat til hvert enkelt stykke arbejde. For en del år siden blev det ændret, så i dag er graveren overenskomstansat, så nu kan menighedsrådet og graveren selv finde frem til arbejdsopgaver og prioritering af opgaverne. Menighedsrådet har et kirkegårdsudvalg, som udstikker de overordnede retningslinjer og man har udpeget en kontaktperson, som varetager den daglige forbindelse til graveren. Begivenheder som begravelser, bryllupper, dåb m.v., skal naturligvis afholdes efter det aftalte, og gravstederne, som folk har betalt for, skal være i orden, men i den daglige fordeling og prioritering af opgaverne kan graverne i udstrakt grad selv tilrettelægge arbejdet, og de er som fagfolk nok også bedst til det. Helle: ”Det er dejligt, at der er fleksibilitet fra begge sider, og det virker fint, når vi som her i Frederiks har gode arbejdsfor8

Foto: Carl-Gustav Christensen

hold og kommer godt ud af det med hinanden.” John: ”Jeg har så haft jobbet i 22 år, og jeg kan sige, at der ikke har været en eneste dag, hvor jeg har været træt af at gå på arbejde, så hvis kroppen kan holde til det, så har jeg ingen planer om at stoppe lige foreløbig. Jeg gik temmelig meget ned i løn i forhold til, hvad jeg tidligere havde tjent, men det indretter man sig jo efter, og når så vi begge er glade for arbejdet, så er det bare det rigtige.” Helle: ”Nu havde vi jo også været rigtig langt nede med hensyn til indkomst, for John havde været sygemeldt i 3 år, da han næsten fik rykket sin højre arm af!” Det lyder dramatisk, og det har det da også været, kan man forstå, så det må vi da høre lidt mere om: En skrækkelig ulykke John: ”Jo, det er rigtigt nok. Armen var faktisk rykket af, for den hang bare i nogle kødstumper, og knoglen i overarmen var knust til småstykker. Det var en grussorterer, som gjorde det i 1988. Jeg var ved at


I gang med grandækning gøre den ren, men så smuttede skovlen, og jeg mistede balancen så valsen fik fast i hånden og rykkede hele armen ind. Jeg sad fuldstændig fast og var overbevist om, at nu var det slut, for maskinen kørte stadig, og jeg var helt alene derude. Ingen kunne høre eller se mig. Helle:” Jeg var aldrig helt tryg ved det arbejde i grusgraven, så jeg havde fået John til at love, at han ville ringe, hvis han ikke ville være hjemme til normal tid. Da han ikke ringede, ringede jeg jo til entreprenøren, men han slog den hen og mente, at han var nok bare blevet forsinket af noget. Da der var gået en time mere, så ringede jeg igen og forlangte, at nu skulle der ske noget. Så kørte han ud til grusgraven og fandt John, hvor han efterhånden havde siddet fast i maskinen i mere end 3 timer.” John: ”Da jeg fik armen ind i maskinen kunne jeg høre overarmen knække 4-5 steder. Efter nogen tid holdt det op med at gøre ondt, men jeg var jo bange for helt at

Foto: Carl-Gustav Christensen

ryge med ind, eller den skulle rive armen fuldstændig af, så jeg måtte prøve at finde på noget for at få skidtet stoppet. Jeg kunne akkurat nå strømkablet med den frie hånd, men det var umuligt at rykke det ud af elskabet. Jeg kunne ikke se mig omkring, men jeg følte mig frem til en stor sten, som jeg lagde kablet på, og begyndte at hamre på kablet med en anden sten. Men jeg kunne ikke hamre det i stykker, så bukkede jeg det sammen og hamrede det mod skabet, for jeg håbede at få isoleringen af, så sikringerne ville gå, men det lykkedes heller ikke, men da jeg igen havde hamret med stenen nogle gange, så gav det et ryk i hele kroppen og maskinen gik i stå! Det var i februar måned og pivkoldt, men nu kunne jeg slappe af og vente på, at der kom nogen og fandt mig. Jeg havde lige fået en ny jakke i bævernylon, og det var sådan set nok den, der reddede mig fra at miste hele armen og livet den dag. Da ambulancen kom, turde de ikke skære mig fri, før der kom en læge til 9


Helle har lavet en kreativ pynt til julen stede. Jeg var holdt op med at ryge, men da redderne kom, så skulle jeg alligevel have en smøg. Helle: ”Ambulancefolk og læge gjorde det klart, at armen skulle amputeres, for den kunne ikke reddes. Men så var det så heldigt, at på Herning Sygehus blev han behandlet af en læge, der lige havde været på kursus og lært noget nyt, så han ville gerne prøve at redde armen. Så det er kun hans indsats, som gør, at John i dag har begge arme. Overarmens knogle, muskler og hud er bygget op af ting, som er taget andre steder på kroppen. Genskabelsen af overarmen tog 2 uger i Herning og 7 uger i Århus og dertil en masse genoptræning.” I gang med genoptræning John: ”Jeg er fuldt funktionsdygtig med armen og hånden i dag. Finmotorikken er lidt væk, men der bruger jeg så venstre hånd. Jeg kan slå søm i og skrive med både venstre og højre hånd, og det kunne jeg faktisk ikke før! Jeg er lidt stædigt anlagt, så jeg lærte 10

Foto: Carl-Gustav Christensen

mig selv at skrive med venstre hånd ved at skrive af efter en telefonbog, side efter side. Efter en 3 dages tid begyndte jeg selv at kunne læse, hvad jeg skrev, og 3-4 dage senere kunne også andre tyde mine tegn, så det gik hurtigt fremad. Det gik ikke helt så hurtigt med den ødelagte arm. Der gik et helt år, før jeg pludselig opdagede, at jeg kunne bevæge tommelfingeren, men derfra gik det støt fremad med genoptræningen. Jeg blev egentlig tilkendt fuld invalidepension, men det gad jeg simpelthen ikke, hvis det kunne undgås, så jeg er da glad for at jeg har kunnet genoptræne til igen at kunne passe et arbejde fuldtud. Klokkeringning med håndkraft Udover arbejdet som graver, så har Helle og John også funktioner som kirketjener med at klare alt det praktiske og de faste daglige ringninger. Som et at de få tilbageværende steder foregår det i Frederiks Kirke stadig ved manuel ringning. Der er ikke noget med blot at trykke på en knap eller fjernbetjene via telefonen, her står Helle og John hver dag kl. 8 og 16 og


trækker i klokkestrengen. Dog om søndagen er det kun til gudstjenesten. Helle: ”Enkelte gange ved fødselsdage og lignende kan ringningen lørdag eftermiddag godt komme lidt i vejen for andre gøremål, men det er ikke noget, vi syntes er et problem, og andre dage er vi alligevel på arbejde i kirken fra 8 til 16. Vi bor jo heller ikke så langt væk, og når vi kan afløse hinanden, går det sagtens, så på den måde har vi reelt aldrig haft en samlet sygedag. Det er lidt sjovt, for med den manuelle ringning kan de, der lægger mærke til det, godt høre, om det er John eller mig, der ringer.” Lukket af Arbejdstilsynet Vi får fortalt, at den klokke, som nu står foran kirken, tidligere var ophængt i en klokkestabel nord for kirken og blev brugt til klokkeringning, men den blev lukket ned af Arbejdstilsynet. John: ”En morgen, jeg skulle til at ringe, kom der en pæn herre gående med en mappe under armen. ”Godmorgen hr. Lauth”, sagde han,” jeg kommer fra Arbejdstilsynet, har De noget imod, at jeg foretager en støjmåling, når De ringer med klokken?” Det måtte han selvfølgelig gerne. Han stillede sit apparatur op, og da klokken var 8, begyndte jeg at ringe. Da jeg var færdig sagde han til mig, det husker jeg lige så tydeligt: ”Og det er så sidste gang, De har ringet med den klokke, hr. Lauth!” Og det var det også. Den larmede med 136 dB, hvilket cirka skulle svare til, at man står bag en F16, når den starter. Siden da er der kun blevet ringet med klokken i tårnet. Hvis der kunne bygges en ny klokkestabel, og klokken kunne ringe ved fjernbetjening, uden at der var en person i nærheden, der kunne få høreskader derved, så kan det jo være, at klokken igen kommer i

Man må gerne hjælpe med ringning

Foto: Carl-Gustav Christensen

anvendelse. Vi forstår, at der er tanker i den retning. Graver, og meget mere Der er jo også en del administrativt arbejde, som hører til graverens arbejdsområde. Alle ydelser fra kirkegården sørger graveren for at fakturere, f.eks. når det gælder pasningsaftaler, både for nye og forlængelser. Når en legataftale eller brugsretten for et gravsted udløber, skal der skrives til gravstedsejeren, som skal tage stilling til en forlængelse eller sløjfning af gravstedet. Alle dødsfald bliver registreret i noget der hedder " Digital dødsanmeldelse". Ud fra disse oplysninger bliver dødsfaldet 11


registreret i kirkegårdssystemet, så man altid ved, hvem der er begravet hvor. Præsten er kirkebogsførende og har ansvaret for, at det hele går rigtig for sig. Hvis der ikke er erhvervet et gravsted på kirkegården, skal der udtages et nyt inden begravelsen. Hvordan selve begravelsen skal foregå, aftales med bedemanden.

Det kan ske efter få år, og så ligger der et tomt gravsted, og folk spørger måske, om de kan få det, eller hvorfor det står tomt imellem flere, som er besat. Men når det er inden for fredningsperioden, så skal det forblive urørt. Det er faktisk den største grund til, at der kan se lidt tomt ud nogle steder på en kirkegård.”

Menighedsrådet har valgt, at man kan ikke på forhånd udpege eller reservere et gravsted. Så skulle der betales for en pasningsordning, og der kunne være forskel på, hvem der havde råd eller ikke, så det kan ikke lade sig gøre. Det er ens for alle. Men når der er en afdød, så kan de efterladte egentlig frit vælge mellem de ledige gravsteder overalt på kirkegården. Der er flere muligheder i dag: Der er skovkirkegården, der er fællesplænen, der er plade i plæner, og der er både til kister og urner. Der kan være en kiste og op til 4 urner oven på en kiste i samme grav. Hvis urnen så er kommet i graven først, så kan det være et problem, men indtil 10 år efter begravelsen, må man gerne grave en urne op og sætte en kiste ned under den, hvis nogen skulle ønske det.

Hvad koster det? Det koster lidt mere end 1000 kr. årligt at få graveren til at passe en 2-kisters grav. Det mest almindelige er, at der betales forud for en årrække op til 30 år. Og det kan godt betale sig, for det er i dagens penge, så selv om det uden tvivl bliver dyrere over årene, så er det fast pris. Som Helle og John fortæller, så har de set nogle gamle legater fra år tilbage i tiden, hvor man havde betalt 500 kroner for 30 år. Hvis man har pårørende, der vil holde graven, så er det faktisk helt gratis. Både for gravstedet, for at blive begravet og for at have graven lige så lang tid, man ønsker, hvis man forlænger aftalen med 30 års interval. Men som vi før har nævnt, forudsætter det, at graven holdes, for ellers får man nok et pænt brev fra graveren om sagen.

Hvorfor tomme gravpladser? Man kan læse i dagspressen, at nogle kirkegårde har alt for god plads i dag, fordi folk vælger andre former for begravelse. John: ”Problemet er mere, at folk oftere sløjfer graven, inden gravfredningen på 30 år for en kiste og 10 år for en urne er udløbet, måske fordi der ikke er nogen, der kan passe graven og heller ikke til at betale for, at graveren passer den. Hvis graven ikke bliver passet, og den ser forfærdelig ud, så sendes der jo breve til de pårørende, men hvis de ikke er villige til at gøre noget, så kan stenen fjernes og graven sløjfes. 12

John: ”Grunden til, at vi her har en del tomme grave på den traditionelle del ved kirken, det skyldes i høj grad skovkirkegården, som vi har fået. Der er rigtig mange, der ønsker at kommer derop, og så bliver de jo efterhånden tomme nede ved kirken. Det er lidt medaljens bagside, for det er flot nok med skovkirkegården, men vi får mange tomme pladser andre steder.” Helle: ”Det var netop derfor, at vi valgte at lave de nye urnegravsteder nede ved kirken, hvor der efterhånden blev en del tomme gravsteder, i stedet for at udvide den eksisterende urnegravplads. Så bliver pladsen belagt og det ser mere ordentligt ud nede ved kirken.


Vi havde egentlig også søgt om at måtte udvide helt oppe i skoven, for det var der flere, der efterspurgte, men det fik vi nej til, fordi vi havde så mange ledige pladser i forvejen, og så mange andre tilbud.” 14 km lav hæk skal klippes Kirkecentret, området mellem kirken og kirkecentret samt kirkeskoven er også en del af arbejdsopgaverne for graveren. I kirkecentret gælder det både indvendig rengøring, alt muligt pedelarbejde, snerydning samt pasning af haven omkring. Helle: ”En af de største opgaver, som skal udføres hvert år, det er klipning af alle hække og mange træer. Der er ikke mindre en 14 kilometer lav hæk, der skal klippes, når alle 3 sider tælles sammen! Dertil kommer al pur’en og bøgehækkene samt stierne i skoven og i Lutherparken. Så vi plejer at sige, at folk ikke skal klage, når de skal klippe deres egen hæk derhjemme, og det er måske kun på 2 sider, hvis de har en nabo. Der er så mange hjørner og stensætninger, så en maskine kan ikke gøre det, det må gøres med håndkraft og en god hækklipper. Helle og John: ”Vi har heldigvis en rigtig god maskinpark her på kirkegården, og det er også nødvendigt. Vi når i 2019 op på 38 begravelser, og det er lidt over gennemsnit, som ligger mellem 30 og 36. Sidste år var der dog 42 begravelser, og det var de fleste, vi har haft på et år. Faste terminer Vi har naturligvis nogle faste terminer, som vi har lagt for de forskellige ting i løbet af året. Grandækning skal være færdig senest den 1. søndag i Advent. Det tager 5 uger, så det er bare at regne baglæns, så ved vi, hvornår vi skal starte. Vi bruger cirka 2 tons gran til de omkring 300 gravsteder, som vi granpynter. Vores gran bliver leveret af Aage Saugmann.

Den gamle klokkestabel, der engang husede den forsmåede klokke Det samme med klipning af de små grønne hække, det tager også 5 uger. De bliver klippet en gang om foråret. Bøg og naur klippes en eller to gange alt efter, hvordan væksten er. Forårsblomsterne, som altid er stedmoder, skal være plantede inden Palmesøndag. Til grundlovsdag skal stedmoder

Som her venter på bedre tider 13


Snerydning ved Kirkecentret udskiftes med sommerblomster, og det bliver isbegonier og knoldbegonier. Det er valgt på grund af sneglene, som er en stor plage, for de spiser ikke de planter. Men petunier, asters og andre lignende, dem æder sneglene lige så hurtigt, som de bliver plantet. Det kan ske, at en buket, som er lagt oppe i skovkirkegården er ribbet for blomster dagen efter, så galt kan det være.” Hvornår holder graverne så fri? John: ”Ifølge overenskomsten har jeg 2 fridage om ugen, lige som andre mennesker, og for mit vedkommende er det så lørdag og mandag. Men det er ikke nemt at praktisere, for eksempel hvis det er juleaften en mandag. Og det gør egentlig heller ikke noget, for vi finder altid ud af

14

Foto: Carl-Gustav Christensen

det i god forståelse. Vi sætter jo selv en ære i, at vores arbejde bliver gjort ordentligt, så nogle gange må vi tage et ekstra nap, og så kan man måske holde lidt fri en anden gang til gengæld. Det her arbejde er så specielt, at der er man nødt til at være fleksibel, og det ved man jo også, når man tager jobbet.” John og Helle: ”Det er nok ikke alle, der tænker på, at der også er en social side af vores arbejde. Vi får mange snakke med pårørende, som kommer på kirkegården, for nogle har brug for at snakke og måske også få en krammer og en kop kaffe. Der er jo følelser i spil, og der kan vi ofte være de nærmeste at snakke med. Det tager vi med som en positiv del af vores job, det skal vi tage os tid til, og det er vi også ret glade for at opleve.”


Grønhøj mod nord og Havredal mod syd? Der var fra gammel tid en tradition for, at folk fra Grønhøj skulle ligge i nord og dem fra Havredal i syd. Det er vist ikke så udpræget nu om dage, men John og Helle mener nu nok, at der stadig er nogle fra de gamle slægter, der har det på den måde. John, som selv er fra Grønhøj, er godt bekendt med den tradition, og han er jo også selv direkte efterkommer af indvandrede tyskere og kender stort set hele slægten i Danmark, som tæller omkring 150 personer.

En pudsig historie, som John fortæller, er, at han for en del år siden bemærkede en dame, som gik søgende rundt på parkeringspladsen ved kirken. Han gik hen og talte til hende for at høre, om der var noget, han kunne hjælpe med, og det viste sig at være en amerikaner, som var på jagt efter sin slægt – og det var Lauth! Der var 3 Lauth brødre, der rejste ud fra Tyskland, en blev i Nordtyskland, en kom til Danmark og en rejste til USA, så damen på P-pladsen var fra den amerikanske gren, så de fik jo en grundig snak i den anledning, og i dag er der god elektronisk kontakt på tværs af Atlanterhavet.

Lidt mere om graverne og kirkeklokken Jørgen Maagaard, som selv har været medlem af menighedsrådet, erindrer om den nye klokke og tidligere gravere.

Men nu står den altså helt stille, den nye klokke. Den skulle have ringet de næste 300 år. Jeg har hørt, at lyden er for høj, når man står under klokken.

Den nye klokke ”Klokken slår, tiden går.” - Nej, ”Klokken står, tiden går!” Det er den nye kirkeklokke, jeg tænker på. Jeg var selv i menighedsrådet, da kirkeklokke nr. 2 blev opstillet for ca. 30 år siden. Det var penge, som blev skænket af Kirstine Bertel, enke efter Martin Bertel, som boede på ”Højlund” Trehusevej 15, til en klokke til kirken. Vi valgte så at købe en brugt klokkestabel på Fyn, som var til salg. Og fik støbt en ny klokke i Frankrig, som fik inskriptionen:

Er det en mulighed, at bygge et klokketårn betydelig højere end den var før, så vil lyden også nå længere ind i byen. Og en mulighed mere kunne være, at forsyne den med automatisk ringning, så var graveren lidt mere fri ved morgen og aftenringning. Eller den dag menighedsrådet ikke kan finde en graver i nærområdet, kunne det også være en fordel med automatik.

Herlig af graven opstod Guds ord. Nådig fra himlen guds ånd nedfor. Ved I nu hvorfor det kimer. Støbt i året 1986 af Pierre Paccard i Frankrig til Frederiks Kirke. Skænket af Martine Kirstine Bertel. Der var en dejlig klang i den nye klokke og ved særlige højtider blev der ringet med begge klokker samtidig, det gav en højtidelig stemning.

Vi, der var i menighedsrådet for 30 år siden, arbejdede på at få automatisk ringning, da den blev stillet op, og der var penge nok til det i arven, men klokkekonsulenten på det tidspunkt, Gammeltoft Hansen, ville ikke give lov til automatisk ringning nogen steder, sagde man om ham. Kimning Når jeg tænker tilbage på de gravere, som jeg kan huske, kommer jeg til at tænke på kiming. Der blev kimet både i julen og påsken med kirkeklokken. Det foregik med en træhammer, som graveren slog mod klokken i en jævn rytme, i en halv til 15


hel time uafbrudt, juleaften, juledag og påskedag. Jeg var selv med til at stoppe, at der blev kimet med den gamle klokke. Det var en juleaften, der skulle kimes. Der var faldet isslag, og graveren skulle op på taget af kirken for at kime. Så blev pastor Birkbak og graveren enige om, at det var ikke forsvarligt, og så var vi i menighedsrådet enige om, at det var sidste gang, at der blev kimet fra taget af kirken. (Hvis du ser op på kirketaget i Frederiks, er der en lille platform ved siden af klokken, der stod graveren og kimede, en halv eller hel time, det husker jeg ikke.) Så fik vi den nye klokke og klokkestabel, og så blev der kimet igen i nogle år fra den.

Tidligere gravere Af de gravere, som jeg kan huske stå på kirketaget og kimede, tænker jeg først på Jørgen Nielsen, som boede Nørregade nr.44. Derefter Svend Jepsen, som havde sin hustru Sofie til at hjælpe sig, de boede på Viborgvej 85. Den næste i rækken var Henry Maagaard, som også fik hjælp af hustruen Gerda, de boede på Trehusevej 2A. Derefter søgte Lissy Petersen stillingen og fik den, hun blev også stærkt hjulpet af sin mand Bent. Jens Ove Kristensen arbejdede samtidig som gravermedhjælper i en del år. Og nu John Lauth og hustruen Helle, som også gør et fantastisk flot arbejde på kirkegården og i kirken. Med flotte blomsteranretninger, både til almindelige søndagsgudstjenester og til højtiderne. Jørgen Maagaard

Graver Henry Maagaard kimer fra tårnet 16

Foto: Jørgen Maagaard

Profile for Arne Christensen

Graver og kirketjener i Frederiks Kirke  

Graver og kirketjener i Frederiks Kirke  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded