dere, den tids hjemløse, som tilbragte det meste af deres liv på landevejen. Når de ankom til gården sidst på eftermiddagen, fik de et måltid mad og et sted at sove, og efter morgenmaden næste dag dampede de af igen. Der var mange spændende typer fra alle samfundslag, nøjagtig som det er tilfældet med hjemløse i dag. Én af de berømte var »Lynbarberen«, som altid samlede et par andre omkring sig; det var hver gang spændende at se, hvem han nu havde samlet op på landevejen. En anden, som jeg tydeligt mindes, havde engang været læge, men hans liv var af en eller anden grund gået i opløsning. Han havde en fobi i forhold til broer. Han kunne ikke holde ud at gå over dem. Så hver gang han på sin vej kom til en bro over en viadukt, satte han sig ned i vejgrøften og ventede på, at der kom en bus, som kunne køre ham over broen. Sådan var der mange interessante eksistenser, nogle kom og var stærkt berusede af kogesprit, mange havde også lus og andet utøj. Så hver gang vi havde haft besøg, havde min mor dagen efter sit mas med at rense dynerne med petroleum. For en dreng som mig var det spændende at opleve alle de skæve og anderledes eksistenser. Hvad angår Anders – eller »Annes«, som han blev kaldt – så var han en fast del af familien. Det lå jo også i det gamle fattiggårdsprincip. Jeg har endnu en vedtægt liggende, som er udstedt i 1886, med reglerne for de mennesker, der blev placeret på en fattiggård. Den er skrevet med gotiske bogstaver, og i paragraf 24 står der blandt andet, at »lemmerne«, som de blev kaldt, skulle »med Villighed gaa til det Arbejde, der bliver dem anvist, hvad enten det er ude eller inde, Markarbejde eller Husgjerning, og de skulle udføre Arbejdet med Flid og Orden«. Det fremgår også af vedtægten, at »Maden leveres Lemmerne veltillavet, ren og frisk efter Spisereglementet. Bestyreren med Familie og Tyende spise i samme Værelse, til samme Tid og samme Mad som Lemmerne«. Og videre »ved Maaltiderne skulle alle møde
12