På et splitsekund

Som jeg ser det, har politikerne totalt overgivet sig til fødevareindustrien. Den vil gerne producere mad, der kan holde sig i evigheder og se hamrende sunde ud, hvor virkeligheden, desværre, er der stik modsatte: at nitrit, nitrat og alle e-numrene, hver især repræsenterer et tilskud til kræftens årsagsbunke.

Stressforskning i en pengeverden Hvis jeg var Bobby Zachariae, ville jeg ind imellem spørge mig selv, om ikke tiden skulle gå til noget andet og mere relevant - for hvad hutlen kan vi som moderne samfund bruge resultaterne han måtte komme frem til?

Som jeg ser det, er det lidt at sammenligne med behovet for et lyskryds - hvor selv uhyrlige statistikker råber på, at der skal ske noget.

Så selv om han når frem til, at 10 procent er i farezonen for at udvikle stressbetinget kræft ved at arbejde på en boreplatform eller i en børnehave, 7 procent i et supermarked eller på et sygehus - hvad kan et moderne samfund så stille op med den viden, når ministre overlader ansvaret til arbejdsgiverne og én selv?

Ikke fordi jeg ikke synes, at samfundet byder Bobby Zachariae megen uretfærdig med svære odds mod sig, men faktum est: Pengene bestemmer!

Den politiske forbruger er ikke død, men han er gammel: over de 50 år Som jeg ser det, tordner industrien af sted - og industrien giver folk hvad de vil have. En meget stor gruppe mennesker har fået mere velfærd, fordi de har fået fat i jobmarkedet. Det drejer sig helt kontant om en meget stor del af HK-gruppen, der nu får en fast rimelig månedlig indtjening. Der købes hus, bil i en fart - og med sådan en luksus, skal der også være et par børn.

Men her starter problemerne så, for det er svært at tjene de fornødne penge til alle herlighederne, og så foregår indkøbet i den berømte håndevending, hvor al sund fornuft parkeres på en budgetkonto, som gør dagligdagen så stressfri, som den nu kan blive.

Overlever de denne meget svære tid, de 15-20 år, kan de håbe på, at huset er steget i værdi, at bilen er betalt og at børnene klarer sig selv for derefter at leve et mere rigtigt og fornuftigt liv, hvor hjemmebag, gode råvarer og god tid afløser minutter og e-numre.

Hvis de når så langt i livet uden kræft, uden hjertekar sygdomme og andre sygdomme - det man nu om dage kalder livsstilssygdomme - så kan de faktisk blive ret interessante for fødevareindustrien og andre producenter. Altså, hvis de har penge nok og er mange nok. Så er den politiske forbruger for så vidt ikke helt død, han er bare blevet gammel og trænger til ro efter et langt livs ræs, der godt nok kostede nogle kolleger helbredet og livet i forsøget på at nå frem.

Jeg er med, desværre Selvom jeg har forsøgt at stritte imod dette moderne samfunds nonsens, kan jeg desværre ikke sige mig fri for at være en del af dette show.