han ud, og talte aldrig mere om det, aldrig nogensinde. Men selvfølgelig gik snakken. I bussen var alle helt oppe at køre: »Hvad skete der, hvad skete der?« Ingenting, tænkte jeg. Bare et sandhedens ord. Men jeg orkede ikke at snakke om det. Jeg var så rasende. Uge efter uge havde min træner og chef frosset mig ude, uden at forklare hvorfor. Det var helt sygt. Jeg har haft al mulig ballade før. Men dagen efter har vi altid redet trådene ud, og så er det godt med det. Nu blev tavsheden og den psykiske terror bare ved og ved, og jeg tænkte; Jeg er otteogtyve år. Jeg har scoret toogtyve mål og lavet femten assist bare her i Barca, og alligevel bliver jeg behandlet som skidt. Skal jeg finde mig i det? Skal jeg blive ved med at indordne mig? No way! Da jeg opdagede, at jeg skulle sidde på bænken mod Almeria, kom jeg i tanke om det der: Her i Barcelona kommer vi ikke i Ferrari eller Porsche til træning! Hvad var det egentligt for noget vrøvl? Jeg kører i det, der passer mig, specielt hvis jeg kan irritere nogle idioter med det. Jeg sprang ind i min Enzo og gassede op og parkerede uden for døren til træningsanlægget, og det blev selvfølgelig et totalt cirkus. Aviserne skrev, at bilen kostede lige så meget, som alle Almeriaspillerne tjente om måneden tilsammen. Men jeg var ligeglad. I den her situation var mediestormen bare en detalje. Jeg havde bestemt mig for at give igen. Jeg havde besluttet at begynde at kæmpe for alvor, og I skal vide, at det er et spil, jeg kender. Jeg har været en hård negl før, tro mig. Men jeg måtte ikke sjuske med forberedelserne af den grund, og derfor talte jeg selvfølgelig med Mino. Vi planlægger altid de smarte og grimme tricks sammen, og så ringede jeg til vennerne. Jeg ville se sagen fra forskellige sider, og shit, hvor fik jeg mange zlatan ibrahimovi ć ć
1757_Zlatan.indd 65
65
10-01-2012 12:20:38