18
facebook.com/festivalavisen
Søndag 7. juli 2013
Sydens søn på sejrstogt
Foto: Per Lange
Matthew E. White Odeon Lørdag kl. 15.00
Matthew E. Whites destillat af sydstats-soul med jazz og rockinspiration gav os tidligere i år det fremragende debutalbum ’Big Inner’ indspillet sammen med Spacebomb, et såkaldt husorkester i ånden fra Stax og Motown. Den sammentømrede og velspillende grundbesætning var fredag
Exceptionelt medrivende rap-excentriker Danny Brown Cosmopol Lørdag kl. 19.00
Efter tre timer med forskellige varianter af New York-rap, skulle Danny Brown afslutte lørdagens meget vellykkede hiphopmaraton. Men Detroit-rapperens lyd er ikke så gældsat til 90’ernes østkystrap, som de forgående kunstneres. Den er tungere, grumset og låner i højere grad fra elektronisk musik og den eksplosive trap-musik fra sydstaterne. Den blanding genoplivede et noget udkørt publikum, der jo trods alt havde cirkuleret joints til tre koncerter. De mere konventionelle numre fra
Danny Browns album fra 2011, ‘XXX’, demonstrerede, at blot fordi man går i skinny jeans, har hår som et crackhoved og en skørt skinger stemme, kan man stadig være en exceptionelt god rapper. Nye numre som ‘Kush Coma’ og ‘Dip’ var til gengæld skævere og mere eksperimenterende. Den sortklædte rapper rakte tunge, gestikulerede og fræsede rundt på scenen som et heksehyl, og det smittede, når han grinte og gnæggede i mikrofonen. På trods af hans hyperaktive sceneaktivitet var hans udtale konstant fejlfri og totalt klar. Selvom han aldrig så ud til at stå stille, så tabte hans stemme aldrig tråden. Det var imponerende og medrivende. Kristian Karl / Soundvenue
men hans røst druknede ofte i lyden fra den ni mand stærke besætning. En slæbende fortolkning af forbilledet Randy Newmans ’Sail Away’ forduftede endvidere i den almindelige eftermiddagslarm i og omkring Odeon. White fik dog demonstreret nok af sit talent som både sangskriver og arrangør til, at han formentlig fik overbevist en bunke nye disciple om sin spirituelt forankrede musiks fortræffeligheder. Mads Kjær Larsen / Soundvenue
Foto: Steffen Jørgensen
Vanens triumf
Den islandske institution gennemførte det forventede triumftog uden at overraske Sigur Rós Arena Lørdag kl. 24.00
Foto: Philip Bo
eftermiddag suppleret med lejede hænder i skikkelse af en københavnsk blæsertrio. Hovedvægten lå på sangene fra debuten, ikke mindst ’Brazos’, ’Big Love’ (med en sej basgang, der gik lige i mellemgulvet) og ’One of These Days’, der fik mere drilsk tyngde end i studieudgaven, men hvor White glemte dele af teksten. Den (for) korte koncert var et flot vidnesbyrd om bandets styrker, men Whites vokal havde svære betingelser. Bevares, han er ikke nogen stor sanger,
Sigur Rós har komplet styr over deres virkemidler. Det beviste de endnu en gang sent lørdag aften, hvor et hengivent publikum kaldte dem frem på scenen to gange oven på
en halvanden times stramt komponeret og meget veludført koncert. Islændingene fejrede triumfer med deres patenterede vekselvirkning mellem tyste og larmende passager. Det resulterede i smukke udgaver af sange fra hele bagkataloget, heriblandt en rislende, korledsaget ‘Varud’ og en medrivende ‘Hoppipola’.
De tre tilbageværende faste bandmedlemmer var placeret langt fremme på scenen omgivet af både kor, blæsere, strygere og forskellige former for slagtøj. Derudover var videoprojektioner medvirkende til at intensivere stemningen. Sigur Rós mere end levede op til det format, de har vist som liveband gennem det meste af karrieren. Med tanke på at
deres nye album, ‘Kveikur’, er en saltvandsindsprøjtning med sit fokus på en mere direkte sangskrivning, var det dog en skam, at de ikke udforskede det materiale noget mere. Når de gjorde det, var resultaterne nemlig fremragende, som på det kværnende monster ‘Brennistein’ og den heftigt slagtøjsassisterede ‘Yfirbord’. Mads Kjær Larsen / Soundvenue