Green - Paper Towns (læseprøve)

Paper T own s Hi s t o r i en o m M a r g o & Q

Af samme forfatter: GĂĽden om Alaska En flĂŚnge i himlen Endnu en Katherine

MORGEN

Med en bærepose i hver hånd stoppede jeg et øjeblik uden for bilen og så på hende. »Det var ellers noget af en nat,« sagde jeg til sidst. »Kom her,« sagde hun, og jeg trådte et skridt frem. Hun gav mig et kram, og bæreposerne gjorde det svært at kramme tilbage, men hvis jeg lod dem falde, risikerede jeg at vække nogen. Jeg kunne mærke, at hun stod på tå, og hendes mund var helt tæt ved mit øre, og hun sagde meget tydeligt: »Jeg. Kommer. Til. At. Savne. At. Hænge. Ud. Med. Dig.« »Det behøver du ikke,« svarede jeg højt. Jeg forsøgte at skjule min skuffelse. »Hvis du ikke kan lide dem længere,« sagde jeg, »så kan du bare være sammen med mig. Mine venner er faktisk helt okay.« Hendes læber var så tæt på, at jeg kunne mærke hende smile. »Jeg er bange for, at det ikke kan lade sig gøre,« hviskede hun. Så gav hun slip, men blev ved med at se på mig, mens hun gik baglæns, skridt for skridt. Til sidst hævede hun øjenbrynene og smilede, og jeg troede på hendes smil. Jeg så hende klatre op i et træ og så hæve sig op på taget uden for sit værelse på første sal. Hun lirkede vinduet op og kravlede ind.

Jeg gik ind ad vores ulåste hoveddør, listede mig igennem køkkenet ind på mit værelse, trak mine jeans af, smed dem

ind i et hjørne bagest i skabet ved siden af vinduet med insekt­nettet, downloadede billedet af Jase og gik i seng med hovedet fuldt af alle de ting, jeg skulle sige til hende henne i skolen.

John Green

PA PER TOW N S Historien om Margo & Q

På dansk ved Nanna Gyldenkærne

Høst & Søn

5

Paper Towns. Historien om Margo & Q er oversat fra engelsk af Nanna Gyldenkærne efter Paper Towns Copyright © 2008 by Dutton Children’s Books A Division of Penguin Young Readers Group US, Published by agreement with Ia Atterholm Agency Denne udgave: © Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Christa Moffitt, Christabella Designs Dansk versionering; Jette Aagaard Enghusen Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Bookwell, Borgå ISBN 978-87-638-3721-7 Printed in Finland 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Uddragene af Walt Whitmans Leaves of Grass er hovedsagelig gengivet efter Frederik Schybergs oversættelse (Digte, Gyldendal 1933).

Digtene i Leaves of Grass voksede og ændrede sig imidlertid gennem Walt Whitmans levetid, og nogle enkelte passager er derfor oversat specielt til denne bog.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

6

Til Julie Strauss-Gabel, uden hvem intet af dette ville vĂŚre blevet virkelighed

7

And after, when we went outside to look at her finished lantern from the road, I said I liked the way her light shone through the face that flickered in the dark.

– »Jack O’Lantern,« Katrina Vandenberg i Atlas

People say friends don’t destroy one another What do they know about friends?

– »Game Shows Touch Our Lives,« The Mountain Goats

8

P A P ER T OWNS

9

10

PRO LOG

Som jeg ser det, er der et mirakel til os alle sammen. Jeg vil for eksempel nok aldrig blive ramt af lynet eller vinde Nobelprisen eller blive diktator for en lille nation på en Stillehavsø eller få dødelig cancer i øret eller blive udsat for selvantændelse. Men hvis man ser på alle usandsynlige hændelser under ét, vil hver af os sikkert blive udsat for mindst én af dem. Jeg kunne have oplevet, at det regnede med frøer.

Jeg kunne have sat min fod på Mars. Jeg kunne være blevet slugt af en hval. Jeg kunne være blevet gift med dronningen af England eller have overlevet på havet i månedsvis. Men mit mirakel var anderledes. Mit mirakel var det her: Ud af alle huse på alle grunde i hele Florida endte jeg med at bo i det ved siden af Margo Roth Spiegelman.

Vores område, Jefferson Park, blev engang brugt til flådebase.

Men så havde flåden ikke længere brug for det, og området blev overdraget til borgerne i Orlando, Florida, som besluttede sig for at lave en stor udstykning, fordi det er det, man gør med jord i Florida. Mine forældre og Margos forældre endte med at flytte ind ved siden af hinanden, da de første huse blev bygget. Margo og jeg var to år.

Inden Jefferson Park blev til parcelhusidyl, og inden flådebasen blev bygget, tilhørte stedet faktisk en Jefferson, nemlig 11

Dr. Jefferson Jefferson. En af skolerne i Orlando er opkaldt efter Dr. Jefferson Jefferson, det samme gælder en stor velgørende organisation, men det fascinerende og utrolige-mensande ved Dr. Jefferson Jefferson er, at han overhovedet ikke var doktor. Han var bare en appelsinjuicesælger ved navn Jefferson Jefferson. Da han blev rig og magtfuld, gik han til retten, tog »Jefferson« som mellemnavn og ændrede sit fornavn til »Dr.« Stort D. Lille r. Punktum.

Margo og jeg blev ni. Vores forældre var venner, så somme tider legede vi med hinanden, cyklede forbi de lukkede veje ind til selve Jefferson Park, der lå som centrum i et hjul af udstykninger.

Jeg blev altid meget nervøs, når jeg fik at vide, at Margo skulle komme, for hun var det mest fantastisk vidunderlige væsen på Guds grønne jord. Den morgen, det drejer sig om, havde hun hvide shorts på og en pink T-shirt med en grøn drage, der blæste orange glimmerild ud af munden. Det er svært at beskrive, hvor helt vildt flot jeg syntes, den T-shirt var.

Margo stod som altid op på cyklen med albuerne låst, mens hun lænede sig frem over styret, og de lilla sneakers dannede en cirkelformet tåge. Det var en dampende hed dag i marts.

Himlen var klar, men luften smagte syrligt, som om der måske var en storm på vej.

På det tidspunkt bildte jeg mig ind, at jeg var opfinder, og da vi havde låst cyklerne og begyndte at gå det korte stykke hen over parken til legepladsen, fortalte jeg Margo om en idé, jeg havde fået til en opfindelse, jeg kaldte en ringolator. En ringolator var en kæmpestor kanon, der kunne sende store, farvede klippestykker af sted i et meget lavt kredsløb, så Jorden 12

kunne få en ring, ligesom Saturn havde. (Jeg synes stadigvæk, det ville være en god idé, men det har vist sig, at det er ret kompliceret at bygge en kanon, der kan sende klippestykker af sted i et lavt kredsløb.)

Jeg havde været i parken så mange gange før, at jeg havde et kort over den inde i hovedet, og vi havde kun gået nogle få skridt, før jeg fik en følelse af, at verden var i uorden, selv om jeg ikke lige straks kunne finde ud af, hvad der var anderledes. »Quentin,« sagde Margo roligt, dæmpet.

Hun pegede. Og så blev jeg klar over, hvad der var anderledes.

Der stod et egetræ foran os. Tykt og knortet og gammelt at se på. Det var der ikke noget nyt ved. Legepladsen lå til højre for os. Der var der heller ikke noget nyt ved. Men en mand i grå habit lå sammensunket op ad egetræets stamme. Uden at bevæge sig. Det var nyt. Han var omgivet af blod; et halvvejs udtørret springvand af blod silede ud af munden på ham. ­Munden stod åben på en måde, som munde generelt ikke skal stå åbne på. Nogle fluer havde slået sig ned på hans blege pande. »Han er død,« sagde Margo, som om jeg ikke selv kunne se det.

Jeg trådte to små skridt baglæns. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg lavede en pludselig bevægelse, ville han måske vågne og gå til angreb på mig. Måske var han en zombie. Jeg vidste godt, at der ikke fandtes zombier, men han lignede i den grad en potentiel zombie.

Samtidig med at jeg trådte de to skridt tilbage, tog Margo to lige så små og lydløse skridt fremad. »Hans øjne er åbne,« sagde hun.

13

»Ladosseatkommevæk,« sagde jeg. »Jeg troede, man lukkede øjnene, når man døde,« sagde hun. »Margovigårhjemogsigerdet.« Hun tog endnu et skridt frem. Nu var hun så tæt på, at hun kunne række ud og røre ved hans fod. »Hvad tror du, der er sket med ham?« spurgte hun. »Måske har han taget stoffer eller sådan noget.« Jeg havde ikke lyst til at lade Margo være alene med den døde mand, som måske var en angrebslysten zombie, men jeg havde heller ikke lyst til at blive stående og snakke om omstændighederne ved hans død. Jeg samlede alt mit mod og trådte frem og greb fat i hendes hånd. »Margovigårnu!« »Okay,« sagde hun. Vi løb hen til vores cykler, og det kildede i maven på mig af noget, der føltes præcis ligesom spænding, men ikke var det. Vi sprang på cyklerne, og jeg lod hende køre forrest, fordi jeg græd og ikke ville have, at hun skulle se det.

Jeg kunne se blod på sålerne af hendes lilla sneakers. Hans blod. Den døde mands blod.

Og så var vi hjemme i vores enfamiliehuse igen. Mine forældre ringede 911, og jeg kunne høre sirenerne i det fjerne, og jeg spurgte, om jeg godt måtte se ambulancen, men min mor sagde nej. Så tog jeg en lur.

Begge mine forældre er terapeuter, hvilket betyder, at jeg er virkelig veltilpasset. Så da jeg vågnede, havde jeg en lang samtale med min mor om livets kredsløb, og om hvordan døden er en del af livet, men ikke en del af livet, jeg behøvede spekulere så meget over i en alder af ni, og så havde jeg det meget bedre. Det har faktisk aldrig bekymret mig noget videre.

Hvilket siger en hel del, for jeg er ret god til at bekymre mig.

Sagen er: Jeg fandt en død mand. Lille, nuttede niårige mig og min endnu mindre og endnu mere nuttede legekammerat 14

fandt en mand med blodet strømmende ud af munden, og noget af hans blod sad på hende små, nuttede sneakers, da vi cyklede hjemad. Det er meget dramatisk og alt muligt, men hvad så? Jeg kendte ikke manden. Folk, jeg ikke kender, dør fucking hele tiden. Hvis jeg skulle få et nervøst sammenbrud, hver gang der sker noget frygteligt i verden, ville jeg være mere sindssyg end en rotte på et lokum.

Den aften gik jeg op på mit værelse klokken ni for at gå i seng, for klokken ni var min sengetid. Min mor puttede mig, fortalte, at hun elskede mig, og jeg sagde: »Vi ses i morgen,« og så sagde hun: »Vi ses i morgen,« og så slukkede hun lyset og lukkede døren næsten-helt-i.

Da jeg vendte mig om på siden, så jeg Margo Roth Spiegelman stå uden for mit vindue med ansigtet presset ind mod insektnettet. Jeg stod op og åbnede vinduet, men insektnettet sad stadigvæk imellem os og pixelerede hendes ansigt. »Jeg har lavet nogle undersøgelser,« sagde hun helt alvorligt.

Selv på nært hold delte nettet hendes ansigt op i småstykker, men jeg kunne se, at hun havde en lille notesbog og en blyant med tandmærker rundt om viskelæderet. Hun så ned i sine notater. »Mrs. Feldman ovre fra Jefferson Court sagde, at han hed Robert Joyner. Hun sagde, at han boede i en af ejerlejlighederne oven over supermarkedet, så jeg gik derover, og der var en hel masse politi, og en af dem spurgte, om jeg skulle skrive noget til skolebladet, og jeg sagde, at vi ikke havde noget skoleblad på vores skole, og han sagde, at bare jeg ikke var journalist, ville han godt svare på det, jeg spurgte om.

Han sagde, at Robert Joyner var seksogtredive år. Advokat. De ville ikke lade mig komme ind i lejligheden, men ved siden af ham bor en dame, der hedder Juanita Alvarez, og jeg fik lov 15

til at komme ind i hendes lejlighed, fordi jeg spurgte, om jeg kunne låne en kop sukker, og så fortalte hun, at Robert Joyner havde skudt sig selv. Og så spurgte jeg hvorfor, og så fortalte hun mig, at han skulle skilles, og at han var ked af det.« Så tav hun, og jeg så bare på hende, ansigtet, der var gråt og oplyst af månen og blev opdelt i tusinder af små firkanter af insektnettet. De store, runde øjne flakkede frem og tilbage mellem notesbogen og mig. »Der er masser af mennesker, der bliver skilt, uden at de begår selvmord,« sagde jeg. »Ja, selvfølgelig,« sagde hun. »Det sagde jeg også til Juanita Alvarez. Og så sagde hun ...« Margo vendte en side i notesbogen. »Hun sagde, at mr. Joyner var i krise. Og så spurgte jeg, hvad hun mente med det, og så sagde hun, at hun ville bede for ham, og at jeg skulle gå hjem og give min mor det sukker, og jeg sagde glem sukkeret og gik.« Igen sagde jeg ikke noget. Jeg ville bare have hende til at snakke videre – den lille stemme, der var fuld af begejstring over næsten at vide ting, fik mig til at føle, at der skete noget vigtigt for mig. »Jeg tror måske godt, jeg ved hvorfor,« sagde hun til sidst. »Hvorfor?« »Måske var alle båndene inden i ham sprunget,« sagde hun.

Mens jeg prøvede at finde på noget at svare, rakte jeg hånden frem og trykkede på låsen til insektnettet imellem os og fjernede det fra vinduet. Jeg stillede skærmen på gulvet, men hun gav mig ikke mulighed for at sige noget. Inden jeg fik sat mig ned igen, vendte hun ansigtet op imod mig og hviskede: »Luk vinduet.« Det gjorde jeg. Jeg troede, hun ville gå sin vej, men hun blev bare stående og så på mig. Jeg vinkede til hende og smilede, men det var, som om hendes øjne var rettet mod noget bag ved mig, noget forfærdeligt, der allerede havde fået 16

blodet til at forlade hendes ansigt, og jeg var for bange til at vende mig om og se, hvad det var. Men selvfølgelig var der ikke noget bag ved mig – undtagen måske den døde mand.

Jeg holdt op med at vinke. Mit ansigt var på højde med hendes, og vi stirrede på hinanden fra hver sin side af ruden.

Jeg kan ikke huske, hvad det endte med – om jeg gik i seng, eller hun gik. I min erindring ender det aldrig. Vi står bare dér og ser på hinanden, for evigt.

Margo har altid været vild med mysterier. Og med alt det, der senere skete, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hun måske var så vild med mysterier, at hun selv blev til et.

17

18

F Ø RS T E D E L

Båndene

19

20

1

Den længste dag i mit liv var lang tid om at komme i gang. Jeg vågnede for sent, brugte for lang tid under bruseren og endte med at være nødt til at spise morgenmad på passagersædet i min mors bil kl. 7.17 den onsdag morgen.

Jeg kørte som regel med min bedste ven, Ben Starling, i skole, men Ben var taget af sted til tiden, så ham havde jeg ikke meget glæde af. »Til tiden« betød, at vi var der en halv time, inden skolen startede, for den halve time, før det ringede ind til første time, var højdepunktet i vores sociale liv; vi stod uden for døren ind til musiklokalet og snakkede bare. De fleste af mine venner spillede sammen i et band, og jeg brugte det meste af min ledige tid på skolen inden for en radius af ti meter fra musiklokalet. Men jeg spillede ikke med i bandet, for jeg lider af en form for tonedøvhed, som man almindeligvis forbinder med rigtig døvhed. Jeg ville være tyve minutter for sent på den, hvilket rent teknisk betød, at jeg ville komme ti minutter for tidligt til selve undervisningen.

Mens vi kørte, spurgte min mor til de forskellige fag og eksamen og prompartyet. »Jeg tror ikke på promparties,« mindede jeg hende om, mens hun drejede om et hjørne. Med stor ekspertise anbragte jeg min rosinhjerne i en vinkel, der var tilpasset til centrifugalkraften. Jeg havde prøvet det før.

21

»Der er ikke noget i vejen for bare at følges med en ven. Du kunne da prøve at spørge Cassie Hiney.« Og jeg kunne have spurgt Cassie Hiney, som faktisk var totalt sød og venlig og nuttet, til trods for at hun havde et virkelig uheldigt efternavn. »Det er ikke bare det, at jeg ikke kan lide promparties. Jeg kan heller ikke lide folk, der kan lide promparties,« forklarede jeg, selv om det faktisk ikke var sandt. Ben var helt oppe at køre ved tanken om den fest.

Min mor drejede ind på skolen, og jeg holdt min næsten tomme tallerken i begge hænder, mens vi kørte over et fartbump. Jeg kiggede over mod parkeringspladsen for de ældste årgange. Margo Roth Spiegelmans sølvfarvede Honda stod parkeret på sin sædvanlige plads. Min mor drejede sin minivan ind på en lukket vej uden for musiklokalet og kyssede mig på kinden. Jeg kunne se Ben og mine andre venner stå i en halvcirkel.

Jeg gik hen til dem, og halvcirklen udvidede sig uden besvær til også at omfatte mig. De stod og snakkede om min ekskæreste, Suzie Chung, der spillede cello og åbenbart havde vakt en hel del opsigt ved at date en baseballspiller ved navn Taddy Mac. Om det var hans rigtige navn, ved jeg ikke. Men Suzie havde i hvert fald besluttet sig for at gå til promparty sammen med Taddy Mac. Endnu en frafalden. »Bro,« sagde Ben, der stod lige over for mig. Han gjorde tegn med hovedet og vendte sig om. Jeg fulgte efter ham ud af cirklen og ind ad døren. Ben, en lille fyr med olivenhud, der godt nok var kommet i puberteten, men kun i mild grad, havde været min bedste ven siden femte klasse, hvor vi begge to omsider indså, at ingen af os havde de store muligheder for at finde en anden bedste ven. Plus at han gjorde sig umage, og det kunne jeg godt lide – det meste af tiden.

22

»Alt okay?« spurgte jeg. Vi var nået i sikkerhed indenfor, og stemmerne fra alle de andre gjorde vores uhørlige. »Radar skal med til promparty,« sagde han dystert. Radar var vores anden bedste ven. Vi kaldte ham Radar, fordi han lidt lignede en lille, bebrillet fyr ved navn Radar i en gammel tv-serie, M*A*S*H, hvis man lige så bort fra 1) at, Radar på tv ikke var sort, og 2) at Radar på et tidspunkt, efter at han havde fået sit øgenavn, voksede et par meter og begyndte at bruge kontaktlinser, så det nok er mere rigtigt at sige 3) at han overhovedet ikke lignede fyren i M*A*S*H, men 4) med tre en halv uge tilbage af highschool var der ingen grund til at give ham et nyt øgenavn. »Med hende Angela?« spurgte jeg. Radar fortalte os aldrig noget om sit kærlighedsliv, men det afholdt os ikke fra hyppige spekulationer om det.

Ben nikkede og sagde så: »Du ved godt, det var min plan at invitere en af lækkermåsene fra første årgang, fordi alle de andre piger kender historien om Bloody Ben?« Jeg nikkede. »Okay,« sagde Ben, »men så i morges kom den skønneste lille lækkermås fra niende klasse hen og spurgte, om det var mig, der var Bloody Ben, og jeg begyndte at forklare, at det havde været på grund af en nyreinfektion, og så fnisede hun og løb sin vej. Så det er altså sluppet ud.« I tiende klasse var Ben indlagt med en nyreinfektion, men Becca Arrington, Margos bedste veninde, startede et rygte om, at det var på grund af kronisk onani, han havde blod i urinen.

Til trods for sin mangel på medicinsk troværdighed var det en historie, der havde forfulgt Ben lige siden. »Det stinker,« sagde jeg.

Ben begyndte at opridse sine planer for, hvordan han skulle 23

finde sig en date, men jeg hørte kun delvis efter, for tværs gennem den stadig stigende del af menneskeheden, der fyldte gangen, kunne jeg se Margo Roth Spiegelman. Hun stod henne ved sit skab, og ved siden af hende stod hendes kæreste, Jase.

Hun havde en hvid nederdel på, der gik ned til knæene, og en blå top med print. Jeg kunne se hendes kraveben. Hun grinede ad et eller andet hysterisk morsomt – hun havde krummet skuldrene forover, hendes store øjne var rynket sammen ude i øjenkrogene, mens munden stod på vid gab. Men det så ikke ud til at være noget, Jase havde sagt, for hun så væk fra ham, tværs over gangen hen mod nogle andre skabe. Jeg fulgte hendes blik og så Becca Arrington slynge sig omkring en eller anden baseballfyr, som om han havde været et juletræ, og hun var pynten. Jeg smilede til Margo, selv om jeg vidste, at hun ikke kunne se mig. »Hvorfor slår du ikke til, bro? Glem alt om ham Jase. Hold da kæft, hvor er hun lækker.« Mens vi begyndte at gå, blev jeg ved med at sende Margo blikke gennem mængden, tage hurtige snapshots: En fotografisk serie med titlen Perfektionen står stille, mens de dødelige vandrer forbi. Da jeg kom tættere på, tænkte jeg, at hun måske alligevel ikke grinede. Måske havde hun fået en overraskelse eller en gave eller sådan noget. Det så ud, som om hun var ude af stand til at lukke munden. »Ja,« sagde jeg til Ben, mens jeg stadig ikke hørte efter, mens jeg stadig prøvede at se så meget som muligt af hende, uden at det blev alt for tydeligt. Det var ikke engang, fordi hun var helt vildt køn. Hun var mere ærefrygtindgydende, helt bogstavelig talt. Og så var vi kommet for langt forbi hende, der gik for mange mennesker mellem hende og mig, og jeg kom aldrig tæt nok på til at høre hende sige noget eller finde ud af, hvad det var for en fantastisk overraskelse, hun 24

havde fået. Ben rystede på hovedet, for han havde set mig kigge efter Margo de første tusind gange, så han var vant til det. »Helt ærligt, hun er lækker, men så lækker er hun heller ikke. Ved du, hvem der er seriøst lækker?« »Hvem?« spurgte jeg. »Lacey,« sagde han. Det var Margos anden rigtig gode veninde. »Og din mor. Bro, jeg så din mor kysse dig på kinden her til morgen, og undskyld, jeg siger det, men jeg sværger på, at jeg var totalt wauw, hvor ville jeg ønske, at jeg var Q. Og så ville jeg ønske, jeg havde penisser på kinderne.« Jeg gav ham en albue i ribbenene, men jeg fortsatte med at tænke på Margo, for hun var den eneste levende legende, der boede lige inde ved siden af. Margo Roth Spiegelman, hvis seksstavelsers navn tit blev udtalt i hele sin længde med en slags stille ærbødighed. Margo Roth Spiegelman, hvis historier om utrolige oplevelser føg gennem skolen som en storm gennem sommeren: En gammel fyr, der boede i et faldefærdigt hus i Hot Cofee, Mississippi, havde lært Margo at spille guitar.

Margo Roth Spiegelman, som havde rejst rundt med et cirkus i tre dage – de havde ment, hun havde potentiale som trapezkunstner. Margo Roth Spiegelman, som gik backstage med The Mallionaires efter en koncert i St. Louis og drak en kop urtete, mens de drak whisky. Margo Roth Spiegelman, som blev lukket ind til en koncert ved at fortælle dørvogteren, at hun var kæreste med bassisten, og kunne han virkelig ikke kende hende, og come on, gutter, helt ærligt, jeg hedder Margo Roth Spiegelman, og hvis I går om og beder bassisten om at kaste et enkelt blik på mig, vil han enten sige, at jeg er hans kæreste, eller at han ville ønske, at jeg var, og det gjorde dørvogteren, og så sagde bassisten: »Ja, det er min 25

kæreste, lad hende komme ind til koncerten,« og så bagefter ville bassisten være sammen med hende, men hun afviste bassisten fra The Mallionaires.

Når historierne blev fortalt videre, endte de uundgåeligt med et: Det er sgu da for utroligt, ikke? Det var det tit, men det viste sig altid at være sandt.

Og så var vi nået hen til vores egne skabe. Radar stod lænet op ad Bens skab og skrev på sin tablet. »Nå, så du skal til promparty,« sagde jeg. Han så op og kiggede så ned igen. »Jeg er ved at afvandalisere en artikel i Omnictionary om en tidligere fransk præsident. I aftes var der én, der slettede hele artiklen og erstattede den med sætningen ‘Jacques Chirac er en homobøsserøv’, hvilket er ukorrekt både faktuelt og sprogligt.« Radar er vildt aktiv på et online brugerstyret opslagsværk, der hedder Omnictionary. Han har viet hele sit liv til vedligeholdelse og pleje af Omnictionary. Det er kun en af mange grund til, at det kom som noget af en overraskelse, at han havde en promdate. »Du skal altså til promparty,« gentog jeg. »Undskyld,« sagde han uden at se op. Det var et velkendt faktum, at jeg var modstander af promparties. Der var absolut ikke noget ved noget af det, der appellerede til mig – hverken at danse langsomt eller hurtigt, og heller ikke kjolerne, og da slet ikke den lejede smoking. At leje en smoking lignede for mig bare en effektiv måde at tiltrække forfærdelige sygdomme fra den tidligere lejer på, og jeg havde ingen planer om at blive verdens første jomfru med fladlus. »Bro,« sagde Ben til Radar. »Lækkermåsene i niende har hørt historien om Bloody Ben.« Radar lagde omsider sin tablet væk og nikkede medfølende. »Nå,« fortsatte Ben, »men så har jeg to 26

muligheder tilbage, det er enten at købe en date på internettet eller at flyve til Missouri og kidnappe en dejlig kornfed, lille lækkermås.« Jeg havde forsøgt at fortælle Ben, at »lækkermås« lød mere sexistisk end retro-cool, men han nægtede at ændre praksis. Han kaldte sin egen mor en lækkermås. Det var ikke noget, der kunne laves om på. »Jeg kan spørge Angela, om hun kender nogen,« sagde Radar. »Selv om det vil være hårdere at finde en promdate til dig end at lave bly om til guld.« »At finde en promdate til dig vil være så hårdt, at bare tanken kan bruges til at skære diamanter med,« fortsatte jeg.

Radar bankede næven mod sit garderobeskab et par gange for at udtrykke sin anerkendelse og kom så igen med endnu én: »Ben, at skaffe dig en promdate vil være så hårdt, at USA’s regering ikke mener, problemet kan løses med diplomatiske midler, men vil kræve magtanvendelse.« Jeg var lige ved at forsøge at finde på én til, da vi alle tre simultant fik øje på den menneskeformede container fyldt med anabolske steroider, der gik under navnet Chuck Parson og målbevidst kom gående hen imod os. Chuck Parson deltog ikke i organiseret sport, fordi det vil aflede opmærksomheden fra det helt store mål i hans liv: at blive dømt for manddrab, når tiden var inde. »Hej, bøsserøve,« hilste han. »Chuck,« svarede jeg, så venligt jeg kunne. Vi havde ikke haft nogen alvorlige problemer med Chuck det sidste par år – en af de seje havde åbenbart udstedt en forordning om, at vi skulle have lov til at være i fred. Så det var lidt usædvanligt, at han overhovedet henvendte sig til os.

Måske fordi jeg havde sagt noget, og måske ikke, hamrede han hænderne mod skabene på begge sider af mig og lænede sig så langt frem, at jeg fik mulighed for at overveje, hvilket 27

mærke han brugte i tandpasta. »Hvad ved du om Margo og Jase?« »Øh,« sagde jeg. Jeg tænkte på alt, hvad jeg vidste om dem: Jase var Margo Roth Spiegelmans første og eneste seriøse kæreste. De var begyndt at komme sammen i slutningen af sidste år. De skulle begge to på University of Florida til næste år. Jase havde fået et baseballstipendium. Han besøgte hende aldrig, undtagen for at hente hende. Og hun opførte sig aldrig, som om hun var specielt vild med ham, men hun opførte sig på den anden side aldrig, som om hun var specielt vild med nogen. »Ikke noget,« sagde jeg til sidst. »Du skal ikke tage pis på mig,« knurrede han. »Jeg kender hende dårligt nok,« sagde jeg, hvilket efterhånden var blevet sandt.

Han overvejede mit svar et øjeblik, og jeg gjorde mig umage for at se ham ind i de tætsiddende øjne. Så nikkede han ganske svagt, rettede sig op og forlod os for at gå ind til sin første time: Brystmusklernes røgt og pleje. Det ringede anden gang.

Et minut til timen begyndte. Radar og jeg skulle have matematik; Ben skulle have fysik. Klasselokalerne lå ved siden af hinanden; vi fulgtes ad derhen, alle tre på stribe, i tillid til at tidevandsbølgen af kammerater ville skille sig tilstrækkelig meget til at lade os slippe igennem, og det gjorde den.

Jeg sagde: »Det er så hårdt at finde en promdate til dig, at selv om tusind aber skrev på tusind skrivemaskiner i tusind år, ville de aldrig nogen sinde komme til at skrive: Jeg har en promdate med Ben.« Ben kunne ikke modstå fristelsen til at pine sig selv. »Mine udsigter for prom er så elendige, at selv Q’s bedstemor har sagt nej. Hun sagde, hun gik og ventede på at blive inviteret af Radar.« 28

Radar nikkede langsomt. »Det er rigtigt nok, Q. Din bedstemor er vild med dine bros.« Det var så latterlig nemt at glemme alt om Chuck for at snakke prom, selv om jeg ikke giver en skid for promparties.

Sådan var livet den morgen: Der var ikke noget, der betød særlig meget, hverken af gode eller dårlige ting. Vores forretningsområde var fælles fornøjelser, og vi havde pænt meget på bundlinjen.

Jeg tilbragte de næste tre timer i klasselokaler, hvor jeg forsøgte at lade være med at kigge på urene over de forskellige tavler og så kiggede på urene alligevel og blev forbløffet over, at der kun var gået fem minutter, siden sidste gang jeg havde set på dem. Jeg havde næsten fire års erfaring i at se på de ure, men deres sneglefart blev ved med at komme som en overraskelse for mig. Hvis jeg nogen sinde får at vide, at jeg kun har én dag tilbage at leve i, vil jeg skynde mig hen i de hellige haller på Winter Park High School, hvor det er en kendt sag, at en enkelt dag varer tusind år.

Men selv om det føltes, som om fysik i tredje time aldrig ville få ende, skete det alligevel, og bagefter gik jeg hen i kantinen sammen med Ben. Radar havde først frokostpause i femte time sammen med de fleste af vores andre venner, så Ben og jeg sad som regel alene og spiste med et par stole mellem os og nogle fra dramaholdet, som vi kendte. I dag havde vi begge to taget minipizza med peperoni. »God pizza,« sagde jeg. Han nikkede distræt. »Hvad er der i vejen?« spurgte jeg. »Iknåed« sagde han med munden fuld af pizza. Han sank. »Jeg ved godt, du synes, det er åndssvagt, men jeg har virkelig lyst til at komme med til prompartyet.« 29

»1) Jeg synes ikke, det er åndssvagt; 2) Hvis du lyst til at tage med, så tag med; 3) Hvis jeg ikke tager helt fejl, har du slet ikke spurgt nogen.« »Jeg spurgte Cassie Hiney i matematiktimen. Jeg sendte en seddel til hende.« Jeg hævede spørgende øjenbrynene. Ben stak hånden i lommen og skubbede et stykke papir, der var foldet mange gange sammen, over til mig. Jeg glattede det ud.

Ben, Jeg ville virkelig gerne have fulgtes med dig til prom, men jeg har allerede sagt ja til at følges med Frank. Desværre!

– C Jeg foldede papiret sammen igen og sendte det tilbage over bordet. Jeg kom til at tænke på dengang, vi spillede papirfodbold på bordene herinde. »Sikke noget lort,« sagde jeg. »Ja, men det er der sgu ikke noget at gøre ved.« Væggene af lyd føltes, som om de lukkede sig sammen om os, og vi sad tavse lidt. Så kiggede Ben meget alvorligt på mig og sagde: »Jeg kommer til at få så meget sex på college. Jeg kommer i Guinness Rekordbog under kategorien ‘Flest tilfredsstillede lækkermåse’.« Jeg grinede. Og jeg sad lige og tænkte på, at Radars forældre faktisk var med i Guinness Rekordbog, da jeg opdagede, at en køn afroamerikansk pige med små spiky dreadlocks stod ved siden af os. Der gik et øjeblik, inden jeg blev klar over, at det var Angela, Radars tror-jeg-nok-kæreste. »Hej,« sagde hun. »Hej,« sagde jeg. Jeg havde timer sammen med Angela og kendte hende lidt, men vi plejede ikke at hilse på hinanden 30

på gangen eller noget. Jeg gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig. Hun trak en stol hen for bordenden. »Jeg går ud fra, at I to er dem, der kender Marcus bedst,« sagde hun og brugte Radars rigtige navn. Hun lænede sig frem mod os og hvilede albuerne på bordet. »Det er et lortejob, men nogen skal jo gøre det,« svarede Ben smilende. »Tror I, at han er, altså, flov over mig?« Ben grinede. »Hvad? Nej,« sagde han. »Teknisk set,« sagde jeg, »var det dig, der skulle være flov over ham.« Hun rullede med øjnene og smilede. Det var en pige, der var vant til komplimenter. »Men han har for eksempel aldrig inviteret mig til at hænge ud sammen med jer to.« »Nååå,« sagde jeg, og nu gav det mening. »Det er, fordi han er flov over os.« Hun grinede. »I virker da meget normale.« »Du har aldrig set Ben suge Sprite op i næsen og så spytte det ud af munden,« sagde jeg. »Jeg ser ud som en dement sodavandsmaskine,« erklærede Ben udtryksløst. »Men alligevel, synes I ikke, det er underligt? Jeg mener, vi har været sammen i fem uger, og jeg har aldrig været hjemme hos ham.« Ben og jeg vekslede et vidende blik, og jeg skar en grimasse for at undertrykke latteren. »Hvad?« sagde hun. »Ikke noget,« sagde jeg. »Helt ærligt, Angela. Hvis han havde tvunget dig til at hænge ud sammen med os og hele tiden havde inviteret dig med hjem –« »Så havde det helt sikkert været tegn på, at han ikke kunne lide dig,« afsluttede Ben sætningen. »Er der da noget galt med hans forældre?« 31

Jeg kæmpede for at finde et ærligt svar på hendes spørgsmål. »Øh, nej. De er cool. Men de er måske nok lidt overbeskyttende.« »Lige præcis, overbeskyttende,« sagde Ben lidt for hurtigt.

Hun smilede og rejste sig, sagde, at der lige var nogen, hun skulle snakke med, inden frikvarteret var forbi. Ben ventede med at sige noget, til hun var gået. »Hun er da bare for lækker,« sagde han. »Ja, mon ikke,« svarede jeg. »Gad vide, om vi ikke kan få skiftet Radar ud med hende.« »Men hun er sikkert ikke så god til computere. Vi har brug for én, der er god til computere. Og jeg tør vædde med, at hun stinker til Resurrection,« som var vores yndlingsspil. »For resten,« tilføjede Ben, »det var en flot redning at sige, at Radars forældre er overbeskyttende.« »Tja, det kan aldrig være min opgave at fortælle hende det,« sagde jeg. »Gad vide, hvor længe det vil vare, inden hun får lov at se Radarmuseet.« Ben smilede.

Frokostpausen var næsten slut, så Ben og jeg rejste os og stillede vores bakker på transportbåndet. Det samme bånd, som Chuck Parson havde smidt mig op på det første år på skolen for at sende mig ned i den frygtindgydende underverden, som opvasken på Winter Park udgjorde. Vi gik hen til Radars skab og stod der, da han kom løbende, lige efter det havde ringet første gang. »I samfundsfag fandt jeg ud af, at jeg helt bogstavelig talt var klar til at slikke æselnosser, hvis jeg kunne slippe for at gå til timerne resten af året,« sagde han. »Æselnosser kan lære dig masser af ting om samfundet,« 32

sagde jeg. »Og nu vi snakker om fordelene ved at have frokostpause i fjerde time, så har vi lige spist sammen med Angela.« Ben grinede til Radar. »Ja, hun vil gerne vide, hvorfor du aldrig har inviteret hende med hjem.« Radar udstødte et langt suk, mens han drejede kombina­ tionslåsen på sit skab. Sukket varede så længe, at jeg blev bange for, at han var ved at besvime. »Lort,« sagde han til sidst. »Er der noget, du er flov over?« spurgte jeg med et smil. »Hold din kæft,« svarede han og gav mig en albue i maven. »I har da sådan et dejligt hjem,« sagde jeg. »Helt alvorligt, bro,« tilføjede Ben. »Hun er virkelig sød. Jeg kan ikke se, hvorfor du ikke skulle præsentere hende for dine forældre og vise hende Casa Radar.« Radar smed bøgerne ind i skabet og lukkede døren. Larmen af stemmer omkring os stilnede en smule af, lige da han vendte blikket mod himlen og råbte: »DET ER IKKE MIN SKYLD, AT MINE FORÆLDRE HAR VERDENS STØRSTE SAMLING AF SORTE JULEMÆND.« Jeg havde måske hørt Radar sige »verdens største samling af sorte julemænd« tusind gange i mit liv, og det havde været lige sjovt hver gang. Men han sagde det ikke for sjov. Jeg kan huske, første gang jeg var hjemme hos ham. Jeg har måske været tretten. Det var forår, adskillige måneder efter jul, og alligevel stod der sorte julemænd på rad og række i vindueskarmene. Papirklip af sorte julemænd hang ned fra gelænderet på trappen. Bordet i spisestuen var dekoreret med sorte julemandslys. Et oliemaleri af en sort julemand hang over kaminhylden, som var pyntet med en række små sorte julemandsfigurer. De havde en sort julemands-Pez-dispenser, som de havde købt i Namibia. Den oplyste sorte plasticjulemand, som stod i haven fra thanksgiving til nytår, tilbragte resten 33

af året som selvbevidst vagtmand i et hjørne af gæstetoilettet, et toilet med hjemmelavet sort julemandstapet lavet med maling og en julemandsformet svamp. Alle rum, undtagen Radars værelse, var forvandlet til et sort julemandsrige – i gips og plastic og marmor og ler og træ og harpiks og stof.

Alt i alt havde Radars forældre mere end tolv hundrede sorte julemænd af forskellig slags. Som det fremgik af en plade ved siden af hoveddøren, var Radars hus officielt registreret som julemandsseværdighed af Society for Christmas. »Du bliver nødt til at fortælle hende det,« sagde jeg. »Du er nødt til at sige: »Angela, jeg kan virkelig godt lide dig, men der er noget, du skal vide: Når du kommer og besøger mig, og vi er sammen, vil vi blive overvåget af fireogtyve hundrede øjne fordelt på tolv hundrede sorte julemænd.« Radar lod hånden løbe hen over håret og rystede på hovedet. »Altså, jeg tror ikke, jeg vil sige det præcis på den måde, men jeg skal nok finde ud af det.« Jeg gik ind til samfundsfag, Ben til valgfag om video- og spildesign. Jeg holdt øje med urene i to timer mere, og til sidst bredte lettelsen sig i mit bryst, da jeg var færdig – afslutningen på endnu en dag på den hårde tur frem mod graduation om mindre end en måned fra nu.

Jeg tog hjem. Jeg spiste to sandwich med peanutbutter og syltetøj som forskud på aftensmaden. Jeg så poker på tv. Mine forældre kom hjem klokken seks, krammede hinanden og krammede mig. Vi spiste en makaronigryde til rigtig aftensmad. De spurgte mig, hvordan det gik i skolen. De spurgte til prompartyet. De glædede sig over, hvor godt de havde opdraget mig. De fortalte mig om deres egen dag, hvor de havde arbejdet med folk, der havde fået en mindre fremragende op34

dragelse. De satte sig hen og så fjernsyn. Jeg gik ind på mit værelse for at tjekke mail. Jeg skrev lidt om Den store Gatsby til engelsk. Jeg læste noget om føderalisterne som en første forberedelse til min eksamen i samfundsfag. Jeg chattede lidt med Ben, og så kom Radar også online. Mens vi skrev sammen, brugte han betegnelsen »verdens største samling af sorte julemænd« fire gange, og jeg grinede hver gang. Jeg skrev, at han var heldig at have en kæreste. Han skrev, at det ville blive en fed sommer. Jeg gav ham ret. Det var femte maj, men det havde det ikke behøvet at være. Mine dage var behageligt ens.

Det havde jeg altid godt kunnet lide: Jeg kunne lide rutinen.

Jeg kunne lide at kede mig. Jeg havde ikke lyst til, at det skulle være sådan, men det var det. Så femte maj kunne lige så godt have været enhver anden dag – indtil lige inden midnat, hvor Margo Roth Spiegelman åbnede mit vindue, hvor insektnettet ikke var sat for. Det var første gang, siden hun ni år tidligere havde givet mig besked på at lukke det.

35

2

Da jeg hørte vinduet blive åbnet, snurrede jeg rundt og så Margos blå øjne stirre på mig. Først var hendes øjne det eneste, jeg kunne se, men da mit syn havde nået at tilpasse sig, gik det op for mig, at hun havde malet sig sort i ansigtet og havde sort hætte på. »Er du i gang med at dyrke cybersex?« spurgte hun. »Jeg chatter med Ben Starling.« »Det er ikke svar på mit spørgsmål, dit svin.« Jeg grinede forlegent, gik så hen og lagde mig på knæ ved vinduet med ansigtet nogle få centimeter fra hendes. Jeg havde ingen anelse om, hvad hun lavede her, i mit vindue, på den måde. »Hvad skylder jeg æren?« spurgte jeg. Margo og jeg var vel stadigvæk en slags venner, men vi var ikke venner på en mødes-midt-om-natten-med-sort-maling-i-ansigtet-måde.

Den slags venner havde hun garanteret også, men jeg var bare ikke en af dem. »Jeg bliver nødt til at låne din bil,« forklarede hun. »Jeg har ikke nogen bil,« sagde jeg, hvilket var lidt af et ømt punkt for mig. »Nå, men så bliver jeg nødt til at låne din mors bil.« »Du har selv en bil,« påpegede jeg.

Margo blæste kinderne op med luft og sukkede. »Ja, men sagen er, at mine forældre har taget nøglerne fra mig og låst dem inde i et pengeskab, som de har gemt under deres seng, 36

og Myrna Mountweazel« – som var hendes hund – »sover inde i deres soveværelse. Og Myrna Mountweazel er ved at få et slagtilfælde, hver gang hun får øje på mig. Jeg mener, jeg kunne sagtens snige mig ind og stjæle pengeskabet og få det åbnet og tage mine nøgler og køre min vej, men det er bare ikke umagen værd, for Myrna Mountweazel begynder at gø som en sindssyg, bare jeg åbner døren på klem. Så jeg bliver som sagt nødt til at låne en bil. Og jeg har brug for dig til at køre den, for jeg har elleve ting, jeg skal have ordnet i løbet af natten, og mindst fem af dem kræver en flugtbil med chauffør.« Når jeg lod blikket glide ud af fokus, blev hun til lutter øjne, der svævede i den tomme luft. Så fokuserede jeg igen på hende, og jeg kunne se omridset af hendes ansigt, malingen, der stadig var våd på hendes hud. Hendes kindben, der sammen med hagen dannede en trekant. Hendes kulsorte læber, der smilede ganske svagt. »Nogen ulovligheder?« spurgte jeg. »Hmmm,« sagde Margo. »Hvordan er det nu, er det ulovligt at bryde ind i et hus?« »Nej,« svarede jeg med fast stemme. »Nej, det er ikke ulovligt, eller nej, du vil ikke hjælpe mig?« »Nej, jeg vil ikke hjælpe dig. Kan du ikke få en af dine undersåtter til at køre for dig?« Lacey og/eller Becca gjorde alt, hvad hun gav dem besked på. »De er faktisk en del af problemet,« sagde Margo. »Hvad er problemet?« spurgte jeg. »Der er elleve problemer,« sagde hun temmelig utålmodigt. »Ikke nogen ulovligheder,« sagde jeg. »Jeg sværger på, at jeg ikke vil bede dig om at gøre noget, der er ulovligt.« Og i det samme blev projektørerne tændt hele vejen rundt 37

om Margos hus. I en enkelt lynhurtig bevægelse slog hun en saltomortale ind ad mit vindue, ind på værelset, hvor hun rullede ind under min seng. I løbet af sekunder stod hendes far udenfor på terrassen. »Margo!« råbte han. »Jeg har set dig!« Fra neden under min seng hørte jeg et dæmpet: »Fandens også.« Margo kravlede frem under sengen, rejste sig og gik hen til vinduet og sagde: »Slap nu af, far. Jeg snakker bare lige med Quentin. Du har jo altid så travlt med, hvor god indflydelse, han kunne have på mig, og alting.« »Snakker bare lige med Quentin?« »Ja.« »Hvorfor har du så malet dig sort i ansigtet?« Margo tøvede kun et splitsekund. »Far, det er noget, det ville tage flere timer at forklare dig, og du må være dødtræt, så gå du bare i –« »Kom så,« tordnede han. »Og det skal være nu!« Margo greb fat i min T-shirt og hviskede: »Jeg kommer igen om et øjeblik,« ind i øret på mig. Så kravlede hun ud ad vinduet.

Så snart hun var gået, tog jeg bilnøglerne, som lå på bordet.

Nøglerne er mine; bilen er det tragisk nok ikke. På min sekstenårs fødselsdag gav mine forældre mig en ganske lille gave, og i det øjeblik, de overrakte den til mig, vidste jeg, at det var en bilnøgle, og jeg var lige ved at tisse i bukserne, for de havde gentaget den ene gang efter den anden, at de ikke havde råd til at give mig en bil. Men da de gav mig den lille, indpakkede æske, vidste jeg, at de havde sagt det for at narre mig, at jeg alligevel fik en bil. Jeg flåede papiret af og åbnede den lille æske. Og ja, der lå virkelig en nøgle.

38

Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en Chryslernøgle. En nøgle til en Chrysler minivan. Den selvsamme Chrysler­minivan, som min mor kørte i. »Jeg får en nøgle til din bil i fødselsdagsgave?« sagde jeg til min mor. »Tom,« sagde hun til min far, »jeg sagde jo, det ville vække for store forventninger.« »Nu skal du ikke give mig skylden,« sagde min far. »Du sublimerer bare din egen frustration over min indtægt.« »Er den form for overfladisk analyse ikke en smule passivtaggressiv?« spurgte min mor. »Er en retorisk beskyldning om passiv-aggressiv adfærd ikke i sig selv passiv-aggressiv?« svarede min far, og så fortsatte de på den måde et stykke tid.

Det korte af det lange var: Jeg havde adgang til et kørende vidunder i form af en ældre model Chrysler minivan, bortset fra at det var min mor, der kørte i den. Og fordi hun skulle på arbejde hver dag, kunne jeg kun bruge den i weekenderne.

Okay, i weekenderne og fucking midt om natten.

Det varede længere end det lovede øjeblik, inden Margo igen befandt sig uden for mit vindue, men ikke særlig meget længere. Mens hun var væk, var jeg begyndt at vakle igen. »Det er skoledag i morgen,« sagde jeg. »Det ved jeg,« sagde Margo. »Det er skoledag både i morgen og i overmorgen, og hvis man spekulerer for meget over det, bliver man sindssyg. Men ja, det er hverdag i morgen. Det er derfor, vi skal se at komme af sted, for vi skal være tilbage i morgen tidlig.« »Jeg ved ikke rigtig.« »Q,« sagde hun. »Q. Min skat. Hvor længe er det, vi har været bedste venner?« 39

»Vi er ikke venner. Vi er naboer.« »Hold nu op, Q. Er jeg ikke sød ved dig? Har jeg ikke givet alle mine undersåtter besked på at behandle dig ordentligt henne i skolen?« »Jo, jo,« svarede jeg tvivlende, selv om jeg i virkeligheden altid havde taget det for givet, at det var Margo, der havde fået Chuck Parson og den slags fyre til at holde op med at genere os.

Hun blinkede. Selv øjenlågene havde hun malet sorte. »Q,« sagde hun, »vi skal af sted.«

* Og så tog jeg med. Jeg smuttede ud ad vinduet, og vi løb hen langs husmuren med hovederne dukket og åbnede bildørene.

Margo hviskede, at vi skulle lade være med at smække dem igen – det lavede for meget larm – så med åbne døre satte jeg bilen i frigear, satte af med foden mod cementen og lod bilen rulle ned ad indkørslen. Vi trillede langsomt forbi et par huse, inden jeg startede motoren og tændte lyset. Vi lukkede dørene, og så kørte vi hen ad de endeløse bugtede veje i Jefferson Park, hvor alle husene stadigvæk så nye og plasticagtige ud, og det lignede en legetøjsby, der husede ti tusinder af ægte, levende mennesker.

Margo begyndte at snakke. »I virkeligheden er de ligeglade med mig; de synes bare, jeg gør ting, der får dem til at tage sig dårligt ud. Ved du, hvad han sagde lige før? Han sagde: ‘Jeg er ligeglad med, at du ødelægger dit eget liv, men lad være med at opføre dig pinligt over for Jacobsens – de er vores venner.’

Latterligt. Og du aner ikke, hvor besværligt de har gjort det at slippe ud af det satans hus. Du har godt set i de fængsels40

film, hvordan de lægger sammenbyltet tøj under et tæppe for at få det til at se ud, som om der ligger et menneske, ikke?« Jeg nikkede. »Okay, men min mor har sat en babyalarm op inde på mit værelse, så hun kan høre mig trække vejret i søvne hele natten. Derfor var jeg nødt til at give Ruthie fem dollars for at sove inde på mit værelse, og så lagde jeg noget sammenbyltet tøj i hendes seng.« Ruthie er Margos lillesøster. »Det er totalt Mission Impossible. Før i tiden kunne jeg snige mig ud ligesom enhver anden amerikaner – bare kravle ud ad vinduet og springe ned på vejen. Men nu er det ligesom at bo i et fascistisk diktatur.« »Har du tænkt dig at fortælle mig, hvor vi skal hen?« »Først skal vi hen til Publix. Af grunde, som jeg nok skal forklare dig senere, er du nemlig nødt til at købe nogle forskellige ting til mig. Og så hen til Walmart.« »Har du tænkt dig, at vi skal på rundtur til alle indkøbscentre i det centrale Florida?« spurgte jeg. »I nat, min egen, skal vi have rettet op på en hel masse forkerte ting. Og også det modsatte. De første skal blive de sidste; de sidste skal blive de første; de sagtmodige skal i gang med at arve jorden. Men inden vi kan vende radikalt op og ned på verden, som vi kender den, skal vi shoppe.« Jeg drejede ind til Publix, hvor parkeringspladsen var næsten helt tom, og stoppede. »Hey,« sagde hun. »Hvor mange penge har du egentlig på dig?« »Nul dollars og nul cent,« svarede jeg. Jeg drejede nøglen og så hen på hende. Hun stak den ene hånd i lommen på sine stramme, mørke jeans og hev adskillige hundreddollarsedler frem. »Den gode Gud har heldigvis draget omsorg for os,« sagde hun.

41

»Hvor fanden kommer de fra?« spurgte jeg. »Mine bat mitzvah-penge, sgu. Jeg får ikke lov til at bestemme over min egen konto, men jeg kender mine forældres password, fordi de bruger ‘myrnamountw3az3l’ til det hele.

Så jeg hævede nogle penge.« Jeg blinkede lidt for ikke at se for imponeret ud, men hun havde lagt mærke til det blik, jeg sendte hende, og grinede. »I virkeligheden,« sagde hun, »bliver det her den bedste nat i dit liv.«

42