Page 1

Artikel fra

2014-3

En landbokvinde fra Karup

Af Marie Lund Sørensen Red.: Arne Christensen


En landbokvinde fra Karup Dette er Marie Lund Sørensens korte beskrivelse af sit liv, som det blev fortalt i bogen ”Landboliv. Erindringer fra Viborg Amt, 1985”

Marie Lund Sørensen er født i Gjellerup ved Herning den 1.10.1898, men da hun var 5 år, flyttede familien fra den ejendom, de boede på, til Karup, hvor hendes forældre drev et traktørsted i tilknytning til Karup Mølle. Forældrene måtte imidlertid opgive traktørstedet, da Karup Gæstgiveri blev bygget i 1906, og de købte atter en ejendom; denne gang i Hessellund nogle få kilometer nordvest for Karup. Heller ikke her boede familien ret længe. Faderen søgte en stilling som skovfoged i Gedhus Plantage og fik den, fordi han var den eneste af ansøgerne, der havde en realeksamen. Faderen bestred stillingen som skovfoged i næsten 30 år - indtil be­sættelsen, hvor tyskerne anlagde en flyveplads i området. Om sine barndomsoplevelser fra Karup og Gedhus Plantage fortæller Marie:

Karup Mølle Vi kom til Karup Mølle i 1904, da jeg var 5 år. Jeg kan huske, at det var hen i april måned, og det var så herligt vejr. Vi kørte mod hestevogn fra Herning og så her til Karup Mølle. Min far og mor lavede et traktørsted i Karup, så folk kunne komme ind og få en flæskepandekage, så de kunne holde til hjemturen. Min mor hed Jensine, og hun var helt berømt for sine flæskepandeka-ger her i Karup. Det var jo rigtigt stegt flæsk, og så sparede hun nok heller ikke på æggene. Så fik de jo snaps til. Vi børn kom ikke i skænkestuen. Vi kom i vor seng om aftenen, hvis der var nogen fremmed der. Jeg kan ikke huske, at jeg har set nogle sidde og drikke - men det måtte vi vel heller ikke se, kan jeg tænke mig.

Foto: Karup Lokalhistorisk Arkiv

Traktørstedet med Karup Mølle 3


Gedhus Plantage

Med faderens stilling som skovfoged fulgte skovfogedboligen Gedhuset, der lå i plantagen. Gedhus Plantage var blevet anlagt i 1898, og tilplantningen af den var påbe­ gyndt i 1899. Marie og hendes søster hjalp ved dette arbejde: Om foråret skulle der jo plantes og såes. Far såede frø til gran og fyr. Min søster og jeg skulle sommetider med ned og prikle dem. Det gjorde vi med en stage med en masse riller i. Der skulle vi sætte planterne i. Så skulle det sættes ned i jorden, og far skubbede jorden sammen om planterne. Det tog 3 år for at få sådan en plante færdig til plantning.

Men ikke alene børnene hjalp med til at beplante området ved Gedhus. Man brugte også straffefanger fra Horsens Tugthus. De var sendt ud på beplantningsarbejde i 1899 som led i et socialt eksperiment. Dette eksperiment var kommet i stand mellem plantningsselskaber og fængselsmyndighederne, og forsøget lykkedes over al forventning. I Gedhus fortsatte man beplantningsarbejdet med straffefanger frem til 1934. 11. august 1899 kom det første hold straffefanger til Gedhus: Der kom nogle tugthusfanger herud fra Horsens Tugthus, og der blev bygget et hus til dem langt ude på heden. Der boede de ude. De kom her til 1. april og skulle plante. Min far gik ved dem og skulle lede dem i at plante. Der var mange københavnere imellem dem, og de vidste snart ikke, om de skulle sætte toppen eller roden ned i jorden. Far sagde ikke så me-

get til dem, for han var ikke en af dem, der sagde så meget. Hvor vi plantede træerne, var der bare sort hede. Vi kunne se Ilskov Kirke. Det kan man ikke mere for de træer, vi plantede dengang. Dagligdagen i Gedhuset

Marie Lund Sørensen gik i Kølvrå Skole, bortset fra 4 måneder, hvor hun gik i Karup Skole, da hun var barnepige hos en familie i Karup. I Kølvrå Skole havde hun en grundtvigiansk lærer, og i undervisningen var der lagt megen vægt på bibel- og danmarkshistorie. Der blev sunget mange fædrelandssange, og læreren spillede til på sin violin: Læreren var rar, og han var meget for at fortælle historier. Han troede på det her med Loke og Thor, ja, han troede ligefrem på, at de havde eksisteret. Når han gik sådan op i det, blev han ved med at fortælle, og det kunne næsten blive helt mørkt, inden vi fik fri om vinteren. Jeg kan huske en vinter, hvor det var ved at blive mørkt og tåget. Mig og min søster skulle gå ud til Gedhuset, og der var langt. Der var bare en sti ned i heden, nemlig en sti mig og min søster havde gået. Min søster gav sig til at græde, for vi var kommet fra stien, men vi blev ved med at gå fremad. Nå, så var der en stor bygning derude, og vi kunne begynde at se de bygninger. Vi stod stille lidt, men vi turde ikke vende os om, for så var vi bange for at miste retningen. Så hørte vi, min mor kalde efter os. Hun var gået hen til nogle træer, der var norden for Gedhuset, og vi fandt hjem.

Foto: Karup Lokalhistorisk Arkiv

Straffefanger med deres vogtere på vej ud på heden for at plante træer 4


Vi havde en mellemmad med til skole. Det var hjemmebagt rugbrød eller franskbrød eller sigtebrød. Sommetider lavede mor en kop kakao, og så fik vi en sigtemellemmad til. Det var ikke så meget med kage dengang. Min mor kærnede selv smør, og samtidig bagte hun en pladefuld boller, og så fik vi en varm bolle med hjemmekærnet smør og en kop kærnemælk til. Det var ligefrem en højtidsret. Mor æltede smørret med lidt salt, når hun var færdig med at kærne det. Så var vi fri for at købe det. Ja, da købte folk jo margarine og ikke smør. Når vi kom hjem fra skole, var det nær aften, og vi fik en mellemmad. Så skulle vi bære tørv ind og lære på vores lektier. Vi skulle lære det udenad, og når vi var færdige med bibelhistorien første gang, skulle vi begynde forfra i bogen. Så skulle vi regne et par stykker. Vi gik i hjemmestrikkede sokker dengang. Vi skulle strikke 4 omgange på en sok hver, før vi havde fri. Men, - så var det mørk aften, og vi brød os ikke om at komme ud. Min søster og jeg sov inde i et kammer, der var fra vor dagligstue. Vi skulle læse vor Fadervor hver aften, og min mor lod døren stå åben derind, for at vi ikke skulle snyde med det. Joh, det kunne vi godt komme i tanke om sommetider. Var de ikke hjemme, så læste vi ikke vor Fadervor. En Lille lyseblå syæske

Dagligdagens trummerum blev kun afbrudt af højtiderne. Særlig til juleaften var forventningerne store: Vi havde et godt hjem, men vi var ikke velstånde. Til jul havde vi altid et juletræ, og det fik vi ikke at se, før far havde pyntet det. Vi fik altid en julegave - os børn. De var hængt op i træet. Efter maden luk-kede far døren op til den anden stue, når juletræet var tændt. Ved købmanden var der sat meget frem til julegaver, og der var én syæske. Den var betrukket med lyseblåt silke, og der stod 50 øre pa den. Når man lukkede den op, var der et lille spejl i låget og fingerbøl og

så en lille lyseblå tråd med en nål i - lige færdig til brug! En dag jeg skulle til købmand, så var den væk. ”Ja, nu får jeg den ikke”, tænkte jeg. Julegaverne var pakket ind i noget ens kulørt papir, ikke som julepapir i dag. Juleaften måtte vi en efter en gå hen til træet og tage den pakke, der var til os. Og der var syæsken i! Jeg troede, at den var solgt og væk, men den havde min far købt. Drengene fik en tromme eller harmonika. Det var altid min far, der købte julegaverne til os. Far spillede på harmonika

I Gedhus var der langt til naboer og dermed til andre børn at lege med, men det var ikke det store problem. Der var nok at bestille, og børnene hjalp forældrene efter bedste evne. De hjalp bl.a. med tilplantningen af Gedhus Plantage, og de strikke-de selv deres strømper. Der blev dog ogsa tid til fornøjelser: Vi sang meget i mit hjem, min far og mor var gode til at synge. Min far var også god til at spille harmonika, og så dansede vi børn til. Noget morskab skulle vi jo have. Der var langt til naboer, og der var ikke nogle børn i nærheden, ikke sådan lige ved. Der var heller ikke så megen fritid til at rende nogle steder. Og efter at der kom flere søskende, så skulle de også passes. Min far var ikke hjemme, så det blev også min mor, der skulle i marken. Hun kunne endda plove. De havde ingen maskiner og kun en hest, for der var ikke meget jord til. Jorden var plantet til med træer, da det var Hedeselskabet, som ejede den. En sort alpakas kjole

Marie blev konfirmeret i 1913, hvor det endnu var almindeligt, at konfirmationskjolen var sort. Den hvide konfirmationskjole blev først almindelig efter 1. verdenskrig: Jeg havde en sort alpakaskjole (6) på til konfirmationen. Den var i striber. Der var en blank stribe ned over, snart som silke, og det andet var mere mat. Og den var med en høj hals, og så var der noget blon-

5


destof lige i sådan en bette firkantet stykke. Sådan var vore konfirmation-skjoler og så et par pæne nye støvler til. Dengang brugte de støvler, hvis det var om vinteren, og jeg blev konfirmeret den 4. oktober. Jeg var hjemme den sommer, som jeg gik til præst. Så kom jeg herfra og til Agerskov. Tjenestepige i Agerskov

Efter konfirmationen kom Marie ud at tjene på en gård. Hun kom til Agerskov - en samling af huse og gårde, som ligger ca. 5 km. syd for Karup. Marie var tjenestepige i Agerskov fra 1913 til 1920, og tiden her fik stor betydning, idet pladsen nærmest blev en læreplads for hende, hvor hun lærte at føre husholdning: Manden på garden var ikke gift, men han havde sin søster som husholderske. Deres forældre boede der som aftægtsfolk. Søsteren havde aldrig været ude at tjene, så hun var meget gammeldags anlagt, men hun var dygtig til at lave mad og bage. Så hvad jeg lærte, lærte jeg mest ved hende. I Agerskov skulle jeg hjælpe til med alting. Det var en god plads, og det var så hjemligt. Min bror var der lige så længe som jeg. Jeg strikkede sokker til ham og strømper til mig selv. Men sådan til pæn brug, der havde jeg et par købestrømper. De var tynde og sorte. Strømperne var sorte, der var ikke ret mange, der gik i kulørte strømper. Men, så blev det moderne med hvide sommerkjoler et år, og så fik jeg et par hvide strømper dertil og hvide sko. Det var jo fint. Der var et bette firkantet rum i tilknytning til stuen, hvor der var alkovesenge. Der sov jeg i den ene, og man kunne lukke døren derind til om dagen. Der var hjemmelavede dyner i, så man sov godt. Og trætte, det var vi om aftenen, så vi faldt snart i søvn. Karlfolkene havde et værelse fra stuen, hvor de havde deres senge inde. Det var almindelige senge. Den store ovn fyres op

Marie deltog både i udendørs- og indendørsarbejde i Agerskov. Arbejdet var meget tidkrævende, f. eks. skulle man ofte 6

hente vand ved en brønd eller kilde. Opbevaring af mad var besværlig. Den eneste måde, hvorpå man kunne opbevare letfordærvelige varer, var ved at salte, henkoge eller tørre dem. I pladsen i Agerskov var det stadig almindeligt, at man selv fremstillede de fornødne dagligvarer. Man slagtede gris og bearbejdede den til forskellig slags pålæg, og man bagte også selv rugbrød og sigtebrød: Når vi skulle bage, var vi tidligt oppe. Vi bagte i en stor ovn ude i vaskehuset. Der skulle fyres med lyng i ovnen, og det gjorde manden. Der skulle fyres i den så længe, at den ”Sorte Mand” var fyret ud. Ovnen skulle blive lys, så var den varm nok, og så kom rugbrødet ind. Det havde vi jo lagt dagen før, der skulle ikke gær i det - det var rugmel og lunken vand. Vi havde noget, vi kaldte surdej, og det kom i i stedet for gær. Vi bagte nok 12 rugbrød og snart lige så mange sigtebrød. Når rugbrodet havde stiet inde i 2 timer, så skulle sigtebrødene ind, det var der plads nok til. Vi havde sådan en lang stage med en plade på, som passede til et brød. Der skulle fejes rent i ovnen, for brødene blev sat direkte ind på teglstenene. Der blev jo mærker i brødene efter teglstenene. Det gjorde ikke noget. Der kunne også godt være lidt aske, men det blev tørret af. Så kom sigtebrødene ind, og de skulle stå der i en god time. Så kunne vi tage det hele ud. Oppe på loftet under stråtaget havde vi nogle bjælker, og der blev der sat en bred fjæl op med noget tykt ståltrad. Der blev brødene lagt op i rækker. Og det var sært nok, der gik jo aldrig mus eller nogen ting i dem. Kyskager og kavringer Til jul bagte vi småkager på en stor plade. Vi havde laver kagerne aftenen før, og så kom de ind, når brødene var færdige. Og de her marengs - kyskager, som vi kaldte dem - de kom i til allersidst. De var jo fine og høje. Der var så megen ulejlighed ved det, for de skulle røres, og vi havde ingen maskiner eller noget. Vi havde ikke engang en kødmaskine. Der blev bagt 2 brød af sigtemel, ligesom store boller, og de kaldtes kavringer. Den


ene skulle vi have julemorgen med et stykke koldt flæsk til og sennep. Det var vor frokost. Så fik vi kaffe og sigtebrød, og hvad vi ville have. Og tænk så, den ene kavring, den blev gemt til påske. Var det ikke mærkeligt, at den kunne holde sig og ikke blive tør? Så påskemorgen, der skulle vi have den og et kogt æg. Sådan gik det til. Swotpolse og medister

Slagtningen af julegrisen var altid en særlig begivenhed. Alt foregik ved hånd-kraft, også når der skulle hakkes fars. Kødet blev hakket med en krumkniv med 2 håndtag på et hakkebræet med høje kanter, og skulle farsen bruges til pølser blev den stoppet i de rensede grisetarme ved hjælp af pølseringe, der var fremstillet af oversavede kohorn: Vi slagtede en mægtig stor gris til jul. Det var en so, der havde haft et kuld grise. Den blev fedet op om sommeren, og det var lige så flæsket hang ned af den. Sikke stykker flæsk! Stegeflæsket blev skåret af og saltet eller lagt i lage; vi havde et mægtigt stort saltkar. Lagen skulle henkoges dengang, og så skulle den stå og blive kold til dagen efter. Flæsket skulle også være koldt, inden det blev saltet. Vi stod ude i vaskehuset og slagtede. Jeg skulle røre i blodet, for vi skulle jo have blodpølse, og det var det første, vi fik. Det skulle være færdig til middag. Vi havde sådan et smørtrug, der blev fyldt med blodpølse. Der var meget arbejde ved at gøre tarmene rene til blodpølse og medisterpølse. Alt det kød der skulle hakkes! Vi havde en rund kniv, der blev slebet. Der var et håndtag i hver ende af den. Så stod jeg der; vi havde et firkantet hakkebræt med kant omkring, så kødet ikke kunne falde ned. Og så havde vi et kohorn, som var skåret over, og ved hjælp af det fyldte vi tarmene og lavede medisterpølse. Men det var sært nok - vi fik altid suppe juleaften. Men så havde vi jo fremmede i julen, og så blev der rigtigt disket op med flæskesylte, rullepølse, et stykke kogt kød og medisterpølse. Det kom ind på bordet i

et fad, som de kaldte sulefadet. Der var lagt et skærebræt over, og så kunne hver skære det, de ville have, og smøre en mellemmad til. Den gamle mand slavrede i maden

I pladsen i Agerskov spiste man stadig af det samme fad. Det var endnu ikke blevet almindeligt med en tallerken til hver, men det blev anderledes i Maries tid: Der kom et stor fad boghvedegrød ind om aftenen. Om middagen var det mest kartofler og stegt flæsk, vi fik. Kartoflerne, som de kaldte gammeldags røde kartofler, blev kogt med skræl på, og så fik hver en dynge hen til sig, så kunne man pille dem, som man kunne spise. Panden med hvid sovs blev sat ind på bordet, og der dyppede vi kartoflerne i. Nar vi fik grød, spiste allesammen af den samme gryde! Ja, det var der ingen, der ville i dag. Det var også mange gange et svineri, for den gamle mand slavrede sådan og hostede og gjorde ved. Og det var lige så godt ud over bordet som ud over det hele. Men så var det, at min bror kom, og han fik det afskaffet. Husholdersken sagde til mig: Ja, så skal du jo vaske tallerknerne op. ”Det gør mig ikke spor”, sagde jeg. Så fik jeg jo ingen middagssøvn. En doven karl

Til gengæld kunne Marie få sig en lur, nar hun var med i engen for at bjerge hø. Som tjenestepige på landet måtte hun hjælpe til både ude og inde. Hun var med i marken, når der skulle bjerges hø, høstes, og ligeledes om efteråret, når roerne skulle tages op: Min broder og jeg skulle gerne tidligt ned i engen og vende høet, så det kunne blive tørt og stakkes. Det skulle have meget sol. Jeg husker engang - foruden min broder var der en karl på gården. Han var i familie med husbonden og troede derfor, at han kunne tillade sig lidt mere end vi andre. Når vi var i engen, gik han bare hen og lagde sig til at sove i en høstak. Husbond kunne ikke forstå, at vi ikke fik lavet mere. Til at begynde med sagde jeg ikke noget, men jeg ville ikke have, at min broder og

7


jeg fik skældud for, at vi ikke bestilte noget. Derfor sagde jeg til husbond, at det ikke var så sært, når Marinus bare gik hen og lagde sig til at sove i en høstak. Men han skulle nok sørge for at komme op, inden de kom med middagsmaden. De kom kørende med maden. Vi var cyklet derned. De havde en stor gryde med grød med, og vi spiste alle af gryden. Der kunne være honning i grøden. Det var jo varmt, så vi fik hjemmebryg-get øl til. En stærk ung mand tilbyder sin assistance

Mens Marie arbejdede i Agerskov, lærte hun sin mand at kende. Han tjente som karl på en nabogård, da hun første gang traf ham:

Vi købte møbler for tørv

Marie var i pladsen i Agerskov i 6 år, men hun ville gerne prøve lidt andet, inden hun giftede sig. Hun kom derfor i huset hos skovridder Holt i Kragsøhus, hvor hun var i et år. Hun og Jens Christian Lund Sørensen blev gift i 1920 og slog sig ned på en ejendom i Grove: Vi blev gift den 7. december 1920. Vi havde ikke mange gæster med. Jens Christians forældre og søskende samt min familie, og dem jeg havde tjent ved i Agerskov og Kragsøhus.

Jeg traf min mand, dengang jeg var i Agerskov. Vi mødtes jo til unggilder om sommeren i Bøvllund.

Brylluppet blev holdt i Gedhuset, mit barndomshjem. Vi var mange søskende på begge sider, og derfor kunne vi ikke få meget hjemmefra. Så vi måtte selv slide, men hvad, vi var jo unge, og vi kunne holde til det.

Den første gang jeg så ham, da skulle jeg til købmand. Jeg skulle have en petroleumsdunk med og en kurv med købmandssager, så jeg havde nok at slæbe på. Han var ved at blive ekspederet, da jeg kom ind i butikken. Jeg tror, at det var nogle røgesager, at han skulle have. Jeg lagde godt nok mærke til, at han stod og så på mig hele tiden, så sagde han: ”Skal du bære alt det hjem?”.”Ja, det skal jeg da, for der er vel ingen, der vil køre med mig!” sagde jeg. Han gik ud af forretningen, da han var færdig med at handle.

Vi fik en ejendom i Grove. Ja, vi havde ikke meget til at begynde med. Men der var tørvemose til, sa vi gravede tørv og solgte. Jeg kan huske, at de første møbler, vi fik, var nye og pæne. For ellers var der mange, der købte brugte møbler. Men vi fik et bord og seks stole, ja og sådan en ottoman og et sybord. Det var rigtig pæne møbler i mørkt egetræ med plyds. Der var også et par senge. Det var, hvad vi havde til at be-gynde med. Vi købte møblerne i Herning, og ham vi købte dem af, ville hellere have tørv end penge for dem.

Da jeg kom ud og var kommet hen forbi købmanden til nogle træer, hvor der ikke var flere huse, var han der. ”Nu skal jeg tage den dunk for dig, så følger jeg dig en stød” sagde han. Jeg kendte ikke noget til ham, så jeg var ikke meget for det. Han tog også kurven i den anden hånd. Han var stor og kraftig. Da vi kom hen til hækken, hvor vi boede, sagde jeg til ham, at han ikke behøvede at følge mig længere.

Familien blev ikke boende på ejendommen i Grove. De havde svært ved at få det til at løbe rundt, så efter et par år solgte de atter ejendommen. I stedet fik de arbejde på Lynderupgard. Da krigen brød ud, forpagtede de en gård i Karup, som de matte opgive, da tysker-ne beslaglagde alle ejendomme i omradet. Maries mand fik arbejde på Karup Flyveplads og Marie i roerne.

Nå, så siden, når vi var til noget, så fulgte han somme tider med mig hjem. ”Hvad er det for en fyr?”, tænkte jeg de første gange, men han blev da rost de steder, hvor han tjente. Hans forældre havde en ejendom i Grove, og det var ikke så forfærdelig langt fra mine forældre.

Omkring 1960 købte familien hus i Hauredal. Her boede de i ca. 10 år, men så blev Maries mand syg, og de måtte flytte på plejehjem i Karup. Parret fik 9 børn. Marie bor stadig (1985) på plejehjemmet

8

Selv om familiens hjem har været praget af


en meget omskiftelig tilværelse, dels på grund af de hårde økonomiske tider i 30’erne og dels bygningen af Karup Flyveplads under 2. verdenskrig, er Marie tilfreds:

Vi har levet godt, og vore børn har også altid søgt hjem. ”Kom hjem og fortæl alting. I bliver ikke skældt ud, og vi kan snakke om alting, hvad det så end er”, sagde vi til vore børn. Det havde min mor også altid sagt til mig som barn.

HØSTFEST i Frederiks Dagcenter Tirsdag d. 23. september holder vi høstfest i Frederiks Dagcenter, og vi glæder os rigtig meget. Invitationer kommer snart, men reserver datoen allerede nu.

FÆLLESMØDE i Frederiks Dagcenter Onsdag d. 10. september kl. 10 afholder vi møde for samtlige ansvarlige for de frivillige/selvstyrende grupper, formænd for foreninger og andre med interesse i Frederiks Dagcenter. Der sker rigtig meget i Frederiks Dagcenter i øjeblikket, og vi vil meget gerne have mulighed for at orientere jer alle, og derfor inviteres I til informationsmøde. Vi vil også gerne indhente og opdatere kontaktoplysninger. Der vil også være mulighed for at spørge os. Vi glæder os til at se rigtig mange af jer!

Vel mødt! Med venlig hilsen Tinna, Hanne, Eva og Tina

9

Profile for Arne Christensen

En landbokvinde fra karup  

En landbokvinde fra karup  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded