Beautiful Mistakes

Scroll for more

Page 21

Søndag 4. september

navn løs dyr eart

– af Pia Tafdrup

Hans blik, momentvis glemmer jeg klokken, århundredet, hvilken verdensdel, der er min. Himlen er blind. Hans hånd, hans tunge, han og jeg tilhører pludselig en navnløs dyreart, indsnuser hinanden i febril vind, er hinandens bytte i duften af tørt græs, under en kulminerende sol, ofre for autentisk og kemisk berøring af sjælen. Slangens furede gifttand giver os sproget igen. - Bliv, siger vi til hinanden, men går hver til sit.

An de n gang

– af Maja Lucas

Det er ikke længere din nøgne krop, jeg tænker på, men hvordan du så ud, da du kom ind ad døren anden gang. Det var april, det øsregnede, lyset var gråt. Jeg havde været i bad og vasket mig grundigt, jeg havde børstet tænder flere gange, jeg var nervøs. Den første aften, vi var ude, havde jeg ikke troet, det ville blive til noget. Jeg havde halvt fortrudt vores aftale og tænkt, at jeg endnu engang skulle ud med en mand, jeg ikke rigtig orkede, og som desuden var gift og efter sin opførsel at dømme noget af en charlatan. Dog havde jeg rengjort wc-kummen, hvad jeg burde have taget som et tegn på, at jeg alligevel forventede mig noget. Du var da også kommet med mig hjem, under formaninger om at opføre dig ordentligt, hvilket fik dig til at fravælge sofaen og i stedet sidde på kanten af spisebordet, indtil jeg udtrykkeligt måtte bede dig om at sætte dig ved siden af mig. Jeg havde lyst til at røre ved dine underarme, deres indbydende behåring, men jeg holdt mig tilbage, fordi jeg godt vidste, at det var dumt at indlade mig på noget. Samtidig vidste jeg lige så vel, at aftenen umuligt kunne slutte på nogen anden måde, men i det mindste ville jeg ikke selv tage det første skridt. Til sidst kyssede du mig, det var vildt at kysse med dig. Jeg kan undre mig over den blanding af tilbageholdenhed og fremdrift, du udviste, men jeg havde måske selv en aktie i det. Bagefter tænkte jeg, at det var en lovende aften, mest på grund af kyssene og det begær, jeg følte. Under selve samlejet var min krop kold og utryg, jeg var ikke helt tøet op, ikke helt våd. Da du spurgte, om vi skulle ses igen, var jeg vrangvillig. Jeg vidste godt, at det var slemt nok, som det var, og det at ses igen kun ville gøre det værre, så jeg forsøgte at sno mig udenom, jeg kan knapt nok huske, hvad jeg sagde der midt om natten. Men næste dag sendte du en sms, og så var jeg, om ikke på krogen, så indstillet på endnu et møde, som så udspillede sig: Det øsregnede, jeg var nervøs, selvom jeg vel intet havde at være nervøs for, jeg kunne med fuld ret og samfundets velsignelse have bedt dig om at skride, jeg kunne for så vidt have bedt dig om at hjælpe mig med lokumsrengøringen, hvad lavede du egentlig hos mig den dag? Du kom våd ind i opgangen, du havde taget en paraply med, en stor herreparaply, høj og mørk som du selv. Dine briller duggede, men du omfavnede mig i lang tid, inden du tog dem af og fik dem tørret. Du havde en uldsweater på, ligheden mellem den og våd pels var slående. Indenunder havde du en poloshirt, grøn som dine øjne, og mine. Jeg husker ikke, at du lugtede af noget specielt, andet end at du var indbydende, som din krop var det, jeg husker den som glat og ren og stærk. Du ved vel godt, at jeg stadig savner dig, at jeg stadig forestiller mig, hvordan det ville være at røre ved dig igen.

21