Ribe Stiftsnyt - Nr. 20

Foto: Gitte Volsmann

. RIPEN S

SIG

OCESI DI

20

Ribe Stiftsnyt S SI

D E C E M B E R 2 0 1 5 · J A N U A R · F E B RU A R · 2 0 1 6

UM .

ILL

NR. 20 . 11. ÅRGANG

Præstegårde

Af domprovst Jens Torkild Bak

Af en præstegårdsfundamentalists bekendelser »Hvad ville Henrik Pontoppidan være uden den danske præstegård?«, og »[H]vad var svensk nutidskunst uden den lutherske præstegård og Ingmar Bergmann og Göran Thunstrøm?«, spørger Hans Hauge retorisk i bogen »Den Danske Kirke nationalt betragtet« (Anis, Kbh. 1998 s. 132 og 134).

Nej, det har han nok ret i. I vinterhalvåret 2013-14 viste Historisches Museum i Berlin en anmelderrost udstilling om præstegårdsinstitutionens velbekendte samfundsmæssige betydning i de lutherske lande. Det er for så vidt derfor ikke uden grund, at journalisten og højskoleforstanderen Bjørn Bredal den 28.9.2015 i Dagbladet Politiken brokker sig over den flugt fra præstegårdene, vedligeholdelsesmæssigt og på anden vis, som han mener at kunne iagttage over det danske land (men, hvor udbredt er den?).

Udgangspunktet her er især landpastoraterne og præstegårdenes rolle 2

dér. I mine 22 år i Ribe Domprovsti har jeg været med til at nedlægge 4 ud af de 15 præstegårde, der var i provstiet, da jeg kom til det. Det er sket i forbindelse med den løbende tilpasning af pastoratsstrukturen til ændringerne i det omgivende samfund, herunder ændringer såvel i befolkningstallet som i erhvervs- og skolestrukturen. Jeg ved ikke, om vi kunne have gjort andet, men vi gjorde det, om end ikke uden anfægtelser og denne generende fornemmelse af at være med til at skubbe til en hældende vogn, nemlig den fortsatte forarmelse af landdistrikterne.

at indgå i et livsfælleskab. Det forudsætter ikke nødvendigvis boligpligt, men boligpligten er en vigtig erindring om det. Samtidig har selv jeg måttet erkende dels, at ideen om livsfællesskabet og den sociale kontrakt kan opleves som et tomt postulat i en flygtighedskultur, og dels, at præstegården en dag vitterligt kan ligge som en tapper, men omsonst udpost et sted, hvor (andre) folk hverken bor eller kommer. Det kan man så, som vi har måttet det i Domprovstiet, blive nødt til at tage bestik efter, uden at det dog har fået mig til at ændre selve mit grundsyn.

Jeg er i udgangspunktet tilhænger af præstegården og den sociale kontrakt, som boligpligten repræsenterer: At være præst er ikke kun at udføre en funktion, men at dele et sted, dets historie og vilkår sammen med de mennesker, man er præst for. At være præst er fundamentalt set altid

Jeg har hørt nyuddannede præster sige, at de ikke vil »dérud« og bo. Jeg tror, at en del af forklaringen er den velbekendte angst for det ukendte, for de ved ikke, hvad de går glip af i henseende til menneskelige læringsprocesser. Trods alle sine uomtvistelige fordele har byen en tilbøjelighed

til at spejle og reproducere sig selv, mens det måske i virkeligheden er »derude«, nye tanker om samfund og kultur skal udvikles. I en tid, hvor der igen, med udflytningen af statslige arbejdspladser, spirer en løfterig om end (stadig) spinkel bevidsthed om værdien af at brede landet ud, skal vi passe på, at vi ikke i folkekirken i bevidstløs skæbnetro på, at det hele kun går én vej, fortsætter centraliseringens spor.

Jeg skal indrømme, at jeg i henseende til boligpligten er gået fra at være en glødende tilhænger til blot at være fortaler i almindelighed, således forstået, at jeg ikke er blind for omkostningerne, både de direkte økonomi-

Nr. Nebel præstegård Foto: Gitte Volsmann

ske og de afledte. Det er et vældigt dyrt arrangement. Det er dyrt for kirkekassen. Forude venter mange steder i disse år i tillæg til de almindelige vedligeholdelsesomkostninger massive investeringer i energioptimering af de gamle huse, hvis forbrugsudgifterne (sammen med miljøbelastningen) skal bringes ned på et tidssvarende niveau.

Men tjenesteboligen er sjældent heller nogen fordel for præstens privatøkonomi, nærmest tværtimod. Hvortil kommer de afledte omkostninger, der for menighedsrådet består i et ikke ubetydeligt besvær og for præsten og dennes familie blandt andet i et ejendommeligt identitetsproblem:

»Hvem er vi egentlig selv, og hvor hører vi egentlig selv til, når systemet ejer os hele vejen rundt og smider os ud den dag, den ene af os, embedsindehaveren, går på pension?« Det kan være særligt generende for ægtefællen. Ikke sært, hvis en og anden præstefamilie med ukristelig misundelse følger med i de boligprogrammer, der ruller hen over skærmen og kæder personlig identitet sammen med den stadigt højere værdsatte (selv) ejerbolig. Alligevel. Af hensyn til de samfundsmæssige aspekter, til den føromtalte sociale kontrakt og til folkekirkens tilstedeværelse overalt i landet skal man være varsom med at pille ved boligpligten.

Der er næppe mange, der skænker det en tanke længere – men tænk på, hvor radikalt anderledes Danmarkskortet ville have set ud i dag, hvis man ikke havde valgt at ophæve boligpligten for de andre tjenestemandsgrupper – et valg, der set over tid i den grad har været med til at lette vejen til den centralisering, som regeringen nu forsøger at rulle tilbage!

Men hvis boligpligten for præster skal fastholdes i fremtiden, er det et arrangement, parterne skal ville med åbne øjne ud fra en forståelse af genvinsten sammenholdt med de umiskendelige omkostninger.

3

Af Birthe Storm Winther, formand for Rømø Sogns Menighedsråd

Det handler ikke om idyllisering - men om et levende hus Kører man mod syd fra dæmningen på Rømø, kan man ikke undgå at se kirken, der ligger med sin særprægede bygningsstil og kirkegården med kommandørstenene, der fortæller om Rømøs storhedstid sidst i 1700-tallet, hvor øens mænd tog på hvalfangst ved Grønland.

Rømø præstegård - et levende hus 4

Vest for kirken ligger præstegården malet med den karakteristiske Rømørød, med stråtag og sammenbygget med den gamle staldbygning, der er nyrenoveret og anvendes til konfirmandforberedelse og sogneaktiviteter.

Rømø sogn står over for at skulle ansætte en ny præst, og i den sammen-

hæng er vi meget bevidste om, at vi er et lille sogn, når man kun tæller de fastboende på øen, men det er et sogn, der ikke er sammenligneligt med ret mange andre mindre sogne, da her er ca. 2100 sommerhuse og derudover besøges øen af ca. 2,5 millioner turister hvert år.

Efterhånden er der flere af sommerhusejerne, der føler en større tilknytning til Rømø Kirke end til deres sognekirke og derfor vælger at blive døbt, viet eller begravet/bisat her.

I disse tider, hvor der foregår en sta-

dig større centralisering, har kirken og præsten en stor betydning som fælles samlingspunkt for et sogn med de gudstjenester og aktiviteter, der foregår i kirken og præstegården.

Dejligt er det også at se lys i præstegårdens vinduer en vinteraften og vide, at huset er »levende«. Det giver en vis tryghed, uden at det skal opfattes som præstegårdsidyllisering.

Her mødes alle aldersgrupper til bl.a. foredrag, koncerter, film eller socialt samvær, og det giver god mening for et sogn, der altid skal køre over en dæmning for at komme til lignende arrangementer på fastlandet.

Det er desuden vigtigt, at præsten ses i dagligdagen rundt på øen bl.a. ved foreningsarrangementer og hos de handlende, så han/hun er et naturligt billede af hverdagen.

Præsten på Rømø betjener også Renbæk Statsfængsel, hvor der i 2014 blev bygget en kirke for de indsatte, og der er opbygget et samarbejde mellem Rømø sogn og statsfængslet, der er fundamenteret og fungerer på bedste vis, derfor ser Rømø Menighedsråd fortrøstningsfuldt på muligheden for at få en ny præst på fuld tid.

“

Mange af disse besøgende kommer i kirken og på kirkegården, og der ringes ofte på præstegårdens dør, når andre menighedsråd og konfirmander er på udflugt til øen, hvor præsten bliver bedt om at fortælle om kirken og samtidig holde en kort andagt. I andre sammenhænge må man som præst på en ferieø også være til rådighed med hensyn til samtaler og sjælesorg.

Der ringes ofte på præstegårdens dør, når andre menighedsråd og konfirmander er på udflugt til øen

5

Af biskop Elof Westergaard

Reformatorisk arv og gode I 2017 skal vi fejre reformationsjubilæet. Den 31. oktober 2017 er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg.

Reformationen fik stor betydning for vores samfunds udvikling, og de danske præstegårde har i denne udvikling også spillet en ikke uvæsentlig rolle. Præstegårdene er netop en af reformationens frugter. Præstegården blev stedet, hvor det nye ideal for præster blev udlevet: Præstegården som hjem for kirkens og statsmagtens lokale repræsentant og sognets hyrde.

Præsten som en gift mand med familie i præstegården og også gerne som et forbillede for sognets andre kristne husfædre.

Præstegårdene har mange steder været og er flere steder stadigvæk med til at danne et tyngdepunkt i den kirkelige og folkelige kultur. Men der sker også forandringer. Igennem de sidste årtier er en del af landets præstegårde blevet solgt fra. Befolkningsændringer og en stigende urbanisering har medført tilpasning af sogne, med dertilhørende sognesammenlægninger til 6

følge, hvad igen har medført salg af »overskydende« præstegårde.

sognene også mindsket præsteboligens betydning.

Der har desværre også været en del eksempler på præstegårde, der pga. angreb af skimmelsvamp har krævet så omkostningsfulde renoveringer, at menighedsrådene har valgt i stedet at bygge en ny bolig. Man har så samtidigt også bedre kunnet opfylde kravene til en moderne bolig og behovene hos nutidens præstefamilie. Hensynet til kulturarv kontra hensynet til økonomi og funktion kan her komme i spil.

Endelig har de mange sognehuse eller særskilte konfirmandstuer rundt om i

Den tilstundende reformationsfejring kan imidlertid være en god anledning til, at vi ser nærmere på præstegårdens betydning for vores kirke nu og i fremtiden. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at præstegårdene er et gode for et pastorat. Boligen er med til at forankre præsten lokalt. Men jeg kan også samtidig se, at det ikke alle steder er muligt at have en præst boende i sognet. Opgaven er da for præsten alligevel at være nærværende og forankret på det sted, hvorfra menigheden har kaldet vedkommende præst.

En af de skimmelsvampramte præstegårde ligger i Alslev

TILGANG / AFGANG AF PRÆSTER I RIBE STIFT Malt Provsti

Varde Provsti

Rødding-Øster Lindet

Give

Sognepræst Martin Ingeman Jensen er meddelt

Sognepræst Maibrit Pedersen er meddelt

afsked efter ansøgning med udgangen af

afsked efter ansøgning med udgangen af

oktober måned 2015. Knud Fensten Madsen

oktober måned 2015. Jette Bendixen Rønkilde

er konstitueret under vakancen i pastoratet.

er konstitueret fra den 1. december 2015

Ansager-Stenderup-Skovlund

under vakancen i pastoratet.

Trine Lydeking Taylor er konstitueret fra den

Vorbasse-Skjoldbjerg

1. oktober 2015 under vakancen i pastoratet.

Anne Christine Benner er konstitueret under

Henne-Lønne

Susanne Østbjerg Kargos barselsorlov i perioden

Bodil Raakjær Jensen er konstitueret fra den

15. september 2015 - 1. februar 2016.

1. september 2015 med kvote 50% under

Øster Nykirke-Vonge

vakancen i pastoratet.

Skads Provsti

Grene Provsti

Vor Frelser Sognepræst Arne Aa er meddelt afsked med ud-

Søren Elbæk Jensen er konstitueret under Diana Rasmussens barselsorlov i perioden 9. oktober 2015 - 25. februar 2016.

gangen af februar måned 2016. Linda Roslyng er konstitueret under Arne Aas udstationering i Staby-Madum fra 1. oktober 2015.

Ringkøbing

Tim-Stadil-Vedersø

Provsti

Margrethe Dahlerup Koch er meddelt afsked fra stillingen som sognepræst efter ansøgning med udgangen af september måned 2015. Gunda Jørgensen er konstitueret fra 1. oktober - 31. december 2015 under vakancen i pastoratet.

STIFTSNYTS REDAKTION

Stadil og Vedersø Leise Christensen er meddelt afsked fra stillin-

Elof Westergaard (ansvarshavende)

gen som ulønnet hjælpepræst efter ansøgning

Birgitte Hausted

med udgangen af september måned 2015.

Staby-Madum Sognepræst Niels Henrik Arendt er afgået ved døden den 24. august 2015. Sognepræst Arne Aa

Karl Lund Hans Jacob Iversen Simon Talbo Linneberg Stubkjær (redaktør)

fungerer i stillingen som sognepræst fra

Betina Kirstine Dichov Rasmussen

1. oktober 2015 - 29. februar 2016.

Jane Marie Sognstrup (redaktør)

7

SPIDSEN

Af sognepræst Helle Elberg Torp, Andst

Hvepsereder og præsteboliger Det har netop været hvepsetid, og jeg er utryg ved hvepse. De er utilregnelige og kan stikke flere gange.

Der er god grund til, at man sammenligner et ømtåleligt emne, hvor risikoen for konflikt er overhængende, med det at stikke hænderne i en hvepserede. En lille tilforladelig størrelse som et hvepsebo kan pludselig åbenbare en sværm af angreb, når beboerne forsvarer sig mod fredsforstyrrere.

Når man bringer debatten om præstegård og bopælspligt på bane, aner man en hvepserede. Præstegården udgør for mange sognets stolthed og hjerteblod og manifesterer talrige steder den sidste rest af, at noget trods alt er, som det altid har været.

Ribe Stift Korsbrødregade 7 · 6760 Ribe Tlf. 7542 1800 · Fax 7688 5635 kmrib@km.dk · www.ribestift.dk Åbningstid: Mandag-torsdag kl. 9.30-15.00 Fredag kl. 9.30-13.00

Jeg bor ikke i præstgård længere.

Det er ikke noget, der bliver talt ret meget om, og det er heller ikke det budskab, jeg plejer at råbe ud fra tagene.

Præstegården blev solgt. Menighedsrådet fik muligheden for at leje de tjenstlige lokaler af køberen, så jeg har fortsat min daglige gang i den forhenværende præstegård.

Embedet og opgaverne i den forbindelse har ikke ændret sig. Jeg er stadig sognepræst, forbereder konfirmander i konfirmandstuen, har samtaler i præstegårdens kontor, forvalter opgaverne som personregisterfører, og yder bistand i nabosognet.

Måske var det overraskende for nogle få, at jeg foretrak at bo i eget

Telefontid: Mandag-torsdag kl. 10.00-15.00 Fredag kl. 10.00-13.00 Biskop: Elof Westergaard Træffes efter aftale el. tlf. 2467 7040 e-mail: eve@km.dk Stiftskontorchef: Elisabeth Aggerbeck, tlf. 2326 3380

hjem frem for det hus, menigheden stillede til rådighed for min familie.

Men nu hvor det er mere end tre år siden, vi flyttede, møder jeg kun forståelse og glæde over, at familien trives.

Jeg skal ikke kunne sige, om præstegården og bopælspligten generelt bidrager positivt til den pastorale selvforståelse eller pastoratets, men jeg ved, at jeg i sin tid afgav løfte om, »at jeg vil varetage mit embede med flid, retsindighed og troskab«, og den bestræbelse er efter bedste evne efterkommet både med og uden præstegård.

Og lad mig så fremsætte det lønlige håb, at hvepsene er gået i hi for vinteren.

Ribe Stiftsnyt: Udsendes 1/12, 1/3, 1/6 og 1/9 til alle, der arbejder i og for folkekirken i stiftet.

Ribe Stiftsnyt findes også på www.ribestift.dk

Redaktionens adresse: Ribe Stift Korsbrødregade 7 · 6760 Ribe Tlf. 7542 1800 e-mail: BIH@km.dk

Ribe Stiftsnyt