Page 1

Artikel fra

2020-2

DyrlĂŚge i Frederiks gennem 33 ĂĽr

Red.: Arne

B.Christensen


Dyrlæge i Frederiks gennem 33 år Før i tiden havde de praktiserende dyrlæger i landdistrikter også deres praksis og bopæl i de nærliggende større landsbyer. Gennem årene er der sket en koncentration, hvor praksis er blevet opkøbt og sammenlagt, eller dyrlæger er gået sammen om en centralt beliggende klinik med bedre og mere moderne faciliteter. I Frederiks har der været lokal dyrlægepraksis i 50 år, hvoraf Erik Fausbøll i de 33 af disse har haft praksis og klinik på Brorsonsvej 1. Vi har bedt Erik om at fortælle lidt fra hans virke som dyrlæge. Inden samtalen havde vi fra en tidligere landmand, som i 3 slægtsled har haft Erik som deres dyrlæge, fået fortalt, at man hos dem anså ham for at være dygtig og meget omhyggelig og især pertentlig med renlighed og hygiejne, selv under omstændigheder, hvor netop det kunne være en udfordring. Det var derfor ikke overraskende, at Erik til vores samtale allerede havde forberedt og nedskrevet sin beretning, så denne gang var det en let sag at skrive historien om dyrlægen i Frederiks. Erik beretter:” Min opvækst. Jeg er født i 1939 og opvokset på en gård i Vendsyssel. En for den tid nogenlunde stor ejendom på 117 tønder land ager og eng og en mindre skov. Tillige en mose, hvor der under krigen og de første år derefter blev gravet tørv, som sammen med træ fra skoven var en vigtig kilde til varme fra komfur og kakkelovne. Min far drev gården på traditionel vis 4

med en malkekvægsbesætning på ca. 30 køer af Rød dansk Malkerace. Desuden en mindre svinebesætning, nogle får, gæs, ænder og høns. Min far var ivrig jæger, så vi havde også altid en jagthund. Jeg startede min skolegang i den nærliggende Lørslev skole. Da jeg var 11 år, blev jeg optaget i mellemskolen på Hjørring Gymnasium, hvorfra jeg tog studentereksamen i 1958. Dyrlægeløftet:

som er eksamineret ved ” Undertegnede, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole,

lover på ære og samvittighed, at alle de forretninger, hvortil jeg enten af det offentlige eller af private måtte blive kaldet som dyrlæge, samvittighedsfuldt vil anvende de kundskaber, jeg har erhvervet mig, og at jeg vil afgive de erklæringer, som måtte blive afkrævet mig, i nøjeste overensstemmelse med sandhed, samt at jeg i øvrigt af yderste evne ærligt og redeligt skal opfylde de mig som offentligt prøvet dyrlæge påhvilende pligter.


Hvad så? Som så mange andre i den alder var jeg lidt i vildrede med, hvad jeg så skulle. Men jeg har altid været glad for naturen og alt, hvad der rører sig i den, så jeg var sikker på, at det ville komme til at påvirke min fremtid. Jeg udsatte valget ved straks at begynde på at aftjene min værnepligt. Jeg blev rekrut ved Dronningens Livregiment på Fynsgades kaserne i Ålborg. Efter 4 måneder kom jeg på sergentskole , som dengang lå på Kronborg. Efter 6 måneder kom jeg tilbage til Ålborg som nybagt befalingsmand. Mine overordnede var åbenbart tilfreds med min indsats, for jeg blev efter yderligere nogle måneder send på reserveofficersskolen, som lå på Gurrehus på Sjælland. Efter nogle måneders tjeneste som løjtnant ved Dronningens Livregiment var de 24 spændende måneder gået, jeg blev hjemsendt, og nu blev jeg nødt til at bestemme mig. De følgende år vil jeg beskrive lidt summarisk. Jeg søgte ind på skovbrugsstudiet på Landbohøjskolen og blev optaget. Efter et dejligt år i praktik i Fløjstrup skov syd for Århus, blev jeg siet fra. Så tænkte jeg, at så skulle jeg måske være landmand. Jeg havde i

de følgende år nogle pladser på et par landbrug, var 9 måneder på Ladelund Landbrugsskole og arbejdede også i et halvt år i Somerset i Sydengland på en større farm med malkekvæg og egen produktion af Cheddarost. Ind imellem nåede jeg også i et halvt år at gøre tjeneste ved FN-styrkerne i Gaza. Men jeg fandt ud af, at det ikke var landmand, jeg skulle være. Jeg overvejede at blive landinspektør, men med den baggrund, jeg havde, og de erfaringer, jeg havde gjort mig efter gymnasietiden, mente jeg, at dyrlægestudiet måtte være det mest naturlige valg. Sådan blev det, og det kom jeg aldrig til at fortryde. Om uddannelsen Uddannelsen til dyrlæge fandt dengang som nu sted på Landbohøjskolen i København. Hvis man i dag søger på nettet, kan man bl.a. læse om, hvad man kan forvente

Privatboligen og den tidligere klinik på Brorsonsvej er ikke ændret meget 1960-2019

5


som dyrlæge: Man kommer til at klare vanskelige fødsler, og man kommer også til at aflive dyr! Ja, kunne man tilføje, og så alt der imellem. På mit hold var vi omkring 70 studerende, heraf 5-6 piger. Uddannelsen tager normalt 5½-6 år. De første år Jeg blev færdig i slutningen af januar 1972, og efter ved en lille højtidelighed at have aflagt dyrlægeløftet, var jeg klar til at arbejde som dyrlæge. Men en ting er hvad man har lært, lige så vigtigt er det jo at få noget praktisk erfaring. Ledigheden blandt dyrlæger var dengang meget lav, og jeg havde på forhånd fået ansættelse hos en dyrlæge i Hjerm. Her var jeg i 9 mdr. Herefter i Kjellerup i 18 mdr. Det var dengang almindeligt, at man arbejdede et par år under en erfaren kollegas vinger, inden man blev selvstændig. Og vi er nu i slutningen af 1973. Lidt historie Omkring 17 år tidligere var der ingen dyrlæge i Frederiks, og gårdene her omkring blev betjent fra Hvam, hvor der var en tomandspraksis. På et tidspunkt blev man i den praksis nervøs for, at en fremmed dyrlæge skulle nedsætte sig i Frederiks og overtage en del af kunderne. Derfor besluttede man sig for, at en af dyrlægerne skulle flytte til Frederiks og praktisere herfra. Denne dyrlæge var Henning Dalsgård. Han købte huset her omkring 1957 og praktiserede fra da af fra Frederiks. Købet. I slutningen af 1973 syntes jeg efterhånden, at jeg havde spillet anden violin så længe, at jeg havde mod på at blive selvstændig. Der skete så det tragiske, at kredsdyrlægen i Viborg døde pludseligt. Veterinærdirektoratet skulle hurtigst muligt ansætte en ny dyrlæge i det embede. Henning Dalsgård søgte og fik stillingen. 6

Han satte derefter sin praksis til salg, og den købte jeg så. Og huset med, med overtagelse pr. 1/2 -1974. Om huset på Brorsonsvej. Huset, som vi flyttede ind i, er opført i 1922. Det må være et af de ældste huse i byen. Så vidt jeg ved, husede det fra starten og indtil omkring 1957 byens læge. Der var indgang fra Nørregade. Venteværelse og klinik beslaglagde en del af stueetagen, så beboelsen har udgjort et beskedent areal. Den lave fløj ned langs Brorsonsvej er af lidt nyere dato. Om praksis. Den typiske dyrlægepraksis havde været små en- eller tomandspraksis uden særlig meget samarbejde praksis imellem. Men der var begyndt at ske noget. Dalsgård havde i nogle år samarbejdet med dyrlæge Kurt Larsen i Karup. De skiftedes til at dele aften- og nattevagter. De samarbejdede også på den måde, at Kurt Larsen fortrinsvis tog sig af smådyrene i området. Han var ikke så meget for heste, som Dalsgård så til gengæld tog sig af. Et par år før jeg kom til Frederiks, blev Midtjyllands Dyrlægecentral oprettet. Et antal praksis omkring Viborg, omfattende omkring 35 dyrlæger, købte et hus i Skelhøje, installerede en radiosender og ansatte et ægtepar til at betjene den og centralens telefon. Dyrlægerne fik installeret radiotelefoner i bilerne, og nu kunne dyrlægerne så stille om til centralen, hvis de ikke selv kunne tage telefonen. Det var et stort fremskridt, for det betød jo, at dyrlægernes koner ikke nødvendigvis matte være i Faktaboks: Omkring 40 procent af alle dyrlæger i Danmark arbejder som privatpraktiserende dyrlæger enten med egen dyreklinik eller ansat på en dyreklinik, et dyrehospital lignende. Derudover er 40 procent offentligt ansatte. De resterende 20 procent er hovedsageligt beskæftiget inden for lægemiddel– og fodermiddelindustrien.


nærheden af telefonen, men fik mulighed for at tage arbejde udenfor hjemmet. Så da jeg kom, var dyrlægecentralen på plads, og ud over det var vagtsamarbejdet mellem Karup og Frederiks udvidet, så dyrlægerne Jørgen Lyngsø i Hvam og Peter Pallesen i Thorning nu også deltog. Alt det praktiske var, som jeg kunne ønske mig. Starten. Rent økonomisk var starten noget vanskeligere. Når man købte en praksis, betalte man sælger for "goodwill", d.v.s. retten til at forsøge at fastholde den kundekreds, som sælger havde haft. Derudover køb af hus. Så kassen var tom. Jeg bad banken om en kassekredit. Banken havde vist ikke den store tro på mig, for jeg fik kun en kredit på 25.000 kr., som selv ikke dengang var ret mange penge, og en del af dem måtte jeg bruge til at købe en praksisbil for. Mine kolleger sendte regninger ud en gang i kvartalet og med betalingsfrist 1 måned derefter. Det blev jeg jo også nødt til at gøre, så penge kunne jeg først regne med at få i kassen 3 måneder efter at jeg kørte ud til mit første besøg. Medicin skulle jeg jo også bruge fra dag et. Og apoteket sagde løbende måned plus 30 dage. Men det gik på en eller anden måde. Og efter nogle år overgav jeg udsendelse af regninger til det nyoprettede Danske dyrlægers Datacenter, hvorefter betalingsfristen var Løbende måned plus 30 dage. Men samtidig blev jeg mødt af modgang af en helt anden størrelsesorden. Jeg var blevet gift med Ingeborg kort tid før studiestarten, og vi fik en datter, Marianne, året før jeg fik min eksamen. En måned før vi flyttede til Frederiks, blev Ingeborg ramt af brystkræft. Igennem de følgende to år gennemgik hun flere operationer og mange strålebehandlinger, og vi måtte hver dag leve med frygten i baghovedet. I Marts 1976 døde Ingeborg. Somme tider får man heldigvis en ny

chance. Et par år senere mødte jeg Helle, som boede og arbejdede i Ålborg, og efter en periode med pendulfart i weekenderne mellem Frederiks og Ålborg, besluttede hun sig heldigvis for at rykke teltpælene op og flytte til Frederiks. En blandet landpraksis. Arbejdet har været meget forskelligartet. Som dyrlæge er man forpligtet til at udføre de offentlige forretninger, som man bliver pålagt af veterinærdirektoratet. Det betyder bl.a. deltagelse i bekæmpelse af visse smitsomme sygdomme hos dyr. Det har været en stor tilfredsstillelse at have været med til at udrydde sygdomme som tuberkulose, leucose og virusdiarre hos kvæg og aujeszky syge hos svin. I de første år var det også min opgave at føre tilsyn med de malkekvægsbesætninger, som dengang specielt var udtaget til at levere konsummælk. Jeg udførte også kvartalsvise tilsyn med byens mejeri og med de af byens butikker, som handlede med fødevarer. Disse tilsyn overgik efter få år til stadsdyrlægen i Viborg, hvad jeg ikke havde spor imod. Andre offentlige hverv bestod af at syne dyr ind til det årlige dyrskue, ligesom jeg havde til opgave at føre kontrol med heste og andre dyr, når der var Hesteog Kræmmermarked i byen. Spændende har det også været at have praktikanter fra Frederiks skole med på arbejde. Nogle af dem virkede desværre ikke særligt interesserede, men for de fleste, tror jeg, var det en god oplevelse, og enkelte af dem gav udtryk for, at de godt kunne tænke sig at blive dyrlæge. Mig bekendt fik ingen af dem desværre gjort alvor af det. I nogle år har jeg også haft praktikanter fra landbrugsskolen i Viborg. Langt det meste af mit arbejde har været at tilse og behandle produktionsdyrene på landet, og især kvæg har haft min interesse. Kæledyr var fra starten ikke det store sus. Som før nævnt havde min forgænger som regel henvist dem til Karup. Efter7


hånden kom der dog mere og mere gang i den del. Men lokalerne her i huset var ikke særlig velegnede. De var mest indrettet til fremstilling af visse former for medicin, som det tidligere var tilladt for dyrlæger at fremstille. Mere plads til smådyr I begyndelsen af halvfemserne besluttede vi os for at rydde det gamle inventar ud og indrette lokalerne, så de var bedre egnet til undersøgelse og behandling af smådyr. Derefter fik vi flere og flere smådyrskonsultationer. Og her var min kone, Helle, en uvurderlig hjælp. Foruden et godt håndelag har hun altid haft en stor interesse for, og kærlighed til dyr, og det kunne både dyrene og deres ejere mærke. Vi havde naturligvis ikke i vores lille klinik hverken ekspertise eller faciliteter til at behandle mere komplicerede sygdomstilfælde, men her havde vi et meget fint samarbejde med Center Dyreklinik i Viborg. Særlige oplevelser med mennesker. Især i starten kunne man stadig møde lidt pudsige mennesker. Et af mine første besøg gjaldt Johannes Østergård Bertel i Sandkjærgårde. Opgaven var at afhorne en enkelt kalv. Jeg havde lidt besvær med at finde "ejendommen", men jeg endte med at parkere ved siden af en vandpumpe og et par faldefærdige udhuse. Ingen mennesker. Jeg trykkede i hornet, og ud af en dynge granris kom Johannes til syne. Efter nogle praktiske problemer, bl.a. mangel på elektricitet, blev afhorningen klaret, og jeg stod tilbage med snavsede og blodige hænder og ledte efter en vandhane. Kunne ikke se nogen. Jeg spurgte forsigtigt, om jeg kunne få vasket mine hænder. "Jo", sagde Johannes, "kom med". Så fulgte jeg med ham ned gennem hullet i risbunken. Han pegede på et gammelt vandfad fyldt med en grålig, uigennemsigtig væske og 8

sagde: "Værs’god, dyrlæge. Det har kun været brugt til at vaske op i!” Det blev ikke den eneste spændende oplevelse med Johannes. En anden sjov oplevelse havde vi en sommerdag under en af idrætsforeningens sommerfester, som for år tilbage altid tiltrak et antal landevejsriddere. Disse spændende mennesker har vi altid haft et godt forhold til. En af dem lød navnet "Prinsen". Han var ikke landevejsridder på fuld tid men boede om vinteren i et hus i Karup. Han havde hund, så han kom en gang imellem i klinikken. Den pågældende dag ringede Prinsen på døren . Om jeg ikke ville komme op på pladsen, for han havde en kollega, hvis hund var blevet halt. Der er desværre bare det ved det, sagde Prinsen, at han ingen penge har. Helle kørte med op på pladsen. Her var der liv og glade dage. Masser af mennesker i teltet, hvor et orkester spillede op til dans, uden at der dog var nogen på dansegulvet. Vi blev præsenteret for patienten. Den havde betændelse i en pote, så den fik en indsprøjtning og penicillintabletter til nogle dage. Hundens ejer var ked af, at han ikke havde penge at betale med. "Lige meget", sagde jeg, "bare din hund kommer sig". Prinsen, som havde overværet konsultationen, sagde så: "Du kan ikke være bekendt ikke at betale. Når du ingen penge har, så kan du tilbyde at tage en svingom med dyrlægens kone". Det gjorde han, og så var det betalt! Og en speciel oplevelse med et dyr. En mørk aften ringede det på døren. Det var en mand, som fortalte, at han på landevejen mellem Skræ. og Havredal uheldigvis havde påkørt et rådyr. Han var standset op for at se, hvad der var sket med dyret. Han fandt det i live, men tilsyneladende bevidstløst. En lokal mand, som var kommet til,


Helle pusler om det sårede rådyr anbefalede ham at lægge dyret i bagagerummet og køre ind til dyrlægen i Frederiks. Vi tog dyret ind i klinikken og takkede ham, fordi han ikke havde lade det ligge, og han kørte lettet videre. Jeg undersøgte rådyret. Der var ikke tegn på brud på lemmer eller andre ydre skader. Jeg skønnede, at den havde fået en kraftig hjernerystelse. Vi besluttede at lade den ligge på et tæppe natten over. Det var med stor spænding, jeg gik ned i klinikken næste morgen. Var den kommet til bevidsthed og i panik sprunget gennem vinduet? Nej, den stod på alle fire ben og så taknemmeligt (bildte jeg mig ind) på mig. Jeg ringede til den lokale skovfoged, som hentede den og satte den ind i en stald pa Stendalgård, den tidligere skovridergård. Efter nogle dage var den frisk nok til at blive lukket ud i skoven.

Dyrlægeforeningen. De fleste dyrlæger er medlemmer af Den danske Dyrlægeforening, som er delt op i regionalforeninger som f.eks. Viborg amts Dyrlægeforening. Regionalforeningens formål er især at arrangere møder med et fagligt indhold, som kan bidrage til at holde medlemmerne opdateret på alt nyt indenfor faget. Jeg havde fornøjelsen at sidde i foreningens bestyrelse i fire år, heraf de tre som formand. En spændende, men også ret tidkrævende opgave. Udviklingen i dyrlægefaget. I de 36 år, hvor jeg har praktiseret, er der, ligesom i de fleste andre erhverv, sket store ændringer i arbejdet som dyrlæge i landpraksis. Mange små kvæg- og svinebesætnin-

Forts. næste side

9


ger er blevet til få og meget store enheder. Dyrlægens arbejde i disse besætninger er gradvist ændret til at være langt mere baseret på forebyggende arbejde, baseret på regelmæssige kontrolbesøg og udstrakt benyttelse af edb. Dyrlægefaget er samtidig blevet et udpræget kvindefag, og intet ondt ord om det. På landbohøjskolen blev der i 2019 optaget 194 studerende, hvoraf de 171 var kvinder og kun 21 mænd. Et højt gennemsnit til studentereksamen er nødvendigt for at blive optaget på en så eftertragtet uddannelse, og her er pigerne åbenbart de skarpeste. Jeg siger, som en af mine gamle kolleger: Held den, som blev dyrlæge i tide! Finale. 12006 fyldte jeg 67 år, og jeg følte, at tiden var inde til at stoppe. Til alt held havde en ung kollega, som ejer Ans Kvægpraksis, hørt, at jeg overvejede at sælge. Han ville gerne udvide sin praksis, så han kunne tags en dyrlæge mere ind. Det endte med, at han købte vores praksis med overtagelse pr. 1/1 2007. Jeg fortsatte i nogle måneder som assistent i Ans Kvægpraksis efter ønske fra køber, hvorefter jeg stoppede helt. Samtidig luk-

kede vi også vores smådyrsklinik. Efter 50 år med dyrlæge i Frederiks var det kapitel i byens historie forbi.” Efterskrift Blandt billeder, som Erik viste, var en serie, som skildrede udførelsen af kejsersnit på en ko. Detaljerne var sådan, at red. har valgt ikke at bringe dem her. Men det førte til spørgsmålet, om en så stor operation kunne udføres, uden at dyret led smerte. Dér kunne Erik berolige med, at man lægger en serie lokalbedøvelser omkring operationsstedet i venstre flanke, og hvis dyrlægen er dygtig nok, så står koen stille og rolig under hele operationen, og hvis det ikke er gjort godt nok, så vil koen straks med hidsige spark gøre opmærksom på det. Da vi nu skriver i Borgerforeningens medlemsblad, skal vi da have med, at Erik også her har aftjent sin ’værnepligt’ da han i 2 perioder har været medlem af bestyrelsen. Et tilbud fra red. om at få en ny periode i bestyrelsen, blev desværre ikke godtaget.

Der var engang... I rubrikken ”Fortegnelse over Landpostruterne i Viborg Postkontors Landpostdistrikt” i Viborg Folkeblad 1894 fremgår det, at der i fortsættelse af hovedruten Viborg-LysgaardFrederiks Præstegaard udgår ruter videre derfra til områder nord for Frederiks (rute 28) og mod sydøst (rute 29).

10

Profile for Arne Christensen

Dyrlæge i Frederiks gennem 33 år  

Dyrlæge i Frederiks gennem 33 år  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded