analyse
»Teachers need to learn the way other professionals do: continually, collaboratively and on the job.« { Linda Darling-Hammond m.fl., Professional learning in the learning profession 2009 }
lader det lærte sig ikke umiddelbart omsætte eller oversætte til dagligdagens opgaver. Der sker kun lille eller slet ingen transformation af det ’nye’ til det ’gamle’ og velkendte. Efteruddannelse og kompetenceudvikling af lærere, it-vejledere og andre foregår typisk uden for den kontekst, hvori kompetencerne skal anvendes. Der er en lang tradition for, at uddannelse inden for skoleområdet foregår på særlige institutioner, der også typisk er placeret i egne bygninger. Efteruddannelse og professionel kompetenceudvikling følger dermed en model, hvor undervisning og brug er adskilt. Læring adskilles fra den autentiske situation, hvori det lærte skal anvendes. Det ville dog ikke være noget problem at tilrettelægge kompetenceudvikling, så det kan foregå på skolerne i den arbejdssammenhæng, den enkelte indgår i til daglig. Modellen kompetencecirkler (forpligtende læringsfællesskaber) tager netop udgangspunkt i de opgaver, den enkelte alligevel skal lave i de sammenhænge, hvor de i forvejen udfører dem. Kompetencecirkler bygger videre på den måde, den enkelte i forvejen tilegner sig viden og erfaring på i andre sammenhænge. Kompetenceudvikling i kompetencecirkler foregår sammen med kollegerne i løsningen af fælles arbejdsopgaver – for lærere: undervisning. Det kræver ikke vikartimer, rejseafregninger og kursusgebyrer – det kræver blot planlægning og organisering – og at man er parat til at bruge hinandens forskellige styrker. Kompetencecirkler er betegnelsen for kompetenceudvikling, der foregår i arbejdsfællesskaber i forbindelse med almindelige arbejdsopgaver i skolen: typisk med undervisningsplanlægning og -afvikling. Modellen bygger på en
56
nummer 04 / juni 2014
formalisering og udbygning af de deltagendes personlige/professionelle læringsnetværk (PLN). It-vejledere og undervisere indgår i grupper eller praksisfællesskaber, hvor de enkeltes kompetencer bliver udviklet i et gensidigt forpligtende samarbejde. Kernen i samarbejdet er planlægning af undervisning; af forløb og aktiviteter. Det er afgørende, at det er et krav, at deltagerne i et arbejdsfællesskab løbende skal foretage nogle ændringer, så deres kompetencer hele tiden bliver nødt til at udvikle sig - og at denne udvikling netop sker i et fællesskab, hvor man lærer af hinanden og i fællesskab tilegner sig det, man ikke i forvejen ved og kan. Kompetencecirklerne forpligtes altså til med jævne mellemrum at forbedre og forny undervisningen og med jævne mellemrum også at gøre noget anderledes – at eksperimentere med undervisningsforløb eller -aktiviteter. De forskellige kompetencers ’møde’ resulterer i gensidig udvikling af faglige kompetencer. Kravet om periodevis fornyelse og forandring af undervisning er skole ledelsernes (og kommunens) ansvar for at gøre forandring af undervisning til en del af skolens kultur. det er vigtigt at det at arbejde med kompetencecirkler ikke er et projekt - det er en kultur og som sådan kræves det, at den er forankret i den måde, den enkelte skole fungerer på i det daglige. Projekter er ‘særområder’; noget der afviger fra normaliteten. Men hvis forbedringer gennem kompetenceudvikling i kompetencecirkler skal have nogen blivende effekt, må det være en del af arbejdsrutinen; være forankret som kultur.
Uddybning Læring og anvendeligheden af det lærte kan forstærkes gennem autentiske læringssituationer, hvor undervisning består i at iscenesætte situationer, der enten er eller kommer så tæt på en autentisk situation som muligt. Autentiske undervisningssituationer forankrer undervisningen og dermed læringen i den kontekst, hvori de anvendte færdigheder og kompetencer skal anvendes til opgaveløsning. I mange sammenhænge er den mest effektive undervisningsform dog knyttet til konkrete opgaver. Man taler her om situeret læring (Lave & Wenger 1991/ DK: 2003). I forhold til voksenlæring kan arbejde og læring betragtes som gensidigt afhængige af hinanden på den måde, at man lærer ved at udføre konkrete opgaver, hvor man sammen med andre (kolleger, brugere, ledere) løser arbejdsopgaver og derved tilegner sig den viden og de færdigheder, som opgaveløsningen kræver. Dette er også en del af begrundelsen for projektarbejde eller PBL (project based learning), hvor et projekt defineres ved at være den opgave, som én eller en gruppe skal løse fællesskab. Kompetencer opøves gennem opgaveløsning sammen med andre – evt. med coach, facilitator, vejleder, instruktør eller lignende som sparringspartner, hvis opgaven kræver helt nye færdigheder eller kompetencer. Ofte vil en gruppe bestående af kompetente fagpersoner (som et lærerkollegium) løse opgaverne selv ved fælles hjælp – og ved at bruge de ressourcepersoner, som i forvejen er i deres netværk. Netværksviden – eller distribueret viden – er meget dybere og bredere end fagviden. Netværksviden er mangefacetteret, da den ikke er bundet til en konkret person, men altid kun aktiveres