sad på mit kontor og talte om vejr og vind, da Olsen fik øje på nogle kolber med vandprøver, jeg havde stående på en reol. Olsen spørger i sin sædvanlige lidt spydige tone, om jeg er begyndt på en vandkur. - Næh Olsen - dog ikke! - svarer jeg. - Jeg drikker faktisk meget sjældent vand. Og jeg kunne mærke på Olsen, at det forstod han fuldtud. - Det er nogle vandprøver - forklarede jeg. - De ved, vi er ved at indrette vort eget vandværk, hvor vi af Arresøvand skal lave en slags kommunevand. Det der er prøver på de kvaliteter, der kan opnås. - Javel! siger Olsen - og jeg kan mærke, at emnet ikke interesserer ham synderligt. For dog at vække ham lidt tager jeg en kop fra skuffen og hælder vand i. - Smag engang Olsen! Olsen er noget betænkelig, men tager dog en slurk. - Nå! siger jeg spørgende. - Tja, lidt tørt er det. - Tørt siger De! - og jeg er lidt fornærmet på mit vands vegne. - Nå, ja - flyversjus minder det jo ikke meget om og heller ikke om ret meget andet! - Ja, men det er netop det fine ved vand - svarede jeg. Men vil De ikke ha' en cerut til at ta' smagen af munden. Og det ville Olsen altså gerne. Talen faldt nu på hans søn, som jeg fra tidligere samtaler vidste havde nogle vanskeligheder på sin arbejdsplads. LSEN OG JEG
24
- Ja - siger Olsen - jeg har prøvet at forklare ham, at det er hans egen skyld. - Men det hjælper ikke noget. Han tror stadig, at han er den forurettede. - Jamen er han da ikke det? spørger jeg. - Nåh - det ved jeg ikke - svarer Olsen. - Man er vel ikke mere forurettet, end man selv føler. Vi har vel allesammen været ude for en formand, med hvem det har været så som så med den indbyrdes forståelse. Men derfor behøver drengen jo ikke at skabe sig. Hvad kommer det dig ved! har jeg sagt til ham. Pas dit arbejde. - Formanden er vel ikke en Vorherre. Og så efter en lille pause fortsatte han: Jeg kan ikke begribe, hvor drengen har disse griller fra. Fra mig er det ikke. Jeg har altid kunnet klare mig uden ris eller ros fra anden side. Og heri tror jeg Olsen har ret Olsen er et mandfolk, som måske oven i købet ville betragte en ros for noget nedladende. I hvert fald ville det ikke