Issuu on Google+

MUSIC & EXPERIENCE

DEC-JAN 2010-2011 #47 47

9

KANYE WEST Geniets 10 største øjeblikke

771603

753709

DKK 60 NOK 69 EUR 8

ÅRETS BEDSTE singler, album, tweets og fails

H C A E B E S U O H H I STO

S T E R Å G R I E N BA

M U B L A E B E DST

PATO WHITE LIES CEE LO GREEN EFTERKLANG WHOMADEWHO

KEEP ON ICE – SERVE ICE COLD

FREE YOUR MEDIA CEOL-MINIANLÆGGET ER SKABT TIL DIG, DER ER FALDET FOR IPOD’EN OG DE NYE TRÅDLØSE MEDIER, MEN OGSÅ VIL HAVE CD-AFSPILLER OG FM-RADIO. MED DEN TRÅDLØSE NETVÆRKSFUNKTION KAN DU LYTTE TIL INTERNETRADIO OG AFSPILLE DIN MUSIKSAMLING FRA PC’EN – OG DU KAN TILMED BETJENE ANLÆGGET FRA DIN IPHONE/IPOD TOUCH! DE SUPERKOMPAKTE LEKTOR 1-HØJTTALERE VIL VÆRE ET GODT HØJTTALERMATCH, MEN DU KAN OGSÅ FRIT VÆLGE BLANDT DE MANGE ANDRE HVIDE MODELLER I HI-FI KLUBBENS SORTIMENT. CEOL – STOR LYD OG STORE MULIGHEDER! DENON CD-RECEIVER, CEOL 4.999,DALI KOMPAKTHØJTTALERE, LEKTOR 1 1.249,- / STK

DENON CEOL UNDERSTØTTER APPLE AIRPLAY

DU FINDER VORES 29 BUTIKKER PÅ HIFIKLUBBEN.DK • TLF. 7014 0515

shop at

samsoe.com ILLUM, 1 - 2. sal, København - MAGASIN, 4 sal. Kgs. Nytorv, København - Pilestræde 8C, København - Studiestræde 13, København Værnedamsvej 12, København - Fields, København - Bruuns Galleri, Århus - Klostergade 15, Århus - Bytorv Horsens, søndergade 6-14, horsens - Bryggen, Vejle - Rosengårdcentret, odense - Kolding Storcenter, Kolding - MAGASIN Rødovre, Rødovre - MAGASIN Lyngby, Kgs. Lyngby

Skift til en bank, hvor god rådgivning handler om mere end penge I Arbejdernes Landsbank har vi et lidt anderledes syn på penge og rigdom end andre banker. For os er penge ikke et mål i sig selv. Penge giver først for alvor mening, når de bliver omsat til livsværdi. Derfor fokuserer vores rådgivning sig om dig og dine værdier. Kun ved at tage udgangspunkt i hvad rigdom er for dig, kan vi være med til at skabe de rigtige økonomiske rammer for dig og din familie. Aftal tid til en gratis og uforpligtende “værdisamtale” – du finder nærmeste filial på al-bank.dk.

Kom på banen med S-more Bliv medlem af S-togs fordelsprogram og få gode tilbud og rabatter på kulturoplevelser i København I S-more er der fart på med præmier, konkurrencer, gratis rejser og nye fordele hver måned. Hop ombord på

www.dsb.dk/s-more eller sms smorenu til 1990

S-more tilbud lige nu: • Få 20% til CPH:DOX filmfestival • Få 10% på forestillingen ‘Dans2Go’ på Det Kongelige Teater • Spar 80 kr. på ‘Kvinde kend din krop’ på Mungo Park

DEERHUNTER HALCYON DIGEST (CD/LP) Hvert år byder på små overraskelser. Deerhunter's "Halcyon Digest" var en af dem. "Hjortejægere leverer soundtrack til efteråret" - Politiken. Politiken, Gaffa og Soundvenue: *****

LUCY LOVE KILO (CD) Et af årets mest imponerende danske albums - og en kandinat til årslisterne. Incl. hittet “Poison” og den nye single “Who You Are”. ”Lucy Love og Yo Akim har vokseværk, og duoen afslører så mange lovende takter, dynamik og friske sider, at vi har at gøre med et af årets hidtil bedste danske album. Lovely, Lucy.” Information

De bedste gaver til julen 2010 fra

PLAYGROUND MUSIC BELLE AND SEBASTIAN WRITE ABOUT LOVE (CD/LP) Endnu et lækkert album fuld af højdepunkter fra de skotske indiepop darlings! ”Et værk spækket med sirligt melodiøse og skrøbeligt sukkersøde sange.” **** Gaffa

THE NATIONAL HIGH VIOLET (CD/LP/DELUXE) Med "High Violet" beviser amerikanske The National at rock-pilen kun peger en vej. Og det er opad - Berlingske: "Med “High Violet” har The National ikke bare begået deres bedste album, men også et værk så rigt på stemning og stjernestunder, at det over tid kan opnå klassikerstatus". Berlingske Tidende, KBH. Mag: ****** Politiken, Soundvenue, Euroman, EB, JP, BT, Urban og Elle: *****

Køb din musik lokalt eller digitalt - og støt musik i Danmark

NATASJA DOKUMENTAR (DVD) Filmen om Natasja incl. alle hendes musikvideoer og Natasjas sidste live show i Danmark. Gaffa *****

MURDER GOSPEL OF MAN (CD/LP) “Murder har med andre ord gjort det igen og leveret et af årets bedste danske album. Amen.” Gaffa ***** Soundvenue ***** Berlingske Tidende ***** Jyllands Posten ***** Politiken **** MetroXpress *****

ANTONY & THE JOHNSONS SWANLIGHTS (CD/LP)

THE ROLLING STONES IN EXILE, LADIES & GENTLEMEN (DVD)

”Der ruskes godt op i de mere blåtonede sider af følelsesregistret med Swanlights, hvis sammenstød mellem det skrøbelige og det ukuelige udgør en formidabel musikalsk start på efteråret.” ***** Gaffa

Tre suveræne udgivelser til den ægte fan. Dokumentar filmen “In Exile” koncertfilmen “Ladies & Gentlemen” samt deluxe boxsættet med begge film og en masse godbidder. ****** Gaffa

”Swanlights' viser, at forskellighed beriger, og at Antony ikke har fundet hjem endnu. Det skal vi være taknemmelige for.“ ***** Soundvenue

GRINDERMAN GRINDERMAN 2 (CD/LP/DELUXE) ”…selvom man sidder med hovedet i brækspanden, er det med et smil på læberne.” ***** Gaffa ”Børsterne er stride og tænderne skarpe, men du lærer hurtigt at elske hans spilleglade og legesyge gemyt.” ***** Soundvenue

10 år med fokus på og investering i god musik...

Sha mball a Je wels Fl agship Store Gr oennegade 36 | 1107 Copenhagen K | +45 33 36 59 59 www.sha mball aje wels.com

WHY

What a difference a year makes. Bare spørg Beach House, som på 12 måneder gik fra små spillesteder og en tourbus på størrelse med en brødkasse til at være et af årets mest centrale og skamroste bands. Hele verden kan forandre sig på et år. Regeringer bliver væltet, krige kæmpet, legender dør, og stjerner fødes. Alligevel føles det som om, at musikkens milepæle har været mindre markante i år. Om end vægtige i indhold, så beskedne i rækkevidde. Det bliver sværere og sværere at skabe noget, der samler os alle i det atomiserede musiklandskab. For selv om Gorillaz, Robyn og Kanye i år satte store fodspor i sandet, så har stadig færre lyst til at være en del af flokken. Kødboderne 18, Vega Natklub og Pumpehuset måtte kapitulere og indse, hvor svært det er at trække mange mennesker til det samme sted aften efter aften. Tiden er ikke til det, vi er for rastløse og illoyale. Og selv om årets mest omtalte blog havde som dagsorden at overvåge og afkode de ‘farverige flokdyr’ i de såkaldte kreative miljøer, så er flokken måske ikke så stor eller homogen en størrelse, som Copenhipster fremstillede den. Derfor er rygraden i vores årsopsamling heller ikke tendenser eller bevægelser. Der er ingen grungebølge eller clubkid-kultur. Der er til gengæld masser af gode plader fra nye kunstnere som Gold Panda, Chimes & Bells, Glasser, Best Coast, Sleep Party People, Tame Impala og Treefight For Sunlight. Gå ud og køb dem og følg fortsættelsen her på siderne, hvor vi også i 2011 vil sætte spot på de bedste fragmenter i musikbilledet.

Godt nytår.

Nicolai Torp Chefredaktør 17

WE MADE THIS CHEFREDAKTØR Nicolai Torp REDAKTØR Kristian Keller MODEREDAKTØR Sidsel Alling REDAKTION Rasmus Junge og Adam Thorsmark ART DIRECTOR Hans Munk SALGSCHEF Anders Rune Hansen (+45) 2728 4324 SALGSANSVARLIG, PRINT Peter Raun (+45) 2291 1545 SALGSKONSULENT, PRINT Søren Holst (+45) 2614 4606 SALGSANSVARLIG, ONLINE Jesper Fuglevig (+45) 2784 8791

TEKST Augusta Abrahamsen Anders Buhl Anders Büchert Mikkel Røddik Christensen Anders Cold Iben Foss Helge Frandsen Frederik Hald Rasmus Hasager Hana Hasanbegovic Mads Hendrich Ole Huld Jakobsen Pernille Jensen Rasmus Junge Kristian Keller Jonas Kleinschmidt Emil Kragh-Schwarz Kenneth Kristensen Laura Li Björn Lydén Lasse Posborg Michelsen Andreas Fehmerling Misser Sune Engel Rasmussen Ida Rud Troels Rud

Søren Rye Rasmus Rygaard Isabella Hundt Røhmann Simon Sass Kristian Schou Tue Sørensen Adam Thorsmark Nicolai Torp Jonas Winther Christian Wolkoff FOTO Simon Birk Ivan Riordan Boll Peter Gant Sigurd Grünberger Tore Hallas Rasmus Weng Karlsen Kenneth Nguyen Søren Rye Thomas Skou Mads Teglers ILLUSTRATION Jody Barton

SOUNDVENUE MEDIA Martin Chidekel (+45) 5192 5415 CONCEPT MANAGER Jesper Vestergaard REDAKTIONSPRAKTIKANTER Iben Foss og Mads Hendrich ADM. DIREKTØR Lasse Kyed ANNONCERING www.soundvenue.com/mediainfo / Tel. 7020 0012 MILJØ Soundvenue er produceret under miljøvenlige forhold, og tryk samt færdiggørelse er certificeret efter den internationale standard for miljøledelse, ISO 14001 ISSN 1603-7537 SOUNDVENUE A/S Studiestræde 19, 1. sal 1455 København K mail@soundvenue.com Tel. 7020 0012 Fax 7020 1412 DISTRIBUTION Soundvenue Distribution og Interpress (tlf. 7020 0012) SOUNDVENUE FRIENDS www.soundvenue.com/friends www.soundvenue.com/minside MEDLEMSSERVICE www.soundvenue.com/medlemsservice NÆSTE UDGAVE 26. januar 2011 RETTIGHEDER Enhver uautoriseret anvendelse, distribution, kopiering samt brug af hele eller dele af Soundvenue er strengt forbudt. Copyright © 2002-2011.

18

SIGURD GRÜNBERGER Det er længe siden, Sigurd sidst har skudt for os, men da vi skulle indkapsle Beach Houses drømmende univers, så passede han perfekt. Sigurd skyder blandt andet også for Euroman, Costume og ELLE herhjemme, og han har lavet kampagner for Wood Wood og Mads Nørgaard. I år har Sigurd specielt være glad for Agnes Obels album ‘Philharmonics’. »Det er et smukt debutalbum, især godt til efteråret og indenfor. Det er dejligt, enkelt og ærligt«. www.sigurdg.com IBEN FOSS OG MADS HENDRICH Iben og Mads har været praktikanter hos os siden sommeren. Og det var vi været vildt glade for. De har leveret stærke tekster til både magasinet og Soundvenue.com og trukket på hinandens kompetencer som en dynamisk duo. Iben er musiker i Lyhne & Foss og Joe and Honey, og så skal hun tilbage og læse film- og medievidenskab, mens Mads er et musikalsk leksikon, der nu skal skrive speciale i dansk. Her giver de deres bud på årets album. Iben: »Beach House ‘Teen Dream’ er tindrende smuk og fuld af ungdommelig længsel. Og så er jeg vild med, at de dybe, sexede kvindestemmer, som Victorias – og Cæcilie Triers – er tilbage efter alt for mange år med lillepige-stemmer og skrøbelige skovalfer. Al magt til det kvindelige urdyb!« Mads: »Bradford Cox er en af tidens mest interessante musikere, og han har overgået sig selv med Deerhunters ‘Halcyon Digest’, hvor der er en perfekt balance mellem det indadvendte og det ekspressive, og det skæve og det poppede«.

BYENS BEDSTE SPILLESTED

NYHED. BEOSOUND 8 D E F E D E S T E B A N D S I P E R F E K T D I G I T A L LY D

DEN, DER HØRTE FORSANGEREN GRÆDE

DEN PERFEKTE AFRUNDING

BYENS BEDSTE SPILLESTED KAN BLIVE DIT. Dock din iPod, iPhone eller iPad i BeoSound 8. Eller tilslut en hvilken som helst mp3-afspiller, pc eller Mac. Fortab dig i musikken med hver eneste krystalklare tone, akkord, rundgang, frasering eller finurlighed. Tag din egen musik med i butikken, og bliv overbevist. BeoSound 8: vejl. pris 7.695,Send en besked med teksten BEOSOUND til 1220 for at læse mere om BeoSound 8, og hvordan du får adgang til gratis musik. Det koster normal trafiktakst.

Find nærmeste forhandler på www.bang-olufsen.com/forhandler

iPod, iPhone and iPad are trademarks of Apple Inc., registered in the U.S. and other countries.

B E LY S N I N G E N , D E R S Æ T T E R S T E M N I N G E N

STARRING

24 FESTBILLEDER 30 SOUNDTRACK YOUR LIFE – BROKEN SOCIAL SCENE 32 WORD UP – I GOT YOU ON TAPE 34 TECH CHECK 36 ALL I WANT FOR X-MAS 40 BREAKIN’ SOUND 42 ATOI 44 MARNIE STERN 45 PINKUNOIZU 46 SUN AIRWAY 48 KANYE WEST Mange mener, at rapperen og produceren med det monumentale ego og den sprælske kreativitet har begået sit mesterværk med det aktuelle ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Vi går bag om fænomenet og udpeger de ti øjeblikke i hans liv, der har defineret ham som kunstner. 60 MINE PLADER. MIT LIV. 67 PATO 76 CEE LO GREEN 80 MUSIKÅRET 2010 Så skal vi til at gøre status igen – og vi elsker det! 2010 har budt på en bunke stærke udgivelser, og vi giver dig vores bud på årets bedste danske og udenlandske album og de bedste singler. Læs også, hvem der står bag de mærkeligste musikalske samarbejder, har forfattet årets pinligste tweets, præsteret det grimmeste albumcover og meget mere. 90 BEACH HOUSE Med ‘Teen Dream’ har Alex Scally og Victoria Legrand taget det afgørende skridt fra to lovende album til et fuldbyrdet mesterværk. Vi mødte duoen bag årets udenlandske album til en snak om deres 2010, der har været vildere end de flestes og blandt andet har budt på hele tre danske koncertbesøg. 98 ON THE ROAD Oven på udsendelsen af ‘Magic Chairs’ i februar har Efterklang givet 115 koncerter i næsten 30 lande. Vi steg på tourbussen og fulgte bandet under tre koncerter i Spanien og Portugal for at tjekke, i hvor høj grad gruppen lever op til klicheerne om livet på landevejen. 102 WHITE LIES 107 ANMELDELSER 132 SINGLES CLUB 134 IN THE CLUB 138 COMM. ODDITIES – WAVVES 140 CLASSICS – APHEX TWIN 142 SPEAK UP 144 KONKURRENCER 20

54 IN THE CLOSET ZOLA JESUS Nika Roza Danilovas lo-fi-pop er mørk, gotisk og dyster, og når hun skal klæde sig på, sværger hun til sort med sort på. Vi inviterede den amerikanske musiker indenfor i vores klædeskab og udfordrede hende blandt andet til at hoppe helt i hvidt.

SOUNDVENUE SHOP

EARPOLLUTION ’RONIN SNOW’

MIX-STYLE HEADPHONES ‘001 LOGO-WHITE’

STEELSERIES ‘SIBERIA V2 HEADPHONES’

Nu kan du både holde vinterkulden såvel som resten af verden ude. De kridhvide høretelefoner fra EarPollution lyder det meget passende navn ‘Snow’, og man skulle tro, at de var skabt med den skandinaviske vinter i tankerne. Både lyttebøffer og hovedbøjle er polstrede, så de hjælper med til at holde på varmen, så du ikke fryser på ørerne, imens du lytter.

Vinteren er over os. Så hvorfor ikke matche dine høretelefoner op med det isnende kolde vintervejr? Det kan du gøre med hørebøfferne fra Mix-Style der med sine lukkede, hvide kopper med sorte kanter har et minimalistisk og nærmest futuristisk udseende. De er seje. Og med hjemland i Japan havde vi forventet intet mindre. Konichiwa, bitches!

Ikke alene er høretelefonerne med det vinterklingende navn ‘Siberia V2’ godt polstrede med læder på lyttebøfferne. De er også blevet rost for det kloge design, der gør dem til en oplagt all-round høretelefon velegnet til både gaming, computerlyd og selvfølgelig alment musiknørderi på mp3-afspilleren. I venstre lyttebøf gemmer sig tilmed en mikrofon, hvis det skulle blive nødvendigt.

DKK 600,-

DKK 900,-

PUMA SUEDE

ERNESTO ASSANTE ‘LEGENDARISK ROCK’

SHOE THE BEAR ‘LUMBERJACK CRAZY HORSE TARTAN’

Puma Suede er intet mindre end en klassiker inden for sneakers. Den har huseret på markedet siden 70’erne, men især i 80’erne fik den godt greb om hiphop- og breakdance-miljet, og den er stadig en fast bestanddel i enhver sneakersamling med respekt for sig selv. Og den karakteristiske fartstribe henover siden af skoen? Den er der selvfølgelig endnu.

Nu kan du få fingre i verdens sjoveste historieundervisning. Musikjournalist Ernesto Assante – der blandt andre har bidraget til Rolling Stone – har nemlig samlet rockhistorien og præsenteret den i kronologisk rækkefølge i et overflødighedshorn af store, flotte billeder med tilhørende facts om alt og alle fra Elvis til Coldplay.

Lumberjack high cut-modellen i ægte læder kombinerer den stærke kvalitet med godt håndværk og skæve detaljer. Som for eksempel de brede snørebånd og det påsyede tartan-bomuld på siderne. De er samtidig et udtryk for den modeorienterede praktiske sko, der er perfekt til al slags vejr.

DKK 600,-

DKK 399,-

DKK 900,-

22

Se mere på Soundvenue.com/shop

PUMA BIKES BY BIOMEGA ‘FUNK MULTICOLOR’

SAMSØE & SAMSØE ‘JEPPE O-NECK KNIT’

JAKOB MARTIN STRID ‘MUSTAFAS KIOSK, LYDBOG’

Puma er bedst kendt for deres ikonografiske fodtøj, men det er slut nu, hvor det store kattedyr har allieret sig med Biomega. Ud af samarbejdet er nemlig kommet denne seje cykel, der er en unik kombination af de bedste ting fra citybikes og trackbikes. Den kan skifte mellem fixed gear og enkelt gear og kommer i en funky farvekombination af grøn, grå og pink, der vil frem i verden.

Kong Vinter kan bare komme an. I hvert fald hvis du pakker dig ind i denne sweater fra Samsøe & Samsøe i 100% uld. Trøjen er inspireret af den gode, gamle sømandssweater – bare med rund hals med tre knapper på skulderen i stedet for den klassiske krave. Fås i mørk grå.

Jakob Martin Strids fortælling om Mustafa er solgt i over 30.000 eksemplarer, og nu udkommer den skæve remsebog endelig som lydbog – og hvorfor ikke? Fortælleren er nemlig noget af et scoop i form af ingen ringere end Povl Dissing, og han får musikalsk opbakning af selveste The Tremolo Beer Gut – så skulle der gerne være noget at komme efter for alle generationer. Og så får du tilmed en tegnefilm med i købet.

DKK 5.200,-

DKK 600,-

DKK 169,-

FÅ RABAT MED SOUNDVENUE FRIENDS Bliv medlem af Soundvenue Friends og få magasin, musik og koncertoplevelser hver måned. Spar desuden på dine indkøb i  Soundvenue Shop med rabat på udvalgte produkter. Hver måned For 50 kr. /måned Bliv medlem på Soundvenue.com/friends

23

SOULLANDS BUTIKSÅBNING For nylig slog den entreprenante designer Silas ’Soulland’ Adler dørene op til sin butik U.S. Import på Gl. Kongevej 37, der tidligere har huset en pornobutik. Det blev fejret med et brag af en fest, der startede i de nye lokaler for sidenhen at bevæge sig videre til Bakken, hvor Sunnybeach Happyslap Mardigras underholdt. FOTO IVAN RIORDAN BOLL

Pernille Ringsing, 28 år »Beliggenheden er fin, og jeg håber, de får stor succes, selv om det ligger uden for det normale shoppingområde«.

Emma Leth 20 år, Odilo, 24 år »Tøjet er blevet rigtig meget bedre med årene! Vi har kendt Silas, siden han begyndte at lave det her tøj. Han har fandeme steppet op på den!«

Mikkel Øhlenschlæger, 30 år »Det er virkelig en fin lille butik, som ligger et fedt sted. Jeg er glad for, at de endelig har fået deres egen forretning«.

24

SOUNDVENUE SESSIONS I BLAME COCO Med det overbevisende debutalbum ‘The Constant’ i rygsækken gæstede popstjerneskuddet København til en omgang Soundvenue Sessions. Og et udsolgt Jazzhouse tog godt imod englænderens ru stemme og hendes højenergiske electropop-sange, der i dagens anledning blev bakket op af et rockband. FOTO PETER GANT

Julie Raun, 22 år »Hvis hun eksperimenterer noget mere og måske laver noget mere simpelt uden så mange effekter, kunne det blive ret stort«.

Sigrid Buur, 22 »Jeg synes, det var rigtig fedt, men koncerten var alt for kort, og man kunne godt mærke, hun ikke er blevet så stor herhjemme endnu«.

Jeppe Hybschmann, 22 år »Det var lidt for traditionelt i setuppet, men der var god energi, god karisma, og det fungerede godt på sådan et festniveau«. 25

HILFIGER DENIM LOUD Amerikanske Tommy Hilfiger var i byen for at fejre sit 25 års jubilæum som levende modeikon, og det skete med et kvalitetsbevidst koncertarrangement på Vega, hvor blandt andre krøltoppen Darwin Deez, producerteamet Classixx og Giana Factory underholdt de stilbevidste gæster. FOTO PETER GANT

Ella Koppel, 17 år »Boody B var det bedste, jeg så ham første gang til TrailerPark. Det bringer gode minder, og så var Darwin Deez mega nice!«

Julie Nærskov, 23 år »Tommy Hilfiger er sej, fordi han holder en helt ren stil uden generationsbegrænsninger. Han er tidløs klassisk«.

Yautin Kong, 26 år »Han (Hilfiger, red.) ved, hvad der sker, og hvad han laver. Det kræver noget at forblive relevant så længe. Props til manden«. 26

Del med andre

Android Market™ giver dig adgang til mere end 100.000 apps, hvoraf mere end 70.000 er gratis, så du har brug for en nem måde at finde de sjoveste på. Med HTC Sense kan du nemt anbefale en app til en ven bare ved at sende et link.

HTC Desire

htc.com

ENTRE

WHOMADEWHO MALER MED DEN MØRKE PENSEL Efter trioens medlemmer i en periode har plejet individuelle projekter, har WhoMadeWho atter været samlet i studiet for at indspille opfølgeren til sidste års ‘The Plot’. Her har den sprælske trio haft så meget inspiration i sprøjten, at de overvejer at udsende hele to album næste år – ét til foråret og ét til efteråret. Vi fangede guitarist Jeppe Kjellberg til en snak om indspilningerne. Hvordan er det gået i studiet? »Vi har følt et stort momentum og en inspiration, der bare har kastet en stor produktivitet af sig. Vi har forsøgt at overgå os selv og lave en masse sange, der har et intuitivt udtryk uden at miste vores liveenergi«. Hvordan har I arbejdet? »Da vi i februar indspillede på Islands Brygge, var der fire værelser, hvor vi havde hver vores workstation. Vi havde et voldsomt arbejdsflow, hvor alle blev helt røde i hovederne og sad parallelt og arbejdede. Det fungerer bedst for os at arbejde hver for sig, så vi hver især kan få lov til at køre ud af en tangent. Så mødtes vi bare engang i mellem og prøvede ting af. Det er hele tiden sådan et ping pong-setup, når vi laver musik«.

Foto: Kenneth Nguyen

Hvordan lyder det nye materiale? »Det ligger i forlængelse af vores tidligere ting, men vi har rystet posen lidt og forsøgt at gøre det lidt mere seriøst, uden at materialet har mistet sin vildskab og skørhed. Kort sagt så har vi har malet med en lidt mørkere pensel«. www.whomadewho.dk Hendrich

Fra Talking Heads til Yeah Yeah Yeahs. The Ramones til Snoop Dogg. Og Blondie til Lady Gaga. Fotografen Mick Rock har været der – og hos mange flere. Og med sin nye bog ‘Exposed: The Faces of Rock ‘n’ Roll’ samler englænderen, der er blevet kaldt ‘the man who shot the 70s’, de allerbedste af sine billeder. Hans karriere startede for alvor, efter han som 19-årig fik chancen for at skyde billeder af Syd Barrett fra Pink Floyd. »Syd overraskede mig med sin magiske resonans. Jeg var meget ung og ikke specielt bekendt med fotografi, så det var en ny oplevelse for mig. Havde det ikke været for min begejstring for Syd-billederne, var jeg nok ikke blevet fotograf«, mindes Mick, hvis billeder eftersigende også inspirerede Queens’ famøse ‘Bohemian Rhapsody’-video og kickstartede David Bowies karriere. 28

Selv om man ikke skulle tro det, når man bladrer igennem bogen, så har alle fotoshoots ikke været lige mindeværdige. Specielt mindes Mick et shoot med en unavngiven rig kvinde, der stræbte efter at blive discostjerne i starten af 80’erne. »Hun havde hverken talent, selvtillid eller karisma, men hun havde det, jeg havde brug for på det tidspunkt – cash! Efter den dag vidste jeg, at jeg i det mindste også kunne få noget interessant ud af de mest middelmådige emner«. www.mickrock.com Thorsmark

Alle foto copyright Mick Rock 2010

LEGENDARISK FOTOGRAF UDGIVER BOG

ENTRE

SLEEP PARTY PEOPLE LAVER FILMMUSIK Da anmeldere i år skulle prøve at finde ord til at beskrive Sleep Party Peoples debutalbum, var der ét ord, der ofte poppede op: ‘Filmisk’. Ikke overraskende er manden med kaninørerne, Brian Batz, nu gået i gang med at lave musik til en ny novellefilm. Filmen hedder ‘Nogle gange kommer vinteren om natten’, er skrevet af videokunstneren Lærke Lauta og handler om en kvindelig forfatter, der tager til et afsides hotel ved vandet for at skrive. Og så begynder uhyggen. Hvordan griber du det an at skrive til filmen? »Før jeg startede processen, læste jeg manuskriptet en masse gange, og senest har jeg set deres uredigerede optagelser. Jeg har derefter egentlig ikke gjort mig alt

for mange tanker. Jeg arbejder bedst, når ting sker spontant efter at have læst, set eller oplevet noget. Så nu handler det bare om, at jeg låser mig selv inde i en periode uden at blive alt for forstyrret udefra. Så trykker jeg ‘record’, og så starter magien forhåbentligt«. Lyder musikken som nogle af dine egne bands? »Altså, jeg kan jo ikke benægte, at det har en snært af samme lyd. Dog vil jeg påstå, at tilgangen er en helt anden. Her skal jeg jo møde filmens præmisser og ikke selv skabe et univers«. Kunne du forestille dig at skrive mere filmmusik i fremtiden? »Bestemt. Siden jeg begyndte at spille musik, har jeg drømt om at skrive musik til film, så hvis dette viser sig at være et hit for mig, så vil jeg hjertens gerne gøre det igen«. www.myspace.com/sleeppartypeople Thorsmark

DESIGNERGRUPPE FORTOLKER SANGTEKSTER Spørger du en musiker, hvad deres sange handler om, lyder svaret ofte: »Det er åbent for fortolkning«. Nu har designgruppen Hunting Bears taget sagen i egne hænder, og i forbindelse med en årlig kalender for deres studie Source Creative har de skabt 12 unikke billeder ud fra lyrikken i nogle af deres yndlingssange, som blandt andre Nirvana ‘Smells Like Teen Spirit’, Radiohead ‘Creep’ og The Rolling Stones ‘Wild Horses’. »Vi lavede en liste på 24 sange, vi syntes var klassikere. Nogle sange viste sig ikke at fungere til vores tænkte design. Men det var stadig svært at skære det ned til 12«, fortæller Claire Gerrard fra Hunting Bear. Billederne kan købes enkeltvis eller som en del af kalenderen på deres site, og Claire håber, »at illustrationerne er originale nok eller giver sangen et twist, som vil kunne ramme folk«. www.huntingbears.bigcartel.com Thorsmark

BEACH HOUSE DESIGNER VELGØRENHEDS-T-SHIRT Når en t-shirt designet af Bon Iver kan indtjene 45.000 kr. til et kvindehjem i Toronto, er det bevis på, at man ikke behøver at hedde Bono for at gøre en forskel i verden. Kæresteparret Casey Cohen og Matthew Stotland lancerede velgørenhedsprojektet Yellow Bird Project med en simpel idé: De spørger deres yndlingsbands som TV on the Radio og Grizzly Bear, om de vil designe en

t-shirt, og alle pengene fra salget går til velgørende formål. Senest har de hevet fat i vores forsidenavn Beach House, og bandet var klar helt fra starten. »Det tog dog lidt tid at koordinere, men vi er rigtig glade for designet. Man kan ikke gå galt med neon«, fortæller Casey, der har været taknemmelig for bidragene. »Alle bands har været superhjælpsomme, så hurtigt fandt vi ud af, at var muligt at gøre en forskel«. www.yellowbirdproject.com Thorsmark 29

SOUNDTRACK YOUR LIFE

BROKEN SOCIAL SCENE Musik har altid fyldt meget i Brendan Cannings liv. Hovedkraften og limen i det canadiske indierockkollektiv siden starten i 1999 var som et speed-snakkede musikleksikon, da vi mødte ham backstage på Store Vega. Det ene album tog det andet, da vi bad ham kortlægge sit musikalske liv på kun seks nedslagspunkter. For han ville tydeligvis gerne have det hele med. Så selv om afrikansk folkemusik, kitschet 80’er-eurodance og Sun Ra ikke klarede cuttet, så taler mangfoldigheden og kærligheden til musikken sit tydelige sprog. www.brokensocialscene.ca Keller

FØRSTE DER BETØD NOGET

Stevie Wonder ‘Songs in the Key of Life’ (1976) »Det var faktisk singlen ‘Sir Duke’, jeg faldt for, men jeg købte også hele albummet bagefter. Jeg var otte år, men det er svært at sige meget andet, end at det bare er sådan en god sang – specielt når man er otte«.

FIK MIG TIL AT VILLE VÆRE MUSIKER

Black Sabbath ‘We Sold Our Soul For Rock ’n’ Roll’ (1975) »Det var, da jeg var 11-12 år. Det er faktisk en opsamlingsplade. Den havde alle deres hits. Jeg hørte meget metal som barn. Metallica, Iron Maiden og Slayer. Jeg var bare tiltrukket af mystikken og aggressiviteten. Når man er en tynd knægt fra forstæderne, så var der bare noget i musikken, der ramte én. Det var jo også stadig melodisk. Det var ikke bare ren aggression«.

MIT TEENAGE-SOUNDTRACK

Beastie Boys ’License to Ill’ (1986) »Jeg startede nok med singlen ’Rock Hard’, hvor de sang over en sample fra ’Back in Black’ (med AC/DC, red.). Det var noget nyt. Det fængede mig, at de og Public Enemy brugte rockelementer i deres musik. Public Enemys ’She Watch Channel Zero?!’ brugte guitardelen fra ’Angels of Death’ (Slayer, red.)«. 30

ET MUSIKALSK VENDEPUNKT

The Smiths ‘Meat Is Murder’ (1985) »Der har været mange, men The Smiths-pladen var stærk. Jeg kan huske, da jeg hørte ‘How Soon Is Now?’. Jeg var på vej til fodboldtræning, og guitaren var bare anderledes end noget andet, jeg havde hørt. Tremolo-guitaren. Jeg købte albummet af en ven. Vi var begge vilde med heavy og skatemusik, men han havde også The Smiths«.

JEG VILLE ØNSKE, JEG HAVDE LAVET

The Shins ‘Chutes Too Narrow’ (2003) »Det er virkelig en god plade. Jeg kan ikke selv skrive popsange helt på den måde med smarte ordspil. Så af alle de nye bands, der er dukket op, så kan jeg virkelig godt lide The Shins. De er et godt amerikansk popband. Deres seneste album ‘Wincing the Night Away’ er også godt«.

BEDST I 2010

Here We Go Magic ‘Pigeons’ (2010) »Det er en rigtig god plade. Den er ret syret og tilbagelænet. Det er ofte noget, jeg godt kan lide i musik. Tilbagelænet, men uden at blive søvndyssende. Det har stadig et melodisk drive på sin egen måde. Beach House ‘Teen Dream’ er også god. Jeg lytter til en del ny musik, men også meget gammelt«.

ENTRE

GLASSER OG THE VACCINES TIL SOUNDVENUE SESSIONS Listen over seje bands, som vi har præsenteret til Soundvenue Sessions, bliver længere og længere. Navne som The Antlers, I Blame Coco og senest Small Black får nu selskab af den amerikanske sangerinde Glasser og de hypede engelske skrammelrockere i The Vaccines, der kigger forbi København til to udgaver af Soundvenue Sessions på Lille Vega til februar. Tidligere på året udsendte den eventyrlige sangerinde Cameron Mesirow, bedre kendt under kunstnernavnet Glasser, sit roste debutalbum ‘Ring’, som landede på en flot 16. plads på vores liste over årets bedste album. Sangene flasher sangerindens egensindige udtryk og slægtskab med vildt forskellige musikalske legebørn som Björk og Animal Collective.

univers og The Ramones’ legendariske bøllerock sagtens hoppe ombord. Glasser kan opleves på Lille Vega søndag den 6. februar. The Vaccines kan opleves på Lille Vega mandag den 28. februar. Husk at medlemmer af Soundvenue Friends altid får 50 kr. i billetrabat til Soundvenue Sessions. www.soundvenue.com/friends Hendrich

London-kvartetten The Vaccines har indtil videre kun en enkelt 7” på samvittigheden, men de to krasbørstigt rockende skæringer lover til gengæld virkelig godt for briternes debutalbum, der gerne skulle komme på gaden i begyndelsen af det nye år. Her kan både fans af The Jesus and Mary Chains sensuelt støjende

SOUNDVENUE LANCERER IPHONE-APP App-bølgen ruller videre. Der er snart ikke det, man ikke kan få som applikation til sin iPhone. Men vi synes, der er én ting, som har manglet. En praktisk applikation der hjælper dig med at finde de vigtigste koncerter og musik-events i Danmark. Baseret på hvor du er, og hvornår du vil ud, får du her det forkromede overblik. Ganske gratis. Så står du pludselig og hungrer efter en koncert eller et dj-set, så finder du svaret i din lomme, og med et enkelt klik danner du dig det store overblik over seje kommende koncerter. Eventkalenderen opdateres af Soundvenue og er suppleret med overblik over de nærmeste steder, hvor der serveres Tuborg. Vær social med app’en ved at logge ind med din Soundvenue-profil. Du kan føje events til din egen kalender og følge andre brugeres inspirerende valg. Hent den gratis app med det samme ved at sende en SMS med teksten SV APP til 1204 eller scan koden til højre. 31

WORD UP

HIGH 5

Turboweekend

BAG OM: I GOT YOU ON TAPE ‘TNT’ »A million light years away your mom and dad are on the phone You tell them you are doing very fine on your own It’s the sound of the summer coming clean through your radio And foreign frequencies reminding you of home« Nej. I Got You on Tape har ikke lavet et cover af AC/DC’s dynamit-hyldest. Til gengæld er den roste danske indierock-kvartets gamle livefavorit endelig blevet indspillet og udgivet. Og det i en spritny lydkulisse af djævelske guitar-bredsider, brummende synth og blid vocoder-falset. Vi fik Jacob Bellens til at kaste lidt lys over sangens sci-fi-lyrik og sit forhold til tekstskrivning. Hvad handler sangen om? »Det er en form for sci-fi-fantasi om at være langt væk hjemmefra. Om at være i rummet hvor ingen kan høre dig skrige, men samtidig have det ret godt med det. Om at være alene på Jupiter og måske finde nogle venner at gå p�� diskotek med et eller andet sted deroppe«. Var du inspireret af noget specifikt, da du skrev teksten? »Da jeg skrev sangen tilbage i 2002, gik jeg på et meget blodfattigt kursus i kreative skrivemetoder. Jeg kedede mig bravt og gik der mest, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle få sommeren til at gå med. Men jo, der er meget fremtid og ‘Space Odyssey’ over teksten generelt. Stjernekrig har alle dage interesseret mig«. 32

Hvordan griber du normalt tekster an? »Det er som regel en meget associativ proces, hvor det ene ord griber det andet, ofte uden at jeg selv helt er klar over, hvad det egentlig er, jeg sætter ord på i selve øjeblikket. For det meste finder jeg først ud af, hvad en tekst handler om flere år efter, den er skrevet, og er derfor som regel ikke i stand til at svare på spørgsmålet, hvis det handler om nyt materiale«. Hvad er vigtigst for dig: Ordenes betydning eller lyd? »Begge dele. Rim, syntaks, poesi, fortælling og musik skal helst gå op i en højere enhed, for at jeg bliver tilfreds«. Hvorfor besluttede I at udgive ‘TNT’ nu og i en anderledes version? »Der findes en del gamle live-bootlegs, hvor arrangementet er en del mere rocket. Grunden til, at nummeret kommer nu, er vel på mange måder, at det for os er et gammelt track, men at vi gerne vil have, at de, der ikke kender det fra tidlige koncerter, kan få glæde af det nu. Skål og god jul!« www.igotyouontape.com Thorsmark

Hver uge kan du høre fem nye stærke tracks på vores online-hitliste og stemme på dine favoritter. Her er de 10 mest afspillede numre fra den seneste måned. Soundvenue.com/high5

01 02 03 04 05 06 07 08 09 10

Turboweekend ‘Now’ Lykke Li ‘Get Some’ Warpaint ‘Undertow’ Robyn ‘Indestructible’ The Kissaway Trail ‘Last Christmas’ (Wham-cover) Glasser ‘Mirrorage’ Panda Bear ‘You Can Count on Me’ The Vaccines ‘Blow it Up’ Filur ‘Welding Love’ The Olympics ‘Bollywood’

ENTRE

TREEFIGHT FOR SUNLIGHT FÅR UDENLANDSK KONTRAKT

I det sidste Soundvenue satte vi spot Cocteau Twins’ ‘Treasure’-album fra 1984 i en Classics-artikel, og en af skaberne bag drømmepop-milepælen hedder Simon Raymonde. I 1997 lancerede han pladeselskabet Bella Union, hvor danske bands som Chimes & Bells, The Kissaway Trail og Our Broken Garden optræder side om side med Beach House og Fleet Foxes. Nu har Simon hevet endnu en dansk kanin op af hatten, nemlig psychpop-heltene i Treefight For Sunlight hvis debutalbum udgives i resten af Europa, Australien og Asien til februar. Vi fangede labelbossen for at få en kommentar. Hvordan blev du introduceret til bandet? »Min ven Ole fortalte mig om dem, og da han har fantastisk musiksmag, tænkte jeg, at de nok var rimelig gode. Jeg får mange musikanbefalinger hver dag, så jeg er vant til at have ambivalente følelser overfor det meste musik. Denne gang var jeg dog solgt med det samme«.

DEATH CAB FOR CUTIE POSERER FORAN KAMERAET

Hvorfor besluttede du dig for at skrive kontrakt med dem? »Jeg finder mange bands, jeg virkelig godt kan lide, men meget få som jeg absolut elsker. Og selv når jeg forelsker mig i et band, er det ofte, at jeg melder pas. Måske kan jeg ikke kan lide deres manager, advokat eller folk i bandet. Jeg er rimelig forsigtig, også med Treefight«. Hvad finder du tiltalende ved dem? »Jeg elsker musik med energi, lidenskab, en melankolsk side og med fantastiske vokaler. Og at finde alle disse kvaliteter, med den ekstra bonus at de har en ægte popsensibilitet samt ynde og ydmyghed, var næsten for godt til at være sandt. Jeg er i sandhed begejstret over deres potentiale«. www.bellaunion.com Thorsmark

PHIL SPECTOR OG JOE STRUMMER PÅ DET HVIDE LÆRRED Den ene er en dømt morder. Den anden er død. Ikke desto mindre har producergeniet Phil Spector og The Clash-sangeren Joe Strummer inspireret mange nutidige bands, og nu er der biopics på vej med dem begge. Det bliver ingen ringere end Al Pacino, der i den endnu unavngivne film skal spille den skydegale lydtroldmand Phil Spector, som skal sidde i fængsel resten af sit liv for mordet på Hollywood b-skuespillerinden Lana Clarkson i 2003. ’Godfather’-skuespilleren har fortalt, at han »ser en meget spændende karakter« i manden. The Clash-sangeren Joe Strummer er de seneste år blevet skildret i to dokumentarfilm, men med ‘Joe Public’, som er filmens arbejdstitel, er det første gang, hans liv bliver omdannet til en spillefilm. Manuskriptet er skrevet af Paul Viragh, der også stod bag filmen om Ian Dury ’Sex, Drugs & Rock n’ Roll’. Ingen af filmene har premieredato endnu. Thorsmark

Et billede kan ifølge et gammelt ordsprog sige mere end tusind ord. Det har også gjort sig gældende inden for populærmusikken, hvor fotografer ved flere lejligheder har indfanget essensen af rock’n’roll gennem deres fotos. Nu har indierock-drengene i Death Cab For Cutie poseret foran kameraet og barsler med en fotobog i samarbejde med den kvindelige fotograf Autumn de Wilde, der tidligere har lavet fotobøger med The White Stripes og Elliot Smith. Wilde har fra 2003-2009 fulgt Ben Gibbard og co. tæt i studiet, på turneer og helt privat. Mere end 200 af hendes billeder kan erhverves i den kommende bog, der også inkluderer samtaler med bandet omkring billederne og deres musik. Bogen ‘Death Cab For Cutie’ kan bestilles igennem bandets website. www.deathcabforcutie.com Hendrich

TECH CHECK Det går stærkt, men vi filtrerer teknologiens konstante strøm af nye gadgets, websites og andre ting, du som musikelsker ikke bør misse. TEKST KRISTIAN KELLER

02

OPDAG NY MUSIK PÅ DIN IPAD Folkene bag TheSixtyOne.com er nu klar med iPad-app’en Aweditorium, der gør det sjovere at opdage ny musik. App’en er en slags stort kort lavet af små bandbilleder. Med et klik på et billede åbner kunstnerens profil, hvor man kan høre musik, se interview og musikvideoer, ligesom der er interaktion med iTunes, Facebook og Twitter. Det er en god samlet oplevelse, men der mangler umiddelbart den sociale tanke, som blandt andet gør Pandora Radio interessant. www.aweditorium.com

01

FRA FORSTÆRKERE TIL HØRETELEFONER Det er egentlig utroligt, at de ikke har tænkt tanken før, men det er altså først nu, at Marshall sender deres første høretelefoner på gaden. Deres forstærkere har jo gennem årtier været indbegrebet af rock’n’roll. Major og Minor, som de to høretelefoner hedder, er henholdsvis en lukket og en in-ear-model. Begge blander sort og guld i et flot design. Major tager selvfølgelig prisen med de enkle, firkantede bøffer, der kan foldes ind, så de fylder mindre i tasken. De lukker godt til for udenomstøj men sidder meget på øret, hvilket godt kan irritere lidt i længden. Minor bruger EarClick-modellen, som har ekstra dubber til at justere størrelsen. Lydmæssigt klarer begge modeller sig rigtig godt. Selvfølgelig har Major lidt mere bund og rum i lyden end sin lillebror, som dog også imponerer på den front. Prismæssigt ligger de omkring 750 kroner for Major og 450 kroner for Minor, hvilket er rigtig fornuftigt. www.marshallheadphones.com

04

DR. DRE OG HP ARBEJDER SAMMEN I forsøget på at skabe en endnu bedre lyd til din musiksamling har HP indgået et samarbejde med Dr. Dres Beats-lydteknologi. Det er indtil videre blevet til laptoppen HP ENVY 14 Beats™ Edition. Lyden er optimeret til digital musik blandt andet ved hjælp af et digitalt høretelfonstik. Og lyden imponerer, men du skal også slippe 13.999 kroner for den 14,5” store skærm, 1,6 GHz og 4 GB RAM. www.hp.com/go/beats

34

05

03

BLOT ET SJOVT PARTY-TRICK Ed Banger har altid været en party-starter, og med deres nye ‘interaktive’ musikvideo-applikation til Cassius-singlen ‘I <3 U So’ fortsætter franskmændene trenden. Ideen er såre simpel. App’en afspiller sangen, og så kan du vælge en af otte forskellige munde til at mime til nummeret. Hold den op foran dit ansigt og voila – party-trick. Sjovt – én gang. Men app’en er gratis, så why not? www.edbangerrecords.com/cassius

BRUG TWITTER TIL AT DELE MUSIK iTunes Pings forsøg på at bygge et socialt netværk op omkring musikbutikken har indtil videre ikke været den store succes, men i samarbejde med Twitter tager de nu et skridt i den rigtige retning. Nu kan du nemlig hooke din Twitter-konto op til Ping, så når du poster noget på Ping, ryger det også ud som en Tweet. Det rigtig smarte er så, at du kan previewe numrene direkte i din browser uden at skulle forbi iTunes Store. www.apple.com/itunes/ping

Klik in soundv d på enue og delt .com ag i konkur rencen om Sony C et ybe WX5 k r-shot amera

The perfect gift from Sony

DSC-HX5V

Udvid din horisont med Intelligent Sweep Panorama Tag smukke billeder med det kompakte Cyber-shot HX5V kamera, der er fuld af smarte funktioner. Intelligent Sweep Panorama indfanger udsigten perfekt – i fuld udstrækning – også med bevægelige motiver. En EXMOR R CMOS-sensor sikrer dig fantastiske billeder selv i svag belysning. Øvrige funktioner omfatter 1080i Full HD-video, optisk SteadyShot, GPS og HDR Backlight Correction.

Din farverige ledsager

DSC-WX5

Nu introducerer vi Cyber-shot WX5. Det kompromisløse tilbud til dig, der ønsker fremragende billeder og videooptagelser samlet i et praktisk, kompakt kamera. Du får den nyeste teknologi: 3D fotografering, Exmor R™ CMOS-sensor, 1080i Full HD-video, BIONZ processing og Superior Auto Mode, såvel som 12.2 mp opløsning med et f2.4 G kvalitetsobjektiv.

ALL I WANT FOR X-MAS Vi har spurgt nogle af årets mest markante dj’s, hvad der står øverst på deres ønskeseddel.

KASPAR TROLLE Kaspar spiller København tyndt under eget navn og i dj-duoen Trolle & Rosenstand, der er nogle af hovedkræfterne bag Syg Lyd og Dunkels månedlige New Kids on the Decks.

»Min gode ven John Vincent arbejder inde i Nag Classic, og han viste mig denne lækre Filson Antique Tin Cloth-skjorte«. www.nagpeople.com DKK 850,-

»Jeg laver aldrig pizza, men denne Pizza Boss 3000 er jo så boss, at jeg bare må eje den«. www.gadgets.dk DKK 119,-

LE GAMMELTOFT Le har for alvor slået sit navn fast i løbet af 2010 som medvært på Unga Bunga og Smag på P3, ligesom hun har varmet dansegulve i både ind- og udland.

»Jeg har en overflod af højttalere, men de her Grundig Audiorama 9000 lyder godt, og i hvide ser man dem næsten ikke«. www.grundig.dk DKK 9.999,-

»Jeg er afhængig af min 3’er og har hørt ret blandet om iPhone 4. Men jeg er dog ret sikker på, at den er en forbedring«. www.eplehuset.dk DKK 7.337,»Den her Maria Black Ring er rå og rock’n’roll! Den kunne godt passe ind i min samling«. www.youheshe.com DKK 1.580,-

36

»Jeg forelskede mig i E27 Socket Lamp, da jeg sidste år til Rosenstands fødselsdag gav ham den i gave. Den er top sej«. www.hayshop.dk DKK 399,-

»Da jeg ofte går glip af potentielt interessant lyd til brug i musik- eller radioproduktion, fordi jeg ikke har haft en anstændig optager på mig, ville det være toppen med en Yamaha Pocketrak W24«. www.aage.dk DKK 1.999,-

NAJAARAQ NICOLINE VESTBIRK Najaaraq er bedst kendt som den ene halvdel af dj-duoen Ung Flugt, der både spiller inden og uden for landets grænser men med fast holdepunkt på Dunkel og klubben New Kids on the Decks. »Desværre er mine Sennheiser HD 25-1 II aldrende, og derfor står et par friske på min liste. Den høje bas gør det nemt at mixe, og de sidder perfekt«. www.dj-udstyr.dk DKK 1.399,-

»Jeg elsker denne lille Two Tone Shoulder Bag fra Vibskov. Den er virkelig pæn og praktisk«. www.the-v-store.com DKK 1.790,-

»Adidas Gazelle One Piece Ibiza er en af de eneste Adidas-modeller uden striber. Jeg har haft Ibiza-versionen i to omgange men har slidt dem op«. www.ebay.com, udgået model.

»Vestax Handy Trax USB er en genskabelse af den klassiske rejsegrammofon, god til en tur i parken til sommer. Den kan også indspille pladerne direkte på ens computer«. www.aage.dk DKK 1.495,-

»En FE Engel Termojakke er let, tynd og meget varm og vindtæt«. www.fe.dk DKK 286,-

DANIEL SAVI Daniel er kok om dagen og dj om natten, og ud af den specielle cocktail har han skabt konceptet Chez Savi på Dunkel, hvor han serverer en blanding af house, soul og disco. 37

»Ally Capellino Rucksack er utrolig elegant og simpelt udformet og samtidig specialdesignet til MacBook og MacBook Pro«. www.allycapellino.co.uk DKK 1.230,-

»En Verner Panton Flowerpot Pendel er charmerende, dansk design fra 1968 – the age of love«. www.casanovafurniture.dk DKK 1.395,-

SOUSA/SCHMIDT Den israelsk/danske duo både dj’er og producerer sammen, ligesom de er to af hovedkræfterne bag Rusts succesfulde torsdagklub Villain’s Club.

»Hvis vores produktioner og digitale musiksamling gik tabt, ville det være en katastrofe. Apple Time Capsule 1TB laver automatisk backup og er en ægte life-saver«. www.eplehuset.dk DKK 1.999,-

TOMAS BARFOD Den elektroniske musiker og producer har i en årrække leveret soundtracket til danske og udenlandske klubber som nøglefigur i Filur, WhoMadeWho og senest Jatoma.

»Acne Standard-O T-shirt er en klassiker. Jeg bruger efterhånden kun den t-shirt. Derfor har jeg også altid brug for nye«. www.acnestudios.com DKK 445,-

»Den nye Soulland Fedora Hat er helt genial. Den bliver i øvrigt også en fast del af WhoMadeWhos nye kostume«. www.freudiankicks.com DKK 1.270,-

»Prodipe POD3 White er den billigste højttaler, som lyder og ligner en studio-monitor. Den har også en iPod-dock øverst«. www.aage.dk DKK 799,-

38

WWW.NAGPEOPLE.COM The collections from Nag Store and Nag Classic are now also available online. Get inspired and buy your Christmas presents on Nagpeople’s newly launched webshop. Follow Nagpeople’s online Christmas calendar and get daily updates on our blog.

FILSON Alaskan guide shirt 850,00 DKK

GLOVERALL Monty Detail Design 3.500,00 DKK

KARL LAGERFELD Scarf 350,00 DKK

BARBARA I GONGINI Leather jacket 5.100,00 DKK

MARKUS LUPFER Mars silhouette dress 5.300,00 DKK

APRIL 77 Joey nightrider jeans 900,00 DKK

Silkegade 3 1113 Kbh. K Tel: 33 93 93 17 nagclassic@nagpeople.com

Pilestræde 47 kld. 1112 Kbh. K Tel: 33 93 93 18 nagstore@nagpeople.com

BREAKIN’ SOUND

CRAFT SPELLS

FACTORY FLOOR

52% MAGISKE MELODISNEDKERE

45% HYPNOTISK SYNTHESIZER-PUNK

30% THE RADIO DEPT.-SMITTET SHOEGAZEPOP

28% VILDE NÆTTER I BYEN MED IAN CURTIS’ SPØGELSE

17% JOY DIVISION-COOLNESS

20% HEMMELIGE PÅ DEN HIPSTER-AGTIGE MÅDE

01% HOKUSPOKUS

07% DISTORTIONBELAGT VINTERDEPRESSION

WWW.MYSPACE.COM/CRAFTSPELLS

WWW.MYSPACE.COM/FACTORYFLOOR

Craft Spells? Lyder det ikke meeeget witch house-agtigt? Måske. But it ain’t, my friend. Spørger du den blot 22-årige forsanger Justin Vallesteros fra de californiske shoegaze-opkomlinge, så er Craft Spells som »et kassettebånd med navnet ’Romantic Jamz’ fundet i en brugt cabriolet«. Ideen til bandnavnet fik han, da hans venner begyndte at beskrive musikken som »magisk«, hvilket fik ham til at interessere sig for shamanisme.

Fabriksgulv. Det lyder beskidt? For en gang skyld er vi totalt enige. Men beskidt på den hårde og sexede måde, og ikke som din nussede Playboy-t-shirt fra 7. klasse. De tre englændere har destilleret afløbsvandet fra Manchesters industrihaller til den sorteste electropunk med Kraftwerk-inspirerede analoge synthflader og kassettebånd-loops på en bund af repeterende krautrock-basfigurer og støjende punktrommer.

Lyder lige lovlig syret. Hokuspokus-pop… for real? Hey, giv det lige en chance. Vi er i den ende af lo-fi-rock-skalaen, hvor bandet ikke bare prøver at skjule, at de ikke kan synge eller spille. ’Sun Trails’ er en bittersød perle, der med mørk teenagemelankoli og tekstbidder som »Come on Sandy, he won’t see us in the dark« emmer af The Radio Dept.’s nordiske længsel.

Dyster Manchester-musik. Har man ligesom hørt det før? Endnu en gang er du spot on med de skarpe iagttagelser, og det er nok ikke helt tilfældigt, at Factory Floor er blevet New Order- og Joy Division-trommeslager Stephen Morris’ yndlingsband. Faktisk er Morris så vild med dem, at han har remixet tracket ‘Wooden Box’, og for tiden er han i studiet med bandet for at indspille nyt materiale.

Jeg elsker The Radio Dept.! Så er det her min kop te? Ja, måske. Derudover kunne bandets Captured Tracks-labelmates Wild Nothing og Blank Dogs sagtens være halvfætre, og på ’You Should Close the Door’ skydes der med Joy Division-instrumentering og The Cure-melodier. Lyder satme i orden. Jeg er klar til at blive tryllebundet! Cool, så tjek den helt store vinder ud, deres seneste single ’Party Talk’ der med overstyret diskant, legende percussion og et sommervenligt groove er klar til at hoppe fra den seneste Soundvenue Friends Sampler og direkte ind i din hjertekule. Deres debutalbum ’Idle Labor’ kommer til foråret, og vi krydser fingre for en dansk koncert til at bakke den op. Thorsmark

40

Det lyder pænt deprimerende. Hvad hvis jeg bare vil tanze? What’s keeping you? Bare fordi musikken er dyster, er det ikke ensbetydende med, at man behøver at gå helt emo. Det kan godt være, at der ikke er så meget ass-shaking over de blege briter, men du kan sagtens få øvet dine dansemoves, hvis du er til hårde beats og højt tempo. Jeg hejser det hvide, nej, sorte flag. Hvor kan jeg høre mere? Bandet er berygtet for deres vilde liveshows, så skulle du være i London eller omegn, så er det klart den bedste mulighed. Derudover er der den smarte opfindelse kaldet nettet, hvor du jo kan tjekke deres Myspace eller anskaffe dig ep’en ‘Untitled’. Foss

JAMIE WOON

Mere Breakin’ Sound Følg med i de nyeste navne på Soundvenue.com/breakin, hvor du også kan se videoer og downloade mp3’er.

WWW.MYSPACE.COM/JAMIEWOON

THE VACCINES WWW.MYSPACE.COM/THEVACCINESUK

42% 21ST CENTURY SOULBOY

42% ROCK OG RUL-INFEKTION

36% RETMÆSSIG BURIAL-CREDIBILITY

30% SENSUELT STØJENDE KNALDPERLER

22% LONDON BY NIGHT

23% UIMODSTÅELIGT SLINGRENDE POP-HOOKS

00% R. KELLY

05% BÆREDYGTIG LONDON-HYPE

Kan man trække sin dubstep-licens i en automat i London? Very funny. Men okay, den engelske hovedstad skyder sin del af unge producere frem for tiden. 25-årige Jamie Woon er dog alligevel noget for sig. Og så er han faktisk ikke en dubstep-knægt, men en rigtig soulboy med big time blues.

Heck no! Skal jeg nu have stivkrampevaccination? Rolig nu. Vi skal hverken lege doktor, tage blodprøver eller have malariavaccine. Der imod bør du tjekke de fire unge London-gutter i The Vaccines’ skramlede og slingrende retrorock ud. Der er garanti for smittefare!

Det vil sige R. Kelly efter 20 plastikoperationer? Skræmmende tanke! Men ingen fløde her, selv om Woon godt nok kan sin croon. Hans eminente og følelsesladede vokal er også det ene af den fantastiske nye single ‘Night Air’s to helt store trækplastre. Det andet er, at nummeret af co-produceret af Burial. Ja, du læste rigtigt, Burial. Dubstep-superhelt, elektronisk innovatør, slet og ret geni, kald ham hvad du vil.

Smittefare? Nej tak, jeg havde forkølelsessår i gymnasiet! Geez! Tag dig sammen. Der er ingen fare for hverken herpes eller andre vamle infektioner. Det her er jo bare rock’n’roll, og du kan lide det! Den smitte, som The Vaccines spreder, findes der ingen kur imod, og når du først har lagt ører til deres udskejelser, så ønsker du heller ikke at blive helbredt lige foreløbig.

Damm, solgt! Så Jamie Woon er hvad, soul-step? Noget i den stil. Og en sammenligning med James Blakes mere tilgængelige sager er da heller ikke helt af vejen. Intens vokal på en bund af interessante beats, natteklingende bas-figurer, håndklap og Burials atmosfæriske signatur. ‘Night Air’ er lyden af Londons tusmørke. Hypnotiserende, ærefrygtindgydende og stemningsfyldt som bare fanden. Please, sig der er mere! Det er der! For det første er ‘Night Air’ blevet remixet på fornemmeste vis af fremadstormende London-producere som Ramadanman og Becoming Real, og Woon har tilbage i 2007 også udgivet ep’en ‘Wayfaring Stranger’. Numrene derfra er ikke halvt så interessante som ‘Night Air’, men tjek for guds skyld Burials remix af titelnummeret. Debutalbummet kommer næste år. Be there or be square. Wolkoff

Rock’n’roll? London? Lyder det ikke lidt for klassisk? Måske en smule, men de kan deres kram og har styr på de gode referencer. Der er sensuelt støjende guitarer a la The Jesus and Mary Chain tilsat skæv grungeenergi og flossede pophooks på ’Blow It Up’, mens den står på poppunket 1-2-3-4-rock på knaldperlen ’Wreckin’ Bar’, hvor Ramones’ bøllerock ikke har levet forgæves. Og nårh ja, så er guitaristen Freddie faktisk lillebror til Tom fra The Horrors! Jeg vil have knaldperler og bøllerock. Kan du hjælpe? Jep, gamle jas. I slutningen af november har de en 7” på gaden, og et album er på vej i det nye år. For nylig gav de den gas på det engelske tvprogram ‘Later... With Jools Holland’, og så kan de jo opleves live, når de til februar kommer forbi Soundvenue Sessions. Se, så var det måske slet ikke så slemt at blive vaccineret alligevel? Hendrich

41

TEKST IBEN FOSS FOTO TORE HALLAS LINK WWW.ATOI.DK

2010-NOSTALGI Hvad er det bedste danske album i år? »Chimes & Bells og Efterklang. Vi hører rigtig meget Chimes. Giana Factorys er også rigtig godt. Det er lidt svært. Kan man ikke skrive begge to på? Ej, den ender nok på Chimes«.

ATOI har droppet partyhumøret og fundet ind til en mere dyster synthpop-kerne. Der er bands, som fra første dag i øveren ved præcis, hvordan de skal lyde, eller hvem de skal lyde som. Atoi er ikke sådan et band. Fra at have været et skævt indiepoporkester, der dyrkede det naivt legende med banjo-arrangementer og lillepigestemme på deres debut ‘Youth Machine’ fra 2009, har Atoi udviklet sig til et anderledes dystert popband på toeren ‘Waves of Past Relations’, hvor især synthen fylder sammen med Ida Cæcilie Rasmussens nu mere mørke stemme. 42

»Numrene på den første plade lavede vi faktisk, flere år før den udkom. Det var nærmest en opsamlingsplade, efter at vi havde været mange ting igennem stilmæssigt. Og da vi var færdige med at spille koncerter med de numre, vidste vi, at der skulle ske noget helt nyt. Vi skulle lave noget mere dystert, noget dybere end det ‘happy’ univers«, fortæller Ida, der sammen med Stig Helmer Jensen, Joel Gjærsbøl Pedersen og Emil Assing Høyer udgør Atoi. Behovet for forandring har dog ikke været den eneste grund til de nye, mørkere toner. Det skyldes også en melankolsk grundstemning hos de fire bandmedlemmer. »Da vi skulle i gang med at lave pladen, spurgte vi os selv »Er vi i partyhumør generelt i vores liv, eller er vi mere introverte?««, fortæller Emil. Det retoriske spørgsmål kan besvares hurtigt på albummet, der på trods af sin tungsindighed også har en bred appel i form af letforståelige popskabeloner og et tidstypisk genbrug af 80’ernes synthflader og vokalrumklang, som man også kan høre hos for eksempel Bat For Lashes og Glasser. Og popappellen er Atoi stolte af. »Vi havde bare lyst til at lave stærke popsange, og det er da fedt at lave noget, der kommer bredere ud. Uden at gå på kompromis« siger Joel, mens Stig faktisk blev overrasket over, hvor poppet det nye album er blevet: » Da vi spillede det for pladeselskabet, var de bare sådan »Wow, det har jo sindssygt meget mere radioappel end det første album«. Det havde vi alligevel ikke regnet med«. Efter to intense måneder i et studie begravet i sin egen musik kan omverdenens reaktioner nemlig godt komme bag på én: »Altså det med 80’er-synthpop som mange anmeldere har skrevet. Det er bare sådan »Gud, er det det?« Det var jo bare sådan, at da vi lavede de første numre, fandt vi nogle synthlyde og tænkte »Fuck, det lyder godt, skal vi ikke arbejde videre med dem?««. Har Atoi så fundet deres lyd, eller kan vi forvente noget helt tredje i fremtiden? »Jeg tror, det bliver noget helt andet. Det kan vi ikke lade være med«, siger Stig, og Ida fortsætter: »Vi har faktisk aldrig været et stilrent band. Det er ikke sådan, at vi alle sammen hører David Bowie, så derfor laver vi David Bowie-musik«. Læs anmeldelse af ‘Waves of Past Relations’ på Soundvenue.com.

Licor 43

Tak for en skĂŚg Soundvenue Friends Party pĂĽ Culture Box 4. december

Official Sponsor of Soundvenue Friends Party 2010

TEKST MIKKEL RØDDIK LINK WWW.MYSPACE.COM/MARNIESTERN1

2010-NOSTALGI Hvad er dit favoritalbum fra 2010? »Jeg er virkelig glad for Deerhunter-albummet (‘Halycon Digest’, red.). Jeg har ikke rigtig lyttet så meget til dem før. Det her var faktisk første gang, jeg hørte en hel plade igennem, men den var meget rørende«.

»Selv hvis jeg skrev en Mariah Carey-sang, ville folk stadig se mig som ’hende den tossede kvindelige guitar-shredder’«, fortæller Marnie Stern, halvt i spøg og halvt opgivende. Den 34-årige newyorker er ved at være lidt træt af, at folk lige siden 2007-debuten ‘In Advance of the Broken Arm’ har fokuseret på kombinationen af hendes køn og evnen til at ‘fingertappe’, som var det 1984. »Jeg tror, folk ville fokusere mere på sangene, hvis de ikke vidste, hvem der spillede. Det gør mig lidt usikker og lægger et pres på mig for at være den her vilde guitarist. Der er jo tonsvis af dygtige kvindelige guitarister derude, jeg spiller bare på en ret flashy måde«, forklarer hun. Der er dog også en anden grund til, at de mest komplekse støjudladninger og den smittende vinderattitude er tonet ned på det selvbetitlede tredje album. »Jeg har følt mig meget sårbar, på grund af et forhold jeg var i, så der er nogle følelser, jeg har haft behov for at få ud på denne plade«. Ligesom forgængerne er de nye og mere reflekterende sange blevet mødt med stående ovationer fra anmeldere verden over, men det er ikke nødvendigvis noget, der får Marnie Stern til at sove godt om natten. »Jeg er helt klart min egen værste kritiker, og det er på mange måder en dårlig ting. Jeg kan aldrig rigtig nyde livet, fordi jeg hele tiden føler, at jeg kunne gøre det meget bedre«. Omkring de 30 somre indser de fleste, at ‘indie-gud’ nok ikke er den sikreste karrierevej og begynder at jagte en god pensionsopsparing i stedet for en pladekontrakt. Marnie Stern blev bare ved med at lave larm og debuterede som 31-årig. Noget hun ser som en klar fordel. »Jeg har mere at fortælle om, og så tror jeg, at jeg værdsætter det hele meget mere, end jeg ville gøre, hvis det var sket for ti år siden. Jeg har virkelig kæmpet for det«. Men med Marnie Sterns logik bliver en drøm, der går i opfyldelse, også til en, man er bange for at miste. 44

MARNIE STERN er blevet dronning af mathrockguitarlir i en sen alder. Og det mener hun, er en fordel. »Jeg er meget nervøs for at blive glemt. Musikbranchen er jo i en choktilstand, hvor ingen sælger plader, og landevejen er crowded med turnerende bands. De unge i dag har svært ved at holde fokus, fordi der hele tiden kommer nye acts frem, og jeg føler, at jeg let kan blive skiftet ud«. Trods de usikre fremtidsudsigter overvejer Marnie Stern dog på ingen måde et karriereskift. »I sidste ende så bliver jeg ved med det her, uanset hvad der sker«. Læs anmeldelse af ‘Marnie Stern’ på Soundvenue.com.

TEKST ISABELLA HUNDT RØHMANN LINK WWW.PINKUNOIZU.COM

2010-NOSTALGI Hvad er årets bedste danske album? »Det har klart været ‘Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite’ med Frisk Frugt. Det er ligesom bare renset for mode og fyldt med sindssygt mange gode ideer. Ligesom modellervoks der bare er formet på mange forskellige måder. Det er sindssygt fedt«.

til at fylde vildt meget. Og nogle genrer bliver næsten udtømt. Når man hører ny indierock, så skal det virkelig have noget at bidrage med, for ellers kan man mærke, man ikke bliver stimuleret af det, fordi man har hørt det så mange gange før«, forklarer Andreas Pallisgaard, der for første gang prøver kræfter med forsangertitlen. Andreas havde behov for at »gøre plads til mere positivt ladede ting« efter bruddet med Le Fiasko − et fælles projekt med ekskæresten Cæcilie Trier fra Chimes & Bells. »De ting, vi lavede dengang, var to verdener, der mødtes. Nu dyrker vi hver især det, vi i virkeligheden synes bedst om. Det ville have været underligt at fortsætte uden en af os. Det var ligesom kernen«. Og selv om hans tekster på Pinkunoizus debutalbum ‘Free Time Volume One’ blandt andet kredser om tid og ophør, er det mere leg end alvor, der er i fokus. I modsætning til Le Fiasko der havde et meget rost storladent udtryk. »Vi var otte mennesker, og det var lidt for mange kokke i skabelsesprocessen, så nu har vi trang til at lege. Vi spiller også i andre bands (Selvhenter, Howl Baby Howl, Chimes & Bells, Kostcirklen og Valby Vokalgruppe, red.), men når vi spiller sammen, bliver vi ofte i det musikalske rum længe for at se, hvad det kan. Det ligger til vores temperament«. De har også byttet den klassiske basguitar-tromme-struktur ud med tre elguitarer plus tromme. Albummet blev indspillet på Lige ud af landevejen. Ping-ku-nåij-su. Sådan en uge i et studie på Refshaleøen, hvor udtaler man det, og det betyder lyserød støj mikrofonen blandt andet blev smidt uden for på japansk. Så er det på plads. Men det døren, mens de optog, for at skabe en større er også det eneste, man sådan ‘bare’ kan rumklang. Det har taget Andreas et halvt år fastslå, når det drejer sig om de fire forhenog utallige spor at skabe den særlige lyd. værende Le Fiasko-medlemmer Andreas »Jeg håber, at folk genkender nogle Pallisgaard, Jakob Falgren, Jeppe Brix og elementer men ser dem i et helt andet lys, Jaleh Negari, der er debutalbumaktuelle som fordi de optræder i en anden sammenPinkunoizu. De fire lange numre på albumhæng. At musikken kan nedbryde nogle met befinder sig i et spændingsfelt mellem grænser genremæssigt men også i ens velkendt pop og usædvanlig verdensmusik opfattelse af, hvad musik overhovedet er. – særligt med inspiration fra malisk desert Og hvis man skal være rigtig stor i slaget, blues, nigeriansk high life og marokkansk så at det også gælder i alle andre aspekter perkussiv musik. af livet, der er bokset ind i kasser. Det må »Det kan være forfriskende at lade sig gerne opfordre folk til at bryde grænser«. inspirere af musik fra fremmede kulturer, fordi Vesten har en tendens til at overskygge Læs anmeldelse af ‘Free Time Volume musikken lidt med udenomsting, der kommer One’ på side 120.

PINKUNOIZU opstod af hedengangne Le Fiasko. De vil nedbryde musikmodens genregrænser og har sendt mikrofonen uden for døren.

45

TEKST IDA RUD LINK WWW.SUNAIRWAY.COM

2010-NOSTALGI Hvad er årets bedste album? »Det er Beach House ‘Teen Dream’!«, udbryder Jon Barthmus entusiastisk. »Fra første øjeblik jeg hørte den, syntes jeg, at det var et smukt album. Hver sang er perfekt«. Han sammenligner den med Beach Boys’ ‘Pet Sounds’: »Så god er den! Jeg vil høre den i al evighed«.

SUN AIRWAY opstod, da duoen blev trætte af at spille guitar. Vennerne Jon Barthmus og Patrick Marceill spillede tidligere i bandet The A-Sides. Sådan et typisk indierock-setup. Det begyndte at smuldre i strukturen, som det jo sker, og i stedet for at holde skansen og fortsætte med nye medlemmer valgte de to at forlade bandet og starte synthpopbandet Sun Airway. »Jeg havde haft lyst til at lave elektronisk musik i lang tid. Jeg kunne bare ikke rigtigt finde ud af hvordan. Så da The A-Sides gik i opløsning, så jeg det som en mulighed for at fordybe mig i programmering og udstyr, til at greje det alt sammen og lære hvordan jeg skulle lave en anden slags musik«, lyder det over telefonen fra en søvndepraveret Jon, der er opslugt af ‘første tour med nyt band’-bæstets sidste krampetrækninger. Den kreative overgang fra det ene band til det andet gik relativt let. De første numre var oprindeligt beregnet til det hedengangne rockband – springet var mere et produktionsmæssigt et af slagsen. 46

»Sangskrivningen er basalt det samme. Det er mere måden, sangene skrues sammen på i sidste ende, der er anderledes«. Begge bands har samme grundtemperament – forkærlighed for dur-akkorder og sprødt solskin. Men Sun Airways sonisk smukke lydlandskaber med Jons svævende vokal minder om Animal Collective, bare mere let tilgængelig med dens kildrende musikalske leg. For Barthmus er den største forskel, at han har skiftet instrument: »Jeg var så træt af guitaren«, fortæller han grinende. »Jeg havde spillet guitar så længe, at jeg det kedede mig. Jeg gad faktisk ikke høre på den længere«. Nu hygger han sig med at spille keyboard, der ifølge ham er mindre problemfyldt, og så sørger han for at danse rundt, når der er plads og tid til det. Live er guitaren dog stadig inviteret med på scenen, og ironien er ikke gået Barthmus’ næse forbi. »Men det er mere ambient og tekstur-agtig guitar!«, skynder hans sig

at tilføje. Men faktisk tæller Sun Airways liveband mere eller mindre medlemmerne af The A-Sides. På den igangværende turné gæstede Sun Airway blandt andet Yours Trulystudierne i San Fransisco. Her indbydes bands til at indspille egne sange på ny, og processen filmes. Den æterisk smukke pop-perle ‘Oh, Naoko’ kom for tur, og frem kom den forbudte guitar. »Vi endte faktisk med at spille sangen som et rockband«. Nå, nå, tænker jeg og prikker lidt til ham. Guitarer var jo ikke sjove?! »Hehe, jeg gjorde det faktisk bevidst. Folk tror ikke, at elektroniske musikere kan spille instrumenter, men vi er alle virkeligt talentfulde. Det måtte jeg lige bevise«. Læs anmeldelse af ‘Nocturne of Exploded Crystal Chandelier’ på side 126.

playboy-shoes.com

K A N Y E 48

W E S T

TEKST OLE HULD JAKOBSEN ILLUSTRATION JODY BARTON LINKS WWW.KANYEWEST.COM

Mange mener, at han har begået et mesterværk med ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Vi går bag om geniet og udpeger de 10 øjeblikke i Kanyes liv, der har defineret ham som kunstner.

Mødet med mentoren No I.D. Historien fortæller, at det var Kanye Wests nu afdøde mor, der skabte kontakten til produceren No I.D.. Eller mere præcist: Kanye Wests mor spurgte sin lærerkollega, No I.D.’s mor, om hendes 14-årige søn ikke måtte kigge med, når den noget ældre Chicago-producer var i studiet. Det måtte han allernådigst, og lille Kanye lærte hurtigt, hvordan hiphoppen skulle skæres. I 1996 fik han takket være No I.D. lov til at producere otte numre på rapperen Gravs noget oversete album, og senere lurede han også over skulderen på forbilledet, da han var i studiet med et andet hiphopikon fra Chicago – den senere samarbejdspartner Common. På sin solodebut gav Kanye lidt tilbage til No I.D., da han på nummeret ‘Last Call’ fremhævede ham som sin mentor, og på sit tredje album er omkvædet på nummeret ‘Big Brother’ dedikeret til No I.D. og det andet kunstneriske fikspunkt, ‘storebroderen’ Jay-Z. Den dag i dag er No I.D. stadig med i studiet som co-producer, når Kanye indspiller.

1992

Bestået eksamen hos Jay-Z Verdens øjne var rettet mod noget helt andet og anderledes alvorligt, da New York-rapperen Jay-Z udsendte albummet ‘The Blueprint’ den 11. september 2001. Udgivelsen havde ellers enormt stor vigtighed for Jay-Z, der afventede et par domme for våbenbesiddelse, var blevet upopulær i hiphopmiljøet og havde en beef kørende med Nas og Mobb Deep-rapperen Prodigy. Der var brug for et markant album for at komme tilbage på rette spor, og til det formål hyrede han de to unge beat-talenter Kanye West og Just Blaze – begge med stor forkærlighed for soul-samples. Især samarbejdet med Kanye West viste sig frugtbart. Han samplede løs fra det soulede bagkatalog og lånte fra The Doors på nummeret ‘Takeover’, der står som hjørnestenen i den verbale krig om tronen i New York mellem Jay-Z og Nas, der prægede hiphopmiljøet i tiden efter 11. september. ‘The Blueprint’ var Kanye Wests beståede eksamensopgave, og i tiden efter kunne han vælge og vrage imellem, hvem han ønskede at producere for.

2001

Lille Kanye får lov at rappe Efter et par afslag hos andre pladeselskaber satte den nu etablerede producer Kanye West sig ned på kontoret hos Roc-a-Fella Records iklædt lyserød poloshirt. »Jeg vil gerne lave et soloalbum«, sagde han. Jay-Z og partneren Damon Dash kiggede på hinanden og grinede. De var i tvivl, om de havde hørt rigtigt. For ja, Kanyes beats var i høj kurs, men hans privilegerede baggrund mindede lovlig meget om The Cosbys, og tiden krævede rap om våben og vold. Men Kanye insisterede. Han hungrede efter mere anerkendelse og følte, at han havde præcis det, der skulle til for at erobre verden. Jay-Z og Dash var skeptiske, men også strategiske, så de tænkte, at det ville være dumt at jage Kanye videre til et andet selskab. Sagde de ja til en soloplade, ville de som minimum stadig have en sidegevinst i form af en hitsikker producer lige ved hånden. Aftalen var første kapitel i det til tider problematiske storebror/lillebror-forhold mellem Kanye og Jay-Z. Lillebror ville hurtigt være den store, og der røg mange finker af panden inden de to rapperes store forbrødring på nummeret ‘Big Brother’ fra Kanyes ‘Graduation’-album, hvor en usædvanlig ydmyg Kanye rakte hånden ud og undskyldte for, at han havde været sådan et utaknemmeligt skarn gennem tiden.

2002

49

Nærkontakt med Gud Efter utallige timer i studiet satte arbejdsnarkomanen Kanye sig bag rattet i sin lejede Lexus. Kort efter skete uheldet. En bil skar ind foran Kanye og tvang ham ud af kurs og ud i et direkte sammenstød med en modkørende bil. Ulykken var tæt på at koste Kanye livet, men han var heldig. Dog ikke mere heldig end at hans hårdt ramte kæbe skulle sættes sammen med tråde. Efter to ugers indlæggelse og stadig med en opsnoret kæbe indspillede Kanye nummeret ‘Through the Wire’, der fortalte historien om ulykken over en signatur-produktion fra hans hånd indeholdende et pitchet vokalsample af Chaka Khans ‘Through the Fire’. Kanye sagde senere om ulykken: »Gud sagde til mig, at han er i gang med at give mig hele verden, men at han til enhver tid kan tage den fra mig igen«. Samtidig var han klar over, at ulykken var held i uheld. »Se hvordan det hele eksploderer nu«, udtalte han efterfølgende om pressedækningen.

2002

På live-tv uden filter Det var som om, tiden stod stille et par sekunder. Medværten Mike Myers stod som forstenet og stirrede tomt ind i kameraet, mens producerne desperat forsøgte at stille om til et mere roligt billede. En tydeligt følelsesladet Kanye West havde netop skabt tv-historie. Et ellers harmløst indsamlingsprogram til fordel for ofrene efter orkanen Katrina havde pludselig fået kant. Kanye havde ud af det blå og uden advarsel forladt manuskriptet og begivet sig ud i en rablende monolog om mediernes forskelsbehandling af sorte og hvide. »Jeg hader den måde, medierne behandler os på. Hvis man ser en sort familie, så plyndrer de, og hvis man ser en hvid familie, så leder de efter mad«, lød det. Og så kom det som et lyn fra en klar himmel: »George Bush doesn’t care about black people!« Den sætning stod ikke på teleprompten, men det var, hvad en følelsesmæssigt berørt Kanye tænkte netop i det øjeblik. Uden filter. Og det medførte en blandet bølge af bifald og kritik, som nær havde væltet ham bagover. Siden har vi fået masser af nye, ufiltrerede og hudløst ærlige offentlige udsagn fra Kanye, ikke mindst via hans Twitter-profil der har været rødglødende hele efteråret.

2006 Det kontroversielle gennembrud Kanye West var nomineret i ti kategorier ved Grammy-showet i 2005, og han vandt et par stykker – blandt andet bedste rapnummer for ‘Jesus Walks’. Et nummer flere af hans venner havde advaret ham mod at udgive som single, da de ikke troede på, at nogen rapper kunne hitte med et nummer om et problematisk forhold til religion. Men det kunne Kanye, og han skabte sit første gigantiske hit på trods af kritiske linjer om, at medierne og radiostationerne kun gider spille musik om vold, sex og løgn. Da Kanye West året efter optrådte med tornekrone på coveret af musikmagasinet Rolling Stone, mente nogen, at kæden måtte være hoppet af. Mente han nu, at han var i en position, hvor han kunne lade sig portrættere som Jesus? Naturligvis. I interviewet inde i magasinet forsvarede Kanye sit helt igennem sunde ego, som skulle karakterisere ham så udpræget i fremtiden. »I ønsker, at jeg skal være stor – men ønsker ikke, at jeg siger, jeg er god?«, spurgte han retorisk.

2005

Debut som modeikon I starten af hans karriere som offentligt kendt person så man oftest Kanye med opsmøget polokrave og en Louis Vuitton-rygsæk. I musikvideoen til ‘Stronger’ skete der dog noget nyt. Iført specielt fremstillede Alain Mikli-solbriller tog Kanye springet fra moderigtig til stilikon, og snart kunne man se signaturbrillerne overalt i gadebilledet. Og som med musikken således også med moden. Kanye er konsekvent, kompromisløs, perfektionistisk og helt sin egen. Hvilken anden rapper på jorden ville have præsenteret en sko i selskab med Louis Vuitton under modeugen i Paris? Skoen kostede cirka 1.000 dollars, var designet af Kanye selv, og samarbejdet var måske ment som en tak for, at verdens mest eksponerede rapper gennem årene har omtalt sig selv som ‘The Louis Vuitton Don’ og dermed givet det 150 år gamle brand gennemslagskraft hos en helt ny målgruppe. Siden har Kanye skiftet stil flere gange, men altid meget bevidst og under stor bevågenhed, og han er stadig at finde på første række ved modeuger verden rundt. Man mangler dog stadig at høre Kanye rappe om en anden af hans favoritdesignere, danske Henrik Vibskov.

2007 Til awardshow med egoet under amen København var for en gang skyld popkulturens centrum, da hovedstaden var vært for MTV Europe Music Awards. Værten Justin Timberlake underholdt et begejstret publikum, men det blev Kanye, der efterfølgende stjal alle overskrifterne. Han var nomineret i kategorien ‘bedste musikvideo’ for videoen til ‘Touch the Sky’ men måtte se sig slået af Justice vs. Simians ‘We Are Your Friends’. Da det blev annonceret sprang en beruset Kanye op på scenen, stjal mikrofonen og begyndte på en lang tirade om, at hele showet ville miste sin troværdighed, hvis det ikke var ham, der vandt prisen. »Min video har kostet en million dollars, og vi har Pamela Andersson med i den«, lød logikken. Mediernes dom over det skandaløse optrin var hård, og da Kanye i 2009 gentog kunststykket over for den uskyldige Taylor Swift, havde verden ligesom spist sig mæt i Kanyes tudekiks. Selv Obama kom til at kalde Kanye West et fjols med mikrofonen tændt. At Kanye sidenhen har søgt om tilgivelse for begge episoder betyder ikke det store, for i andre sammenhæng har han stolt stået ved sin opførsel. Han synes ude af stand til at kontrollere sit ego og sin retfærdighedssans.

2006

50

51

Popstjerne på et øjeblik Indtil den 7. september 2008 var Kanye West producer og rapper. Men så skete der noget. Som afslutning på årets europæiske MTV Awards trådte Kanye ud på scenen som sanger iklædt hvid smoking. Udtrykket var helt nøgent, sårbarheden hos den utrænede sanger enorm og den efterfølgende respons på ‘Love Lockdown’s minimalistiske og elektroniske 808-trommer og fremmedgjorte autotune-vokal var massivt positiv. Det, der kunne have været det helt store karriereselvmord, blev i stedet en ny begyndelse. Her viste Kanye, at han mestrede og turde omfavne popmusikken 100 procent. At han turde tage sin private sang fra badeværelset ud til bedømmelse i det offentlige rum. Da denne førstesingle fra det dybt personlige album ‘808s & Heartbreak’ udkom små to uger senere, gik både nye og gamle fans på iTunes. 2,5 millioner downloads blev det til. Videoen til ‘Love Lockdown’ havde premiere i Ellen DeGeneres’ talkshow, og i den forbindelse gav Kanye sit album følgende ord med på vejen: »Jeg har alle de her ideer og mangler bare at få det ud som et kunstnerisk udtryk. Jeg har ikke et rigtigt rapper-navn, men jeg har god smag, og alle, som kan lide albummet, har højst sandsynlig også rigtig god smag«.

2008

Storhedsvanvid i yderste potens Kan du huske i midten af 90’erne, da popikonet Michael Jackson sendte 11 meter høje statuer af sig selv til Europa som reklamesøjler for sit album ’HIStory’? Storhedsvanvid, skreg alle. Med rette. Den ultraambitiøse 35 minutter lange musik- og kunstvideo til nummeret ‘Runaway’ fra Kanye Wests nye album ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ er hans udgave af de grotesk selvfede statuer, hans ‘Thriller’ og hans ‘The Wall’. Filmen er instrueret af Kanye og kredser om et romantisk forhold mellem ham og et væsen, der er halv kvinde og halv fugl. Hun spilles af modellen Selita Ebanks, der har forklaret, at filmen handler om, at verden ikke accepterer eller forstår det anderledes men i stedet forsøger at ændre det. Vil verden nogensinde forstå og acceptere Kanyes høje ambitionsniveau og latente storhedsvanvid? Vil verden lytte med, når han sammenligner sig selv med Michelangelo og lader videoen til ‘Power’ trække tråde til Det Sixtinske Kapel? Måske, måske ikke. Michael Jackson-produceren Quincy Jones vil eksempelvis ikke høre tale om, at Kanye er det største, musikverdenen længe har set. »Aldrig i livet. Har han skrevet symfonier for orkester? Har han skrevet til et jazzorkester? Come on, mand. Han er bare en rapper«, har han for nylig udtalt om kunstneren, der i november udgav et af årets mest roste album.

2010

52

IN THE CLOSET

ZOLA JESUS Sort med sort på og så lige tilsat noget ubehag. Det er ikke kun i sit mørke og storladne lo-fi-univers, at Zola Jesus flytter grænser. Det gælder også i hendes stil. Hun er, hvad man kalder ‘et lille nips’. Zola Jesus, hvis fødenavn, Nika Roza Danilova, ikke er mindre avantgarde. Hun er så petite, at fotografen, stylisten og jeg virker som kæmper stående ved siden af hende. Hendes lange, hvide Marilyn Monroe-afblegede hår og den porcelænsfarvede hud, som hun kan takke en opvækst i den kolde, amerikanske stat Wisconsin for, er det eneste, der ikke falder under kategorien sort. Fra top til tå er hun iklædt lag på lag og kun i sort – en farve som går meget godt i spænd med hendes lo-fi-goth-musik. Den 21-årige Nika minder om en mørk og dyster udgave af den rødhårede blomsterpige Florence ‘and the Machine’ Welsh, men heldigvis smiler hun bredt, da jeg byder hende velkommen til kolde København. »Det minder mig om derhjemme«, siger hun med glæde i stemmen. En storladen stemme der sammen med hendes dystre og enkelt producerede musik har imponeret – blandt andre Fever Ray der hev hende med på tour i år. Nika er langt fra ubehagelig, men ikke desto mindre er det netop det element, hun bygger sit univers på. »Jeg synes, det er vigtigt at udfordre det, dit sind og din krop kan klare, og ikke lade sig kue af ting, der er hårde og smertefulde. For så tillader du ikke dig selv at udvikle dig som menneske. Jeg kan godt lide at høre musik, der er svært og ubehageligt at lytte til, fordi det flytter min tolerancegrænse«. Om det er en musikvideo eller koncert, så gælder det altid om at skabe et helhedsindtryk. Det er vigtigt, at tingene ikke stikker i flere forskellige retninger men komplementerer hinanden, mener Nika. »Alt arbejder sammen. Ord komplementerer musik, og det er derfor, du har tekster til sangene. Og derfor skal måden, du præsenterer sangene på, også komplementere musikken på en rigtig måde«. For Nika har stil altid været et spørgsmål om, hvad der føles rigtigt eller forkert. Derfor blev sort den nærmeste ven, og hun nikker anerkendende til termen ‘less is more’. »Min stil har altid været intuitiv. Jeg har altid vidst, at jeg havde det bedst med kun at være iklædt sort. Det har aldrig været mig at tage en masse forskellige stærke farver på. Jeg kan godt lide en monokrom stil, fordi det ikke er distraherende. Og det er godt med geometri, lag og struktur«. Men det sorte kan også blive for trygt, og det er jo som nævnt ikke tryghed, Zola Jesus bygger på. »Det er vigtigt, at folk ikke kigger på mig men på musikken. Men nogle gange bliver jeg nødt til at udfordre mig selv og vise noget bar hud, så jeg ikke bliver helt magelig på scenen. Hvis jeg går på scenen og har det for godt, så bliver jeg nødt til at tage et stykke tøj på, som jeg normalt ikke ville have det særlig godt i, så jeg på den måde kan presse mig selv til at optræde bedre. For eksempel nogle hotpants eller noget«, griner hun og trækker sin store sorte sweater op om ørerne. 54

TOP FLYING A UNDERTRØJE THE LOCAL FIRM »Både trøje, leggings og sko har ligesom hver deres statement. Jeg kan egentlig godt lide det hele, men når jeg tager et outfit på, så er der kun én ting, der har et decideret statement. Så skal alle de andre dele være stille«.

TEKST AUGUSTA ABRAHAMSEN FOTO MADS TEGLERS STYLING ANDREE HOXFELDT LINK WWW.ZOLAJESUS.COM

55

KJOLE DR. DENIM TIGHTS GLITTER »Jeg elsker minimalisme! Det enkle er ofte mere stærkt, og jeg synes, man kan udtrykke sig mere klart, når man holder det simpelt«.

T-SHIRT DR. DENIM KÅBE MINIMARKET »Lige siden jeg var barn, kan jeg huske, at min mor har båret sort tøj. Så jeg føler lidt, jeg er vokset op med den farve som den eneste rigtige«.

KJOLE VERONICA B. VALLENES GULDARMBÅND BJØRG LEGGINS GLITTER »Jeg går ikke særlig meget med smykker, fordi de har tendens til at være distraherende og ufunktionelle. Så normalt har jeg kun min vielsesring og et halssmykke, min mand lavede i 3. klasse, på, fordi de er funktionelle, og fordi de betyder noget for mig«.

STRIK MINIMARKET KJOLE WOOD WOOD OVERSIZE RING KIA UTZON-FRANK EGEN SØLVRING »Jeg er vild med strukturen i trøjen men ikke så meget med kjolen. For med kjoler skal du som regel vise bar hud, og det kan jeg ikke lide«.

New collections out now!

shop.bzr.dk

MINE PLADER TEKST KRISTIAN KELLER FOTO SIMON BIRK

Man kan sige meget om en person ud fra en musiksamling. Vi har mødt fem musikere foran deres pladesamling.

60

MIT LIV

SIMON DOKKEDAL En del af mashup-trioen Den Sorte Skole og halvdelen af dj- og producerteamet Dokkedal/Dixen, der snart er aktuelle med et mixtape. Dokkedaldixen.com Hvor længe har du samlet? »Jeg købte min første plade i 1991. Dér var jeg 12 år gammel. Jeg havde en del bånd og cd’er, men netop denne ene KLF-12” fandtes kun på vinyl, så jeg blev nødt til at købe den«. Hvor mange plader har du? »Jeg har aldrig talt mine plader, men ved øjemål vil jeg mene, jeg har 2.5003.000. Jeg har de mere rolige lytteplader derhjemme, hvor genrer som jazz, blues, psych, folk og så videre dominerer. Så har jeg selvfølgelig en kæmpe røvfuld hiphop, electro, soul, latin, rock, world etc. stående i studiet hos henholdsvis Den Sorte Skole og Dokkedal/Dixen«. Hvad betyder din samling for dig? »Jeg har levet af at spille plader i en del år efterhånden, så min pladesamling betyder vel alt for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis de alle sammen futtede af en dag«. Hvilken stikker mest ud? »Det er jo svært at sige. Jeg har en sjov single med Malk De Koijn, hvor Blæs, Tue og Geo har skrevet hilsner til Jokeren på coveret. Det var sikkert meningen, at han skulle have haft den i sin tid, men den nåede aldrig så langt. Det kan være, jeg skal give ham den en dag«. Hvis du kun måtte beholde tre plader, hvilke skulle det så være? »Dj Shadow ‘Endtroducing’, Miles Davis ‘Kind of Blue’ og Tool ‘Aenima’. I dag ville jeg vælge disse tre, måske nogle andre i morgen«.

NIS BYSTED ANDERSEN Spiller i Thulebasen og har pladeselskabet Escho sammen med Nis Sigurdsson og Anders Jørgen Mogensen. Thulebasen.com Hvor længe har du samlet? »Jeg har aldrig tænkt på det som at samle. Men jeg begyndte at købe lp’er, da jeg var 16 år, fordi meget af den musik, som jeg gerne ville have, kun var tilgængelig på lp’er fra genbrugsforretninger«.

Hvor mange plader har du? »Omkring 4.000«.

Hvilken har du spillet mest? »Jane’s Addiction ‘Nothing’s Shocking’ eller Faust ‘Tapes’«.

Hvad betyder din samling for dig? »Den er min ven, som jeg godt kan lide at være i nærheden af«.

Hvilken stikker mest ud? »Bruce Springsteen ‘Nebraska’«.

Hvilke genrer dominerer? »Eksperimentel musik i alle afskygninger, men der er ikke nogen genrer, der ikke er repræsenteret overhovedet. Jeg er til alt musik, så længe det er fedt«.

Hvis du kun måtte beholde tre plader, hvilke skulle det så være? »Faust ‘Tapes’, Alice Coltrane ‘Universal Consciousness’ og The Residents ‘Fingerprince’«. 61

62

LASSE LYNGBO Guitarist i rockbandet Diefenbach, halvdelen af producerduoen White Pony og producer for blandt andre Vinnie Who. Lasselyngbo.com Hvor længe har du samlet? »Jeg har købt vinyl i 10-12 år, men jeg har egentlig aldrig set mig selv som samler«.

Hvad betyder din samling for dig? »For mig er det ligesom et rigtigt godt opslagsværk. Min pladesamling har været en god uddannelse, fordi jeg arbejder med mange forskellige genrer og godt kan lide at være ret stilbevidst. Det er vigtigt at vide noget om den musikalske historie og ikke bare kende det, som er moderne lige nu«.

Hvilken har du spillet mest? »’Think Tank’ med Blur«. Hvilken stikker mest ud? »Jeg har en virkelig skør eksperimenterende plade fra 60’erne. På den ene side er der en lydcollage af optagelser fra et ‘love in’, og på den anden side er der optagelser af cikader. Jeg ved ikke, hvorfor jeg købte den, men det er et sjovt lille tidsbillede«.

Hvor mange plader har du? »Der står 6-700 oppe i lejligheden og cirka det samme i kælderen«.

Hvilke genrer dominerer? »Det er virkelig blandet, men jeg har for eksempel gravet ret meget i amerikansk West Coast-rock og -folk«.

JENS RAMON Guitarist og synthspiller i Figurines. Figurines.dk

at finde plader – selv til udlandet. Jeg har lige fra starten gået meget op i, at alle mine plader skulle være første optryk. Følelsen af at et lille stykke historie følger med hver plade, synes jeg er smuk. Hvis jeg mistede min pladesamling, ville det nok tage mig mange år at blive hel igen«.

blandet psych, folk og jazz, som jeg fandt på en genbrugstur i Ålborg. Der var nok 50 plader, og jeg fik den for 20 kroner, fordi det var lige ved lukketid«.

Hvilke genrer dominerer? »Psykedelisk fra 60’erne til i dag og alternativ støjrock fra slut-70’ene og frem til i dag«.

Hvis du kun måtte beholde tre plader, hvilke skulle det så være? »Det er lidt svært at vælge. Der er så mange gode, men her er tre bud: Bob Dylan ‘Nashville Skyline’, The Velvet Underground ‘The Velvet Underground & Nico’ og Pink Floyd ‘The Piper at the Gates of Dawn’«.

Hvor længe har du samlet? »Jeg startede med at købe lp’er, da jeg gik på efterskole for 11 år siden som 14-15-årig«. Hvor mange plader har du? »1.154 plader og 86 singler«. Hvad betyder din samling for dig? »Den betyder rigtig meget for mig. Da jeg var teenager kørte min far og jeg altid rundt til genbrugsbutikker og plademesser for

Hvad er dit bedste fund? »Jeg har lavet mange gode fund, men et af dem, der stikker ud, er en kasse med

Hvis du kun måtte beholde tre plader, hvilke skulle det så være? »My Bloody Valentine ‘Loveless’, Prince ‘Purple Rain’ og Neil Young ‘Harvest’«.

Hvilken har du spillet mest? »The Beatles ‘Revolver’«.

63

KASPER BJØRKE Halvdelen af Filur, dj og A&R for pladeselskabet Fake Diamond. Kasperbjorke.com Hvor længe har du samlet? »Siden jeg var cirka ti år. Jeg begyndte at samle på filmsoundtracks. De første var nok ‘Mad Max 3’ med Tina Turners epos ‘We Don’t Need Another Hero’, ‘Back to the Future’ med Huey Lewis & the News og ej at forglemme ‘Beverly Hills Cop’ med Axel F-temaet af Harold Faltermeyer«. Hvor mange plader har du? »Har solgt fra og tyndet ud undervejs, så nu har jeg nok kun et par tusinde tilbage, fordelt på loftrum, derhjemme og i mit studie«. Hvad betyder din pladesamling for dig? »Den er en slags fysisk manifestation af min meget skiftende smag i musik igennem mit liv. Derfor er det også fandens svært, når jeg skiller mig af med nogle af dem«. Hvilke genrer dominerer? »Jeg solgte i starten af 90’erne hele min hiphop-samling, fordi jeg mistede interessen. Det har jeg inderligt fortrudt siden, for der var masser af perler imellem, blandt andet første pres af Eric B & Rakims ‘Paid in Full’-album, som jeg solgte for 20 kroner. Nu består samlingen mest af elektronisk, rock og indie«. Hvilken stikker mest ud? »Thomas Helmig ‘Nu hvor du har brændt mig af’ eller ‘Sesame Street’-soundtracket«. Hvis du kun måtte beholde tre plader, hvilke skulle det så være? »Daft Punk ‘Homework«, Pink Floyd ‘Dark Side of the Moon’ og Tom Tom Club ‘Tom Tom Club’«. 64

© DISNEY

VERDENSPREMIERE

I BIOGRAFEN 16. DECEMBER

G책rdkatten Randi

Grafisk design / Arkitektur & Produkt / Mode & Tekstil

9. januar 2011: 24 uger / 3. august 2011: 20 + 44 uger

IN THE CLOSET TEKST CHRISTIAN WOLKOFF FOTO THOMAS SKOU STYLING ANDREE HOXFELDT LINK WWW.BLACKCHEESE.ORG

DOUBLE FRONT LOGGER PANT OG L/S BLACKJACK SHIRT CARHARTT

PAT O Selvfølgelig. Når vi skulle præsentere Carhartts street-stil og Pumas relancerede, klassiske Suede-model, var Pato oplagt. Hans rødder i punkog ska-miljøet er stadig med i alt, hvad han laver. Vi fulgte ham en typisk dag i studiet og på scenen. 67

HICKMAN COAT OG KLONDIKE PANT CARHARTT SUEDE SPECIAL GREY PUMA

68

L/S BUTTON DOWN SHIRT OG S/S POCKET T-SHIRT CARHARTT

L/S MARINES T-SHIRT OG LOGGER PANT CARHARTT SUEDE SPECIAL GREY PUMA

»Det, der er skelsættende for mig og min musik, er, at jeg altid vil alt for meget«, siger Pato Siebenhaar. Manden kender sig selv. Og om selverkendelsen er en svaghed eller en styrke er faktisk ret lige meget. Sådan er det bare. Derfor sidder den 33-årige musiker aldrig stille og arbejder for tiden både på nyt materiale med Lasse Lyngbo som partybaskerne White Pony og med Ane Trolle i duoen Trolle//Siebenhaar. Sideløbende har Pato dog også lavet eget materiale, hvilket er mundet ud i hele to kommende soloalbum. Det ene, ‘Return of the Nighthawk’, fortsætter de bløde reggae-toner fra 2006-debuten, mens det andet udkommer under den ærlige titulering ‘808 Punkrock’. »Jeg havde siddet og lavet Trolle//Siebenhaar og lyttet til den kære Ane Trolles smukke stemme i to år, og som modreaktion til så meget vellyd var jeg bare nødt til at lave noget, der virkelig var beskidt«, fortæller Pato, der også stilmæssigt er inspireret af punkens afgrene, især de sydcaliforniske skatertyper med rødder i skatepunk og skapunk. »Jeg har så tonet den lidt ned og har ikke en kæde til pungen og render ikke rundt med bukserne alt for langt nede. Men for mig virker det som om, at man godt lige kan hive skatertingen af som voksen. I min verden vil den være eviggyldig«, siger den

alsidige musiker, hvis første mindeværdige indkøb var en sort Champions-hættetrøje tilbage i 90’erne. »Jeg er jo et barn af 90’erne, havde hår ned til røven og hørte grunge. Det var der, jeg havde mine teenageår, og som reaktion kan jeg den dag i dag ikke købe et par stramme bukser. Så jeg er lidt dømt til skate-skoene, hættetrøjen og de baggy bukser herfra og ud. Det er det, jeg føler mig hjemme i«. Pato er ovenud klar over sammenhængen mellem mode og musik, for »man identificerer sig jo med de folk, man hører på pladen«. Tilbage i barndommen var det Iron Maiden med dertil hørende denimvest, men senere var det blandt andet bands som Sublime, der gjorde indtryk. Og hvis Pato Siebenhaar i dag har svært ved at holde styr på mangfoldigheden i sit musikalske virke, har han i hvert fald styr på sin stil. 69

MICHIGAN CAP, L/S POKER SHIRT OG SLIM PANT CARHARTT SUEDE SPECIAL BLACK PUMA

70

VEST, L/S MARINES T-SHIRT OG LOGGER PANT CARHARTT SUEDE SPECIAL GREY PUMA

71

BANDIT JACKET, CAPITAL SWEAT TEE OG SID PANT CARHARTT

SUEDE SPECIAL GREEN PUMA

72

MICHIGAN CAP OG L/S BLACKJACK SHIRT CARHARTT

WATCH HAT, HICKMAN COAT OG KLONDIKE PANT CARHARTT SUEDE SPECIAL GREY PUMA

MICHIGAN CAP, L/S BLACKJACK SHIRT OG DOUBLE FRONT LOGGER PANT CARHARTT

L/S POKER SHIRT OG SLIM PANT CARHARTT SUEDE SPECIAL BLACK PUMA

Danmarks bedste udvalg af street, casual, skate, work og denim wear p책 nettet.

R

2010-NOSTALGI Hvad er dit yndlingsnummer fra i år? »Det er Janelle Monáe ‘Sir Greendown’. Jeg elsker Janelle – hele hendes album for den sags skyld! ‘Faster’, ‘Wondaland’ (bryder ud i sang, red.), hun er helt vidunderlig. Men denne her ballade er min favorit«.

CE E

LO

Kan musik redde din sjæl? Cee Lo Green er ikke i tvivl. Vi mødte – og lå næsten i ske med – en mand, der kan så meget mere end bare være ‘ham den tykke’ fra Gnarls Barkley. 76

Han er iført en langærmet undertrøje og et par store, røde polyestershorts med to bittesmå fødder stikkende ud for enden. Kæmpestore solbriller. Han er omtrent lige så stenet i virkeligheden, som han er tøjlesløst energisk på scenen og i sine musikvideoer. Og som han ligger der og gør sig til, minder han mest af alt om en stor, brednakket bulldog med en attitude som Jørgen Leth. Alligevel er han ikke rigtigt til at stå for. For Cee Lo Green er en damernes mand. Ingen tvivl om det. Det er derfor, hans tredje soloalbum har fået titlen ‘The Lady Killer’. En moderne soulplade der på mange måder er en tur tilbage til rødderne for den 36-årige sanger, der har haft soulen med sig i bagagen, siden han var helt lille. »Soulmusikken og jeg… Jamen, det var på mange måder ‘meant to be’«, siger han med et bredt, saligt smil. »Der blev spillet meget soul i mit barndomshjem. Men det var min stedfar, der tog skridtet og satte en plade med Jackie Wilson på og spillede den for mig«. Han holder en lang pause. »Min verden gik i stå. Alting starter med Jackie. Jackie fik mig til at elske soul. Det var ham, der fik mig til selv at ville synge«.

GREEN TEKST PERNILLE JENSEN LINK WWW.CEELOGREEN.COM

»Du kan sætte dig på hans mave, eller lave interviewet imens I ligger i ske. Det ville han elske«, forklarer kvinden fra Cee Los pladeselskab umiddelbart inden min audiens. »Han elsker kropslig nærkontakt!« Hun fortrækker ikke en mine. Men hun ved selvfølgelig også allerede, at der på ingen måde er plads til nogen andre end dagens hovedperson i den topersoners sofa, hvor han mageligt flyder ud på ryggen. »Hello darling… How are you?«, spinder han og rækker en lillebitte hånd frem. Han taler langsomt. Meget, meget langsomt. Så langsomt at han dagen forinden faldt i søvn under et interview. Og i dag har han tømmermænd… Derfor har han kun én halskæde på. »Hvis jeg skulle have lavet videointerviews i dag, så havde jeg taget nogle flere på. Det, håber jeg, er okay med dig«, siger han og slår en smådiabolsk latter op, der flasher hele det imponerende tandsæt og får den store mave til at hoppe.

Soulen reddede ham Cee Lo, der lyder det borgerlige navn Thomas DeCarlo Callaway, startede som kordreng i den lokale kirke hjemme i Atlanta, Georgia, men det var ikke nok for den store dreng med den store stemme. »Jeg udviklede mig til at blive noget af en ‘rude boy’«, forklarer han med et undskyldende skuldertræk om sine turbulente teenageår. »Så simpelt kan det siges… Og ja, så begyndte jeg at høre hiphop«. Som 21-årig stod han i front som rapper i hiphop-ensemblet Goodie Mob på debutalbummet ‘Soul Food’, der allerede slog fast, at her var en stemme udover det sædvanlige. Goodie Mob opnåede aldrig samme stjernestatus som Dirty South-fællerne i Outkast, der som bekendt slog bredt igennem med ‘Stankonia’ og efterlod Goodie Mob som sydens evige toer, der primært var populær hos anmelderne. I dag verserer rygterne om en gendannelse af Goodie Mob, men Cee Lo er ikke i tvivl om, hvilken musik hans hjerte virkeligt banker for. Han løfter de store briller op i panden og kigger mig direkte i øjnene. Endnu en af hans mange kunstpauser følger… »Du kan sagtens lave hiphop uden at have din sjæl med i det, du laver. Det kan du ikke med soul«, siger han og lægger en lille hånd på sit hjerte. »Helt ærligt, hvad er verden uden soul? Det er umuligt at svare på, for soul er jo i alt. Den kom bare til mig – som en total åbenbaring. Og så er vi tilbage, hvor vi startede med Jackie (Wilson, red.). Alting starter med Jackie, you know«. 77

Udover den nu afdøde soulsanger har Cee Lo lyttet til alt fra Bobby Womack og Al Green over Rolling Stones og sågar 80’er-flødebollerne i Hall & Oates. For hans egen musiksmag er lige så bredtfavnende, som hans musikalske output har været det de seneste fem år, siden han fik sit store, kommercielle gennembrud i front for Gnarls Barkley. »Turen fra hiphop til soul har været som en mission for mig. Jeg var en værre bølle, da jeg var yngre. Og jeg kan godt selv høre, at det lyder meget selvoptaget, men det er noget, jeg har gjort for at redde mig selv«. Han slår teatralsk ud med de korte arme og sukker dybt. »Hvad kan jeg sige? Soulmusik har været min redning«.

DAMERNES MAND I forbindelsen med udgivelsen af ‘The Lady Killer’ overvejede Cee Lo at insistere på kun at give interviews til kvindelige journalister – hvis der kom en mand, skulle alle spørgsmål besvares af en skøn kvinde, der skulle sidde ved siden af Cee Lo, som selv ville forblive tavs under hele seancen. Men af en eller anden grund vendte pladeselskabet tomlen nedad. Det kuer dog ikke damernes mand. »‘The Lady Killer’ – jamen, det er jo mig! Jeg er en kæmpe romantiker, og jeg beundrer alle ting, der omhandler kvinder. Jeg bliver aldrig træt af kvinder. De har altid været og vil altid være en stor fascination og inspiration for mig. Jeg har en besked til alle mænd, der lytter til mit album: Jeg håber, I vil lytte til ‘The Lady Killer’ og forstå budskabet. Det handler om at respektere alle kvinder i jeres liv. Så bare se at komme i gang!«

Håber kvinderne elsker det I dag er han så klar med sit tredje soloalbum, ‘The Lady Killer’. Et album der har været tre år undervejs, og som mere end nogensinde dyrker Cee Los store kærlighed til den gammeldags blanding af gospel og r’n’b. For er der noget førstesinglen ‘Fuck You!’ dufter lifligt af på lang afstand, så er det gode, gamle Motown – med et noget mindre lyserødt tekstunivers end i de glade 60’ere. »Yeeeah«. Han slår sin buldrende signaturlatter op endnu en gang. »I bund og grund er det bare min måde at sige »Okay du. Tag mig som jeg er eller fuck you!« Der findes masser af andre sange, der har præcis det samme budskab. Jeg ville bare gerne sige tingene, som de var«. For udover at have kontrol over både rap og sang så har han også et ukueligt talent for at skrive tekster, der bider sig fast. Også uden at bruge det famøse f-ord. Det er ikke for ingenting, at Danger Mouse har kaldt Cee Los stemme såvel som tekster uundværlige for Gnarls Barkley, på samme måde som Diane Keaton var uundværlig i Woody Allens film ‘Annie Hall’. Der er en ganske særlig kemi. For det er som bekendt de færreste forundt at indspille en sang som ‘Crazy’ i one-take. Og måske er det netop derfor, at Cee Lo virker nervøs for at udtale sig om Gnarls Barkley. Af frygt for at ødelægge magien. Han vil dog gerne have, at Brian Burton synes, hans første soloalbum postGnarls Barkley er godt. Men mest af alt så håber han på, at kvinderne tager det til sig. Og måske krammer det lidt… Læs anmeldelse af ‘The Lady Killer’ på side 112.

78

SANPELLEGRINO.DK

TA K

FOR

Endnu et godt musikår er ved at være slut. Vi kigger tilbage på de bedste album og singler, største fails, pinligste tweets og meget mere. KRISEN KRADSEDE Spillestederne og klubberne kæmpede med røde tal på bundlinjen i år. Og flere klarede ikke presset.

ET UFORGLEMMELIGT TV-ØJEBLIK Justin Timberlake og Jimmy Fallons hiphophistorie-medley på ‘Late Night’ Musikken pulserer på nettet, og fjernsynet halter langt efter, men mediet kan stadig ramme plet. Specielt amerikanske talkshows holder skruen i vandet og inviterer flere af tidens bedste musikere indenfor. Ingen gør det bedre end Fallon, der ikke kan lade være med at blande sig, og duetten med Timberlake er episk. Med husbandet The Roots som rytmesektion strøg de to igennem bidder af alt fra Beastie Boys, Dr. Dre og Eminem til The Roots, Kanye West og Jay-Z.

Kødboderne 18 – Kødbyens eneste rigtige natklub måtte som den første bukke under, og København mistede en vigtig musikalsk brik. Pumpehuset – Rod i de gamle regnskaber gjorde Pumpehusets revitaliseringsforsøg umuligt, og det gamle spillested lukkede igen. Lades Kælder – Den høje husleje blev for meget for det lille spillested. Folkene bag leder dog efter nye lokaler. Ritz – Eftersigende var det Københavns Brandvæsen og ikke økonomien, der satte en stopper for den populære dansebar. Ærgerligt lige meget hvad. Vega Natklub – At Københavns bedste koncertsted måtte trække stikket på deres faste ugentlige natklub er stadig dybt mærkværdigt og tragisk.

STÆRKESTE MARKEDSFØRING

Arcade Fires interaktive nostalgi-video Lider du af kronisk nostalgi, så er Google Earth og Arcade Fires interaktive musikvideo lige til at tude over. Indtast din barndomsadresse og lad minderne vælte frem.

80

Iamamiwhoami’s virale kampagne Da mystiske videoer med en lyshåret pige i en skov med dyster electropop i baggrunden dukkede op, begyndte gættelegen. Var det Lady Gaga? Karin Dreijer? Kampagnen mistede pusten undervejs, men hatten af for konceptet.

Kanye Wests G.O.O.D. Fridays Ud over Kanyes utallige Twitter-rants og halvbøvede udtalelser sikrede han sig også, at vi talte om ham, længe før hans mesterlige album udkom, med en bunke ugentlige gratis tracks. Sejt.

I

ÅR! Jay-Z Rick Ross

Gil Scott-Heron

Child Rebel Soldier Big Sean Drake

Kay Fox

The-Dream

J. Cole

Common

Lupe Fiasco Prynce Cy Hi

Keri Hilson

Elton John

Dwele

Alvin Fields

FOLK KANYE WEST SAMARBEJDEDE MED I 2010

Mos Def

Nicki Minaj

Talib Kweli Swizz Beatz

Fergie

Ken Lewis

John Legend

Kid Cudi

Pusha T

Raekwon

Elly ‘La Roux’ Jackson The RZA

Ryan Leslie

Alicia Keys

BEDSTE ALBUMCOVERS

Rihanna

Justin ‘Bon Iver’ Vernon

Teyana Taylor

Tony Williams

Charlie Wilson No Age ’Everything in Between’

MEST OVERRASKENDE SAMARBEJDER U2/Dangermouse Veteranrockerne sweettalkede Gnarls Barkleyesset til at producere deres næste album. Kanye/Bon Iver Megaloman rapstjerne møder følsom folksanger på ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. of Montreal/Solange Knowles Om det var, fordi Kevin Barnes ikke kunne få nummeret til Beyoncé, ved vi ikke. Nikolaj Nørlund/The Fireflies Indierockeren blev hyret som producer på X Factor-gruppens debut. WTF?!

CHILL NU MED DET WAVE Chillwave, witchhouse, kald et hvad du vil. Den stenede lo-fi-synthpop var alle vegne i år og til tider blev navnene lige smarte nok. (Du kan i øvrigt få hjælp til at navngive dit eget chillwave-band her: ). Blackbird blackbird Teen Daze Mickey mickey rourke Neon Asylum Lake R(trekant)dio

Four Tet ’There Is Love in You’

The Radio Dept. ‘Clinging to a Scheme’

The Roots/Monsters of Folk, Dirty Projectors og Joanna Newsom ?uestlove og co. understregede endnu en gang deres musikalske nysgerrighed. Deerhunter ’Halcyon Digest’

BEDSTE TEKSTBIDDER The National (‘Sorrow’): »Sorrow found me when I was young / Sorrow waited, sorrow won« Arcade Fire (‘Ready to Start’): »All the kids have always known / That the emperor wears no clothes / But they bow down to him anyway / It’s better than being alone«

Wild Nothing ‘Gemini’

Kanye West (‘Power’): »Lost in translation with a whole fuckin’ nation / They say I was the abomination of Obama’s nation / Well, that’s a pretty bad way to start a conversation« LCD Soundsystem (‘Dance Yrself Clean’): »Talking like a jerk except you are an actual jerk and living proof that sometimes friends are mean« Best Coast (‘Goodbye’): »I lost my job, I miss my mom, I wish my cat could talk«

Sleigh Bells ‘Treats’ 81

VÆRSTE ALBUMTITEL Mew ’Eggs Are Funny’ M.I.A. ’/\/\ /\ Y /\’ Black Francis ’NonStopErotik’ Sage Francis ‘Li(f)e’ The Greenhornes ’****’

MEST MARKANTE GENRER Witch-house Sært barn har mange navne. Men hvad end du er stødt på witch house, haunted house, drag eller rape-gaze, så har du nok bemærket genrens slæbende beats og creepy lofi-rumklang i år. Chillwave Neon Indian fik chill/dream-wave på manges læber sidste år, men det er først i år, at den skrattende lo-fi-æstetik har peaket, blandt andet med Toro Y Mois debutalbum.

DÅRLIGSTE ALBUMCOVERS

Dubstep Med kompromisløse og tilbagelænede udspil fra James Blake, Mount Kimbie og Darkstar samt pop-step mainstreameksplosioner fra Magnetic Man, Skream og Rusko var 2010 i sandhed bassens år.

Sys Bjerre ‘All in’ FEM STØRSTE FAILS

Dragontears ‘Turn on Tune in Fuck Off!!’

Lil Waynes heavyalbum Havde han haft Rage Against the Machines gennemslagskraft, kunne man have tilgivet lille Waynes blanding af metal og rap, men ak. Ord kan ikke beskrive den oplevelse at sidde albummet igennem fra start til slut, så måske var det meget godt, han fik sig en tænkepause i spjældet. What were you thinking! Weezers product placement At Weezers nyeste album ’Hurley’ er milevidt fra de to første mesterlige album var ingen overraskelse. Men da det tilmed kom frem, at albumtitlen ikke bare var en hyldest til ’Lost’-skuespilleren men også en kommerciel aftale med tøjmærket af samme navn, fik ’Stop Weezer’-indsamlingen, der blev startet i år, mere benzin til bålet.

CocoRosie ‘Grey Oceans’

Kings of Leons Arcade Fire-angreb »Er det for kærligheden til musikken eller for berømmelsens skyld? Du kan sagtens opnå berømmelse uden at blive et dumt svin«. Sådan lød en kommentar fra de efterhånden temmelig tamme løver i Kings of Leon. Og når den var rettet mod Arcade Fire for at være mange i et band og spille på mange instrumenter, så kunne man kun ryste på hovedet. Sex Pistols-parfume Engang var de antiautoritære anarkistiske rebeller, der spyttede på alt, der lugtede kommercielt eller royalt. Nu laver de Sex Pistols-parfume. Og ja, folkens, der er sørme også en sæbe på vej! Johnny Rotten, der er så sandelig noget råddent ved dig.

Marnie Stern ‘Marnie Stern’

Wyclef 4 Prez Om det var et forsøg på at redde sit folk eller sin egen indskrumpede musikkarriere, skal vi ikke gøre os kloge på. Faktum var, at Wyclef ikke havde sat sig så godt ind præsidentproceduren og hurtigt blev frasorteret. Og så var der også noget med noget rod i regnskabet for hans Haiti-støtteorganisation. Hmm…

Kanye West ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’

Weezer ‘Hurley’ 82

SEJESTE ALBUMTITEL Wavves ‘King of the Beach’ Treefight For Sunlight ‘A Collection of Vibrations For Your Skull’ Dungen ‘Skit i allt’ Casiokids ‘Topp stemning på lokal bar’ Det Sejler i Effekter ‘Den danske sang er en ond, blond Pia’

ÅRETS BEDSTE SINGLER Vi har rålyttet til mange numre i år, men her koger vi det ned til de ti bedste sange, der ikke optræder på vores ‘årets bedste album’-lister. Big Boi ‘Shutterbug’ James Blake ‘Limit to Your Love’ Diamond Rings ‘Wait and See’ Cee Lo Green ‘Fuck You’ Kenton Slash Demon ‘Matter’ Lykke Li ‘Get Some’ M.I.A. ‘Born Free’ Janelle Monae ‘Cold War’ Mark Ronson ‘Bang Bang Bang’ Kurt Vile ‘In My Time’

PINLIGSTE TWEETS

M.I.A. 917.834.3158 CALL ME IF YOU WANNA TALK TO ME ABOUT THE N Y T TRUTH ISSUE, ill b taking calls all day bitches ;)

Wavves should i masturbate or go grocery shopping?

Rivers Cuomo Anyone else suck at pushing straws through juice boxes?

50 Cent I love music I listen till it just comes out its a gift. I thank god for music and my d*ck size. Lol http://plixi.com/p/52306874

Kanye West I specifically ordered persian rugs with cherub imagery!!! What do I have to do to get a simple persian rug with cherub imagery uuuuugh

ROBYN HER, DER OG ALLE VEGNE Selv om den svenske popdronning tidligt annoncerede, at hun ville slippe tre album i løbet af året, var det nok de færreste, der regnede med, at hun ville sætte et så markant aftryk på musikåret. Men Robyn har været allestedsnærværende. Gratis tracks, streams, videoer, remix, stærke samarbejder, koncerter og så videre. Og udover en Soundvenue-forside i juni og en dj-gerning til vores efterfølgende fest, har hun selvfølgelig også fyldt meget på Soundvenue.com. Det er blandt andet blevet til: 30 nyheder 8 videoer 3 albumanmeldelser 2 liveanmeldelser 13 uger på High 5 med ‘Fembot’, ‘Hang With Me’ og ‘Indestructable’

R.I.P. Jay Reatard 2010 blev sparket rigtig skidt i gang, da det øretæveindbydende punkrockgeni døde den 13. januar, kun 29 år gammel. Den hyperproduktive krøltop, der netop havde fået hul igennem til et bredere publikum via en kontrakt med Matador, levede hårdere end de fleste, og hans sørgelige endeligt skyldtes desværre en kokainforgiftning.

ÅRETS HIPSTER-BATTLE Copenhipster vs. Djuna Barnes ‘Hipster’. Ordet der har været på alles læber i år blandt andet takket være bloggen Copenhipster.dk. Med ironisk distance gik Thor Martin Jensen anonymt i kødet på Københavns kreative klasse ført an af Vibskov, Trentemøller, Kasper Bjørke og selvfølgelig Djuna Barnes. Som ironien vil have det, endte Copenhipsters spot på mediernes fokus på individet frem for kunsten med at skabe stor opmærksomhed omkring ham selv. Og da Djuna ikke kunne klare det mere og begik karaktermord i Information, var ‘Trading Places’-transformationen fuldendt. Copenhipster tabte dog pusten, og Djuna fik slikket sårene. Så årets hipster-battle endte uafgjort.

Sparklehorse Alt. country-eneren Mark Linkous, manden bag hestepseudonymet, havde igennem hele sit voksne liv kæmpet en hård kamp imod stoffer og depression. Og den 6. marts fik sortsynet endegyldigt overtaget, hvorfor han tog sit eget liv med et skud gennem hjertet. Verden blev en særegen sangskriver fattigere, men sangene lever videre.

Guru I starten af marts breakede nyheden om, at Gang Starr-rapperen lå i koma, svækket af kræft. Og den 19. april måtte vi for sidste gang lette på cap’en for en af hiphoppens mest distinkte stemmer, der med sit overlegne tilbagelænede flow var med til at definere genrens guldalder i 90’erne.

83

ÅRETS BEDSTE DANSKE ALBUM

10

Giana Factory ‘Save the Youth’ Udviklingen fra Loui Foo og co.’s første garagerock-kitschede single ‘Go Bananas’ til debutalbummets dystre noir-pop med minimalistiske trommeprogrammeringer, frostklare synths og underspillede vokalharmonier er mildest talt beundringsværdig. Et sammenhængende og modigt album der lover godt for pigernes fremtid. AT

09

Fallulah ‘The Black Cat Neighbourhood’ Hvis Sverige kan prale af at have Lykke Li, så rækker vi tungen lige tilbage, mens vi peger på Maria Apetri, der med sit Fallulah-alias og Fridolin Nordsøs ferme producerfingre skabte en lille bombe af energi, sensualitet og medrivende feinschmecker-pop. AT

08

07

Figurines ‘Figurines’ Man kan ikke altid udgive et af årtiets bedste album – som Figurines gjorde med 2005’s ‘Skeleton’ – men mindre kan også gøre det. På deres fjerde fuldlængde var indierock-jyderne kogt ned til en trio, og spilleglæden i smågeniale kompostioner som ‘Hanging From Above’ og ‘Free Today’ fungerede upåklageligt. AT

06

Shout Wellington Air Force ‘Clean Sunset’ Det kræver en indsats at komme ind på livet af Shout Wellington Air Force. Men tager man sig tid til at lære indierockernes strittende debutskive ordentligt at kende, åbenbarer der sig en vildt voksende lytteoplevelse, der bag sine kompromisløse eksperimenter gemmer på et solidt sangskelet. RJ

84

The Rumour Said Fire ‘The Arrogant’ Alles ører var vendt mod The Rumour Said Fire i år. Kunne de følge op på ‘The Balcony’? Nok ikke, men albummet underbygger følelsen af, at Danmark har fået et nyt stort rockorkester. For deres folk’ede rock og smittende vokalharmonier fungerer, specielt på singlen ‘Sentimentally Falling’. KK

05

Efterklang ‘Magic Chairs’ Nogle bands rammer plet første gang. Andre modnes og finder langsomt deres udtryk. I år fandt Efterklang ind til kernen og droppede nogle af eksperimenterne til fordel for medrivende popmelodier. Selvfølgelig uden at give slip på deres musikalske overskud. For numre som ‘The Soft Beating’ og ‘Scandinavian Love’ leger stadig med virkemidlerne og snor sig uden om skabelonerne. Og så er ‘Modern Drift’ bare en forbandet fængende sang med sart pianotema og buldrende trommer. KK

04

Sleep Party People ‘Sleep Party People’ Normalt forbinder man kaniner med nogle bolleglade, lystigt hoppende væsener. Men har man set ‘Donnie Darko’ eller lagt ører til kaninmaskebærende Brian Batz’ debutalbum, ved man, at det ikke altid er tilfældet. Med sit Sleep Party People-navn fik Brian fra sit bur på Nørrebro fremtryllet en samling dybt sørgmodige shoegazer-drømmepop-viser af den fineste kaliber. Et absolut unikt lydunivers og en sjældent udansk udgivelse der glædeligvis endte med at appellere til en langt større skare end forventet. AT

02

03

Murder ‘Gospel of Man’ Folkduoen rystede ikke på hænderne på efterfølgeren til et af 00’ernes bedste danske album, ‘Stockholm Syndrome’ fra 2006. Tværtimod havde de modet til at udvide udtrykket i forhold til den spartanske forgænger, og på ‘Gospel of Man’ sniger der sig både inspiration fra Beach Boys og The Beatles ind i de varierede arrangementer. Kombineret med Jacob Bellens’ altid leveringsdygtige vokal, en tankevækkende tekstside og Anders Mathiasens instrumentale ekvilibrisme lagde det nye alen til Murders kunstneriske kunnen. RJ

Chimes & Bells ‘Chimes & Bells’ Sidste års debut-ep ‘Into Pieces of Wood’ antydede, at der var noget stort i vente, men alligevel var den første fuldlængde fra Cæcilie Trier og hendes dystre rockkompagni en overraskende formfuldendt nydelse. Grundtonen var tyktflydende melankolsk med ulmende guitargløder, sfæriske synth-gisp og Triers dybe sirenerøst, eminent komplementeret af Jannis Makrigiannis’ lyse andenstemme. Funklende dunkle sangjuveler som ‘Reasons’, ‘This Far’ og ‘Do the Right’ understregede, at vi her har at gøre med en sjældent talentfuld sangskriver. RJ

01

Treefight For Sunlight ‘A Collection of Vibrations For Your Skull’ De kom ud af det blå. I marts var de pludselig bare signet til det dengang spritnye selskab Tambourhinoceros. Men nummeret ‘The Universe Is a Woman’ tydeliggjorde, at de ikke bare var endnu et håbefuldt band. For blandingen af Oh No Ono-falset, Animal Collectiveråbekor og en lettere psykedelisk instrumentering var så godt skruet sammen, at man i den grad spidsede ører. Da sommeren så blev endnu bedre med ‘Facing the Sun’s solbeskinnede oplagthed blev ventetiden frem til debutalbummet næsten uudholdelig. Men belønningen var stor. For rejsen gennem deres Beach Boys-glade poppsykedelika er som at løbe barfodet gennem en blomstereng. På imponerende vis formår de at gøre de stort instrumenterede numre fængende simple at lægge øre til. Normalt kunne man frygte, at tre års albumfinpudsning ville ødelægge et album, men det er åbenbart ikke sket i hænderne på Treefight For Sunlight, der oven i købet kunne runde året af men en velfortjent international pladekontrakt med Bella Union. KK 85

ÅRETS BEDSTE UDENLANDSKE ALBUM

24

25

How To Dress Well ‘Love Remains’ R’n’b er normalt ikke en genre, der får mange minutter på anlægget, men med folk som James Blake og netop How To Dress Wells moderne take på genren, spidsede vi ører. Flødebollefølsomheden bliver nemlig pakket godt og grundigt ind i lo-fi-produktioner, der sætter tempoet helt ned til en svært dragende sneglefart. KK

Warpaint ‘The Fool’ Ud af en imponerede række af genreeksperimenterende bands fra Los Angeles lyste Warpaint klarest i år med debutalbummet, der blandede drømmende vokalharmonier med eksperimenterende rockinstrumentering. Uden at være sigende for albummets mange kvaliteter var singlen ‘Undertow’ blandt årets bedste med The xx-agtige enkelthed. KK

23

The Walkmen ‘Lisbon’ Newyorker-gruppens album kom som en stiv whisky til en tør hals. Og selv om ‘Lisbon’ lige knap nåede højderne fra 2008’s mesterlige ‘You & Me’, så understregede de nye numre The Walkmens uforlignelige evne til at fremtrylle tidløse rockhymner med melankolsk grundtone og melodisk punch. RJ

19

These New Puritans ‘Hidden’ Svimlende beatmageri, isnende postpunk og sælsom avantgardepop går hånd i hånd på de unge englænderes svære – men særdeles modne – toer. Fra ‘We Want War’s Timbaland-tungerækkende tribalmonster til den gåsehudsfremkaldende og hjertegribende ‘Hologram’ beviste de, at de er mere end en engangsforestilling. Fuldstændig kompromisløst. AT

17

22

20

Sleigh Bells ‘Treats’ Tyggegummipop og cheerleader-singalongs møder smadret distortionguitar og overstyrede crunk-beats. Med den killer-kombi og sange som ‘Tell Em’ og ‘Infinity Guitars’ som højdepunkter avlede duoen en helt frisk lyd og et album så møghamrende sejt, at man nærmest kan mærke sin egen streetcred stige for hver gennemlytning. AT

The Soft Pack ‘The Soft Pack’ Årets mest rendyrkede rockfix kom fra San Diego. Efter at have kastet The Muslims-aliasset af sig leverede firkløveret ti medrivende ‘no nonsense’ garagerocksange, der i nævenyttig veloplagthed næsten matchede The Strokes’ klassiker ‘Is This It’. Kort sagt, det musikalske svar på potjoints, tyggegummi og dåseøl. RJ

86

Robyn ‘Body Talk Pt. 1’ Den svenske popdronning har pumpet en potent overdosis af sin electropop direkte i årerne på os i år. Og første fix var absolut bedst. Her legede Robyn for alvor med formaterne på sin moderne robotpop. Og ‘Dancing on My Own’ er ganske enkelt et brag af et hit. En velkommen tvilling til ‘With Every Heartbeat’. KK

Twin Shadow ‘Forget’ Det er ikke nogen hemmelighed, at når popmelodier blandes med melankoli, opstår der ofte en dragende modsætning. Det er den åre, George Lewis Jr. tapper fra på debutalbummets new wave-flirtende synthpop. Naive trommespor og drømmende synth møder dyb, eftertænksom vokal. Enkelt. Godt. KK

18

21

The National ‘High Violet’ Nogle ting skal helst ikke ændre sig for meget, og derfor er ‘High Violet’ en så udelt fornøjelse: Det slidstærke melodihåndværk er intakt, den melankolske grundstemning uforandret, og med Matt Berningers udtryksfulde baryton i ørerne ved man, at man ikke kæmper alene mod tilværelsens grundlæggende meningsløshed. RJ

16

Glasser ‘Ring’ Det er fedt at blive overrasket. I hvert fald når det er på den måde, som Cameron Mesirow slog benene væk under os med sine loop-baserede sange. Debutalbummet er først og fremmest en imponerende original og eksperimenterende affære, der på mange måder deler kunstneriske ambitioner med Björk. KK

15

Maximum Balloon ‘Maximum Balloon’ Dave Sitek er en hjernevridende original rockproducer. Men at han også var i stand til at fremtrylle et vitaminstruttende festalbum af karat kom som en overraskelse. Men alting er selvfølgelig også nemmere, når man kan trække på seje venner som Karen O og David Byrne. RJ

13

Gold Panda ‘Lucky Shiner’ Med singlen ‘You’ ramte engelske Derwin Panda ned i en elektronisk tidsånd. Hans opklippede beats og abrupte vokalkollager var som en blanding af chillwavens afslappede lo-fi-tilgang og støjende electronica. Albummet fulgte det til dørs med numre, der skabte en samlet magisk lytteoplevelse. KK

11

Best Coast ‘Crazy For You’ Fuldstændig som bestilt landede Best Coasts debutalbum midt om sommeren. For selv om Bethany ofte synger om hjerte og smerte, kærestesavn og kattekærlighed, så skinner solen altid igennem i de bittersøde melodier og næsten ulovligt catchy omkvæd. En betagende lo-fi-opdatering af 60’ernes finurlige pigepop. AT

08

12

Ariel Pink’s Haunted Graffiti ‘Before Today’ Syvende gang var lykkens gang for Ariel Pink. Mandens velfortjente gennembrud skyldes til dels, at han er blevet galionsfigur for hele dreamwave-bølgen. Men når nu han har vendt den lo-fi-lyd ryggen, skyldes det nærmere bare, at han har begået en vanvittigt sej, retrofuturistisk psychpop-perle af et album. AT

09

10

Wavves ‘King of the Beach’ Da singlen ‘Post-Acid’ ramte nettet i foråret, var vi mange, der havde svært ved at få armene ned. Nu havde vi jo hørt Wavves’ superduper-skrattende skrammelrock og slackerpunk over to album og håbede, at han ville gøre lige netop, hvad han gjorde: Skrue op for poppen og tage sit nye album en tur i lydstudiet. Når den solskoldede powerpop ikke får fuld gas, viser Wavves tilmed nye, mere modne sider med længselsfuld, Phil Spector-anno2020-distortionpop. AT

Tame Impala ‘InnerSpeaker’ Du kan lige så godt lægge alkohol, fjolletobak og alt det andet stads på hylden. De unge australieres debutalbum er nemlig mere bevidsthedsudvidende end den stærkeste narkococktail og har åbnet en portal til en fjern galakse. Et sted hvor John Lennon-vokaler tumler rundt et sted bagerst i et miks, der blander The Doors sammen med psych- og stoner-rock-legender i én kæmpemæssig lydorgasme. Og når melodierne tilmed er lige så slidstærke som deres fortidshelte, har vi at gøre med et enestående album. AT

14

The Radio Dept. ‘Clinging to a Scheme’ Det er svært at sætte en finger på, hvad det præcis er, The Radio Dept. kan med deres opløftende melankoli. Men sikkert er det, at svenskernes molbeklædte melodier sjældent har udfoldet sig flottere, og dermed har de skabt et mere end værdigt sidestykke til deres mesterlige debutalbum. AT

Kanye West ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ Du kan synes, hvad du vil, om ham og hans rablende udtalelser, men vi tilgiver ham alle dæmonerne. Albummet er en genistreg udi musikalsk overdrev. En liste af musikalske gæster så imponerende at andre ikke når i nærheden i løbet af en hel karriere. Og et fortjent los i røven til mainstream hiphop. Kanye vil være den største, og maratonnummeret ‘Runaway’ indkapsler ambitionen, når han krænger sjælen ud over et simpelt beat og strygere, før han tager det helt ud på overdrevet. Smukt. KK

07

Caribou ‘Swim’ Når et album åbner med en single som ‘Odessa’, så kan det kun blive ren sejrsdans resten af vejen. Og det er da næsten også tilfældet for Dan Snaiths moderne bud på musik til dansegulvet. Som LCD Soundsystem formår han at hive selv de stiveste indierock-ben op af lænestolen, selv om udgangspunktet mere er housemusikkens groove blandet med electropoppens letspiselighed. Og så fornægter Snaith psykedeliske leg sig stadig ikke, når alverdens syrede samples blandes ind i mixet. KK 87

06

Arcade Fire ‘The Suburbs’ I forhold til deres første to album løsnede de ellers så gennemseriøse canadiere lidt på de musikalske tøjler på ‘The Suburbs’, der blandt andet tilføjede det synthpoppede(!) ‘Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)’ til sangkataloget. Kombineret med en mere tilbagelænet tilgang til sangskrivningen, hvor gruppen skruede lidt ned for de bombastiske arrangementer, resulterede det i et mindre højstemt, men ikke desto mindre medrivende album, rigt på mindeværdige melodier der understregede Arcade Fires indiskutable særstatus i indierocklandskabet. RJ

03

05

Gorillaz ‘Plastic Beach’ Når Damon Albarn laver noget, så lytter vi. Så da han støvede de virtuelle Gorillaz-kostumer af efter fem års albumpause, forventede vi noget stort. Og det fik vi. Faktisk et sandt overflødighedshorn af musikalsk overskud, hvor rockens grundingredienser røres op med alt fra verdensmusik til hiphop og grime. Og med et imponerende lineup af gæstemusikere emmer albummet af overskud, som på singlen ‘Stylo’, hvor Bobby Womack krænger sjælen ud, og den fremragende, Little Dragon-besøgte ‘Empire Ants’. KK

04

LCD Soundsystem ‘This Is Happening’ Sidste album eller ej, James Murphy formåede igen at destillere det bedste fra indierocken og dansemusikken på et tredje album, der ellers havde fået den umulige opgave at følge op på 2007’s fremragende ‘Sound of Silver’. Fra den næsten ni minutter lange åbner ‘Dance Yrself Clean’ griner Murphy og co. nærmest af udfordringen og sparker gang i endnu en smittende fest, hvor disco- og postpunk-referencerne fører an i de lange, groove-dyrkende numre. KK

Deerhunter ‘Halcyon Digest’ Man kunne frygte, at shoegaze-hjortejægerne ville få vanskeligt med at følge op på 2008’s ‘Microcastle’. Men nej, Bradford Cox. og co har i sandhed ramt en guldåre, der foreløbig lader til at være uudtømmelig. Og tak for det. For hvad ville 2010 have været uden ‘Helicopter’s himmelske inderlighed, ‘Desire Lines’’ Beck-kølige overblik og eller den episke Jay Reatard-hyldest ‘He Would Have Laughed’ for blot at nævne nogle få højdepunkter? Tidens indierockkonger i topform. AT

02

Sufjan Stevens ‘The Age of Adz’ Det krævede et ordentligt tilløb, faktisk mere end fem år, før den mesterlige ‘Illinoise’ fik en regulær albumefterfølger. Forventede man mere fra den sædvanlige storladne storyteller-skuffe, fik man dog noget af et chok. For albummet er en radikal dekonstruktion af amerikanerens klassiske folkpop-dyder, der druknes i en boblende sump af lange episke kompositioner, skævvredne beats og knirkende computerlyde. En ordentlig mundfuld, men for de eventyrlystne var der masser af guldklumper at finde. RJ

01

Beach House ‘Teen Dream’ Fra de længselsfulde guitarakkorder og svævende korstemmer på åbneren ‘Zebra’ vidste man, at der var noget særligt på færde. For godt nok var Baltimoreduoens første to album lovende ekskursioner ud i smægtende melankolsk drømmepop, men alligevel var transformationen på ‘Teen Dream’ overvældende. Med ét slag var tidligere tiders momentvise vaklen mellem melodi og lo-fi-monotoni borte, og tilbage stod ti formfuldendte skæringer, der tilsammen udgør en slidstærk og sjældent hørt homogen enhed. Ganske vist rangerer numre som førnævnte ‘Zebra’, den florlette, klaverbårne ‘Used to Be’ og den hudløst sitrende afslutter ‘Take Care’ blandt musikårets stærkeste stunder, men i en tid hvor den digitale single skubber albumsalget tættere og tættere på afgrunden, understregede ‘Teen Dream’, at albummet som sammenhængende kunstværk nok ikke går af mode de næste mange år. Og så trækker det selvfølgelig heller ikke ned, at Victoria Legrand og Alex Scally berigede os med hele tre fremragende koncerter i år. RJ

88

Book fly og hotel til din favoritby hos verdens største online-rejsebureau. Nemt. Sikkert. Ingen skjulte gebyrer. www.expedia.dk

Årets bedste album Deltag i Soundvenue og Expedias afstemning om årets bedste album og vind en rejse med fly og hotel for to til Barcelona. Nu er det din tur til at give dit bud på, hvad der var årets bedste album. Giv din mening til kende, så deltager du automatisk i lodtrækningen om en rejse for to personer til Barcelona med fly og hotel. Resultatet af afstemningen samt vinderen af konkurrencen bliver offentliggjort mellem jul og nytår på Soundvenue.com

Giv dit bud på www.soundvenue.com/expedia Eller SMS til 1204 “SV EXPEDIA [BANDNAVN, ALBUMTITEL]”

B EACH

90

TEKST PERNILLE JENSEN FOTO SIGURD GRÜNBERGER STYLING SIDSEL ALLING LINK WWW.BEACHHOUSEBALTIMORE.COM

Sidste år var det Grizzly Bear, og i år er Beach House det lille band, der pludselig er strøget til tops og på alles læber. Og vi er ikke i tvivl. ‘Teen Dream’ er årets bedste album. Vi mødte duoen til en snak om et år, der har været vildere end de fleste.

HOUSE Der er ikke rigtigt nogen tvivl. 2010 har tilhørt Beach House. De har hverken erobret hitlister eller spillet live i Go’morgen Danmark. Til gengæld er Alex Scally og Victoria Legrands sange krøbet lige så stille ind under huden på dem, der har gidet at lytte. Og det er der flere og flere, der gerne vil. Sammen har Beach House nemlig noget helt særligt. De ligner et søskendeband men kunne også lige så godt være kærester. Ingen af delene passer. I stedet har de, hvad Victoria kalder »et sindssygt alien-venskab«, der som en usynlig kraft har holdt dem sammen, siden de mødtes tilfældigt gennem fælles venner og bandkammerater i hjembyen Baltimore for lidt over seks år siden. Dengang gik der ikke lang tid, før de indså, at hvis der skulle magi på bordet – og det skulle der – så måtte de bryde ud og fortsætte som duo. Og som sagt, så gjort. Og som de sidder her overfor hinanden ved tourbussens campingagtige spisebord, ligner de til forveksling coveret til deres andet album ‘Devotion’ fra 2008. Men det er slet ikke det, vi skal tale om i dag. Der er nemlig sket en hel del siden da. »Vi er først og fremmest bare vildt glade for, at alt det her er sket«, siger Alex, imens Victoria brygger en kop grøn te til den stemme, der er lige så hæs, dyb og fantastisk i virkeligheden som på plade. »Lidt overraskede«, siger hun. »Men mest glade!« I januar udsendte duoen deres tredje album ‘Teen Dream’, der adskilte sig fra de to tidligere plader med mindre verdensfjern rumklang og en 91

række nye sange, der stod bedre frem hver især, uden nogensinde at give køb på de dagdrømmende og længselsfulde stemninger der er blevet et af bandets fineste varemærker. Og præcis derfor er det så modsætningsfyldt at følge den vanvittige tour de force, bandet har været på i 2010. Et år der har budt på adskillige lufthavne, landeveje, hotelværelser og blot to sølle ugers sammenhængende ferie i et hårdt program, der ville virke som et kvælertag på de fleste andre bands. Bare ikke Beach House. Men først skruer vi lige tiden 11 måneder tilbage. Én lang turné i år »Da vi udgav ‘Teen Dream’ tilbage i januar, havde jeg egentlig mest bare en ret god fornemmelse af, at folk, der kunne lide vores første plader, nok også ville kunne lide den her – og nok også flere«, siger Alex. »Vi har altid haft stor tiltro til os selv, og vi har meget selvtillid. Og jeg tror, at vores egen tro på, at vi har gjort det rigtige, har fået folk til at tro på os og vores musik«. »For mig er det noget, der er vokset gradvist«, lyder det fra Victoria bag et seriøst mørklægningsgardin af et pandehår. »Vi holder enormt meget af ‘Teen Dream’, men det er ikke nogen definerende plade. Den er slet ikke højdepunktet for Beach House. Det er jo ikke fordi, vi er et band, der har eksisteret i seks måneder og lavet en ‘buzz’-plade, som alle folk snakker om«. Men hvad enten Victoria Legrand vil indrømme det eller ej, så var ‘Teen Dream’ allerede før den officielle udgivelse omgærdet af en internet-hype. Faktum var, at ingen var i tvivl om, at noget stort var ved at ske.

SKREVET OM BEACH HOUSE Vi er ikke de eneste, der har tabt vores hjerte til Beach House… »‘Teen Dream’ er et rørende bevis på, at gode ting kan ske, når man bevæger sig ud af sin komfortzone«. Anmeldelse på Pitchfork (9/10) »Beach House har lavet en absolut magisk plade – de ujævne kanter fra fortiden er blevet opblødt, og det gør ‘Teen Dream’ til en ædelsten i kronen på ungdommens storslåede krønike«. Anmeldelse i NME (9/10) »Ved første gennemlytning føles sangene som simple vuggeviser. Det er først, når du tager dig tid og lader sangene synke ind, at du indser, at du nok aldrig kommer til at kunne se helt ned på bunden«. Premature Evalution af ‘Teen Dream’ på Stereogum »Jonathan Richman sagde engang, at The Velvet Underground ikke lavede musik, de skabte atmosfære. Det samme gælder denne drømmepop-duo fra Baltimore«. Anmeldelse i SPIN (8/10)

92

Kan I opsummere det forgangne år med tre ord? »Skræmmende… Spændende… Og ophidsende«, siger Alex med et grin og kigger på Victoria. »Jeg vil sammenligne det med at være inde i en vaskemaskine…«, siger hun. »En vaskemaskine som kører rundt og rundt non-stop«. Hun vifter med armene og laver susende lyde. »Derfor er det svært for os at se det forgangne år udefra. Når folk spørger os, hvordan det føles, så aner vi det ikke. For vi har jo bare turneret og turneret«. »Vores år har virkelig været præget af at være på tour konstant. På den måde har det ikke været et særlig festligt år – det har været et fysisk år. Det har været et år, der har været styret af fornuft mere end følelser«, forklarer Alex. For selv om de joker, griner og kalder det forgangne år for seksuelt opstemmende, så tager de Beach House alvorligt. Det er gået fra at være et sejt bijob til et fuldtidsjob, der er mere krævende end de fleste. Hvert eneste år er de taget på tour med flere folk i crewet og har spillet koncerter for flere og flere mennesker. Men dette års tour sprænger alle rekorder. Selv har de døbt turneen ‘Den uendelige tour’, og det er bestemt ikke uden grund. »I aften er vores koncert nummer 144 i år«, siger Alex. »I alt har vi som band spillet 450 koncerter. Og ja, jeg holder tal på dem. Vi spiller 1.000 shows i alt, og så er det slut!« De knækker begge to sammen af grin. »Okay, måske ikke«. Al energi på scenen Noget ret specielt ved den såkaldt uendelige tour, der indtil videre er programsat til at fortsætte til og med februar næste år, er, hvordan den konstant er blevet forlænget. Da Beach House gæstede Europa i starten af året, blev de inviteret til at komme igen til de europæiske festivaler henover sommeren. Og som Alex siger med et beskedent skuldertræk: »Vi har altid set det at turnere som vores måde at komme ud til folk på, fordi vores musik måske ikke er så tilgængelig. Så vi har bare sagt ja til alt«. For eksempel er det i år første gang, at Beach House er blevet inviteret til at spille festivaljobs, hvilket som bekendt bragte dem til Roskilde Festival i juli, hvor de spillede på en mere end bare almindeligt proppet Pavilion-scene tidligt lørdag aften. Og det var en ganske særlig koncert. Ikke bare for de fremmødte, men også for bandet. »Vi havde det så sjovt på Roskilde«, siger Victoria. »Folk modtog os så varmt, og der var bare en helt fantastisk energi blandt publikum. Det var helt klart min yndlingsfestival«. Alex istemmer: »Alle folk svedte. Der var en masse støv i luften, der lå som tåge henover publikum, og folk kastede med vand. Der var en helt speciel stemning. Det var så varmt og tilrøget, og samtidig kom der et underligt gult lys ind udefra – som et slags bizart tusmørke«, siger han. Victoria fortsætter: »Det var som en blanding af nat og dag, og det er klart vores yndlingstidspunkt at spille på, når vi spiller på festivaler. På Primavera spillede vi først på aftenen, så det var lyst, da vi startede, og mørkt da vi var færdige. Det er et vidunderligt tidspunkt. Det er som om, naturen er din lysmand!« Ifølge Victoria er det ikke for sjov, at de nævner to festivalkoncerter som to af årets helt store højdepunkter. »Når folk spørger os, hvad der har været de største oplevelser for os, så er det alt sammen foregået på scenen«, forklarer hun. »For det er der, vi har været. Eller… Det er i hvert fald der, vores energi har været«. »Der har ikke været så mange vilde fester og sådan noget i hvert fald«, siger Alex.

Flere og flere fans Alligevel fortryder de intet. Heller ikke selv om de ikke engang selv vidste, at de skulle tilbage til Europa i efteråret, før turneen, der blandt andet bragte dem til Store Vega i november, var booket. »Vi var på tour i USA i august, da jeg sad og surfede rundt på nettet på min telefon«, forklarer Alex. »Ved et tilfælde faldt jeg over en overskrift, hvor der stod noget med »Beach House på Shepherd’s Bush Empire« (i London, red.) – og det er seriøst det største sted, vi nogensinde har spillet. Og vi anede ingenting om det!« »Vi var sådan »Nå, okay. Så skal vi sgu på den igen««, siger Victoria og knytter næven. »Men det er helt fint. Vi er tilbage, og vi er klar!« »Når det er sagt, så blev vi meget nervøse, da vores bookingagent fortalte os, at vi skulle spille i det store rum (på Vega, red.)«, siger Alex. »Vi havde faktisk ikke rigtigt lyst, for vi er normalt ikke så glade for at spille i store rum«. »Men det er et meget varmt og meget smukt rum«, afbryder Victoria. »Sidste gang vi spillede her (i december 2008, red.) var også en vidunderlig aften«. »Men dengang endte arrangørerne med at give gratis billetter væk, fordi der ikke var solgt nok«, siger Alex. »Første gang vi var på turné i Europa, spillede vi for 10-15 mennesker. Næste gang kom der måske 100. Og nu har der været udsolgt her i København siden september. Det er jo fantastisk, men det beviser samtidig også, at det er en kurve, der går opad. Vi har besøgt mange af de samme byer fire-fem gange nu, og mønstret er det samme. Alle steder går

2010-NOSTALGI Hvad er årets bedste album? »Ariel Pink’s Haunted Graffiti ‘Before Today’ Der er ikke rigtigt nogen tvivl, for vi holder begge to meget af pladen. Den lyder bare som intet andet, og melodierne er helt fantastiske. Desværre har vi ikke fået chancen for at høre ham live, men jeg har hørt, at det skulle være ret vildt«, siger Alex Scally. Hvad har været din bedste koncertoplevelse i år? Alex: »Jeg var så heldig at se Pavement, da vi selv spillede på Primavera. Det var en stor oplevelse for mig, for jeg var kæmpe fan af dem, da jeg var yngre. Det var fantastisk at se dem. De spillede virkelig godt, og omgivelserne var helt perfekte«.

93

det fremad i et stille og roligt tempo, men lige i Danmark der må folk bare kunne lide os bedre. Vi aner ikke hvorfor, men det er helt klart et kæmpe spring for os at gå fra Loppen til Vega«, forklarer Alex på sit bedste cirkusdansk. »Beach House er vores liv« Men det er ikke kun for Beach House selv, at det er en stor ting. Det at gå fra et udsolgt Loppen i februar, over et Roskilde-telt fyldt til bristepunktet og til et udsolgt Store Vega i november er en bemærkelsesværdig bedrift, som de færreste bands kan matche – nok primært fordi de færreste bands kan holde ud at turnere sammen over så lang en periode. Men det tynger ikke Beach House, der altid har turneret intensivt og brugt de mange turneer til at opbygge en stadigt voksende skare af fans. Ifølge Victoria er det et spørgsmål om at kunne sætte sig selv til side. »Det er klart, at man kan blive træt af at turnere så meget, som vi gør. Men selv om vi begge to er helt flade og føler, at vi slet ikke har nogen energi tilbage, så finder vi alligevel noget frem fra en hemmelig reserve. Det gælder om at huske, at ultimativt så handler det ikke om dig selv, men om andre mennesker – dem der kommer for at høre dig spille. Vores vilje til ikke at ville skuffe folk er større end noget andet«. »Samtidig er vi jo også bare sindssygt gode venner«, forklarer Alex. »Når du turnerer så meget, som vi gør, så kan den konstante nærhed godt blive til en klump af bitterhed. Men samtidig kan den også blive til en meget kompakt og nær familie med en masse kærlighed«. Han knuger hænderne sammen til en kugle foran sig. »På mange måder er vi jo hinandens eneste venner lige nu«. Der er ingen tvivl om, at det er den krølhårede guitarist, der selv bidrager med en god sjat af den lim, der holder sammen på duoen, når livet på landevejen for alvor bider fra sig. Det er ham, der står for at pakke ud og pakke ned, imens Victoria passer på sin stemme i baggrunden. En stemme der allerede på Loppen i februar var stærkt medtaget af en slem forkølelse. Alligevel har de klaret skærene uden alvorlig sygdom. Men nu er det også snart på tide at

GRIS I BRØD Rødkål, agurkesalat, hvidt brød og godt med ribbensteg med blød svær. Flæskestegssandwich er næppe det mest ernæringsmæssigt korrekte at indtage på landevejen. Alligevel var Beach House nødt til at smage den fine, danske spise. »Vi har hørt så meget godt om den her »pork sandwich«, så vi var nødt til at prøve den. Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der er i, men den smager fantastisk!«, fortalte en tilfreds Alex Scally, da vi var et smut forbi Isted Grill i København efter koncerten på Store Vega.

95

drosle ned. Denne gang ikke bare i to uger, men for alvor. »Vi har arbejdet så hårdt de sidste fire-fem år, og nu er vi nået til det her underlige øjeblik, hvor vi er nødt til at passe på os selv og vores kreativitet«, forklarer Victoria. »Men for os har det med at være på tour altid været det, der i sidste ende tager os tilbage til noget kreativt. Afslutningen på en lang turné er som regel begyndelsen på ny musik«. »Det er præcis sådan, jeg har det nu. Du kan føle, at det er ved at være slut med at turnere, når du har lyst til at lave ny musik igen«, siger Alex. For selv om de også lige skal finde sig selv efter over et års intensiv tourvirksomhed, så er bandet også deres liv. Derfor er små bidder af nye numre opstået undervejs på turneen. På hotelværelser. Under lydprøven. Eller som da Victoria for sjov sad og klimprede på et klaver, da de gæstede et radioshow tilbage i april. Resultatet kunne høres på det nye nummer, de spillede på Vega. For selv om den noget ydmyge varevogn, de kom kørende i tilbage i februar, i dag er vokset til en noget mere flashy nightliner, så handler det stadig for Beach House om at bevare den umiddelbare DIY-tilgang, de har haft til musikken, siden de startede. »Da vi begyndte at spille sammen som Beach House, var vi i starten af 20’erne. Det var som en eksplosion af ungdom. Vi havde det bare sjovt med at lave musik sammen, og vi spillede koncerter for en lille håndfuld af vores venner. Men jo mere energi vi har lagt i bandet, jo større er det blevet. Og det bliver mere og mere klart for os, at det her er vores liv nu«, forklarer Alex Scally. »Det, der har holdt os oven vande i det her skøre år, er faktisk bare en følelse af, at vi er virkelig heldige. Vi har bare forsøgt at drage fordel af al den her positive respons, vi har fået, i stedet for at stikke af og løbe væk fra den«. 96

SOUNDTRACK TIL TOURBUSSEN »Jeg er helt besat af en fyr, der hedder Joe Hisaishi. Han laver soundtracks til Miyazakis film (som for eksempel ’Min nabo Totoro’, red.), og de er helt fantastiske at lytte til i bussen. De er meget mystiske og meget emotionelle – og samtidig meget traditionelle. Og totalt fantasifulde«, fortæller Alex Scally, om hvad der pt. bliver hørt i tourbussen.

SANPELLEGRINO.DK

ON

THE

Efterklang har været en af dansk musiks bedste eksportvarer i år. Med ‘Magic Chairs’ i bagagen er det blevet til 115 koncerter i næsten 30 lande. Vi tog med til tre af dem i Spanien og Portugal for at få en snert af turnélivet bag klicheerne. TIME SCHEDULE Arrival & load-in: 16.30 Soundcheck: 17.00 - 19.00 Doors: 21:00 Support band: 21.30 EFTERKLANG: 22.30 Curfew: 00.00

Endnu et land besøgt »Pak let! Og hvis du skal sidde med en tromme på skødet i flere hundrede kilometer, så må du ikke brokke dig«, skrev Rasmus Stolberg, bassist og manager i Efterklang, i en mail til mig, inden jeg tog til Spanien for at tage på en miniturné med bandet. Jeg forstår pointen, da jeg klemmer mig ind i deres ni-personers-minibus fyldt med det mest nødvendige gear. Og nå ja, otte mennesker der for længst er blevet afhængige af at turnere. De har besøgt stort set samtlige europæiske lande med undtagelse af et par stykker i øst. De har 320 shows på tre år i bagagen. »Erobringstrangen« hentyder Rasmus til, da han senere på turneen laver et flueben ud i luften. Et flueben for Portugal. Jeg pakkede let, og gudskelov for det. Om 1.000 kilometer, tre koncerter og utrolige mængder ost, kaffe og rødvin sidder jeg på bagsædet af en taxa på vej ud i lufthavnen igen. Jeg er alene og bruger hele bagsædet. Bare fordi jeg kan.

98

R OAD

TEKST OG FOTO SØREN RYE

Vejen er vanedannende Glem alt om store nightliners og roadies. Det er valgt fra, ellers kan bandet ikke leve af musikken. Her er der en enighed om, at belønningen ved at spille koncert hver dag uden tvivl står mål med de mange kilo gear, der skal bæres. Og det er tilsyneladende utrolig vanedannende. »Jeg har ikke deltaget i familiefester de sidste tre år«, fortæller guitarist Frederik Teige på en støvet benzinstation et sted mellem Sevilla og Lissabon, efter jeg lige har indtaget dagens første måltid, bestående af et stykke masseproduceret tærte og en tør bolle. Rookie mistake #1: Spis mad fra cafeteriaer på benzinstationer.

EFTERKLANG TOUR-FACTS • Debuterede på Huset i Magstræde den 6. marts 2003 • Har siden spillet 401 koncerter. De 320 af dem er fra oktober 2007 til i dag. • Har spillet i mere end 40 forskellige lande i primært Europa og Nordamerika. • Afslutter turneen med ‘Magic Chairs’albummet den 18. marts i Amager Bio. Det bliver deres koncert nummer 426.

99

EFTERKLANG OM FEM TURNÉKLICHEER ‘En ny pige i hver by’ »Det gælder sikkert for nogle bands, men vi er nok Danmarks mest satte band. Vi er meget glade for vores kærester derhjemme. Men når man rejser så meget, som vi gør, så får man venner over hele kloden, så vi har venner i næsten hver by. Nye og gamle«. ‘Koncert-druk-sove den ud, koncert-druk-sove den ud’ »Hvis det er en kort weekendtour, så plejer der at gå druk i den, men når vi er af sted i fire til fem uger ad gangen, så drikker vi ikke så meget. Det er komplet uudholdeligt at være så lang tid på tour med tømmermænd«. ‘Smadrede hotelværelser’ »Det er ikke lige os. Vi går mest op i, om der er gratis internet på hotellerne«. ‘Luksus-tourbusser’ »Vi plejer at turnere i en stor Mercedes Sprinter-minibus, som er bygget om netop til det formål. Vi sover på hotel efter koncerten og kører så næste morgen videre til næste spillested. Der er alt muligt ekstraudstyr og komfort, men det er sgu ikke luksus. De der store luksusbusser er sgu heller ikke så luksus. De lugter af sure tæer og sved, da man ikke kan tage bad, og så koster de en årsløn at leje til én månedsturné. De penge kan vi bruge bedre på andre ting«. ‘Ud og se verden’ »Det må vi sige ja til. Vi kom aldrig ud at rejse efter gymnasiet, men der har vi fået revanche nu!«

Tømmermænd og Treo Med tømmermænd dagen efter slår Rasmus fast, at det har fyldt utrolig meget de seneste år: »Jeg kan da godt mærke, at mine venner ikke kontakter mig nær så meget længere. Jeg er simpelthen for meget af sted«. Det er ved middagstid, og tømmermændene bliver skyllet væk med Treo i vandflaske. Thomas Husmer fortæller mig, at det dog ikke er noget, der sker ofte, det der med at drikke sig i hegnet. Faktisk er det ikke alkoholeftervirkninger, han bøvler med. Det er mest en øm krop. »Som trommeslager kan det godt være hårdt at sidde i bilen i seks timer, hvorefter man rent faktisk skal bevæge sig en del på kort tid«.

100

Rodløsheden kommer snigende Vi putter flere kilometer på triptælleren, og uhæmmet indtager og forlader vi den ene café efter den anden. Ude i bilen igen bliver der ikke sagt så meget. De ved godt, at det er i bilen, man kan få indhentet søvn. For når man når frem, er det altid hektisk. Jeg tænker på København og kigger på mit ur. Det var vist noget med, at vi skulle sætte uret tilbage i Portugal. Jeg er allerede så småt begyndt at miste tidsfornemmelsen og få fornemmelsen af, at hvis jeg gjorde det her længe, ville jeg føle mig rodløs. »Det handler ikke om, hvorvidt du bliver rodløs. Det handler om, at du skal befinde dig godt i dit eget selskab. Og så med hinanden. Det lærer man«, fortæller Frederik Teige. »På et tidspunkt får man også brug for en pause«, forklarer Thomas Husmer. »Og få ordnet nogle ting derhjemme. Men du ved, at du på et tidspunkt skal ud igen. Og uanset hvor meget man har spillet, så glæder man sig. Til den præmie det er at spille en koncert«.

Så skal der slæbes gear Supportbandet er lige slut, og Efterklang skal ud og sætte deres gear op. Efterfølgende bliver der skrevet setliste – i hånden. Og det er en ny en hver gang. Efter koncerten går det stærkt. Lokale strømmer ind backstage og er yderst taknemmelige. Der bliver poppet rødvin. Specielt i de sydlige lande er bookerne enormt gæstfrie. Der er bare lige det, at oppe på scenen står der gear, der skal pakkes ned. Helst med det samme. Men så griber drengene bare muligheden for at være i øjenhøjde med deres fans. Næste dag får bandet mulighed for at slappe af i Lissabon, inden de flyver hjem til København for et kort visit. Inden jul skal Belgien, Tyrkiet, Rusland og Sverige rundes. Tak til:

101

WHITE

102

TEKST CHRISTIAN WOLKOFF FOTO THOMAS SKOU LINK WWW.WHITELIES.COM

2010-NOSTALGI Hvad er det bedste album i år? »Blonde Redhead ‘Penny Sparkle’. Jeg ventede spændt på det album, siden jeg hørte, at det var på vej. Og jeg tror stadig, at jeg vil lytte til det i år fremover. Det er en perfekt blanding af bandets signatur knækkede vokaler og delikate guitarer og Van Rivers/Subliminal Kids’ isnende elektronik, der får hver sang til at lyde nostalgisk og følsom, men mere selvsikker end deres tidligere forsøg. Mit personlige højdepunkt er ‘My Plants Are Dead’«, siger Charles Cave.

LIES White Lies er vant til at blive sat i bås. Joy Division, sort tøj, postpunk og så videre. Men trioens kommende album handler om kærlighed, dresscoden er væk, og bassisten Charles hader faktisk punk. Forestillingen om image kan være en besynderlig ting. Specielt når den løber løbsk, giver bagslag eller slet ingen relation til virkeligheden har. White Lies har prøvet det meste på den front. Fra at blive sammenlignet op og ned ad vægge med Joy Division, som bandet ikke engang kendte til for et par år siden, til at anlægge et renommé på linje med en kirkegård, når de i virkeligheden bare er tre unge, glade og grinende knøse fra Londons forstæder. Men sådan går det vel, når man udgiver storladne rocksingler med simpelt morbide titler som ‘Death’ og ‘To Lose My Life’. Og så er der tøjet, ej at forglemme. Sort dresscode fra top til tå. White Lies’ bassist og mastermind

Charles Cave sagde til Soundvenue i forbindelse med udgivelsen af bandets debut i 2009, at det sorte tøj var til for at fjerne fokus fra deres påklædning og over på musikken. Den gik vist ikke. »Det gik helt sikkert den anden vej. Det var nok lidt naivt af os at gøre det, men det var rent faktisk en af de første ting, vi besluttede i bandet«, lyder det selverkendende fra trommeslager Jack Lawrence-Brown. Charles ser dog i dag på det med mere ligegyldige øjne: »Men det betyder ikke rigtigt noget. Folk skriver jo, hvad de vil, og hvis ikke det var om vores sorte tøj, havde det bare været noget andet«. Jeg sidder på baren Bakken i Kødbyen, og rundt om bordet gør Charles, Jack og sanger Harry McVeigh mig selskab. De er i Danmark for at promovere deres kommende album ‘Rituals’, som rammer butikkerne den 17. januar. Bandet er lige kommet fra P3, hvor de har været i studiet hos Le Gammeltoft for at lave premiere på albummets første single ‘Bigger Than Us’. Et nummer med usandsynligt højt til loftet. »Det er bare en stor, hymne-agtig og ganske let tilgængelig rocksang. Og så er det en god introduktion til albummet«, siger Harry. Død og kærlighed White Lies’ lyd er uden tvivl blevet endnu større på ‘Rituals’. Ambitionerne såvel som de musikalske armbevægelser er skudt helt i vejret, og mens bandet efter eget udsagn måske skød en smule over målet med debuten, har de efter turnévirksomhed, 103

»Det plejede faktisk at irritere os lidt, men når folk beskriver os som postpunk, har de vel et eller andet sted ret, for hvis der er noget, vi ikke er, så er det punk«, lyder det fra Harry, hvorefter vi kort kommer til at snakke om Joy Divisions inspiration fra punklegenderne i Sex Pistols. »Jeg hader Sex Pistols. Ja, jeg hader virkelig punkmusik. Det er nok den musikgenre, jeg mindst kan lide«, vrisser Charles, dog med en vis sarkasme, inden Harry tager over igen: »Men det startede helt sikkert noget. Punken var et eller andet sted nødt til at være der«. Der er da heller ingen i bandet, som rigtigt lyttede til postpunk som hverken børn eller teenagere. Harry var vild med Queens of the Stone Age, mens Charles’ første musikalske åbenbaring var ingen ringere end Michael Jackson, hvorefter heavy metal tog over. »Det kan jeg stadig lide. Faktisk skal mig og Harry til en black metal-koncert på lørdag i London«, som han siger.

HARRY OG HENDRIX Mens Charles citerer Michael Jackson som sit første musikalske minde, er der specielt én person, som har gjort indtryk på Harry og hans lyst til at blive musiker: »Da jeg var omkring 12-13 år, begyndte jeg at lytte til Jimi Hendrix, og han blev min helt. Der er ingen bedre end ham, ingen anden sand virtuos. Jeg lytter stadig til ham en gang imellem, men jeg forgudede ham i et langt stykke tid, og han inspirerede mig til at spille guitar«.

104

udvikling og ekstensiv udforskning af musik generelt skubbet sig selv mod nye steder. Det rigtigt interessante er dog gruppens skift i tematik. Mens ‘To Lose My Life…’ i høj grad handlede om ja, død, er ‘Rituals’ centreret om kærlighed! Er drengene blevet blødsødne? Har de fundet ud af, at kærligheden er stærkere end døden? Eller var de bare trætte af deres sortsynede image? »Jeg tror, at jo mere man er væk fra kærlighed, jo mere begynder man at tænke over det«, siger tekstskriver Charles. »Og når man har været væk fra kærlighed fra forældre, venner og kærester, fordi man har været på turné i næsten to år, bliver man også vant til bare at fortsætte uden. Hvilket er ret skræmmende. Så det var ligesom bare det, jeg havde i tankerne, da jeg skrev sangene«. Men er de så gladere nu? Har succesen fra debutalbummet smittet af på stemningen? »Succes gør dig mere komfortabel som band, men jeg er ikke sikker på, det gør dig glad«, konstaterer Harry efterfulgt af en tår cola. Pointen er måske, at de tre snakkesalige og smilende fyre ikke har været besat af døden eller sygeligt depressive til at starte med. Og så er vi tilbage ved det med imaget. M.J. over Sex Pistols Joy Division-sammenligningerne har været svære at komme uden om, men White Lies er faktisk ikke vanvittigt glade for Ian Curtis og co., og postpunk-mærkatet er de sådan set heller ikke så vilde med.

Misforstået mørke Som Harry pointerer, er der rent faktisk bare en masse folk, som mistolker bandets seriøsitet for mørke og tungsind. »Fra et musikalsk synspunkt er vores musik jo ret opløftende. Hvis du går til vores koncerter, står folk ikke med armene ned af siden, de går helt amok. Det gør folk glade, og det gør os glade«, uddyber han, ligesom Charles har sin forklaring på musikken og teksternes dystre ydre: »De mest ulykkelige mennesker er jo dem, som ikke er i stand til at forstå, hvorfor de føler, som de gør. Det faktum, at vi er i stand til at lave musik om de mere negative og melankolske sider af livet, betyder bare, at vi i dag er komfortable omkring de ting. Vi konfronterer tingene, og det gør dit hoved en del lettere«. Det virker som om, White Lies er i gang med at gøre op med deres image. Eller måske bare forklare hvorfor det er, som det er, så vi kan blive fri for de mange misforståelser. Derfor spørger jeg også til fremtiden for den sorte dresscode. »Check de der striber«, griner Harry og peger over på Jack, som sidder i en rødstribet skorte. »Han er endnu ikke kommet ud af sin pyjamas«. »Det er jo ikke sjovt, for I lavede også den joke tidligere i dag«, svarer Jack tilbage. Og selv om ingen svarer direkte på mit spørgsmål, er svaret ganske tydeligt. Farver er tilladt. Ja, næsten tilskyndet. Imaget skulle jo nødig tage overhånd. Læs anmeldelse af ‘Rituals’ på side 130.

FESTIVALDESIGN: RUNE MORTENSEN (WWW.RUNEMORTENSEN.NO) OG FRODE SKAREN (WWW.UGLYLOGO.NO)



ANMELDELSER A-Z Badly Drawn Boy Bear Hands Black Dub Broken Records Anna Calvi Cola Freaks Crystal Fighters De Høje Hæle Dntel Duffy Girl Talk Girls Cee Lo Green Ibrahim Electric

ROBYN

I’m Kingfisher

»Den svenske popprinsesse sætter upåklageligt kronen på trilogi-værket«.

Kid Cudi

Joan As Police Woman

Lazer Sword Matt & Kim Motörhead Mt. Desolation Museum of Bellas Artes My Chemical Romance

TURBOWEEKEND »Det er lyden af et band, der tør prøve sig selv af og lege med egne konventioner«.

N*E*R*D Nicki Minaj Nightlands No Joy Pinkunoizu The Radio Dept. Rihanna Rock Hard Power Spray Simian Mobile Disco Paul Smith Spokes Bruce Springsteen Sun Airway The Tallest Man on Earth Terror Danjah The War on Drugs Weekend Kanye West White Lies Willie Isz

107

ANMELDELSER

Badly Drawn Boy

‘It’s What I’m Thinking Part I – Photographing Snowflakes’ (Ear/Playground)

Det her album lyder som et soundtrack til stort set samtlige romantiske komedier, Hugh Grant nogensinde har spillet med i. I de film er der altid en scene, hvor hovedpersonen er nedslået af den ene eller den anden grund, og her ville musikken passe fremragende ind. Vi snakker easy listening og fine sange med et skær af melankoli og eftertænksomhed tilsat en vokal, der lyder som om, den er optaget under vand. Åbningsnummeret ‘In Safe Hands’ er for eksempel en øm og akustisk ballade med et strejf af noget psykedelisk. På ‘The Order of Things’ sniger lidt elektroniske impulser sig ind hist og pist og skaber et ganske lækkert lydtapet. Men altså stadig tapet. Der er således ikke mange sange på albummet, der for alvor formår at ruske sig fri. Det hele glider lidt sammen, hvilket skyldes de ofte anonyme melodier og en lag-på-lagproduktion, der i sine bedste stunder kan minde om Becks ‘Sea Change’. Albummets højdepunkt er det over seks minutter lange titelnummer. Teksten er et ambitiøst langdigt, hvor Damon Gough aka Badly Drawn Boy forsøger at lege Dylan og i slutningen af hver linje serverer en pointe, der vender hele linjen på hovedet. For eksempel: »Just accept only one thing and that is that nothing will change / anything«. Man forstår, hvor han vil hen, men man er ikke helt overbevist. Og det gælder for hele albummet. Jonas Kleinschmidt

Badly Drawn Boy som melankolske sjælere. Der er med andre ord noget for enhver smag, og det er faktisk debutalbummets største hæmsko. Repertoiret spænder bredt og er skarpt skåret, både lyd- og længdemæssigt, men det medfører desværre også, at det samlede indtryk bliver overfladisk og rodet – selv efter mange gennemlytninger. Selv om Bear Hands kan deres håndværk, er debuten en kende anonym. De korte numre savner simpelthen originalitet og kompositorisk substans. Bear Hands’ melodiske anretninger er lækre men byder ikke på megen udfordring for lytteren og virker i længden for kalorielette. Frederik Hald

‘Burning Bush Supper Club’ (Cantora)

MGMT lever ikke forgæves. Det er en af de første tanker, der melder sig, når man byder Bear Hands inden for i stuen til 34 minutter i selskab med deres semi-psychede indierock. Det ville dog være for let at affeje den New York-baserede kvartet på baggrund af deres åbenlyse slægtskab til bysbørnene i MGMT, for Bear Hands spiller på mere end blot psychrockens tangenter og leverer således en regulær smeltedigel af det sidste årtis alternative genrer. På de 11 skæringer holder Bear Hands et højt variationsniveau fra den sløvt pacede falsetsang på ‘Crime Pays’ til den mere klassisk indierockede ‘Blood and Treasure’. Pladens stærkeste numre er de nærmest funky ‘High Society’ og ‘Tablasaurus’, mens ‘Wicksey Boxing’ og afslutteren ‘Tall Trees’ på fin vis udfylder rollen

108

Broken Records

‘Let Me Come Home’ (4AD/Playground)

Black Dub ‘Black Dub’ (Sony)

Bear Hands

monier et sted mellem roots reggae og gospel. Men ved endt lytning er det Trixie Whitley, der rumsterer videre i ørerne. Det er hende, der redder balladen ‘Surely’ fra at lide druknedøden i Lanois’ til tider lige lovlig sukrede studiesovs. Alligevel, når Trixie Whitley bliver megastjerne, må vi huske også at klappe af hendes mentor Daniel Lanois. Sune Engel Rasmussen

Man skal huske at klappe af dem i køkkenet. Eller i maskinrummet. Eller hvor de nu måtte husere i anonymitet og gøre livet mere behageligt for os andre. Produceren Daniel Lanois er en af de få, der er blevet superstjerne uden rampelys, blandt andet for sin himmelsending af U2 og sin genfødselshjælp til Bob Dylan. Men den canadiske mixerpultbetvinger har også en ambitiøs solokarriere. Han har i årevis arbejdet på det, han kalder sin dub-lyd. Med sig til at undfange den lyd har han jazztrommeslager Brian Blade og bassist Daryl Johnson. Samt den ukendte Trixie Whitley, ej at forglemme. Og selv om pladen er Lanois’ projekt, tager det den unge sangerinde cirka et vers at stjæle hele showet. Albummet bærer præg af at være indspillet af rockdrenge. Black Dub går ikke ‘all Jamaica’. Eksempelvis er udgaven af Tenor Saws 1985-dancehallhit ‘Ring the Alarm’ for rodet og kan knap kaldes en coverversion. Bedst er Black Dub, når de læner sig tilbage og lader bassen råde. Som på singlen ‘I Believe in You’ og den stilfærdige ‘Silverado’ hvor mændene brillerer med korhar-

Det er umiddelbart svært at sætte en finger på Broken Records’ mangfoldige og højloftede indiefolk. Der er blæsere, strygere, pompøse kompositioner og en aldeles intenst syngende forsanger i form af Jamie Sutherland. Det er på sin vis ren Arcade Fire, og alligevel er det som om, bandet – trods overfloden af fritløbende følelser – mangler et eller andet på deres andet studiealbum. Måske er det fordi, den skotske sekstet trods de velskrevne numre mest af alt lyder som alle mulige andre bands i stedet for at lyde som sig selv. Ud over den Arcade Fire-lignende instrumentering er det nemlig ikke svært at fremhæve den Brandon Flowers-lydende vokalfrasering- og producering, den hjerteudkrængende og nærmest overdramatiserende Shearwater-nerve samt den lettilgængelige iørefaldenhed, der kunne være opstået, hvis man smed landsmændene fra Frightened Rabbit i en blender med amerikanske Your Vegas. Det er derfor en ganske sær følelse at sidde med et album, der på den ene side ikke har mange skønhedsfejl, men som på den anden side aldrig får konklusionen om en meget mere end gennemsnitlig og lettere uoriginal lytteoplevelse til at melde sig. Det gør det til et ambivalent, men mere end solidt stykke håndværk, som nok havde fremstået en del mere unikt, hvis det var blevet udgivet for ti år siden. Anders Büchert



Anna Calvi ‘Anna Calvi’

(Domino/Playground)

»Det største siden Patti Smith«, har Brian Eno kaldt den kun 22-årige Anna Calvi, og så er det jo med at lytte godt efter, for Eno burde vide, hvad han taler om. Og efter endt lytning af hendes selvbetitlede debutalbum står det klart, at sammenligningen med Patti Smith ikke er helt ved siden af. Calvis vokal besidder en nerve, en tilstedeværelse og en gennemslagskraft, som bestemt er en sammenligning med den aldrende rocklegende værdig. Særligt på nummeret ‘Desire’, et helt formidabelt, kontant og desperat rocknummer der uden tvivl er albummets højdepunkt. Her bider Calvi rent faktisk skeer med de store ikoner i musikhistorien. Der er noget usædvanlig selvsikkert og ‘gammellivsklog-kvinde-fanget-i-en-ung-krop’ over musikken og det samlede udtryk på albummet. På den måde minder Calvi om Bob Dylan, der allerede som 21-årig lød som en mand, der havde levet et helt liv. Samtidig er der noget forfriskende uncool over Anna Calvi. Hun er ikke indie. I stedet lyder hun som noget fra 90’erne. Som Jeff Buckleys generte lillesøster, om man vil, der nu endelig træder i karakter som syngende, libidinøs sylfide. Derudover er hun en dygtig guitarist, der kun sjældent forfalder til lidt ligegyldig liren af. Oftest bruges de halsbrækkende ekskursioner på gribebrættet til på inciterende vis at underbygge det enkelte nummers gennemgående melodilinje, og således har Anna Calvi begået et debutalbum, der, på sin egen ekvilibristiske facon, er sært dragende. Jonas Kleinschmidt

Cola Freaks ‘Cola Freaks’ (Hjernespind)

Memphis-punkskolen har med Cola Freaks åbnet filial i Århus. Spørgsmålet er selvfølgelig, om betegnelsen holder vand, når geografi-referencen ryger. Retfærdigvis nåede 1/3 af sekstetten at agere backingband for selveste Jay Reatard inden majestætens død, så måske rubriceringen ikke er så skæv endda? Bandet, som er døbt efter en sang af de rød/hvide urpunkere Lost Kids, har på tre år begået flere 7”-singler, men denne selvbetitlede blitzkrieg er deres første fuldlængde. Og albummet suser sikkert forbi, før du når at blinke. I fuldblods ADHDstil, når bøllerne omkring 11 epileptisk flimrende knokkelpunk-numre på under 25 minutter. Den statistik og indercoverets snapshot af et bandmedlems blodstænkede guitar illustrerer fint, hvad Cola Freaks er for en størrelse. De spiller

ANMELDELSER bogstaveligt talt, så blodet sprøjter, i overmenneskelig og ultrapræcis robotstaccato. Og de er punkens mismodige og paranoiainficerede vrangside. Et yang til landsmændene i De Høje Hæles evige yin, om man vil. Tekstuniverset ligner Fu Manchus ind-til-benetkoncise slogansalver. Selv forsanger Mads Stobberup lyder sgu som Scott Hill, når han som en dement galning snarere råber end skråler sig vej gennem numrene. Et af versene i den vrede ‘Sniper’ lyder: »Sigter / følger / du ska’ ha’ din straf / min dom / som fortjent / du går i knæ / min hævn / min mission.« Imponerende hvor meget ondskab han får ud af så forsvindende få ord. Og albummet er en syngende punklussing, hvor kun meget få af fingrene ikke rammer kinden helt rigtigt. Anders Cold

Crystal Fighters ‘Star of Love’ (PIAS/VME)

Efter at have opnået en anseelig opmærksomhed med singlen ‘Xtatic Truth’, der sidste år blev udgivet på det franske label Kitsuné, er Crystal Fighters klar med debutalbummet – et sjovt og særegent bud på klubmusik anno 10’erne. Crystal Fighters er fra London, og det fornægter sig på intet tidspunkt. Og dog. Inspirationerne fra den pulserende og wobbly dubstep, den skærende grime og den neonindsmurte, nu glemte new rave fornægter sig i hvert fald ikke, men samtidig kombineres den engelske klubmusik konstant med baskisk folk. Baskisk folk? Ja. Det lyder skørt, og det er skørt. Sangene stikker konsekvent i adskillige retninger, ligesom markante temposkift er en selvfølgelighed. Men inddragelsen af netop baskisk folk og traditionelle, baskiske instrumenter som txalaparta, txistu og en ganske almindelig spansk guitar er med til at gøre det legesyge London-band til et frisk pust blandt resten af den bølge af engelsk klubmusik, der konstant skyller ind over resten af Europa. Det åbenlyse højdepunkt er stadig ‘Xtatic Truth’,

men herudover gemmer pladen også på en række fine klubhits. Heriblandt grimetracket og kærlighedserklæringen ‘I Love London’, den baskiske folk-sang/dubstep-banger ‘Swallow’, klubballaden ‘Plage’ og ‘In the Summer’, der lyder, som hvis MGMT og Klaxons tog svampe og lavede musik sammen. I Spanien. Kenneth Kristensen

De Høje Hæle

‘Skal vi aldrig videre?’ (Hjernespind)

Som en herligt uprætentiøs knallertpunkudgave af Shu-Bi-Dua sparker De Høje Hæle debutantdøren ind med en slags foreløbig ‘Best of’ – finpudsede leveringer af sange der hidtil har vekslet hænder i undergrunden på kasettebånd, CD-R og 7”. Trioen er velsignet med en uimodståelig, røvballet og ærkedansk charme. Hvad enten forsanger Magnus Knudsen karskt og frejdigt skråler om Gud, der spiller ‘Røvguitar’, kratluskeri (‘Kære du’), en ‘Senildement civilbetjent’, overvågningssamfund (‘Storebror’), ‘U.F.O.’er eller noget så banalt som ikke at turde tage det første skridt over for hende den flotte til festen (‘Sige hej’), maler han et rød/ hvidt stemningsbillede, der er mere enkelt og oprigtigt end nogen viralkampagne, VisitDenmarks svindlermor ville kunne hive ud af kussen. Skal vi aldrig videre? Jovist. Men gør dig selv den tjeneste at rive 36 minutter ud af kalenderen til dansk punks Forrest Gumps: Så dumme at de faktisk er snedige, og med lyrik så knuselskeligt naiv at den bør smelte de mest bundfrosne betonhjerter. Bedst af alt: De besidder den fornødne tekniske tightness til at servere umiddelbarheden med. Albummet rummer få lavpunkter. Historien om civilbetjenten, der burde kvitte jobbet, er sammen med ‘9 gange i træk’ eksempler på, når lyrikken kammer over i det lovligt endimensionelle. Heldigvis er der et dusin andre fornemme bøllehymner, der opvejer dem. »Jeg sagde: Hvis han ikke ku’ lide De Høje Hæle, så ku’ han da få et par flade«. Nemlig. Anders Cold

De Høje Hæle

109

ANMELDELSER

Diverse kunstnere

‘Blow Your Head Volume 1: Diplo Presents Dubstep’ (Mad Decent/Cosmos)

Hvis genretroldmanden Diplo bruger sit magiske håndelag på at samle alverdens dubstep, kan resultatet ikke blive andet end fantastisk. Det skulle man i hvert fald tro, hvis bagkataloget af dancehall, electro, hiphop og, ja, dubstep er nogen indikator. Albummet er dog ikke den basåbenbaring, man kunne have ønsket sig af stjerneproduceren. Dubstep undviger elegant at lade sig definere. De mange undergenrer gør det umuligt at kortlægge scenen. På trods af Diplos tidligere succes med genrekrydsninger, falder hans compilation til jorden netop af den grund. Hver for sig er flere af numrene i særklasse, men blandingen af dem ender som en flad cocktail, primært fordi det er svært at forestille sig, hvem der skulle kunne få noget ud af samlingen som helhed. James Blakes indslag er fænomenale, men når Diplo og Borgores ‘Sunset’ er klemt ind imellem, bliver genrens forskellighed tydelig: Den fine, nuancerede dubstep spiller på helt andre strenge end den voldsomme, fremadstormende del af genren. Pladen er derfor nærmere mislykket end decideret dårlig. Da dubstep i første omgang muterede, var det netop, fordi spændingen i genren blev for stor. Diplos forsøg på en genforening beviser blot, at genren forbliver ukontrollerbar. De fleste numre illustrerer, at præmissen fortsat fostrer spændende musik, og at økosystemet fungerer upåklageligt uden Diplos indblanding. Rasmus Rygaard

Diverse kunstnere ‘Fra danske hjerter’ (Auditorium/A:larm)

Nikolaj Nørlund har produceret et julealbum med en bred række danske musikere. For jul og musik hører unægtelig sammen. Og så snart konfektkvalmen og nissehadet har lagt sig, er julen jo både sjov og temmelig corny. Derfor er det også de mere kuriøse indslag, der sidder tilbage med mandlen efter endt lytning. Som for eksempel når Peter Sommer fletter bizarre julehjerter med H.C. Lumbye på ‘Bort fra døren (Hansemand)’, og et noget poleret Figurines fyrer op under Mariah Careys episke jule-banger ‘All I Want For Christmas Is You’. Eller når The Kissaway Trail erstatter synth med indfølt lejrbålsguitar på ‘Last Christmas’. Det er absolut mere spøjst, end det er kønt, men til gengæld er det ikke så gudsjammerligt

110

Duffy kedeligt, som når Teitur og The Blue Van tager et modigt, men fantasiforladt armtag med to af de helt store – John Lennons ‘Happy Christmas (War Is Over)’ og Slades ‘Merry Xmas Everybody’. Især sidstnævnte er imponerende sløj, og forsanger Steffen Westmark lyder som en mand, der er ved at falde i søvn. Og så får The Fireflies nok engang bevist, at de er omtrent lige så country som en chokoladekalender fra Aldi. Til gengæld gør både Jacob ‘Elvis’ Bellens, Coco fra Quadron og Fallulah det mere end hæderligt, og så er der ikke mindst dømt ren Phil Spectorhyldest, når Nørlund selv lukker ballet med ‘En helt fantastisk jul’ sammen med Giana Factory. Så kan den selvfede højtid bare komme an. Pernille Jensen

Dntel

‘After Parties 1 and 2’ (Sub Pop/Target)

Minimalt og melodiøst, men også til tider sentimentalt, har Dntel kastet sig ud i en genoplivning af klassisk IDM. På hans nyeste udspil ‘After Parties’ møder klare, men blødt anlagte technostrukturer stærke akkorder og melodilinjer. Dette balanceforhold mellem beat og melodi er ophav til såvel pladens perler som brist. Værket består af to separate ep’er, hvoraf den første er stærkest, men også kortest. Titelnummeret ‘After Parties’ er smuk og præcis minimalisme, hvor et catchy melodispor går hånd i hånd med et veloplagt beat. Det samme gælder ‘Lindsey’, som starter ud med velklingende akkorder, der midtvejs droppes til fordel for et skarpt synth-riff. Til sidst forenes begge elementer i en storladen, men gnistrende klar finale. På ‘After Parties 2’ fungerer balancen mellem melodi og beat mindre godt. Ofte bliver minimalismen for ambient og akkorderne for blødsødne. ‘Leed’ er for eksempel et interessant tilfælde af sentimental electronica, hvor de store akkorder virker for fremtrædende i samspil med den simple rytme. Det kommer til at lyde som baggrunds-

musik til scenen i en rørstrømsk naturfilm, hvor kameraet flyver ud over savannen, og seeren skal gribes af naturens storhed. Lidt for banalt. Efter hans meget vokalorienterede soloplade ‘Dumb Luck’ og det succesfulde electropopprojekt The Postal Service er det interessant at høre Dntel i sit oprindelige element. Lidt ærgerligt at resultatet ikke er mere innovativt og stabilt. Lasse Posborg Michelsen

Duffy

‘Endlessly’ (Universal)

Det var som et frisk pust fra en fjern fortid, da Duffy i 2008 indtog alverdens hitlister med sit storsælgende debutalbum. Men hvor forførende vintagesoul-brus som ‘Mercy’ og ‘Warwick Avenue’ end var, så manglede ‘Rockferry’ som helhed tyngde. En børnesygdom hun uheldigvis ikke har smidt på efterfølgeren. Lad os starte med det positive: ‘Breath Away’ er en tidløs, graciøs og sirligt udsmykket sangjuvel, som Duffy og hendes sangskrivere kan være pavestolte af. Vi snakker ‘larger than life’-ballade i Dusty Springfield- og Dionne Warwick-klassen. Alene det nummer fortjener en stjerne eller to. Og ‘Hard For the Heart’, der lukker albummet med silkebløde, professionelt doserede strygerstrejf, har også klassikerpotentiale. Desværre er der generelt al for meget flommet soundtrack-lydsovs i arrangementerne af den type, der overivrigt trykker på alle strygerknapper. Og så virker det altså lidt for søgt, når Duffy eksempelvis på den overkække ‘Girl’, der prøver for hårdt at få lytteren op af stolen med tuttenuttet produktion og tøsede hvin, og ‘Keeping My Baby’ pepper sin traditionsbevidste lyd op med standard-klingende uptempo-rytmer i forsøget på at ramme (endnu) bredere. For waliserens styrke ligger helt klart ikke i at forfølge tidens trends – så fremstår hun pludselig som en forpustet gammel dame, der febrilsk forsøger at komme på omgangshøjde med klassens frække tøser. Rasmus Junge

ZOULMADE.COM

ERHVERVSAKADEMI- OG PROFESSIONSBACHELORUDDANNELSER:

medie/it Lygten 16 DK-2400 København NV Telefon: 4646 0400 Fax: 4646 0499 www.kea.dk

ANMELDELSER

Cee Lo Green ‘The Lady Killer’ (Warner)

Girl Talk

Girl Talk

Girls

(Illegal Art)

(True Panther/Playground)

Hu-hej vilde dyr haster ud over stepperne, når Gregg Gillis maser en fantasillion forskellige numre sammen på 71 minutter. Flabet som altid sættes løjerne i gang med Ludacris, der råber ‘Move Bitch’ af Black Sabbath-klassikeren ‘War Pigs’. Herfra kan man så passende quizze løs om de mange samples og nye betydninger, der opstår i mikset. Tematikken er til tider håndgribelig, som når Lady Gagas disco stick (‘LoveGame’) hopper i kanen med Prince (‘Get Off’), Iggy Pop (‘Lust For Life’) og Beastie Boys (‘Hey Ladies’). Se det er eddersprøjteme girl talk. Samplingens enfant terrible forærer sit nye album væk igen. Tilmed i samme stil som alt andet han har udgivet. Opskriften med at krydre et gammelt rock/pop-nummer med rap er så ligetil, at den ligger på Go’ Morgen Danmarks hjemmeside. Nyhedsværdien er falmet for længst, og netop derfor fastslår Girl Talk sin berettigelse. Uden at mase sine firkantede klodser ned i det runde hul lader han nogle vanvittigt forskellige kunstnere mødes. Hele gøgemøget er mikset godt, men bedst når mashet bliver humoristisk. Som når Springsteens gamle traver ‘Dancing in the Dark’ underfundigt møder omkvædet fra N*E*R*D’s ‘Everbody Nose’. Og vupti står pigerne i kø til toilettet og danser i mørket. Alle kan finde en personlig favorit. Jeg elsker, når Gillis får Thom Yorke til at fremstå som en endnu større perv ved at iklæde et kendt Radioheadnummer Ol’ Dirty Bastards utvetydige sexerklæring: »I’m a creep, ooh baby I like it raw«. Troels Rud

Der er unægteligt noget charmerende over San Francisco-bosatte Girls. Det stod klart efter sidste års debut ‘Album’, der fremstod lyrisk eller kompositorisk genial, men som alligevel besad en overbevisende ærlighed, som måske var den primære årsag til den positive kritik. Og ærligheden er intakt på den nye ep, der er et behageligt bekendtskab. Det er måske fair at anklage åbneren ‘Thee Oh So Protective One’ for at være lidt for gavmild med sit cheesy trommebeat og dansktop-lydende blæsere, men frontmand Christopher Owens småusikre og ungdommelige vokaludskejelser vender det alligevel til noget positivt, og sangen er et fint udgangspunkt for resten af ep’en. Og det bliver endnu bedre. Den efterfølgende ‘Heartbreaker’ udgør et af højdepunkterne med sin drømmende og sfæriske guitarlyd, der komplimenteres perfekt af en klassisk og overlegen Girls-basgang, der muligvis er udgivelsens bedste detalje. De mere sjælfulde sange har dog naturligvis også fundet vej, heriblandt ‘Substance’ der handler om, ja, substansen af livet, men vigtigere er dog det smukke titelnummer, der ligeledes hiver fat i livets store spørgsmål over en betagende, guitarbåren komposition. Højdepunkter er der altså flere af trods udgivelsens korte længde. Det er derfor en skam, at ‘Alright’ og albumlukkeren ‘Carolina’ når at sænke niveauet mod enden, fordi charmen og melodiøsiteten ikke er nær så overvældende her. Det ændrer dog ikke på, at Girls stadig er Girls. Og det er en god ting at være. Anders Büchert

‘All Day’

112

‘Broken Dreams Club’

Man får en god start på et nyt album, når førstesinglen henviser Robbie Williams og Gary Barlows genforening til andenpladsen i Storbritannien. Cee Lo rider bølgen og tager sit tredje soloalbum tilbage til den melankolske og urbane soul, der bekommer ham så vel. Cee Lo befinder sig godt omgivet af funky 70’ersoul og pompøse melodier. Den lille sexbombe med trompetstemmen synger veloplagt og giver eksempler på, at stemmebåndet har flere dimensioner end hørt på Gnarls Barkley-udgivelserne. Musikalsk mangler den gamle Goodie Mob-mand noget dybde, hvis han skal gå hele vejen. Når musikken er mest poleret, skøjter de besjælede følelser hen over den spejlblanke lydoverflade. Fuck stearinlys-romancer og blødsødne klicheer. Cee Lo er ‘The Lady Killer’, og han fremviser sine kvaliteter og en håndfuld hits. Men både musik og helhedsindtryk fungerer bedst, når der er skub på beatet og ild i blæserne. Bedst eksemplificeret ved ‘Bright Lights Bigger City’, der blander en Billie Jean’sk basgang og 80’er-synth i samme hedonistiske stemning som bogen, nummeret er opkaldt efter. Det er pladens suverænt bedste nummer. Lad os slutte med en indsigelse. Hvor er det tragikomisk, at der findes steder i verden, hvor fascistoide smagsdommeres censur hersker, så Cee Lo for at få airplay har måttet indspille hittet ‘Fuck You’ som et kluntet ‘Forget You’ med en ekstra stavelse i titel og omkvæd. Undskyld mig, men detaljer betyder alt i musik, og ‘Fuck You’ er heldigvis med som bonus track. Troels Rud

Ibrahim Electric ‘Royal Air Maroc’ (Target)

Ibrahim Electric er de sære onkler til familiekomsammener i de danske jazz- og rockmiljøer. Med en fod i hver lejr, majspibe i flaben, rødvin på skjorten og lampeskærmen placeret på hovedet er de rablende festgaranter, hvor end de kommer frem. Her lægger d’herrer fra land med gaspedalen i bund. Albummets fire første numre aber sig akrobatisk derudaf i trioens efterhånden velkendte genreroderi, hvor læderjakkeklædt surf og punk fletter fingre med mindre bissede afrobeatelementer. Det er ikke tempoet, der spolerer spasen. Snarere mangler der bare mindeværdige melodier for at få den elastiske og funky instrumentale ekvilibrisme på orgel, guitar og trommer til at ridse sig ind i hjernebarken.

Kreativ og professionel uddannelse til • Stylist • Frisør • Makeup Artist • Kosmetolog med job inden for mode og skønhed, tv, teater og film m.m - i København, Kolding, Odense, Aarhus, Aalborg Studievejleder: 70 22 0232

Kom ind og bliv forkælet af én af vores elever - til ½ pris. Onlinebooking: artofstyle.dk

København: 33 16 24 25 / Odense: 66 17 76 20 Kolding: 75 50 95 10 Aarhus: 86 19 50 50 / Aalborg: 98 13 92 55

BO KASPERS ORKESTER Konserthuset i MalMö 13 FeB BILJETTER: MALMÖ KONSERTHUS 040-343500, WWW.MSO.SE, JULIUS BILJETTSERVICE 0775-700400 (ENDAST TELEFONBOKNING) SAMT WWW.LIFELINE.SE. WWW.KULTURBOLAGET.SE BILJETTINFO OCH FLER KONSERTER PÅ: www.kulturbolaget.se

highviolet.com americanmary.com

ANMELDELSER Først med den snigende langsomme ‘Hr. og fru Satan’ dukker der noget alvorligt fængende op. Dens skummelt groovende orgeltema sætter albummets dagsorden sammen med opfølgeren ‘Beatman’, en fjoget hilsen til dengang Batman havde topmave og lystrede det borgerlige navn Adam West. ‘Flitsbue’ styrter til gengæld helt sammen midtvejs i et flimrende tangent-meltdown. Det næsten Led Zeppelin’sk klingende sammenskudsgilde ‘Rochester Suite’ og den offbeat-skaagtige ‘Stanley Park Bike Ride’ afrunder som højdepunkterne det godkendte sjette udspil fra de tre lurendrejere, som hver især også har fingrene i kagedejen på nærmest unævneligt mange andre jazzprojekter. Noget tyder på, at de har taget mundene for fulde. For albummet her er selvfølgelig ikke tosset, men det virker en knivspids ujævnt og uinspireret i lyset af fordums bedrifter. Anders Cold

Albummet er smukkest, når nærværet og intimiteten kravler helt ind under huden på lytteren, som det gør i ‘A Continent Lost’ og åbneren ‘Willing Night Plants’, der foruden ovenstående instrumenter også inviterer elektrisk guitar indenfor. Der er dog flere potente skæringer, og den syv minutter lange og undervejs eksperimenterende og drømmende ‘Deer Theater’ brænder sig fast, ligesom fingerspillet på ‘Feline Funeral’ viser en alsidig guitarist. Desværre for albummets helhed kradser anonymiteten lige under den polerede overflade, og specielt de to afsluttende sange ‘Arctic Fox Too Majestic For the Tundra’ og ‘The Whale Hunt’ fremstår som ligegyldigheder på et ellers vedkommende album. Kenneth Kristensen

Joan As Police Woman ‘The Deep Field’

I’m Kingfisher ‘Arctic’

(Playground)

En vokal så varm, at den kan smelte is, og et konceptalbum om polarekspeditioner. Jo, den svenske indie-troubadour Thomas Jonsson har i sandhed luret den på debutalbummet under sit nye alter ego I’m Kingfisher. Og ‘Arctic’ er en lille efterårsperle, der bestemt kan anbefales, når regn, slud og sne trænger sig på, og M. Ward, Nick Drake og Will Oldham skal have lidt skandinavisk modspil. Vekslende fra det intime til det storladne indeholder ‘Arctic’ indbydende og afvekslende melodier, der flettes sammen af en varm og inderlig vokal og et nøjsomt arbejde med den akustiske guitar, der til tider spædes op med strygere, blæsere og synthesizer. Den instrumentale kombination og de afvekslende kompositioner skaber tilsammen en omsluttende lydkulisse til en polarekspedition, der bjergtager én, hvis man lever sig ind i universets omskiftelighed.

(PIAS/VME)

»Oh, my lover, won’t you tell me now / All the things that you fear (...) I am ready to hear«, synger Joan Wasser passende, for hvor hun tidligere sang mod sit eget mørke, synger hun nu til os fra et lysere sted. Hør blot hendes staccatosang i ‘The Magic’, der pakket ind i bløde Rhodes-keys går lige i maveskindet. På albummets første del rammer hun plet i trekanten mellem sort soul, Feist og Lou Reed. ‘Run For Love’ slæber sig sjælfuldt af sted med en intensitet, der hele tiden stiger og falder. Den otte minutter lange ‘Flash’ er rygende sensuel med sit bagtæppe af atmosfæriske lydflader, metallisk klagende bækkener og universer, der åbner sig. Og ‘Chemmie’ er med karikeret tykt orgel og overdrevet hviskende kor så grim, at man kun kan holde af den. Hvis Nina Simone havde gået i læderbukser, ville hun have lydt sådan her. Men Joan Wasser forfalder stadig ind imellem til søvndyssende pop. Albummet slutter fadt, og ‘Human Condition’ med dybt brummekor og en mærkværdigt banal tekst leder tankerne mod vores

egen Alberte Winding. Det er lige til en Afrikaindsamling. Og med al respekt for både Alberte og Afrika så er det nok ikke intenderet. Heldigvis er der ganske få af den slags forbiere på et album, der i det store hele er meget selvsikkert udført. Sune Engel Rasmussen

Kid Cudi

‘Man on the Moon 2: Legend of Mr. Rager’ (Universal)

Kid Cudi lavede i mere end titelmæssig forstand en månelanding med sit sublime og særegent svævende debutalbum ‘Man on the Moon: The End of Day’. Sammenlignet med den kommer månemanden ned på jorden igen og viser sig menneskelig på opfølgeren. De to album er unægtelig svære ikke at stille op mod hinanden. Vi har igen at gøre med et konceptalbum, hvor mennesket Scott Mescudi alias Kid Cudi rydder skabet for skeletter. Stoffer, sex, tomhed og tvangstanker er således råstof i teksterne, der velkendt fremføres med en ubesværet blanding af rap, sang og snøvlerier. Den mørke, men dragende og drømmende stemning kan man også genkende fra debuten, lige som de minimalistiske produktioner igen er himmelstræbende, men tilstrækkeligt underspillede til ikke at blive storladne. Den kosmiske pophop er med andre ord blevet mere kompromisløs og mindre kommerciel – dog uden at miste melodiøsiteten af den grund. Til gengæld kniber det stadig med mangfoldigheden i musikken. Ensformigheden sniger sig langsomt ind på én, fordi der findes for mange uforløste melodier, og det hjælper heller ikke med et par (emo)melankolske momenter undervejs. Så selv om Kid Cudi som helhed når et spadestik dybere end størstedelen af stjernerne med salgssucces, så er månemanden stadig menneskelig. Tue Sørensen

Kid Cudi

Lazer Sword ‘Lazer Sword’

(Innovative Leisure)

Electrohiphop lyder umiddelbart som det mærkeligste af to verdener. De overstyrede franske synthesizere er i hvert fald et sjældent syn på gadehjørnerne i Harlem. Det stopper dog ikke Lazer Sword fra at fusionere de to genrer på deres selvbetitlede debutalbum. Albumcoveret gør det klart, at duoen også har hørt Daft Punk, men musikken afslører dybere ambitioner. Lydmæssigt ligger Lazer Sword

114

Privat golfbane P(r)uttetræning

Tilbuddet gælder så længe lager haves. Tiger tager forbehold for trykfejl og leverancesvigt. © Tiger 2010.

Er din pottetræning veloverstået? Så er det tid til at lære at putte på din egen green. Golfsæt med grøn toiletmåtte, putter, to bolde, flag, hul og skilte til døren. Slå til for 60 kroner.

60,-

Det er for vildt www.tiger.dk

ANMELDELSER rock og rul, som lyden af hans modbydeligt rustne stemmebånd. Det er ikke raketvidenskab, men hvem fanden gider også sidde og læse fysikbøger, når man kan drikke bajere og høre Motörhead. Kristian Schou

Mt. Desolation ‘Mt. Desolation’

(Interscope/Cosmos)

Museum of Bellas Artes tættere på det nye kuld af beatsmede fra Los Angeles, hvor Flying Lotus og Nosaj Thing er bannerførere. Den kantede hiphop skinner klarest igennem på ‘Tar’, ‘Surf News’ og ‘Def Work’, mens ‘Topflites’ byder på rim fra M. Sayyid og bryder det ellers instrumentale mønster. Når samples, keyboards og modige beats parres på kryds og tværs, er det svært at slå Lazer Sword. Det gør størstedelen af albummet til en solid oplevelse, hvor vi både når det stenede, det støvede og det sprudlende feststemte. Inden den sidste synthtone er fadet ud, gør et par smuttere dog, at resultatet ikke fremstår så helstøbt, som man kunne have håbet. De fleste af albummets numre er dog skarpt og effektivt skruet sammen og udgør et overlegent bevis for, at electrohiphop kan være underholdende, intelligent og kun en lille smule mærkeligt. Rasmus Rygaard

Matt & Kim ‘Sidewalks’ (PIAS/VME)

Newyorker-duoen, der for alvor brød igennem med forgængeren ‘Grand’, prøver igen kræfter med deres punkpop-sange. Ikke meget er sket i lydbilledet, udover at der dukker lidt 80’er-inspirerede synthprogrammeringer op hist og her. Det er stadig Matt Johnson, der tager sig af mikrofonen og keyboardet, og Kim Schifino der holder til sig til trommer og kor. Duoen laver smittende sange med masser af energi. Men desværre er der ikke særlig stor variation i lydbilledet. Det føles lidt, som om de har skrevet tre-fire sange, som så går igen i flere omgange, under forskellige navne. Det er lidt synd, for det er dælme et charmerende projekt, de to venner har udtænkt. Flere steder er det da også en fornøjelse at være med i legen. Den smittende åbner og single ‘Block After Block’ og

116

den smertefulde ‘Northeast’ er begge glimrende og hitpotentielle bekendtskaber. Lige som på bandets to forrige album bydes der op til fest og helst på en livescene, hvor energien som bekendt er mere tilstede. Bandet har da også valgt at skrue godt op for ‘syng-med’knappen på de nye sange. Men for at projektet virkelig skal holde, savnes der lidt mere mod og vanebrydende tankegang. Gentagelsens kunst fungerer som bekendt bedst, hvis der suppleres med lidt nye tiltag hist og her. Anders Buhl

Motörhead

‘The Wörld Is Yours’ (EMI)

Man plejer at sige, at rotter og kakerlakker er nogle af de få levende væsener, der ville overleve en atomkrig. Men det ville undre mig, om ikke også hr. Lemmy Kilminster ville rejse sig op, børste støvet af hatten og rocke videre, selv om han fik et par brintbomber i hovedet. Motörhead står på kanten til at bevæge sig ud i deres femte årti, og at dømme efter ‘The Wörld is Yours’ så er der nok benzin i motören til at holde nogle kilometer endnu. Overraskelser er der absolut ingen af. Tiderne ændrer sig, men Motörhead er en konstant på linje med lysets hastighed, og på deres 20. studiealbum spiller de fuldstændigt, som de altid har gjort. Sange som den bluespunkede ‘I Know How to Die’, ‘Waiting For the Snake’ og den 80’er-metalliske ‘Brotherhood of Man’ er vintage Motörhead, og generelt er niveauet stabilt højt, uden at man bliver blæst væk. Manden med det ultimative 80’er-navn (og hår) Mickey Dee er stadig en fremragende trommeslager, og selv om Lemmys vokal efterhånden lyder, som om han gurgler hals med det, man finder på bunden af ølflaskerne dagen efter en abefest, så er der få ting, der emmer så meget af

Makkerparret bag den britiske countryduo Mt. Desolation, Tim Rice-Oxley og Jesse Quin, spiller normalt veldresseret poprock i Keane, og bag sig har de prominente håndlangere som The Killers-trommeslageren Ronnie Vannucci og Mumford & Sons’ Winston Marshall. Men i tilfældet Mt. Desolation er medlemmernes øvrige tilhørsforhold ligegyldige – der er nemlig milevidt fra de respektive bands sædvanlige udskejelser til den alternative countryduos selvbetitlede debut. Det lyder umiddelbart som et gevaldigt selvmål, når to ærkebritiske fyre springer ud som cowboys for at dyrke en sangtradition med dybe rødder i de amerikanske sydstater, men langt hen ad vejen slipper de godt fra det. Numre som den hjerteskærende ‘Bitter Pill’ og den mere afdæmpede ‘State of Our Affairs’ går rent ind uden at lide under genrens honkytonk-klicheer, som det modsat er tilfældet på den dybt pinlige ‘Platform 7’, der mere virker som en homage til genren end et reelt forsøg på at lave god musik. Og det er meget symptomatisk, at de bedste numre er dem, der ikke lyder som country. Så selv om de britiske hillbillies kommer fint fra start med albummet, burde de måske nærmere smide denimjakkerne og bruge deres overskydende energi på at få Keane tilbage på ret køl. Frederik Hald

Museum of Bellas Artes ‘Days Ahead’

(Force Majeure/Playground)

»Forbandet svensk«, tænker man næsten som det første efter at have hørt ep’ens fire numre. Og det I sig selv er jo noget af et kvalitetsstempel. For når det kommer til alternativ, melankolsk dansepop, så er Sverige som bekendt et slaraffenland uden lige. Og det er altså den groovende blodåre, som de tre svenske pop-inder tapper direkte fra. Ikke mindst på ‘Watch the Glow’, hvis march-beat bør gøre landsmændene Lo-Fi-Fnk stolte, mens ‘Days Ahead’s sfærisk melankolske vokal sikkert gør Sincerely Yours-labelboss Eric Berglund varm de helt rigtige steder.

københavns biblioteker

[ Gennem 125 år]

@ S

bibliotek.kk.dk

ANMELDELSER Men i modsætning til svenske åndsfæller som førnævnte, så leger den Stockholm-baserede trio ikke kun med 80’er-synth. Det instrumentale åbningsnummer og ‘Days Ahead’ kaster funky guitar og orgel ind i de balearic-flirtende toner og er med til at give Museum of Bellas Artes et charmerende og personligt take på tidens (svenske) synthpop. Ja, og så har jeg slet ikke nævnt de über-kitschede Ace of Base-agtige panfløjter som sniges ind flere steder. Og som ep fungerer udgivelsen perfekt. Det virker ikke blot som et promoværktøj for et snarligt album (selv om det sikkert er), men fremstår som sit eget værk med den instrumentale intro og variationen i numrene. Det er en 16 minutters godbid fra et band, der formår at skabe popvellyd og stærke melodier ud af legende instrumentering og skrøbelige vokaler. Kristian Keller

My Chemical Romance

‘Danger Days: True Lives of the Fabulous Killjoys’ (Warner)

Da My Chemical Romance i 2006 fik hul på stadionrock-karrieren med ‘The Black Parade’, fløj albummets koncept henover hovedet på skeptikerne. Fortællingen om frontmand Gerard Ways fiktive, kræftsyge og døende patientkarakter var da også en forudsigelig potensforlænger af bandets gotisk formørkede emo-eksteriør. MCR har tydeligvis villet distancere sig fra imaget som en teatralsk pseudo-dødskult for teens’n’tweens. Fjerde album løser problemet med en postapokalyptisk rockopera om Californien i 2019. Mellem sangene rabler piratradio-dj’en Dr. Death Defying om løst, fast og den dødbringende sol. Det er over-the-top fremtids-rock’n’roll med et energiniveau så tårnhøjt, at selv stesolider i drinksene ikke ville spolere havefesten, hvor reminiscenser af Queen og Blink-182 tørner sammen i hektisk, men godmodig lyd-brydekamp. Produktionen halter desværre pletvist. Det radiovenlige mellemtone-område favoriseres naturligt, mens rytmebunden indimellem negligeres foruroligende. Bassen forsvinder i de mest stakåndede stunder, mens trommerne undertiden rikochetterer umotiveret rundt i mangel af det punch, de burde besidde. Bedste eksempler er den ellers forrygende singleforløber ‘Na Na Na (Na Na Na Na Na Na Na Na Na)’og ‘Party Poison’, hvor en ilter japanertøs skriger stemningen i gear. Albummets 54 minutter burde også have været rundbarberet, så man undgik den kvalme fællessangsinvitation ‘Sing’. Heldigvis retfærdiggør encoren, den hysteriske ‘Vampire Money’ hvor bandet giver den som en 380-volts udgave af The Stooges, det meste, inklusive en lettere radioaktivt bestrålet optagelse af ‘The Star-Spangled Banner’ forinden. Anders Cold

118

N*E*R*D

Nicki Minaj

(Universal)

(Universal)

Det virker på sin vis ironisk, at N*E*R*D valgte den tilbageskuende ‘Hot N’ Fun’ som førstesingle til deres fjerde album. For mens den Nelly Furtado-gæstede og overfladiske funksag mest af alt minder om, hvad den storsælgende trio tidligere har lavet med mere eller mindre succes, markerer albummet en ny milepæl for bandet. Så sig farvel til overgearet raprock og goddag til underspillet popmusik. Indpakket i N*E*R*D’s funky univers, selvfølgelig. Man skal dog lige ud over den groovy med stort G og ligegyldige åbner ‘Party People’, før det bliver rigtigt interessant. Ingen ringere end Daft Punk har nemlig produceret ‘Hypnotize U’, og selv om nummeret ikke er den franske duos bedste værk til dato, så fungerer de sagte stjernesynths og Pharrells hviskende falset. Og for et band, der har gjort det til et varemærke konstant at valfarte i et hav af musikalske retninger, virker det forfriskende og dejligt simpelt. Desværre er her også blevet plads til et par baslinje-drevne og betydningsløse hoftevridere som ‘Nothing on You’ og førnævnte førstesingle, men alt er glemt, når Pharrell synger inderligt over et skævt beat og lækker saxofon på ‘I’ve Seen the Light/Inside of Clouds’. Det virker mest af alt som om, trioen er kommet lidt ned på jorden. Den gode (pop)sang har indtaget fokus i stedet for det overgearede cirkus, og selv om det ikke er et komplet skift i retning, er der bestemt sket nok til at bevise, at ingen, indtil videre, dør i N*E*R*D’s verden. Christian Wolkoff

For omtrent et års tid siden begyndte en ung og hidtil ukendt dame at stikke næsen frem, når flere af hiphoppens tunge drenge var i studiet. Nicki Minaj var navnet, og med sit enestående talent for lige dele hård rap og strømlinet pop løftede hun straks en anseelig mængde øjenbryn i både hiphop- og r’n’b-kredse. Det er derfor med en sund portion hype på bagsmækken, at hun smider sit debutalbum på gaden, og den slags er som bekendt altid svært at slås med. Armbevægelserne er der dog ikke noget i vejen med. Queens-rapperen er mildest talt ikke blottet for selvtillid, og selv om det vel nærmest kan betegnes som genretypisk, er der alligevel en snert mere troværdighed i Minaj. Som et vaskeægte produkt af Young Money-slænget er der dømt ultra-synth og spandevis af trommemaskiner, men de lidt klistrede produktioner passer som sådan perfekt til Minajs kombination af hardcore-rap og lyserød tøsepop. Værre bliver det straks, når det imponerende store kendis-netværk skal hjælpe til. Den største elefant i glasbutikken er Natasha Bedingfield på ‘Last Chance’, mens Will.I.Am nok også burde have holdt sine sukkerpoppede ‘hiphop’-fornemmelser langt væk fra en kunstner, som rent faktisk har et flow. Heldigvis kommer Eminem Nicki Minaj til undsætning på den obskure og beskidte, men fabelagtige ‘Roman’s Revenge’. En fin debut, men der er uden tvivl mere i hiphoppens nye femme fatale. Andreas Fehmerling Misser

‘Nothing’

N*E*R*D

‘Pink Friday’

COOL TIME COOL WORKWEAR

Kr. 249,Forhandles i Soundvenue.com/shop

ANMELDELSER

Pinkunoizu

‘Free Time Volume One’ (Morningside/Playground)

The Radio Dept.

Nightlands

No Joy

(Secretly Canadian/VME)

(Mexican Summer)

Til daglig fungerer den Philidelphia-baserede musiker Dave Hartley som bassist i bandet The War on Drugs, der på trods af en række glimrende udgivelser nok stadig er bedst kendt som bandet, Kurt Vile tidligere var medlem af. På albummet ‘Forget the Mantra’ springer Hartley med soveværelses-projektet Nightlands ud som solokunstner, hvilket heldigvis fungerer fremragende for ham det meste af tiden. Det er ikke noget tilfælde, at der på albummet optræder en coverversion af Beach Boys’ ‘Til I Die’ fra 1971, for Hartleys projekt synes gennemsyret (med tryk på syre!) af den Brian Wilson’ske tilgang til at komponere sange, hvor LSD-trippede tåger smyger sig omkring funklende popmelodier. Det fungerer i særdeleshed for Hartley på albummets første halvdel, og især ‘300 Clouds’, ‘Suzerain (A Letter to the Judge)’ og ‘God What Have I’ fungerer som en trio af rendyrket drømmeguf for øregangene, hvor myriader af lyde mødes i inspireret sonisk leg. Her kan fans af de seneste års dreamwave-bølge sagtens falde til patten. Lidt over halvvejs begynder man dog at blive en kende træt, og udtrykket begynder at blive for gentagende og stillestående. Der er dog mere godt end skidt, og Hartley har formået at kreere en ganske vellykket debut, der er rig på tekstur og musikalsk legesyge. Mads Hendrich

Albumdebuten fra canadiske No Joy hensætter lytteren til et velkendt hjørne af øvelokalet. Mellem hylende guitarforstærkere, hvid guitarstøj, som får én til at famle instinktivt efter ørepropperne, og så nodeark med samme flirtende enkle og sødmefulde popmelodier, som The Jesus and Mary Chain i sin tid forførte med, møder man to piger, som udgør bandets kerne. Åbneren ‘Mediumship’ udstiller også et slægtskab med The Raveonettes. Ikke overraskende når vores egen Sune Wagner netop sidder bag mixerpulten. Shoegaze falder på halen, hvis ikke der smugles gyldne melodier ind i de stormfuldt støjende tordenskyer, som hvæser fra højttalernes sorte dyb. Heldigvis er det tilfældet for albummets broderpart. Der er dømt romantisk JAMC-hyldest på skivens første to numre – førnævnte ‘Mediumship’ og den nådesløst kværnende ‘Heedless’. Den hektiske ‘You Girls Smoke Cigarettes?’ lugter gevaldigt af My Bloody Valentine, mens den afdæmpede modpol ‘Indigo Child’ er en intim lille snack til de af os, der savner Mazzy Star. ‘Maggie Says I Love You’ og ‘Pacific Pride’ kører lidt i tomgang men opvejes fuldt ud af titelnummeret, hvis naive melodier undermineres af en fuzz-knasende og råsexet basgang. Den afrunding er som at opdage, at den blåøjede skønhed, der tværs gennem et tilrøget barlokale jog lyn i hjertet på én, er forbandet dirty i sengen! Uskyldsrenhed og snavs til side: Det er en glimrende debut, hvis største synd er, at den aldrig bryder shoegazerbølgens etablerede konventioner eller maler uden for stregerne i nævneværdig grad. Anders Cold

‘Forget the Mantra’

120

‘Ghost Blonde’

Et eksotisk mix af lo-fi, moderne kompositionsmusik, asiatisk 60’er-pop og post-apokalyptisk undervandsrock kalder københavnerbandet selv det, de spiller på debutalbummet. Og det er egentlig en ret præcis beskrivelse. Til gengæld er Pinkunoizu for ydmyge til at skrive, at den ambitiøse og selvopfundne blandingsgenre også er virkelig vellykket. Men det må jeg jo så gøre. Albummet består kun af fire numre. Et af tre minutters varighed – den dejligt psychpoppede ‘Time Is Like a Melody’ – og tre numre på henholdsvis 12, ti og ni minutter, så albumbetegnelsen er berettiget. Desuden er de tre lange numre delt op i forskellige, men nært beslægtede kompositioner. Det fungerer rigtig godt. ‘Lacuna Island’ bevæger sig fra overgearet Animal Collective-agtig vildskab over inderlig følsomhed til stilstand og videre til noget, der lyder som hvalsang. Det er både bevægende og opstemmende at lægge øre til. Albummet tredje skæring ‘Dairy Queen’ begynder som en dystert ulmende kærlighedsballade med linjerne »I used to be a showman. A show man/ I used to show you around. Town« og ender i et smukt klimaks af kinesisk-inspirerede strygere og kor. ‘Death Is Not a Lover’ forener didgeridoo, hektisk percussion og messende sang for pludselig at forvandle sig til en helt langsom og mystisk popsang. Men det er ikke slut. Herefter slås en elektrisk guitar an og kombineres med old school rap og falsetsang a la Prince. Og det virker sgu. Jeg glæder mig allerede til ‘Volume Two’. Jonas Kleinschmidt

The Radio Dept.

‘Never Follow Suit EP’ (Labrador)

Hvis du, ligesom jeg, i foråret dansede lykkeligt og flygtigt rundt til ‘Clinging to a Scheme’ og drømte om endnu en snarlig udgivelse fra de svenske studieanarkister The Radio Dept., så har du i ‘Never Follow Suit’ fået et godt mellemmåltid. Men var gensynsglæden stor, var forundringen dog endnu større, da jeg allerede fra andet nummer hørte velkendte toner: Ep’ens titelnummer er nemlig inkluderet på tracklisten på ‘Clinging to a Scheme’. Igen, blot fem minutter senere, blev jeg mødt med de samme velkendte toner, dog i et otte minutter langt dubremix af svenske Pistol Disco. Alt i alt præsenterer The Radio Dept. tre nye numre med en samlet spillelængde på syv minutter og 35 sekunder, hvilket er et meget smalt eksistensgrun-

I N

E A R

M U S I C

P R Æ S E N T E R E R

Forår 2011: (IKKE FLERE LEDIGE DATOER I FORÅRET) 17.02 Godset, 18.02 Elværket, 19.02 Rampelys, 23.02 Vostrup Musikhus, 24.02 Århus Musikhus, 25.02 Portalen, 26.02 Posten, 03.03 Bygningen, Vejle, 04.03 Viften, 05.03 Grønnegades Kaserne, 09.03 Kulturstationen, Skørping, 10.03 Skråen, 11.03 Fermaten, 12.03 Paletten, 16.03 Borgerforeningen Svendborg, 23.03 Horsens Ny Teater, 24.03 Fredericia Teater, 26.03 Toldkammeret, 31.03 Tobaksgaarden, 01.04 Pavillonen, 02.04 Slagelse Musikhus Festivaler/Open Air’s sommer 2011 Rock i Fr. Havn, Hede Rytmer, Nord Als Festival, Nibe Festival, Rod I Rocken, Maribo Rock, Tunø Festival, Musik ved Noret, Esbjerg Festuge WWW.INEARMUSIC.DK

FØLG BANDET PÅ

singsingsing_soundvenue230x150.indd 1ICO

ICO CONCERTS & AMAGER BIO PRESENT

CONCERTS PRESENTS

KB-HALLEN 8. MARTS

11/16/10 2:15:09 PM

AMAGER BIO 18. FEBRUAR

BILLETNET.DK / 7015 6565

B I LLETNET.DK / 7015 6565 NYT ALBUM: “THE DEEP FIELD” UDE 24. JAN.

concerts.dk

joanaspolicewoman.com

concerts.dk

ANMELDELSER dlag, taget i betragtning at ep’ens bedste nummer stadigvæk er det velkendte titelnummer. Åbningsnummeret ‘The One’ er et klassisk indiepop-nummer med alle de obligatoriske rumklangeffekter, den lettere distancerede vokal og med synthfladerne kravlende fra væg til væg. Heldigvis indeholder de nye numre også et kort, men smukt højdepunkt i form af ‘Stay Off Route’, der sender lytteren hurtigt igennem et dunkelt univers, blot for at blive reddet af naivistisk optimisme kort tid efter. Er du superinkarneret fan af de svenske indiepophelte, er ‘Never Follow Suit’ måske et must. Mindre inkarnerede lyttere bør nok vente til næste album. Rasmus Hasager

Rihanna

ligevel arbejdet. Det er skamløst simpelt og solidt håndværk på en bund af effektive elektroniske og pulserende popproduktioner. Men der lefles ikke kun for Boogie-segmentet. På den cool og crunkede ‘Raining Men’ bringer Nicki Minaj power og personlighed på bordet, som smitter af på Rihanna. Det er samtidig et godt eksempel på, at tempoet kan sættes tilstrækkeligt ned uden at gå i total ballade-tomgang, som det er tilfældet på den kønsløse ‘California King Bed’, hvor Rihanna lyder mere som Taylor Swift end en dansegulvspopstjerne. Og det er trods alt her, hendes styrke er. Men selv om man kan genfinde – og dermed definere – sig selv med genbrug, skal 22-årige Rihanna efter fem album også snart til at tage det næste skridt som kunstner. Tue Sørensen

‘Loud’

(Universal)

Nogle vil sige, at hun har genopfundet sig selv. Andre vil kalde det gammel vin på nye flasker. Og sandheden er nok, at Rihanna genfinder sig selv med genbrug og genkendelige virkemidler på sit femte album. Sangsilden er nemlig vendt tilbage til den velkendte dansegulvspop og uptempo urban. Førstesinglen ‘Only Girl (In the World)’ har allerede sat hitmaskinen i gear, og både den køligt klingende og kække opfølger ‘What’s My Name’ og den dristigt direkte og dynamiske åbner ‘S&M’ kommer til at sætte skub i såvel fødder som hitlister. Her gør Rihanna det, hun gør bedst: Sælger attitude og træfsikre omkvæd. Vokalmæssigt er hun (stadig) ingen wonder woman, men enkle fraseringer og et par karakteristiske knæk gør alRihanna

122

Robyn

samarbejdet med produceren Max Martin, der i sin tid var med til at pushe Robyn til popmasserne. Nummeret peger altså tilbage imod karrierens start og viser, at hun på ingen måde tager afstand fra tiden som teen-idol. ‘Call Your Girlfriend’ er endnu en velskåret kærlighedssang, hvori sangerinden viser omsorg for sin nye kærestes eks. Her er Robyn i sit melodiske pop-es, mens ‘Get Myself Together’ og den afsluttende ‘Stars 4-ever’ er mere electropopkræs på toppen af kransekagen og cementerer sangerindens position som en af samtidens allermest kyndige popcreateurs. Når det så er sagt, mangler der altså lidt. Udspillet virker som en uforløst afrunding af det ellers gennemseriøse trilogi-projekt, og hvor de to første dele så fornemt demonstrerede Robyns brede musikalske spændvidde, så kommer treeren til at virke som en ensporet og hurtigt overstået godbid, hvis holdbarhed næppe vil vise sig så lang som sine forgængeres. Mads Hendrich

‘Body Talk Pt. 3’ (EMI)

Den svenske popprinsesse sætter næsten upåklageligt kronen på trilogi-værket, selv om det sidste kapitel har karakter af at være et lidt mere magert måltid end sine to forgængere. Efter to velafrundede minialbum bliver vi slutteligt spist af med en ep med fem numre, hvoraf førstesinglen ‘Indestructable’ tidligere har været udsendt i en akustisk udgave. Det klæder den dog at blive piftet lidt op, og den skal nok kunne hive sangfuglens fans endnu en tur på dansegulvet. Det samme gælder den næsten skamløst poppede ‘Time Machine’, hvor Robyn genoptager

Rock Hard Power Spray

‘If You Think Our Last Two Records Sucked You’re Gonna Love This One’ (Target)

Rock Hard Power Spray har altid lavet rock, som Michael Bay laver sommer-blockbusters: Store armbevægelser, bulder og brag, mere eller mindre kække oneliners og et hult tomrum i midten af det hele. Men på tredje album virker tomrummet større end tidligere, og deres hårdtpumpede univers er ufatteligt tæt på at implodere under vægten af testosteron og musikalsk gestikuleren. Der er blevet skruet ned for stonerrock- og grunge-referencerne i forhold til Odense-gruppens første to album, og i stedet er der kommet mere støj og flere psykedeliske elementer ind i mikset, og det ekstra beskidte og småkaotiske lydunivers klæder dem ganske godt som supplement til deres tårnhøje energiniveau. Men sangskrivningsmæssigt er albummet en skuffelse. Det virker som om, al fokus har været på formen frem for indholdet, og på de fleste sange gentages de samme akkord-rundgange til hudløshed, mens RHPS på bedste Velvet Underground-manér forsøger at bygge en stemning op ved at tilføje forskellige lag af guitar-feedback og -effekter. Og selv om der hist og her er en gnist af noget interessant, så har de simpelthen ikke nok gear at løbe igennem, til at det for alvor bryder den grundlæggende monotoni. Helt galt går det på ‘Love Space’, hvor de fire herrer kværner løs i det samme intetsigende femakkorders guitar-riff i knap otte minutter, hvilket er minimum fem minutter for langt og nærmere efterlader mig med en musikalsk halvfed end den stolt strittende rock-fallos, Rock Hard Power Spray burde fremkalde. Kristian Schou

NOMADIC HEADPHONES AVAIL ABLE AT

Nixon Wide.indd 1

11/26/10 5:54 PM

Your Music Survival Kit Bliv medlem af Soundvenue Friends og f책 magasin, musik og koncerter. Hver m책ned for kun 50 kr./md. Tilmeld nu p책 Soundvenue.com/friends

Your MuSic Survival KiT

ANMELDELSER

Simian Mobile Disco ‘Delicacies’

(Wichita/Cosmos)

Det kan godt være, at ‘Aspic’, ‘Nerve Salad’ og ‘Casu Marzu’ er navne på eksotiske madretter, som d’herrer Jas Shaw og James Ford er stødt på rundt omkring i verden. I så fald tyder deres tredje udspil på, at det har været nogle særdeles spicy, energifyldte og tunge delikatesser, de har fået serveret. Eller også manglede de bare inspiration til sangtitler. For udgivelsen har så ustyrlige mængder energi, at der bør være nok til at sende en bemandet disco-mission til Mars og tilbage igen. Væk er alle de poppede elementer, der var ved at oversvømme det forrige album ‘Temporary Pleasure’. ‘Delicacies’ er Simian Mobile Disco i deres mest hårdhudede og røvsparkende element. Det her er musik konstrueret med ét eneste formål: Hedonistisk storby-festivitas ad libitum. Pressemeddelelsen fortæller, at ‘Delicacies’ også indeholder nogle af de mere tilbagelænede og melodiske elementer af technogenren. Men når man lige ser bort fra de sfæriske og små-psykedeliske trance-elementer på ‘Ortolan’, så er resten full-on techno, der ville kunne få selv de gamle Detroit-gudfædre til at vrikke med træbenet. Med en gennemsnitslængde på otte-ni minutter per nummer bliver Simian Mobile Discos karakteristiske analoge lyd spændt til bristepunktet. Minimale effekter giver én en svimlende fornemmelse af, at hele maskineriet kan falde fra hinanden, hvert øjeblik det skal være. Det hele bliver dog holdt sammen af duoens uimodståelige evne til konstant at højne ‘oomph’-faktoren. Jeg danser stadig med armene i vejret. Helge Frandsen

Bruce Springsteen kalder eksempelvis mere billeder af et samleje mellem to kolde våde koteletter end øm elskov på et hotelværelse i New York. Undervejs i albummet bliver vi præsenteret for Paul Smiths uinspirerende sangskrivning i flere afskygninger. På ‘North Atlantic Drift’ og ‘Dare Not Dive’ sparker han halvhjertet til de forkullede rester af britpoppen, men det er dog de hamrende kedelige akustiske numre som ‘This Heat’ og ‘Pinball’, der rammer bunden. På toppen af de tvivlsomme tekster og det uinteressante lydtapet har vi en hullet produktion, så det er intet under, at denne plade er udgivet på Paul Smiths eget nystartede pladeselskab Billingham Records. Det eneste positive, jeg har at sige om albummet, er, at Paul Smith har genoptegnet grænsen mellem melankoli og tudeprinseri. Rasmus Hasager

Spokes

‘Everyone I Ever Met’

Paul Smith ‘Margins’

(Billingham)

Kele fra Bloc Party og Brandon fra The Killers har gjort det i år, og nu har Maxïmo Park-frontmanden Paul Smith også besluttet sig for at stå på egne ben med et soloalbum. Indgangsvinklen er de kasserede, lidt langsommere sange, som ikke ville passe ind i Maxïmo Parks ligefremme guitarrock. På den platform af soveværelsesindspillet vokal, guitar og udefinerbar rumklangsstøj krænger Paul Smith sine kærestesorger ud. Desværre for Smith er der ikke langt fra pine til pinligt, og de ultra nærgående, tilnærmelsesvis stalkerlignende tekster om Newcastle-sangerens forhold er mere frastødende end indbydende. Linjen »Your flesh collided with mine« fra ‘Strange Friction’ frem-

124

(Ninja Tune/VME)

Manchester-bandet Spokes maler med den brede pensel på debuten, der emmer af store vidder, pompøse følelser og forlist kærlighed. Musikalsk er vi omkring shoegaze, folk og postrock, og der er da også masser af elementer undervejs, der er hørt før fra andre i branchen. Både Sigur Rós, Polyphonic Spree og Arcade Fire er ikke gået upåagtet hen hos bandet. Men det hele er kogt sammen i en gryde midt ude i Guds egen natur, hvor der bliver øst portioner op efter forgodtbefindende. Der serveres smukke, triste og ikke mindst vanvittige smagsprøver i tilfældig rækkefølge, og periodevis fungerer det ganske glimrende. Fra ‘We Can Make It Out’, der med sin fællessang- og kor leder tankerne hen på vores egne The Kissaway Trail, til den akustiske folksang ‘Sun It Never Comes’. Det er en lang og kompleks rejse, vi her

er ude på, og det er ikke ‘less is more’-princippet, der gør sig gældende, snarere et svulstigt og begivenhedsrigt et af slagsen. Der er øjeblikke undervejs, hvor det suger i maven, og hvor Spokes rammer der, hvor det gør allerbedst. Men desværre mangler gruppen flere af de rigtig gode sange. Der en tendens til gentagelse i projektet, der visse steder genererer kedsommelighed. Det er ærgerligt, når nu de store kanoner er kørt i stilling, og intentionerne er så gode og velmenende, som tilfældet er. Anders Buhl

Bruce Springsteen ‘The Promise’ (Sony)

Efter 1975-mesterværket ‘Born to Run’ havnede Bruce Springsteen i stridigheder med sit management, der forhindrede ham i at indspille musik indtil ‘Darkness on the Edge of Town’ fra 1978. Springsteen skrev dog stadig sange, hvorfor der til optagelsen af sidstnævnte var i omegnen af 70 sange at vælge mellem, og det er 21 af disse, som her udgives for første gang. Langt fra at være en samling outtakes for fans er ‘The Promise’ snarere at betragte som ikke bare et, men to tabte album. Springsteen var ved at profilere sin sangskrivning, og en del af disse glemte perler blev måske udeladt, fordi de blev vurderet som lidt for kærlige genreøvelser, men ikke mange er lige så eminente fortolkere af den amerikanske sangtradition som Springsteen, hvilket albummet gavmildt beviser. Her får Buddy Holly (‘Outside Looking In’) og Roy Orbison (‘The Brokenhearted’) en værdig plads ved siden af 60’ernes soul fra Stax (‘It’s a Shame’), ikke sjældent i et storladent Wall of Sound-lydbillede. Det er også her Springsteen tager fat i den empatiske skildring af vindblæste skikkelser, hvis lod det er at rammes hårdt, når de allerede er nede, som i

MIIKE SNOW 1. MARTS VOXHALL 2. MARTS STORE VEGA

BILLETNET.DK · 7015 6565 · POST DANMARK

fredag 16. september

11. marts – Århus – Voxhall 12. marts – København – DR Koncertsalen billetnet.dk – 7015 6565 – Post Danmark hakanhellstrom.com – livenation.dk

store vega a live nation presentation in association With X-raY

billetnet.dk · 7015 6565 · post danmark thespecials.com · livenation.dk

ANMELDELSER det episke titelnummer der foregriber ‘The River’. For alle, der har fået kuldegysninger af de levende fortællinger i en Springsteen-sang, er albummet som at drikke af den hellige gral. For alle andre er det et essentielt indblik i en spændende periode for en af de største sangskrivere i rockhistorien. Björn Lydén

omsvirrende og smukke ‘Swallowed by the Night’ og den syv minutter lange lukker ‘Five Years’. Sun Airway lægger ikke skjul på, at de følger trenden, men hvorfor skulle de også være banebrydende, når det, de gør, er så fantastisk? Brooklyn, your move! Rasmus Hasager

»Oh my lord, why am I not strong / like the wheel that keeps travelers traveling on / like the wheel that will take you home«. Som forårets blændende fuldlængde ‘The Wild Hunt’ er det hele en anelse forudsigeligt, men sådan skal det være. Det er også forfriskende ægte. Sune Engel Rasmussen

Sun Airway

The Tallest Man on Earth

Terror Danjah

(Dead Oceans/VME)

(Dead Oceans/VME)

Flimrende synthkaskader, småpsykedeliske popmelodier og natursamples – alt sammen gennemsmurt i distræt rumklang. Det lyder måske for de fleste som lidt for trendy indiepop, men ikke desto mindre er det præcis det hippe udtryk, Phillyduoen Sun Airway rammer. Og ja, gu’ læner det sig op ad ‘Merriweather Post Pavilion’, men når man ser bort fra det, er der ingen tvivl om, at debutalbummet er en fantastisk popplade! Allerede fra de første syntetiske klokkespilslydende synthflader klinger frem på åbningsnummeret ‘Infinity’, anlægger Jon Barthmus og Patrick Marceill en ambitiøs og selvsikker stil, hvilket de gennemfører til stor tilfredshed. Det er et gennemtænkt og formfuldendt værk, hvor lytteren bliver smidt ud på en masse forskellige musikalske afveje, men aldrig uden at miste fornemmelsen af albummets helhed og røde tråd. Generelt er bundniveauet højt, der findes ingen halvhjertede fyldnumre eller malplacerede ballader. ‘American West’ og ‘Oh, Naoko’ er noget af det mest potente popmusik, jeg har hørt utrolig længe, og Jon Barthmus’ lækre og drillende drengevokal ligger perfekt i mixet på den luftige produktion. I den mere afdæmpede ende af spektret brillerer Philly-drengene specielt med den

Ligesom resten af karrierens udspil lægger The Tallest Man on Earths nye ep sig ublasert i hjulsporene af den amerikanske folkemusikhistorie. Hjulspor der snor sig fra USA’s sydlige bomuldsmarker, gennem Bob Dylans skygge – som Kristian Mattson mere end din gennemsnitlige singer/songwriter basker i – og i ét fuldt firspring over 30 års musikalsk udvikling til Dalarna i Sverige, hvor Mattson selv residerer. Svenskeren har tonet kompleksiteten en smule ned, men med en enkelt guitar er det stadig den velgørende knækkende vokal og det forsirede fingerspil, der leder an. For første gang tager Mattson en elguitar i hånden, men han spiller den som en akustisk og forsøger ikke at forny nogen tradition. Til gengæld føler man ham. Dog er der ikke meget bid i Mattsons tekster, hvor det handler mindre om at skabe sammenhæng og mening end om blot at male melankolske stemningsbilleder. Det gør han så til gengæld fermt. Især på ‘Little River’ falder ordene ud af munden på ham så ubesværet, som man smuldrer margarine. Ep’ens fem numre er skrevet på landevejen mellem spillesteder, og Mattson synger hele vejen igennem med samme bløde, blåtonede længsel:

‘Nocturne of Exploded Crystal Chandelier’

Turboweekend

‘Sometimes the Blues Is Just a Passing Bird’

‘Undeniable’ (Hyperdub)

I klubland svarer fem år nærmest til et halvt århundrede. Alligevel er der måske nogen derude, der kan huske, hvordan grime – lige før dubstep-mania slog sprækker i alverdens bundkasser – var det hotteste af det hotte. Britiske Terror Danjah har som én de få producere formået at rykke med tiderne, hvilket er blevet til hans tredje album. En slagkraftig og robust tre-i-én-satan der har noget til både dubstep-, grime- og UK garage-hovederne. Skulle man være totalt ubekendt med disse genrer, er ‘Undeniable’ slet ikke et dårligt sted at starte. Nye vrede og aggressive stjerner som Mz Bratt, Griminal og Dream McLean viser på numrene ‘This Year’ og ‘Grand Opening’, at grimen har det ganske glimrende i undergrunden. Desværre svigter sværvægtere som Bruza og D Double E, der begge leverer en famlende og halvhjertet indsats på ‘Leave Alone’ og titelnummeret ‘Undeniable’. I dubstep-land byder ‘Minimal Dub’ på et sært uimodståeligt ‘stop-and-go’-beat, og en vis Lauren Mason lægger vokal til de dragende smukke, men samtidig særdeles bas-potente dubstep-ballader ‘All I Wanna’ og ‘Story Ending’. Men selv om det er solidt håndværk, så mangler albummet noget vildskab og nogle overraskende elementer. Terror Danjahs lyd er voluminøs og glinsende som en Cadillac, men desværre også en anelse for poleret og forudsigelig i længden. Helge Frandsen

Turboweekend ‘Bound’

(Egen udgivelse)

Hvor vigtigt er det i grunden for en artist at genopfinde sig selv? Mange kunstnere bræger om kunsten i selvfornyelse, men oftest bliver det ved snakken. De danske drenge i Turboweekend har dog taget tyren ved hornene, og med musikalsk forvandling in mente har de kreeret ‘Bound’, der efter to succesfulde album prøver nye territorier af med både ep-format, gæstevokaler og et covernum-

126

STEELSERIES 7H HEaR THE gamE. LIkE nEvER bEfoRE. fEEL THE SoUnD 50mm drivers provide a detailed audio experience at high, low and mid tones.

PULL-oUT mICRoPHonE “Invisible”, retractable, uni-directional microphone in left ear-cup.

TWo SoUnDSCaPES Interchangable ear-cushions: sound isolating leather and hear-through cloth.

soundvenue.com/shop

TRavEL fRIEnDLY Easy dismantling into 4 separate pieces for compact and easy transportation.

ANMELDELSER vigtige budskaber, da de er komplet umulige at dechifrere. Opskriften er bøffet fra No Age, men hvor der hos dem altid synes at gemme sig noget, der er værd at kradse frem af kaosset, så er det ikke tilfældet på ‘Sports’, hvor maskeringen synes mere bevidst konstrueret. Ligesom Deerhunter kan musikken lyde som en kombination af pulserende kraut-takter og flader af shoegazer-guitar, men hvor det hos Bradford Cox og co. bliver styret af en af de mest markante personligheder inden for musik i årevis, føles det i Weekends hænder i stedet skræddersyet og adopteret. Det hjælper heller ikke, at ‘Sports’ kommer trægt fra start med stillestående numre som ‘Coma Summer’ og ‘Monday Morning’ og først henter det tabte ind hen mod slutningen med ‘End Times’, ‘Afterimage’ og ‘Untitled’. Og hvad handler ægte lo-fi om hvis ikke skønheden i det uskønne og spontanitet? Björn Lydén Weekend mer i form af Talking Heads’ ‘Heaven’. Bas, trommer og synth styrer dog stadig slagets gang, men bandets ofte vanvittigt velfungerende dansegulvsappel er skubbet til side. Det er således et både skævt og tilbagelænet beat, der åbner ‘Drums in the Dark’, og hvad er det, der toner frem? Blæsere! Tilvænning er påkrævet, men i lyset af Slaraffenklang-konstellationen virker Turboland faktisk ikke så ringe endda. ‘Lost and Found’s groovy bund er henrykkende, og bandet lever her op til den udforskende parole med eksperimenterende afstikkere inden for både produktion, instrumentering og melodi. Anderledes forholder det sig dog på den funky ‘Now’, der med New Young Pony Clubs Ty Bulmer på gæstevokal fortsætter i samme stime som fortidens sveddryppende discorock. Efterklangs Casper Clausen bliver på den lidt stillestående ‘Into the Pavement’ ganske overskygget af Silas Bjerregård, og frontmanden viser generelt endnu engang internationalt format med sin kraftfulde vokal. ‘Bound’ viser bestemt interessante takter, men mest af alt er det lyden af et band, der tør prøve sig selv af og lege med egne konventioner. Hvilket bestemt er en bedrift i sig selv. Christian Wolkoff

i den amerikanske folkrock-tradition, og gruppen behandler den på nogenlunde samme elegante og drømmende måde, som Vile er kendt for at gøre. Den første rigtige sang på ep’en, ‘Baby Missiles’, er et fremragende eksempel. Og en fremragende sang i øvrigt. Med et bastant orgelriff og hårdtslående, monotont trommespil har den et ærkeamerikansk ‘middle of the highway’-drive, mens forsangeren Adam Granduciel synger fuldstændig som Bruce Springsteen og kun lader sig afbryde af et par Bob Dylan-agtige mundharmonikaudbrud. Men selv om det hele består af klassiske elementer, lyder det friskt. Det flyder mere ud i tågede dagdrømme end vanligt for genren. De seks resterende sange er mere afdæmpede men bevæger sig på samme drømmende måde rundt i den amerikanske folkrock-tradition. Der er masser af støvet americana, masser af gode guitarmelodier og masser af solid sangskrivning. Men det er altid gjort på samme drømmende måde. For The War on Drugs er ep’en et stort skridt ud af Kurt Viles skygge. Emil Kragh-Schwarz

Weekend ‘Sports’

(Slumberland)

The War on Drugs ‘Future Weather EP’

(Secretly Canadian/VME)

Det er fristende at reducere The War on Drugs til ‘bandet Kurt Vile engang spillede guitar i’. Det er der da også mange, der gør, men det er ikke fair. Med ‘Future Weather’ viser de, hvor meget de kan på egen hånd. Når det er sagt, fornægter relationen til Kurt Vile sig ikke. The War on Drugs lyder meget som ham – og omvendt. ‘Future Weather’ har også rødder

128

Der bliver kastet en del rundt med lo-fi-betegnelsen for tiden, måske fordi tendensen i den amerikanske undergrund lige nu går i retning af at smadre musikken og presse den ud i nye hemmelighedsfulde sfærer. Weekend fra San Francisco følger trop med en forlængst udsolgt 10” på Mexican Summer og nu debutalbummet udgivet via bastionen for kantet indiepop Slumberland. Weekend gør sig i monotont enkle kompositioner, der tilsættes feedback og distortion. Vokalen er så forvrænget, at den lyder som en summende grød, så forhåbentlig gemmer teksterne ikke

Kanye West

‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ (Universal)

Kanye West er højtråbende, kontroversiel og til tider et dumt røvhul. Derfor har mange også en sort/ hvid opfattelse af ham som enten gal eller genial. Men det første udelukker ikke, at man også kan være det andet, hvilket superstjernens femte album beviser. Nok ryster man mellem numrene på hovedet over, hvad Kanye West har gang i. Men samtidig overrumples og overvældes man af den ligefremme og legesyge tilgang – og ikke mindst evnerne til at forløse den. Musikken er på samme tid stærk og sårbar, personlig og poppet, ja, gal og genial. Den hjerteskærende electro-minimalisme fra forgængeren ‘808s & Heartbreak’ er afløst af højt anlagte, artikulerede og ambitiøse hiphopsymfonier. Åbningstracket ‘Dark Fantasy’ stiller det næsten naturlige spørgsmål »Can we get much higher?«, mens en veloplagt Kanye boltrer sig på en bund bestående af et balstyrisk beat, sensitive strygere, klaver og kor. Sådan er hele herligheden fyldt med mangfoldige melodier, skæve samples og promiskuøse produktioner. Det hele kulminerende med den over ni minutter lange ‘Runaway’. En hyldest til alle »douchebags, assholes and scumbags« hvor køligt klingende klavertangenter og triumferende trommer skaber en aristokratisk arrogance, der både matcher hovedpersonens ambitioner og ego. Det er muligt, at Kanye Wests karriere er hjulpet på vej af hans kontroverser og højtråbende kompromisløshed, men han har også forstået, at det er musikkens ærlighed og indlevende nysgerrighed, som skal holde ham på toppen. Derfor kan han nu krydse ‘kunstnerisk hovedværk’ af på sit i forvejen imponerende cv. Tue Sørensen

NSor:

hovEDSPo

ENDE rE SPir D N a D SiDE ME MiEr? KE PrÆ SiDE oM K E P Æ r M G Æ aN at K oG EN l rat til M ÆrEN aND Pa o b N t E i P D M – Er DS i Ka al-baN oriGiN GEr DSPilNiN SfirMa StuDiEiN S E G a rEviSioN D D E 2 : v E G D NiN X viN K rÅDGiv i KaN f KoNoMiS ø S vN r E borK ha 10 tiM EStival, f Et N E D t io E S S t E S S E E M , SPill l S GriM 1 fotoS a K r iv a t S M E N PÅ: Da l, tubEScrEaM f SKil E ivE GiGS ÆMiEr ...EllEr l tival, alivE fEStivaillioNEN oG fattEr flErE Pr E S G v E N a f P a iK t M MuS ...oG huSE E, Kultur StENGaD coM ! tESt@livE. baND Nu EbaNDcoN it th 2011 D l: r a ti D u l il N E a ja . tilM SEND EN E-M StE friSt 15

Skolegade 25 · 8000 ÅrhuS C · Se live program på fattereSkil.dk

SiD



  

    



   

ANMELDELSER

White Lies ‘Ritual’

(Universal)

Undervejs i indspilningerne af ‘Ritual’ luftede White Lies løfter om en mere humørmæssigt opløftende albumoplevelse end på den patosfyldte 2009-debut ‘To Lose My Life’. Nuvel, der er antydninger af en mere strømlinet og poppet sangskrivning, men de tre sortklædte løgnhalse er nu ikke blevet jubeloptimister ‘over night’ af den grund. Var man glad for debutens velturnerede weltschmerzrock, vil man med stor sandsynlighed også holde af ‘Ritual’. For hvor London-trioen måske nok har kastet de allermest teenageagtige ‘åh lad mig dø’-manerer overbord, så er kernen i deres sangskrivning stadig et bundsolidt rockdrive med skyhøj synthsovs, der skriger på at blive blæst ud i widescreen-format. På sin vis er det skamløst udspekuleret – og på den signaturagtige ‘Bigger Than Us’ er der da også lige ved at gå Volbeat i den i omkvædet – men ørehænger-potentialet er svært at komme udenom. Åbningsnummeret ‘Is Love’ sætter kursen med et overraskende krumspringende arrangement og et brølende forløsende omkvæd. Og numre som førnævnte ‘Bigger Than Us’, ‘Streetlights’ og den afsluttende ballade ‘Come Down’ holder fermt skruen i vandet med krystalklart aftegnede melodier. White Lies føjer ikke nye alen til deres fastforankrede formel. Men de lyder stadig som om en flok stålsatte, überambitiøse og overkvalificerede knægte, der vil erobre hele verden. Og det lyder fortsat som om, de har noget at have ambitionerne i. Rasmus Junge

Weekend

Willie Isz er navnet på Goodie Mob-rapperen Khujo og produceren Jneiro Jarels legesyge alterego. Pladen udkom oprindeligt i USA sidste år, men heldigvis for os nordpå er den nu sendt på gaderne i Skandinavien. De to herrer er uden tvivl blevet smittet af den samme galaktiske funkvirus, som førhen har ramt George Clinton, Outkast og senest Flying Lotus. Symptomerne taler i hvert fald deres tydelige sprog: Ukontrollable kunstneriske spasmer. Willie Isz gør lige, hvad de har lyst til, og de lykkes

langt hen ad vejen. Det flyder ubesværet fra syntetisk electropunk på ‘Loner’ til psykedelisk synthsoul på ‘I Didn’t Mean to’. Derfra rykker de direkte videre til den hårdtpumpende 4/4-i-gulvet klubbanger ‘U Want Some?’. Et nummer der i sin flabede enkelthed virkelig tager kegler. Det er uden tvivl Jneiro Jarels anarkistiske produktioner, der dikterer løjerne, som bedst kan beskrives som en futuristisk asteroidesymfoni af lige dele kosmisk electrocrunk, syret poprock og svedig sydstats-swagger. Bedst spiller det på titelnummeret og ‘Gawn Jet’, hvor de to lyder som Gnarls Barkley vendt på vrangen. Der er gang i rigtig meget. Måske for meget. De eklektiske ideer og eksperimenter er endnu ikke blevet finjusteret, hvilket enkelte gange resulterer i en omgang indforstået galaksesuppedas. Ikke desto mindre er albummet en meget inspirerende og progressiv affære, der fortjener en masse lyttere. Jonas Winther

17. januar

24. januar

31. januar

Tennis ’Marathon’

Talib Kweli ‘Gutter Rainbows’

Hercules and Love Affair ‘Blue Songs’

The Decemberists ’The King Is Dead’

Cold War Kids ‘Mine Is Yours’

The Go! Team ‘Rolling Blackouts’

Smith Westerns ‘Dye It Blonde’

Iron & Wine ‘Kiss Each Other Clean’

Rye Rye ‘Go! Pop! Bang!’

Fujiya & Miyagi ‘Ventriloquizzing’

Destroyer ‘Kaputt’

Social Distortion ‘Hard Times and Nursery Rhymes’

Deerhoof ‘Deerhoof vs. Evil’

Willie Isz

‘Georgiavania’ (Lex/Cosmos)

KOMMENDE UDGIVELSER

7. februar The Streets ‘Computers and Blues’ Cut Copy ‘Zonoscope’

130

CS40

RONIN DJ STYLE HEADPHONES

Lyd Lavet med 40mm højttalerenheder, CS40's leverer super-dyb bas,  jævn, uforvrænget diskant og klar vokal. Komfort Ergonomisk udformet, CS40's er lette og meget behagelige.

Lyd Lavet med 50mm højttalerenheder, Ronin Style leverer super-dyb bas, jævn, uforvrænget diskant og klar vokal. Komfort Ronin Style har et solidt pandebånd og tyk polstret puder, for at give dig maksimal komfort, mens fjederbelastede hængsler passer enhver hoved.

Kompatibilitet Kompatibel med iPhone ™, iPod ™, BlackBerry ®,  og alle andre medier enhed med en 3,5 mm jack.

Kompatibilitet  Kompatibel med iPhone ™, iPod ™, BlackBerry ®, og alle andre medier enhed med en 3,5 mm jack.

Sammenfoldelig design CS40's fold profil for bekvem rejse brug.

Sammenfoldelig design  Ronin Style kan foldes sammen til praktisk rejse brug.

www.ifrogz.com find nærmeste forhandler på www.auroragroup.dk

SINGLES CLUB THE COOL KIDS ‘Big Talk’ (Måske fra det kommende album ‘When Fish Ride Bicycles’) Man skulle ikke tro, at de kunne. Men The Cool Kids disker faktisk op med endnu dybere bas og mere minimalistiske trommerytmer end tidligere. Det er som skabt til et soundtrack til en tilbagelænet biltur med 20 i timen og nedrullede vinduer. Men det tungt slæbende og klinisk rungende beat lyder desværre lidt metaltræt. Sørensen

I GOT YOU ON TAPE ‘TNT’ (Single, ude nu) Jacob Bellens og hans håndlangere kyler nye boller i artock-suppen. Det dystre drive med buldrende bas, flossede guitargreb og sørgmodige synthakkorder efterlades brat i omkvædet, hvor en auto-tunet stemme pludselig dukker frem af disen. Modsætningen er noget voldsom, men melodien er godkendt. Junge

MÅNEDENS SINGLE CUT COPY ‘Take Me Over’ (Fra ‘Zonoscope’, ude 7. februar) Sørme ikke om de igen slipper af sted med det! Ligesom på deres seneste, fremragende ‘In Ghost Colours’-album bevæger de australske dansedingoer sig på grænsen til noget, der burde være alt for kitschet og ferskt. Men alligevel kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet, vippe med foden og trykke play igen og igen. Og det, min ven, er noget af det, der kendetegner en glimrende popsang. Denne gang kolliderer funky Talking Headsstammedans, tropisk electropop og eurodancede synths i en skøn eksplosion, og bandet synes i den grad atter klar til at sætte fut i privatfester og koncertsteder verden over. Thorsmark

JJ ‘Let Them’ (single ude nu) jj’s postmoderne popeskapader fortsætter i sædvanlig slacker-stil. Denne gang med hiphop og r’n’b-inspirationerne helt uden på tøjet og calypso-stemningen delvist fornægtet. Singlen låner både fra Akon og T.I., og selv om vi ikke er på ‘Ecstasy’-niveau, viser duoen stadig klasse med tilbagelænet charme og svensk swagger. Wollkoff 132

PANDA BEAR ‘Last Night at the Jetty’ (fra ‘Tomboy’, ude i 2011) Det kommer ikke længere som en overraskelse, at Animal Collective-sangeren kan lide korharmonier og rumklang. På hans seneste single er kombinationen dog lige ved at tage overhånd, men sangens snørklede eventyrlyst får trods alt det hele til at glide ganske godt ned. Thorsmark

SMITH WESTERNS ‘Weekend’ (fra ‘Dye It Blonde’, ude 18. januar) Grundstenen i ‘Weekend’ er det fængende guitarhook, der på elegant vis smyger sig omkring en letbenet rytmesektion, og som i samspil med den ungdommelige tekst får fremmanet et solrigt univers. Bestemt en årstidsmæssigt skæv sag, men dog alligevel en særdeles medrivende teaser for det kommende album. Büchert

WHITE LIES ‘Bigger Than Us’ (fra ‘Ritual’, ude 17. januar) »This is bigger than us« synger White Lies-forsanger Harry McVeigh, og man fristes til at give ham ret. For den i forvejen storslåede gruppe når uanede højder på førstesinglen. Den bundsolide melodi fornægter sig ikke, men der er kommet en uheldig lille snert af nu-metal over grandiositeten. Relax, boys! Thorsmark

WAVVES & BEST COAST ‘Got Something For You’ (fra ‘The Christmas Gig’, ude nu) De to slacker-turtelduer fyrer op under romantikken med bankende hjerter og bimlende klokker på den retro-cool juleschlager, der især trækker på Best Coasts veludviklede, 60’er-påvirkede melodiøre. Og ja, det er selvfølgelig ren rensdyrnuttet pastiche, men det er nu stadig delikat øreguf. Fuck ‘Last Christmas’! Junge

THE PAINS OF BEING PURE AT HEART ‘Heart in Your Heartbreak’ (fra ‘Belong’, ude til marts) De dyre producerdrenge Flood og Moulder har sørget for en mere strømlinet lyd, og det går ud over den fuzzy charme, der gjorde Pains så knuselskelige første gang, vi lagde ører til dem. Men det kan vi leve med, så længe det hele er så pokkers iørefaldende og effektivt skruet sammen, som tilfældet er her. Sass

PATRICK WOLF ‘Time of My Life’ (single ude nu) Efter sidste års excentriske ‘The Bachelor’-album vugger den engelske musiker her i mere smult vande. Hans overlegne arrangørevner viser sig i den formfuldendte strygeropbakning, der udgør kernen i denne lille opløftende orkestrale popgodte. »Happy without you«, synger han. Og det lyder som om, han mener det. Junge

133

IN THE CLUB

2010-NOSTALGI

Foto: Tore Hallas

EIM ICK FINDER MUSIKALSK FRIHED I TARAGANA PYJARAMA

Hvad er årets bedste album? »Der har været rigtig meget godt i 2010, så det er svært. For tiden er min favoritplade ‘All Night’ med Houses. Jeg elsker den måde, pladen er produceret på. Der er nogle virkelig ‘crisp’ lydstumper ind imellem, som giver numrene masser af karakter«.

Eim Ick duperede den elektroniske verden på rekordtid. Så lynhurtigt at Nick Kold Eriksen nu har lagt alteregoet på is. Historien om at være en ung laptop-shoegazer begyndte at skurre for den 21-årige producer, og væggene føltes efterhånden snævre for Eim Ick. Så Nick begyndte at lege med samples med sin kæreste Sara. Det åbnede musikken op igen og fæstnede rødderne til det, der i dag er Taragana Pyjarama, hvor den varme melodiøse techno på deres første single ‘Girls’ har fået et filter house-præg med gamle cirkulerende loops. Hvad er forandret fra Eim Ick til Taragana Pyjarama? »Der er sket meget, siden jeg startede med at lægge små skitser på Myspace, både med den måde jeg tænker musik på, og hvordan jeg anses udadtil. Personligt er der en kæmpe forskel på de to projekter. Jeg har fundet ro i det, jeg laver nu, og er rigtig stolt af det. Eim Ick har været godt og lærerigt, og Roskilde Festival var en vild, vild oplevelse, men det endte af flere grunde i kaos for mig, og jeg blev aldrig helt tilfreds eller tryg med det hele. Jeg håber, folk kan høre forskellen. Min idé og fornemmelse er i hvert fald helt anderledes nu. Jeg føler en masse frihed i det, jeg laver pt.«. Hvordan opstod Taragana Pyjarama? »Sara og jeg har altid gerne villet lave noget sammen, men aldrig noget der var alvorligt tænkt. Hun har introduceret mig for en masse musik, jeg ellers aldrig ville lytte til, men som faktisk ledte 134

mig lidt tilbage til mine egne rødder – gamle sager som Fleetwood Mac, Talking Heads, John Cale og Television. Det fik jeg lyst til at lave noget på. Vi lavede en skitse sammen, som jeg hovedsageligt samplede fra hendes musikbibliotek. Det blev til nummeret ’Girls’, som vi lagde ud på nogle blogs. Projektet blev derefter en realitet, da vi opdagede, hvor begejstrede folk var for det, vi lavede«. Hvordan komplementerer dig og Sara hinanden? »Sara er ikke ‘musiker’ og tænker meget anderledes end mig. Det betyder, at musikken har fået tilføjet mange små detaljer og ikke mindst temaer. Det er en proces, hvor alting får meget tid og rum, uden at det bliver alt for gennemtænkt«. Hvordan skaber I jeres numre? »Vi forbereder tingene sammen og laver en skitse klar. Jeg optager det så – det vil sige spiller det igennem ‘live’, og så er resultatet ellers skabt. Processen gør det nemt for mig at forestille mig arrangementet, som det burde lyde, og samtidig bliver det skrøbeligt og uforudsigeligt. Jeg har været meget fascineret af forskellige måder at gribe arrangementet an på og forsøgt – hvor selvmodsigende det end lyder – at tænke over ikke at tænke for meget over processen«. Taragana Pyjaramas debut-ep udkommer i marts på franske Fool House. www.taraganapyjarama.com Laura Li

UNGE DEBUTANTER FÅR HJÆLP AF THOMAS KNAK

Torsten ‘Aslope’ Lindsø Andersen

KENTON SLASH DEMON AFSLUTTER TRILOGI

»Thomas er altid på udkig efter nye lyde og strømninger i klubmusik«, siger Torsten Lindsø Andersen – og han er selv et bevis på Opiate/Future 3/System-bagmandens nysgerrighed. Under sit kunstnernavn Aslope har han nemlig udgivet debut-ep’en ‘A Helping Hand’, hvor Gold Panda blandt andet bidrager med et remix, på Knaks genoplivede selskab Hobby Industries. Udgivelsen er en del af en ep-triologi kaldet ‘Oh Boy’, hvor Nabo også har udgivet sin ep ‘Rock Solid Goldmine’, mens Eloq i nærmeste fremtid skal runde serien af. »Det var Thomas’ idé at udgive ep’erne som en serie. August (Fenger, Eloq, red.), Uffe (Christensen, Nabo, red.) og jeg var i en periode inspireret af mange af de samme ting, og af hvad der sker på den engelske basscene og hiphop fra L.A. – scener som Thomas elsker og ved meget om«, fortæller Torsten. Det kan også høres på Aslopes ep, der tager udgangspunkt i hiphop og wonky og vil appellere til fans af for eksempel Flying Lotus og Mount Kimbie. De tre debuterende producere har alle tidligere haft numre og remixes med på forskellige af VUF Empires gratis compilations, og så er de medlemmer af producer/ dj-kollektivet New Folder, der også står bag klubben Endless på Dunkel. »Det er en kreativ klub af venner, der elsker at lave musik, og jeg synes, det er vildt fedt at kunne sende demoer og tidlige skitser til folk, man er fortrolige med. Det kan kun anbefales!«, siger Torsten, der lige har fået sit remix af Systems ‘Alpha’ udgivet gennem Rump Recordings og i øvrigt ofte er at finde bag dj-pulten på Dunkel. www.newfolder.dk Keller

De to numre ‘Sun’ og ‘Matter’ har fyldt rigtig meget i år – i hvert fald i vores høretelefoner – og nu gør Jonas Kenton og Silas Moldenhawer klar til at afslutte ep-triologien ‘Schwarzschild’ med ‘Daemon’, der udkommer til februar. Nummeret har When Saints Go Machine-kollegaen Nikolaj Vonsild på vers, mens Jon Philphot fra Bear in Heaven synger kor. »Vi kom i kontakt med Jon igennem vores manager Lisa, der spillede nogen af vores numre for ham på en bustur på vej hjem fra Sverige. Efterfølgende havde han sagt til hende, at han rigtig gerne ville være med på et nummer«, siger Silas Moldenhawer og tilføjer, at alt slutter i et sort hul på nummeret, efter ‘Sun’ varme lyd og ‘Matter’s mere massive og kølige udtryk. »Vi er rigtig glade for hele trilogien, både som enkeltstående numre og som samlet værk. Vi føler, at vi har fundet grundlaget for Kenton Slash Demon i ‘Schwarzschild’-trilogien, og at de mange år vi har arbejde med klubmusik, er kommet til udtryk i de tre numre. Numrene er for os meget personlige, og vi håber, at folk stadig vil spille og lytte til dem om ti år«. Det betyder dog ikke, at der ikke kommer mere fra KSD. Faktisk arbejder duoen allerede på en ny ep. »Den kommer ikke til at indeholde nogen gæste-features og trækker i en stål og rust, warehouse- og techno-agtig retning«, slutter Silas Moldenhawer. www.kentonslashdemon.com Keller 135

Foto: Rasmus Weng Karlsen

DJ SPOT

UNDR P Undr P udgav sin første 12”, før han overhovedet blev booket til at stå bag en pult. Han har siden fået opmærksomhed i undergrunden for sine techno-dub’ede produktioner og hårde dj-sets. I sommer spillede han på berlinske Berghain. Når han ikke selv vender vinyl, booker han i sit eget agentur InkInk. Og så savner den københavnerbaserede dj nogle gange hjembyen Hvidovre, fordi forstadens stilhed og tomhed fodrede hans inspiration. Hvad kendetegner dig som dj? »Jeg er måske ikke så lalleglad, når jeg spiller, som nogle af de andre, jeg støder på her i byen. Det er en ulækker tendens«. Hvilken plade har du altid på dig, når du er ude at spille? »Variation er en fantastisk ting i min verden. Jeg kommer til at kede mig, hvis lyden er den samme hver weekend. Men hvis jeg skal nævne et par stykker, ville det være Robert Hoods ‘Omega’, som ikke er andet end genial, og Stens ‘Leaving the Frantic’«. Hvordan fandt du din lyd? »Da jeg startede, var det electronicaen, der trak i mig. Jeg blev faktisk også booket til et par live gigs som electronica-act. Senere blev jeg i hedengangne Loud introduceret for Oliver Hacke, og det fik mig til at vende 136

UNDR P’S PLAYLISTE

på en tallerken og begynde at dyrke en hårdere lyd med 4-i-gulvet, og hvad der ellers hører til techno- og house-lyden«. Du har markeret dig stærkere udenfor Danmark. Hvorfor? »Det er ikke noget, jeg har planlagt. Det er bare sket. Det har højst sandsynligt noget at gøre med min lyd, som måske ikke henvender sig til den danske scene men tilsyneladende har større appel syd for grænsen. Det har sikkert også noget at sige, at mine labels holder til i Berlin, derigennem bliver fladen af folk, der lytter til min musik, helt automatisk i mindre grad danskere«. Hvordan ser du København udvikle sig som elektronisk musikby? »Byen udvikler sig da. Det går bare meget langsomt. Det er sagt mange gange før, men scenen heroppe er alt for lille. På den anden side skal man også passe på med at sammenligne København med metropoler som London, Barcelona og Berlin, fordi der bare bor mange flere i de byer, end der gør her. Og det er bestemt ikke, fordi vi ikke kan finde ud af at lave elektronisk musik, tværtimod synes jeg, vi er ganske fint repræsenteret«. www.myspace.com/undrp Laura Li

Robert Hood ‘Are You Good?’ »Det er den amerikanske lyd, når den er bedst. Jeg synes til tider, amerikanske techno-kunstnere kan lyde ret old school og rå. Og det kan jeg godt lide, og det kan gulvet også«. Pattern Repeat ‘003a’ »Kenneth Christiansen og Dennis Bøgs projekt. ‘Less is more’-konceptet bliver understreget på mange af deres udgivelser. En ret berlinsk lyd«. Ribn ‘Cottbus’ »De dybe og forholdsvis langsomme tracks holder hele vejen. Ribn er i sig selv ikke særligt kendt, og hvad mange ikke ved er, at det er Manuel Tur og Langenberg, som hver for sig har godt gang i både dj- og producer-tilværelsen«. Sten ‘Taskforce’ »Stens (aka Lawrence) numre er ofte ret kryptiske med ret specielle basgange og hårde kolde trommer. De virker ikke altid på gulvet, men når de gør, er de helt specielle basgange virkelig med til at åbne folks ører og måske også nysgerrighed«. Underworld ‘Two Months Off’ »Klassikeren som alle stort set kender. Og som, på trods af nummerets lange levetid, uden tvivl stadig holder«.

Det handler ikke om hovedtelefoner, men om det midtimellem. Om dit humør. Din musik. Din stil. Og alt det, der fylder dit hoved. Køb mix-style headphones i Illums Bolighus eller på mix-style.dk.

COMM.ODDITIES TEKST KRISTIAN KELLER FOTO THOMAS SKOU LINK WWW.WAVVES.NET

WAVVES Godt nok var det en snottet Nathan Williams, vi mødte backstage på Lille Vega, men punkattituden fejlede ikke noget. For selv om amerikaneren har pudset kanterne af på den fremragende ‘King of the Beach’, så osede hans grundattitude af ‘fuck jer!’ Måske takket være det stofmisbrug, der et par dage senere fik ham anholdt i Tyskland. Vi fik ham dog til at fortælle lidt om ti ting, der gør livet på landevejene lidt bedre. 01. Hvidvin med plastikkrus »Krusene er vigtige, når vi laver drukspil, og vinen får os til at virke nogenlunde civiliserede. Jeg er ligeglad med, om det er rød- eller hvidvin. Jeg kan bare godt lide alkohol«. 02. Tuborg-flaske »Det siger sig selv hvorfor. Det fordriver tiden. Vi spørger altid efter de forskellige landes Budweiser. Jeg har ikke en favoritøl, men der er én, jeg bryder mig mindst om: Astra. Den er alt for sød. Det hader jeg. Det er som at drikke juice«. 03. Æble »Når vi rejser i Europa, kan vi ikke have piber med, så vi bruger æblet til at ryge på«. 04. Danske penge »Man bliver nødt til at have penge. Jeg tager altid alle de resterende mønter med hjem, så jeg kan tage dem med igen, når vi turnerer. Men det glemmer jeg altid«. 05. Lighter »Jeg holdt faktisk op med at ryge cigaretter. Jeg har røget, siden jeg var 16, og alle omkring mig sluttede på samme tidspunkt på en turné. Så nu sætter jeg bare ild til ting«. 06. Læbepomade »Specielt i Europa om vinteren har man virkelig brug for læbepomade. Der er ikke noget værre end at have tørre, sprukne læber, når det regner og blæser udenfor«. 07. MacBook Pro »Lad mig sige det lige ud: Computer. Porno. Det er det. Lidt e-mail og porno. Nej ok, jeg bruger den også til Skype, så jeg kan snakke med folk derhjemme«. 08. Jakke »Den taler for sig selv. Ulven på ryggen har lsd på tungen og hænger bare ud. Den er lavet af nogle af mine venner i New York. Mærket hedder Actual Pain. De trykker på noget af deres tøj med koblod«. 09. Hash »Det købte vi i Amsterdam. Vi skal nok også have noget her«. 10. Håndklæde »Det har jeg egentlig ikke brug for, men jeg kunne ikke finde ti ting«. 138

139

CLASSICS TEKST CHRISTIAN WOLKOFF

APHEX TWIN ‘SELECTED AMBIENT WORKS 85-92’ (1992) Aphex Twin er en af den elektroniske musiks mest banebrydende og indflydelsesrige karakterer. Det hele begyndte i 1992, hvor albummets elektroniske innovation bragte den digitale musik fra klubben og ind i hjemmet.

Hvordan blev albummet til? Han bor i en nedlagt bank, ejer sin egen militærtank og har stået model til nogle af de mest uhyggelige og syrede musikvideoer nogensinde. Aphex Twin er en sær snegl, men også elektronisk pioner, musikalsk vidunderbarn og teknisk geni. Titler de færreste kan bryste sig af. Men faktum er, at Richard David James årgang 1971 allerede i sine unge år havde fat i den lange ende. I 1992 udgav den engelske knægt sit første album som Aphex Twin ‘Selected Ambient Works 85-92’, der, som titlen antyder, er sammensat af en række elektroniske optagelser skabt af James op gennem sine teenageår som soveværelsesproducer. Numre optaget direkte på kassettebånd, som eftersigende, og heldigvis, overlevede et lemlæstende angreb fra James’ viltre kat. Den unge ingeniørstuderende byggede og opfandt både egne instrumenter, synthesizere og computerprogrammer for herefter at prøve materialet af på sine venner, mens de kørte rundt i hjembyen Cornwall med kassettebåndoptageren på overarbejde. Med inspiration fra hele den vide musikalske verden skabte James med albummet en multifacetteret mellemting mellem Brian Enos klassiske ambient-univers og Detroit-scenens opblomstrende og pulserende techno. Uden at lyde som nogen af delene. Elektronisk musik som man aldrig havde hørt den før, taget væk fra dansegulvene og ind i stuerne.

andres musik«, og sammen med kollegaen Grant Wilson-Claridge på deres fællesejede pladeselskab Rephlex Records skabte han derfor betegnelsen ‘braindance’ tilbage i 1991. En genre der sammenfletter det bedste fra alle andre genrer, om det så er klassisk, ambient, breakbeat eller techno, og som på tværs af stilarter og BPM taler til både hjerne og fødder.

Hvordan lyder albummet? Trods titlen er James’ debut dog ikke et ambient-album i klassisk forstand. Jovist, Enos forståelse af ambient, som musik der kan lyttes til på flere planer af bevidsthed og opmærksomhed, er uden tvivl passende, men på ‘Selected Ambient Works 85-92’ går flydende beats, hypnotiserende baslinjer og næsten poppede keyboardmelodier hånd i hånd med de atmosfæriske og svævende lydlandskaber. Ambient techno om man vil, men mest af alt bare vellydende elektronisk musik. Simpelt og komplekst på samme tid. Albummet er senere blevet kronet som en enestående forløber for IDM (Intelligent Dance Music). James har dog selv beskrevet den elitære betegnelse som værende »ondskabsfuld mod alle

Rumpistol: »Albummet er med sin primitive lyd og sløve start-90’er rave-stemning ikke en af mine personlige Aphex-favoritter. Jeg begyndte først at lytte til Aphex omkring ’98, hvor han jo allerede var blevet meget mere teknisk og virtuos, og derfor har jeg aldrig fået det dybeste forhold til pladen. Senere har jeg dog lært at værdsætte albummets primitive charme, og ikke mindst er det sjovt at høre, hvordan geniet træder sine barnesko. Som elektronisk producer kan man godt glæde sig lidt over, at manden ikke altid har været et super-teknisk producer-geni. Stilen er han i øvrigt begyndt at dyrke igen med sin seneste backto-basics Analord-serie«.

140

Hvad har albummet betydet? Sammen med Autechre og The Orb satte Aphex Twin i starten af 90’erne standarden for, hvordan elektronisk musik kan forstås, udforskes og udvikles selv den dag i dag. Et band som Boards of Canada havde nok ikke været, hvad de er i dag, uden ‘Selected Ambient Works 85-92’, men også kunstnere som Trent Reznor, Björk og Timbaland har udtrykt deres begejstring, ligesom Radioheads elektroniske skift på ‘Kid A’ er blevet krediteret Thom Yorkes interesse for elektroniske musikere som Aphex Twin og Autechre.

HVAD BETYDER ‘SAW 85-92’ FOR DIG?

90mm

158mm

35 MM

“Ærlig i en grad som den slags bøger sjældent er … en uhørt velskrevet sportsbiografi.”

– NewsdaY ’TOp 10 BOOks Of 2009’

– The New YOrk Times

vidunderlig

»Forfriskende fri for selvforherligende moral­ prædikener er Agassis bog en af de mest passio­ nerede anti­sports bøger nogensinde skrevet af en supersportsstjerne.«

SuSanne engelStoft raSmuSSen

– The New YOrk Times ’100 NOTaBle BOOks Of 2009’

»en dybtfølt selvbiografi … Agassi åbner vitterligt for sluserne, og hans bog er, som så mange af hans tenniskampe, en sikker vinder.« – O, The Oprah magaziNe

en grøn kogebog

236 mm

vegetar

»Open beskriver [Agassis] personlige odysse med livfuldhed og ucensureret ærlighed … Historien om hans karrierecomeback er inspirerede, men det gælder i endnu højere grad for en anden tråd i Opens fortælling. Man kunne kalde den ’Knægten bliver voksen’. Utallige sportsstjerner starter vel­ gørenhedsorganisationer, men ofte er de blot skattely eller pr­tiltag. For Agassi derimod er det blevet hans livs kald at hjælpe andre … Open er en suveræn selvbiografi, men det sidste punktum er næppe sat for dette usædvanlige liv.«

»andre agassis selvbiografi er lige så fængslende som hans tennisspil … ved at give os sin usminkede, til tider inspirerende, historie i et medrivende, muskuløst sprog har agassi måske skrevet en af de bedste sportsbio­ – Time grafier nogensinde.«

– The wall sTreeT JOurNal

»ikke alene en suveræn sportsbiografi, men en ægte Bildungsroman, underholdende på en kul­ sort baggrund, men også sjælfuld og forpint. Den bekræfter, hvad Agassis beundrere kunne fornemme fra begyndelsen: at blærerøven ikke anglede efter opmærksomhed, men snarere kæmpede en kamp for at vride antydningen af et selv, en personlighed, fra den sport, der var ved at fortære ham.«

– The New YOrk Times BOOk review

vegetar

»Det er både overraskende og en fornøjelse at kunne fortælle, at Andre Agassi … har skrevet en ærlig, indholdsrig og indsigtsfuld selvbiografi … Hovedparten af denne exceptionelle bog fortæl­ ler levende om en tabt barndom, en ungdom af Dickenske dimensioner og en kaotisk kamp for som voksen af skabe sig en identitet … Selvom Agassis comeback som verdens bedste tennis­ spiller er spændende, er det ikke lige så livs­ bekræftende som hans overlevelsesinstinkt, hans følelsesmæssige ukuelighed og hans gode humør i lyset af de elendige kort, han fra begyndelsen fik tildelt.«

vidunderlig

en grøn kogebog Gyldendal

Projekt1

3:56 PM

eller Gerne vil elske med

mer’ seX

fra din lokale etniske købmand

VERDENSMAD

Indkøbsguide og kogebog

I ‘Verdensmad’ bliver du præsenteret for mere end 150 råvarer og ingredienser, som du støder på hos de etniske købmænd. Du får praktiske anvisninger og nemme tips til, hvordan du bruger produkterne. Bogens mange opskrifter hjælper dig med at opnå den helt rigtige Sexeksperten Jakob Olrik blev landskendt autentiske smag; her er både klassiske retter, tilberedt fra bunden af, og turbo-etnisk mad fra køl eller som frys. vært på DR2’s I seng med DR2. ForDesuden rummer bogen en omfattende adresseguide til har han været med til at etablere inden etniske købmænd i hele landet.

Jakob Olrik

Carsten Kyster og Hélène Wagn

SMAG PÅ VERDEN

Giv den til Én du elsker

Sex er grundforudsætningen for et lykkeligt liv. mer’

seX er en guide til alt det, du ikke ville vide om sex. Den er spækket med konkret info, udførlige manualer Carsten Kyster og Hélène Wagn og lettilgængelige tips om alt, hvad der vedrører sexteknikker, fra din lokale etniskeparforhold købmand og forførelse. Skrevet af en mand til andre mænd, men i høj grad et redskab, der kan forbedre alles sexliv – også kvindens!

vidste, du gerne Indkøbsguide og kogebog

VERDENSMAD mer’ seX er inspiration til alle, der gerne vil have et bedre sexliv og ad den vej optimere deres lykke og succes på alle planer i livet.

Sexologuddannelsen og Kognitiv Parterapeutuddannelsen.

Kina • Vietnam • Thailand • Mellemøsten • Tyrkiet • Indien

Som 22-årig startede Jakob Olrik sit første eventfirma og har siden hen været ophavsmand til flere firmaer inden for medie- og foredragsbranchen, bl.a. reklamebureauet Legalizer, konferencecentret Villa Wilder, kontorhotellet Factory Group og kommunikationsbureauet Olrik Consult.

I S B N 978-87-02-08356-9

Gyldendal

9 788702 083569

  

20:58

andre agaSSi har vundet alt, hvad der er værd at vinde som tennisspiller. Dét handler hans selvbiografi selvfølge­ lig om: de afgørende kampe, rivaliserin­ gen på banen og i omklædningsrummet, træningen, opturene og nedturene – med andre ord livet som professionel tennisspiller.

en Selvbiografi

Men Open handler også om en lille dreng, der hader at spille tennis. Og om en voksen mand, der stadig hader det. Fra det øjeblik Agassi kan løfte en ket­ sjer, tvinger hans sygeligt ambitiøse far ham til at satse alt på tennis. Det koster sønnen barndom og uddannelse. Men det virker. Nærmest mod sin vilje bliver Agassi bedre og bedre. Hele vejen op ad ranglisten stritter han dog imod. Han drikker, fester, slås, får hanekam og dan­ ner mode med neonfarvede tennisshorts og langt hår. Det ligner et almindeligt teenageoprør, men det udspiller sig for øjnene af millioner, og det stikker langt dybere. Open er Andre Agassis rå fortælling om at frigøre sig fra en tyrannisk og voldelig far. Om den årelange kamp for at finde en måde at forvalte sit talent og sin per­ sonlighed på. Det er fortællingen om Agassis kuldslåede Hollywoodægteskab med Brooke Shields, om hans narkomis­ brug, hans tætte forhold til sin bror, om endelig at finde lykken i ægteskabet med Steffi Graff – og om at spille French Open med toupé ...

andre agaSSi gyldendal

OMSlAG: MArleNe SHerAr/iMperiet, MeD FOtO AF MArtiN ScHOeller

Side 1

Marianne Verge Jakob Olrik

mer’ og bedre seX er en opslagsbog for mænd, kvinder, singler og par. Du kan slå op under lige netop det, der interesserer dig mest lige nu.

mer’ seX

Læs bl.a. om, hvordan I som par kan få en fantastisk erotisk fællesoplevelse ud af kvindens ekstra kilo og ændrede hormonbalance, når I har seX under Graviditeten. Eller få et underholdende og uddybende indblik i, hvordan I begge kan opnå størst mulig nydelse, når han er Fræk med FinGeren. Der er gode råd at hente, hvis I er endt som OnsdaGsrulleren eller konstant bringer al hverdagens BrOk, BrOk, BrOk med ind i dobbeltsengen. Måske stikker det dybere, og I skal overveje HvOrdan i er et par? Er du som mand helt ny på singlemarkedet, kan du få hurtige tips og tricks i HvOr Finder du kvinden? og ikke mindst i at turde Få et aFslaG. Og hvorfor har kvinder og mænd så forskelligt syn på analseX? Hvordan kan det blive en fantastisk oplevelse for begge?

WENDYS VIDUNDERLIGE VERDEN

Så drOp dildOen OG skærp sanserne og få din partner med på de oplevelsesudvidende øvelser i tantraseX. Du har måske brug for inspiration til dine stødteknikker eller for at vide, hvordan man får sprøjteOrGasme?



Jakob Olrik er flittig debatør, underviser og foredragsholder om parforhold, kærlighed og ikke mindst – sex.

12/01/10

90mm

open

– washiNgTON pOsT

7/14/10

Du kender sikkert godt situationen: Du er på indkøb hos din lokale etniske købmand og kigger fascineret på de mange eksotiske varer, men du køber ikke nogen af dem, for du aner ikke, hvad der er i alle flaskerne og dåserne med de farvestrålende etiketter!

158mm

open andre agaSSi

SuSanne engelStoft RaSmuSSen

»indsigtsfuld [og] vildt velskrevet … [Open] har en romans plot og kadence … Den rå energi og følelse, der løber hele vejen igennem bogen, er Agassi i ren form.«

Kort sagt – mer’ og bedre seX har noget for enhver smag, lyst, behov og nydelse.

GYLDENDAL

Roman · Gyldendal

13.1

100 mm

140+2 mm

--- 90 mm ---

138 mm 140+2 mm

23 mm

21,5 mm

”Hvis der er nogen retfærdighed til, så vil de nye femikrimier af Elsebeth Egholm og Sara Blædel simpelthen eksplodere, som tomme bagerposer, når akkurat 70-årige Henning Mortensens nye, virtuost intense roman … Det blanke vand bliver placeret ved siden af dem på boghandlerdisken.” Lars Bukdahl, Weekendavisen

★★★★★ ”Alting fungerer i Mortensens roman.” Hans Fl. Kragh, Ekstra Bladet

Henning Mortensen, f. 1939, har udsendt er enromanserien fortælling fra Køge i tiden omkring adskillige digtsamlinger og romaner: på ti bind om Ib Nielsen fraVerdenskrig. Horsens, to frankofile Anden Søskendeparret Henry og Leorejsebøger: Bouffanelle, om Paris ogFra Voilà! noraenerbog i centrum. den dag Leonora bliver født, Ikke nogen helt lille affære, en bog om Frankrig, er Henry ude af stand til at acceptere sin lillesøster, Sondrup-romantrilogien Næb og kløer, Ræven går og en dag bliver det hende for meget. derude og Rita Korsika, kriminalromanen Den femte årstid, som han fik Palle Rosenkrantz-prisen for, samt thrilleren Det blanke vand.

138 mm

200 mm

„Vellykket, ja vel nærmest fremragende i sin gentraditionalisering af romangenren. (…) En plads i historien er en sand ’pageturner’. NOVE Ikke spændende som en succeskrimi, men LLER . GY meget mere vedkommende og givende. BogLDEN DAL elskere står over for en ’win-win situation’.“

ULVEN

– ERIK SVENDSEN, JYLLANDS-POSTEN

KILIMANJARO

„Med det afrikanske sceneri og den kloge Guldager i fortællerstolen kan man næsten føle sig hensat til et Blixensk univers.“ – LILIAN MUNK RÖSING, INFORMATION

enkelt øjeblik kun var fortidens seneste fremspring, og tiden slet ikke skred fremad mod en ny tid,

men tværtimod bestandigt søgte tilbage mod det

hvis dybereen betydninger den udfoldede Opstigende Skorpion er vedforgangne, første øjekast i stadig mere detaljerede enkeltdele, og at hans eget almindelig krimi. Men langsomt udvikler liv kun var en indre forgrening af den gamle tid, der romanen sig til at være noget helt var gået mereandet: og mere i sig selv: en form for indavl i et kæmpemæssigt filigranarbejde udført med perVerden set gennem stjernetegnet Skorpionen.

KØBENHAVN

COLDS „EtT skævt blik på myrelivet i storbyen, hvor ALBER

DRØMME

folk piler frem og tilbage i færd med hver deres gerninger. Man læser den i ét hug. Og så starter man forfra.“

tentlig præcision.

Og hvis det var sådan, det var – at alt det, der

om DRONNINGEN

var sket, i virkeligheden kun var fortidens seneste

– MAI MISFELDT, BERLINGSKE TIDENDE

fi fi

fremspring – havde han så haft noget valg?”

ROMAN GYLDENDAL

GYLDENDAL

Uddrag fra bogen

9 788702 093940

O M S L A G : A L E T T E B E R T E L S E N / I M P E R I E T. D K

04/10/2010 13.52

og halvt jugoslavisk. Tidligere journalist ved

Information og Press. Har udgivet romanerne Legenden om Villa Valmarana og Om natten i

Jerusalem; den sidste er oversat til syv sprog.

O M S L AG : LI S E - L O T T E H O L M BÄC K

G Y L D E N D A L

I LL U S T R AT I O N : EV R E N T E K I N O K TAY

Omslag: © Ida Balslev-Olesen

JEG ER EN HÆR er en roman om de menneskelige og psy-

– Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken

ROBERTOkologiske BOLAÑO aspekter ved at gå i krig og en kærlighedsroman

født i Santiago, om Chile, 1953. Efter de ihelt store tab.i Men det er også en historie om venskab,

blev

1973 at være blevet og korthåb arresteret og ensomhed. Og om Liverpool Football Club, verdens varigt fængslet bedste under Pinochets diktafodboldhold.

– Vårt land (Norge)

tur flakkede han omkring og boede i både El Salvador, Mexico, Frankrig og

”Konstant underholdende.”

til sidst Spanien, hvor han slog sig ned

– De Standaard (Belgien)

med kone og to børn. Med DE VILDE DETEKTIVER fik han sit internatio-

”Ekstremt sjov – en blid, men alligevel

nale gennembrud og blev udpeget som

on the edge-fortælling om soning.”

sin generations førende latinameri-

– Big Issue (Storbritannien)

kanske forfatter. En position, der blev

“En forbløffende tragikomisk fortælling

udgivelse af romanen 2666. Roberto

om tillid og venskab og om hvordan dine

Bolaño døde i 2003.

handlinger påvirker dine nærmestes liv.” – Financial Times (Storbritannien)

– Marianne Koch, Fyens Stiftstidende

MÅGELATTER

„Man overgiver sig til en blanding af rå, charmerende folkelivsskildring af et islandsk minisamfund og en familie, der rykkes rundt (…) Og en kvinde, der ikke lader sig rykke rundt af noget som helst.“ – May Schack, Politiken

til udgivelse i England, Sverige, Norge,

Holland, Frankrig, Italien, Litauen, Rustil Nimbus Film.

Forside: 194 mm (Bogblok 190 mm + formering 3 mm nedbrænding 1 mm)

Lærer Kirkegaard brugte ikke kun børnenes fantasi og humor som et pædagogisk redskab, men også som løftestang for sit forfatterskab. I årene 1967-75 skrev og tegnede han seks klassikere på stribe og blev på papiret far til drengeskikkelser som Lille Virgil, Albert, Orla Frø-Snapper, Hodja fra Pjort, Topper, Gummi-Tarzan, Arnold, Frode, Per og bette Mads. Men i kølvandet af den 1997 uafbrudte succes og stigende popula-

1971

ritet følte Ole Lund Kirkegaard sig mere og mere spærret inde i sit lærerjob, sin kunst og sit ægteskab; han vendte ryggen til det meste og kastede sig ud i en kaotisk og selvdestruktiv livsførelse, der endte i en snedrive på en øde kirkegård i marts 1979.

1981

1983

korte, men forunderligt rige liv, der løb parallelt med alle de

moderne strømninger i det danske samfund, som førte frem til ungdomsoprøret i 1968. 1991 Og ikke mindst til Kirkegaards revoluti1990 onerende debut som børnebogsforfatter i 1967 med Lille Virgil.

Carsten Jensen, født 1952,

„Det er en prægtig præstation, Jens Andersen har ydet. Den efterlader én med en H.C. Andersen, der er nærmere, større og endnu mere levende, men samtidig ikke mindre gådefuld.“ – Niels Barfoed, Weekendavisen

9 788702 088618

115 mm

119 mm

Suzanne Brøgger



”På sin egen stilfulde, stilfærdige måde får Inge Pedersen sagt en masse om, hvor forunderligt og sært det er at være barn.” Erik Skyum-Nielsen i Information

”En perle af en roman. For nyankomne læsere kan  denne lille lyriske erindringsroman åbne døren ind   Gyldendaltil et lidet kendt dansk forfatterskab af usædvanlig kunstnerisk integritet.” John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet

Jørgen Sevaldsen

Hans Edvard Nørregård-Nielsen, født 1945, er mag.art. i kunsthistorie. Formand for Ny Carlsbergfondets direktion og for Ny Carlsberg Glyptoteks bestyrelse fra 1988.

er

2009 fotochef på dagbladet Politiken, hvor han nu er tilknyttet som fast fotograf. Også hans stærke sociale engagement er kommet til udtryk gennem bl.a. en række bøger – senest har han sammen med Frank Hvilsom

udgivet Af den indre styrke, som handler om grønlandske Til Amerika fortæller om en piges opvækst i Nordunge i Ilulissat. jylland i fyrrerne og halvtredserne. Her hersker efterkrigstidens smalle kår og stramme moral over både familie- og skoleliv, og der er ikke megen plads til drømme. Pigens højtelskede far har måttet give køb – men pludselig mærker hun selv luft under vingerne. Gyldendal

I 1951 blev 22 grønlandske børn skilt fra deres familier og sendttilgang til Danmark i familiepleje. De skulle påvirkes med forskellige til døden, danskden sproghelt og kultur, så de kunne blive spydspidser i den og hvordan konkret nye–velfærdsstat, Grønland. Ved hjemkomsten fik børnene gribes an fra begravelsen et chok: havdeDet glemt deres modersmål og var afskåret til delingen afDe boet. var fra at tale med deres familier. Og i stedet for at vende tiltydeligt,bage at til døden og det, der deres hjem, blev de indlogeret på Dansk Røde Kors’ følger efter, på mange måder nyoprettede børnehjem i Nuuk. Her indledte de nu en tilstadig var tabu i hvert værelse someller en lille, rodløs og marginaliseret gruppe i pefald noget, vi afikke om Hvert af disse børn lever nu riferien derestalte eget samfund. med dybe ar påikke sjælen.min uden videre. Hvis

Inge Pedersen

egen mor var død, er det ikke Bryldhavde har opsøgt de tidligere børnehjemsbørn og desikkert,Tine at jeg fået familier og lader dem fortælle deres personlige og dratalt medresmine veninder om, matiske historier om ensomhed, identitetsproblemer og hvordandettabet påvirkede vores at befinde sig i skellet mellem to kulturer – om konseliv, og hvordan vi havde kvenserne ved at være enoplevet del af et socialt eksperiment. forløbet omkring dødsfaldet. Men samtalerne med dem fik mig også til at tænke over, i Bogen bag filmen Gyldendal En indviklingsroman hvor høj grad det at miste sin ”Eksperimentet” mor præger voksne kvinders  liv – er der et særligt bånd mellem mor og datter? Disse overvejelser gav mig ideen til  denne bog.   

Til Amerika fra Ritt Bjerregaards forord

De danske konger har traditionelt altid haft elskerinder. Det var ikke blot et spørgsmål om hor (som var forbudt). Eller om kærlighed (selv om det kunne være det). Ofte var forholdene alment kendte, hvis ikke ligefrem officielt anerkendte. Kongernes elskerinder blev som i Europa i øvrigt til en særlig institution, der spillede en vigtig rolle i iscenesættelsen af kongemagten.

159 mm

15 mm

I Til venstre hånd fortæller Michael Bregnsbo om elskerinderne og deres rolle og betydning i dansk politik fra ca. 1500 og frem. Han stiller nye spørgsmål, der bidrager til at se elskerinderne som danmarkshistoriske begivenheder og sætter elskerindeinstitutionen i et nyt lys, bl.a. ved at medtænke samfundsudviklingen. Endelig søger han at give svarandersen på, hvorfor, født skikken efterhånden gik af brug. jens 1955, forfatter, ph.d. og

Den sommer og den eng består af udvalgte tekster fra forfatterens fire erindringsbøger.

litteraturredaktør på Berlingske Tidende. Har tidligere skrevet bl.a. Thit – Den sidste valkyrie, Dansende stjerne – En bog om Tom Kristensen, Til døden os skiller – Et portræt af Tove Ditlevsen og Andersen – En biografi.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Michael Bregnsbo (f. 1962) er ph.d. og lektor ved Institut for Historie, Syddansk Universitet. Har senest udgivet de anmelderroste

M i c h a e l

Caroline Mathilde. Magt og skæbne (2007), og (sammen med Kurt

Den sommer og den eng

Villads Jensen) Det danske imperium. Storhed og fald (2004).

B r e g n s B

o

Udvalgte tidsbilleder

danske kongers elskerinder gyldendal

Gyldendal

8/28/10

BIRGITTE ERHARDTSEN er erhvervsreporter ved Berlingske Tidende. Hun har tidligere arbejdet på Børsen, Mandag Morgen og Børsens Nyhedsmagasin. Birgitte Erhardtsen er forfatter til to business-thrillere, og i 2009 udkom hendes første faktionsbog, Milliardærklubben.

mening

Pressen skrev om Milliardærklubben:

HHHHH – Berlingske Nyhedsmagasin: Inge Pedersen, f. i Brønderslev i 1936, har ”… levende og letlæst, som en god samtidshistorie skal være.” tidligere udgivet en lang række digtsamlinger, to novellesamlinger og tre romaner. HHHHHH – Kåret af Jyllands-Posten til Hun modtog i 2005 Græsprisen (poesiens dag) en af årets tre bedste erhvervsbøger: ”Milliardærklubben er et mesterværk i erhvervsog i 2008 Aksel Sandemose Prisen journalistisk research og meget velskreven.” (Limfjordsegnens Litteraturpris). Information: ”Den er gyseligt spændende.” I 2006 udgav Inge Pedersen erindringsromanen Og halsen af en svane. Til Amerika kanWeeekendavisen: læses som ”Underholdende, veldokumenteret, velskrevet, men også en selvstændig fortsættelse af denne. forstemmende bog om erhvervslivets Inge Pedersen bor i dag i Mårslet. slemme drenge.”

For få år siden var han et respekteret ikon i erhvervslivet – milliardær med en smuk kone og to søde børn. I dag ”En dejlig kom præsten og med bestyrelsesposterne har solskinsdag han sat størstedelen aftalte formuen, min mor. De sad i stuen, og jeg måtte ikke komme og familieidyllen over styr og er fanget i et knirkende ind, så jeg legede udenfor, indtil præsten gik igen. Så satte min mor sig på hug mig og sagde: rufferske. ægteskab med enforan fængselsdømt ’Du skal sejle med et meget stort skib.’ Jeg fattedeKarsten Lund Iværksætteren og it-geniet ErikDen Damgaard tjentesømanD sine amerikanske ikke, hvad hun sagde. Hun forklarede, at der snart mange penge på hårdt og ærligt kom et stort skib, som skulle sejle meget langtarbejde, men med sit valg væk, helt til et andet land, der hed Danmark. Der„Karsten Lund har skrevet en klog og frodigt fabuaf kontroversielle partnere og højrisikable investeringer skulle også andre børn med skibet, og Danmark lerende roman af den slags, man ikke glemmer med mistede dem Undervejs var næsten som ihan Paradis medigen. høje træer og mangekastede han sig ud i et det første. Hele vejen med et sprogligt overskud, smukke blomster. Og så sagde hun, at hun ikke dramatisk og gådefuldt forhold tilderden tidligere prostitugnistrer.” kunne passe os alle tre nu, da far var død. Jeg Katinka Bruhn, Weekendavisen erede, Anni Fønsby, som ham til –den kulørte stirrede bare ud i luften. Mor gik, min forvandlede storesøster stod ipresses køkkendøren og kiggede på mig. Hun så sur überkendis. ud og sagde, at jeg var heldig, for nu skulle jeg ikke „Karsten Lund behersker sin besættende fortælling Historien om Erik Damgaard ermed den om storvaske gulv. denklassiske afslappede disciplin, som vi kender fra

12:50:45 PM

hed og fald, der udspilles i skyggen finanskrisen. hansaf tv-journalistik, der er enMen oase midt i al flim-

Når vi gik i byen, udpegede mor de andre børn, meret. Med Den amerikanske sømand har Lund fascinationskraften og mystikken som jeg skulle rejse med. Jeg kendte dem ikke så rækker langt ud over skrevet sin hidtil bedste roman.” godt, og jeg vardet meget der ventedeen stor rigdom. Histoat nervøs skabefor,oghvad destruere – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten mig. Jeg skulle væk, langt væk. Hvorfor mig? rien handler også om it-nørden, der blev så Hvorfor kunne jeg ikke bare blive hos min mor?”

„Sublim.”sig at se stort på – Le Figaro velhavende, at han tillod Uddrag fra bogen

samfundets gældende moralkodeks. Og da regnskabet blev gjort op, betalte han rigdommens pris.

GYLDENDAL PAPERbAcK

Lars Kolind, Kolindkuren: ”Jeg er impoSe også forfatterens hjemmeside: Gyldendal neret over forfatteren, Birgitte Erhardtsens www.ingepedersen.dk research.”

Birgitte Erhardtsen

Erkan Turan kommer i tresserne til Danmark fra Tyrkiet, hvor han har lagt en tragisk familiehistorie bag sig.

”Inden Erik kan spille 18 huller, skal han først ordne mine!” Erik Damgaards nye kæreste, Anni Fønsby, gav den skraldgrinende i den klassiske rolle som luderen, der provokerer borgerskabet. Parret sad ved et af de runde borde under golfturneringens gallaaften i spisesalen på det femstjernede

GYLDENDAL BUSINESS.DK

9 788702 094268 83898_om_bedste mening_r1.indd 1

28,1 mm

Væk

15 mm

» Jeg blev optaget af den meget

«

Gyldendal

GRAFISK DESIGN: NETE BANKE / IMPERIET.DK

159 mm

SKRØNEN OM ERKAN

samtaler. Hun har lyttet og spurgt og skrevet de mange ord sammen i en fornøjelse at læse.” indimellem barsk, men også hjertevarm og humoristisk dialog om det, Bettina Heltberg i Politiken som næsten alle oplever, men alt for tit står alene med.

Ole lund KirKegaard

THATCHER

Hun har modtaget Svend Bergsøes Fonds Formidlerpris og Fremtidsprisen.

KARSTEN LUND

som først og fremmest er isoleret, fortrængt, evigt

Lene Johansen medInge underPedersen de fires er en stor tilbagelagthar ogværet ensom.

Min mor død!

Hun har skrevet bøgerne Det nye liv, 2004, Klonede tigre, 2005, og Den femte revolution, 2007. Sidstnævnte er også udkommet i England, Holland og USA.

Jørgen Sevaldsen

HISTORIER FRA GENETIKKENS OVERDREV

ERIK DAMGAARD

mødre inden for kort tid. De fortæller her om deres oplevelser og opfattelse af barndommen som en livsfase, der erfaringer – om forløbet op til dødsfaldet og om sorgen og savnet. Og de gradvis overtages ser tilbage på mødrenes naturligvis liv og tid og deres forhold til dem.af de voksne, men

Jørgen Sevaldsen giver i Thatcher en velskrevet og veloplagt skildring af en af det 20. århundredes mest markante politiske personligheder.

JØRGEN SEVALDSEN (f. 1942) er historiker og har bl.a. skrevet de meget roste biografier Churchill. Statsmand og myte (2004) og Montgomery. Danmarks befrier (2007)

Birgitte Erhardtsen

Lene Johansen, f. 1962, er uddannet journalist og har overvejende været ansat i DR som vært på TV-Avisen, Nyheds- og SøndagsMagasinet, Deadline og Tema på DR2. Derudover er hun tilrettelægger af den internationale interviewserie »Modige Kvinder«, der også er udgivet som bog. Hun er foredragsholder og bidragyder til forskellige aviser og magasiner.

UKKE GENOM

LONE FRANK (f. 1966) er ph.d. i neurobiologi og videnskabsjournalist på Weekendavisen. Hun er desuden debattør og foredragsholder og har arbejdet med radio og tv.

095265

Tine Bryld I den bedste Foto © Peter Kamp Knudsen

Christine Antorini, Ritt Bjerregaard, Hanne-Vibeke harnoget alle mistet deres i vores Holst og Anne Linnet ”Inge Pedersen har ramt essentielt

Historien om 22 grønlænderes danske skæbne

Tine Bryld I den bedste mening

brænder så stærkt og klart igennem, at det ligner et veritabelt gennembrud, i al lynende beskedenhed.” Lars Bukdahl i Weekendavisen

Inge Pedersen Til Amerika

Min mor er død!

særlige bånd mellem mor og datter? Det er naturens orden, at vores men også en skarp kunstnerroman. Der er en stor, mødre dør, før vi selv gør, og derfor forventes vi at kunne håndtere tabet. lige præcis poetisk retfærdighed i, at Inge Pedersen Men når vores mor dør, mister vi det menneske, vi har kendt længst – den, vi på godt og ondt har spejlet os i. Tabet er ofte langt større, end vialter egos ham iført sit yngre, storøjede og renhjertede aner og vil indrømme.

”Du skal se at komme ud ad klappen, sagde min far. Jamen hvad med mor? Din mor passer jeg jo på. Jeg ku’ jo også blive her. Ligesom mig? Ja ligesom dig. Tine Bryld f. 1939, har gennem knap 40 år rådgivet Hvorfor tror du jeg læser alle de bøger jeg kan få op under mennesker i alle aldre om livets store dilemmaer neglene, sagde han. både som socialrådgiver, vært for radioprogrammet ”Tværs” og som brevkasseredaktør. Hvorfor tror du jeg går i biografen flere gange om ugen, Grønland har været et fast omdrejningspunkt for hendes stærke sociale sagde han. engagement, og hun har skrevet flere bøger om den Hvorfor tror du jeg sidder og vrider og vender mig grønlandske befolkning og når de problemer, den kæmper med, blandt andet nederste i Herstedvester og Abel der er familiefest og til sidst ikke kan finde påDeandet end at og Hjemmestyrets børn – årgang ’79. Senest har hun samspringe op på et bord og danse men fandango, sagde han. med Gitte Løkkegaard udgivet Tine Bryld – et lettere Det ved jeg ikke, sagde jeg. kaotisk ridt, hvor hun fortæller om sit eget liv. Det ved du, hvis du tænker dig om, sagde han og rejste sig, men nu går jeg i seng, godnat tøs og sov godt, og husk nu Per Folkver f. 1963, har været freelance-fotograf siat du skal til Amerika engang. Han vendte sigarbejdet i døren, og den 1972. Udover som underviser og skribent har se hanat været selv om det var mørkt, kunne jeg hanbilledredaktør smilede.” på flere aviser og var indtil

SM

159MM

100 mm

Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien Om Og halsen af en svane (2006) skrev pressen bl.a.:

Der går en vej gennem tilværelsen, og i mit tilfælde er det hovedvej 11, som den delvis tosporet og ude af trit med autostradaerne når fra grænsen til lidt over Oddesund. Sådan en vej har sine selvvoksede forgreninger og blindveje. Jeg har forsøgt mig på de fleste, og det meste af min bagage har ligget i knop eller fuldt udfoldet langs denne strækning mellem syd og nord, der stort set er identisk med det gamle Ribe Stift. De små udvalgte Tidsbilleder handler om glæden ved at gå her, mens man går her. For som Johannes V. Jensen skriver i Kongens fald om slaget ved Aalborg: „Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tænkte paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider hen over det somen Skyggen af Skyer.“ Så medens det varer:andersen livshistOrie af jens „Den sommer og den eng så godt kunne sammen.“

1

115 mm

21 mm

N

Det står fast, at hun var en usædvanlig kvinde, der i 1950’erne satsede på en politisk karriere i en tid, hvor det ikke var almindeligt for en gift kvinde og mor at forfølge den slags ambitioner. Hun var arbejdsom, hurtigt opfattende, havde klæbehjerne, pligtfølelse og var uforfærdet. Hun havde politisk tæft og talent, og var i stand til at formidle sine budskaber til vælgerne. Hun blev Jernladyen med den hårdtslående håndtaske.

Omslag: Poul Lange

GYLDENDAL BUSINESS

83513_om_ole lund kirkeg_.indd

LO

Omslag: Maria Lundén Grafisk Design

„Jens Andersens nybrud ligger nemlig i hans fortælleform. Han har på det nærmeste skabt en ny genre i dansk litteratur.“ – Thomas Bredsdorff, Politiken

af j e n s a n d e r s e n

er forfatter og journalist. Han har udgivet en række romaner, kritiske essays,Ud artikler og rejse- bøger og efterladte papirer, dagbøger og over Kirkegaards bøger. Med rejsebøgerne Jegbiografien har breve bygger på research i avis-, radio- og tv-arkiver set verden begynde, og Jeg og ikke1996, mindst på en lang række samtaler med alle de mænd, har hørt et stjerneskud, kvinder og1997, børn,fikder gennem fire årtier levede, legede, fantaCarsten Jensenserede, sit store folkelige rejste, underviste og lavede kunst sammen studerede, gennembrud. Med Vi, medromanerne ham. de druknede (2006) og Sidste rejse (2007) er Carsten Jensen blevet en af danmarks mest læste forfattere, og romanerne er blevet solgt til en lang række lande. I 2010 fik han gyldendal desuden tildelt olof Palme-prisen for sit engagerede forsvar af menneskerettighederne. 9 788702

Hvad er det, man ”… Da er manmister, ikke længere i når tvivl om, at Og halsen bestårerindringsroman, det man mister af ensin svane mor? ikke bare erHvori en smuk

For højrefløjen var hun en person, der standsede Storbritanniens økonomiske nedtur og vendte den til fremgang, genskabte landets anseelse udadtil og slog et bravt slag for ‘nationernes Europa’ frem for et Europa regeret af bureaukrater i Bruxelles.

Den sommer og den eng

Foto: © Isak Hoffmeyerfor

Jens Andersen

andersen – en biOgrafi

at konfrontere os med de ubekvemme sandheder.

100 mm

Meningerne om Thatchers indsats som britisk premierminister 1979-90 er imidlertid stadig meget delte. For den britiske centrum-venstrefløj var hun en katastrofe, hvis nyliberalistiske reformer polariserede det britiske samfund, ydmygede fagbevægelsen, ødelagde den britiske fremstillingsindustri, demonterede velfærdsstaten og bar griskhed, småborgerlighed og snæversynet nationalisme frem som bærende samfundsværdier.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

2009

1992 Det er den livshistorie, der her bliver fortalt for første gang. Den

UD er skrevet af en forfatter, der drevet af udlængsel har rejst, set og oplevet på nærmeste hold og er vendt hjem for

MARGARET THATCHER var en formidabel politisk leder.

IT

90 mm

35,8mm

Vinder af Man Booker International Prize

digt talent, der med tiden gjorde ham til en spændende maler, en fremragende forfatter og engageret, nytænkende skolelærer.

bevægende, dramatiske historie om Ole Lund Kirkegaards alt

et skarptskåret og passioneret billede af en mangfoldig verden i dramatisk forandring.

Omslag: Nete Banke/Imperiet.

1991 Allerede som dreng var Ole Lund Kirkegaard begavet med et alsi-

Med seks store nyskrevne essays, der strækker sig fra

nærværende for mig. det var der, interviewet stoppede, og samtalen begyndte.”

141 mm

Michael BregnsBo

1996

1978

i afghanistan og mennesker efter Murens fald, om et sovjetunionen i opløsning og danske soldater i Helmand. det er punktnedslag fra nær og fjern, som samler sig til

Alice Munro

03/06/10 13:31:05

„Jens Andersen skriver sig op imod enhver forhåndsskepsis over for det fortærskede emne også ved sin upyntede, egen velpointerede stil, der proportionerer hans beundring for geniet i en udforskning af det menneskelige. Det er både engagerende og stærkt underholdende.“ – Torben Brostrøm, Information

større sammenhæng, historisk, politisk og personligt. resultatet er en stor og rigt facetteret tidskrønike – om trækdyrene i thy og arbejdsløse i napoli, om mujahedinere

Noveller . Gyldendal

Mit smukke genom er en eventyrlysten, humoristisk – og indimellem smertefuld – rejse gennem den nyeste genetiske videnskab. Et felt, der er stærkt på vej til at blive et supermarked, hvor vi alle køber ind.

15 mm

„Når sidste blad er vendt i denne næsten 1000 sider store biografi, sidder man tilbage, ikke blot faktisk yderligere oplyst, men også – hvad der er endnu bedre – dertil både beriget og bevæget.“ – Doris Ottesen, Kristeligt Dagblad

70erne til 00erne, introducerer Carsten Jensen et udvalg af sine rejsereportager gennem 32 år og sætter dem ind i en

Vaek

159MM

GYLDENDAL

ROMAN GYLDENDAL

FOTO: MORTEN HOLTUM

Ryg: 63,7 mm

„Der er formidabel videnskabsformidling i Lone Franks rejseberetning fra hjerneforskningens mest interessante udflugtsmål … Lone Frank skriver forbilledligt klart om alle de komplekse sager … Engageret og personligt fortalt.“ – Dennis Nørmark, Jyllands-Posten „Lone Frank tager læseren med på en spændende rejse til hjerneforskningens yderste revler.“ – Christian Graugaard, Politiken

Gyldendal

G Y L D E N D A L

Bagside: 194 mm (Bogblok 190 mm + formering 3 mm nedbrænding 1 mm)

KARLSVOGNEN

I Mit smukke genom s��tter Lone Frank sig for at finde ud af, hvor meget hendes BALDURSDÓTTIR arvemasse fortæller om hende: Hvem var hendes fjerne forfædre, KRISTÍN MARJA (f.1949) har senest Mågelatter, ogudgivet hvad erromanerne hendes fremtidsudsigter? Skal hun dø af brystkræft, som Karitas – uden titel og Karitas – kaos på lærred. flere familien tilførNordisk hende?Råds Skal hun beholde sin kæreste eller finde et Karitas – uden titel var inomineret Litteraturpris 2006. bedre match via gen-dating? Er DNA i det hele taget en ny tids vej til selverkendelse, og bliver vi mere eller mindre frie af det intime kendskab til vores egen arvemasse?

gy l d e n da l

„Klokken 12.54 ankommer ordentligt at kende, hvis jeg kun beFlemming Østergaard til en tragtede dem som repræsentanter for iskold konferencesal i Parken, noget andet end dem selv og dermed hvor et par hundrede aktioreducerede dem til endimensionaliteten nærer er troppet op til ekstrai et standpunkt, en religion, et nationalt ordinær generalforsamling i Parken Sport & Entertainment. eller kulturelt tilhørsforhold. På stolerækkerne siger et par de var aldrig ambassadører. der var altid aktionærer i spøg, at DONG haren indre brudflade i dem, en erkendt lukket for varmen, fordi Parkeneller uerkendt konflikt eller længsel, og ikke har penge nok i kassen til det var den, der gjorde dem ikke blot at betale sin varmeregning …“ interessante, men også menneskeligt

venskab med Jesus Kristus, der er solgt

„En af de mest øjenåbnende og vel også vigtige populærvidenskabelige udgivelser, der længe har set dagens lys i Danmark ... Emmer af vitalitet, viden og fortælleglæde.“ –Lars Henrik Aagaard, Berlingske Tidende

en livshistOrie

Løvekongens storhed & fald

“det var en opdagelse, jeg gjorde, når jeg rejste. Jeg lærte aldrig mennesker

vidt omkring i tid og rum og kaster et overraskende lys over både den menneskelige natur og konsekvenserne af opdragelse. De mange læsere, der var betaget af Kristín Marja Baldurshistorier om kunstneren og kvinden Karitas, vil også her LARS HUSUM, fødtdóttirs i 1974, debuterede læreromanen uforglemmelige personer og deres livshistorier at kende. med et brag i 2008 med Mit

HVOR KOMMER JEG FRA? HVOR MEGET AF MIN PSYKE SKYLDES SMÅ BITTE GENETISKE VARIATIONER? HVORDAN KOMMER JEG TIL AT DØ? OG HVORNÅR?

Lone Frank DEN FEMTE REVOLUTION. Fortællinger fra hjernens tidsalder

O le lu n d K i r K egaar d

Morten Johnsen Kasper Kronenberg

Morten Johnsen & Kasper Kronenberg

Løvekongens storhed & fald

Historien spænder kun over tre døgn, men den kommer filmleksikon

land og Kina. Filmrettighederne er solgt

R O M A N

Filmleksikon_cover.indd 1

Uddrag fra bogen:

KARITAS – KAOS PÅ LÆRRED

Suverænt overblik over filmenS verden i 4000 opSlag og 1500 fotoS„Fryd i lænestolen.“

Gyldendal

OMSLAG: HARVEY MACAULAY / IMPERIET.DK

filmleksikon

„Baldursdóttirs roman om kvindeskæbner i begyndelsen af 1900-tallets Island er pragtfuld.“ – Tina Maria Winther, Politiken

filmleksikon

yderligere cementeret af den posthume

og opdager, at indbrudstyve har raseret hendes hus, mens hun lå og sov. Oprevet beslutter hun at søge trygheden i sit sommerhus på øens sydkyst men tvinges i sidste øjeblik til at tage en besværlig gæst med. Hvad kan en kendt psykiater og en vanartet teenagepige finde på for at få tiden til at gå på et afsidesliggende sted i frost og sne? De kan for eksempel besøge mindernes hus og bruge deres fantasi, den mekanisme, der siden tidernes morgen har adskilt mennesket fra dyrene.

★★★★★★

22mm

M

admovie, en dyster feelgoodroman, en optimistisk dystopi.”

EN MORGEN VÅGNER GUNNUR

„En vidunderlig fortælling, der som alle store fortællinger fastholder, så længe den varer, og som man siden bærer med sig.“ – Katrine Lilleør, Berlingske Tidende

KARLSVOGNEN

Højde: 281 mm (Bogblok 275 mm + formering 3+3mm mm)

og solidarisk varme.”

”Lars Husum har skrevet en stedfast ro-

KARITAS – UDEN TITEL

141 mm

ANK

”En smuk beretning fortalt med humor

JEG ER EN HÆR

Kristín Marja Baldursdóttir

Redigeret af Peter Schepelern

90 mm

FR

– Jakob Levinsen, Jyllands-Posten

141 mm

GYLDENDAL

sikker og uforudsigelig romandebut.”

LARS HUSUM

90 mm

13 mm

MIT SMUKKE GENOM

Jakob møder Lone på et diskotek. De bliver kærester, og Jakob lover at passe på Lone og hendes søn, Ask. Men det er et svært løfte at holde, når arbejdet sender Jakob til Bosnien og Afghanistan og efterlader Lone og Ask ubeskyttet i en verden, der er gået amok med krig, terror og bilister.

141 mm

FOTO: ROBIN SKJOLDBORG

”Brutal, sexet, vittig, opsigtsvækkende

blank kachering

90MM

90 mm

E

– The Guardian (Storbritannien)

2200MM

´ født 1972, er halvt dansk Birgithe Kosovic,

Kristian Ditlev Jensen, født 1971. Har studeret litteraturvidenskab, semiotik og lingvistik. Gik på Forfatterskolen 1995-97. Debuterede 2001 med selvbiografien Det bliver sagt, som han modtog Weekendavisens litteraturpris for. Modtog i 2004 BogForums debutantpris for romanen Livret.

THATCHER

Jakob er en 27-årig premierløjtnant, der er glad for sit arbejde, for hæren forvirrer ham aldrig. Der giver alt mening. Det er alt det udenfor, der er forvirrende.

kræftende ... En rystende bog.”

1

beslutning, som kan være fatal.

ROMAN

LONE FRANK

“En frygtløs, sjov debut. Absurdistisk, kaotisk og alligevel underligt livsbe-

84669_om_min mor er doed.indd

Opstigende Skorpion og da han gav afkald på dem.

Således forfulgt af de valg, han har truffet i sit liv, KATRINE MARIE GULDAGER

Foto: Einar Falur Ingolfsson

FOTO: JERRY BAUER

Mit venskab med Jesus Kristus

141MM

film

LARS HUSUM JEG ER EN HÆR

LARS HUSUM

Historien om DON Ø

Gyldendal hvordan han har forrådt ikke blot kone og venner,

men alt, hvad han har troet på – og han genoplever sig selv, som han var, dengang han stadig bekendte sig til sine idealer,

´ BIRGITHE KOSOVIC

Foto: Morten Holtum

21,5mm

ERTO

AÑO

Hans kone er død. Med modtagelsen af brevet hjemsøges han af tanker om,

15 mm

141MM

100mm

220mm

90MM

158mm

KRISTÍN MARJA BALDURSDÓTTIR

mm

Roman

tilbage til sig selv, kommer der brev hjemmefra:

har tidligere udgivet novellesamlingerne Købentvinges han til at træffe en havn, Kilimanjaro og Nu er vi så her, familieromanen En plads i historien samt de populære børnebøger om frøken Ignora. Hun har modtaget adskillige legater og hædersbevisninger for sit forfatterskab – blandt andet Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Henri Nathansens Fødselsdagslegat, Carl Møllers Humoristlegat, Morten Nielsens Mindelegat, Holger Drachmann-legatet og Kritikerprisen. Hendes bøger er oversat til svensk, norsk, tysk og engelsk.

DET D O B B E LT E LAND

08-08-2010 10:57:02

--- 475.1 mm X 220 mm ---

220mm

83911_om_albert colds_.indd 1

tilflugt i Hercegovinas bjerge. Ude ved havet bliver hans hjemby, Dubrovnik, sønderbombet, og mens han venter på, at landet skal vende

Som om nuet slet ikke var noget nu; som om hvert

Omslag: Mark Airs

Tegning: Erik Werner Omslagslayout: Jonas Dissing

søger den gamle partisekretær

236MM

Af UFFE ELLEMANN-JENSEN

EN PLADS I HISTORIEN

Da krigen i Jugoslavien bryder ud,

236 mm

Af UFFE ELLEMANN-JENSEN

”Det er en pragtfuld fortælling, Henning Mortensen har begået. Overraskende.” Gunhild Korsgaard, Helsingør Dagblad

HENRY OG LEONORA er ønskebørn, opvokset under gode forhold i et pænt villakvarter, men kærlighed og de bedste intentioner er ikke – Det Hans Magnus Enzensberger nødvendigvis nok. er ikke alle børn, der er om Livret, den udkom i Tyskland. gode, og det er heller ikke alledaforældre, der elsker deres børn lige meget.

– MAY SCHACK, POLITIKEN

Kristian Ditlev Jensen

I Opstigende Skorpion møder vi for første gang Wolfgang Tornblad, højtuddannet lingvist og sprogofficer. Gennem sin specialviden om alverdens sprog, kode”Hvorfor han gjorde, som han gjorde? og tegnsystemer bliver han inddraget i opklaringen Hvordan kan han svare på sådan et spørgsmål? af et dobbeltmord i KøbenhavnsMens underverden. Men han går op mellem figentræerne i haven, og udover konsekvenserne af mødet voldelige denne med skælvende ringen klinger omkring ham, ved han ikke og andet, end at under normale omstændigalfonser, lemlæstede trafficking-ofre forsumpede heder ville han næppe have gjort, som han gjorde. sjæle har Wolfgang sit eget at slås med. Han er blevet De fleste af begivenhederne i hans liv, forekominvalideret under Irak-krigen, og det skal vise mer det ham nu, var i virkeligheden slet ikke båret sig at få voldsomme konsekvenser for afham påenet frem i kraft sig selv, indre legitimitet, men var en blind forlængelse af det foregående. personligt plan, daopstået han som vender hjem.

´ B I RG I T H E KO S OV I C

og er, der midt i skik fortælles om mennesk ende I femten noveller e tanke og den overrask mod den afvigend brug ofte drages bag rutiner og sædvane, et bestandigt oprør vinkler. handling. Der lurer med ét fra uventede aktørerne belyses orden. Den og forhold mellem der hører til dagens hvad alt, bag En latter rumler fra læseren selv. vil til sidst også komme

”… Den formår at holde spændingen - at holde både sin læser og sin prosas drømmelærred spændt.” Lilian Munk Rösing, Information

KATRINE MARIE GULDAGER

100 mm

Maleri: Knud Odde

--- 220 mm ---

har lagt bogen fra dig.” - Bo Tao Michaëlis, Politiken

„Mesterlig novellesamling fra Guldager. Nu er vi så her er en stribe velkomponerede fortællinger om at forholde sig til den familie, man er et produkt af. (…) Guldagers register er bredt. I denne bog viser hun, hvad hun kan med den stramme novellegenre. Lige så lille bogen er, lige så stor vægt har den i sin korthed og koncentration.“

138 mm

D E T D O B B E LT E L A N D

VERDEN AF LAVE

“Med denne unge dansker dukker der pludselig en mester frem midt blandt alle postmodernismens uduelige elever. Han skriver let som en fjer om tragedier, er suveræn i nærmest nonchalant grad og har en sensorisk og emotionel energi, som er uden sidestykke.”

NU ER VI SÅ HER

Opstigende Skorpion

VERDEN AF LAVE

NU GIK DET LIGE SÅ GODT ★★★★★ MEN SÅ GIK ”Skaber krusninger i sindet, længe efter at du

G HENNIN MORTENSE N

KATRINE MARIE GULDAGER

NU GIK DET LIGE SÅ GODT MEN SÅ GIK

Hvad er den skrigende dværgs hemmelige plan? Hvor meget kan man tage fejl af kærligheden i en verden af dybfrosne varer? Hvordan kan fravælgelse af en forebyggende kredsløbsundersø-

gelse føre til blodrig og magnetisk erotik? Bliver Albert Colds død lykkelig på grund af dronningen? Hvorfor vil hunden ikke holde op med at hyle? Kan helligdagens store venskab overleve ensomheden og døden? Hvad skete der inde i Hector Abigaels hoved, da ballonen steg til vejrs, og hans afklippede ben blev liggende i arenaen?

100 mm

Kristian Ditlev Jensen

3/16/10 7:56 PM

Henning Mortensen DET BLANKE VAND Thriller

HENNING MORTENSEN . ALBERT COLDS DRØMME om DRONNINGEN

erdensmad_r1.indd 1

100 mm

--- 138 mm + 3 mm ---

F O T O : E LI S A B E T H R Ø N D E K R I S T E N S E N

--- 138 mm + 3 mm ---

F O T O : © M O R T E N H O LT U M

--- 90 mm ---

Han slår sig ned i Esbjerg, hvor han efterhånden falder godt til. Erkan er en driftig mand; han får en grønthandel, han driver et hotel, får mange mennesker i sit brød, lærer at begå sig blandt esbjergenserne, selv om de til at begynde med ser noget skævt til ham. Han bliver også

ERIK DAMGAARD

en holden mand, bl.a. fordi skattebetaling og andre af velfærdssam-

fundets forudsætninger ikke rigtig siger ham noget; men han klarer sig igennem uden nævneværdige konflikter med loven.

Familietragedien bliver imidlertid ved med at plage ham, og omsider,

RIGDOMMENS PRIS

efter mange års tålmodig venten, får han mulighed for at tage hævn.

KARSTEN LUND

Hotel Hilton, hvor op mod 400 af Erik Damgaard og Aldo Petersens danske

SKRØNEN OM ERKAN

og udenlandske forretningsforbindel-

ser fejrede tre dages vellykkede runder i Københavns Golfklub. Ved Erik Damgaards og Anni Fønsbys bord sad over-

vejende hendes bekendte og ansatte.ROMAN Kun et par af Erik Damgaards venner

GYLDENDAL

havde forbarmet sig over parret og sat sig hos dem. Erik Damgaards partner i Copenhagen Senior Open, Aldo Petersen, og hans kone samt børsmægleren og golfvennen Mark Szigethy og hans kone havde fundet pladser et godt stykke derfra. (Uddrag fra kapitlet Tivolisering af erhvervsikonet)

GYLDENDAL BUSINESS

Omslag: Ida Balslev-Olesen med foto Scanpix. 9/9/10

1:08 PM

7/28/10 11:05 AM

God bog og godt nytår

w w w. g y l d e n d a l . d k

142

SPEAK UP Lisa Marxen Månedens klummeskribent er manager for Oh No Ono, When Saints Go Machine, Kenton Slash Demon og Treefight For Sunlight. Lisas eget firma Black Wood fokuserer på at sætte artisterne i et større internationalt perspektiv, og på det seneste har When Saints Go Machine underskrevet en pladekontrakt med det elektroniske selskab !K7 og Treefight For Sunlight med engelske Bella Union. Den 26-årige tyskfødte manager arbejder også deltid som projektkoordinator for musikorganisationen Music Export Denmark, som fremmer etableringen af dansk musik i udlandet.

SUCCESEN KOMMER IKKE AF SIG SELV Som manager har Lisa Marxen hjulpet blandt andre Oh No Ono frem i verden, men uden bandets hjælp havde det været en sværere opgave. Bands skal nemlig selv tage en aktiv andel i at få karrieren på gled, mener hun. Jeg møder tit musikere, der tror, at de per automatik bliver kæmpestore, så snart de har en manager, et pladeselskab og en agent. Og netop denne naive tilgang til opbygningen af ens egen karriere kan medføre, at man som artist hurtigt bliver meget skuffet, når man ikke føler, at tingene sker så hurtigt, som man gerne ville have. Selvfølgelig skal man have drømme og ambitioner, men det er også vigtigt at forstå, at tingene ikke kommer af sig selv. Specielt når man bevæger sig indenfor den ‘alternative’ musikscene, hvor artisten i høj grad selv må være opsøgende. Selv er jeg af den overbevisning, at man skal betragte samarbejdet mellem manager og artist som én stor sparring. Måske er jeg forvænt med at have meget aktive artister tilknyttet. Men jeg er nok også typen, der opsøger at arbejde med proaktive bands. Og jeg er af den overbevisning, at man med en samlet indsats kan nå meget langt. Danmark har gennem de seneste år øget eksporten af musik, og de artister, der klarer sig godt, er dem, der har formået at placere sig side om side med internationale kunstnere af samme art. Tag blot WhoMadeWho, Efterklang, Figurines, The Blue Van, Oh No Ono, The Kissaway Trail og Choir of Young Believers. Deres plader er udgivet på gode uafhængige udenlandske labels, og de har turneret med alskens internationale artister.

Og hvordan gjorde de det? Tjo, de har gode samarbejdspartnere. Men de har også selv været gode til at skabe relationer og netværk. Ellers ville det have været meget sværere at få placeret dem i medierne, på spillestederne og dermed i folks bevidsthed. Da Oh No Ono i starten af året fik en acceptabel, men ikke fremragende anmeldelse på Pitchfork for deres amerikanske debut ‘Eggs’, vidste vi, at det ville være svært at få flere indslag om Oh No Ono placeret på sitet, medmindre vi var en smule kreative. Faktum var, at anmelderen sammenlignede Oh No Ono med »det danske garagerock-band Alphabeat«. En så forkert sammenligning viser endnu engang, at medierne til tider har svært ved at placere bands, der ikke er fra de store oplagte territorier som England og USA. Så vi blev nødt til at fokusere på at sætte bandet i et større perspektiv. Det kunne hverken jeg, pladeselskabet eller agenten gøre alene. Heldigvis er Oh No Ono et af den slags bands, der udover at være fantastiske musikere og meget dygtige sangskrivere er sympatiske mennesker. Og der skulle ikke meget til, førend de blev venner med bands som Caribou, The Pains of Being Pure at Heart og Bear in Heaven, så snart de rejste til udlandet med ‘Eggs’ i bagagen. Caribou lavede et remix af ‘Eleanor Speaks’, og Oh No Ono lavede et remix af Bear in Heavens ‘Lovesick Teenagers’, som

Pitchfork og andre store blogs postede. Så på den måde kunne vi pludselig se Oh No Onos navn poppe op flere steder i de amerikanske medier. Havde Oh No Ono ikke selv skabt disse personlige relationer, kunne jeg som manager have haft et nok så stort netværk eller været nok så imødekommende, klog eller overbevisende uden et egentligt resultat. Der er flere musikere, der burde lære, at etableringsprocessen afhænger af et aktivt samarbejde alle parter imellem, inklusiv dem selv. Og så er der måske også mange managere, pladeselskaber og agenter, som burde tage ansvar for at fortælle deres artister, at det er sådan, verden hænger sammen. Man skal gå efter hovedgevinsten men starte fra en ende af og opbygge et solidt fundament og netværk. Det gælder for alle i branchen. Også selv om man til tider er tvunget til at arbejde med noget, man ikke er ubetinget glad for, og må tilsidesætte sit eget ego. Det er dog stadig nogle meget små kompromiser, man skal indgå for at nå et større fælles mål. Og husk så i øvrigt, at praktikanten for det lille kiksede bureau kan blive labelmanager på det store seje indielabel om et par år. Så vær god og hjælpsom imod de folk, du møder. Det skal nok komme dig til gode.

143

KONKURRENCER VIND ET SONY CYBER-SHOT-KAMERA WX5

Hvad end man går til fede koncerter, skønne festivaler eller bare er ude og opleve livet, skal man da have et kamera til at dokumentere de gode oplevelser. Her kommer Sonys nye WX5-kamera ind i billedet. Ud over at præstere fantastiske stillbilleder og HD-video kan den skabe utrolige 3D-panoramer. Vi sætter et styks 12,2 megapixel Sony Cyber-shot WX5 på højkant. Hvad er adressen på Sonys danske website?

VIND SEJE HØRETELEFONER FRA NIXON

Hvis du er vild med vellyd og ynder at lægge ører til din Soundvenue-godkendte musiksamling igennem på et par kvalitetshørebøffer, så vil Nixons modeller helt sikkert være noget for dig. Nixons forskellige høretelefoner ser nemlig ikke bare godt ud, lyden er også fremragende, hvad enten man er til in-ear eller til on-ear-designet. Vi udlodder 4 forskellige par høretelefoner fra Nixon. Hvad hed den tidligere amerikanske præsident Nixon til fornavn?

VIND BILLETTER TIL ‘TRON: LEGACY’

Med et splinternyt soundtrack leveret af de franske house-helte i Daft Punk er der lagt i ovnen til en sci-fi musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige med ‘Tron: Legacy’. Derudover skulle filmen byde på masser af hektisk action og en spændende historie, der følger op på den første ‘Tron’-film? Vi udlodder 5 x 2 biografbilletter til filmen. Hvornår er den første ‘Tron’-film fra?

VIND SPILLET ‘DEF JAM: RAPSTAR’

Har du altid gået rundt med følelsen af, at du har et fedt flow og en pose svedige rim at dele ud af? Nu får du chancen for at gå Kanye, Snoop, Eminem og alle de andre bad boys i bedene i det interaktive spil ‘Def Jam: Rapstar’, hvor du kan battle med vennerne på 40 af de mest kendte tracks fra hiphoppens historie på din Xbox, Wii eller Playstation 3. Vi udlodder tre eksemplarer af spillet ‘Def Jam: Rapstar’. Hvilken hiphop-gruppe har lavet albummet ‘Straight Outta Compton’?

VIND MIX-STYLE-HØRETELEFONER

God musik og god lyd hænger unægteligt sammen. Det har japanske Mix-Style forstået og er nu på banen med række nye modeller, der alle har en genkendelig stjerne som centrum i deres nye design. En af dem er onear-modellen ‘Star-White’, der let kan foldes sammen, og som du kan blive den heldige vinder af. Vi udlodder fem eksemplarer af Mix-Styles høretelefoner ‘Star-White’. Hvad er Mix-Styles web-adresse?

144

SHARE THE FEELING

deltag i roskildes julekalender og f책 mulighed for at vinde en billet hver dag fra 1. - 24. december

www.roskilde-festival.dk

Photo: Vincent Skoglund

Featured colorway

PLATTAN CERISE Models: TANTO MEDIS

Available in 14 colors:

Feature 3.5mm standard microphone and remote.

www.urbanears.com hello@urbanears.com


Soundvenue #47