Af samme forfatter: Anna for altid Den anden bror Dame, knægt, joker Ditte & Lady (Hestene på Ponygården 1) Gennem nattens gader (Genstart 1) I år er alting anderledes Min fucking familie Ordenen (i samarbejde med David Meinke og Caroline Ørsum) To skridt og et lysår Under englens vinger (Genstart 4) Sofie & Alvar (Hestene på Ponygården 2) Maja & Dancer (Hestene på Ponygården 3)
Ina bruhn [rentegnet titelblad indsĂŚttes]
Ina bruhn
4
Steffi &4Saphir
Hestene på Ponygården 4. Steffi & Saphir © Ina Bruhn og Høst & Søn/rosinante & co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk Videoproduktion: Martin Reinhard, www.martinreinhard.com QR-indhold: Høst & Søn Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3128-4 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk
BEMÆRK: I denne bog er der placeret en QR-kode i begyndelsen af hvert kapitel. Bag koderne gemmer der sig videoer, tips eller fakta om nogle af de ting, der omtales undervejs i bogen. Du skal bruge en smartphone, iPad eller iPod Touch med kamera for at kunne aflæse koderne.
SÅDAN GØR DU: • Sørg for, at du har downloadet en QR-app fra din app store. • Åbn appen, og hold scanningsfeltet hen over QR-koden. Indholdet vil nu starte automatisk.
EN STOR TAK TIL: Sarah & Idefix Holmegårdens Rideklub, www.hgr.dk Martin Reinhard, www.martinreinhard.com 5
6
Kapitel 1
Steffi kan ikke mærke, når Tangos hove rammer jorden. De flyver hurtigt gennem skoven, men hun kan ikke mærke galopspringene. Hun kan heller ikke høre dem. Tango blev syg. Hun kender ikke denne del af skoven. Tango springer over en grøft, hvor et eller andet brænder. Ilden springer op ad grøften og følger efter dem. Far er her også. Han løber mellem træerne. Steffi kan ikke se hans ansigt, men hun ved, at det er ham. Hvordan kan hun ride Tango? Han er jo død. Pludselig var boksen tom, og hun fik ikke sagt farvel. Ilden er overalt. Flammer glider som ildslanger op ad træerne. Vejen ud af den brændende skov er et smalt hul mellem to brændende træer. Der er to meter op til hullet i ilden. Det klarer de aldrig. Steffi prøver at stoppe Tango, men han springer, hun glider af og falder gennem ilden ... Der er varmt i værelset. Dynen er snoet omkring hendes krop. Det var bare en drøm. 7
Tango er væk. Det er ikke en drøm. Et hulk slipper ud af hendes mund. Hun har ikke grædt over Tango siden den dag i september, hvor han blev slået ned. Men når hun sover, kan gråden snyde hende. Det kan drømmene også. Snyde hende til at tro, at Tango stadig lever. Solen strømmer ind i værelset, men det er ikke nødvendigvis morgen endnu. I juni bliver det tidligt lyst. Steffi kravler ud af sengen og finder mobilen, der ligger til opladning i vindueskarmen. Skærmen er ødelagt i højre hjørne, men hun kan se, at klokken er kvart over fem. Legepladsen og plænen mellem blokkene ligger tomme hen. Der er ingen mennesker ude så tidligt på en lørdag. Far var også med i drømmen. Det er sært. Steffi har ikke drømt om ham i flere år. Ikke siden hun flyttede fra Grønland til Danmark med mor. De fik denne lejlighed i en fremmed by, hvor de ikke kendte nogen. Hele landet føltes fremmed, for Steffi havde kun været i Danmark et par gange. Hun savnede sneen og solen, sine venner og naboerne i bygden. De havde et blåt hus, der var nedslidt og lille, men hyggeligt. I hvert fald mere hyggeligt end de hvide blokke på rad og række med kedelige legepladser imellem. Det rungede i den tomme lejlighed. De havde ikke taget nogen møbler med fra Grønland, kun et par kufferter med tøj. Der gik lang tid, før mor havde tjent penge nok til møbler til hele lejligheden. Efter en sommerferie mellem blokkene startede Steffi i en kæmpestor skole. Det gik dårligt fra første dag. De nye klassekammerater mobbede hende, fordi hun talte bedre grønlandsk end dansk. Et år senere talte hun perfekt dansk, men hun 8
havde stadig ikke fået venner, hverken i skolen eller mellem blokkene. Det er køligt, så Steffi trækker en sweater over T-shirten. Ridebukserne ligger over ryggen på skrivebordsstolen. Hun har haft to par, men nu har hun kun et, som hun stadig kan passe. De er møgbeskidte, for de bliver sjældent vasket. Det slider alt for meget, og desuden bruger hun dem næsten hver dag. I årevis har Steffi ikke ønsket sig andet end ridetøj til jul og fødselsdag, men mor synes altid, at der er noget andet, som hun har mere brug for. Som »pænt tøj« eller den iPad, som hun fik til sin fødselsdag sidste sommer. Steffi går aldrig i »pænt tøj«, og det er mest mor, der bruger iPaden. Men det er vigtigt for mor, at Steffi har den slags ting. Hun må ikke mangle noget, som andre børn har. Mor sover. Steffi lister ud på badeværelset, vasker ansigtet og samler sit sorte hår i en hestehale. I køkkenet smider hun to skiver brød sammen om noget ost og pakker sølvpapir omkring. Så har hun frokost senere. Det er lørdag, og hun kan blive på Ponygården hele dagen. Måske helt til i aften, hvor hun kan hjælpe Gert med aftenfodringen. Gert ejer Ponygårdens bygninger, men det er hans datter Annemette, der har rideskolen og hestene. Steffi skubber fødderne i de korte ridestøvler. Hun købte dem brugt sidste sommer, og de er stadig et nummer for store. Det er godt om vinteren, hvor det er rart med en ekstra sok i støvlerne. Knap så rart om sommeren, hvor hendes fødder skrumler rundt dernede. Der er dødt mellem blokkene. Steffi er den eneste, der er så tidligt ude på en lørdag. Cykellåsen springer op med 9
et »klang«. Hun cykler mange kilometer om dagen. Først frem og tilbage til skole, og så frem og tilbage til Ponygården. Der er seks kilometer derud, mest landevej med en masse bakker. Hvis det regner, sner eller blæser, føles de seks kilometer som det dobbelte. I dag er cykelturen fantastisk. Solen skinner, og lærkerne synger over markerne. Der er næsten ingen biler på landevejen og slet ingen lastbiler og busser. Heldigvis. Når de store lastbiler drøner forbi, giver de et vindpust, der næsten kan blæse hende af cyklen. På mørke vinteraftener føler hun sig aldrig helt sikker på, at bilisterne kan se hendes baglygte. Det er altid en lettelse at nå ind til byen, hvor der er gadelys og cykelstier. Hun når endelig toppen af den sidste bakke. Heroppe ligger et busstoppested og sidevejen ned til Ponygården. Den er kun asfalteret de første 100 meter, så bliver det til en grusvej, der drejer og går nedad. Skolehestenes fold dukker op på hendes højre side. Hun drømmer tit om Tango. Men det med den brændende skov har hun aldrig drømt før. Hvorfor tænker hun på drømmen igen? Steffi stopper cyklen. Det plejer hun ikke at gøre. Ponygården er et smukt sted. Hovedhuset er rødt. Under stråtaget på første sal har Annemette sin lejlighed. Hendes forældre, Gert og Lissie, bor i stueetagen. Privatstalden ligger ved siden af hovedhuset. Den er også rød med stråtag. Steffi kender alle hestene i privatstalden. Annemettes store varmblod Fandango står derinde. Det samme gør Majas pony Dancer. De to blev danmarksmestre i military for tre uger siden. 10
Til højre for privatstalden ligger den nye løsdriftstald. Der går seks heste, de fire af dem er islændere. Karen ejer Selfoss og Friska, og Sofie og hendes mor Merete ejer Alvar og Hekla. Steffi kan se alle fire islændere på folden. De går for det meste kun ind i stalden, når det er fodringstid. Til venstre for hovedhuset ligger ridehallen og skolestalden. Alt er stille. Hvorfor kan hun lugte røg? Det kan ikke være brændeovnen hos Gert og Lissie, for de tænder ikke op om sommeren. Pludselig er der bevægelse på folden bag hovedhuset. Det er Alvar, Sofies islænder. Han vrinsker og galopperer på tværs af folden. Selfoss, Friska og Hekla følger ham legesygt. Alvar vender og løber i hurtig trav tilbage mod hegnet. Det er underligt, for Alvar er normalt altid så rolig. Friska napper ham legesygt i flanken, men Alvar vender hovedet mod hoppen med ørerne tilbage. Budskabet er tydeligt: stop det pjat. Friska bakker respektfuldt et par skridt. Alvar ser over mod skolestalden og vrinsker igen. Steffi følger islænderens blik, og nu ser hun den. Røgen. Den siver ud mellem metalpladerne i skolestaldens tag. Det brænder ... Hestene! Hun smider cyklen og løber. »Gert! Annemette! Det brænder!« A lvar vrinsker igen højt. Skolestaldens port er tusind gange tungere, end den plejer. Steffi skubber den helt op. Tyk, fed røg vælter ud fra staldgangen. Hun må redde Tango! 11
Nej, Tango er død. Han står ikke længere i den bagerste boks. Det gør Lady. Hun skal have Sixten ud først. Annemette har haft den brune vallak, siden hun var barn. Steffi åbner boksdøren, og Sixten løber ud. Røgen svider i øjnene, da hun åbner den næste boksdør. Viggo rører sig ikke ud af flækken. Steffi hamrer en hånd mod hans bagpart. »Så løb dog!« Hvor mange gange har hun ikke siddet på Viggo og tænkt netop det samme. Viggo er doven og udspekuleret. Men han er også den hest, hun har redet mest siden Tango. Han bevæger sig langsomt ud af boksen. Først da han er helt ude, begynder han at løbe mod porten. De store hove glider på cementgulvet. Der er stadig otte heste i stalden. Steffi flår boksdøren til Bamse op. »Bamse! Kom nu!« Men Bamse trækker sig skræmt bagud og slår med hovedet. A my. Førerhoppen. Hun må have Amy ud. Så følger de andre måske efter. Hun åbner alle boksdørene. I den sidste boks ved porten står Faust. Den musegrå vallak hviner hysterisk og hamrer hovene ind i boksvæggen. Steffi har svært ved at trække vejret. Hun trækker sweateren op over munden, men røgen trænger ind alligevel. Hun åbner Amys boksdør og griber en grime. Øjnene klemmer sig imod røgen og nægter at åbne sig igen. I blinde kaster hun grimen om halsen på Amy og griber fat i manen. »Amy, kom så!« Den hvide hoppe springer fremad. Steffi holder fast af 12
alle kræfter. Hendes skulder bliver hamret ind i boksdøren, men hun slipper ikke. Hængende på siden af Amy bliver hun slæbt ud af stalden. Lungerne eksploderer i et host. Amy stopper og vrinsker. Hun kalder på sin flok. Og så lyder der pludselig et vrinskende svar inde i røgen. Steffi tvinger sine øjne op. Gennem et slør af tårer ser hun Beauty komme travende ud. Lige bag den grå hoppe kommer nordbaggen Svesken. Nogen lægger en hånd på hendes skulder. »Steffi, bliv herude! Få Amy over på folden!« Det er Gerts stemme. Steffi blinker og ser ham løbe ind i røgen. Stadig blændet af tårer kommer hun på benene. Amy danser rundt. »Stå stille!« Steffi giver Amy et let slag på skulderen. Hoppen står stille og vrinsker igen. Steffi griber fat i manen med begge hænder og svinger sig op på ryggen af Amy. Hoppen er den højeste på rideskolen, men det her kan Steffi. Hun kan komme op på en hest så let, som var den kun en meter høj. Amy traver mod folden, Steffi styrer hende med benene. Hun kan høre, at Beauty og Svesken løber bag dem. Sixten står allerede ved leddet til folden. Trofaste Sixten. Da Amy får øje på ham, sætter hun kursen direkte derover. Steffi lader sig glide ned og åbner leddet. Alle fire heste løber ind med det samme. I det samme kommer Gert løbende med Faust og nordbaggen Guldtop. Han har en grime løst om nakkerne på dem begge to. Da han ser Steffi, slipper han begge ponyer og løber tilbage mod stalden med grimerne i hånden. Guldtop løber direkte ind på folden, men Faust fatter som sædvanligt ikke en pind og løber i stedet langs med hegnet. Den vallak er snotdum. 13
»Tilbage! Kom så!« Hun vifter med Amys grime. Faust virrer frem og tilbage ved hegnet. Han kan se de andre heste, men forstår ikke, hvordan han kan komme ind til dem. Da hun nærmer sig, vender han røven til og sparker ud efter hende. Møgkrikke. Steffi griber en stor sten og kaster den. Stenen rammer Faust på bagparten. Han sparker ud igen og løber langs hegnet. Endelig finder han leddet og løber ind på folden. Steffi ser op mod taget. Der er flammer deroppe nu. Som i hendes drøm ... A nnemette kommer løbende fra stalden. Hun har Bamse med i en grime. »Sixten?« »Han er ude på folden!« A nnemette hoster. »Viggo?« »Jeg tog ham og Sixten først. Han er ude.« A nnemette løber tilbage til stalden. Steffi løber efter hende. Røgen vælter stadig ud af porten. »Bliv her!« »Nej, jeg vil ...« »Steffi, bliv HER!« A nnemette løber ind i røgen. Ned mod den bagerste boks. I det samme kommer Gert ud med den rolige vallak Mackenzie. Steffi lægger grimen ordentligt på. Gert bøjer sig frem og hoster. L issie kommer løbende fra huset. »Hvor er Annemette?« »Hun løb ind igen,« hoster Gert. A nnemette kommer i det samme ud fra stalden med Lady. Steffi overtager hoppen, mens Annemette falder om i sin mors arme, hostende og grædende. A lle hestene er ude. 14
»Lissie har ringet ... til brandvæsenet,« hoster Gert, »de er på vej.« Steffi trækker Lady og Mackenzie over til folden. Lady falder til ro, så snart hun kan se de andre heste. Ilden skræmte hende sikkert mindre end at blive efterladt alene. Sirener nærmer sig oppe på landevejen. Da Steffi lukker leddet, kører to store brandbiler ned ad grusvejen. Direkte hen over Steffis cykel. Hvor lang tid er der gået, siden hun selv stod på toppen af bakken og så ned mod Ponygården? Nok ikke mere end et par minutter, men det føles som en time. Der er ni heste på folden. Hun mangler Viggo ... Brandbilerne stopper foran den brændende stald. Gert løber over til en af brandmændene. »Alle hestene er ude!« Brandmændene ruller slanger ud. De er hurtige, og et par sekunder senere bliver der sprøjtet vand op på taget. Annemette står og holder om sin mor. En brandmand siger, at hovedhuset ikke er i fare. Det ligger for langt væk fra skolestalden, og branden har ikke nået at udvikle sig. V iggo står ovre ved privatstalden. Steffi løber over til ham, men Viggo slår med hovedet og bakker. Steffi har aldrig set ham være bange før. »Viggo ... Kan du ikke kende mig?« Da hun er næsten henne ved vallakken, løfter han sig op på bagbenene og snurrer som en cirkushest rundt på stedet. Så traver han et par skridt og stopper ved privatstaldens sadelbom. »Er du bange for ild? Det vidste jeg ikke. Men hvorfor løb du ikke med Sixten over til folden?« V iggo ser over mod brandbilerne og pruster nervøst. De 15
store lastbiler er ukendte og farlige, især når han ikke er sammen med sin flok. Hvis han går i panik, kan han finde på at løbe op til landevejen, hvor der er masser af trafik. Selv hvis han løber ind i skoven, kan han komme til skade, når han er så bange. »Viggo, du kender da mig. Vi to har torsdagsholdets højderekord i spring.« Torsdagsholdet er det eneste hold, som Steffi rigtigt er tilmeldt. For mor har kun råd til at betale for ét hold om ugen. »Sofie tror vist, at det er hende og Amy, der har rekorden. Fra den dér gang i vinter, inden hun fik Alvar. Men det er dig og mig, der kan springe højest på Ponygårdens rideskole. Er det ikke rigtigt?« Hun rækker hånden ud og klør Viggo på halsen. Forsigtigt trækker hun Amys grime op over hans næseryg, lægger nakkebåndet over den tykke man og lukker spændet. Der hænger et træktov på sadelbommen. Roligt klikker hun det i grimen og klapper Viggo igen. »Det var da ikke så slemt.« Dumme, søde Viggo. Han bliver aldrig hendes yndlingshest, men hun holder jo af det stædige drog. Hun stryger vallakken over halsen, indtil han sænker hovedet og undersøger jorden under sadelbommen. For måske ligger der noget tabt foder. »Nu tænker du på mad, så kender jeg dig igen.« Steffi trækker Viggo bag om ridehallen, så de kommer så langt udenom brandbilerne som muligt. Et par brandmænd går ind skolestalden med brandslanger. Gert kommer også løbende med en haveslange, som ser fjollet lille ud. A nnemette går rundt på folden og tjekker hestene. Hun 16
er gråsort i hovedet og har kun en T-shirt og et par korte shorts på. Fødderne er stukket ned i et par trainers. »Viggo var løbet over til privatstalden.« Steffi rækker Annemette træktovet. »Jeg tror, han er okay. Bare lidt skræmt.« »Åh, Viggo, der var du. Gudskelov.« Pludselig myldrer det med biler på grusvejen. Nysgerrige naboer og en tankbil med vand. Nogen har slæbt Steffies cykel ind til siden. Selv på denne afstand kan hun se, at forhjulet er blevet bøjet. Hun slipper ikke for at bede mor om penge til et nyt, og cykelhjul er dyre. A lle hestene kom ud. Flammerne og røgen er væk. Nu lugter der bare af brand og vådt hø. Der er lidt sod på gavlen og tagpladerne, men ellers kan man ikke se udefra, at der har været brand i bygningen. A nnemette tager træktovet af grimen. »Jeg har tjekket alle hestene, og de virker okay. Måske har de taget skade af røgen, men det må dyrlægen afgøre, jeg skal have ringet til hende og til forsikringen ...« Annemette går i stå. Hun kører en hånd gennem sit korte lyse hår. »Gad vide om sadlerne er brændt?« »Jeg tror mest, det var en masse røg,« siger Steffi. »Holdene kan ikke ride i dag, det går ikke, hestene er opskræmte. Vi kan heller ikke komme ind til sadlerne. Det første lørdagshold kommer klokken ni. Jeg har lovet, at vi skal i skoven, hvad skal jeg sige til dem?« Annemette ser over mod stalden. Hendes øjne fyldes af tårer. Steffi glor ned på sine støvler. Hun hader, når andre græder. Hvad skal man sige til dem? Det er ekstra slemt, 17
når det er sådan en som Annemette. For hun er jo stærk. Ingenting kan slå hende ud. A nnemette tørrer hurtigt en hånd under hvert øje og ser på Steffi. »Hvad lavede du herude så tidligt?« »Jeg vågnede bare tidligt.« Steffi plejer ikke at drømme om ild, men det må være en tilfældighed, at hun lige gjorde det i dag. Hun er jo ikke synsk eller noget. »Hvorfor vågnede du?« »En af hestene på den bagerste fold blev ved med at vrinske. Til sidst fattede jeg, at der måtte være noget galt.« »Det var Alvar. Han var helt tosset.« »Du reddede hestene.« Steffi ryster på hovedet. Det var Alvar, der vækkede Annemette og Gert. De kunne sagtens have klaret det uden hende. A nnemette lægger en hånd på Steffis skulder. »Hvis jeg havde mistet Sixten på den her måde ... Det ville have været forfærdeligt. Tusind tak, Steffi.« Steffi ser ned i jorden igen. Underligt nok føler hun sig flov. Og drømmen i nat var bare en tilfældighed. Brandbilerne kører igen. Annemette og Gert slæber svedne møbler ud fra rytterstuen. Annemette græder lidt indimellem. Så giver Gert hende et trøstende knus og siger noget, der sikkert handler om hestene. De er alle okay. Resten er bare ting, som kan erstattes, og et tag, der kan repareres. Steffi sætter sig på tilskuerbænkene ved banen. Her sidder hun næsten hver dag fra april til september, når Annemette underviser på banen. Så er hun klar, når Viggo eller 18
Bamse laver ballade. Det er for det meste en af de to, der smider ryttere af, men det kan også være Lady eller Beauty. Så løber Steffi ned på banen og hjælper. Hun indfanger den løse pony og trækker den måske resten af timen, hvis rytteren er blevet skræmt. Når rytteren nægter at ride mere den dag eller ikke kan, er det Steffi, der skridter hesten af. Hvis Viggo har lavet ballade, får Steffi tit lov til at sætte ham på plads med et par runder i galop. Hun bruger timevis hver dag på Ponygården for et par minutter ekstra i sadlen hver uge. Hun kan også være heldig at få en hel, gratis ridetime, men kun hvis der er mange afbud på et hold, og en af hestene mangler at blive rørt den dag. Det er desværre ikke så tit, for Annemette lader hellere hestene få en fridag. Privathestene på Ponygården har hun for det meste ikke noget at gøre med. Karen har lånt Alvar ud til Steffi og Sofie en enkelt gang. Og da Maja trænede til DM i foråret, lod hun Steffi tage et par spring indimellem. Men nu er DM overstået, og Maja og Dancer træner for det meste i skoven. De andre privatheste får Steffi aldrig lov til at ride. Hun får ikke engang lov til at hjælpe i stalden. Steffi ser ud over folden. Skolehestene er faldet til ro og græsser. Kun Faust går hvileløst frem og tilbage langs hegnet. Steffi har det på samme måde som den dumme vallak. Selvom branden er slukket og er endt godt, har hun alligevel ondt i maven. Som om der snart er noget andet, der går galt. Rygtet om branden har spredt sig. Ponygårdens ridepiger strømmer til, også dem, der ikke er med på et hold i dag. Sofies mor Merete kører ned ad bakken i bil sammen med Sofie og Ditte. Kitt kommer samtidigt gående 19
fra bussen. Da hun ser, at Ditte kører med Sofie, får hun et jaloux udtryk i ansigtet. Sofie ved jo godt, at Kitt også går på 10-holdet. Men det var altså kun Ditte, der fik et tilbud om at køre med i bil. Merete henter Hekla på folden, mens de tre piger kommer op til Steffi. »Hvor er det bare VILDT!« Sofie dumper ned ved siden af Steffi. »Var det dig, der opdagede branden?« Steffi nikker. »Og du fik Sixten, Viggo og Amy ud helt alene?« siger Ditte. Steffi nikker igen. På en måde fik hun også Beauty og Svesken ud, men der er ingen grund til at blære sig. I øvrigt havde Gert og Annemette jo klaret det uden hende. »Tusind tak!« Ditte har tårer i øjnene. »Jeg er så lettet over, at der ikke er sket noget med Lady.« »Det var Annemette, der fik Lady ud.« »Derfor er du en helt alligevel.« Ditte ser på Kitt. »Er hun ikke?« K itt trækker på skuldrene og rynker sin spidse tud. Hun siger aldrig noget pænt om nogen. »Hvor var det heldigt, at du tog herud så tidligt,« siger Sofie. »Hvorfor gjorde du egentlig det?« »Jeg vågnede bare tidligt.« »Hvordan opdagede du, at det brændte?« »Det kom røg op af taget.« »Hvor uhyggeligt. Ringede du til brandvæsenet?« Det burde hun selvfølgelig have gjort. »Nej, jeg løb ned til stalden.« K itt er der med der samme: »Hvorfor ringede du ikke 20
112? Det er faktisk det FØRSTE, man skal gøre, når det brænder.« Steffi trækker på skuldrene. »Helt ærligt, Kitt,« siger Sofie. »Du ville da have gjort det samme. Stalden stod i flammer!« »Så var det heller ikke værre. Gert siger, at det var mere røg end ild.« »Man kan også dø af røgen,« siger Ditte. »Den er farligere end ilden.« Sofie og Ditte går i samme klasse, og i løbet af vinteren er de blevet tætte veninder. Det irriterer Kitt, for Ditte har ikke engang gået på Ponygården i et år, mens Kitt har haft part på Beauty i tre år og redet på de samme hold som Sofie. Så i Kitts hoved burde hun og Sofie være veninder. »Alvar vækkede Annemette og Gert,« siger Steffi. »Han løb rundt og vrinskede, som om han vidste, at der var noget galt.« Sofie ser stolt ud. »Ja, det sagde Gert.« »Hvor er det godt, at du fik Alvar,« siger Kitt sleskende. Sofie ignorerer hende og hvisker noget til Ditte. Kitts ansigt trækker sig sammen af ærgerlig jalousi. Hun ser over på Annemette, der kommer ud fra skolestalden med en trillebør fuld af vådt halm. »Hvor er det latterligt, at ridning er aflyst i dag.« »Hvad havde du regnet med?« siger Sofie. »Der har været ild i stalden!« »Der er jo ikke sket noget med hestene. Vi kan da sagtens ride.« »Tag lige lidt hensyn til Beauty.« K itt krymper sig under Sofies kritiske blik. »Mine foræl21
dre skal i hvert fald have penge tilbage. Hvis jeg ikke rider, så skal Annemette heller ikke have betaling.« K itt får ikke lov til at opføre sig som en kommanderende dronning, når Annemette er i stalden. Hun får heller ikke lov til at ride Beauty, som om de deltager i et rodeo. Derfor kan Kitt ikke lide Annemette. »Heldigvis er det sommer,« siger Ditte udglattende. »Annemette siger, at hestene bare kan gå ude, indtil stalden er klar igen.« K itt er der straks. »Hvad hvis det regner i tre uger? Det kan Beauty ikke tåle.« »Beauty kan få et dækken på, hvis hun er så sart,« siger Sofie. »Bare fordi du selv har en islandsk hårbold, der kan tåle frostvejr og vulkanudbrud. Beauty er en racehest ...« »Alvar er en racehest. Der er da ingen, der aner, hvilken afstamning Beauty har!« »Hvis Alvar er så fantastisk, hvorfor tager du så ikke til stævner?« »Som om det rager dig.« K itt klemmer munden sammen og ser væk. Hun kan ikke vinde over Sofie, for hun har sin egen hest nu, mens Kitt stadig har en part. For et par måneder siden overvejede Annemette at sætte Beauty til salg. Så Kitt spurgte sine forældre, om de ville købe den grå hoppe, men de sagde nej. Det gjorde Sofies forældre ikke, da hun ville have Alvar. Steffi rejser sig. Gert og Annemette har brug for hendes hjælp i stalden. Der er også kommet flere ryttere fra 10-holdet, som skal have at vide, at ridningen er aflyst. 22
K itt råber efter Steffi: »Næste gang stalden brænder, så ring lige efter hjælp først!« Dyrlægen har tilset hestene og er kørt igen. Politiet har også været her. De sagde, at branden opstod i rytterstuen. I den lille, elektriske ovn. Nogen må have glemt at slukke den i går. Sikkert pigerne fra det sidste skolehold. Ovnen havde stået tændt hele natten. Til sidst var den begyndt at brænde og antændte de andre ting på hylden. Herfra bredte ilden sig til den gamle lænestol, som Steffi plejer at sidde i. Og videre til plasticstolene, der udviklede den tykke, kvælende røg. Ilden havde ikke nået sadelrummet, men var gået opad i stedet. Nogle tagplader og tagspær skal udskiftes, men det betaler forsikringen, sagde Gert. Så snart det er blevet klaret, kan hestene komme tilbage i stalden. K lokken fem sender mor en sms: Kom hjem til aftensmad. Der er ikke mere, Steffi kan hjælpe med i dag. Hun kan lige så godt tage hjem. Cykelhjulet er så bøjet, at hun ikke kan cykle, men må trække hele vejen. Hun får en kæmpe vabel på den ene hæl. Ridestøvler fungerer ikke til vandreture. Der er liv mellem blokkene i den lune sommeraften. Stemmer på flere sprog. Lugten af mad fra åbne vinduer. Steffi sætter cyklen og går op på anden sal. Mor har dækket bord på altanen og lavet lasagne. I dag skal de åbenbart spise sammen. Steffi skovler lasagne ind og skyller efter med cola. Hun glemte alt om ostemadderne i tasken og har ikke spist hele dagen. Hestene var vigtigere. 23
»Du har noget sort i hovedet,« siger mor. »Skolestalden brændte, da jeg kom derud i morges.« »Gud! Skete der noget med hestene?« »Nej, de kom ud. Ilden havde ikke nået at brede sig.« »Det var godt.« »En af brandbilerne kørte over min cykel. Hjulet er blevet bøjet.« »Nå? Det var uheldigt. Så må du have et nyt.« Det er underligt, at mor ikke bliver sur. Et nyt cykelhjul koster mange penge. »Betaler forsikringen for sådan noget?« »Hvis man har en forsikring.« »Har vi ikke det?« »Forsikringer er dyre. Du har stadig sod i hovedet.« Steffi gnider fingrene over sin kind og ser på dem. »Skal jeg gå i bad?« »Nej, spis nu bare færdig.« Mor gnider sin lænd med den ene hånd. Hun har dårlig ryg. Det er derfor, hun er sygemeldt fra sit arbejde på plejehjemmet. Det har hun snart været i et år nu. »Der er noget, jeg skal sige til dig.« Steffi holder op med at tygge. Først var der ilden, og nu kommer resten. Mareridtet vidste det. »Hvad?« »Far er kommet ud.« Han var også i mareridtet. Han løb bag ilden, og han er kommet ud fra fængslet. Hun vidste selvfølgelig, at det ville ske en dag. Hun troede bare, der ville gå længere tid. »Nå. Okay.« »Det er faktisk et par måneder siden.« »Er han taget tilbage til Grønland?« 24
»Nej ...« Mor drejer sit glas rundt med fingrene. »Jeg tror ikke, han vil tilbage.« »Har du snakket med ham?« »Kun i telefonen. Han har fået en lejlighed.« »Her i byen?« »Nej, men ikke så langt væk. Der går en bus.« Steffi smider sit bestik på tallerkenen og skubber stolen bagud. Den rammer muren med en skrabende lyd. »Far vil gerne se dig,« siger mor. »Men du skal selv bestemme, om du vil.« »Nå, pludselig må jeg selv bestemme! Det er da nyt!« »Det gider jeg ikke diskutere. Jeg gjorde det, som jeg syntes var bedst.« Steffi løber ind på sit værelse og smækker døren hårdt bag sig. »Stefanie, hold nu op!« råber mor. Hun er den eneste, der kalder hende Stefanie. Måske gjorde far også, men det har hun glemt. Fotoet ligger i en skuffe. Det er det eneste, hun har af far. Han sidder på trappen foran deres blå hus i bygden. Steffi står mellem hans knæ. Hun er omkring tre år gammel. Far har lagt armen hende. Det er sommer i Grønland. To gange knaldsort hår skinner i solen. Hun har ikke så mange minder, og de fleste er dårlige. Som at vågne om natten og høre far og mor skændes. Det gjorde de altid, når far kom hjem og var fuld. Nogle gange var han væk i dagevis, men han kom altid hjem igen. Indtil han så pludselig ikke gjorde. En dag, da Steffi kom hjem fra skole, var mor ved at pakke køkkenting ned i kasser. Hun sagde, at far var kommet i fængsel. En uge senere flyttede 25
de fra Grønland. For altid, sagde mor. Først boede de hos mormor og morfar. En dag var Steffi med morfar i haven. Morfar stod bøjet over et blomsterbed, da han mumlende fortalte, at far havde slået en mand ihjel. Der havde været en retssag, og nu skulle far i fængsel i Danmark. Steffi troede, at det var derfor, hun og mor var flyttet til Danmark. Så de kunne besøge far i fængslet. Men det ville mor ikke. Det var for Steffis skyld, sagde hun, men det var bare en dårlig undskyldning. Mor havde ikke lyst til at se far mere og holdt helt op med at tale om ham. De er vist også blevet skilt. Der er gået fem år, siden de flyttede fra Grønland. I al den tid har Steffi ikke set ham.
26