57
Romerske læger og hospitaler Enhver romersk legion havde et hospital og 10 læger tilknyttet, da soldater ifølge sagens natur ofte fik skader. Men borgerne havde også adgang til læger, som for langt størstedelens vedkommende var af græsk oprindelse. Lægerne anvendte avancerede instrumenter lavet af bronze eller jern som fx knive, egentlige skalpeller, pincetter i forskellige størrelser, tænger, sårhager, forskellige former for sonder og nåle - ikke ulig moderne kirurgiske instrumenter. Det vidner om en betydelig kvalitet i behandling af sår fra stik eller hug, der først skulle renses og senere syes sammen. • Af Thyge C. Bro redaktionen@raskmagasinet.dk
De fleste, der besøger Rom, vil før eller senere krydse Tiberen eller gå en tur langs med floden. De færreste vil dog direkte gå en tur over på Tiberøen, selvom den forbinder de to flodbredder med nogle af de ældste broer. Har besøgende endeligt besværet sig over på øen, er det i de fleste tilfælde for at gøre som de lokale: At finde et solbeskinnet sted på det moderne kajareal langs flodens brusende vand. Tiberøen markerer det sted på Tiberen, hvor det er muligt at sejle til med større både fra flodmundingen ved Ostia Lido. Øens hårde klippegrund sikrede for flere tusinde år siden også, at der her var et vadested, som var det eneste sted, hvor det var muligt at komme over floden på dens nedre løb. To forhold, der var årsagen til, at Rom blev grundlagt i 753 f. Kr., var at såvel trafikken over land mellem nord og syd som den øst-vest gående trafik på floden her krydsede hinanden, og landbrugsprodukter blev handlet med salt fra Middelhavet. Det kan derfor ikke undre, at det måske ældste kendte hospital blev grundlagt på Tiberøen i det 4. århundrede f. Kr. i form af en Æskulaphelligdom. Æskulap var det romerske navn for den græske lægegud Asklepios. Dermed kom denne tidlige form for hospital, der var kendt fra den græske verden fra for eksempel Kos eller Epidauros, til Rom. I begyndelsen nok mere helligdom og behandling via tro end egentlig lægelig behandling. Den første græske læge kom til Rom i 219 f. Kr., hvor han skulle tage sig af krigsskadede soldater. Han oplevede en betydelig popularitet, hvorfor han også opnåede romerske borgerskab, hvilket var en sjældenhed dengang. Men han var ikke altid lige populær, da han var lidt for begejstret for amputation af skadede arme og ben. Udbredt skepsis overfor læger Romerne var ellers skeptiske omkring læger, da de mente, at et mådeholdent liv og at spise fornuftigt var det bedste middel mod
sygdomme. Cato den Ældre, bedst kendt for sin modvilje mod Karthago, mente, at kål var et universalmiddel mod alle dårligdomme! Men netop knoglebrud, sår mv., der var opstået under krigshandlinger, faldt udenfor. Denne skepsis overfor læger, må være forsvundet i løbet af de næste hundrede år, fordi det ud fra gravindskrifter kan konstateres, at der var en stigende mængde læger i de romerske byer. Den romerske by Pompeii, der blev begravet af Vesuv i 79 e. Kr., havde en forbløffende høj mængde læger, herunder kvindelige læger, der ligger på et niveau, som ellers først generelt blev nået i moderne storbyer omkring år 1900. Og i flere af de undersøgte romerske byer var der måske ikke et regulært hospital, men i det mindste et lægehus og det kunne også gøre det. Pasning af syge blev som hovedregel foretaget i hjemmet, hvor det skete under familiefaderen, pater familias, opsyn. Som alt andet i den romerske husstand. Den egentlige pasning blev foretaget af husets kvinder assisteret af slaverne; lægen kom på sygebesøg og ordinerede behandling samt pasning. 10 læger til hver romersk legion og sikring af god hygiejne Egentlige hospitaler ud over Æskulap-helligdommene kender vi kun fra den romerske hær. Enhver romersk legion på godt 5.000 mand havde 10 læger med tilhørende sygepassere, forbindere, førstehjælpere, bårebærere mv. til at klare alt fra egentlige kampskader over småskavanker opstået i felten til behandling af almene sygdomme samt sikring af den generelle hygiejne. Lægerne var officerer og deres mange hjælpere var grundet vigtigheden af arbejdet fritaget fra regulær militærtjeneste. Men mærkværdigvis blev hærens velfungerende hospitaler aldrig overført til det civile samfund, navnlig da romerne om nogen var meget praktisk orienteret. Sikringen af en god hygiejne var ikke en uvæsentlig opgave, når hele legionen med flere tusinde legionærer, hjælpetropper, lastdyr mv. var stuvet sammen i en midlertidig lejr eller et regulært fort, som romerne kaldte casteller. I castellerne var der altid sikret adgang til rent vand, vandskyl-
Foto: Thyge C. Bro.
Tiberøen er i dag fortsat hospital midt i den larmende storby. Engang lå den lidt i udkanten af det antikke Rom, men larmen fra storbyen forsvinder næsten, når man går ud på øen.