Laboratoriesnak CIVILI NGEN IØR CAPRANI WINKE L
OBS! Denne artikel handler om staal og er ikke et forsøg paa indtrængen i metallernes verden.
er et mærkeligt metal at sætte til staal! Almindeligvis anvendes det kun sjældent som legeringselement og da hovedsagelig for at øge staalets varmebestandighed - f. eks. i krigstidens gasgeneratorer. Men lige saa sjældent det finder anvendelse som legeringselement, lige saa generelt bruges det i næsten alle staalværker til at regulere visse af staalets mere specielle egenskaber. Først var der aluminium som legeringselement. Legeringsteknik er en mærkelig kunst, fyldt med sære aarsager og virkninger. At tilsætning af det letsmeltelige bestemt ikke særligt varmebestandige aluminium til staal netop skal øge varmebestandigheden, lyder urimeligt, men dog ikke mere urimeligt end resultaterne af saa mange andre legeringsforsøg. Nok om det, det er bestemt ikke for varmebestandigheden, at alle staalværker sætter større eller mindre mængder af aluminium til deres staal. Aluminium tilsættes, fordi det enkelt sagt er saa kemisk aktivt, at det har indflydelse paa en lang række af de processer, der forløber baade i det smeltede staal og i det udvalsede materiale. Naar aluminium optræder paa den maa de, skal der i modsætning til aluminium som legeringselement kun være ganske smaa mængder til stede for at give den ønskede virkning. Tilsætningen er kun af størrelsesordenen nogle faa hundrede gram pr. tons, og skal vi lede efter aluminium i staalet, finder vi kun nogle faa tusindedele procent. LUMINIUM
Det var indledningen og derefter videre mere systematisk. Der er to punkter paa dagsordenen. Aluminiums indvirkning paa de to gasarter, vi kan have i staalet - ilt og kvælstof. Og lad os begynde med ilten, da det nu engang er det stof, der har størst betydning for os selv til daglig. Ser vi bort fra de uberoligede staal, hvor vi skal bruge ilten til at kontrollere rimmeprocessen, regnes ilt ellers normalt som absolut uønsket ved udstøbningen. Ved desoxydationen (fjernelsen af ilt) er det nu saadan, at har vi ikke med silicium formaaet at binde ilten, vil den begynde at lave ulykker, naar staalet størkner i kokillerne. Den overskydende mængde giver bittesmaa blærer lige under overfladen, og ved valsningen vil disse vise sig som større eller mindre skæl. Nu kan man faktisk ikke sætte saa meget silicium til staalet, at det er i stand til at binde al ilt, eller skal vi sige, sætter man tilstrækkeligt til, ville indholdet blive saa højt, at det fik uheldig indvirkning paa staalets øvrige egenskaber. Derfor er det et stort held, at aluminium er i stand til langt kraftigere end silicium at binde ilt i staalet. Det er først og fremmest ved plade, vi bruger aluminiumtilsætning af denne grund. Som det forhaabentlig er bekendt, sættes det til baade i skeer og kokiller, men ligesom silicium kan aluminium heller ikke bruges i ubegrænsede mængder. Anvendes der for meget, bliver grove lagdelinger følgen, og tillige kan man risikere at faa de produkter, der dannes ved fjernelse af ilten, udskilt præcis, hvor man ikke ønsker dem. Aluminium danner med ilt et oxyd, der er beslægtet med f. eks. kaolin, og dette stofs smeltepunkt er uhyre højt. Af den grund har det svært ved at skille sig ud fra staalet, idet det kun vanskeligt danner
13