Haettenschweiler scener (samlet udg )

HAETTENSCHWEILER

HAETTENSC HWEILER/ SCENER AF RASMUS HALLING NIELSEN

1

HAETTENSCHWEILER FILM IN MEMORIAM 1983––2014

Jeg tænker vi kan gennem materialet jeg tænker lige højt det bliver muligvis den sværeste film at lave og hvis man tænker over det så er alle min EX-FILM jo en flok kyllinger nu skal jeg fortælle dig hvordan det bliver hvis man mærker angsten er det på mange områder helt fantastisk.

Altså vi skyder den kun om natten som et eller andet miserabelt amatør lokalhospital jeg hader allerede hele ideen vi drikker ikke nok når folk siger til mig at jeg har et problem og jeg ligger i min egen kolde seng og giver dem et øje der er uglens åh hvor jeg håber det hele brænder ned mens vi laver det og folk siger seriøst til mig hvor meget jeg har brug for at lige at tage den slapper der ikke men det er sådan mit liv er

Det handler om mennesker det er en historie om mennesker jeg har kendt de findes og mennesker jeg opfinder de findes nu og frem over vil jeg henvise til materialet der følger disse overvejelser

Sandheden er så knusende og jeg ved KITTTI har det nice nok og jeg forstår det også godt nok

Du vil filme om eftermiddagen og jeg vil bare gerne filme det om natten fordi jeg tror alt muligt ville være så smukt og måske ville jeg drikke en øl bagefter og bare sidde og slappe af og du skal bare ikke komme her og sige vi filmer om eftermiddagen forstår du ikke at det er vigtigt jeg vil seriøst klippe dig ned hvis du bliver ved på den måde jeg bliver fuldstændig sindssyg over at du ikke forstår det

Ja vi er i oktober måned men eftermiddag er sgu ikke nat selvom det ligner og vi kan ikke blive ved med at bruge tid på denne kontrovers hedder det

Ok vi sparer penge på skuespillere egentlig vil jeg helst lave film med hende der du sagde noget om jeg kan enormt godt lide tanken om at hun er fortælleren og måske filmen kunne åbne med replikken:

Det er ikke en løsning.

Problemerne sætter sig endnu mere fast. Ingen oplevelser lig

denne; det punkt man når og ikke gider overskride på grund af følgerne, at skulle skrive en bog, når den for eksempel uden problemer kan bestå af billeder taget i landskabet omkring Engholmskolen, Allerød, for det er disse billeder der alligevel står som næste trick, at skrive dette eller at skrive denne med et kamera.

Ellers er jeg lige pt. fuldstændig ligeglad med hvad du stiller op med noget jeg kan endda godt se det som en lovende ordning er der mere kaffe tak og til alle jer andre hvis I ikke tager jer sammen snart så klipper jeg jer ned

Og alt det andet pis der kan I ikke bare ordne det mens vi kører der er ingen tid at spilde

IØ. har I andre spørgsmål skal jeg virkelig lave alt andet her skyd et billeder af øjnene kun mens replikken siges jeg vil se den dialog og en eller anden ring nu til dem med lyd jeg skal bruge et stykke musik der ligesom allerede ved først slag indgyder en følelse af afslutning så en masse mennesker i biografsalene rejser sig op og klager og brænder lortet ned fade til sort og lad der gå 20 min. Dette burde være nok for på det tidspunkt sidder vores rigtige publikum tilbage og alt det andet skidt koger i tarmtankene og sindene droner og pis Replik for eksempel:

næbagtigt grød omkring næsen nogen har banket ind på kulørte skilte i vinduer diarre og opkast problemer med lunger alvorligt

Klip eller overfør dette billede:

Nej jeg vil bare gerne have det klippet ind og måske bare lyden af susende træer og denne følelse af at alt går galt og så går lyden over i lyde af krig bombardementer og folk der hensynsløst skydes ned og så en optagelse af tænder der går i stykker og

munde ryddede for tænder og en grød af hotdogpølser med ost der hænger i tydelige klistrede tråde og fade:

For jeg er kun begyndt. For at begynde med det mest uhyggelige, jeg føler ingenting længere.

* Det er ikke en løsning. Problemerne sætter sig endnu mere fast. Ingen oplevelser lig denne; det punkt man når og ikke gider overskride på grund af følgerne, at skulle skrive en bog, når den for eksempel uden problemer kan bestå af billeder taget i landskabet omkring Engholmskolen, Allerød, for det er disse billeder der alligevel står som næste trick, at skrive dette eller at skrive denne med et kamera. Lykkesagligt er dette

en nødudgang hvis udgang for noget som helst. Ideer som at skrive under en sådan ekspedition tilbage til det mest velkendte sæt rum der mere eller mindre altid står tilbage som kulisser af mit mindet, hvor jeg forsøger at komme gennem dem eller spille dem, puste dem op som signifikante størrelser: problemet er så måske det: når jeg flyder gennem dem gennem sprog og historik og i højt tempo forsøger at tildele dem karakterer eller forsøger at nå tættest på dem i forsøget på at videregive det ER at de bliver i mig og i deres tomme og lydløse rum fylder mig med at være tømte, fylder mig med død

MAN kan tage det banen er som et område hvor spillet foregår men det kan også vendes om til det modsatte fordi alt fokus er rettet mod og derfor skal reevalueres. alkymi bagsiden af en svensk dukat fra 1718 hvordan sygdomme knuger en sort flod og blæser den ud den latinske indskrift angiver seriøse problem med at det der flyder er som opkast hvorfor gav de mig denne rolle at fylde ud

at den er præget af alkymistisk guld jeg

har store problemer med tingene som de er nu jeg mener hvorfor ser tingene ud som de gør er der ingen der kan noget ved tingene og hvem er det der bor her som o a paijkul fremstillede i stockholm i 1706 paijkul der

var general i saksisk tjeneste prøvede under sit svenske fangenskab at lave guld for at kunne købe sig fri i 1707 lod karl 12 ham halshugge kedeldragter sølv folie omkring udbrændte mislykkede bygninger tårer der tisser i øjet hegn af husblas himlen en hæk liderlige aftner og fokus på splatter og forkert en bil sejler med bunden op ad mudret vand hvordan latter der går amok og bliver uhyggelig at skrive på tegn ingen forstår at bebude nu går det og det kvæg under fulde stadier af galde og opkast en knækket næbagtigt grød omkring næsen nogen har banket ind på kulørte skilte i vinduer diarre og opkast problemer med lunger alvorligt

sammenstød med naturen kan vi ikke kan vi ikke gøre det sådan her kan vi ikke gøre det bare sådan hvorfor kan vi ikke gøre det sådan hvorfor skal det absolut være døre der virker som døre lede ved det hele og sne der falder som kroner på blade former vi kroner af guld på folks hoveder og vi går i krig på en måde kan lyde være virkelig høje i høje mørke skove sang min skat en sang for i høje mørke skove sang min skat en sang for mig i mørke høje og uhyggelige næsten faretruende hvem tændte på den jeep hos forhandleren lygternes kegler skær floder med jod gennem mødet med mørket og vi bliver bange og for ensomme og vi dukker op i kanten af et

floddelta og kvitteringerne i lommen plasticlommen i jakkens inderlomme fortæller vi har købt en lottokupon vi finder kunstner ved det dna og sæd og rester af blod teknikerne vender vist tilbage på det på listen over mistænkte er hele verden for hele verden er som en forkælet mand der pisser i bukserne for at få lov til at vi det er forkert jeg finder ingen glat blod et halvt åbnet brev små flag og frimærker bor der nogen alkymi bagsiden af en svensk dukat fra 1718 den latinske indskrift angiver at den er præget af alkymistisk guld som o a paijkul fremstillede i stockholm i 1706 paijkul der var general i saksisk læs mere når håret helt ned til

skuldrene er kindbenene det skønneste syn og kan katten godt finde hjem alt imens de drøftede situationen sneg vi os ud og løb i skovene omkring øjne brune af øret en masse forskellige stykker udlovet jord jeg fornemmer en masse ting jeg siger at det er meget nemmere at rive de forskellige slagte igen sidder jeg og er syg jeg kan næsten ikke trække vejret jeg troede måske det ville gå bedre men det gør det ikke i begyndelsen var det svært jeg vejer mindre nu jeg er forkert mineraler og krystaller og underlige bevægelser ligesom den slags hvor man bare sidderr og ikke laver det man gerne vil lave mener i hvert fald at noget er galt vi gik efter

guldet hvem siger vi gik efter guldet hvem taler sådan og nu kom der nederdele og buketter famler rundt i skovbunden kommer til koralbyen og kigger og siger lamt ud i luften det er ikke noget ofret eller noget nok noget hvad jeg mener har i ofret til det rigtige det der koster os vores liv men som vil give os blod langt ned i jorden de sagde om han at han tydeligvis var forstyrret han havde brugt ni år af sit liv på gro fast i kælderen og han rykkede sig ikke han var som is eller fedt ikke at is og fedt kan sammenlignes men prøv lige at tænk over det ikke der er noget med det fedt der er noget med det is der noget med det blod der er noget med den måde han ser

ud i øjnene på det er det der er noget helt forkert ved det blik hun har i øjnene og der er noget med den måde alle blive forskrækkede på når de ser deres rigtige øjne der er noget der er altså noget ved det og det gør mig bange der er alkymi i århundrederne ca 800 1700 i almindelighed det samme som kemi i dette lange tidsrum byggede kemien på aristoteles' elementlære som postulerede at alle stoffer var kombinationer af de fire elementer jord vand luft og ild omdannelse af uædle metaller og andre stoffer til guld var således en mulighed den moderne kemi er udviklet fra de alkymistiske værksteder hvor man eksperimenterede med gærings og

destillationsprocesser af alle slags således var alkymisterne de første for hvem det lykkedes at fremstille ren alkohol ved destillation af gærede blandinger jeg føler også bare en masse træthed over at tingene aldrig helt når hvor de skal nås hen har du mærket det gule og søde honning har den kristne busk nogensinde gjort noget hvorfor står vi igen her og venter jamen det at vente tålmodigt er næsten en dyd i en brønd i voldstedet bjørnkjær syd for århus er i 1930'erne fundet rester af kar og tragte af ler som sandsynligvis har været anvendt omkring 1430 af biskop ulrik af århus til alkymistiske eksperimenter man ser

lanser og sultne hunde man ser hende hvor hun går stille som et bjerg klædt i kjoler og kæder fra vindue til vindue på uranienborg de siger det er den jordiske topskønhed at skabe sale af guld men ingen skriver til kongen og beder om noget og næste morgen daggry og sols opstandelse bader de i mosen hvor slammet kæler om anklerne på dem mens de forsigtigt og dedikeret træder ud tycho brahe arbejdede på uranienborg på ven med alkymi som han kaldte "jordisk astronomi" brahe fremstillede især medicinske præparater men forsøgte sig ikke med forsøg på fremstilling af guld

NU hvor alting sejler i snurretoppes trætte trav og hvor min skat synger sange der er sange kun for mig hvordan de ord der dukker op visualiseres på lyd og syn i det indre myrdede ro og hvor min skat hun sang og dansede med en krop og når det droppede ned med lortevejr og vores harddisk var gået kold mødtes vi på et hjørne så ødelagt en civilisation ordet alkymi kommer af græsk chymeia 'kemi' med foransat arabisk artikel al kemi, kemi., kemi, kister, kemi, medicin, tro, håbløshed, usikkerhed, menneskelighed under en tørlægning af voldgraven på rosenholm i 1960'erne fandt man rester af

glasapparatur der tyder på at "den lærde" holger rosenkrantz kan have beskæftiget sig med alkymi ROSENHOLMEN OG MANGE –– OG MANGE, MANGE ÅR HVOR DE VISTE SIG I BIDET AF SNE AT ALTING GÅR I RING, DU MIN BROR, MIN ELSKER JEG STÅR HER OG DANSER SKVATTET OG UDEN MOD DU TOG MIN HÅND OG SAGDE DINE VENER ER alkymi andreas libavius' fremstilling fra 1606 af stadier i den alkymistiske proces viser foreningen af solen og månen i kuglens bund efterfulgt af sværtningen af deres legemer i processens sorte fase som ravnen hersker over hvidtningen jeg tror jeg ser dig over det hele jeg tror jeg ser dig, jeg mærker ikke

længere noget af det jeg mener jeg var så sent i seng i nat og da jeg første gang vågnede i brorens seng og talte i en hede af galskab og begær og så min skrin for smykker røvet af en nar af tyv jeg stjal fjeren hans øre var piercet med ved at slynge kroppen omkring ham og alle mine Herrer og alle Fyrster og Fyrstinder når tingene drejer sig om min fætter og den frygt og angst hvis hverv er at stjæle alt blod fra ansigtet og snigskytten og krybskytten på lur bag kamoflage dragter af deres forenede legemer vises i kuglens øverste halvdel hvor haleæderen symboliserer den anden forening de øverste kugler viser solens og månens himmelfart på svanens vinger mod

de to foreninger i himlen hvor fugl føniks' død og genfødsel gengiver processens kulmination og kongens og dronningens fjerde og sidste bryllup patos min søn lad mig fortælle historien som den virkelig var der var store problemer med transmissionen den aften hvor jeg gav min kærlighed til dig og da jeg vågnede næste dag vidste jeg alt fra nu af var så forandret at mennesker man kendte ikke længere kendte hinanden og det er så det jeg lover dig aldrig at hænge dig om anklerne som et lille stykke kyllingkød den billige pasta fra butikken der er alkymi andreas libavius' fremstilling fra 1606 af stadier i den alkymistiske proces viser foreningen af solen

og månen i kuglens bund efterfulgt af sværtningen af deres legemer i processens sorte fa læs mere vejene hvordan hun siger robert boyle (the sceptical chymist 1661) og især a l lavoisier (traité élémentaire de chimie 1789) forkastede de gamle forestillinger og viste at kemien må bygge på en antagelse af at der findes såkaldte grundstoffer der ikke kan opbygges af enklere stoffer

og at guld er et sådant

grundstof så sent som i 1783 vakte den danske kemiker j d cappel stor opmærksomhed ved at mene at have påvist at kemisk rent sølv blev guldholdigt ved at blive behandlet med

arsenik forsøget blev i 1786 bekræftet af den franske kemiker guyton de morveau (1737 1816) men året efter blev det slået fast at guldet kun viste sig når den anvendte arsenik indeholdt guld i forvejen se også kemi (historie) alkymi forbindes især med guldmageri som det efterhånden er blevet synonym for alkymien havde imidlertid også en naturfilosofisk og mystisk side som i 1700 1800 t blev overset de middelalderlige alkymister der i europa kendes fra 1100 t

lærte deres kunst fra

araberne i spanien og syditalien som igen havde overtaget den fra grækerne der havde

udviklet alkymien på egyptisk grund i 300 t f kr således strækker alkymien sine rødder helt ned til den egyptiske kulturs gravkamre og labyrinter og den hellenistiske guddom hermes trismegistos som stod fadder til middelalderalkymiens mercurius nedstammer i sit ældste led fra den egyptiske gud thot der beskyttede matematikken og videnskaben i kina udvikledes i 300 t f kr en alkymistisk videnskab der viser en bemærkelsesværdig parallel til den vestlige alkymi dog uden at der har kunnet påvises afgørende tidlige kontakter senere fra 800 t e kr

har

araberne haft kontakt med kinesisk alkymi og

har formodentlig viderebragt impulser til europa kinesisk guldmageri er især koncentreret om fremstillingen af en livsforlængende medicin en livseliksir den daoistiske naturfilosofi er den kinesiske alkymis forudsætning og inspiration alkymiens tradition rummer en særlig symbolverden i sin naturfilosofiske erkendelsesproces skulle alkymisten gennemleve flere stadier af død og genfødsel hans indsigt i naturens og psykens hemmeligheder blev omgærdet af mystik og gav sig udtryk i en symbolsk billedverden på dette træsnit fra værket rosarium philosophorum (1550) er foreningen af solen

og månen af mandligt og kvindeligt dominerede psykiske kræfter fremstillet som et samleje inden for analytisk psykologi tolkede c g jung sådanne alkymistiske billeder som udtryk for stadier i jegets individuationsproces © akg alkymiens tradition rummer en særlig symbolverden i sin naturfilosofiske erkendelsesproces skulle alkymisten gennemleve flere stadier af død og genfødsel hans indsigt i naturens og psykens hemmeligh læs mere parallelt med deres tekniske eksperimenter som de drev til et meget højt stade udviklede

de europæiske alkymister en åndelig overbygning et naturfilosofisk og mystisk system hvori omdannelsen af de urene metaller symboliserede sjælens samtidige renselse og omdannelse til "det filosofiske guld" dette var omgærdet af alkymisternes tavshedsløfte intet måtte sive ud om deres hemmelige ritualer ceremonier og symboler til tavshedens mørke føjede sig glemselens mørke efter alkymiens forfald i 1600 og 1700 t hvor rationalismen og oplysningstiden tog livet af dens naturfilosofiske mystik samtidig med at den moderne kemi overtog dens rent naturvidenskabelige og eksperimenterende arbejde

alkymisternes sideløbende udforskning af stoffets mysterier og sjælens dybder udkrystalliserede sig i slutningen af middelalderen til en hemmelig doktrin et mystisk system en okkult drømmevej — opus alchymicum afdækningen af dennes stationer faser og oplevelser viser et hierarkisk opbygget system hvor alkymisten efter indvielsen og tavshedsløftet stiger op igennem en række grader for til sidst at ende som den højeste mester i filosoffernes tempel denne opstigning skildres også som cirkulær og spiralagtig og kaldes opus circulatorium "det cirkulære arbejde" eller rota philosophica "det filosofiske hjul" ved hver omdrejning af

hjulet fødes alkymisten påny — hver gang en grad renere en grad visere en grad nærmere gud der er fire genfødsler eller "konjunktioner" i alkymien og de fremstår alle som resultatet af en forudgående prøve af traumatisk art — farefulde rejser igennem de fire elementer kampe med drager og uhyrer og forskellige offerceremonier her gennemgår alkymisten en symbolsk død og renselse inden han forløses ved værkets sammensmeltning af modsætningerne i de vises sten den første døds og genfødselsakt foregår i jordens dyb den anden på månen den tredje på solen og den fjerde og højeste i solens indre her når

den genfødte mester inden for den højeste grad af værket til genforeningen med solens energier det kosmiske lys guds eget væsen — "det filosofiske guld" de første som i moderne tid tog fat på at udforske alkymiens åndelige overbygning var den østrigske dybdepsykolog herbert silberer (probleme der mystik und ihrer symbolik 1914) og den schweiziske psykiater c g jung (psychologie und alchemie 1944) alkymisternes symbolmættede billeder og visioner udviste for begge forskere en påfaldende lighed med deres patienters drømmeverden og især jung understregede de arketypiske motiver som genfindes i både

drømmen og alkymien dette førte ham til en fortolkning af det alkymistiske værk som et symbolsk udtryk for en dynamisk proces som jung gav navnet individuationsprocessen — menneskets inderste stræben efter psykologisk helhed og fylde gennem integration af jegets ubevidste baggrund og selvet selvets symboler fandt jung udtrykt i de alkymistiske hovedsymboler som er solen og månen de vises sten eller hermafroditten samt livets træ livets vand og livseliksiren typisk for disse symboler er deres forening af alle livets modsætninger (coniunctio oppositorum) — et træk som jung

fremhævede som typisk for jegets oplevelse af selvet og dets symboler i sit hovedværk psychologie und alchemie fremførte jung endvidere den teori at alkymisterne havde projiceret deres oplevelse af individuationsprocessens sjælelige forvandlinger over på deres kemiske forvandlingsprocesser og således ubevidst beskrevet en række sjælelige fænomener i kemisk klædedragt i dette lys fremstod alkymisterne for jung som de første dybdepsykologer hvis indsats forlenede den moderne udforskning af det ubevidste med en betydningsfuld historisk baggrund

alkymi (af arabisk al (den bestemte artikel) og græsk chymeia kemi dvs kemien) den kemiske videnskab fra ca 800 1700 den bygger på den spekulative lære om de fire elementer (jord ild luft vand) og forsøget på ud af dem at danne et grundelement materia prima (“de vises sten” jævnfør også udtrykket “quinta essentia” kvintessensen egl “den femte essens”) ved hjælp af astrologi (stjerner) okkultisme og eksperimenter derudaf skulle man kunne danne guld af de uædle metaller som skulle sikre udødelighed og åndelig perfektion derfor kaldes alkymi ofte “guldmageri”

den middelalderlige europæiske alkymi har flere rødder hovedinspirationen er fra det gamle grækenland (der var inspireret af en egyptisk form) fra 300 t f kr

men formidlet

af araberne fra sydeuropa araberne havde så igen lært af kinesisk daoisme som meget tidligt havde udviklet en særlig gren af alkymistisk videnskab det sprogblandede navn “alkymi” viser noget om inspirationen også “moderne” videnskabsmænd som danske tycho brahe engelske isaac newton og ikke mindst c g jung var optaget af alkymi jung skrev således en bog om forholdet mellem alkymi og psykologi (1944) hvor han mente at kunne påvise sammenhæng mellem sjælelige

fænomener og kemiske processer alkymi har endvidere inspireret bl a rosenkreuzere og frimurere (se ordener og loger) og den teosofiske tradition fx i en række symboler og alkymistiske billedmotiver (forskellige metaller geometriske figurer astrologiske tegn forskellige dyr) som det kendes fra andre esoteriske retninger er der i perioder et hemmeligt indvielsesritual og en gradvis opstigning inden for et hierarkisk system middelalderens faust er den litterære prototype på en alkymist vismanden med sine kolber i sit laboratorium ofte farlig dæmonisk og bindegal den svenske forfatter august strindberg var i en periode i 1890'erne

optaget af alkymi og eksperimenterede direkte med “guldmageri” han kaldte sig i 1895 “poesikemiker” ordalkymist er også den brasilianske forfatter paulo coelho i romanen alkymisten 1988 en mytisk psykisk beskrivelse af en ung mands rejse efter en skat i sahara i første bind af j k rowlings harry potter serie harry potter og de vises sten 1997 udnyttes alkymiens sfære læs også om alkymi i leksikon

HVIS væggene holder rum i orden eller m.a.o. sætter et klart signal om afgrænsninger og opdeling må et demokrati for bevægelsernes turisme op til den enkelte: man ser sagtens

ikke væggene hvis fokus ligger på udførslen af vægge før dette bliver klart, fortsætte faust en litterær figur med så stor betydning som symbol på sider af den titanisk søgende europæiske mand at han er blevet en prototypisk figur (se typologi) på linje med fx don juan og homo faber figuren optræder første gang i en tysk folkebog fra 1587 om en alkymist og astrolog der har en djævel til at hjælpe sig med sin magi men som til sidst ender i helvede bogen blev forbudt i danmark da man frygtede at den kunne anspore svage sjæle til at fremmane djævelen hvilket bogen giver en præcis “opskrift” på mest kendt er figuren dog fra goethes store (læse) drama

faust fra 1808 og 1832 hos goethe skildres han som en der lever i en evig fremadrettet erkendelsesstræben aldrig i et tilfredsstillet nu og som derfor forøder sine nærmestes tilværelse bliver en gudsoprører og slutter pagt med djævelen mefisto faust bliver et skræmmebillede på europæisk dannelsestradition og udviklingstro ganske vist frelses han af den tilgivende gretchen som han har forført og svigtet men det er det egocentriske og dæmoniske ved figuren der står tilbage

RIDER kommer ind og pisker ned over ordene i et selvopfundet sprog der lader sig piske

uden andre i scenen kan komme til undsætning: kaotiske vokallyde og tilsneede ruder hvor solen kommer op. disse mørke sider understreges i thomas manns vældige roman dr faustus 1947 den næste milepæl i en ganske omfattende litteratur om faust hos mann tematiseres faust som en kunstner komponisten adrian leverkuhn og relateres til nazismen der har dæmoniseret den tyske ånd og tanke “det er nu en gang tyske mennesker hundredtusinder der har øvet det som menneskeheden gyser ved og alt hvad der har levet som tysk står nu som noget afskyeligt og som eksempel på det onde ”

også i musikkens verden er der skabt et stort antal værker med faust motivet især på grundlag af goethe fx charles gounods lyriske drama fra 1859 i dansk litteratur har flere forfattere skrevet om faustiske figurer nævnes skal blot en ufærdig skitse af j p jacobsen “doktor faustus” (udgivet 1886) en allegorisk fortælling der skulle have handlet om døden som vil søge den 40 årige doktor men amor beder om at han kan få 40 år mere han får det men da døden så opsøger ham viser det sig at faust har levet et dødt liv

DISEN flimre og siver ind i scenen og et kæmpe øje af opmærksomhed fra alle og hvordan de nøgne står og vejer frem og tilbage. Den musik der spilles er så langt fra musik at det eneste man ser for sig er kritikere der kaster op og dør og skær sig op: nøglescene. nøgle symboliserer det der kan åbne og lukke eller løse og binde (se bånd) magt og autoritet tærsklen til det ubevidste og kan være et fallisk symbol (med nøglehullet som feminint symbol) i matt 16 19 udstyres disciplen peter med “nøglemagt” dvs med fuldmagt til at bestemme hvem der skal i gudsriget han overdrages “himmeriges

nøgler” og i den romersk katolske kirke er peter den første “pave” og paven har herefter fuldmagt til at styre kirken i den folkelige tradition findes forestillingen om sankt peter der står ved indgangen til paradis nøglen er også forbundet med den græske gudinde hekate der bestyrer vejen til underverdenen og med den romerske indgangsgud janus i det gamle egypten er ankh korset nøglelignende og symboliserer vejen til livet efter døden i japan er nøgler symbol for frugtbarhed idet tre nøgler giver adgang til magasinet med rishøsten i det gamle norden fx skildret i en række sagaer er nøgler i bæltet tegn på at husets frue

bestemmer over husholdningen i folkevisen “germand gladensvend” kaster dronningen i nødværge sine nøgler da gammen beder om det hun har “under linde” dvs hendes ufødte barn i folkeeventyr og alkymi spiller guld og sølvnøgler en rolle som initiations og befrielsessymboler i faser af eventyrene kan en nøgle også være en forhindring en lås nøgle kan bruges bredt om hovedforklaring af noget fx nøglefigur nøgleroman nøgletal fx er “nøgleromanen” en fiktion der ligger tæt på virkelige forhold slører eller afslører dem se også dør og port

“Forestil dig Berlin.

Forestil dig byen Berlin i 30’erne.

Alle fnuggende viser sig med lys der skyder op i mørket gennem hullede tage, alle hænderne i lysende center roterer sig op gennem mørket og bliver drysset i søvn af dråber frossent formede.

Jeg forestiller mig at jeg står der i sneen der er nået jorden, og som ikke er smeltede på huden om hænderne.

Folk på hjørner af gaderne laver kuskeslag mod tunge og våde frakker. Mit forhold til messingspænder og lynende regn er det samme, men det sner lige nu. Der bliver gået så meget at det holder op. Slagene mod frakkerne, den pelsede tåge fra munden frosten skær omkring, nervøse øjne synlige, det er det der ses, frakkernes kraver er hevet op under næsen, nogen af dem over næsen, de er kun nervøse for ingen forstår disse noder der vælter ud af et åbent vindue, et par etager over stueplanet.

I det store koncerthus, med vagter udenfor, de står i mørke gråstribede kasser, kræmmerhusagtige i toppen, vagter og

HUSET DE STÅR I og vægten af det vigtigste i livet næstefter at gå klipper i møde, slipper alle instrumenterne deres tag i musikerne, deres sløjfer er som krøllede skruer, store stængler med hatte øverst bryder igennem, vinduer slået op, så vinklen tillader en bane gult lys som slidske, smal går over i bred, foran mine fødder er den bredest, da al musikken har sluppet sit tag, er gået fra musikerne over i resten af verden, og på en måde som ingen havde skrevet før nu, hopper jeg rundt på i boghvedegrøden i sløjfer, min sløjfe hænger som karamelliseret vanvid, en matrosagtig trøje er trukket ned over mig, det mærkes som tænder mod kroppen, det

mærkes som ikke at have noget valg. At jeg kan holde min mor og far i hænderne, det sner også der, det er meget sent. Alting lyder som krummer lagt i kuverter, er der virkelig helt mørkt inde i dem, ved nogen hvordan tegnene i brevene har det andre end modtageren, men den lyd beskriver bedst, og som lyden synger sange udenad med, så vi senere sejler vores ord, rullede med barken, fra træernes østvendte side, forestiller at forstå selv det mest komplicerede sæt identisk reder af is, udsprungne og hårde som hagl, frøene af is, ryster træerne nu, og er løgnen midt i bestræbelsen efter at give vidne om det modsatte.

Det er ikke længere mennesker.

Du ved regnvåde tunge frakker lugter som de gør. Det ligner underligt faldne fugle, med blomsterkroner der vokser stille, ind i børneværelset senere, alle disse lange og fremoverbøjede klumper, de drypper varme ind over mig og jeg er bange, ville ønske at de, i væksten ud af baghovedet, ville skubbe bare den mindste lyd foran sig.

Forummet eller auditoriet, senere, stole der klapper op i øjeblikket elever rejser sig og begejstret klapper. Hvordan jeg fejer krummer sammen? Jeg starter et sted der aldrig er mit eget, og jeg gør det for at virke.

En tyk røg ud af en pistol. Ansigter døde, tændernes store plads, læberne formet for sidste gang om noget, skriver jeg virkelig med de døde nu. Er jeg ved at tabe besindelse?

Jeg skriver dem gennem munden og op, jeg skriver dem en mund bag i baghovedet, sådan river jeg ting sammen som døde blade.

Minder om farverne før og efter. Det gør mig rædselsslagen at sidde ned midt i mit rod. Som at møde en brod gennem et æble man erklærede sit sundeste moment.

Vi sår frø i den nordlige ende af den udvidede kirkegård.

For jeg er kun begyndt. For at begynde med det mest uhyggelige, jeg føler ingenting længere.

En masse elektricitet bag i nakken. Jeg har gået med det i flere dage.

Bad fru S om at hjælpe mig af med det.

DER er forskellige problemer lige nu. En masse af ideerne til scenerne er gået tabt. Der improviseres over det store tema. Hvide Tshirts og tønder der er så rustne. Containere på skinner. Døde blikke. Skrig. Vold.

Middagsselskab i en sal med ryggen på stole meterhøje.

V

interen skriver på gaderne. Vil

alle vintre minde om noget, hvad minder vinter dig om, isen gør den ondt, sneens hule maske og kroppens mulighed for at træne vejrtrækningen gennem krystallets dragt og lange banker af strøsne der blæses rundt af stormen igen minder vinter dig om det, at trække vejret og få rakt stormen gennem dig, vil den måde hvorpå du trækker vejret gennem krystallet og disse høje hvin af sne der rives fra hinanden lige på munden. Min

hukommelse er dårlig. Jeg er gået på gaderne og frøs. Du står streget ud i ansigtet af vinden –– et eller andet skal ske. Men der sker ikke noget, for hvis der skete noget ville vi være et helt andet sted det kan i den grad mærkes, jeg mærker det, mærker det hvordan, hvordan skal jeg forklare det, så det giver mening, for jeg tror ikke det giver nogen mening i de allerførste forsøg jeg gør mig, vi har gået rundt i natten og nu vokser lyset som mørket vokser, tror altid jeg skrev de bærer det på vingerne (fuglene) og det kan jeg ikke længere sige, det er det nye, ikke mere genbrug, dette er fosøget at lave den lige linje, kan det ses på mig, de vækker mig, trækker

mig op gennem jorden sneen ligger på som en krystaldyne, gennem huden vokser tårer der er sved, med den tid jeg har ligget i det er det et held at jeg er funktionsdygtig i motorikken, klip en finger og send den til mig (råber jeg fordi jeg er fuld af aggressioner, mine hænder river i drop jeg står op de holder mig nede, dødens lugt i hospitalets lugt, de det samme, jeg siger det samme), de siger jeg er på hospitalet og at jeg ikke skal skrige men prøve at slappe af, en lappet læge hvis kittel er strøet med lapper i alle andre farver end hvid giver mig en information og en informationsfolder til dem der har lugten af jord på resten af deres liv (okay hele det fuck

med at skrive på en sådan måde, pis: at skrive det sådan der hold kæft det stinker af død og jeg er ikke engang kommet i gang, du må droppe det lort, at skrive sætninger som den, for det fucking stinker, det kan gøre mig bange jeg kan være vild jeg vil ønske af at de læderstrips ikke holdt med nede, når de skyder “hjælp” (dit elendige misforståede positionering i en hvilken eller hvad, jeg hader at jeg ikke bare kan skrive en sætning der så kan stå og gå ind i mig og jeg kæmper imod er det min overkrop der hopper op og vrider sig mens jeg skriger, mine arme og ben er låst fast og jeg pisser i en kolbe (med hjælp) det flyder det hele som en landevej med kor

på begge sider der i en skinger flod af forskellige stemmer enten messer for mig og nu og for før og der hvor jeg rent faktisk var død, lægen siger det og smiler, smiler han nervøst lige nu, er vores virkelighedsopfattelser overhovedet i nærheden af at mødes, skal jeg skrige han har et langt hår fra hagen. Jeg ligger i mange dage og lugter som et træ i grøft allerede ført i dele sorte det er fordi når vandets små kæder løber gennem hele den store

På en måde handlede gåturen rundt på Nørrebro om at finde ro med mig selv.

Travlheden og aftenen, hvidt lys i ringe i bristede kemiforsøg vi har seriøst brug for nogen der vil gøre noget et eller andet, hvordan sanser jeg lige vågnet op; alting klæber igen et forsøg på at knække en “vane” –– de har sagt det så mange gange Alle de her år er ræset forbi, efter en aften hvor jeg besøgte nogen og gik rundt var det indlysende at der er to vigtige ting 1) stoffets betydning og 2) arbejdet med at rede kludderbunken af (det er vel det samme jeg skriver igen og igen), men jeg har fundet en masse tekst på mine forældres bærbare. Den morgen jeg vågner og bare ser helt hvid ud under øjnene, sandede ørkner og forskellige former for

efterår og rødlige blade det er det jeg vågner i bunker af efterårsblade og jeg er så ked af det at når bl.a. Træerne og musklerne er de samme og håbet om at skyde gennem op gennem jorden og knalde sine brikker på dele er et misforhold økonomi hvad har og hvad her og hvordan Og gennem dette vil jeg ikke 1 eller 2 jeg vil bare komme gennem det, nå frem til noget, noget der ligger helt tæt på men i en store kasse med mælkekartoner der på sit læk glider hen over gulvet som om jeg ved ikke hvad. (problemet igen).

“

Når man lover nogen noget skal

man gøre sit for at overholde det. Det

dummeste er at smøre sig ind i fedt og stille sig ud i regnen. Jeg oplever også smerten nu.

Det meste af dagen har jeg lyttet til min egen stemme, lænestolen har en plads, jeg har forsøgt et trick, og det passer alt i alt bedre end hvis jeg stod ude i regnen tøj på kroppen.

En masse larm rammer mine tekniske ører. Som om alt lyset folder sig omkring er det samme som larmen, men alligevel adskiller sig fra uroen larmen mærker sig frem med ind gennem vinduet.

Snore hænger spændt ud mellem flader af bygningernes bagsider, i karreen , der er min baggård, det billede jeg har, af det, kan med sine to valgmuligheder, siges sådan her,

snorene holder sammen på verden så tingene ikke glider fra hinanden, eller siges sådan her, når folk vasker hvidt i kældrene og netværket af snore har skjorter og lange underbukser er det før alting flyver.

Engang imellem når jeg mange år frem i tiden sidder på en bakketop og kigger henover jeg ved ikke hvad, et stempel i passet og fingeraftryk, de siger til mig “tag den med ro” de har siden den første dag kaldt mig idioten. Et godt eksempel på hvor meget vi tilgiver klovnene. Omkring findes larmen endnu.

En spand vand med sæbespåner hældes ud over gulvet og jeg bruger 4 timer på at gå op

og ned ad opholdsstuen med en moppe og en klud. Min plan kender jeg ikke endnu, men gule striber fosser ned på væggene, om vinteren lukkes rygeskuret. Der er ikke mange steder at sende os hen, så opholdsstuen er blevet rygerum. Og jeg skrubber på gulvet.

Det er ikke det værste sted at være. Folk er for det meste meget søde –– der er ingen store problemer.

Den aften hvor vi sad og kiggede ud over vandet i fjorden og du tog min hånd. Hvor mange år er gået hvis man lægger aldersforskellen mellem os sammen men trækker tiden vi har været sammen

“sammen”: hvilket regnestykke sidder vi med så? Kan det være et regnestykke vi kan stole på, eller vil diverse værdier i tallene også vise os at vi slet ikke er det samme ting. Tit tænker jeg på den slags. Jeg kan også huske dengang hvor vi gik og talte sammen på Assistens Kirkegården.

Igen kan jeg ikke tvinge noget –– jeg vrider kluden efter jeg har vasket væggene ned.

Vandet er helt brunt når jeg er færdig.

Boblerne lægger på overfladen af vandet.

Efter jeg har hældt vandet ud spiser jeg en sandwich jeg har hentet nede på hjørnet.

Tænker på dig. Tænker på alt muligt, men

tænker også på at vi begge to skulle have boet her.

Pladder keglesvin og lange tunger af radiser og tryk på helt hævede sår og borte udi horisonten et hidsigt glimt af døde der flår jorde op med negle –– jeg hader hele den forede skov den forede skov er foret med træer og jeg hader træer jeg hader en pind i øjet mit navn er B og jeg skyder folk i hovedet når de kommer for tæt på. Min kærlighed er så lille at man næsten ikke kan se den. Jeg hader min kærlighed som var den intet andet.

Det er løse minder, det er barnet. Og barnet vil spørge, hvorfor rører tøjet himlen, og ikke os.

Svarer du, vi kan ligne skyer i vores friske hvide tøj, men vi har intet at gøre i himlen.

Det, at vi tror vi har det, gør os endnu mere latterlige, vi ligner præcis det vi er.

Forestil dig noget roligt. Noget der er så stille.

Når jeg hører alle lydene, fra naboerne, bliver de mit hjerte, andre mennesker er ikke vigtige, det er lydene, en stegepande der tabes, børn der skriger, jeg har brug for dette.

Mine fingre spiller klaver over det hele, i gulvet trommer de ned, hører deres pige løbe rundt nedenunder, jeg spiller på hendes

hoved og takker hende med tonerne, ved siden af høres folk i køkkenet, en os af mad lirker sig gennem en form for skorsten jeg deler med dem. Filtret er lysebrunt på min side. Mine hænder danser hen over væggene imellem mig og folkene på den anden side. Det kunne også kaldes tegninger for intet. Spiller hen over hele væggen.

Jeg laver mine lyde fordi jeg skylder. Og jeg vil ikke tale om hvad stilhed betyder. Eller hvad hele bygninger uden lys betyder.

Det er på tide at vi starter med at huske, og ikke glemme. Vi vil simpelthen ikke bestå i et landskab af overfladisk og selvfølgelig natur.

Forestil dig at jeg tænker på dig nu.

Ligeså underligt som efterår i august. For det er en masse ting der blandes sammen og jeg er ikke et vidne. Eller jeg er et vidne der selv sætter virkeligheden. Og jeg vågnede i nat, jeg troede noget eksploderede i baggården, det gjorde det også, lige før jeg forstod hvad der foregik, nåede jeg at se det store vindue, der vender i den retning og ud i himlen, deles op i små stykker hvidt, det hele delt op på en måde så det virkede pisket.

Fra talerstolene løber vimpler i rød og sort på hvidt ned langs siderne.

Rækkerne af tilhørende har ingen følelser på ansigterne, det man kan se er kulden der har revet blodet ud af dem.

Der bliver talt en masse. Blodet rives ud af os.

Jeg går ikke længere ud om natten. Der er så mange historier om folk der er blevet revet ud af andre menneskers minder om dem, det minder mig også om dig, at du river en masse ting op i mig, og ikke langt efter det mærker jeg følelsen af at være pisket. I drømme, hvor alt er knust og sprængt, og hvor man mærker isens glasagtige skær, og hvor alting efter glasagtigt interiør på det indre mærkes som noget skarpt, det skærende i isen er på alle

jeg gør nu og ud af det blå mørke i den tidlige morgen, hænger tårerne fast i noget.

Folk begynder at klappe. Vi klapper alle sammen højere og højere som smæld i lungerne.

I

Selvfølgelig kørte bilen ad helvede til. Grene hang tunge ind over vejbanen, skød ikke, men tabte blade der ligner hvirvler af fugle mod det hele, lige over træernes svaj tegnede

gullig fedt lys sig omkring det de mørke konturer, ophidsede som i sygdom, suser det som med høje toner på den forkerte side af hovedtelefoner, alle vores forhold til at vælge rejsen frem for forsvaret og kedsomheden er også krympet, regnen ligner nåle tæt på asfalten, eller lange liner af isnet hår, stråene er raget ned ovenpå mudrede, sorte af opløsning, tab, stykker af s-lyde fra en nedtæsket ansigt: vi sår korn på det, gennem det. Det er kompliceret at tale om det. Læner mig bagud i det slingrende bagsæde. Når regnen slår så hårdt som nu lyder det som om hele banen er i bad. Brusende lyd kommer alle vegne fra, selv fra dækkene. Jeg kan godt

lide det, jeg mener: jeg elsker at køre på denne måde. Vinden har intet herredømme, det virker uvilkårligt hvor den slår ned som i panik i en folkemængde der, helt koncentreret, i udgangssøgningen og højt på pinde, giver sig udslag i hænder der tager en vej og ændrer mening; hvor det sidste man opnår bare en parallel til det første, og giver det sidste toner af rødt mens slag flår mod ansigtet, hele vejen griner som hullede munde når 80 cm høje sten står rejst i en stædig fastholdelse af orden der hurtigt tæller tusind år på sig og for hvert år der dynges sammen virker som det gamle menneske hvis forfald er et udstillingsrum af mere og mere farverig

indretning de bytter deres sande øjne for det sidste de mærker er at blændingen suger alle farverne deres sjæl er pantsat i ud i et totalt sort område. Vi nåede lige præcis det vi skulle lidt nord fra hvor vi må befinde os nu. Vi slukkede for radioen da vi ramte vejret, eller vejret ramte os. Bilerne omkring os er reducerede til lys. Skummende brændinger og ingen stik fra bakker i maven, op og ned, i en lige linje, som dødsårssagens skarpe knap, og med netop følelsen af dette, er vi skudt gennem ærtebælgen munden er og det er munden vi raser igennem, knækker tænder op og graver som store hænder, det slår mig nu, hænderne vi er søger og søger, efterlader

et langt udhulet gab vi pisser i og slukker den orange diffuse kerne af stød hvis afhængighed af gas der de, alle vores historier, De hænger som gamle rustne lygter der svømmer i mørket med dødsforagt. Ja jeg døser hen. M og P sidder foran, P’s hænder holder et fast greb om rattet. Mens jeg døser hen kan jeg høre dem snakke sammen.

Selvfølgelig kommenterer M på bilens helbred. Selvfølgelig kører vi rundt med det i humøret. Alle de ting jeg ser frem til, handler om at gøre det med de to, vi har været venner alt for længe. Turen kan kun gå godt. Ser for mig hvordan en masse mennesker træder ud af brækfarvede huse, flisestier lige op i

munden på husene. Alle disse mennesker står mens de farves dødsfarvede, deres hænder falder i lange tråde af død mens de vinker.

Jeg binder vimpler om deres undergang. Jeg antænder noget opera med død, klipper dem ned og vimplerne får dem i vejret. Lort vejer en spand når man er fuld af det.

Forestil dig det. At jeg er broren til forfatteren af alle tekstafsnittene omkring dette afsnit, jeg har overtaget min brors computer, efter selvmordet, i mange måneder var dagene lange og fulde af fortrængningen, hans død for egen hånd på engen bag møddingen, der hvor græs og is vred sig omkring hinanden i

en kamp om hvert strå, mange måneder gik med at fortynde minderne, billederne fra dem der fandt ham, tænder som sten med snore af blod, at vælge et våben og eje den sikkerhed at vide hvor skuddet skal sættes ind som det fatale i handlingen krones af effektivitet.

Guderne på aber der rider med bollerne hængende frit, morsomme og frie melodier er deres hjerner på mennesket, de er også deres dyr aberne og dem selv englene, i huler hvor grævlingen og jærven de skiftes til at suge på natten, steder hvor en alkoholiker spiler en yoyo af sjæl ind og ud i klæbrig opkast: er det en sjæl at redde eller kummen på det offentlige toilet som en del af sjæl og krop ––

jeg vrøvler og er søvnig, jeg sover ikke længere og mine hjerne tænder på hjertet hos hende når hun sover så fredfyldt som et tag med vinter på, en vinter af gele; SE duernes bittesmå håndskrifter, håber jeg på det, håber jeg på dem som urter i geleen og geledder af dumme mennesker der ryger under emhætter, jeg husker bare en politimand der op af sin lomme trækker dommen: to fribilletter til en forestilling om et liv med dansende frivillige, i et forsamlingshus, hvor væggene er brune og klistrede, hvor musikken sænker sit uhyggelige dødskor alle de døde alle de gamle alle forsamlingshuse hvor jeg håber I vil brænde ad helvede til og den sidste flaske, den

der ikke tager skade af branden vil jeg hælde i mig som perler af flydende jeg ved snart ikke, lytter nogen et sted mens jeg skriver dette nu, vil arme gennem skumringen være tidsbundne, viser viseren dig noget du ikke vil se ja alt viser dig hvad du ikke kan se: man ser ikke gennem jorden, eller kisten, men jeg sprænger i luften som et bed med og uden og andres indblanding, mange år senere vokser en gren frem og den holder foran sig i et klogreb: et værk af sorg. Jeg vågner midt i mareridtet og vågner den ekstra gang og stiger op, rejser mig frem i sengen, pulsen er i hele kroppen, ryggen klam og kold af sved, og bag et ophængt stykke af et gammelt tæppe

der tætner for lyset, fra gaden, ud fra etagen; er det tydeligt solen er blevet væk. Og den kommer ikke når vi kalder.

“En næsten ulæselig titel” af Rasmus Halling Nielsen/1. udgave Dødemarken 2014, © Dødemarken og forfatteren, 2014/Udgiver: Forlaget Dødemarken ApS, København 2014, (alssolar.wordpress.com) Mekaniske, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun til- ladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Co- py-Dan. Enhver anden udnyttelse er ifølge gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden

skriftligt samtykke fra Dødemarken ApS. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser/ Bogen må derfor ikke indscannes/23. marts 2014: et sted i løbet af dagen sad jeg og kiggede på søen. Jeg sagde til D at jeg ikke længere regnede de ældre som venner. Vi havde fløjet hele dagen og natten, det smittede af på os. Der blev sagt en masse ting. Tv’et kørte nonstop. Af alle de ting der blev sagt hvor smerten der gav udslag i et særligt ondskabsfuldt sprog var kernen: Krigen i offentlighedens lys var afsluttet. Vi drømte om geniale scener. Rubio dribler, efter crossover, ned langs baglinjen men i driblingen med venstre hånd banker han en

studsaflevering i modsatte retning af hvor han er på vej hen, ved ikke om jeg ville kalde det en behind the back aflevering, han har ryggen til Kevin Love, tror kommentatorerne kaldte den det, bolden hopper perfekt i favnen på Kevin Love

Oplever du dette når du læser mig nu?

Ringede jeg og spurgte en af de lærer der har haft mest betydning for mig. Selvfølgelig, svarede hun.

Vi kommer med bilen tidligt på formiddagen.

Tågen hænger som svampe mellem buskene og træerne omkring sommerhuset. Vi har talt

om det længe. Det første du altid gør er at støvsuge. At befri møblerne under de hvide lagner. I bagagerummet har vi noget mad i kurve, noget af det køletasker. Når jeg holder rundt om dig mens vi står og kigger ud over haven kan jeg se billedet for mig. Duggen stikker også i planternes hud. Om aftenen lover jeg dig alt muligt mens vi spiser. Du har rørt forskellige ting sammen, plukket mynte.

Krydderierne står i store krukker på siden af huset. Længere ude i den retning ligger havet. Det kan være voldsomt. Det kan tage liv og knække dem som stilke, hvis de som stilke på planter nemt knækker sammen. Jeg har tændt op i brændeovnen. Du griner mens

du kommer med gode råd. I morgen kommer en del venner. Du er ikke bekymret som jeg er det, hele tiden nager tvivlen om der er købt nok mad. Vinduerne i begge gæsteværelser er slået op. Det nyvaskede vasketøj ligger altid på nederste hylde i skabet. Øverste hylde er det der senest vasket, dette system er typisk dine forældre. Du truede mig med det engang, du var hjemme hos mig. Du stod så seriøs og var det slet ikke med truslen “jeg gør det nu” eller “jeg gør det mens du er nede efter mad”.

JEG har et problem mine problemer er små, mine tanker i dette er ikke i dette som du kræver og du hæver en mund, mens vi står

ved en tåge, vi lærer at tågen ikke findes, gennem rudens skår trækkes varme igennem, er denne så en strand og kulden et hav, vil alting dø som et hjørne på en højtaler, hvorfor samler han på dem hvordan får han plads, vil han betale for lyden af en bil der slynges omkring det der dræber den når radioen spiller det dummeste man kan forestille sig? I en lomme foret af bobleplast skabes kæder af sammenhænge ingen forstår, han kan høre dem og forstår det sådan bedst, mens alle andre holder op med at feje kroppene for alle operationerne vi påfører vores latterlige hegn med, se nu lyver

Dugen er plettet allerede før hovedretten.

Næsten alle har taget vin med.

– Hør nu, siger F., jeg synes det er godt det går så godt med det hele.

– Fordi det gør det ikke hos os, bryder D. ind og griner mens hun ikke slår men bare skubber ham på skulderen væk fra sig. F. giver efter og hælder mens stolen knager under ham.

Han lægger en hånd på bordet og fingrene trommer, han fortsætter: – Men du kan jo ikke blive ved med at sidde hver dag på dit kontor og vente på noget der måske ikke kommer.

(Kenn og Ani sidder overfor hinanden men for bordenden ved det aflange bord) Kenn: – Altså fordi vi er voksne nu eller hvad?

Jeg elsker han stadig, som jeg selv, i F’s øjne er uansvarlige og burde blive voksne.

Men gennem hele vores fælles fortid har forskellighederne i gruppen været en nøgle til aftner som dette.

Du rejser dig og henter flere flasker vin ude fra køkkenet. F. har taget de fleste af dem med, han er venner med indkøberen i firmaet og køber med rabat det indkøberen anbefaler.

Jeg:

– Jeg må ud og have noget luft. Da jeg rejser mig kan jeg mærke hvor meget jeg har fået at drikke. Ani rejser sig også og siger det samme. Lidt spredt latter.

– Du skal ikke give nogen cigaretter. Siger du.

Vi står, Ani og jeg, på terrassen der er hævet lidt over haven. Dine forældre snakker om at fundamentet der blev støbt i 60’erne hælder en smule. Det siger jeg til Ani og hun nikker og ryger. Den store dør bag os, der glider op og i, på skinner, står åben. Vi kan høre høje stemmer, nogen sætter musik på, nogen stopper musikken og noget nyt kommer på.

Jeg har sindssygt meget lyst til at ryge Anis cigaretter. Hun ryger så langsomt.

Hastigheden hun ryger med er næsten bedøvende. Alle de gange jeg har cigaretter så hurtigt som muligt. På toilettet derhjemme bag en låst dør. Vindue på klem. Man kan ikke stikke af fra det. Du kan lugte det med det samme.

Første gang vi var her, det er så lang tiden siden, kan jeg genkalde min begejstring: Dine forældre havde lp’er og et helt godt anlæg.

Sidst nogen skiftede musik kunne man høre det var fra pladespilleren. Jeg elsker den lyd, pladespilleren og pladen sammen, giver

som et lille næb af utilfredshed. Næbbets lille opstand mod volden.

– Hvor længe har du ikke røget nu? Ani spørger.

– 5 måneder.

Hun sukker eller siger en lyd som åh – hun har ingen planer om at stoppe. Er det over iPhone nu? Tænker jeg. Musikken virker en del nyere end dine forældres smag.

– Det er ikke altid nemt. Siger jeg.

– Nej. Jeg har lyst til at sige en masse ting om stjernerne og alt muligt, hele mit hoved brænder sammen og jeg begynder at trække T-shirten i alle mulige urimelige retninger.

Men du kan jo ikke blive ved med at sidde på kontoret og vente på noget som ikke kommer.

Der findes en lille plasticfigur af en ko på min kollegas skrivebord. Jeg æder din ko. Jeg sætter en lille prik, fra noget labelpapir, og dens klove, de forreste, skal røre ved pletten.

På den måde er det ligesom om koen skider ud i verden gennem vinduet.

Mere larm. Nogen taber noget. D. kommer ud til os, luften føles som om den går lige ind i hjernen. Vi sidder i hvert vores hjørne af terrassen. D. og Ani i store kurvestole med halvtag over sig. Jeg står tættere ved udgangen til trappetrin ud i haven. Det trækker. Om lidt vil jeg løbe så hurtigt jeg

overhovedet kan ud i natten, haven, duggens vanvid, som et skrig, der ikke er nogen finale, som et komma korrekt placeret.

Der flyder skum omkring i gaderne, de har lige slået en lejer ihjel i baggården, deres bid er betændte, nede i jorden, jeg kommer et sted, står meget længe, jeg forstår ingenting, min skygge på ruden forstår jeg ikke, min mælk er blevet kold, pludselig får jeg meget travl, men så skete der slet ikke noget alligevel, når mine øjne fanger lyset bliver lyset ringe i øjnene, jeg har helvedes travlt undskylder jeg, jeg lyser i øjnene, de siger alle sammen jeg arbejder for meget, jeg

undskylder når jeg kommer hjem, vi bor på 4. sal to af os deler seng i et rum, det er os alle sammen, om morgenen spiller radioen, og lyset vokser som en kugle i maven på mørket om morgenen mens jeg tager min varme frakke uden på en anden frakke, jeg slår kuskeslag nede i sneen mine fødder mærkes allerede våde og kolde, der er ingen på gaden, jeg skynder mig af sted, jeg er i sommerhus, det ligner farver der ved hvor de skal hen, det skummer slukket ud i mørket, igen bliver jeg helt varm, jeg drømmer om at gå ud i vandet til navlen, der ligger spor af begravelsesoptog, han siger han kom i en kæmpe lang sort bil, han siger måske det var

en Ford, han siger du kan købe den af mig til mig, jeg ryster på hovedet, jeg nikker bagefter, til mig selv nikker jeg bagefter og siger det var en god beslutning, til mødet siger de at det var en god beslutning jeg tog, jeg takker dem og trykker hånd med dem alle, de mener det var en god beslutning at jeg trykkede alle til mødets hånd, bagefter putter jeg en masse papirer en lædermappe, et tysk mærke, for mit indre ser jeg både min far og mig selv nikke, vi nikker for os selv, og vi nikker til hinanden, der går mange sekunder, vi griner ikke, det er meget alvorligt, mange år tidligere var vinteren rå og kostede mange menneskeliv, nu hænger en rotte i halen ned

fra 5. sal, det er næsten som om det er blevet juleaften, vi grinte sådan den juleaften da nogen fra 5. Sal sænkede en rotte, død og stiv i frosten, pelsen hård som tænder i en rovfisk, den sommer så vi også en ræv og et egern, ikke samtidig, jeg ser hvordan rotten hænger i halen og udbryder en lyd som et ur mange meter under saltvand, de siger jeg savler, jeg kigger ned ad mig selv, mødet var næsten slut, de trykker min hånd, de siger jeg savler, jeg nikker, jeg trækker rotten ind i et sommerfuglenet, vi griner så meget den sommer, nu er julen endelig kommet, vi sidder og drikker mange liter vand, roen sænker sig når alle spiser, en henne i hjørnet

kaster op, vi griner, men det er ikke sjovt, en henne i hjørnet bliver ved med at kaste op, det er lidt uhyggeligt eller også griner vi, eller også er vores reaktion på det uhyggelige at grine, alle mennesker går rundt den sommer med smil på læben, et bid i lænden, der er ingen flot menighed i kirken, kirken er næsten tom, en peger op mod alteret, vi rusker buskene foran kirken, vi sidder helt stille og ryster buskene, et lille helt sort blad frosten har ødelagt ligger som en kantet læbe med skarpe tænder under, fiskene med så skarpe tænder spiser hvad som helst og de gør det virkelig hurtigt.

–––––

Alt dette copy: du er ICE mand. Den store plan havde været grus. Da vi løb tør for grus, mistede vi troen (selvfølgelig skal troen markeres som troen eller Troen).

Nu skriver jeg til dig, for jeg har fundet dig på sikkerhedskameraet fra Nørreport.

Eller jeg finder dig frem i eget sikkerhedskamera. Vil sige til dig at vi ikke har lang tid endnu. Hvis vi giver dem fingeren tager de hele armen.

Men også dette bliver vanskeligt. Alt for meget sender røg op i luften.

Manden viser mig vej til min mormors hvilested. Manden sælger mig søvn. Manden, ordet jeg bliver ved med at gentagne. Det er også ok. Det er dig der er ICE nu, næsten siger han til mig, mumler det ud af munden, ved højre mundvig i skægget sidder en krumme.

Jeg lægger alting på linjerne. Vi er søde når vi sover.

Skubbet det at skrive frem helt til i aften og tror ikke der har været nogen rigtig plan med det, ved ikke om jeg har nogen som helst planer med dette, det er ligesom at tegne en dør i en væg som man forsvinder ud gennem

men mens man forsvinder må erfare at væggen er en væg. Engang i går forsøgte jeg mig at sætte tekst op gennem at snuppe ord fra en bog, det er ikke første gang, men hvornår var første gang jeg gjordet det?

Engang tilbage i tiden, virkelig lang tid tilbage, husker jeg at skrive bøger jeg lånte på biblioteket af og direkte ind på computer; er dette en form for osmose (diffusion af opløsningsmiddel gennem en semipermeabel (halvgennemtrængelig) membran). Det blev underligt især da jeg anførte bogstaver i forskellige fonte der var strøet ned gennem det hele som et fundament og hvor det billedteoretiske materiale netop blev

materiale/ cementen størknede og jeg klippede så vidunderligt dovent i det. Det minder om en slagter der skal brodere en dug man lægger om en kejsers lig. Kopierede og satte ind, imens jeg sad og tænkte jeg kan gøre det her mens jeg laver alt muligt andet – men det sørgelige er at jeg ikke på samme måde kan lave flere ting på en gang.

Overvejede i løbet af i dag, mens jeg var ude, at investere i en af de der pudeagtige ting man stiller computeren på så den ikke brænder sammen, sådan gik jeg bare rundt og tænkte på al den tekst jeg lavede på den gamle mens jeg sad i sengen indtil bunden røg ud på den. Det ligner en musling, jeg

kigger til højre hvor den står: den ligner en musling hvis lukkemekanisme er itu. Skal jeg ædes, skal jeg?

Jeg kommer til at tænke på dengang jeg boede i Kreuzberg, Berlin, den sommer.

Egentlig er jeg usikker på hvorfor jeg tænker på det, det kan sagtens skyldes at jeg dengang sad som jeg gør nu, kigger ud af vinduet og ønsker ikke mere kontakt til omverdenen end det. At kigge ud og blive siddende hele dagen. I Berlin var vindueskarmen dog anderledes, ret bred, ift. sådan som jeg bor nu, man sad der og kiggede ud og ned på gaden, jeg kunne sidde med

computeren i skødet. Det gør jeg nu. Men det er ikke sommer, den sommer der var, er allerede glemt. Og et ur tikker på samme måde på en måde, hver gang sekundet

Op tidligt i morges og drikke kaffe på Ryesgade mens solen skinnede, regnede det, regnede det? Jeg tror det regnede, vandpytterne hoppede på overfladen som om det var et cirkus for ånder på kridtede heste i flod. Jeg fryser i mine knogler. Jeg tror ikke på andet længere, mine knogler taler sandt.

Det er ikke for sjov. Gik rundt inde i byen, kiggede på jakker og frakker. Søgende og vågende og søgende, uden at vide efter hvad.

Har fundet en vinterfrakke der virker stærk nok til vinteren jeg oplever allerede er her nu og hvis den må ofres ofrer jeg den gerne.

Jeg ejer ikke længere nogen respekt for noget. Jeg respekterer ikke den læsende.

Har i flere omgange tænkt på hvad jeg blev fortalt om noget tidligere ytret, er ikke sikker på jeg helt forstod det, eneste bog jeg kan forestille mig at have noget sådan om var “Rødt lys” – og ja det kan kun være den, men det 5 år siden nu. Mindes ikke at have sagt noget sådan. Alligevel gav det et dybt stik ind

i noget, jeg så vælger at kalde hvad? En form for gensyn med noget man gerne ville have sagt og noget man, de tider her, ville ønske var en kerne i dette, og som så kunne siges uden at føle dårlig samvittighed. Fuck jeg sidder i det her og der sker ikke det store, en masse ting vælter rundt om mig og jeg har ikke lyst til at mærke lysets løkke omkring det opflåede hvirhvler i nakken men jeg mærker det når mørke bare bliver mindre og mindre som en blomst hvis blade nogen har klistret mod en port de har kaldt træ, jord er og bliver manieret og en port af træ, afhængig af lakering og maling en lærred og på det lærred står et tal på et lille blåhvidt

skilt af metal og tæl til dette tal (35) og hold vejret, ønsker du stadig at være her på spidsen af en dåse hvis spray daler som vandkande med hovedet ned ad mod det sorte vande. Sorte vande, hvorfor. Hvorfor ikke.

Jeg ville ønske at den udtalelse jeg er kommet med engang var gældende nu. Det er det ikke, jeg ikke engang længere skuffet.

Jeg vil fiktionalisere Amager, jeg vil det.

Amager er som fiktion bare endnu et verdenssår i en røv. Vil ikke en skid. Sove, hvornår er det passende at gå i seng.

Denne manøvre af sampling gør mig styg i humøret. Som en klovneagtige skæbne Persona én persona (F.) fortæller mig om studierne i lejlighedsdigtere, historien, jeg ikke vil kende. Jeg hader alt gammelt støj fedtet ind i stoffer der vædemæssigt igen er tunge og stinkende, jeg vil være Christoff Heinrich Amthor (ca. 1678 – 21. februar 1721) jeg var en dansk historiker og kongelig historiograf. Søn af den grevelig Stolbergske kansler Joachim Huldrich Amthor og født i Stolberg (i Thüringen). Jeg kom som dreng i huset hos min farbroder Ehrenfried Amthor, dansk etatsråd og overkrigs- og landkommissær i hertugdømmerne, der

levede i barnløst ægteskab med sin hustru, Anna Sabine, født Claudi. (CLAUDI OGSÅ en mindste følesans, de store mælkehøje søjler, søndagstøjet syet af blæst og spættet guldbroderet, mens De boede i den kongelige del af Holsten, først i Glückstadt, senere i Rendsborg. I 1694 dimitteredes jeg til universitetet i Kiel, hvorefter jeg gik til andre tyske højere læreanstalter. Han lagde sig efter lovkyndighed, statsvidenskab og historie og blev en discipel af Christian Thomasius, hvis iver for den nationale ret og modersmålet han tilegnede sig. Ligeledes optrådte han som digter i tidens legende, dels fade, dels svulstige maner. Allerede i 1702 døde hans

første hustru, Anna Gørritzen. Året efter, i sit 26. år, ansattes han som ordentlig professor i statsvidenskab og privatret i Kiel, hvor han ægtede en datter af den ældste professor på fakultetet, prokansler og justitsråd Nicolaus Martini. Som professor optrådte han med megen iver for den nye tids ideer; han brugte endog modersmålet ved enkelte af sine forelæsninger og udgav skrifter på det. Han søgte at fremkalde et alvorligt selvarbejde hos de studerende, større videnskabelig sans og jævnlig indøvelse af det lærte. 1712 blev han professor i national (den slesvigske og holstenske) ret, som han særlig havde dyrket.

I de samme år skrev han i eget og andres

navn en stor mængde lejlighedsdigte og festsange.

Imidlertid blev han draget ind i de samtidige politiske begivenheder. Som opdraget af en kongelig embedsmand fulgte han den danske sag med sin fulde sympati og skrev bl.a. hædersdigte til kongen i anledning af hans sejrvindinger. Da det afgjørende brud med Gottorp derefter indtrådte, modtog han udnævnelse til dansk kancelliråd 21. august 1713 og søgte straks efter sin afsked af den hertugelige tjeneste uden dog at kunne få den. Han forlod derfor Kiel og modtog udnævnelse til medlem af den under 4.

november samme år oprettede overret for det genforenede hertugdømme Slesvig (Overretten på Gottorp). Året efter blev han desuden kongelig historiograf og præsident i staden Rendsborg. Han udfoldede nu en betydningsfuld forfattervirksomhed til oplysning af hertugdømmernes, særlig Slesvigs offentlige ret, ligesom han kastede sig ind i den samtidige litterære strid med Sverige og Gottorp for at retfærdiggøre den danske politik og påvise dens nødvendighed.

Af størst betydning er hans skrifter om ridderskabet og om Slesvigs historiske forhold til kronen, der begge fik betydning for den følgende tids politiske omvæltninger

(Historischer Bericht von dem vormaligen und gegenwärtigen Zustande der SchleswigHolsteinischen Ritterschaft und ihrer Privilegien, 1714, og In jure et facto gegründeter Beweis der vielfältigen Treulosigkeiten, so das jetzt regierende konigl. dähnische Haus von dem fürstl.

Holstein-Gottorpischen bisher erlitten, worin ... gezeiget wird, dass das Herzogthum Schleswig durch offenbare Rebellionen und bose Intriguen der damahligen Holsteiner von der Krohne Dänemark zum erstenmal abgerissen etc. Auf allergnädigstem Befehl, 1715).

I 1717 udgav han i Flensborg en betydelig samling af sine digte (Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte). 1719 kaldtes han til København, hvor der anvistes ham bolig på Rosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende konges årbøger efter aktstykker i arkiverne, men nåede kun til i to folianter at få det første år (1699-1700) gjort færdigt. Efter fredens ratifikation i efteråret 1720 henvendte det Tyske Kancelli sig til ham for at konferere med ham om de fremtidige former for Slesvigs styrelse, men han oplevede ikke at se indlemmelsen fuldbyrdet.

Han døde 21. februar 1721 på Rosenborg, kun et par og fyrre år gammel. Vistnok må han

henregnes til de mest nidkjĂŚre og begavede mĂŚnd, som stod pĂĽ dansk side i den lange og vanskelige kamp med huset Gottorp.

2

Der er opstået problemer med folket (har altid drømt om autoriteten der lægger sig som en død klog hånd af tro) –– jeg sidder på nuværende hjørne i en glemt tid. Mit problem opstår hver dag kl. 9. Nu står vi op og dolker tiden.

Jeg tænker nogle gange det er snyd, hendes hår er sukkerfarvet når hun hænger sig i

støvet og en masse gåder springer ind i øjnene: skånsomt og delikat; brevene er hun alligevel ligeglad med. Når jeg finder dem nu så mange år efter føler jeg heller ikke det er noget jeg har lavet med så meget andet hjertet. Jeg har et hjerte nu, men det er forskrækket på 20. år.

Ved ikke længere hvad jeg forbinder med overtro. Et eksempel kunne tages fra en mere produktiv periode hvor magien (i mangel på bedre ord) danner bl.a. mønstre så stærke at tro udspringer deraf. Når mønstrene bliver mere indviklede og kræver at jeg er nøglen: hvor jeg gennem den funktion til gengæld

føler mig langt mere viklet ind i verden, den drejer, eller alt drejer sig om mig og ting jeg kan låse op.

Underliggende hele idyllen her, som en grød af blodfarvede minder, at jeg ligger og kun kan se en masse ting der i deres mærkværdige kævlen og sav saver deres ting i mig mit hjerte. Alligevel kan processen med dette ikke sammenlignes med tidligere, for nu ved jeg hvad jeg gør, siger jeg til mig selv, støvlerne hænger ud i mudderet og på en måde virker det som at gå gennem utallige grene af familier, som om alle lig vi graver ind i jorden springer op og griber fat i det

levende, ikke at vi eller jeg, jeg, nej jeg er ikke sollyset der river den af på grenene så bladende sprøjter, mine hænder pløjer bare mudret og fører til munden jordens smag, og saltets smag i jordens smag og de tindrende grin af knuste knæ kæber kældre for tænder, nej –– nej –– nej det er kun når jeg finder en kindtand som en ædelsten mit i mudderet der viser sig at være en blomst, og sådan, ser jeg for mig alle årene der er gået, hvor mange gange har jeg hævet et glas i hyldest til året der er gået, dem der vil komme, som

Sneen koster livet for mange, disse dage med en masse gråt vejr og jernhårdt smadder, at

føre sig selv i hestens sted og virkelig mærke og forstå hvorfor ilden i et øje kæntrer sig selv holdt ind i mere end close up mod et spejl i en entre hvor jeg ligger og halvt inde og ude i frakker der her aktier i håret og slår på en kurs indtil jeg vælter, alle disse ting jeg så hurtigt må skrive til dig nu og som du vil læse om 20 år og måske til den tid vil nogen have hentet dig og ført dig bagved brændestablet og skudt dig i baghovedet som en hund hundene vil bide som en fugl fuglene vil skide som en rive gennem et efterår hvis materiale er isnet kulde og større søer af hud omkring skelettet af et bur fugten fremkalder hoste og musikken ophører –– jeg kan stå helt alene

med læber blå, hænderne røde, ved dette møde den næste morgen kan viljen ikke længere holde på det, denne slumrede dag hvor

Der findes ingen produktiv periode længere.

Igen har jeg forsøgt at skrive alle mine bedste tekster ind i en prosabog. Dvs. jeg sidder ikke og græder, det eneste jeg brænder inde med er træthed, skepticisme og omgivelser, der ikke, selv om de havde en mund på det, ingenting kan lære mig af nye ting. Som om opgaven er min og jeg ingen steder kan starte på at udføre den fordi det hele ældes i øjeblikket, eller dvs. sprog, tegn strander. Jeg kan ikke høre dem. Jeg kan ikke høre noget.

Naturens træ. Et nænsomt busket skud på de hvide små skeer af blomster og blomsters blade. Læderet i stænglerne. Alting få øjeblikke fra at gennemsprøjte os igennem: smagen viser det, blod der indeholder alle vores kære intentioner om fred hakket ned af en et voksende raseri, i øjet på det du ser og det der lukker, ventilationen i toget sjasker ud som en meget lille lyd af noget

Som store brændende grænseovergange sidder krydserne hen over det opgivne udgangspunkt for bogen der skrives mens

disse noter gør hvad?, fordeler og regerer over lede. Det holder hverken noget inde eller ude. På mange måder, hvor jeg sidder langt fra det hele, sløres alting. Det holder ikke sammen på tingene og tingene jeg gerne vil skrive holder ikke hvad de lover mig.

Årstiden, efterår. Allerede tidligt nu kommer en art mørke, bedst kan jeg beskrive det som at alle farverne i rummet transporteres ud på hemmelige og usynlige hænder. Hvem spørger jeg. Hvem gør dette. Er det en fucking joke?

Skal jeg grine, grine på tænderne som et dyr hvis mark er røvet, hvis græs er hugget ned, vil denne snegl kravle over mig mine læber,

vil slimet smage af et spor mod jorden.

Hvorfor er et slimspor det sødeste i verden, hvordan kan det sy læberne sammen og samtidig nive i siderne så det smil der skabes er slik.

Nu står forfatterne op og går i seng.

Følelsen jeg drømmer om, er om natten netop det, at ting rækker ud af mørket, ting: hænder der rækker ud af mørket for at holde mig fast der hvor de kan nå mig og standse bevægelserne.

Flere måneder har jeg været i gang nu det virker ikke som om der er noget at stille op med det for jeg oplever hele tiden turen til Holland og mine forældre at køre op ad indkørslen og se dem skubbe rundt på deres alderdom. Mine minder fra den tid. En morfar med at tykt lysebrunt læderbælte og forskellige farver af knapper i en skjorte der altid var ny og samtidig købt billigt af Elsa nede på hjørnet, de havde en systue på 1. sal og den var billig. I forhold til hvad de lavede og farverne i knapper der virkede håbløse og tilfældige har prisen nok været på det niveau fordi de alle mere eller mindre var blinde, når

de syede, da jeg var barn og selv nu er disse hænder, deres hænder, som præcise instrumenter, det svarer til at man træner en soldat så meget at han bliver blind og dermed udfører sit arbejde på en rutine af mekanismer, i soldatens favør må det blinde også lukke sig om hjertet, hvordan, og hvorfor forklare det anderledes, det barnets øjne der ser det sådan, det mine øjne der ser det sådan når jeg er voksen fordi jeg ikke er voksen, i mange år nu har jeg levet på en verden af bøger, læste og skrevne, jeg håber hele verden er blind, at skarpe lygter

Billedet jeg kan give er statuerne rundt

omkring, de ældre, steder hvor de er uden arme, steder hvor de er uden krop.

En masse ting blandes sammen nu. For nu kommer vinteren.

Spiste en kage på en cafe v. Halmtorvet(?) og drak kaffe. Har færdiggjort en udgivelse på OVBIDAT, det fejrede jeg. Jeg vidste jeg ikke havde spist hele dagen. Tyggegummiet føltes som knasende syre mod tænderne.

At rejse nordpå er pludselig en mulighed.

Rydder op og gør rent i morgen.

Jeg har gennem et par dage arbejdet i Pages på iPhone. Det hele keder mig, det keder mig konstant. Min koncentration svinger skygger gennem linjer af vægge der alligevel vil rives ned.

Selvfølgelig tog jeg af sted fra København med en drøm om at arbejde på en måde tilsvarende tidligere. Håb. Altid har sommerhuset virket som et godt sted for dette.

Nu er der kommet internet i huset.

En lukket bog ligger på sengen, jeg får dårlig samvittighed når jeg kigger over på den.

Samvittigheden plager mig også når det kommer til samarbejdet om Romerbogen. I en genbrugsbutik på Ryesgade, i onsdags, tirsdags?, gik jeg de fleste gamle bøger igennem i håb om at finde våbenskjolde/segl på omslaget og hente det hjem for en ny serie.

Men hvilken ny serie er denne? Jeg laver ikke noget. Haettenschweiler rører ikke på sig.

Et bidrag til Hvedekorn er antaget.

“Laver du meget grafik nu?” spørger en af mine forældres venner midt i en samtale om flytning og åbning af udstilling. Det virker næsten som løgn mens jeg siger at jeg ikke længere skelner mellem genrene, det er en god måde at starte dagen på, aldrig at udelukke mulighederne, der aldrig byder sig.

Det er næsten sandt. Men udsagnet zoomer ind på min ligegyldige følelse ift. dette og det er sandt. Jeg bekymrer mig ikke længere for opdelingen og i det modsatte af opdelingen findes et sted hvor alting kan klippes og moduleres sammen uden ofre, følelsen der er mest skræmmende i al sin ærlighed, i dette og

som, måske, gør offer ud af mig selv, er en følelse af at være faret vild i sit eget hjem – hvilket kan karakteriseres som en sindssyge bundet til en seng der på en automatisk måde igen og igen bakker ind i endevæggen: det er paragraf 119

I dag hvor efteråret for alvor møder op og kaster mørke og kold vind mod alle knoglerne sendte vi mapperne i alle retninger af Danmark, fra posthuset på Hovedbanen.

Har købt 6 bøger i Vangsgaard. Havde gang i effektpedaler inden jeg tog ind mod byen og

videre mod Vesterbro. Det føltes på præcis samme måde som dette: at jeg ikke rigtig føler for hvad jeg skriver, men under processen er det uden betydning fordi det får så lidt stemme, det er en fysisk bevægelse (i virkeligheden et meget vigtigt element, i måden at arbejde på, men som måske er det helt modsatte af bevægelse, eller sådan som jeg forestiller mig andre forstår “bevægelsen”.

Først når jeg sidder senere, og jeg frygter udviklingen på tingene der, når de standser op, standser mig og derved sløver sig selv med mig.

Har åbnet et nyt dokument hvor jeg smed

postkortene ind, fra weekenden, skrev dem i Pages på iPhone, skammer mig over kvaliteten, sad mens jeg skrev dem og tænkte “det er okay, det er næsten en helt ny form, og det skal afprøves”, måtte efterfølgende sløre dem med Words filtre til billeder.

Håbløsheden melder sig igen og igen, det er en uhyggelig følelse.

Efter tråden af billeder skrev jeg hurtigt og ikke kritisk og skrev 3 sider. Det er ikke godt, til gengæld har det efterfølgende skabt en kontrast til den blegere fra udgave af

tidligere dvs. det skyder sig ud fra “hvor jeg var og vil hen”, “hvor jeg er lige nu”, “og til sig selv og mig hvor vi sammen er”, jeg tænker exceptionelt dårligt og slagter rundt i tingene.

Fuck hvad laver det her. Her allerede 55-årige øboer. Hvilken af de hemmeligheder skal jeg indstifte i et program for et helt ildfarvet udbrændt parti vi sejler seje vinde og kanter af alle mulige ting mand jeg har brændt alle kontanterne af på

Mindede mig om tidligere episoder med hastig

produktion af tekst men som også står i kontrast til sig selv og på en måde være i tjeneste, eller noget, – ikke tjeneste: følelsen er rar og i denne tid fremmed, mærkes en hank i min krop, er det det den er.

Alle filerne der indgår i dette værk er sat ind i en mappe med titlen SEPTEMBER GØR DET NU FÆRDIGT.

Igen bliver jeg besat af tanken om en trilogi.

Det virker som en besættelse jeg døjer med fra tid til anden. Afhængigt af hvordan man skelner mellem det gode og dårlige må det

være tydeligt for enhver at den nødvendige balance (relative balance) der skabes konstant, som en sammenblanding af hele spektret og som yderligere skaber endnu flere sider af det, forsøger at rykke ved det som er troen på “balancen” der må styrtes om og om igen; det mest skræmmende, ved alt dette er de områder der styrter sig selv, og som forvandler alting til et opgør der nægter at hvile, og er de punkter hvorved former som trilogi mister deres betydning i deres hyppighed. Stadig er noget velkendt. Stadig forlades festen.

Vågner op sent. Trods en følelse af at være i

gang med dette. Måske finder jeg det ikke.

Måske findes det aldrig igen. Hvad vil man skrive med et sprog man kender, hvornår kender man det ikke. Allerede nu hvor det er helt tidligt leder jeg efter genveje.

Selvfølgelig opstår tanken eller “ideen” om sampling og skanner. Griner det shit. Er det originalt shit. Er det?

Jeg har lagt screenshot med Pages og oversigt over dokumenterne. Det ligger både på Facebook og på bloggen.

Overvejer at skrive en mail til M. Om hvordan

det går. Om hvor frygtelig skarp kulden var i går. I dag er jeg lidt i gang. Som et dårligt bær ud af det blå.

Haettenschweiler og ········. Hele formiddagen.

Om rokering om.

Har skrevet prosa. Har skabt et forløb. Det forlader ikke computeren lige nu.

Har planer om at læse EFTERBILLEDER i dag.

Kan jeg det.

Overvejer stadig at finde materiale nede på Ryesgade. Skanner.

Evt. spise morgenmad først og så tage ned efter bøger. Man skal være så forsigtig og rasende.

Fik skrevet en del i går, og nu til formiddag.

Hver gang jeg forsøger at etablere en stemme i en berettende funktion bliver jeg så sindssyg. Jeg tænker ikke der er en stemme,

jeg kan kun se det som et trick, en kanin i en hat med et hemmeligt rum.

Købte ikke bog i genbrugsbutikken på Ryesgade. Holdt mig fra det. Efteråret gør ondt lige nu.

Nede på søen flygter vandet forbi reddet til at gnister fra solen. Læste i en bog jeg to gange tidligere har forsøgt at læse.

Jeg er ikke digter. En digter er et sprog. Jeg har intet sprog og er derfor ikke digter, hvis

nogen giver mig et sprog, så jeg kan rippe hele lortet på 5 gør jeg det som en rotte.

Skubbet det at skrive frem helt til i aften.

Engang i går forsøgte jeg mig at sætte tekst op gennem at snuppe ord fra en bog. Det blev underligt især da jeg anførte bogstaver i forskellige fonte der var strøet ned gennem det hele som et fundament og hvor det billedteoretiske materiale netop blev materiale/ cementen størknede og jeg klippede så vidunderligt dovent i det.

Kopierede og satte ind, imens jeg sad og tænkte jeg kan gøre det her mens jeg laver alt muligt andet.

Op tidligt i morges og drikke kaffe på Ryesgade. Jeg fryser i mine knogler. Gik rundt inde i byen, kiggede på jakker og frakker. Har fundet en vinterfrakke der virker stærk nok til vinteren jeg oplever allerede er her nu.

Har i flere omgange tænkt på hvad jeg blev fortalt om noget tidligere ytret. Mindes ikke at have sagt noget sådan. Alligevel gav det et dybt stik ind i noget, jeg så vælger at kalde hvad? En form for gensyn med noget man gerne ville have sagt og noget man, de tider

her, ville ønske var en kerne i dette. Jeg ville ønske at den udtalelse jeg er kommet med engang var gældende nu. Det er det ikke, jeg ikke engang længere skuffet.

Jeg vil fiktionalisere Amager, jeg vil det.

Amager er som fiktion bare endnu et verdenssår i en røv. Vil ikke en skid. Sove, hvornår er det passende at gå i seng.

Fotograferede det gule hæfte der var lå inde i Politikens Boghal. Der sad en mand og læste og undersøgte digtsamlinger –– og jeg håbede han sad med en bog af mig. Det gjorde han.

De vil have Transtrømer og det kan jeg godt forstå, og de vil have billigt stribet flæsk og syreregn og hvad er jeg? Det hele på en gang.

Er der læsere i det.

Udgav (i mangel på kreativ formulering) endnu en “maskine” kaldet Middelbor i går.

Der ikke mere at sige: enten forstår mig rebuselementet eller også forstår man den ikke. Havde alle de høje tanker i går, om screeningprocessen der er lagt ned over det via mediet. OSV.

I dag vågnede jeg sent. Gik ned mod Emmerys

på Østerbrogade; købte brød, kage, kakaomælk. Fik fingre i afgangsantologien 2014. Kiggede på den nye digtsamling af Pia Tafdrup. Ingen rigtige tanker om det versus Maskinen fra i går. Overvejelser om hvordan man skulle præsentere det overfor andre.

Også ift. arrangementet d. 30.10. i Aarhus.

I går lå jeg længe og tænkte over det, hvordan jeg ville forklare det, i dag er jeg bare træt. Har indspillet tilfældige mønstre fra Synthesizeren.

Prøver hele tiden at finde forskellige måder at

kommunikere på. Det er frygteligt. Min krop skriger efter lys. Mine fingre er stearin. Det stinker af bobler sæbede ind i kemi. Her er den gode kemi. Kemi forbinder sig til nogen arter af tilværelsen vi ikke fuldt ud kender, eller gør nogen forsøg på at lære af.

X Denne manøvre af sampling gør mig styg i humøret. Som en klovneagtige skæbne Persona én persona (F.) fortæller mig om studierne i lejlighedsdigtere, historien, jeg ikke vil kende. Jeg hader alt gammelt støj fedtet ind i stoffer der vædemæssigt igen er tunge og stinkende, jeg vil være Christoff Heinrich Amthor (ca. 1678 – 21. februar 1721)

jeg var en dansk historiker og kongelig historiograf. Søn af den grevelig Stolbergske kansler Joachim Huldrich Amthor og født i Stolberg (i Thüringen). Jeg kom som dreng i huset hos min farbroder Ehrenfried Amthor, dansk etatsråd og overkrigs- og landkommissær i hertugdømmerne, der levede i barnløst ægteskab med sin hustru, Anna Sabine, født Claudi. (CLAUDI OGSÅ en mindste følesans, de store mælkehøje søjler, søndagstøjet syet af blæst og spættet guldbroderet, mens De boede i den kongelige del af Holsten, først i Glückstadt, senere i Rendsborg. I 1694 dimitteredes jeg til universitetet i Kiel, hvorefter jeg gik til andre

tyske højere læreanstalter. Han lagde sig efter lovkyndighed, statsvidenskab og historie og blev en discipel af Christian Thomasius, hvis iver for den nationale ret og modersmålet han tilegnede sig. Ligeledes optrådte han som digter i tidens legende, dels fade, dels svulstige maner. Allerede i 1702 døde hans første hustru, Anna Gørritzen. Året efter, i sit 26. år, ansattes han som ordentlig professor i statsvidenskab og privatret i Kiel, hvor han ægtede en datter af den ældste professor på fakultetet, prokansler og justitsråd Nicolaus Martini. Som professor optrådte han med megen iver for den nye tids ideer; han brugte endog modersmålet ved enkelte af sine

forelæsninger og udgav skrifter på det. Han søgte at fremkalde et alvorligt selvarbejde hos de studerende, større videnskabelig sans og jævnlig indøvelse af det lærte. 1712 blev han professor i national (den slesvigske og holstenske) ret, som han særlig havde dyrket.

I de samme år skrev han i eget og andres navn en stor mængde lejlighedsdigte og festsange.

Imidlertid blev han draget ind i de samtidige politiske begivenheder. Som opdraget af en kongelig embedsmand fulgte han den danske sag med sin fulde sympati og skrev bl.a. hædersdigte til kongen i anledning af hans

sejrvindinger. Da det afgjørende brud med Gottorp derefter indtrådte, modtog han udnævnelse til dansk kancelliråd 21. august 1713 og søgte straks efter sin afsked af den hertugelige tjeneste uden dog at kunne få den. Han forlod derfor Kiel og modtog udnævnelse til medlem af den under 4. november samme år oprettede overret for det genforenede hertugdømme Slesvig (Overretten på Gottorp). Året efter blev han desuden kongelig historiograf og præsident i staden Rendsborg. Han udfoldede nu en betydningsfuld forfattervirksomhed til oplysning af hertugdømmernes, særlig Slesvigs offentlige ret, ligesom han kastede

sig ind i den samtidige litterære strid med Sverige og Gottorp for at retfærdiggøre den danske politik og påvise dens nødvendighed.

Af størst betydning er hans skrifter om ridderskabet og om Slesvigs historiske forhold til kronen, der begge fik betydning for den følgende tids politiske omvæltninger (Historischer Bericht von dem vormaligen und gegenwärtigen Zustande der SchleswigHolsteinischen Ritterschaft und ihrer Privilegien, 1714, og In jure et facto gegründeter Beweis der vielfältigen Treulosigkeiten, so das jetzt regierende konigl. dähnische Haus von dem fürstl.

Holstein-Gottorpischen bisher erlitten, worin

... gezeiget wird, dass das Herzogthum Schleswig durch offenbare Rebellionen und bose Intriguen der damahligen Holsteiner von der Krohne Dänemark zum erstenmal abgerissen etc. Auf allergnädigstem Befehl, 1715).

I 1717 udgav han i Flensborg en betydelig samling af sine digte (Poetischer Versuch einiger teutschen Gedichte). 1719 kaldtes han til København, hvor der anvistes ham bolig på Rosenborg. Han sysselsattes nu med at skrive den regerende konges årbøger efter aktstykker i arkiverne, men nåede kun til i to folianter at få det første år (1699-1700) gjort

færdigt. Efter fredens ratifikation i efteråret 1720 henvendte det Tyske Kancelli sig til ham for at konferere med ham om de fremtidige former for Slesvigs styrelse, men han oplevede ikke at se indlemmelsen fuldbyrdet.

Han døde 21. februar 1721 på Rosenborg, kun et par og fyrre år gammel. Vistnok må han henregnes til de mest nidkjære og begavede mænd, som stod på dansk side i den lange og vanskelige kamp med huset Gottorp.

X

X indkredser teksten jeg ikke ønsker at bruge; trods den tilfældige måde hvorpå det

lod sig gøre. Jeg finder intet nyt i samplingen, heller ikke samplingen af mennesker. Spørg hvem som helst og de siger: ja sådan er det og sådan bliver det, og i øvrigt så forstår jeg ikke koblingen på trods af tilfældighedens monument og øjeblik her nu og der og altid.

Jeg drikker kaffe, jeg kigger ud, himlen er blevet grå. Måske jeg kunne fake en begejstring for samplingen, men det fylder ikke meget. Slet ikke sat overfor Middelbor.

Middelbor er for mig et vigtigt forsøg, vil ikke kalde det eksperiment. Folk nævner eksperiment og trækker det ned over ting jeg skriver. Når nogen nævner det ord kigger jeg

mig omkring og konstaterer at jeg ikke oplever noget eksperiment. Jeg mener jeg står op, spiser morgenmad, skriver, laver de ting der falder mig ind har en hvis betydning.

Middelbor kunne kaldes eksperiment da det muligvis ikke er lavet før på den måde, men jeg tænker dårligt lige nu, til gengæld kender jeg ikke en ambition eller løsning på det, har intet overblik over hvad det kan ende med (men dette er positivt sat sammen med en hvilken som helst udvikling) det gør mig ør ikke at kende en skæbne for det. Og samtidig har ingen opdaget det endnu.

Må udrede alle disse tanker på et senere

tidspunkt. Eller ikke.

17.9.14–

3

Vi kommer med bilen tidligt på formiddagen.

Tågen hænger som svampe mellem buskene og træerne omkring sommerhuset. Vi har talt om det længe. Det første du altid gør er at

støvsuge. At befri møblerne under de hvide lagner. I bagagerummet har vi noget mad i kurve, noget af det køletasker. Når jeg holder rundt om dig mens vi står og kigger ud over haven kan jeg se billedet for mig. Duggen stikker også i planternes hud. Om aftenen lover jeg dig alt muligt mens vi spiser. Du har rørt forskellige ting sammen, plukket mynte.

Krydderierne står i store krukker på siden af huset. Længere ude i den retning ligger havet. Det kan være voldsomt. Det kan tage liv og knække dem som stilke, hvis de som stilke på planter nemt knækker sammen. Jeg har tændt op i brændeovnen. Du griner mens du kommer med gode råd. I morgen kommer

en del venner. Du er ikke bekymret som jeg er det, hele tiden nager tvivlen om der er købt nok mad. Vinduerne i begge gæsteværelser er slået op. Det nyvaskede vasketøj ligger altid på nederste hylde i skabet. Øverste hylde er det der senest vasket, dette system er typisk dine forældre. Du truede mig med det engang, du var hjemme hos mig. Du stod så seriøs og var det slet ikke med truslen “jeg gør det nu” eller “jeg gør det mens du er nede efter mad”.

Dugen er plettet allerede før hovedretten.

Næsten alle har taget vin med.

– Hør nu, siger F., jeg synes det er godt det går så godt med det hele.

– Fordi det gør det ikke hos os, bryder D. ind og griner mens hun ikke slår men bare skubber ham på skulderen væk fra sig. F. giver efter og hælder mens stolen knager under ham.

Han lægger en hånd på bordet og fingrene trommer, han fortsætter: – Men du kan jo ikke blive ved med at sidde hver dag på dit kontor og vente på noget der måske ikke kommer.

(Kenn og Ani sidder overfor hinanden men for bordenden ved det aflange bord) Kenn: – Altså fordi vi er voksne nu eller hvad?

Jeg elsker han stadig, som jeg selv, i F’s øjne er uansvarlige og burde blive voksne.

Men gennem hele vores fælles fortid har forskellighederne i gruppen været en nøgle til aftner som dette.

Du rejser dig og henter flere flasker vin ude fra køkkenet. F. har taget de fleste af dem med, han er venner med indkøberen i firmaet og køber med rabat det indkøberen anbefaler.

Jeg: – Jeg må ud og have noget luft. Da jeg rejser mig kan jeg mærke hvor meget jeg har fået at drikke. Ani rejser sig også og siger det samme. Lidt spredt latter.

– Du skal ikke give nogen cigaretter. Siger du.

Vi står, Ani og jeg, på terrassen der er hævet lidt over haven. Dine forældre snakker om at fundamentet der blev støbt engang i 60’erne hælder en smule. Det siger jeg til Ani og hun nikker og ryger. Den store dør bag os, der glider op og i, på skinner, står åben. Vi kan høre høje stemmer, nogen sætter musik på, nogen stopper musikken og noget nyt kommer på.

Jeg har sindssygt meget lyst til at ryge Anis cigaretter. Hun ryger så langsomt.

Hastigheden hun ryger med er næsten bedøvende. Alle de gange jeg har cigaretter så

hurtigt som muligt. På toilettet derhjemme bag en låst dør. Vindue på klem. Man kan ikke stikke af fra det. Du kan lugte det med det samme.

Første gang vi var her, det er så lang tiden siden, kan jeg genkalde min begejstring: Dine forældre havde lp’er og et helt godt anlæg.

Sidst nogen skiftede musik kunne man høre det var fra pladespilleren. Jeg elsker den lyd, pladespilleren og pladen sammen, giver som et lille næb af utilfredshed. Næbbets lille opstand mod volden.

– Hvor længe har du ikke røget nu? Ani spørger.

– 5 måneder.

Hun sukker eller siger en lyd som åh – hun har ingen planer om at stoppe. Er det over iPhone og youtube nu? Tænker jeg.

Musikken virker en del nyere end dine forældres smag.

– Det er ikke altid nemt. Siger jeg.

– Nej. Jeg har lyst til at sige en masse ting om stjernerne og alt muligt, hele mit hoved brænder sammen og jeg begynder at trække T-shirten i alle mulige urimelige retninger.

Men du kan jo ikke blive ved med at sidde på kontoret og vente på noget som ikke kommer.

Der findes en lille plasticfigur af en ko på min

kollegas skrivebord. Jeg æder din ko. Jeg sætter en lille prik, fra noget labelpapir, og dens klove, de forreste, skal røre ved pletten.

På den måde er det ligesom om koen skider ud i verden gennem vinduet.

Mere larm. Nogen taber noget. D. kommer ud til os, luften føles som om den går lige ind i hjernen. Vi sidder i hvert vores hjørne af terrassen. D. og Ani i store kurvestole med halvtag over sig. Jeg står tættere ved udgangen til trappetrin ud i haven. Det trækker. Om lidt vil jeg løbe så hurtigt jeg overhovedet kan ud i natten, haven, duggens vanvid, som et skrig, der ikke er nogen finale, som et komma korrekt placeret.

Der flyder skum omkring i gaderne, de har lige slået en lejer ihjel i baggården, deres bid er betændte, nede i jorden, jeg kommer et sted, står meget længe, jeg forstår ingenting,

min skygge på ruden forstår jeg ikke, min mælk er blevet kold, pludselig får jeg meget travl, men så skete der slet ikke noget alligevel, når mine øjne fanger lyset bliver lyset ringe i øjnene, jeg har helvedes travlt undskylder jeg, jeg lyser i øjnene, de siger alle sammen jeg arbejder for meget, jeg undskylder når jeg kommer hjem, vi bor på 4. sal to af os deler seng i et rum, det er os alle sammen, om morgenen spiller radioen, og lyset vokser som en kugle i maven på mørket om morgenen mens jeg tager min varme frakke uden på en anden frakke, jeg slår kuskeslag nede i sneen mine fødder mærkes allerede våde og kolde, der er ingen på gaden,

jeg skynder mig af sted, jeg er i sommerhus, det ligner farver der ved hvor de skal hen, det skummer slukket ud i mørket, igen bliver jeg helt varm, jeg drømmer om at gå ud i vandet til navlen, der ligger spor af begravelsesoptog, han siger han kom i en kæmpe lang sort bil, han siger måske det var en Ford, han siger du kan købe den af mig til mig, jeg ryster på hovedet, jeg nikker bagefter, til mig selv nikker jeg bagefter og siger det var en god beslutning, til mødet siger de at det var en god beslutning jeg tog, jeg takker dem og trykker hånd med dem alle, de mener det var en god beslutning at jeg trykkede alle til mødets hånd, bagefter putter

jeg en masse papirer en lædermappe, et tysk mærke, for mit indre ser jeg både min far og mig selv nikke, vi nikker for os selv, og vi nikker til hinanden, der går mange sekunder, vi griner ikke, det er meget alvorligt, mange år tidligere var vinteren rå og kostede mange menneskeliv, nu hænger en rotte i halen ned fra 5. sal, det er næsten som om det er blevet juleaften, vi grinte sådan den juleaften da nogen fra 5. sal sænkede en rotte, død og stiv i frosten, pelsen hård som tænder i en rovfisk, den sommer så vi også en ræv og et egern, ikke samtidig, jeg ser hvordan rotten hænger i halen og udbryder en lyd som et ur mange meter under saltvand, de siger jeg savler, jeg

kigger ned ad mig selv, mødet var næsten slut, de trykker min hånd, de siger jeg savler, jeg nikker, jeg trækker rotten ind i et sommerfuglenet, vi griner så meget den sommer, nu er julen endelig kommet, vi sidder og drikker mange liter vand, roen sænker sig når alle spiser, en henne i hjørnet kaster op, vi griner, men det er ikke sjovt, en henne i hjørnet bliver ved med at kaste op, det er lidt uhyggeligt eller også griner vi, eller også er vores reaktion på det uhyggelige at grine, alle mennesker går rundt den sommer med smil på læben, et bid i lænden, der er ingen flot menighed i kirken, kirken er næsten tom, en peger op mod alteret, vi

rusker buskene foran kirken, vi sidder helt stille og ryster buskene, et lille helt sort blad frosten har ødelagt ligger som en kantet læbe med skarpe tænder under, fiskene med så skarpe tænder spiser hvad som helst og de gør det virkelig hurtigt.

Det er ligesom om himlen ikke kan bestemme sig for hvad den vil. Det er ikke noget problem her. Vi hviler efter middagen i g책r.

Dynerne ligger udenfor og luftes, den m책de

de hænger på over bænksættet på terrassen minder de mig om kreaturer.

Gennem grenene sendes flager af lys; tænderne smiler gennem kinden, ting flyver som hænder i slåskamp, de dage jeg drømmer om mens jeg ligger der kommer flyvende som dynger af jeg ved ikke hvad. Mågelort. Havde store problemer og det grinte vi ad, jeg kunne ikke folde liggestolen ud. Det er et evigt problem og mine hænder flekser på en underlig måde, der er ting som dette, uden foran vokser græsset uldent. Når det rosa kød på himlen toner ud og væk, solens gamle kam gennem dem, skyerne jeg kigger på, ligger med mig selv i badekarret. Flere tusind biler

kører forbi som kreaturer. Tusmørket kommer bare en dag en sommerdags aften hvor jeg sidder og kigger. Dine forældre elsker deres hus i Rørvig. Når man tager færgen dertil er det også som om al stress vi samler i byen langsomt fordamper, fordamper –– du gav mig en E cigaret, og den sidder jeg og suger på. Efter operationerne i mit knæ hvor jeg ikke kunne bevæge mig de første dage og medicinen mod smerterne gjorde mig dårlig blev du hos mig, du timede ikke dine besøg, alt hvad der vedrører dig og mig er synkroniseret af noget større. Også dengang jeg så dig første gang i et kollektiv.

Når tankerne kredser om dengang husker jeg ikke særlig meget andet end den måde du den aften gik fra rum til rum på, hele tiden en håndflade; har tænkt to ting dengang 1, at du var virkelig fuld eller 2, du havde dårligt syn.

På et tidspunkt rejste jeg mig fra sofaen hvor jeg sad med Ani og F. og begyndte at lede efter dig i den store menneskeklump i den latterlige lejlighed I havde kollektiv, når jeg siger latterlig mener jeg størrelsen på den.

Nogens forældre ejede den. Husker ikke hvor meget jeg havde fået at drikke. Husker varmen den aften hvor juni sparkede sig ind i tingene og lagde haler af øre dansende, i øjnene lysende, mennesker i sved, du ville

ikke ud af festen eller ud i natten, men du sagde: – Du skal ikke bekymre dig.

– Om hvad?

– Du skal bare tro en lille smule. Sagde du og tog hånden fra væggen og lagde den på min brystkasse. Jeg holdt dit blik fast: – Hjælp mig med det.

– Med hvad?

– Med troen.

Efter det, hvor jeg aldrig vidste om jeg skulle se dig igen, hvilket jeg gjorde virkelig mange gange i tiden efter, vendte jeg om og fandt de andre, hele vejen hjem måtte de høre på mig om dig, det blev ved og ved. De grinte og Ani

drillede mig med at jeg ikke engang kendte dit navn. Dit navn fik jeg først fat i meget senere. Navnet hang og svævede i luften og krævede tålmodighed at fange ned, det gjorde du også, det er sådan noget man krammer i sin favn og kalder “magisk” eller noget, og i lang tid lægger det sig om personen man er faldet for og bidrager til fascinationen af den anden, når der går en tid bliver man mere end sindssyg af det. Man skændes og råber og smadrer tallerkner, i centrum af det er der som regel en åndssvag ting som en ny sofa, der slet ikke er skyld i det, den bliver ofret på baggrund af at der ingen ord er for det magien andet end magien og hver gang jeg

hører det ord, tænker jeg på mænd med lange skæg og hatte og fuckede navne og kaniner.

Skubbet det at skrive frem helt til i aften og tror ikke der har vĂŚret nogen rigtig plan med det, ved ikke om jeg har nogen som helst planer med dette, det er ligesom at tegne en

dør i en væg som man forsvinder ud gennem men mens man forsvinder må erfare at væggen er en væg, det er disse lysende eksempler der sætter mærker i omkredsen af lejren, deres lys er som tænder af hvid og omkring lejren topper de tandagtige, hele mørket er en hele stor mund, lyden (alt før dette, i dette afsnit: JEG VED IKKE LÆNGERE HVILKEN RETNING JEG VAR PÅ. Engang i går forsøgte jeg mig at sætte tekst op gennem at snuppe ord fra en bog, det er ikke første gang, men hvornår var første gang jeg gjordet det? Hvis manden snakker om en mund stor som natten og nattens mørke, hvis små pytter af ild og fisende vådt brænde er

skatten, skatter du dine tænder højt, og så videre; lejede os ind på et rum da vi nåede frem, vi havde ikke lang tid, forstår du, så jeg fortalte hende hvorfor jeg havde overbevist hende om at køre mig til Lyon –– det var ikke svært, det jeg havde set af grusomheder har helt sikkert siddet i det skingre øjeblik i øjnene, dvs. jeg overbeviste hende ikke om det, søjler ud af øjnene brændte af panik, det jeg havde set ønskede jeg ikke for noget, og nu var det efter mig, matematikeren på hotellet skubber en lille kande med mælk fra sig, fra biblioteket af roser er luften sød og lidt dugget. Engang tilbage i tiden, virkelig lang tid tilbage, husker jeg at skrive bøger jeg

lånte på biblioteket af og direkte ind på computer; er dette en form for osmose (diffusion af opløsningsmiddel gennem en semipermeabel (halvgennemtrængelig) membran). Jeg havde ingenting tilbage der dengang, du skal ikke vide hvad hun hed, bare vide det ikke handlede om andet end at vi tidligere, hende og jeg, havde lavet så meget lort før jeg mødte dig, og underligt nu flere måneder frem kan jeg sidde og se poolen tømmes for blade, den turkise ørering sat ind gennem jorden så flagerne af jordlag; noter alle blade alle efterårsblade, noter alle gæster på hotellet, noter hvor meget jeg savner dig.

Det blev underligt især da jeg anførte

bogstaver i forskellige fonte der var strøet ned gennem det hele som et fundament og hvor det billedteoretiske materiale netop blev materiale/ cementen størknede og jeg klippede så vidunderligt dovent i det. Det minder om en slagter der skal brodere en dug man lægger om en kejsers lig. Kopierede og satte ind, imens jeg sad og tænkte jeg kan gøre det her mens jeg laver alt muligt andet – men det sørgelige er at jeg ikke på samme måde kan lave flere ting på en gang.

Overvejede i løbet af i dag, mens jeg var ude, at investere i en af de der pudeagtige ting man stiller computeren på så den ikke brænder sammen, sådan gik jeg bare rundt

og tænkte på al den tekst jeg lavede på den gamle mens jeg sad i sengen indtil bunden røg ud på den. Det ligner en musling, jeg kigger til højre hvor den står: den ligner en musling hvis lukkemekanisme er itu. Skal jeg ædes, skal jeg?

Op tidligt i morges og drikke kaffe på Ryesgade mens solen skinnede, regnede det, regnede det? Jeg tror det regnede, vandpytterne hoppede på overfladen som om det var et cirkus for ånder på kridtede heste i flod. Jeg fryser i mine knogler. Jeg tror ikke på andet længere, mine knogler taler sandt.

Det er ikke for sjov. Gik rundt inde i byen,

kiggede på jakker og frakker. Søgende og vågende og søgende, uden at vide efter hvad.

Har fundet en vinterfrakke der virker stærk nok til vinteren jeg oplever allerede er her nu og hvis den må ofres ofrer jeg den gerne.

Har i flere omgange tænkt på hvad jeg blev fortalt om noget tidligere ytret, er ikke sikker på jeg helt forstod det, eneste bog jeg kan forestille mig at have noget sådan om var “Rødt lys” – og ja det kan kun være den, men det 5 år siden nu. Mindes ikke at have sagt noget sådan. Alligevel gav det et dybt stik ind i noget, jeg så vælger at kalde hvad? En form for gensyn med noget man gerne ville have

sagt og noget man, de tider her, ville ønske var en kerne i dette, og som så kunne siges uden at føle dårlig samvittighed. Fuck jeg sidder i det her og der sker ikke det store, en masse ting vælter rundt om mig og jeg har ikke lyst til at mærke lysets løkke omkring det opflåede hvirhvler i nakken men jeg mærker det når mørke bare bliver mindre og mindre som en blomst hvis blade nogen har klistret mod en port de har kaldt træ, jord er og bliver manieret og en port af træ, afhængig af lakering og maling en lærred og på det lærred står et tal på et lille blåhvidt skilt af metal og tæl til dette tal (35) og hold vejret, ønsker du stadig at være her på

spidsen af en dåse hvis spray daler som vandkande med hovedet ned ad mod det sorte vande. Sorte vande, hvorfor. Hvorfor ikke.

Jeg ville ønske at den udtalelse jeg er kommet med engang var gældende nu. Det er det ikke, jeg ikke engang længere skuffet.

Jeg vil fiktionalisere Amager, jeg vil det.

Amager er som fiktion bare endnu et verdenssür i en røv. Vil ikke en skid. Sove,

hvorn책r er det passende at g책 i seng.

.

Du kan tro det er fantastisk sted jeg bor. Em. Jeg har altid kaldt hende det. Selv første jeg gang jeg mødte hende. Hun hedder ikke Em. Men jeg forstod det sådan. Det er også derfor

man ikke skal sætte mig til at genfortælle hvordan jeg er kommet her.

Var dit hjerte stort som en elefant. Smager regnen i hjertet som kun en lille ting. En lille ting håber jeg. Og jeg har det glimrende.

Travlt. Men tænker på dig. Og på om alting er godt.

“Jeg følger mig fuldstændigt tappet for kræfter, –– mine hænder mine hænder hvad laver den møggreb, en trådeansamling fra himmel, jeg glor øjnene ud på mærker igen en masse aggressioner og mærker ferien igen

mase sig på, men jeg elsker hele livet og jeg vil smadre noget for jeg føler mig overvægtig og raesende og ud af det hele af svedens kæder på panden vokser også et satanisk udstyr af horn.” Fuck dig disen rammer også rundt på alt, det kan ikke være rigtigt at lave dette sådan her jeg ved godt at jeg: mistede jeg lige forbindelsen?

“Men kan vi lære noget af det?” spørger hun (på dette tidspunkt er det usynligt hvem der putter hvem), hendes hoved let på skrå. Det er altså rigtigt mærkeligt det der du laver. En masse en uro. Ved ikke længere. Jeg kender ikke denne skov. Begyndte at løbe rundt i panik. Panik hmm nikker på hovedet der er

intet som angsten der laver nåle på armene, kulden rykker ind. Man siger det er bare virkelig koldt i dag. Lad os nu se på det billede, hvad er det billede, altså det forestiller et træ og har en brun figur, muligvis en buk der hopper over en grøft men over det smukke spring er limet en kæmpe mørk sky oven over den, og det hvidlige. Ben farvede. Benfarvede ansigt man måske ikke dvæler ved først: er det … vil du virkelig kalde det døden eller hvad? Jeg vil virkelig gerne stjæle en bil og bare køre vildt stærkt.

“Men kan vi lære noget af det?” siger vi til hinanden, et meget aflangt billede hænger over sofaen og fra sofaen kan man se solen

funkle i vandoverfladen i fjorden. “Men kan vi lære noget af det?” hænger rungende i rummet, hun rejser sig op og tænder for radioen på væggen. (Faktisk kan jeg nogensinde komme der kan det være og vil det lade os være og kan vi lade hinanden være. Jeg er forelsket i din søster. Og om natten flyver en hund klædt i guld ind ad vinduet.

“Sådan her gør man det bedst” –– hun kaster bolden lavt op med sin venstre hånd og mens den hænger i luften og daler griber hun boldtræet med begge hænder og sender bolden højt op i den smukkeste bue. Lyset hænger ved.

Det er tydeligt når man ser tilbage i tiden hvordan hans problemer tager til.

Frihedstrangen han i flere breve omtaler som død lægger sig mod ham med struben og før selv kniven. Han kigger mod København hvor han ønsker at bo. Han stjæler når han kan.

Hvad får vi ud af dette? Det meste af skitserne til bogen, den sidste, næsten færdig, som den ligger her omkring i denne biografi, virker mere fokuserede på sabotere sig selv end egentlig at bringe en pointe en tro –– intet andet end ubehaget der i den periode tager deler og hersker som en kejser lige bag rygradens sorte elastik. Det er nemt at rive det fra hinanden med diagnoser, og alligevel

ikke: hvorfor spørger man selv kan dette projekt ikke hvile mere, hvorfor findes der en travlhed i dette manuskript mod at nå døden før døden når ham? En del af teksterne, dem der ikke er skønlitteratur, peger i alle mulige retninger: noter springer i flugt og sømmer større sammenhænge sammen. Ifølge naboer kan man også høre fødder slæbe hen ad gulvet. Man kan se det for sig, denne tid slæbes gulvet høvlet. Og ordet høvlet er måske også denne mørke aften hvor tingene også langsomt begynder deres virkelighed på bekostning af realiteterne.

Narren på kortet og mærkelige baggårde, hvorfor findes de som motiver i kunsten.

Breve skrives og vinteren det år er særlig hård, gennem undersøgelserne af hvordan diverse partikler bedst ligesom får slavehæren af myg ud i negle. Jeg tror vitterligt at det er døde tider der vokser som langsomme planter omkring. Jeg er træt af at skabe, fra nu af: skal viljen stangens ned, derfor tages alle substanser i brug, og når alting går amok og jeg bare står og er undersåt på min egen røv skal alting virke og alle hvide ting som elsker sig selv (red. man finder fra denne periode hvor forskellige stilarter i håndskrift efterprøves). Har et træ

så sort så sort har en handske alle lydene inderst, kan noget brænde sammen der er brændt sammen, rettelser og noter, kladdehæfter op og ned, indtagelse af en masse himle hvortil –– det vi mener er hvad er denne skal, hvordan kan man overhovedet men hendes smukke kindben, lange øjne, vipper med slanger i indgravet jord, døde og høje skikkelser der vælter –– da jeg gik den lange vej mod bjerget vidste jeg mit liv var slut og da jeg fandt en rest i hjertet og dets tak for det var en sang, jeg hang omkring halsen en ansamling af ædelt metal, og fejede skove af graner med denne lette hånd,

En del breve af adresseret BISPEBJERG, de hører under, hvis man skal samle dem i bokse af tid, 1999–2000, i brevene forklares det at troen er visnet, og jeg vil nægte at skrive bøger igen, når de ser mig komme vaklende som en klump af mikset kød med en hale af rotter i blodsfest, min ryg levende af bid, vil alt dette var smertefrit ift. den karakter den hiver ned over mig og som vel bedst kan beskrives som en bokser med et bo i hovedet udstykket mm for mm –– det er ikke mig men alle andre der bor der. Har man elsket, siger man, kan man aldrig dør. Min hjerne har aldrig ønsket denne terapi, og hvis den gør er det nemt: Slagt denne blæksprutte ned med en

hammer tung af skrig. Osv. De fleste ansatte fra hospitalet husker en stille og genert patient, der aldrig er det store vrøvl med. Man beholder patienten på et lukket afsnit i 1 måned og overflytter patient til åbent afsnit.

Gennem aktindsigt for familien kan man læse denne vurdering på en af de sidste sider, af en tyk journal, at beholde PT på afsnittet for sikkerhedens skyld vil på længere sigt forværre hans forhold til at være alene i egen lejlighed, det virkelige stikker hovedet frem og siger tingene i en masse røvsygt sprog, hvorfor tager den person ej et t på sprogt, kan deres egne sportsforhold ende i røven af 2.

DIV –– og så da det sker og historien går i sit

vidunderlige stille brune grene fløjtende skræller af kroppe, skaller i hovedet strand på fødderne –– åh dette og denne langsomme tid hvor alle går rundt på hinandens muskler med seriøse forvirringer, da jeg rammer landsbyen (gennem servicet kunne knoer komme fri og en egentlig operation gik så stærkt som om det hele i handlingen primært blev kørt på en vanvittig ekspertise! Da jeg igen så lyset fra solen og igen mærkede hvordan livet jeg elskede blev mit igen og jeg så fugle flyve, vinden bruse, vinen smagte som saltvandet fra det hellige skur og episoder af lykke var længerevarende. Kom da og kig dig ej tilbage, min hjerne stikker,

som kom jeg fra isens gulv 7 km under vand.

Jeg er min hjernes blæksprutte og min blæksprutte er kun interesseret i værdier og likvider og ejendomme: DRÆB den beder jeg dig, sæt forsigtigt en skåret sugerør fast til den som var hele verdenen og planeteten Jylland, og sug den ud som en ond ånd med nederdel af visnet løv og bar overkrop i træfarvede misforståelser, sug den fuck ud som en æggeblomme. Spark den og tramp den i stykker og skub den op i hullet det hule træ, skrig et “i” så langt som muligt blæser mørke vi ikke kan se, hvad helvede foregår der her jeg troede ikke du fandtes (i noget af disse vers hvor det skingre tempo former sproget

hurtigere end tankerne, er det ikke sjældent at finde noter og overstregning, store krydser hen over afsnit, en del ord, i noterne i margen, er gentaget 10-15 gange, altid det samme ord, så overstreget fra begge ender indtil det står får lov til at stå 2, 3 gange i fred for hvad der virker som mystisk overtro endda magi måske.