»Er De ude at nyde det gode vejr i dag?« siger jeg til Olsen, da vi modes en søndag formiddag omkring påske. »Nå ja,« siger Olsen ligesom lidt resigneret, »skal man i det hele taget nyde noget, kan man jo ikke få det billigere. Se nu på påskebryggen,« fortsætter han, »sikke en pris!« Og jeg må give Olsen ret. Da Olsen ikke synes at have lyst til at tale om det gode vejr, søger jeg et andet emne: »Jeg så forresten Deres kone og Dem ved teaterforestillingen forleden. Hvad syntes De om den?« Olsen liver kendeligt op. »Jo,« siger ha n, »hu n var vel nok en smart pige, hende Tudlik Johansen. Men mutter syntes nu ellers, at det var noget umoralsk noget — med alle hendes mænd og unger.« Olsen er åbenbart ikke af samme mening som sin kone, for han slipper nødigt emnet. »Og så vrimlede det vel nok med publikummer,« slutter han endelig. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt besk og siger: »Ja, det skal De såmænd have ret i Olsen, men det kan ma n ellers ikke sige, det gjorde t i l det sidste foredrag.« Olsens ansigt, som endnu er fyldt med glæde over hende med de fire mænd, får efterhånden et mere almindeligt udtryk.
»Nåh« — får han endelig samlet sig sammen til at sige, det var ham psykopaten, De mener.« Jeg skal lige til at bryde protesterende i n d , m e n O l se n g r i b e r si g s e l v i d e t — »Nå ja, det var noget med psyko — arbejdspladsens psykologi — der var det!« »Jo, jeg var der,« fortsætter Olsen, »men blev man faktisk meget klogere? Jeg tror de gør det hele for kunstigt — med lidt praktisk sans går det sikkert lige så godt.« »Måske De har ret Olsen,« svarer jeg, »men ma n må nok regne med, at ikk e alle har en sådan praktisk sans — og så må teorien tages til hjælp, også hvor det gælder omgangen med mennesker.« »Det kan godt være,« siger Olsen — »men jeg synes nu, at teori i det hele taget kun er en nødhjælp for dem, der mangler praktisk sans.« Her er jeg ikke sikker på, at jeg kan give Olsen ret, men emnet er for stort, og det er lidt koldt at stå stille på åben gade, selv om forårsvejret er fint. »Er der ellers noget nyt på tapetet nede på Værket?« spørger Olsen. Jeg må indrømme, at det er der ikke og fortsætter: »Vi må først se at blive færdige med alt det nye, vi har i gang.« »Ja, ja,« siger Olsen, »så går jeg — jeg skal ned til gartneren.« »Til gartneren,« siger jeg — »ja, men det er da alt for tidligt at plante kålplanter.« »Jo,« siger Olsen med et glimt i øjet, »det er rigtigt nok, men det er nu også blomster det gælder — det er mutters fødselsdag — nemlig.« Og Olsen er allerede på vej. Jeg står tilbage og tænker: »Mon det er »Hendes fjerde mand« eller psykologien, der har fået Olsen i skred.« Såvidt jeg kender Olsen er det mange år siden, ha n sidst købte blomster. Men det kan måske også skyldes det ualmindeligt skønne forår, vi har.
15