Issuu on Google+

jeg er fortalt til

Min historie

Gyldendal

oversat af birgitte steffen nielsen gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal

1757_Zlatan.indd 53

10-01-2012 12:20:37

min historia  14

1757_Zlatan.indd 14

10-01-2012 12:20:06

Malmö FF's drengehold.

zlatan ibrahimovi Ć  15 15

MBI's drengehold

1757_Zlatan.indd 15

10-01-2012 12:20:06

Med Ronaldinho. Med Gattuso i Milan.

min historia  16

Ligasejr med Inter.

1757_Zlatan.indd 16

10-01-2012 12:20:07

zlatan ibrahimovi Ć  25 25

Ankommer til Barcelona.

1757_Zlatan.indd 25

10-01-2012 12:20:15

min historia  28

TrĂŚning og snevejr i Barcelona.

1757_Zlatan.indd 28

10-01-2012 12:20:17

zlatan ibrahimovi Ć  29 29

1757_Zlatan.indd 29

10-01-2012 12:20:18

Mourinho dukker pludselig op bag mig og Guardiola under semifinalen i Champions League.

min historia  32

1757_Zlatan.indd 32

10-01-2012 12:20:21

min historia  34

1757_Zlatan.indd 34

10-01-2012 12:20:23

1 pep guardiola , 

Barcelonas træner, med sine grå jækkesæt og

grublende ansigtsudtryk, kom hen til mig og så bekymret ud. Dengang syntes jeg, han var god nok, ikke ligefrem nogen Mourinho eller Capello, men en okay fyr. Det her var lang tid før, vi begyndte at føre krig. Det var i efteråret 2009, og min drengedrøm var gået i opfyldelse. Jeg spillede på verdens bedste hold og var blevet budt velkommen af halvfjerds tusind tilskuere på Camp Nou. Jeg svævede på en sky, eller måske ikke hele tiden. Der var en del sladder i aviserne. Jeg var en bad boy og alt det der: Jeg var svær at omgås. Men alligevel, jeg var her. Helena og ungerne havde det godt. Vi havde et fint hus i Esplugues de Llobregat, og jeg var tændt. Hvad kunne gå galt? »Hør lige«, sagde Guardiola. »Her i Barca har vi begge ben på jorden.« »Sure,« sagde jeg. »Fine!« »Så her kommer vi ikke i Ferrari eller Porsche til træning.« Jeg nikkede, droppede at spille smart, ikke noget med: Hva' fanden rager mine biler dig? Men jeg tænkte: Hvad er han ude på? Hvad er det for et budskab, han sender? Tro mig, jeg har ikke længere brug for at føre mig frem og køre en eller anden heftig bil og parkere oppe på fortovet og den slags. Det er ikke det, det handler om. Men jeg elsker biler. Det er min passion, og først og fremmest fornemmede jeg noget andet bag ordene. Det var lidt: Du skal ikke tro, du er noget! Jeg havde allerede dengang fattet, at Barcelona var lidt af en skole, en anstalt. Spillerne var fine, dem var der ikke noget i vejen med, ´ć   zlatan ibrahimovi c

1757_Zlatan.indd 55

55

10-01-2012 12:20:37

og Maxwell var her også, min gamle ven fra Ajax og Inter. Men helt ærligt, ingen af fyrene opførte sig som stjerner, og det var underligt. Messi, Xavi, Iniesta, hele slænget, var som duksedrenge. Verdens bedste fodboldspillere stod og bukkede, og jeg forstod ingenting. Det var latterligt. Hvis trænerne i Italien siger hop, spørger stjernerne: Hvorfor? Hvad skal vi hoppe for? Her hoppede alle på det mindste vink. Jeg passede ikke ind, slet ikke. Men jeg tænkte: Acceptér det! Lad være med at bekræfte deres fordomme! Derfor begyndte jeg at tilpasse mig. Jeg blev overflink. Det var dumt. Mino Raiola, min agent, min ven, han sagde: »Hvad er der med dig Zlatan? Jeg kan ikke kende dig.« Ingen kunne kende mig, mine kammerater kunne ikke, ingen kunne. Jeg blev mere trist, og der må I vide, at jeg lige siden Malmö FF har haft en filosofi: Jeg kører min egen stil. Jeg skider på, hvad folk mener, og jeg har aldrig haft det godt blandt duksedrenge. Jeg kan bedst lide fyre, der kører frem mod rødt lys, hvis I forstår, hvad jeg mener. Men nu … jeg sagde ikke det, jeg havde lyst til. Jeg sagde det, jeg troede, man skulle sige. Det var helt åndssvagt. Jeg kørte i klubbens Audi og stod der og nikkede ligesom i skolen, eller som jeg måske burde have stået og nikket i skolen. Jeg skældte næsten ikke mine holdkammerater ud mere. Jeg blev kedelig. Zlatan var ikke længere Zlatan, og det var ikke sket siden, jeg gik på Borgarskolan og for første gang så piger i Ralph Lauren-trøjer og var lige ved at skide i bukserne, når jeg skulle invitere dem ud. Alligevel indledte jeg sæsonen strålende. Jeg scorede det ene mål efter det andet. Vi vandt UEFA Cuppen. Jeg brillerede. Jeg dominerede. Men jeg var en anden. Der var sket noget, ikke noget alvorligt, ikke endnu, men alligevel. Jeg blev tavs, og det er livsfarligt, tro mig. Jeg skal være vred min historie  56

1757_Zlatan.indd 56

10-01-2012 12:20:38

for at spille godt. Jeg skal råbe og skeje ud. Nu holdt jeg det inde i mig selv. Måske havde det noget med pressen at gøre. Jeg ved det ikke. Jeg var den næstdyreste transferspiller nogensinde, og aviserne skrev, at jeg var et problembarn og havde en karakterbrist, alt mulig bræk, og desværre kunne jeg mærke presset fra det hele – at her i Barca stikker vi ikke næsen frem, og alt det, og jeg tror, at jeg ville vise, jeg også kunne klare det. Det er det dummeste, jeg har gjort. Jeg var stadig god på banen. Men det var ikke lige så sjovt mere. Jeg overvejede endda at stoppe med fodbold, ikke sådan at jeg ville bryde min kontrakt, jeg er professionel. Men jeg mistede lysten, og så kom juleferien. Vi tog til Åre, og jeg lejede en snescooter. Så snart livet står stille, vil jeg have action. Jeg kører altid som en idiot. Jeg har kørt tre hundrede og femogtyve i timen i min Porsche Turbo og drønet fra strisserne. Jeg har lavet så mange vanvittige ting, at jeg næsten ikke vil tænke på det, og der i fjeldet gav jeg den hele armen med min scooter og fik frostskader og havde det vildt sjovt. Endelig nogle adrenalinkick! Endelig den gamle Zlatan, og jeg tænkte: Hvorfor skal jeg fortsætte? Jeg har jo penge. Jeg behøver ikke slide i det med nogle idioter af trænere. Jeg kan have det sjovt i stedet og tage mig af familien. Det var en god tid. Men det varede ikke længe. Da vi kom tilbage til Spanien, indtraf katastrofen. Måske ikke lige med det samme, den kom snigende, men den lå i luften. Der var en helt sindssyg snestorm. Det var, som om spanierne aldrig havde set sne før, og hos os i bjergene stod bilerne på kryds og tværs over det hele, og Mino, det tykke fjols – det vidunderlige tykke fjols må jeg hellere tilføje, hvis nogen skulle misforstå den sag – frøs som en hund i sine tynde sommersko og sin sommerjakke og overtalte mig til at tage Audien. Det var lige ved at gå helt galt. På vej ned ´ć   zlatan ibrahimovi c

1757_Zlatan.indd 57

57

10-01-2012 12:20:38

ad bjerget mistede vi kontrollen og drønede ind i en betonmur, og jeg smadrede hele højreakslen på bilen. Mange på holdet var kørt galt i uvejret, men ingen så slemt som jeg. Jeg vandt også den konkurrence, og det grinede vi ad, og faktisk var jeg stadig mig selv indimellem. Jeg havde det stadig rart. Men så begyndte Messi at snakke. Lionel Messi er fantastisk. Han er helt utrolig. Jeg kender ham ikke specielt godt. Vi er helt forskellige. Han kom til Barca, da han var tretten. Han er vokset op i den kultur og har ingen problemer med det der duksehalløj. På holdet kredser spillet om ham, helt naturligt, faktisk. Han er genial, men nu var jeg kommet til, og lavede flere mål end ham. Han gik til Guardiola og sagde: »Jeg vil ikke spille på højrekanten mere. Jeg vil ligge på midten.« Højt oppe på midten lå jeg. Men det var Guardiola ligeglad med. Han ændrede taktik. Fra 4-3-3 gik han over til 4-5-1 med mig fremme og Messi lige bagved, og jeg endte i skyggen. Boldene kom via Messi, og jeg fik ikke mulighed for at spille mit spil. På banen er jeg nødt til at være fri som en fugl. Jeg vil kunne gøre forskel på alle niveauer, sådan er jeg. Men Guardiola ofrede mig. Det var sådan, det var. Han låste mig deroppe. Men ok, jeg kan godt sætte mig ind i hans situation. Messi var stjernen. Guardiola var tvunget til at høre på ham. Men come on! Jeg havde scoret mål efter mål i Barca og også været overbevisende. Han kunne ikke indrette hele holdet efter en eneste fyr. Jeg mener: Hvorfor i helvede havde han så ellers købt mig? Ingen betaler den slags summer bare for at kvæle mig som spiller. Guardiola må tænke på os begge to, og selvfølgelig, stemningen i klubbens ledelse blev nervøs. Jeg var deres største investering nogensinde, og jeg havde det ikke godt i den nye opstilling. Jeg var for dyr til ikke at have det godt. Txiki Bermin historie  58

1757_Zlatan.indd 58

10-01-2012 12:20:38

giristain, sportsdirektøren, var over mig og sagde, at jeg måtte tale med træneren. »Få styr på det!« Jeg var ikke glad for det. Jeg er en spiller, der accepterer vilkårene. Men, selvfølgelig, fine, jeg gjorde det! En af mine venner sagde til mig: »Zlatan, det er, som om Barca har købt en Ferrari og kører den som en Fiat,« og jeg tænkte, ok, det er et godt argument. Guardiola har forvandlet mig til en mere simpel og dårligere spiller. Hele holdet taber på det. Så jeg gik hen til ham. Det var på banen, til træning, og jeg var meget omhyggelig med én ting. Jeg var ikke ude på ballade, og det sagde jeg til ham: »Jeg vil ikke slås. Jeg vil ikke have krig. Jeg vil bare diskutere.« Han nikkede. Men måske så han alligevel lidt skræmt ud, så jeg gentog det: »Hvis du tror, jeg er ude på ballade, så går jeg. Jeg vil bare snakke.« »Fint! Jeg kan godt lide at snakke med spillerne.« »Hør her!« fortsatte jeg. »I udnytter ikke min kapacitet. Hvis det kun var en målskytte, I ville have, så skulle I have købt Inzaghi eller en anden. Jeg har brug for plads og for frihed. Jeg kan ikke bare løbe i dybden hele tiden. Jeg vejer otteoghalvfems kilo. Min fysik passer ikke til det.« Han tænkte. Han tænkte altid, så det knagede. »Jeg mener godt, du kan spille sådan her.« »Nej, så er det bedre, I sætter mig på bænken. Med al respekt, jeg forstår din situation, men du ofrede mig for Messi. Det går ikke det her. Det er, som om I har købt en Ferrari og kører den som en Fiat.« Han tænkte lidt mere. ´ć   zlatan ibrahimovi c

1757_Zlatan.indd 59

59

10-01-2012 12:20:38

»Ok, det var måske en fejl. Det her er mit problem. Jeg finder en løsning.« Jeg blev glad. Han ville fikse det. Jeg gik derfra med lettere skridt, men så kom kulden. Han så knap på mig, og jeg er ikke en, der lader mig gå på af sådan noget, faktisk ikke, og på trods af min nye position, fortsatte jeg med at brillere. Jeg lavede nye mål, ikke lige så smukke som i Italien. Jeg lå for højt oppe. Der var ikke rigtig noget ibra-kadabra længere, men stadigvæk … Mod Arsenal på Emirates Stadium i Champions League var vi ved at overtage det hele. Stemningen var på kogepunktet. De første tyve minutter var helt utrolige, og jeg scorede til 1-0 og 2-0, det var smukke mål igen, og jeg tænkte: Jeg vil skide på Guardiola! Jeg gi'r den bare gas! Men så blev jeg skiftet ud, og så kom Arsenal tilbage og reducerede til 1-2 og 2-2, det var noget shit, og bagefter havde jeg ondt i læggen, og normalt plejer trænerne at bekymre sig om sådan noget. En skadet Zlatan er en ret alvorlig sag for et hold. Men Guardiola var iskold. Han sagde ikke et ord, og jeg var ude i tre uger, og ikke en eneste gang kom idioten hen og spurgte: »Hvordan har du det, Zlatan? Kan du spille næste kamp?« Han sagde ikke engang godmorgen. Ikke en lyd. Han undgik mit blik. Hvis jeg kom ind i et rum, gik han ud. Hvad handler det her om? tænkte jeg. Har jeg gjort noget? Ser jeg forkert ud? Taler jeg mærkeligt? Det begyndte at køre rundt i mit hoved. Jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte på det hele tiden. Ikke fordi jeg ligefrem havde brug for Guardiolas kærlighed. Han måtte gerne hade mig. Had og revanche tænder mig. Men nu mistede jeg fokus, og jeg snakkede med spillerne. Ingen fattede noget af det. Jeg spurgte Thierry Henry, som sad på bænken på det tidspunkt. Thierry Henry er den største målskytte i min historie  60

1757_Zlatan.indd 60

10-01-2012 12:20:38

det franske landsholds historie. Han er sej. Han var stadig fantastisk, og han havde det også svært med Guardiola. »Han hilser ikke på mig. Han ser mig ikke i øjnene? Hvad kan der være sket?« sagde jeg. »Aner det ikke,« svarede Henry. Vi begyndte at joke med det: »Hej Zlatan, fik du lidt øjenkontakt i dag? Nej, men jeg så hans ryg! Tillykke, det går fremad!« Den slags pjat, og det hjalp en lille smule. Men det gik mig virkelig på nerverne, og jeg spurgte mig selv hver eneste dag, hver eneste time, hvad har jeg gjort? Hvad er der galt? Jeg fik ingen svar, ingenting. Ikke andet end at jeg forstod, at denne iskulde måtte handle om samtalen om min position. Der var jo ingen anden forklaring. Men det ville jo i så fald være helt sygt. Psykede han mig på grund af en samtale om min plads på banen? Jeg forsøgte at konfrontere ham. Gå direkte hen mod ham og møde hans blik. Han veg til side. Han virkede bange, og selvfølgelig havde jeg kunnet bede om et møde og have spurgt: Hvad går det her ud på? Men aldrig i livet. Jeg havde krøbet nok for ham. Det her var hans problem. Ikke fordi jeg vidste, hvad det handlede om. Det ved jeg stadig ikke, eller jo … jeg tror ikke, fyren kan klare stærke personligheder. Han vil have søde duksedrenge, og værre end det, så løber han fra sine problemer. Han kan ikke klare at se dem i øjnene, og det gjorde bare det hele værre. Det blev værre. Askeskyen fra vulkanen på Island kom. Ingen flyafgange i hele Europa, og vi skulle møde Inter på San Siro i Milano. Vi tog bussen. Et eller andet kvikt hoved i Barca syntes, det var en god idé. Jeg var skadesfri på det tidspunkt. Men rejsen blev en katastrofe. Den tog seksten timer, og vi ankom til Milano helt færdige. Det var vores ´ć   zlatan ibrahimovi c

1757_Zlatan.indd 61

61

10-01-2012 12:20:38

vigtigste kamp indtil da, semifinalen i Champions League, og jeg var indstillet på, at der ville blive buhet og være en masse hysteri på min gamle hjemmebane, men ingen problemer, tværtimod, sådan noget tænder mig. Men situationen i øvrigt var håbløs, og jeg tror, Guardiola havde en hang up på Mourinho. José Mourinho er en big star. Han havde allerede vundet Champions League med Porto. Han var min træner i Inter. Han er skøn. Første gang han mødte Helena, hviskede han til hende: »Helena, you have a mission. Feed Zlatan, let him sleep, keep him happy!« Fyren siger, hvad han vil. Jeg kan godt lide ham. Han leder hæren. Men han er heller ikke ligeglad med én. Han sms'ede mig hele tiden i Inter og spurgte, hvordan jeg havde det. Han er Guardiolas modsætning. Hvis Mourinho lyser et rum op, så trækker Guardiola gardinerne for, og jeg gætter på, Guardiola nu prøvede at måle sig med ham. »Det er ikke Mourinho, vi skal møde. Det er Inter,« sagde han, som om vi sad der og troede, vi skulle spille bold med træneren, og så kørte han frem med sin lommefilosofi. Jeg hørte stort set ikke efter. Hvorfor skulle jeg det? Det var noget avanceret vrøvl om blod, sved og tårer og den slags. Jeg har aldrig hørt en træner tale på den måde! Det rene bræk! Men nu kom han faktisk hen mod mig. Det var til træningen på San Siro, og folk var kommet og tjekkede ligesom ud: »Ibra er tilbage!« »Kan du spille fra start?« sagde Guardiola. »Helt sikkert,« svarede jeg. »Jeg er tændt.« »Men er du parat?« »Hundrede procent. Det føles godt.« »Men er du klar?« Han lød som en papegøje, og jeg mærkede de dårlige vibrationer. min historie  62

1757_Zlatan.indd 62

10-01-2012 12:20:38

»Hør lige, rejsen var håbløs, men jeg er i form. Skaden er i orden. Jeg skal give alt.« Guardiola så ikke overbevist ud. Jeg fattede ham ikke, og bagefter ringede jeg til Mino Raiola. Jeg ringer til Mino i tide og utide. De svenske journalister plejer at sige: Mino er bad image for Zlatan. Mino er sådan og sådan. Skal jeg sige det, som det er? Mino er et geni. Jeg spurgte ham: »Hvad er det, manden mener?« Ingen af os fattede det. Vi begyndte at få nok. Men jeg fik lov til at spille fra start, og vi kom foran 1-0. Så vendte det. Jeg blev skiftet ud efter tres minutter, og vi tabte med 3-1. Det var noget shit. Jeg var rasende. Men før i tiden, for eksempel i Ajax, kunne jeg blive ved at vende og dreje et nederlag i både dage og uger. Nu har jeg Helena og børnene. De hjælper mig med at glemme og komme videre, og jeg fokuserede på returkampen på Camp Nou. Returkampen var frygtelig vigtig, og stemningen blev trappet op dag for dag. Der kom et helt sygt pres. Det sitrede i luften, og vi skulle vinde stort for at gå videre. Men så … jeg har ikke lyst til at tænke på det, eller jo, det har jeg, det gjorde mig stærkere. Vi vandt 1-0. Men det var ikke nok. Vi røg ud af Champions League, og bagefter så Guardiola på mig, som om det hele var min skyld, og jeg tænkte: Nu er flasken tom. Nu er der ikke flere kort i bunken. Efter den kamp var det, som om jeg ikke længere var velkommen i klubben, og jeg fik det dårligt, når jeg kørte rundt i deres Audi. Jeg havde det skidt, når jeg sad i omklædningsrummet, og Guardiola så på mig, som om jeg var et forstyrrende element, et udskud. Det var sindssygt. Han var en mur, en betonmur. Jeg fik ikke et livstegn fra ham, og jeg længtes væk hvert eneste minut, jeg var på holdet. ´ć   zlatan ibrahimovi c

1757_Zlatan.indd 63

63

10-01-2012 12:20:38

Jeg hørte ikke til længere, og når vi mødte Villareal ude, lod han mig spille fem minutter. Fem minutter! Det kogte vildt i mig, men ikke fordi jeg sad på bænken. Det køber jeg, hvis træneren er mand nok til at sige: »Du er ikke god nok, Zlatan. Du har ikke kvalificeret dig til pladsen!« Men Guardiola sagde ikke noget, ikke et ord, og nu var det nok. Jeg kunne mærke det i hele kroppen, og hvis jeg havde været Guardiola, ville jeg have været bange. Ikke fordi jeg er en slagsbror! Jeg har lavet alt muligt shit. Men jeg slås ikke, jo, på banen har jeg nok givet nogen en skalle. For alligevel, når jeg bliver vred, så sortner det for øjnene. Så skal man ikke være i nærheden, og hvis jeg nu skal fortælle det lidt mere detaljeret, så gik jeg ind i omklædningsrummet efter kampen, og jeg havde nok ikke ligefrem planlagt at gå amok. Men jeg var ikke i godt humør, det kan man vist roligt sige, og derinde stod min fjende og kløede sig på sit skaldede hoved. Ellers var der ikke mange derinde. Touré var der og et par andre, og så stod der den der metalboks, hvor vi lægger vores tøj, og jeg stirrede på den boks. Så sparkede jeg til den. Jeg tror, den fløj noget i retning af tre meter, men jeg havde ikke fået afreageret endnu. Slet ikke. Jeg råbte: »Du har ingen nosser« og sikkert værre ting end det, og så tilføjede jeg: »Mourinho får dig til at skide i bukserne. Du kan skride ad helvede til!« Jeg var helt afsindig, og måske kunne man tro, at Guardiola ville svare igen, et eller andet i stil med: Fald lige lidt ned, sådan taler man ikke til sin træner! Men sådan er han ikke. Han er et fejt skvat. Han satte bare metalboksen på plads, som en lille duksedreng, og så gik min historie  64

1757_Zlatan.indd 64

10-01-2012 12:20:38

han ud, og talte aldrig mere om det, aldrig nogensinde. Men selvfølgelig gik snakken. I bussen var alle helt oppe at køre: »Hvad skete der, hvad skete der?« Ingenting, tænkte jeg. Bare et sandhedens ord. Men jeg orkede ikke at snakke om det. Jeg var så rasende. Uge efter uge havde min træner og chef frosset mig ude, uden at forklare hvorfor. Det var helt sygt. Jeg har haft al mulig ballade før. Men dagen efter har vi altid redet trådene ud, og så er det godt med det. Nu blev tavsheden og den psykiske terror bare ved og ved, og jeg tænkte; Jeg er otteogtyve år. Jeg har scoret toogtyve mål og lavet femten assist bare her i Barca, og alligevel bliver jeg behandlet som skidt. Skal jeg finde mig i det? Skal jeg blive ved med at indordne mig? No way! Da jeg opdagede, at jeg skulle sidde på bænken mod Almeria, kom jeg i tanke om det der: Her i Barcelona kommer vi ikke i Ferrari eller Porsche til træning! Hvad var det egentligt for noget vrøvl? Jeg kører i det, der passer mig, specielt hvis jeg kan irritere nogle idioter med det. Jeg sprang ind i min Enzo og gassede op og parkerede uden for døren til træningsanlægget, og det blev selvfølgelig et totalt cirkus. Aviserne skrev, at bilen kostede lige så meget, som alle Almeriaspillerne tjente om måneden tilsammen. Men jeg var ligeglad. I den her situation var mediestormen bare en detalje. Jeg havde bestemt mig for at give igen. Jeg havde besluttet at begynde at kæmpe for alvor, og I skal vide, at det er et spil, jeg kender. Jeg har været en hård negl før, tro mig. Men jeg måtte ikke sjuske med forberedelserne af den grund, og derfor talte jeg selvfølgelig med Mino. Vi planlægger altid de smarte og grimme tricks sammen, og så ringede jeg til vennerne. Jeg ville se sagen fra forskellige sider, og shit, hvor fik jeg mange ´ć   zlatan ibrahimovi c

1757_Zlatan.indd 65

65

10-01-2012 12:20:38

råd. Hele slænget fra Rosengård ville komme ned og smadre ting og sager, og det var selvfølgelig pænt af dem, men det virkede ikke helt som den rette strategi i situationen, og så vendte jeg det selvfølgelig med Helena. Hun er jo fra en anden verden. Hun er skøn. Hun kan også være hård. Men nu var det med opmuntring på: »Du er i hvert fald blevet en bedre far. Når du ikke har et hold, du trives på, så bliver vi et team herhjemme,« sagde hun, og det blev jeg glad for. Jeg spillede en hel del bold med ungerne og prøvede at sørge for, at alle havde det godt, og så sad jeg selvfølgelig med mine computer-spil. Det er lidt af en sygdom hos mig. Jeg bliver helt opslugt. Men efter årene i Inter, hvor jeg kunne sidde til fire eller fem om morgenen og så tage til træning med bare to eller tre timers søvn i kroppen, har jeg sat lidt regler op for mig selv: Ingen Xbox eller PlayStation efter ti om aftenen. Jeg må ikke bare lade tiden smutte fra mig, og de her uger i Spanien prøvede jeg virkelig at tage mig af familien og bare geare ned i vores have og oven i købet tage en Corona indimellem. Det var den lyse side. Men om natten, når jeg lå vågen, eller til træning når jeg så Guardiola, så vågnede de mørkere sider. Vreden hamrede bare i hovedet, og jeg knyttede hænderne og planlagde mine modtræk og min revanche. Nej, jeg blev mere og mere klar over, at der ikke var nogen vej tilbage nu. Det var på tide at forsvare mig selv og blive mit gamle jeg igen. For glem ikke: Du kan tage fyren ud af ghettoen, men du kan aldrig tage ghettoen ud af fyren!

min historie  66

1757_Zlatan.indd 66

10-01-2012 12:20:38


Jeg_er_zlatan_ibrahimovic