Hjemmeværnsmagasinet nr. 4, december 2009 - SSR på Øvelse Night Hawk 2009

Page 42

Efter endt SR-opgave, blev SSR-patruljerne indsat til støtte for den fremskudte specialoperationstyrke base.

Night Hawk Endnu engang har Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) og andre hjemmeværnsenheder vist deres styrke i samarbejdet med Jægerkorpset. AF NIKOLAJ GRØN FOTO: SSR

I perioden 14.–25. september deltog hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) på Jægerkorpsets årligt tilbagevendende øvelse ”Night Hawk”. Det er en værnsfælles, multinational øvelse for specialoperationsstyrker. Øvelsens scenarier bygger på realistiske missioner fra specialoperationsstyrkers opgavefelt. Ud fra princippet ”Train as you fight!” Jægerkorpset koordinerede indsættelsen af danske og udenlandske specialoperationsstyrker samt støtte fra blandt andre SSR. SSR deltog i ”Night Hawk” som specialstyrkeenhed ”Amber” med to patruljer og et stabselement placeret på Flyvestation Aalborg. SSR-patruljerne blev indsat med udenlandske transporthelikoptere og gennemførte speciel rekognoscering mod et stationært objekt i en uge. Formålet med SSR-indsættelsen var at støtte angrebet på et objekt, der var identificeret som en bygning til fremstilling af vejsidebomber. ”Vi har lært meget af at være på øvelse ”Night Hawk” hos Jægerkorpset,” siger chefen for SSR, kaptajn Morten Rask. ”Øvelser som denne giver os mulighed for at træne stabspersonel og patruljer i rollen som kampstøtte for nogle af verdens bedste specialoperationsstyrker. Det foregår i en helt unik ramme med blandt andet fly- og helikopterstøtte og modstandere fra det lokale hjemmeværn, der på overbevisende vis gennem-

42 HJV magasinet | December 2009

førte det vigtige momentspil i en hel uge. Det direkte samarbejde i felten mellem patruljer fra SSR og Jægerkorpset bekræftede, at det er centralt, at vi kan operere optimalt med de danske specialoperationsstyrker med hensyn til procedurer, signalmateriel, udrustning og våben,” tilføjer SSR-chefen. Jægerkorpsets chef, oberstløjtnant Michael Hyldgaard, fortæller, at han er rigtig godt tilfreds med samarbejdet og SSRs deltagelse og resultater i ”Night Hawk”. På den baggrund vurderer han, at der er gode muligheder for at udbygge samarbejdet mellem Jægerkorpset og SSR på en række områder.

Beretning fra felten Patruljesanitetsmand i femte patrulje, oversergent BKL fra Slagelse, fortæller: ”Vi blev indsat fredag aften og iværksatte rekognoscering næste morgen. Målet var en gård, hvor der var en hektisk trafik af lokale krigsherrer og terrorister, som øjensynligt havde en større produktion af vejsidebomber på gården. Fjendemomentet blev dygtigt og dedikeret spillet af de lokale hjemmeværnsenheder, så vi hele tiden skulle være skarpe, og der var nok at melde om i løbet af ugen. Informationerne blev løbende sendt til Jægerkorpset.” ”Sidste nat samarbejdede vi med en Jægerpatrulje. Vi satte dem ind i situationen, som vi havde erkendt rundt om objektet, og vi støttede patruljen i den videre operation.

Vi blev transporteret ud af området sammen i helikopter. Efter det blev vi fløjet med en C-130 Hercules til en fremskudt base. Her var vi to patruljesanitetsmænd, der assisterede Jægerkorpsets læge, da to sårede figuranter blev bragt hertil med helikopter. Det har været virkelig god træning,” siger BKL.

Generalen på besøg Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jan S. Norgaard, besøgte SSR under øvelsen og blev orienteret af chefen for Jægerkorpset og af chefen for SSR. ”Jeg ser SSR som et af hjemmeværnets bidrag til løsningen af forsvarets opgaver, herunder internationale opgaver med både enkeltpersoner og hold. SSR kan blandt andet støtte forsvarets specialoperationsstyrker, hvilket kompagniet netop har trænet med Jægerkorpset under ”Night Hawk”. Det ligger i naturlig forlængelse af den samarbejdsaftale, som blev indgået mellem Jægerkorpset, Frømandskorpset og SSR sidste år,” siger hjemmeværnets chef. ”Som hjemmeværnets nationale specialenhed er SSR også et aktiv i forhold til hjemmeværnets rekruttering og fastholdelse i hele landet. Kompagniet er med til at udfordre fordommene om hjemmeværnet og tiltrække nye medlemmer,” tilføjer han.


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.