9 råd til personlig branding

KOM m agasinET

magasinet for forbundet kommunikation og sprog / nummer 49 / august / 2010

PERSONLIG BRANDING

FACEBOOK-POLITIK, TAK! – ELLER NEJ TAK? JO MERE DU DELER, JO MERE FÅR DU IGEN VI TROR AT VI KAN SE OS SELV MED ANDRES ØJNE

 PERSONLIG BRANDING TEKST / JOHN DE SUMMER-BRASON FOTO / CARSTEN SNEJBJERG

BLÅ BOG JOHN DE SUMMER-BRASON. ER 51 ÅR, JOURNALIST DJ, BA I FILMOG MEDIEVIDENSKAB. KURSUSLEDER PÅ KALØ OG ESBJERG HØJSKOLE. TIDLIGERE ANSÆTTELSER I TEATER- OG MEDIEVERDENEN. FORFATTER TIL ”BERØMMELSENS ANATOMI” (BØRSEN, 2004), DER HAR GJORT HAM TIL EFTERSPURGT OPLÆGSHOLDER OM PERSONLIG BRANDING.

9

12 / 13

RÅD TIL

PERSONLIG

BRANDING

BRUG BLOGS OG VÆR ÆGTE. GØR DET MODSATTE AF ANDRE, OG KOM JOURNALISTERNE I FORKØBET. DET ER NOGLE AF DE GODE RÅD OM PERSONLIG BRANDING SOM KAN FÅS FRA DE HELT TUNGE DRENGE OG DE HURTIGE DAMER.

Tidligere var det vigtigt at udvise nærmest selvudslettende loyalitet over for arbejdsgiveren. Det er det ikke længere. Den konkurrencedrevne globalisering gør at hverken arbejdsgivere eller fagfolk er interesserede i for ømme bindinger. Moderne virksomheder er ofte moderne brands hvor der bliver kæmpet for omdømme og tiltrækningskraft indtil den sidste reklamekrone. Det åbner for øget brug af personlig branding.

Personlig branding eller omdømmebeherskelse, som nordmændene kalder det, er blevet et must. Inden for socialpsykologien tales der om at man kun er en personlighed – eller et brand om man vil – i kraft af den betydning omgivelserne tildeler en.

Men hvordan opnår man så betydning? Hvordan opnår man at den rigtige arbejdsgiver eller målgruppe begynder at interessere sig for en?

Svaret ligger lige for, nemlig ved at finde ud af hvad man er god til.

Gøre det man er god til, på en god måde. Og frem for alt: få æren for det man er god til.

Mange vil her tænke: Nu gælder det om at komme på tv – jo før, jo bedre! Og det er ikke helt forkert. Flere personlig brandingrådgivere har netop tv-træning på programmet. Det er dog samtidig en stor sandhed at de færreste af os opnår ret megen tv-tid nogensinde. Martin Thorborg der med Jubii og SPAMfighter har opnået gurustatus blandt iværksættere, har en løsning på det problem:

1.

BLOG DIT BRAND

[Martin Thorborg] ”Mit bedste råd er at blogge – enten at videoblogge eller at skrive. Det afhænger af hvordan man er som person. Hvis man er meget ligefrem og har meget at sige, så er videoblogging, som jeg gør det på Thorborg. tv, meget effektfuldt. Men det afhænger selvfølgelig af hvilket personlig brand man ønsker at bygge op. Er ens image seriøs forretningsmand, er det måske lige ”freestyle” nok at tage sin iPhone og råbe ind i den. Det handler om at finde en vinkel på sin profession, finde sin målgruppe og finde ud af hvad de laver. Resultatet er at man gennem sin videoblog bliver indekseret af Google og igen tilgængelig for journalister der googler meget i deres research. Pludselig er man på.”

Martin Thorborg har aldrig haft problemer med at finde ud af hvad han ville, efter at han tidligt i karrieren kvittede politiet. Men for dem der går efter medieeksponering, kan en manglende afklaring af mission og vision være fatal. Et manende eksempel er Rigmor Zobel der efter at have været markedsført som et dydsmønster og hårdtarbejdende rollemodel for unge erhvervskvinder har mødt store udfordringer efter narkodom og jetset-venner i fængsel.

Rollemodellens problem var at hendes brandbuilding ikke i tilstrækkelig grad har taget højde for foræringerne fra en rig baggrund og faldgruberne i et løssluppent jetset-liv.

2.

VIS VELVILJE OVER FOR OMGIVELSERNE [Ida Borch]

”Hvis man skal beskæftige sig med personlig branding, skal man foretrække retorikkens etos-model frem for en merkantil tilgang,” siger lektor Ida Borch der er cand.mag. i retorik, pædagogik og sprogpsykologi og underviser i personlig branding på CBS. ”Man skal nemlig

være meget opmærksom på at den personlige troværdighed forbliver intakt. I denne sammenhæng synes jeg at de aristoteliske dyder er mere interessante end en ren brandingtilgang. Dyderne er faglig dygtighed, social kompetence og velvilje over for omgivelserne, som på græsk hedder ennoia og betyder intention eller mening. Ennoia er det modsatte af paranoia. Ennoia handler om velvilje over for omgivelserne. Den traditionelle branding stopper med de to første. Men etos er uhyre vigtig.”

3.

BLIV ANERKENDT, IKKE KENDT

4.

VÆR AUTENTISK

[Souleima Gourani] Der er andre personlig branding-forkyndere som tænker det samme: ”Det handler ikke om at blive kendt.

Det handler om at blive anerkendt!” udtaler Soulaima Gourani der er MBA, rådgiver store virksomheder og er forfatter til ”Tag magten over din karriere”: ”Det handler om at blive kendt for det som er vigtigt for dig. Kommer du i de kulørte blade, skal du som professionel lige stoppe op. For den form for omtale genererer ikke omsætning. Når et brand bliver stort, betyder alene størrelsen at det kan være vanskeligt at styre! Samtidig oplever vi et trendskifte. Vi vil ikke længere have noget stort og flot som er blingbling. Personlig branding handler om evnen til at bygge tillidsfulde relationer. At jeg selv foretrækker at bo på Nørrebro selv om min indtægt kunne kvalificere mig til stederne nordpå, er en af de måder jeg brander mig selv på.”

[Lotus Turèll] At autenticiteten i brandet er kritisk, bekræfter Lotus Turèll, datter af en Danmarks nok stærkest brandede kulturskikkelser. Med en ny afgangseksamen fra filmog medievidenskab og en række pr-projekter for DR og Roskilde Festivalen tegner Lotus selv til at blive en af fremtidens

14 / 15

brandingeksperter: ”De personer der har påhæftet succesrige, troværdige brands, er ikke spændt bag en ustyrlig facadebaseret pr-vogn – de er bare deres brand. Magien opstår når et autentisk brand kommunikeres dygtigt (verbalt, viralt, visuelt). Det er sjældent man devalueres som brand ved at fejle som den man er. Men fejler man og derved viser sig som en anden end det brand man profilerer sig som, da er markedet ikke nådigt. Med det rigtige, det autentiske brand kan man skabe sig en smidig ramme for egen arbejdsunikke position, som jo er det der gør det personlige brand interessant som kommunikationsværktøj.”

5.

STYR OMTALEN HEN MOD DET DU KAN [Jens Romundstad]

Er der nogen der har skabt sig et personlig brand, men også oplevet de styringsproblemer som følger med et stærkt brand, så er det HR-chefen Jens Romundstad, HD, der i senhalvfemserne charmerede sig igennem som Biker-Jens i Robinson Ekspeditionen på TV3: ”Mange af deltagerne så nytte af den eksponering programmet medførte. For de fleste var det mest logiske at henvende sig ved kilden til eksponeringen: TV3. Fælles for alle tv-løfterne var at de ikke blev til noget. Langsomt døde rampelyset ud. Mit råd til alle dem der opnår tv-eksponering, er at styre omtalen hen mod det man kan, især ens komparative konkurrencefordele. Men hvordan klarer man det uge efter uge når TV3 trækker tiden ud? Jeg begyndte en foredragsturné. Jeg knoklede som besat aften efter aften og uge efter uge. Hver eneste uge havde jeg forsider i provinsaviserne omkring disse foredrag. De bekræftede at jeg havde leveret god underholdning, men også var civiløkonom og kunne være alvorlig. Strategien var pull i stedet for push. Jeg ser ofte kendte profiler som render journalisterne på dørene med historier som er for små. Det skal man aldrig gøre. Man skal kende sin besøgelsestid og kun mobilisere sig i medierne med et styret formål.”

6.

FIND JOURNALISTERNES YNDLINGSORD [Martin Thorborg]

Blogging kan være et stærkt pull-medie. Martin Thorborg: ”Anja Lysholm, forfatter til ”Hvem er du utro?”, ville gerne i medierne. Jeg anbefalede hende at blogge op til julefrokosterne. Der gik en uge eller fjorten dage, så ringede begge frokostbladene for at lave artikler hvor Anja, der er eksperten, kunne fortælle hvordan konen derhjemme kunne undgå at manden lavede sidespring! Det at overveje meget hvilke ord journalister vil bruge, og så bruge dem i sine overskrifter, det fungerer rigtig godt.”

7.

BRUG DE SOCIALE MEDIER MED PRÆCISION [Uffe Just]

At kombinationen af hjemmesider, blogging og sociale medier kan revolutionere din tilstedeværelse i det offentlige rum, er alle personlig brandingspecialister enige om. Med sociale medier forstår man fællesskaber på internettet hvor man kan dele sine tanker, fotos og videoer.

Her er der ingen ”gate-keepers” som ved de ordinære medier. Det giver muligheder. Civiløkonomen Uffe Just, der senest med bureauet BrandNEW Identity har en yderst struktureret tilgang til personal branding, peger på LinkedIn.com som et overset og derfor interessant medie: ”På LinkedIn kan man segmentere målgrupper. Man kan skabe relationer til de målgrupper man finder interessante. Rent fagligt kan man

målrette budskaber til folk med eksakt profil. Overordnet er LinkedIn ret interessant fordi vi taler om erhvervsmæssige profiler. LinkedIn stod på et tidspunkt stille. Nu vokser det rigtig meget, og med personal branding opbløder man fint den vel kolde erhvervsmæssige stemning som præger LinkedIn.” Uffe Just er ikke den som springer over hvor gærdet er lavest. Som personal branding-konsulent lader han og meddirektøren Henrik Wenøe kursister gennemgå et intensivt NLP-forløb for at finde deres brandingkerne, inden de gennemgår et syvtrinsprogram som munder ud i emner som ”stemme og kropssprog”, ”personal brand-strategi”, ”medie- og pr-strategi”.

8.

VÆR KONCENTRERET AFSPÆNDT SOM ROVDYRET [Morten Grunwald]

”I begyndelsen var Ordet,” hedder det. Og står man foran at skulle holde en tale eller gøre en god performance til en jobsamtale, er det afgørende at have ordet i sin magt. Morten Grunwald, der har brilleret som skuespiller, teaterdirektør og filmkonsulent, fremhæver to forhold som skal være i orden før man møder sit publikum: ”Mit råd er, forbered dig omhyggeligt, lær det udenad du vil sige. Og så spænd af! – ikke slap af, men vær koncentreret afspændt som rovdyret lige før det springer!”

Dette er sagt af en mand der ikke blot er nået til tops inden for de kreative fag, men undervejs har udvist excellent målgruppebeherskelse. Som Benny i Olsen-Banden var han aldrig sen til at promovere højvandsbukserne, de storternede jakker og det fjogede grin. Som teaterdirektør har han omvendt været den intellektuelle kulturpersonlighed der i stilige jakkesæt kunne byde for eksempel Royal Shakespeare Theatre velkommen til København. Grunwalds ekstreme brillemode har været med til at sikre medieopmærksomheden ikke blot på manden, men bestemt også de store, dristige projekter han har stået i spidsen for. At tankegangen er gængs blandt CEO inden for showbiz, forstår man når man lader stafetten gå videre til Zentropa Films flamboyante direktør, Peter Aalbæk Jensen.

9.

GØR DET MODSATTE AF DE ANDRE

[Peter Aalbæk Jensen] ”I virkeligheden var jeg bare selskabsryger,” forklarer Peter Aalbæk Jensen, der ikke har noget imod tilnavnet Ålen på spørgsmålet om hvorfor han har tillagt sig vanen med altid at skulle have en pulserende cigar med i fotografernes blitzlys. ”Under et af mine første interview var jeg så nervøs at jeg instinktivt greb efter cigaren, så det så ud som om jeg havde styr på det hele. Senere forstod jeg at jeg med cigarrøgen gav fotograferne et flot lys at arbejde med. Billedet komponerer sig med andre ord om dig. Denne effekt stivede mig voldsomt af i offentligheden.” ”Man kan gøre ubeskriveligt meget med små virkemidler. Da jeg trådte ind i branchen, var jeg den eneste der gik i jakkesæt. Da alle på et tidspunkt gik i jakkesæt, gik jeg ikke i jakkesæt. Hvis alle går i korte bukser, går jeg i lange bukser og omvendt. Det handler om at skille sig ud fra mængden. I Sverige har vi en producent med et stort overskæg hvor spidserne er vokset så de peger opad. Han er en stille mand. Men alle i branchen husker ham. Tænk lige over det,” siger Peter Aalbæk Jensen der er en central skikkelse bag den berømmelse dansk film har opnået de senere år.

 PERSONLIG BRANDING TEKST / NADJA PASS FOTO / CARSTEN SNEJBJERG

16/17

Generøsitet som kodeord i branding:

JO MERE DU DELER, JO MERE FÅR DU IGEN MIN UMIDDELBARE REAKTION VAR AT TAKKE NEJ DA REDAKTIONEN OPFORDREDE MIG TIL AT SKRIVE OM ME-BRANDING – MIN STRATEGI FOR BRANDING AF MIG SELV. FOR JEG VIL NØDIG HAVE AT MINE BLOGINDLÆG OG OPDATERINGER PÅ FACEBOOK FREMOVER LÆSES SOM LED I EN NØJE KALKULERET BRANDINGSTRATEGI, NÅR DET I VIRKELIGHEDEN HANDLER OM AT BIDRAGE TIL DE STORE VIRTUELLE INSPIRATIONS-BØRSER. MEN VED NÆRMERE EFTERTANKE VAR DENNE INDVENDING JO EN POINTE I SIG SELV – SÅ DERFOR KAN DU HER LÆSE MINE SVAR PÅ REDAKTIONENS FEM SKARPE SPØRGSMÅL.

1. Hvad er dit brands styrke? Og svaghed?

Den største styrke er vist at jeg slet ikke tænker på mig selv som et brand, og jeg blev ret overrasket da I spurgte om jeg ville skrive om min personlige brandingstrategi. For sådan en har jeg slet ikke. Jeg ved godt at jeg tit er meget synlig fordi jeg blogger, Facebook-opdaterer, klummer og foredrager så meget. Men jeg gør det ikke med henblik på at brande mig selv. Jeg gør det for at inspirere. Vække tanker ved at dele gode link, eftertanker og aha-oplevelser. Jeg sætter selv stor pris på dem der gider gøre sig den ekstra umage at dele deres perspektiver med mig. Og jeg vil gerne give mindst lige så meget til gengæld. Jeg tænker meget på det som én stor tanke- og ideudvekslingsbørs hvor vi alle sammen bidrager og bliver rigere på ideer, nuancer, viden og perspektiver. Det handler mest af alt om at være generøs – om at dele sit guld med andre i stedet for at holde det hele for sig selv.

Men nu hvor I spørger, kan jeg da godt se at det samtidig virker mebrandende. For undervejs har jeg fået et kolossalt og meget varieret netværk af virtuelle livliner. Vi trækker på hinanden når vi har brug for et råd, et fagligt perspektiv eller en mental opstrammer. Vi er på hinandens radar. Og det er et meget kærkomment fælles frynsegode.

Til gengæld er mit ’me-brand’ helt håbløst set ud fra et professionelt brandingperspektiv. Jeg kan hverken elevator-pitche, koge mit virke ned til hårdtslående USP’er eller holde mig inden for cv-skabelonerne. Jeg er lige præcis den slags brand man ville trække frem til skræk og advarsel på side ét i ’Marketing for Begyndere’.

Men den svaghed ser jeg nu alligevel selv som en styrke. For på sin egen uhåndgribelige måde siger det alligevel en masse om hvem jeg er, hvad jeg mener, og hvad jeg kan. For ærligt talt – hvis man har brug for en tekstforfatter der kan skære tingene ud i pap, er det jo alligevel ikke mig man skal spørge. Man skal spørge mig hvis man står med en fastkørt problemstilling, eller hvis man skal have udviklet noget helt nyt fra grunden og ikke ved hvordan man skal gribe det an. Eller hvis man sidder med noget alle andre kalder ’lavinteresse’. Så er der brug for eksplorative tilgange, intuition, nysgerrighed og mærkelige krydskoblinger. Og den slags er bare ikke så ligetil. Nogle elsker det, andre er komplet uforstående. Og det er o.k. med mig. Jeg synes alligevel det er sjovest at lege med de første.

2. Hvad opnår du ved flere gange dagligt på Facebook/ egen hjemmeside at statusopdatere med smalltalk som ”har en faible for at knække friske grønne asparges.

Synes simpelthen det er så elegant designet fra naturens side, at de automatisk knækker lige præcis dér, hvor de skal knække”?

Taget ud af en sammenhæng opnår jeg jo ikke særlig meget, og det er heller ikke meningen. Men når nu I trækker lige den ud, er det selvfølgelig sjovt at filosofere lidt over det: Timingaspektet og den fælles sanselighed – Jeg skrev den i de allerspædeste forårsdage hvor man bare må have asparges. Og derfor

NADJA PASS: JEG ER LIGE PRÆCIS DEN SLAGS BRAND MAN VILLE TRÆKKE FREM TIL SKRÆK OG ADVARSEL PÅ SIDE ÈT I ’MARKETING FOR BEGYNDERE’.

MEN DEN SVAGHED SER JEG NU ALLIGEVEL SELV SOM EN STYRKE

vidste jeg at der nok var mange andre der skulle have asparges samme aften. Det er sjovt at ramme en fælles stemning – og dermed indfange et strejf af tidsånden og bidrage til det moderne, virtuelle fællesskab.

Jeg oplever ofte at vi på Facebook vækker og forstærker hinandens sanser. Jeg synes det er synd hvis nogen går glip af aspargessæsonen.

Og jeg blev glad da en veninde ansporede mig til at cykle en tur gennem junibyen med vibrerende næsebor for indfange syrenernes duft.

For jeg havde travlt og havde slet ikke været ude endnu den dag, så ellers havde jeg ikke vidst at netop den dag var syrenduftedagen. På samme måde bliver jeg vildt glad når mine Facebook-venner deler deres begejstring for musik, film, politik og poesi med mig så jeg får udvidet min horisont på de fronter. Vi pirrer hinandens sanser og udvider vores fælles universer.

Den ekstra krølle – Der er en verden til forskel på bare at konstatere at man ”skal ha’ asparges”, og så at folde tanken ud så den også giver andre en lille ekstraoplevelse. I dette tilfælde er det en kombination af synæstesi og noget lidt naturvidenskabeligt der forhåbentlig tilføjer de grønne asparges nogle ekstra dimensioner.

Delene i den store helhed – Alene står aspargeserne lidt nøgent, men det sjove ved Facebook-opdateringer er jo netop at de indgår som hver deres lille del af en ret omfattende større helhed. Hvis man har fulgt en person længe, får man virkelig et show-don’t-tell-agtigt indblik i deres tankerækker, optik og kompetencer. De behøver ikke at sige at de er gode til deres arbejde, ved meget om film eller er sympatiske mennesker – det ser man tydeligt af deres daglige praksis. Man begynder

også at kende hinandens særheder. For eksempel driller folk mig med at jeg har en faible for ordet faible. Så når jeg bruger netop det ord, er det en implicit hilsen til mine venner.

De blandede sfærer – Nu handler denne opdatering om mad, men lidt senere skrev jeg nok noget retorisk fagnørdet, diskuterede demokrati, syntes det var synd for prinsesse Madeleine, anbefalede en ny vinbar, trak en pointe ud af en artikel eller sendte et eksotisk pust fra Istanbul. Og det miks er i virkeligheden ret afgørende. Det er en klassisk fejl at tro at man kan me-brande sig ved kun at skrive om sine faglige præstationer. Det virker krampagtigt, og man går glip af Facebooks største styrke – nemlig at vi derinde er til stede som hele mennesker på godt og ondt. Umiddelbart og ofte meget ærligt. Hvis man først prøver at styre det for strategisk, virker det modsat hensigten.

3. Hvilken vægt og betydning tillægger du traditionelle mediers (printaviser og tv) interesse for eller opmærksomhed på dig?

Jeg befinder mig på det min ven Sten Jauer kalder ’det personlige arbejdsmarked’ hvor man ikke har et stort firma i ryggen til at garantere for ens kvaliteter, men bliver hyret på en kombination af sine personlige og faglige kompetencer. Og derfor skal man bestemt ikke kimse ad andres blåstemplinger. Det betyder helt klart noget at der også er andre der synes man er ekspert.

Jeg siger nu ofte nej til at medvirke. For jeg har ikke lyst til at udtale mig om hvad som helst, men holder mig til de emner hvor jeg ligger

18/19

inde med nogle særlige vinkler, perspektiver, erfaringer og nuancer jeg synes er markant undereksponerede i debatten. Og det er selvfølgelig også en slags strategi.

4. Når det kommer til kontant indtjening, har dit brand så en hverdagsagtig ”rugbrødsside” og en mere fancy og mindre indbringende ”flødeskumsside”?

Lad os hellere kalde det rugbrødslagkage. For alt hvad jeg laver, krydsbefrugter hinanden. Det andre kalder rugbrødsarbejde, kan føles som at danse rundt i flødeskum, for uanset hvad jeg roder mig ud i, følger der næsten altid det frynsegode med at jeg får lejlighed til at dykke dybt ned i et område jeg ellers intet vidste om før. Og det har gennem tidens løb været alt fra energi til erhvervskvinders ambitioner, ventetiden i Kastrup, statens arbejdspladser, Martini, videnskabsformidling, turisme, design, øjenskygger, nanoteknologi og demokrati.

Samtidig er jeg privilegeret ved at møde en masse eksperter og samarbejde med en masse spidskompetente folk undervejs. Og de fleste af dem møder jeg i tidens løb i helt andre konstellationer.

Omvendt kræver det I kalder mine ’fancy flødeskumsprojekter’, ofte benhård disciplin og mange afsavn. Og de er ikke så fancy endda.

De handler mere om at bidrage med noget meningsfyldt. Så det hele er rugbrød og flødeskum i skøn forening. Noget tjener jeg penge på, og det finansierer så at jeg bruger meget store dele af min tid og energi på at knokle på deciderede underskudsforretninger. Det balancerer meget godt i det store perspektiv.

5. Hvilke personlige brands synes du – i øvrigt ;-) – gør det godt og hvorfor?

LIDT SENERE SKREV JEG NOK NOGET RETORISK FAGNØRDET, DISKUTEREDE DEMOKRATI, SYNTES DET VAR SYND FOR PRINSESSE MADELEINE, ANBEFALEDE EN NY VINBAR, TRAK EN POINTE UD AF EN ARTIKEL ELLER SENDTE ET EKSOTISK PUST FRA ISTANBUL. OG DET MIKS ER I VIRKELIGHEDEN RET AFGØRENDE. DET ER EN KLASSISK FEJL AT TRO AT MAN KAN ME-BRANDE SIG VED KUN AT SKRIVE OM SINE FAGLIGE PRÆSTATIONER

Uh, den er svær. For jeg kender mange gode eksempler, men de vil nødig nævnes i denne sammenhæng. Det hænger sammen med mit svar på det første spørgsmål. De gør det jo netop godt fordi de ikke tænker på det som me-branding, men ligesom mig gør det for at in-

BLÅ BOG NADJA PASS, CAND.MAG. I RETORIK. SELVSTÆNDIG KULTURANALYTIKER, FOREDRAGSHOLDER, BLOGGER OG KOMMUNIKATIONSKONSULENT. HAR I DE SENERE ÅR FOR EKSEMPEL UNDERSØGT ERHVERVSKVINDERS AMBITIONER FOR BESKÆFTIGELSESMINISTERIET OG PROTOCOL OG UNDERSØGT FREMTIDENS ARBEJDSMARKED FOR STATENS CENTER FOR KOMPETENCE OG KVALITETSUDVIKLING. SKRIVER KLUMMER I SAMVIRKE OG HAR NETOP – SAMMEN MED ANTROPOLOGEN ANDREAS LLOYD – STARTET BEVÆGELSEN BORGERLYST, DER GØR DET SJOVERE OG MERE SPONTANT AT BRUGE VORES STEMMER OG HANDLEKRAFT. http://nadjasreflexioner.net http://borgerlyst.dk

spirere, dele og nuancere. Og den balance risikerer man meget nemt at forrykke hvis man pludselig bliver hyldet som me-brand – især i Danmark hvor janteloven stadig ikke er mere udryddet end at der følger skepsis og latterliggørelse med hvis man alt for strategisk prøver at brande sig selv.

Men selv uden konkrete eksempler er nøgleordene enkle: jo mere generøse og jo mere alsidige, jo bedre. Der er også en vigtig balancegang mellem det personlige, det professionelle og det private. De personlige perspektiver fungerer klart bedst. Og anlægger man dem på henholdsvis det professionelle og det private, kan det sagtens fungere fint. Men det er vigtigt at man samtidig formulerer dem på en måde der vækker en mere generel gen- eller erkendelse hos vennerne.

Så faktisk tror jeg det ville være en god idé helt at droppe begrebet me-branding der smager lidt amerikansk og 90’er-agtigt i en tid hvor tidsånden kalder på inderlighed, nærvær, deling og tankevækkere. Ordet me-branding forvirrer fordi marketingjargonen antyder at det skal være kort, klart, højlydt, kontant – og konstant. Mens det i virkeligheden er besjælet og behjertet smalltalk der fungerer bedst.

 CV-MENNESKET TEKST / ANNE NIMB FOTO / CARSTEN SNEJBJERG

24/25

VI TROR AT VI KAN SE OS SELV MED ANDRES ØJNE

JØRGEN I. JENSEN: SOM DET ER NU, ER DET JO SÅDAN AT HVAD DER IKKE ER SKREVET OP, DET EKSISTERER IKKE. DERFOR SKAL VI HAVE DET HELE IND PÅ CV’ET.

DET ER ØDELÆGGENDE FOR ALLE MENNESKER KONSTANT AT GÅ RUNDT OG FOKUSERE PÅ DERES CV. DET ER ØDELÆGGENDE FORDI VI SKAL SE PÅ OS SELV MED FREMMEDE ØJNE OG VURDERE OS SELV SOM ANDRE SER OS. FORFATTEREN JØRGEN I. JENSEN FORTÆLLER HVORFOR HAN OPFANDT BEGREBET CV-MENNESKET.

”Et nyt menneskebillede er kommet til syne. Det dukker op i snart sagt enhver sammenhæng. Man genkender det ved at det stiller som ideal, at man konstant skal forholde sig til sig selv. Bestandigt skal man kunne rykke ud med en historie om sit eget liv og finde ord for egne mål og værdier.

CV-mennesket, det gennemevaluerede menneske, det selvudviklende menneske er nogle af de navne der knytter sig til det nye menneskebillede”.

Ovenstående er forlagsomtalen af bogen ”Jeg-automaten”, der er skrevet af Jørgen I. Jensen, teolog, tidligere lektor på Københavns Universitet, musikelsker og foredragsholder.

Jørgen I. Jensen er optaget af det pres vi mennesker lægger på os selv gennem jagten på det fuldendte cv. Ikke fordi han ikke kan forstå de studerende og de jobsøgende, for det er jo noget vi bliver pålagt.

Men derfor kan – og bør – vi alligevel stoppe op og tænke over hvad det gør ved os. Og det gør Jørgen I. Jensen så. Gennem de seneste år har han rejst land og rige rundt og diskuteret problemstillingen, på højskoler, i forsamlingshuse, i bøger og i medier.

Men hvordan gik det til at han blev opmærksom på problemstillingen?

- Jeg har jo aldrig været en del af den samfundskritiske debat, for jeg har altid interesseret mig mere for teologi, musik og sådan noget, men så en dag for otte år siden mødte jeg Bjørn Bredahl fra Politiken til en koncert. Vi diskuterede koncerten, og så siger han om musikerne til koncerten at ”det er ligesom om de ikke har nogen historie at fortælle”. Og det var ligesom han trykkede på en knap. Jeg nærmest råbte til ham ”om nu også han skulle begynde med at alt skal være historie – det er ikke en historie vi har hørt – det er klassisk musik, det er en strygekvartet”. Jeg overfaldt ham nærmest. Der var jo ingen tvivl om hvad han mente, så det var en tosset overreaktion fra min side. Men han var storsindet nok til at gå ind til Politikens kronikredaktør,, og så skrev hun til mig om jeg ville lave en kronik om det, og det gjorde jeg så. Den hed Det lineære Menneske og blev vel modtaget, fortæller Jørgen I. Jensen.

- Lige pludselig blev det åbenbart for meget for mig med det der storytelling. Det var alle vegne på det tidspunkt. Og nu taler man så om personlig branding, og det som er noget skidt ved det, er jo at man tager et mærke fra erhvervslivet og så overfører man det til det personlige liv. Brand kan jo betyde brændemærke. Det er da en problematisk måde at se mennesker på. En person er altid mere end det den pågældende giver sig ud for.

- Men det er også et godt eksempel på at vi er havnet i en kultur hvor der er kommet et fuldstændig nyt universalsprog. Vi bruger de samme ord om alle de samme ting. Fra vuggestue til plejehjem skal vi vise vores kompetencer, der skal være en plan for vores liv, vi skal have en strategi, og der skal være et mål. Og det er jo ikke spændende når vi alle skal gøre det samme på trods af at vi taler om at individet skal komme til sin ret. I realiteten bliver det til at hver enkelt siger at jeg brænder for sagen, jeg er dybt engageret og hamrende spændende.

Og så får vi et samfund hvor den eneste måde at argumentere for en sag på, er at man fortæller sin egen livshistorie, og det kan man ikke argumentere imod, for så generer man den pågældende person.

26/27

JEG VIL GODT HOLDE FACEBOOK UDENFOR. JEG ER IKKE PÅ FACEBOOK, MEN MANGE AF MINE YNGRE VENNER ER, OG DE HAR MEGET FORNØJELSE AF DET. DET ER LIGESOM ET NETVÆRK, OG DET ER INDEN FOR SAMME KREDS, OG DET KAN VÆRE ÉN MÅDE AT KOMMUNIKERE PÅ SOM ER MEGET OKAY. JEG ER GLAD FOR SMS. DE HAR FÅET EN GOD FORM. JEG SIDDER EN HALV TIME FOR AT LAVE EN LANG SMS, OG SÅ FÅR JEG EN LIGE SÅ LANG TILBAGE PÅ 10 SEKUNDER. NU HAR JEG OGSÅ FÅET EN FLADSKÆRM OG EN DVD MED BLUE-RAY – SÅ NU ER JEG JO NÆSTEN I DEN TEKNOLOGISKE SUPERLIGA.

- Det er blevet vigtigere at man kan fortælle noget om sig selv og fortælle hvad man har oplevet, end at man har oplevet det. Det er blevet vigtigere at man kan dokumentere at en undervisning er gået godt, end at den er gået godt.

Man har aldrig lavet nok - Hele den teoridannelse og filosofi som er knyttet til erhvervslivet med firmaer der skal gå frem og så videre, er blevet overført til menneskelivet. I starten blev jeg helt forskrækket når jeg hørte unge mennesker tale om deres cv og at de lige skal lave det der, for det giver noget til mit cv – og det betyder også at der er nogen der ikke får stilling hvis de bare har passet deres studier. Og der kommer vi ind i en frygtelig bekymringskultur, for man har aldrig lavet nok. Hvis man har et godt bredt og krævende studium, så fylder det jo det hele. Så vil man gerne have et fritidsjob, men det er mere fordi man skal have lidt ekstra penge i kassen.

- Men den form for strategitænkning vi ser nu, kommer jo fra sporten og inden da fra militæret. De tætte personlighedstester har jeg kun mødt den gang da jeg var soldat, og det forstår jeg glimrende at forsvaret skal bruge, men livet er jo ikke militæret. Det spændende ved sporten er jo at ikke alt er sport.

- Som det er nu, er det jo sådan at hvad der ikke er skrevet op, det eksisterer ikke. Derfor skal vi have det hele ind på cv’et. Alenlange cv’er og forsøg på at gøre sig særlig interessant og gøre en forskel.

Men hvis vi alle sammen gør det, så er der jo ingen forskel.

Men bliver man da ikke nødt til at gøre som erhvervslivet vil have?

- Jeg har ikke spor imod det private erhvervsliv, det vil jeg gerne understrege. Men man lægger ansvaret fra sig når man skal have disse test. På ti minutter ved du jo om det er en medarbejder der passer.

- Og så er der kommet coaching til. Det går jo ud på at man hele tiden skal tale ud i fremtiden. Der er ikke nogen nutid i de her systemer. Man skal hele tiden tænke fremad med billederne af sin karriere og i øvrigt også sine partnere. Du skal se om din partner svarer til dit fremtidige lykkebillede, som det hedder.

Det ikke-nærværende menneske Begrebet cv-mennesket kom i Jørgen I Jensens bog Jeg-automaten. Så det er ham der har fundet på det.

Cv-mennesket er et menneske der ikke er nærværende nu, men som hele tiden er i gang med noget andet og altid er beregnende – og som hele tiden skal have opmærksomhed.

- I bogen beskriver jeg karrieremennesket, det coachede, det målrettede, professionelle, testede, det overvågede – og så videre – menneske. Det menneske der hele tiden fortæller om sig selv.

Det oplevelseshungrende menneske som hele tiden skal opleve noget ikke for at opleve, men for at kunne fortælle at det har oplevet det.

Jørgen I. Jensen mener at disse ”menneskeformer” betyder noget på flere planer, men først og fremmest at vi bliver fremmedgjorte over for hinanden.

- Det er jo ikke længere en narcissistisk eller individualistisk kultur.

Det er en biografistisk kultur. Og vi får det her totalt selvhøjtidelige menneske som hele tiden forholder sig til sig selv. Og det er filosofisk set meget vanskeligt, og man kan heller ikke holde til det. De helt sikre resultater af alt det her på arbejdspladserne er jo stress og depression.

- Vi bliver testet hele tiden, og det er en videnskabeliggørelse af mennesket og menneskelivet. Jeg har aldrig selv været udsat for noget af det. Jeg gik af på universitetet inden det greb om sig, og jeg har aldrig været til en MU-samtale, men vi kunne vælge at foretage mundtlig evaluering af undervisningen.

- Men nu har vi altså fået denne virus på balancenerven så vi ikke længere kan skelne hvad der er en del af arbejdslivet, og hvad der er et spil vi spiller.

Vi kan da tale sammen Jørgen I. Jensen er ikke i branchen for gode råd, så han går ikke ud og fortæller hvad det enkelte individ skal gøre. Men han påpeger et problem, og så håber han at det får nogle til at tænke.

Er det ikke blevet meget værre siden du skrev din kronik i 2002?

- Jo, det er det da, og vi kan ikke frikende computerne, for de betyder at vi opfatter al virkelighed som noget der skal være skrevet ned.

- Heldigvis kan vi da stadig tale sammen i Danmark, siger han. Men bliver det til at vi kun kan fortælle vores livshistorie, så opfatter vi kun det hos andre mennesker som også er karriereagtigt. Og det er et angreb på noget af det vidunderlige ved at være i det danske samfund – at vi alle sammen kan tale med hinanden og har noget at sige hinanden fordi vi er forskellige.