Mojn Habibi

1

MojnHabibi! ”Mojn” betyder ”Hej” på sønderjysk. ”Habibi” betyder ”min ven” på arabisk.

Ordet er et møde imellem to kulturer. Det er det denne bog handler om.

Vi ser kulturer over alt: Etniske kulturer, arbejdskulturer, madkulturer, etc.

Hvilke historier opstår når mennesker fra de forskellige kulturer mødes?

Denne bog er en samling af historier om sådanne kulturmøder i Danmark.

Det er historier fra bønder og byboer, mødre og menigmand, unge og erfarne.

Det er historier, om forskelle og ligheder, om tilflyttere og udflyttere, om dem vi ikke kender og dem vi troede vi kendte.

Devisen bag denne bog er at det du sætter i fokus vokser. Vi ønsker at sætte de positive historier i fokus. Og forhåbentlig få de kulturelle møder til at vokse, for der gemmer sig både oplevelser og ny viden i disse møder. I hvert fald i følge historierne i denne bog.

Bogen er ikke opbygget efter en speciel kronologi. Som læser kan du læse de enkelte historier efter lyst. Du kan gå på opdagelse i bogens kulturelle møder. Vi håber at du efter endt læsning får lyst til at gå på opdagelse efter nye kulturelle møder i dit eget liv.

Venlig hilsen Kathrine Overgaard Rasmussen Anders Østergaard Hansen Nikolaj Gøthche Jørgensen 3

Henrik Smedegaard Mortensen Rowan Francis Simonsen

3

4

Solveig Callesen (48) Pølsemutter, 6270 Tønder

Da jeg var i Canada, ringende jeg tit hjem til en veninde i København.

Vi snakkede om løst og fast, og efter vi havde snakket sammen nogle gange spurgte hun: ”Hvorfor siger du altid god morn’ når vi snakker sammen, lige meget tidspunktet?”. Så måtte jeg forklare hende at det altså var ’mojn’ jeg sagde.

5

Anders Cornelius Maltha Winther (23) Kaospilot-studerende, 8000 Århus C

Jeg boede sidste år i Bispehaven i Århus. Bispehaven er en stor samling almennyttige boliger, med masser af indvandrer-familier. Min historie er om en af disse familier, som jeg lærte at kende rigtig godt.

Det var en somalisk familie, der boede lige over os, på syvende etage.

Om sommeren, når solen skinnede og jeg sad på vores terrasse for at nyde varmen, ville de to yngste piger i familien stikke hovedet ud over rækværket og spørge hvad jeg lavede. Jeg ville så fortælle hvad jeg havde gang i – noget med at solen var dejlig – og vi ville derefter snakke i halve timer, om løst og fast.

Jeg holdt af disse små samtaler. Pigerne var intelligente og videbegærlige, og snakken med dem gav mig et behageligt afbræk fra mine studier. Jeg følte mig meget beæret over at de havde udvalgt sig mig til at fortælle dem om hvordan ting fungerede i deres nye land, om historie og naturvidenskab, og om hvad der gør livet smukt.

Senere hen kom også deres mor, lillebror og storesøster til, og vores venskab hen over rækværket mellem sjette og syvende etage blev varmt og hyggeligt.

Derfor var det med et vist vemod at jeg en måned efter vores første samtale måtte flytte. Mine terrassesamtaler er noget jeg altid vil bære med mig.

6

Holger K. Nielsen (56) MF, 2500 Valby

I min datters klasse går der flere somaliere og hun var inviteret til fødselsdag hos én af dem. Jeg fulgte hende derover og hvis jeg havde forestillet mig en somalisk fest, blev jeg hurtigt bragt ud af vildfarelsen.

Der var dækket op med dansk lagkage, danske flag, lys, balloner og med alt hvad der hører til en dansk børnefødselsdag. Der var mange børn i familien og en del kaos på den begrænsede plads. Men hele familien var i aktivitet og stod på pinde for at lave en så ”normal” fødselsdag, som tænkes kan. Og de var revnefærdige af stolthed over at det var lykkedes og at de fleste piger fra klassen var kommet.

De var også stolte over, at en kendt politiker var kommet ind i stuerne.

Endda så meget at jeg blev placeret i stadsstuen, hvor alle børn og kvinder blev gennet ud, så faderen kunne få en samtale med koryfæet over en kop te. Det var tydeligvis en helt særlig ære, der blev vist mig.

For mig viser oplevelsen, at familien ønsker at blive en del af det danske fællesskab og at det ikke mindst er vigtigt for børnene at blive en del af det fællesskab, kun børn kan skabe. Men også at der fortsat eksisterer forskellige kulturelle normer.

7

8

Aage Christensen (88) Pensionist, 7680 Thyborøn

Jeg er født i Hjørring i Vendsyssel. I min yngre år var jeg landmand i Sønderjylland og har været fisker i Thyborøn i lang tid. Jeg ankom første gang til Thyborøn med damplokomotiv fra Løkken. Toget kørte for nogle store tyske firmaer. Vi transporterede materialer til Tysklands bygning af bunkers og kanonstillinger hele vejen ned langs den jyske vestkyst. Dagen efter jeg var ankommet til Thyborøn var jeg så heldig at få en kælderlejlighed i Vesterhavsgade ved en familie, hvor manden var fiskeskipper. Vi kom rigtigt godt ud af det med hinanden og jeg blev faktisk en del af familien. Jeg boede i lejligheden sammen med en københavner, der smurte tipvogne. Vi to havde det dejligt sammen.

Jeg endte med at spille kort sammen med familien. De var så glade for mig alle sammen. Jeg husker på at snakke til folk i al almindelighed. At snakke lige ud af posen til alle mennesker. Jeg har et godt forhold til alle herude. Vi er flinke ved hinanden og snakker med hinanden.

9

Nanna Jespersgård (39) journalist/lektor, 8260 Viby J

Mit livs svedetur i en svedehytte bygget af en indianer på stranden ved Svinkløv for syv år siden. Lige dér – i heden og mørket, på kanten af et fysisk kollaps – adopterede jeg et mikroskopisk hjørne af en kultur, hvor man kysser angsten, taler til ”the stone people”, slipper kontrollen, trækker vejret (værdsætter, at man kan) samt husker at ”den største idiot er ham, man skal lære mest af”.

Indianeren introducerede tvivlen i mit gudsforladte univers og lod mig strejfe en tankegang, der åbenbarede fraværet af spiritualitet. Ikke bare i mit lille liv, men i min families, mine venners, mine kollegers, mine studerendes.

Jeg blev hverken fritidsindianer, religiøs eller særlig hellig, men jeg blev berørt og er det stadig. Jeg mærkede generøsiteten fra et menneske, der ville dele og som jeg var heldig at møde den aprildag i 1999.

10

Signe Gro Jensen (24) Studerende, 8000 Århus C

For et års tid siden, stod jeg i IKEA i Tåstrup. Jeg havde selvfølgelig forkøbt mig og blev nødt til at praje en af de mange 3x34 der altid holder uden for. Min chauffør var en ung gut fra Ishøj, der gik i 2.g og arbejdede for transportfirmaet i sin fritid. Han var meget umiddelbar af natur og vi faldt hurtigt i snak.

Han fortalte intenst om sin hverdag, hans syn på verden, Danmark og det i hans øjne kun såkaldte demokratiske samfund. Hans far var medlem af Enhedslisten og han var derfor selv meget politisk bevidst. Jeg lyttede mest, for han havde så meget på hjertet, men han spurgte også om mit syn på de ting han sagde og om hvordan tingene var der hvor jeg kom fra og var vokset op. Det var virkelig interessant for jeg oplevede virkelig at jeg fik et førstehånds indtryk af en verden jeg normalt kun ser formidlet i medier. Det var meget spændende. Jeg havde aldrig før mødt så stor en åbenhed fra en ny dansker – sikkert fordi jeg ikke selv før havde opsøgt den eller stødt på den i mit hverdags miljø, og jeg oplevede for første gang at turde stille direkte spørgsmål om nogle af de svære problematikker der præger hele integrations- og kulturdebatten.

Oplevelsen satte nogle ting i perspektiv for mig, fordi jeg på det tidspunkt skrev på en opgave om demokrati ved statskundskab på Københavns universitet. En del af opgaven bestod i at argumentere for forskellige demokratimodeller, og efter denne oplevelse så jeg nogle helt nye værdier jeg ikke havde set før i Hal Kochs beskrivelse af deltagelses­ 11

demokrati. En teori der påbyder, at det er gennem samtalen, vi bygger det stærkeste og bedste demokrati.

Jeg tror det, der gjorde denne samtale mulig, var hans åbenhed og umiddelbarhed. Jeg havde aldrig selv bragt de samme emner på banen så hurtigt, så det var udelukkende hans ære. Længden på samtalen kan tilskrives trafikken – myldretid i København. Så er den da af og til godt for noget.

12

Dahir Jama (34) 5240 Odense NØ

Den bedste oplevelse jeg har haft med en kultur forskellig fra min egen, var da jeg kom til Danmark, og oplevede den danske kultur i fritiden. Jeg oplevede hvor meget sport og især fodbold fylder. Det er rart for mig, at jeg ved at mine børn skal ud og dyrke sport hver dag, når jeg afleverer dem i institutionen. Derudover kan jeg også godt lide den danske cykelkultur, med bl.a. cykelstier, da det er rart at kunne cykle med sine børn i trafikken i sikkerhed.

Generelt synes jeg at det at dyrke sport gør at man glemmer alle triste ting. Man får mere kontakt med folk på tværs af kulturer og opnår en god forståelse for hinanden og de forskelligheder der nu måtte være. Jeg tror at foreningslivet og idræt kan være et rigtigt godt bindeled mellem forskellige kulturer og skabe stærke bånd mellem forskellige kulturer.

13

Michael Longerich (47) Gymnasielærer, lektor i historie og tysk, 6270 Tønder

Jeg boede nogle gange hos min kæreste i Tønder, mens jeg gik på universitetet i Tyskland, men flyttede først rigtigt ind hos hende i december 1989. En dag var jeg i haven for at arbejde og min kones nabo kom ud. Han havde ikke set mig før og jeg kunne tydeligt se på ham at han spekulerede over, hvem jeg var. På det tidspunkt havde min kone, udover mig, to mandlige kolleger fra gymnasiet boende. Vi var i alt tre mænd i huset og han undrede sig garanteret en del over vore tilhørsforhold.

Jeg kigger kort i hans retning og vender tilbage til arbejdet. Naboen kigger tilbage over hækken og begynder at snakke til mig: Jeg forstår ingenting.

Jeg havde kendt min kone 6 år i forvejen. Hun læste tysk og dansk på universitetet i Århus. Jeg kunne lidt dansk, men vi snakkede næsten udelukkende tysk sammen. Jeg kunne bestille mad på en restaurant og snakke en smule med mine svigerforældre. Men det var bare ikke tilstrækkeligt i det øjeblik naboen åbnede en samtale på rungende sønderjysk.

Selvfølgelig var jeg venlig overfor ham og forklarede ham, efter bedste evne, hvor jeg kom fra, og at det var min kone, som boede i huset. Jeg stod konstant og skelede op til havedøren i håb om, at min kone ville komme mig til undsætning. Det gjorde hun ikke. Jeg skulle kæmpe mig igennem samtalen. Når han stillede et spørgsmål, jeg fornemmede passede med et positivt svar, svarede jeg selvfølgelig: ”ja” og det samme med nej.

14

15

Jeg kom fra akademiker miljøet, han var pensioneret falckredder; en kæmpe aldersforskel, som jeg skulle overvinde. På trods af dette blev mødet med min nabo en hurtig entrébillet til Danmark. Efter denne oplevelse fik jeg smag for dansk, Danmark, Sønderjylland og Tønder i særdeleshed. Jeg lånte nogle bøger på biblioteket og begyndte mine studier af Danmark og dets historie. I de følgende år tog jeg altid snakken op med min nabo, og gjorde mig selv mere og mere forståelig. Den dag i dag har jeg stadig problemer med nogle enkelte gloser, når vi snakker med hinanden. Men jeg forstår ham. Vi har en lille verden sammen, og et fint fællesskab henover hækken.

Jeg var interesseret i lære min nye nabo at kende og han var interesseret i at lære mig at kende. Jeg lukkede ikke af, men lyttede til ham. Jeg skulle jo lytte meget og det skulle jeg også de følgende år. Selvom jeg ikke forstod hvad manden sagde, så lyttede jeg alligevel. Det tror jeg er meget vigtigt for at kunne komme tæt på det menneske. At undre sig over: Hvad det egentligt er for en person, som jeg står overfor? Gå væk fra ens egne forudsætninger og åbne sig op samtidigt med, at være sig selv. Det skabte denne spændende kontakt. ”Gem dig ikke pga. forståelsesproblemer” har været en vigtig lektion for mig, som jeg har taget med og brugt: Der bor en del fra Bosnien i Tønder. Bl.a. en far til nogle af mine børns skolekammerater. Han taler ikke så meget dansk. Når vi møder hinanden giver vi altid hinanden hånden. Vi giver udtryk for at vi kender hinanden. Vi udtrykker velkommenhed, selvom vi sprogligt ikke forstår hinanden.

16

Jeg tror faktisk, at man opnår en anden forbindelse til et menneske, hvis man ikke umiddelbart forstår hinanden. Man skal lytte og kigge meget bedre efter. Begge parter investerer meget mere i mødet, hvilket kan skabe spændende kulturmøder og være en rettesnor for fremtidig integration.

17

Chr. H. Christensen Mojn i æ tyynn.

Jeg har boet 15 år ved Sønderborg. Under et ophold på aktiveringsstedet Center for Erhvervskompetencer i Risskov, traf jeg blandt en del af fremmed herkomst en gruppe af somaliere. Omgang med disse gav mig hen af vejen associationer til for længst henlagte dyder som stolthed, ære og kammeratskab. Trods jobplaner og sløringsnavne (CEK), var disse folk på det rene med at det officielle Danmark havde anbragt dem i en affaldsbøtte. Alligevel var hovedet højt løftet, og modsat danske ”indsatte” var den indbyrdes omgang særdeles munter. Vi ”ægte” danskere sad i hvert sit hjørne og surmulede over vejret og skattevæsenet. Er der nogen der har planer om at disse mennesker skal ”holdes nede”; glem det. Den går ikke. Det var så den opkvalificering, utilsigtet, som jeg fik på Center for Erhvervskompetencer og den er jeg glad for.

18

Birthe Christensen (50) Folkeskolelærer, 9900 Frederikshavn

Den bedste oplevelse, som jeg har haft med at møde andre kulturer tager udgangspunkt i et ægteskab mellem to fremmede kulturer i Danmark.

Jeg lærte en fyr at kende ved navn Parviz Jowkar, som er flyttet til Danmark fra Iran. Han var lidt utryg ved at gå i byen i Danmark, så derfor tog han på ferier i Polen. Her fandt han sig en kæreste, som flyttede med til Danmark, og som den slags nogle gange kan udarte sig, fik de et barn og skulle giftes. Der var bare lige det ved det, at han var muslim og hun var katolik. Det krævede lidt mere end standard bryllup forberedelser!

Rent faktisk skulle paven lige konsulteres, og Parviz skulle endvidere på skolebænken om den katolske kirke med fem lektioner.

Som sagt er det nok dette bryllup, der har været et af mine bedste møder med en anden kultur. Gæsterne var både polske katolikker, muslimer og et mindretal af danskere. Der var en hjertelig og åben stemning mellem vidt forskellige kulturer.

Senere flyttede Parviz og hans nye kone med deres barn til Grønland hvor han havde fået arbejde, og hvor han efter lidt tid avancerede til forsynings leder. Da Kongeskibet Danmark lagde til blev de inviteret med på skibet. Jeg havde introduceret konen til at købe smart genbrugstøj her i Frederikshavn, og det var en kjole vi havde købt sammen, som hun havde på, da de var på besøg hos Dronningen. Det er også denne slags kulturmøder der inspirer mig – tænk bare på de mange forskellige 19

kulturer, der nu var ombord. Der var både Henrik, Alexandra, Parviz – fra Iran og muslim, og hans kone fra Polen, der var katolik.

Personligt tror jeg, at noget af det der gør det muligt for mig at mødes med andre er, at jeg gerne vil gengælde den åbenhed jeg har mødt andre steder, når jeg har været ude at rejse. Jeg har blandt andet været på Interrail rundt i Europa, hvor jeg er blevet rigtig godt modtaget, og den følelse vil jeg gerne give andre tilbage, når de kommer på besøg i mit hjemland.

Jeg tror at det handler om at være mindre bange for det man ikke kender, og i stedet prøve at dele de ting man som mennesker har til fælles. Jeg snakker derfor tit med folk om mad og musik i starten og prøver at lære lidt af dem. Derefter åbner der sig ofte spændende samtaler og situationer i mødet mellem forskellige kulturer, som jeg finder meget berigende.

20

Lars Kolind (59) Direktør, 8740 Brædstrup

Den bedste oplevelse jeg husker var, da jeg for nogle år siden var på café i København med to kurdere, som jeg havde mødt i forbindelse med mit arbejde. Vi talte længe om mødet mellem dansk og kurdisk kultur. Hvordan det er at blive opfattet som repræsentant for en voldelig oprørsbevægelse (uden at være det), hvorfor det er vigtigt at have et hjemland (hvilket kurdere ikke har) og meget mere.”

Oplevelsen fik mig til at stille spørgsmålet: Hvornår har du sidst været på café med en indvandrer? til folk jeg mødte i andre sammenhænge, og alle svarede selvfølgelig ”aldrig”. Jeg ville nok også have svaret ”aldrig”, hvis ikke jeg havde mødt de to i forbindelse med arbejde. Men netop at gå på café er en rigtig god lejlighed til at få talt sammen – ikke som en dansker og en fremmed, men som ligeværdige mennesker.

21

Lotfi Zaabalawi (25) Ingeniør, 5240 Odense NØ

Kombinationen af min arbejdskultur fra Palæstina og den danske, har givet mig rigtig gode oplevelser – det har skabt gode resultater. Jeg er ingeniørstuderende, og jeg arbejder på en virksomhed i Middelfart, hvor jeg oplever at arbejdsmoralen er anderledes. I min kultur skal man selvstændigt vide hvad man gør og hvorfor, og man arbejder ikke kollektivt.

Her menes at man gennemfører sit arbejde uden at sænke andre ved ikke at blande sig i deres arbejde eller modtage ind­blanding fra andre i sit eget arbejde – det at spørge efter råd anses som noget negativt. Her i Danmark har jeg oplevet, hvor gode resultater man kan opnå gennem kollektivt arbejde, og at man ikke skal være bange for at spørge folk til råds, samtidigt med at min selvstændighed har været et nyttigt værktøj.

Det der muliggjorde, at jeg kunne vælge det bedste fra to arbejdskulturer var, at jeg både kan arbejde selvstændigt og være fleksibel og indgå i et team. Dette bunder i min opvækst, da jeg er opdraget med den arabiske kultur, sideløbende med at jeg i skolen er opvokset med den danske kultur. Altså har det at jeg kommer fra en anden kultur været en styrke i forhold til mit arbejde, da jeg har haft mulighed for at vælge det bedste fra to verdener.

22

Henrik Andersen (24) Arabisk studerende v/ Københavns Universitet, 2450 København SV

I et køkken på en restaurant i Odense i 2003, råber jeg, ”qah’wa bi halib wa bi sugar?”, fra køkkenets trappe ned til grovkøkkenet i kælderen. ”Shukran, habib, shukran!” lyder det prompte. Vi er to køkkenslaver af forskellig baggrund, min værende dansk og Muhammads irakisk. Han er ikke særlig god til dansk og jeg kan ikke arabisk, men vigtigst er det, at der er den særlige blanding af positiv nysgerrighed og så selvfølgelig det helt banale faktum, at vi begge finder hinandens selskab både sjovt og behageligt.

At det i dén grad også var både kulturelt, politisk og menneskeligt meget lærerigt, og et bekendtskab der virkelig flyttede mig personligt, tager jeg med som én af tilværelsens uerstattelige gaver.

Sommeren bagte og det var surt arbejde at knokle i fuld harnisk i et tætlukket, dårligt udluftet køkken, hvor man kunne mærke dagslysets knaldende hede gennem de sandslidte vinduer. Derfor var humor, de små daglige kaffepauser og fyraftenshygge vejen. På disse sene sommeraftener sad vi ofte og hyggede og snakkede, som (og om ting) to unge mænd i tyverne jo gør. Vi vekslede historier og baggrund og jeg blev meget, meget klogere på mange områder og han sikkert det samme; jeg blev indviet i vandpibens glæder og den sære alkymi der er forbundet med en god ryger. Muhammad blev bedre til dansk og jeg modtog et lynkursus i arabisk. Jeg udenadlærte bl.a. at sige kaffe med mælk og sukker? (jvf. transskriberingen øverst). Og dét med en ret så 23

overbevisende udtale – big steps for little people! Jeg lærte også andre fraser, der med tiden skulle vise sig at være behændige da jeg i 2005 stod i Syrien uden andet end de ord jeg havde med fra Muhammad (og Zara, en 8-årig pige med arabisk baggrund som jeg var lærervikar for i København – hun skal krediteres for sin stædige indsats i at lære mig tallene fra 0-10).

De aftener og samtaler i restaurantens baggård lyser behageligt som den orange glød ovenpå vandpibens lerhoved, nu, hér, i aften, tre år efter jeg flyttede fra Odense. Det er lyde og billeder jeg genkalder og vender tilbage til når, en samtale eller en tanke giver anledning, som nu.

Som for så mange andre var det tilfældige veje og årsager der indvirkede på at jeg gjorde et midlertidigt holdt på denne adresse og derfor gjorde dette møde muligt. Jeg ser ingen anden mulighed for, at berige sig selv af andre og berige andre med sig selv end at forsøge – og guderne ved, jeg også kunne gøre en større indsats – ikke lade for mange mennesker gå én durk forbi midt imens vasketøj og opvask hober sig i krogene og i kurvene.

24

Klaus Bondam (42) Teknik- og Miljøborgmester i København, 2200 København N

Den bedste oplevelse jeg har haft, var at overvære en opvisning hos ’Dans i Nordvest’. Det er et stort integrationsprojekt i København NV, hvor unge på kryds og tværs af kulturer skruer op for musikken og danser løs sammen. Vi kan få flere af disse oplevelser ved, at vi alle slapper lidt mere af og er åbne overfor hinandens forskelligheder og selvfølgelig helt konkret ved at kommunen støtter flere lignende projekter.

25

Enis Mollodolci (19) Studerende, 5700 Svendborg

Jeg glemmer aldrig, da jeg som seksårig ankom med båden til København i 1992 med min familie, og vi blev modtaget med roser som velkomst.

Vi kom i avisen, men vi var jo også de første flygtninge fra Kosovo.

Efterfølgende blev vi indkvarteret i en stor hal, hvor vi skulle vente til vi kunne blive fordelt til de forskellige asylcentre. Vi skulle til Sandholmlejren, hvor forholdene dengang var rigtig gode, og vi havde vores eget værelse og toilet.

Jeg føler overordnet, at jeg er blevet godt modtaget i Danmark. Mange fra min klasse mener, at jeg er ok, selvom de siger, at de ikke kan lide indvandrere. Jeg tror det er bevis på, at de bare skal lære flere ind­vandrere at kende. F.eks. er der en pige fra min klasse, som er medlem af Dansk Folkeparti, der kom hen til mig til en fest og sagde at hun syntes det var pinligt at gå i klasse med mig. Det var dog ikke ment negativt – snarere tværtimod, da det var fordi jeg vidste mere om det danske samfund end hende, og fik bedre karakterer i samfundsfag.

26

Henny Rasmussen (57) Sygeplejerske, 9900 Frederikshavn

Jeg har et 60-årigt vennepar, der har nogle småracistiske holdninger.

En dag inviterede jeg dem på middag hjemme hos mig. Hvad jeg ikke havde fortalt dem var, at jeg samtidigt havde inviteret en singalesisk familie, som er venner af familien.

Da de kom til middagen og så mine singalesiske venner kiggede de mærkeligt på mig. De sagde dog ikke noget til det uventede selskab, og satte sig høfligt ved bordet.

Snakken begyndte ligeså stille at gå. Vi snakkede ikke om nogle voldsomme emner, bare om vind og vejr og hvad der kom i fjernsynet den aften. Alligevel fik alle mine venner og jeg en lærerig aften.

Mine 2 danske venner meldte sig efterfølgende som kontaktfamilie for Røde Kors i Frederikshavn.

Det bedste er bare at mødes. For mig er det meget simpelt.

27

Tønder skole

28

29

Kamilla Rossen Hansen (13) Folkeskoleelev, 6270 Tønder

Her for ikke særligt lang tid siden skulle vi flytte skole. På min gamle skole havde vi ikke rigtigt nogle udlændinge, så da vi kom ud på den nye skole var det en stor omvæltning, at der var så mange udlændinge. Den første dag i skole var vi alle meget nervøse. Inden vi startede havde vi fået en klasseliste med alle navnene, og pludseligt stod der et navn, som lød meget udenlandsk.

Jeg blev rimeligt: ”Argh” for jeg havde jo aldrig haft et ”forhold” til en udlænding, men tænkte at det nok skulle gå. Så da vi kom ud på skolen, kom hun sådan rigtigt gangsteragtigt ind i klassen. Blev igen sådan: ”Argh”, men så efter et par uger ude på skolen, blev det dejligt at snakke med hende. Den ene gang vi skulle lave et friprojekt valgte hun at skrive om sin religion. Det var meget spændende! Og nu er vi rigtigt gode veninder og jeg elsker hende kanont! Så man skal ikke kigge på indpakningen, men på indholdet.

Det positive er at vi stadig er venner og jeg har fået et andet syn på udlændinge end jeg havde før.

30

Karen Nissen (13) Folkeskoleelev, 6270 Tønder

For et år siden var jeg til koncert, mens der var festival. Der var en pige fra Færøerne. Det var lige mig. Jeg fik kuldegysninger og var totalt optaget af hende. Hun sang så smukt og mindede mig om mig selv. Det var sådan lidt magisk faktisk. Hun havde langt krøllet lyst hår ligesom jeg gerne vil have mit hår til at se ud. Hun sang med en lys og lidt ru stemme som min.

Hun sang også færøsk. Den oplevelse glemmer jeg aldrig.

Ida Camilla Haas Madsen (13) Folkeskoleelev, 6270 Tønder

Da jeg var på Bornholm blev jeg veninde med en svensker. I starten forstod jeg lidt, men efter lidt tid forstod jeg mere og mere. Vi havde det sjovt sammen. Jeg lærte hende lidt dansk og hun lærte mig lidt svensk.

Efter en uge skulle vi hjem. Det var en god oplevelse, fordi jeg fik en ny veninde, og fordi hun lærte mig lidt svensk.

31

32

Erik Sørensen (61) Borgmester i Frederikshavn kommune, 9900 Frederikshavn

Jeg var engang inviteret til et loge møde i Odd Fellow, og det var virkelig en helt anden verden.

Det er jo sådan en lukket ting, hvor alle folk spiller roller. For eksempel stod der to mænd kun iført skind med hver deres spyd i hånden. På skindene havde de logens våbenskjold påmalet.

Jeg må indrømme, at jeg næsten ikke kunne holde masken. Men efter mødet, da vi alle sad og fik noget øl og vin, var de alle sammen helt normale igen.

Det at få lov til at træde ind i deres verden gør virkelig noget ved ens fordomme. Det beriger én ligegyldigt om man er enig eller uenig med deres måde at leve på.

Jeg er jo privilegeret, at jeg får så mange oplevelser.

Det tror jeg at jeg får, fordi jeg sender et klart signal om, at jeg gerne vil! Der er ikke noget jeg ikke vil ud til, så længe det er inden for lovens rammer.

33

34

Rav Åge (81) Pensionist, 7680 Thyborøn

Det er jo altid mig, der har været anderledes i Thyborøn. Men der var engang, hvor der kom nogle københavnere hen for at kigge på rav. Man kunne se på dem, at de var rigtig fine på den. Ude foran stod der en kanon, hvorpå der var lavet en ind­samlings bøsse med påskriften ”tak”. De spurgte mig i et københavnsk tonefald: “Skal man betale for at komme ind?”. Dertil svarede jeg: “Det er for dem, der har råd”. De spyttede hver især i bøssen, gik ind og havde en dejlig dag.

Jeg går altid ind i folk med træsko på. På den måde synes jeg at vinde deres tillid.

35

Børnehave pædagog 7190 Billund

Den bedste oplevelse jeg har haft med nogle fra en anden kultur, er nok med en Indisk-marokkansk familie, som havde deres barn her i børnehaven. Faderen var fra Indien og moderen fra Marokko. De lavede alt tid sjov med os her i børnehaven og var nogle værre spasmagere. Der var for eksempel engang, hvor jeg mødte faderen i Kvickly iført en kæmpe hue. Jeg spurgte ham om, han frøs, men han sagde, at han var ved at få for mange grå hår. Det var ret sjovt.

Det der virkelig virkede og åbnede op ved ham, var at vi kunne lave sjov sammen. Vi giver stadig hinanden en sjov bemærkning med på vejen når vi ser hinanden, selvom det nu er ved at være flere år siden hans børn var færdige på børnehaven. Jeg går også og venter på at han vinder i lotto. Gør han det, skal jeg med ham en uge på ferie.

36

Ebbe Lund (56) Konsulent i Vollsmose, 5580 Nørre Aaby

Alt hvad jeg oplever med fremmede kulturer er positivt; livet, farverne, det anderledes forbrug, jeg syntes det hele er interessant. En oplevelse, som gjorde stort indtryk på mig, var indvielsen af den nye idræts­legeplads her i Vollsmose. En festlig dag med mange deltagere fra forskellige kulturer.

Der skete så mange spændende ting og man kunne virkelig føle sammenholdet herude. Somaliske piger dansede i kulørte dragter, imens det lokale basketball hold knoklede på banen i fuld gang med en opvisning.

Alt sammen skete på eget initiativ. Her var farver fra hele paletten blevet udnyttet og resultatet skabte en merværdi, som når 1 + 1 bliver 3.

Her var en anledning, der blev fejret i fællesskab. Det var en typisk officiel dansk dag med mange officielle taler osv., men det skete på en typisk Vollsmose manér, hvor der var masser af liv og mangfoldighed.

Den formelle side af indvielsen, blev imødekommet af den spraglede.

I Vollsmose bor ca. 80 forskellige nationaliteter, og det der gør en dag som denne, er de mange der engagerer sig i det lokale. Der skabes relationer, når man engagerer sig i det lokale miljø. Et fælles projekt og et mål skaber sammenhold i gruppen.

37

38

Kevin Assenbjerg (21) Receptionist, 7100 Vejle

Jeg har lige været på forskole til politiskolen, og der var en del indvandrere på mit hold.

Jeg har ikke haft så meget med indvandrere at gøre før, men det var rigtig godt at se, hvor seriøse de her var. Jeg var ikke enig med dem om en del ting, men vi havde nogle gode diskussioner hvor vi snakkede og diskuterede hinandens kulturer.

Det var fedt at opleve at vi kunne snakke om alt muligt. Det også lettere at forholde sig til folk når man ved hvad deres meninger er. Det handler bare om at sige sin mening, være ærlig og respektere hinandens forskelle.

De er også bare mennesker og det er viktigt at være sig selv.

39

40

Kristine Schultz (60) Biblioteksleder, 7190 Billund

Jeg havde en meget sjov oplevelse med nogle tamilske flygtige. Normalt kommer her jo en strøm af mennesker, og selvom vi kender næsten alle lånerne fordi det er et lille bibliotek, er det ikke altid nødvendigt at lave de store sociale udvekslinger, når folk skal låne bøger. Da de tamilske flygtninge kom første gang, kom de hen og hilste meget formelt med håndtryk og et goddag, hvilket overraskede os, da vores service for de fleste opfattes som en selvfølge. De skulle holde sig venner med den lokale skrankepave.

Her kommer også mange med en anden baggrund end dansk, og det udfordrer tit os der arbejder her, da vi nogle gange ikke helt forstår dem. En ting som er med til, at vi kan forstå dem bedre er, at vi sidder her i frokoststuen og diskuterer hvorfor de opfører sig på den ene eller den anden måde. Det er virkelig interessant og lærerigt for os, at prøve at forstå hvorfor en russisk dame f.eks. ikke vil låne sine bøger i den kø der står udlån på, selvom det nu lige var der jeg stod. Hun har helt sikkert haft nogle oplevelser med, hvor det har været vigtigt at placere sig i den rigtige kø.

41

42

Jørgen Henningsen (68) Borgmester i Svendborg, 5700 Svendborg

Som borgmester får jeg mange indbydelser til begivenheder af forskellig art. Min kone har et helt vitrineskab til udstilling af gaver, som jeg har fået fra disse begivenheder. Én oplevelse står ret klart for mig.

For et par år siden var jeg til en vietnamesisk piges afsluttende prøve, hvor hun blev færdig uddannet danser; en krævende forestilling, og en krævende uddannelse. Det var meget fascinerende at se den vilje hun udstrålede. Pigen og hendes familie var fra en kultur, hvor man ser en borgmester som en ophøjet person og de var meget beærede over min tilstede­værelse. Deres vietnamesiske opfattelse af en borgmester, gjorde at de ikke rigtigt kunne forstå f.eks. hvorfor jeg kørte på cykel til arbejde. Men jeg er jo bare folkeskolelærer, og jeg har altid sagt, at kateteret aldrig er højere end at det står på gulvet, og det gælder stadig selvom jeg er borgmester.

43

44

Ulla (58) og Jørn Nielsen (56) Efterlønner og pensionist, 6270 Tønder

Vi er Jehovas Vidner og mødte en inder for et stykke tid siden, mens vi gik fra dør til dør. Vi inviterede ham til at komme til vores menigheds­møder. Der gik et par måneder og vi havde egentligt glemt ham, men så kom han. Ham kunne ikke forstå noget af det, fordi det var på dansk. Til næste gang aftalte vi, at køre ham til Kolding, hvor møderne var på engelsk. Vi snakkede meget om tro og det var nogle spændende diskussioner vi havde med ham. Han var hindu, tilhørende en religion med flere hundrede guder, modsat os som tror på én almægtig gud.

Han var meget nysgerrig og ville gerne forstå mere om vores tro. Vi forkynder jo vores tro og det er dejligt når nogen vil prøve at forstå.

45

46

Lone Lees (30) Souschef i SFO, 7190 Billund

Det første jeg umiddelbart kommer til at tænke på er, en pige der går på den skole jeg arbejder i.

Hun er tamil og lavede den anden dag et modeshow på skolen, hvor hun stillede hun sig op og viste hvad hun havde lært af mavedans. Det er rigtig flot.

Hun gik i søndagsskole, hvor de lærer forskellige ting, bl.a. mavedans.

Det var så flot at se den lille pige stå op foran 200 mennesker og vise noget fra hendes kultur hun var stolt af. Det er dejligt når vi har noget vi kan vise frem for hinanden.

Jeg tror en af de ting der er vigtige, når man skal møde andre kulturer er en lyst til at forstå. Det er vigtigt at man prøver at forstå hinanden.

Så kan også bedre bibeholde sin egen kultur, samtidig med at man kan tilpasse sig, når det er nødvendigt.

47

48

Peter Hjorth Fredensborg (37) Sognepræst, 7190 Billund

Jeg har mødt mange mennesker. Også mange mennesker som kulturelt er forskellige fra mig selv.

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg skal tænke på et menneske, som har haft en anden kultur end den jeg selv er opvokset med, så er nok egentlig min kone.

Dels er hun vokset op i en anden kultur end min, men i kraft af, at hun er så tæt på mig, har hun sat sine spor i mit liv. Så det er hende og mødet med hende jeg vil trække frem.

Hendes far er landmand. Af den gamle slags med 25 tønder land og 50 grise, hvilket i høj grad har sat sit præg på hende, og gjort hende forholdsvis jordbunden.

Jeg derimod er søn af en ejendomsmægler, hvilket betyder at hjemme hos os gik vi ikke voldsomt op i naturen. Det var ikke naturen, der bestemte vores liv, som det har været hos min kone. Hjemme hos os har det været mere, hvordan det så ud med renten: Om den gik op eller ned. Det har ligesom styret vores liv. Uden at vi derhjemme i mit barndoms- og ungdomsliv har været meget materialistisk indstillede, har det alligevel været rart at eje nogle ting. Vi har haft mange ting, mange muligheder.

49

Min kone kommer fra mere beskedne kår. Hun kommer fra et mere nøjsomt hjem. Det var ikke fattigt; bare nøjsomt.

Lige præcis det møde har skabt noget i mig. Hvor jeg ikke er opdraget med naturen og med dyr, har min kone ført mig ind i naturens liv. Selvfølgelig har jeg været klar over, at der er noget der hedder forår, sommer, efterår og vinter. Men naturens liv, blomster og dyr er noget hun i høj grad har ført mig ind i. Dyr har aldrig nogensinde sagt mig noget, men det er det virkeligt kommet til, efter jeg har lært min kone at kende. Vi har blandt andet fået to katte.

Jeg har fået mere blik for de små detaljer i naturen og hvad dyr og fugle hedder. Det har præget mit liv på den måde, at hvert efterår er jeg ude og grave georginer op. Jeg har aldrig nogensinde gjort det før. Om foråret er jeg nede i kartoffelkælderen og hente kartofler, da de skal i jorden for den nye sæson. I mit barndomshjem var en have noget, som skulle slås og der skulle ikke gøres så meget ved det, men det er blevet anderledes nu.

Jeg kan godt mærke at jeg er vokset op i et hjem, hvor man har taget nogle chancer. Min far skiftede hest arbejdsmæssigt, da han var omkring 40-45 år og tog en stor chance. Han var uddannet indenfor regnskab og havde haft en række jobs indenfor det felt. Han sadlede om og ville nu gerne være ejendomsmægler. Han måtte låne en del penge for at etablere sig. Vi børn kunne mærke derhjemme, at dette skift prægede både mor og far. At vi tog den chance. Det kunne gå godt, men det kunne ligeså vel gå skidt. Og hvor stod vi så henne? I mit nuværende 50

liv tager jeg gerne en chance, hvis der udsigt til at det kan give noget i den anden ende. I forhold til det præger min kone mig i en anden retning. Hun siger: ”Vi ved godt hvad vi har”. Så uden jeg på nogen måde er flyvsk, så er hun den som altid lige holder lidt igen. Hun er den jordbundne type, som minder mig om, at ”nu skal vi også lige tænke os om”.

Min kone Elsebeth har aldrig været ret meget på ferie. Derhjemme gik det meste op i gården. De har selvfølgelig været på søndagsture og lignende, men det har aldrig været de store sommerferier. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har en lyst til at komme ud og mærke verden og opleve.

Det prøver vi at finde ud af med hinanden. At møde hinanden. Hun præger mig på den måde, at jeg nu ikke længere behøver at få stillet denne udlængsel. Der er også meget at opleve herhjemme. Det er lige præcis det med naturen og de nære ting.

Der er mange ting jeg har fået øjnene op for, efter hun er kommet ind i mit liv, som jeg ikke havde før. Der er nogle detaljer i det nære som er gået op for mig. Jeg behøver ikke at rejse rundt i hele verden, opleve hele verden og erobre hele verden. Det er helt klart en ting hun har bragt ind i mit liv.

Da vi mødte hinanden havde jeg en fornemmelse af at vi var forskellige.

Jeg har ikke på forhånd kunnet sige, på hvilke punkter hun ville kunne lære mig noget. Jeg var klar over, at hun var datter af en landmand, men hun har også levet et byliv. Hun har ikke været en bondeknold for 51

mig. Hun oplevet en masse og jeg har givetvis tænkt, at med alle de oplevelser, kan hun berige mit liv.

Hvad gjorde dette møde muligt? Når mennesker mødes er det ofte tilfældig­ heder, som afgør om man mødes og om man svinger sammen. Det var en klokke inden i mig, der ringede. Det var noget hos hende, som sagde ”YES: Hende vil jeg gerne lære bedre at kende”. Jeg lyttede til min intuition. For mange er det: ”First impression lasts”.

Hvis man får en god fornemmelse omkring et menneske første gang man snakker, så snakker man igen. Dermed åbner man op for et helt fremmed univers. Det gælder om at være åben for at snakke med andre mennesker.

Selv om det ikke umiddelbart ser ud til, at man kan lære noget, kan man sagtens med tiden lære en masse. Det er vigtigt at være åben for impulserne udefra.

Mødet kan ligge i det meget nære miljø. Jeg tænker på mine børn.

Udenfor spiller min dreng fodbold med en dreng fra Sri Lanka. Vel er det også et kulturmøde, men vores børn bliver jo præget af det hjem vi bygger op. Min kone og jeg er bragt sammen af to forskellige kulturer, hvilket mixer en ny kultur. Sådan fortsætter det mod det uendelige. Så vi har jo disse kulturmøder tæt på i det daglige.

52

Charlotte Fischer Min bedste oplevelse med en kultur, der er forskellig fra min, er med min mand, der er canadisk. Canada lyder måske ikke er så forskelligt fra Danmark. Men så skulle I spørge min mand! Han har været i en halv tilstand af chok, siden han kom hertil for mere end 10 år siden – og jeg tror faktisk aldrig, han helt vænner sig til at leve i Danmark.

Jeg synes, det rummer en vigtig pointe om os – at selv andre folk fra vesten, fra en kulturkreds der burde ligne vores, kan føle en stor forskel fra kulturen i deres hjemland. Kulturen som man er vokset op i, bliver hurtigt til en del af ens vanetænkning. Derfor kan folk fra andre kulturer lettere se hvad vi gør anderledes, komme med indspark og derved være med til at udvikle kulturen.

Den grundlæggende forskel, min mand ser, er, at han kommer fra et land, hvor mennesker bliver født ind i og lever i en multikultur, hvorimod vi i Danmark gør alt andet. Vi er stadig ved at lære at tilpasse os nye strømninger, og skal vænne os til en øget forskellighed.

53

54

Majbrit Bendtsen (26) SOSU assistent/Zoneterapeut, 8240 Risskov

Den bedste oplevelse jeg har haft med en kultur forskellig fra min egen var da jeg for nogle år tilbage flyttede til Gellerup-parken omkring nytåret og blev budt velkommen af min iranske nabo med en skål ris à la mande.

55

Lars Bom (45) Skuespiller

Vi har, i mit hjem, indtil for nylig haft et værelse i overskud og vi havde talt om at vi kunne leje det ud til en studerend. Ofte bliver de udenlandske studerende nødt til at tage det ingen andre vil bo i, hvor prisen er høj og kvaliteten meget dårlig.

Min kone og jeg har besøgt Kina flere gange i de sidste par år, bl.a. for at jeg kunne løbe maraton på Muren. Vi var nysgerrige efter at lære og forstå den kinesiske kultur bedre. Vi så tilfældigvis et opslag om leje af værelse fra en kinesisk studerende. Vi svarede vi på den, og resultatet blev, at Haiyan Yang flyttede ind. Ved vores første møde, havde Haiyan medbragt en kinesisk medstuderende, der førte an i forhandlingerne om husleje, mens Haiyan smilede sødt. Det virkede. Hayan fik prisnedsættelse. I Kina joker de selv med, at kinesere først tænker på penge og mad, i den nævnte rækkefølge. I starten kunne man mærke, at hun var lidt nervøs og reserveret. Før os havde hun boet et sted, hvor hun havde fået en mildt sagt kedelig oplevelse – en sur, skrap udlejer med et trist hus, hvor fugten drev ned af væggene.

Men der gik ikke lang tid efter at prisen for huslejen var på plads, før hun tøede op. Haiyan boede hos os i to år og vi blev meget, meget gode venner. Vi tog imod hende med åbne arme og var som sådan nok mere end bare udlejere. Vi spiste tit sammen, og gjorde ting sammen. Haiyan, fik et slags reservehjem i al den tid hun måtte være væk fra sin egen familie, men hun virkede meget glad for denne situation.

56

Hayian mødte på studierne Lars, som læste til ingeniør, og de blev gift og bor nu sammen i Gentofte. Vi var imponerede af Haiyans fænomenale arbejds­disciplin. Hun meldte sig til alle de ekstrakurser hun kunne nå, og som sådan var hun meget mere flittig end mange af hendes medstuderende.

Hun blev færdig med uddannelsen med speciale i telekommunikation, og knokler nu med at blive dygtig til dansk. Hendes skriftlige er fantastisk og fejlfrit, men udtalen giver hende problemer. Vi håber, at hun hen ad vejen får det lært, og får lettere vilkår på arbejdsmarkedet.

Vi kom tættere på en forståelse af en helt anden kultur og folkesjæl, som lærte os at arv og miljø spiller en stor rolle for os alle, men når en person arbejder så åbent og naturligt for at blive integreret som Haiyan gjorde, så er vi meget ens som mennesker, uanset hudfarve og kultur. Vi mødte hos Hayian en menneskelig dybde, som vi sætter stor pris på den dag i dag.

Haiyan havde også tid til at tage en tur i cirkus eller Zoo med vores yngste datter på egen hånd og hun engagerede sig i vores liv på en fin måde.

57

58

Hamsa Dahir (19) HF studerende, 5000 Odense C

Jeg bor i Vollsmose, Odense. Der bor 80 nationaliteter herude og jeg har mange venner fra bl.a. Bosnien, Tyrkiet og PalĂŚstina. NĂĽr vi er sammen kopierer vi hinanden og tager det bedste fra hinandens sprog og kulturer. Hvis der f.eks. pĂĽ arabisk er et ord som er rigtigt godt, tager jeg det til mig og bruger det i mit eget sprog. Og sĂĽ er araberne herude helt vildt gode til at lave mad.

59

60

Jens Galschiøt (52) Skulptør, 5270 Odense N

Jeg har haft en araber ansat. Han var en stor mand, og vi var hinandens diametrale modsætninger. Vi rejste engang til Prag sammen. Vi spankuler­ede op af en af markedsgaderne og kiggede på glas. Hver eneste gang min ven udtrykte begejstring for en af de her overdekorerede vaser med guldkanter og kæder, ytrede jeg mig om hvor overpyntet og grimt et stykke håndværk vi kiggede på. Og ligeledes når jeg faldt pladask for de stilistiske krystalglas med sirlige udskæringer, sagde min arabiske ven: “Men de er jo så kedelige og kolde”. Han skulle ydermere bede fem gange om dagen og jeg nød at skulle finde steder hvor han kunne bede.

Vi diskuterede glassene, religion og mange andre emner, men kom stort set aldrig til enighed. Men det gjorde ikke noget. Vi diskuterede, men på en god måde. Vi var hver især drevet af vores nysgerrighed; af at udforske mennesket bag vore umiddelbare forskelligheder. Vi kunne lide hinanden og fandt hverandre interessante.

61

62

Muhammed Saad (18) Frisør, Odense

Jeg har haft en kæreste i 3 år nu. Hun er kristen og jeg er muslim. Jeg mødte hende til en fest, hvor hun kom op til mig og spurgte hvad jeg hed og om hun måtte få mit nummer. Det måtte hun selvfølgelig gerne.

Vi mødtes et par gange efterfølgende og blev kærester. Det har været fint at møde hendes familie. Jeg er glade for dem og de er glade for mig.

Vi laver mange ting sammen; bl.a. har vi været ude at rejse sammen.

63

64

Jens Boghandler, 5700 Svendborg

Som nyudlært boghandler, tog jeg til Paris, New York og London. Jeg var blandt andet i Paris i 1967, som var en smeltedigel af forskellige kulturer. Her skabte forskelligheden et farverigt gadebillede og man blev præget i forskellige kulturelle retninger. Her kom eksotiske vinde, der åbnede ens øjne for klodens mangfoldigheder. Det adskilte sig meget fra det mere ferske man typisk omgiver sig med. Jeg har været åben og nysgerrig efter at vide hvordan andre lever deres liv, og har ikke mødt det fremmede med fordomme.

En gang jeg gik på gaden lød der pludselig et højt ”klir” bag mig. Det var lyden af en rude der blev knust. Da jeg vender mig i næste nu, ser jeg en flok knægte, stå hvor lyden kom fra. Jeg gik hen til dem og spurgte, hvem der havde gjort det. Men der blev ikke fundet nogen syndebuk. De pegede alle sammen på hinanden, og alligevel pegede ingen på hinanden. Det kan jeg godt lide. Når folk holder sammen. Det er solidaritet. Grundlæggende handler det om respekt for andre mennesker. Folk skal bedømmes på deres opførsel, holdninger og intention og ikke på deres hudfarve.

65

Katja Lawaetz (24) Omsorgsmedhjælper, 9500 Hobro

I en periode manglede jeg et arbejde, og søgte et vikarjob på en institution for udviklingshæmmede psykisk syge. Det endte med at jeg fik jobbet.

Inden jeg startede, var jeg en smule nervøs for, hvordan det ville komme til at foregå, og hvad for mennesker jeg ville komme til at beskæftige mig med. Det var jo personer, som kunne se på sig selv, at de adskilte sig fra flertallet, og ikke havde de samme muligheder for at leve et liv som du og jeg. Derfor vidste jeg på forhånd ikke, hvordan jeg ville tackle arbejdet. Jeg blev i den grad positivt overrasket. De folk, som jeg arbejdede med, smittede med positivitet og livsglæde til trods for deres åbenlyse handicap, det var helt fantastisk. Efter at have arbejdet med dem i et stykke tid begyndte jeg at kende deres personligheder og finde nogle store kvaliteter. De har ikke de samme bekymringer om terminer og regeringsskifte, men lever en mere umiddelbar tilværelse og udnytter de evner som de besidder. Arbejdet var i den grad lærerigt både fagligt og menneskeligt.

Efter at have arbejdet med de udviklingshæmmede psykisk syge besluttede jeg mig for at udforske denne ‘nye verden’. Jeg bestemte mig for at tage en uddannelse indenfor arbejdet med handicappede eller psykologi.

66

Palle Kruse (59) Personaledirektør, 6400 Sønderborg

I kontakten med vores udenlandske samarbejdspartnere oplever vi de kulturelle forskelle landene imellem. I forbindelse med at Danfoss’ human ressources organisationen var samlet til en ”HR-Camp” havde vi blandt andet besøg af fem kinesiske HR-medarbejdere. Her fik jeg mulighed for at invitere de fem på te hos Bitten Clausen, som er enken efter Danfoss stifteren Mads Clausen. Som HR-direktør på Danfoss, ringede jeg til hende og forklarede, at de fem kinesere gerne ville møde hende og overrække nogle små gaver. Da vi kom, blev vi straks inviteret på te og hjemmebag. Kulturelt betyder det utrolig meget for en kineser at møde enken af virksomhedens stifter. Når jeg taler med dem i dag, nævner de stadig den episode, som har haft utrolig stor betydning for dem. De har bl.a. hængt billeder op fra mødet i deres kinesiske afdeling.

67

68

Safet Sajo Bralic (40) Arbejder for Røde kors, 9900 Frederikshavn

På grund af krigen i Jugoslavien, kom vi til Danmark som flygtninge.

Efter at vi havde været i Danmark i et stykke tid, begyndte vi at kede os, og ville gerne dyrke de interesser vi havde i vores hjemland. Derfor tog vi til den lokale basketball klub, og fik lov til at spille med. Klubben tog godt imod os, og vi mødte ingen fordomme på grund af, at vi var flygtninge. Vi var også gode spillere, og når vi spiller i samme trøje, er der ingen forskel og hjemland er uden betydning. Sport har været den bedste integration og givet mulighed for at mødes med danskere om noget fælles. Det var ikke viljen til at vinde, men velviljen til at spille, der er det væsentligste.

69

Agnieszka Klessing (29) Blomster handler, 5492 Vissenbjerg

På et tidspunkt var jeg på turne med min aerobic gruppe i Spanien, og her mødte jeg min danske mand. Vi havde et show, hvor vi tog en fra publikum op på scenen, og en aften var det ham. Efter showet mødtes vi senere. Vi kunne egentligt ikke rigtigt snakke sammen, da jeg ikke kunne snakke engelsk og han ikke kunne snakke polsk. Så i starten kommunikerede vi hovedsageligt ved hjælp af tegnsprog og fagter, og vi forstod hinanden til trods for sprogvanskelighederne.

Da vi kom hjem, skrev vi til hinanden og mødtes igen efter nogen tid.

Jeg havde en veninde til at hjælpe mig med at skrive breve på engelsk til ham. Han havde taget kurser i polsk for at kunne forstå mig, og efter at jeg kom til Danmark, lærte jeg rimeligt hurtigt dansk. For mig handler det om viljen til at kommunikere, for at flere af den slags møder kan finde sted og lykkes. Bare man bruger de redskaber, man har, og gør sit bedste, kan man godt komme til at forstå hinanden. I vores tilfælde fandt vi motivationen i kærligheden.

70

71

72

Kurt Andersen (57) Bedemand, 6270 Tønder

Som bedemand er det vigtigt, at man griber de bolde, der er blandt folk når man kommer ud i folks hjem. Det handler lige om at lodde stemningen. Det er altid de første 2-3 min der er de vigtigste, for det er der hvor man finder ud af, hvor folk er.

Jeg havde en muslimsk begravelse. Her var det datteren, der var kontaktperson, men hun var lidt på sidelinien i forhold til forberedelserne af begravelsen, da det var en mand, der skulle begraves. Muslimer har deres egne ritualer, hvor det er mændene der klargør mændene og kvinderne der ordner kvinderne. Det var interessant at se, hvordan de havde et helt andet forhold til de døde mennesker end de fleste kristne danskere.

De fleste mennesker har ret svært ved at røre ved deres kære, når de er døde, ligesom man også har svært ved at flytte en død fugl. Her har muslimerne en helt anden kultur, hvilket gør, at jeg som bedemand ikke behøver at gøre så meget, som ved en almindelig begravelse.

Jeg møder stadig datteren og hun hilser og så spørger jeg lidt til hendes familie – hvordan de har det og den slags.

Man får et indblik i mange forskellige familier, når man har et erhverv som mit. Når man bliver en del af menneskers sorg kommer man ofte tættere ind på dem. Det bliver mere personligt.

73

Urs Keller (46) Gadesælger af træ legetøj, 5471 Søndersø

Den historie jeg lige kommer til at tænke på er, da jeg skulle lave en seng til et russisk par. De synes det var noget billigere end at købe en. Vi kom til at snakke godt sammen. Vi snakkede om, hvordan det er at komme til Danmark. Jeg var hjemme hos dem i Vollsmose og vi snakkede om de malerier, som konen lavede. Hun havde læst Dostojevski og Tolstoj og malede ud fra den inspiration hun fik gennem dem.

Det har været en god seng, de har fået to børn mere!

Manden var gademusiker og det gjorde, at vi havde denne gadesælger­ kultur tilfælles. Vi snakkede meget om vores møde med Danmark og om, at det kan være svært, når man ikke helt kan sproget.

Jeg snakker også med de andre gadesælgere. En del af dem er arabiske.

Vi har denne gadesælgerkultur tilfælles. Jeg har kunnet hjælpe dem lidt, hvis det var noget med sprog eller nogen praktiske ting, jeg vidste hvordan fungerede. Og så havde jeg jo også en dansk kone. Det hjalp også, når der var nogle praktiske problemer.

74

75

Jannik Christiansen (25) Kunderådgiver, 2200 København N

Jeg har haft mange oplevelser med kulturer, der er forskellige fra min egen i og med at jeg bor og arbejder på Nørrebro. Men udover at leve af diverse kebab og sharvarma fra pizzariaer, er der én oplevelse, som skiller sig ud.

Det fedeste jeg oplevede var at være til tyrkisk bryllup i Hamborg. Jeg arbejdede sammen med en pige, som hedder Nasibe. En rigtig cool tøs.

Hun skulle giftes med en tysk tyrker, som hun havde mødt på en af sine mange ferier i Tyrkiet. De var meget forelskede.

Da det blev besluttet at brylluppet skulle holdes hos hans familie i Hamborg, ville Nasibe gerne have, at der kom så mange så muligt, som hun kendte fra Danmark. Så hun inviterede fire fra sit arbejde, og jeg var iblandt.

Jeg har aldrig været til tyrkisk bryllup før, så jeg ville jo gerne lige informeres om, hvordan det foregik. Hvad man giver i gaver og så videre. Derfor gik der mange pauser i rygerummet, hvor jeg blandt andet fik at vide, at hvis man var en bekendt af brudeparret, gav man for minimum 500 kr.

Jeg synes godt nok, det lød dyrt, men jeg tænkte: Hvad fanden, jeg får jo lov til at køre bil i Tyskland. Så jeg gik med til det.

Så kom dagen, hvor vi skulle til fest. Festen startede med, at vi skulle køre rundt i bil efter brudeparret og dytte og larme. Det er vist nok en gammel tradition. Jeg har flere gange hørt biler gøre det på Nørrebro enten fordi en tilfældig tyrkisk fodboldklub har vundet et eller andet, eller fordi der har været bryllup. Jeg har altid syntes, at det var lidt småirriterende, men da vi kørte rundt i Hamborg, var vores bil nok 76

den mest larmende. Det var dæleme sjovt. Det gik ud på at spærre for brudebilen, så de ikke kunne komme forbi uden at betale for det. Sjov idé, som også går lidt igen ved festen.

Efter det ankom vi til festen, sammen med brudeparret. Gæsterne, som allerede var kommet, blev helt stille og så begyndte musikken. Det var nogle trommer og en fløjte som spillede sådan noget musik, der ligesom det man ser i tv, får slangerne til at danse. Alt virkede meget mere storslået og flottere end de danske bryllupper, jeg har været til. Jeg talte med en anden dansk tyrker til brylluppet. Han sagde, at det var ærgerligt, at der ikke var så mange mennesker til brylluppet. Jeg kiggede rundt. Jeg tror der var cirka 250 gæster. Så der kunne jeg ikke rigtigt følge ham. Til de danske bryllupper, jeg har været til, har der maksimum været 80 gæster, men så har det også været et stort bryllup.

Senere kom der en mavedanser, og en som sang gamle tyrkiske slagere.

Inden festen sluttede skulle man stjæle manden eller kvindens sko og så skulle svigerforældrene købe dem tilbage. Ham, der stjal skoen fik 1 000 kroner for den. Det var hyle skægt og der var dømt fællessang. Festen sluttede cirka klokken et om natten, hvor vi tog tilbage til hotellet.

Alt i alt var det en fed oplevelse. Meget anderledes end et dansk bryllup, og så alligevel ikke. De skar stadig bryllupskagen sammen.

77

Elisabeth Arnold (64) MF for Radikale Venstre, 8000 Århus C

Det er ikke altid, man kan se på andre, at de lever et helt anderledes liv end man selv gør. Når man er ung, tror man, at den verden, man kender fra sin egen familiekreds, er det normale, og at sådan lever alle.

Jeg vil berette om et kulturmøde, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Fordi det, i det ydre, ikke var spor eksotisk eller påfaldende, men tværtimod udspandt sig mellem det, man ville kalde ”ganske almindelige danskere”.

Vi er tilbage i midt-tresserne. Jeg læste på universitetet og havde en flok studiekammerater med samme speciale som mig. Vi mødtes nu og da til fester, læste til eksamen sammen og stod side om side under laboratorieøvelserne.

En af dem hed Jonas. Der var ikke noget påfaldende ved ham. Han havde sine op og nedture med studiet, som de fleste af os havde. Han gik til fester og kærestede lidt, som de fleste af os gjorde. Men på et bestemt tidspunkt lagde vi andre mærke til, at han opførte sig lidt anderledes: Han kom for sent til nogle aften-forelæsninger – uden at se spor brødebetynget ud – og han havde hvid skjorte og slips på. Mistænkeligt!

Vi gik ham på klingen, for selv i de frigjorte tressere var anderledes­hed en provokation! Det viste sig, at Jonas lige havde været igennem en vigtig jødisk højtid, og at han ikke måtte cykle eller tage bussen til forelæsningerne. Han skulle gå på sine ben. Og han kom direkte fra 78

synagogen, og var derfor i ”kirketøjet”. Synagogens timeplan var den vigtigste, så derfor kom han ikke rettidigt til forelæsningerne. Han måtte heller ikke ”arbejde”, og derfor var han helt passiv, tog ingen noter, stillede ingen spørgsmål og svarede heller ikke på nogen.

Et stykke tid efter blev Jonas forlovet, og han inviterede vennerne til middag. Det viste sig, at Jonas’ familie hørte til de mest ortodokse jøder i Danmark. Ved sammenkomsten berettede han beredvilligt om alle de regler, familien skulle overholde: Kød skulle skaffes fra en speciel slagter i Kødbyen, hvor der blev slagtet på jødisk, efter dispensation fra Sundhedsmyndighederne. Intet svinekød, naturligvis. Der var indviklede regler for ikke-sammenblanding af kød, mælk og smør, og for det bestik og de tallerkner, der blev spist af. Det var yderst kompliceret, indrømmede han, men sådan var deres liv nu engang, og det krævede i virkeligheden blot en god planlægning, så var dagliglivet såmænd ikke så svært. På sabbatten, d.v.s. om lørdagen, måtte der ikke arbejdes – og det blev taget dybt alvorligt. I de tider, hvor lørdag stadig var arbejdsdag for alle, skulle de ortodokse jøder have særlige ordninger, så de kunne holde fri.

Nogle fik det, andre ikke. De havde ikke lovmæssigt krav på at få fri om lørdagen, men prøvede at forhandle sig til det.

Endelig kom vi til det vigtige spørgsmål. Forlovelsen og det kommende ægteskab: ”Hvad nu, hvis du havde forelsket dig i en af os almindelige piger?” spurgte jeg.

Ja, der var et problem, indrømmede Jonas.” Heldigvis er B. (hans forlovede) fra samme kreds af jøder som min egen familie, men hvis jeg var kommet 79

hjem med en af jer andre, er det muligt, ja endda sandsynligt, at jeg var blevet smidt helt ud af familien. Ganske enkelt.”

Vi andre sank en omgang. Nogle af os genkaldte os ”Indenfor Murene”, hvor husets datter trodser de jødiske forældres ønsker om en passende ægtemand, og insisterer på at følge sit hjerte. Andre af os vægrede os ved at tro, at dette var en pæredansk familie anno 1967. Men det var det.

Københavnere i generationer. Og danskere med alle rettigheder og pligter.

Siden den dag har jeg været indædt tilhænger af det rummelige samfund, hvor mennesker kan leve sammen på trods af forskelle i tro, skikke, kultur og hudfarve. Et samfund, hvor ingen fratager andre muligheden for at udøve deres religion eller for at kende deres rødder. Men også et samfund, hvor familiepres ikke kan berøve noget menneske de frihedsrettigheder, vi hylder i vores del af Verden.

Eftertiden har vist, at det er mere end svært at opbygge et sådant samfund.

80

Lene Espersen (40) MF, justitsminister, 2791 Dragør

Jeg gik på United World College i Canada og der levede jeg med andre unge mellem 16-18 år fra 70 lande i verden. Jeg lærte, hvordan tolerance og åbenhed kan gøre verden mere fredelig. Personligt bliver jeg et stærkere og klogere menneske ved at lære andre kulturer at kende. Det har været fedt at opleve min ven Tama – der er maori fra New Zealand – bo i Hirtshals med mig i tre uger. Med sit rasta hår og spidse tænder, var hans ikke noget vendelboer var vant til – men da de oplevede hans åbne og livsglade sind, åbnede dørene sig for ham overalt. Den dag i dag fastholder jeg kontakten med mennesker, jeg møder andre steder i verden og er yderst privilegeret, da jeg både arbejder og forhandler med mennesker fra andre lande, samtidig med, at jeg kan medvirke til at skabe mere international forståelse.

81

82

Arne Hansen (67) Pensionist, 9900 Frederikshavn

Der var engang, hvor jeg hjalp en herboende Sri Lankansk familie, der gerne ville have deres forældre på besøg. Selv om reglerne om familiesammenføring dengang ikke var så stramme som i dag, var det alligevel et problem at få deres søn med, som de ikke kunne lade blive hjemme.

Efter lang tids forhandlinger fik jeg dog endeligt trumfet igennem, at sønnen også skulle med på besøg til Danmark.

De var alle sammen meget glade, da de kom herop. Desværre døde moren, der var kræftsyg, under sit ophold. Efter begravelsen tog faren og sønnen tilbage til Sri Lanka.

Senere blev jeg selv inviteret ned til Sri Lanka på besøg. Det var virkelig en spændende rejse for mig, da jeg gennem tiden har hjulpet mange tamilske familier og har derfor hørt om mange steder og byer. Nu var jeg der pludselig selv! Jeg besøgte også De Tamilske Tigere (en Sri Lankansk oprørsgruppe/modstandsbevægelse, red.) i et totalt udbombet område, hvor de havde gemt sig. Jeg fik lov at følges med datteren af familien, der læste til læge, ind for at aflevere nogle instrumenter til gruppen. De havde en også en søn blandt De Tamilske Tigere, så ham mødtes jeg også med.

Det gode ved mødet med andre kulturer er, at man ikke behøver at tage hele verdenen rundt for at lære. Jeg bruger mine møder til at lære, så jeg bedre kan tage stilling i politiske spørgsmål. Under krigen i Irak snakkede jeg f.eks. med en iraker, jeg kender og hørte hans holdning.

83

Det gav mig meget bedre ballast til at tage stilling og forstĂĽ den verden vi lever i. Da jeg underviste i i samfundsfag i Folkeskolen, brugte jeg altid folk hernede fra Frederikshavn Multietniske forening som gĂŚstelĂŚrere, for de er de bedste eksperter man kan fĂĽ.

84

Sherin Khankan (32) Formand for Forum for Kritiske Muslimer, Rødovre

Jeg er et produkt af to kulturer og to religioner. Et krydsfelt, en syntese og en halfie med en sociologisk term. Ikke helt af noget. Altid halv af noget. En halv. Mit selv er her. Mit hjerte er der.

Jeg har altid levet midt imellem. I en permanent tilstand af flertydighed.

Der har aldrig været entydighed i min barndom, min opvækst eller min hukommelse. Det har gjort, at jeg plejer sige, at jeg er mental global fra fødslen. I en meget tidlig alder har jeg været i stand til at balancere og harmonisere modsætninger. Min mor er kristen og min far muslim og han er fra Syrien og hun er fra Finland og jeg er født i Danmark.

Jeg har efterhånden fundet mig til rette i min længsel og rodløshed og flertydigheden er blevet mit udgangspunkt for handling, mit solide fundament og min styrke. Det er en kæmpe fordel at være opdraget med en global tilgang til verden. Det gør, at jeg bedre kan rumme min modsætning. Evnen til at rumme sin modsætning er et rigtigt godt redskab at have med på sin rejse, fordi man lettere kan sætte sig ind i andres tankegange, være i stand til at transformere sig selv. Der hvor jeg ultimativt blev udfordret, var i mødet med min datter. I mødet med det her barn som kom og hele den proces der lå forud og fulgte efter.

Jeg var syg i de ni måneder jeg var gravid, så jeg blev tvunget til at ligge ned i næsten alle ni måneder. For mig var det en måde hvorpå, jeg blev tvunget til at give afkald på mine private projekter, på at være centrum, på at være 85

aktiv, på denne verden af foranderlighed. Jeg blev tvunget ned på jorden.

Tyngden var ikke til at komme udenom. Den holdt mig fast på jorden og tvang mig til at kigge indad. At blive mor og møde dette nye menneske, er den ultimative død. Jeg gav slip på mig selv. Jeg har altid været i centrum, lige siden jeg var lille og også i mit voksne liv. Jeg har fyldt meget. Det siger alle de mennesker, som har været og er omkring mig.

Da jeg i de 9 måneder var syg, kunne jeg ikke foretage mig noget. Jeg mærkede langsomt, at jeg lærte at sige nej. Jeg kunne ikke udfylde den rolle jeg hidtil havde udfyldt, hvor jeg var noget bestemt i en bestemt sammenhæng. Der kom noget andet som fyldte. At give liv gør ondt fysisk. Der skriger man. Eller nogen gør. Jeg gjorde. Man siger farvel til sig selv, til selv at være i fokus og i centrum. Når man møder et nyt menneske, er det ultimativt det som sker. Man giver plads. Giver af sig selv på en helt ny og ren måde. Det er ren magi. At give liv. at give plads.

Man er nødt til at gå på kompromis; nødt til at give afkald på sig selv.

Nødt til at være nærværende hvert sekund. Man er nødt til at turde give og miste. Turde miste retten på at monopolisere sandheden, turde miste retten til at være center og være alene.

Hun er blevet mit fokus. Hun er det primære, alt andet er sekundært. I tiden efter fødslen er jeg blevet meget opmærksom på intentionen bag mine handlinger. Intention og motiv. Hvorfor gør jeg det jeg gør? Hvad er de reelle motiver bag mine handlinger? Hele tiden at være bevidst omkring hvad ens intention er, om man nu også er sig selv eller at hjertet er det rette sted. At man ikke er afhængig af andre folks anerkendelse, berømmelse. Det hjalp mig også med at fokusere på sagen. At det er 86

sagen man arbejder for, som er den vigtige og ikke hvad sagen gør ved min person. Det her med at give afkald på mig selv, har været det mest fundamentale for mig. At give plads til noget andet, noget som fylder mere. Man kan ikke gå et helt liv igennem og være centrum, man bliver nødt til at give afkald på det. For vi mennesker er kun en afglans af Gud. Vi er kun en tilnærmelse til sandheden og aldrig sandheden i sig selv.

Min datter hedder Aisha Dunya. Aisha betyder: ’At være i live’ og Dunya betyder: ’At være nærværende eller denne nærværende verden modsat den hinsides’. Mødet med hende har lært mig at være nærværende at være i nuet. I mit liv har jeg haft en natur, hvor jeg oftest har været i fortiden eller i fremtiden. Jeg var altid på vej til noget nyt. Havde aldrig ro, men jeg har lært at være i nuet med hende. Det er meget værdifuldt.

Det er også derfor jeg har kaldt hende Dunya.

Hele denne proces har sat begreber som næstekærlighed og generøsitet i perspektiv. Begrebet næstekærlighed er for mig ikke noget som handler om den nærmeste familie. Næstekærlighed dækker for mig, over mødet med din ultimativt absolutte modsætning. At kunne rumme denne modsætning. Det er næstekærlighed for mig. Den åbenhed og rummelighed der ligger i det. Mødet med hende har lært mig noget om den rummelighed, pga. den måde jeg elsker mit barn på: betingelsesløst. Kærligheden er ikke betinget af noget. Man elsker hende fordi man elsker hende. Jeg elsker hende fordi hun er hende. Det at blive mor er for mig også det tætteste jeg kan komme på Gud. Min kærlighed til hende er som min kærlighed til Gud. Den er betingelsesløs, ren og ikke afhængig af noget ydre. Det er også sådan jeg oplever kærligheden til 87

min skaber. Så jeg prøver, at overføre denne oprigtighed, generøsitet og hjertets åbenhed til mødet med andre mennesker. Også mennesker der er ultimativt langt væk fra mig selv i tanke, handling og geografisk.

Inden jeg blev mor, havde jeg altid en klar forestilling om hvordan alting skulle være og var meget perfektionistisk. Det at blive mor har været en vej til at indse, at alle illusionerne skal dø. Det er også en del af ens udvikling. Af min udvikling. At give slip på alle de illusioner om hvordan tingene skal være. For tingene er aldrig ligesom man gerne vil have dem.

Virkeligheden er altid noget andet, noget større og enda noget smukkere end det man prøver at reducere den til at være. Jeg kan se på mit barn, at hun er allerede er noget specielt. Vore børn er ikke vore børn men sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. Vi kan give hende alt: Vores idéer, vores tanker, men hun vil altid have sine egne idéer og tanker og drømme. Det er utroligt for mig at opleve, hvordan børn er sig selv. Vi er jo alle sammen forskellige og hun er fuldstændig forskelligt fra både mig og min mand. Hun er noget helt tredje. At give plads til og rumme det den forskellighed. Man skal ikke forsøge at lave folk om. Det er en af de ting moderskabet har skærpet for mig. Det at elske er en bevægelse, hvor man skal elske folk for det de er og ikke for det man vil have, at de skal være. Elske folk som man ser dem med deres svagheder og mangler.

Lige da jeg var blevet mor, levede min datter og jeg i en symbiose.

Og jeg tænkte for mig selv. Manden er dømt til at være tilskuer til livets mirakel. Det er det fortrin Gud har givet kvinden over manden. At bære barnet, at give fødsel. Denne forening af mor og barn som ikke kan 88

brydes. Men så havde jeg en oplevelse, der også skulle fjerne denne illusion og som gjorde meget stort indtryk på mig. En dag, hvor min mand havde været på arbejde og kom hjem. Da var hun helt nyfødt og lå og sov. Han kom ind ad døren, gik direkte hen til hende. Han så slet ikke mig. Han lagde sig hos hende. Hun lå med halvt åben mund og hendes sut var faldet ud. Han lænede sig ned til hende og indåndede hendes duft og den lette brise der udgjorde hendes ånde, indåndede den. Han vidste ikke jeg kiggede. Og i det sekund brød han vores symbiose. Jeg tænkte: Wow. Det er virkeligt vildt. Der blev han en del af os. Han brød tosomheden. Vi blev en familie på tre. Der er jo ikke nogen som kan forstå det sekund; hvor smukt det var. Det er så almengyldigt og essentielt, men det er kun moderen og faderen, som forstår betydningen og værdien af barnets ånde i det sekund. Forening skabes ved nærvær og kan opleves af mor såvel som far. Det lærte jeg.

Min datter gør mig glad og får mig til at grine. Hun sætter daglige udfordringer og gøremål i perspektiv. Hun giver mig mere overskud til at være åben og værdsætte nuet. At blive mor har for mig været en form for død.

Dø før du dør. Det var der jeg vågnede op og forstod hvem jeg var.

Jeg læste engang et interview med en kvinde, som skrev: ”Først når man bliver forælder, så ved man hvad livet handler om”. Jeg synes det var så arrogant og jeg blev irriteret, da jeg læste det. Men nu forstår jeg godt hvad hun mener.

89

”Jeg glemmer aldrig, da jeg som seksårig ankom med båden til København i 1992 med min familie. Vi blev modtaget med roser som velkomst. Vi kom i avisen, men vi var jo også de første flygtninge fra Kosovo.”

Enis Mollodolci (19), studerende, Svendborg “En af dem hed Jonas. Der var ikke noget påfaldende ved ham. Han havde sin op og nedture med studiet, som de fleste af os havde. Han gik til fester og kærstede lidt, som de fleste af os gjorde. Men på et bestemt tidspunkt lagde vi andre mærke til at han opførte sig lidt anderledes: Han kom for sent til nogle aftenforelæsninger - uden at se spor brødbetynget ud – og han havde hvid skjorte og slips på. Mistænkeligt!”

Elisabeth Arnold (64), MF for Radikale Venstre, Århus C “Den første dag i skole. Vi var alle meget nervøse! Inden vi startede havde vi fået en klasseliste med alle navnene på dem i vores klasse. Og pludselig stod der et navn der lød meget udenlandske. Jeg blev rimelig “Argh” for jeg havde aldrig haft et “forhold” til en udlændinge før.”

Kamilla Rossen Hansen (13), folkeskoleelev, Tønder “I et køkken på en restaurant i O ense i 2003, råber jeg: “qah’wa bi halib wa bi sugar?”, fra køkkenets trappe ned til grovkøkkenet I kælderen. “Shukran, habib, shukran!” lyder det prompte. Vi er to køkkenslaver af forskellig baggrund, min værende dansk og Muhammads irakisk…”

Henrik Andersen (24), studerende, København SV “Jeg kigger kort i hans retning og vender tilbage til arbejdet. Naboen kigger tilbage over hækken og begynder at snakke til mig… Jeg forstår ingenting!”

Michael Longerich (47), Tønder