Page 1

//KULTUREL KORTLÆGNING

MANGFOLDIGHED BÆREDYGTIGHED

DEMOKRATI EN ANTOLOGI I 3 BIND

2017

AARHUS KANDIDAT EUROPÆISK KULTURHOVEDSTAD


2017

AARHUS KANDIDAT EUROPÆISK KULTURHOVEDSTAD

//KULTUREL KORTLÆGNING

MANGFOLDIGHED BÆREDYGTIGHED

DEMOKRATI EN ANTOLOGI I 3 BIND

Redaktion: Malene Andersen, Kasper Andersen, Kirsten Elkjær og Trevor Davies Følgende sekretariatsmedarbejdere har medvirket til bearbejdning: Tina Leth Maaberg, Erik Hjælm Kristensen, Mette Nyholm Kristensen, Naja Engsted Jørgensen og Anne Sofie Hammer Madsen Publikationen kan downloades fra vores hjemmeside: www.aarhus2017.dk 1. udgave Oplag: 300 stk. i 3 bind Udgivelsesdato: 19.01.2011 Trykkeri: Kultur-og aktivitetscenter HUSET, Grafisk kopi & print, Aarhus Kontakt Aarhus 2017-sekretariatet på aarhus2017@mkb.aarhus.dk www.aarhus2017.dk Kulturforvaltningen Aarhus Kommune Vestergade 55, 4. 8000 Aarhus C


FORORD BYENS VÆRDIER - TRE ANTOLOGIER OM MANGFOLDIGHED, DEMOKRATI OG BÆREDYGTIGHED Aarhus satser på at være Europæisk Kulturhovedstad i 2017. I denne forbindelse gennemførtes der en række kortlægninger af Aarhus og Region Midtjylland. Denne antologi er en del af denne kortlægning af byen og dens udfordringer. I de senere år er der tre begreber, der er dukket op i stigende grad, når man diskuterer bysamfund – endda samfund i det hele taget: Mangfoldighed, demokrati og bæredygtighed. De tre begreber signalerer alle, at vi befinder os i en tid, hvor der er massive udfordringer i forhold til at håndtere voldsomme forandringer, som tvinger os til at revurdere vores kulturbegreb – herunder det kulturbegreb, som er udgangspunkt for vores visioner om et fremtidigt bysamfund. Vi har i Aarhus 2017 valgt tre arenaer, som tilsammen rummer tre supplerende dimensioner af bysamfundet. Den ene er den fysiske by - byens indretning, historie, fortællinger, arkitektur og forbindelser med natur mv. Den anden er byens skabende kraft - i form af kunst og innovation. Den tredje er byens værdigrundlag – mangfoldighed, demokrati og bæredygtighed, som er udgangspunkt for sociale processer, samvær og holdninger. Naturligvis hænger de tre arenaer sammen og overlapper hinanden. Faktisk er de i konstant interaktion, og tilsammen beskriver de byens fysiske rammer, byens energistrøm og byens mindset. Vi har valgt at invitere 45 personer, som til daglig beskæftiger sig med begreberne: Mangfoldighed, demokrati og bæredygtighed – såvel praktisk som teoretisk - til at bidrage til kortlægningen af disse centrale værdier – Aarhus’ værdier. De fleste har skrevet indlæg, mens andre har ladet sig interviewe. Vi synes, at der er kommet tre yderst interessante og relevante antologier ud af denne proces. Vi synes, at der tegner sig et billede af en by, hvor vi på den ene side kan være stolte over, at der er en åben, selvkritisk - men opbyggelig interesse i ikke at hylde byens fortræffeligheder, men at bidrage til byens selvbevidsthed. Vi kan konstatere, at Aarhus faktisk har mange kvaliteter, og at byen gør et bevidst forsøg på at udvikle sig med en solid forankring og rummelighed. Men at der samtidig er en række svagheder og mangler, som man kunne arbejde med i de kommende år, hvor Aarhus kandiderer til at være Europæisk Kulturhovedstad. Faktisk tror vi på, at Aarhus kunne være en foregangsby for mange andre. Vi har et fremragende grundlag at bygge på.

Trevor Davies Projektleder, Aarhus 2017

AARHUS 2017


AARHUS 2017: KORTLÆGNING // DEMOKRATI INDHOLDSFORTEGNELSE: DEMOKRATI DEL 1: INDLEDNING ..................................................................................................................................... 2 DEL 2: ARTIKLER OG INTERVIEWS.............................................................................................................23 DEMOKRATIET NÅR SGU IKKE HERUD … LIDT MERE DEMOKRATISK ....................................................... 23 Af Preben Astrup, filosof ........................................................................................................................23 DEMOKRATI VIA SVÆRMKLØGT? ..............................................................................................................26 Af Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker, cand.scient.pol., Futuria..............................................................26 ER DER GRUPPER, DER IKKE FÅR DEL I DE DEMOKRATISKE PROCESSER I AARHUS?............................. 28 Af Merete Ipsen, museumsinspektør, Kvindemuseet i Danmark ........................................................... 28 MULTIMEDIEHUSET – BORGERNES HUS.................................................................................................... 31 Af Rolf Hapel, forvaltningschef i Borgerservice og Biblioteker, Aarhus Kommune .................................. 31 DET DELTAGENDE DEMOKRATI I PRAKSIS – FÆLLESRÅDENE I AARHUS KOMMUNE .............................. 34 Af Jes Retbøll, formand for Skødstrup Fællesråd ................................................................................... 34 ER RELIGION EN HÆMSKO FOR DET KOMMUNALE DEMOKRATI? ............................................................ 37 Af P.H. Bartholin, domprovst ved Aarhus Domkirke ............................................................................... 37 DEN DEMOKRATISKE KULTUR I AARHUS ................................................................................................. 40 Af Jørgen Carlsen, idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole ....................................................... 40 VIDERE UDVIKLING AF DET LOKALE DEMOKRATI I AARHUS.................................................................... 43 Af Palle Svensson, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet ...................................... 43 BORGERINDDRAGELSE OG NÆRDEMOKRATI I AARHUS .......................................................................... 46 Interview med Erik Meistrup, Direktør & chefredaktør, Mediehus Aarhus. ............................................. 46 BORGERINDDRAGELSE OG NÆRDEMOKRATI – DEN AKTIVE BORGER ...................................................... 51 Interview med Ruth Morell, daglig leder af Huset ................................................................................... 51 NETVÆRKSDEMOKRATI SOM UDVIKLINGSKRAFT I AARHUS KOMMUNE ................................................ 54 Af Steffen Hartje, sekretariatschef, Folkeoplysningssamvirket i Aarhus ............................................... 54 BORGERINDDRAGELSE I AARHUS – GODSBANEN OG BYEN ...................................................................... 57 Interview med Lars Davidsen, Godsbanen .............................................................................................. 57 BORGER/BRUGERINDDRAGELSE OG NÆRDEMOKRATI I AARHUS ............................................................ 61 Interview med Line Daugbjerg Christensen, direktør for Øst for Paradis ................................................. 61 NÆRDEMOKRATI OG BORGERINDDRAGELSE I AARHUS .......................................................................... 64 Interview med Preben Mejer, Direktør for Innovation Lab ...................................................................... 64 DEL 3: OPSUMMERING .............................................................................................................................. 69

D AARHUS 2017


DEL 1: INDLEDNING Formålet med denne kortlægning er at se på den demokratiske praksis i Aarhus i forhold til, at byen kandiderer til at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Der er tre niveauer i denne tænkning: 1) Demokrati som et bærende element i vores samlede ”kulturbegreb”, som indrammer samfundet, herunder hvordan demokrati udfolder sig i den kommunale og bymæssige sammenhæng, 2) demokrati som en gennemgående værdi i den danske kulturpolitiske tankegang og 3) demokrati som en praksis i kulturlivets organisering og praksis, herunder foreningsliv, organisationer mm. Da der netop er tale om demokrati i et lokalsamfund, er det nærliggende at fokus for denne kortlægning er på begreberne nærdemokrati og borgerinddragelse i Aarhus. Sammenhængen mellem demokrati og kultur er naturligvis i høj grad defineret traditionelt i forhold til det nationale: både historisk, lovmæssigt og politisk - og her findes naturligvis et fundament for enhver by. Samtidig er der dog tydelige tegn på, at det er i lokalsamfundet, at demokratibegrebet er både synligt og påvirkeligt i høj grad, og hvor skabelsen af et mere aktivt og engageret kulturliv er til stede – hvor borgerne er både aktive, kritiske og skabende er alt anden end givet. Samtidig er storbyernes stigende mangfoldighed og dynamik en udfordring for traditionelle demokratiske systemer. Tidens satsninger på borgerinddragelse, på kravet om synlighed i beslutningsprocesser, medborgerskabet, brugerdreven innovation mm., er alle tegn på, at konsensussamfundet omdefineres. Storbyens pluralitet og mangfoldighed kan kun håndteres, hvis de demokratiske spilleregler kan omsættes til positive rammer og processer for engagement og ytring. Den kulturelle profil af en by afspejler byens mange forskelligheder, hvor der fremmes kontakt og engagement på tværs af sociale grupperinger, indkomst, lokalgeografi, religion og kulturel baggrund. Mens denne opgave på landsplan er meget teoretisk, er den dog ganske konkret og afgørende netop i storbyerne, hvor interessekonflikter og forskel er så tydelig, konkret og fysisk og derfor yderst relevant. I forhold til en kulturhovedstadssatsning, hvor en ny vision om integreret planlægning og samfundsudvikling tager afsæt i kulturelle værdier, lige så meget som den funderes på kulturelle infrastrukturer eller i den kulturelle praksis, er byens demokrati en væsentlig forudsætning. Denne kortlægning består af en indledning, hvor centrale temaer og begreber behandles og afklares.Derudover er der indsamlet ni skriftlige indlæg samt fem interviews fra udvalgte personer med stor viden, gode kompetencer og erfaringer på områder, der gør dem interessante i forhold til netop denne kortlægning. Disse personer kommer fra både det private erhvervsliv, kulturinstitutioner, foreninger og råd samt fra Aarhus kommune. Til slut samles op på indlæggene, og centrale tendenser behandles.

2 AARHUS 2017


DEMOKRATIBEGREBER Ordet demokrati er græsk og betyder folkestyre. Udtrykket stammer fra 500-tallet f.kr. og blev brugt om folkestyret i Grækenland, hvilket betød, at alle mænd over 20 år kunne stemme, så længe de ikke var slaver eller udlændinge. Kvinder var helt ekskluderet fra den demokratiske proces. Igennem tiden har betydningen af ordet demokrati fået mange forskellige betydninger. Forløberen for den styreform vi kender i dag, det repræsentative demokrati, tog første gang sin form i forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig samt den franske revolution. Demokrati er dog også meget andet end blot en styreform. Den danske teolog Hal Koch skrev i bogen ”Hvad er Demokrati?”:

”Det er samtalen (dialogen) og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen (...) Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform.” (Koch (1945)) En grundsten i den skandinaviske demokratiopfattelse er aktivt medborgerskab. I sin rapport ”Aktivt medborgerskab, demokratiudvikling og globalisering. Hvordan kan medborgerskabstanken fornyes?”" har Steffen Hartje beskrevet og udviklet begrebet medborgerskab samt dets historie. ”Medborgerskab kan på et teoretisk plan defineres som det, der definerer

og afgrænser enkeltindividers og gruppers tilhørsforhold til et politisk fællesskab. Dette tilhørsforhold har to forskellige aspekter. Det ene aspekt vedrører forholdet mellem borgerne og de rettigheder og forpligtigelser, som de er blevet tildelt af de politiske institutioner. Det andet aspekt vedrører de offentlige sammenhænge, hvor borgerne forsøger at afklare og løse fælles anliggender.” (Hartje (2002): 16) Medborgerskab ses første gang i antikkens Grækenland, ca. 4-500 år f.Kr., baseret på Aristoteles' tanker. På dette tidspunkt er fokus på de pligter, borgerne har over for demokratiet, hvor man forventede at tage del i de demokratiske processer. Borgerne, der havde disse pligter, var de samme som kunne stemme, altså kun voksne, frie mænd. 2-300 år senere støder vi igen på ideen om medborgerskab, denne gang i Romerriget. Her blev konceptet dog udvandet, da man i takt med rigets udvidelser gik bort fra at søge at involvere befolkningen i de demokratiske processer. I stedet blev medborgerskabsrettigheder givet til mange borgere i de nye dele af imperiet, for på den måde, at få de nye borgere til at acceptere og efterleve Roms love og betale skat til imperiet. Den form for medborgerskab, man kunne se i det antikke Grækenland, var i høj grad centreret om individets forpligtelser over for staten. Som følge af industrialiseringen fra omkring år 1700 frem til den franske revolution, ændredes fokus i medborgerskab fra den republikanske tankegang fra antikkens Grækenland til, at den enkeltes rettigheder var i fokus, den liberalistiske tradition: 3 AARHUS 2017


”I modsætning til den republikanske tradition er den aktive deltagelse ikke

i sig selv noget mål for den liberalistiske opfattelse af medborgerskabet. Den fokuserer i stedet for på at styrke borgernes individuelle rettigheder og på at sikre alle borgere en lige behandling. Den enkelte borger opfattes som et medlem af samfundet, der giver sin mening til kende ved at stemme og desuden betaler skat. Der forventes derudover ikke nogen yderligere indsats i forhold til de politiske afgørelser, eller at man som borger skal opfatte sig som en del af et politisk fællesskab.” (Hartje (2002): 27) Ifølge Hartje er der igen brug for en revision af medborgerskabsdefinitionen. Tidligere tiders tanker tager ikke højde for globaliseringen, udviklingen af og produktionen i ITsektoren samt den multikulturelle udvikling, som store dele af verden oplever. Der er derfor brug for, at man overvejer, hvorledes medborgerskabet kan tilpasses, så det kan fungere positivt i et multikulturelt videnssamfund. En mulighed er at tilføre den enkelte flere rettigheder, men som Hartje påpeger, vil dette indebære en risiko for, at det bliver svært at skabe konsensus om medborgerskabet, da der vil opstå for mange forskellige retninger af medborgerskabet. INDIREKTE VERSUS DIREKTE DEMOKRATI Med den øgede adgang til internettet samt dets kolossale udvikling over de sidste 10 år, har borgernes og brugernes vaner, når det kommer til demokrati, ændret sig. ”Internetbrug er en del af danskernes dagligdag. Tre ud af fire anvender

internet dagligt eller næsten dagligt. Fire ud af fem bruger internet mindst en gang pr. Uge.” (Danmarks statistik (2009): 5) Hvor man tidligere ikke har haft den store mulighed for at give sin mening til kende, undtaget ved folkeafstemninger, læserbreve eller demonstrationer, findes der i dag mange måder at søge at påvirke den offentlige mening, eller for at organisere demonstrationer og lignende via de elektroniske medier. Ligeledes er traditionelle underskriftindsamlinger stort set ikke længere eksisterende, men erstattet af digitale, enten på specielle hjemmesider eller via sociale medier såsom Facebook. Dette gør sig også gældende, når det handler om nærdemokratiet og borgerinddragelsen. Initiativet Mejlgade for Mangfoldighed beskrives bedst på deres egen hjemmeside:

"Mejlgade for Mangfoldighed er en stor kreativ gadefest i Aarhus d. 8. maj 2010 med formål at udvikle og agere platform for det kulturelle vækstlag i Aarhus. Vi vil skabe netværk og samarbejde mellem de forskellige kulturelle aktører, institutioner og beboer."

4 AARHUS 2017


Denne gadefest er, indtil selve dagen, kun noget der beskæftiger relativt få, da man primært inviteres via Facebook eller andre digitale medier, ligesom den primære mængde information er tilgængelig på deres hjemmeside. De forskellige digitale platforme er et stadig relativt nyt område i forbindelse med demokrati. Alligevel viser kulturvaneundersøgelsen, at det i fremtiden meget vel kan blive den primære form for deltagelse i demokratiske processer. Af alle børn, i 2004, brugte 78 % internettet dagligt. FRA HELHEDSPOLITIK TIL ENKELTSAGER Det politiske landskab i det repræsentative demokrati har over de sidste 10 år ændret sig markant.

”Der peges i magtudredningen også på, at der i disse år sker nogle bevægelser i formen for politisk deltagelse, som kan illustreres således:”

(Tænketank om Nærdemokrati - redegørelse til Indenrigs- og sundhedsministeren (1997): 16) Ifølge Magtudredningen fra 2004 er der sket en ændring i måden, hvorpå borgerne involverer sig i politik. Hvor man tidligere identificerede sig med et parti eller en ideologi, er man i dag i højere grad fokuseret på enkeltsager. Dette kan også ses på partiernes medlemstal, der i perioden fra 1980 til 2000 faldt med 26 %. Der er to primære konsekvenser af dette: Det øgede fokus på enkeltsager gør, at det er blevet lettere for den enkelte at deltage i den politiske debat. Der oprettes i højere grad foreninger eller grupper, der kæmper for enkeltsager, hvorfor dem, der har en særlig interesse for en sag eller et område, i højere grad kan 'vælge og vrage' frem for at være medlem af et parti, hvor man så at sige køber en hel pakke. Dette betyder, at flere borgere er aktive inden for et politisk område. Borgernes deltagelse har ikke længere et kollektivt sigte, men tager udgangspunkt i den enkelte og har et individuelt sigte, i modsætning til tidligere, hvor fokus var på det kollektive.

5 AARHUS 2017


EN DEMOKRATISK BY – DEMOKRATISK KULTUR KULTURELT DEMOKRATI

”Kulturelt demokrati er et udtryk for respekt for kulturel mangfoldighed og retten til forskellighed. Og ægte kulturelt demokrati lægger vægt på at anerkende og udvikle befolkningens evner til kreativitet, selvudfoldelse og aktiv deltagelse i såvel kultur- som samfundslivet. Ægte kulturelt demokrati bliver dermed både en forudsætning for og et middel til det politiske demokrati, som er velfærdssamfundets fundament.” (Kulturpolitisk redegørelse (1997): 2) Kulturelt demokrati kan betragtes som en efterkommer af 1960ernes og 1970ernes ønske om demokratisering af kulturen. Man ønskede i højere grad at inddrage en bredere kulturdefinition og samtidig forankre det i lokalmiljøerne. Kultur skulle være for alle, og ikke kun højkulturelle tilbud som kunstmuseer, ballet og teater skulle regnes som kultur. Kultur blev i 1980erne defineret som "noget vi alle deltager i". Tidligere virkede kulturen og dens institutioner oppefra og ned, hvor man i 1980erne søgte at ændre dette, så den virkede nedefra og op. Dette betød, at udgangspunktet blev taget i brugerne af kulturen og deres ønsker. Ifølge Dorte Skot-Hansen er ingen af de to modeller ønskelige i dag, da samfundet har ændret sig. Vi befinder os, ifølge Skot-Hansen, i et netværkssamfund. Det er ikke staten eller folket, der alene bør styre kulturområdet.

”Kulturområdet udvikler sig snarere i en proces, der kunne kaldes for en demokratisk kulturudvikling, hvor udviklingen foregår som et samspil mellem det lokalt forankrede kulturlivs behov, det professionelle kultur- og kunstlivs ofte grænseoverskridende udfordringer og politikernes vilje til at aflæse og sammenfatte disse komplekse processer i en mere overordnet kulturpolitik kædet sammen med økonomiske ressourcer.” (Skot-Hansen: ”Kultur på tværs – tendenser i kulturpolitikken” (2004): 3)

DEMOKRATISK KULTUR I Kulturministeriets kulturvaneundersøgelse fra 2004 kan vi dog se, at kulturtilbud, på trods af den bredere definition, ikke bliver brugt lige meget af alle. Der er i undersøgelsen listet 36 forskellige former for kulturtilbud, der spænder fra teater og museer til aviser, tv og idræt. Befolkningen inddeles i tre hovedgrupper – de lidt aktive, en mellemgruppe og de meget aktive. Folk i de større byer er generelt mere aktive på kulturområdet end folk på landet. Dette er måske ikke tilfældigt, da afstandene mellem landområderne til kulturinstitutionerne kan være meget lange. Undersøgelsen viser samtidig, at personer med længere videregående uddannelser i langt højere grad bruger diverse kulturtilbud, ligesom en højere indkomst også betyder, at man i højere grad er kulturelt aktiv.

6 AARHUS 2017


I Kulturministeriets rapport ”Kultur for alle” fra 2009, redegøres der for, at der er tre ca. lige store grupper af kulturbrugere. Der er storforbrugere, dem der bruger kulturtilbud en gang i mellem, og så er der ikke-brugerne. Den sidste gruppe indeholder blandt andre unge, nydanskere og socialt udsatte. Dette rejser et spørgsmål: Er kulturen demokratisk i Danmark? Rent praktisk er der to begrænsninger for adgangen til kulturen: Geografi og økonomi. Som nævnt er det ikke alle, der bor tæt på kulturinstitutionerne. Samtidig er det heller ikke alle, der har samme økonomiske muligheder for at deltage i diverse kulturelle arrangementer.

”Undersøgelsen har vist (jf. bilag 2), at urbaniseringsgraden har betydning for musikforbruget. Herudover har urbaniseringsgraden selvstændig betydning for, hvor ofte man kommer i biografen, på biblioteket, i teatret og på kunstmuseer/udstillinger. Endelig er det en faktor, der har betydning i forhold til forbruget af forskellige medietyper, deltagelse i foredrag og debatarrangementer, motion i det fri og forskellige forlystelser.” (Kulturvaneundersøgelsen (2004): 364)

Som det ses i nedenstående tabel, taget fra Kulturvaneundersøgelsen, er der store geografiske forskelle på, hvilke kulturtilbud befolkningen bruger.

(Kulturvaneundersøgelsen, 2004)

7 AARHUS 2017


Derudover er der store forskelle i kulturforbruget, når man ser på alder, uddannelsesniveau og køn. På variablen ”Andele af befolkningen over 15 år, som ikke har været til hverken opera, musical, ballet, skuespil, klassisk koncert, på kunstmuseum/- udstilling, andre museer eller folkebiblioteket inden for det seneste år. (Procent)” viser det sig, at kvinder i højere grad end mænd bruger disse kulturtilbud. Kun 16 % af kvinder har ikke været besøgt et af ovenstående tilbud, mens det samme kan siges for 26 % af mænd. På samme variabel er der også store forskelle på befolkningens kulturforbrug, fordelt på uddannelse. En fjerdedel af respondenterne uden uddannelse eller med en kort eller faglig uddannelse har ikke brugt de nævnte tilbud, mens det samme kan siges for 8 % af personer med en mellemlang uddannelse. Kun 3 % af personer med en lang videregående uddannelse har ikke brugt kulturtilbuddene. Kun 11 % af gruppen 20-29-årige har ikke benyttet sig af tilbuddene, mens 31 % af gruppen over 70 år ikke har brugt et eller flere af nævnte kulturtilbud. Hverken ”Kulturvaneundersøgelsen” fra 2004 eller ”Kultur for alle” fra 2009 lader til at undersøge årsager til, at bestemte grupper kan kategoriseres som ikke-brugere. Det er ikke klart, om denne gruppe ikke bruger kulturtilbud, fordi det ikke har deres interesse at deltage i kulturtilbud overhovedet, eller fordi de ikke føler, at de eksisterende tilbud ligger inden for deres interesser og behov. Derfor foreslås det i ”Kultur for alle”, at der laves en ny kulturvaneundersøgelse med fokus på gruppen af ikke-brugere og deres vaner og ønsker. Derudover foreslås der i ”Kultur for alle” flere tiltag for at øge tilgængeligheden af kulturtilbuddene. Et forslag er at revurdere åbningstiderne i de forskellige kulturinstitutioner, med henblik på at disse tilpasses med det liv, borgerne lever. Yderligere lægger rapporten op til, at de forskellige institutioner prøver forskellige forsøg, med rabat-ordninger og gratis entré for at øge tilgængeligheden til kulturen. Turnéer foreslås også som en mulighed, for at få kulturen ud til de potentielle brugere. Kulturinstitutionernes rammer Ser man på eksisterende kulturinstitutioner og deres forhold til begrebet demokrati, opstår der ofte en interessekonflikt. På den ene side er kunst- og kulturinstitutionernes ledelse ofte udpeget med en ”kunstnerisk frihed” og ”selvstændighed”, der traditionelt har understreget det nødvendige ”armslængde-princip”, således at institutionerne kan fungere uden direkte politisk indblanding – hverken fra staten eller kommunen. Det er et af de grundlæggende principper i den danske kulturpolitiske tænkning (princippet praktiseres i samtlige nordiske lande og langt de fleste lande i EU). Samtidig har man, som en del af det offentlige system og som forvalter af offentlige midler, pligt til at bidrage til, at hele befolkningens adgang og brug af det offentlige støttede kultursystem udvikles og udvides. Endelig er man som kulturinstitution ofte afhængig af indtægter fra en markedsøkonomi. Kulturinstitutioner mærker tydeligt, at deres grundlæggende tilhørssted udfordres i disse år, hvor kravet om at agere i de tre forskellige ”rum” samtidig intensiveres. Dette dilemma mærkes særligt for den gruppe af kulturinstitutioner, som fortsat er ”kommunale” eller ”statslige”, hvor man kunne argumentere for, at muligheden for at agere som både mere selvstændige eller mere åbne institutioner begrænses.

8 AARHUS 2017


Det er et spørgsmål om at se på, hvordan kulturinstitutioner fortsat er ”offentlige” i ordets egentlige betydning – og ikke blot et spørgsmål, om de er offentligt finansierede eller kontrollerede. Samtidig risikerer kulturinstitutionerne selv at blive marginaliseret i et samfund, hvor en stigende grad åbenhed og inddragelse af borgere, som både ”kunder”, ”medlemmer” og borgere”, finder sted. Disse udfordringer er ganske markante i denne tid, og her er det yderst forskelligt, hvordan kunst- og kulturinstitutioner agerer. Det er tydeligt, at mens enkelte institutioner har grebet denne bold, som en oplagt mulighed for at sikre et øget samspil med omverden, har andre set det som en markedsmæssig udfordring, dvs. et spørgsmål om at fastholde markedsandel, mens andre blot har set det som en nødvendighed og besværlighed. Kulturinstitutionernes rolle At danske kunstinstitutioner, i forhold til andre lande (f.eks. Sverige, England, Holland og Frankrig), i høj grad i de seneste årtier har bevæget sig fra at være selvstændige til at være selvtilstrækkelige, er der visse tegn på. Kulturledere er ikke særlige engagerede i samfundsdebatten, og kunsten tages ikke længere seriøst i de store medier. Kulturinstitutioner er blevet mere markedsorienterede i forhold til marketing, samarbejde med andre sektorer er gået i stå, det interkulturelle står meget dårligt til osv. Der er dog tegn på, at der er en holdningsændring på vej. I den forbindelse er det nærliggende, at disse udfordringer tages op i 2017 sammenhæng, og at man ser på muligheden for, at Aarhus' kulturinstitutioner kan udvikles ved at påtage sig en mere betydelig samfundsmæssig rolle, uden at miste hverken kunstnerisk potens eller selvstændighed. I 2017's analyse over kulturinstitutionerne i Region Midtjylland har man bedt institutionerne om at kommentere vigtigheden af en række tværgående parametre i forhold til deres egen udvikling, herunder demokrati, mangfoldighed og bæredygtighed. Der er noget, der tyder på, at hvis man skal satse på, at kulturinstitutioner fremover skal spille en mere afgørende samfundsmæssig rolle, er det til dels et spørgsmål om i højere grad at ”åbne” disse institutioner op, således at der kommer et større samspil med samfundet. Det handler dels om at være mere proaktiv i forhold til at engagere hele samfundet i deres program og aktiviteter. Dels handler det om at engagere sig i samfundsmæssige emner og problemstillinger og dermed skabe en platform for den lokale demokratiske debat og engagement, og dels skal brugerbegrebet igen tages meres seriøst i forhold til institutionernes egne organisationer og strukturer. Kunst, kultur og demokrati Tesen om det moderne samfund er, at kunst og kultur er nødvendig for at sikre demokratiet. Kunst og kultur giver netop samfundet et rum for refleksion, reaktion og modspil, som er en nødvendighed, hvor kunstnernes ret til at ytre sig i forhold til gældende normer, praksis mm. ses som et væsentligt princip. Især i Danmark har denne funktion været tydelig understreget i debatten om Jyllands-Postens trykning af Muhammed-tegningerne i 2005, som har skabt en global mediestorm – dels i forhold til det specifikke emne, men efterfølgende om den demokratiske ret til at ytre sig frit som kunstner. Uanset hvad man mener om den konkrete sag, er det tydeligt, at mens princippet ikke drages 9 AARHUS 2017


i tvivl, er kontekst, hensigt og metode blevet en væsentlig del af den kompleksitet vores kulturverden omgives af. Når udtalelser i den globale virkelighed både kan opskaleres og overføres til en hel anden forståelsesramme, mister kunsten og udsagnet sin kulturelle kontekst og overgives til en helt anden politisk, religiøs og social kontekst. Dette brud eller sammenbrud undergraver dermed den oprindelige hensigt. Friheden er ikke en absolut rettighed, men en rettighed som følge af en kulturel kontekst. Frihed til at ytre sig som kunstner hænger nøje sammen med begrebet ”den fri kunstner”, og i den sammenhæng kan det være relevant at diskutere, hvordan vi sikrer os, at kunstnerne fortsat er ”frie” og i stand til at indtage en rolle, hvor ytringsfrihed skal håndteres, men hvor ytringspligt ligeledes er afgørende. Heri kunne der være en vigtig opgave for 2017 i forhold til den Europæiske Kulturhovedstad. Biblioteker i Aarhus Bibliotekernes rolle som kulturtilbud har ændret sig enormt. Tidligere var deres rolle meget statisk; man lånte de bøger som biblioteket havde eller kunne skaffe hjem. Med udbredelsen af informationsteknologien har bibliotekernes opgaver fået en ny karakter. Man kan bestille bøgerne på nettet, eller via databaser bestille diverse former for artikler. Meget af den information, som bibliotekerne tidligere nærmest havde patent på, er i dag frit tilgængeligt på internettet. Bibliotekerne sakker dog ikke bagefter, men har generelt været gode til at omstille sig. Man har søgt at give adgang til alle, således at bibliotekerne fortsat er tilgængelige og brugbare for alle. I rapporten ”Folkebibliotekerne i vidensamfundet”, udarbejdet af Udvalget om folkebibliotekerne i vidensamfundet, gøres de ændrede krav klare.1

”På den ene side falder udlånet af fysiske materialer – bøger, cd’er mv. I perioden 2000-2008 er folkebibliotekernes udlån af fysiske materialer således faldet med 22 %, fra ca. 62 mio. til ca. 48 mio. materialer. På den anden side vokser benyttelsen af digitale tilbud, som spænder fra download af musik og ebøger til fornyelser af lån via bibliotekets hjemmeside. For eksempel havde Bibliotekernes Netmusik, hvor man som biblioteksbruger via sin hjemkommune gratis kan downloade musik, mere end 2,5 mio. download i 2008 – en stigning på 48 % i forhold til 2007.” (Folkebibliotekerne i vidensamfundet (2010): 6) På de to store biblioteker i Aarhus, Hovedbiblioteket og Statsbiblioteket, har man de senere år forsøgt at omstille sig ved hjælp af brugerinddragelse og brugerdreven innovation. I rapporten ”Det hybride bibliotek set med brugernes øjne” præsenteres resultaterne af en antropologisk undersøgelse af kernebrugerne på Statsbiblioteket. Undersøgelsen fokuserer på tre aspekter ved det hybride bibliotek: 1. Hvordan webgrænsefladen til biblioteket kan blive bedre. 2. Hvilken rolle bibliotekets medarbejdere skal have fremover. 3.Hvilken rolle det fysiske bibliotek skal spille.

10 AARHUS 2017


Undersøgelsen bestod af feltstudier, workshops samt interviews med de ansatte. Formålet med undersøgelsen var at få information om hvordan biblioteket i fremtiden kunne opfylde brugernes behov. I rapporten præsenteres tre grupper af kernebrugere: Drive-in-brugeren benytter biblioteket på en meget målrettet facon. Formålet er nemlig som hovedregel at hente eller aflevere bøger eller at foretage praktiske gøremål som at printe eller fotokopiere. Arbejdsbien: Denne brugertype ses på det fysiske bibliotek, som indtages i perioder af varierende længde, f.eks. under opgaveskrivning, eksamensforberedelse eller gruppearbejde. Arbejdsbierne benytter bibliotekets fysiske arealer meget aktivt som en arbejdsplads og er generelt tilfredse med denne mulighed. Biblioteksentusiasten kender til mange af de forskellige tilbud, biblioteket har. F.eks. ved biblioteksentusiasten, at man kan spørge bibliotekaren til råds, og at der på bibliotekets hjemmeside er andre muligheder end søgning og bestilling i biblioteksbasen. F.eks. kender biblioteksentusiasten adgangen til elektroniske ressourcer og databaser eller tilgængeligheden af faglige sider. (Det hybride bibliotek set med brugernes øjne (2006): 6) Når man på denne måde har kortlagt brugerne af biblioteket, kan man tilpasse bibliotekets tilbud. Brugernes inddragelse sikrer, at det billede, man har af sine brugere, er mere præcist. Hovedbiblioteket har ikke samme målgruppe som Statsbiblioteket, og da man samtidig skal flytte Hovedbiblioteket til det nye multimediehus, er opgaverne i sagens natur anderledes. Under overskriften "Slip brugerne løs" søgte man i 2007 og 2008 at afdække brugernes behov. Overskriften dækker over tre projekter der alle søger at bidrage til brugerdreven innovation. Projekterne hed "Bibliotekets stemme", "Eksperimentarium" og "Mindspot".

”Projektet Bibliotekets Stemme, som fandt sted i foråret 2008, har taget udgangspunkt i morgendagens udfordringer for de danske biblioteker. Gennem en række workshops og brugerprojekter søges afklaret, hvad brugerne synes er et godt bibliotek, og hvilken rolle biblioteket skal spille for at blive et endnu bedre og relevant tilbud i byen - og således også gøre en forskel for byen. Resultaterne af de forskellige workshops vil indgå løbende i udviklingen af Hovedbiblioteket og som inputs i forhold til Multimediehuset.” (Reach Out. Inspirationskatalog – kvalitet, 27. Hovedbiblioteket Aarhus) "Eksperimentarium" var et projekt for børn, hvor et af målene var, at de blev inddraget som medborgere. Det bestod af en fem dages workshop, hvor børnene skulle være med til at skabe visioner for multimediehuset, gennem leg, læring og oplevelser. Blandt børnenes forslag var bl.a.:

11 AARHUS 2017


”Det skal være sjovt, man skal kunne bruge kroppen og sanserne og der skal være læsehuler, musik, biograf, natur, dyr, værksteder, graffiti, hoppepuder og fodbold på taget. Og man skal kunne sætte spor i biblioteket: skrive forslag på en ønskemur, sætte håndaftryk på væggene og ændre bøgernes indhold og udseende.” Det sidste af de tre projekter var "Mindspot", med undertitlen unge som innovationskraft. Bag denne del stod Projekt YOUng. Målgruppen var de 14-20 årige, og man ønskede at finde ud af, hvorledes man kunne skabe relevante bibliotekstilbud til unge. For at komme i dialog med de unge, lavede man Spotmobilen. Denne campingvogn blev opstillet flere steder, hvor unge færdes, udstyret med fladskærme i stedet for vinduer, sækkestole og computere. Et andet tiltag, hvor man søgte at komme i kontakt med unge, var "Skolesamarbejde på en ny måde"

”Tilbuddet er udviklet i samarbejde med repræsentanter fra folkeskoler og gymnasier. Repræsentanter fra projektet underviser primært i informationssøgning og besøger klasserne lige inden de skal aflevere problemformuleringer og litteraturlister. Metoden er, at bibliotekspersonalet ikke er eksperter, men at man i stedet lader eleverne arbejde med deres egne eksempler og lader dem være på så meget som muligt.” (Reach Out. Inspirationskatalog – kvalitet, 27. Hovedbiblioteket Aarhus) De to bibliotekers tiltag viser måder, hvorpå kulturinstitutionerne i Aarhus har forsøgt at bidrage til en mere demokratisk tilgang, hvor det er brugernes behov, der er i fokus. BORGERNES VINKEL De senere år har vi i Danmark set en centralisering af den demokratiske magt i form af kommunesammenlægninger og amternes nedlæggelser. Der er blevet markant færre politikere, der samtidig dækker større geografiske områder. Der er så at sige blevet længere mellem borgerne og politikerne. Dette problem gør både, at borgerne føler, at det er sværere at træffe politikerne, og politikerne har samtidig ikke den samme mulighed for at have en føling med, hvad der sker i deres kommuner og regioner. Da foreningslivet i Danmark er veludviklet, har man i mange tilfælde oprettet foreninger, lokalråd og lignende for at komme dette problem til livs. Disse bliver som oftest oprettet med det formål at kæmpe for enkeltsager, såsom bevarelse af sygehuse, skoler og andre institutioner. Dette er langt hen ad vejen med til at erstatte tidligere tiders mere direkte kontakt mellem borgere og politikere.Spørgsmålet er dog: Hvem bliver hørt – og hvem gør ikke? Det koster både tid og menneskeligt overskud at oprette og drive disse foreninger og råd. Med en centralisering af magten kommer politikerne i kommuner og regioner til at koncentrere sig om større opgaver, der berører flere borgere. Dette medfører, at mindre beslutninger, som tidligere blev taget af byrådene, nu, i højere grad, ligger hos de enkelte institutioner og foreninger. Dette kan ses som en styrkelse af nærdemokratiet, da beslutningerne nu tages tættere på lokalbefolkningen.

12 AARHUS 2017


NÆRDEMOKRATI OG BORGERINDDRAGELSE I ET KULTURELT PERSPEKTIV Denne kortlægning har to primære fokusområder: Nærdemokrati og borgerinddragelse. De to former for demokrati er på flere måder yderst relevant for Aarhus, også inden for kultursektoren. Borgerinddragelse er en mulighed for Aarhus Kommune og andre institutioner at kunne inddrage de enkelte borgere og brugere og dermed skabe en følelse af ejerskab. I Aarhus Kommune har man udviklet en model for dette: Aarhusmodellen. Der er meget, der tyder på, at borgerinddragelse kan udvikles til ”borgerdreven innovation” og ”co-creation” i en by som Aarhus, hvor de formelle rammer findes, og hvor engagementet er til stede. Aarhus har dertil et rigt foreningsliv, hvor nærdemokratiet kan udfolde sig. Antallet af frivillige foreninger indenfor alle sektorer er overbevisende: Aarhusianerne protesterer, når deres kulturinstitutioner lukkes, og de bakker op, når de forsvarer deres biografer. En god demokratisk tradition. Kortlægningen kan allerede konstatere, at mulighederne for at ytre sig er til stede i Aarhus, men at ikke alle samfundslag deltager. Her ser vi bort fra byråds- og regionsvalg. Kortlægningen af den demokratiske by vil også fokusere på, hvordan fremtiden ser ud, når vi taler om nærdemokrati og borgerinddragelse. Men hvordan udnytter vi det potentiale i højere grad? Kan Aarhus vise vej til at finde nye modeller i en tid, hvor det formelle demokrati halter? Og hvordan kan man bruge borgerinddragelsen på længere sigt? NÆRDEMOKRATI I Danmark har vi tradition for et stærkt udviklet foreningsliv, og Aarhus er ingen undtagelse. I Aarhus findes der en forening for hver 267 indbyggere, hvor dette tal i Ålborg og Odense er hhv. 377 og 351, mens der i København er en forening for hver 434 indbyggere. (6-bys nøgletal, 2009) Medlemmerne i disse foreninger kan deltage i nærdemokratiet, hvad enten der er tale om en brugerforening, idrætsforening eller lignende, via generalforsamlinger, møder eller netværk.

”Det andet perspektiv er demokrati som samfundsskabende aktivitet, hvor der sker en mobilisering af borgernes ressourcer. Det handler om, at borgerne mobiliseres til at deltage i udviklingen af det lokale samfund. Den måde, som kommunerne yder service på, er med til at skabe strukturer og værdier, som er afgørende for, hvordan samfundskulturen udvikler sig. Det er vigtigt, at borgerne i bred forstand engagerer sig i det samfundsskabende nærdemokrati, og at kommunalbestyrelsen sikrer legitimiteten ved at give et konstruktivt mod- og medspil.” (Tænketank om Nærdemokrati - redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren (1997): 2.2. To perspektiver i det lokale demokrati) Foreningsliv er ikke et tilfældigt valgt eksempel. Traditionen for et stærkt foreningsliv i Danmark, samt at meget forskning viser en sammenhæng mellem foreningsliv og demokratiske ressourcer, gør, at området er yderst interessant i forhold til temaet for denne antologi. Professor Robert Putnam redegjorde i 1993 for vigtigheden af foreningsliv for et velfungerende demokrati. Foreningsmedlemmer arbejder oftest frivilligt for at fremme en sag eller deltager i sociale sammenhænge, hvor man både bidrager til fællesskabet og får noget igen. Nøglebegrebet hos Putnam er ”Social Kapital”. 13 AARHUS 2017


”Den centrale præmis indenfor teorierne om social kapital er, at sociale netværk har værdi. Den sociale kapital er et udtryk for en sammenhængskraft i fx nationer, samfund, organisationer, grupper og familier; ved at indgå i sociale relationer baseret på netværk, normer og tillid, får individer adgang til nogle ressourcer, der så at sige udspringer af denne mellemmenneskelighed. Således udgør den sociale kapital en ressource, der rækker udover individernes blotte fællesskab: En produktiv kraft, der gør fx en organisation til andet og mere end en samling individer, der hver især forfølger egne mål. Regnestykket 2+2 = 5 illustrerer fint dette forhold; at indgåelsen i netværk vil have et oftest positivt afkast for individet i form af social kapital, samt at individet, ved at indgå i sociale netværk, får lettere ved at forfølge både individuelle og kollektive mål.” (Nørregård-Nielsen & Rosenmeier, ”Social Kapital” http://www.socialkapitaliboligomraader.dk/omsocialkapital.html) Ifølge Putnam er social kapital ”(…)karakteristiske træk ved social organisering som fx netværk,

normer og tillid, der faciliterer koordination og samarbejde til fælles gavn.” (Nørregård-Nielsen & Rosenmeier, ”Social Kapital” http://www.socialkapitaliboligomraader.dk/omsocialkapital.html) Medlemmerne af en forening eller et netværk opnår altså tillid til andre i foreningen, og derved ønsker man at agere og hjælpe på en måde, der er til fordel for alle i foreningen. For nærdemokratiet er denne tanke yderst relevant. Da de fleste foreninger primært har et lokalt fokus, vil foreningsmedlemskab være med til at styrke en lokal identitet samt at skabe netværk eller styrke eksisterende netværk. Foreningslivet i Aarhus Ifølge Sport og Fritid i Aarhus kommune, findes der omtrent 1.000 folkeoplysende foreninger, hvilket ikke tæller klubber og foreninger på ældreområdet. Af disse foreninger er den overvejende del idrætsklubber og foreninger. Af andre typer foreninger kan nævnes politiske og religiøse foreninger, samt daghøjskoler. Der er i foreningerne samlet set, ca. 80.000 medlemmer, hvor aldersgruppen fra 5-17 år er klart bedst repræsenteret, med ca. 43.000. De 18-24-årige tæller ca. 10.500, mens gruppen over 25 tegner sig for resten. Det er dog ikke alle foreninger, der er folkeoplysende. Hvis man ser på Idrætssamvirket på Aarhus kommunes hjemmeside, findes der alene 85.000 medlemmer, fordelt på de 439 klubber og foreninger der er medlemmer af samvirket. Idrætssamvirket har til formål at forbedre vilkårene for idrætten i Aarhus. Ældreområdet Ifølge Sundhed og Omsorg er der omkring 550 klubber og foreninger på ældreområdet. Disse foreninger har tilsammen 15.000-20.000 medlemmer. Derudover findes der mange borgere, der er tilknyttet foreningernes arbejde og aktiviteter, uden dog at være medlem.

14 AARHUS 2017


På 36 af de 37 lokalcentre i Aarhus findes der brugerråd, der har følgende formål: •

Brugerrådet medvirker til at gennemføre kommunens ældrepolitik i lokalområdet. • Brugerrådet repræsenterer alle borgere i lokalcentrets område. •

Borgerne har gennem brugerrådet indflydelse på kvaliteten og prioriteringen af lokalcentrets arbejde. • Brugerrådet kan stimulere og værne om hvert enkelt lokalcenters særlige kultur og være med til at fremme et godt samarbejde mellem ansatte og frivillige. • Brugerrådet er medansvarligt for, at der gives en god information til pensionister i lokalområdet (Håndbog for brugerråd - Aarhus kommune 2010-2012) Folkeoplysningens rolle i demokratiudviklingen Folkeoplysning er traditionelt blevet defineret som voksenundervisning, på eksempelvis daghøjskoler, aftenskoler og i foreningslivet. Undervisningen drives med offentlige tilskud og giver ikke formelle kompetencer, men mere almene kompetencer uden eksamensbevis eller lignende. På det ideologiske plan har folkeoplysningen sit udspring fra bl.a. Hal Koch og N.F.S. Grundtvig og bygger på ideer om deltagende demokrati. Folkeoplysningstraditionen er vigtig, fordi den bidrager til at sikre, at alle borgere uanset socialog kulturel baggrund får mulighed for at tilegne sig ny viden og udvikle et aktivt medborgerskab. I takt med at samfundet bliver mere og mere komplekst, og der dermed stilles flere og flere krav til borgerne om at en livslang læring, er der behov for kursustilbud, foredrag studiekredse m.v. der hurtigt kan tilpasses nye behov. Folkeoplysningstraditionen bygger på respekt for det enkelte menneske og borgerens ansvar for egen læring og har et særligt ansvar i forhold til grupper med særlige behov: De fysiske og psykiske handicappede, de ældre m.v. Grundlaget for traditionen var og er demokratiudvikling. Den enkelte borger bliver kun en god demokrat, hvis han har de nødvendige forudsætninger for at træffe de rigtige valg - herunder vælge de bedste politikere. Uden oplysning er der intet velfungerende demokrati. Behovet for demokratisk oplysning er ikke blevet mindre, end det var på Grundtvigs tid, da vi fik den første grundlov, derfor har de folkeoplysende organisationer stadig en meget vigtig opgave at løse. I Aarhus Kommune er der en lang tradition for, at aftenskoler og oplysningsforbund bidrager til demokratiudviklingen. Gennem deres paraplyorganisation Folkeoplysningssamvirket har de bidraget til udviklingen af Aarhusmodellen for borgerinddragelse og har desuden bidraget til at facilitere konkrete borgerinddragelsesprocesser i forhold til udviklingen af det bynære havneareal, sportshallen og det kulturelle mødested ”Globus 1”, spil om udvikling af Aarhus Kommunes værdier, debat om kvarterløft m.v. Ved hjælp af midler afsat i henhold til ”Lov om støtte til folkeoplysning” har aftenskolerne mulighed for at igangsætte konkrete borger- og brugerinddragelsestiltag i lokalområderne og bidrager dermed til at styrke udviklingen af det deltagende demokrati.

15 AARHUS 2017


Gennem de ca. 80.000 kursister, der årligt benytter sig af de 50 aftenskolers tilbud i Aarhus, har oplysningsforbundene et stort netværk, der gør dem meget velegnet til at indgå i partnerskaber, der kan bidrage til at styrke dialogen mellem borgerne og det politiske system og derved skabe en større sammenhængskraft i kommunen. På oplysningsforbundenes hjemmesider kan man læse om en række af de projekter, der afholdes – mange består af heldags-undervisning over en længere periode, og er altså ikke traditionelle korte aften- eller weekendkurser. Mange af disse retter sig primært mod områder, nemlig unge, kreative uddannelser og indvandrere. Et eksempel på et af disse forløb er projektet Outsiders 2 Insiders, der er igangsat af oplysningsforbundet FO-Aarhus og er rettet mod unge indvandrere i Præstehaven, med det formål at nedbringe kriminaliteten i området. Undertitlen på projektet var I lære som god samfundsborger:

”Projektet startede, da Boligselskabet Præstehaven i 2004 indkaldte en gruppe af de ældste unge i området, her i blandt Mohammad Murad, for at tale med dem om det hærværk og den kriminalitet, som i stor stil blev begået i området. Boligforeningen havde fået nok. I fællesskab blev de faktisk enige om at gøre noget for at stoppe ulovlighederne. De fire unge foreslog at lave aktiviteter for de unge for på den måde at få dem væk fra at begå ulovligheder, og boligforeningen tilbød til gengæld at stille den pose penge til rådighed, som de, hvis de unges ord holdt stik, kunne spare på udgifter til reparationer efter hærværk og kriminalitet. Det lod til at virke. De fire unge fik igangsat en række samværsaktiviteter for de værste af drengene, og kriminaliteten i området begyndte så småt at falde.” (Jørgensen, ”Outsiders to insiders – i lære som god samfundsborger.” http://www.foaarhus.dk/Projekter/Outsiders%20to%20Insiders.aspx) BORGERINDDRAGELSE Inddragelse af borgere, hos f.eks. kulturinstitutioner, har flere formål. For det første sikrer borgerinddragelse et ejerskab hos borgerne, således at disse føler sig knyttede til stedet og ønsker at bidrage til stedet med enten økonomi, viden, frivillighed eller andet. For det andet har det i visse tilfælde til formål at redde eller forsøge at redde en kulturinstitution, hvis denne er truet af lukning, har økonomiske problemer eller oplever andre former for modgang. Dette oplevede man f.eks. i Aarhus, da Huset var truet af lukning. Her demonstrerede tusindvis af aarhusianere mod denne lukning, da de følte et ejerskab over for stedet. Også når et projekt bliver opstartes, kan borgerinddragelse være med til at skabe de rammer, som de kommende brugere ønsker af stedet. Dette har som formål at sikre, at projektet har brugere, der føler et ejerskab overfor det, og derfor ønsker at bruge det. Et eksempel på dette kan ses på eksempelvis Aarhus godsbaneareal, hvor der, allerede på et meget tidligt stadie i projektet, blev inddraget forskellige borgere bl.a. via middagsselskaber, hvor deltagerne skulle diskutere rammer og anvendelsesmuligheder for bygningerne. Ligeledes anvendte man såkaldte forandringsagenter:

”Organiseringen af Godsbanen, definitionen og konkretiseringen af stedet, blev skudt i gang gennem søgning efter forandringsagenter. 52 personer meldte sig til at deltage aktivt gennem 3 workshops der er tilrettelagt

16 AARHUS 2017


henover foråret 2010. Outputtet skal danne grundlag for de formelle beslutninger og byrådsindstillingen om organiseringen af Godsbanen.” (Forandringsagenter: http://www.godsbanen.dk/processen) Man har i Aarhus kommune udarbejdet retningslinjer for brugen af borgerinddragelse, den såkaldte Aarhusmodel:

”Aarhusmodel for borgerinddragelse” opstiller otte kriterier for, hvordan borgere skal inddrages i de kommunale beslutninger. • • • • • • • •

Borgerinddragelsen skal tage afsæt i Aarhus Kommunes værdier. Borgerinddragelse er en obligatorisk overvejelse i startfasen af en opgave. Borgerne har som minimum ret til at blive hørt. Hvis en gældende plan ændres, skal det begrundes hvorfor ”aftalen” laves om. Borgerne skal have reelle muligheder for at deltage. Det private engagement i kommunens eller lokalområdernes udvikling skal fremmes. Samarbejdet med råd, foreninger og organisationer skal fastholdes og udvikles. Processer, metoder og faglig kompetence skal løbende evalueres og udvikles.

Aarhusmodellen har fokus på overordnede strategier, sektorpolitikker, planer og projekter, der har betydning for hele Aarhus Kommune, større dele af Aarhus Kommune eller for et enkelt lokalområdes udvikling. Tyngden er lagt inden for fysisk planlægning.” (http://www.aarhuskommune.dk/~/media/Dokumenter/Teknik-ogMiljoe/Faellesraad/Aarhus-model/model.ashx. Principperne for borgerinddragelse i Århus kommune: 6-8 ) Brugerdreven innovation Når man taler om borgerinddragelse, menes der, at borgerne bliver inddraget i en proces for på den måde at opbygge et ejerskab hos borgerne. Hvis man tager dette et skridt videre, kan man kalde det brugerdreven innovation. Dette er traditionelt kendt fra erhvervslivet, hvor firmaer bruger deres kunder i innovationen af nye produkter. Man nøjes ikke med at inddrage dem i en proces, men bruger dem aktivt i innovationen.

”(...) Derfor ser vi i disse år en stigende udbredelse af brugerdreven innovation. Der konkurreres på at forstå nye kundebehov og udnytte denne forståelse i udviklingen af produkter og oplevelser, som giver kunderne en værdi, der ikke umiddelbart kan matches af konkurrenterne.

17 AARHUS 2017


Der vil naturligvis altid være fokus på kunden, når nye produkter og koncepter udvikles. Det nye er således ikke, at der tages hensyn til kunderne. Det nye er, at det sker på en mere systematisk og videnskabelig måde. Der anvendes nye metoder og trækkes på kompetencer fra sociale videnskaber for at få en dybere forståelse af kundeoplevelser, og måske afdække ikkeerkendte brugerbehov. Hvis en sådan dybere forståelse af brugerbehov er selve kilden til og driveren af innovationsprocessen, tales der om brugerdreven innovation. I mange tilfælde kan selv radikalt nye koncepter udvikles med kendt teknologi eller ved nye kombinationer af kendt teknologi, men selv i de tilfælde, hvor der som led i processen udvikles ny teknologi, vil innovationen blive betegnet som brugerdreven, hvis kilden til innovationen er arbejdet med kundeoplevelser. Brugerdreven innovation tager således udgangspunkt i kunden. Det er forventningen og ønsket om at opfylde kundebehov på en bedre måde end hidtil, der driver innovationen.” (Rosted, ” Brugerdreven innovation. Resultater og anbefalinger (2005): 10)

Dette ”skridt videre” end borgerinddragelse kan også bruges hos kulturinstitutionerne, som vi så det hos f.eks. Hovedbiblioteket i Aarhus. Et andet projekt, hvor innovationen i høj grad er drevet af brugerne, hedder ”Projekt Mobile Probes”. Aarhus kommune er en af deltagerne i projektet, der har til formål at digitalisere den såkaldte ”Cultural Probe” metode, der er meget tidskrævende, da brugerpersonerne skal dokumentere følelser, tanker og billeder med engangskameraer og dagbøger. Man udstyrer i stedet disse personer med en mobiltelefon, således at den information, man indsamler, er digitaliseret fra starten, hvilket gør metoden langt mindre ressourcetung.

”Grundtanken i projektet er, at inddrage brugerne i hele udviklingsprocessen og hurtigt få digitale mock ups og prototyper ud at arbejde, så vi får mere konkret viden om anvendelsen af mobile probes i praksis. Til dette formål er projektets casevirksomheder helt essentielle. I projektperioden afprøver casevirksomhederne løbende "mobile probes" mock ups og prototyper overfor deres egne brugersegmenter og med praksisnære problemstillinger for øje. Denne proces understøttes og opsamles af MBox, der står for den tekniske del af projektets setup. Herudover understøtter projektledelsen og en tværgående metodegruppe arbejdet i de enkelte cases.” (”Mobile Probes – Digitalisering af Cultural Probes metoden” . http://www.ebst.dk/publikationer/ER/brugerdreven_innovation_aarsrapp 09/brugerdreven_innovation_aarsrapp09.pdf) Brugerpersonerne i projektet var pedeller på diverse skoler, der havde anderledes ideer om skolemøbler end firmaet, der deltog i projektet. Man udstyrede derfor disse personer med en mobiltelefon, og de pågældende personer skulle derefter illustrere situati-

18 AARHUS 2017


oner, hvor møblerne ikke fungerede eller kunne modificeres, så brugen blev mere hensigtsmæssig. Co-creation Næste skridt, efter borgerinddragelse/brugerinddragelse og brugerdreven innovation, kaldes cocreation. Hos virksomheder er dette et værktøj til at indsamle specifik viden om den enkelte brugers ønsker, og sammen med brugerne udvikle produktet, der efterspørges.

”Et alternativ til at indhente viden og idéer fra brugere, som er på forkant med markedstrends, er at inddrage helt almindelige brugere. Co-creation handler om, at virksomheder udvikler produkter og services sammen med brugerne i stedet for at udvikle produkter og services til brugerne. Det sker for eksempel ved at give brugerne adgang til udviklingsværktøjer, viden, netværk mv. Undersøgelser viser, at mellem 10-40 procent af brugerne er engagerede i at udvikle og forbedre produkter. Virksomhedernes udfordring er at inddrage brugerne mest hensigtsmæssigt, så der skabes mest mulig værdi.” (Inddrag brugerne i innovationsarbejdet, Region Midtjylland (2008): 4) Når der er tale om at inddrage brugerne i udviklingen af produkterne, ligger der en barriere i, at brugerne ikke nødvendigvis har den viden, der behøves i udviklingen. Det er derfor ofte nødvendigt at arbejde inden for rammer definerede af virksomheden eller institutionen, og der er sjældent tale om et ligeværdigt samarbejde. Når gratis computerprogrammer skal udvikles, er der en virksomhed, der ønsker at udvikle f.eks. en ny e-mail, hvor man udvikler sammen med brugere, de såkaldte beta-testere. Men for at kunne udvikle denne slags programmer og hjemmesider kræves en viden om programmering, reklamefinansiering samt praktiske ting som lagerplads og serverleje – en viden som almindelige mennesker ikke besidder. Der findes også butikker, hvor forbrugerne selv designer deres varer. Dette sker dog under de rammer, som butikken fastsætter, da der kan være ting en enkelt forbruger efterspørger, men som ikke er mulig. Et eksempel er butikker, hvor børn selv bygger deres bamser. REACH OUT Der er fra Kulturministeriet udgivet en rapport, der har til formål at fungere som inspiration for kunst- og kulturinstitutioner, i forhold til brugerinddragelse og innovation. Rapporten hedder ”Reach out – Brugerinddragelse og brugerdreven innovation – begreber og metoder” og udkom i 2008. Den opstiller fire forskellige overordnede metoder til brugerdreven innovation. Disse metoder tager udgangspunkt i, at der findes to dimensioner for inddragelsen, nemlig en deltagerdimension og en vidensdimension. Derudover kan brugerinddragelsen spænde fra passiv til aktiv, altså hvor brugerne enten er vidensleverandører eller medudviklere. Dette udmunder i fire forskellige metoder: − Få brugere der fungerer som medudviklere. Eksempler: Brugertests eller brugerworkshops − Mange brugere der fungerer som medudviklere.

19 AARHUS 2017


Eksempler: Brugerbestyrelser, høringer og eksperimenter − Få brugere som videnleverandører. Eksempler: Kvalitative interviews, fokusgrupper og feltstudier − Mange brugere som medudviklere. Eksempler: Kvantitative undersøgelser, f.eks. brugertilfredshedsundersøgelser I rapporten opstilles også nogle af de udfordringer, kulturinstitutionerne står over for, og som metoderne kan være med til at løse. Reach out-rapporten beskæftiger sig med tre udfordringer: Nye brugergrupper, oplevelsesøkonomi og kvalitet. Som tidligere nævnt, findes der forskellige grupper af kulturbrugere. Der er grupper, der er storforbrugere af kultur, og i den anden ende af skalaen er der ikke-brugerne. I 2006 formulerede den daværende kulturminister derfor Nye publikumsgrupper som et fokusområde, der lægger op til, at kulturinstitutionerne bør anvende nye formidlingsformer for at tiltrække nye grupper af brugere, samt at opfylde publikumsgruppernes forskellige behov. Målet med dette er at få nye grupper af brugere i spil, samtidig med at forskellene mellem de eksisterende brugergrupper udjævnes. Den anden udfordring nævnt i Kulturministeriets rapport er oplevelsesøkonomi. Kulturinstitutionerne vil gerne henvende sig til et bredt publikum og skabe oplevelser, som publikum er villige til at betale for. Publikum er i dette tilfælde ikke kun enkeltpersoner men kan også være erhvervslivet. For at kunne skabe disse oplevelser, er det nødvendigt at kende sit publikum for at kunne skabe unikke og værdiskabende oplevelser. Publikum agerer anderledes nu, end de har gjort tidligere. Man shopper i højere grad oplevelser på nettet, hvilket gør det lettere for brugerne at vælge de kulturelle oplevelser, der passer bedst til dem. Det er de unikke oplevelser, der er i fokus. Den tredje og sidste udfordring, der behandles i Reach out-rapporten, er Kvalitet. Den teknologiske udvikling har medført øget gennemsigtighed, åbenhed og bedre muligheder for vidensdeling. Dette har medført, at brugerne er blevet mere aktive og i højere grad medskabende i kunst- og kulturproduktionen. Denne udvikling er både positiv og negativ. Den øgede interaktion mellem kunstnere og publikum kan medføre en fornyelse og kvalitet i både indhold og formidling af kunsten. Ydermere øges både med- og modspil mellem de forskellige aktører, kunstnere og brugere af kulturen – også på tværs af institutioner og genrer. Det unikke og originale i kulturen kan derimod komme under pres, hvis grænserne for borgerinddragelse og brugercentrering bliver overskredet. AARHUS I ET EUROPÆISK PERSPEKTIV I undersøgelsen ”Smart Cities” (http://www.smartcities.eu/download/smart_cities_final_report.pdf) sammenlignes mellemstore europæiske byer på flere forskellige områder. En mellemstor by defineres i undersøgelsen som en by med 100.000500.000 indbyggere. For at sammenligningsgrundlaget skal være rimeligt, har man desuden valgt byer med mindst ét universitet. For at frasortere store forstæder, eller byer der er vokset sammen med byer større end de mellemstore, må byerne derudover ikke have et opland på mere end 1,5 mio.

20 AARHUS 2017


I denne type byer bor der flere end i nogen anden type byer i hele Europa. Der var i alt 70 byer, der opfyldte kriterierne for undersøgelsen. Byerne blev bedømt pü seks overordnede kategorier, der alle er sammensat af en gruppe underkategorier. De seks kategorier var Smart Economy, Smart People, Smart Governance, Smart Mobility, Smart Environment og Smart Living. Aarhus blev samlet nummer to, taget som et gennemsnit af alle kategorierne.

(http://www.smart-cities.eu/download/smart_cities_final_report.pdf : 17) Som det kan ses, ligger Aarhus over middel i samtlige kategorier. Nedenfor ses placeringerne af de ti bedst placerede byer i de forskellige kategorier.

(http://www.smart-cities.eu/download/smart_cities_final_report.pdf : 16)

21 AARHUS 2017


At Aarhus opnåede en plads som nummer to i undersøgelsen skyldes, at byen klarede sig rigtig godt på flere af områderne. I kategorierne ”Smart People”, ”Smart Economy” og ”Smart Governance” ligger Aarhus i top ti. Hver af disse kategorier er baseret på en række overordnede faktorer, der tilsammen danner grundlag for en bys placering. ”Smart Economy” dækker blandt andet over faktorer inden for innovation, iværksætterånd, produktivitet, arbejdsmarkedets fleksibilitet samt international forankring. At Aarhus i høj grad er en studie- og vidensby ses klart på kategorien ”Smart People”. Her er Aarhus placeret helt i toppen. De faktorer, der ligger til grund for denne kategori, dækker uddannelsesniveau, graden af livslang læring, social og etnisk pluralitet, fleksibilitet, kreativitet, fordomsfrihed samt deltagelse i den offentlige sfære. Den dårligste placering får Aarhus på kategorien ”Smart Environment” med en 20. plads. I denne kategori er faktorer som solskinstimer og adgang til grønne arealer, forureningsniveau, miljøbeskyttelse samt administration af bæredygtige ressourcer. På området Smart Governance er Aarhus placeret som nummer seks. Denne kategori dækker bl.a. over antallet af medlemmer i byrådet pr. indbygger, borgernes aktive deltagelse i politik, samt hvordan borgerne mener at kunne gennemskue bureaukratiet. At Aarhus er placeret i den bedste 1/10 af byerne i undersøgelsen er et udtryk for, at borgerne har en stor tiltro til det lokale demokrati, og at der er et velfungerende nærdemokrati med et højt antal folkevalgte i forhold til antallet af borgere. Det er bemærkelsesværdigt at seks af de syv bedst placerede byer er fra enten Danmark eller Finland. Begge lande har et indbyggertal på mellem 5 og 6 millioner og er relativt små lande i en europæisk kontekst. Begge lande er nordiske, hvorfor det også er værd at bemærke, at den bedst placerede nordiske by, der ikke er fra Danmark eller Finland er den svenske by Jönköping på en 19. plads. Både Finland og Danmark er ligeledes repræsentanter for den såkaldte ”nordiske model” med en stor offentlig sektor og en høj grad af velfærd.

22 AARHUS 2017


DEL 2: ARTIKLER OG INTERVIEWS DEMOKRATIET NÅR SGU IKKE HERUD … LIDT MERE DEMOKRATISK GENERØSITET, TAK! // Af Preben Astrup, filosof „Lige siden jeg kom til Danmark har jeg hørt om, hvor fantastisk det danske demokrati er, men hvor fanden er det, Preben? Jeg stemmer, jeg melder mig ind i foreninger og melder mig ud igen. I afmagt har jeg endog lavet min egen forening; jeg skriver læserbreve og demonstrerer, men lige meget hjælper det. Det går aldrig vores vej. Det er altid de andre, der får flest stemmer. Når jeg endelig får mine artikler optaget i en af de lokale medier, skriver folk til mig og fortæller, at de synes, jeg er et fjols. I de demonstrationer, jeg deltager i, forårsager vi i bedste fald ingenting, og i værste fald kommer vi op at slås.“ Det er min arabiske ven Muhammed fra Vestbyen, der taler. Han er frustreret over, at de kommunale såvel som nationale beslutninger aldrig rigtigt formår at tage hensyn til eller indbefatte, hvad han og hans ligesindede i den del af byen drømmer om. Muhammed og de øvrige medlemmer i en af Vestbyens lokale fodboldklubber har netop fået besked om, at det heller ikke i denne ombæring bliver dem, der får en kunststofbane. Grundene er vistnok flere, men det handler primært om, at de ikke er nær så mange medlemmer, som der er i de foreninger, der fik tildelt banerne. Desuden har de ikke været i stand til at stille med den nødvendige medfinansiering, hvilket var et krav fra kommunens side. Muhammed føler sig forbigået og siger, at det jo er klart, at de ikke har så mange medlemmer, for de mangler netop banekapacitet til at kunne rumme flere. På trods af at man i Muhammeds bydel har over dobbelt så mange børn under 18 år, som man har i de bydele, der fik tildelt kunststofbanerne, så har de ikke tilnærmelsesvis det antal fodboldbaner, som de begunstigede foreninger har. Og hvad angår en medfinansiering, så er det vanskeligt for Muhammed at forstå så urimelig og umulig en udfordring, når man nu inde ved kommunen ved, at hans boligområde er „landets største forsamling af fattigrøve“. Det kan godt være, Danmark er et demokrati, siger han, alt imens han ryster på hovedet og fortsætter, „men det når sgu’ ikke herud“. Det er ikke første gang, jeg møder folk, der som Muhammed har kvababbelser med den danske udgave af demokratiet. Jeg tror ikke så meget, det er, fordi vort lokale demokrati ikke fungerer, men mere fordi vi opstemte har det med primært at opleve og berette om demokratiets inkluderende potentiale; om hvorledes alle i et demokrati bliver hørt og kan gøre sin indflydelse gældende. Vi beskæftiger os derimod kun ganske perifert med demokratiets ekskluderende bagside. Det minder lidt om, hvad der ville ske, hvis vi bad et menneske, som har tilbragt det meste af sin fritid i den lokale idrætsforening, om at fortælle, hvad en forening egentlig er. Foreningsmanden vil sandsynligvis udelukkende fortælle om alle de gode aktiviteter, foreningens medlemmer har gang i og kan nyde godt af. Hvor mange medlemmer der er faldet fra eller på anden vis ikke har kunnet præstere det mentale og økonomiske overskud, et forenings-engagement også kræver, vil næppe være en del af hans foredrag. Helt grundlæggende skal vi dog huske på, at et demokrati er en måde at afgøre måden for, hvorledes en given samfundsmæssig tvist skal løses, hvordan en samfundsmæssig adfærd reguleres, eller en samfundsmæssig værdi fordeles, fordi der er divergerende opfattelser og ikke mindst interesser på spil. Da vi vel alle gerne vil have et samfund, som på et overordnet plan kan sikre os tryghed og en række basale rettigheder, men samtidig må erkende, at vi ikke altid alle vil det

23 AARHUS 2017


samme i samfundsmæssig henseende, så vil vi uvægerligt komme i situationer, hvor nogle får det, som de gerne vil have det, mens andre må føje sig. Dette modsætningsforhold ændrer et demokrati ikke på. Vender vi tilbage til fordelingen af de samfundsmæssige værdier, de kommunale midler, som er det, der for nærværende optager Muhammed, så fungerer demokrati, som man oplever det i Vestbyen dybest set som retten til at rage til sig, hvis man er tilstrækkelig mange. Der er intet til hinder for, at et flertal, hvis det er det, flertallet beslutter sig for, ikke kan fordele alle offentlige midler blandt sine egne. Det er ikke sikkert, de gør det. Måske tager de kun den del af den kage, som svarer til det antal, de repræsenterer, og overlader resten af kagen til dem, der ikke blev del af det konstituerede flertal. Det kan endog tænkes – men nok også kun tænkes – at flertallet tænker og beslutter, at da de i forvejen har erhvervet så rigeligt af de samfundsmæssige goder (i form af eksempelvis fine skoler og idrætsanlæg), så finder de nu det er oplagt at give hele kagen til sådan nogle som Muhammed; de demokratisk nedstemte. Når jeg lytter til Muhammeds klage, tænker jeg umiddelbart, at vi her i byen har en model, hvor flertallet sådan cirka tager, hvad dens størrelse er berettiget til, og giver de demokratiske tabere, hvad der svarer til deres. Med det i baghovedet spurgte jeg Muhammed, om de i øvrigt ikke for ganske nylig havde fået en ny stor idrætshal derude i Vestbyen for på den måde at antyde, at vi da ikke havde taget det hele, men at der også var blevet noget til dem. Et forsøg på selvretfærdiggørelse, der dog blot pustede yderligere til Muhammeds indignation: „Jo, vi fik en ny idrætshal, selvom vi aldrig har bedt om én sådan. Folk taler hele tiden om, hvad der galt herude, og ikke mindst hvad vi har brug for, for at det kan blive mindre galt; men der er aldrig nogen, der taler med os om, hvad vi har brug for, for at vi kan bidrage til, at Vestbyen bliver et bedre sted at bo. Det er ikke os herude, der drømmer om at få hevet boligblokke ned eller tildelt arkitekttegnede og prisvindende klubhuse“, siger han, hvorefter han peger over på et, efter mine standarder, ganske beskedent skur og siger: „Det er vores klubhus. Det er for os drømmen af et klubhus, og vi har aldrig ønsket os andet i den henseende. Men det sjove er, at alle I, som kommer herud, tænker, at det kan vi da ikke byde dem. Jeg er ikke gal, fordi vi får lidt af den samfundsmæssige kage, men mere fordi vi ikke i højere grad selv må bestemme, hvordan vores del af kagen skal bruges. Når vi ønsker os et, så får vi notorisk noget andet. Og ikke bare får vi noget vilkårligt andet, vi får som oftest noget som i jeres optik vurderes til at være det, vi har brug for. Vi ville så gerne have en kunststofbane, men i stedet fik vi en fin stor ny idrætshal. Vi havde endda en hal i forvejen, som så udmærket dækkede vores behov. *** Sådan sagde Muhammed naturligvis ikke, for Muhammeds ord er i virkeligheden en sammenfatning af flere forskellige personers beretten om det at bo i en af byens såkaldte udsatte boligområder. Det betyder dog ikke, at Muhammed ikke eksisterer; hans beretning rummer netop de oplevelser, som går igen hos de fleste nydanskere, jeg møder i Vestbyen; nemlig den, at de ud over at være nedstemte, også føler sig bortdømt og forvaltet. De forstår ikke, at vi, der bor i hhv. Nordbyen og Sydbyen - bare fordi vi er de fleste, skal afgøre og vurdere, om det er en idrætshal eller en kunststofbane, de har brug for i Vestbyen. Hvorfor er det, at vi ikke i højere grad overlader til de nedstemte at forvalte de stemmer, de trods alt har?

24 AARHUS 2017


At jeg er blevet bedt om at bidrage med en artikel, der skal handle om noget med „Nydanskerne og nærdemokratiet i Aarhus – hvem er de udstødte set i en demokratisk kontekst …“, illustrerer meget godt en af de største demokratiske udfordringer i Aarhus såvel som i moderne demokratier generelt. Nemlig den, at vi, der i demokratisk henseende har fået det, som vi gerne vil have det, vi opstemte, er bedre til at tale om de nedstemte end egentlige tale med dem eller lade dem tale selv. Og det, at vi mange ikke ved, hvordan vi skal tale med de demokratisk udstødte, er en arrogance og ikke mindst mangel på respekt, der i sit udtryk nok er mildere end bevidst udelukkelse, men som i sin konsekvens kan være lige så ødelæggende for et demokrati. Den canadiske filosof Charles Taylor har engang sagt, at styrken ved et demokratisk styre samtidig også er svagheden ved et demokratisk styre. For nok betyder demokrati, at vi alle regerer, men også, at vi regeres af alle. Så selv om det moderne liberale demokrati må siges at være det mest inkluderende styre i menneskets historie, så er der samtidig tale om et styre, som i sit væsen er ekskluderende. På samme måde som vi alle har mulighed for og ret til at gå til fodbold og melde et hold til turneringen, så følger der hverken på fodboldbanen eller i et demokrati nogen garanti for, at vi ikke vil løbe ind i lutter nederlag. Demokrati sikrer ikke, at vi får de sejre, vi drømmer om, at vi kan leve det liv, vi betragter som det ideale, eller at vi kan vide os sikre mod de andres formynderiske overgreb. Jeg er dog af den overbevisning, at netop evnen til, eller måske rettere graden af, hvorvidt man i demokrati formår at anerkende og respektere de nedstemtes behov for at udfolde det liv, de drømmer om og tror på, er en meget god indikation for, om et givent nærdemokrati er mere eller mindre velfungerende; mere eller mindre generøst. Hvorfor ikke – med al sandsynlighed som de første i landet og på kontinentet – i højere grad lade Muhammed og de øvrige nedstemte i Vestbyen administrere deres egne stemmer på de områder, hvor en sådan forvaltning ikke ville undergrave behovet for fælles beslutninger? Et demokrati kan jo ikke i længden overleve alene ved sin suverænitet. Et demokrati må og skal også være udbredt populært, hvis det fortsat skal bevare sin legitimitet. Flertallet skal selvfølgelig kunne gennemtrumfe sin vilje, når det er påkrævet, eller på anden vis tjene det fælles bedste, men lige så afgørende er det, at flertallet ikke gennemtrumfer sin vilje og sine ideer, hvor dette ikke med rette kan forsvares. Bliver vi opstemte ikke bedre til en form for demokratisk generøsitet, så er jeg ikke i tvivl om, at så forsvinder den samhørighed eller sammenhængskraft, der kommer af, at alle oplever, at demokratisk engagement bidrager til en bedring af også ens egen position og muligheder i det samfundsmæssige hele. Jeg vil derfor foreslå, at vi bruger 2017 som anledning til påbegyndelsen af en demokratisk generøsitet, der gør forhandlingen af vores stadig mere forskellige (globale) referencer og erfaringer til centrum for vores demokratiske handlen. Et demokrati, der konsekvent ignorerer de idealer og realiteter, som ikke springer ud af gammeldanskerens baghave, vil ikke kunne bevare sin legitimitet og popularitet i en by, som både er og ønsker at blive stadig mere global.

25 AARHUS 2017


DEMOKRATI VIA SVÆRMKLØGT? HVOR ER TEENAGERNE I DET KOMMUNALE DEMOKRATI I AARHUS? // Af Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker, cand.scient.pol., Futuria Min datter på 18 år har modigt sagt ja til at være ven med mig på Facebook og dermed givet mig mulighed for at få indblik i et fantastisk teenageunivers. Ja, her selviscenesættes, småsladres i det åbne rum, og her vises billeder af alt for mange øl og alt for lidt påklædning til vilde fester. Det er MIG i centrum i den individualistiske medie-tidsånd. Men samtidig udspiller der sig en livlig planlægning af deltagelse i alskens events og fester. Således kunne jeg konstatere, at min datter sidste år havde planer om at deltage i Danmarks grimmeste festival i Brabrand, og senere på året at hun var på listen til en såkaldt piratfest. Fester, hvor unge planlægger at indtage en tom fabriksbygning og først melder stedet ud lige før kick off. Anmeldes det, og skrider politiet ind over for den ulovlige fest, flyttes den via sms til ny destination. Sidstnævnte lyder måske lidt i strid med demokratiet, men det har faktisk rigtigt meget med demokratiet i fremtiden at gøre. Ind imellem kan man godt blive lidt urolig for demokratiets fremtid, når man oplever „popstars-generationens“ meget MIG-fokuserede tilgang til tilværelsen. Det handler om MIG og mine drømme, jeg vil ses på scenen, det er mig, der er den, det er mig, der gør det. Selviscenesættelse i størrelse XXL. Men der er meget mere i det. For samtidig med de unges sceneparathed giver de også udtryk for, at du netop skal være synlig for at blive brugt i netværket og være en fed netværksperson. Og MIG plus MIG plus MIG kan lynhurtigt udvikle sig til en vild event, når sms’en i et splitsekund får 200 unge til at stimle sammen. Som f.eks. i London, hvor de unge sender en sms og aftaler at mødes på en bestemt togstation og på et givent tidspunkt giver sig til at danse fuldstændigt vildt. Med deres iPod i øret, de er jo individualister og deler ikke nødvendigvis musiksmag, men danse med hinanden vil de gerne. Man kalder det sværmkløgt – med det helt rigtige signal, finder sværmen af frie fugle en fælles formation. Det er måske demokratiet i en nøddeskal i fremtidens Aarhus. I forenings-Danmark har man tidligere sagt, at man ikke kunne mødes 2 personer med samme interesse, uden at der er blevet dannet en forening. Vi er kendt for at have et sprudlende foreningsliv med lokale idrætsforeninger, spejderliv, interesseorganisationer og politiske markeringer. Men det frivillige foreningsliv får stadig sværere ved at tiltrække de unge til aktiviteterne, men måske især til forskellige tillids- og bestyrelsesposter. Kunne man forestille sig, at de unge er mere indstillet på det midlertidige og projektformen og ganske enkelt ikke tænder på regelmæssige møder, fastlagte dagsordener og i det hele taget langtidsplanlægning? Det ser ud til, at popstarsgenerationen er meget mere til det spontane og betydningsfulde lige her og nu, og det er vel ikke mærkeligt. I alle andre dele af deres liv er de vant til at „holde den åben“, dvs. de venter med at beslutte, hvad de vil fredag aften til lige før afgang. Forældre til børn i popstars-generationen kender jo godt den der med, at junior virkelig ikke ved, om han er hjemme til aftensmad, klokken er jo kun 17.00, og livet og mulighederne ligger helt åbent. Frivillige foreningsledere, der har vredet sig på alle måder for at stable foldboldhold på benene over en sæson for 14-årige drenge, kan fortælle, at de har fundet en helt anden opskrift. En 14-årig kan nemlig ikke på forhånd forpligte sig hver onsdag, men modtager de en sms om, at nu er der fodbold på grønsværen om en time, er de klar, for så er det her og nu og hamrende intenst. Skal vi motivere popstars-generationen til at

26 AARHUS 2017


deltage i det traditionelle foreningsliv og demokrati, skal vi nok til at tænke utraditionelt. For de unge vil faktisk gerne. I undersøgelser og ved interviews med unge viser det sig nemlig, at mange faktisk drømmer om at gøre en forskel. De vil have en vigtig mission, men også kunne se sig selv i det. De vil gerne kaste deres energi ind på et fedt og meningsfuldt projekt, men til gengæld vil de også bruges fra dag 1; use me or loose me. De skræmmes væk af for meget struktur og ufleksible deltagelsesformer, men er klar til at give den en kreativ skalle på et fedt kulturprojekt som f.eks. Mejlgade for Mangfoldighed. De er helt klar på at deltage i forskellige netværk og søger personer eller platforme, der fungerer som en HUB: Et netværksknudepunkt, der kan bringe dig videre til andre spændende mennesker og muligheder. En god netværksperson er altså en, der giver tilbage og ikke holder på sin viden og sine kontakter, de unge er måske i virkeligheden meget bedre end forældregenerationen til generøst at dele ud og forbinde sig. På virtuelle platforme og andre nye sociale medier som f.eks. Facebook er det lynhurtigt både at iscenesætte sig og forbinde sig via temagrupper og organisere interesser eller politiske holdninger. Ikke for ingenting er Facebook blevet kaldt fremtidens ølkasse. Det er her politikere kan forsøge at gøre opmærksom på sig selv eller en politisk holdning. Der findes snart ikke den kulturelle eller politiske mærkesag, som ikke optræder på Facebook, alt fra en gruppe som af økologiske grunde er imod brug af julegavepapir, til grupper, der harcelerer over Israels optræden i Gaza. Facebook er vel fortsat i sin vorden, men er man bange for, at popstars-generationen ikke dukker op til møderne i lokalsamfundet, kan det være, fordi de har fundet en hurtigere og – hvem ved – måske mere effektiv vej til at udtrykke deres holdninger. Hvis en gruppe på mange tusinde unge finder sammen omkring en lokalpolitisk sag, kan det måske nok få en og anden lokalpolitiker til at overveje et charmetogt – ikke mindst i et valgår. De virtuelle universer kan også være en forsmag på fremtidens møder eller forsamlingshuse. Her behøves ikke regler og paragraffer og uddeling af den uønskede kassererpost. Måske vil mange – også etablerede foreninger – med fordel kunne lægge alle de traditionelle møder i det virtuelle. Så måske skifter det sociale og organiseringen blot karakter med popstars-generationens indtog på arbejdspladser, i foreningslivet og i demokratiet. Fra planlægning til event. Fra nabo til netværk. Fra det lange seje træk til spontant engagement. Fra pligt til intensitet. Det sociale og dermed demokratiet ser ud til at have en helt anden betydning i popstarsgenerationen. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det betyder mindre. Det fungerer blot på en noget anden måde, end forældregenerationen måske har været vant til. Måske vil langtidsplanlægning og pligt vige til fordel for her og nu intensitet og „holden den åben“ til sidste minut. Måske vil livslange medlemskaber blive afløst af varierende projekter og netværk. Men det skulle vel være mærkeligt, om vi står over for den første generation i historien, der ikke formår at organisere og drive et samfund. Måske en af opgaverne for Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 bliver at skabe de virtuelle og fysiske platforme, der kan facilitere popstars-generationens hang til her og nu-aktiviteter. En fed kulturby er for de unge også en fed eventby – med plads til spontanitet og sværmkløgt.

27 AARHUS 2017


ER DER GRUPPER, DER IKKE FÅR DEL I DE DEMOKRATISKE PROCESSER I AARHUS? // Af Merete Ipsen, museumsinspektør, Kvindemuseet i Danmark Børnene har ikke meget at skulle have sagt i Aarhus, mennesker med handicap heller ikke, og kvinder med indvandrerbaggrund slet ikke. Og dog. Ser vi på befolkningens indflydelse fra det perspektiv, hvor de nævnte grupper selv er, så er der rigtig mange initiativer, som udfolder sig i skolerne, i foreninger og i boligområder, som offentligheden ikke helt får øje på. Aktiviteterne retter sig indad i højere grad, end at de blander sig som stemmer og holdninger i de offentlige debatter eller kommer til orde i medierne. BØRNENE De sidste år har der såvel nationalt som lokalt været mange og gode initiativer for børn, hvor de er blevet ’underholdt’ og ’beskæftiget’. I nogen grad ser vi også initiativer, hvor børnene selv sætter dagsordenen og komme til orde. De inviteres til stilekonkurrencer, til at anmelde udstillinger, til at gennemføre rollespil over faktuelle temaer etc. Også skolernes elevråd er en god træning for de børn, som tager aktiv del. Her får børn lejlighed til at ytre ønsker og krav, hvilket er væsentligt for børnenes indbyrdes dialog. Men der meldes også om skuffelser. For hvis det kun drejer sig om opstilling af sodavands- kontra vandautomater, om afskærmning af cykelparkering eller om koordinering af skolefester, så er det måske alligevel ikke udfordrende nok for børn. Det kunne være et interessant eksperiment at nedsætte et børneråd af børn i alderen fra 10-14 år, og som fik ansvar for at drøfte emner, som er til debat i Aarhus Byråd, sådan at de efter en beslutning fik tilbagemelding på deres forslag – tilbagemelding fra medlemmer fra byrådet. Herved ville de tidligt få indsigt i forhold mellem beslutning og konsekvens. Børne- og Ungebyrådet i Aarhus er for de 13-17-årige, men at inddrage og lytte til børn kan med fordel starte tidligere, hvor ’ægte’ børnetanker dominerer liv og interesser, og den abstrakte tænkning så småt er på vej. En 14-15-årig orienterer sig jo i sagens natur mod ungdomskultur. Inddragelse af børn i langvarige projekter ser vi alt for sjældent. De vokser jo op, og er snart ikke børn længere. Men de gør sig dog mange overvejelser undervejs i deres opvækst, som kunne være gavnligt både for dem som senere borgere og for det omgivende samfund at fokusere på. En mulighed er, at lade dem planlægge større børneevents ud i fremtiden, f.eks. udarbejde et idekatalog til børneinddragelse i Kulturby 2017. Hvis man gør det nu allerede i 2010 og spørger de samme børn i 2013 og i 2016 til det, de har fremsat i 2010, vil de få indblik i udvikling af deres egne foreslåede emner, og der ville samtidig ske en modning af eventsprojektet gennem aktører, som, når de bliver unge, ville kunne huske, hvad de tænkte, da de var børn. HANDICAPPEDE Faktisk har ingen med fysisk eller psykisk handicap sæde i Aarhus Byråd – så vidt vi ved. Måske er den offentlige eksponering, som ligger i byrådsarbejde, heller ikke et attraktivt sted at udfolde sig, hvis man har et psykisk handicap. Tonen er jo i sagens natur konfronterende. Fløje og uenigheder er indbygget i byrådsarbejde og i andre demokratiske forsamlinger, som er sammensat bredt politisk. De politiske debatter kan tage form som en kappestrid og kan nogle gange være direkte uforsonlige. Dette er ikke et klima, som fremmer den menneskelige velbefinden, hvis man er udstyret med et følsomt sind.

28 AARHUS 2017


Men det kan undre, at personer med fysiske handicaps ikke har fundet vej ind gennem de politiske partier. Det gælder ikke kun Aarhus Byråd, men er et generelt fænomen. Det tager længere tid at tale, hvis man eksempelvis er spastiker, men indholdet kan jo være knivskarpt og velformuleret og vel derfor også være værd at vente på. Hvis man er blind, er det objektivt mere besværligt for byrådsadministrationen at udgive alle skriftlige materialer på blindskrift. Men computere, som oversætter og er forbundet til printere med blindskrift, er så lette at betjene, at det ikke vil belaste distribution af materialer væsentligt. Kørestolsbrugere har brug for ramper og elevatorer. Findes de, skulle intet vel forhindre kørestolsbrugere i at være politisk aktive på lige fod med andre borgere. Til døve findes elektroniske chips, som kan bistå med at høre, men om de er gode nok til, at døve vil være i stand til at følge og deltage i debatter i timevis, skal jeg dog ikke kunne sige. Alt i alt synes der dog ikke at være tilstrækkeligt gode grunde til, at handicappede er helt fraværende fra det synlige demokratiske liv i Aarhus. Handicap-OL af forskellig art er livsbekræftende og viser handlekraft, så det virker ufatteligt, at handicappede ikke også stormer ind i demokratiets højborge. KVINDER MED ANDEN ETNISK BAGGRUND I forhold til befolkningssammensætningen i Aarhus er det påfaldende, at byrådet ikke omfatter en eneste kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, og at der i regionsrådet kun er en enkelt immigrant-kvinde. I forrige valgperiode var det modsat: én kvinde med anden etnisk baggrund i byrådet, ingen i regionsrådet. Hvad er det for barrierer, kvinder fra andre kulturer må overvinde for at komme ind i de demokratiske forsamlinger? Nogle af de samme, som danske kvinder oplevede for 100 år siden, da kvinder fik stemmeret. Man(d) havde i årtier styret uden kvinder i by- og sogneråd, i Folketing og Landsting, så hvorfor skulle det blive bedre af, at kvinder kom med, var nogle af de indvendinger, der blev fremført for godt 100 år siden, da forslag om stemmeret til kvinder var undervejs. Da kvinder så endelig i 1909 fik stemmeret til de lokale råd, var der ikke mange, der havde mod til at stille op. Og de, der blev valgt ind, sad mange steder som ene kvinde i en sal fyldt af mænd. I Aarhus Byråd sad den første kvinde Dagmar Pedersen fra 1909 til 1913. I de næste to valgperioder sad der også kun én kvinde, herefter to. Antallet voksede kun langsomt, og først 60 år senere, fra 1970’erne, begyndt kvindeandelen at bevæge sig op mod ca. 1/3 af pladserne, for så at blive lidt reduceret igen. Men tilbage til 1909 og Dagmar Pedersen: byrådsperioden startede 1. april. Af byrådsreferaterne fremgår, at først i februar 1910 tog hun ordet. Dagmar var en mønsterbryder ved at være den første kvinde i byrådet – men det tog hende ti måneder, før hun tog ordet. Hvis kvinder med anden etnisk baggrund skal gøre en hurtigere karriere ind i de politiske forsamlinger, end de danske kvinder gjorde, så skal der gøres noget aktivt. Mentorordninger, hvor danske kvindelige politikere fungerer som mentorer for kvinder med indvandrerbaggrund, vil være en god metode. Samtidig skal vi – hele det almene ’danske samfund’ – også oparbejde positive forventninger til, hvad kvinder med anden etnisk baggrund kan bidrage med. Den offentlige debat har ofte emner omkring kvinders barrierer til debat på måder, der stigmatiserer dem med anden herkomst end dansk snarere end at fremhæve deres ressourcer. Den politiske og offentlige stemme kommer med mere eller mindre udokumenterede udsagn: De går med burka (hvad kun ganske få gør). De føder børn hele tiden (trods det, at børnetallet blandt indvandrermødre er synligt falden29 AARHUS 2017


de). De lader manden bestemme over sig (uagtet at flere indvandrerkvinder sammenlignet med mænd af anden etnisk herkomst tager uddannelse). Der er ressourcer at hente i den store, brogede skare af kvinder med anden baggrund end dansk, som kunne komme ind og sætte farver og kraft på det demokratiske liv – hvis vi tør give dem en stemme.

30 AARHUS 2017


MULTIMEDIEHUSET – BORGERNES HUS // Af Rolf Hapel, forvaltningschef i Borgerservice og Biblioteker, Aarhus Kommune Multimediehuset eller Urban Mediaspace Aarhus er arbejdstitlen på det kommende nye hovedbibliotek og borgerservice, der skal stå færdig på de bynære havnearealer i slutningen af 2014. Allerede her adskillige år før det står færdigt, har det en ganske omfattende demokratisk proces bag sig. Det gælder, hvad angår det formelle repræsentative demokrati gennem byrådets arbejde, men også hvad angår mere normative og borgerinddragende demokratiske processer med udgangspunkt i Aarhus-modellen for borgerinddragelse. DEN POLITISKE PROCES Det ny hovedbibliotek blev første gang drøftet i byrådet i 1998, hvor man besluttede at iværksætte en analyse af, hvor det kunne placeres. Siden resulterede idékonkurrencen om de bynære havnearealer i år 2000 i et vinderforslag, som indeholdt et nyt hovedbibliotek. Samme år var der byrådsseminar om „Fremtidens Kulturbygning“, og i 2001 blev Erhvervshandlingsplanen „Vækst i Aarhus III“ vedtaget, hvor Multimediehuset var ét af de 25 erhvervspolitiske initiativer. I 2002 var Multimediehuset på byrådets prioriteringsseminar, og det store skridt i forhold til realiseringen blev taget i 2003 med byrådets vedtagelse af en 10-årig anlægsplan, hvor Multimediehuset var med. Placeringen på de bynære havnearealer blev fastlagt i 2004, og i 2006 blev konkurrenceform og grundlæggende værdier for huset besluttet. I 2007 blev de forventede forøgede driftsudgifter behandlet, og i 2008 blev arkitektkonkurrencen igangsat og et partnerskab om de bynære havnearealer indgået med Realdania. I 2009 blev arkitektkonkurrencen afgjort med et konsortium omkring schmidt, hammer og lassen architects som endelig vinder, og i marts 2010 har byrådet frigivet anlægsmidler til fortsat projektering og klimatilpasning. Multimediehuset har desuden været behandlet på en lang række møder i Kulturudvalget, i Udvalget for Teknik og Miljø og i Økonomiudvalget. BORGERINDDRAGELSE OG BRUGERDREVEN INNOVATION Parallelt med den politiske behandling af Multimediehuset er der forgået en lang række udviklingsprocesser af inddragende karakter. Formålet har været at udvikle projektet til den modenhed, der skal til for at realisere visionen om Multimediehuset som et „Sted for menneskelig ud-

vikling og interaktion, som skal fremme oplevelse, tilegnelse, læring, innovation, sansning, fordybelse og inspiration gennem en flexibel og programmérbar bygning med specielt fokus på børn og familier.“ Udgangspunktet er „Aarhus-modellen for borgerinddragelse“, som blev vedtaget af byrådet i 2004. Den er lavet for at sikre relevant borgerinddragelse på et kvalificeret grundlag og bygger på praksis og erfaringer fra planprocesser i kommunen. I modellen fastlægges otte grundlæggende principper, som dialogen mellem borgerne og byrådet skal udspilles efter. Inddragelsesprocesserne i forbindelse med Multimediehuset har foruden en række mere traditionelle borger- og nabomøder konkret omfattet en visions- og værdiproces, hvori medarbejdere, rådmand, konsulenter, embedsmænd, eksterne eksperter og borgere har indgået. En strategigruppe sammensat af repræsentanter fra erhvervs-, uddannelses- og kultursektoren rådgiver rådmanden, og en idégruppe sammensat af personer, der har vist evner for innovation, rådgiver forvaltningschefen. I et samarbejde med FO-Aarhus og bureauet „Kollision“ om projektet „Byens stemmer“ har 10 fokusgrupper repræsenterende forskellige områder og målgrupper, f.eks. ældre-

31 AARHUS 2017


området og uddannelsessektoren, samt en række besøgende arbejdet med interaktive borde på Hovedbiblioteket og i Kunstbygningen. De interaktive borde indeholder digitale muligheder, f.eks. digitale kort og billeder samt mulighed for lydoptagelse og -afspilning. Her har synspunkter og holdninger kunnet dokumenteres gennem lydfiler og senere transskription, hvorefter de indgik i grundlaget for arkitektkonkurrencen. Medarbejdere er blevet bedt om gennem fotodokumentation at vise, hvad der er godt og dårligt ved det eksisterende bibliotek, og 36 børn i alderen 9-14 år har i et aktivt sommerferieforløb gennem modelbygning, foto, stencils, collager, typografi givet deres bud på hvad Multimediehuset kunne være for dem. Også dette arbejde er indgået i udbudsgrundlaget for arkitektkonkurrencen og kan i øvrigt ses på YouTube: ”Idea workshop for children”. For at udvikle indhold og services i Multimediehuset har der undervejs været en lang række udviklingsprojekter med deltagere fra forskningssektoren (ISIS Katrinebjerg, Alexandra Instituttet, Center for Digital Urban Living, Institut for Informations- og Medievidenskab og Syddansk Universitetscenter) og fra erhvervslivet. En del af projekterne er foregået i Transformation Lab, et område i indgangspartiet på Hovedbiblioteket, hvor brugerne har kunnet indgå i forskellige set-ups og derigennem kunne udtrykke idéer og præferencer. Inddragelsesmetoder som Word Café, Appreciative Inquiry og Village Square har været anvendt i arbejdet, og Hovedbiblioteket udgav i 2008 en guide til brugerdreven innovation, „Bibliotekets Stemme“. I efteråret 2009 afholdtes en proces, hvor omkring 150 borgere på fem møder arbejdede sammen med arkitekterne og personale med en række temaer i forhold til havnebyrummet og bygningen. For bygningen var det temaer som Tilgængelighed, Medier, Møde-Lære-Læse og Børn og Familier, og resultaterne af arbejdet er dels dokumenteret og kan ses på hjemmesiden for Multimediehuset, www.multimediehuset.dk, dels indgår de i arkitekternes videre arbejde med projekteringen af bygningen. Der er en ny hjemmeside for projektet under udarbejdelse - også i det arbejde indgår fokusgruppeinterviews og usability tests som helt naturlige kvalitative metoder. Personale fra Borgerservice og Biblioteker spiller naturligvis en nøglerolle for brugerdrevet design af Multimediehuset. Erfaringer og viden akkumuleret gennem års borgerkontakt er indgået i udviklingstemaerne og har derigennem beriget arkitekterne med helt afgørende viden for et godt resultat. På nuværende tidspunkt i processen (udvidet dispositionsforslag) er 12 arbejdsgrupper involveret i konkret samarbejde med arkitekterne om funktionalitetskrav i forhold til f.eks. udformning af rum og publikumsflow. URBAN MEDIASPACE AARHUS Da arkitekterne Alfred Mogensen og Salling Mortensen tegnede det nuværende hovedbibliotek i slutningen af 1920’erne, var bøgerne hovedkilden til at opleve idéernes verden. Siden er der sket revolutioner på medieområdet, og den tid, der anvendes på medieforbrug, er vokset eksplosivt. Hovedbiblioteket er blevet om- og tilbygget i perioden og er fortsat det sted i Aarhus, hvor flest kommer for at blive inspireret, låne trykte og digitale medier, læse tidsskrifter og aviser, surfe på nettet, lave lektier, opleve forfatterarrangementer og internetintroduktioner, høre oplæsning og poetry-slam, lytte til eventyrtime og opleve børneteater – for at tilegne sig viden, læring og kulturoplevelser. Men det har i snart mange år været tydeligt, at Hovedbiblioteket lider under pladsmangel og vanskelige logistiske forhold. Derfor bygger Aarhus Kommune Multimediehuset, hvor borgerservice på rådhuset skal flytte sammen med biblioteket, ligesom der skal rummes en række mødefaciliteter i bygningen, som kan bruges af foreningslivet og civilsamfundet.

32 AARHUS 2017


Multimediehuset bygges for en fremtid, hvor to ting er sikkert, nemlig at udviklingen af informationsteknologien forsætter i hastigt tempo, og at bibliotekernes traditionelle ydelser og „forretningsmodeller“ er i ligeså voldsom forandring. Senest er for eksempel e-bogslæserne og iPad’en blevet realistiske afløsere for den trykte bog og vil udfordre forretningsmodeller i hele mediebranchen. Multimediehuset er et sted for mennesker, og mennesket eksisterer i en fysisk og materiel verden og har grundlæggende behov, som ikke er ændret fundamentalt i tusinder af år. Multimediehuset repræsenterer derfor både noget tidløst, arketypisk (mennesket) og noget foranderligt (teknologi, medier, kultur og værdier). Udfordringen er at skabe en bygning, der har afsæt i menneskets behov og som er foranderlig over for teknologi, medier og kultur – og hvor de grundlæggende værdier fastholdes. Hertil kræves innovative processer, der inddrager borgerne – ikke kun for at sikre de bløde demokratiske værdier, men i høj grad også for at sikre den fornødne viden og kvalitet, der skal til, for at borgerne i Aarhus kommer til at opleve Multimediehuset som relevant og betydningsfuldt også i de næste 100 år.

33 AARHUS 2017


DET DELTAGENDE DEMOKRATI I PRAKSIS – FÆLLESRÅDENE I AARHUS KOMMUNE // Af Jes Retbøll, formand for Skødstrup Fællesråd

Jeg har været med i fællesrådsarbejdet i Aarhus Kommune i 14 år og gennem en arbejdsgruppe under fællesrådene været med til at lægge nogle af de ledetråde ud, som kan være bærende for et godt samarbejde mellem borgere, politikere og embedsmænd. Aarhus er Danmarks næststørste by – en stor kommunal enhed nu med over 300.000 borgere. Det er mange mennesker inden for en enhed, og det stiller krav til struktur og disciplin. Det er vigtigt, at få et ansvarligt og velfungerende samspil til at fungere mellem borgerne og det offentlige system, så der skabes rammer for forståelse for, hvad der sker, og rammer for en følelse af, at den enkelte borger har mulighed for medbestemmelse og ægte medleven. Et vigtigt element for, at dette har kunnet lykkes så godt, som det er tilfældet i Aarhus, er, at der nu i mere end 30 år har været fællesråd, som er lokale repræsentationer bygget uden tilknytning til de politiske partier – bygget alene på den frivillige foreningsstruktur, som der er i kommunen. LIDT HISTORIE Ved den forrige kommunalreform fra slutningen af 1960’erne, som blev implementeret i begyndelsen af 1970’erne, sørgede man for, at de større byer kunne indsluse de omkringliggende sogne i et byråd, som koordineret kunne organisere og lede udviklingen omkring de større bysamfund. Det kan kun siges at være en meget fornuftig omlægning. Dermed blev flere sogneråd omkring de større byer nedlagt – nogle sognerådsmedlemmer gik ind i byrådene og andre stoppede, da deres lokale sogneråd blev nedlagt. I forbindelse med denne omlægning blev der åbnet op for, at de nydannede større bysamfund kunne etablere lokalstrukturer – bygget uden om de politiske partier – sådan, at man kunne få informationer fra og holde kontakten ud til yderområderne. Det blev til fællesrådene i Aarhus og til lokalrådene i København. I 1975 blev det første fællesråd etableret i Solbjerg syd for Aarhus og herefter kom flere til lidt efter lidt. Nu er strukturen udbygget, så Aarhus har 30 fællesråd, som dækker både midtbyen og alle yderområderne. Fællesrådene er bygget på de lokale foreninger, som kan gå sammen og vælge deres repræsentanter til det lokale fællesråd. Det er ulønnet at sidde i fællesrådene, men Aarhus Kommune støtter rådenes funktion med et mindre tilskud, som sammen med kontingenter betaler for de små omkostninger, der er forbundet ved at drive fællesrådene. Nogle udgiver lokale blade og har lokale hjemmesider, så de på den måde lokalt kan kommunikere med deres borgere. Andre benytter sig af lokalaviserne, og det fungerer også ganske fint. Fællesrådene er, som det fremgår ovenfor, en ikke strengt repræsentativ konstruktion – men en meget nyttig konstruktion. Fællesrådene er lidt frit svævende mellem borgerne i deres lokalområder, politikerne i byrådet og embedsmændene i de enkelte afdelinger. Det kan ikke undgå at give problemer m.h.t., hvilke forventninger man har til hinanden, og hvor meget man kan kræve af hinanden. Der vil uundgåeligt være forskel på, hvordan der arbejdes. Fællesrådene består af frivillige, som måske har deres arbejde ved siden af, og embedsmændene, som har deres arbejde, som de skal udføre professionelt. Politikerne har bagland i deres politiske organisationer, som de er ansvarlige over for, ligesom de er ansvarlige over for deres vælgere. Der er grænser for, hvor meget kompetence man kan lægge på det frivillige arbejde i fællesrådene – de skal kunne bære ansvaret over for de borgere, som de repræsenterer. Fællesrådene er en meget følsom og fin struktur, som

34 AARHUS 2017


er meget nyttig for sammenhængskraften i en storkommune, men de bør plejes hele tiden. Politikerne skal have øje for værdien og støtte og respektere arbejdet. Gør de det, er her et fint instrument til at få bedre gensidig forståelse og tilfredshed med de politiske beslutninger, som må træffes. Aarhus Kommune har været meget på forkant med at få fællesrådene til at fungere. I slutningen af 1990’erne blev der lavet et lokalt arbejde med et fællesråd, hvor man analyserede, hvordan man kunne benytte hinanden. Det gav anledning til en meget nyttig rapport. Herefter blev der skrevet et samarbejdspapir, hvor man klart præciserede, hvilke forventninger man kunne have til hinanden. Dette papir blev grundigt drøftet fællesrådene imellem, ligesom det blev grundigt implementeret på embedsmandsniveauet. Det politiske system drøftede det også, og det førte i 2004 til vedtagelsen i byrådet af skriftet „Aarhusmodel for borgerinddragelse“ – et klart signal til alle borgere og til deres repræsentationer, at Aarhus Kommune gerne vil inddrage byens borgere, hvor det er muligt. I FORORDET STÅR DER BL.A.: „Aarhusmodellen for borgerinddragelse handler om måden, borgerinddragelsen foregår på, og hvordan processen kan påvirke de endelige resultater. Aarhusmodellen har fokus på overordnede strategier, sektorpolitikker, planer og projekter, der har betydning for hele Aarhus Kommune, større dele af Aarhus Kommune eller for et enkelt lokalområdes udvikling“. HVORDAN VIRKER SÅ DEMOKRATIET I AARHUS – HHV. GENNEM FÆLLESRÅDENE OG GENNEM ANDRE ORGANISATIONER I AARHUS? Det kan sikkert bedst illustreres ved nogle eksempler. Lad mig først nævne processen i forbindelse med udarbejdelsen af den nye kommuneplan 2009. Fællesrådene er traditionelt meget involveret ved udarbejdelsen af lokalplaner. Det, der styrer rammerne for lokalplanerne, er kommuneplanen. Vi informeres af kommunens embedsmand om, at en lokalplan er under udarbejdelse, og vi har indsigelsesret inden lokalplaner kommer i offentligt høring, idet vi får tilsendt den foreløbige lokalplan til udtalelse. Vi kan optage drøftelse direkte med forvaltningen og bliver meget ofte hørt, og er det relevante indvendinger, bliver de oftest taget til efterretning. Vedr. selve kommuneplanprocessen blev vi taget med på råd inden de første streger blev tegnet. Før byrådet blev præsenteret for udkast til planen blev vi hørt om evt. bemærkninger og undlod helt at inddrage pressen, så processen fik et meget roligt og seriøst forløb. Det skal siges, at vi ikke fik alle vore ønsker opfyldt, men vi føler, vi blev hørt på. Det var en fornem proces, som kommunen kan være meget tilfreds med. Et andet eksempel – hvor fællesrådene ikke direkte er inddraget – er, at Aarhus har udarbejdet en stor plan for udnyttelsen af de bynære havnearealer. For at informere så bredt som muligt udarbejdes der pjecer, som danner grundlag for offentlige høringer, og der er ofte en meget konstruktiv debat ved sådanne møder. Aarhus Kommune oprettede et debatforum på deres hjemmeside, hvor man kunne komme med indlæg og meninger. Der gives tid til processerne, og dermed føler borgerne, at de bliver hørt, ligesom nytænkninger får tid til at modnes. Et tredje eksempel kunne være arbejdet med en omlægning af bussystemet i og omkring Aarhus. En embedsmandsgruppe har først udarbejdet et forslag til gennemgående A-buslinier med højere frekvens end i dag, og et mere finmasket B-busliniesystem, som retter op på, at de hurtigtgående A-busser ikke kommer ud i alle yderområderne. Der har været offentlig høring om første del af sy35 AARHUS 2017


stemet, og en ny høring kommer i skrivende stund om B-nettet. Mange mennesker bliver berørt, hvorfor fællesrådene har bedt om at blive inddraget med den begrundelse, at de er tættere på borgerne og kan måske med mere vægt sætte fokus på uhensigtsmæssigheder. Det har man lyttet til i forvaltningen, og de fællesråd, som ønsker det, kan blive direkte inddraget i direkte lokale drøftelser. Igen et eksempel på lydhørhed og åbenhed fra det offentliges side. Bliver Aarhus Europæisk Kulturhovedstad i 2017 vil det helt sikkert skinne igennem, at vi har det godt med hinanden. Der er et godt samspil mellem politikere og borgere – vi lytter til hinanden og vi kommunikerer konstruktivt. Et sådant samspil vil altid kunne mærkes – Aarhus er en god by at leve i.

36 AARHUS 2017


ER RELIGION EN HÆMSKO FOR DET KOMMUNALE DEMOKRATI? // Af P.H. Bartholin, domprovst ved Aarhus Domkirke INDLEDNING Som en overordnet betragtning er religion ikke en hæmsko eller hindring for demokratiet, snarere er det fordomme om religion, som kan virke som en hæmsko eller en hindring for demokratiets udfoldelse og udvikling og forskellige gruppers inddragelse i den demokratiske proces i samfundet. Denne overordnede betragtning er i dag måske mere ideel, end den er reel. Den er i hvert fald anfægtelig, og er blevet det i den offentlige debat de seneste 10 år. På den baggrund vil jeg til indledning foretage en hel enkelt begrebsafklaring. Derefter vil jeg drøfte demokratiets vilkår og muligheder i dag og afslutningsvis fremsætte en tese om betingelserne for demokratiudvikling - både globalt og ikke mindst lokalt. BEGREBSAFKLARING Demokratiet har hverken i sin oprindelige form eller i sin nuværende form sin oprindelse i en religion. Sin oprindelse har demokratiet i de græske bystater i 500-tallet f.Kr. Det var et begrænset demokrati for frie mænd, der havde taleret, og som delte lighed i politiske rettigheder. Det demokrati, som vi kender, har sin oprindelse i Oplysningstiden og dens filosofiske tanker om mennesket som et frit, suverænt og ligeværdigt individ, som fremkom her. Nogle af disse ideer fandt udtryk i Den franske Revolution og Den amerikanske Uafhængighedserklæring. Blandt andet her ligger inspirationen for vore dages Menneskerettighedserklæringer og -diskussion. Det parlamentariske demokrati har udviklet sig i løbet af 1800-tallet. Religioner er mangeartede og forskellige; de er kendetegnede ved at tro på en bærende og opretholdende livsmagt uden for mennesket og dets indflydelse. Gudstroen udfolder sig f.eks. som en personlig tro, hvori den enkelte er forbundet med Gud/guden/guderne, i en del tilfælde tillige som et livsmønster. Dette er tydeligt i naturfolks religioner, men spiller tillige en rolle i både jødedom, kristendom og islam. Livsmønsteret genererer normer og moral og forbinder kultiske/kirkelige ritualer med hverdagens liv, f.eks. den kristne jul og den muslimske ramadan, der begge fejres med fester, der både er religiøse og almene. De fleste religioner udfolder sig således både individuelt, hvorved den enkelte erfarer sig knyttet til en „højere magt“, og kollektivt, hvorved fleres adfærd formes af ritualer og religiøse skikke som netop anført. Demokrati er altså en styreform, hvis begyndelse skriver sig 2500 år tilbage, men er ca. 200 år gammel i vores sammenhæng. Religionen i Europa har fortrinsvis været kristendommen i katolsk, ortodoks og protestantisk form, og i mindre grad jødedom og islam. DEMOKRATIETS VILKÅR Demokratiet har undergået en meget lang udvikling både praktisk og som begreb. I dag har vi i Danmark et repræsentativt demokrati, hvor repræsentanter for folket vælges til forsamlinger, der træffer bindende beslutninger på folkets vegne. Tillige har vi i nogen grad et inddragende demokrati, hvor borgere inddrages i den politiske proces. Samtidig ser vi de traditionelle partier miste medlemmer og indflydelse på udformningen af politikken. Det kommunale demokrati er et cen-

37 AARHUS 2017


tralistisk repræsentativt demokrati underlagt store begrænsninger af folketinget og skiftende regeringer. I nogen grad er der brugerindflydelse og -høringer. Demokratiet er i dag præget af en række indbyrdes modstridende forhold. Politikerne er kendt fra medierne som aldrig før. Deres budskaber kommer let frem, men i en meget forenklet form. Politik ligner af og til underholdning. Folketing og regering går i lovgivningen af og til ned i mindste detalje og foreskriver normer på en lang række områder. Der udstedes flere og flere krav centralt, og flere kontrolrapporter skrives og læses(?). Én religion, islam, opfattes af de regeringsbærende partier og en del af oppositionen som en trussel mod demokratiet. Det får afsmittende virkning på andre religioner f.eks. kristendommen og især folkekirken, der har et stigende antal udmeldinger og mærker en hidtil ukendt skepsis tenderende til fjendtlighed fra ikke-troende. ET SAMFUND UDEN RELIGION? Et samfund uden religion kan tænkes, men ikke realiseres. De adfærdsregulerende normer og etikker og sociale fællesskaber spørger altid efter begrundelser, oprindelse, mening og betydning. Ethvert menneskeligt fællesskab og samvirke lever både af alt det, som kan beskrives, måles og vejes og reguleres mekanisk, og af det, der ligger imellem mennesker, som ikke kan reguleres f.eks. sympati/antipati, kærlighed/had, liv/død og det gode/det onde. Hvad enten dette tolkes i en religiøs ramme eller en sekulær ramme, har det indflydelse på samfundet og omvendt. Demokrati er en styreform for et samfund, det er ikke meningen med livet. Alt, hvad der vil foregive at give en forklaring på eller mening med livet, bliver til religion eller religionslignende fænomener. Ingen religioner gør krav på at forklare alt. Dog findes der ortodokse og fundamentalistiske fortolkninger af alle religioner, der vil hævde det; men ædruelige fortolkninger af religionerne ved, at menneskelivet og universet ikke kan forklares eller beskrives udtømmende én gang for alle. Religionerne er stadige fremadskridende og selvreviderende fortolkninger af et trosgrundlag f.eks. myter, ritualer, legender, hellige skrifter og dogmer. RELIGION OG DEMOKRATI Den globale udfordring består i at skabe en samtale mellem både åbne og mere lukkede, normerende religiøse tolkninger og samfundenes udvikling på den ene side. På den anden side består der en udfordring i at udvikle demokratiet og forståelsen af demokratiet, således at dette kan indgå i samtale med livsmønstre og -former, der hidtil ikke har levet med den styreform, men hvor borgerne alligevel har levet og følt sig som frie mennesker, hvis tilværelse er både god og meningsfuld. Udfordringen vender ikke kun én vej. Demokratierne må være villige til at indoptage træk fra andre styreformer, der kan korrigere og udvikle demokratiet til at varetage det enkelte menneskes indflydelse, beskyttelse og rettigheder mest muligt. PEJLEMÆRKER Det vanskelige er naturligvis at pege på konkrete måder og metoder. Der kan måske findes nogle pejlemærker på grundlag af en erkendelse af, at der ikke er én, men mange veje til en videre udvikling af demokrati. Politik og religion må ikke blandes sammen, så religionen foreskriver politi-

38 AARHUS 2017


kerne, hvilken politik der skal føres. Men både demokrati (politik) og religion drejer sig om menneskelivet, de deler virkelighed, derfor skal de fortsat tale sammen. Det forekommer evident, at både demokratiet og de forskellige religioner lider under de nuværende globale og lokale forhold, hvor man gensidigt mistænkeliggør hinanden og lægger hinanden for had i en som hovedregel uforsonlig debat. Det kan forekomme mærkeligt, fordi både demokratiet og religionerne rummer en forståelse for og anerkendelse af det anderledes og fremmede. Religionerne har imod manges forventning vist sig som en vigtig faktor og markør for individets identitet, formentlig fordi andre kulturelle former og traditioner eroderes væk. Ved hjælp af religionerne og deres forståelse og fortolkning af, hvad det er at være menneske, kan der ydes et væsentligt og nødvendigt bidrag til at udvikle og bestyrke et demokrati med lige rettigheder for alle, således at alle kan føle sig som ansvarlige borgere og deltagere frem for, som det oftere og oftere sker i dag at føle og opføre sig som (for)brugere. Det forudsætter en vilje til besindelse på, hvad den enkelte religion (kristendom og islam) er, rummer og betyder, og hvad demokrati på tilsvarende måde er. Vi er nødt til at gøre den indrømmelse, at vi hidtil har haft et ureflekteret forhold til både religion og demokrati. De er begge blevet for selvfølgelige. Nu er udfordringen at få et reflekteret, oplyst og indsigtsfuldt forhold til begge ikke kun teoretisk, men i særlig grad praktisk. Det vil gavne og ikke hæmme demokratiet.

39 AARHUS 2017


DEN DEMOKRATISKE KULTUR I AARHUS // Af Jørgen Carlsen, idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole HVAD ER DEMOKRATI? For et halvt århundrede siden udspillede der sig her i Danmark en betydningsfuld diskussion om, hvad man egentlig skal forstå ved demokrati. Juraprofessoren Alf Ross definerede kort og godt demokrati som flertalsstyre. For ham var demokrati ganske enkelt en afgørelsesprocedure, hvor magten må ligge hos den befolkningsgruppe, som er i overtal. Det er umiddelbart svært at modsige Alf Ross, for hvem vil kalde en situation, hvor et mindretal bestemmer over et flertal, for demokratisk? På den anden side insisterede kirkehistorikeren og højskolemanden Hal Koch på, at det ikke er nok, at formaliteterne er i orden. Et flertal kan nemlig tyrannisere et mindretal ved hæmningsløst at trumfe sine beslutninger igennem uden hensyn til mindretallet. Hvis ikke der er respekt og lydhørhed over for mindretallets synspunkter, så er der ikke i egentligste forstand tale om demokrati, selv om alle formelle spilleregler er overholdt. Demokrati er ifølge Hal Koch ikke bare en afgørelsesprocedure, det er en kulturform. Den demokratiske kultur bør hvile på samtalen – en gensidig meningsudveksling, hvor alle stemmer bliver hørt. „Vi har begyndende demokrati i Danmark“ konstaterede arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen i sin tid. Dermed vil han netop understrege, at demokrati ikke blot er en tilstand, men en proces. Hvis ikke den fælles samtale holdes i gang, så er demokratiet blot et skalkeskjul for magtmanipulation og mindretalsundertrykkelse. Der er med andre ord forskel på et formelt og et reelt demokrati. DEMOKRATISKE NETVÆRK I AARHUS Og hvad har alt dette så med Aarhus Kommune at gøre? Jo, rent formelt kan Aarhus opvise et vidtforgrenet netværk af demokratiske institutioner. Der er en høj grad af borgerindflydelse og borgerinddragelse, som ligger ud over det obligatoriske kommunalvalg, som afholdes hvert fjerde år. Et opslag på hjemmesiden vil afsløre en imponerende række af råd og bestyrelser: Integrationsrådet (som tæller 15 flygtninge og indvandrere fra ikke-EU-lande), de mange fællesråd (som rummer repræsentanter for et lokalområde), skolebestyrelserne, klasseforældreråd, daginstitutionsbestyrelser, forældreråd i SFO’erne. Dertil kommer en række råd inden for ældreområdet: Ældrerådet, Brugerrådet, Klagerådet, Frivillighedsrådet og endelig Det Sociale Forbrugerråd. Alle disse forskellige organer vidner selvfølgelig i sig selv om højt udviklet borgerinddragelse på en lang række vitale områder af det Aarhusianske bysamfund. Men er de i sig selv udtryk for en avanceret demokratisk kultur i Hal Kochs forstand? Det hele ser jo fint ud på papiret, det demokratiske alibi er tilsyneladende i orden – men hvad nu hvis de blot optræder som narresutter og kærkomne passiviseringsorganer, der blot sylter sagerne ind i kaffe og blødt brød? Hviler demokratiet i ophøjet fred, og er den hellige demokratiske grav velforvaret – eller er disse organer rammerne omkring en levende demokratisk udvikling til gavn og glæde for de Aarhusianske borgere – store som små, gamle som unge? Det spørgsmål kan kun besvares ved konkret at fokusere på de faktiske processer, der udspiller sig i de forskellige organer. Trives den demokratiske kultur i Aarhus? Ja, umiddelbart er der vel

40 AARHUS 2017


grund til at klappe i hænderne over det demokratiske netværk. Men skal man blande lidt malurt i bægeret, kan det også lade sig gøre. Man kan f.eks. se på det folkelige mandat, der ligger bag forskellige af disse råd. Det er en kendt sag, at stemmeprocenten er markant lavere end til et kommunalvalg eller folketingsvalg. Der har været eksempler på skolebestyrelsesvalg, hvor man ligefrem har skullet nøde de få fremmødte til at stille op. MÅ MAN BLANDE SIG UDEN OM? Er det ikke en demokratisk falliterklæring, at borgere vægrer sig ved at påtage sig ansvar? Svaret er nej! Demokrati er ikke til for sin egen skyld. Det er ikke et tomt ritual, der blot skal overholdes for enhver pris. Demokrati er en mulighed for medindflydelse. Denne mulighed skal til enhver tid stå åben. Men den skal ikke proppes ned i halsen på folk. I stedet for at beklage den manglende folkelige deltagelse bør man nøgternt notere sig, at „det tavse flertal“ har valgt at tale ved at tie. Det betyder ikke, at de mener, at demokratiet er ligegyldigt. Det betyder vel blot, at de i det store og hele giver deres samtykke til de politiske beslutninger, der bliver truffet. Og så er den ikke længere. Lad os ikke gøre demokratiet til et religiøst foretagende, der skal dyrkes for sin egen skyld. Jeg er helt sikker på, at interessen nok skal indfinde sig, hvis der pludselig dukker sager op, der har en eller anden kontroversiel karakter, som påkalder sig stor opmærksomhed. Så skal det, som Grundtvig kaldte „folkeånden“, såmænd nok begynde at røre på sig. Indtil det er tilfældet, tager den det stille og roligt. Lige som Holger Danske i kasematterne på Kronborg. Virkeligheden tilhører dem, der gider. Det skal være helt legitimt at melde hus forbi. Men alle borgere skal have chancen for at blande sig i samtalen om den fælles fremtid i Aarhus. MIG OG AARHUS Jeg har nu været borger i Aarhus i 42 år, dvs. hele mit voksne liv. Mit personlige indtryk af Aarhus er, at den er præget af en sympatisk dialogisk kultur. Den demokratiske kultur i Aarhus har vist sig som en høj grad af borgerinddragelse i en række markante sager. Senest i forbindelse med det forestående byggeri af Multimediehuset ved havnefronten. Jeg har fornøjelsen af at være med i idégruppen bag etableringen af institutionen og kan bevidne, at ingen har forsøgt at trække nogen færdige løsninger ned over hovedet på borgerne, tværtimod. Det skulle da også bare lige mangle. Men det gør det altså heller ikke! Til sidst et ultrakonkret eksempel på den politiske dialogkultur i Aarhus. Et eksempel, der viser, at man har evnet at finde en balance mellem politisk standhaftighed og lydhørhed. Musikhuset blev indviet i 1982. Som mange sikkert husker, skete det ikke uden sværdslag. Borgergrupper var på barrikaderne. Man pegede på, hvor mange daginstitutioner der kunne bygges for de samme penge. Den rytmiske musik, følte sig også forbigået. Musikhuset var jo et tempel for den klassiske musik. Løsningen blev som bekendt, at Ridehuset blev bevaret sammen med officersbygningen. Her kunne den rytmiske musik boltre sig. Jeg var på det tidspunkt medlem af en amatørjazzgruppe. Vi spillede typisk 60’er jazz: Charlie Mingus, Herbie Hancock, Miles Davis og den slags. Musikalsk befandt vi os mellem to stole. Vi var for avancerede i vores musikstil til at kunne spille almindelig dansevenlig musik. Men vi var ikke virtuose nok til at give koncertoptrædener. Her foretrak publikum den ægte vare på de forskellige jazz-scener i byen: de professionelle danske og udenlandske musikere. Vi spillede kort sagt mest af alt for vores egen skyld – ud af lutter lyst og entusiasme.

41 AARHUS 2017


Vi var fanget i en kulturlomme. Hvor skulle vi gøre af os selv? Da Musikhuset stod færdigt og malingen knap nok var tør, tænkte vi: kan sådan nogle glade amatører som os få gavn af, at der nu er kommet et musikhus, spækket med øvelokaler med hver sit Steinway-flygel? Vi henvendte os til den nyslåede direktør Poul Koch. Svaret var ganske enkelt og ubureaukratisk: ja! Vi kunne kvit og frit få en fast øvetid. Vi mødtes derefter i en årrække lørdag eftermiddag, hvor vi efterhånden færdedes hjemmevant backstage og indimellem solede os i selskab med operastjerner og musikere i verdensklasse. Et smukt eksempel på en kulturpolitisk åbenhed og inklusivitet. Jeg indrømmer gerne, at denne oplevelse gør mig utroværdig som objektivt vidne på den dialogiske kultur i Aarhus Kommune. Jeg er dybt inficeret med den helt igennem subjektive følelse, man kalder forkærlighed!

42 AARHUS 2017


VIDERE UDVIKLING AF DET LOKALE DEMOKRATI I AARHUS // Af Palle Svensson, professor, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Regeringen har i sit program fra februar 2010 foreslået, at magistratsstyret i København, Aarhus og andre storbyer skal afløses af et flertalsstyre. Forslaget er hilst velkomment af borgmestrene i København og Aarhus, men om det er et demokratisk fremskridt, er omdiskuteret. Nogle mener, at det vil gøre det kommunale styre mere gennemskueligt, således at det bliver klarere, hvem man skal holde ansvarlig. Andre mener, at det vil øge risikoen for blokpolitik, og at det går imod den danske tradition for at tilgodese mindretal og søge brede løsninger. Under alle omstændigheder er der ikke tale om noget vidtgående forslag, idet det ikke bryder med det grundlæggende princip, at det kommunale demokrati i Danmark er et indirekte demokrati. Folket styrer ikke direkte, men kun indirekte gennem de repræsentanter, som det vælger til de kommunale råd. Men hvorfor skal demokratiet i mindre enheder som kommuner være indirekte? Hvad er begrundelserne for ikke at inddrage borgerne mere direkte i de politiske beslutninger? Og er de holdbare? Hvis man ønsker at udvikle demokratiet i kommunen og præsentere Aarhus som en særlig demokratisk by, skulle man så ikke overveje at give borgerne større indflydelse på de beslutninger, der fastsætter rammerne for deres liv? Når mennesker finder sammen for at løse fælles problemer, kan de træffe bindende beslutninger på forskellige måder. Hvis det skal ske på en demokratisk måde, således at deltagernes kontrol bliver størst mulig, og således at deltagerne behandles som ligeværdige, er der forskellige muligheder at vælge imellem. Fire hovedformer byder sig til. For det første kan medlemmerne søge at tale sig til rette og nå til enighed. Denne styreform kan tages som udtryk for et ideal, fordi alle har den samme indflydelse på afgørelserne, og fordi alle bliver enige i den trufne beslutning. Det var dette ideal, som Hal Koch pegede på, da han i sin bog Hvad er demokrati? fremhævede samtalen og den gensidige forståelse og respekt som demokratiets inderste væsen. Efter hans opfattelse er demokrati ikke bestemt ved afstemninger og flertallets ret, men ved samtalen, ved forhandlingen, ved den gensidige respekt og ved den fælles forståelse af helhedens interesse, som vokser frem af samtalen. Hvis der ikke er væsentlige modsætninger mellem forskellige interesser, er det kun manglende viden om det konkrete spørgsmål eller enkelte personers egoistiske motiver, der kan danne grundlag for uenighed. Begge dele kan samtalen råde bod på. Derfor egner denne form for demokrati sig bedst for mindre enheder med medlemmer med samme baggrund, for eksempel som man kan finde det i foreninger, hvor de fleste spørgsmål afgøres på den årlige generalforsamling efter debat og som regel uden afstemning. Alligevel kan der ikke altid selv under gunstige forudsætninger skabes fuldstændig enighed. Derfor kan afstemninger blive nødvendige selv i små fællesskaber uden grundlæggende interessemodsætninger. Dermed er vi kommet til den anden hovedtype af demokratiske styreformer. Her er det stadig medlemmerne selv, der træffer beslutningerne, men det sker nu i form af en afstemning, hvor der som hovedregel gælder et flertalsprincip. Kan der ikke skabes enighed om et forslag, må de fleste bestemme, hvis der skal være tale om en fælles beslutning på grundlag af lighed. Som udgangs-

43 AARHUS 2017


punkt hviler flertalsprincippet på den grundlæggende demokratiske tanke om lighed. Alles mening skal have samme vægt, og hver stemme tæller lige meget. Afstemningsregler findes i de fleste foreninger, men jo større fællesskaber der er tale om, og jo mere forskellige fællesskabets medlemmer er, desto større er behovet for, at beslutninger træffes ved en afstemning og ikke kun ved enighed. Når denne styreform anvendes i lokale eller nationale samfund, taler vi om direkte demokrati og om folkeafstemninger. Her bevares medlemmernes direkte deltagelse i afgørelsen af de spørgsmål, der former deres tilværelse, men på grund af fællesskabets størrelse og de modstridende interesser, der følger med et større fællesskab, hvor nogle er mere velhavende end andre, nogle indtager mere ledende stillinger, og nogle er mere veluddannede end andre, kan man ikke regne med, at der kan opnås fuldstændig eller næsten fuldstændig enighed. Derfor må beslutninger tages ved afstemning. Demokratiet søges så sikret ved, at alle har mulighed for at komme til orde for at varetage deres interesser, og ved at alle afgivne stemmer tæller lige meget. Hvis man finder, at det er for tungt et apparat at lægge alle beslutninger ud til en afstemning blandt fællesskabets medlemmer, eller hvis man mener, at de problemer, der skal tages stilling til, får en bedre behandling, hvis man udpeger nogle til at sætte sig ind i dem, diskutere mulige løsningers fordele og ulemper, og tage stilling på hele fællesskabets vegne, er vi kommet til den tredje hovedtype af demokratiske styreformer. Der er nu tale om et indirekte styre, fordi det ikke længere er medlemmerne selv, der træffer beslutningerne, men derimod nogle, der handler på deres vegne. Hvis disse beslutningstagere udpeges ved valg og siden skal stå til ansvar over for deres vælgere i forsøget på at blive genvalgt, taler vi om et repræsentativt demokrati. Debatten foregår nu først og fremmest mellem de valgte repræsentanter, som træffer deres beslutninger ved afstemninger i den valgte forsamling. I bogen Hvorfor demokrati? fremhævede Alf Ross fordelene ved den kvalificerede debat, der kunne føres i sådanne forsamlinger. I daglig tale er det nok det repræsentative demokrati, der umiddelbart forbindes med demokrati, og flertalsprincippet gøres af mange til det centrale i demokratiet. I den forbindelse glemmes det ofte, at mange love og andre beslutninger faktisk træffes med enstemmighed eller bred enighed, både i byråd og i Folketinget. Der er dog så meget rigtigt i disse opfattelser, at samarbejdsvilje og brede flertal snarere er normer for det politiske arbejde end egentlig bærende principper. Det er de derimod i den fjerde demokratiske styreform. I det, som politologer med et skrækkeligt udtryk kalder for det „konsocierede“ demokrati, er samarbejdet og enigheden mellem valgte repræsentanter gjort til det bærende princip. Udtrykket anvendes om politiske systemer, der på trods af skarpe religiøse, etniske eller sproglige opdelinger af befolkningen, alligevel fungerer nogenlunde stabilt. Som eksempler nævnes gerne Østrig, Nederlandene, Belgien og Schweiz. I konsocierede demokratier er det ikke muligt at praktisere simpelt flertalsstyre, fordi samfundet er sammensat af flere grupper, hvis medlemmer føler sig stærkere tilknyttet til grupperne end til det nationale fællesskab. I stedet for en stærk central regering etableres koalitioner, der omfatter alle de væsentlige grupper. Forholdene mellem grupperne formidles gennem fortløbende forhandlinger, og de enkelte grupper bevarer stor frihed inden for deres egne rækker og vetoret over for fælles beslutninger. I Schweiz er det for eksempel således, at de enkelte kantoner bevarer stor selvstændighed, og på det nationale plan dannes regeringen efter partiernes styrkeforhold, og således at de tre hovedsprog altid er repræsenteret. Der er ikke 44 AARHUS 2017


parlamentarisme som i Danmark. Regeringen kan ikke væltes af et flertal i parlamentet, men fungerer som et magistratsstyre, der svarer til det, som regeringen nu foreslår afskaffet for de store byer i Danmark. De fire hovedtyper for demokratiske styreformer kan sammenfattes som vist i oversigten. Der er tale om rendyrkede typer, som næppe forekommer i deres rene form i den virkelige verden, men de kan blandt andet anvendes til en diskussion af, om man benytter de rette demokratiske styreformer for fællesskaber på forskellige niveauer og om spørgsmål af forskellig rækkevidde. Det fører os tilbage til spørgsmålet om, hvorfor man anvender det indirekte og repræsentative demokrati på det kommunale niveau i Danmark? Kunne man ikke i langt højere grad benytte et mere direkte demokrati med folkeafstemninger? Kunne man ikke lade embedsmænd og eksperter sammen med brugerne tage sig af driften af de institutioner, som skal være offentlige, og udlicitere driften af resten til private? Kunne man ikke på denne måde reducere byrådets ansvar ganske betydeligt og henlægge flere af afgørelserne til borgerne selv gennem folkeafstemninger? Hvis man ønsker at give medlemmerne af et givet fællesskab den størst mulige kontrol over de bindende beslutninger og behandle dem som ligeværdige, kan man sige, at de forskellige demokratiske styreformer passer bedst til bestemte politiske fællesskaber. Den rette demokratiske styreform afhænger af, hvor store disse fællesskaber er, hvor stærke interessemodsætningerne er, og hvor mange og hvor komplicerede spørgsmål de skal tage stilling til. Jo mindre enhederne er, jo mere de er præget af de samme interesser, og jo mere overskuelige problemerne er, desto mere kan man nærme sig idealet om enighed. Og jo større enhederne er, jo større forskelle der er mellem medlemmerne, og jo mere indviklede problemerne er, desto mere vil det være hensigtsmæssigt at anvende afstemninger og indirekte styre. Kunne man ikke i en kommune som Aarhus give et antal vælgere ret til at stille forslag, som byrådet skulle tage på dagsordenen? Kunne man ikke give et antal borgere ret til at begære en folkeafstemning om beslutninger med vidtrækkende konsekvenser, for eksempel større anlægsarbejder som nærbane eller havnens anvendelse? Kunne man ikke inddrage borgerne mere aktivt ved at give dem ret til at tage initiativ til beslutninger, som skulle til folkeafstemning, hvis byrådet ikke kunne gå ind for dem? Det er selvfølgelig ikke realistisk fra den ene dag til den anden helt at afskaffe det indirekte demokrati i en kommune som Aarhus, men indførelse af elementer af direkte demokrati vil ikke alene kunne øge borgernes politiske engagement, men også placere byen som et foregangseksempel i en europæisk sammenhæng.

Oversigt over demokratiske styreformer Direkte styre

Indirekte styre

Enighed

Demokratisk ideal

Konsocieret demokrati

Uenighed

Folkeafstemning

Repræsentativt demokrati

45 AARHUS 2017


BORGERINDDRAGELSE OG NÆRDEMOKRATI I AARHUS // Interview med Erik Meistrup, Direktør & chefredaktør, Mediehus Aarhus. Mediehus Aarhus er en selvejende fond oprettet af Aarhus Kommune med det formål at drive medievirksomhed i og for Aarhus. Huset driver selv 2 lokale radiostationer og 2 regionale tvstationer. Desuden har yderligere 2 radiostationer og 2 tv-stationer til huse på stedet. Erik Meistrup har tidligere i 5 år været formand for Midtbyens Beboerforening og været involveret i bl.a. forarbejdet til Aarhusmodellen for borgerinddragelse. Han har deltaget i forskellige bestyrelsessammenhænge fra den Gamle By, Dansk Plakatmuseum, Randers Kunstmuseum, Svalholm Dans, Jørgen Jacobsen Muren og fungerer desuden som kunstanmelder i Kunstavisen og kritiker og forfatter til tidsskrifter og bøger desuden lejlighedsvis som kurator på udstillinger forskellige steder. I HVOR HØJ GRAD ANVENDES BRUGERINDDRAGELSE I MEDIEHUS AARHUS? Man kan sige, at borgerinddragelsen den bliver primært brugt på radiosiden, fordi det er betydeligt nemmere at inddrage borgere. Der skal en forholdsvis kort oplæring til, så kan folk selv styre deres udsendelser - vi godkender, om de ligger inden for lovens rammer og sådan noget, meget bredt. Men der er enkeltpersoner og en række grupper, der laver deres egne programmer, og det kan så spænde fra, at nogen er interesseret i musik, og nogen er interesseret i at fortælle om et nærområde. Derimod er der ikke meget borgerinddragelse i public access forstand på TV siden. Jeg forsøgte for 4-5 år siden, men det viste sig at være alt for svært, fordi processen er meget tungere og meget længere, så det at sætte nogen til at styre indholdet faldt til jorden gang på gang, og jeg oplevede også, at selv folk fra borgergrupper, for eksempel Frederiksbjerg borgerforening, synes det var svært, det der med både at skulle være på med ansigt, og samtidig, for eksempel, styre et interview. Jeg oplevede folk bakkede ud fra den del af det. Derimod er der som sagt gang i den og meget bredde på radiosiden. HVILKE FORDELE OG ULEMPER GIVER BRUGERINDDRAGELSEN? Jeg synes, at det er en enorm fordel og en enorm styrke, der kommer ud af at inddrage brugeren. Der er så mange indgangsvinkler og udtryk, som vi slet ikke selv ville kunne fiske op, så skulle vi være en kæmpe institution, hvis vi skulle nå alle de der ting. Folk har forskellige udgangspunkter. Der kommer nogen, som tager deres udgangspunkt i, at de bor i en bestemt gade, og ud fra det liv der er i den gade, og hvad de i øvrigt læser og ser og den slags, og så laver de deres udsendelser, og de bruger bl.a. også, at folk kan ringe ind og stille spørgsmål og komme med kommentarer. Så jeg synes, at bredden og dybden i det er vældig god, så vi ville ikke undvære det. Ulemperne er ikke særlig store på radiosiden. Det tager forholdsvis kort tid at få oplært nogle folk. Vi kan sige, at radiosiden har to ting. Den ene er, hvor man selv styrer det, og så at sige får en nøgle til huset og kan komme på det tidspunkt, hvor man laver live radio og laver sine udsendelser. Der er også nogen, der kommer, og hvor vi laver afviklingen af udsendelserne, altså hvor de synes teknikken er for kringlet, og derfor laver vi afviklingen. Og det er så ofte sådan, at vi er nødt til at bånde det og sende det på et andet tidspunkt. HVILKE PROBLEMSTILLINGER HAR I MØDT I FORBINDELSE MED BRUGERINDDRAGELSE? Der dukkede en kinesisk sekt op på et tidspunkt. 5 velklædte mennesker, og prøvede at overtale os til, at de ville gerne levere både radio og TV programmer, som vi frit kunne sende. Til at begyn-

46 AARHUS 2017


de med lød det sådan set meget interessant. Det var velformuleret, og det var noget om samfundet og Kina og Verden og Europa osv., men da vi så fik boret lidt i, hvem de var, fandt vi jo ud af, at det var en bestemt kinesisk sekt, og det var jo sådan set at have et religiøst ståsted. Ved at lave et tjek på dem i USA, fandt vi ud af. hvad det var, de sådan set lavede. Så måtte vi sige, at det ligger uden for vores område. Der findes religiøse radioer, og så skal man oprette det. I Aarhus er der for eksempel Hare Krishna-radioen, for nu at tage et eksempel. De har deres egen sendetid, det er ikke engang i vores hus, men vi sender det altså, fordi vi også er vært for sendesamvirket, altså alle de ikke-kommercielle radiostationer i Aarhus. Men vi laver ikke forkyndelsesradio eller forkyndelsestv, det vil være et af de områder, hvor vi siger fra. Vi er også opmærksomme på, som vi også har været udsat for, at nogle folk fra en gruppe dukkede op som viste sig at stå på EU's terrorliste, som organisation, og det siger vi så også nej til, fordi så synes vi, at det kan vi ikke, i hvert tilfælde som organisation, vi kunne måske have gjort det som enkeltpersoner, men så ville det være noget andet, så ville det ikke være public access, men public service, altså hvor vi gik ind og interviewede nogle folk. Vi har sådan nogle grænser, og vi informerer om, at der er en racismeparagraf for eksempel og en krænkelse af forskellige karakter, dem må man ikke overtræde, og at det er os, der så står som de formelle ansvarshavere for det. Vi har aldrig haft nogen sager. HVORDAN SER DU JERES ROLLE I NÆRDEMOKRATIET I AARHUS? Der en stor forskel, om vi taler public access eller public service. For det er klart, at på public access siden, der er det borgerne selv, der har stemmen. Vi styrer ikke ret mange udsendelser selv, altså mange af udsendelserne styres af forskellige grupper eller enkeltpersoner. Hvis vi taler public service, det er altså primært TV siden, der er også noget på radiosiden, fordi nogle udsendelser kan bruges både som TV og radio. På public service siden der forsøger vi så bredt som muligt at håndtere elementer i det, som er i den offentlige debat, men går dybere ind i det. Et område, et spørgsmål, en kritik, der var oppe for eksempel på TV2 Østjylland, som er vores samarbejdspartner, som de bruger fire minutter på, det vil vi så bruge, hvis vi synes, det var lige så interessant. Det vil vi så bruge 25 eller 28 minutter på, for at komme dybere ind i det. Der er også en slags fordeling af de her måder, vi formidler på. Nu kan vi jo ikke sælge nogle billetter, fordi vi har jo hverken reklame, og vi har sådan set heller ingen sponsorering. Det er fordi, vi føler et ansvar for at få dækket forskellige områder. Vi vil gerne kunne dække mere, men der er nogle fysiske grænser både mht. til vores kapacitet og mht., hvor mange sendetimer vi har på TV siden. Det er noget, vi føler et ansvar for. Vi føler, vi er forpligtet til, og vi føler os også forpligtet til at være positiv kritisk overfor specielt nogle, fordi vi eksisterer jo i kraft af en kommunal beslutning, og vi har kommunalt driftstilskud. Vi er derfor meget bevidste om, at vi skal forholde os kritisk overfor kommunen, og vi har også politikere inde med jævne mellemrum til diskussioner af relevante emner. Der er mange flere emner, end vi kan nå at dække, men vi forsøger at gøre, hvad vi kan. HVOR KUNNE DU ØNSKE DIG ØGET BORGERINDDRAGELSE? Jeg har gentagne gange opfordret til, at man kunne lave nogle grupper, der kunne lave noget for de forskellige områder. Vi har kun Radio Trøjborg, og der savner jeg noget, sådan så områderne var dækket bedre ind. Jeg tænker især på det nordlige og det sydlige Aarhus, hvis stemme man jo sjældnere hører, også i de almindelige mainstream medier, det kunne jeg godt tænke mig, men indtil nu er der ikke nogen af dem, der har bidt på. Vi vil rigtig gerne understøtte dem, hvis det er problemet. 47 AARHUS 2017


Borgerinddragelse er jo noget lidt forskelligt – Det er både noget formelt og noget uformelt. Det formelle er institutioner, hvor kommunen har bestemt, at der skal sidde de og de repræsentanter i bestyrelsen, det er sådan det formelle. Så er der der, hvor institutionerne kan række ud selv og få inddraget folk i en eller anden udstrækning i forhold til deres eget liv. På den formelle side, der fungerer tilsyneladende godt, næsten gnidningsfrist, men det kunne misforstås. Jeg har selv prøvet at sidde i en 3-4 bestyrelser her i byen i den her sammenhæng, og jeg oplever, at der er en åbenhed og en diskussionsmulighed mellem kommunen som kommune og som administration og så institutionerne. Så det er rimeligt nemt at få en behandling af de der ting. Med jævne mellemrum dukker der i avisdebatten op, at Aarhus er for lille, og folk er for tæt på hinanden, og derfor er der en påstand om, at der er en del, der holder deres mund, fordi de tror, de kan blive skadet af at deltage i en alt for åben debat. De ser kunstnerområdet, hvor den diskussion med jævne mellemrum dukker op. HVORDAN MENER DU NÆRDEMOKRATIET HAR DET I AARHUS, OG I HVOR HØJ GRAD INDDRAGER BORGERNE SIG SELV? Jeg tror faktisk, at det er begrænset til nogle enkelte områder netop måske de der to områder (Lukningen af Øst for Paradis og lukningen af Huset). Man kunne måske finde et 3. område – Entréscenen i Grønnegade, hvor der er en aktiv brugerstøtte. Men jeg har ikke oplevet det omkring Aros. Aros har jo dybest set været på hælene nu 3 gange med underskud, og der har været en enkelt kunstner, som har haft en provokation ved at ville sælge et billede og give de 6.000 kroner til Aros. Jeg ved ikke, om pengene rent faktisk dukkede op. Men der har ikke været nogen større interesse eller forståelse for, at man som borger skulle træde som karakter i forhold til at redde Aros. Det, der måske undrer mig mest, det var, at dem som havde muligheden for det i større udstrækning, altså erhvervslivet, også forholdt sig neutralt. Det er som om, at institutionen er blevet så stor, at borgerne er blevet et publikum. Der er altså forskel på, om man er borger, eller om man er publikum. Publikum er jo, at man er kunde i en butik. Det er man ikke nede i Huset, da der er sket en masse ting i årenes løb, og mange har været aktive, og mange har brugt det. Nede ved Øst for Paradis har de også forstået at få et image. Jeg tror, man skal være lidt ude på kanten af den økonomiske tilværelse, og man skal have noget tilgængeligt, der har alment interesse. Der må man sige, at de store institutioner står et godt stykke fra den situation, fordi de har ikke borgere som målgruppe, de har et publikum som målgruppe, og de skal have et stort publikum. Og det, tror jeg, giver en stor forskel. HVOR KOMMER NÆRDEMOKRATIET TIL UDTRYK I AARHUS? Der hvor nærdemokratiet måske mest finder udtryk, det er jo igennem fællesrådene, hvor der er en løbende diskussion, som er godkendt af kommunen, mht. at her er der et formelt diskussionsforum omkring områder, veje eller enkelte huse. Så på den måde er der jo en formel måde at forsøge at tackle en række af de forhold, der er i bybilledet. Det viser sig dog bare gang på gang, at når der opstår et eller andet nyt, så hagler det ned med protester, og det er som regel udenom de her formelle organisationer. Man kan jo sige, at det ikke er unikt for Aarhus, men der er blevet en tendens til at protestere mod alt nyt, hvis der på nogen som helst måde kan rejses tvivl til hensigten, eller man får beskåret noget af ens herlighedsværdi i meget bred forstand, som man mener, man har fået ret til. Det er svært at rejse en positiv diskussion om udvikling af byen.

48 AARHUS 2017


ER DET BORGERNES ANSVAR AT OPBYGGE ET FORHOLD TIL KULTURINSTITUTIONERNE, ELLER ER DET OMVENDT? Hvis der skal være et forhold mellem institutionerne og borgerne – og her taler vi ikke om publikum men om borgerne – Så mener jeg, at det må være institutionernes ansvar. Det må være institutionerne, der prøver og række ud og tale til borgerne og ikke tale til publikum, og der tror jeg, man kan sige, at både Aros og Aarhus Teater viser en krise, fordi man har fokuseret på, at det er publikum, man er interesseret i. Man er ikke i så høj grad interesseret i at have en dialog med borgerne om, hvad det her er for nogle institutioner, og det de gør har en klangbund hos borgerne i nærområdet. Man tilrettelægger sine udstillinger, hvad man synes er interessant og spændende og måske også i forhold til det faglige miljø på det der plan, som Aarhus teater eller Aros befinder sig på. Der skeler man måske lige så meget til, om man nu er lige så god som Statens Museum for Kunst, Louisiana eller Det Kongelige Teater. Det er måske lige så vigtigt, måske lidt vigtigere, om lige borgerne er med på det her, og så kan man måske håbe på, at der kommer et publikum fra et lidt større område og dækker eventuelle manko, der måtte være. KAN ALLE KOMME TIL ORDE PÅ KULTUROMRÅDET? Hvis vi taler om nogle, der udøver en eller anden kulturel aktivitet på et lidt højere niveau, så ser det lidt broget ud, synes jeg. På den ene side er der forskellige muligheder. For eksempel er der på billedkunstområdet ikke noget sted, der varetager de Aarhusianske billedkunstneres interesserer. Aros har stort set lukket af for det område. Kunstnernes hus forsvandt jo, og nu har vi en kunsthal, som langt hen ad vejen prøver at lege på de samme vilkår som Aros. Det vil sige, at billedkunstområdet mangler en scene for at komme ud med en diskussion om deres værker. Om Godsbanen kan løfte den opgave, det er jeg da lidt i tvivl om. Ikke at stedet ikke vil producere, men der mangler sådan et udstillingssted for billedkunstområdet. Hvis man kigger på andre områder, dans og teater, så er der for mig at se et meget skarpt skel mellem det professionelle og amatørerne, og mellemrummet derimellem er næsten ikke til stede, og det vil være svært at få en platform. Så den der diskussion om fødekæden, der synes jeg måske ind imellem, at mellemstykket mellem det topprofessionelle til det habile og rigtige dygtige amatører tit er lidt overset. Hvordan det skulle kunne komme ud og blive bedre, altså der hvor man kunne kalde det det semiprofessionelle, som gerne vil være professionelt. Det er dem, der kæmper for at få en platform. Vi har set det også med scenekunsterne, de såkaldte frie scenekunstnere, som jo gerne vil have Godsbanen, fordi de tror, at det så giver dem den mulighed for at få en scene, der er mere åben, end det de har oplevet indtil nu. Der mangler noget der, et eller andet sted imellem det lave niveau (undskyld udtrykket) og det høje niveau. Det skal ikke forstås nedladende, for der må jo være en graduering opad, men midt imellem der mangler der noget. HVORDAN SER DU DEN MULIGE UDVIKLING FOR NÆRDEMOKRATIET I AARHUS FREM MOD 2017? Jeg tror, at hvis 2017 skal blive en succes, så skal folkelighed have bærekraft i hele projektet. Det betyder jo, at forskellige typer af institutioner og også sociale institutioner, som har en kultur... Vi har jo et nærdemokrati her i landet, hvor magtdistancen er meget kort. Det virker for det enkelte firma og den enkelte institution, og det virker på det brede felt. Denne mangel på magtdistance kan have sine bagsider ind imellem, men det er faktisk en af de mest unikke ting, som Danmark har i forhold til demokratiudviklingen i Europa. Alle undersøgelser viser, at magtdistancen i Danmark er den laveste eller den korteste. Den er endda meget kortere, end den er i Sverige og Norge, hvor man har meget større autoritær afstand. Hvis man kan få det kulturelle og det demokratiske 49 AARHUS 2017


til at smelte sammen til en større helhed, så mener jeg, at man virkelig har noget at byde på i forhold til Europa. Man kunne derfor overveje at skabe en slags Borgermodel for kulturel inddragelse på samme måde som man har gjort det for den generelle politiske proces med borgerinddragelse i forhold til byplanlægningen. (SIDSTE PUNKTUM EN TILFØJELSE, DER FALDT EFTER INTERVIEWET VAR AFSLUTTET)

50 AARHUS 2017


BORGERINDDRAGELSE OG NÆRDEMOKRATI – DEN AKTIVE BORGER // Interview med Ruth Morell, daglig leder af Huset Ruth Morell har sidste halvandet år været leder af HUSET: Jeg har en personlig interesse i at bidrage til den kommende proces, og en mere overordnet, som ansvarlig for at støtte op om, at værkstederne også kan leve op til fremtidige brugeres krav og ønsker, og den fysiske afvikling og flytning til Godsbanen i 2012. Ruth har tidligere været projektleder på og leder af Gøglerskolen, ligesom hun har startet en Artistsskole. HVORDAN FUNGERER JERES BRUGERFORENING? Der har altid været en brugerrepræsentant i både vores bestyrelse og ved vores medarbejdermøder. Der har de altid været repræsenteret. Men så er den blevet styrket i forbindelse med lukningen af Huset. Men det er så der, hvor jeg ikke ved så meget... Men så blev den jo styrket i og med, at der kom den her lukning, det kom jo i september 2006, og så havde de ligesom der her knap 1½ år til at agere i i forhold til politikere og til at bevise, at huset havde en værdi for mange mennesker, fordi der var rigtig mange, der tænkte "hvorfor i alverden skal det lukke", altså det giver ikke nogen mening, altså der er jo masser af kulturinstitutioner her i byen, der har været igennem analyser og undersøgelser omkring, de havde værdi i forhold til, om brugergrupper var opdaterede osv. Huset er blevet et sted, hvor der er, jeg vil sige, 6-7 ansatte specialister inden for hver deres område, og så er der jo 20 frivillige, som også på hver deres måde er specialister inden for et eller andet område, enten det er keramik eller træ eller metal eller i den grafiske afdeling. Udover at de (brugerforeningen) har deres egen bestyrelse, og de holder deres egne møder, så får vi også deres referater. Men altså de er jo dem, der samler de frivillige, og som sørger for hele tiden at være obs på, hvilke brugere som er her, og hvis der er nogle brugere, der har brug for et talerør for eksempel til at - det er jo for eksempel brugerne der har taget initiativ til at afholde den designkonkurrence, vi har i øjeblikket. Det er, fordi der er nogle brugere, der arbejder meget inde på træ- og metalværkstederne og den grafiske afdeling, som siger ”det her er et fantastisk godt sted, når man vil omsætte sin ide til noget – et møbel eller noget andet. Så er huset en fantastisk mulighed, det vil vi godt være med til at synliggøre”. Jeg fandt den her på en af hylderne, og der stod sådan lidt omkring også, hvor mange borgere der havde deltaget - der ligger en hel mappe her, og der ligger en tilsvarende, som består af læserbreve, avisartikler og kronikker, og hvad ved jeg, som har været i primært de lokale aviser, men også i de landsdækkende aviser, og her er der jo underskriftindsamlinger over, hvor mange borgere der har skrevet under på, at det er en rigtigt dårlig ide at Huset lukker, og de er så repræsenteret ved et antal kunstnere, hvor nogle af dem er i den bog, der... Og så var der en hel kulturinstitutioner og samarbejdspartnere, som også skrev en protest mod lukningen af Huset, og som blev sendt til borgmesterens afdeling. HVAD MED ANDRE KULTURINSTITUTIONER, FOR EKSEMPEL AROS? Jeg tror ikke, de har en brugerforening – jeg tror ikke, de er ret brugerstyrede. Jeg tror, det handler om, at der skal være et ejerskab fra brugernes side. Så vil man godt støtte op om det. Men hvis 51 AARHUS 2017


der ikke er et ejerskab, er jeg ikke sikker på, man vil støtte det. Det tror jeg sgu ikke, altså helt ærligt. Det er jo også det, der er med godsbanen, hvis man laver det et fint poleret sted, hvor kulturforvaltningen også skal bo, hvis det bliver for kommunalt styret, så bliver det kedeligt og tomt, men hvis man lader brugerne bestemme og styre og præge det og lader nogle projekter få plads, selvom de måske ikke møder fra 9 til 4 eller husker at vaske deres kop op efter sig eller stiller stolen på plads, eller aflevere deres spørgsmål i fire eksemplarer, renskrevet, det skal man vare sig i mod, at lave tingene for pæne. Og jeg synes, at Aros er blevet for pænt. Jeg tror, Aarhus Teater er bedre forankret i befolkningen, fordi de har et bredt repertoire, de har de der sidescener, der gør, at skuespilelever kan få lov til at eksperimentere med sjove forestillinger, især da Madeleine var leder af Aarhus Teater, synes jeg, der foregik nogle rigtig sjove ting. Jeg har selv været med til at arrangere nogle udendørsfestivaller her i Aarhus… Aarhus Teater var meget modtagelige for, at der kom nogle initiativer udefra. Det mener jeg, man skal være som kulturinstitution. NÆRDEMOKRATIET I AARHUS – ER DET VELFUNGERENDE? Nogle steder er det, synes jeg. Jeg synes, at det kunne blive bedre ved, at politikerne ikke er så optaget af, at nu skal vi være Kulturby 2017, så derfor skal vi have nogle fantastiske steder og vise frem for alle de turister, der kommer – jeg synes, det er vigtigere, at man tager fat i borgerne, og hvad er det, borgerne her i byen vil have. Når 2017 er overstået, så er vi Aarhus igen – det har vi set andre steder i Europa. Så hvis man ikke får styrket det nedefra i stedet for ovenfra, så synes jeg, man mister rigtig meget. Så lytter man ikke til de borgere, der er i byen, så synes jeg ikke, at politikerne er dygtige nok. AARHUS SOM INKLUDERENDE BY – KAN ALLE BLIVE HØRT? I princippet kan alle få plads, altså alle der har lyst til at være en del af det. Man kan også se med godsbanen, med det der forandringsagent, altså alle har kunnet melde sig, og så har Kulturforvaltningen valgt en gruppe ud. Selvfølgelig skal man have en interesse i stedet, og måske også at man skal være en del af det, som forudsætning, men i princippet så er der meget åbenhed, der er jo armslængdeprincippet, og der er jo på en eller anden måde demokrati i princippet. Men jeg tænker også nogle gange, at når det så politisk kører derudaf, så glemmer de lidt den der demokratiske vinkel, for så handler det meget om, hvordan man kan lave den bedste politik, så man kan vinde det næste valg og får lov at avancere, så der er gået lidt for meget levebrødspolitik i den, synes jeg. Borgerne bliver hørt til et hvis punkt, indtil der er en hvis politisk dagsorden, som så træder i kraft. HVOR SER VI NÆRDEMOKRATIET PÅ ARBEJDE I AARHUS? Det er måske en anden måde, man gør det i dag. Der er ikke så mange demonstrationer som i de glade 80ere og 90ere, men man gør det på en anden måde nu. Der er meget mere, der foregår digitalt via Facebook, og jeg synes egentlig, at evnen til at danne netværk og til at samle nogle grupper, den er mindst ligeså stærk som tidligere. Det er bare på en anden måde. Jeg synes faktisk, at unge i dag er meget bedre til at åbne op og sige, at vi kan rumme både unge og gamle og børn, altså alle som har lyst til at være med i det her. Det synes jeg faktisk, de er ret gode til. Der burde være plads – det er også nemt at få stort set alle i tale, det er nemt at få Kulturforvaltningen, og politikerne i tale, det er faktisk ret nemt. Men at se hvordan det bliver omsat – det, synes jeg, er lidt sværere, det handler jo om økonomi. Der er forbandet dårlig økonomi i kulturlivet i byen, det påvirker meget, hvilke projekter der får støtte og ikke får støtte, og der kan man mærke, 52 AARHUS 2017


at der er en tendens til, lige nu, at man skal have de etablerede kulturinstitutioner til at overleve, fordi alle kommer ud med underskud, og så er der ikke så meget plads til vækstlaget. Der er meget god vilje, men der er ligesom ikke, det bliver ikke rigtig omsat. HVAD SKAL DER TIL FOR, AT AARHUS 2017 SKAL BLIVE EN SUCCES? Jeg tror på, at det er den, vi skal tænke i forhold til nogle af de her nye kultursteder, der bliver bygget, både mediehus og godsbaneprojektet, hvad der måtte komme i fremtiden, at det i den grad er vigtig at inddrage borgere og brugere i processen, og det er på den måde, man får et spændende sted, og lad være med at tænke så meget i mursten og bygninger.

53 AARHUS 2017


NETVÆRKSDEMOKRATI SOM UDVIKLINGSKRAFT I AARHUS KOMMUNE // Af Steffen Hartje, sekretariatschef, Folkeoplysningssamvirket i Aarhus Noget af det, der er unikt for Danmark set i et internationalt perspektiv, er den måde, som nærdemokratiet fungerer på. En stærk folkeoplysningstradition og foreningsliv skabt af tusindvis af frivillige borgere, der med stort engagement deltager i udviklingen af lokalsamfundene, er krumtappen i dette demokrati og i dialogen mellem borgere og byrådspolitikere. Hvis den danske tradition med at organisere sig i et utal af forskellige frivillige foreninger på lokalt plan ikke havde eksisteret, ville det være betydeligt sværere at skabe den nødvendige kontakt mellem det civile samfund og det politiske system, og det ville være uklart, hvem der kunne være talsmænd for de mange forskellige lokalsamfund. Den stærke foreningstradition er også årsagen til, at idéen om det deltagende demokrati står så stærkt i landet, at hovedparten af befolkningen opfatter det som en naturlig ting, at det repræsentative demokrati, der praktiseres gennem de forskellige valg, bliver suppleret af et deltagende demokrati, hvor borgerne i hverdagen gennem en dialog med hinanden og med det politiske system udformer fælles mål på baggrund af demokratiske spilleregler. Det er i foreningslivet og folkeoplysningen, at borgerne får mulighed for at praktisere demokratiet i deres dagligdag. Det er her, at børn, unge og voksne kan lære de demokratiske spilleregler og lære at forstå, at demokrati ikke er flertalstyranni, men en proces, hvor man også tager betydelig hensyn til mindretallene. IDÉEN OM DET DELTAGENDE DEMOKRATI Idéen om det deltagende demokrati blev ikke først udviklet af Grundtvig, Hal Koch eller andre danskere, selv om man nogle gange skulle tro det ud fra den danske historieskrivning. Den er et vigtigt element i den republikanske demokratiopfattelse og stammer helt tilbage fra antikkens Athen i årene fra 500 til 400 f. Kr. I denne periode formulerede bl.a. filosoffen Aristoteles nogle meget visionære tanker om, hvad det vil sige at være en aktiv medborger, der deltager i det politiske liv. Der er dog på den anden side ingen tvivl om, at den deltagende demokratiopfattelse har en speciel dansk udformning gennem det aktive, mangfoldige og frivillige foreningsliv, der bygger på den danske folkeoplysningstradition, og som repræsentanter fra andre lande ofte er meget interesserede i at blive informeret om. Gennem mit arbejde med mange forskellige europæiske projekter har jeg gang på gang oplevet, at andre projektpartnere er blevet forundret over, hvor velfungerende det danske nærdemokrati er. Det gælder også repræsentanter fra vores nabolande, der jo ellers ligner os på mange måder. Foreningstraditionen og folkeoplysningen er også vigtige elementer i den kommunale kulturpolitik. Det store udbud af kultur- og undervisningstilbud fra oplysningsforbund og foreninger præger i høj grad kommunernes kulturprofil og bidrager til at skabe liv både i små landsbyer og i de store byer. Derfor vil det være relevant, at have temaet Det deltagende demokrati med i overvejelserne om, hvordan Aarhus kan blive europæisk kulturhovedstad.

54 AARHUS 2017


HVORDAN LEVER AARHUS OP TIL DISSE IDEALER? Hvis vi kaster blikket på Aarhus Kommune, er der ingen tvivl om, at den har et stærkt deltagende demokrati. Kommunen er karakteriseret ved at have et meget stort og blomstrende foreningsliv og en stærk folkeoplysningstradition. Sidstnævnte kommer bl.a. til udtryk ved, at byen har mere end 50 aftenskoler og oplysningsforbund. Dialogen mellem byrådet og borgerne varetages bl.a. gennem en række fællesråd, der er et talerør for foreningslivet i de mange forskellige lokalsamfund, og byrådet har i de senere år haft meget fokus på, hvordan man kan inddrage borgerne mere i de politiske beslutningsprocesser. Sidstnævnte resulterede i, at der i 2004 blev indført en „Aarhus-model“ for borgerinddragelse. AARHUS-MODELLEN FOR BORGERINDDRAGELSE Modellen gør det obligatorisk for byrådet og de kommunale forvaltninger at udfærdige en borgerinddragelsesstrategi både i forhold til små og store sager. Formålet med strategien er bl.a. at sikre, at den konkrete indsats passer bedst muligt med borgernes behov samt at imødegå unødvendige problemer ved på et tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen at kunne inddrage borgernes synspunkter. Der er også blandt kommunalpolitikerne en stigende erkendelse af, at borgerinddragelse i dag ikke kun er nødvendig for demokratiets skyld, men også fordi der er flere og flere politiske opgaver, der ikke kan løses uden borgerinddragelse (f.eks. styrkelsen af folkesundheden, det kriminalitetsforebyggende arbejde, miljøproblemer, integrations-problemer m.v.). På mange måder er Aarhus Kommune således en god repræsentant for den danske nærdemokratimodel, men i denne sammenhæng er der dog heller ingen roser uden torne. I forhold til foreningsdemokratiet har der i det sidste årti været en stigende tendens til, at det bliver sværere og sværere at få borgere til at indgå i bestyrelses-arbejdet i foreningerne. Der er mange, der gerne vil deltage i foreningsaktiviteter og som ytrer sig i den demokratiske debat, men borgerne vil i stadig mindre omfang påtage sig et ansvar for foreningernes drift og udvikling gennem bestyrelsesarbejdet. Hvis denne udvikling fortsætter, vil det kunne undergrave hele fundamentet for foreningsdemokratiet. Det er heller ikke lykkedes særligt godt at integrere nydanskerne i forenings-demokratiet og dermed i nærdemokratiet, og da et demokrati som bekendt skal omfatte alle befolkningsgrupper, er der også her et problem, der skal løses. Bortset fra indførelsen af Aarhus-modellen for borgerinddragelse har kommunen ikke været særlig god til at udvikle nye tanker om, hvordan man kan udvikle samspillet mellem det repræsentative og det deltagende demokrati f.eks. ved hjælp af it-teknologien og netværksstyring. De vigtigste kommunale arbejdsgrupper er stadig i høj grad domineret af deltagere fra de store og ofte lidt tunge organisationer i kommunen. Et eksempel herpå var nedsættelsen af en tænketank, der skulle forsøge at udvikle nye ideer til, hvordan Aarhus kunne udvikles i de kommende årtier. Tænketanken blev primært sammensat af medlemmer fra de store organisationer i byen sandsynligvis ud fra tanken om, at så var der repræsentativ dækning for gruppens arbejde. Det, der tilsyneladende ikke blev vægtet så højt, var spørgsmålet om, hvem der var mest kvalificeret til at indgå i dette arbejde.

55 AARHUS 2017


Dette ikke være sagt for på nogen måde at undervurdere repræsentanterne fra de store organisationer, men det, at man kommer fra en stor organisation, betyder ikke nødvendigvis, at man har bedre forudsætninger for at løse en konkret opgave. Dette er kun ét eksempel ud af mange på, at kommunen stadig i alt for høj grad tænker repræsentativt og derved konservativt, når det drejer sig om at involvere borgerne i løsningen af væsentlige opgaver. Der er sket en ændring i forhold til, hvordan kommunen forholder sig til borgerinddragelsesprocesserne. De eksemplariske demokratiske processer i forbindelse med den nye kommuneplan og det nye Multimediehus er tydelige beviser herpå, med det vil være godt for nærdemokratiet og kommunens udvikling, hvis der i højere grad blev nedsat arbejdsgrupper med repræsentanter, der primært har kompetencer i forhold til den opgave, der skal løses, og hvis man i højere grad begynder at bruge netværksstyring i forbindelse med løsningen af opgaver, der kræver en aktiv borgerinddragelse. NETVÆRKSSTYRING Netværksstyring kan defineres som en ny model for borgerinddragelse, der overskrider den repræsentative tankegang, så man åbner for, at borgere kan bidrage i løsningen af enkeltstående opgaver, hvis de har interesse og virkelyst. En netværksstyring kræver en tilvænning af både kommunalpolitikerne og de foreningsrepræsentanter, der deltager i netværket. Foreningsrepræsentanterne skal lære, at de ikke kun kan være interessevaretagere og fremføre krav til kommunen. De skal også være medspillere og skal primært tænke sig selv som en del af løsningen på problemet. Politikere, der deltager i et styringsnetværk, skal være i stand til både at indgå i arbejdet på lige fod med de øvrige deltagere og samtidig have en styrende rolle, ved at de definerer rammerne og opgaven for netværket. Politikerne skal således ikke fralægge sig deres styringsfunktion. De skal styre på en ny måde, og der er mange måder at styre styringsnetværk på: Hvordan skal netværket designes? Hvem skal være med? Hvilke opgaver skal løses? Hvilken tidsfrist? osv. Styringsnetværk har den fordel, at borgerinddragelsen kan foregå gennem hele forløbet, og det er muligt at påvirke en sag fra starten til slutningen af arbejdet. Det er dermed udtryk for en mere dynamisk proces end mange andre typer for borgerinddragelse. Generelt er Aarhus en kommune, hvor både det formelle repræsentative demokrati og deltagende demokrati fungerer godt. Set i internationalt perspektiv må en stemmeprocent ved sidste kommunalvalg på 63,7 siges at være ok, selv om den dækker over store geografiske forskelle. Som beskrevet i det ovennævnte fungerer det deltagende demokrati også godt, men der er tendenser i forbindelse med den manglende interesse for bestyrelsesarbejde, en ikke særlig velfungerende integration af nydanskerne og en lidt for umoderne fokusering på repræsentativt demokrati i forbindelse med borgerinddragelse, der bør imødegås i den nærmeste fremtid. Det kan passende ske i forbindelse med, at kulturhovedstadsprojektet realiseres.

56 AARHUS 2017


BORGERINDDRAGELSE I AARHUS – GODSBANEN OG BYEN // Interview med Lars Davidsen, Godsbanen Lars Davidsen, Aarhus Kommunes Kulturforvaltning, er projektleder på etableringen af et Kulturproduktionscenter for scene-, billedkunst og litteratur i den gamle Godsbanegård i Aarhus Midtby. Lars er uddannet cand. mag. i samfundsfag og religionsvidenskab, og har tidligere været ansat som projektleder på udskiftning af Aarhus Kommunes samlede økonomisystem og før det konsulent og produktchef i et privat IT Firma. Han har i mange år arbejdet frivilligt på Roskilde Festival og SPOT Festival. I HVOR HØJ GRAD ER UDVIKLINGEN AF GODSBANEN BLEVET BASERET PÅ BORGERINDDRAGELSE? Jamen, det har vi da baseret rigtig meget på. Hvis man skal starte fra starten, så er der ”12 til middag”, det var egentlig en idé om at brede det lidt ud og så sørge for at få nogen andre med, end dem man sådan umiddelbart troede ville melde sig. Altså hele konceptet var egentlig at finde et værtspar, som så efterfølgende skulle finde personer i deres netværk, som kunne være interessante, frem for at det var os, der fandt dem. Sådan at vi gik et skridt længere ud og så sagde, vi finder nogle interessante personer, og så finder de nogen personer endnu længere ude i nogle kredse, og nogen vi så ingen gang kender i forvejen. Det var sådan set vældigt interessant. Derudover har vi selvfølgelig holdt offentlige møder, hvor det jo et godt stykke hen ad vejen har været borgerne, som har været interessenter. Man kan jo godt skelne lidt imellem, om det er en borger eller en interessent. Men på de offentlige møder var det langt hen ad vejen interessenter. Så har vi haft nogle andre ting. Vi har blandt andet haft sådan en vandring for de historieinteresserede, godsbane-interesserede, jernbane-historie-interesserede mennesker, for at de kunne komme ned og se stedet inden og fortælle nogle anekdoter og bære noget historie med i forhold til, at historikken er en stor del af stedet dernede og også kommer til at være det i fremtiden. HVOR VIGTIGT MENER DU, DET ER, AT GODSBANEN, OGSÅ FREMADRETTET, ANVENDER BORGERINDDRAGELSE? Helt grundlæggende skal man jo lave et sted, som lever fremadrettet, og for at det skal leve fremadrettet, så er det jo nødvendigt, at de folk, som skal befolke det eller bruge det, bliver taget med på råd. Det er vel en af de store bevæggrunde, man har i Aarhus Kommune i forhold til at have bruger/borgerinddragelse, og principper for det er, at man ikke skal lave noget, som ikke vil kunne blive anvendt eller bruges efter hensigten efterfølgende. Så det er simpelthen nødvendigt at høre på, hvad folk har af meninger og holdninger til sådan et sted fremadrettet. Og så er det, derudover nødvendigt i forhold til hvad de har af meninger og holdninger, hvis de skal være aktive og bruge stedet. Tilmed det skal være et sted med liv, så det er jo også godt at have en form for ejerskab på forhånd, frem for at man som kommune bygger et eller andet op og så afleverer, og så siger, at nu må I så bruge det. Altså, så for mig at se en klar styrke, at man har opbygget et ejerskab, et engagement og en forståelse for stedet, og hvad er præmisserne for det og så videre, før end at det rent faktisk er der og bliver materialiseret. Groft sagt, så kan man sige, det er en bygning, men man har også haft en

57 AARHUS 2017


stor tendens til at sige, at det er bygningen, der sådan er udgangspunktet for alt, og egentlig så bør bygningen altså sådan set bare være en ramme for det, der skal udspilles sig i og omkring bygningen. HVILKE BEGRÆNSNINGER ER DER I FORHOLD TIL BORGERINDDRAGELSE? Det beror i høj grad på ressourcer i forhold til hvor mange ressourcer putter man ned i den her bruger/borgerinddragelse i forhold til omfanget af det. Altså hvis man vil helt ud til indvandrere, erhvervsliv, uddannelse, hvad man jo gerne vil, og det er en målsætning, så er det noget, i hvert fald der hvor jeg sidder, hvor man bliver nødt til at prioritere ressourcerne i forhold til at sige, ”Jamen så må man lave nogle punktnedslag nogle enkelte steder, og tage ud til nogle ting, fordi der ikke er ressourcer til for eksempel at have workshops og alt muligt andet ude i Gellerup, samtidig med, og vi har en opsøgende mand, der kører rundt og snakker med erhvervsliv og samtidig med, at der er en, der besøger alle uddannelsesinstitutioner”. Det kræver bare mere end, hvad der er af midler og ressourcer afsat til. Jeg tror en af de ting, som vi har arbejdet med, og som vi jo egentlig startede med tilbage med ”12 med middag”, det er jo at se på, at det der ressource-halløjsa, det bliver aldrig løst, altså vi får aldrig de ressourcer, vi skal bruge til det. Så den eneste måde man nærmest kan gøre det på er ved, at de folk, man har og kender, og som har deres netværk, egentlig at udnytte dem i forhold til at de sætter sig selv, deres netværk og deres kontakter i spil i forhold til, at sælge idéen og få folk inddraget og få de input ind, og hvis man gør det, så tror jeg, at man også når længere ud. Det kan vi jo se, da vi satte det der op altså. Man nåede jo folk, der boede i udlandet, og man nåede jo nogen andre erhvervsfolk, og man nåede nogle andre uddannelsesfolk, fordi man satte de folk i spil og gjorde dem egentlig ansvarlige eller fik solgt idéen om, at det var en god idé, at de brugte deres netværk til at bidrage med og få det her sted udviklet, sådan at det, groft sagt, ikke er kommunen, der har burger/borgerinddragelsen, men i høj grad en tæt kreds omkring stedet, som selvfølgelig er mere interesserede i det, og som kan se idéen i det. Man sætter dem i spil i forhold til at udvide deres netværk indenfor nogen grænser i forhold til, hvad det er, de skal udvikle. ER AARHUS EN INKLUDERENDE BY? Jeg tror altid nogen bliver hørt mere end andre, men for lige at vende tilbage, så noget af det der er sjovt, det er, at selvom man i Aarhus Kommune har alle de her udvalg, hvor man kan få foretræde, der er faktisk ikke særligt mange der er klar over, at man bare kan møde op i udvalget eller søge om foretræde. Jeg siger det, hver gang nogen spørger om, hvordan og hvorledes man kan komme i kontakt med dem – men man kan hele tiden søge om foretræde for udvalg og komme i kontakt med udvalget i forhold til, hvis der er nogle sager. Så selve den formelle del kunne man godt gøre en større dyd ud af at sige, at man har alle de her muligheder. Der er altid nogen, der bliver hørt mere end andre. Det er igen, altså, det kører også lidt tilbage til politik og det politiske system, det handler også om, hvem er det, der taler med en vis vægt bagved sig. HVORDAN SER MAN NÆRDEMOKRATIET I HVERDAGEN I AARHUS? Der er jo demokrati i mange foreninger, generalforsamlinger, der er vel næsten ikke nogen, der ikke er medlem af en eller anden forening eller går til en eller anden generalforsamling, eller har en holdning til et debatmøde – der er i hvert fald rigtig mange, der gør det, men det gælder vel ikke bare for Aarhus, det gælder sådan generelt i kongeriget vil jeg sige. 58 AARHUS 2017


I forhold til andre byer, så det man har en styrke i i Aarhus, det er sådan set, at man er rigtig god til at samarbejde, samtidig med at man faktisk har nogle, for mig at se, meget kompetente mennesker indenfor uddannelseslivet, erhvervslivet, det politiske liv, kulturlivet og så videre, så man har faktisk en høj grad af kompetence, samtidig med at man har en udpræget historie og tradition for at samarbejde på tværs, så det i sig selv, synes jeg, er styrkende for både borgerinddragelse og også for demokratiet, fordi man har noget at spille bold opad. Det er lettere at finde ud af, hvem det er, man skal spille bold op ad i Aarhus end det for eksempel er, tror jeg, i København, uden at jeg skulle kunne sige det direkte, fordi byens størrelse er lidt mere overskuelig, så man ved lidt bedre, hvem det er man, hvis man skal have noget omkring teknologi, nyudvikling osv. osv., så ved man, der ligger noget oppe på Katrinebjerg, der hedder Tekne, CAVI osv. Der er sikkert nogle folk deroppe, hvor man har nogle indgange, og man ved, hvem man skal spille op ad. Og man ved, hvis det er i kulturlivet, at man har kultursamvirket osv., der dækker ret bredt, alle de organisationer og foreninger og alt muligt andet i Aarhus, så på den måde så er det lidt lettere at gå til og få en form for repræsentativitet i forhold til, hvem der kan udtale sig på hvilke områder, og hvem har en hvis vægt i forhold til at kunne forholde sig til de problemstillinger indenfor de områder. I HVOR HØJ GRAD MENER DU, AT BORGERINDDRAGELSE BRUGES I AARHUS? Det synes jeg, hvis jeg ser det sådan helt overordnet, så synes jeg, det er meget differentieret. Det er helt vildt forskelligt, og jeg tror måske også, at der er en forklaring i, at noget af det er svært at lave ordentlig bruger- borgerinddragelse for, og andre ting sker det helt af sig selv, forstået på den måde, at hvis det for eksempel er lokalplaner eller byudvikling, eller sådan noget, så dem, der er berørt af det, går meget stærkt ind i diskussionen i forhold til lys/skyggevirkningen og trafik og alt muligt andet, men hvis det er politikudvikling, altså når man laver ny kulturpolitik eller ny arkitektturpolitik osv. er det noget andet. Letbanen har der så også været rimeligt meget omkring. Så det sker på vidt forskellig basis og på vidt forskellige præmisser, og på en eller anden måde så skal der jo også være en metodefrihed i forhold til, hvad det er for nogle folk, man vil have fat i, og hvorvidt det er lykkedes eller ikke lykkedes, kan jeg nok ikke så godt vurdere, for jeg sidder jo ikke lige med det ene eller det andet om arkitektturpolitik. Men jeg synes helt klart, at det er noget, man skal have fokus på i forhold til de beslutninger og de ting, man tager. Meget er væsentligt for de borgere, der er i Aarhus, og politikerne har meget stort fokus på det. Der er så stort fokus på det, vil jeg sige, at man skal huske på, at borger/brugerinddragelse er frivillig, og folk skal have tid til det, og det kræver også meget af det materiale, man rent faktisk lægger frem og siger, at folk skal forholde sig til. Der er spørgsmål om, hvis man laver en kommuneplan i offentlig høring, så fylder den jo 3-500 sider. Der vil det typisk være punktnedslag, på nær hvis man er arkitektskolen, så kan man forholde sig til det hele – så det kræver meget af det materiale, man lægger frem, og hvordan man kører den. HVORDAN SER DU DE STØRRE KULTURINSTITUTIONERS INDDRAGELSE AF BORGERNE? Det er sådan set noget, som de store kulturinstitutioner typisk bliver skudt i skoen, at de sådan set ikke er særligt åbne i forhold til dem, der står udenfor og gerne vil være en del af det, eller gerne vil have indflydelse på, hvilke aktiviteter der foregår inden på de respektive steder. Det tror jeg bare bliver større fremadrettet. Jeg tror simpelthen, og er ret sikker på, at de institutioner og de folk, der sidder der, er rimeligt opmærksomme på det, fordi det krav er der, stort set for alle. Jeg tror, institutionerne føler sig pressede i forhold til det og føler sig presset i forhold til, hvordan skal vi arbejde med det her fremadrettet. Jeg tror også, der er mange forsvarsparader oppe i for59 AARHUS 2017


hold til, at vi skal lige finde ud af, hvilket ben vi skal stå på, og så skal der ikke være tvivl om, at der er nogen, der mener, at de har deres integritet og deres måde at gøre tingene på, og at det er sådan, det skal være. Men fremadrettet tror jeg, det bliver sat endnu mere under pres, end det er nu. Man kan sige at brugere og borgere jo til en hvis grad stemmer med deres fødder i forhold til, om de vil bruge stedet eller ej – man kan sige, at vi arbejder sådan set inde i forvaltningen med, at det er et spørgsmål om kvalitet og kvantitet. Noget af kvaliteten kan defineres ud fra, hvordan folk stemmer med fødderne. Det vil sige, om de bruger eller ikke bruger et sted. Den Gamle By, Moesgård og Aros – formår de at få engageret folk til at komme og se det, de rent faktisk laver, og der kan man sige, at Aros er for nedadgående i øjeblikket og har været det i et par år, men er nu ved at få lavet en ny regnbue oppe på taget. De har haft nogle økonomiske problemer og sådan. Men grundlæggende, hvis man ser på, at de har haft 250.000 og har været oppe på 300.000 besøgende, og nu ligger på omkring på omkring 210.000 – det er jo faktisk rimeligt pænt, synes jeg. Den Gamle By har 350.000, så på den måde kan man sige, at der skal lidt ræson i forhold til, at de bliver stillet nogle krav om, at folk skal ind og se det, der er puttet så mange penge i, og det kræver sådan set også, at de skal styre og lede en virksomhed, og hvis man skal styre og lede en virksomhed, kan man heller ikke nødvendigvis altid køre så meget efter, hvad andre folk mener om stedet. HVORDAN SER DU DEN MULIGE UDVIKLING FOR NÆRDEMOKRATIET I AARHUS FREM MOD 2017? Kan man tillade sig at være en lille smule skeptisk? Fordi jeg tror, at kulturprojekter er sådan set nemmere at engagere folk i, der er omkring kulturen, i forhold til at synes at det er spændende og meget interessant. Hvis man bor ude i Viby eller Risskov eller et eller andet, så har man en opgave i forhold til at gøre det interessant, vil jeg sige, og det er i hvert tilfælde ikke noget, jeg har beskæftiget mig med, men når man skal bruge så mange offentlige midler, og det er jo det, der er politikernes intentioner, så skal det også være interessant for en stor del af Aarhus i lige præcis kulturmiljøet, og det bliver en stor udfordring, og den måde man har valgt, som jeg har forstået det, lige pt. at satse på at inddrage og satse meget på at inddrage og samarbejde med erhvervslivet, og sådan lidt bredere ud med uddannelsesliv, tror jeg også, at det er den rigtige måde at gribe det an på, i forhold til at sige, ”hvordan kommer vi videre ud, hvad er det for nogle ting, som I kan se, der er rigtig gode at satse på, og hvordan kan vi inddrage, og gøre det her til et godt projekt?”, og så tror jeg også, at det der med kulturby 2017 – hvad ligger der i kultur? Altså, man kan jo brede begrebet ud i forhold til sport og fritidsområdet, og sådan noget, og så når man jo længere ud i forhold til, hvis man har flere rammer og begreber i spil i forhold til, hvad en kulturby kan være, og det tror jeg da helt bestemt, at hvis man arbejder på det, så er jeg mere fortrøstningsfuld.

60 AARHUS 2017


BORGER/BRUGERINDDRAGELSE OG NÆRDEMOKRATI I AARHUS // Interview med Line Daugbjerg Christensen, direktør for Øst for Paradis Line Daugbjerg Christensen var en af stifterne af filmforeningen Super8. Hun har derudover arbejdet i forskellige roller med danske spillefilm, med virksomheder som Zentropa, Nordisk Film, M&M productions, Fine & mellow. I dag arbejder Line som direktør i den aarhusianske art cinema Øst for Paradis, et job hun har bestridt siden 2007. HVORNÅR STARTEDE PARADISETS ENGLE, DER ER EN STØTTEFORENING FOR ØST FOR PARADIS? Paradisets Engle startede i 2007, tror jeg nok, hvor vi lavede en handlingsplan i Øst for Paradis om, hvad der skulle ske i fremtiden, min kommende indtrædelse på direktørposten, ombygningen og fokus på nye tiltag, og så var det ligesom her denne handlingsplan blev skudt ud. Samtidig sagde den daværende rådmand, at han ikke så nogen fremtid i Øst for Paradis med den placering og den ledelse, der var, og det gjorde, at der var 4 passionerede paradisbrugere, der sagde ”Det vil vi fanme ikke finde os i” – og de kom til os og sagde, ”Hvad kan vi gøre, vi vil være en del af det, vi vil ud og brokke os, vi er borgere, man kan ikke bare fjerne noget, der er så godt, når man ikke engang har været der”. Det var en udtalelse, der ligesom ansporede den der ”Hov, der er noget der blevet glemt her - synes de andre det samme, bare fordi han er folkevalgt?”. Så stiftede de Paradisets Engle, og så sagde vi, at vi skulle bruge penge til den her ombygning, som vi reelt ikke havde penge til, og så var de en kæmpe garant for, at vi fik samlet penge ind, hvor vi fik en 1/3 fra instituttet, 1/3 fra kommunen, selv lagde 1/3 var 350.000, vi lagde selv en million også, og så samlede Paradisets Engle så også 350.000 ind. 400 borgere meldte sig ind i Paradisets Engle, var med til at være med i kommunen og været med oppe til byrådsmøderne, hvor der var ved at blive taget nogle beslutninger, som vi synes, var forkerte. Der blev lavet T-shirts til folk, så de ligesom markerede sig, det var utroligt synlige ting, der skete, der egentlig gjorde at, i hvert fald da beslutningen blev taget, så tror jeg, der var ret mange, der var klar over, at der var en del borgere, der var utilfredse med de beslutninger, der eventuelt var ved at blive taget. Så i 2007 startede det. I HVOR HØJ GRAD BENYTTER ØST FOR PARADIS BRUGERINDDRAGELSE? Vi bruger også brugerinddragelse på den måde, at hvis der for eksempel har skullet være en protest – eller det er englene, men vi er jo en del af det, at nu kan man komme og vise sin mening til kende overfor byrådet for eksempel, og så er der kommet en masse engle, eller vi har haft engleaftener, hvor vi har haft et repertoire, hvor de selv har været med til at lave de syv forestillinger, der var, hvor et lille udvalg af engle der fandt ud af, hvad det skulle være, selvfølgelig i samarbejde med os, så udarbejdede vi en lille folder til 'Aftener i paradis’, tror jeg vi kaldte det, hvor der var forskellige kulturelle indslag, både musisk og forfattermæssigt, og det var helt vildt fedt, for på den måde bliver ejerskabet kontinuerligt i det. I HVOR HØJ GRAD MENER DU, BORGER/BRUGERINDDRAGELSEN BLIVER BRUGT I AARHUS? Man følger jo primært med i sin egen sektor. Jeg synes, at vi har skullet insistere på at blive inddraget, så er vi blevet inddraget, men det har mere at gøre med held end med decideret pression at gøre. Da huset blev lukket, var der ligeså mange, der demonstrerede, ligeså mange der ønskede, det ikke skulle ske. Man oplevede pludselig, at hvis de lukker os eller flytter os ned på havnen, så vil det muligvis være dårlig politik. Så det var sådan helt tydeligt, at for det første var

61 AARHUS 2017


der rigtig mange gode grund til at blive, og det syntes vi, at alle skulle se, og det prøvede vi så at fremlægge, men samtidig, er der også meget politik i det. Jeg synes faktisk, de gør et godt stykke arbejde (politikerne), blive inviteret til candle light dinner, og dit og dat, men man tager nogle gange derfra uden den der..”vi rykkede sku noget”. kan vi ikke have et problem som vi skal prøve at løse sammen og ikke bare snakke om skal vi have en bro? Det kan de ikke, der er så mange instanser, så jeg ved, det er svært at hive direkte brugerinddragelse ind i det. Så derfor er det sådan ”Her er vi, vi mener det her”, og så siger vi det igen og så 3. gang, og så ”Okay okay, nu hørte vi det godt, og lad os lige…” Så jeg er sgu ikke politiker nok til at kunne sige, hvad man kan forvente af brugerinddragelse. Vi har valgt dem, de skal bestemme. … Grunden til, jeg gør de ting, jeg gør, er selvfølgelig, at det er min by, altså jeg vil have sådan en biograf (Øst for Paradis) her, ellers flytter jeg - det giver mig så meget, at jeg for eksempel har lynfabrikken, og at jeg har nogle andre ting her i Aarhus. Vi glemmer som borgere, at det er os, der vælger byen - det er ikke politikerne I HVOR HØJ GRAD MENER DU, KULTURINSTITUTIONERNE I AARHUS INDDRAGER BORGERNE? Jeg sad egentlig og tænkte på det i dag, da jeg fik mit medlemsskabshalløj fra Aros ind af døren: ”Hvem vælger egentlig, hvem beslutter, hvad vi skal se?” Nu hedder den I Love You næste gang, og jeg tænkte ”hvem får lov at lege med de her emner, og hvem fandt på I Love You, og hvem fandt på, at Kvium skulle have et billede med der?” Det har man ikke nogen fornemmelse af, hvor at jeg er helt sikker, at jeg ville kunne gå ned og påvirke Huset til, hvad for noget pap, der skulle være hjemme, og folk kan påvirke, hvilken the vi skal have her. Og til dels også film her, hvis de mener, vi vælger de forkerte film. – og så igen -. Det handler om at handle – og så sker der oftest et eller andet. HVOR TÆTTE ER VI PÅ BESLUTNINGERNE? Så tætte vi vil, tror jeg. Jeg tror igen, det handler om engagement. Der er selvfølgelig nogle ting, der er langt sværere at komme i nærheden af, men jeg tror, at hvis man virkelig går til den kan det lykkes. Det er jo bare nogle mennesker ved et bord, der tager nogle beslutninger, hvis vi insisterer på at tage del i det og høre om det – dem, der insisterer nede hos os, dem bliver vi nødt til at dele det med, og vi bliver præget af det. Så jeg tror, man tager del i det, man ønsker. Man har den by, man selv ser, eller man selv investerer sig i. Fordi det er så let at sige ”Åhh, det er også bare latterligt”, og ”hvorfor er der ikke nogle tilbud'” og ”hvorfor har Tivoli ikke åbent der og der”. Man må jo finde en mellemting. De kan jo ikke bare alle sammen vade op på hans (Jens Erik Sørensen, Aros) kontor og snakke, altså. Jeg er flink, men hvis alle dem, der har lyst til noget, kom ind på mit kontor, ville jeg da kyle dem ud på den venligste måde. Jeg er splittet mellem at give folk ret og sige, at det er svært at komme til orde, og det er svært at få indflydelse, men jeg har sgu ikke tænkt mig at have indflydelse på Aros. Jeg har tænkt mig at gå op og se, hvad de laver og så nyde det, nogen har bestemt, jeg skal se, og hvis jeg synes, det er helt ad helvede til, kan man skrive et læserbrev eller simpelthen finde kanalerne og starte kampen. Jeg har det sgu lidt sådan, at der er meget brok i den, jeg synes - vi kan jo ikke alle sammen blive hørt, vi kan ikke alle sammen stille os i kø ved borgmesteren og så fortælle... Jeg synes, det er rart, at han/de bestemmer alting. Når jeg så synes, den er helt gal, så må jeg finde ud af, om det er en kamp, jeg vil tage, så må man komme i gang med at kæmpe, og så tror jeg bestemt, man kunne ændre noget. Jeg gider ikke have indflydelse på, hvad Aros skal vise, jeg vil ikke have, at nogle borgere skal have indflydelse på, hvad jeg spiller i biografen, med mindre de kommer med en eller anden lille film, så kan jeg da godt tænke, måske, at det kan du da godt få lov til... Jeg gider ikke 62 AARHUS 2017


bestemme, hvad Aros skal vise, for så er der kraftedeme mange, der skulle blande sig, og så ville det blive noget, jeg ikke gad og se på. Jeg kan rigtig godt lide, at eksperterne gør det, de er gode til, jeg kan godt lide smagsdommere. Jeg synes, det er ærgerligt, at folk ikke gør det, de er gode til, og så skal man selvfølgelig være i et godt miljø, og der skal være en god pressechef, og der skal være en gruppe, ligesom den man nu kan melde sig ind i på Aros, og man skal kunne være aktiv, men jeg synes bare, det er vigtigt, at man fra starten af får nogle gode folk sat på, og som man stoler på. Der er ingen der skal bestemme, hvad vi spiller, fordi det er jo det, vi kan, det er det, vi er rigtig gode til. Hvis vi lavede et panel, hvor Hansen, Jensen og Sørensen også måtte bestemme, det tror jeg ikke nødvendigvis jeg ville gide at se, de er jo ikke eksperter, hvorfor skulle de være bedre end mig? De må gerne komme med gode ideer, men det er jo min ære, og min store fornøjelse at glæde dem og gøre det jeg er god til. HVORDAN SER DU DEN MULIGE UDVIKLING FOR NÆRDEMOKRATIET I AARHUS FREM MOD 2017? Jeg synes, at kulturby 2017 er rigtig vigtig, men kulturby 2016, og 17½ og 15 er ligeså vigtig, for at der bliver en kontinuitet af noget, vi skaber. Selvfølgelig kan man godt sige, at nogle ting skal være færdige omkring 2017, men det skal være byen, vi viser, som den er. Vi skal ikke lade som om...”Se hvad vi kan”, for så bliver det ikke ægte. Hvad vil folk huske? De vil huske, hvis det var ægte, de vil huske, hvis det var spændende, og man var inddraget, de vil ikke huske, hvis det bare var flot og skinnende, Festugen og øller eller et stort fyrværkeri. Det er jeres ansvar (Sek. for 2017), at der er kanaler, at man føler sig velkommen, at nogen tænker hvordan Gellerupborgerne skal have det, fordi de kommer ikke nødvendigvis selv og siger det... Men det er fandeme også borgernes pligt ikke at starte brokket nu. Enten stiller du op og bruger noget tid og noget energi på det, fordi du vil investere noget i det, eller også lader du andre gøre arbejdet. Men samtidig skal der være de her kanaler for at kunne henvende sig, fordi det kan være svært at finde ud af, hvor og hvordan man skal henvende sig. Det er vigtigt, at det ikke bare bliver et prestigeprojekt. Det er Aarhus, der er kulturby, og det er megafedt, at det er Aarhus, og det skal alle bakke op om, og kommunen har så pligt til at hjælpe folk med at blive inddraget. Men vi skal også hjælpe Aarhus, det er vores by. Selvfølgelig skal man, som den institution I er (Sek. for 2017) sørge for, at man føler, at man kan komme ind, men det er jo også os borgere der skal tage ejerskab for vores by og for Aarhus 2017. Jeg tror, der er rigtig mange, der er ret ligeglade med Aarhus 2017, og som kunne finde på at glæde sig til at brokke sig når det hele er for sent, og som måske ser på det som et alt for prestigefyldt projekt der udelukker folk – men det er jo her at borgerengagementet burde kommer ind.

63 AARHUS 2017


NÆRDEMOKRATI OG BORGERINDDRAGELSE I AARHUS // Interview med Preben Mejer, Direktør for Innovation Lab Preben Mejer er bestyrelsesformand for Innovation Lab og bestyrelsesmedlem i Alexandra Instituttet. Preben har desuden været en af hoved-drivkræfterne bag Katrinebjerg-området, der er en del af Aarhus Universitets-campus, og har været med til at starte Alexandra Instituttet, der fungerer som bindeled mellem forskning og erhvervsliv. I 2001 startede Preben Mejer desuden Innovation Lab, der er et videnscenter omkring den nyeste teknologi. Preben Mejer blev i 2001 af Computerworld valgt på listen over de 10 mest indflydelsesrige IT personer i Danmark, i 2002 af Børsens Nyhedsmagasin valgt til mest nyskabende danske IT personlighed, og modtog i 2003 Dansk Ingeniørforenings IT pris. I 2004 af Børsens Nyhedsmagasin udpeget som fornyer i Danmark, og i 2005 af computermagasinet nCom’s læsere kåret til årets IT personlighed. I 2008 fik Preben CIVI prisen af Civiløkonomerne for indsatsen med at udvikle Aarhus-regionen, og i 2010 Internet interesseorganisationen FDIH’s hæderspris. HVORDAN MENER DU NÆRDEMOKRATIET HAR DET I AARHUS? Hvis man taler om nærdemokrati, er der to overordnede elementer i det, som jeg ser det. Det ene det er, at med hele den her internetudvikling, er der to hovedtendenser: Den ene er hele globaliseringseffekten og alt, hvad der ligger i det med det grænsenedbrydende, og vi ved en masse om, hvad der sker i Kina og Burma og andre lande, hvor vi aldrig nogensinde ville kunne se, hvad der kunne ske før. Det er en af de gode effekter af den udvikling. For mig at se sker der også det i hele det globale perspektiv, at vi i den anden side af det fokuserer meget på og oplever en stigende betydning af både nærdemokrati og hele nærmiljøet. Så hele det der global-local halløj, det kører på alle fronter inklusiv demokrati, så det er i hvert fald en hovedtendens, der er kommet ud af den hele internet- og globaliseringseffekt. Og så kan man så sige, at ud af det har vi så haft vores eget lille eventyr med Sølystgades beboerhus og RULL-projektet, og der er min oplevelse, at grundlæggende kan man sige, at Sølystgades beboerhus blev en del af det RULL-projekt, fordi der var en kabale, der skulle gå op i en højere enhed, altså hvor man i RULL-projektet vil samle nogle ting nogle steder med den udmærkede ambition at give en bedre service ud af det. Det, der så bare er problemet her, er, at man så vælger et område, der har nogle andre kvaliteter, som vi mener, er meget vigtige. Sådan noget som de der beboerhuse, tror jeg. Det. der sker ud af nærdemokratiet, er også, at vi i de kommende år vil se communitytankerne blive styrket, altså det der med hvordan man hjælper hinanden og arbejder sammen i nærmiljøer og sådan noget, tror jeg, kommer til også at vil betyde mere og mere i den her udvikling. Vi ser, hvordan man hjælper hinanden med nabohjælp og overvågning, når folk ikke er hjemme, som der er i velfungerende landsbymiljøer, som man egentlig på mange måder kan sammenstille Sjællandsgadekvarteret med. Der hjælper man jo også hinanden, og når vi ikke er hjemme, så holder købmanden og naboen øje med vores hus. Så communityudviklingen og nabohjælp og communitycentertanken er vigtig, og i den sammenhæng spiller Sølystgade beboerhuset selvfølgelig også en vigtig rolle, fordi det på mange måde er forankringen i lokalområdet i de ting. Når man så synes, at det var en dårlig ide at lave en større institution på det område dernede, var det dels fordi, det uundgåeligt ville koste noget af det grønne område. Det ville også uundgåeligt betyde, og det er efter min mening et af de mest problematiske elementer, en øget trafik ind i området, fordi folk tilsyneladende i dag fødes uden arme og ben. Børn kan ikke gå, de bliver kørt til og fra skole

64 AARHUS 2017


og til og fra institutioner osv., og det vil sige, at en større institution lige durk midt i et område, der egentlig ikke har gade til den slags, ville give et trafikproblem – en øget belastning. Så det grønne, trafikbelastningen og vigtigheden i at have, bevare, passe på og værne om det her velfungerende communitycenter miljø var årsagerne til, at det var en dårlig idé at pille ved det, der findes i dag i Sølystgade. Og hvis man så vender det ind mod nærdemokrati, var det sgu lige lidt svært at vægte demokratiet i den proces her, for man er jo ikke i tvivl om, at nogle embedsmænd har lavet et kæmpe stykke arbejde, hvor de har siddet og lavet nogle kabaler, hvordan det skulle kunne gå op i en højere enhed. De har da helt sikker været dødtrætte af, at nogle begynder lige pludselig, for det var jo en kabale, og hvis man begynder at pille noget ud, så står man med et korthus, der har en defekt. Så jeg tror måske, og det her må stå for min egen udlægning, at embedsmændene har lavet et kæmpe stykke arbejde, og de er helt sikker dødgodt trætte af, at man så pludselig kan få svært ved at gennemføre modellen. Det er jo svært at vække demokratiet, fordi der måske har været det her mere eller mindre grydeklare forslag, som man som fra politisk side har kigget på, og det var så det. Så da vi mailede sammen, der var det politiske system stadig ret tilbageholdende i forhold til at gå i dialog omkring det her, men det har så ændret sig i løbet af de der ca. 14 dage, hvor vi to har skrevet til hinanden, så det, der er sket nu, er, at man har fået vækket demokratiet, og man har fået en dialog, og man er også kommet så langt nu, at det sandsynligt bliver en anden løsning, man kommer frem med. Det er sket over de sidste dage. Der var udvalgsmøde i onsdag aften, hvor man altså, ja jeg har ikke hørt noget referat fra udvalgsmødet, men jeg kan se, at hvis man kigger i Aarhus Stiftstidende og i JP Aarhus, så står der, at den løsning er taget af bordet, og der kommer en anden løsning. Så det har altså virket. Hvad er det så, der virker, og hvordan fungerer nærdemokrati i dag? Igen, til den ene side er der ingen tvivl om, at de her teknologiske hjælpemidler, som vi har fået med internet, Facebook og websites osv., er, fantastisk effektive værktøjer i demokratiets tjeneste, og på en måde som man ikke har kunnet realisere før. Så man har altså kunnet samle folk, og man har kunne kommunikere mere effektivt osv., så det er helt sikkert en vigtig del af det, så der er vi inde i en ny medietid med Facebook og website og al det der halløj der. Men det har ikke kunnet gøre det alene, så det, der er sket her, er jo egentlig, at man bruger dem som en form for værktøj, og den anden side, og det der får det her til at ske, det er stadigvæk en fysisk manifestation. Der hænger bannere i hele kvarteret, og folk kommer virkelig op på barrikaderne, men det gør de takket være, at man har en effektiv kommunikationsform. Så nu er der bannere over det hele, der er et fysisk optog om lørdagen, hvor folk vader rundt i kvarteret, ligesom man gjorde i gamle dage, og protesterer, og så er der så til sidst en ærkegod gammel ting en underskriftsindsamling. Det vil sige, at kommunikationen er en værktøjskasse af elektroniske ting og sager, som så understøtter det, der stadig er en vigtig del af det, nemlig den fysiske manifestation, og det er den succescocktail, der får det her til at ske, men man skal stadig op på barrikaderne og al det der, for at få noget til at ske. Så lige nu kan vi i hvert fald erklære nærdemokratiet for en succes, fordi det virkede efter en træg start. HVORFOR INVOLVERER FOLK SIG I NETOP DET HER OMRÅDE? Jeg tror, at der for det første i området er mange mennesker med ressourceoverskud. På den ene side, er der folk, der har ressourcer til at sætte ind, når der er brug for det, og på den anden side, og hvad der nok er det vigtigste, er det nærmest sidestillet med et lille landsbymiljø. Der er en enorm styrke i området, fordi det er landsbymiljø i stedet for bare at være en del af Aarhus – Det er det jo også, og det er fint med det, men det er et skide stærk lokalområde.

65 AARHUS 2017


HVILKE ULEMPER SER DU NÅR MAN ANVENDER BORGERINDDRAGELSE? Bagsiden ved den her medalje er jo, at man ikke kan gøre alle glade. Nu gør man forhåbentlig os glade i det her lokalmiljø, men der skal stadig laves en løsning, og nu taler man så i den her sammenhæng om Godsbanearealet, så det kan så ende med en løsning, der gør folk glade, fordi der skal alligevel bygges noget dernede, men det er ikke så meget det. Det er mere det der med, at man kan komme så meget ned i nærdemokratiet, så ingenting kan lade sig gøre. Det er ligesom, når man skal ekspropriere til en motorvej. Dem, det går udover, de synes helt sikker ikke, at det er fandens morsomt, at deres hus skal rives ned, men nogen er bare nødt til at tage den beslutning og gøre det. Alle er enige om, at for Aarhus er det meget meget vigtig at få den der Letbane jo før jo bedre. Det er jo så synd, for den husrække, der ryger en tur i den sammenhæng. Så det er jo udfordringen med nærdemokratiet, at man kan ende med stort set ikke at kunne tage nogen beslutning. Det er jo vigtigt med borgerinddragelse i det hele taget. Vi skal selvfølgelig have folks holdninger frem, og jeg tror, at i gamle dage var der måske en hardcore forsamling af læserbrevskribenter og det var så ligesom det. I dag tror jeg, de fleste mennesker på en eller måde, fordi det er blevet så nemt at kommunikere, at man er meget mere tilbøjelig til at gøre det i dag. Vi finder det naturligt at gøre det, så der er sket noget i kølvandet på internetudviklingen. I gamle dage, der lænede man sig tilbage, og det var der så ikke noget at gøre ved. Der var en anden mentalitet i gamle dage, så man accepterede det, som nogle andre besluttede, og det var skide besværligt at give sig selv tilkende, og man kunne skrive et læserbrev, når det gik rigtig højt, men det var jo kun de samme ti mennesker, der hele tiden gjorde. Alle kan komme i kontakt med byrådet, hvis de vil det, og alle kan lave en samling i lokal området, og nede hos os er man jo heller ikke enige. Der er broderparten, som er enige om de samme ting, og så er der en lille håndfuld på to personer, der synes, at det der RULL det er da meget fint. Man får en større institution, det er da glimrende, synes de. HVORFOR TAGER FOLK MERE EJERSKAB OVER DERES LOKALOMRÅDER? Jeg tror, at det er drevet af internetudviklingen. I gamle dage var det nok en mere eller mindre national ting. Det er ligesom om, at det nationale er gledet i baggrunden. Nu er det enten helveds internationalt med askeskyer, Grønland, Burma demokratier og ballade til den ene side. Og så er der så mit lokalområde til den anden side. Og det tager jeg virkelig ejerskab af, og vi kæmper for det og engageres i det osv. Der er ingen tvivl om, at der vil komme mere af det der mere community orienteret i fremtiden. Så vi er ligesom gået fra at køre med mellemlys på til enten langt lys og positionslys ned i lokalområdet. HVEM ER DET I AARHUS, DER IKKE BLIVER HØRT? Dem der ikke har et community, hvor folk har overskud til at kæmpe for sagen. Nu er Sjællandsgade ualmindeligt godt kørende på det her område, men de svage områder i Aarhus er jo sådan noget som Gellerup for eksempel, men der er jo også ildsjæle i Gellerup, og Gellerup har vel også formået at udnytte de virkemidler, der er nu, så det er jo også noget andet derude i dag, går jeg ud fra. HVAD BETYDER DET FOR NÆRDEMOKRATIET, AT AARHUS ER EN UNIVERSITETSBY? Så er vi tilbage til ham der gutten Richard Florida, med den der bog, hvor han førte bevis for, at det at være en vidensby gør, at man har hele det der frirum, og den mangfoldighed der ligger i, at der er bøsser, lesbiske og negere og alle mulig andre mennesker tilstede. Han laver et studie over USA, hvor San Francisco var en af de mest økonomisk succesfulde byer overhovedet i USA, og det 66 AARHUS 2017


er den pga. den mangfoldighed, og den kommer ud af det rum, der bliver givet, for det er en intellektuel by, da der er mere plads. Det er måske lige at stramme den at sidestille Aarhus med San Francisco, men det er sgu da en by, hvor vi har en meget lav gennemsnitsalder, og det er en universitetsby med et meget højt uddannelsesniveau. Der er mange unge mennesker, og gennem det, den tolerance, de frie rammer og den plads, der bliver givet, så bliver der jo en fantastisk mangfoldig by, og det er det jo allerede i dag. Så det må vi da absolut sige ja til. Det der er Aarhus' udfordring i dag, det er, at nu sagde du Smilets by før, det er jo det mest tåbelige brand. De idioter, der fandt på det, de skulle simpelthen... Det afspejler jo lige præcis det problem, der er, nemlig at det her er en landsby, der ligger rundt om et universitet. Et universitet i verdensklasse, som er vokset ud over alle grænser, hvor der har været en spændende udvikling omkring det, og så ligger der så en landsby omkring, der prøver at vænne sig til deres ånd. Der er vi stadigvæk. HVOR SER VI ELLERS DET HER NÆRDEMOKRATI I SPIL I AARHUS? Det må der jo være masser af. Jeg kan forstå, du var inde og interviewe Line Daugbjerg Christensen fra Øst for Paradis, og det er jo et fint eksempel. Der har vi jo bare et lille fint touch igen, for vi har jo en Filmby, der er lige under mindstemålet for at blive til en klynge, det kommer den nok aldrig til. Det er udmærket, den er der, men der er så nogle embedsmænd, der finder ud af, at en måde at styrke den på, er, at lave den der Art Cinema, og igen er man måske ikke helt klar over, hvor meget miljøet omkring Øst for Paradis det betyder for det Art Cinema. Så det er på mange måder en parallel historie, hvor der så virkelig bliver blæst til samling omkring at kæmpe for Øst for Paradis med Paradisets Engle og alt det der halløj, og det lykkes. I HVOR HØJ GRAD BRUGER KULTURINSTITUTIONERNE BORGERINDDRAGELSE? Det er sgu svært at svare på. Jeg er da ikke sikker på, at de bruger borgerne særlig meget, men jeg synes, at det scope, der for eksempel ligger omkring Aros... Aros er en international aktivitet, det vil sige, at selvfølgelig skal alle som gode naboer lave en eller anden grad af borgerinddragelse i lokalområdet, men Aros' opgave er en anden, på samme måde som Aarhus Universitets opgave er en anden. Det vil sige, at der er forskel på, hvad det er for en type aktivitet. Det er klart, at Øst for Paradis er 200 % afhængig af et godt forhold, og har enorm meget fornøjelse af borgerinddragelsen, så det er måske lidt mindre vigtigt for Aros. I FORHOLD TIL ANDRE BYER, HVORDAN SER NÆRDEMOKRATIET UD I AARHUS? Det er min oplevelse, at København virker som en by, der på en eller anden måde ikke i samme grad har evnet at forny sig, som Aarhus har. Jeg kan ikke vurdere, om de har brugerinvolvering på samme niveau, som man har i Aarhus, men det virker, set udefra, ikke sådan. Det virker lidt som en by, man lidt bor i uden at tage ejerskab af den. Man er nok stolt af den, fordi det er en flot by og alt det der, men jeg tror, folk i Aarhus tager meget mere ejerskab. Beboerne er meget mere en del af Aarhus end dem, der bor i København, er en del af København, så set på den baggrund kan det virke som om, at brugerinddragelsen i København er mindre, end den er i Aarhus. Måske også byens størrelse. Det er jo en underlig størrelse. Den er jo måske lidt svær i dens kommunale struktur, den er jo også anderledes med de der borgmestre.

67 AARHUS 2017


BLIVER DET SVÆRT AT ENGAGERE BORGERNE I AARHUS 2017? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, det bliver svært at få folk til at engagere sig i de her ting, når vi kommer længere frem. Jeg går ud fra, at vi lige skal vinde først... Jeg vil da tro, at når vi har vundet, så vil det da være muligt at engagere folk, det tror jeg bestemt. Det, der måske kan være en udfordring i forhold til 2017, det er, om vi har noget stærkt nok rent brandingmæssigt – det ved jeg sgu ikke, om vi har. De har jo åbenbart nede i Sønderborg fået styr på, hvad det er, de vil, og jeg ved ikke, hvad vores kommunikationsstrategi eller brandingsstrategi er omkring de her ting. Det skal i hvert fald ikke være Smilets By... Jeg ved slet ikke, hvordan man vinder sådan noget. Hvis det bare er en generel allround succes på alle områder, så der ikke er noget, der markerer sig stærkt, det vinder vi jo ikke på.

68 AARHUS 2017


DEL 3: OPSUMMERING Antologien af 10 skriftlige indlæg og 5 interviews har forsøgt at belyse demokrati i en kulturel kontekst og omvendt belyse kultur i en demokratisk kontekst. Hovedformålet er at afsøge, hvordan Aarhus i de kommende år kan videreudvikle de ambitioner, kommunen har på byens vegne – at Aarhus skal kendetegnes som en kulturel demokratisk by, at Aarhus skal være en by for alle. I både de gennemførte interviews og i de skriftlige indlæg i denne antologi kan man se visse gennemgående tendenser. Disse centrerer sig om emnerne: Den lokalpolitiske ramme, byudvikling, foreningsliv, lokalråd, religion, nye medier, ungdom og kulturinstitutionerne - alle set i forhold til demokratiets vilkår og muligheder. På baggrund af disse tendenser kan man udlede udsagn om måderne, hvorpå Aarhus Kommune håndterer demokratiske værdier i både metode og proces, hvordan demokratiet fungerer i foreningslivet, og måderne hvorpå nye medier har ændret borgernes syn på demokratiet og dets processer. Der kan ydermere udledes udsagn om demokratiets position i kulturinstitutionerne i form af brugerinddragelse. Til sidst pointeres der en mulig rolle, 2017 kunne få som en ramme om mulige tiltag. AARHUS KOMMUNE Generelt er dommen over demokratiet i Aarhus positiv. Foreningslivet har det godt, er levende og mangfoldigt. Aarhus-modellen er overordnet en god ide. Antallet af råd, fællesråd og bestyrelser er stort. Borgerne i Aarhus er generelt veluddannede, og gennemsnitsalderen er lav. Borgerne i Aarhus er gode til at tage ejerskab for deres institutioner og foreninger. Det er generelt ikke svært at komme til orde og blive hørt. Jørgen Carlsen, idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole, debatterer den demokratiske kultur i Aarhus. ”Er det ikke en demokratisk falliterklæring, at borgere vægrer sig ved at påtage sig

ansvar? Svaret er nej! Demokrati er ikke til for sin egen skyld. Det er ikke et tomt ritual, der blot skal overholdes for enhver pris. Demokrati er en mulighed for medindflydelse. Denne mulighed skal til enhver tid stå åben. Men den skal ikke proppes ned i halsen på folk. I stedet for at beklage den manglende folkelige deltagelse bør man nøgternt notere sig, at „det tavse flertal“ har valgt at tale ved at tie.” ”Den demokratiske kultur i Aarhus har vist sig som en høj grad af borgerinddragelse i en række markante sager. Senest i forbindelse med det forestående byggeri af Multimediehuset ved havnefronten. Jeg har fornøjelsen af at være med i idégruppen bag etableringen af institutionen og kan bevidne, at ingen har forsøgt at trække nogen færdige løsninger ned over hovedet på borgerne, tværtimod. Det skulle da også bare lige mangle. Men det gør det altså heller ikke!” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 13) Der er dog også grænser for demokratiets succes i Aarhus. Flere nævner, at der er mindretal, der ikke bliver hørt, og at der bliver snakket til eller for mindretallene og ikke med dem.

69 AARHUS 2017


Museumsinspektør Merete Ibsen tager afsæt i særlige befolkningsgrupper – børn, handicappede og kvinder med anden etnisk baggrund – og ser som en oplagt opgave i den kommende tid, at de inddrages mere i de demokratiske processer i byen.

”Koordinering af skolefester, så er det måske alligevel ikke udfordrende nok for børn. Det kunne være et interessant eksperiment at nedsætte et børneråd af børn i alderen fra 10-14 år, og som fik ansvar for at drøfte emner, som er til debat i Aarhus Byråd.” ”Alt i alt synes der dog ikke at være tilstrækkeligt gode grunde til, at handicappede er helt fraværende fra det synlige demokratiske liv i Aarhus. Handicap-OL af forskellig art er livsbekræftende og viser handlekraft, så det virker ufatteligt, at handicappede ikke også stormer ind i demokratiets højborge.” ”Der er ressourcer at hente i den store, brogede skare af kvinder med anden baggrund end dansk, som kunne komme ind og sætte farver og kraft på det demokratiske liv – hvis vi tør give dem en stemme.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 7) Nydanskere deltager kun i begrænset omfang i det traditionelle foreningsdemokrati. Filosoffen Preben Astrup tager afsæt i indvandrere og nydanskere i sit indlæg og peger på, at den største udfordring i forhold til vores demokrati er ”(…) evnen til, eller måske rettere graden af hvorvidt man i

demokrati formår at anerkende og respektere de nedstemtes behov for at udfolde det liv, de drømmer om og tror på, er en meget god indikation for, om et givent nærdemokrati er mere eller mindre velfungerende; mere eller mindre generøst! ”Jeg vil derfor foreslå, at vi bruger 2017 som anledning til påbegyndelsen af en demokratisk generøsitet, der gør forhandlingen af vores stadig mere forskellige (globale) referencer og erfaringer til centrum for vores demokratiske handlen. Et demokrati, der konsekvent ignorerer de idealer og realiteter, som ikke springer ud af gammeldanskerens baghave, vil ikke kunne bevare sin legitimitet og popularitet i en by, som både er og ønsker at blive stadig mere global.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 6) Det danske, og dermed også det aarhusianske demokrati er repræsentativt, hvilket i praksis betyder at alle er med til at vælge dem der bestemmer, men dem der bestemmer gør det over alle. Dette vil blive forstærket med nedlæggelsen af magistratstyret, der godt nok giver øget gennemsigtighed samtidig med, at det bliver lettere at placere ansvaret, men i yderste konsekvens betyder det, at et meget lille flertal kan bestemme over alle uden at tage hensyn til grupper, der ikke er en del af flertallet. Dette er dog kun en teoretisk og ekstrem konsekvens.

Videre udvikling af det lokale demokrati i Aarhus er titlen på indlægget fra Palle Svensson, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han diskuterer bl.a. nedlæggelsen af magistratsstyret i Aarhus med de fordele og ulemper, dette måtte medføre.

”Nogle mener, at det vil gøre det kommunale styre mere gennemskueligt, således at det bliver klarere, hvem man skal holde ansvarlig. Andre mener, at det vil øge risikoen for blokpolitik, og at det går imod den danske tradition for at tilgodese mindretal og søge brede løsninger. Under alle omstændigheder er der ikke tale om noget vidtgående forslag, idet det ikke bryder med det grundlæggende princip, at det kommunale demokrati i Danmark er et indirekte demokrati.” 70 AARHUS 2017


Ydermere lufter han ideen om en mere direkte form for demokrati. ”Kunne man ikke i en kommu-

ne som Aarhus give et antal vælgere ret til at stille forslag, som byrådet skulle tage på dagsordenen? Kunne man ikke give et antal borgere ret til at begære en folkeafstemning om beslutninger med vidtrækkende konsekvenser, for eksempel større anlægsarbejder som nærbane eller havnens anvendelse? Kunne man ikke inddrage borgerne mere aktivt ved at give dem ret til at tage initiativ til beslutninger, som skulle til folkeafstemning, hvis byrådet ikke kunne gå ind for dem?” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 23) I praksis er borgerinddragelse en stor del af styreformen i Aarhus kommune, hvor Aarhusmodellen for borgerinddragelse er det tydeligste eksempel. Steffen Hartje, der er sekretariatschef i Fritid & Samfund samt Folkeoplysningssamvirket i Aarhus behandler i sit indlæg det deltagende demokrati i Aarhus. Med udgangspunkt i Aarhusmodellen for borgerinddragelse foreslår han, at man tager deltagelsen et skridt videre med netværksstyring. ”Bortset fra indførelsen af Aarhus-modellen for borgerinddragelse har kommunen

ikke været særlig god til at udvikle nye tanker om, hvordan man kan udvikle samspillet mellem det repræsentative og det deltagende demokrati f.eks. ved hjælp af it-teknologien og netværksstyring. De vigtigste kommunale arbejdsgrupper er stadig i høj grad domineret af deltagere fra de store og ofte lidt tunge organisationer i kommunen.” ”Netværksstyring kan defineres som en ny model for borgerinddragelse, der overskrider den repræsentative tankegang, så man åbner for, at borgere kan bidrage i løsningen af enkeltstående opgaver, hvis de har interesse og virkelyst. En netværksstyring kræver en tilvænning af både kommunalpolitikerne og de foreningsrepræsentanter, der deltager i netværket. Foreningsrepræsentanterne skal lære, at de ikke kun kan være interessevaretagere og fremføre krav til kommunen. De skal også være medspillere og skal primært tænke sig selv som en del af løsningen på problemet. Politikere, der deltager i et styringsnetværk, skal være i stand til både at indgå i arbejdet på lige fod med de øvrige deltagere og samtidig have en styrende rolle, ved at de definerer rammerne og opgaven for netværket.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 25) At det er muligt for alle at blive hørt, er ikke ensbetydende med, at det sker. Det er muligt for alle at deltage, men i nyere modeller for borgerinddragelse synes begreber som engagement og interesse at fylde mere end medborgerskab og pligt. RELIGION OG DEMOKRATI Der har i de senere år været flere eksempler på, at religion og politik er blevet blandet sammen. Et eksempel på dette er den såkaldte Muhammed-krise eller karikaturkrise. Man taler som oftest i den vestlige verden om, at religion og politik skal adskilles, selvom de fleste af disse lande samtidig favoriserer en religion over andre. I Danmark har den lutherske statskirke, Folkekirken, således en særstatus i forhold til andre tros- og kirkesamfund. Diskussionen om opførelsen af moskeer i Danmark illustrerer denne problemstilling.

71 AARHUS 2017


Hvorvidt det altid er bedst at undgå at blande politik og religion sammen er en subjektiv vurdering, og der findes både eksempler på positive og negative udfald af denne blanding. Hvor den negative side tæller bl.a. føromtalte Muhammed-krise og flere diktaturer rundt omkring i verden, kender vi også flere positive udfald, som eksempelvis den måde hvorpå Martin Luther King anvendte kristen retorik til at søge en ophævelse af raceadskillelsen i USA. Også Dalai Lama, Desmond Tutu og Mahatma Gandhi kendes for at blande politik og religion i spørgsmål om undertrykkelse af bestemte grupper. Domprovst P.H. Bartholin behandler i sit indlæg religion, og diskuterer hvorvidt det er at betragte som en med- eller modspiller i forhold til demokratiske idealer.

"Demokratiet er i dag præget af en række indbyrdes modstridende forhold. Politikerne er kendt fra medierne som aldrig før. Deres budskaber kommer let frem, men i en meget forenklet form. Politik ligner af og til underholdning. Folketing og regering går i lovgivningen af og til ned i mindste detalje og foreskriver normer på en lang række områder. Der udstedes flere og flere krav centralt, og flere kontrolrapporter skrives og læses(?)." ”Én religion, islam, opfattes af de regeringsbærende partier og en del af oppositionen som en trussel mod demokratiet. Det får afsmittende virkning på andre religioner f.eks. kristendommen og især folkekirken, der har et stigende antal udmeldinger og mærker en hidtil ukendt skepsis tenderende til fjendtlighed fra ikke-troende.” ”Det forekommer evident, at både demokratiet og de forskellige religioner lider under de nuværende globale og lokale forhold, hvor man gensidigt mistænkeliggør hinanden og lægger hinanden for had i en som hovedregel uforsonlig debat. Det kan forekomme mærkeligt, fordi både demokratiet og religionerne rummer en forståelse for og anerkendelse af det anderledes og fremmede.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 2) DEMOKRATIET I LOKALMILJØER I AARHUS: FORENINGSLIV OG FÆLLESRÅD Aarhus har et rigt og mangfoldigt foreningsliv. Foreningerne tjener ikke blot deres praktiske formål men fungerer også som en platform for demokratisk indlæring – ikke kun forstået ved at flertallet bestemmer, men også ved at der tages betydelige hensyn til mindretallene. Foreningslivet, specielt idrætsforeningerne, møder dog visse udfordringer i disse år. Medlemstallene er faldende og borgere engagerer sig i bestyrelser og lignende i mindre grad end tidligere. Ifølge fremtidsforsker Anne-Marie Dahl skal der nytænkning til. Man er i foreningerne nødt til at droppe langtidsplanlægningen. Specielt de unge medlemmer falder fra, ifølge Anne-Marie Dahl, fordi de ikke vil binde sig den samme dag hver uge, for en hel sæson. Fællesrådene i Aarhus er meget aktive i det deltagende demokrati. Jens Retbøll er formand for Skødstrup Fællesråd, et af de i alt 30 fællesråd som udgør et samlingspunkt i den lokale demokratiske struktur i Aarhus. Fællesråd består af repræsentanter for det lokale foreningsliv, og dermed fungerer fællesrådene som en afspejling af civilsamfundet. Sammen med det partipolitiske system skaber fællesrådene forankring og sikrer mod- og medspil i byens beslutningsprocesser. Her har byen netop en af sine absolutte styrker, og Retbøll foreslår derfor, at 2017 inddrager lokalrådene for at sikre en aktiv deltagelse på det lokale plan.

72 AARHUS 2017


Disse råd er ofte paraplyorganisationer for forskellige foreninger i et lokalområde. Fællesrådene har indsigelsesret under udarbejdelsen af lokalplanerne, før disse kommer i offentlig høring. Idet fællesrådene er repræsentanter for mange mennesker, er dette en mulighed for at lette den demokratiske proces, hvor mange borgere bliver hørt tidligt i processen. Dette er med til at lette arbejdet for såvel forvaltningen som for byrådet, idet borgernes interesser er blevet præsenteret. Det samme gjorde sig gældende for den samlede kommuneplan, hvor fællesrådene blev hørt, inden byrådet fik planen at se. Interviewet med Erik Meistrup, Direktør & chefredaktør, Mediehus Aarhus, havde titlen Borgerinddragelse og nærdemokrati i Aarhus. ”Der hvor nærdemokratiet måske mest finder udtryk, det

er jo igennem fællesrådene, hvor der er en løbende diskussion, som er godkendt af kommunen, mht. at her er der et formelt diskussionsforum omkring områder, veje eller enkelte huse. Så på den måde er der jo en formel måde at forsøge at tackle en række af de forhold, der er i bybilledet. Det viser sig dog bare gang på gang, at når der opstår et eller andet nyt, så hagler det ned med protester, og det er som regel udenom de her formelle organisationer.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 41) Dette er dog ikke hele billedet. Steffen Hartje peger i sit indlæg på, at alle de vigtigste kommunale arbejdsgrupper er domineret af personer fra store kommunale organisationer. Som eksempel bruger han nedsættelsen af en tænketank under Aarhus kommune, der havde til formål at finde ideer til, hvordan Aarhus kan udvikles de kommende årtier.

”Tænketanken blev primært sammensat af medlemmer fra de store organisationer i byen sandsynligvis ud fra tanken om, at så var der repræsentativ dækning for gruppens arbejde. Det, der tilsyneladende ikke blev vægtet så højt, var spørgsmålet om, hvem der var mest kvalificeret til at indgå i dette arbejde.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 25) Dette er, ifølge Hartje, et eksempel på, at kommunen er for konservativ og repræsentativ, når det drejer som om inddragelse af borgerne i væsentlige opgaver. For at komme dette problem til livs foreslås det i artiklen at anvende netværksstyring, som han definerer som en ny model for borgerinddragelse.

”En netværksstyring kræver en tilvænning af både kommunalpolitikerne og de foreningsrepræsentanter, der deltager i netværket. Foreningsrepræsentanterne skal lære, at de ikke kun kan være interessevaretagere og fremføre krav til kommunen. De skal også være medspillere og skal primært tænke sig selv som en del af løsningen på problemet. Politikere, der deltager i et styringsnetværk, skal være i stand til både at indgå i arbejdet på lige fod med de øvrige deltagere og samtidig have en styrende rolle, ved at de definerer rammerne og opgaven for netværket.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 26) DE NYE MEDIERS UDFORDRINGER: FACEBOOK/FACEBY De senere år er brugen af sociale medier nærmest eksploderet. De bliver brugt til at dele viden og netværk, det er blevet let og hurtigt at planlægge og organisere – selv i store grupper. På den an73 AARHUS 2017


den side er brugerne af disse netværk også i centrum for deres eget netværk. På den måde er brugerne ego-centrerede – det handler om "hvad jeg synes er spændende" og "hvad jeg ønsker at deltage i". Når mange gange ’jeg’ mener det samme – så kan der til gengæld ske en masse. Et eksempel på dette er de såkaldte flash-mobs, der er en gruppe mennesker der via internettet aftaler at mødes et bestemt sted for at udføre en given handling, fx en dans eller en pudekamp, for derefter at spredes igen. Ruth Morell er daglig leder af Huset og stillede op til et interview med titlen Borgerinddragelse og

nærdemokrati – den aktive borger. ”Der er ikke så mange demonstrationer som i de glade 80ere og 90ere, men man gør det på en anden måde nu. Der er meget mere, der foregår digitalt via Facebook, og jeg synes egentlig, at evnen til at danne netværk og til at samle nogle grupper - den er mindst ligeså stærk som tidligere.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 28) Et andet, og måske mere håndgribeligt eksempel, er Pecha Kucha Nights. Disse annonceres udelukkende via Facebook og en hjemmeside.

”Til Pecha Kucha Night præsenterer en række deltagere 20 elementer - det kan være billeder/lydklip/preformance/digte/videoklip. De har 20 sekunder til at fortælle om hvert element... 20x20 konceptet sikrer at tilskuerne får et kort og intenst billede af hver af deltagernes projekter, ideer, tanker og produkter. Deltagerne er typisk iværksættere, designere, arkitekter, kunstnere eller musikere, men alle der brænder for det, de laver er velkomne til at fortælle om deres projekter på 20x20 sekunder til Pecha Kucha Night.” (Fra Pecha Kucha AAR's Facebook gruppe) Fælles for disse eksempler og f.eks. Mejlgade for Mangfoldighed er, at de i høj grad er netværksbaserede, enten via personlige, private eller erhvervsmæssige netværk, eller via internetbaserede netværk. Deres organisation er i høj grad projektbaseret med en relativ kort horisont. Denne relativt kortsigtede projektform er primært populær blandt unge mennesker, der finder det uoverskueligt at planlægge og eksekvere projekter eller planer med en horisont på flere år. Et problem ved disse kortsigtede projekter er dog de mange forskellige instanser, man skal igennem for at få tilskud eller eventuelle tilladelser. Dette kan i værste fald hæmme disse projekters dynamik, og kan i yderste konsekvens få folk til at give op, fordi det tager for lang tid eller er for besværligt. Man kunne overveje, om det ikke ville være formålstjenligt at gøre det lettere for disse ofte relativt små initiativer at søge støtte og tilladelser, for på den måde at søge at bevare noget af den spontanitet og impulsivitet, de repræsenterer. Det kommunale system kunne måske endda lære noget af denne projektform. Kommunerne bliver ofte beskyldt for at være for tunge og uigennemsigtige for almindelige mennesker. Det er for svært at gennemskue, hvor og hvordan man kan involvere sig og blive hørt. Man kunne forestille sig et samarbejde mellem organiserede institutioner og projektbaserede initiativer, for på den måde at gøre kulturen mere synlig og få den ud til folket.

74 AARHUS 2017


Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl erkender, at: ”Vi er kendt for at have et sprudlende foreningsliv

med lokale idrætsforeninger, spejderliv, interesseorganisationer og politiske markeringer. Men det frivillige foreningsliv får stadig sværere ved at tiltrække de unge til aktiviteterne, men måske især til forskellige tillids- og bestyrelsesposter … I undersøgelser og ved interviews med unge viser det sig nemlig, at mange faktisk drømmer om at gøre en forskel. De vil have en vigtig mission, men også kunne se sig selv i det. De vil gerne kaste deres energi ind på et fedt og meningsfuldt projekt, men til gengæld vil de også bruges fra dag 1; use me or loose me. De skræmmes væk af for meget struktur og ufleksible deltagelsesformer” ”Måske en af opgaverne for Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017 bliver at skabe de virtuelle og fysiske platforme, der kan facilitere popstars-generationens hang til her og nu-aktiviteter. En fed kulturby er for de unge også en fed eventby – med plads til spontanitet og sværmkløgt.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 10) KULTURINSTITUTIONERNE SOM DEMOKRATISKE INSTITUTIONER Kulturinstitutionerne er i sig selv et direkte udtryk for, at et samfund værdisætter rammer for refleksion, kritik og debat, men samtidig er det en kendsgerning, at kulturinstitutionerne udfordres i denne tid. De skal i høj grad omstille sig til krav om både borgerinddragelse og engagere sig i højere grad i forhold til hele befolkningen samt påtage sig en mere synlig rolle i den demokratiske arena. I såvel interviews som skriftlige indlæg er tendensen, at bidragsyderne mener, at borger- og brugerinddragelsen i kulturinstitutionerne er udbredt og fungerer godt. Der er især to aktuelle eksempler, hvorpå kommunen inddrager borgere i kommende kultursatsninger, Projektleder på etableringen af et Kulturproduktionscenter for scene-, billedkunst og litteratur i den gamle Godsbanegård i Aarhus Midtby, Lars Davidsen, blev interviewet under titlen Borgerind-

dragelse i Aarhus – Godsbanen og byen. ”Jeg tror altid nogle bliver hørt mere end andre, men for lige at vende tilbage, så noget af det der er sjovt, det er, at selvom man i Aarhus Kommune har alle de her udvalg, hvor man kan få foretræde, der er faktisk ikke særligt mange der er klar over, at man bare kan møde op i udvalget eller søge om foretræde. Jeg siger det, hver gang nogen spørger om, hvordan og hvorledes man kan komme i kontakt med dem – men man kan hele tiden søge om foretræde for udvalg og komme i kontakt med udvalget i forhold til, hvis der er nogle sager. Så selve den formelle del kunne man godt gøre en større dyd ud af at sige, at man har alle de her muligheder.” ”I forhold til andre byer, så det man har en styrke i Aarhus, det er sådan set, at man er rigtig god

til at samarbejde, samtidig med at man faktisk har nogle, for mig at se, meget kompetente mennesker indenfor uddannelseslivet, erhvervslivet, det politiske liv, kulturlivet og så videre, så man har faktisk en høj grad af kompetence, samtidig med at man har en udpræget historie og tradition for at samarbejde på tværs, så det i sig selv, synes jeg, er styrkende for både borgerinddragelse og også for demokratiet, fordi man har noget at spille bold opad.” Eksempelvis på godsbanen har man brugt forskellige grupper borgere i de forskellige faser af ideog konceptudviklingen. Også under behandlingen af strukturen omkring Multimediehuset har de inddragende processer været omfattende. Udover traditionelle borgermøder har man eksempelvis nedsat 10 fokusgrupper, der repræsenterede forskellige grupper eller områder. 75 AARHUS 2017


Der er dog også grænser for, i hvor høj grad borgerinddragelse er mulig og i visse tilfælde også ønskelig. Begrænsede ressourcer er en af stopklodserne for borgerinddragelse. Som Lars Davidsen siger i sit interview vedrørende godsbanen:

”Altså hvis man vil helt ud til indvandrere, erhvervsliv, uddannelse, hvad man jo gerne vil, og det er en målsætning, så er det noget, i hvert fald der hvor jeg sidder, hvor man bliver nødt til at prioritere ressourcerne i forhold til at sige, ”Jamen så må man lave nogle punktnedslag nogle enkelte steder, og tage ud til nogle ting, fordi der er ikke ressourcer til for eksempel at have workshops og alt muligt andet ude i Gellerup, samtidig med, og vi har en opsøgende mand, der kører rundt og snakker med erhvervsliv og samtidig med, at der er en, der besøger alle uddannelsesinstitutioner”. Det kræver bare mere end, hvad der er af midler og ressourcer afsat til.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 36-37) Ydermere er det ifølge Lars Davidsen vigtigt at huske, at borgerinddragelse er baseret på frivillighed. Der skal være en vis metodefrihed, så borgerne ønsker at blive inddraget. Forvaltningschef Rolf Hapel, Aarhus Kommunes Biblioteker, redegør fra planlægningsprocessen omkring byens nye og visionære Multimediehus – borgerne hus – og hvordan huset skal være:

”Sted for menneskelig udvikling og interaktion, som skal fremme oplevelse, tilegnelse, læring, innovation, sansning, fordybelse og inspiration gennem en flexibel og programmérbar bygning med specielt fokus på børn og familier”. (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 18) Her gives der praktiske eksempler på, hvordan en sådan proces kun kan lade sig gøre ved at inddrage de kommende brugere i alle faser af tilblivelsen af stedet, og her arbejdes med mange metoder, som evt. kunne overføres til andre større projekter i byen. Forsøget på at sikre en større åbenhed og interaktion mellem kulturinstitutioner og samfund har altid været en udfordring. På den ene side hyldes ”armslængdeprincippet” hvor kunstfaglighed skal sikre den nødvendige frihed. På den anden side har offentligt støttede kunstinstitutioner en rolle og en forpligtelse i forhold til en kulturpolitik, der ønsker at fremme engagement, mening og dialog og bidrag til samfundets identitets- og sammenhængskraft og tilmed aktiverer borgerne ikke både at bruge kunsten og engagere sig i kulturlivet. Derfor er det vigtigt, at man søger at fremme modeller, der sikrer åbenhed og befolkningsengagement, hos dem der i dag ikke bruger kulturinstitutionerne. Disse modeller skal sikre at vores kulturinstitutioner i deres organisation og deres overordnede kulturpolitiske platform agerer ud fra principper der fremmer medejerskab og relevans såvel som kunstnerisk kvalitet og nyskabelse. Som nævnt i indledningen til denne kortlægning, er der både økonomiske og geografiske begrænsninger for adgangen til kulturen. Derudover er mange kulturinstitutioner fortsat opfattet som meget lukkede i deres tilgang til deres brugere. Brugerne må komme til institutionerne og ikke omvendt. Det handler i høj grad om, at kulturinstitutionerne skal søge at ændre borgernes kulturvaner for at få fat i ikke-brugerne, eller dem der sjældent benytter sig af de eksisterende kul76 AARHUS 2017


turtilbud. Metoderne er mange, og Kulturministeriets udgivelse ”Reach Out” peger på mulige greb, herunder større satsninger på offentlige aktiviteter, såsom ”Sculptures by The Sea”, udvidet samarbejde med virksomheder, skoler og institutioner, udbygning af deltagende aktiviteter i kulturinstitutioner, webbaserede initiativer mm. 2017 Line Daugbjerg Christensen er til daglig direktør for Øst for Paradis. Hendes interview tog udgangspunkt i brugerinddragelsen i biografen, nærmere bestemt støtteforeningen Paradisets Engle. Omkring kulturhovedstadsprojektet havde hun bl.a. flere anbefalinger: ”Jeg synes, at kulturby 2017 er rigtig vigtig, men kulturby 2016, og 17½ og 15 er ligeså vigtig, for at

der bliver en kontinuitet af noget, vi skaber. Selvfølgelig kan man godt sige, at nogle ting skal være færdige omkring 2017, men det skal være byen, vi viser, som den er. Vi skal ikke lade som om...”Se hvad vi kan”, for så bliver det ikke ægte. Hvad vil folk huske? De vil huske, hvis det var ægte, de vil huske, hvis det var spændende, og man var inddraget, de vil ikke huske, hvis det bare var flot og skinnende, Festugen og øller eller et stort fyrværkeri.” (Mangfoldighed, bæredygtighed og demokrati - Aarhus 2017: 25) I interviewet med Preben Mejer, direktør for Innovation Lab, var der i høj grad fokus på nærdemokratiet i Aarhus. Også han har fokus på fremtiden. ”Det der er Aarhus' udfordring i dag, det er, at

nu sagde du Smilets by før, det er jo det mest tåbelige brand ... Det afspejler jo lige præcis det problem, der er, nemlig at det her er en landsby, der ligger rundt om et universitet. Et universitet i verdensklasse, som er vokset ud over alle grænser, hvor der har været en spændende udvikling omkring det, og så ligger der så en landsby omkring, der prøver at vænne sig til deres ånd. Der er vi stadigvæk.” ”Det der sker ud af nærdemokratiet, er også, at vi i de kommende år vil se community-tankerne blive styrket, altså det der med hvordan man hjælper hinanden og arbejder sammen i nærmiljøer og sådan noget, tror jeg, kommer til også at vil betyde mere og mere i den her udvikling.” (Demokrati rapport - Aarhus 2017 (2010): 31-32) Et af hovedtemaerne i den kulturelle kortlægning under kulturhovedstadsprojektet er inddragelse af borgerne. De fleste af de personer, der har bidraget med interviews eller skriftlige indlæg er enige om, at hvis kulturhovedstadsprojektet Aarhus 2017 skal blive en succes, kræver det, at der bliver skabt en høj grad af ejerskab i befolkningen. Derfor er det vigtigt, at borgerne bliver inddraget løbende i processen. Et forslag var at skabe en model for borgerinddragelse og kulturel inddragelse med inspiration fra Aarhus-modellen. Det er altså en vigtig opgave at skabe muligheder for at borgerne bliver hørt og inddraget. På den anden side har borgerne et ansvar for at deltage i processen. Denne proces er allerede i gang. I løbet af kortlægningsfasen har Aarhus 2017-sekretariatet inddraget forskellige grupper i processen. Nedenfor vises en opgørelse over, hvor mange personer der har været involverede i kortlægningsprocessen: •

950 professionelle deltagere i konferencer, seminarer og workshops

77 AARHUS 2017


900 personer fra kommunerne i regionen – inkl. Aarhus – har deltaget i SWOT-workskops

320 lokale borgere har været involveret i åbne workshops

220 kulturinstitutioner og 230 kunstnere og 670 virksomheder inden for de kreative erhverv fra hele regionen har bidraget med information om deres institutioner og arbejde

200 børn har produceret modeller, som var en del af udstillingen Her er Aarhus!

400 studerende har brugt kortlægningen som led i deres studieforløb – det omfatter studerende fra bl.a. Arkitektskolen Aarhus, Antropologi, Æstetik og Kultur og Oplevelsesøkonomi på Aarhus Universitet

mere end 600 borgere er adspurgt om deres syn på lokale byrum

Dette er ikke udelukkende gjort for at forankre processen i byen. Den nærmeste partner er Region Midtjylland, og det er et fælles ønske, at projektet er stærkt forankret både lokalt, regional og internationalt.

78 AARHUS 2017


KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER På baggrund af kortlægningsarbejdet vedrørende demokrati er det muligt at sammenfatte en række konklusioner og anbefalinger. På det overordnede politiske plan kan den forestående afskaffelse af magistratsstyret i Aarhus betragtes som et skridt mod en mere gennemsigtig styreform, hvor ansvaret er lettere at placere, selvom det dog indebærer en risiko for blokpolitik uden bredt samarbejde. Man kunne overveje at gøre demokratiet i Aarhus endnu mere direkte, ved at gøre det muligt for et udvalg af borgere at stille forslag til byrådet eller at bruge folkeafstemninger på visse kernespørgsmål. Generelt er holdningen hos ressourcepersonerne i antologien, til bl.a. Aarhusmodellen for Borgerinddragelse, at borgerinddragelsen i Aarhus er god og effektiv, selvom den ikke i alle tilfælde bruges nok eller i bred nok udstrækning. Den foreslåede sammenkobling mellem den repræsentative og den deltagende model for demokrati, dvs. ”Netværksstyring”, synes at rumme et stort potentiale. Den foreslås som en mulighed for at få flere med, samtidig med at man ad denne vej kunne få flere kompetencer ind i processerne udefra, som man måske ikke besidder i de store kommunale organisationer. Ligeledes foreslås det at oprette en model for kulturel inddragelse, således at det i højere grad er muligt at få kulturen og demokratiet til at smelte sammen. Her kunne Aarhus markere sig positivt. Flere af bidragsyderne til denne antologi har ønsket øget fokus på det demokratiske mindretal, såsom indvandrere, handicappede og børn. Der opfordres til en øget demokratisk generøsitet og en højere grad af positive forventninger af disse mindretal, så de i videre udstrækning kan være med til at bidrage til og forme det politiske system, de er en del af. Netop i forhold til 2017 vil det kunne udvikles specifikt. Brugen af sociale medier og internet generelt har været i kraftig vækst de sidste år. Sociale platforme som Facebook har gjort det let at vise sine meninger, danne grupper og organisere projekter og lignende. Dette kan ses som et udtryk for, at de unge i dag arbejder med en kortere tidshorisont, hvor impulsivitet og spontanitet er i højsædet, mens langsigtet planlægning og lange seje træk er røget i baggrunden. Der er dog en risiko for at miste meget af denne energi, da disse projekter ofte har brug for offentlig støtte, hvilket gør, at mange opgiver, da de ikke orker at gå igennem de mange instanser, det kræver at søge støtte og skaffe eventuelt nødvendige tilladelser. Man kunne forstille sig en model, der lettede denne proces for kortsigtede og relativt små projekter, så man ikke mister den energi, spontanitet og de visioner, der ligger indlejret i dem. Ligeledes kunne man forestille sig, at store kommunale projekter i højere grad lærer af disse mindre initiativer og måske endda, at der opstartes samarbejder mellem de to former for projekter. Der ligger en stor udfordring for kulturinstitutionerne i Aarhus i at søge at demokratisere kulturtilbuddene. De offentlige kulturinstitutioner er jo i sidste ende ejet af borgerne. En af opgaverne ligger i at ændre kulturvanerne hos borgerne, således at kulturen i højere grad bliver for alle. Der er en stor gruppe af ikke-brugere, der af forskellige årsager ikke benytter de eksisterende kulturtilbud. Årsagerne kan være geografiske eller økonomiske, hvilket er de to primære begrænsninger, men at denne gruppe ikke bruger kulturen, kan også skyldes, at de ikke føler ejerskab over den, eller at de ikke er en del af målgruppen. Frem for at søge at trække folk til diverse kulturoplevel79 AARHUS 2017


ser kunne man forestille sig, at kulturlivet (kulturinstitutioner, foreninger mm.) i højere grad skabte flere forskellige kontaktflader med samfund, og dermed sikrede en mere dynamisk og deltagende rolle. Som nævnt er der i kortlægningsfasen blevet inddraget rigtig mange borgere og ressourcepersoner. En anbefaling fra mange af bidragsyderne til denne kortlægning har været, at dette fortsættes. Ydermere kunne man forestille sig, at lokalrådene i Aarhus involveres i projektet, for på den måde at sikre en forankring i store dele af befolkningen, samtidig med at man ville kunne trække på erfaringer fra rådene, der ofte har været med til at kvalificere og realisere store projekter.

80 AARHUS 2017


2017

AARHUS KANDIDAT EUROPÆISK KULTURHOVEDSTAD


/Antologi%20Demokrati  

http://www.aarhus2017.dk/uploads/Antologi%20Demokrati.pdf

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you