CMYK
150 MM
13,8 MM
Fabian fortæller, hvordan han undgik døden i bjergene og om sit venskab med nomaderne, især nomadepigen Gulnaz med de 13 fletninger..
OMSLAG: ALETTE BERTELSEN / IMPERIET.DK
200 MM
Hvad var det, der kradsede? Jeg vågnede ved en lyd. Noget kradsede i sneen og små klumper dryssede ned over mig. Lyset sivede gennem sprækken deroppe og fortalte mig, at det var blevet dag. Jeg kunne ane en skygge mod den blå himmel. En skygge, der snusede ned i revnen og skrabede i sneen. Skrækken voksede i mig, og jeg ville skrige, men mine stemmebånd var lammede. Jeg lå stiv som en frossen lammesteg og stirrede på skarpe kløer, der gravede og gravede. Den afskyelige snemand!
150 MM
Fabians feltdagbog © Charlotte Blay og Høst & Søn/rosinante & co, København 2010 1. udgave, 1. oplag, 2010 Omslag: Alette Bertelsen, Tegnestuen Imperiet Forlagsredaktion Christel Amundsen Bogen er sat med Palatino og News Gothic hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1406-5 Printed in Denmark Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Besøg forfatterens hjemmeside www.blay.dk
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4 | postboks 2252 | 1019 København K www.hoest.dk | www.rosinante-co.dk
33725_fabians_feltdagbog.indd 2
16-04-2010 16:49:29
1
Om katastrofen og den afskyelige snemand
Nu bagefter ved jeg, det er et mirakel, at jeg lever. Tænk, at jeg bare stod der og gloede som et dumt får, da lavinen kom tordnende ned og rev os med, og snemasserne begravede både mig og min far og de andre fra ekspeditionen. Da jeg kom til mig selv, lå jeg klemt fast i en klippespalte fuld af sne. Et stykke over mig kunne jeg skimte en sprække af lys. Desperat prøvede jeg at grave mig fri af sneen med den hånd, jeg kunne bevæge, men min luffe skrabede kun lidt i snedynen. Jeg sad uhjælpeligt fastklemt. Var begravet i et sneskred på et af Himalayas højeste bjerge. Kun hjertet slog desperat i brystet på mig. Kulden kom krybende og sneg sig ind gennem min dunjakke og alle uldtrøjerne og termoundertøjet. Min ånde gjorde sneen glat som is lige omkring mit ansigt. Jeg lå i en glaskiste. Lå og mærkede angstens sved fryse fast på kroppen.
7
33725_fabians_feltdagbog.indd 7
16-04-2010 16:49:29
Skulle jeg ikke nå at blive fjorten år? Hele mit korte liv gled forbi som en flimrende film: Jeg så mit værelse med den store sækkestol, der var så fed at ligge i, når man spillede PlayStation. Så, hvordan min mor kom med kiks og cola, når Philip og Felix var på besøg. Jeg så min storesøster, Frida, gennem nøglehullet ind til hendes værelse. Hun havde fået nogle flotte små bryster. – Skrub af, din klamme møgunge! skreg hun. Det var helt vildt, hvor tosset hun blev, når hun opdagede mit øje i nøglehullet. Hun kom stormende ud. Hylede op og tæskede løs på mig. Og jeg så min store, stærke far for mig. Så ham, når han forsøgte at lokke mig til at tage koldt brusebad i et forsøg på at gøre mig til et mandfolk. Føj for den lede, hvor jeg hadede det kolde vand! Far ville gerne have, jeg skulle være spejder. Det var han, dengang han var dreng. Men det gad jeg ikke. Jeg ville hellere spille World of Warcraft på min computer. Og så er jeg rimelig god til fodbold, når jeg selv skal sige det. Snor mig lynhurtigt ud og ind mellem de andre drenge og sender bolden lige i mål. Nu lå jeg her og var spærret inde i sneen. Jeg hylede som en syg varulv ved tanken om at fryse ihjel højt oppe i Himalayas bjerge.
8
33725_fabians_feltdagbog.indd 8
16-04-2010 16:49:29
– Har du set rigtigt på de pragtfulde bjerge, Fabian. Min fars stemme gav ekko inden i mig, mens jeg lå der under sneskreddet. Han kunne beholde sine forbandede bjerge for sig selv. Naturen var skidefarlig, når det kom til stykket. Jeg tudede, og tårerne frøs til is på mine kinder. Jeg kan lige så godt være ærlig. Jeg vrælede som en forladt baby. Og mor, hvor jeg savnede hende! Jeg lå der under sneen og savnede min mor og min far, så det var svært at få vejret. Også Frida. Måske skulle jeg aldrig mere se dem. Det var en uhyggelig tanke. Mor og Frida har hinanden. De går til ridning sammen og snakker om heste. Fodbold er der ingen i familien, der rigtig gider høre om. Men fars fugle! De er ikke til at slippe udenom. Min far var vild med at kigge på fugle. Derhjemme stod han tit op, før dagen fik sko på, og cyklede ud i naturen med sin teleskopkikkert. Når han kom hjem, slog han op i fuglebogen og viste os, hvad for nogle han havde set. Og jeg lod, som om jeg var interesseret, selv om jeg til enhver tid ville have foretrukket en grillkylling. Så var det, min far fandt på at tage mig med på denne her fugleekspedition til Himalaya.
9
33725_fabians_feltdagbog.indd 9
16-04-2010 16:49:29
– Så får vi to mandfolk noget sammen, Fabian, kunne jeg høre ham sige. – Måske er vi heldige at se den sjældne ibis bill. Og hvem ved, måske hører vi en himalaya rubinnattergal. Ibis bill og rubinnattergal, fnøs det inden i mig. Jeg var totalt ligeglad med både ibis bill og nattergal. Men Himalaya. Det lød jo ikke så tosset. Mine kammerater fra fodboldklubben var sikre på, at jeg ville møde den afskyelige snemand deroppe. Min far købte en fuglehåndbog til mig, så jeg havde min egen. Og en kikkert. Og en bog med blanke, hvide sider, hvor det var meningen, jeg skulle skrive alle de sjældne fugle ned. FABIANS FELTDAGBOG Det havde far prentet udenpå. Jeg havde endnu ikke skrevet et ord i bogen, da jeg blev begravet i sneen. Der lå jeg så og vrælede. Prøvede at kalde på far, men min stemme lød som vat i en pose. Vi havde besteget Himalaya fra det lille land Kirgisien. Her ligger nogle af klodens højeste bjerge. Over 7000 meter rager de op i himlen. Ekspeditionen bestod af fem fuglekiggere foruden far og mig. Vores guide hed Bart Jargol. Han var en lille, stærk
10
33725_fabians_feltdagbog.indd 10
16-04-2010 16:49:29
fyr med skæve øjne og guldtænder i overmunden. Gebisset glimtede som stjerneskud, når han lo. Bart Jargol snakkede et meget gebrokkent engelsk, men vi forstod, at han helt sikkert ville finde en masse af de sjældne ibis bill-fugle og rubinnattergale til os. Han vidste lige, hvor de holdt til, påstod han. Dalen for foden af bjergene var fuld af sol og duften fra blomstrende abrikostræer. Her købte vi nogle småting i en landhandel i den lille by. Bagefter steg vi igen ind i den ramponerede bus, der havde hentet os i lufthavnen dagen før. Chaufføren, en smilende fyr med kasketten trukket frem over de skrå øjne, kørte os så langt op i bjergene, som motoren i det elendige køretøj kunne klare. Så skulle vi gå resten af vejen sammen med Bart Jargol og en håndfuld mænd, der bar vores ting op til teltpladsen højt oppe i bjergene. På det første stykke vrimlede skråningerne med små, gule tulipaner og rislende vandløb. Her mødte vi flere bjergnomader, der drev flokke af køer og får op mod græsgange i bjergene. Det var sjovt at se, hvordan børnene red både to og tre på samme hest. De vinkede og grinede begejstret. Nogle af drengene prøvede at stå op på hesten for at imponere os. Jeg ville gerne have snakket lidt med de børn. I stedet
11
33725_fabians_feltdagbog.indd 11
16-04-2010 16:49:29
måtte jeg høre på kedelige diskussioner om solsorten, der var større i Kirgisien end derhjemme. Og om blåmejsen, der var mere blå. Fugle, fugle, fugle! Jeg prøvede forgæves at sende et par sms’er til Philip og Felix, men hørte så Ben Jargols latter. Der var nul mobilforbindelse i bjergene, fik jeg at vide. Vi asede op gennem store granskove og stenede dale og nåede helt op i sneen, hvor træerne gav op. Her blev det virkelig svært for mig at følge med. Den tynde luft kunne slet ikke fylde mine lunger, og jeg blev mat og træt. Far derimod, han trampede energisk op ad bjerget med sin vandrestav og spejderdolken i bæltet. Jeg sakkede hele tiden bagud og havde allerede fået et par saftige vabler af mine nye vandrestøvler. – Få nu fart på, Fabian! råbte han hvert andet øjeblik. – Vi skal nå frem til lejren, før det bliver mørkt! Vores bærere var gået i forvejen med teltene og mad til mange dage. Da vi endelig nåede frem til teltpladsen højt oppe mellem bjergene, var alt på plads. – Pragtfuld natur, råbte far og slog ud med armene, som om han ville omfavne bjergene. Der voksede kun lave enebærbuske. Ellers var det sne og is, og længere ude de hvide bjerge og en glimtende glet-
12
33725_fabians_feltdagbog.indd 12
16-04-2010 16:49:29
sjer. Det var isnende koldt. Mærkeligt at tænke på, at mor og Frida gik rundt i sommertøj derhjemme. Vi fik varm suppe med nudler og te med en masse sukker. Bagefter krøb vi ned i de tykke soveposer. Det var lige ved at være luksus. Havde jeg bare haft den sovepose hér! Og en mobiltelefon! Det lå jeg og tænkte på, der i den iskolde sprække i bjerget, mens frosten bed, og mine tarme begyndte at skrige af sult. Desperat skrabede jeg noget sne løs med luffen og proppede det i munden. Det hjalp på tørsten, men ikke på sulten. Ja, havde jeg dog bare haft en mobiltelefon, der virkede. Nu lå jeg her og var ved at fryse ihjel, uden at nogen anede, hvor jeg var. – Kom så og hent mig, for fanden! skreg jeg fuld af panik. Jeg vil aldrig glemme, hvordan det var at ligge i en iskiste med en lillebitte sprække op til himlen. Stiv og isnende kold. Det gjorde afsindigt ondt i brystet, og jeg havde svært ved at trække vejret. Min hals var hæs af at skrige, og skrækken flåede i mine indvolde. Fuld af rædsel spekulerede jeg på, hvad der mon var sket
13
33725_fabians_feltdagbog.indd 13
16-04-2010 16:49:29
med resten af vores ekspeditionshold. Med min far og de fem andre fuglekiggere. Og med Bart Jargol. Lå de også begravet under lavinen? Kolde og stive. Og måske døde? Var min far død? Tanken fik mine tænder til at klapre helt ude af kontrol. Et billede viste sig for mig. Et billede af min far, blå og stivfrossen under snemasserne. Det var grusomt at tænke på. Nu nåede han ikke at få opfyldt sin drøm om at se en ibis bill. – Far! Jeg lå og savnede ham, så det gjorde ondt i hjertet, og en usynlig næve klemte om mine tarme. Sprækken over mig blev mørkere og mørkere, og efterhånden så jeg et par stjerner, der glimtede oppe i det sorte. Med stivfrosne læber kaldte jeg skiftevis på mor og far, mens sorgen krøb ind i mig og afløste panikken. Jeg sendte en bøn om hjælp op gennem sprækken til stjernehimlen. Bad Vorherre om at redde min far. Så døsede jeg hen. Hvad var det, der kradsede? Jeg vågnede ved en lyd. Noget kradsede i sneen, og små klumper dryssede ned over mig. Lyset sivede gennem sprækken deroppe og fortalte mig, at det var blevet dag. Jeg kunne ane en skygge mod den blå himmel. En skygge,
14
33725_fabians_feltdagbog.indd 14
16-04-2010 16:49:29
der snusede ned i revnen og skrabede i sneen. Skrækken voksede i mig, og jeg ville skrige, men mine stemmebånd var lammede. Jeg lå stiv som en frossen lammesteg og stirrede på skarpe kløer, der gravede og gravede. Den afskyelige snemand! I det øjeblik var jeg ikke i tvivl om, at den afskyelige snemand var ved at grave mig ud af sneen, hvor jeg lå fastklemt. Jeg anede det grimme behårede fjæs deroppe. Store labber med lange negle. Glimtende øjne og gnistrende hvide tænder i en stor mund. Både min far og de andre fuglekiggere havde underholdt mig om den afskyelige snemand lige fra den første dag. Han ville snart dukke op, påstod de. Både på fugleturene i bjergene og om aftenen nede i teltlejren var de grinende kommet springende frem fra klipperne for at spille snemænd og gøre mig bange. Deres latter bragede mod fjeldsiderne og gav ekko langt ind i dalene, sådan havde de moret sig, når jeg blev forskrækket. Bart Jargol havde en dag vist mig nogle kæmpestore spor i sneen. Han havde lavet fagter og rullet med øjnene, mens guldtænderne klaprede i hans mund. – Stor, fæl snemand været her. Jeg havde selvfølgelig ikke troet på noget af det fis, de prøvede at bilde mig ind. Et par gange havde jeg ganske vist
15
33725_fabians_feltdagbog.indd 15
16-04-2010 16:49:29
set en skygge bevæge sig oppe i bjergene, men hver gang jeg fik kikkerten frem, var den forsvundet. Men nu var jeg ikke længere i tvivl. Det var virkelig snemanden, der var i gang deroppe. Ude af mig selv af rædsel knyttede jeg de forfrosne hænder i lufferne og hørte hans hæse ånde, mens han gravede sig ned mod mig. Der stod en stank af råddenskab ud af hans gab. Dråber af savl ramte mit ansigt. Så besvimede jeg. Med hjertet i halsen gled jeg ind i mørket og slap væk.
16
33725_fabians_feltdagbog.indd 16
16-04-2010 16:49:29