OGET EFTER NYTAAR mødte Olsen og jeg hinanden nede i Nørregade en fredag aften. Olsen var paa indkøb, og vi ønskede hinanden godt nytaar, som det sig hør og bør. Nu er det ikke, fordi Olsen og jeg er særlig formfuldendte indbyrdes til hverdag — og vi var nok lidt forlegne begge to ved den højtidelighed, hvormed vi trykkede hinanden i haanden. For at komme ud af det siger jeg: Naa, Olsen, har De gjort Dem nogen nytaarsforsæt ? Det var selvfølgelig et baade banalt og naivt spørgsmaal, men noget
24
maatte der siges. Men Olsen tog det meget pænt og svarede: Nytaarsforsæt! Næ, saadan noget har jeg aldrig givet mig af med — Man ta'r vel øretæverne i den rækkefølge, de kommer — og gør det saa godt man kan. Gi'r De Dem af med den slags? Næ, maatte jeg indrømme — ikke mere. Det skulle da lige være, naar selvangivelsen er udfyldt, at man besluttede sig til, at nu skal der spares. Men det bli'r nu aldrig til mer, end det blev, naar man i sin ungdom satte sig et eller andet forsæt ved nytaarstide — for eksempel, at nu skulle man ikke ryge mer. — I det samme blev vi overdøvet af en ungdommelig knallertkører, der aabenbart var af den formening, at det stadig var nytaarsaften at domme efter det spektakel, han lavede. Tror De saadan én gør sig nytaarsforsæt, spurgte Olsen lidt spydigt og pegede efter knallertkøreren. Næ, — maatte jeg indrømme — det tror jeg ikke. Det er vel mere sjældent for ungdommen i dag end dengang. Vi havde — nogle af os i hvert fald — nogle idealer svævende i luften — idealer vi alligevel ikke kunne leve op til. Men de gjorde nok, at vi ikke