Page 1

AARHUS BILLED- OG MEDIESKOLE

Ungdomsmanifester

Forfatterforløb 16-19-årige 2014-15


Jeg vender mig om, trykker mine håndflader mod dine øjne, så dit blik omsluttes af et mørke. Hvad tænker du på når du er alene, alene i mørket. Tænker du på mig? Vinden har fat i vores hår, da vi tamt fortsætter vores sløve slentren væk fra bænkene i skyggen. Vi følger rækken af blomstrende kirsebærtræer der lydløst farver grustigen hvid – en forårssnestorm. Til højre tårner en betonbelagt bjælkebro tungt. Hvor andre sløset har forsøgt, at afmærke ungdommens spraglede væsen gennem flad graffiti – et halvhjertet forsøg. Den gråkedelige kontur står i stærk kontrast til kirsebærtræernes renhed, og udgør en sørgmodig stemning i luften omkring. Vores skuldre berører hinanden let, når vi går. Forventninger. En overdosis af bekymringer der fylder min krop, som små elektriske ål der snor sig hastigt op igennem mine blodårer og lader hvert et hår rejse sig på min krop, i takt med de passerer. Stiger mig til hovedet. Dunker desperat, som vil de bryde ud, søge væk. Tryk for mine ører, et slør af dansende tern der prikker for mit blik, og tvinger mig ned at sidde. Et snurrende rum med mig i centrum. Du kysser mine knæ, for at understrege at du er her, at du passer på mig. Jeg græder tøjlesløst og uden ophold. Knuger mine håndflader om din T-shirt. Holder fast. Du skal blive hos mig! Du vugger mig frem og tilbage som var jeg et spæd. Lugten af dig omfavner mig, beroliger mig. Vi er efterhånden så store, at ordet ansvar ikke længere blot er en betegnelse, vi ikke behøves at tage ansvar for. Det er en selvfølge der har slugt os uforberedte og dermed overladt vores barndomsår til erindring. Det skræmmer mig. Jeg har ikke lyst til at være så stor, så voksen, siger jeg til dig. Du kan ikke forstå det, du kan godt lide at blive udfordret og arbejder bedst under pres. Du får SU nu, og er lige begyndt at tage kørekort. Når man gentager et ord mange gange i træk, er det som om ordets betydning forsvinder, bliver ligegyldig, brydes.


Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar –Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar - Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar –Ansvar – Ansvar- Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Ansvar – Dit værelse er nøjsomt indrettet. Kun det mest nødvendige står anbragt her - så kan du bedre koncentrere dig har du sagt. Fra dit vindue kan man se ind til byen, der om aftenen udgør et landskab af tusinde flimrende lys fra osende bytrafik og klemte lejlighedskomplekser. Men det er langt væk, og her dufter der af nyvasket sengetøj. Du vil lave en seng af paller. Du har talt om det længe, men har ikke gjort noget ved det. Pres. At vende på vrangen, så begivenhedernes farvekombination forvrænges og opleves i en langt mere tåget og grumset nuance. En hue der trækkes over ansigtet og frastøder alle ord fra mine læber. Presset der hidsigt dunker i brystkassen, gør mig bange, vælter ud af øjenkrogende. Lysten til at forsvinde ind i sig selv eller falde, som en baglæns fødsel hvor jeg drukner og bliver opløst. Jeg brokker mig over dig, for selvfølgelig er det dig, jeg er jo for vigtig, for speciel, unik. Jeg brokker mig over din måde at bruge penge på og når du er alt for glad og råber op. Jeg bliver ked af det, når du skal noget andet, når jeg spørg. Eller når jeg føler at du ikke ligger nok mærke til mig. For hvor er det synd for mig. Jeg kan ikke noget selv. Jeg har brug for arme jeg kan klamre mig til, jeg har brug for konstant opmærksomhed. Jeg havde en drøm, hvor du holdt mig i hånden, siger jeg. Du kigger væk. Gennem spejlet kan man se refleksionen af os begge, vores kroppe der sidder i sengen, nedsunkne. Du føles tør, lunken. Jeg siger at jeg savner os, du siger at du har det på samme måde, men at du bliver nødt til at gå, du har travlt.

Alvilda Thomasen


SVØM FOR LIVET

Lyden af legende børn der fylder rummet, fortættes og næsten forsvinder, hver gang jeg lader mit hoved bevæge sig under den blanke vandoverflade. Min krop bevæger sig næsten vægtløst gennem vandet og lader sig roligt falde imod bassinets bund. Jeg mærker bundens hvide fliser strejfe min badedragt og mine bare lår, før jeg igen lader mit hoved skille vandoverfladen, og min krop tilegne sin ny luft. Jeg vil ikke være hende, der aldrig ønsker at være alene. Hende der griner højest. Jeg vil ikke være hende, der fylder stilheden. Stilheden skræmmer mig, den fortæller sandheden. Rigtig og forkert, jeg kan snart ikke skille det ad længere. Jeg er på den rigtige side af helvede, men den forkerte side af himlen. Min puls forøges, og jeg forsøger at tvinge mit hoved imod vandoverfladen. Vandet presser imod mine lunger og tynger min krop imod bunden. Min vejtrækning bliv til en kamp. En kamp, der kun resulterer i kraftige gisp. Hver dag befinder jeg mig i en krig med mit spejlbillede, jeg kan ikke tage personen der kigger tilbage på mig. Jeg er mig egen værste fjende. Hvorfor føler jeg det er slut, at festen er ovre. Når det går godt, går det godt, til det går skidt. Jeg prøver at finde det jeg engang havde, det jeg engang var. Jeg har hørt mig græde, men aldrig igen. Jeg står højt og sikkert. Igen kan røre mig. Jeg føler intet, Vandet hober sig op i min krop. Bundens sætter sig fast i min bare hud og efterlader følelsen a aflange åbne sår. Min krop holdes under vand. På trods af mit hoved er under vand, kan jeg høre børnenes gennemtrængende latter banke imod mine trommehinder. Den jager igennem min hovedskal. Vandet trykker på mine lunger og luftrør. Luften forsvinder fra min krop og jeg prøver desperat at svømme op til vandoverfladen. Min krop er for tung, som var den af bly. Min puls galopere afsted og viser ingen tegn på pause. Bunden føles uendelig, som et stort mørkt hul.

Amanda Thystrup


Er der latter i dit hoved når du skriger? Lader de som om de er døve Vi lever i en døv verden Pas dig selv, sid alene i bussen mens du brækker døren til dit hjerte op det er jo bare ribben vi er bare kød bare blod Vi venter på noget bedre hvad så hvis det her er dét? og intet bliver bedre Hører du stadig latteren eftervirkningerne af dit skrig eller er du døv som alle andre?

Prøver ikke at forvolde skade prøver at ødelægge Jeg roder eller måske er jeg et rod resultatet af min egen destruktion Jeg er de sidste stykker af alt hvad der er knust ynkelig ussel ødelagt Jeg genkender ikke pigen i spejlet eller hvad der er tilbage af hende Jeg er asken fra bålet resterne af mig selv Jeg ved ikke hvad jeg var engang men jeg er det ikke mere.

Du søger en illusion og drikker tvivlen bort Står op hver dag med dine sorte lunger meningsløs Du søger en illusion klynger dig til et håb om noget bedre en dag et bedre sted et bedre liv Du lever i desperation står op hver dag med dit sorte hjerte Måske er det næste liv bedre lad os prøve igen måske er alt rent og hvidt der Hvor sort er din samvittighed?

Clara Birch


SÆTNINGER OG SCENER FRA EN UNGDOM

Grinekramperne lammer mig halvt, og snart ligger vi alle tårevædede på gulvet. Jeg har ingen ide om, hvad vi griner af. Eller hvad der startede det. Det griner vi også af. Henne i hjørnet sidder min far, der forsøger at holde masken, men gnægger lidt alligevel. Hele huset gynger, som har det fået lattergas. Det er herligt. Det er sammen. Vi spiller ping pong med sarkasmen. Min mor tror, det er alvor, og humoren falder til jorden, når det skal forklares. Ingen ser det komme. Et pludseligt tordenvejr trækker ind over min lillesøsters plads. Vi puster alt hvad vi kan for at blæse det væk. Så nu regner det. Forældrene er på hendes side og sætninger som ”Du har jo ret, min skat. Undskyld, det var ikke sådan ment” gentages for mange gange og gør kun situationen værre. Hvorfor kan de ikke se det? Jeg observerer og klapper i. Mit indre tordenvejr ruller ud og lydløst skyder jeg lyn ud mellem tænderne. Det handler om accept. Af dig. Det du kan lide. Dine valg. Verden skrider, når man ikke støttes. På min lillesøsters værelse buldrer Kpop’en afsted. Ord vi ikke forstår vælter ud under hendes dør. Det handler om accept. Jeg trækker vejret dybt og er overbærende. Højtaleren i køkkenet er en krigszone. ”Normal” musik får plads, mens de koreanske sange er dybt diskriminerede, hævder min lillesøster højlydt. Hvad skal vi gøre ved det? Vi forsøger at give plads. Men vi er fire, hun er én, og vi kan ikke lide det samme. Når jeg siger, at jeg aldrig har skændtes med mine forældre, vender hovederne. Er det unormalt at have det godt? Eller har jeg bare ufatteligt søde forældre? Jeg har intet behov for at være et teenagemonster, der hader sine forældre. Søde forældre er rart. De har det bare indimellem med at transformere sig om til klæbrigt lyserødt tyggegummi. Den slags man ikke kan komme fri af, og jo mere man kæmper, jo mere klæber det. Det er første gang jeg er ung, og jeg øver mig i det. Er stadig ved at


gennemskue livet. Men når jeg har fundet ud af, hvordan det skal gøres, er jeg voksen. Du har kun prøveomgangen. Jeg skal nå det hele før jeg bliver 30, for så er jeg gammel, voksen og seriøs. Det føles sommetider som at være skizofren. Jeg er spændt over alle mulighederne. Jeg må alt. Nærmest på lige fod med de voksne. Verden ligger for vores fødder. Men så kommer forventningerne kravlende fra omgivelserne og baghovedet. Vi søger i dækning i hulen, der er bygget af dyner, Facebook og Netflix. Ønsker, man var døbt Peter Pan. Ansvaret bliver låst ude på bagtrappen og får kun lov at komme ind på dage med overskud af solskin. Jeg tænker over livet og noterer, at det er: finurligt, herligt, tungt, gråt, solnedgangsfarvet, seriøst, grinekramper, afleveringer, præstationer, tid, saltvand.

Frederikke Natorp


Med en pude i ryggen sidder jeg i min perverst bløde seng herhjemme og stirrer intenst på en interessant plet på væggen. Jeg har siddet her i så lang tid, at jeg er bevidst om, hvor underligt det må se ud. Det er faktisk uhyggeligt behageligt. Ding! Min mobilskærm lyser op. Jeg kan lige spotte symbolet for en SMS ud ad øjenkrogen. Jeg slår den på lydløs og vender skærmen væk. Ungdom er som en forvirrende, men herlig tur på ski Når jeg kommer hjem fra skole har min hjerne det på samme måde, som mine ben har det efter en skitur. De kører rundt, og skal altid lige fatte, at jeg ikke er på bakken mere. Officielt er skoledagen jo slut, når den er slut. Men som en mand i bussen, der tager halvandet sæde, fylder den, og gør det umuligt at slappe af på det resterende halve. Det efterlader mig med to muligheder; at gnubbe mig op ad manden, eller at stå og prøve at lade være med at falde, når bussen bremser hårdt op. En rutsjebanetur, hvor det forventes, at du bygger din egen sele Jeg har fri i den tid, det tager at komme hjem, og så er det tid til at gnubbe mig op ad førnævnte mand og få lektierne ud af verden eller droppe det helt. Det er ikke fair. Men hvem ville vælge at stå på egne ben og risikere at falde, når man kan sidde på et halvt sæde? Fra min udstrakte arm dingler min skoletaske mod gulvet. Jeg står midt i værelset; et mere flakkende blik skal man lede længe efter. Seng eller skrivebord? Dyne eller stol? Det er ikke et svært valg, men jeg står her alligevel fra 15.40 til 15.41 hver dag. Mit håndled, der fremviser et årgammelt Roskildearmbånd, sender tasken skødesløst mod sengen. Så hopper jeg selv efter. En rygende kop Earl Grey, min dyne og min computer er mit udstyr, når lektierne skal tumles. Jeg kan ikke se det ironiske i at trække den travle hverdag med ind i det allerhelligste, min seng. Klokken er ikke så mange, så jeg


beslutter mig for at se afsnit House of Cards. Det kan jeg godt nå. Halvvejs igennem begynder jeg at nikke. Mine øjenlåg føles som de vægte, der bliver brugt i det fitnesscenter, jeg aldrig har tid til at besøge. Et T-kryds, hvor forandring er den ene mulighed; vane, den anden Groggy og med bankende hjerte vækkes jeg af trampende støvler i entreen og min mors favoritkald ”HUTHUT”, eller på dansk: ”Så er jeg hjemme”. Det er blevet mørkt. Det tager mig præcis to hjerteslag at huske, hvorfor det er en dårlig ting. En stak A4-papirer dukker op for mit indre blik. Og for mit ydre. De ligger lige der. En håndsbredde væk. Dyb indånding. Suk. Skole, venner, kæreste, familie formår at smelte sammen til en stor, summende klump af liv. Måske er det en dårlig ting. Måske ikke. Hvem ved? Et smil breder sig på mit ansigt. ”HUTHUT! Skal jeg hjælpe med noget, mor?”. Jeg har i hvert fald ikke tid til at finde ud det. Jeg har nemlig travlt. Men livet er skønt. En regnbuefarvet pose bland-selv-slik med alt: Surt, sødt, salt og bittert

Noah Paludan


Min dag inddeles i brudstykker fra det øjeblik jeg vågner, til det øjeblik jeg falder i søvn. Brudstykker fyldt med lyde der vælter sammen som et bilsammenstød. Først hører jeg vækkeuret, så mine forældres stemmer, så kogekedlen, skoleklokken, læreren, eleverne og rektoren, så vinden når man suser på arbejde på sin cykel, og chefen, kasseapparatet, lottomaskinen, kollegaen og forældrene. Man glemmer helt at høre sig selv mellem alt støjen, og man er træt helt ind til knoglerne. Det er udmattende at være på hele tiden. Man vil jo gerne have en uddannelse. Gerne være social. Gerne have løn. Gerne blive set, hørt og taget hensyn til. Jeg vil gerne. Jeg vil gerne have det stykke drømmekage, jeg undlod at spise. Jeg vil gerne male væggene i mit værelse lysegule. Jeg vil gerne prøve alle trøjerne i butikkerne, også dem på udsalg. Jeg vil gerne lære at spille guitar og stadig få 12 i tysk. Men der er veninder, der skal snakkes med, lektier der skal laves, sms’er der skal sendes, opgaver der skal løses og ting der skal håndteres med forsigtighed; ting som ikke kan proppes ind i de stopfyldte planer, der fylder kalenderen i forvejen. Og jeg brokker mig. Gud, hvor jeg brokker mig, for det kan da ikke være sandt, at jeg skal tage mig af alt det her! Jeg vil blive til noget, og jeg vil blive til nogen, og det skal være nu. Det skal være mens jeg er ung, mens jeg har tid. Men sagen er den, at jeg ikke har tid. Tiden danser stopdans med mig. Jeg bliver prikket til konstant, får sms’er fra min arbejdsgiver om ekstravagter og sygemeldinger, jeg får påmindelser om tandlægetider og e-mails om at min pakke er ankommet og kan afhentes på nærmeste posthus. Så kommer man hjem, åbner pakken og opdager at kjolen er tre centimeter for stor i taljen, og desuden heller ikke har samme farve som på skærmen, da man bestilte den. Hver dag får jeg alle de her beskeder jeg skal bearbejde, reagere på og redegøre for. Jeg skal holde styr på det. Ikke kun for mig selv, men for andre. Min klassekammerat vil gerne have svar på, om jeg vil hjælpe hende med danskstilen i onsdagens friblok. Min søster vil godt vide, om jeg kan tage hendes vagt på arbejde, når hun skal til gymnasiefest på fredag. Min mor vil høre, om jeg kan lide den sweater, hun har på i dag. Jeg stod op i dag med en lang plan foran mig. Med rygsækken kastet


over den ene skulder, hovedtelefoner løst i ørene og den sidste bid morgenmad i munden, glæder jeg mig bare til at komme hjem igen. Men selvfølgelig, da jeg kommer hjem, bliver jeg ikke overladt til mig selv, men til lektier og huslige pligter. Jeg sænker ned i kontorstolen med Word og Danskgyldendal, noteark og digitale ordbøger, og pludselig er jeg omringet af tal og fakta i alle afskygninger. Det besynderlige er, at den fremtid jeg gør mig så umage for at møde på bedste vis, er grundlagt af lige præcis dét, der udmatter og keder mig, når det kommer i så store mængder som nu. Men der er ikke tid til at sætte farten ned, ikke tid til at sætte ting på pause. Jeg rykker mig frem og tilbage på kontorstolen, og rummet bliver fyldt med dens knirken og min frustration i én stor pærevælling af hovedpine. Jeg begraver mig i en sidste-øjebliks-matematikaflevering hvis opgaveformulering flimrer på skærmen. Kastet rundt i et virvar af tal og diagrammer, lader jeg mig selv synke dybere ned i stolen. Jeg løfter fingrene fra tastaturet, ruller stolen et stykke tilbage, så jeg kan se alt det, jeg har lavet. Udregningerne ligner koder jeg har knækket, men egentlig har jeg bare fuldt instruktionerne. Jeg forstår det ikke helt selv. Det sidste stykke tid bruger jeg på at flytte tingene rundt i afleveringen, så det ser ordentligt ud. To streger under facit, diagrammerne i de rigtige farver, og mit navn øverst på siden. Da jeg er færdig, klapper jeg bærbaren sammen, uvidende og ligeglad om jeg nåede at gemme dokumentet, før jeg lukkede det hele ned.

Tanja Pedersen


MANIFEST: UNG I 2015

Min far fortalte mig engang historien om stigen, moren og barnet. Moren klatrer op ad stigen med barnet i sine arme. For hver etage hun passerer på sin vej, siger hun ”Nej, vi er der ikke endnu. Bare lidt længere”, og sådan bliver hun ved. For ser du, alt hun kan tænke på er at nå toppen, og først når hun gør dette, er hun i stand til at slappe af. Hun indser, at hun begyndte for sent - at hvis hun var begyndt at klatre fra spædbarn af, ville hun måske have kunnet nå det. Men barnet har stadig muligheden. Hun tvinger det til at klatre selv. Op, længere op end hun nogensinde kommer. Hun forventer, at barnet når toppen, så det gentager ivrigt bevægelsesmønsteret. I takt med at det kommer højere op, råber moren, ”Nej, du er der ikke endnu. Bare lidt længere”, så barnet fortsætter - for det gør mor glad. Selvom hun kan se, at bar-


net er udmattet, fortsætter hun med at råbe ”Du er der ikke endnu. Bare lidt længere” Men barnet falder. Hun ser det ikke, for hun har slået sig ned på en etage, stolt over sit barn - stolt over at være skaberen af et mirakel. ”Mit barn når helt til top” taler hun sig i søvne hver nat. Det er 2015 – jeg er ung og har det pisse godt. Men du har hørt den latterlige historie og forventer af den sølle grund, at jeg er i vanskeligheder. Du forventer, at problemer river og skubber til mig fra alle sider, og at det kun er et spørgsmål om tid, inden jeg falder. Du ser det som en selvfølge, at jeg tager stoffer - og måske har du ret. Det er en banalitet, at jeg drikker - for det gør jeg jo - og chancen for at jeg kan skelne mellem kærlighed og sex, er at håbe på en baby kan se forskel på vand og vodka. Om jeg så har et problem, vil jeg lade dig om at bedømme. For det er dét, du gør – du ser, og du dømmer. På godt og præcist ungdomsdansk, ville jeg udtrykke mig: ”Nedtur”. Det er nedtur, at det ikke længere er okay at være problemfri. Det er en del af gymnasieturen, at jeg møder op til dine obligatoriske samtaler. Du fylder turen med normer, udmatter den, og alligevel ser jeg bare til, for jeg er ung og har jo allerede nok problemer at tage mig af. Turen ned, du tilbyder mig, er ikke én jeg frivilligt vil acceptere, men jeg gør det - det er jo det du forventer. Nedtur. Stiger. Det er det tætteste på kærlighed vi kommer – eller var det sex? Ét Valg, afgører mine venner. Ét Valg, definerer min tro. Ét Valg, fastslår min fremtid. Men du lader mig ikke vælge. Som du kan høre, er jeg endnu ikke dimitteret - jeg er gradueret. Og hvis du spørger mig, om jeg snart er nået toppen af stigen, så lad mig citere tragedien, Macbeth, af William Shakespeare; akt 4, scene 3, linje 105: ”Nej”

Tobias Algren Thomasen


Det hele er fortid nu. Jeg ligger i en pøl af triste tanker, og glemte minder, men det rører mig ikke. Gulvet føles godt igennem skjorten. Jeg har altid tænkt over, hvordan det kan føles så godt, selvom jorden er så hård og kold. Jeg ligger ikke udenfor. Ikke længere. De andre er gået. En øldåse ligger i min hånd, men den er tom. Jeg selv så fuld, at jeg ikke kan stå. Det er nok derfor, jeg ligger ned. Når jeg kigger op i loftet ser jeg kun hvidt. Roterende hvidt. Det går op for mig at det er loftet som er hvidt. Hvidt som kul. Kulsort og dog kridhvidt. Jeg aner ikke, hvad jeg taler om, og dog har jeg det som om, det, jeg siger, er meget vist. Der kommer en pige ind i rummet. Jeg ser hende ikke først, men kun hendes tappende skridt afslører hende. Jeg hører hende samle en dåse op, men den er tom, så hun smider den igen. Jagten fortsætter, indtil hun står over mig. Endelig kan jeg se hende. Jeg kender hende ikke, men det går op for mig, at det nok er hendes fest. Hun hælder lidt til den ene side, så den anden i en konstant kamp om at holde balancen i det skvulpende rum. Hun sætter sig ved siden af mig. Så er der ikke så langt at falde. Hendes navn kender jeg ikke, men jeg ved, det er smukt. Hun tager prøvende fat i min øldåse, men smider den skuffet væk. I stedet griber hun min hånd. Jeg ville gerne rejse mig, gerne gøre indtryk. Men jeg gemmer mig i hendes øjne i stedet. Vi sidder længe sådan. Hånd i hånd, øje mod øje. Jeg kan mærke mit hoved dunke, og mit hjerte følger med. Hun begynder at tale, men ordene synker i luften og flyder ud på mig som perledråber i tusinde farver. Kroppen vender sig lidt efter lidt til den nye sans, der blev taget i brug. »Hvorfor bedøver vi os i sprut, cigaretter og hash? Det er som om verden vil os det ondt og vi dulmer det hele i tåger bare for at glemme. Men glemme hvad? At vi går sultne i seng hver aften? At fætter Jens døde i krigen i går? At en tsunami rev hele vores by ned? Nej! Det vi prøver at glemme, det der er vores største problem, det er at vores billeder ikke er lige så populære som hende fra parallel-klassens. Eller at vi kun fik 7 frem for 10 til sidste standpunkt i dansk. Jeg væmmes og jeg græmmes og dog har jeg det selv lige sådan. Vi er bløde i dette


land. Intet kan skade os. Og alligevel render vi alle sammen rundt med bandager om vores selvværd og selvtillid.« Hun stopper sin monolog et øjeblik, mens hun trækker vejret ophidset. En tåre falder ned fra hendes kind og jeg tænker på, hvad hun dog har været igennem for at bringe den frem. Jeg giver hendes hånd et klem, men hun trækker den til sig i forargelse. Hun kigger ondt på mig, mens floderne løber over deres breder. »Du troede nok, du var den eneste, der følte smerte. Den eneste der græder hver gang din far drak en øl for meget, mens du kigger fortryllet på alle duk¬kerne hvis sminke er lagt med løgne og bedrag. Men kan du ikke se det? Jeg er lige så meget en rotte i mit dyb som du er. Jeg er ikke en solstråle. Jeg ligner bare en, det gør vi alle, for det er det der skal til for at overleve i denne ungdom fuld af rådden plastikfrugt og nedklippet kunstgræs.« Hun vender sig om, og efterlader mig i en verden af barbiedukker der skriger.

Victor Rueskov Christiansen


Ungdomsmanifester 16-19 år  

Eleverne på forfatterforløb for de 16-19-årige har lavet et visuelt portræt og et sprogligt manifest over ungdommen 2015. Med sammensætning...

Advertisement