Demos – en antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i norden

Page 1


DEMOS

1


2


DEMOS En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden John Steen Johansen (red.)

3


DEMOS processen har genomförts tack vare ett stort engagemang från folkbildnings- och forskningsmiljöer i Norden och med stöd av Nordiska Ministerrådets strategiska medel via NVL. Redaktör: John Steen Johansen Redaktionsgrupp: Ove Korsgård, Erik Amnå, Björn Wallén, John Steen Johansen Layout: Markku Böök Översättningar av sammandragen: Hafida Bouylud, Saara Kurkela Ansvariga utgivare: Nordiskt nätverk för vuxnas lärande NVL och Demos sekretariat Tryckeri: Oriveden kirjapaino, Orivesi, Finland 2007 ISBN: 978-952-92-2203-2 (tryckt version) 978-952-92-2204-9 (PDF)

4


Innehåll

Forord .......................................................................................................... 7 Kap. 1: Från reaktivt till proaktivt medborgarskap - utmaningar för vuxnas lärande i Norden ..................................................... 11 Björn Wallén

Kap. 2: Et kosmopolitisk demos .................................................................... 18 Ove Korsgaard

Kap. 3: Vårt vanskelige demokrati ................................................................ 30 Arthur Danielsen

Kap. 4: Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor ..................... 36 Bengt Göransson

Kap. 5: Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab ............ 43 (Oversættelse af The Nordic Way of Educating Social Capital and Citizenship: Grundtvig and others. Article in Lifelong Learning in Europe LLinE 1/2003) Seppo Niemelä Kap. 6: Tankesmedjor och folkbildning ......................................................... 50 Jorma Turunen

Kap. 7: Demokratisk fornyelse i Norden - en mobilisering for bærekraft? ................................................................... 57 12 veier til fremme av den folkelige deltakelsen Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby

Kap. 8: Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv ................ 70 Rasmus Kolby Rahbek

Kap. 9: Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000-talet ............................................................ 79 Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson

Kap. 10: Multilayered Democracy - er det muligt? ........................................ 87 Jakob Erle

Kap. 11: Folkhögskolorna och demokratifostran - en räddningskrans i den globaliserade världen eller ett tidsfördriv för de redan frälsta och bildade? ..................................... 97 Henrik von Pfaler

Policy rekommendationer fra de nordiske folkeoplysningssamråd................. 104 Bilag - Roundtable papers ............................................................................ 117 Summaries .................................................................................................. 127 5


6


Forord DEMOS 2006 - En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden.

M ed

DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006 begyndte en bredt diskuterende og inkluderende proces for de mange organisationer, der blev involveret i DEMOS projektet. En proces som fortsatte via lokale debatter, Round Tables, seminarer og konferencer og i november 2006 nåede frem til konferencen om Demokratiets dimensioner, folkeoplysningens betydning i Stockholm. Ambitionen med DEMOS var, at skabe en nordisk tænketank som i politik og praksis koblede vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence. På startkonferencen holdt Ove Korsgaard og Erik Amnå to centrale oplæg, der på mange måder blev retningsgivende for projektet. Ove Korsgaard talte om medborgerskab og mangfoldighed -Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv og om hvilke konsekvenser, det har for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan, europæisk plan og globalt plan. Den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebet folk. Uden et sådan mister ordet sin mening. Ordet folk er et komplekst begreb med mange forskellige betydninger, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning. Man må ikke glemme, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængigt af både universelle principper og partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres. Begrebet folk er ikke uproblematisk. Ofte bruges det på måder, det kan være vanskeligt at identificere sig med. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, vil det derfor være bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning. Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Folkeoplysning er heller ikke et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighed om. Folkeoplysning udgør en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos. 7


Erik Amnå talte på åbningskonferencen om Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet og pointerede, at en stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen ikke har med politik at gøre, men i form og substans udgør en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund. Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske og folkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identiteten formuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet. Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningens paraplyorganisationer hævder, at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt. Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er dog ofte meget vanskeligt at præcisere, hvad dette særlige består i. Mange andre uddannelses- og kulturinstitutioner og andre aktører kan med god ret sige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne? Måske er det på tide at møde de nutidige udfordringer og justere selvforståelsen. Folkeoplysningens særpræg er ikke meget bevendt, hvis det blot er retten til vedvarende at påberåbe en egenart uden at være i stand til at eksplicitere denne. For ikke at tale om at omsætte den i handling. I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud. Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering er ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab, livslang læring og bæredygtig udvikling. Det er imidlertid de færreste af folkeoplysningens deltagere som går til demokrati. De går til sprogundervisning, foredrag - og meget andet. Gennem de senere år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtige aktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer. Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed? I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen, udover at være forretning også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning og folkeoplysning. Hvis folkeoplysningen fortsat skal medvirke til også at styrke den sociale kapital og dermed den grundlæggende tillid i samfundet skal den vedvarende definere og profilere sig. Folkeoplysningen må hele tiden problematisere egen rolle og forholde sig kritisk til 8


egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. Hvis ikke vi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder. Antologien DEMOS 2006 forelå først som en Pre Print Version i forbindelse med Demokratikonferencen i Stockholm og var med sine mange inspirerende bidrag en invitation til den enkelte læser, foreninger og organisationer om at involvere sig og bidrage til den vigtige demokratiske proces med det elementære demokratiske brændstof: oplysning og samtale. Ambitionerne med projektet er endnu ikke indfriet. DEMOS er stadig på vej som folkeoplysende proces og tænketank og vil med den foreliggende antologi opfordre folkeoplysende organisationer i Norden til lokalt at fortsætte arbejdet med at styrke den sociale kapital og udvikle debatformer og metoder til at øge det aktive medborgerskab. Hvad skal der ske? Du står måske med antologien i hånden for første gang og har læst et par af de inspirerende artikler og overvejer hvordan de kan omsættes til debat og handling i lokalområdet i den lokale folkeoplysning. Kort sagt hvor de kan blive til noget levende i den vedvarende debat om aktivt medborgerskab magt og demokrati. Antologien er ligetil at anvende som grundlag for en studiecirkel. De enkelte afsnit er ambitiøse i indhold og omfang og kan alle danne grundlag for generelle overvejelser og debat i relation til deres emne. I DEMOS glæder vi os til denne mere omfattende og udvidede dialog som forhåbentlig følger efter denne bog og de mange studiecirkler i Norden. I løbet af DEMOS 2006 blev der afholdt tre konferencer, suppleret med skriftlige indlæg og tilskyndelse til de nationale debatter i form af oplæg til Round Tables (se bilag 1) Round Tables samt de nationale projekter om demokrati og folkeoplysning var medvirkende til at levendegøre og udbrede processen. Som produkt af denne delproces foreligger de nationale indspil om policy. Forslag til hvordan folkeoplysningen og demokratiet i Norden kan styrkes. Der findes vigtige referencer til forskning, der er foregået indenfor demokrati i de seneste ti år på www.nordvux.net. Desuden er der mulighed for at læse om, hvordan andre har ladet sig inspirere og formidle egne erfaringer. DEMOS er i sig selv en opfordring til debat og aktivitet. Kort sagt: anvend materialet i organisationerne, på højskolerne og i studiecirklerne. Inviter til Round Tables og lokale tænketanke. Udform forslag til hvordan man kan gå videre med debatten lokalt ved at

9


arrangere folkeoplysende debat dage i tilknytning til demokratiske mærkedage. Gør dem til folkeoplysningens mærkedage - DEMOS dage. I de gode nationale forslag til Policy er der megen inspiration at hente. Der er ingen grund til at afvente flere nationale kommentarer. Diskuter lokalt - Er det noget der også kan anvendes eller tilpasses lokalt? DEMOS 2006 viste også undervejs hvor megen inspiration, der er at hente i den nordiske udveksling, nordiske nytte. Det er vores håb, at antologien som den nu foreligger opleves som en inspirerende brugsbog i mange folkeoplysende sammenhænge og bliver afsæt for livlig og produktiv debat. Forfatterne og folkene bag DEMOS ønsker alle læsere god fornøjelse og velkommen som aktive bidragsydere i DEMOS processen og tænketanken. På vegne af redaktionsgruppe og styregruppe John Steen Johansen DEMOS Sekretariatet, april, 2007 DEMOS processen støttes af Nordisk Ministerråd's strategiske midler via Nordiskt nätverk för vuxnas lärande, NVL.

10


Kap. 1 Från reaktivt till proaktivt medborgarskap utmaningar för vuxnas lärande i Norden Björn Wallén

“...here is one of the tasks of democratic popular education, of the pedagogy of hope; that of enabling the popular classes to develop their own language: not the authoritarian, sectarian gobbledygook of “educators”, but their own language... as a route to the invention of citizenship.” Paulo Freire, Pedagogy of Hope

Demokratins alfabetisering I begynnelsen var språket. Inte språket bara som en rad av ord, men som mening och tolkning i en given kontext. Paulo Freires frigörande insikt om språket som en rutt till att uppfinna medborgarskapet träffar direkt på den nordiska folkbildningens puls; utan språk för demokrati, inget lärande till demokrati. Detta spår kan följas bakåt i den nordiska historien åtminstone till reformationens katekeser och biblar på folkmål, kompletterat senare med upplysningstidens kantianska credo: “Ha mod att bruka ditt eget förstånd - sapere aude!” Folkmål, bondförnuft, arbetarengagemang och upplyst borgarskap visar alla på en proaktiv hållning till medborgarskap i historisk blixtbelysning. 1800-talets nationalromantik i blandning med upplysning/bildning gav en grogrund för uppkomsten av en rad ideella folkrörelser som under 1900-talet arbetade för det allmänna bästa med folkeoplysning , studiecirklar och andra former av upplysande folklig verksamhet,som även inkluderade politisk partiverksamhet. Polyhistorn Ove Korsgaard har överygande påvisat hur de olika betydelserna av prefixet folk varit en starkt demokratiskt präglad kraft inom nordisk folkeoplysning och folkbildning: Folk som politisk (demos), kulturell (ethnos)och social (plethos) kategori, speglande samtidigt den ideologiska spännvidden innanför de ideologiska utgångspunkterna. Folkbildande insatser har därmed - genom att nå en mångfald av målgrupper - starkt bidragit till en sorts demokratins alfabetisering i Norden. I det begynnande 2000-talet lever vi i en ny era av alfabetisering. Det gamla alfabetet stavades ABC, det nya alfabetet stavas ICT. Sociologen Manuel Castells talar om nödvändigheten av social interaktion inom informationssamhällets flöden, nätverk och nya identiteter. Denna interaktion måste 11


läras, i livslånga och livsvida lärande processer, inom och utanför institutionerna, vars politiska och pedagogiska roll successivt minskar. Ett nytt folkbildande alfabetiseringsprojekt behövs, annars hotar demokratin att övergå till meritokrati. Demokrati handlar om fördelningar av makt, eller medel för makt. En ökad mångfald innebär dock inte automatiskt att valmöjligheterna ökar. Den danska Magtutredningen (2003) talar om maktförståelse i temer av centrum-periferi, över- och underdanmark, folk-elit etc. men påpekar samtidigt att ökad ekonomisk globalisering, överföring av beslutsmakt till EU och stärkt massmedial exponering inte ökat de reella valmöjligheterna i politiska beslut: “Pluralismen er ikke så omfattende, som vi nogle gange vil göre den til.” I ett mångkulturellt, globaliserat sammanhang har nationalspråkens monolitiska ställning förändrats. Den norska maktutredningen (2003) brukar ett starkt begrepp - kolonial språkhierarki - för att visa hur det norska språket lever under press från stark angloamerikansk dominans. Minoritetsspråken är dubbelt utsatta: “I forhold til innvandrerbefolkningen er det en vanskelig avveining mellom støtte til morsmål på den ene side og skolering i norsk som nøkkel til deltakelse, integrering og posisjoner i det norske samfunnet på den andre. Alle minoritetsspråk befinner seg i spenningen mellom språklig identitet og majoritetsspråket som døråpner i storsamfunnet.” De flesta kurser för invandrare och minoriteter startar med språkstudier och samfundskunskap, en sorts ABC i demokrati, men dock definierad på majoritetsbefolkningens villkor. Var finns den freireska insikten om ett vuxenlärande genom det egna språket, som en utvecklare av demokratiska hållningar? För invandrare och språkliga minoriteter har detta en särskild betydelse i förhållande till deras självbild som medborgare i förhållande till landets majoritetsbefolkning och -kultur. Forskare talar om politisk, social, ekonomisk och kulturell läs- och skrivkunnighet (literacy) som en del av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap. Läs- och skrivkunnighet handlar här om att kunna förstå offentlighetens fenomen, demokratins dynamik och politikens komplikationer, att lära sig översätta och tolka kulturella/språkliga koder, och agera på basis av de kunskaperna. Den amerikanska forskaren James A. Banks presenterar begreppet multikulturell läskunnighet och konstaterar att det inte räcker med baskunskaper och färdigheter i en etniskt, språkligt och religiöst differentierad värld: “Literate citizens in a diverse democratic society should be reflective, moral and active citizens in an interconnected global world.” En aktuell illustration på bristen av multikulturell läskunnighet är den löpeld av protester som utlöstes efter danska Jyllands-Postens publicering av en serie karrikatyrer över profeten Muhammed. De muslimska samfundens fatwa över en av den västerländska demokratins grundprinciper - yttrandefriheten - visar hur skör denna variant av demokrati är i en globaliserad och medialiserad värld. Samtidigt pekar exemplet på att reaktiva mönster ligger närmare till hands än proaktiva hållningar när medborgare mobiliserar sig. 12


Från reaktivt till proaktivt medborgarskap Politikforskaren Erik Amnå konstaterar i en analys över 14-åringar i Sverige, att “..det är glesare med medborgare som på förhand, proaktivt, utvecklar politiska projekt.” Men även om reaktiva förhållningssätt dominerar, är det en myt att svenska ungdomar skulle vara politiskt passiva soffliggare. Genom att konstruera sex olika medborgartyper väljaren, trotjänaren, sjapparen, främlingen, aktivisten och förgöraren - nyanserar Amnå den stereotypa skalan aktiv-passiv och visar att medborgarna utvecklar olika differentierade strategier för medborgerligt engagemang. Det populära och omtvistade begreppet aktivt medborgarskap bör alltså inte beskrivas statiskt i form av konstruerade motsatspar (aktivt/passivt), utan i stället kan man approchera begreppet på ett dynamiskt sätt, som pendelrörelser mellan reaktions- och aktionsmönster, mellan medborgarnas reaktiva och proaktiva hållningar i relation till demokratiskt deltagande, inflytande och engagemang. Gemensamt för båda hållningarna är att medborgaren tar sitt eget liv och öde i egna händer. I en demokratiutredning beställd av det finska Politikprogrammet förmedborgarinflytande har Aaro Harju (2004) en fyndig definition på aktivt medborgarskap: “...människan överskrider sin totala själviskhet, stiger ut ur sitt hem, blir sitt eget livs arkitekt och tar någon form av ansvar för sina egna samfunds framtid.” I en numera klassisk uppsats definierar B. Crick (2000) aktiva medborgare som “...villiga, kunniga och färdiga att utöva inflytande i det offentliga livet och med kritisk förmåga att bedöma saker före de talar och agerar” (förf. kursiv). Detta kunde i sig duga som en definition på proaktivitet, men låt oss utvidga resonemanget en del. Begreppsparet reaktiv-proaktiv är lånat från juridisk organisationsteori och praxis, knutet till spörsmålet om rättvisa.. En reaktiv innehållsteori innebär att folk reagerar på upplevda orättvisor genom att visa och agera ut negativa känslor (hat, förbittring, besvikelse etc.) och därefter ställa krav på kompensation av något slag. Ett reaktivt mönster utgår oftast från en civil strategi att reagera på samhällsförändringar och -fenomen, och kan fungera konserverande, populistiskt, eller t.om. radikalt omstörtande. Reaktiva mönster hämtar sin kraft ur subjektiva, individuella och kollektiva hotbilder, faktorer som genom hela demokratins historia verkat mobiliserande och aktiverande på medborgare, och rentav skapat folkrörelser. Att protestera, säga NEJ, har alltid varit en mäktig medborgarkraft. En proaktiv innehållsteori beskriver hur folk aktivt strävar efter att skipa rättvisa genom att vädja till gemensamma värden och fördela resurserna i enlighet med olika strategier (konkurrens, jämlikhet, enhet etc.) med en rimlig framförhållning. En proaktiv hållning är affirmativ - bejakande - till sin karaktär. Om vi överför resonemanget till en demokratidiskurs, handlar proaktivitet om att väcka framtidsorienterade initiativ, som sedan underställs demokratiskt behandling före eventuella beslut. Inom demokratiteori är begreppet förknippat med möjligheterna till demokratisk autonomi - politisk, ekonomisk och social rättvisa- för möjligast många medborgare.

13


Det ovanstående betyder inte att reaktiva uttryck för medborgarskap skulle vara mindre värda eller betydelsefulla än proaktiva uttryck. Den viktigaste dimensionen gäller medborgarskapets ethos - i vilken mån medborgarna i sitt agerande respekterar demokratiska spelregler och universella humana värderingar. Och, vilket Habermas m.fl. deliberativa tänkare skulle tillägga: Til syvende og sidst är det avgörande kriteriet i reaktiva-proaktiva hållningar i vilken mån dessa uttrycker graden av rationalitet i handling och viljebildning. Utmaningar för vuxnas lärande i Norden Vuxnas lärande lever alltså i en föränderlig kontext i Norden under det begynnande 21.århundradet. Europeiseringen, den stegrande individualismen, multikulturalismen och en ökad global medvetenhet ställer högre etiska krav på lärandets innehåll än tidigare. Detta flyttar fokus till åtminstone följande tre tendenser: - juridifiering; ökad fokus på rättighetstänkande och konstitutionella processer. Medborgarskapets status är under omprövning, medan de demokratiska institutionerna försvagas. I Europa söker man efter en konstitutionell infrastruktur som kunde “bära” ett europeiskt medborgarskap, medan mänskliga rättigheter vinner terräng i jakten på globalt medborgarskap. Kan institutionell dekonstruktion ersättas av konstitutionell rekonstruktion inom Europa/Norden? Hur öka medborgarnas insikter om deras rättigheter/skyldigheter? - inklusion och diversifiering; ökad fokus på lärande av gemensamma demokratiska värden samtidigt som kraven på beaktande av kulturella särdrag ökat. Vuxnas lärande till demokrati har i denna process transformerats från specifika ämnesstudier (civic education) till demokratisk generalia (citizenship education) om medborgarskapets villkor i en dynamisk, livsvid lärande kontext. Vilka pedagogiska och politiska satsningar krävs för att alla medborgargrupper, också de som hotas av marginalisering, inkluderas till fullvärdigt och jämlikt medborgarskap? Hur arbeta med mångfald i pedagogisk praxis? - deliberation; ökad fokus på dialogiska kvaliteter i medborgarnas engagemang i demokratin. Olika fomer av rådslag, sociala forum och hörande-tillfällen lyfts fram som komplement till den representativa demokratins institutioner och röstförfaranden. Kommissionär Margot Wallströms initiativ, Plan D (som i Demokrati, Dialog och Debatt), är ett försök att aktivera kommunikationen mellan EU:s institutioner och medborgarna - ett gigantiskt projekt som kräver bättre folklig förankring och fler genuina mötesplatser för att kunna lyckas bland misstrogna EU-medborgare. Hur kan folkbildningen matcha det ökade behovet av mötesplatser för deliberativa samtal? Rektor Björn Wallén efterlyser ett nytt proaktivt folkbildningsprojekt som går utöver de institutionella ramarna och arbetar med frågeställningar och problemlösningar som 2000-talets nordbor kan identifiera sig med. Under titeln JA till medborgarskap framförs bl.a. följande observationer och erfarenheter: • beakta medborgarskapets kontextuella och konstitutionella faktorer i länken mellan pedagogisk praxis och politiska beslut 14


• observera att demokrati lärs genom en levande växelverkan mellan teoretiska (kunskap, förståelse), etiska (värdekonflikter) och praktiska (färdigheter) kompetenser • dimensionera och anpassa folkbildningens metodik på basis av verkningsgraden på kort, mellanlång och lång sikt Den nordiska folkeoplysningen/folkbildningen har ett självskrivet uppdrag att gestalta demokratin som livsform och stöda demokratin som styrelseform. I denna tradition finns dock en oförlöst problembild som gäller självförståelsen i demokratiuppdraget. Problembilden utgår från den tänkbara anakronismen att folkbildningen som demokratins banérförare ändå til syvende og sidst producerar relativt få demokratirelaterade kurser och studieprojekt. I Finland har man inom Politikprogrammet för medborgarinflytande gjort en kalkylering som visar att endast 8 % av folkbildningens kursutbud gäller aktivt och demokratiskt medborgarskap (Turunen 2005). En möjlig lösning på folkbildningens demokratiska dilemma erbjuder Robert Putnams teori om socialt kapital (se kapitel 5), som skapas i förtroendeskapande, ömsesidiga sociala normer och nätverk för medborgerligt engagemang (Putnam 1993). Argumentationen lyder i stort sett enligt följande: Också de kurser som gäller t.ex. sång och musik, hälsa och livsstil befrämjar på sikt ett aktivt medborgarskap via det sociala kapital som genereras i processen. Ovanstående bör naturligtvis underställas en kritisk diskussion. Den nordiska folkbildningen både kan och vill göra mer målmedvetna satsningar på vuxnas lärande till demokrati, men spörsmålet är hur detta skall genomföras i tider av institutionella försvagningstendenser, mindre resurstilldelning till folkbildningen, förskjutningar i medborgarnas engagemang och en utvecklad informationsteknologi som möjliggör nya, alternativa forum för direkt inflytande utanför institutionerna. De skandinaviska makt- och demokratiutredningarna från de senaste åren (Danmark, Norge och Sverige 1998-2003) ger olika tidsdiagnoser. European Social Survey ger en del jämförelsematerial om medborgerligt engagemang, medan en rad forskningsprojekt och -nätverk kring bl.a. civilsamhället och demokratin fungerar inom och utanför Norden. OECD, UNESCO, EU-kommissionen och Europarådet har utgivit en rad rapporter som betonar vikten av ett aktivt och demokratiskt medborgarskap.Nordiska Ministerrådets demokratiutskott rekommenderar en forskningsbaserad demokratistrategi, som i en jämförande belysning beskriver demokratins tillstånd i de nordiska länderna och självstyrelseområdena: “I detta sammanhang har skolan, vuxenutbildningen och folkbildningen en viktig roll.” Nu är tiden att på basis av den samlade kunskapen utveckla proaktiva hållningar för folkbildningen.både som policy-aktör och praxis-skapare. Det svenska Folkbildningsrådets uppmaning i Folkbildningens Framsyn (2004) kan fungera som ett riktmärke: “I ett framtidsperspektiv är det också viktigt att folkbildningens organisationer ställer sig frågan i vilken mån de ser som sin uppgift att reagera på olika samhällsförändringar - och i vilken grad de har ambitionen att agera för att forma framtiden.” 15


REFERENSER: Amnå, Erik: Medborgarskapets dynamik.Reflektioner kring 2006 års förstagångsväljare. Castells, Manuel; Flecha, Ramón; Freire, Paulo; Giroux, Henry A.; Macedo, Donaldo; och Willis, Paul. Critical Education in the New Information Age. (1999) Maryland and Oxford: Rowman and Littlefield Publishers Inc. Banks, James A.: Teaching for Social Justice, Diversity, and Citizenship in a Global World. The Educational Forum 2004:Vol 68, sid. 289-298. Cecchini, Michele: Adult Learning and Active Citizenship. Lifelong Learning and Active Citizenship. EAEA-konferens 2003, Cypern Coetzee, Marielle: The Fairness of Affirmative Action: An Organizational Justice Perspective. University of Pretoria 2005. Communication from the Commission: Plan D for Democracy, Dialogue and Debate Bryssel COM 2005: final Crick, Bernard: Essays on Citizenship. Continuum Publishing Company 2000. Demokratiudvalget, Nordisk Ministerråd: Demokrati i Norden. ANP 2005:701 En uthållig demokrati! Politik för folkstyrelse på 2000-talet SOU 2000:1. EDC 2005: European Year of Citizenship through Education. På http://www.coe.int/T/ E/Cultural_Co-operation/education/E.D.C/ Folkbildningsrådet: Folkbildningens Framsyn. Framtidens folkbildning, roll och uppgifter. 2004. Freire, Paulo: Pedagogy of Hope. Continuum Publishing Company 1994. Habermas, Jürgen: Between Facts and Norms.Constributions to a Discourse Theory of Law and Democracy. 1996. The MIT Press (övers. William Rehg). Harju, Aaro: Aktiivisten kansalaisten Suomi. (De aktiva medborgarnas Finland). Justitieministeriet 2004:11 Politikprogrammet för medborgarinflytande Held, David: Demokratimodeller. Från klassisk demokrati till demokratisk autonomi. 2002.Daidalos, 2 uppl.(övers. Stefan Jordebrandt, Annika Persson, Tore Winqvist) Korsgaard, Ove: Kampen om folket. I Korsgaard, Ove (red.): Poetisk demokrati. Om personlig dannelse og samfundsdannelse. Gads Forlag 2001, sid.15-27. Korsgaard, Ove: The Struggle Regarding Citizenship. I Korsgaard, Ove, Randi Andersen & Shirley Walters (red) Learning for Democratic Citizenship.AWE 2001 16


Magt og Demokrati. Slutrapport fra Makt- og demokratiutredningen. NOU 2003:19 Magt og demokrati i Danmark - hovedresultater fra magtutredningen. 2003. Aarhus Universitetsforlag. (Lise Togeby et al.) Putnam, Robert D.: Den fungerande demokratin. Medborgarandans rötter i Italien. SNS Förlag. (övers. Margareta Eklöf) 1996. Orig. Making Democracy Work. Civic Traditions in Modern Italy.PrincetonUniversity Press 1993. Turunen, Jorma: Think-tankit ja poliittiset säätiöt Euroopassa. Esityksiä suomalaisista toteuttamismalleista. (Think-tanks och politiska stiftelser i Europa. Förslag till finska modeller för förverkligande.) Justitieministeriet 2005:4 Politikprogrammet för medborgarinflytande Wallén, Björn: Nordiska initiativ för aktivt medborgarskap utgående från principen om livslångt lärande. Justitieministeriet 2005:1. Politikprogrammet för medborgarinflytande. Wallén, Björn: Kyllä kansalaisuudelle (JA till medborgarskap). Kansanvalistusseura (Folkupplysningssällskapet) 2005.

17


Kap. 2 Et kosmopolitisk demos Ove Korsgaard

At Grundtvig i digtet Folkeligt skal alt nu være fra 1848 rejste spørgsmålet: Folk! Hvad er vel folk i grunden? er forståeligt. Men giver det mening at rejse det samme spørgsmål i begyndelsen af det 21. århundrede? Kan ordet folk overhovedet bruges til at bestemme oplysningens karakter i en nutid, der ofte karakteriseres ved hjælp af slagord som globalisering, europæisering, multikulturalisering og individualisering? Er det ikke nødvendigt at lade dette hæderkronede begreb glide ud i sprogets periferi? Er ordet ikke blevet så altmodis og umoderne, at det må ofres på historiens alter? Inden en sådan offergerning søges gennemført, er der grund til at overveje, om man kan have demokrati uden et folk. Det græske ord demokrati er sammensat af to ord: demos og krati, hvilket betyder ‘folk’ og ‘styre’. Demokrati er med andre ord folkestyre. Man kan således ikke tale om demokrati uden at ordet folk indgår. Men hvad menes der med ‘et folk’? Hvem udgør ‘et folk’? Ifølge den amerikanske demokratiteoretiker Robert A. Dahl findes der inden for politisk filosofi intet problem, der er så vanskeligt at håndtere, som dette uskyldige spørgsmål.1 Folkeoplysning og folkbildning er ligeledes sammensat af to ord, nemlig folk og oplysning, folk og bildning. Der er ikke kun tale om oplysning i al almindelighed, men om folkeoplysning og folk-bildning. Men hvem udgør folket i denne tradition for oplysning? At svare på dette spørgsmål er langt fra så ligetil, som skåltalerne giver indtryk af. I denne artikel vil jeg først indkredse forskellige betydninger af begrebet folk; dernæst vil jeg sætte disse betydninger i relation til begrebet folkeoplysning, for så at slutte af med et forsvar for begrebet folk. Det klassiske Grækenland Ordet folk er et af sprogets mest komplekse og konfliktfyldte begreber. Det er komplekst, fordi det rummer en række forskellige betydninger; det er konfliktfyldt, fordi flere af disse betydninger står i et antagonistisk forhold til hinanden. I de nordiske sprog har begrebet folk indoptaget så mange betydninger, at det tenderer mod en overbelastning af ordet. I det græske sprog har man undgået en sådan overbelastning ved at bruge tre ord om begrebet folk, nemlig demos, ethnos og pléthos. Demos refererer til en politisk forståelse af begrebet folk, ethnos til en etnisk og pléthos til en social forståelse. Pléthos betyder mængde, hvis mening genfindes i de latinske afledte ord plebs og plebejer. 1 Robert A. Dahl: Demokratin och dess antagonister. Stockholm 1999:132.

18


Demos (politisk) Folk

Ethnos (kulturel) Pléthos (social)

I det gamle Grækenland sondrede man mellem ethnos og demos. Selv om alle grækere betragtede sig som hellenere - et særskilt folkeslag med sit eget sprog og egen historie - betragtede hellenerne sig ikke som folk i den politiske betydning, at de udgjorde en samling mennesker med ret til selvstyre i en fælles demokratisk enhed. Det græske demokrati var i sit udgangspunkt ikke græsk, rammen var byen, polis. Athenienserne, spartanerne, korinterne og indbyggerne i de andre bystater udgjorde hver især et folk i politisk forstand. Polis bestod imidlertid ikke primært af borgere, men af huse. I indledningen til sin Statslære fremhæver Aristoteles, at ‘polis består af oikai’. Direkte oversat betyder det, at ‘byen består af huse’. Oikos er det græske ord for husstand. Hver husstand havde en husherre og hver husherre havde et husfolk bestående af tjenestefolk og slaver, samt børn og øvrige slægtsmedlemmer. Det var kun husherren, der indgik i demos - hvis ellers der var indført demokrati i polis. I Grækenland og Rom var der folk, der ikke kun betragtede sig som borgere i polis, men også i kosmos. En kosmopolit levede således ikke kun som by- og statsborger, men også som verdensborger. Stoikerne betragtede det kosmos, der var gennemstrømmet af logos, som deres hjemland, et land som alle mennesker, frie og slaver, hellenere og orientalere havde del i. Alle kosmopolitter er borgere i to riger, statsborgere og verdensborgere. De hører hjemme i polis såvel som i kosmos, sagt med et ord - i ‘kosmopolis’.2 Det før-moderne Europa I Nudansk ordbog defineres folk og nation som synonyme begreber. Nation betyder folk, det danske folk, flere europæiske folk. I det før-moderne Europa havde ordet folk i Norden imidlertid en anden betydning end i dag. Det fremgår med stor tydelighed af Ordbog over Det gamle norske Sprog, hvor folk bruges om “husfolk, de mennesker, som ere i ens hus, høre til ens husholdning,” samt om “beslægtede Mennesker, personer som tilhøre ens slægt eller ætt”. I ordbog til Det ældre danske Sprog gives der ligeledes eksempler på betydningsforbindelsen mellem folk, husstand og slægt. Hvad der i dag springer i øjnene er, at begrebet folk ikke forbindes med begrebet nation og demokrati, men med slægt og husstand. Denne forståelse knytter sig til det græske begreb for husstand, dvs. oikos. Ordet folk blev brugt som betegnelse for husets folk, hvad enten der er tale om et skrædderhus, et kongehus eller Guds hus. Til hvert hus var der knyttet en husherre, og hver husherre havde et folk i form af et folkehold. Herre og folk var tvillingebegreber. 2 Jf. Ulrich Beck: Magt og modmagt. Hans Reitzels Forlag 2006:70. Jf. også Peter Kemp: Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Hans Reitzels Forlag 2005.

19


Intet hus uden en herre; og ingen herre uden et folk. Skrædderen havde sit folk, Kongen havde sit folk, og Gud Herren havde sig folk, Guds folk. Folket var undersåtter, hvilket kommer til udtryk i en lang række danske ord som for eksempel folkestue, folkebord, folkeseng. Disse ord indikerer, at der findes en anden stue, et andet køkken og en anden seng, nemlig en herskabsstue, et herskabsbord og en herskabsseng. Det moderne Europa I løbet af 1700-tallet og videre frem indoptager begrebet folk nye betydninger. Den gamle definition - folk som slægt og husstand - fortsatte med at figurere i ordbøgerne gennem 1800-tallet, men samtidig fik begrebet folk tilført nye betydningslag, der udkrystalliserede sig i tre hovedkategorier: • Folk som politisk suveræn • Folk som kulturel suveræn • Folk som massen og underklassen Rousseau italesatte begrebet folk som en politisk suverænitetskategori. Demokratiet forudsætter et suverænt folk; uden et folk intet folkestyre. Demokratiet som idé var således med til at fremtvinge en ny forståelse af begrebet folk. Der skete en forskydning i brugen af ordet: fra folk som undersåt til folk som suveræn. Et demokrati bliver til, når folket indgår en pagt - en samfundspagt som Rousseau sagde. Det afgørende skift kom med den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Her bliver folket italesat som suverænitetsbegreb i en ny politisk og statslig struktur. Den norske grundlov fra 1814 og den danske fra 1849 kan betragtes som samfundspagter; og det norske storting samt det danske folketing som udtryk for henholdsvis det norske og det danske samfunds folkevilje. Samfundspagten bygger på, at folket er sin egen lovgiver. At være sin egen lovgiver er det samme som at være autonom; (auto =selv, nomos=lov). Herder italesatte begrebet folk som en kulturel suverænitetskategori. Det hele begyndte med ordet “folkeviser”, som Herder selv skabte, og som han brugte som titel på en bog, han udgav i 1778. Folket var ifølge Herder ikke kun en samling autonome individer, men udgjorde en organisk helhed, der gennem sprog, historie og kultur var bundet sammen af en overindividuel folkeånd. Ifølge Herder respekterede das Volk, det nationale fællesskab, ikke statsgrænser; nationens grænser var sammenfaldende med modersmålets, som er det eneste fælles, man får i vuggegave, hvad enten man vil det eller ej. Kernen i den kulturelle nationsopfattelse er, at den kollektive identitet er en dybtliggende førsproglig og sproglig realitet uafhængig af subjektiv vilje og tilslutning. Dog er det vigtigt at erindre, at folk som ethnos repræsenterer en skala af indbyrdes forskellige definitioner, rammet ind af to yderpositioner: til den ene side et biologisk-kulturelt fællesskab (‘blod og byrd’), til den anden et kulturelt fællesskab, som mennesker har muligheder for at vælge og følgelig fravælge. Marx og Engels italesatte begrebet folk som en underklassekategori. Dog var denne forståelse af begrebet virksom længe før de udgav Det kommunistiske Manifest i1848. Helt fra starten af demokratiets og nationalstatens etableringsfase har fortolkningen af 20


folk som underklasse spillet en afgørende rolle for identitetsdannelsen. Selv om denne fortolkning lå i direkte forlængelse af den gamle opfattelse: folk som undersåt, var der alligevel den afgørende forskel, at folk som undersåt indordner sig under de herskende magtforhold, mens folk som underklasse søger at forandre disse forhold. Underklassen søger med andre ord at blive suveræn. Hvorvidt kampen for at ændre på underklassens position i samfundet søges gennemført ved hjælp af demokratiske eller ikkedemokratiske midler, vender jeg tilbage til. I de mange ordbøger, der bliver udgivet i 1800-tallet, kan man følge, hvordan den gamle betydning af ordet folk taber terræn til fordel for folk som politisk suveræn, som kulturel suveræn og som underklasse. Denne udvikling afspejler sig også i det forhold, at en stribe ‘folke’-ord begynder at glide ud i hverdagssprogets periferi. Det gælder en række ‘mandskabsord’ som for eksempel krigsfolk, hoffolk, bådsfolk, landfolk, bønderfolk, høstfolk, sognefolk, tjenestefolk, osv. Enkelte bruges dog stadig, for eksempel brandfolk og søfolk. Noget tilsvarende sker med en række ord, hvor folk bruges i betydningen stand. Det gælder for eksempel: folkehold, folkeløn, folkestue, folkekøkken og folkebord. Skiftet fra husstand og slægt til nation afspejler således også en social og erhvervsøkonomisk udvikling. Men der sker ikke kun det, at en række gamle ord glider ud af sproget, nye vinder også ind. Disse ord deler sig i to grupper med hver sin betydning: en politisk og en kulturel. Den politiske betydning kommer frem i ord som: folkesuverænitet, folkevilje, folkestyre, folketing, folkeafstemning osv. Den kulturelle betydning kommer til udtryk i ord som: folkevise, folkeeventyr, folkedragt, folkedans, folkeånd og folkesjæl. Folk som stand

Folk som ‘skare’

Folkekøkken folkemad folkebord folkestue folkelagen folkeseng folkehold folkeskat folkeløn

krigsfolk husfolk søfolk bådsfolk høstfolk brandfolk hoffolk sognefolk bønderfolk

Folk som ethnos

Folk som demos

Folkeviser Folkesang Folkeeventyr Folkesprog Folkeminder Folkedans

Folkevilje Folkesuverænitet Folkeafstemning Folketing Folkestyre Folkeparti

Transformationen af begrebet folk (efter Ove Korsgaard: Kampen om folket, 2004) 21


Gennem Europas nyere historie har de to forståelser af begrebet folk både understøttet og modarbejdet hinanden. Den dominerende opfattelse i Norden har været, at et funktionsdygtigt demos skulle understøttes af et stærkt ethnos. Med andre ord: demokrati fungerer bedst, hvis der er sammenfald mellem politisk og kulturel identitet. Men demos og ethnos har også været i konflikter med hinanden, til tider i en sådan grad at demokratiet er gået til grunde. Den nazistiske ideologi, der bygger på, at folk og race er synonyme begreber, bidrog således stærkt til demokratiets kollaps i mellemkrigstidens Tyskland. Det antidemokratiske Europa Lige siden demokratiets indførelse kan der i europæisk tænkning spores et betydeligt ubehag ved at identificere begrebet folk med demokrati. Her skal kort henvises til Lenin, Heidegger og Hitler, der alle eksplicit fortolker begrebet folk i modsætning til den forståelse af begrebet, der er udgangspunktet for den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution, dvs. folk som demos. Ifølge Lenin var forudsætningen for at komme i gang med det kommunistiske samfunds første fase en ophævelse af borgerbegrebet. I Staten og Revolutionen fra 1917 skrev han: “Alle borgere forvandles her til lønnede funktionærer i staten, der består af de bevæbnede arbejdere. Alle borgere bliver funktionærer og arbejdere i et statssyndikat’, der omfatter hele folket”.3 Ifølge Lenin har folket imidlertid brug for en fortrop. Udviklingen mod kommunisme gik derfor over proletariatets diktatur. “Med proletariatets diktatur, dvs. de undertryktes fortrop organiseret som herskende klasse med det formål at holde udbytterne nede, kan ikke simpelt hen nøjes med at udvide demokratiet. Samtidig med den uhyre udvidelse af demokratiet, der for første gang bliver et demokrati for de fattige, for folket og ikke et demokrati for de rige, medfører proletariatets diktatur en række undtagelser fra friheden, hvad undertrykkerne, udbytterne og kapitalisterne angår. Dem må vi holde nede for at befri menneskeheden fra lønslaveri, deres modstand må brydes med magt, og det er klart, at dér, hvor der findes undertrykkelse og tvang, er der ingen frihed, intet demokrati”.4 Med andre ord: For at opnå et ‘egentligt’ demokrati, må de demokratiske frihedsrettigheder suspenderes til fordel for en fortrop, der skal frigøre folket, dvs. underklassen, fra undertrykkerne. Martin Heidegger knytter en intim forbindelse mellem fører og folk. I sin berømte og berygtede ‘rektortale’ i 1933 udlægger Heidegger forholdet mellem fører og folk på følgende måde. “Føreren har at gøre med folkeviljen, der ikke er summen af enkeltviljer, men derimod er en helhed af en oprindelig særegenhed. Spørgsmålet om fællesskabets viljesbevidsthed er et af problemerne i alle demokratier, som imidlertid først kan blive frugtbart, når førerviljen og folkeviljen erkendes i deres væsenshed. I dag gælder det om at indrette grundforholdet for vores fælles væren på denne folkets og førerens virkelighed, hvorved de to som én virkelighed bliver uadskillelige”.5 Denne forestilling

3 Lenin: Staten og Revolutionen. Gyldendal: København 1967:117. 4 Lenin: Staten og revolutionen, 1967:103. 5 Cf. Frederik Stjernfelt: “Fører-rektoren” Weekend-avisen 22.-28. juli 2005.

22


om fører og folk som et uadskilleligt tvillingepar understøtter den nazistiske grundidé, at der er en mystisk identitet mellem folk og fører. “Førerviljen omskaber allerførst de andre til et følgeskab, hvoraf fællesskabet springer. Fra denne levende forbundethed springer deres offer og tjeneste, ikke fra institutionernes tvang og adlyden”.6 Føreren har ikke fået tildelt sin autoritet af folket, men folket har anerkendt den magt, som føreren inkarnerer. Føreren er nærmest at betragte som en inkarnation af folkets idé, hans vilje er identisk med folkets vilje, og noget modsætningsforhold mellem fører og folk er således ikke tænkeligt. Med denne forståelse af begrebet folk kappes den forbindelse mellem folk og demokrati, der er kernen i Rousseaus politiske filosofi. For Hitler er folk og race to sider af samme sag. Nationalitet beror ikke “på sproget, men ligger i blodet”.7 Den nationale stats primære opgave er at sikre, at racen holdes ren. I den henseende er det tyske folkelegeme ifølge Hitler heldigt stillet, idet det ikke er blevet blandet så voldsomt som andre legemer. Det betyder, “at vi nu i vort tyske folkelegeme har store ublandede bestanddele af nordisk-germanske mennesker, som vi har lov at regne for vor fremtids værdifuldeste skat”.8 Og denne skat skal der værnes om, inden det er for sent. Mens begrebet ‘folkelegemet’ hos Herder og Fichte primært skal forstås som et sprogligt legeme, skal det hos Hitler forstås som et biologisk legeme. Den nationale stat skal ifølge Hitler sikre racens fremtid, “over for hvilken den enkeltes ønske, og egoisme ikke skal gælde de ringeste og kun har at bøje sig”.9 I Hitlers verdensanskuelse er begrebet folk identisk med begrebet race. De nordiske socialdemokratier Det er værd at erindre sig, at den sovjetiske kommunisme, den italienske fascisme og den tyske nationalsocialisme havde klare velfærdsstatslige idéer i deres politiske programmer. Men i modsætning til disse antidemokratiske ideologier knyttede man i de nordiske socialdemokratier en ubrydelig forbindelse mellem social oprustning og demokrati. Det kan tydeliggøres ved at henvise til den strategi, som disse partier fulgte i mellemkrigstiden. Et væsentligt element i denne strategi var at forvandle arbejderpartierne fra at være klassepartier til at blive folkepartier. Med demokratiske midler skulle der gennemføres sociale reformer med det mål at skabe “plads for dem alle, plads for alle, der vil Danmark for folket” - som det hedder i den danske arbejderbevægelses slagsang Snart dages det brødre - fra 1934. I det danske socialdemokratis partiprogram Danmark for Folket fra samme år hedder det: “Vi vender os absolut imod forsøg på at berøve folkets dets medbestemmelsesret. Vi bekæmper den diktaturbevægelse, der bærer navnet kommunismen, og vi bekæmper de forskellige former for fascisme, som nu også dukker op i landet....vi vil tilstræbe fortsat samarbejde med nationer, der står på demokratiets grund, og i første række med de nordiske folk, hvis sociale og politiske opfattelse falder sammen med det danske folks traditioner, anskuelser og vilje”.10 6 Cf. Frederik Stjernfelt: “Fører-rektoren” Weekend-avisen 22.-28. juli 2005. 7 Hitler Min kamp. Paludans Forlag: København, bd. 2, 1966:17. 8 Hitler: Min kamp, bd.2, 1966: 23. 9 Hitler: Min kamp, bd.2, 1966:27. 10 Danmark for Folket! Cf. Niels Reeh: Religion and the State of Denmark. KUA 2006.

23


Sammenkoblingen af det demokratiske og det sociale er kerneelementer i den folkeog nationsopfattelse, som socialdemokratierne gradvis udviklede i mellemkrigstiden. Og den betød i virkeligheden, at demokrati havde forrang for ‘socialisme’. Det folkebegreb, som socialdemokraterne udviklede, havde et andet indhold end det nazistiske og kommunistiske. For socialdemokratierne var folket primært et socialt og et demokratisk begreb. Folkebegrebets kompleksitet gjorde det muligt at tale om folket som det arbejdende folk, hvis interesser partiet i særlig grad varetog, og samtidig tale på demokratiets og hele nationens vegne. Ifølge den socialdemokratiske tolkning af nationen og det nationale fællesskab er man ikke automatisk født ind i et nationalt fællesskab, men i et socialt fællesskab. Men demokrati giver muligheder for at knytte en forbindelse mellem det sociale og det nationale fællesskab.11 De forskellige betydninger af ordet folk kan opsummeres på følgende måde: Hus og slægt (oikos) Almue og pøbel (pléthos) Politisk suveræn (demos) Sprog og kultur (ethnos) Folk Underklasse (Pléthos) Følge (Führer und Gefolgscharft) Race (Volksgemeinschaft)

Er folkeoplysning bare folkeoplysning? Som vist bruges begrebet folk på forskellige vis. Hvad med ordet folkeoplysning? Er folkeoplysning bare godt? Jo mer’ jo bedre? Eller er folkeoplysning et lige så komplekst fænomen som begrebet folk? Findes der i virkeligheden ligeså mange definitioner på folkeoplysning som på begrebet folk? Ja, uden tvivl. Over for tvivlere bør det være nok at minde om, at Goebbels’ propagandaministerium hed “Rigsministerium for folkeoplysning og propaganda”. Set i historisk perspektiv er der en klar sammenhæng mellem de sociale, kulturelle, biologiske og politiske betydninger, som begrebet folk tillægges, og de idealer, som folkeoplysning tilskrives. Her er det kun muligt at antyde en sådan sammenhæng. Folk som undersåt Fra det sekstende århundredes lutherdom har vi arvet den forestilling, at præsten skulle oplyse folket - primært ved hjælp af Den lille Katekismus - om de moralnormer og myndighedsrelationer, der gjorde sig gældende. Typisk i så henseende er sognepræsten 11 Jf. Niels Finn Christiansen: “Socialdemokratiets fællesskabstænkning i 1930erne”. In Cecilie Felicia Stockholm Banke (red.): Folk og fællesskab,. Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier 2001:88.

24


E. Mau, der i en prædiken i 1841 henvendte sig direkte til tyendet og spurgte: “har du stedse været din Huusbonde eller Madmoder hørig og lydig; har du altid gjort dig Umage for at opfylde dine Pligter uden Vrantenhed og Fortrydelse, men med Taalmodighed og Selvfornegtelse, ogsaa da, naar man synes at være noget ubillig eller urimelig imod dig?”.12 Præsten forkyndte ikke bare den rette tro, men også den rette livsførelse for folket. Folk som politisk suveræn Fra det attende århundredes oplysningstradition har vi arvet en forestilling om, at folket kan styre sig selv og samfundet ved hjælp af fornuften. Folkeoplysningens opgave er ifølge Kant at udvikle det kim, som alle mennesker er født med, “nemlig hangen og kaldet til fri tænkning”. En sådan form for oplysning vil efterhånden virke “tilbage på folkets sindelag (hvorved folket lidt efter lidt bliver bedre skikket til handlefrihed)”.13 Målet med folkeoplysning er, at alle lærer at bruge deres forstand, at skabe myndige borgere samt at udvikle fornuften gennem en offentlig samtale. At slutte sig sammen politisk er en kunst, og folkeoplysning skal fremme denne kunstart. Folk som kulturel suveræn Fra det nittende århundredes nationalromantiske forestillingsverden har vi arvet en forestilling om folket som et sprogligt og kulturelt begreb. Folk og sprog er som nævnt hos Herder synonyme begreber. Ifølge Herder finder man ikke ind til folket kerne ved at fokusere på folkets politiske historie, men ved at studere folkets sange og viser, dets poesi. Folket eksisterer som en poetisk virkelighed, uafhængig af den politiske virkelighed. Folkeoplysningens opgave var da at oplyse om folkets kultur, om dets sprog, historie, traditioner og mentalitet. Folkesang, folkeviser og folkeeventyr vidner om et folk med en helt særegn karakter. Folkesang kan siges at udgøre den ypperste form for folkeoplysning, fordi den i særlig grad kan fremme den forestilling, at folket i sidste instans er et poetisk begreb. Folk som underklasse, der kæmper for at blive suveræn Fra det nittende århundredes socialistiske forestillingsverden har vi arvet en forestilling om folk som underklasse, der kæmper for at blive den ledende klasse. Mens den kommunistiske bevægelse kapper forbindelsen knytter den socialdemokratiske arbejderbevægelse en tæt forbindelse mellem den sociale kamp og den demokratiske kamp, en forbindelse som tydeliggøres med skiftet fra arbejderoplysning til folkeoplysning. Folkeoplysningens opgave er at styrke arbejderklassen i kampen for større social lighed uden at sætte friheden over styr. Folk som følge Fra det tyvende århundredes nazistiske forestillingsverden har vi arvet om forestilling om, at folkeoplysning, propaganda og agitation er tre sider af samme sag. I Min kamp skriver Hitler: “Efter min indtrædelse i Det tyske Arbejderparti (i 1921) overtog jeg straks ledelsen af propagandaen. Jeg regnede dette fag for langt det vigtigste”. For at bibringe “det brede lag en idé, må en agitator være mere end demagog, han må være 12 Michael Bregnsbo: Samfundsorden og statsmagt set fra prædikestolen. Museum Tusculanums Forlag. København 1997:121 13 Kant: Om pædagogik. Klims Forlag: Århus 1993:80

25


psykolog. En agitator, der har indsigt i massens psykologi. “At føre vil sig det samme som: at kunne bevæge masser”.14 Ifølge Hitler er alle verdensomvæltende begivenheder ikke sat i gang af det skrevne ord, men af det talte ord. Forfatteren har ikke de samme muligheder for at tune sig ind på massen som taleren: “Han vil altid lade sig bære af den store masse, således at han følelsesmæssigt vælger netop de ord, som skal til for at tale sine skiftende tilhørere til hjerte. Hvis han blot griber en smule forkert, har han stadig den levende kritik foran sig”.15 Folk som race Folk som race udgør som nævnt det konstituerende princip i nationalsocialismens verdensanskuelse. Denne fokusering på biologien betyder blandt andet, at fysisk opdragelse tillægges overordentlig stor betydning. “Når man anerkender opretholdelse, pleje og udvikling af de bedste racemæssige elementer som statens første opgave” så er det ifølge Hitler naturligt at lægge hovedvægten på at fremme den legemlige sundhed. “Den nationale stat skal i erkendelse heraf ikke først og fremmest indstille hele sit opdragelsesarbejde på indterpning af den blotte viden, men på at fremme kernesunde legemer. Først i anden række kommer uddannelsen af de åndelige evner”.16 Den nordiske tradition for folkeoplysning Hvordan er begrebet folk blevet forstået i den nordiske tradition for folkeoplysning? Det kan der langt fra gives et entydigt svar på. Det har ændret sig over tid, ligesom det har varieret fra land til land. Men alle de nævnte former for folkeoplysning har gjort sig gældende i bestemte perioder, om end med meget forskellig styrke. Den lutherske form for folkeoplysning har været totalt dominerende fra reformationen og frem til slutningen af 1700-tallet i alle de nordiske lande. Herefter bliver folkeoplysning gradvist knyttet sammen med politisk-demokratiske, national-kulturelle og socialistiske ideer. Den svenske folkbildningstradition har i særlig grad betonet det demokratiske og sociale perspektiv, mens den danske og den norske folkeoplysningstradition i perioder stærkt har fremhævet de national-kulturelle perspektiver. Disse forskelligheder må dog ikke overbetones, idet folkeoplysning i alle de nordiske lande har bidraget til transformationen af begrebet folk - fra undersåt til suveræn i såvel politisk som kulturel og klassemæssig forstand. Den nordiske tradition for folkeoplysning har i altovervejende grad også betonet en anden forståelse af folk og folkeoplysning end den nazistiske. Den danske grundtvigforsker Flemming Lundgreen-Nielsen fremhæver således med rette - om end lidt forenklet - at selv om den grundtvigske tradition for folkeoplysning tydeligvis er inspireret af nationalromantiske ideer udviklet i Tyskland, så udviklede det sig anderledes i Danmark: “alt det, der i Tyskland fører fra Herder og Fichte til katastroferne under Wilhelm 2. og Hitler, bliver i Danmark til folkehøjskole, andelsbevægelse og parlamentarisk og folkelig kultur bygget på samtale og kompromiser - ideelt set altid med respekt for mindretal”.17 På tilsvarende vis konkluderer den norske historiker Rune 14 Hitler: Min kamp. Jørgen Paludans Forlag 1966, bd. 2, s. 140 15 Hitler: Min kamp 1966, bd. 2, s. 71 16 Hitler: Min kamp 1966, bd. s.30 17 Flemming Lundgreen-Nielsen: “Grundtvig og danskhed” i Dansk Identitetshistorie III. Hans Retizels Forlag. København 1992:173

26


Slagstad i sin analyse af den norske folkeoplysningstradition, at det substantielle i det norske begreb ‘folkelighet’ og det tyske ‘Volkstum’ er fundamentalt forskellige. “Det folkelige ble ikke i det norske tilfelle mobiliseret for diktaturets befestning, men til demokratiets udvidelse”.18 I en tale ved åbningen af Nordens Folkelige Akademi i 1968 definerede den daværende undervisningsminister Olof Palme Sverige som et demokrati, der var bygget op af tusindvis af studiecirkler.19 Ifølge den franske litteraturteoretiker Jean-Francois Battail er dette udsagn ikke bare tom retorik. Han ser den nordiske tradition for folkeoplysning og folkelige bevægelser som en vigtig kilde til forståelse af de skandinaviske landes samfundsudvikling. Når der i Norden ikke findes samme brede kløft mellem ‘eliten’ og ‘folket’, som i mange andre lande, peger Jean-François Battail på folkeoplysning og folkbildning som forklaring. Folkeoplysning og folkbildning blev i Norden en klart demokratisk prægende kraft. Det afspejler sig i pædagogikken, der blev stærkt inspireret af en kommunikativ tankegang. Begreber som vekselvirkning og samarbejde, diskussion og dialog kom til at spille en stor rolle i traditionens selvforståelse. Folkeoplysning blev ikke kun set som en individuel proces, men også som en social proces. Specielt i Sverige blev studiecirklen betragtet som folkebildningens særlige kendetegn.20 Pædagogisk bygger studiecirklen på deltagernes fælles indsats. Arbejdsformen skal være sådan, at den giver virkelig træning i demokratisk tænkning og handling. Dette indebærer, at arbejdet i studiecirklen skal bygge på aktiv deltagelse og fælles søgen efter kundskaber. Cirklen skal være en arbejdsform for fortsat kundskabssøgning, som alle tager ansvaret for. Prøver, eksamener og individuelle præstationer betragtes som en ulempe og bør ikke forekomme i cirkelarbejdet. Samtale og dialog betragtes som nøglebegreber i arbejdet. Det er gennem samtale og dialog man får forøget sine kundskaber samt får træning i at tage stilling og træffe en beslutning. Det er forståeligt, at folkeoplysning og folkbildning er blevet fortolket som en særlig pædagogisk metode. En sådan synes nemlig at bygge på et velfunderet grundlag. Men ved alene at gøre folkeoplysning til et spørgsmål om metode, forsvinder folket som dét begreb, der udgør oplysningens horisont. I de første årtier efter 2. verdenskrig har forskydningen fra idé til metode ikke udgjort noget større problem for folkeoplysningen, idet begrebet har været omgæret af konsensus. Men denne konsensus er muligvis ved at blive udfordret. I hvert fald er der stemmer i den offentlige debat, som tyder på det. I det følgende skal jeg kort henvise til en aktuel diskussion om begrebet folk. Menneske, mængde og folk Den danske journalist Jacob Andersen argumenterer i bogen Fra folkestyre til fællesstyre (1998) for helt at forkaste begrebet folk. Bogen kan læses som en kritik af den måde, den danske præst og politiker Søren Krarup - og andre med ham - bruger begrebet 18 Rune Slagstad, De nationale strateger. Pax Forlag: Oslo 1998:130. 19 Jean-François Battail, “The Nordic Identity - an external view”: In Nordic Identity - seen from without, 2000:10. 20 I Sverige blev studiecirklen introduceret af Oscar Olsson i 1902. Der findes en meget omfangsrig litteratur i Sverige om studiecirklen. Her skal blot henvises til: Inge Johansson Boken och Cirklen. Stockholm 1995. Bernt Gustavsson, Bildningens väg. Tre bildningsideal i svensk arbetarrörelse 1880-1930. Wahlström & Widestrand 1991.

27


folk, nemlig om en stamme, der er bundet sammen af et nationalt-religiøst fællesskab. Denne folkeforståelse har ifølge Jacob Andersen betydet, at demos er blevet så etnificeret, at det er blevet perverteret. Demokrati er blevet til etnokrati, der bygger på forestillingen om en folkesjæl. Men hverken folkesjæl eller folkevilje er ifølge Jacob Andersen længere brugbare begreber. I dag er den forestilling, at folket “kan danne en fælles folkevilje helt ude af trit med både folks aktivitetsmønstre og den måde, som magten udøves på”.21 Han stiller således ikke folk som demos op som alternativ til folk som ethnos, men udskifter demos og ethnos med homo, det vil sige med begrebet menneske. Det politiske fællesskab vil han ikke længere kalde demokrati, forstået som folkestyre, men homokrati, som betyder menneskestyre. Homokrati er så at sige folkestyre uden ‘folk’. I bestselleren Empire fra 2000 vil Michael Hardt og Anthony Negri ikke udskifte ‘folk’ med ‘menneske’, men med ‘mængde’ - som er en oversættelse af det engelske begreb multitude, der betyder mængde, mangfoldighed og masse. De forholder sig kritisk for ikke at sige kættersk - til den oplysningstradition, der ser det som opgaven at forvandle mængden og almuen til et folk ved hjælp af folkeoplysning og folkbildning - en tradition der afspejler sig i slagordet: “fra almue til folk”. Denne oplysnings- og dannelsestradition beskriver Hardt og Negri ikke som en solstrålehistorie, men snarere som en forfaldshistorie. Hardt og Negri vil udskifte folket med mængden som demokratiets kernebegreb. Fra folk til mængde er den fanfare, der lyder gennem Empire. Den forståelse af begrebet folk, der har domineret gennem mere end 200 år, bygger på to præmisser. For det første, at folket er én enhed, en opfattelse der går tilbage til Thomas Hobbes´ suverænitetsbegreb, og som videreføres af Rousseau. Folket kan kun være suverænt, hvis folket udgør en enhed. For det andet, at nøglen til konstruktionen af folket, er repræsentation. Det er repræsentationsmekanismen, der skaber identitet ud af den empirisk konstaterbare befolkning. Men når national suverænitet svækkes af den nye transnationale magt, Imperiet, svækkes også repræsentationsmekanismen. Det betyder ifølge Hardt og Negri, at “den folkelige repræsentation undermineres på en mere grundlæggende og principiel måde”.22 Hvad de på ingen måde beklager. Det repræsentative demokrati, baseret på forestillingen om ét folk, er aldrig blevet realiseret fuld ud i nationalstaten. Og vil i deres optik heller ikke blive det i Imperiet. Tværtimod. Kernen i Hardt og Negris vision er, at demokratiet vil frigøre sig fra såvel nationen som folket. Det vil ikke ske uden sværdslag. Men eros vil sikre, siger de i et højstemt sprog, at det bryder igennem. “Hinsides vort urealiserede demokrati findes der et ønske om realiseringen af et fælles liv. Vi kan muligvis - ved at blande kroppen og intellektet i mangfoldigheden - udvikle en ny menneskehedens ungdom gennem kærlighedens vældige magt”.23 Deres pinsevision bygger på, at mængden erstatter folket som demokratiets subjekt. Argumentationen er besnærende og suger næring af en - forståelig - utilpashed ved begrebet folk. Mange vil - som Jacob Andersen, Michael Hardt og Anthony Negri 23 Hardt og Negri: “Globalization and Democracy”, 2002:336. 21 Jacob Andersen: Fra folkestyre til fællesstyre. Gyldendal: København 1998:157. 22 Hardt og Negri: “Globalization and Democracy”. I Okwui Enwezor m.fl. (red.): Democracy Unrealized. Dokumenta 11_Platform 1, 2002:326.

28


hævde, at begrebet folk er blevet forældet, fordi samfundsudviklingen i stadig stigende grad præges af globalisering, migration og en mangfoldigheden af kulturelle livsformer, etniske grupper, religiøse konfessioner og verdensanskuelser. Det synspunkt deler jeg dog ikke. Jeg forholder mig kritisk til den påstand, at større kulturel mangfoldighed i sig selv skulle gøre det umuligt at tale om et dansk folk. Det skyldes først og fremmest, at man ikke kan have demokrati uden en forestilling om et ‘vi’, som vi har tradition for at kalde et folk. I hvert fald har jeg hverken hos Jacob Andersen eller Michael Hardt og Anthony Negri - eller for den sags skyld hos andre - fundet et bare tilnærmelsesvis tilfredsstillende svar på, hvad der skal erstatte denne forestilling. Frem for at udskifte demos med homo eller mængde finder jeg det mere attraktivt - som den engelske politolog David Held gør - at tale om et kosmopolitisk demokrati.24 Et kosmopolitisk syn på begrebet folk betyder ikke, at folket forsvinder, men bliver udgangspunkt for en rodfæstet kosmopolisme. At opretholde forestillingen om et folk, udgør ikke en hindring for udvikling af et flerkulturelt samfund, idet folket som demos overskrider alle etniske, kulturelle, religiøse og klassemæssige grænser. Et flerkulturelt samfund fordrer tværtimod, at borgerne ser sig selv om en del af demos. Uden en sådan forestilling kan et flerkulturelt samfund ikke fungere - på demokratiske præmisser. (Malaysia - for eksempel - har indført multikulturalisme som statsformen, men ikke demokrati som styreform)25. Hvad der i dag må opgives er ikke begrebet folk, men den forestilling, at national-kulturel homogenitet er et nødvendigt grundlag for samfundets politiske legitimitet, samt at et (dansk) folk i politisk forstand er identisk med et (dansk) folk i kulturel forstand. Den nationale flertalskultur må acceptere, at den historisk begrundede fusion mellem ethnos og demos ikke kan opretholdes. At opretholde forestillingen om et (dansk) folk udelukker heller ikke forestillingen om et europæisk folk. At skabe et europæisk folk som en imaginær enhed forudsætter imidlertid to ting. For det første, at vi er i stand til at opgive den idé, at man kun kan være medlem af ét folk - og i stedet ser det som noget attraktivt at være med i såvel et nationalt demos som et europæisk demos. For det andet, at vi er i stand til at differentiere mellem demos og ethnos, mellem politisk identitet og kulturel identitet, idet det sikkert er umuligt og ej heller ønskeligt at skabe et europæisk ethnos. Ved at skelne er det ikke udelukket, at der kan skabes - ja, er ved at blive skabt - et europæisk demos. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, hvilket sikkert også er halsløs gerning, er det efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning, der kan frigøre kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende eller ligefrem uhyrlige - opfattelser af begrebet. Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Tværtimod udgør folkeoplysning en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slås for en kosmopolitisk forståelse af demos. 24 Jf. Daniele Archibugi and David Held: Cosmopolitan Democracy. Polity Press 1995. 25 Jf. Jens-Martin Eriksen: Timerns Bro. Lindhard & Ringhof 2006.

29


Kap. 3 Vårt vanskelige demokrati Arthur Danielsen

Før det norske stortingsvalget i 2005 ble valgordningen endret på en slik måte at det ble et større proporsjonalt samsvar mellom antall stemmer og antall mandat i nasjonalforsamlingen. En av konsekvensene av denne reformen ble at partiet Venstre fikk en representant fra Finnmark med kun 826 finnmarksstemmer, mens Høyre, som fikk 3439 stemmer i Norges mest vidstrakte valgkrets, ikke ble representert i det hele tatt. Det er helt klart en betydelig pedagogisk utfordring å forklare at dette tilfellet i valgkretsen Finnmark er både riktig og mer rettferdig enn før. Jeg skal ikke gjøre det, men kun kort presisere at omleggingen av valgordningen innebar at antall utjevningsmandater i Stortinget økte fra 8 til 19, antallet fylkesmandater ble redusert fra 157 til 150, og at det samlede antallet representanter i Stortinget økte fra 165 til totalt 169. Utjevningsmandater er for øvrig noe man regner ut ved først å se på hele landet som ett valgdistrikt, for så å kompensere for stemmer til overs med utjevningsmandater til underrepresenterte partier. Det er på denne måten at en representant fra Venstre i Finnmark fikk plass på Stortinget. Dersom det er slik at en reform som er ment å gjøre valgordningen mer demokratisk blir oppfattet å være det stikk motsatte - er det da en reform? Den norske makt- og demokratiutredningen engasjerte i årene fra 1998 til 2003 et par hundre forskere til å studere ulike temaer rundt begrepene makt og demokrati. Den produserte 77 rapporter og 51 bøker inkludert sluttboken, rundt 25 000 sider i alt. Demokratiet er avhengig av å bli forstått; det er faktisk en bærebjelke i forestillingen om at demokratiet er et system for samtale og deltakelse. Leser vi i den norske maktog demokratiutredningen er det et truende bilde vi ser: Nasjonalstaten er svekket, makt er forflyttet til internasjonale organisasjoner og nettverk, samtidig som statens aktiviteter er satt ut på anbud, med fragmentering, forvitring - og fremmedgjøring som resultat. Utredningen vakte noe debatt i akademiske kretser i de årene utredningen pågikk, og svært liten debatt etterpå. Det ble blant annet opprettet en alternativ maktutredning “Makt og globaliseringsutredningen”, og bare i navnet signaliseres en kritikk i 30


perspektivvalget. Blant forskergruppen som var engasjert i den offisielle utredningen var det også en viss uenighet; to av forskerne, begge kvinner, tok dissens fra konklusjonene. Debatten bar preg av å være en elitedebatt blant en liten krets akademikere. Er demokratiet blitt for vanskelig? Fra en segmentert til en fragmentert stat Dette er ikke den første utredningen hvor norske maktforhold har blitt analysert. Den første norske maktutredningen var et regjeringsoppnevnt forskerutvalg ledet av sosiologiprofessoren Gudmund Hernes, og var i virksomhet i årene 1976 til 1982. Den konkluderte med at Norge var en segmentert stat, hvor fagsektorer kommuniserte med hverandre i egne segmenter. Den korporative og den numeriske innflytelseskanal hadde tilpasset seg hverandre; stortingskomiteer, departementer, interesseorganisasjoner og bedrifter var sammenfiltret i en forhandlingsøkonomi. Høsten 2006 fikk Jens Stoltenbergs koalisjonsregjering til en viss grad en påminnelse om at slike prosesser fortsatt gjør seg gjeldende: Et forslag fra regjeringen (som LOleder Gerd-Liv Valla karakteriserte som et diktat) om endringer i sykelønnsordningen som ville gi bedriftene økt andel av kostnadene ved sykefravær, medførte svært sterke reaksjoner fra samtlige av arbeidslivets organisasjoner. Det var ikke bare innholdet i forslaget som var umulig å godta - det var vel så mye at regjeringen ikke hadde fulgt korrekt prosedyre. Det endte med at et “hurtigarbeidende utvalg” bestående av alle involverte parter tvang regjeringen til bortimot å gjøre full retrett. Den nye maktutredningen opererer med begrepet den fragmenterte staten. En rekke reformer med fristilling og selvstendiggjøring av offentlige organer har ført oss inn i en samfunnsformasjon som er preget av manglende samordning og sammenheng. Det pekes på at en hovedtendens de siste tiårene har vært privatisering av statseiendom, markedsretting av offentlig virksomhet, fristilling av statlige tiltak - og målstyring i offentlig sektor etter mønster fra det private næringsliv. Hovedtesen er at dette er politikkstatens tilbaketrekning, og begrunnelsen er effektivisering og liberal teori. Borgerne har rettigheter som skal beskyttes mot vekslende politiske inngrep; politikken skal være overordnet i sin tilbaketrukne rolle. Vi får beskrevet en sektorisert og ukoordinert statlig reformprosess som i sin konsekvens gir oss en politisk ledelse med redusert makt, men med samme ansvar som før. Folkestyrets forvitring Bildet vi til nå har hatt av en folkelig forankret norsk statsmakt støttet av folkebevegelser og massepartier stemmer ikke lengre med virkeligheten. Forskerne sier at stemmeseddelens politiske kjøpekraft er redusert. Her er det urovekkende funn som legges fram: Den parlamentariske styringskjeden, som knytter velgerne til det endelige vedtak, er svekket i alle ledd. Det formelle beslutningssystem gjennom flertallsvalg og folkevalgte organer er i tilbakegang. Mange 31


år med mindretallsregjeringer har medført at det ikke lengre er noen umiddelbar sammenheng mellom valgresultat og regjeringsposisjon. Skillelinjene er blitt utydelige. Regjeringer i mindretallsregimer vil til enhver tid være nødt til å samle støtte hos andre partier i Stortinget for å få sin politikk igjennom. Dermed kan det virke som om partiene går til valg på et vedtatt program, som de så forhandler bort ved salderingen av statsbudsjettet samme høst. Akkurat denne situasjonen er heller ikke vesentlig forbedret selv om landet fra høsten 2005 fikk en flertallsregjering. Stoltenberg-regjeringen har sitt utgangspunkt i at tre partier (Senterpartiet, Det norske Arbeiderparti, og Sosialistisk Venstreparti) til sammen danner flertallet i Stortinget. Dette flertallet må i like stor grad som før forhandle om politisk makt. Engasjement I utredningens såkalte medborgerundersøkelse får vi noen tall som indikerer den politiske interessen blant folk: Kun en femtedel av de spurte sier at politikk er viktig for dem, 40 % sier at de ikke er interessert i politikk, og 20 % hevder at politikk ikke spiller noen rolle for dem. Dette betyr likevel ikke at det politiske engasjementet har blitt mindre med årene - snarere tvert imot: En større andel av befolkningen sier faktisk at de følger noe mer med i politiske spørsmål enn tilfellet var for 30 år siden, mens andelen svært interesserte og helt uinteresserte er omtrent den samme. Det har samtidig vært en økning i deltakelsen i demonstrasjoner, kontakt med beslutningstakere, antall avisinnlegg og andre påvirkningstrettede aktiviteter. Nettopp framveksten av nye deltakelsesformer er et viktig og synlig trekk ved utviklingen i sivilsamfunnet, men dette utviklingstrekk problematiseres i liten grad i utredningen. Hva med den internettbaserte politiske aktiviteten? Slik virksomhet har eksplodert: nettbaserte underskriftaksjoner, virtuelle demonstrasjoner m.m. Folkebevegelser Brede medlemsorganisasjoner og folkebevegelser stod sentralt i utviklingen av det norske styringssystemet. Massebevegelsene bidro sent på 1800-tallet til etableringen av partisystemet: Eksempler er avholdssak, striden om det norske skriftspråk og den religiøse lekmannsbevegelsen; de har alle representert motkulturer og konflikter man kan kjenne igjen i norsk politikk i dag, og har vært avgjørende kilder til massemobilisering nedenfra. Organisasjonene har vært rekrutteringskanaler for alternative nasjonale eliter. Brede lag av befolkningen har gjennom de frivillige organisasjonene hatt mulighet for å påvirke politikken både lokalt og sentralt. Dette systemet er nå i oppløsning. Framveksten av kvinnebevegelsen og miljøbevegelsen på 1960 og -70 tallet gav opphav til en rekke nye organisasjoner som langt på vei har blitt integrert i det politiske systemet. De nye organisasjonene kjennetegnes ofte ved at de er basert på økonomisk støttemedlemskap, og at ikke har en demokratisk struktur med aktive lokallag som grunnlag for virksomheten. De er profesjonaliserte, aksjonsorienterte og resultatorienterte. Miljøorganisasjonen Bellona er et typisk eksempel. Gjennom 32


massemedia påvirker de opinionen aktivt, og legger stor vekt på lobbyvirksomhet overfor politiske myndigheter. Virksomheten foregår i hovedsak sentralt og bare en liten del av støttemedlemmene deltar i organisatoriske aktiviteter. Norske eliter har for øvrig også endret seg i følge utrederne: Vi har i dag å gjøre med en nettverkselite som pendler fra den ene posisjon til den andre i samfunnet. Også arbeiderbevegelsen er vevd inn i en slik elite, og skyldes at arbeiderbevegelsen ikke lengre utgjør en motkultur i samfunnet. Dermed er det ingen grunn til å forbause seg over at en statsråd fra en arbeiderpartiregjering finner seg en direktørjobb i arbeidsgiverorganisasjonen NHO like etter at hun trer ut av regjeringen. Kvinner og menn På flere samfunnsmessige toppnivåer hersker det nærmest total mannsdominans, selv om likestillingsdebatter som regel er preget av de beste intensjoner. Argumentasjonen i dagens likestillingsdebatter er imidlertid ofte av tidstypisk markedsspråk: Likestilling lønner seg; kvinnelig deltakelse tilfører noe som er annerledes, og vil av den grunn være til samfunnsnytte. Likestillingslandet Norge har hatt et mer kjønnsdelt organisasjonsliv og arbeidsmarked enn de fleste andre vestlige land, og fortsatt er det dobbelt så mange menn som kvinner i Stortinget. Utrederne mener at likestilling i Norge fremstår som en diffus verdi som vi selvsagt er for, og som det er politisk ukorrekt å være mot; de spør seg om likestilling i dag er er mer preget av styring “ovenfra” enn av mobilisering “nedenfra” ettersom den moderne kvinnebevegelsen synes å være organisatorisk svekket. Handlingsrom Begreper som globalisering, kulturelt mangfold, informasjons- og kommunikasjonsteknologi er dekkende for mange av de endringsprosesser som har funnet sted i de fleste land i løpet av de siste tretti år. I Norge har i tillegg oljerikdommen gitt en helt unik handlefrihet. Oljen har sine fordeler; den har selvsagt gjort det enklere å opprettholde nasjonale velferdsordninger, men forskerne sier at rikdommen kan ha blitt en sovepute fordi den har redusert behovet for offensiv tilpasning og næringspolitiske strategier. Staten er blitt en passiv kapitaleier uten noen målrettet strategi overfor globaliseringen av næringslivet. Velferdsstaten er presset av at krav og forventninger overstiger bevilgningene, og at statlig rettighetslovgivning i noen grad har omgjort forventninger til rettigheter. Samtidig har kommunenes tjenesteytende ansvar ikke blitt etterfulgt av økt ressurstilgang. Dette har bidratt til å svekke det kommunale selvstyret. Rettighetslovgivningen sies også å ha bidratt til at båndene mellom offentlig politikk og folkelige bevegelser er blitt brutt, fordi lovgivningen fastsetter individuelle rettskrav og gjør kollektiv interessekamp mellom politiske og organisatoriske kanaler overflødige. Selv om nordmenn har valgt å si nei til EU-medlemskap to ganger, er Norge likevel 33


bundet av EUs regelverk på en rekke sentrale områder, fordi man gjennom EØS-avtalen har forpliktet seg til å legge begrensninger på egen lovgivningsmyndighet. Utredningen peker for øvrig på en noe påfallende tilpasningsstrategi for Norge i globaliseringens tidsalder: Den bevisste oppbygging av “Norge” som en internasjonal merkevare, et idealistisk godhetsregime, en slags moralsk stormakt, som tilbyr engasjement omkring bistand, miljø, konfliktløsing og fred. Tilleggsdemokratier Demokratiet blir utfordret når folkestyrets vilkår og spillerom blir redusert, konkluderes det i utredningen. Demokratiet bygger som kjent ikke bare på at makt kanaliseres gjennom folkevalgte organer, men også på rettigheter og rettsgarantier for individer og grupper. Utenom valg har den enkelte påvirkningsmuligheter som brukere, forbrukere og aktive i pressgrupper. Dette blir kalt tilleggsdemokrati; det deles opp i begrepene rettighetsdemokrati, aksjonsdemokrati, deltakerdemokrati, forbrukerdemokrati, lobbydemokrati og barometerdemokrati. Det siste skal være et uttrykk for at det er utviklet et stort apparat av tjenester som til enhver tid måler temperaturen på befolkningen som velgere, seere, lyttere og kunder. Dette tilleggsdemokratiet supplerer folkestyret som formelt beslutningssystem, sies det, men det utgjør ingen erstatning. Forvitringen av folkestyret tildekkes imidlertid når betydningen av demokrati overføres fra folkestyret som formell beslutningsform til forskjellige former for tilleggsdemokrati. Den norske makt- og demokratiutredningens analyse av tilstanden i det norske demokratiet tegner et svært komplisert bilde av hvordan det norske demokratiet egentlig fungerer. For den som ser på demokrati som en arena for folkelig deltakelse og store samtaler, skjønner raskt at her er det et stort lerret å bleke. At mobiliseringskraften til store organisasjoner og massebevegelser er borte bør bekymre den som er opptatt av bredt folkelig engasjement. Folkeopplysning? Det særnordiske begrepet “folkeopplysning” kjennetegnes ofte ved at den er preget av en solidarisk felleskapstanke, og at den inviterer til en åpen demokratisk samtale om samfunnsmessige problemer. Er det på tide å sende ut en ny invitasjon? Den store norske pizzaprodusenten Grandiosa inviterte i 2004 til “Pizzavalg.” Gjennom store reklamekampanjer var det ingrediensene i pizzaen som skulle avgjøres gjennom at kundene selv avga sin stemme. De mobiliserte over 200 000 velgere, som er flere velgere enn hva det daværende regjeringspartiet Kristelig Folkeparti klarte å mobilisere ved stortingsvalget året etter. Deltakerdemokratiet må gjenreises. Det betyr selvsagt at velgeroppslutningen ved valg må økes. Det er blitt tatt til orde for mer eller mindre kreative forsøk på å få dette til å skje. Selv på regjeringsnivå er det for eksempel blitt åpnet for en tankegang om å ta i

34


bruk stemmegivning via internett, noe som er uforenlig med flere viktige prinsipper i demokratisk tenking. Det viktigste er kanskje tryggheten om at den enkeltes valg skjer uten utilbørlig press fra andre. De fleste av forslagene som er tenkt ut for å øke den folkelige deltakelse er vertikale, de kommer ovenfra. Det er eliten som forsøker å få den enkelte medborger til å forstå sitt eget beste. Folkeopplysningen er basert på de store samtaler som kommer innenfra eller nedenfra. Den kan aldri komme ovenfra. Kulturbegrepet blir ofte oversett når makt skal analyseres. Motmakt skapes gjerne ved kollektiv handling, og det er jo gjennom den kollektive handling at vi for eksempel kan forstå arbeiderbevegelsens suksess gjennom hele 1900tallet. Fellesskapet må skapes, og til det trengs felles kultur. Levende og aktive kulturarenaer er på mange måter de uskrevne lovers parlament. Nettopp avveiningen mellom kollektivets krav og individets frihet ser også ut til å ha vært utredernes paradoks: De seneste årenes rettighetslovgivning fremstilles som et demokratisk problem - flere rettigheter til den enkelte gir mindre rom for politisk styring. Men skal deltakerdemokratiet reddes trengs ansvarsmobilisering nettopp hos enkeltindividet. Det skjer kun ved at holdninger endres; lovendringer og departementale opplysningskampanjer kan i svært beskjeden grad bidra til det. Hvis man mener noe med at politiske vedtak skal rettferdiggjøres og begrunnes overfor berørte parter, må det skapes arenaer hvor den enkelte kan delta på en måte som oppleves relevant. Når mange føler seg fremmedgjort i det demokratiske system, vil en vanligvis spørre seg om demokratiets representanter er blitt for lite lydhøre overfor sine borgere. Kanskje det er tanke å snu på det spørsmålet: Hvordan kan den enkelte borger lære seg å bli lyttet til? Til det trengs kunnskaper, ferdigheter og holdninger, men det trengs også levende kulturarenaer hvor den enkelte kan oppleve viktigheten av å tilhøre et fellesskap.

35


Kap. 4 Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor Bengt Göransson

Den svenska demokratiutredningen som genomfördes åren 1997-2000 var en parlamentarisk utredning, dvs dess ledamöter var utsedda av riksdagens politiska partier även om inte alla hade plats i riksdagen. Den var däremot inte, vilket många trott och åtskilliga önskat, en författningsutredning vars uppgift var att föreslå framtida former för de skilda politiska beslutsnivåernas arbete. Några av de kritiska synpunkter som riktats mot utredningen kunde ses mot bakgrund härav. Demokratiutredningens uppdrag var betydligt vidare än en utredning av författningen hade möjliggjort. I direktiven till utredningen angavs att den skulle belysa demokratins villkor, något som gav grund för dess beslut att inte bara lämna ett eget betänkande utan att också samla och dokumentera demokratiforskning och demokratidebatt utanför det rent författningsmässiga. Sålunda publicerades omfattande forskningsrapporter i tretton stora volymer och en serie av trettiotvå småskrifter gav plats för inlägg i en rad frågor med anknytning till aktuell demokratidebatt. Bland forskningsvolymernas ämnen återfinns så specialiserade som en med titeln Demokratins estetik i vilken bland annat vårt förhållande till symboler belyses. Debattskrifterna täckte ett brett område såsom konflikten mellan kraven på religionsfrihet och strävanden att stärka djurskyddet - detta i skriften Att slakta ett får i Guds namn -, och en diskussion om det som kallas civil olydnad i skriften Olydiga medborgare? Utredningens eget betänkande En uthållig demokrati utgör därigenom tillsammans med de fyrtiofem andra volymerna ett omfattande bibliotek för demokratistudier. Hela detta bibliotek kunde dessutom i sin helhet ställas till förfogande för landets samtliga kommunala huvudbibliotek i minst en uppsättning vardera, för landets samtliga gymnasier och folkhögskolor. Ett drygt tusental demokratibibliotek har givit utredningen en livstid som vida överstiger den som i regel ges åt parlamentariska utredningar. Dessa innehåller ju normalt vad som kan betecknas som beslutsunderlag och är förbrukat när mottagaren, regeringen och så småningom riksdagen behandlat deras förslag. Demokratiutredningen har ett tjugoårigt perspektiv för sitt material, och dess förslag ska snarare ses som konkretiseringar av utredningens resonemang än som förslag till beslut vid nästa riksdag.

36


Mot denna bakgrund vill jag redovisa några tankar som jag ser väsentliga att diskutera om demokratin ska kunna utvecklas och fördjupas. Jag lyfter i det följande fram ett antal tendenser och företeelser i dagens samhälle som jag menar behöver analyseras och kritiskt diskuteras om en stark demokrati ska kunna befästas. För det första: Rensa upp i begreppsträsket - samhället är ingen affärsrörelse, en butik, i vilken medborgaren är kund! Samhälle och politik kan inte organiseras på samma sätt som försäljningen av tomater i en livsmedelsbutik. Alltför många som sysslar med politik går idag ner sig i begreppsträsket därför att de i grunden inte förstått hur en kommersiell marknad fungerar. Tomaterna kan tjäna som exempel. Jag går in i butiken för att köpa en tomat. Med omsorg väljer jag ut en som är mogen, vacker, fläckfri, läckert röd, välsmakande. När jag sedan står i kassakön struntar jag i om kunden bakom mig har råkat få en rutten tomat i sin varukorg. I själva verket vore det förödande för marknadsekonomins effektivitet om jag gjorde det. Skulle jag klockan tio på förmiddagen när jag just valt ut min tomat börja fundera över om tomaterna kommer att räcka till också de sista kunderna klockan åtta på kvällen, bryter det marknadsekonomiska systemet i varudistributionsledet samman. Förutsättningen för dess effektivitet är nämligen att köpare och säljare vid varje tillfälle sluter exklusiva avtal, utan hänsynstagande till andra behov än sina egna. Samhället går å andra sidan under om inte medborgarna funderar över hur stor del av den gemensamma kakan de kan ta för sig. Och medan handlaren med glädje måste se att tomaterna är slutsålda när kvällen nalkas och kan reservera sig med plakatet “Så länge lagret räcker” kan knappast skolstyrelsen triumferande hänga upp en “fullbelagt”-skylt på skolporten och låta dem som står utanför bli utan skolgång. Köpare och säljare måste dessutom ha hemligheter för varandra. Kunden gör ingen bra affär om han lägger upp sin plånbok på disken och visar sina pengar, lika lite som säljaren kan visa sin kalkyl för att tala om hur mycket han kammar hem på affären. Vad händer om de som vi valt att företräda oss i riksdag, landsting och kommuner blir försäljare och i den egenskapen skaffar sig hemligheter för oss? Fundera en stund över hur det ser ut i många kommuner idag när de politiska förtroendevalda söker dölja vad de sysslar med för dem som valt dem. I Stockholm hade vi en landstingspolitiker som sålde hela tunnelbanan utan att ens informera styrelsen - affären var för viktig och för ömtålig för att han skulle kunna blanda in flera, tyckte han. Dessutom har all affärsverksamhet en drivkraft som är starkare än alla andra, starkare än vinstkravet, och som, märkligt nog, nästan ingen talar om, nämligen expansionslusten. Alla affärsmän vill se sina företag växa och när samhället görs om till butik går det knappast att hejda expansionen. Sjukhuset som drivs affärsmässigt kommer inte att ge upp förrän alla blivit patienter. Och denna lust att växa drabbar också kommuner vars ledning av politiskt principiella skäl vill minska på traditionella kommunala verksamheter. De kan expandera med hjälp av annat tex kan man undersöka om det inte går att satsa på kommunal vinodling (exemplet hämtat från en kommun i stockholmsområdet).

37


Slutsatsen av detta resonemang blir att affärer och samhälle ska hållas isär. Låt politiken vara politik och affären affär. Då kan medborgaren lättare se vilket ansvar han eller hon har för sin del av samhället och kan också enklare rensa ut meningslös, ibland till och med skadlig affärsverksamhet ur rabatten. Hur illa det kan bli upptäckte jag häromåret när det visade sig att larmtjänsten som skickar ambulanser och brandbilar till olycksplatser sålt ut rätten att avlyssna larmtelefonerna till olika medieföretag. Det förklarades med att larmtjänsten idag i ökande grad måste självfinansieras och han som berättade det titulerades marknadschef. För det andra: Gör upp med myten om maktlösheten! Den myten säger att vanligt folk idag har förlorat sin makt. Det är inte sant. Vanligt folk har aldrig haft så mycket makt som nu. Min farmor var född 1875. Tror någon att hon hade bättre och större möjligheter att forma sitt liv och sina livsvillkor än dagens generationer har? Frågan behöver bara ställas för att vi ska förstå att den enskilda medborgarmakten idag är större än någonsin, och det gäller också de fattigaste i världen. Den nya medietekniken - och det är en av dennas mest positiva verkningar - har lett till att dessa de fattigaste inte längre kan bedras. På sina TV-skärmar kan de se de orimliga klyftor som finns mellan människorna i vår värld och de kommer inte att i längden godta det förhållandet. Och tro inte heller att allt blir bättre bara man får bestämma i den närmaste av miljöer. Alla som är gifta eller har levt i något samboförhållande vet att det räcker med två för att det ska uppstå ett maktproblem. Å andra sidan är globaliseringsproblemet oftare ett maktlöshetsproblem än ett maktproblem. De som tror sig ha och som av omvärlden anses ha global makt är i regel bara ett slags surfare. De står högst på vågkammen och tror sig styra havet men följer i själva verket bara med. Har då inte president Bush makt? Tror någon att Irak idag ser ut så som Bush önskade? Hans makt påminner snarast om den makt som det lilla barnet har när det leker med pistolen och vet att det smäller högt om man petar på avtryckaren. Någon reell makt har han inte, han har förlorat kontrollen över skeendet. Makt är att få som man vill eller att i varje fall kunna påverka utvecklingen i den riktning man önskar. Och eftersom all makt, också i den minsta av miljöer, kan användas för att förtrycka måste all maktutövning göras synlig, kontrollerbar. Detta är ett avgörande skäl för det som kallas offentlighetsprincipen. Vi är inga hjälplösa offer för krafter utanför oss själva - det är en insikt som är nödvändig för att demokratin skall bli kraftfull. Varje medborgare har både ett eget ansvar och en egen förmåga. I mediesamhället är det alltid någon annan som ska ta ansvar, helst genom att avgå. Om en oskicklig kirurg på ett sjukhus opererar fel är det en landstingspolitiker som ska hängas. Om ett tåg spårar ur kräver medierna att tågbolagets ledning ska ta ansvar genom att avgå. För mig som resenär vore det bättre om den gjorde det genom att se till att ta fram ersättningsbussar. Fördenskull skall man vara på sin vakt när jakten på syndabockar släpps loss. Syndabockar söker man nämligen nästan alltid för att försäkra sig om att skulden - och ansvaret - är någon annans. Jag har ingen del i det som hände - det är det syndabocksjägaren främst söker bekräftelse på. Varje felaktig åtgärd, varje misstag som görs behöver ju inte vara ett utslag av ett straffbart beteende, inte alltid ens en försummelse. När relationen mellan den valde politikern och dem som valt honom eller henne präglas av att den valde har allt ansvar, den väljande inget, uppstår som jag ser två missförhållanden. Det ena är att väljaren slipper 38


att ta ansvar för sitt val av företrädare, det andra är att den valde kommer att se sig befriad från varje annat beroende av dem som valt honom eller henne än det som kan avgöras i domstol eller av kriskommissioner. Den valde kommer att se sig stå utanför och ovanför väljaren och då försvagas demokratin. Detta väljarens ansvar belyses mycket klart i ett brev som skrevs i slutet av januari 1943 av en soldat i den tyska armé som var instängd i Stalingrad utan hopp om räddning. Jag läste det en gång för femtio år sedan då en liten bok med titeln Sista breven från Stalingrad kom ut på svenska. Soldaten skriver till en bekant som förebrått honom för att inte ha visat mod och förstått vad fosterlandet krävde av honom. Den unge soldaten skriver så här: “För tio år sedan hade det räckt med en valsedel. Nu kostar det en bagatell mer - våra liv.” Dessa ord behöver vi påminnas om alltemellanåt, när vi tror oss kunna befria oss från det förflutna genom att lägga all skuld på dem vi utsåg att företräda oss. För oss som utgör det vanliga folket är det därför bra om vi inte bara röstar på valdagen utan också inser att vi genom att stoppa en valsedel i kuvertet inte befriar oss från vårt eget ansvar för vår del av samhället. För det tredje: Demokratibegreppet får inte göras alltför enkelt. “Demokrati innebär att alla får säga vad de tycker, och så får flertalet bestämma.” är ingen ovanlig definition. Och den outtalade fortsättningen lyder: Då får man som man vill. Att majoriteter inte har rätt att i kraft av sitt flertal förtrycka andra genom att hindra minoriteten att få gehör för sina krav och önskemål förtränger man. Det finns också ett sätt att beskriva demokratin genom att reducera politiken till något som ska korrigera ofullkomligheter: “Engagera dig i politiken så att du kan rätta till det du är missnöjd med.” (Den tidigare statsministern Göran Persson hävdade i ett uttalande att en central uppgift för politiken var att ingripa och rätta till det som gått snett. Han har självfallet rätt, men borde ha tillagt att politiken aldrig kan medverka till samhällets utveckling om den främst innefattar korrigerande inslag.) Är det en tillfällighet att vi i de flesta länder idag har en politik som nästan aldrig är skapande, kreativ utan praktiskt taget alltid reglerande? Problemet med de demokratidefinitioner som jag refererat är att de leder till en inte bara individualiserad utan rent av privatiserad demokratiuppfattning. Demokratin definieras i första hand som att bestämma själv (och få som manvill) i stället för att ses som en metod att bestämma tillsammans, under hänsynstagande till andra människors behov och önskemål. En familj på fem personer kan ju inte bestämma tidpunkt och matsedel för morgondagens middag utan att några, inte sällan alla, familjemedlemmar måste jämka på sina önskemål. Hur skulle vi då kunna organisera hela samhället så att alla samtidigt får som de vill? Att lära sig förlora är fördenskull en viktig insikt att förvärva om demokratin ska fungera. Och det paradoxala är att först i det samhälle där man lär sig avstå, blir friheten möjlig. För det fjärde. Frihet är viktigare än valfrihet! Jag mötte en gång under min skolministertid en ung person som om någon månad skulle lämna gymnasiet. Jag ställdes inför frågan vilket råd jag vill ge en nittonåring på väg ut i livet. Kunde hon skaffa sig en lång och dyr utbildning utan att veta om hon kunde få arbete i yrket? Vågade hon och hennes pojkvän skaffa sig hus och bil? Borde de skaffa barn i en värld som såg ut som vår?

39


Jag valde att avstå från att ge råd om hennes livsval. Dem måste varje människa träffa själv, och då ska man veta att man vid varje val måste avstå från mer än man väljer till. Och det är på gränsen till fysiskt plågsamt att avstå. Det man kan begära av ett gott samhälle är en grundläggande utbildning, en social och ekonomisk trygghet så att man kan träffa sina livsval utan att vara inträngd i ett hörn, utan handlingsfrihet. Men tvånget och obehaget att välja måste varje människa ta på sig själv. I dagens samhälle låtsas marknadsförarna, inte minst de politiska, att man kan välja allt samtidigt. Och begreppet valfrihet, som betecknar möjligheten att välja i ett utbud som tillhandahålles av andra, har fått ersätta det vidare begreppet frihet, som är den enskildes möjlighet att fritt röra sig över vida fält, att på egen hand söka sina livsmål. Valfriheten privatiserar; jag väljer för mig, du för dig, och om du väljer fel är det din ensak. Friheten är oändlig och har bara en enda men mycket viktig begränsning: man får inte hindra andra att röra sig på samma fält som jag. Friheten kommer därför att i motsats till valfriheten socialisera, den förutsätter gemenskap, respekt för andra och blir inte möjlig i ojämlika samhällen. Och just detta får som konsekvens att den frie alltid tvingas ta hänsyn till sina medmänniskors rätt till samma frihet, och i ett samhälle som ska omfatta fler än en kan man bara sällan få sin egen vilja förverkligad fullt ut. Att lära sig förlora - så kan man formulera frihetens yttersta villkor, det som gör en verklig frihet möjlig. För det femte: Ge mera utrymme för civilsamhället! Samhälle är för många medborgare detsamma som politikens område. Mot bakgrund av det konstaterandet vill jag så diskutera det som kallas civilsamhälle. Jag är i det resonemanget inte helt representativ för alla socialdemokrater - det finns inom arbetarrörelsen två idémässiga huvudlinjer. Den ena är folkrörelsesocialismen, som jag omfattar, den andra är statssocialismen. Mellan dessa idéströmningar finns det en mycket stark skiljelinje i synen på hur samhället ska skötas. Folkrörelsegruppen har alltid varit i mindretal men den finns kvar. Det som kallas civilsamhälle byggs upp kring gemensamma intressen och idéer, och det utgår nästan aldrig från en geografisk gemenskap. Allt är inte heller politik. Det är just intresset som skapar gemenskap. I politisk-administrativa sammanhang lockas vi inte sällan att tro att gemenskapen mellan människor ökar så snart vi skapar mindre geografiska förvaltningsenheter. Men det finns människor som bor i samma trappuppgång som aldrig talar med varandra. De kan däremot åka två mil för att spela dragspel med en annan person som också gillar att spela dragspel. Underskatta därför inte intressets kraft! Det är betecknande att senare års politiska strukturreformer nästan alltid handlat om geografi. I Stockholm skapade vi stadsdelsnämnder i syfte att öka demokratin. Men gjorde de det? Stadsdelsnämnderna har i realiteten samma demokratiska dignitet som Nordiska Museets styrelse, varken högre eller lägre. Nordiska museets styrelse är inte odemokratisk, men den är tillsatt uppifrån för att svara för vissa bestämda uppgifter. Stadsdelsnämnden har samma funktion. Den är tillsatt uppifrån och det är symptomatiskt att när Stockholms kommunledning genomförde en utredning med titeln Stadens politiska organisation, uttalades det i klartext i ingressen att dess syfte var att centralisera styrningen och decentralisera driften. En sådan ordning skulle innebära etablerandet 40


av vad som kan kallas poliska kommissariat. Inte ökar närheten till medborgarna med hjälp av sådana. Den politiska administrationen i form av så kallade medborgarkontor är utmärkta för de enskilda medborgare som har ärenden att uträtta där, men de ökar inte medborgarnas delaktighet och deltagande i den politiska processen. För det sjätte: Låt inte demokratin bli ett slags besvärjelse! Se upp för den opolitiska politiken! Det kan medverka till en uttunning av medborgarinflytandet. Också här kan Stockholms stadsdelsnämnder tjäna som exempel. I vissa av dem har politiker och tjänstemän trott sig öka demokratin genom att låta representanter för nämndmajoritet, opposition och tjänstemän möta företrädare för det som kallas brukare och med dem diskutera t ex stadsdelens budget. I en nämnd har man ett förskoleforum, där föräldrar träffar gruppledare och stadsdelsdirektör. Detta kan visa sig riskabelt från demokratisk utgångspunkt. När de som har de politiska uppdragen tar sig före att tillsammans med kommunens tjänstemän gå ut och möta enskilda brukargrupper var för sig, så får de i själva verket ett övertag över medborgarna i stället för att stärka dem som samlad grupp. Medborgarna får färre möjligheter att ta ställning till den politiska helheten, om de bara inbjuds att möta politiken i egenskap av enskilda brukare av vissa samhälls tjänster. Slutsatsen måste bli att de politiska partierna måste återta initiativet. De får inte låta en professionaliserad politikerkår skapa en opolitisk politik. För det sjunde: Se till att göra politiken till en intellektuell process! Det finns anledning för mig att återkomma till Olof Palmes välkända formulering “Politik är att vilja”. Han sa inte att politik är att bestämma, vilket många tror. Jag vet inte hur många gånger jag som minister mötte människor som sa “Politik är att vilja så bestäm nu!”. Men om Palme menat att politik vore att bestämma då skulle det ju finnas ett antal beslut som är Olof Palmes. Och sådana är det ont om. Han kanske inte fattade några beslut, trots att han spelade en så avgörande roll för 1900-talets politik. Men det var inte genom att fatta beslut om konkreta åtgärder han fick sin betydelse. Den fick han genom att sätta igång tankar och rörelser. Ta t.ex. hans tal när Hanoi bombades vid jultid 1972. Inte var det talet en instruktion till utrikesförvaltningen. Inte heller en regeringsproposition eller en åtgärdskatalog. Talet var ett resonemang kring centrala värderingar, och just därför kunde det leda till politiska åtgärder och handlingar. Det lyfte fram politiska tankar som sedan konkretiserades. Politiken måste alltså vara en intellektuell process snarare än ett beslutsfattande. För det åttonde: Se upp för politikens medialisering! Medierna, verkar det, nöjer sig inte längre med att granska politiken. Medierna vill hellre vara makt, kunna visa resultat i form av åtgärder. Partierna som sett mediernas vilja till makt söker sig dit och överger utan ett egentligen förstå det sina egna partier och sina medlemmar. De senare reduceras från att vara partierna till att bli dessas kampanjtrupper. Än så länge råder ett slags antagonism mellan partier och medier. Vad händer den dag då båda parterna inser att de kan förena sig för att på så vis få än större makt? När politiska partier och medier etablerar en symbios är demokratin i fara. Detta skulle kunna kallas politikens berlusconisering.

41


Därför ar det viktigt att medborgarna återerövrar partierna om inte partierna själva ser till att respektera sina medlemmar. Det är viktigare för partierna att samtala med sina medlemmar än att via opinionsinstitut söka gissa sig till vad folk tycker. Medlemmarna i partierna kan ju ha tankar som är lika genomarbetade som partikansliets kampanjmakares. Det är viktigare att föra fram genomtänkta ståndpunkter till debatt än att vara representativ för vad som för ögonblicket fångas upp i en snabbfråga på internet. Förre ärkebiskopen KG Hammar, blev intervjuad om sin roll härförleden och fick kommentera kritiken mot honom för att ha gjort många kontroversiella uttalanden. Han svarade att en ledare aldrig vara ledare genom att stå mitt i gruppen. Det politiska ledarskapet måste därför utövas genom att ledarna för fram åsikter, värderingar och tankar utan att i förväg ha prövat om det är tillräckligt många som stödjer dem. Medborgarna måste använda sin egen tankeförmåga, skaffa egen kunskap och erfarenhet mot vilka de prövar det som förs fram. Först då blir en verklig demokrati möjlig. Deltagardemokratin ställer höga krav på medborgarna, på deras kunskaper och på deras engagemang. Den ansträngning som fordras av var och en är det pris som den djupa demokratin kräver.

42


Kap. 5 Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab: Grundtvig og andre Artikel i Lifelong Learning in Europe LLinE 1/2003 Seppo Niemelä

1. Jeg vil i min præsentation i dag bidrage med to perspektiver til seminarets emner. For det første kan de nyeste rapporter om social kapital hjælpe os med at forstå, hvorfor nordisk folkeoplysning har haft så stor indflydelse på de nordiske samfund. Derudover håber jeg, at når nu vi er i gang med at tænke på nye måder at styrke, udvikle og opbygge social kapital, så kan vi lære noget og blive inspireret af denne lange folkeoplysningstradition. Med nordisk folkeoplysning mener jeg i særdeleshed voksenuddannelsestraditionen, som startede i Danmark i 1840’erne, og som stadig finder sted i alle de nordiske lande, dog måske i mindre omfang på Island. I hvert af disse lande har voksenundervisning en særlig national karakter. Det oprindelige ord Folkeoplysning, Folkbildning og Kansansivistys er svære at oversætte til engelsk. Ordene stammer fra tysk og specielt i Herders fortolkning af termen Bildung. Det vigtigste ord i dette begreb er fællesordet “folk”. Ifølge Ove Korsgaard er ordet “folk” i de nordiske lande blevet brugt i næsten samme betydning som ordet “civilsamfund”. Selvstyre har traditionelt været dominerende inden for folkeoplysningen. Dette betyder, at oplysningsforbundene og deltagerne selv bestemmer indhold og form af kurser, selv om de er statsstøttede. Lovgivningen inden for dette område er rammeangivende. Det vigtigste formål med folkeoplysning osv. er at have en humanistisk tilgang til personlig udvikling, og at fremme den samfundsrelaterede uddannelse, “evnen til at fungere i et samfund”, som der står i Finlands uddannelseslov. Folkeoplysning har været civilsamfundets skole, specielt sigtet mod organisering af uformel undervisning og læring. Personlig realisering og aktiv medborgerskab danner tilsammen fundamentet for et velfungerende demokrati. Traditionen er meget forskellig, men de mest karakteristiske arbejdsmetoder er højskolepædagogikken fra folkehøjskolerne og oplysningsforbundenes studiekredse. Pædagogikken i de korte kurser følger delvist disse principper. I gennem tiderne og specielt i de sidste par årtier er denne form for pædagogik blevet påvirket af de formelle skole- og universitetsuddannelser - på forskellige måder i de forskellige lande - men ikke desto mindre er meget af den oprindelige metode bevaret.

43


Folkeoplysning er stadig et relativt magtfuldt fænomen. I Finland investerer regeringen 145 millioner Euro årligt i folkeoplysning og planen er at hæve denne finansbevilling til 170 millioner Euro i løbet af få år. I Sverige ligger regeringens støtte på samme niveau, cirka 2 milliarder kroner. Derudover kommer også kommunernes støtte til folkeoplysning. 2. Lad os nu se på nogle af de vigtigste kendetegn ved social kapital, og hvordan det er tænkt. Efter at have reflekteret over Verdensbankens rapport om social kapital skrev Michael Edwards følgende sammendrag. Efter min mening binder det fint de temaer og emner sammen, vi har diskuteret ved seminaret. Hvis vi forstår social kapital som den samlede kapacitet til at arbejde sammen for et fælles mål, og civilsamfundet som det rum, hvor disse mål bliver skabt og debatteret, så findes der ikke andre rammer indenfor hvilke, vi kan følge de visioner, vi har på hjerte. For at fuldføre disse visioner........involverer staten og også markedet, men de er tjenere af civilsamfundet og ikke dets herskere. Der er vidt forskellige definitioner af social kapital, men fællesnævneren er “kapacitet til at arbejde sammen for et fælles mål”. Her er der, som Robert D. Putnam har lært os, brug for netværk af borgerengagement og normsæt, der indikerer tillid og gensidighed. Tillid, gensidighed og fælles forståelse eller human kapital vokser, jo mere den bliver anvendt. Social kapital er også afgørende forudsætning for, at staten, markederne og civilsamfundet kan fungere. Social kapital stiger akkumulerende i alt samarbejde mennesker imellem, inklusivt arbejdsfællesskaber. I deres bog “In Good Company” drister Cohen og Prusak sig endda til at sige, at “social kapital for det meste bliver skabt og styrket og til tider ødelagt i forbindelse med rigtigt arbejde”. Vi bør her være specielt opmærksomme på ordet “ødelagt”, da den første regel hos de, der ønsker at fremme social kapital, ikke er at ødelægge eksisterende social kapital. Det virker imidlertid indlysende, at civilsamfundet har en særlig rolle, både når det gælder skabelsen af social kapital og opsætning af mål for samarbejde. Mennesker betragter hinanden som ligeværdige i civilsamfundet og det frivillige arbejde. De lærer hinanden at kende, at forstå hinanden og føle solidaritet gennem gensidig samspil og dialog. Samtidig udvikler denne proces en general social moral og genspejles på mange måder i samfundet som helhed. Gratis og frivillig borgeraktivitet er ikke bare et godt tillæg til de hårde aktiviteter finansieret af statsøkonomien, eller en oplysende fritidsinteresse af en slags, men en af de grundlæggende samfundsaktiviteter. Det at formulere fælles mål og evaluere dem i en åben debat er også et udtryk for et fungerende demokrati. De mål, der dukker op af de åbne debatter bliver realiseret i civilsamfundet, men idealt set vejleder de også den demokratiske stat, også gennem bevidste forbrugere og markeder. 3. Putnam, som fortjener anerkendelse for at have sat social kapital på verdenskortet, fokuserer ikke direkte på læring, og kun lejlighedsvist bruger han udtrykket “læring”. Faktisk er der først nu kommet en stigende interesse for området, om det er muligt at lære social kapital, og hvordan det tilegnes. Jeg vil imidlertid gøre et forsøg på at diskutere emnet ud fra den baggrund, som Putnam angiver. 44


Putnam følger i sin kendte undersøgelse “Making Democracy Work” forskellige borgertraditioner fra det nordlige og sydlige Italien helt tilbage fra det 9. århundrede. Social kapital har i samfundet haft en kontinuitet og rødder, der strækker sig århundreder tilbage i tiden. Det virker til, at Putnam selv i begyndelsen mente, at social kapital er relativ konstant gennem tiden. Hvis mængden af social kapital er lille, er der ikke så meget at gøre ved det. Mennesker i sådanne områder har dårlige samarbejdsevner, og har som resultat deraf også økonomiske problemer og en dårlig regering. Således vil social kapital være noget, der bliver overført fra generation til generation. Vi er vant til at kalde denne proces for kulturoverføring eller socialisering. Gennem en livslang uformel læringsproces lærer børn, unge og endda voksne derhjemme og gennem deltagelse i aktiviteter i lokalsamfundet normer for samarbejde, tillid og gensidighed. Det er således muligt at analysere status af social kapital ved at se på ordsprog og andre former for folkelig visdom. Følgende eksempler, som er fortalt af Putnam, belyser den folkelige visdom fra det sydlige Italien. “Forbandet er han, som har tillid til andre”. “Bær vand til eget hus, når du ser din nabos hus brænde”. Fukuyama giver et konkret eksempel på, hvordan dårlig social kapital overføres. En mafiaboss insisterer på, at hans lille søn hopper ned fra en stenmur og lover at gribe ham, så han ikke kommer til skade. Da den skræmte dreng endelig hopper ned, lader hans far ham falde ned i sandet. Moralen er, at man ikke skal tro på nogen, ikke engang ens egen far. Det er ingen tvivl om, at måden, hvorpå mennesker samarbejder, har en lang kontinuitet i lokalsamfund og kulturer. For eksempel er social kapital i de nordiske lande stadig grundlæggende påvirket af deres lange frihedstradition. I de nordiske lande ophørte slaveriet omkring det 13. århundrede, hvor livegenskab i Østeuropa fortsatte indtil det 19. århundrede. I de nordiske lande var der fire stande i stedet for tre, bondestanden var en af dem. Disse former for traditioner er magtfulde, og sporene kan ses i meget lang tid. 4. Putnams første deterministiske syn ændrede sig imidlertid gennem en mere dybdegående analyse af social kapital i USA. Putnam og hans partnere belyste overbevisende, at størrelsen af social kapital indenfor et og samme samfund varierer gennem historien, og at disse variationer kan være overraskende store. Fra 1960’erne til nu er social kapital brudt sammen. Den tidligere periode med lav social kapital i USA fandt sted i midten af det 19. århundrede i perioden efter gennembruddet af industrialismen. Fra dette lave niveau begyndte det at stige i takt med udviklingen af civilsamfundet, indtil det toppede i 1960’erne. Navnet på bogen “Bowling alone, the Collapse and Revival and American Community”, angiver dog, at selv om social kapital kan bryde sammen, kan den også opleve en renæssance. Det er almindelig kendt, at grænsen mellem socialisering og uddannelse er svær at angive. Til vores nuværende formål kan man sige, at uddannelse er bevidst socialisering. Et godt eksempel på en bevidst indsats for at øge social kapital er boligbevægelsen, som er en stor og aktiv organisation selv i nutidens Finland. Bevægelsen begyndte med, at velhavende mennesker gjorde det bevidste valg at flytte ind i områder med lav social kapital i industricentre og begyndte at organisere fælles aktiviteter, specielt fritids- og uddannelsesaktiviteter. Boligbevægelsen er et meget karakteristisk eksempel, men ikke 45


desto mindre kun en af hundredetusinde folkelige bevægelser, som resulterede i et stærkt civilsamfund, levende diskussioner, fælles mål og velfungerende demokratier. Vi mærker også denne udvikling meget kraftigt i de nordiske lande, som er det forjættede land for tusinde af frivillige organisationer og foreninger. De nye bevægelser er ofte religiøse i starten, men deres aktivitetsområder udvider sig derefter til områder som kultur, kunst, videnskab, fysiske aktiviteter, socialt arbejde, rådgivning, kooperativer, lokale aktiviteter, fagforeninger, politik osv. En stor del af aktiviteterne i disse foreninger og organisationer består af organisering af uformelle møder, diskussioner, studiekredse og korte kurser. Civilsamfundets historiske opståen er en meget imponerende blanding af ideologisk entusiasme og aktive almennyttige initiativer. Styrkelsen af social kapital, som har ført civilsamfundet med sig ser ud til at angive, at det er muligt også bevidst at påvirke social kapital. Øger formel uddannelse social kapital på samme måde, som det øger den menneskelige kapital? Det virker helt klart til at svaret er negativt eller i det mindste ikke nødvendigvis. De seneste år har vi set en stor udvidelse af den formelle uddannelse og samtidig et sammenbrud i social kapital. Jeg tror, at Cohen og Prusak har fat i noget essentielt, når de siger, at social kapital har brug for en organisk tilgang: “Netværk af social forbindelse, tillid og forpligtelse kan ikke fabrikeres eller konstrueres, kun opmuntres. Social kapital trives ved autenticitet og visner ved falskhed og manipulation....”Rationel menneskelig konstruktion virker ofte til at tage livet af det, som den prøver at “forbedre”.... Kort sagt de (lederne) skulle tage at anvende det, vi betragter som værende “blødt lederskab”. I sin bog “Bowling Alone” sammensætter Putnam et program for øgning af social kapital. Faktisk består en stor del af programmet af uformel læring. Eksempelvis opmuntrer han folk til at danne grupper indenfor kunstneriske og kulturelle interesser, da social kapital er et vigtigt biprodukt af kulturel aktivitet. Unge mennesker burde blive opmuntret til at påtage sig borger- og fritidsaktiviteter, frivilligt arbejde og det at hjælpe andre. Vi burde finde måder, hvorpå vi kan fremme folks deltagelse i det offentlige liv, deltagelse i møder, opstilling til folkevalgt embede, agitering ved valg og afstemning. Aktiviteter på græsrodsniveau er nøglen her. Uformel læring synes at være den vigtigste måde at fremme social kapital. Det muliggør også den fortællende læring. Et samfunds historier og myter forstærker folks identitet, men de forstærker også samfundet selv og dets sociale kapital. Social kapital er ikke så meget et spørgsmål om logisk analytisk viden, men mere en fortællende viden. Det er også muligt at prøve at styre uformel læring, for eksempel ved at favorisere arkitektur eller lokalplaner, som fremmer borgernes nærkontakt og samspil. Men vi skal være opmærksomme på, at de fleste eksperimenter med dette ikke gav det ønskede resultat. 5. Men social kapital synes også at støtte formel uddannelse og læring på en meget vigtig måde. Jeg vil tage to eksempler op, som er langt fra hinanden i tid. I sine tekster om akademiske studier understreger Finlands nationale filosof J. V. Snellman, hvordan ligesindet læring - diskussioner og argumentation blandt ligesindede - er et centralt element i vækstprocessen og specielt i udviklingsprocessen i ens tankegang. I denne

46


proces bliver det “givne vidensindhold” omdannet til den “videndes måde at vide på”. Denne opfattelse understøttes af Tom Haley i det sidste nummer af Lline: “At bringe folk fysisk sammen for at lære fælles, genererer en kraftig bivirkning, da deltagerne lærer af hinanden på måder, som kan være helt anderledes end planlagt i forhold til læseplan eller pædagogik......Vi hører gang på gang, hvordan folks uddannelseserfaringer har været afgørende for at få øjnene op for, at medstuderende kan se ting forskelligt..... Vi tilsidesætter denne simple, men grundlæggende funktion ved uddannelse, for egen risiko.” Den sociale kapitals rolle i læringsprocessen forklarer i øvrigt vores skuffelse over elæring. Det er altid blevet sagt, at nye generationer vil lære at bruge e-læring, og vil lære at bygge virtuelle fællesskaber uden ansigt-til-ansigt diskussioner. Måske er dette rigtigt, men jeg forbliver tvivlsom og tror, som Cohen og Prusak, at “selv fuldformat 3D billeder og CD lydkvalitet kan efterlade os sultne efter menneskelig forbindelse”. Vores udfordring er at kombinere e-læring med processer, hvor mennesker kan lære af hinanden ansigt-til-ansigt i grupper af ligesindede. Min konklusion er således følgende: Social kapital har en langsigtet kontinuitet i et samfund. Den overføres som tradition fra generation til generation gennem en socialiseringsproces som den uformelle læring. Det er godt at kende et samfunds tradition og styrke. Ikke desto mindre kan mængden af social kapital i et samfund variere, nogle gange ret dramatisk. Væksten af social kapital kan også bevidst opmuntres, først og fremmest ved at skabe uformelle læringssituationer og uformelle møder. Her spiller de frie organisationer og foreninger i det civile samfund en meget vigtig rolle. Social kapital understøtter også formel læring og e-læring, og bør tages i betragtning ved planlægning af undervisning. 6. Efter denne introduktion er vi klar til at kigge på den nordiske folkeoplysningstradition, først og fremmest N. Fr. S. Grundtvig, grundlæggeren af de Nordiske Folkehøjskoler. Folkehøjskoleideen opstod ved det 19. århundredes opfattelse af vigtigheden af den nationale kultur ved dannelsen af civilisationen og en universal kultur. Folkehøjskolens uddannelsesmæssige opgave var “folkeoplysning”, hvor kursisterne kunne lære at forstå deres eget liv. Dette var almendannende og uafhængig af eksamener og andre specifikke mål. Folkehøjskolens vigtigste pædagogiske principper var den “levende interaktion” (levende vekselvirkning) og det “levende ord”, som understregede en åben dialog mellem lærere og kursister, og den uforbeholdne frihed i uddannelsesforholdet. Det levende ord er påkrævet for udviklingen af en levende vekselvirkning. På folkehøjskolerne lærte kursisterne ikke bøgerne udenad, og de havde heller ikke skriftlige eller mundtlige eksamener, da disse ville være imod de elementer Grundtvig stod for. Ifølge Pauli Siljanders fortolkning af Grundtvigs begreber - den jeg generelt forholder mig til her - så kræver udvikling og vækst “socialt samspil, eksperimental kontakt”. Interaktion eller samspil kan realiseres på mange måder. På skolerne skete det grundlæggende samspil mellem læreren og kursisterne, men også mellem skolen og samfundet og sidst men ikke mindst mellem nutiden og menneskehedens livserfaring dvs. historien - her var det også nødvendigt at inkludere national litteratur og fortolkning af myter. 47


Grundtvig var en af disse pædagogiske filosofer, der specielt understregede frihed som en grundlæggende forudsætning for menneskelig udvikling. Et ægte uddannelsesforhold kunne kun bygges op med princippet om, at taleren og lytteren er ligeværdige deltagere i uddannelsesforholdet. Viden skulle ikke bruges som redskab til magtudøvelse, som læreren kan bruge til at nå sit mål eller påtvinge kursister samme mål. Det essentielle er det frie og gensidige samspil mellem uddannelsesinstitutionen og samfundet som helhed. Den danske folkehøjskole, som efterfølgende har spredt sig til alle de nordiske lande, byggede på disse principper, selv om dele af Grundtvigs principper er blevet tabt hen ad vejen, fordi folkehøjskolerne har været nødt til at give efter for presset om afholdelse af afsluttende eksamener. Ikke desto mindre finder man i nutidens folkehøjskoler en enestående form for samspil, og det betyder fortsat meget for de unge mennesker, der læser på disse institutioner. Teorien foreslår, at den sociale kapital, som udvikler sig på folkehøjskolerne også understøtter de formelle studier. Formålet med at læse på folkehøjskolerne var at give de studerende evnen til at forstå sit eget liv og lære gennem hele livet. Men set ud fra social kapital kan vi se, at de nordiske folkehøjskoler har været og fortsat er stedet, hvor folk lærer at engagere sig i hinanden og i normerne for tillid, troværdighed og gensidighed. Disse skoler har været en succes. Generation efter generation har folkehøjskolerne uddannet mennesker, der er klar til at tage ansvaret for civilsamfundet, kooperativer samt det politiske liv. 7. Udover højskolepædagogikken har studiekredsmetoden også været karakteristisk for nordisk folkeoplysning. Denne nyskabelse opstod i Sverige for omkring et århundrede siden og har været brugt både uafhængigt af og indenfor de folkelige bevægelser. Studiekredsmodellen har været stærkest i Sverige og også delvist i Norge, men mindre i Finland. Den deler mange fællestræk med højskolepædagogikken. En studiekreds kan formes på mange måder. På baggrund af en svensk undersøgelse opsummerer Tore Johansson de vigtigste principper for studekredse på følgende måde: Denne arbejdsform er en del af den statsstøttede voksenuddannelse. Den er baseret på dialog mellem deltagere, som er ligesindede og er helt uden konkurrence, præstationspres, eksamensbeviser og rangorden. De traditionelle lærer-/elevroller eksisterer ikke. Det er deltagernes egne behov, der styrer studierne og forankrer dem til deltagernes vidensniveau. Tillært viden er direkte forbundet med daglige praktiske behov. Udover viden og evner blev disse studier set som redskab til at forbedre deltagernes kvalifikationer indenfor argumentation, diskussion, deres evner til at inddrage andre og dele og uddelegere ansvar. Denne arbejdsmåde hjalp også deltagerne til at blive trænet i demokratisk tænkning og handling. Studiekredse er baseret på en række friheder og muligheder: • frivillig deltagelse • frihed til valg af studie • frihed til valg af studieperiode og studiested • frihed til valg af ekspertbesøg og studierejsedestination • frihed fra krav om specifik forudgående viden • frihed til at vælge en gruppeleder blandt gruppens medlemmer 48


* frihed til at beslutte længden af studieperioden * frihed for eksamener og eksamensbeviser I denne form for studier er det muligt at kombinere viden med emotionel og social vækst. I løbet af hele studiekredsenes eksistens har man kunnet føle en vis spænding, hvor uddannelsesmyndigheder og også eksperter har prøvet at styre studiekredsene i en mere formel og skoleagtig retning. Grunden har som sædvanlig været frygt for at studiekredsene var mere underholdning end uddannelse. På den anden side understreger de nordiske folkeoplysere studiekredsenes uformelle præg og vigtigheden af solidaritetsfølelsen, sammenholdet og fællesskabet ved disse. Selv om læring altid kræver en indsats, så bringer samarbejde med ligesindede også “gode tider, fornøjelse og rekreation”. Således er studiekredsene ikke blevet beskrevet med termen social kapital. Men det er nemt at sammenligne de vigtigste elementer i studiekredsenes fællesskab, dialog, tryghed, gensidighed og erfaringsudveksling med definitionen af social kapital. Det centrale element er det samme: En samlet indsats mod et fælles mål. Studiekredsen er en århundredegammel nyskabelse, hvis essentielle kerne er baseret på evnen til at udvikle social kapital. 8. Mit argument er således, at den pædagogiske tradition i folkehøjskolerne og studiekredsene giver os en vigtig inspiration nu, hvor vi tænker på måder for en bevidst forøgelse af social kapital. De viser os, at det er muligt at skabe læringssituationer som forøger social kapital dvs. evnen til at arbejde sammen for fælles mål. Vigtigste elementer for disse læringsmiljøer er dialog (det levende ord), samspil (den levende interaktion) og uforbeholden frihed. Erfaringsudveksling, fortællende viden og fælles mål skabes via dialog. Det er oplagt at social kapital understøtter udviklingen af menneskelig kapital. Spørgsmålet er imidlertid om social kapital kun har en støttende funktion indenfor uddannelsespolitik. Kunne social kapital i og af sig selv være et tilstrækkeligt mål i en tid, hvor mængden af social kapital er nedadgående og vi som resultat oplever flere og flere svære problemer. Måske er det svært at adskille menneskelig og social kapital på denne måde. Men jeg vil gerne forsvare ideen om, at voksenundervisere kan føle en dyb tilfredshed, når de har formået at bringe mennesker sammen og høre deres glade samtalesummen. Denne frie dialog, gensidige interaktion, erfaringsudveksling, og fælles forståelse betyder i sidste ende også skabelse af social kapital.

49


Kap. 6 Tankesmedjor och folkbildning Jorma Turunen

Någon enighet om hur termen think tank - tankesmedja - ska definieras råder knappast i samhällsdebatten. Det finns ungefär lika många beskrivningar, verksamhetssätt, storlekar på och former av stiftelser, forskningsinstitut eller intressebevakningsgrupper som det finns tankesmedjor! Man uppskattar att det finns drygt 3 000 tankesmedjor i världen, hälften av den i Nordamerika. De amerikanska tankesmedjorna har fördubblats på 25 år. I Europa finns det omkring 670 tankesmedjor. I Mellaneuropa, men framför allt i USA och England, har de en stabil roll i formandet av den dagspolitiska diskussionen. I Norden är situationen en annan. Det finns bara en handfull organisationer som kan räknas som tankesmedjor i respektive nordiskt land och deras roll som påverkare eller motor för den politiska diskussionen är liten. Think tank - tankesmedja? Vad betyder då det engelska ordparet “think tank” riktigt? Begreppet nämndes för första gången i USA och hör till slutskedet av andra världskriget. Think tank beskrev ursprungligen den trygga plats bakom frontlinjerna där de militära och civila experterna samlades för att tillsammans utveckla anfallsplaner och kommande stridsstrategier. Det är med tanke på denna bakgrund naturligt att många tankesmedjor genast efter andra världskriget koncentrerade sig på försvars- och utrikespolitiska frågor. Det finns å andra sidan inrättningar och samfund som kan beskrivas som tankesmedjor och vilkas rötter sträcker sig till början av förra seklet. De första politiska forskningsinstituten som kan anses vara tankesmedjor i dagens betydelse uppstod i USA redan i början av 1900-talet. De var självständiga enheter som koncentrerade sig högklassig akademisk med praktiskt inriktad forskning. De finansierades av diverse stiftelser och privatpersoner. Deras mål var inte att driva politiska idéer utan framför allt att förbättra och rationalisera det politiska beslutsfattandet. Tankesmedjorna uppstod egentligen efter andra världskriget. De flesta uppstod som en reaktion på de politiska förhållandena efter kriget. USA som tidigare levt isolerat var 50


tvunget att definiera sin roll på nytt då landet blev en supermakt. Man bad en bred grupp experter om hjälp. På 1970-talet uppstod en ny våg av tankesmedjor och den förde i större utsträckning idén om tankesmedjor till Europa. Samtidigt var 1970-talets tankesmedjor mer än sina föregångare klart bundna till en viss värdegrund och organisationer som drev bestämda intressen. Deras huvudsakliga syfte har inte så mycket varit att bedriva högklassig akademisk forskning som att framför allt påverka det politiska beslutsfattandet. De har förändrat tankesmedjornas karaktär i en mer marknadsinriktad och konkurrensinriktad riktning. Tillväxtgrunden för tankesmedjorna skapades uttryckligen på 1970-talet i England. Idén hämtades från USA och tankesmedjorna upplevdes som ett utmärkt sätt att fungera som oppositionspartiets idésmedja mot det parti som hade regeringsmakten. Det är ingen tillfällighet att de första starka tankesmedjorna uppstod kring Margareth Thatcher och att de småningom lyckades genomföra samma modell som sina amerikanska förebilder. England upplevde en andra stor våg inför Tony Blairs regeringsmakt. Det var framför allt tankesmedjor som Demos eller IPPR (Institute for Public Policy Research) som fungerade som viktiga bakgrundskrafter och inspiratörer först i Blairs valrörelse och senare som stöd för Blair unders hans regeringsperioder. Tankesmedjor uppstår och utvecklas så gott som alltid i ett land eller inom ett område i samband med någon form av samhällelig förändring. Såväl industrialiseringen, den allmänna demokratiutvecklingen, de ekonomiska kriserna som krig och återuppbyggnaden efter dem har under årens lopp påverkat tillväxten av en mängd organisationer och inrättningar. Nu arbetar många tankesmedjor med frågor som rör globalisering, välfärdsamhället och -tjänsterna samt i Europa framför allt med den europeiska integrationen. Det väsentliga är dock att betydelsen av internaktionen mellan beslutsfattande och forskning i samhället har ökat. Tankesmedjorna kan ha en viktig andel i att dessa kontakter förstärks. Den allmänna debatten behöver också strukturerade uppfattningar som stöd för sina tankar. Tankesmedjornas verksamhetsformer Omkring 3 000 tankesmedjor innebär naturligtvis en oerhörd mängd inrättningar och samfund av många slag och former. Tankesmedjornas verksamhetsformer kan variera avsevärt. Tankesmedjornas roll och betydelse påverkas också av vilka resurser de har. En del tankesmedjor kan ha hundratals anställda, andra får igen klara sig med njuggare resurser, men kan förekomma mycket i medierna och fungera som aktiva informationsförmedlare. Många tankesmedjor är framtidsinriktade. De försöker på olika sätt forska i, analysera, diskutera och informera om aktuella och ofta nya ämnen.

51


Tankesmedjornas verksamhet kan enligt en mycket förenklad uppgiftsfördelning indelas i tre huvudområden: • forskning • publikationsverksamhet • evenemang Forskning De första tankesmedjorna koncentrerade sig uttryckligen på forskning och att producera information om forskning. Numera är tankesmedjornas kärnområde mera att filtrera, förmedla och sprida forskningsresultat i samhällsdebatten. En tankesmedja behöver nödvändigtvis inte själv forska. Den kan däremot beställa forskning. De bör då fokusera på att tillämpa och koncentrera forskningsresultat för respektive samhälle. Den största spänningen mellan tankesmedjorna och den akademiska världen gäller just forskningen. Universiteten anser att tankesmedjorna är alltför lättviktiga och att de alltför mycket styrs av sina upprätthållare och finansiärer. Det finns också skillnader i att sprida forskningsresultat mellan de angloamerikanska och europeiska tankesmedjorna: i USA och England är samarbetet mellan beslutsfattarna och den akademiska världen bra, men så är inte fallet i Kontinentaleuropa. Publikationsverksamhet Tankesmedjorna karaktäriseras i allmänhet av en rätt omfattande publikationsverksamhet. Det är ofta fråga om att i samarbete med förläggare utge böcker, artiklar för medierna och den stora allmänheten samt rapporter och information. Tankesmedjorna kan också låta översätta utländsk litteratur. Utgångspunkten för publikationerna bör vara att ämnet och ifrågasättandet är viktigt för tankesmedjornas upprätthållare. All information på webben räknas också som publikationsverksamhet. Allmänt taget: Internet å ena sidan och medierna å den andra är nödvändiga faktorer med tanke på tankesmedjorna och deras framgång. Evenemang Evenemang och seminarier utgör den tredje centrala delen av tankesmedjornas verksamhet. Det är fråga om seminarier för såväl experter som en större allmänhet och medierna. Evenemangen kan vara allt från korta brunchträffar till flera dagar långa internationella konferenser. Många tankesmedjor arrangerar egna workshops i samband med andra evenemang; det kan vara fråga om arbetsmarknadsorganisationernas möten, partikongresser, kommundagar osv. Dessa verksamhetsformer hör intimt ihop med tankesmedjornas idé och resurser. Under de senaste åren har betydelsen av publikationsverksamheten och evenemangen accentuerats - inte minst på grund av den publicitet de ger. Tankesmedjorna i Finland - ett finländskt case Finland kan lika lite som de övriga Norden skryta med en stor mängd tankesmedjor. Det 52


finns bara några forskningsinstitut, som uppfyller kännetecknen för en tankesmedja. Närmast den akademiska definitionen på en tankesmedja kommer Näringslivets delegation EVA, Utrikespolitiska institutet, som nyligen underställdes riksdagen, Finlands självständighetsfond SITRA, PT som finansieras av löntagarorganisationerna samt Pellervo ekonomisk forskningscentral PTT som finansieras av lantbruksintressenterna. Talet om tankesmedjor uppstod i Finland exakt efter riksdagsvalet våren 2003 som en del av regeringens program, då man för första gången presenterade så kallade politikprogram. Ett av dessa program av Politikprogrammet för medborgarinflytande, som bland annat har målet: “Målet är en drivkraftig representativ demokrati som kompletteras av medborgarnas direkta deltagande samt deras möjligheter att påverka och bli hörda.” I de specificerade fyra målen för programmet säger regeringen: De traditionella och de nya kanalerna i fråga om medborgarinflytande utvecklas så att de stöder medborgarnas fullödiga deltagande i gemenskaps- och samhällsverksamheten. Förvaltningen har de verktyg som behövs och en tendentiös beredvillighet att föra en diskussion med medborgarna. Denna mening och anteckningen i regeringens strategidokument: “Partiernas förnyade uppgifter som en av de centrala aktörerna i fråga om representativ demokrati klarläggs i samarbete med partierna, särskilt möjligheterna att processa de politiska målen och upprätthålla en samhällelig diskussion” ledde i praktiken till ett tankesmedjeprojekt, vars mål var att pröva på vilket sätt man i Finland kunde genomföra tankesmedjor som behandlar samhälleliga och politiska frågor. Projektet genomfördes i praktiken så att det ministerium som ansvarade för politikprogrammet, justitieministeriet, erbjöd åtta bildningsförbund och folkhögskolor som står nära partier och som har en samhällsbakgrund ekonomiskt stöd för att de skulle skapa en tankesmedjeprocess enligt eget val. Tanken var att deltagarna i projektet som tack för det ekonomiska stödet publicerar skriftligt material om globaliseringen och dess effekter på det finländska samhället. I projektet deltog Gröna förbundet närstående Vihreä Sivistysliitto, Folkets Bildningsförbund som står nära vänsterförbundet, samlingspartiet närstående Kansallinen Sivistysliitto och folkhögskolan Paasikivi-opisto, centerpartiet närstående Maaseudun Sivistysliitto och folkhögskolan Alkio-opisto samt Arbetarnas Bildningsförbund och Arbetarakademin. De som deltog i projektet förutsattes inte skapa permanenta enheter eller koncentrera sig på långsiktigt forskningsarbete. Det hade också varit omöjligt att göra det på ett år. Det som framför allt önskades var stöd för att aktivera samhällsdebatten och idéer om hur aktiveringen kunde lyckas i och med tankesmedjeverksamheten. Samtidigt önskades att försöket skulle inspirera till att utveckla liknande med mer permanent tankesmedjeverksamhet i framtiden.

53


Det finländska tankesmedjeförsöket lyckades. År 2005 fick vi fem processer som skiljde sig från varandra och som kartlade aktuella samhällsfrågor. Processerna ledde till fem skriftliga rapporter om globaliseringen. Försöket med olika sätt att genomföra projektet gav konkretare information om hur tankesmedjeverksamheten kan utvecklas och fortsätta i Finland. Försöken genomförde också en av grunderna för tankesmedjorna de producerade skriftlig material och det arrangerades flera seminarier och diskussioner. De som deltog i tankesmedjeprojektet inspirerades också att fortsätta och utveckla finländska former av tankesmedjor så att man i dem och med hjälp av dem kommer att föra grundläggande politiska diskussioner i framtiden. Man ville bättre än tidigare sprida det arbete som görs i tankesmedjorna till politiker, medier och vanliga medborgare och på det sättet göra det till verkliga diskuterande alternativ för det politiska beslutsfattandet. Problemet för folkbildningsarbetet Det var ingen tillfällighet att regeringen valde folkhögskolor och bildningsförbund som står partierna nära för att genomföra försöket. För det talade den nedgång som drabbat partiväsendet och det faktum att folkbildningsarbetet i Finland under de senaste åren har glidit allt längre bort från samhälls- och demokratiutbildningen. I Finland deltar i likhet med det övriga Norden årligen en otrolig mängd medborgare i folkbildingen: Statistikcentralen uppger att 1 050 000 finländare år 2004 deltog i folkbildningsstudier i medborgar- och arbetarinstitut, folkhögskolor och bildningsförbund. Undervisningen inom folkbildningen skedde huvudsakligen inom tre sektorer: kultur, humaniora samt hälsa och idrott. Inget ont i detta innehåll i folkbildningen, men bilden blir konstig med tanke på det faktum att folkbildningsarbetet erbjuder mycket litet, högst åtta procent, studier i medborgar- och demokratifostran eller medborgarinflytande. Den absoluta majoriteten av folkbildningsarbetet gäller personlig välfärd och utvecklande av det egna jaget. Det sägs att demokrati innebär ständigt lärande. Det här accentueras under tider av snabba förändringar. Den diskussion som betonar demokratin är till syvende og sidst ett försök att förstå vad samhällsförändringen gäller och hur man ska orientera sig i en föränderlig värld. Därför kunde folkbildningsarbetet inta en central roll som stöder medborgarinflytande och främjar demokrati. Det här gäller också pensionärstiden. Tänk bara på hur mycket världen förändras under en genomsnittlig livstid. Människorna ska ha rätt till ett fullödigt medborgarskap under hela sitt liv. Folkbildningsarbetets uppgift för att förstärka demokratin, medborgarsamhället och nationalitet kan bedömas också utgående från följande frågor:

54


– kan folkbildningsarbetet ge vägkost för medborgarna att verka i dagens samhälle? – kan folkbildningsarbetet beskriva, tolka och analysera förändringarna i dagens samhälle? – kan folkbildningsarbetet genom sin insats medverka till att lindra missförhållandena i samhället? – har folkbildningsarbetet något att ge de av den globaliserade tiden hotade och svaga befolkningsgruppernas livssituation och erfarenheter? Om vi är tvungna att svara nej på varje fråga så måste betydelsen av den finländska folkbildningen omvärderas i hela samhället. Kanske det är på tiden att helt flytta fokuseringen i folkbildningen från upplevelsen av nästan enbart personlig utveckling till att gälla också samhällspåverkan eller att åtminstone förstå utvecklingen i samhället! Tyvärr har vi under de senaste åren fått se hur hjälplös den finländska folkbildningen är då det gäller att utveckla en studieverksamhet som betonar medborgarfostran eller som över huvud taget tar upp svåra, också ömma samhällsproblem. Situationen är bedrövlig, eftersom Finland har traditioner och numera också strukturer för att effektivera medborgar- och demokratifostran bland den vuxna befolkningen. Det finländska problemet är intimt kopplat till märkvärdigheterna med lagstiftningen om statsandelar till folkbildningen, eller det fria bildningsarbetet som det heter i Finland. I efterdyningarna efter den ekonomiska depressionen i mitten av 1990-talet och i enlighet med den tidens effektivitetsanda ändrades finansieringsgrunderna för folkbildningen så att de blev rent matematiska. En följd av förändringen var att läroinrättningarna och organisationerna har konkurrerat sinsemellan om kvantitativa prestationer. Finansieringsprinciperna har styrt verksamheten så att den riktar sig till lätta målgrupper och uttryckligen enbart till enkla målgrupper. En av de värsta följderna är att betoningen av prestationer inte alls uppmuntrar att betona innehållet. Man kan bara drömma om projekt liknande tankesmedjor eller genomföra dem via tillfälliga projekt. Är tankesmedjorna en möjlighet? Tankesmedjorna har ett brokigt, delvis tvivelaktigt rykte. De uppfattas ofta som språkrör för bl.a. näringslivet eller de ärkekonservativa kretsarna i USA. Processerna i tankesmedjorna kan ändå då de är som bäst leda till ett nytt lyft för såväl den stelnade nordiska folkbildningen som det förstenade partiväsendet. I dagens Norden går partierna från val till val och mellan valen koncentrerar de sig närmast på att förhindra partimaskineriet att slumra till. Ändå ropar samhället med de snabba förändringarna på någon som analyserar och förklarar. Problemen har blivit mer mångfasetterade och förändras snabbt, inte minst tack vare internationaliseringen, globaliseringen och IT-samhällsutvecklingen. Nu behövs allt mer omfattande programmatiska utvecklingsprocesser och nya verksamhetsformer som också baserar sig på forskning. Sådana utvecklingsprocesser 55


utgör i sig fostrande miljöer och det är möjligt att inom dem tillämpa traditionella (studiecirklar) och nya studieformer. Det är speciellt viktigt att utveckla samhällsmålen och det fostringsarbete som baserar sig på dem. Allvarligt talat kunde samhällsdebatten och processandet av politiska alternativ räddas genom att systematiskt pröva på tankesmedjemodellen också bland de politiska partierna. Det lönar sig att organisera verksamheten på klara värdegrunder, men samtidigt så att de har en klart större frihet än partierna. Samhällets läroinrättningar bildningsförbunden och folkhögskolorna - utgör en god organisationsgrund om vi hittar meningsfulla sätt att resursera verksamheten. En idébaserad tankesmedja står nära sina upprätthållare. Den ska dock alltid vara självständig och trovärdig. Det förutsätter att tankesmedjan är initiativrik, fördomsfri och öppen för olika synpunkter. Målet är att förädla forskningsresultat så att de kan användas för ställningstaganden och beslutsfattande i samhället. Vi har i Norden samfund, inrättningar och organisationer som verkar på ett sätt som är mycket nära tankesmedjor. Många av dem har redan förutsättningar att fungera som tankesmedjor eller att delta i de nätverk som finns bakom tankesmedjorna. Det finns en massa möjligheter. Erfarenheter i andra länder talar för att man med relativt ringa resurser kan få till stånd intressanta diskussioner och verksamhet i samhället. Det är också en fråga om att vilja och en beredskap att bryta mot trygga och välkända modeller, som förvisso tryggar tillvaron från ett år till ett annat, men som inte längre påverkar omvärlden.

56


Kap. 7 Demokratisk fornyelse i Norden - en mobilisering for bærekraft? 12 veier til fremme av den folkelige deltakelsen Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby

Forord Vi står ved en skillevei i Norden når det gjelder arbeidet for en bærekraftig utvikling. Internasjonalt rangerer Norden høyt når det gjelder økonomisk vekst, velstand og utdanning, samtidig kommer de nordiske land langt dårligere ut når det gjelder vårt “økologiske fotavtrykk” - dvs den belastning som vårt ressursforbruk innebærer for jordens økosystemer. Forbruket henger heller ikke sammen med ønsket om en mer rettferdig fordeling i verden. Hvorfor er det relevant å bringe inn disse problemstillingene i en diskusjon om demokratiet og medborgerskapet i de nordiske land og folkeopplysningens rolle? “Skal utviklingen snus i tide er det ikke nok å stole på internasjonale og nasjonale virkemidler, eller på markedet. Mobiliseringen må komme nedenfra, der de konkrete avgjørelsene fattes”. Slik lød oppsummeringen fra 561 deltakeres gruppearbeid på den Nordiske konferansen om bærekraftig samfunnsutvikling som ble avholdt i Oslo 26. 27. oktober. Konferansen ble arrangert av det norske Miljøverndepartementet, Kommunenes Sentralforbund i Norge, Nordisk Ministerråd, Stiftelsen Idébanken, Oslo kommune og Norges Velforbund. Hoveddelen av denne artikkelen inngikk i en publikasjon “Synlige mål - synlige skritt” som Stiftelsen Idébanken lagde til konferansen. Publikasjonen inneholder flere andre artikler som gir innblikk i det nordiske verdilandskapet samt 15 gode eksempler - synlige skritt - som viser vei for en mer bærekraftig og demokratisk praksis26. Spørsmålet om demokratisk fornyelse bør henge uløselig sammen med arbeidet for en mer bærekraftig utvikling. Det er imidlertid ikke noen nyhet. FNs toppmøte om miljø og utvikling i Rio de Janeiro i 1992 var det første som for alvor satte både miljøproblemene og den globale skeivfordelingen på dagsordenen, og som dermed utfordret det rike mindretallets forbruksmønster. Det sentrale sluttdokumentet fra Rio-toppmøtet, Agenda 21, inneholder fire hovedbolker, hvorav den siste er av nokså teknisk karakter. Overskriftene over de tre øvrige ga et viktig signal til 26 Publikasjonen i sin helhet kan lastes ned fra Stiftelsen Idébankens nettside www.idebanken.no og den kan også bestilles i parpirformat.

57


verdenssamfunnet. Den første handlet om ulikhetene i verden, den andre om miljø- og ressursproblemene, og den tredje om behovet for deltakelse fra alle grupper i samfunnet dersom problemene skulle løses. Statslederne i Rio erkjente med andre ord at problemene ikke lot seg løse ovenfra alene. Det var behov for en bred demokratisk mobilisering der både næringsliv, fagbevegelse, frivillige organisasjoner, lokale myndigheter, kvinnegrupper, ungdom og etniske minoriteter måtte ta del. Behovet for økt kunnskap om de globale utfordringene og økt erfaringsutveksling om løsninger ble også betonet en rekke steder. Rio-toppmøtet er seinere fulgt opp av ytterligere to toppmøter om bærekraftig utvikling - i New York i 1997 og i Johannesburg i 2002. I New York måtte man konstatere at mye gjensto i oppfølgingen av Agenda 21 - men at det mest synlige resultatet så langt var responsen på oppfordringen til kommunene om å dra i gang lokale Agenda 21-prosesser i samarbeid med innbyggerne. Ved Johannesburg-toppmøtet slo man fast at det fortsatt fantes et stort behov for opplysning om bærekraftens utfordringer og muligheter. Toppmøtet sluttet seg derfor til et forslag om å lansere et globalt “utdanningstiår for bærekraftig utvikling”, noe som ble stadfestet av FNs hovedforsamling året etter. Tiåret ble innledet i 2005. Folkeopplysning og folkelig deltakelse er altså blant nøklene til en bærekraftig utvikling, om vi skal tro FN. Norden har sterke tradisjoner for begge delene, og burde slik sett ha gode muligheter. Derfor bør nordiske strategier og det praktiske arbeid for henholdsvis demokratiutvikling - slik som DEMOS-prosessen er et uttrykk for - og bærekraftig utvikling ses i sammenheng! I den forbindelse er FNs tiår er en gylden mulighet. Målet for tiåret er ikke bare å styrke kunnskapsformidlingen, men å sette oss i stand til å tenke nytt og å utløse handling. Målgruppa er heller ikke bare skoler og utdanningsinstitusjoner, men samfunnet som helhet. I vedtaket fra FNs generalforsamling oppfordres verdens regjeringer til å “fremme en offentlig bevissthet om og bred deltakelse i tiåret, blant annet gjennom samarbeid med sivilsamfunnet og andre intressenter”. I UNESCOs beskrivelse av målene for tiåret heter det videre at: Utdanning for bærekraftig utvikling er for alle - for mennesker i alle livsfaser. Perspektivet er livslang læring, som omfatter alle tenkelige “læringsrom” - formelle, mindre formelle og uformelle, fra tidlig barndom til voksenlivet.....Læringsrom omfatter uformell utdanning, sivilsamfunnet og lokale organisasjoner, arbeidsplasser, yrkesfaglig og teknisk utdanning, lærerutdanninger, høyere utdanningsinstitusjoner, myndigheter, politiske organ og flere til. “ 12 veje til fremme af den folkelige deltagelse De nordiske lande deler værdier, som giver dem et godt udgangspunkt for at realisere målsætningen om aktiv involvering af borgerne i arbejdet for bæredygtig udvikling. Rundt om i Norden har det ført til mange forskellige initiativer. Men samtidig er meget andet sket - her og i verden i øvrigt. Så hvor står vi i dag? Hvad har vi med i bagagen? Hvad har forandret sig? Hvad er udfordringerne nu? Hvilke veje kan vi gå? Denne artikel giver nogle svar som oplæg til fælles diskussion og formulering af egne svar.27 27 Artiklens fremstilling er uddybet og yderligere begrundet i rapporten: “Veje videre frem for folkelig deltagelse og bæredygtighed”, som kan downloades fra: www.idebanken.no. Det fælles nordiske værdilandskab

58


Det fælles nordiske værdilandskab De nordiske lande har skabt økonomisk vækst, politisk stabilitet og social velfærd som intet andet sted på jorden. Denne udvikling har samtidig placeret os blandt dem med det største ressourceforbrug pr indbygger i verden. Udfordringen består nu i at ændre dette så vores samfund ikke blot bliver bæredygtige i økonomisk og social, men også i økologisk henseende. Har vi i vores kultur de værdier der skal til for at klare det? I udgangspunktet må svaret være ja. I Norden findes et sæt af markante værdier, som giver mening og kan støtte opgaven med at fremme folkelig deltagelse i bæredygtig udvikling. Værdierne er ikke specielt nordiske, men det er værdier som i højere grad har fået gennemslag og er blevet forankret i de nordiske lande end i resten af verden. Inspireret af bl.a. den danske tænketank Mandag Morgens undersøgelse af de nordiske værdier, har jeg sammenfattet disse værdier i boksen nedenfor.

Markante værdier i Norden: • Demokrati som sindelag: Folkeoplysning som støtte til demokratisk dannelse • Lighed og lav magtdistance • Inklusion, korporativisme, konsensus • Samfundssind: Opbakning bag støtte til social velfærd til alle • Arbejdsomhed og åbenhed for forandring • Naturen - og adgangen til den - vægtes

Dette gode værdimæssige udgangspunkt styrkes yderligere af den stærke position kommunerne har i de nordiske samfund. Kommunernes magt og ressourcer - samt deres udvikling i de seneste årtier i retning af øget decentralisering og støtte til borgerinvolvering i lokale udviklings- projekter - passer som hånd i handske til hensigterne om folkelig deltagelse i den lokale indsats for bæredygtig udvikling.

Men se engang på værdierne igen. Man kan tage dem én for én og stille spørgsmål ved, om det nu også fungerer sådan i praksis i dagens Norden. Billedet er ikke éntydigt. Der er modtendenser. Ikke mindst indenfor den offentlige planlægning og forvaltning, hvor nye ledelsesformer i effektivitetens og økonomistyringens navn truer med at uddefinere de traditionelle værdier samt med at skabe sværere betingelser for de former for understøttelse af folkelig deltagelse, hvis effekt ikke let lader sig måle og veje.. At vi har en fornem tradition og ud fra vores egen værdimålestok er bedre end andre lande, betyder derfor ikke, at vi med sindsro kan hvile på laurbærrene. Risikoen er, at værdierne får karakter af selvtilfreds retorik uden hold i virkeligheden. Vi må i stedet kritisk teste, om vores hidtidige praksis lever op til vores eget værdisæt, og konstruktivt forsøge at gøre disse værdier til drivkraft i nye praksisser, der kan fastholde og tilføre dem nyt liv. De nordiske lande kan hjælpe hinanden med dette. Styrken er ‘den tilpasse forskel’ mellem os: At vores værdier, tænke- og handlemåder ikke er så forskellige, at vi ikke kan bruge hinandens erfaringer til noget. Og at vi på den anden side ikke er så ens, så der ikke er nogen forskelle, som kan inspirere til refleksion og ny erkendelse.

59


Bæredygtighed og folkelig deltagelse som udfordring På baggrund af vores velfærd og værdier kan bæredygtig udvikling tage sig ud som en overkommelig opgave, også selvom vores ‘økologiske fodspor’ stadig hører til verdens største. Vi er arbejdsomme, teknisk avancerede, elsker naturen - og det sociale og økonomiske har vi check på. På den anden side er der noget radikalt nyt og vanskeligt ved udfordringen: “Kernen i det er, at hvis man vil sætte bæredygtighed på dagsordenen, så drejer det sig om en radikal ny form for politik, hvor den grundlæggende overvejelse går på, at konsekvenserne af en given praksis her og nu, de rammer til en anden tid og et andet sted. Altså: det jeg gør her, og som jeg gør af hensyn til mig selv, mine nærmeste, min tid, min verden, har (negative) konsekvenser for, ikke mig, men nogle andre, ikke her, men et andet sted, ikke nu, men om en generation.” 28 De vanlige teknikker til at aktivere befolkningen handler om at tale til deres egeninteresse, gøre sagen konkret, og fortælle hvad de let selv kan gøre her og nu. Det vanskelige ved at gøre det, når det handler om bæredygtig udvikling, er, at målet er det modsatte: At fremme hensyn til andre, at tage hensyn der rækker længere ud i verden og længere ud i fremtiden end vi har været vant til, samt at kunne håndtere komplekse sammenhænge. Det sidste handler fx om, at det ikke er nok at få befolkningen til at forstå og følge enkle spareråd. De må også kunne forholde sig til risikoen for, at det de ‘sparer på karusellen, bliver sat til på gyngerne’, hvis de samtidig udvikler deres livsstil med nye forbrugsaktiviteter, som øger deres samlede materielle forbrug. Én udfordring består i overhovedet at tematisere sådanne komplekse sammenhænge i borgerinvolverende aktiviteter, en anden i at stille spørgsmål som anfægter egeninteressen - behovene og visionerne som fører til øget materielt forbrug. På den ene side må borgerne motiveres til at deltage, hvilket peger mod at tage udgangspunkt i deres egeninteresser og konkrete forhold. På den anden side kræver bæredygtig udvikling netop en overskridelse af disse motiver samt en langt mere abstrakt og kompleks tænkemåde. Bæredygtig udvikling er et tema, som det er svært at få greb om, fordi det handler om usikre risici, om afvejning af idealer om globale hensyn med egne behov og muligheder, om valg mellem løsninger med forskellige sociale, kulturelle og økonomiske konsekvenser, om interessekonflikter og kompromisser. Forestillingen om bæredygtig udvikling som noget eksakt, vi blot skal oplære befolkningen i, er derfor for simpel. Bæredygtig udvikling er snarere i sig selv en fortløbende udviklings- og læreproces, som vi må sørge for bliver demokratisk og udbredt gennem befolkningens deltagelse. Men hvordan gøre den demokratisk og udbredt? Som et første input til et svar på det, vil jeg fremhæve, at det er vigtigt, at vi ikke allerede i udgangspunktet baserer det på et for snævert begreb om folkelig deltagelse. I boksene nedenfor ‘åbnes’ begrebet på to forskellige måder.

28 Claus Heinberg: “Det begynder med hinanden” i Nyhedsbrevet Øko-net 2, 2003

60


Deltagelsens perspektiver

Deltagelsens områder

Folkelig deltagelse har grundlæggende to perspektiver:

Borgernes deltagelse tænkes typisk som noget der handler om lokale forhold:

• Borgerens mulighed for at få indflydelse på politiske beslutninger, samt • borgernes læreproces gennem deres deltagelse. Deltagelsen anskuet som læreproces er folkeoplysningens perspektiv. Det kan opfattes på to helt forskellige måder: • Folkeoplysning som information har til formål gennem en afgrænset viden om et emne at påvirke til en bestemt holdning og en bestemt adfærd. • Folkeoplysning som oplysning har til formål gennem tilvejebringelse af et alsidigt vidensgrundlag at anspore til personlig stillingtagen og engagement. Hvor informationstilgangen leverer svar, rejser oplysningstilgangen spørgsmål.

• Boligen og husholdningen • Lokalområdet • Kommunen. To væsentlige praksisområder i de fleste borgeres hverdagsliv rækker ud over det lokale: • Forbruget, hvor politiske forbrugshandlinger udgør en form for deltagelse • Arbejdslivet, hvor deltagelsen både kan rette sig mod arbejdspladsen og mod konsek–venser i omverdenen. Deltagelse med henblik på politisk indflydelse kan også række ud over det lokale, også selvom det foregår lokalt: • Mod regionale forhold • Mod nationale forhold • Mod internationale forhold

Nu er vi måske nok der, hvor det hele kan virke ret vanskeligt: Gode, men også pressede værdier. Koblingen af folkelig deltagelse og bæredygtig udvikling som ikke uden videre er let. Og flere forskellige måder at tænke folkelig deltagelse på. Lad os derfor se lidt nærmere på, hvad der er sket, og hvor vi står i dag - så viser der sig nogle mulige veje frem. Den historiske udvikling Evaluering er et af tidens nøgleord. Alt skal evalueres for at sikre, at vi ikke spilder vores ressourcer, men bruger dem bedst muligt. Som en erfaringsopsamling, der gør os klogere på barrierer og potentialer for at nå de mål, vi har sat os, er der god mening i det. Samtidig medfører evalueringer dog ofte en uheldig tendens til at være mere tilbageskuende end fremadskuende, og til mekanisk at formulere anbefalinger til de kommende handlinger på baggrund af de hidtidige erfaringer. Men tag fx dengang forurening dukkede op som en ny trussel mod vores samfund. Information var da vældigt effektfuldt til at gøre det fænomen kendt, men den succes kunne ikke bare gentages i næste fase, da problemet nu var kendt. Det historiske tilbageblik handler derfor ikke bare om at opsamle erfaringer fra tidligere, og så uden videre bruge det mest effektfulde. I et dynamisk perspektiv handler det i stedet om at gøre sig de historiske ændringer bevidst og løbende pejle nye tendenser og ændrede betingelser, som kan betyde, at man ikke skal forsøge at gentage tidligere tiders succeser, men snarere skal identificere det logiske næste skridt - den historiske proces taget i betragtning. 61


Når det handler om borgernes deltagelse i bæredygtig udvikling, er det både relevant at se på forandringerne i vores samfund som helhed, og mere specifikt på ændringerne i selve problematikken. Tager vi det sidste først, så har der på trods af forskelle landene imellem i alle vestlige, industrialiserede lande været tale om en udvikling gennem en række forskellige faser. Svensk-amerikaneren Andrew Jamison har beskrevet denne udvikling som indtil videre bestående af 6 forskellige faser: Periode

Fase

Kendetegn

Frem til 1967 1968 - 1973 1974 - 1980 1981 - 1987 1987 - 1993 1994 -

Opvågning Økologiens tidsalder Social bevægelse Differentiering Internationalisering Integration

Information Organisation Politisering Specialisering Globale spørgsmål Bæredygtig udvikling

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der er sket siden 1994, samt hvad ændringerne i opfattelsen af bæredygtig udvikling siden da har betydet for opfattelsen af den folkelige deltagelse? Ifølge den hollandske politolog, Maarten Hajer, har opfattelsen af bæredygtig udvikling udviklet sig på en særlig måde i det nordvestlige Europa. Den økologiske modernisering, som han benævner denne opfattelse, bliver dominerende i løbet af 90’erne. Fra 80’ernes fokus på en reaktiv, kontrollerende miljøregulering flyttede den økologiske modernisering fokus over på en offensiv og forebyggende strategi rettet mod produktion og forbrug. Med dette skift blev den hidtidige konflikt mellem miljøhensyn og økonomi vendt om til at blive et win-win forhold: Bæredygtig udvikling bliver fra at være et problem gjort til lokomotivet, der kan drive den teknologiske og institutionelle udvikling af vores samfund fremad. Dermed bliver miljøbevægelsen ikke mere betragtet som en modstander, men som en allieret. Og borgernes aktive deltagelse i transformationsprocessen bliver vigtig. Inddragelse af befolkningen i indsatsen for en bæredygtig udvikling ud fra principper om konsensusbaseret samarbejde og praktisk handling for miljøvenlige forbedringer passer helt ind i og er udtryk for den økologiske moderniseringstænkning. Konsensus-tænkning kan hæmme engagement Den økologiske modernisering var fornyende og skabte en progressiv synergi i begyndelsen af 90’erne - og bl.a. den folkelige deltagelse udviklede sig som en del heraf. I Danmark medførte det et ‘nyt grønt vækstlag’ bestående af lokale, grønne borgerprojekter, støttet af staten og kommunerne, og med en vis succes med hensyn til at aktivere den ‘lysegrønne’ del af befolkningen og skabe små, synlige eksempler på forandringer. Spørgsmålet er imidlertid om dampen har kunnet holdes oppe? Nogle forskere på området, der følger udviklingen rundt om i den vestlige, industrialiserede verden, er begyndt at tale om, at vi nu har nået “the end of environmentalism”. Andre taler om den økologiske modernisering som en selvbedragerisk simulering af, at det går godt, mens vi i virkeligheden er på vej ind i en “post-økologisk æra”. Dette kan både afspejle

62


nationale forskelle, som vi fx også ser mellem de nordiske lande, og tolkes som en midlertidig bølgedal. I den seneste tid synes klimaproblemerne at give den økologiske moderniseringstilgang vind i sejlene i USA, hvilket måske via massemedierne er ved at føre til en revitalisering af den i Europa. En revitalisering indebærer imidlertid en gentagelse - og spørgsmålet er fortsat om en gentagelse af 90’ernes tilgang til folkelig deltagelse i bæredygtig udvikling vil bringe os fremad? Der er i hvert fald nogle problemer ved den, som vi bør forholde os til. Et problem er, at den materielle forbrugsvækst negligeres. Forestillingen om den økologiske modernisering indebærer en tro på, at den øko-teknologiske innovation er hurtigere end væksten i forbrugsmængderne, så vi sparer mere på gyngerne end vi sætter til på karrusellen. Det har dog endnu ikke været tilfældet, også selvom vi til en begyndelse har kunnet plukke ‘de lavest hængende frugter’. Dermed kan der argumenteres for, at der snarere end ‘ingen grund’ er ‘god grund’ til nu at ændre fokus i folkeoplysningen om bæredygtig udvikling fra miljøteknisk spareadfærd til livsstils- og forbrugsudvikling. Et andet problem for den økologiske modernisering ligger i, at den proklamerede konsensus om bæredygtig udvikling, ikke stikker særlig dybt. I USA har man i mange år haft en anti-miljøbevægelse, og i Danmark har vi Bjørn Lomborg, som i en periode vandt stor støtte - ikke mindst hos regeringen. Konsensus synes kun at herske mellem ‘de gode kræfter’, hvis dominans i værste fald kan skabe en modreaktion i stedet for en ringspredning. Dertil kommer, at konsensus har det med at indsnævre perspektivet til de små, lette, synlige og rentable miljøprojekter som alle kan være med på, mens værdidilemmaerne og de strukturelle barrierer negligeres. Det er et problem i forhold til at komme videre i retning af en bæredygtig udvikling, og det er også et problem i forhold til ønsket om at engagere borgerne, fordi gentagelsen af de samme små lette spareråd risikerer at ende som en triviel moralisme. I begyndelsen af 90’erne gav konsensusfølelsen ny dynamik og et bredere engagement, men spørgsmålet er, om vi er ved at være der, hvor kravet om at tage udgangspunkt, der hvor der allerede er konsensus, hæmmer mere end det fremmer? Spørgsmålet er, om den økologiske modernisering med sin konsensus-tænkning efterhånden har ført til en inddefinering og institutionalisering af den folkelige deltagelse i bæredygtig udvikling i de etablerede systemer, hvilket gør den pæn, ufarlig, udynamisk - og dermed også utilstrækkelig? Fra et folkeoplysningperspektiv var der måske mere dynamik i at bringe modsætningerne frem og bearbejde dem konstruktivt og demokratisk? Situationen i dag Løbende undersøgelser af den norske befolknings miljøengagement viser, at bekymringen for miljøet efter at være faldet i en årrække nu så småt igen begynder at vokse. Samtidig med dette skift i bekymringsniveauet ses der ikke en tilsvarende vækst i ønsket om et stærkere miljøværn. I løbet af 90’erne faldt støtten til en forstærket miljøpolitisk indsats, og den er altså ikke steget igen. Det er nærliggende, at det hænger sammen med en samtidig voksende tiltro til den offentlige miljøforvaltning. Hverken bestræbelserne på at engagere befolkningen i løbet af 90’erne eller den nu voksende miljøbekymring har ændret ved engagementet i personlig miljøvenlig adfærd. Det har 63


holdt sig nogenlunde på samme niveau. Der er heller ikke sket nogen synderlige ændringer i fordelingen mellem dem, som personligt lægger vægt på at gøre noget for miljøet, og dem som ikke gør. Det er fortsat to stort set lige grupper. Denne stabilitet eller stagnation om man vil - bør desuden sammenholdes med, at der sideløbende er sket en vækst i materialistiske holdninger og en dertil knyttet faldende villighed til at give afkald på varer og tjenester af hensyn til miljøet.29 Der er nogle mindre forskelle, men i hovedtræk er udviklingen den samme i de øvrige nordiske lande. Tager vi derfor udgangspunkt i det, fremstår den aktuelle udfordring som: 1. Et spørgsmål om, hvordan den aktuelt voksende bekymring kan gøres produktiv i form af et aktivt engagement i stedet for at føre til en afmægtig fortrængning? 2. Et spørgsmål om, hvordan dette gøres, så der rykkes ved tendenserne til delegering af ansvaret over på myndighederne, til fastlåsthed i aktivitetsniveauet (dvs. at det fortsat er de samme folk, der gør det samme) samt til utilbøjelighed til at inddrage den materielle forbrugsudvikling i problematikken? For at finde kvalificerede svar på disse spørgsmål, må vi forholde os til de aktuelle betingelser for at engagere befolkningen. Fire forhold skal fremhæves her: 1. Massemedierne spiller en afgørende rolle: I Eurobarometers undersøgelse fra 2004 blev de finske, svenske og danske respondenter bedt om at angive deres tre hovedkilder til information om miljøet. Hvor TV-nyhederne blev angivet af 83% af danskerne, 81% af svenskerne og 76% af finnerne, lå informationsmateriale på 19% for svenskerne og finnerne og på 15% for danskerne. Lokale begivenheder som konferencer, udstillinger, festivals m.v. lå på 4% for finnerne og 3% for svenskere og danskere. Dette anskueliggør, at det er problematisk at se på den lokale folkeoplysning isoleret fra påvirkningerne fra massemedierne. Massemedierne er imidlertid ikke nødvendigvis en støtte. Bæredygtig udvikling er ikke nødvendigvis det, der sælger bedst. Kritikken af den kan være mere spændende, set fra et nyhedsmedies synspunkt. Dertil kommer, at andre dagsordener - som fx de etniske konflikter - trænger sig på. Derfor er det vigtigt at overveje, hvad der fortsat kan give bæredygtig udvikling dynamik og opmærksomhed i massemedierne. Med det voksende antal konkrete eksempler på klimaforandringer og den eskalerede debat herom i USA ser det ud som om massemedierne i de nordiske lande påvirkes til at prioritere dette centrale tema i bæredygtig udvikling højere. Dette kan vise sig hurtigt at rykke ved engagementet. En helt ny dansk opinionsundersøgelse viser således, at den danske befolknings voksende bekymring over klimaproblemerne nu gør det til det næsthøjest prioriterede politiske problem, kun overgået af velfærdspolitikken. Dette er nyt, eftersom miljøpolitikken i en årrække har ligget langt nede på prioriteringslisten. 2. Det snævert lokale perspektiv er svært at motivere på: Når folk bliver spurgt, hvad man kan gøre for at engagere borgerne i bæredygtig udvikling, svarer de typisk, at der skal informeres mere om, hvad man kan gøre i hverdagen. 29 Se Ottar Helleviks artikel i dette skrift for en mere udførlig beskrivelse af resultaterne af hans statistiske undersøgelser.

64


Tilsyneladende tænker de her mere på andres behov end på eget. I Eurobarometers undersøgelse fra 1999 svarede således ca. 2/3 af respondenterne fra Danmark, Sverige og Finland, at de ved nok. Ser vi på motivationen for miljøhandlinger i lokalområdet og kommunen, så viser en Eurobaromenter undersøgelse fra 2004, at den nationale indsats samt EU’s indsats vurderes som langt vigtigere end den lokale indsats. Det kan være en af grundende til, at det er svært at engagere borgerne i lokal bæredygtig udvikling. Omvendt er det ikke nødvendigvis nemt at engagere dem i beslutninger, som tages langt væk. Udfordringen kan være at få koblet niveauerne, så aktiviteten fortsat kan være lokal, men med relation til beslutninger om bæredygtig udvikling på de andre niveauer. 3. For en del borgere er motivationen i orden, men tiden et problem: Som moderne mennesker er vores problem ikke, hvad vi ikke må, men hvad vi ikke kan nå. Problemerne med tidspres og stress er vokset og udgør også et vilkår for den folkelige deltagelse i bæredygtig udvikling. Den tid danskerne bruger i lokalsamfundet eller på at være gæster er reduceret fra 11/2 time til en 1/2 time om dagen siden 1987. Det ser ud til, at danskerne adskiller sig ved at arbejde mere, mens fritiden er øget for svenskerne og nordmændene. Men mere fritid kombineret med flere penge giver øget forbrug - og forbrugsaktiviteternes vækst kan derfor også medføre tidspres og stress. Det kan være et problem i forhold til at få folk til at bruge tid og energi på bæredygtig udvikling, men det kan omvendt også rumme et potentiale, hvis tidsproblematikken inddrages i bæredygtig udvikling som et spørgsmål om at forbedre livskvaliteten på måder, som samtidig kan reducere forbrugets miljøbelastning. 4. Professionelle organiserer i stigende grad inddragelsen af borgerne: Hvad enten det er på arbejdspladsen, i kommunen, i boligområdet, i foreningslivet eller i forhold til den private husholdning, så er antallet af ansatte eller selvstændige konsulenter, som fungerer som ‘mediatorer’, vokset. En mediator har til opgave ‘at bringe sagen ud til folk og folk ind i sagen’. I forhold til involveringen af borgerne i bæredygtig udvikling har mediatorerne altså en nøglerolle: • De er oversættere, idet de bearbejder og tilrettelægger sagens indhold med henblik på at fremme borgernes deltagelse. • De er netværkere, idet de fungerer som kontaktskabere og koordinatorer mellem borgere og andre lokale aktører. • De er igangsættere, idet de har ansvar for at involvere folk i nye initiativer, som skal føre til udvikling. • Og de er facilitatorer, idet de skal fungere som ressourcestøtte og dialogskabere, der kan hjælpe med at overvinde barrierer og bringe processen videre. Disse roller kræver en række forskellige kompetencer. Selvom der findes folk med mange gode kompetencer, og selvom der findes diverse relevante efteruddannelseskurser for dem, så mangler der regulære uddannelsesmuligheder, som kan sikre, at de kan håndtere de særlige udfordringer, som den folkelige deltagelse i bæredygtig udvikling indebærer.30 30 I baggrundsrapporten beskrives fire dilemmaer,

65


Nogle mulige veje frem Som det er blevet beskrevet, er den aktuelle situation hverken entydig god eller dårlig. Der er potentialer, vi kan udnytte, og barrierer som kræver nytænkning. I det følgende vil jeg på den baggrund meget kort opridse nogle mulige svar på, hvad de næste skridt kunne være. De er uddybet og begrundet i baggrundsrapporten, men også her er der tale om ufærdige forslag, hvis hensigt er at åbne for en kreativ tænkning i forskellige veje frem. Udgangspunktet er, at der ikke er én rigtig vej. Vi må droppe vanen med at tænke lineært i årsag-virkning og i stedet tænke i, hvordan forskellige typer indsatser kan spille sammen i dynamiske konstellationer. Uanset hvilke veje vi vælger, er en nødvendig forudsætning, at der findes ressourcer, der står mål med opgavens karakter. Somme tider fremstilles bæredygtig udvikling paradoksalt nok som det mest luksusagtige, vi kan tænke os: Det, vi vil ofre lidt tid og penge på, når alt det andet ‘nødvendige’ er gjort. Her kan det igen være på sin plads at minde om vores historiske særegenhed: Noget af det unikke ved de nordiske lande har været, at folkeoplysningen - og dermed borgernes deltagelse i demokratiet - har været drevet af sociale bevægelser, som har skabt rum for deltagelse og læring på folkehøjskoler, i studiekredse og på aftenskoler - og har gjort det med statsstøtte. Spørgsmålet er, om vi med tidens fokus på ‘new public management’ er villige til at fortsætte denne tradition? Hvis vi er det - så kan det åbne for følgende veje frem: Tre hovedveje videre frem: 1. Vi fortsætter som hidtil - men øger og kvalitetsforbedrer indsatsen 2. Vi bryder med konsensus-kravet og revitaliserer den folkeoplysende debat 3. Vi går nye veje og kobler folk på tværs af lokalsamfund vha. de nye massemedier

Den første hovedvej bygger på en tillid til den økologiske moderniseringsproces og fastholder de bedste erfaringer herindenfor med at engagere borgerne i konkrete, praktiske miljøforbedringer, som der er umiddelbart konsensus om. Den handler altså om at forstærke, udbrede og give mere tid til den allerede påbegyndte indsats. Hovedvej 1 kan have flere spor - her følger fem muligheder: 1. Gør som pionér-kommunerne - og fortsæt! Der findes kommuner i de nordiske lande, som har vist, at det kan lade sig gøre at involvere borgere og skabe bæredygtige forandringer. Disse ‘best practices’ kunne synliggøres samt udbredes til alle kommuner ved hjælp af gulerod og pisk fra statens side. 2. Gør det nemt og synligt! Borgernes medvirken skal gøres nemmest mulig, fordi betingelserne i dag som nævnt er, at mange lever et fortravlet liv. Teknologisk fornyelse og strukturudvikling er midlet hertil. Samtidig kan effekterne registreres og synliggøres, så den enkelte borger kan følge med og opleve nytten. 3. Udbred kendskabet til de gode alternative eksempler! Rundt om i Norden findes masser af ‘gør-det-selv’ mennesker, som med ildhu og kreativitet har bidraget til udviklingen og brugen af miljøvenlige teknologier i boliger og lokalsamfund. Gennem 66


demonstrationsprojekter - i nogle tilfælde støttet af det offentlige - er deres gode eksempler formidlet videre til andre borgere31. I fremtiden kunne dette styrkes ved i højere grad at inddrage den sociale dimension: Gode eksempler på hvordan moderne menneskers krav om selvrealisering og livkvalitet kan kombineres med miljøvenlighed. 4. Understøt den folkelige kreativitet med kvalificerede med- og modspil! Top-down borgerinddragelse skaber let modvilje, mens understøttelse af borgernes egne initiativer (bottom-up) let fører til projekter, der hænger fast i deres nuværende viden, værdier og lokale interesser. En måde at overvinde dette dilemma på handler om at koble en uafhængig 3. part på med ansvar for at skabe dialogen mellem kommune og borgere. Det kan kvalificere både de lokale udviklingsprojekter og borgernes læreprocesser. 5. Frem borgernes indflydelse ved hjælp af kooperativer! Initiativer til fremme af den folkelige deltagelse får let en idealistisk karakter, som ikke tages seriøst. Den nordiske tradition for kooperative organiseringer kunne gives nyt liv og fremme en ‘økonomisk empowerment’ af borgerne. Samtidig kunne traditionen tilføres ny mening ved på non-profit basis at sigte mod at fremme lokale bæredygtige løsninger. Der findes allerede gode eksempler - fx vindmøllelaug - men det kan udvikles videre. I England er der flere hundrede eksempler på, at den aktive involvering af borgerne udvikles gennem etablering af ‘development trusts’ til fremme af lokal bæredygtig udvikling. Den anden hovedvej indebærer ikke nødvendigvis en afvisning af hovedvej 1 og dens 5 spor, men dog et ønske om at bringe processen videre fra de positive praktiske løsninger til et folkeligt engagement i at få bearbejdet og løst nogle af de dilemmaer og barrierer, som hæmmer en bæredygtig udvikling. Grundtanken her er med andre ord at forsøge at revitalisere folkeoplysningen som demokratisk debat- og dannelsesinstitution. Den hovedvej kunne fx bestå af følgende 3 spor: 6. Udskift de grønne missionærer med demokrati-mediatorer! Grønne ildsjæle og professionelle med faglig baggrund i natur og miljø er ikke nødvendigvis de bedste til at organisere folkelig deltagelse i bæredygtig udvikling. Det bliver let til aktiviteter for interesse- og meningsfæller. I stedet kunne staten støtte uddannelsen og brugen af professionelle mediatorer, hvis faglige kompetence hovedsageligt handler om at kunne facilitere demokratisk og folkeoplysende dialog om bæredygtig udvikling. Det vil indebære et skift fra en opfattelse af folkelig deltagelse i bæredygtig udvikling som et spørgsmål om miljøinformation baseret på sikker viden, til en opfattelse af bæredygtig udvikling som en fortsat socio-kulturel læreproces, hvor mediatorerne som folkeoplysere skal sikre en alsidig refleksion og håndtering af den usikre viden, samt de risici, dilemmaer og etiske spørgsmål, som kendetegner emnet. 7. Sæt lus i skindpelsen! Når udgangspunktet tages i det, der er konsensus om, risikerer engagementet at falde, ligesom vigtige emner som fx den materielle 31 Norske Stiftelsen Idébanken har i deres database et væld af sådanne gode eksempler. Jfr. også utvalget i dette skrift.

67


forbrugsvækst undgås. For at tilføre processen dynamik og mening kunne folkeoplyserne vove at ‘sætte nogle lus i skindpelsen’. Ikke destruktivt, men ved at provokere på en produktiv måde: Bæredygtig udvikling indeholder mange barrierer, modsatte interesser og værdier, risici som indebærer svære valg, dilemmaer fordi man gerne vil både det ene og det andet. Også tidligere har det været folkeoplysningens opgave at tage aktuelle udfordringer op, og skabe rum for en saglig og informeret debat med henblik på at engagere borgerne i at finde gode løsninger. 8. Gør borgerne politisk ansvarlige! Borgerne inddrages ofte på et for sent tidspunkt, hvorved de snarere tildeles en rolle som forbrugere end som medansvarlige borgere. I stedet for at bede dem om at sige ja eller nej til en færdig løsning, kunne man i højere grad lade udgangspunktet være forskellige scenarier og valgmuligheder, som borgerne får medansvar for at vurdere, videreudvikle og - i sidste ende - vælge imellem. Den tredje hovedvej kan kobles sammen med både den første og den anden, men bryder med forestillingen om den lokale offentlighed som rum for borgernes deltagelse og lægger i stedet vægt på den nye virtuelle medievirkelighed som både et afgørende vilkår og en oplagt mulighed. Den kommer der fire forslag til her: 9. Folkelig deltagelse i cyberspace! I stedet for at se den ny IT- og medievirkelighed som barriere for lokal deltagelse, kan det måske være på tide at revidere de hidtidige forestillinger om demokrati og lokalt fællesskab, og bringe folkeoplysningen i overensstemmelse med den stadigt mere globale, mobile og virtuelle virkelighed. TV, film og internettets interaktive muligheder giver helt anderledes muligheder for at nå bredt ud, skabe demokratisk debat og organisere interessefælleskaber på tværs af lokaliteter. 10. Styrk koblingen til det globale perspektiv! Tages udgangspunktet i det lokale, bliver de globale perspektiver let skudt i baggrunden, mens et udgangspunkt på det globale niveau let bliver abstrakt i forhold til den konkrete hverdag. Svaret på begge dele kan være at lægge vægten på forholdet mellem det lokale og det globale. Dvs. synliggøre hvordan det lokale liv og de globale forhold er indvævet i hinanden - økologisk, økonomisk, socialt og politisk. Der findes gode eksempler på at det kan lade sig gøre: Venskabsby relationer med et bæredygtighedsperspektiv er en mulighed. Personlige relationer til folk i den 3. verden er en anden. Fair-trade er en tredje. Internettet rummer store muligheder for samarbejde mellem skoler, eller for at synliggøre, hvordan forskellige produkter bliver til. 11. Prioritér ældre og indvandrere som målgrupper! Lokale aktiviteter henvender sig typisk til borgerne som en stor målgruppe. Men der er målgrupper, som måske bedre nås på tværs af lokale forhold. Tag fx de ældre, som i stigende grad er aktive, har tid og penge. De har egne organisationer, men ingen der direkte arbejder med deres involvering i bæredygtig udvikling. Tag indvandrene: De etniske brydninger har af gode grunde et enormt mediefokus. I stedet for at det overdøver spørgsmålet om bæredygtig udvikling, kunne der gøres mere for at koble de to perspektiver med hinanden.

68


12. Sæt turbo på uddannelse for bæredygtig udvikling. UNESCO har erklæret 2005-2014 for tiåret for uddannelse for bæredygtig udvikling. Uddannelse er nøglen til bæredygtig udvikling, og selvom der er gjort noget på den front, er der også i Norden lang vej igen, før alle uddannelser på alle områder - og ikke kun i naturfag - har integreret bæredygtighedsperspektivet. Som nævnt, er disse 12 veje frem lidt fyldigere beskrevet i baggrundsrapporten. Så læs mere her. Tænk videre: Kritiser, kombiner, sorter og tilføj!

69


Kap. 8 Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv Rasmus Kolby Rahbek

Gennem de senere år har der været et voksende fokus på begrebet medborgerskab. Særligt er begrebet i stigende grad blevet brugt som pædagogisk ideal i både en undervisnings og en dannelsesmæssig sammenhæng. Medborgerskab ses her ofte som nært affilieret med tanken om demokratisk dannelse og bliver som sådan brugt i alskens sammenhænge lige fra at lære folkeskoleklasser om god opførsel over løsningsmuligheder af integrationsproblematikker til tanker om etableringen af et globalt civilsamfund. Det er imidlertid slående, hvor lidt man i denne debat har været fokuseret på at forstå medborgerskabsbegrebet i en europæisk sammenhæng32. Godt nok taler man i folkeoplysningskredse om vigtigheden af (ud)dannelse i europæisk medborgerskab og etablerer kurser i samme, men når det kommer til stykket, eksisterer der meget få forsøg på systematisk at forstå, hvad der egentligt ligger i begrebet europæisk medborgerskab - i hvert fald på dansk. På internationalt niveau findes der efterhånden bunker af forskning i European citizenship33. Spørgsmålet er imidlertid, om vi uden problemer kan oversætte disse indsigter direkte til en dansk/nordisk kontekst. Indledningsvis kan man sige, at der er to begrebslige afklaringer der er nødvendige for at belyse europæisk medborgerskab. For det første, hvad menes der med det europæiske? Har det europæiske en særlig tilknytning til EU’s institutionelle apparat, og er det dermed noget der primært tilkendes borgere i EU’s medlemslande, eller vedrører det europæiske alle der kalder sig europæere og mener at indgå i en europæisk kontekst? For det andet, hvad menes der med medborgerskab? Er medborgerskab udtryk for en bestemt type medlemskab eller henviser det til en særlig form for samfundsmæssig ageren? Er medborgerskab et politisk, et juridisk, et kulturelt, eller et socialt begreb og kan man skelne mellem disse? Antager medborgerskab forskellige former i forskellige kontekster? 32 I antologien Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse (Korsgaard 2004a), der kommer omkring mange af medborgerskabsbegrebets aktuelle problemstillinger, er det iøjnefaldende, at europæisk medborgerskab ikke bliver behandlet selvstændigt og kun yderst sporadisk dukker op antologiens artikler. 33 For en række forskellige tilgange eksempelvis O’Leary 1996, Eder & Giesen 2001, Bellamy & Warleigh 2001, Balibar 2004.

70


Nu kunne man hævde, at denne type begrebslige afklaringer blot er udtryk for akademisk navlepilleri, idet vi alle sammen har en umiddelbar idé om, hvad der menes med europæisk medborgerskab. Men når vi kigger nærmere, bliver det tydeligt, at det måske alligevel ikke er så åbenlyst, hvad begrebet dækker over. Hvis vi tager udgangspunkt i de ovennævnte spørgsmål, vil de fleste formodentligt være enige i, at det europæiske er andet og mere end, hvad der specifikt hidrører under EU. Men når vi taler om europæisk medborgerskab henvises der (ofte indirekte) til den særlige status, som borgerne i EU har fået med Maastricht-traktaten (eller Unionsborgerskabet som jeg vil kalde det i det efterfølgende for overblikket skyld34), og dermed er der tale om et begreb der kun angår statsborgere i lande der er medlemmer af EU. På den anden side vil de fleste være enige i, at medborgerskab indebærer en lettere udefinerbar kombination af et medlemskab og en særlig samfundsmæssig ageren, og dermed ofte implicerer både kulturelle, politiske og sociale elementer. Men det europæiske medborgerskab, som det er defineret i traktaterne (Unionsborgerskabet) er primært af juridisk karakter, og vedrører først og fremmest de rettigheder, som borgere i EU lande kan nyde godt af inden for EU’s territorium35 og indeholder som sådan ikke nogen idéer om et særligt kulturelt tilhørsforhold eller en bestemt samfundsmæssig ageren. I en dansk kontekst kendestegnes de få forsøg der er gjort på en systematisk undersøgelse af begrebet europæisk medborgerskab da også af en udpræget juridisk rettighedstænkning.36 Denne juridiske udmøntning af Unionsborgerskabet gør, at det i sine konsekvenser kommer til at minde mere om det, man på dansk vil kalde statsborgerskab. Når man derfor i folkeoplysningens navn vil (ud)danne til europæisk medborgerskab, må der altså ligge andre tanker bag, end det der udtrykkes i traktaterne om Unionsborgerskabet, idet man ellers ville kunne nøjes med et kort brevkursus om EU’s grundlæggende rettigheder. Fra nationalt til europæisk medborgerskab Hvis denne forståelse af europæisk medborgerskab som noget andet og mere end Unionsborgerskabet imidlertid skal give mening, må den nødvendigvis tildeles et indhold, som retmæssigt kan fylde begrebet ud. Diskussionerne om et europæisk medborgerskab tager sig da også som oftest ud som en sammenligning mellem det medborgerskab vi kender i traditionelle nationale gevandter og så mulighedsbetingelserne for et europæisk medborgerskab.

34 På engelsk kaldes denne særlige status konsekvent for citizenship, men i de dansksprogede udgaver af diverse dokumenter og traktater fra EU oversættes begrebet både til Unionsborgerskab og Europæisk Medborgerskab, uden at der synes at være nogen indre logik for, hvornår den ene oversættelse vælges frem for den anden. I det hele taget er der en række oversættelsesproblemer i denne forbindelse. Jeg skal komme tilbage til denne problematik senere. 35 Her er først og fremmest tale om de såkaldte grundlæggende rettigheder der primær indbefatter menneskerettighederne og de fire såkaldte frihedsrettigheder: Fri bevægelse af arbejdskraft, fri etableringsret, fri udveksling af tjenesteydelser, og fri varebevægelse. Derudover giver Unionsborgerskabet ret til at deltage i valg til Europa Parlamentet samt lokalvalg, hvis man opholder sig i andre EU-lande end ens hjemland. Desuden nævner traktaten også, at det europæiske medborgerskab eller Unionsborgerskab omfatter en række pligter, men disse er ikke specificerede nogen steder. 36 Dette er eksempelvis tilfældet med Marlene Winds artikel om europæisk medborgerskab i antologien “Europa for folket - EU og det danske demokrati” (Wind 2002) der udkom som en del af Magtudredningen.

71


Diskussionen balancerer derfor mellem på den ene side, i hvilket omfang vi må fastholde en traditionel forståelse af medborgerskab for at det overhovedet er rimeligt at beholde begrebet frem for at komme op med et nyt begreb for det medlemskab og den samfundsmæssige ageren, som måtte finde sted på europæisk niveau. På den anden side drejer det sig om, hvilken frihed der gives i definition af begrebet, når det anvendes i en ny og anderledes kontekst. Det er klart, at vi ikke blot kan kalde hvad som helst for medborgerskab. Men samtidig viser en række studier af medborgerskabsbegrebets brug i forskellige europæiske lande, at der er en række variationer af, hvorledes man konkret anvender dette begreb i forskellige nationale kontekster.37 Også teoretisk har man forstået medborgerskabsbegrebet på meget forskellig vis. Der har således været stor forskel på, om man har lagt vægt på medborgerskab som henholdsvis rettigheder, medlemskab eller samfundsmæssig deltagelse, og dermed - lettere forenklet - om man har tilsluttet sig en liberal, en kommunitaristisk eller en republikansk teori om medborgerskab.38 Argumentet om, at europæisk medborgerskab ikke findes eller ikke kan etableres fordi det ikke indeholder de samme attributter som det nationalstatslige medborgerskab overser derfor, eller undlader at gøre opmærksom på, at det nationale medborgerskab bestemt ikke er en entydig størrelse. At der dermed skulle være åbnet rum for at forstå europæisk medborgerskab som en selvstændig størrelse, er imidlertid ikke det samme som at postulere eksistensen af et sådant medborgerskab. Jeg vil som nævnt ovenfor foreslå, at man skelner mellem et europæisk medborgerskab og så det såkaldte Unionsborgerskab, men at man samtidig lader dem indgå i et komplementært forhold, der på sin vis kan minde om det forhold der traditionelt er mellem medborgerskab og statsborgerskab. Eller sagt på en anden måde: At europæisk medborgerskab og Unionsborgerskabet tilsammen udgør det som kan kaldes europæisk citizenship.39 Dermed bliver det også tydeligt, at de rettigheder, som tildeles de europæiske borgere via traktaterne kun udgør én del af dette samlede europæiske citizenship. Disse er selvfølgeligt vigtige og er med til at give EU denne særlige status af hverken at være en nationalstat eller en international organisation. En ensidig fokusering på dette rettighedselement overser imidlertid den rolle, som medborgerskabet spiller i selve konstitueringen af den politiske enhed som EU udgør, gennem disse medborgeres formuleringer og diskussioner af forskellige syn på det samfund de lever i, eksempelvis deres rettigheder som EU-borgere.40

37 Se eksempelvis Lineages of European Citizenship (red. Bellamy & Castaglione 2004) som undersøger citizenship i elleve forskellige europæiske lande. 38 En traditionel opdeling af de forskellige teoretiske forståelser af begrebet findes bl.a. i What is Citizenship? (Heather 1999). 39 Jeg beklager denne lidt uskønne sammenbladning af engelsk og dansk. Men på sin vis illustrerer det engelske begreb citizenship ganske udmærket, hvorledes der fra en overordnet betragtning er tale om en helhed eller sammenhæng, hvorimod de danske begreber medborgerskab og statsborgerskab illustrerer den dobbelthed som det engelske begreb implicit opererer med, men om det i sig selv har svært ved at gøre opmærksom på. Jeg tillader mig derfor at anvende begrebet citizenship i mangel af et tilsvarende dansk begreb. 40 Bellamy 2001.

72


Som sådan kommer medborgerskabsbegrebet til at spille en central rolle i den demokratiske legitimering af de politiske institutioner. I denne forståelse af medborgerskabsbegrebet vil fraværet af et aktivt medborgerskab således være medvirkende årsag til de politiske institutioners demokratiske underskud, uanset om der måtte eksistere et nok så udbygget katalog af rettigheder. For at give et eksempel kunne man nævne, at EU’s institutioner ikke gives nogen demokratisk legitimitet ved at have udstyret medlemslandenes borgere med retten til at stemme ved Europaparlamentsvalgene, hvis ikke borgerne rent faktisk gør brug af denne rettighed og gør deres stemme gældende. Dette element af det europæiske medborgerskab, det vi kunne kalde den samfundsmæssige ageren, adskiller sig ikke synderligt fra medborgerskabet rolle i en national kontekst. Det kontroversielle punkt er derimod, hvorledes vi skal forstå sammenhængen mellem den del af medborgerskabet som vedrører medborgerskab som medlemskab eller fællesskab og så udviklingen af en europæisk identitet. Ofte vil forståelsen af et sådant europæisk medlemskab på borgerniveau, der række ud over tildelingen af mere eller mindre abstrakte rettigheder, således beskyldes for at mangle helt afgørende elementer for at en sådan fællesskabsfølelse skulle kunne etableres. Særligt peges der her på manglen af kulturelle enhedsstørrelser som fælles sprog og historie, men også på manglen af regulære værdier og symboler som en sådan fælles europæisk identitet kunne samles om.41 Og skulle man kunne pege på sådanne værdier, ville disse ofte beskyldes for at være resultatet af mere eller mindre kluntede forsøg på fra især Kommissionens side, at presse symboler og værdier ned over hovedet på folk.42 I en national sammenhæng forstås medborgerskab ofte grundlæggende som et medlemskab oven på hvilket, man så kan anlægge en bestemt samfundsmæssig ageren - en politisk kultur om man vil. I den forståelse af medborgerskab ses den nationale kultur i form af fælles etnicitet, sprog og historie som det bærende i samfundet, det fælles der gør, at man så at sige vil ofre sig for hinanden internt i fællesskabet. Kritikerne af forsøgene på at etablere et europæisk medborgerskab vil derfor ofte hævde, at i og med der ikke eksisterer et sådant bærende element af etnicitet, sprog og historie samt fælles værdier og symboler på europæisk plan, mangler man det fundament, hvorpå en mulig europæisk politisk kultur ville kunne formes. En af de skarpeste formuleringer af denne kritik findes hos Anthony D. Smith som afviser eksistensen af en europæisk identitet ved at stille det lettere retoriske spørgsmål: “Hvem vil dø for Europa?”43 Eftersom dette spørgsmål næppe besvares entydigt bekræftende af de europæiske borgere, må man altså enten affærdige forsøgene på at etablere en europæisk identitet og politisk kultur eller forsøge at formulere disse begreber på en anden måde end det er sket indenfor nationalstatens rammer. I et forsøg på at følge den sidste strategi, kunne man stille det spørgsmål, om medborgerskab nødvendigvis skal forstås som 41 Smith 1995 42 Den nu vragede forfatningstraktat opererede da også med et selvstændigt kapitel der fastlagde Unionens symboler. 43 Smith 1995, p.139. Det er imidlertid en overvejelse værd, om Anthony D. Smith med kravet om denne ultimative opofrelse som betingelse for fællesskabet uforvarende kommer til at aflive mulighedsbetingelserne for nationale fællesskaber, idet man kunne spørge, om folk i dag er villige til at dø for nationen?

73


grundlæggende en særlig identitet oven på hvilken man så kan anlægge en politisk kultur? Kunne det tænkes, at det var muligt at lade den politiske kultur være det grundlag hvorudfra en fælles identitet lod sig udvikle? Dermed ikke sagt, at man som ved et trylleslag pludseligt har fremkaldt en europæisk identitet og en særlig europæisk samfundsmæssig ageren. Men man har i det mindste opnået dette, at man vil kunne affærdige kritikere der hævder, at disse elementer aldrig vil kunne etableres på europæisk niveau, medmindre man skabte én stor europæisk nationalstat. Men hvis grundlaget i et sådant medborgerskab ikke skal bestå af kulturelle enhedsstørrelser som nævnt ovenfor, hvad skal det så fyldes ud med? Her er det klart, at de værdier der udtrykkes med det rettighedskatalog som anføres i EU’s traktater kommer til at spille en central rolle. Disse rettigheder skal dog ikke nødvendigvis bære byrden alene. Hvis det centrale element af medborgerskabsdelen af det europæiske citizenship som nævnt ovenfor er, at europæiske borgere deltager aktivt i den samfundsmæssige debat gennem formuleringer og diskussioner af visioner for samfundets indretning, og derigennem er med til at legitimere det politiske system, men også konstant medvirker til at konstituere dette system, så er disse medborgere selv med til at skabe de værdier, som en europæiske politisk kultur vil komme til at bestå af. Ja, man kunne endda sige, at den politiske identitets værdier netop er dette, at borgerne selv konstituerer og legitimerer det politiske system, de er en del af. De værdier som en europæisk politisk kultur, og i sidste instans en europæisk identitet, vil bestå af, er således ikke fastlagte én gang for alle, men skabes og genskabes kontinuerligt på europæisk niveau gennem de diskussioner og forhandlinger der finder sted i offentligheden. Med et sådant synspunkt har man imidlertid åbnet en ladeport for kritiske kommentarer og postulater om umuligheden af et sådant projekt. For hvis ambitionen om at formulere et europæisk medborgerskab er afhængig af eksistensen af en europæisk offentlighed og måske endda et europæisk civilsamfund, ja, så er det lige så utopisk som at finde folk der vil dø for Europa. Som regel fremhæves her igen manglen på fælles sprog og historie som argumenter for, hvorfor en sådan offentlighed er umulig. Spørgsmålet er imidlertid, om etableringen af en sådan europæisk offentlighed er så umulig som det ofte hævdes. Igen må vi som med medborgerskabsbegrebet spørge til, om offentlighedsbegrebet for at give mening nødvendigvis skal forstås på nøjagtig samme måde, som det bliver forstået i nationalt regi.44 Offentligheden behøves således ikke ses som én stor altomfavnende helhed.45 I stedet kan offentligheden forstås både som niveaudelt og mangetydig - som et netværk af offentligheder eller en offentlighed af offentligheder. Som sådan kan man tale om en dansk europæisk offentlighed eller en tysk, spansk, finsk eller græsk ditto, men med den tilføjelse, at disse forskellige

44 Igen vil man her kunne argumentere for, at der i forskellige nationer eksisterer ikke én men mange forskellige måder for hvorledes offentligheden fungerer, uden at vi dermed vil diskvalificere eksistensen af begrebet anvendelighed. 45 Selv i nationale sammenhænge er det særdeles sjældent, at offentligheden udgør én samlet helhed.

74


europæiske offentligheder vil være forbundne som i et netværk, og derfor vil der finde informationsudveksling sted mellem de forskellige offentligheder. Internt i disse europæiske offentligheder vil man kunne diskutere europæiske spørgsmål med den vinkel, som nu engang har relevans for den pågældende offentlighed. At disse deloffentligheder ofte er vinklede i deres syn på det europæiske, er ikke det samme som at de er isolerede. Som sådan tilflyder der disse deloffentligheder ny information udefra, hvad enten denne kommer fra et overordnet europæisk niveau eller fra andre deloffentligheder. På samme måde kan diskussioner, der oprindeligt havde deres udspring i en specifik deloffentlighed sprede sig både til andre deloffentligheder, men også til et overordnet europæisk niveau.46 Men også på et andet niveau kan man finde eksempler på europæiske netværk, der overskrider en snæver national tolkning, og som i deres virke påvirker på den europæiske offentlighed, men som også mere direkte er med til at skabe en europæisk politisk kultur. Der findes således europæiske netværk i form af institutioner (museer, hospitaler, universiteter, brancheorganisationer etc.), i form af professioner (jurister, bønder, skolelærere, havnearbejdere etc.), i form af interessegrupper (patienter, aktivister, lobbyister, minoriteter etc.) eller i form af politiske netværk (lokale, regionale, nationale, partipolitiske, oppositionelle etc.). Alle disse netværk, som må forstås som internt forbundne gennem individer, der er medlemmer af flere netværk på en gang, står i relation til den europæiske offentlighed, og deltager aktivt i diskussioner om samfundets indretning. Udviklingen af en europæisk offentlighed af offentligheder og af et stadigt tættere netværk af de europæiske borgere på en lang række områder, er således med til at skabe grundlaget for en særlig europæisk samfundsmæssig ageren og dermed mulighedsbetingelserne for, at disse europæere også måtte se sig selv som en del af et fællesskab. Folkeoplysningens europæiske potentiale Traditionelt er folkeoplysningen blevet hyldet for sit særlige bidrag til skabelsen af en national identitet og et velfungerende nationalt demokrati. Som sådan ses folkeoplysningen ofte som en central aktør i udviklingen af et civilsamfund og en demokratisk offentlighed. I bestræbelserne på at formulere en europæisk identitet og et europæisk medborgerskab, bliver det derfor relevant at spørge til, om folkeoplysningen ville kunne spille den samme rolle som central aktør for skabelsen af kollektiv identitet og demokrati i en europæisk kontekst, som tilfældet var i en national kontekst. Det påpeges ofte, at begrebet folkeoplysning ikke giver mening, såfremt det ikke følges op af en bestemmelse af, hvad begrebet “folk” indebærer.47 For at operere med en europæisk folkeoplysningen, må man altså kunne afkræves en redegørelse af hvilket “folk” der skal være genstand for en sådan europæisk folkeoplysning. Man risikerer altså her at løbe ind i en række af de samme problematikker som ved bestemmelse af et europæisk fællesskab eller en kollektiv europæisk identitet. 46 For en mere udfoldet diskussion - både teoretisk og empirisk - af denne måde at anskue en europæisk offentlighed se Koopmans & Erbe 2004. 47 Korsgaard 2004b. Se også Korsgaards artikel i nærværende antologi.

75


En måde at definere et europæisk folk på kunne derfor være at operere med en kollektiv politisk identitet (et europæisk demos) frem for en kollektiv kulturel identitet (et europæisk ethnos). Man vil her kunne benytte sig af samme strategi som foreslået ovenfor, hvor man lader en politisk kultur være det grundlæggende, ovenpå hvilken en særlig kollektiv identitet kunne udvikles - folket som demos. Med en sådan definition af “folket” som demos i en europæisk folkeoplysning er det klart, at også folkeoplysningen selv vil være præget af, at det er det politiske frem for det kulturelle der leverer sammenhængskraften. Som sådan vil en folkeoplysning, der opererer med et demos som genstand for selve oplysningen, ofte være rette mod netop at oplyse om samfundsmæssige forhold. En folkeoplysning med et demos som genstandsfelt og et sigte på dannelse til medborgerskab, vil derfor tendere til at lægge sin hovedvægt på den del af medborgerskabet der angår den samfundsmæssige ageren. I forhold til en europæisk kontekst kunne man derfor forestille sig, at en sådan folkeoplysning - måske uforvarende - vil komme til at styrke tendensen til at sætte lighedstegn mellem EU og Europa. Man vil derfor kunne spørge til, om en sådan europæisk folkeoplysning udelukkende skulle rette sig mod borgere i EU’s medlemslande. Hvis en europæisk folkeoplysning vil undgå at falde i en sådan “fælde”, må den derfor være yderst opmærksom på den forskellighed der ligger i det europæiske citizenship i modsætning til traditionelle forhold mellem medborgerskab og statsborgerskab. Nemlig at der eksisterer en asymmetri mellem hvem, der er subjekter for de to dele af det europæiske citizenship - altså Unionsborgerskabet og europæisk medborgerskab. Hvor Unionsborgerskabet som rettighedskatalog kun opererer med borgere i EU’s medlemslande, er grænserne for det europæiske medborgerskab langt mere tvetydige. Hvis europæisk medborgerskab involverer en europæisk samfundsmæssig ageren, er der i princippet intet til hinder for, at det ikke kan omfatte borgere i lande der ikke er medlemmer af EU. Som sådan kan borgere i eksempelvis Norge uden problemer udvise en europæisk samfundsmæssig ageren gennem deltagelse i diskussioner om europæiske spørgsmål, uden at det kræver at Norge nødvendigvis melder sig ind i EU. Således vil norske borgere (lige så vel som alle andre) gennem deltagelse i diskussionen om europæiske spørgsmål ikke kun medvirke til at europæiske spørgsmål tages op i en specifik norsk kontekst, men også til en generel diskussion af de europæiske spørgsmål på et europæisk niveau, og kan som sådan være med til at konstituere det europæiske politiske system, uagtet at Norge ikke måtte være medlemmer af EU.48 En europæisk folkeoplysning der er sig bevidst, at det europæiske medborgerskab den danner til, implicerer en samfundsmæssig ageren, der ikke kun retter sig mod EU’s politiske system, men også mod en langt mere åben forståelse af et europæisk politisk system, vil derfor også medvirke til at udvikle en kollektiv europæisk identitet, der på en og samme tid vil stå i relation til både EU og Europa, uden at der sættes lighedstegn mellem de to.

48 Det skal i denne sammenhæng også påpeges, at EU jo ikke er det eneste politiske organ på europæisk niveau i forhold til hvilket, et europæisk medborgerskab kan være med til at konstituere det politiske system. Et eksempel på et langt mere omfattende organ kunne være The Council of Europe som ikke har 27 medlemslande, men 46.

76


Men at ville inddrage det europæiske i folkeoplysningen, kan også ses i en anden og måske mindre sammenhæng. Folkeoplysningens europæiske potentiale behøves således ikke kun at omhandle mulighedsbetingelserne for at operere med en overordnet europæisk folkeoplysning. Folkeoplysningens europæiske potentiale kan også ligge i at lade folkeoplysningen i dens traditionelle nationale kontekst, indoptage europæiske spørgsmål, diskussioner og aktiviteter som en del af sit virkefelt. Som sådan behøves en europæisk folkeoplysning ikke nødvendigvis rette sig med et europæisk folk. Europæisk folkeoplysning kan lige så vel rette sig mod et dansk folk - eller mod et tysk, spansk, finsk eller græsk folk. I så fald handler europæisk folkeoplysning om, at sætte europæiske spørgsmål til diskussion i en national kontekst. Som sådan er forholdet mellem en overordnet europæisk folkeoplysning og så en national europæisk folkeoplysning på sin vis at sammenligne med det overnævnte forhold mellem en overordnet europæisk offentlighed og nationale europæiske deloffentligheder. I virkeligheden er der en central, men ofte overset, forbindelse mellem folkeoplysningen og offentligheden som også kan få indflydelse i en europæisk kontekst. En europæisk folkeoplysning, hvad enten den finder sted på et overordnet europæisk niveau eller i en national kontekst, kan fungere som alternativ til den type offentlighed som ofte efterlyses på europæisk niveau, nemlig en massemedie-offentlighed. Folkeoplysningens evne til at bringe borgere i dialog kan således være med til at skabe en anden offentlighed end den offentlighed, som massemedierne ofte synes at have taget patent på. En europæisk folkeoplysning har således mulighed for at komme til at spille en rolle som facilitator for et aktivt europæisk medborgerskab. At tage springet fra at være en nationalt orienteret folkeoplysning til også at indbefatte en europæisk folkeoplysning kræver imidlertid afklaring. På den ene side er en begrebslig afklaring nødvendig for at en europæisk folkeoplysning overhovedet skal blive mulig: Det er således nødvendigt med en intensiveret diskussion af, hvad begreberne europæisk folkeoplysning og europæisk medborgerskab overhovedet dækker over, samt hvorledes disse begreber adskiller sig fra deres brug i en national kontekst. Der er ligeledes brug for en afklaring af, hvorledes europæisk medborgerskab og folkeoplysning kan forstås som selvstændige begreber, der ikke som sådan gøres til redskaber i en politisk diskussion for eller imod EU, men i stedet placerer europæisk medborgerskab og folkeoplysning midt i den asymmetri der både adskiller og forbinder EU og Europa. På den anden side kræver det afklaring blandt folkeoplysningens egne institutioner, om man overhovedet vil insistere på, at der er behov for at udforske og udnytte folkeoplysningens europæiske potentiale: Er man parate til at fastholde, at europæisk medborgerskab og folkeoplysning overhovedet er en mulighed og dermed tage diskussionen op med dem, der måtte hævde, at disse begreber udelukkende kan forstås i en national kontekst? Man må ligeledes gøre op med sig selv, om man overhovedet vil kaste sig ud i arbejdet med at forstå disse vaneprægede begreber på en ny og anderledes måde og få dem til at fungere og virke levende også i et europæisk perspektiv.

77


Litteratur Balibar, Étienne: We, The people of Europe? Reflections on Transnational Citizenship, Princeton University Press, 2004. Bellamy, Richard & Alex Warleigh (red.): Citizenship and Governance in the European Union, Continuum 2001. Bellamy, Richard: “The ‘Right to have Rights’: Citizenship Practice and the Political Constitution of the EU”, in: Bellamy & Warleigh (red.): Citizenship and Governance in the European Union, Continuum 2001. Bellamy, Richard & Dario Castiglione: Lineages of European Citizenship, Palgrave, 2004. Eder, Klaus & Bernhard Giesen (red.): European Citizenship between National Legacies and Postnational Projects, Oxford University Press, 2001. Heather, Derek: What is Citizenship?, Polity Press, 1999. Koopmans, Ruud & Jessica Erbe: “Towards a European Public Sphere?”, in: Innovation, vol. 17, nr. 2, Carfax Publishing, 2004. Korsgaard, Ove (red.): Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, 2004a. Korsgaard, Ove: Kampen om folket, Gyldendal, 2004b. O’Leary, Siofra: The Evolving Concept of European Citizenship. From Free Movement of Persons to Union Citizenship, Kluwer Law International, 1996. Smith, Anthony D.: Nations and Nationalism in a Global Era, Polity Press, 1995. Wind, Marlene: “Det europæiske medborgerskab”, in: Pedersen (red.): Europa for folket? EU og det danske demokrati, Aarhus Universitetsforlag, 2002.

78


Kap. 9 Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000-talet Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson

Vad ska vi med folkbildningen till på 2000-talet? Har den över huvud taget något existensberättigande i en värld där vi dagligen och stundligen och genom otaliga media effektivt bombarderas med nya meddelanden? Har det demokratiska samtalets stillsamma kunskapsbygge någon plats i en globaliserad värld där den rasande kunskapsutvecklingen kräver mer och mer av avsmalnande specialisering och där motivet för studier allt mer formuleras i termer av poäng och kvalificerade examina? Har, med andra ord, folkbildningen någon roll på 2000-talet och i så fall vilken? En sådan fråga besvarar folkbildningen antagligen så som den alltid har gjort, att folkbildningens uppgifter bestäms av folkbildningen själv och detta eftersom den är fri, frivillig och självständig. Uppenbarligen stödjer även staten denna uppfattning. I SUFO2 utredningen (SOU 2004:30) rekommenderade utredarna nämligen, i sitt slutbetänkande, att folkbildningen även fortsättningsvis själv skall bestämma över sina egna mål och medel. I den folkbildningsproposition som den socialdemokratiska regeringen lade våren 2006, bekräftas denna syn på folkbildningens självständighet vad gäller mål och arbetsmetoder. Men vad vill då folkbildningen i framtiden? Med en stundtals befriande självdistans säger man internt att om man samlar tio folkbildare och frågar dem vad folkbildningens uppgift är, får man tio olika svar. Icke desto mindre kan folkbildningen numera besvara en sådan fråga med ett gemensamt dokument: Folkbildningens framsyn, med underrubriken Framtidens folkbildning. Dokumentet har tagits fram i en lång diskussionsprocess runt om i landet och på olika nivåer, det har förankrats ute på folkhögskolor och i lokala studieförbundsavdelningar och det har slutligen undertecknats av Folkbildningsrådets styrelse och särskilt signerats av representanter för Landstingsförbundet, Rörelsefolkhögskolornas intresseorganisation och folkbildningsförbundet, studieförbundens intresseorganisation. Här tydliggörs att det övergripande uppdraget för folkbildningen i framtiden är att bidra till demokratisk utveckling och förnyelse, till stärkande av folkrörelser och 79


civilsamhälle och minskade klyftor i samhället. Samtidigt betonas att framtidens folkbildning även måste ta sin utgångspunkt i det faktum att demokratin är en global angelägenhet. Likaså betonas att en levande demokrati förutsätter kunniga, bildade och aktiva medborgare, med förmåga att verka tillsammans med andra. I denna mening är folkbildningen till skillnad mot annan vuxenutbildning politisk. I kontrast till ett mer kompetens- och ekonomistiskt tänkande vill folkbildningen betona de medborgarbildande aspekterna. Folkbildningen ser sig själv som en aktiv aktör i samhällets demokratiska processer och företrädare för ett deltagardemokratiskt synsätt. Kopplingen till folkrörelsen och det civila samhället gör detta självklart och naturligt. Med ett sådant svar kan man, i god mening, tala om att bli vid sin läst. För den som inte känner folkbildningens historia kan vi ju påminna om att det folkliga bildningsarbetet växte fram i slutet av 1800-talet som ett sätt att skola den bokligt oskolade massan av människor i landet. Detta för att folket skulle kunna ta ansvar för den demokrati som nu nyligen hade erövrats, genom den valda riksdagen, genom den kommunala demokratin, genom den snabbt växande fackföreningsrörelsen som ju skapades av industrialiseringen. Men också genom frikyrkorörelsen som till stora delar möjliggjordes av den plötsliga frihet från statens kyrka som skapades av skiftesreformerna och genom nykterhetsrörelsen som växte sig stark som en reaktion mot det superi som växte i omvälvningens otrygghet och elände. Folkrörelserna utvecklade demokratin, men den uppgiften krävde kunskap och för de allra flesta av dem som kämpade för demokratin var dörren till kunskapen stängd. Utbildning som sträckte sig längre än att nödigt kunna skriva, läsa och rabbla katekesen var bara förunnat ett fåtal och detta var den framväxande demokratins stora hinder, men paradoxalt också dess stora lycka. Den folkliga kampen för demokrati fick alltså skola sina egna och den studieform som växte fram var formad av kampen själv. Man samlades i små grupper, informellt och inte sällan i lönndom. Någon skolad auktoritet fanns sällan, man fick organisera sina studier själv efter bästa förmåga och man var ju kamrater i kampen. Man ville bort från förtrycket, om det nu var godsherrens, fabrikens eller byprästens förtryck, och man ville frihet och jämlikhet och då blev också den demokratiska studieformen en självklarhet. Man läste gemensamt, man diskuterade med respekt för varandras erfarenheter och åsikter och man slapp bli slagen på fingrarna av maktens pekpinne. I stället för en auktoritär katederskola utvecklade man demokratiska studier för att bygga demokratin. Man skapade studiecirkeln. Nog med historia. Folkbildningen levde vidare och bidrog till att demokratin utvecklades ytterligare, välfärden växte och skolan demokratiserades. Den fria och frivilliga folkbildningen gick i allians med den forna fienden, staten, och åtog sig nya uppgifter i välfärdsbygget mot ersättning i form av statsbidrag och i dag når folkbildningen fler människor än någonsin tidigare. Folkhögskolorna är fulla och fler än 320 000 studiecirklar genomförs varje år med runt en och en halv miljon svenskar som deltagare och som sagt, folkbildningen själv skriver om att det övergripande uppdraget även i framtiden 80


skall vara att bidra till demokratisk utveckling och förnyelse, till stärkande av folkrörelser och civilsamhälle och minskade klyftor i samhället. Har samhället och vi medborgare verkligen ett behov av att just folkbildningen har detta uppdrag? Tittar vi på hur många av alla de studiecirklar eller folkhögskolekurser som genomförs i landet som har en direkt knytning till målet att utveckla demokratin, blir vi väl i så fall något nerslagna. Det är mycket musik och mycket självförverkligande. Folkbildaren svarar då med viss rätt att demokratimålet finns där även om det inte direkt syns i kurseller cirkelrubriken. Ändå är det nog så att svensk folkbildning i dag har en del att bevisa om man skall leva upp till det man lovar i framsynsdokumentet, att det övergripande uppdraget skall vara att utveckla demokratin. En relevant grundfråga att ställa kan ju också vara om demokratin verkligen behöver utvecklas och därmed också om särskilda studier behövs för att uppnå detta mål. Få länder är väl så genomdemokratiserade som Sverige, med hårdbevakande media, med en unik offentlighetsprincip, med ett arbetsliv där pyramider plattas ut och med köksbord där föräldrar vackert får lyssna till barnen som i skolan fått lärt sig att deras ord och åsikter skall respekteras. Borde då inte hälsan tiga still? Bakom den vackra bilden av mönstersamhället växer en annan verklighet, som inte syns så tydligt än, men som starkt utmanar demokratin. Vi har en globalisering av ekonomin som går i ett rasande tempo och där allt mer politisk makt samlas i händerna på stora multinationella företag som blir allt mindre beroende av de politiska organen i enskilda länder. Vi har ett växande, nytt och gemensamt Europa där mängder av beslut tas bakom stängda dörrar och där vår demokratiska kontroll än så länge är begränsad. Vi får alltför mycket rapporter om skandaler, mutor, porrbesök, dubbla löner och milersättningar. Vi riskerar att förlora tilltron till det politiska etablissemanget och till vår egen möjlighet att påverka. Inte nog med det, den politiska processen är dessutom långsam och tråkig i denna värld, där tempo och puls blir viktigare och viktigare. Vi lever liv som ställer allt större krav på oss att prestera, att vara rörliga, att skjutsa barn till alla möjliga aktiviteter. Vi uppvaktas dessutom starkt av media som kräver vår närvaro framför TV:n och vi börjar upptäcka internet, den virtuella värld där våra barn redan lever en icke föraktlig del av sina liv. Vi har helt enkelt inte tid med demokratin, att springa på möten, att ställa upp i styrelser och att åta oss uppdrag på ideell basis. Valdeltagandet tenderar att sjunka, missnöjesröstandet ökar, ungdomarnas intresse minskar och man kan förstå dem. Om du som läser detta tillåter oss en tydlighet som inte skall läsas som ett inlägg i den underliggande sakfrågan: Vad hände i huvudet på de 70% av de svenska förstagångsväljarna som röstade nej till EMU, när de etablerade politiska partierna besvarade detta faktum med att de nått ut för dåligt med information? Kan vi försvara och utveckla demokratin med hjälp av studier? Ja, vi är övertygade om det, förutsatt att vi har rätt inställning till vad vi menar med studier. För det handlar inte i grunden om utbildning, om att auktoriteter ovanifrån tala om för svenska folket hur demokratin skall se ut, vad vi skall rösta på och hur vi skall tycka. Det handlar om ett demokratiskt lärande, om att åter igen motivera människor, och framför allt unga 81


människor, att samlas för att läsa och diskutera under demokratiska former. Det handlar om att skapa öppna kanaler till de politiska strukturerna, lokalt- nationellt- och på europanivå. För att kunna trycka på, för att kunna utveckla nya former för demokratin, sådana som är anpassade för en modern tid med helt nya typer av möten och kommunikation, möten som i en omfattning som många ännu inte ser, kommer att vara styrda av Internet och av mobil telefoni. Ett aktivt lärande alltså, och inte utbildning och återigen talar vi om studiecirkeln och studiecirkelns metodik. I en tid då tydliga tecken säger att den kommunala vuxenutbildningen allt mera kommer att utvecklas mot rollen som kompetensutvecklare för det lokala näringslivets behov och för att lösa sysselsättningen, ser vi att uppgiften att försvara och vidareutveckla demokratin i ännu högre grad än tidigare kommer att ligga på folkbildningen. Om nu folkbildningen är villig att ta uppdraget, vill säga, för det är inte självklart. Det räcker nämligen inte med att behärska studiecirkelns metodik. Det räcker inte att annonsera ut en studiecirkel eller folkhögskolekurs på traditionellt sätt, där man skall komma till cirkellokalen varje tisdag kväll mellan sju och nio eller komma och sitta i skolbänken på folkhögskolan fem dar i veckan. Om folkbildningen tror att det är så det framtida cirkellärandet som stöd för demokratin ser ut, kommer man att misslyckas kapitalt. I fortsättningen måste folkbildningen kunna möta människor där de är, och på tider som passar dem individuellt, annars kommer man inte att kunna nå dem. Folkbildningen måste använda sig av flexibla former för lärande. Vad betyder då detta? Skall folkbildningen stödja demokratin med hjälp av e-learning, med distansstudier av gammal Hermodsmodell där var och en sitter för sig själv som isolerad individ med ett på webben färdigupplagt studiematerial? Nej, det handlar inte alls om det. Det handlar om ett gruppbaserat samarbetslärande där man tar nätet till hjälp för att kunna skapa en frihet i rum och en relativ frihet i tid för att därmed öka tillgängligheten till detta lärande. Det handlar alltså om en deltagarstyrd studiecirkel eller folkhögskolekurs som bygger på samarbetet och dialogen mellan deltagarna men som helt eller delvis finns på Internet. Är detta verkligen möjligt? Kan studiecirkelns närhet verkligen fungera på nätet, där man inte ser varandra och där kommunikationen sker asynkront och textbaserat? Ja, det fungerar alldeles utmärkt, men det kräver mycket av läraren/ledaren i form av pedagogisk erfarenhet och i form av tillgänglighet på nätet. Man skulle kunna tro att en nätburen studiecirkel inte behöver någon kvalificerad handledning, men det är tyvärr en av de värsta myterna kring flexibelt lärande. En flexibel kurs/cirkel kräver en mycket kunnig, erfaren och hängiven ledning för att fungera. Skall vi nu bara träffas på nätet och vad blir det då av folkbildningens långa tradition av närhet i det fysiska mötet? Nej, flexibelt lärande kan vara vilken kombination som helst mellan möten i det fysiska rummet och distansmötet. Det kan vara allt från heldistans där deltagarna aldrig träffas fysiskt, till den traditionella kursen/cirkeln i det fysiska

82


rummet där distansmöjligheten bara används om det blir nödvändigt. Varje studiegrupp har sina behov och kräver sin egen form av flexibilitet. Med hjälp av det flexibla lärandet ökar vi alltså tillgängligheten till lärandet för individen. Plötsligt blir det möjligt för nutidsmänniskan att delta i studier i samarbete med andra. Nu kan man vara med i en studiecirkel även om man är på semester på Kanarieöarna eller om man är bunden hemma av sjuka barn. Nu kan vi erbjuda en studieform som passar människors moderna livsstil. Kommer folkbildningen att klara detta? Finns viljan att kombinera en gammal men ändå ytterst modern metodik för lärande (studiecirkeln), med de kommunikationsmöjligheter som datorn och Internet ger? Kommer folkbildarna då också att förstå att det inte längre bara handlar om att ge kunskap i traditionell mötesteknik och föreningsorganisation? Inser man att man måste ge något helt annat utöver kunskapen om hur kommunfullmäktige och Sveriges riksdag arbetar? Förstår man att det troligen kommer att bli nödvändigt att inte bara anpassa studierna efter den moderna tekniken, med största säkerhet måste även de demokratiska mötes- och beslutsformerna anpassas efter en ny tid och ett nytt tempo. Hur skall en demokrati kunna byggas i EU om vi inte kan möta och organisera oss tillsammans med de människor ute i Europa med vilka vi delar ideologi eller politisk övertygelse? Hur skall vi kunna nå de politiker som sitter i glas- och betongbunkrarna i Bryssel om vi inte bygger nya former för demokratiska påtryckningar? Nu kan folkbildningen i så fall bjuda in till flexibla studier till stöd för en utveckling av demokratin, men räcker det med det? Kommer människor att komma till folkhögskolorna och studieförbunden för att delta i detta lärande? Nej, på sikt tror vi inte heller att detta räcker. Vi håller ju, som bekant, på att lämna ett samhälle som byggdes upp med nationsgränserna som ram och med en självklar tillhörighet till stabila organisationer, oftast lokalt förankrade. Globaliseringen av ekonomin, framväxten av den hela tiden växande Europeiska Unionen i kombination med en utveckling av Internet och av mobil kommunikation, skapar nya former av gemenskaper och nya former av lojaliteter. Vi talar om nätverkssamhället och om ett byggande av sociala liksom av professionella nätverk som med teknikens hjälp kan göra sig oberoende av både tid och rum. I framtiden har jag kanske mycket mer gemensamt med Giovanni i Palermo som delar mina värderingar och intressen än med min granne här på gatan, som inte gör det och i den nätbaserade öppna gemenskap som vi, som delar värderingar och intressen, har öppnat på nätet, kan jag och Giovanni och andra som så önskar, alltid träffas, kommunicera och formera nya tankar och idéer. Stopp nu! Vad är detta för något? Nätbaserade öppna gemenskaper? Har ni hört talas om Lunarstorm? En chatsida på Internet där fula gubbar raggar småflickor, säger ni kanske och då säger vi att ni har fullständigt tappat kontakten med verkligheten. Lunarstorm är en öppen gemenskap på nätet där näst intill alla svenska tonåringar finns. Där träffar man de som delar ens intressen och där för man även seriösa 83


diskussioner om allt mellan himmel och jord. Unga människor lever i dag en inte obetydlig del av sina liv på Lunarstorm eller på Helgon.net eller i andra liknande öppna gemenskaper på nätet, men det gör inte bara ungdomarna, det gör t ex även ett växande antal pensionärer på Seniornet. Vissa yrkesgrupper, t ex systemprogrammerare, har sedan lång tid tillbaka globala nätbaserade nätverk där de, konkurrenter emellan och ofta utan chefernas vetskap, gemensamt löser problem som de inte kan lösa inom sitt eget företag. Nya sådana öppna gemenskaper tillkommer dagligen. Vad vi nog inte riktigt förstår än är att dessa gemenskaper också i stor utsträckning är lärgemenskaper. När jag och Giovanni från Palermo, i våra diskussioner på nätet, delar våra erfarenheter, lär vi naturligtvis gemensamt, för allt verkligt och beständigt lärande sker i kommunikationen mellan människor. Om detta är nog den moderna akademiska pedagogiken överens med oss. Om nu jag och Giovanni och våra andra vänner vill lära oss mera än vad vi kan i vår öppna diskussion, om vi vill ha hjälp att komma vidare, att hitta god litteratur och att strukturera vårt gemensamma lärande, som ju sker där vi är, i vårt gemensamma virtuella rum på nätet och på våra villkor i vår egen deltagarstyrda lärgemenskap, vad gör vi då? Nu börjar det brännas, ser ni vart vi vill komma? Vi är övertygade om att den tiden snart är förbi då människor självklart kommer till folkbildningen, eller till vuxenutbildningen för den delen, när de önskar lära sig. Även i morgon kommer naturligtvis studieförbund och folkhögskolor att till största delen finnas i det fysiska rummet, men i större och större utsträckning kommer folkbildningen att nomadiseras, att tvingas ut och möta sina målgrupper i de nya nätbaserade deltagarstyrda lärgemenskaperna och att där kunna sy kurser och studiecirklar för varje grupps eller varje gemenskaps behov i just den situation det gäller. Det kommer att kräva en hög grad av flexibilitet hos läraren/ledaren som måste kunna hitta ännu friare former för studiecirkelns metodik än de vi ser i dag. Hur aktiv skall handledningen vara? Vilket behov av struktur finns hos just denna grupp? Skall lärandet ske helt på nätet eller i en kombination av när- och distansstudier och hur ser just denna grupps behov då ut? Flyter vi ut i spekulativa fantasterier om framtiden, muttrar du? Skriver vi om företeelser som bara finns i våra drömmar? Då kan vi tala om att när detta skrivs pågår en hel rad försök med samverkan mellan folkhögskolor och studieförbundsavdelningar å ena sidan och webbaserade nätgemenskaper å andra. Framsynta folkbildare är i full färd med försök att hitta nya former för god folkbildning såväl i den typ av miljö som Lunarstorm och andra motsvarande ungdomscommunities representerar som i samverkan med de snabbt växande nätgemenskaperna för pensionärer. Inte nog med det, folkhögskolor och studieförbundsavdelningar börjar nu själva bygga deltagarstyrda nätbaserade lärgemenskaper i samverkan med olika intresseorganisationer, för att skapa nya ingångar till folkbildningsstudier. Kommer då detta också att innebära att studieförbunden eller folkhögskolorna kommer att bli flexibla även vad gäller idé och profil? Ideologierna är ju döda, vill man få oss att tro, alla värden är utbytbara. Skall den moderne nomadiserade cirkelledaren och 84


folkhögskoleläraren vara en idéernas diversehandlare som skall kunna möta såväl den kristnes behov, som ateistens, kunna bejaka såväl kapitalägarens intressen som arbetarens? Nej, det tror vi inte ett ögonblick på. Den stora utmaningen för svensk folkbildning, om den vill kunna attrahera 2000-talets människor, och då särskilt unga människor, till ett lärande som syftar till att stärka deras roll som medborgare är att den i all sin modernitet klarar av att vara traditionell. Idéburenheten och den fasta tron på det demokratiska mötet i gruppen tror vi är kvaliteter som, om folkhögskolorna och studieförbunden inte fuskar bort dem, kommer att innebära att svensk folkbildning även i framtiden kommer att ha en viktig roll för den medborgerliga bildningen och för att försvara och medverka i utvecklingen av demokratin. Hur ska då folkbildningen organiseras i framtiden så att den bättre kan utnyttja sina resurser för det flexibla lärandet? En sak är säker, den kommer omöjligt att klara det genom att arbeta på egen hand inom varje folkhögskola eller studieförbundsavdelning. Det flexibla lärandet är inte bundet till geografiska gränser. Det måste organiseras genom samarbete och nätverk, både inom och mellan sina enheter. Redan nu finns ett nationellt nätverk, Nätbildarna (www.natbildarna.nu), där parter från studieförbund och folkhögskolor ingår. Ett motsvarande nätverk bestående av arbetarrörelsefolkhögskolor har byggts upp. Inom Studieförbundet Vuxenskolan finns ett nationellt nätverk för flexibla studiecirklar, SV:s Virtuella Värld. De flesta studieförbund erbjuder distanscirklar som man direkt via Internet kan anmäla sig till. Det finns också exempel på att utbildningsanordnare går samman inom en region för att samordna resurser för det flexibla lärandet. I framtiden kommer vi att se mer av detta. Vi kan ändå inte nöja oss med att dessa nätverk erbjuder ett bra kursutbud. Det kommer också att bli nödvändigt med samverkan för att ge lokalt stöd i form av handledarresurser. Många deltagare behöver hjälp med att använda dator och Internet och med studieteknik. Man behöver ha någon person som är tillgänglig så att man kan ställa de där “dumma” frågorna som man tror att man är ensam om att ha. Folkbildningen måste därför även bygga lokala miljöer för det flexibla lärandet. Det finns redan sådana “stödjepunkter” färdiga att använda. Där finns folkhögskolor, studieförbundsavdelningar, folkbibliotek men också de lärcentra som håller på att byggas upp i nästan alla kommuner i landet. Folkbildningen måste, utan att behöva tumma på sina mål och medel, utan att behöva sälja ut sin frihet och frivillighet, även kunna skapa allianser med övrig vuxenutbildning för att få tillgång till denna infrastruktur men då också vara beredd på att upplåta sina egna miljöer för flexibla studier som anordnas av andra utbildningsanordnare. Sist, men inte minst, det krävs kunskap, ny kunskap och mycket kunskap, för att klara denna oerhörda omställning av svensk folkbildning, hos pedagogerna, hos administratörerna och hos verksamhetsledarna. En del av den kunskapen bjuder staten på. Nationellt centrum för flexibelt lärande, CFL, har ett ambitiöst program, starkt styrt av målgruppen själv, för att stödja utvecklingen av folkbildningens flexibla lärande genom en fortbildningshelhet för cirkelledare och folkhögskollärare, genom ett kunskapsbildningsarbete som genererar tryckta rapporter av handbokskaraktär och 85


seminarier, samt genom ett projektprogram som tillåter folkhögskolor och studieförbundsavdelningar att ta sina första steg på denna nya väg. Många studieförbund och folkhögskolor har redan påbörjat sin vandring för att möta de utmaningar vi skissat ovan och de söker aktivt ny kunskap för att komma vidare. Men här återstår mycket att göra.

86


Kap. 10 Multilayered Democracy - er det muligt? Jakob Erle

En konsekvens af de sidste årtiers accelererede globaliseringsproces er et governance vacuum i nationalstaterne, der medfører en svindende evne til at håndhæve suverænitet. Dermed undermineres demokratiet. Til gengæld styrkes kosmopolitikken. Institutionsog regeldannelse på overnationale niveauer, som f.eks. den Europæiske Union, verdenshandelsorganisationen WTO og mere uformelle ikke-bindende arrangementer som f.eks. transnationale virksomheders sociale ansvarlighed. Her diskuterer vi demokratiske muligheder for at tage udfordringen op, mulige skridt i retning af at udvikle demokrati på lokalt, nationalt, kontinentalt og globalt niveau: Multilayered Democracy. Nå, hvad nyt på Rialto? “Er alle fragter slået fejl, dem alle? Fra Tripolis, fra Mexico, fra England, fra Barbariet, Indien, Lissabon? Slap intet skib fra det fatale stød på skæret, alle købmænds rædsel?” Sådan spørger Bassanio, der har fået vennen Antonio til at låne 3.000 dukater af jøden Shylock, for at Bassanio på standsmæssig måde kan bejle til den skønne Portia. Antonio er en rig mand - men som købmand er hans formue investeret i skibe, der driver handel på Nordeuropa, Indien, Amerika, Afrika, kort sagt globalt. Da Antonios seks skibe forliser på samme tid kan han ikke betale, og pantet er forfaldent: Et skålpund kød som Shylock kan skære ud af Antonio, nær hjertet. Tragedien truer Antonio og dermed Bassanio. Jøden er foragtet og ekskluderet. Låst inde i ghettoen om natten og uden ret til at være købmand. Jøden må usselt leve af at udlåne penge mod renter. Bassanio håber, at vennen og han selv kan slippe ved, at Dogen, Venedigs regent, griber ind og annullerer aftalen, som Bassanio anser for at være urimelig og desuden kun indgået med en jøde. Men Antonio svarer: “Dogen kan ikke standse rettens gang, for hvis den ligeret hver fremmed nyder her i Venedig, ikke respekteres, blir troen på retfærdigheden rokket. For stadens handel og dens rigdom samles fra alle folkefærd.” Hermed præsenteres to temaer der nu, godt fire hundrede år senere, har afgørende betydning for demokratiets muligheder i en verden præget af en hastig globaliseringsproces: Samfundets grundlæggende afhængighed af globale økonomiske relationer, i Venedigs tilfælde handel på Afrika, Asien, Nordamerika og Nordeuropa. 87


Forholdet mellem det dominerende flertal og indvandrede minoriteter, i Venedigs tilfælde bl.a. jøder - og de krav om lige ret for alle, som afhængigheden af handel sætter. Store dele af den aktuelle demokratidiskussion tager et noget andet udgangspunkt: kampen mellem demokrati og totalitarisme. Man mener tidens centrale spørgsmål er at forsvare det nationale demokrati i Vesten mod totalitære strømninger, især i fundamentalistiske dele af politisk Islam, og opprioriterer temaer som uddannelse til medborgerskab for at sikre og udvikle demokratiet. Udenrigspolitisk prioriterer den danske regering midler til demokratiudvikling især i Mellemøsten, og Danmark deltager (i modsætning til Norge, Sverige og Finland) i krigen i Iraq. En krig der delvist blev begrundet med indførelse af demokrati til afløsning af Saddam Husseins diktatur. Den danske statsminister henviser til erfaringerne fra kampen mod nazisme og fascisme fra 1933 til 1945. Fokus er på individets rettigheder og på at bevare etablerede nationale demokratiske institutioner og praksisser. I Danmark har det bl.a. medført en fornyet interesse for Hal Kochs “Hvad er Demokrati” og Alf Ross’ “Hvorfor Demokrati”, som hver på deres måde diskuterer, hvordan demokratier kan forsvare sig mod totalitære strømninger. Hal Koch fokuserer især på demokratiet som livsform og på den åbne samtale, på etableringen af en fælles forståelse som et grundlæggende fundament for et virkeligt demokrati, og han understreger, at afstemninger uden forudgående reel debat snarere er flertallets diktatur end demokrati. Denne demokratiforståelse har vundet stor udbredelse, og er i grupper så forskellige som Dansk Folkeparti og store dele af venstrefløjen blevet grundlag for forestillinger om at fælles sprog og kultur er en forudsætning for demokrati. Med andre ord i rendyrket udgave den forestilling, at det nødvendige fundament for demokrati er et etnos, altså en homogen nation med fælles etnisk baggrund, sprog, kultur og religion. Som det kan ses andetsteds i denne bog har Ove Korsgaard formuleret et nødvendigt og præcist modspil til etnos-opfattelsen af demokrati. Her dokumenteres det, at demokrati og forstadierne til demokrati i dansk sammenhæng er et politisk bestemt fællesskab, som individer og grupper kan vælge at deltage i og tilslutte sig. Her kan man mødes på tværs af etniske, kulturelle, sproglige og religiøse skel, da der alene er tale om et politisk fællesskab. Ud over det historisk interessante i påvisningen af, at demokratiet historisk er et demos, et politisk valgfællesskab, er det afgørende i den aktuelle situation at fastholde og begrunde en demos-opfattelse af demokratiet. Nu, ved starten af det 21. århundrede ville en demokratiforståelse, der bygger på etnosopfattelsen, få urimelige og skadelige konsekvenser i form af indgreb i den personlige frihed og undertrykkelse af minoriteter, der følger af krav om etnisk homogenitet som fundament for demokrati. Når etnos / demos modsætningen får så central en placering, hænger det sammen med tre forhold: • Den øgede indvandring til de relativt homogene nordiske lande nødvendiggør en diskussion om monokultur og multikultur. • Den voldelige globale konfrontation mellem Vesten og bevægelser som Al Qaeda, der med henvisning til Islam organiserer terrorisme, fremkalder angstprægede 88


reaktioner i Vesten. • Forsøget på at løse problemet på nationalt niveau - at søge at skabe sikkerhed og tryghed gennem forholdsregler i det enkelte land - lykkes ikke. Men enhver synsvinkel giver sine blinde pletter, og etnos / og demos modsætningen skygger for den fundamentale udfordring, globaliseringen udgør for demokratiet, som vi kender det. Verden har ændret sig meget siden 1950. Samlet kan udviklingen bedst karakteriseres ved begrebet globalisering, som David Held og Anthony McGrew (1999) bestemmer således: • Sociale, politiske og økonomiske aktiviteter udbredes på tværs af politiske, regionale og kontinentale grænser, næsten som om disse grænser ikke findes. • Den gensidige udveksling gennem handel, investeringer, finansielle operationer, migration og kultur intensiveres. • Vi oplever en hastig udvikling af verdensomspændende transport- og kommunikationssystemer, som accelererer udbredelsen af ideer, varer, informationer, kapital og mennesker. • Det bevirker tilsammen, at virkningen af fjerne begivenheder meget ofte er afgørende lokalt, og at selv de mest lokale udviklinger kan få enorme globale konsekvenser. I den forstand bliver grænsen mellem lokale og globale forhold uklar og uforudsigelig. Venedig var som knudepunkt i et globalt økonomisk netværk et tidligt eksempel på tæt global forbundethed. Men man skulle ikke ret langt væk, før verden så anderledes ud. Hvis man i 1596 begav sig 10 km ind i landet fra Venedig, var man blandt bønder i en landsby, der godt nok solgte deres overskudsproduktion til Venedig - men som på godt og ondt levede deres liv relativt upåvirkede af begivenheder i den store verden. Venedig var en væsentlig faktor i udviklingen af vores nye verden, hvor alle er forbundet med hinanden. Den afhængighed af globale netværk og fjerne begivenheder, som Antonio oplevede i 1596, er nu gældende for alle. Bønderne på Po-sletten påvirkes direkte af alt fra globale kulturprodukter, over globalt bestemte energipriser og renter til hastigt udbredte epidemiske sygdomme og menneskeskabte globale klimaforandringer. Verden er blevet eet sammenhængende system. Allerede i Venedig i 1596 satte den globale kontekst, som vi så, rammer for regler og retspraksis. Disse rammer er blevet langt snævrere, de er kommet til at dække langt flere felter, og de er blevet udbredt til hele verden. De globale fænomener påvirker alle mennesker direkte og ofte på forskellige måder. De er bl.a. karakteriseret ved, at det er yderst vanskeligt for nationale regeringer at påvirke dem. Det mellemstatlige internationale system, som er opbygget fra den Westphalske fred i 1648 frem til etableringen af FN-systemet efter 2. verdenskrig, kommer ligeledes ofte til kort overfor de voksende udfordringer. For 50 år siden kunne den danske regering f.eks. føre en selvstændig rente-, handelsog valutapolitik og dermed påvirke økonomisk aktivitet og arbejdsløshed. Det er ikke 89


længere muligt. Danmark følger slavisk udviklingen i Eurozonen, og det gør Norge også, selv om Norge ikke er medlem af EU. Det er en voldsom begrænsning af suveræniteten. Og rammerne for EU’s og USA’s rente- og valutapolitik bestemmes af globale markedskræfter, der udfolder sig næsten, som om der ikke var grænser. Væksten i verdensøkonomien og især Kinas accelererede udvikling, har forøget efterspørgslen på energiressourcer, især olie, med vidtrækkende konsekvenser for priser, forsyningssikkerhed, klimaforandringer og geopolitik. Tænk blot på Ruslands rolle i Centralasien og i forhold til EU, eller på Kinas møde med 48 afrikanske statsoverhoveder, hvor Kina lover 5 mia $ i støtte: investeringer, handel og bistand til Afrika, og en fordobling af dette i 2009. De åbne markeder, liberaliseringen af handel, væksten i verdensøkonomien, den globale økonomi og informations- og kommunikationsteknologiens hastige udvikling har medført en voldsom vækst i organiseret kriminalitet, som anslås at have en omsætning på 1500 mia $ om året - nogenlunde det samme som Storbritanniens bruttonationalprodukt. En del af dette er menneskehandel, hvor FN anslår at 4 millioner mennesker handles over grænserne hvert år, med en fortjeneste til bagmændene på 7 mia $. I mange lande er politi og retsvæsen infiltreret indefra af organiseret kriminalitet, og forventningen hos de amerikanske myndigheder er, at vi i de næste 15 år vil opleve en stærkt voksende indflydelse fra international kriminalitet på regeringer, virksomheder og politiske bevægelser. Klimaforandringer og andre miljøproblemer fortsætter med at vokse ukontrolleret. Jordens gennemsnitstemperatur er steget 0,6( siden slutningen af 1800-tallet og ventes at være steget med mellem 1,4( og 5,8( frem mod år 2100. Vandstanden i havene er steget mellem 10 og 20 cm og ventes at stige mellem 9 og 88 cm yderligere ved år 2100, hvilket kan true nationer som Bangladesh, og ødelægge ferskvandsforsyningen for over 1 milliard mennesker med masseflugt og migration til følge. Hertil kommer tørke i store dele af verden, mere nedbør i andre, orkaner, ændring af økosystemer etc. Vækstsæsonen i Nordvesteuropa er allerede forlænget med ca. 2 uger, og det er kun begyndelsen. Epidemiske sygdomme bliver et stadig større ukontrollabelt grænseoverskridende problem. HIV/AIDS epidemien fortsætter i Afrika, Asien, Rusland og kommer i visse afrikanske lande til at koste 10-30% af arbejdsstyrken livet inden år 2020. Malaria smitter mellem 300 og 500 millioner mennesker hvert år og koster op til 3 millioner dødsfald om året, mest små børn i Afrika. SARS epidemien viste, at der er mulighed for hastig udbredelse af luftvejssygdomme, og truslen om fugleinfluenza og andre ukendte smitsomme sygdomme kan ikke kontrolleres hurtigt nok, når suveræne nationer gør, hvad de vil, uanset anbefalinger fra WHO. Spørgsmål om intellektuelle rettigheder, patenter, copyright etc. er et nyt grænseoverskridende problem, som kan være svært nok at tage stilling til i en enkelt nation. Hvad skal være beskyttet, så opfindere, udviklere, kunstnere etc. kan leve af det de producerer - og hvornår kan beskyttelsen af rettigheder være et problem i sig selv, 90


når AIDS patienter i Afrika f.eks. ikke kan købe medicin, fordi priserne er for høje, eller når bønder i Indien ikke længere kan bruge en del af det foregående års høst som såsæd fordi den er steril som følge af genmodificering. Værdien af produkter ligge mere og mere i ideerne, i det immaterielle - og er i stigende grad tilgængeligt globalt på Internet. Dette er blot nogle få eksempler på grænseoverskridende problemer, som nationalstaterne ikke kan håndtere, og som underminerer deres suverænitet. Parallelt med væksten i grænseoverskridende problemer er der blevet etableret en lang række internationale organisationer, institutioner og netværk, som forsøg på at besvare de nye udfordringer. Der har været en voldsom vækst i etableringen af internationale institutioner, internationale traktater, netværk af transnationale virksomheder, og internationale NGO’er og netværk af NGO’er. Den Europæiske Union er langt det mest ambitiøse og succesrige forsøg på at tage fat på de nye udfordringer med fælles regler og praksisser for medlemslandene. Et eksempel er WEEE direktivet fra 2002 som forbyder bly i elektroniske apparater, og fastsætter regler for indsamling af elektronisk affald (som hver englænder producerer 3,3 tons af i løbet af livet). EU har en sådan økonomisk vægt, at det fører til ændringer i elektroniske apparater over hele verden. I forhold til udviklingen af overnationale regionale institutioner er EU forbillede for tilsvarende organisationer i f.eks. Afrika, Sydamerika, Nordamerika (AU, Mercosur og NAFTA). På det globale plan er aftalerne om frihandel i GATT processen, som startede i 1947, i 1994 blevet videreudviklet til verdenshandelsorganisationen WTO, som fastsætter en lang række regler for den globale handel. I en række FN-organisationer foregår en udvikling, som gradvist skaber en vis øget overnational magt. WHO har f.eks. i lyset af problemerne med epidemiske sygdomme i 1990’erne fået større kompetence i forhold til medlemslandene. Med oprettelsen af den internationale kriminalret, ICC er der ved at blive etableret en permanent basis for, at forbrydelser som enkeltnationer ikke vil retsforfølge, kan blive straffet af det internationale samfund. Et voksende antal bindende internationale konventioner og aftaler sætter grænserne for nationalstaternes ageren, det gælder f.eks. aftaler om forbud mod CFC gasser, der ødelægger ozon-laget, Kyoto traktaten om klimaændringer, menneskeretskonventioner og vedtagelsen af FN’s 2015 mål om udvikling. De årlige G8 møder mellem lederne fra USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland og Japan, som tilsammen repræsenterer 65% af verdens industriproduktion, fastlægger en lang række aftaler, som har stor betydning for den globale udvikling. Hertil kommer en række frivillige aftaler, som bl.a. transnationale selskaber indgår om adfærdsnormer m.m. Vi har ligeledes set et stærkt voksende internationalt samarbejde mellem NGO’er og opkomsten af globale NGO’er og bevægelser som f.eks. Amnesty International, ATTAC og World Social Forum. Vi ser at globaliseringen fører til oprettelsen af institutioner, aftaler, netværk m.m. som søger at komme med svar på de nye udfordringer. Med David Helds udtryk kan vi sige, at der er ved at opstå en kosmopolitik. Problemet er imidlertid, at institutionerne på det 91


globale og det regionale niveau er svage og sårbare. De mangler midler til at sætte beslutninger igennem, og de mangler autoritet og legitimitet. Der opstår derfor en lang række overvejelser, debatter og forslag til udvikling af de globale og regionale institutioner i verden. I EU foregår en omfattende debat om forfatningstraktat og Europæisk medborgerskab. I FN debatterer man reform af FNsystemet, men uden at man kommer ret langt med diskussionen. I november 2006 afholdt en række FN-organisationer, regeringer, delstatsregeringer, NGO’er m.fl en konference i ILO om reform af det internationale system. Der cirkulerer en lang række forslag til demokratisering og styrkelse af de internationale institutioner - lige fra forestillinger om netværksdemokrati, til forslag om at etablere et verdensparlament. I den forstand kan man sige, at der er paralleller til de processer, der foregik i slutningen af 1700 tallet, hvor det moderne demokrati blev udviklet, med udgangspunkt i oplysningstiden, kulminerende i den Amerikanske Revolution i 1776 og den Franske Revolution i 1789. Disse processer var en udvikling af demokratiet, der rummede kontinuitet og diskontinuitet. Udgangspunktet for den Amerikanske revolution var kolonisternes kamp for økonomisk og politisk ligestilling i forhold til moderlandet England. Lighed er et grundlæggende element i ethvert demokrati og ethvert retssamfund, som vi kan se af Antonios replik ovenfor. Det fundamentale i Athens demokrati for 2500 år siden var sikringen af den personlige frihed gennem alles lige ret til at tale og alles lighed for loven. Men i de mere end 2000 år fra Athens demokrati og frem til den Amerikanske revolution, var der ingen forestilling om, at demokrati og repræsentative valg kunne forenes. Demokrati blev forstået som direkte deltagelsesdemokrati: borgerne mødte personligt op og deltog i beslutningerne - og valg af personer drejede sig udelukkende om valg til funktioner, aldrig om delegering af stemmer. Det kunne naturligvis kun fungere med relativt få mennesker, som boede tæt på hinanden, typisk i en bystat som Athen, der på sit højeste havde ca. 60.000 indbyggere, hvoraf kun en lille del havde borgerrettigheder og dermed mulighed for at deltage i demokratiet. Gennem de amerikanske og franske revolutioner udvikledes det moderne demokrati, hvor nogle af de væsentligste nye elementer er den universelle erklæring om menneskets rettigheder og det repræsentative system, hvor borgerne delegerer deres politiske indflydelse til valgte politikere. Ydermere de føderale principper som Thomas Jefferson bl.a. fandt frem til gennem studier af Irokesernes forbund. Irokesernes forbund var 6 indianske stammer, som havde en fælles forfatning, en avanceret politisk struktur, der satte dem i stand til at tage og gennemføre fælles beslutninger uden at nogen enkeltperson, stamme eller gruppe af personer kunne tiltage sig permanente magtpositioner. I de 11 år fra den Amerikanske revolution i 1776 til forfatningens vedtagelse i 1787 blev der brugt stor energi på at skabe en struktur, der kunne sikre revolutionens landvindinger med vægt på magtdeling, checks and balances mellem de politiske institutioner: Forfatningen, Præsidenten, Kongressen (delt i Senatet og Repræsentanternes Hus) og Højesteret.

92


USA nævnes i Den store Danske Encyklopædi som verdens første forbundsstat - men netop det føderale princip er altså hentet fra Irokesernes forbund. Hertil kom udviklingen af den politiske offentlighed med de trykte medier som det centrale led, der kunne sikre grundlaget for den politiske kommunikation i de demokratiske nationalstater, der afløste enevældens magtstater. Der er således tale om en tydelig kontinuitet i forhold til det oprindelige græske deltagelsesdemokrati, idet kernen i demokratiet er individets frihed, sikret gennem lighed for loven og lige ret til at tale. Men diskontinuiteten er ligeså tydelig. Det repræsentative system etablerer magt udenfor borgernes umiddelbare kontrol - og gennem kombination af kendte og nye elementer udvikles metoder til at legitimere og kontrollere denne magt, så demokratiets kerneværdier kan bevares. Dermed etableres de organiserende principper bag moderne demokratiske nationalstater og deres bidrag til den fortsatte udvikling af kultur, videnskab, teknologi og handel internt i den enkelte nation og internationalt. Det moderne demokrati er i høj grad fundamentet for den verden, der er skabt siden 1776 og 1789. Vi er nu i en situation, hvor vi endnu en gang må genopfinde demokratiet. Det er tydeligt, at der har været en eksponentiel vækst i antallet af globale og regionale institutioner og regler. Men lige som i situationen op til 1776 er det ikke klart, hvordan disse institutioner kan fungere, hvilke kontinuiteter og diskontinuiteter, der denne gang vil udfolde sig i udviklingen af et kosmopolitisk demokrati. Men sådan som institutionsdannelsen foregår, tegner der sig trods alt nogle demokratiske niveauer, som vil komme til at fungere i det kosmopolitiske demokrati. Vi kender allerede til demokratiske niveauer i de nationale demokratier. Her har der udviklet sig i det mindste 2-3 niveauer. Et eller flere lokale niveauer som kommuner og amter/län i de nordiske lande og et nationalt niveau med parlament og lovgivning. I større lande som f.eks. Tyskland og USA er der yderligere etableret et forbundsstatsniveau eller et føderalt system. Vi kender til funktionsdeling mellem de demokratiske niveauer, forskellige spilleregler og praksisser - og forskellige grader af autonomi og forhandling mellem institutioner på forskellige demokratiske niveauer. I den udvikling som foregår nu, tegner der sig yderligere to nye demokratiske niveauer, et overnationalt-regionalt og et globalt niveau. Det mest tydelige eksempel på overnational-regional institutionsdannelse er EU, men der findes en lang række andre eksempler som f.eks. NAFTA i Nordamerika, Mercosur i Sydamerika, Den Afrikanske Union, ASEAN i Sydøstasien. Formentlig må man anse Kina og Indien snarere for regioner end nationer i denne sammenhæng - og det er vanskeligt at forestille sig hele Asien som een region. Det globale niveau, som det tegner sig i dag, er præget af en lang række indbyrdes ganske uafhængige institutioner, som udvikler regler og governance på hver deres måde, med hver sit rationale. En grov sammenfatning er, at der tegner sig fire demokratiske niveauer - som må have en indbyrdes funktionsdeling, relativ autonomi i forhold til hinanden, og som vil komme til at udvise store forskelle i deres funktionsmåde - med størst direkte deltagelse på det lokale niveau og mest delegering på det globale niveau. Det demokratiske politiske system, som kosmopolitikken kan udfolde sig i, må være et niveaudelt demokrati, et 93


“Multilayered Democracy”. Det at der foregår eksperimenter, udviklinger, forslag o.s.v. i forhold til demokrati i den kosmopolitiske verden er af stor værdi. Ligesom ved udviklingen af den amerikanske forfatning, som tog 11 år fra 1776 til 1787, er der brug for mange forslag og synsvinkler. Men det afgørende er at komme fra forslagene til udvikling af en praksis, der kan bidrage til at løse de enorme udfordringer, vi står overfor på alle de demokratiske niveauer ved starten af det 21. århundrede. Det, vi diskuterer her, er etablering af politiske magtorganer eller autoritet, som kan bidrage til at skabe orden i en kaotisk verden. Konstruktioner som kun kan fungere, hvis de har legitimitet, d.v.s. hvis de er anerkendte af dem, der udøves magt over, som legitime institutioner, der udøver magt, som er delegeret. Når vi tager i betragtning, at vi lever i en verden med over 200 nationer, med 5000 sprog, med vidt forskellige kulturer, levevilkår, traditioner og præferencer, er det et yderst kompliceret projekt. Det er næppe tænkeligt, at man fra eet land eller fra en gruppe af lande, som f.eks. det, der kaldes Vesten, kan udtænke, endsige diktere, hvordan demokratiske institutioner på det globale niveau kan fungere. Den løbende dialog i formelle og uformelle internationale institutioner er både nyttig og nødvendig, men lang fra tilstrækkelig. Netop fordi vi taler om politisk magt og autoritet, er det afgørende, at der etableres en global forståelse af det politiskes natur og vilkår i det 21. århundrede, en forståelse, der er udbredt i alle dele af verden og blandt alle befolkningsgrupper. Det er kun muligt gennem oplysning, som på den ene side formidler viden, og som på den anden side bidrager til at deltagerne formulerer deres viden, holdninger og præferencer som bidrag til den fortsatte udviklingsproces. Vi kan se, at en sådan proces er i fuld gang allerede. Den foregår når World Social Forum mødes i Porto Alegre i Brasilien, og når World Economic Forum mødes i Davos i Schweiz. Den foregår i NGO-lederuddannelser i Philippinerne og i bestyrelseslokalerne i transnationale selskaber. Den foregår i forbindelse med fagforeningssamarbejde og i miljøbebevægelserne. Denne proces foregår ud fra forskellige perspektiver og med anvendelse af forskellige historisk udviklede metoder, og sådan må det være, selv om det naturligvis gør den nødvendige tværgående samtale og syntese ekstremt kompliceret. I denne proces har den Nordiske Folkeoplysningstradition vigtige bidrag at tilbyde. Den åbne, uformelle, dialogprægede kreative tilgang og metode, som er udviklet gennem de sidste mere end 150 år, giver inspiration til processer, der relativt hurtigt giver mulighed for formulering af viden, synspunkter og holdninger, som ellers ville have vanskeligt ved at komme igennem. Og det er bestemt ikke uden betydning, at udviklingen af institutioner og politiske praksisser sker hurtigt, de globale udfordringer presser sig på. Et eksempel på en praksis med udgangspunkt i den Nordiske Folkeoplysningstradition er et edu-game om globalisering og demokrati, som vi har udviklet i IAED (Det Internationale Akademi for Uddannelse og Demokrati). Ved hjælp af en spilleplade, som visualiserer de fire demokratiske niveauer - lokalt / nationalt / regionalt / globalt diskuterer forskellige grupper af deltagere først de udfordringer, vi står overfor - og hvilket niveau de “naturligt” hører hjemme på. Så hvilke institutioner der findes på de fire niveauer, og hvilke former for deltagelse, der gør, at vi kan øve indflydelse på institutionerne. Spillet lægger op til en åben proces, hvor deltagernes viden og holdninger 94


er i centrum. Det muliggør formuleringen af forskellige perspektiver. Erfaringen med denne praksis er, at deltagerne uden videre kan relatere udfordringerne til de fire niveauer, og at de kommer frem til ganske forskellige resultater. En gruppe deltagere fra Mellemøsten kom i sommeren 2006 frem til, at der stort set ikke findes lokale og regionale udfordringer - og til at de fleste udfordringer var globale. De lagde således op til, at en stor del af vore udfordringer må løses på globalt niveau - mens deres danske samtalepartnere havde en jævn spredning af udfordringer på de fire niveauer. Den efterfølgende samtale eller forhandling var ikke ukompliceret - men synliggjorde de forskellige kontekster vi kommer fra. Hvis vi vil tale om kosmopolitik, om governance på regionalt og globalt niveau og om den eventuelle demokratisering af institutionerne på de overnationale niveauer er det afgørende at forstå at autoritet og magt forudsætter anerkendelse og legitimitet. Uanset hvor mange afstemninger eller andre demokratiske procedurer der gennemføres er det afgørende forhold det at demokratiske institutioner får deres autoritet fra borgerne. Forudsætningen for det er borgernes fælles forståelse af de problemfelter institutionerne forholder sig til og borgernes fælles forståelse af institutionernes væsen og konstruktion. Derfor er dialogprocesser som den ovenfor beskrevne, der bringer repræsentanter for verdens forskellige kulturer sammen om udveksling og udvikling af opfattelser af de udfordringer vi står overfor en afgørende nødvendighed. Det er selve forudsætningen for efterhånden at etablere den nødvendige basis for den autoritet der er betingelsen for at skabe globale institutioner. Vi er på et tidligt trin i udviklingen af demokratiske svar på globaliseringens udfordringer. Det giver ikke mening at missionere for bestemte demokratimodeller endsige at udbrede dem med magt. Vi kan i stedet etablere lære- og dialogprocesser, hvor vi spørger mennesker og organisationer fra alle verdensdele hvilke udfordringer, der opleves som vigtigst og mest påtrængende. Vi kan arbejde med udvikling og udveksling af beskrivelser af udfordringerne. Vi kan afdække forskelle og ligheder mellem vore oplevelser af udfordringerne. Vi kan afklare hvilket af vore fire politiske niveauer, man mener udfordringerne kunne løses på - og vi vil finde ud af, at også det er forskelligt forskellige steder i verden og forskellige steder i samfundet. Ved at gennemføre en undersøgelse af de udfordringer, vi oplever i forskellige samfund, og deres relation til de politiske niveauer fra lokalt til globalt, kan vi etablere et udgangspunkt for en åben dialog om politiske institutioners funktion og relevans og den demokratiske kontrol med dem. Hvis vi skal have udsigt til at etablere effektive og demokratiske institutioner til at håndtere kosmopolitikken med dens udfordringer, er det gensidige kendskab til enigheder og uenigheder et nødvendigt fundament. Vi er i gang med en ny begyndelse. Vi skal opfinde nye måder at konstruere den politiske magt på - på alle niveauer fra lokalt til globalt. Vi må værne om og bruge de mangfoldige ressourcer der eksisterer - fra den græske arv med det oprindelige deltagelsesdemokrati, fra det repræsentative demokrati, menneskerettighederne, magtdelingen, de føderale principper. Vi må værne om den kritiske offentlighed, ytringsfriheden, respekten for den enkelte, mangfoldigheden og de politiske fællesskabers forpligtelse til at værne 95


om hvert enkelt menneskes liv og velfærd. Det er Vestens bidrag til processen. Men resten af Verden må også være med. Den ene grund til det er, at kosmopolitik, politisk magt på overnationalt niveau, kun kan eksistere, hvis den har egentlig autoritet, hvis den er anerkendt. Mere end 2 ud af 3 mennesker lever ikke i Vesten. Uden flertallet er det umuligt. Den anden grund er at vi har brug for den viden og de erfaringer, der findes i Kina, Indien, Afrika, Latinamerika. Ligesom Irokesernes forbund var kilden til det føderale princip, vil undersøgelsen og dialogen være en kilde til erkendelse og udvikling. Jeg advokerer for dialog om globale politiske institutioner - men ikke en hvilken som helst dialog. Indtil nu har det meste af dialogen handlet om, hvilke løsninger der er rigtige, og hvilke institutionstyper og procedurer, der er rigtige. Jeg tror, en bedre metode er, at diskutere, hvilke problemer eller udfordringer, der er påtrængende, og hvordan de forstås. Det kan være udgangspunkt for en dialog, der peger fremad. Den kan videreføres med en gensidig beskrivelse af de politiske institutioner og deres relevans i forhold til udfordringerne og dermed en udvekslings- og sammenligningsproces, der kan få et fælles grundlag. Dermed kan der være basis for en mere åben samtale om demokrati og autoritet. Lad os slutte med at gøre historien om Bassanio, Portia, Antonio og jøden Shylock færdig. Da pantet er forfaldent, kommer sagen til doms hos Dogen i Venedig. Som Antonio forudsagde, er det ikke muligt at annullere sagen, da retten gælder, og er lige for alle. Shylock er derfor klar til at skære i Antonio, lige ved hjertet. Men alt er ikke tabt endnu. Den smukke Portia kommer ind, forklædt som jurist, og tolker pantet og loven. Der står intet i aftalen om, at Antonio skal af med een eneste dråbe blod. Og da Shylock ikke kan love at undgå at udgyde blod, må han opgive. Han bliver derefter dømt for at efterstræbe Antonios liv og må afgive halvdelen af sin formue og blive tvangskristnet. Han er nu dobbelt ekskluderet - blandt venetianerne OG nu også blandt jøderne. Portia med det flydende køn redder gennem en juridisk opfindelse sin elskers ven, sin elsker og sig selv. Jøden får sin bitre ret - mister en formue, bliver tvangskristnet og er ekskluderet såvel blandt de kristne venetianere som blandt sine egne, jøderne. Friheden sikres gennem lige ret for loven og lige ret til at tale. Det giver mulighed for at træffe fælles beslutninger. Men målet på, om det virker, vil stadig være, hvem der ekskluderes, og hvad eksklusionens pris er.

96


Kap. 11 Folkhögskolorna och demokratifostran - en räddningskrans i den globaliserade världen eller ett tidsfördriv för de redan frälsta och bildade? Henrik von Pfaler

1. Demokrati - en kärnuppgift för folkbildningen “Folkbildningens stora uppgift idag är att förbereda medborgarna för det globala samhället. Det gäller att skapa trygghet och självförtroende både i globala och lokala sammanhang”. Med de här orden sammanfattade Anders Ljunggren, tidigare ordförande för Folkbildningsrådet, sina tankar då han på Nordiska folkhögskolerådets vårmöte talade om den globala utmaning som demokratin står inför idag. En grundförutsättning för en fungerande demokrati är att folket skall ha ett förtroende för de folkvalda. Och för att detta förtroende ska kunna uppstå krävs att mänskorna uppfattar att de vet vad det hela gäller, att de förstår eller åtminstone upplever att de förstår vad som kan respektive kan inte göras och hur de kan påverka genom att rösta. Annars väljer man bara allt för lätt att lägga ned sin röst. 2. Äkta kommunikation - en grundpelare för demokratin Det gäller alltså att kunna kommunicera både lokalt och globalt. Enligt en klassisk Ärlighet

Demokrati

Sråk

Innehåll

97


modell bygger kommunikationens grunder på att kunna tala ett gemensamt språk, förstå innehållet i det sagda och vara ärlig i sina utlåtanden. Brister det i balansen mellan dessa är faran överhängande för att budskapet inte skall gå hem. Vi känner alla till hur dum man kan känna sig om det talas ett vilt främmande språk. Och också om samtalet går på ditt eget modersmål, så vem kan med handen på hjärtat säga att den aldrig har varit med om att man inte förstått ett jota av vad som sägs . För att inte tala om hur osäkra vi är om vi inte kan lita på ärligheten i budskapet som framförs. Folkhögskolorna kunde vara det forum där den här känslan av tillhörighet och beslutanderätt förstärks och utvecklas genom en äkta kommunikation - såväl lokalt som globalt. Den nordiska modellen att växa som mänska genom självinsikt och bildning kan tjäna som modell för demokratiseringsprocessen i ett globalt perspektiv.

3. Folkhögskolorna och demokratin Nordiska folkhögskolerådet är för ögonblicket mitt uppe i projektet: “Kortlægning af det Globale Engagement inden for Nordisk Folkeoplysning (- med udgangspunkt i de Nordiske Folkehøjskoler “ Det är ett Nordplus Voksen-projekt som har sitt ursprung i de nordiska folkhögskolornas erfarenheter av globalt samarbete. I projektansökan sammanfattades projektet enligt följande: “Formålet er gennem erfaringsindsamling og dokumentation at analysere og konkretisere nordisk folkeoplysnings- og folkehøjskoletraditions muligheder i et globalt perspektiv, hovedsageligt inden for indsatsområderne: Medborgerskab, kulturel forståelse, demokratiudvikling og bæredygtig udvikling. Projektet har sin baggrund i nordisk folkeoplysnings mange og forskelligartede erfaringer med projekter og samarbejde med partnere overalt på kloden; erfaringer som indtil nu ikke er blevet samlet op og analyseret systematisk. Visionen er efter en grundig kortlægning at kunne udforme et fællesnordisk bud på en egentlig global folkeoplysningspædagogik. Projektets praktiske del vil være centreret om en skematisk undersøgelse, der vil blive gennemført på de nordiske folkehøjskoler, kombineret med uddybende og sammenfattende møder i de enkelte nordiske lande. Både udformningen af undersøgelsen og evaluering af resultatet vil ske i samarbejde mellem de medvirkende partnere og Universitetet i Linköping.” 4. Global demokrati - en utopi? En nobelpristagare har sagt att det inte existerar något sådant som en global demokrati. Världen styrs helt enkelt av pengar genom sådana instanser som WTO , IMF och Världsbanken och man kan med all rätt fråga sig vad i hela friden t.ex. de här instanserna har med demokrati att göra. De står ju utanför och ovanför en direkt demokratisk insyn och påverkan.

98


Redan på nationell nivå får de flesta partipolitikerna kalla rysningar då de ser den dalande trenden som på lång sikt har rått vad gäller röstningsdeltagande. Den kan också ses som ett minskande engagemang i demokratin. Vill vi inte engagera oss i den demokratiska processen lokalt och nationellt så är det svårt att tro på en slags övernationell, global demokrati. 5. Examen i Global Citizenship Nordiska folkhögskolerådets världskongress “Liberal Adult Education in a Global Context” som hölls i Tanzania på hösten 2004 var bara ett steg på den långa vägen mot en hägrande global demokrati. Också den kongressen finansierades till stora delar av Nordiska ministerrådet och målsättningen var att komma bort från den traditionella “donor/ recipient”- modellen till folkupplysning sett ur ett globalt perspektiv som bygger på likvärdigt samarbete. Inspirerad av den här kongressen byggde kurssekreterare Martin Näse vid Kronoby Folkhögskola i Finland upp följande vision: “Globaliseringsexamen” (i Finland) • En helhet av enskilda kurser Kurserna kan vara olika långa, från 15 timmar uppåt. De kan vara av teoretisk karaktär eller praktiskt upplagda. De kan genomföras med lokala krafter, inehålla gästföreläsare eller också genomföras som “kulturmöteskurs” på annan ort. Den egentliga examen består av ett bestämt antal (och vissa definierade) kurser inom hela helheten Kurserna byggs upp enligt en gemensam modell. Så att en del är allmängiltigt för “alla” stadier av utbildning (ammattisivistävä):

Globaliseringsutbildning..............................................................................

10:e klass grunderna

II:a stadiet + Praktik

Yrkeshögskola + fördjupning & slutarbete

Universitet.+ forskning

----------------------------------------------

-----------------------------

Målsättningen är att skapa en gemensam utgångsmodell som sedan kan byggas på inom respektive utbildningsstadie. På 10:e klassen ska den motsvara “yrkestiornas” men ge en allmän grund för yrken. På 2:a stadiet går man steget vidare och för in direkt arbetspraktik etc. Fullt utbyggt skall systemet garantera att den som går kursen/helheten får 5-10-15 studieveckor, poäng eller annan MÄTBAR nytta.

99


Borde passa in åtminstone på de områden som folkhögskolorna är starka på av tradition dvs ungdoms och fritids, social etc. •Kurserna kan initieras av eller ske i samarbete medborgarorganisationer Ett gräsrotsperspektiv på kurserna eftersträvas genom att låta kurshelheten fungera som forum för sådana medborgarorganisationer som har “global fostran” på sitt program Medborgarorganisationerna/ 3:e sektorns medverkan skall garantera både intresse och kvalitet. Det kursutbud/helheter som erbjuds drar nytta och rider på att de görs i samarbete med Amnesty, Pakolaisapu, FN-förbundet, Röda Korset etc. •Man tillämpar en pedagogik som möjliggör uppkomsten av bestående intryck hos studerande Tillsammans med samarbetsorganisationerna kan man se till att goda undervisningsmaterial fås fram. Viktigt är också att man genom att utnyttja folkhögskolornas pedagogiska frihet utvecklar sådana grepp som kan ge starka upplevelser och bestående inlärning inom området. Genuina kulturmöten på hemmaplan och i samband med resor och samarbete kan prioriteras. Genom att slå ihop folkhögskolans kunskap och tradition med medborgarrörelsernas dito skapas en stark grund för en verklig folkbildning inom globaliseringen som BERÖR ALLA. • Lämplig som en modul i ett ettårigt studieprogram på folkhögskolor. Kan också utgöra huvudinriktningen i ett studieår på folkhögskolor. Kan också ingå i, eller tas samtidigt med andra allmänbildande program, eller genomgås som enskilda kurser. En flexibel helhet av kurser, som kan erbjudas enskilt eller förpackade till större helheter. Specifika kurshelheter för t.ex fackföreningar, sjukvårdare, lärare etc byggs upp! • Kurshelheten (=examen) berättigar till en viss mängd poäng på andra och/eller tredje stadiet Detta förutsätter ett långsiktigt lobbningsarbete på rätta nivåer. Ett bemyndigande av detta slag skulle bygga på att folkhögskolorna (det fria bildningsarbetet) tillsammans med medborgarorganisationerna ses som lämpliga att erbjuda en “grundläggande allmänbildning i global citizenship”. Utbildningen skulle vara lämplig efter grundskolan och före egentlig vidareutbildning (i synnerhet före akademiska studier).Kurserna kunde också anpassas så att de är lämpliga för speciella eller flera åldersgrupper. • Globalt förankrat och lokalt anpassat. Idealet vore en helhet som kan tillämpas “globalt” - på ett “folk development college t.ex. i Afrika eller i Indien, lika väl som i Norden Vid världskonferensen för nonformell vuxenutbildning i Tanzania i september 2004

100


diskuterades ett initiativ till ett gemensamt utbildningsprogram i “Global Citizenship”, som kunde tillämpas över hela världen av läroinrättningar som så önskar. 6. Livslångt lärande - en demokratifälla Livslångt lärande är dagens melodi. Det är enligt de noterna som EU:s strategi för vuxenutbildning läggs upp. Och vid en första tanke låter tanken helt tilltalande. Men kravet på livslångt lärande blir tyvärr allt för ofta till en livslång känsla av inkompetens. Är jag aldrig tillräcklig? Har jag faktiskt aldrig lärt mig nog? Varför får jag inte hämta andan en stund etc. Svaret kan sammanfattas i ett enkelt uttryck: “Lissabonprocessen”. Den säger rätt klart och tydligt att utbildningen finns till för att tillfredsställa arbetsmarknadens krav - det livslånga lärandet är till syvende och sist bara ett medel för snabb anpassning till arbetslivet. Ett arbetsliv som idag är rätt svårt att förutspå .... fast satsar du fel så är det bara att anpassa sig åter en gång dvs lära sig ett nytt jobb. För arbetsmarknaden bygger på stadig ekonomisk tillväxt och din livsuppgift blir att se till att företagen har tillräcklig och utbildad arbetskraft. Vi utbildas i det oändliga men på bildningens bekostnad. Och då växer den molande känslan av otillräcklighet - den smyger sig på kanske helt obemärkt men följderna kan vara katastrofala. Ju mera kunskap vi har desto större är vårt behov av bildning. Men bildning kan tyvärr inte mätas direkt ekonomiskt kvantitativt. Och idag är det allt som oftast bara kalla fakta och siffror som ligger som underlag för besluten.

7. Global folkupplysning NFR:s Global Engagement-projekt dokumenterar erfarenheterna som folkhögskolorna har samlat på sig. Projektgruppen lade upp huvuddragen för sitt arbete enligt följande: “ Vi besluttede at gennemføre projektet ved at bruge netværksmøderne i de enkelte lande som “højdepunkter”. Op til hvert enkelt møde vil værtslandet gennemføre en egen kortlægning over aktiviteterne i landet i relation til det internationale. Denne nationale kortlægning præsenteres for netværket i forbindelse med mødet, hvor også inviteres (få) nationale “eksperter” (højskolefolk centralt involveret i internationale aktiviteter). I forbindelse med mødet enes gruppen om centrale elementer der skal indgå i et overordnet resultat papir; et papir der udvikles i løbet af processen. I netværksgruppen deltager en person fra hvert land, og LUNI (Linköping universitet) er tilknyttet som videnskabelig ekspert der deltager i nogle af netværksmøderne. Processen vil fremkomme med 4 del-kortlægninger, et for hvert land, som netværksmøderne analyserer og uddrager nøgleelementer fra. Disse elementer skrives ind i det endelige resultat papir, der hermed udvikles i løbet af processen. LUNI vil rådgive netværksgruppen mht. hvilke emner der kan afdækkes i forbindelse

101


med kortlægningen, og hvordan denne information kan systematiseres (men ikke nødvendigvis harmoniseres); dvs. udforme en matrix/formular.” Tanken är att samarbetet med universitetet skall ge kartläggningen den vetenskapliga kredibilitet som krävs. Slutrapporten skall innehålla de centrala aspekterna i folkhögskolornas arbete med global folkbildning. Tanken är att på så sätt identifiera element som är gemensamma för alla länder eller som kan utvecklas till att bli det. 8. Många bäckar små I Finland har folkhögskolornas erfarenheter av undervisning och bildning i demokrati och globalisering inledningsvis genom personliga intervjuer kartläggs i det s.k. Kansaprojektet. Det visar på ett nog så starkt engagemang : “ det kan aldrig bli för mycket bildning i globala frågor och vi har ännu idag allt för litet av det på våra folkhögskolor. Världsmedborgarskapet är en vardagsrealitet för dagens mänska” ( citat ur Kansa-rapporten). Teman för de finländska folkhögskolorna kan vara allt från globaliseringen, invandrare, utländska studerande, biståndsprojekt till samarbete med olika organisationer inom 3:e sektorn. Det här låter ju i och för sig helt fint men det finns ett uppenbart problem, nämligen synbarheten och genomslagskraften. Till och med inom den egna rörelsen råder det brist på informationsutbyte och samarbete. Den ena folkhögskolan vet inte vad den andra gör och okunskapen blir bara större då man talar om folkhögskolor i olika nordiska länder. Där var folkhögskolornas 150-åriga nordiska tradition borde vara en näst intill outsinlig källa att ösa ur blir det hela lätt bara till ett splittrat närverk av enskilda mer eller mindre bra punktinsatser. Principerna för den äkta kommunikationen (se kap 2) får allt som oftast ta stryk. Hur ärliga vi än är överför varandra så talar vi inte alltid samma språk eller så förstår vi helt enkelt inte innehållet hos de andra parterna. Tanken på en form av Global Citizenship -examen ( se kap 5) som växte fram efter världskongressen i Tanzania är alltså inte heller så lätt att förankra ens på det nordiska folkhögskolefältet. Folkbildningen anses nämligen vara fri bildning dvs var och en folkhögskola ska själv suveränt få avgöra om vad som tas upp vid skolan. Att kunna enas om något gemensamt “obligatoriskt”, hur värdefullt det än kunde vara, verkar vara stört omöjligt. Många bäckar små gör en stor å heter det ju. Men det här gäller bara om bäckarna träffar varandra någonstans på vägen. En bäck som svämmar över är ingenting att tala om, en å som bryter sina mönster tas upp i lokalpressen, men då de verkligt stora älvarna svämmar över bredden är följderna så pass märkbara, katastrofala att man berättar om det också på andra sidan jordklotet. 102


9. Global demokrati för den inre ringen “ I think we need a more strategic discussion on the role of media in popular education” (Edicio dela Torre) Den filippinska folkbildaren Edicio dela Torre träffar huvudet på spiken då han efterlyser en mediastrategi för folkbildningen. Den strategin måste sträcka sig längre än till den lokala tidningspressen som den till stora delar gör idag. Om vi inte lyckas föra ut budskapet och potentialen är risken överhängande för att den “lilla demokratin” bara förblir liten och aldrig växer till sig. Om informationen om folkhögskolornas insats för den globala demokratin fortsättningsvis huvudsakligen begränsar sig till webbsidor och små notiser i lokalpressen så förblir globaliseringsbildningen en sysselsättning för ett fåtal ( många av dem redan “frälsta”) och når aldrig dem som verkligen behöver den. “Folkbildningen är och kan bli räddningen för demokratin i den accelererande globaliseringen , men det kräver att vi måste organisera oss i Norden för att få fram vår bild av bildning och utbildning. Annars fara för urvattnat samarbete.” (Anders Ljunggren) Målsättningen med NFR:s GlobalCitizenship-projekt är att kunna definiera nyttoargument som kan påvisa och konsolidera folkhögskolornas roll och kunskap på det här området. När vi har gjort det återstår alltså ännu att nå ut med det glada budskapet. Piece of cake!

103


DEMOS Policy rekommendationer fra de nordiske samråd Norge: Læring og demokrati Den norske delegasjonen under Den Nordiske Demokratikonferansen i Stockholm, 30. november - 1. desember 2007 uttalte følgende om framtidig satsning på området “læring og demokrati”: Studieforbund og folkehøgskoler vil bidra til å styrke livskraftige samfunn gjennom møteplasser med handlingsrom for relasjonsbygging, utvikling og samfunnsengasjement - gjennom læring, kultur og debatt. Studieforbund og folkehøgskoler vil øke sitt engasjement i pågående program for viktige samfunnsspørsmål i tiden, for eksempel integrasjon, bærekraftig utvikling, lokaldemokrati, statskirkeordningen49, basiskompetanse og inkluderende arbeidsliv. Hva ligger i en slik programerklæring for folkeopplysningens miljøer i Norge? Denne artikkelen berører i hovedsak studieforbundenes rolle og tar for seg lokaldemokrati, demokratiets dimensjoner og deltakelse i voksenlæring. Voksenopplæringsforbundet - studieforbundenes interesseorganisasjon i Norge (Vofo) - uttalte seg høsten 2006 om Lokaldemokratikommisjonens50 første utredning NOU 2005:6 “Samspill og tillit”. Her sier Vofo blant annet: Studieforbundene bygger på folkeopplysningstradisjonen; den at kunnskap er en forutsetning for demokrati og kunnskap må være et gode for alle. Gjennom alle år siden 1851 - da den første opplysningsorganisasjonen i Norge, Selskapet for folkeopplysningens fremme, ble stiftet - har dette miljøet bidratt til å gjøre folk til aktive medborgere og demokratiske aktører gjennom organisert kunnskapstilegnelse og øvelse i demokratisk praksis gjennom møtevirksomhet og dialog. For oss er “demokrati” mye mer enn å delta ved valg. Demokrati er system, deltakelse og holdninger. Bl.a. i de såkalte “nye demokratier” i Europa har vi tydelig sett at alle disse tre dimensjonene må være til stede om et reelt demokrati skal fungere. For oss er

49 I Norge pågår (2006 - 2007) en debatt om hvorvidt man skal opprettholde en statskirke eller ikke og det er bl.a. slått til lyd for en folkeavstemning om spørsmålet. I den forbindelse kan folkeopplysningen komme til å spille en rolle. 50 Lokaldemokratikommisjonen er et offentlig utvalg personer oppnevnt av den norske regjeringen for å komme med bud på hvordan lokaldemokratiet kan styrkes. Kommisjonen startet sitt arbeid i 2005.

104


ikke minst den tredje - demokratiske holdninger - viktig. Vi mener at slike holdninger tilegnes bl.a. gjennom det danningsarbeid som skjer i sivilsamfunnet; i det lokale foreningsliv, i studieringene, på kursene og på andre møteplasser mellom mennesker. Det offentlige Norge synes i liten grad å være opptatt av dette. Her synes det som om dimensjonen “demokratiet som system” har forrang. Analysene og valg av tilnærming bærer preg av det. En analyse av folkeopplysningens eller læringens betydning for lokaldemokratiet er nesten helt fraværende i norsk debatt om demokrati. “Demokratiet må læres på nytt av hver generasjon”; det er ikke lært en gang for alle. Staten har mange oppgaver i forhold til det lokale forvaltningsnivået, også på dette området. Innenfor den utpregede instrumentelle tenkning som råder i skolen for tiden, er det her åpenbart for lite å hente når det gjelder behovet for demokratisk dannelse. En statlig oppgave burde derfor kunne være å bidra til å stimulere frivillig sektor lokalt gjennom gode sentrale og lokale støtteordninger til den læringstradisjon de frivillige organisasjonenes studieforbund fører videre på dette området. Tilgang til læring er et demokratisk gode i seg selv. Demokratisk læring er måten det gjøres på og som stimulerer til demokratisk praksis. Demokratiet er til stede på flere arenaer i samfunnet og har mange dimensjoner. Hva kan det handle om, om vi ser på demokratiets dimensjoner i forhold til arbeidslivet versus samfunnslivet i øvrig? Under har vi forsøkt å framstille denne relasjonen skjematisk: DEMOKRATI OG ARBEIDSLIV HANDLER OM:

DEMOKRATI OG SAMFUNNSLIV HANDLER OM:

Medbestemmelse Demokrati på arbeidsplassen Partskunnskap (partene i arbeidslivet) Ansattes representasjon i styringsorganer Beslutninger i team Beslutninger i prosjektgrupper Forholde seg til interne vedtekter og regelverk Forholde seg til ekstern lovgivning og praktisering Delta i bedriftsintern opplæring Demokratiske læringsmetoder, studiesirkler

Stemmerett og bruk av stemmeretten Medlem av politisk parti Være aktiv, ha tillitsverv Være politiker Foreningsmedlem, foreningsaktiv Aktiv i lokalsamfunnsaktiviteter Interesseorganisering, gruppeinteresser Dugnad og annen frivillig innsats Delta i opplæringsaktiviteter i organisasjoner o.l. Demokratiske læringsmetoder, studiesirkler

Den som er enig i en slik framstilling, vil også tydelig se læringens betydning for demokratisk praksis og demokratisk overlevelse. Spiller studieforbundene i dag noen rolle for demokratisk deltakelse? En rapport51 for Voksenopplæringsforbundet fra Humanistisk Prosjektsemester / Humanistisk Fakultet ved Universitetet i Oslo, desember 2005 undersøkte dette forholdet. 51 Rapport: “Hvor begynner demokratiet? En analyse av sammenhengen mellom livslang læring og demokratideltakelse”, Vofo/Universitetet i Oslo 2005.

105


Vofos hypotese var at deltakelse på kurs i regi av studieforbund har en positiv innvirkning på deltakernes kunnskap om og deltakelse i demokratiet. Vofo hevdet at dette gjelder uavhengig av om kursinnholdet er direkte relatert til demokrati eller ikke. Rapporten bekrefter delvis Vofos hypotese. I det følgende kommer noen av de intervjuede deltakerne til orde: Hva mente deltakerne? “Demokratiet er ethvert sted hvor mennesker kommer sammen for å løse problemer i likeverdig fellesskap”. “Demokratiet må sees på som mer enn en styreform”. “Kunnskap er avgjørende for menneskers deltakelse i demokratiet”. “Alle deltakelser, i form av borettslag, styrer og lokale organisasjonslag er viktige byggesteiner i demokratiet. Det samme gjelder for studiesirkler og kurs, nettopp fordi de bringer mennesker sammen til diskusjon og refleksjon”. (Vår kursivering). Flere av deltakerne som ble intervjuet snakket om kursene som en arena hvor de kunne utvikle seg, både i forhold til seg selv og andre. De vektla videre at de i møtet med andre mennesker blir nødt til å lære seg eller utvikle de nødvendige ferdighetene for sosial samhandling. Dette bekrefter Robert D. Putnams teori (2000:336)52, tolket slik av rapporten: “Putnams hovedpoeng er at samhandling og kommunikasjon med andre mennesker på alle plan i samfunnet bør være grunnmuren i et demokrati. Demokratiets enkleste nivå er den enkeltes hjem, og det er der den demokratiske prosessen begynner. Videre strekker demokratiet seg til den andre ytterkanten, til borgernes representanter i demokratiske styringsorgan. For Putnam er det de enkleste demokratiske organene, eksempelvis nabolaget, foreninger, vel eller borettslag som gir folket mulighet til å være aktive borgere i demokratiet. Sosiale ferdigheter Gjennom deltakelse i sosiale aktiviteter utvikler man sosiale ferdigheter, forståelse og empati for andre. Aktiv deltakelse er inkluderende, skaper kunnskap og medfører handling, og må derfor inneha en fundamental rolle i ethvert demokratisk samfunn. Demokratisk deltakelse kan ved hjelp av Putnam eksemplifiseres på flere måter. Deltakelse skjer ikke utelukkende gjennom åpenbare demokratiske handlinger som å stemme ved valg, være medlem i politisk parti eller interesseorganisasjon, delta på politiske møter, debatter og demonstrasjoner, skrive under på opprop eller skrive leserinnlegg i aviser og tidsskrifter. Deltakelse i demokratiet er også å engasjere seg i idrettslag, velforeninger, borettslag, på dugnader, inneha tillitsverv på arbeidsplassen eller sine barns skoler, og sist men ikke minst, å delta på kurs. Deltakelse på ett av disse såkalte nivåene, betyr med andre ord at du deltar aktivt i demokratiet.”

52 Fra “Bowling Alone - The collapse and Revival of American Community”, Robert D Putnam, Simon & Schuster, New York 2000.

106


Rapporten konkluderer blant annet: “... Om begrepene demokrati og deltakelse defineres vidt, kan deltakernes forbedrede evne til å gjøre seg opp en mening og til å argumentere for den, definitivt sees som positivt bekreftende svar Vofos hypotesen” Kurslederne støtter først og fremst hypotesen med utgangspunkt i at kursdeltakelsen styrker deltakernes demokratiske ånd og gir dem egenskaper som bedrer muligheten for deltakelse. Det er dette perspektivet som er mest framtredene i materialet som helhet og som derfor er rapportens mest nærliggende konklusjon” I kampen for demokratiet duger bare fredelige våpen, der folkeopplysning og læring er blant de viktigste. Oslo, 2007-03-12 Sturla Bjerkaker, Vofo - Voksenopplæringsforbundet http://www.vofo.no

Sverige:

FÖRBUNDET NORDISK VUXENUPPLYSNING POHJOISMAINEN AIKUISKASVATUSLIITTO THE NORDIC ASSOCIATION FOR ADULT EDUCATION

Stockholm den 22 februari 2007 DEMOS-processen, bl.a. de nationella förberedelserna inför de nordiska seminarierna, diskussionerna inom olika studieförbund och antalogin, har på ett avgörande sätt bidragit till att folkbildningens aktörer samlat sig på bred nordisk nivå för samtala om dess nuläge utmaningar inför framtiden etc. FNV har som en av flera partners i processen, sökt bidra till denna framgångsrika process. Vårt Nordiska Ledarforum 2006 och efterföljande årsmöte diskuterade folkbildningens framtida utmaningar, och bl.a. antogs vårt första idéprogram (vår värdegrund). Processen som DEMOS initierat måste nu fortsätta och stort ansvar ligger inte minst på folkbildningens nordiska samorganisationer, varav FNV är en. Det är också angeläget att politiken i de olika nordiska länderna skapar goda utvecklingsmöjligheter för folkbildningen. Vi återkommer senare i detta papper till detta. DEMOS tar sin utgångspunkt i den nordiska välfärdsmodellen och som bl.a. präglas av ett starkt civilsamhälle med många föreningar och organisationer. Mot den bakgrunden vill vi gärna inledningsvis beskriva hur vi ser på civilsamhället i allmänhet och 107


folkbildningen i synnerhet. Vi vill därför i citera vad som vi skriver i vår värdegrund om dels betydelsen av civilsamhället, dels om folkbildningen. Civilsamhället i Norden Kännetecknande för Norden är bl.a. ett mycket omfattande förenings- och organisationsliv. De enskilda nordiska ländernas historiska, sociala och kulturella som ekonomiska utveckling har starkt präglats av respektive lands föreningsliv. Dessa medborgarorganisationer spelar fortfarande en viktig roll i de nordiska demokratierna. För framtiden bör dessa organisationer och inte minst deras nordiska samarbetsorganisationer spela en allt viktigare roll, dels som länk mellan politiken och medborgarna, dels som fora för en öppen och strukturerad dialog med det officiella nordliga samarbetet. Civilsamhället i Norden har varit det officiella nordiska samarbetets drivbänk och växthus. Ett fortsatt nordiskt politiskt samarbete som önskar ett ökat medborgarengagemang ställer krav på ett fungerande föreningsliv också på nordiskt plan. Civilsamhället och den sociala ekonomin har också stor betydelse för utvecklingen av välfärden och kulturen. Den sociala ekonomin främjar entreprenörskap, skapar socialt kapital och främjar delaktighet och kvalitet i välfärdssamhället. Ett nordiskt politiskt och finansiellt stöd till samnordiska organisationer är därför lika viktigt som riktigt. I olika former finns nu sådana ekonomiska stöd men de är främst knutna, med några få undantag, till olika projekt, vars syften och förväntade resultat är uttalade av det officiella norden, inte de enskilt samverkande organisationerna. Det behövs kontinuitet i det nordiska samarbetet också mellan civilsamhällets nationella aktörer, oavsett ekonomisk situation, att delta på rimliga villkor. Ett nordiskt stöd till samnordiska föreningar bör premiera långsiktiga och hållbara relationer, och det kan inte enskilda kortsiktiga projekt göra. Folkbildningen i Norden Folkbildningen och därmed studieförbund som FNV har som medlemmar, har och kommer att ha en stor bety-delse för utvecklingen i Norden och de enskilda nordiska länderna. I folkbildningen möts människor i olika åldrar och med olika bakgrunder för att fritt och frivilligt utveckla sina intressen. Den sociala och kulturella gemenskap som detta utvecklar mellan medborgarna utgör i sig ett värde-fullt inslag i respektive lands demokratiska folkstyre. I sig bidrar detta till att hos medborgarna utveckla och förstärka det demokratiska sinnelaget och förståelse för grunderna i demokratins processer. Det omfattande föreningslivet står också som huvudmän i olika former; som ägare till folkhögskolor eller stiftare och eller medlemsorganisation av studieförbund. Detta

108


engagemang från frivilligorganisationernas sida har sin bakgrund i deras behov av att också tillgodose den egna organisationens kunskaps- och kompetensutveckling. Folkbildningen är därmed med en tvåhövdad aktör i det nordiska demokratibygget; som mötesplats för engage-rade medborgare och för civilsamhällets olika aktörer. Folkbildningen organisationer har också en bred förankring i de enskilda ländernas kulturliv, t.ex. olika kultur-organisationer och betyder också mycket för utveckling av såväl professionell som amatörkultur. I de enskilda nordiska länderna har folkbildningen olika former av finansiellt stöd. Som motiv till dessa former av stöd brukar framhållas folkbildningens samhällsnytta. Dessa motiv är minst lika starkt framträdande på nordisk nivå. FNV verkar för att ett ökat samarbete mellan de samnordiska folkbildningsorganisationerna. Så till de frågor som DEMOS-processen ställt under nationell och nordisk debatt: 1. Hvordan styrker vi folkeoplysningens opgave og rolle i samfundet? Det er både enkelt og fristende at besvare dette spørgsmål med: Send flere penge. De kritiske problemer for folkeoplysningen er imidlertid ikke først og fremmest penge eller mangel på penge. Hovedproblemet er, at der ikke - i det politiske og administrative beslutningssystem - eksisterer en egentlig forståelse for og anerkendelse af folkeoplysningens samfundsmæssige betydning. Udviklingen af realkompetencebegrebet som grundlag for beskrivelsen af den enkelte deltagers resultat af at deltage i folkeoplysende aktiviteter er i et fornuftigt skridt hvor nytteværdien “oversættes” til noget, som kursisterne forstår. Igennem en konkretisering af begrebet realkompetence anvender folkeoplysningen et sprog, som er egnet til at beskrive værdien af vores ydelser på en måde, som også andre forstår. Sproget retter sig her især mod deltagerne i de folkeoplysende aktiviteter. Realkompetencebegrebet handler imidlertid først og fremmest folkeoplysningens værdi for den enkelte, herunder selvfølgelig også udviklingen af kompetencer inden for områder som demokrati og medborgerskab. Der er imidlertid også en meget betydningsfuld samfundsmæssig side. Folkeoplysningen leverer også noget til samfundet. Dette “noget” kan beskrives som en tilvækst af “social kapital”. Social kapital er et begreb, som vi kan bruge til at beskrive nytteværdien af de folkeoplysende aktiviteter i en form, som giver grundlag for en bedre kommunikation med beslutningstagerne. En nyere dansk bog53, tager udgangspunkt i en undren over, at de nordiske velfærdsstater - trods svage økonomiske incitamenter - er blandt de rigeste i verden. Forfatterne finder ikke, at dette hænger særligt godt sammen med gængs økonomisk teori, men at det 53 Gert Tinggaard Svendsen og Gunnar Lind Haase Svendsen: Social Kapital, en introduktion. Hans Reitzels Forlag. 2006

109


snarere svarer til problemet med humlebien, der ifølge de fysiske love ikke kan flyve. Virkeligheden er imidlertid, at humlebien kan flyve og at de nordiske lande er rige. Bogens svar er, at forskellen mellem teorierne og virkeligheden kan forklares gennem de nordiske landes “store beholdninger af social kapital”. Og de fortsætter: Hermed mener vi summen af det ofte helt uformelle samarbejde, der dagligt foregår på kryds og tværs mellem borgerne og mellem borgere og velfærdsstat og som hviler på tillid og normer opbygget gennem en lang civil historie”. Folkeoplysningen er en særdeles vigtig bidragyder til skabelsen af social kapital. Det er da også karakteristisk, at bogens konkrete eksempler på, hvor og hvordan civilsamfundet bidrager til væksten i samfundets sociale kapital, netop er andelsbevægelse og idrætsbevægelse, altså områder, der er en del af folke-oplysningen. Men det er karakteristisk, at den folkeoplysende voksenunder-visning ikke spiller nogen fremtrædende rolle i bogen. Udover at være en vigtig forudsætning for den økonomiske vækst er den sociale kapital også et centralt fundament for det aktive demokrati. Konklusion: Udgangspunktet for en styrkelse af folkeoplysningens opgave og rolle må efter vores opfattelse være en langt bedre beskrivelse af, hvad folkeoplysningen leverer til samfundet og med anvendelse af et sprog, som forstås af beslutningstagerne. Det er en opgave, som haster og som de nationale og internationale folkeoplysende organisationer må tage på sig. Konkreta insatser Sette de dagsaktuelle diskursene på dagsorden: Dvs. ta de “store”/ofte kontroversielle debattene i demokatiske læringsarenaer (studieringer osv). Lær av Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) som inviterere til - og tilrettelegger for - et nasjonalt “rådslag” etter Muhammedtegningene. Forsterke samarbeidet på tvers av de forskjellige aktørene innen den frivillige voksenopplæringen slik at vi kan opptre samlet og med mer tyngde inn i mot de nordiske beslutningstakerne/politikerne. 2. Hvordan udvikler vi de folkeoplysningspolitiske strategier i Norden og sikrer rimelige vilkår på folkehøjskoler og i studieforbund? De samnordiska folkbildningsorganisationerna, som FNV, ABF Norden, Nordiska Folkhögskolerådet för att nämna några måste dels utveckla egna strategier för att stärka insatserna visavi främst de nordiska parlamentarikerna och Nordiska Ministerrådet. Dessa organisationer bör också vara ett aktivt stöd för sina medlemsorganisationer i deras arbete visavi de nationella parlamentarikerna och regeringarna. I ett mer offensivt arbete är det också att än mer en hittills samverka över de “gränser” som existerar mellan de samnordiska folkbildningsorganisationerna. Det kan gälla frågor som fakta- och argumentinsamlingar, utformningar av trycksaker, gemensamma skrivelser och uppvaktningar. Folkbildningen må också bli bättre på knytte an til politiske mål och strategier på nordisk

110


og nasjonalt plan, som f. eks “Norden som vinnerregion” og vektleggingen av “Livslang og livsvid læring”. Vise at suksess och måloppnåelse bl.a vil avhenge av om folkeopplysningsak-tørene er trukket med. 3. Hvordan ser en proaktiv strategi ud i forhold til stat/folketing/kommune i relation til civilsamfundets organisationer og behov? Folkbildningens aktörer måste bli mycket bättre på att beskriva och synliggöra värdet av sitt arbete, tex. insatserna som främjar det sociala kapitalet som våra demokratier i så hög grad är beroende av. Kvalitetsarbetet i den egna verksamheten och utveckling av kommunikations-strategier är andra delar av en sådan strategier. Folkbildningen är också särskilt lämpad för att erbjuda de aktiva partiföreträdarna mötesplatser för samtal och diskussioner med medborgarna i angelägna och aktuella samhällsfrågor. Arbeide for at det offentlige fortsetter å forplikte seg økonomisk och ta et statlig ansvar i förhållande till folkeopplysningen. Samnordiska folkbildningsorganisationer måste också ges rimliga ekonomiska villkor med bl.a. stöd från Nordiska Ministerrådet. 4. Hvad er de fem vigtigste bud på inkluderende og deliberativ praksis for de folkeoplysende organisationer? - Öka självständigheten för att minska beroendet av olika politiska beslut. - Kommunikationen mellan folkbildningens olika aktörer måste bli bättre och dessutom öka visavi allmänheten och politiken. - Öppenhet och strävan att erbjuda medborgarna olika former för samhällspåverkan. - Vara flexibla och ständigt söka utveckla metoder som ökar engagemanget bland medborgarna i olika aktuella samhällsfrågor. - Stärka samverkan med olika frivilliga medborgarorganisationer för att öka folkbildningens utveckling hos allmänheten. Raymond Svensson Generalsekreterare http://www.fnv.se

Danmark: Policy formuleringer indenfor temaområdet demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring Baggrund Vilkårene for demokratiet og medborgerskabet er under omstilling i disse år, ikke mindst på grund af individualiseringen, globaliseringen og IKT, og de ændrede forhold mellem stat, marked og civilsamfund. Både demokrati og aktivt medborgerskab bygger på to bærende søjler: retten og pligten. Som borgere i en demokratisk stat er vi således beskyttet af love og regler, der skal sikre vores økonomiske, politiske og kulturelle frihed, samtidig med, at det forventes af os 111


som medborgere, at vi tager aktivt del i det civile samfund og det politiske liv. Som demokratiske borgere skal vi altså både pligtskyldigt handle i overensstemmelse med bestemte normer og retmæssigt efterleve love og regler. Diskussionerne om det nutidige demokrati og medborgerskab går netop på, hvorvidt der er balance mellem søjlerne. Nogle mener, at vi som medborgere er blevet for optaget af vores ret og lidt har glemt vores pligt; altså, at vi er blevet for passive medborgere, og det understøttes af faktuelle forhold, der traditionelt indikerer en aktiv deltagelse i demokratiet; det traditionelle, oplysende foreningsliv og de politiske partier melder om faldende deltagelse og medlemstal. (Se www.magtudredningen.dk) Men det er langtfra alt der er for nedadgående i demokratiet. I modsætning til de traditionelle foreninger og partier vokser antallet af specifikke patientforeninger, forbruger- og interesseorganisationer og brugerstyrelser således støt. Et ligeledes positivt billede af den aktive medborger fremkommer, når man ser på de helt individuelle demokratiske deltagelsesformer, f.eks. antallet og kvaliteten af læserbreve, internetsider og chat-rooms mv. Især de unge tager de nye medier i brug, når de går målrettet til værks i demokratiet og, viser det sig ofte, gerne i opposition til traditionelle nationale normer og regler. Demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring i dansk folkeoplysningsperspektiv Demokrati og aktivt medborgerskab er langtfra entydige begreber. Den måde de anvendes på afhænger både af de faglige perspektiver, de anvendes ud fra, samt den kontekst begrebet anvendes i - fx om man taler om personer, institutioner, civilsamfundet eller staten. I folkeoplysningen arbejder vi først og fremmest med begreberne demokrati og aktivt medborgerskab ud fra en alment dannende forståelsesramme. Det vil sige, at vi arbejder med begreberne ud fra et demokrati-som-livsform perspektiv rettet mod civilsamfundet med stadig reference til stat og marked. Behovet for referencen til stat og marked henviser til det forhold, at folkeoplysningen hverken kan eller bør undslå sig at skulle være opmærksomme på hvordan det demokratiske fællesskab - staten, som vi er del af, har brug for folkeoplysningen. Tilsvarende må vi erkende at vi opererer på et marked - nemlig markedet for vidensproduktion - hvorfor vi bliver nødt til at være opmærksomme på diverse markedsmekanismer, fx, hvad, hvordan samt til hvem vi bedst ‘sælger’ vores forskellige oplysnings-produkter. Vi refererer i folkeoplysningen samtidigt til to niveauer, når vi taler demokrati og medborgerskab i folkeoplysningen, nemlig individniveauet og institutionsniveauet. Det fremgår fx tydeligt af dansk Folkeoplysnings Samråds formålsparagraf: § 2. Samrådet ser det som folkeoplysningens formål at bidrage til den enkeltes personlige dannelse og uddannelse, og at medvirke til sikring og udvikling af demokratiet. Folkeoplysningen skal gennem sine mangeartede folkeoplysende aktiviteter fremme borgernes medbestemmelse, medansvar og aktive engagement i samfundets udvikling. 112


Folkeoplysningen skal medvirke til at sikre borgernes kendskab til rettigheder og pligter og medvirke til at øge borgernes almenviden og deltagelse i et samfund med frihed, ligeværdighed og demokrati. Vi kan i folkeoplysningen altså definere demokrati på to niveauer. Individniveauet: På individniveau handler demokrati om aktive medborgere, dvs. individer, der gennem deres demokratiske livsform (= alment dannede konstruktive brug af deres sociale og kulturelle kapital) medvirker til at styrke sammenhængskraften i civilsamfundet. Policy-formulering I: Folkeoplysningens demokratiske opgave på dette niveau er: At styrke individernes sociale og kulturelle kapital således at de får de ressourcer, der skal til for at deltage aktivt i politiske, sociale eller kulturelle sammenhænge. Institutionsniveau: På institutionsniveau handler demokrati om styreform, dvs. om den praksis individerne kan og bør agere indenfor. Som institution bør demokrati være fordomsfri og til stadighed åbent overfor muligheden for at magten og retten sættes til diskussion, idet den giver mulighed for, at alle medborgeres synspunkter høres og respekteres. Policy-formulering II: Folkeoplysningens demokratiske rolle i forhold til institutionsniveauet er: at bidrage konstruktivt til institutionens praksis, idet folkeoplysningen som institution deltager i diskussionen om fordelingen af magt og forholdet mellem ret og pligt i samfundet. Folkeoplysningen skal skabe rammer for det aktive medborgerskab og gøre opmærksom på det demokratifremmende virke den har via sine særlige pædagogikker og rammer. Folkeoplysningen bør til stadighed gøre opmærksom på sin specifikke praksis-erfaring i den politiske dialog. Folkeoplysningens indsats er gennem livslang læring, at give borgerne mulighed for at dygtiggøre sig og dermed øge deres engagement i både eget og i andres liv. Hermed bliver en væsentlig målsætning for folkeoplysningen at øge borgernes faglige, sociale og demokratiske kompetencer, således at de bliver i stand til at overskue og bidrage til diskussionerne om samfundsindretningen og det gode liv - på lokalt, nationalt og globalt niveau. Policy-formulering III: At klæde borgerne på til aktiv deltagelse i nutidens og ikke mindst fremtidens demokrati gennem livslang læring forudsætter, dels at vi i folkeoplysningen forstår at udnytte vores erfaringer og udvikle vores ‘produkter’, dels at folkeoplysningen får økonomisk og politisk mulighed for at gøre dette. Christine P. Sestoft, DFS - Dansk Folkeoplysningssamråd http://www.dfs.dk/

113


Finland 1: Policyrekommendationer från Folkbildning Norden Koncept: • Konceptet mångdimensionellt medborgarskap i fokus, inte längre entydigt integration i det nordiska samhället, eller okritisk acceptans av “kulturella skillnader”. • Utgångspunkten för NMR:s satsningar inom demokrati måste vara proaktiva, inte reaktiva. Policyrekommendationerna nedan handlar om att ta initiativet, vara med och påverka utvecklingen, inte springa efter och försöka reparera bristerna. Satsningar: Forskning: • Det som behövs är mer forskning kring folkbildningens betydelse för det toleranta, aktiva samhället, med tydliga indikatorer. • Vi saknar kompatibel nordisk statistik inom folkbildningen, vilket försvårar analyser och åtgärdsförslag på nordisk nivå. Kultur: • Satsning på mångkultur, kopplingen kultur-bildning, ökat stöd för olika kulturyttringar Mobilitet: • Mobilitetssatsningar får ökad betydelse. Lärare, pedagogisk personal och vuxna lärande behöver se och uppleva mångfalden i Norden konkret. Det ökar förståelsen och kontaktytan. Dialog/hörande: • NMR och NR behöver bli mer lyhörda. Vi behöver metoder att regelbundet involvera och ingå i aktiv dialog med miljöerna. Istället för traditionell intressebevakning och ideologisk protektionism måste dialogen innehålla krav från båda hållen! • Fältet av aktörer är stort. Men utan medborgarnas legitimering kommer inte de transnationella rörelserna att kunna genomföra sina ambitiösa målsättningar. En metod som NMR bör stöda och utveckla är offentliga “medborgarkonsultationer”, med modell från EU:s ECC-process (European Citizenship Consultation). • En metod som visat sig framgångsrik är framtidsverkstäder kring vår tids problem och utmaningar. NMR borde organisera en rad verkstäder under de kommande två åren. IT: • IT-alfabetiseringskampanj Metodutveckling: • Folkbildare hävdar gärna att de är med och bygger det aktiva medborgarskapet. Det har emellertid visat sig svårt att bevisa detta i praktiken. NMR behöver stöda metodutveckling som medger kvantifiering av folkbildningens faktiska betydelse för det aktiva medborgarskapet. • I likhet med EU:s allt tydligare satsning på mätbara resultat och tydliga målsättningar bör även folkbildningen tillsammans med NMR utveckla indikatorer som blir obligatoriska element i strategi- och målsättningsdokument. 114


Processer: • Alltför mycket av demokratidiskussionen begränsas av ett snävt tänkande i ansvarsfördelning och strukturbyggande. Norden behöver en visionsprocess för samhällsutvecklingen, där alla aktörer inbjuds att delta • Folkbildningen och vuxenutbildningen ingår som element i de nationella utbildningssystemen. Som sådana är deras möjligheter att påverka utvecklingen begränsade. Även här behövs helt nya och gränsöverskridande forum för debatt och dialog. För folkbildningens del handlar det om att synliggöra de processer som får dialogbaserat lärande att fungera effektivt som inlärningsmetod med långtidsverkan. Detta är inget folkbildare har ensamrätt på, tvärtom borde värdegrunden kunna omsättas i pedagogik och aktivitet som alla inlärningsinstitutioner kan dra nytta av. • Nordens demokratier kan inte längre bygga på språket som enande identitetsskapare. Inte heller kulturarvet i sig. Medborgarskapet behöver andra dimensioner, och NMR är i en central roll att utveckla dessa. • De demokratiska utmaningarna kan inte lösas nationellt. I en globaliserande värld måste också Norden arbeta tydligare över gränserna. Gränsöverskridande verksamhet inom Norden blir därför viktigare • För att förankra visionerna i vardagen, och för att öka förståelsen mellan folkbildare och politiker bör NMR stöda dialogprocesser mellan dessa grupper, så som demokratikonferensen i Stockholm hösten 2006. Johanni Larjanko, Samverkande bildningsorganisationerna http://www.vsy.fi/

Finland 2: Policyrekommendationer från Bildningsforum Bildningsforum poängterar vikten av demokratifrågor som ett tvärgående tema nationellt och inom nordiskt samarbete. Detta gäller framförallt inom folkbildningen, men även inom hela det livslånga lärandet, som är mer än ett verktyg för anställbarhet på arbetsmarknaden. Inom hela EU likställs aktivt medborgarskap (active citizenship) med anställbarhet, och samma likvärdiga prioritering borde även synas i det nordiska samarbetet. NMR:s rapport Demokrati i Norden (ANP 2005:701) rekommenderar följande inom området kunskap, forskning och utbildning: “ En demokratisk utbildningsstrategi föreslås tas fram i de nordiska länderna och självstyrelseområdena, i syfte att stärka medborgarnas kunskap och medvetenhet om sina rättigheter och möjligheter men även skyldigheter och ansvar i ett demokratiskt samhälle.” Enligt Bildningsforum förutsätter ovanstående demokratistrategi en massiv folkbildande satsning på gamla och nya medborgarkompetenser. De nordiska demokratierna är alltför 115


sköra om man enbart sätter sin tillit till politiska val och parlamentarism, även om röstningsprocenterna fortfarande är relativt höga i de nordiska länderna. Demokratin som styrelseform och livsform behöver utvecklas parallellt. Demokratin måste erövras på nytt av varje generation, och därför föreslår Bildningsforum följande prioriteringar till Nordiska Ministerrådet och de nordiska nätverk och institutioner som arbetar samnordiskt: 1. Skapa ett permanent demokratiutskott som fungerar som ett nordiskt observatorium inom området. Välj in representanter från folkbildnings- och medborgarorganisationer i observatoriet. Uppdraget är att följa upp vad som sker i Norden, ordna konferenser tillsammans med miljöerna, förmedla projektoch forskningsuppslag och därmed skapa en bättre dynamik och kommunikation mellan den mångfald av aktörer som finns i Norden. 2. Upprätta ett nordiskt demokratipris för bästa handlingsmodell (best practice) på basis av pedagogiska och demokratiska kriterier. Motsvarande pris existerar sedan länge inom miljöområdet. 3. Utveckla hörandemodeller mellan myndigheter och folkbildande organisationer. I Finland finns SAG-projektet som ökar transparensen i beslutsfattandet mellan myndigheter och medborgarorganisationer. Norden behöver nya remissprocedurer och möjligheter att beakta små aktörer t.ex. för kulturella och språkliga minoriteter och självstyrelseområden. Detta är viktigt för att garantera mångfalden i det nordiska. 4. Förnya Nordplus-programmen så att de synliggör demokratisatsningar. En god del värdefullt pedagogiskt arbete görs lokalt och inom enskilda organisationer, men frukterna av arbetet blir inte alltid synliga. Anvisa specifika anslag för mobilitet, utbytesverksamhet och pedagogiskt utvecklingsarbete mellan de nordiska l änderna. 5. Synliggör medborgarkompetenserna! Medborgarskap finns på en mångfald olika nivåer, men behöver också mobiliseras och utövas med en mångfald av olika ideologiska och värdemässiga förtecken. Låt folkbildande organisationer facilitera medborgaraktivitet på deliberativa sätt, dvs. genom dialogbaserade metoder och mötesplatser där alla får sin röst hörd. Förbättra nordbornas kännedom om deras rättigheter och skyldigheter, erbjud direktdemokratiska kanaler i form av t.ex. medborgarpaneler, och ta fram flexibla pedagogiska kurser och projekt som befrämjar ovanstående kompetenser. Björn Wallén ordförande Bildningsforum mars-april 2007 www.bildningsforum.fi

116


Bilag

DEMOS Round Table Paper - Forår 2006 Med DEMOS startkonferencen i Danmark d. 9. - 10. februar 2006, åbnede den brede diskuterende og inkluderende proces i DEMOS, som løber frem til slutkonferencen i Stockholm, november 2006. Til udbredelse af diskussionerne fremsendes hermed et papir baseret på diskussionsgrundlaget fra startkonferencen. Vi opfordrer til, at der afholdes nationale DEMOS Round Table diskussioner med så mange interessenter som muligt. Round Table papiret lægges også på hjemmesiden www.nordvux.net til videre diskussion Ambitionen med DEMOS er, at skabe en nordisk tænketank, som i politik og praksis sammenkobler vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence. Målet med DEMOS er at skabe en deliberativ læringsproces, som leder til et nyt policy dokument indenfor temaområdet, en nordisk hvidbog om demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring. Deliberativt demokrati er en moderne demokratiteori baseret på samtale og diskuterende debatter. Diskussionerne og konklusionerne fra Round Table møderne vil komme til at indgå i den videre proces og som grundstof til hvidbogen. På startkonferencen holdt Ove Korsgaard, Danmarks Pædagogiske Universitet og Erik Amnå, Göteborgs Universitet.to centrale oplæg: Medborgerskab og mangfoldighed: Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv. Hvilke konsekvenser har det for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan, europæisk plan og globalt plan? Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet: En stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen har ikke med politik at gøre, men udgør i sin form og substans en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Hvordan 117


påvirker det fællesskaberne, at individualisering og juridisk rettighedstænkning bliver mere og mere fremherskende? Fra Ove Korsgaards artikel om DEMOS: Det siger sig selv, at den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebet folk. Uden en sådan mister ordet sin mening. Det er ordet folk, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning. Ordet folk er et af sprogets mest komplekse begreber, idet ordet har flere forskellige betydninger. ... At give en indføring i det moderne demokratis to forskellige, og alligevel intimt forbundne begreber, folkesuverænitet og menneskerettigheder, kan betragtes som en nutidig form for borgerlig konfirmationsundervisning. Eller folkeoplysning. Mange glemmer, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængig af såvel universelle principper som partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres. Mange er af forståelige grunde utilpas ved begrebet folk. Ofte bruges det på måder, man ikke selv kan identificere sig med. Men frem for at erklære begrebet folk for udlevet, (...), er det efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning, der kan frigøre de kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende - opfattelser af begrebet. Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Ej heller er folkeoplysning et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighed om. Folkeoplysning udgør tværtimod en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos Se hele artiklen på www.nordvux.net Fra Erik Amnås oplæg om Rettigheder - folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet er der flere problemstillinger, der er en diskussion værd: Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund. Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske og folkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identiteten formuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet. Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningens paraplyorganisationer hævder at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt. Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men vi har dog ofte meget vanskeligt ved at præcisere, hvad dette særlige består i. 118


Mange andre uddannelses- og kulturaktører kan med god ret sige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne? I Danmark har vi gennem længere tid eftersøgt fremtidens folkeoplysning i forskellige forklædninger. Måske er det på tide at fokusere på nutidens folkeoplysning. De nutidige udfordringer og justere selvforståelsen. I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud. Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering er dog ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring. Det er imidlertid de færreste af aftenskolens deltagere som går til demokrati. De går til sprogundervisning - og naturligvis, meget andet. Gennem de senere år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store og vigtige aktiviteter i de folkeoplysende organisationer og aftenskoler. Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat. Især i opgaverne med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Den slags opgaver klæber. Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed? I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen (udover at være forretning) også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning og folkeoplysning. Folkeoplysningen skal vedvarende definere og profilere sig. Hvis ikke vi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder. På DEMOS startkonferencen problematiserede Erik Amnå folkeoplysningens opgave og udfordringer med hensyn til at styrke den sociale kapital og dermed den grundlæggende tillid i samfundet. Det er afgørende, at folkeoplysningen forholder sig kritisk til egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. (Se Erik Amnå’s Power Point slides på www.nordvux.net .)

119


Forslag til konkrete spørgsmål til de nationale diskussioner: i foråret / sommeren 2006: Hvordan styrker vi folkeoplysningens opgave og rolle i samfundet? Hvordan udvikler vi de folkeoplysningspolitiske strategier i Norden og sikrer rimelige vilkår på folkehøjskoler og i studieforbund? Hvordan ser en proaktiv strategi ud i forhold til stat/folketing/kommune i relation til civilsamfundets organisationer og behov? Hvordan sikrer vi mangfoldighed og multikulturalitet i DEMOSprojektet og processen? Hvad er de fem vigtigste bud på inkluderende og deliberativ praksis for de folkeoplysende organisationer?

DEMOS Round Table Paper - Debat i nordiske folkeoplysende organisationer -Efterår 2006 Med DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006, åbnede den brede diskuterende og inkluderende proces i DEMOS projektet, som løber frem til slutkonferencen i Stockholm, november 2006. Med udsendelsen af dette Round Table Paper opfordres de folkeoplysende organisationer i Norden til at diskutere og problematisere demokratiet og det aktive medborgerskabs vilkår og praksis i egne organisationer og dermed bidrage til DEMOS tænketank og metodeudvikling. Dette papir lægges også på hjemmesiden www.nordvux.net til videre diskussion og kan også kommenteres der. Ambitionen med DEMOS er, at skabe en nordisk tænketank, som i politik og praksis sammenkobler vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence. Målet med DEMOS er desuden at skabe en deliberativ læringsproces, som kan føre til et nyt policy dokument indenfor temaområdet og en nordisk hvidbog om demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring. Deliberativt demokrati er en moderne demokratiteori baseret på samtale og diskuterende debatter.

120


Diskussionerne og konklusionerne fra de organisationer der reflekterer på Round Table papirerne vil indgå som grundstof i den videre proces til hvidbogen. På startkonferencen holdt Ove Korsgaard, Danmarks Pædagogiske Universitet og Erik Amnå, Göteborgs Universitet.to centrale oplæg: Medborgerskab og mangfoldighed: Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv. Hvilke konsekvenser har det for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan, europæisk plan og globalt plan? Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet: En stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen har ikke med politik at gøre, men udgør i sin form og substans en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Hvordan påvirker det fællesskaberne, at individualisering og juridisk rettighedstænkning bliver mere og mere fremherskende? Fra Ove Korsgaards artikel om DEMOS: Det siger sig selv, at den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebet folk. Uden en sådan mister ordet sin mening. Det er ordet folk, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning. Ordet folk er et af sprogets mest komplekse begreber, idet ordet har flere forskellige betydninger. ... Mange glemmer, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængig af såvel universelle principper som partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres. Mange er af forståelige grunde utilpas ved begrebet folk. Ofte bruges det på måder, man ikke selv kan identificere sig med. Men frem for at erklære begrebet folk for udlevet, (...), er det efter min opfattelse bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning, der kan frigøre de kræfter, der ligger bundet i andre - mere utidssvarende - opfattelser af begrebet. Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Ej heller er folkeoplysning et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighed om. Folkeoplysning udgør tværtimod en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos... Se hele artiklen på www.nordvux.net

121


Fra Erik Amnås indlæg om Rettigheder - folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet er der flere problemstillinger, der er en diskussion værd: Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund. Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske og folkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identiteten formuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet. Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningens paraplyorganisationer hævder at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt. Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men vi har dog ofte meget vanskeligt ved at præcisere, hvad dette særlige består i. Mange andre uddannelses- og kulturaktører kan med god ret sige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne? Flere af de nordiske folkeoplysende organisationer har gennem længere tid eftersøgt fremtidens folkeoplysning i forskellige forklædninger. Måske er det på tide at fokusere på nutidens folkeoplysning. De nutidige udfordringer og justere selvforståelsen. I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud. Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering er ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab og livslang læring. Det er imidlertid de færreste af aftenskolens deltagere som går til demokrati. De går til sprogundervisning - og naturligvis, meget andet. Gennem de senere år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store og vigtige aktiviteter i de folkeoplysende organisationer og aftenskoler. Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat. Især i opgaverne med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed? I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen (udover at være forretning) også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning og folkeoplysning. Folkeoplysningen skal vedvarende definere og profilere sig. Hvis ikke vi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder. På DEMOS startkonferencen problematiserede Erik Amnå folkeoplysningens opgave og udfordringer med hensyn til at styrke den sociale kapital og dermed den grundlæggende tillid i samfundet. Det er afgørende, at folkeoplysningen forholder sig kritisk til egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. 122


(Se Erik Amnå’s Power Point slides på www.nordvux.net .) Forslag til hvad de folkeoplysende organisationer kan formulere indspil til DEMOS projektet og en fremadrettet policv på feltet samt debattere i efteråret 2006: Hvad er organisationens eller skolens ambition med hensyn til demokrati og aktivt medborgerskab? Hvordan formuleres det i målsætning? Hvordan praktiseres det i hverdagen? Hvad er de vigtigste bud på inkluderende og deliberativ praksis for de folkeoplysende organisationer? Hvordan sikres mangfoldighed og multikulturalitet i organisationens praksis? Kun ved til stadighed at problematisere og sætte demokratiets vilkår og praksis til debat skaber vi et levende demokrati.

Om forfatterne til DEMOS Antologien: John Steen Johansen Cand.pæd.psych., Rektor for Den Nordiske Folkehøjskole i Geneve, arbejder med EU projekter, nordiske projekter og folkeoplysende voksenundervisning, særligt i relation til livslang læring, aktivt medborgerskab og kompetenceudvikling Staffan Hübinette Lärare på Tollare folkhögskola Projektledare för NVLs projekt “Demokrati genom flexibelt lärande” Christer Lindahl Verksamhetsutvecklare på Studieförbundet Vuxenskolans avdelning i Burträsk Tore Mellberg Tidigare lärare och rektor på Örebro folkhögskola Projektledare inom området folkbildning för Örebro läns landsting Ingemar Svensson Projektledare på CFL med ansvar för fortbildning och kunskapsbildning på området folkbildningens flexibla lärande Bengt Göransson Statsråd (socialdemokrat) 1982-91 Verksam i nykterhetsrörelse och folkbildning, bland annat som ordförande i ABF, Arbetarnas Bildningsförbund 1980-82 Ordförande i den svenska Föreningen Norden 2000-2007 Ordförande i den parlamentariska Demokratiutredningen 1999-2000 Ordförandeskap i skilda organisationer på kulturområdet 123


Kirsten Paaby Faglig leder i Stiftelsen Idébanken (siden 2001) - et kunnskapsmiljø som tilrettelegger for dialoger om en bærekraftig framtid. Har hovedansvar for utviklingen av Idébankens metoder for demokratiske samtaler blant annet med bakgrunn i mange års erfaringer med fremtidsverksteder som folkeopplysning innen forskings- og utviklingsarbeid i både Danmark og Norge. Arthur Danielsen Utdannet statsviter, og jobber i AOF Norge med tillitsvalgtskolering for den norske Landsorganisasjonen. Han har ansvar for utvikling og gjennomføring av kurs i fagene historie, ideologi, samfunn og internasjonale emner. Jeppe Læssøe Cand. Psyk., Ph.d. lektor i miljøpædagogik ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hovedtema i forskning: Udviklingen i folkeoplysningens didaktik (mål, strategier, organisation, indhold, former) i relation til miljøproblematikken og bæredygtig udvikling. Har siden 1985 gennemført en lang række forandringsorienterede og interaktive forskningsprojekter på området. http://www.dpu.dk/om/jepl Ove Korsgaard Lektor, ph.d., dr. pæd. institutleder på Institut for Pædagogisk Filosofi, Danmarks Pædagogiske Universitet. Har udgivet en række bøger om idræts-, oplysnings- og dannelseshistorie. Blandt andet en trilogi: Kampen om kroppen. Dansk idræts historie gennem 200 år (1982) Kampen om lyset. Dansk voksenoplysning gennem 500 år (1997) Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år (2004) Jakob Erle Kultursociolog Leder af International Academy for Education and Democracy Medlem af International Council i Association for World Education Björn Wallén Rektor för Svenska studiecentralen SSC, initiativtagare till DEMOS tillsammans med John Steen Johansen och andra folkbildningskolleger. Har bl.a gjort en nordisk utredning för den finska regeringens politikprogram, Nordiska initiativ till aktivt medborgarskap utgående från principen om livslångt lärande (2005), där idén om en nordisk tänketank föreslås.

124


Seppo Niemelä Programdirektör för den finska regeringens Politikprogram för medborgarinflytande 2004-2007. Före det verksamhetsledare vid det finska samrådet VSY-Samverkande Bildningsorganisationerna, studierektor vid Landsbygdens Bildningsförbund MSL, journalist och skriftställare med ett antal publikationer. Henrik von Phaler Rektor Cityfolkhögskolan 2000Ordförande i Nordiska folkhögskolerådet 2005Ordförande i Finlands svenska folkhögskolförening 2004Ordförande ESVA Finland 2004Styrelsemedlem ESVA International 2005TV-journalist (Nyheter & aktualiteter/Yle) 1990-2000 Styrelsemedlem Publicistförbundet 1994-96 Frilansjournalist 1988-1990 Rasmus Kolby Rahbek Ansat ved Århus Universitet Cand. mag. i Æstetik & Kultur og Idéhistorie MA i Europastudier

125


Medlemmer af DEMOS styregruppen: Antra Carlsen, NVL - Nordisk Nätverk för Vuxnas Lärande Larry Kärkäinen, NVL - Nordisk Nätverk för Vuxnas Lärande Björn Wallen, Svenska Studiecentralen Raymond Svensson, FNV - Förbundet Nordisk Vuxenupplysning Henrik von Pfaler, NFR - Nordisk Folkehøgskoleråd Jorma Turunen, TSL Finland John Steen Johansen, ABF Norden Medlemmer af DEMOS redaktionsgruppen: Ove Korsgård, Danmarks Pedagogiska Universitet Erik Amnå, Göteborg Universitet, Björn Wallén, Svenska Studiecentralen John Steen Johansen, ABF Norden Demos Sekretariatet: John Steen Johansen, ABF Norden Hafida Bouylud, AOF Danmark http://www.aof-danmark.dk/

126


Summaries

DEMOS 2006 – En antologi om magt, demokrati og aktivt medborgerskab i Norden.

M ed

DEMOS startkonferencen i Danmark i februar 2006 begyndte en bredt diskuterende og inkluderende proces for de mange organisationer, der blev involveret i DEMOS projektet. En proces som fortsatte via lokale debatter, Round Tables, seminarer og konferencer og i november 2006 nåede frem til konferencen om Demokratiets dimensioner, folkeoplysningens betydning i Stockholm. Ambitionen med DEMOS var, at skabe en nordisk tænketank som i politik og praksis koblede vigtige forskningsindsatser indenfor de nordiske magt- og demokratiudredninger med den nordiske folkeoplysnings pædagogiske og praktiske kompetence. På startkonferencen holdt Ove Korsgaard og Erik Amnå to centrale oplæg, der på mange måder blev retningsgivende for projektet. Ove Korsgaard talte om medborgerskab og mangfoldighed -Medborgerskabet i et historisk pædagogisk dannelsesperspektiv og om hvilke konsekvenser, det har for folkeoplysningen, når vi anskuer medborgerskab, magt og demokrati på lokalt plan, europæisk plan og globalt plan. Den nordiske tradition for folkeoplysning og folkbildning må have et forhold til begrebet folk. Uden et sådan mister ordet sin mening. Ordet folk er et komplekst begreb med mange forskellige betydninger, der præciserer, hvad man skal forstå ved oplysning. Der er ikke tale om oplysning i al almindelighed, men om folke-oplysning. Man må ikke glemme, at Demokrati ikke kun forudsætter universelle menneskerettigheder, men også et afgrænset demos. Demokrati er med andre ord afhængigt af både universelle principper og partikulære enheder. På den ene side bygger demokrati på menneskerettigheder og lovgivning efter almene principper, og på den anden side på et folk, der udgør en afgrænset enhed, der kan identificeres. Begrebet folk er ikke uproblematisk. Ofte bruges det på måder, det kan være vanskeligt at identificere sig med. Frem for at erklære begrebet folk for udlevet, vil det derfor være bedre at gå ind i kampen om at give begrebet en betydning.

127


Folkeoplysning bygger ikke per definition på en bestemt forståelse af begrebet folk. Folkeoplysning er heller ikke et pædagogisk, neutralt begreb, hvis betydning der er enighed om. Folkeoplysning udgør en kampplads, som forskellige interesser forsøger at præge i eget navn. I denne kamp er det værd at slå et slag for demos. Dette behandles indgående i kapitlet om‘kosmopolitisk demos Erik Amnå talte—på åbningskonferencen om Rettigheder - Folkeoplysning, social kapital og civilsamfundet og pointerede, at en stor del af aktiviteterne i folkeoplysningen ikke har med politik at gøre, men i form og substans udgør en væsentlig del af den sociale kapital i samfundet. Folkeoplysningen i Norden befinder sig mellem marked, stat og civilsamfund. Folkeoplysningens selvforståelse er imidlertid ideologisk forankret i de politiske og folkeoplysende organisationer og det dermed forbundne arvegods. Og identiteten formuleres oftest i tæt relation til civilsamfundet. Både folkehøjskolerne, aftenskolerne, de store oplysningsforbund og folkeoplysningens paraplyorganisationer hævder, at folkeoplysningen er unik. Den kan noget helt særligt. Og kan derfor gøre krav på særlige forhold. Men det er dog ofte meget vanskeligt at præcisere, hvad dette særlige består i. Mange andre uddannelses- og kulturinstitutioner og andre aktører kan med god ret sige, at de har overtaget folkeoplysningens metoder og praksis. Så hvad er det særegne? Måske er det på tide at møde de nutidige udfordringer og justere selvforståelsen. Folkeoplysningens særpræg er ikke meget bevendt, hvis det blot er retten til vedvarende at påberåbe en egenart uden at være i stand til at eksplicitere denne. For ikke at tale om at omsætte den i handling. I hverdagen pendler organisationerne ofte mellem marked og statslige tilskud. Forretningen skal løbe rundt. Selvopfattelsen med den stærke ideologiske fundering er ikke i overensstemmelse med den meget kommercielle praksis. Den ideologiske forankring tilsiger, at folkeoplysningen skal engagere sig socialt og politisk og bl.a. være med til at skabe bedre grundlag for demokrati, aktivt medborgerskab, livslang læring og bæredygtig udvikling. Det er imidlertid de færreste af folkeoplysningens deltagere som går til demokrati. De går til sprogundervisning, foredrag – og meget andet. Gennem de senere år har aktivering og socialt arbejde grænsende til behandling været store, indbringende og vigtige aktiviteter for mange af de folkeoplysende organisationer. Staten tilkalder ofte folkeoplysningen for at løse opgaver med socialt ansvar, information og debat. Især i forbindelse med opgaver med socialt ansvar er det vigtigt, at de folkeoplysende organisationer er opmærksomme på, at der kan ske ansvarsforskydning. Og hvis det går galt. Hvem har så ansvaret? Er folkeoplysningen blevet en myndighed? I markedet er der naturligvis både kunder og almindelige markedsvilkår med konkurrence og alt hvad det indebærer. For at sikre legitimiteten skal folkeoplysningen, udover at være forretning også være autonom med frie tilrettelæggelsesformer. Deltagerne skal 128


have stor indflydelse på indhold og tilrettelæggelsesformer. Der skal være balance mellem forretning og folkeoplysning. Hvis folkeoplysningen fortsat skal medvirke til også at styrke den sociale kapital og dermed den grundlæggende tillid i samfundet skal den vedvarende definere og profilere sig. Folkeoplysningen må hele tiden problematisere egen rolle og forholde sig kritisk til egen praksis og til sin afhængighed af stat og kommune som opgavestillere. Hvis ikke vi formår det, risikerer vi, at farvandet mellem stat, marked og civilsamfund bliver folkeoplysningens Bermudatrekant. Det farvand hvor folkeoplysningen forliser og forsvinder. Antologien DEMOS 2006 forelå først som en Pre Print Version i forbindelse med Demokratikonferencen i Stockholm og var med sine mange inspirerende bidrag en invitation til den enkelte læser, foreninger og organisationer om at involvere sig og bidrage til den vigtige demokratiske proces med det elementære demokratiske brændstof: oplysning og samtale. Ambitionerne med projektet er endnu ikke indfriet. DEMOS er stadig på vej som folkeoplysende proces og tænketank og vil med den foreliggende antologi opfordre folkeoplysende organisationer i Norden til lokalt at fortsætte arbejdet med at styrke den sociale kapital og udvikle debatformer og metoder til at øge det aktive medborgerskab. Hvad skal der ske? Du står måske med antologien i hånden for første gang og har læst et par af de inspirerende artikler og overvejer hvordan de kan omsættes til debat og handling i lokalområdet i den lokale folkeoplysning. Kort sagt hvor de kan blive til noget levende i den vedvarende debat om aktivt medborgerskab magt og demokrati. Antologien er ligetil at anvende som grundlag for en studiecirkel. De enkelte afsnit er ambitiøse i indhold og omfang og kan alle danne grundlag for generelle overvejelser og debat i relation til deres emne.

I løbet af DEMOS 2006 blev der afholdt tre konferencer, suppleret med skriftlige indlæg og tilskyndelse til de nationale debatter i form af oplæg til Round Tables ( se bilag 1) Round Tables samt de nationale projekter om demokrati og folkeoplysning var medvirkende til at levendegøre og udbrede processen. Som produkt af denne delproces foreligger de nationale indspil om policy. Forslag til hvordan folkeoplysningen og demokratiet i Norden kan styrkes. Der findes vigtige referencer til forskning, der er foregået indenfor demokrati i de seneste ti år på www.nordvux.net. Desuden er der mulighed for at læse om, hvordan andre har ladet sig inspirere og formidle egne erfaringer

129


DEMOS er i sig selv en opfordring til debat og aktivitet. Kort sagt: anvend materialet i organisationerne, på højskolerne og i studiecirklerne. Inviter til Round Tables og lokale tænketanke. Udform forslag til hvordan man kan gå videre med debatten lokalt ved at arrangere folkeoplysende debat dage i tilknytning til demokratiske mærkedage. Gør dem til folkeoplysningens mærkedage - DEMOS dage. I de gode nationale forslag til Policy er der megen inspiration at hente. Diskuter lokalt Er det noget der også kan anvendes eller tilpasses lokalt? I DEMOS glæder vi os til denne mere omfattende og udvidede dialog som forhåbentlig følger efter denne bog og de mange studiecirkler i Norden. Rektor Björn Wallén efterlyser i Från reaktivt till proaktivt medborgerskap et nyt proaktivt folkeoplysningsprojekt som rækker udover de institutionelle rammer og beskæftiger sig med problemstillinger og løsningsforslag som medborgerne i Norden i det 2100 århundrede kan identificere sig med. Under titlen JA till medborgarskap fremføres bl.a. følgende observationer og erfaringer: * bemærk medborgerskabets kontekstuelle og konstitutionelle faktorer i koblingen mellem pædagogisk praksis og politiske beslutninger * observer at demokrati læres gennem levende vekselvirkning mellem teoretiske (kundskaber, forståelse), etiske (værdikonflikter) og praktiske (færdigheder)‘kompetencer * dimensioner og tilpas folkeoplysningens metodik på basis af effekten på kort, mellemlangt og langt sigt Den nordiske folkeoplysning har en vigtig opgave med at udvikle demokratiet som livsform og støtte demokratiet som styreform. Björn Wallen mener, at ovenstående bør gøres til genstand for en kritisk diskussion. Indenfor den nordiske folkeoplysning er det muligt at satse bevidst på voksnes læring og demokrati, men spørgsmålet er hvordan det skal gennemføres i en tid med svækkede institutioner, færre ressourcer til folkeoplysningen, ændringer i borgernes engagement og en udviklet infomationsteknologi, som åbner for nye alternative fora med direkte indflydelse udenfor institutionerne. Arthur Danielsen tager‘i Vårt vanskelige demokrati afsæt i den norske magt- og demokratiudredning som i årene fra 1998 til 2003 engagerede et par hundrede forskere til at studere forskellige temaer i relation til begreberne magt og demokrati. Han påpeger at demokratiet er afhængig af at blive forstået; det er en bærebjælke i forestillingen om at demokratiet er et system for samtale og deltagelse. I Den norske magt- og demokratiudredning fremstilles et truende billede: Nationalstaten er svækket, magt er forflyttet til internationale organisationer og netværk, samtidig med at statens aktiviteter sælges ud, med fragmentering, forvitring – og fremmedgørelse til følge. Med udgangspunkt i det enkle men omfattende spørsgmål: Er demokratiet blevet for vanskeligt? problematiserer forfatteren demokrati som styreform og deltagelse. En af pointerne er hvis deltagerdemokratiet skal reddes, er der behov for 130


ansvarsmobilisering netop hos enkeltindividet. Dette sker kun ved at holdninger ændres; lovændringer og departementale oplysningskampagner kan kun i beskeden grad bidrage til det. Hvis man mener noget med at politiske vedtagelser skal retfærdiggøres og begrundes overfor berørte parter, må der skabes arenaer hvor den enkelte kan delta på en måde som opleves relevant. I kapitlet Att lära sig förlora – reflexioner om demokratins villkor forklarer Bengt Göransson, med reference til demokratiudredningen i Sverige, der har et tyveårigt perspektiv i sin analyse af materialet, at forslagene snarere skal ses som konkretiseringer af udredningens ræsonnement end som konkrete politiske beslutningsforslag, nogle tanker som han anser for væsentlige at diskutere, hvis demokratiet skal kunne udvikles og forbedres. Han fremhæver en række tendenser og foreteelser i dagens samfund, som trænger til at blive analyseret og diskuteret kritisk, som forudsætning for at et styrket demokrati. Det er centralt for Bengt Göransson, at medborgerne generobrer partierne, hvis ikke de respekterer deres medlemmer. Det er vigtigere for partierne at være i dialog med medlemmerne end at gætte sig til, hvad folk mener. Partimedlemmerne kan jo have tanker, pointer forfatteren, som er lige så gennemarbejdede, som partiets kampagnestrategi. Det er vigtigere, at debattere gennemarbejdede synspunkter end at være repræsentativ i forhold til hvad der lige for tiden opfanges i en rundspørge. Medborgerne må bruge egen kapacitet, skaffe sig kundskaber og erfaringer som refleksionsgrundlag for nye ideer. Seppo Niemelä vinkler i kapitlet om Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab to vigtige perspektiver. Med udgangspunkt i begrebet social kapital belyses hvorfor nordisk folkeoplysning har haft så stor indflydelse på de nordiske samfund. Desuden søger han med inspiration i den folkeoplysende tradition at problematisere og perspektivere folkeoplysningens rolle og nye måder at styrke, udvikle og opbygge social kapital og dermed bidrage til styrkelse af demokratiet

I Tankesmedjor och folkbildning beretter Jorma Turunen om tænketankenes historie og inflydelse. I USA och England, har de en stabil rolle i udformningen af den dagspolitiske diskussion. I Norden findes kun en håndfuld organisationer, som kan betegnes som tænketanke i‘de‘respektive nordiske lande og deres rolle som påvirker eller motor for den politiske diskussion er lille. Udfordringen er at kvalificere samfundsdebatten og de alternative politiske processer ved en systematisk afprøvning af tænketanksmodellen - også blandt de politiske partier. Det betaler sig at organisere virksomheden på et klart værdigrundlag, men med en klart større frihed end i partierne. Samfundets uddannelsesinstitutioner – oplysningsforbundene og folkehøjskolerne – er et godt fundament, for at skabe meningsfulde måder at organisere debat og alternative politiske processer på.

131


Jeppe Læssøe og Kirsten Paaby anviser i kapitlet om Demokratisk fornyelse i Norden 12 veier til fremme av den folkelige deltakelsen. De konstaterer at vi står ved en skillevei i Norden når det gjelder arbeidet for en bærekraftig utvikling. Norden rangerer høyt, når det gjelder økonomisk vekst, velstand og utdanning, men når det gjelder ”økologiske fotavtrykk” kommer de nordiske land langt dårligere ut. Ressursforbruket innebærer en ekstrem belastning for jordens økosystemer. Forbruket henger heller ikke sammen med ønsket om en mer rettferdig fordeling i verden. Forfatterne bringer disse problemstillingene inn i diskusjonen om demokratiet og medborgerskapet i de nordiske land og folkeopplysningens rolle. Rasmus Kolby Rahbek skriver om Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv. Medborgerskabsbegrebet bruges i stigende‘som pædagogisk ideal i både en undervisnings og en dannelsesmæssig sammenhæng. Medborgerskab anskues ofte som nært affilieret med tanken om demokratisk dannelse og anvendes i sammenhænge lige fra at lære folkeskoleklasser om god opførsel over løsningsmuligheder af integrationsproblematikker til tanker om etableringen af et globalt civilsamfund. Forfatteren pointerer hvor lidt man i denne debat har været fokuseret på at forstå medborgerskabsbegrebet i en europæisk sammenhæng. Godt nok taler man i folkeoplysningskredse om vigtigheden af (ud)dannelse i europæisk medborgerskab og etablerer kurser i samme, men der eksisterer meget få forsøg på systematisk at forstå, hvad der egentligt ligger i begrebet europæisk medborgerskab. På internationalt niveau findes der efterhånden omfattende forskning i European citizenship. Spørgsmålet er om disse indsigter uden problemer lader sig overføre til en dansk/nordisk kontekst. I kapitlet om Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000- talet spørger de fire forfattere Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, Ingemar Svensson om hvad vi skal med folkeoplysning i det 21. århundrede. Har den i det hele taget nogen eksistensberettigelse i en verden hvor vi dagligt og i timevis effektivt bombarderes med nye meddelelser via forskellige medier? Har den demokratiske samtales stilfulde kundskabsopbygning nogen plads i en globaliseret verden hvor den rasende kundskabsudvikling kræver en stadig højere grad af specialisering og hvor motivet for studier mere og mere formuleres i termer om point og kvalificerede eksaminer? Har folkeoplysningen med andre ord nogen rolle i det 21. århundrede og i så fald hvilken? Multilayered Democracy – er det muligt? Spørger Jakob Erle. En konsekvens af de sidste årtiers accelererede globaliseringsproces er et governance vacuum i nationalstaterne, der medfører en svigtende evne til at håndhæve suverænitet. Som konsekvens undermineres demokratiet. Til gengæld styrkes kosmopolitikken. Institutionsog regeldannelse på overnationale niveauer, som f.eks. den Europæiske Union, verdenshandelsorganisationen WTO og mere uformelle ikke-bindende arrangementer som f.eks. transnationale virksomheders sociale ansvarlighed. I kapitlet diskuteres demokratiske muligheder for at tage udfordringen op, mulige skridt i retning af at udvikle demokrati på lokalt, nationalt, kontinentalt og globalt niveau: Multilayered Democracy. 132


Henrik von Pfaler skriver om Folkhögskolorna och demokratifostran og spørger om det er en redningskrans i den globaliserade verden eller et tidsfordriv for de allerede frelste og dannede. Han argumenterer for at demokrati er en kerneopgave for folkeoplysningen. Det er en grundforudsætning for et fungerende demokrati, at folket skal have tillid til de folkevalgte. For at denne tillid skal kunne opstå kræves, at man forstår hvad det hele drejer sig om eller i det mindste oplever at man forstår hvad som respektivt kan eller ikke kan gøres og hvordan man kan påvirke dette ved afstemning. Ellers vælger man bare alt for let at afstå fra at stemme. I dette perspektiv betoner forfatteren særligt folkehøjskolernes og folkeoplysningens rolle. DEMOS 2006 viste undervejs hvor megen inspiration, der er at hente i den nordiske udveksling og debat i form af nordiske nytte. Det er vores håb, at antologien som den nu foreligger vil opleves som en inspirerende brugsbog i mange folkeoplysende sammenhænge og blive afsæt for livlig og produktiv debat.

DEMOS 2006 - antologia vallasta, demokratiasta ja aktiivisesta kansalaisuudesta Pohjoismaissa

Tanskassa helmikuussa 2006 pidetty aloituskonferenssi käynnisti laajan, keskustelevan ja osallistavan DEMOS-prosessin, johon tulivat mukaan monet organisaatiot. Hanketta jatkettiin paikallisilla Round Tables -keskustelutilaisuuksilla, seminaareilla ja konferensseilla. Marraskuussa 2006 järjestettiin Tukholmassa loppukonferenssi otsikolla Demokratian ulottuvuudet, kansansivistyksen merkitys. DEMOS-hankkeen tavoitteena oli luoda pohjoismainen think tank (aivoriihi tai ajatushautomo), jossa pohjoismainen vallan ja demokratian tutkimus yhdistyisi sekä politiikan että käytännön tasoilla kansansivistysalan pedagogiseen ja käytännölliseen osaamiseen. Ove Korsgaardin ja Erik Amnåsin aloituskonferenssissa pitämät alustukset olivat monella tapaa suuntaa-antavia hankkeelle. Ove Korsgaard puhui esityksessään kansalaisuudesta ja moninaisuudesta. Hän käsitteli kansalaisuutta kasvatushistoriallisesta sivistysnäkökulmasta ja pohti, miten kansansivistystyöhön vaikuttaa, jos kansalaisuutta, valtaa ja demokratiaa tarkastellaan paikallistasolla, eurooppalaisella ja globaalilla tasolla. 133


Pohjoismaisen kansanvalistus- ja sivistysperinteen täytyy olla yhteydessä kansan käsitteeseen; muuten sana menettää merkityksensä. Sanalla “kansa” on monia eri merkityksiä, jotka määrittelevät, miten “valistus” ymmärretään. Kyse ei ole valistuksesta ylipäätään, vaan kansan-valistuksesta. Emme kuitenkaan saa unohtaa, että demokratia ei edellytä ainoastaan universaaleja ihmisoikeuksia vaan myös rajatun demoksen olemassaoloa. Demokratia on siis riippuvainen sekä universaaleista periaatteista että yksittäisistä yksiköistä. Yhtäältä demokratia perustuu ihmisoikeuksiin ja yleisiin periaatteisiin pohjautuvaan lainsäädäntöön, toisaalta taas kansaan, joka muodostaa tunnistettavan, rajallisen yksikön. Kansan käsite ei ole ongelmaton. Sitä käytetään usein merkityksissä, joihin voi olla vaikeaa samaistua. Sen sijaan, että julistaisimme käsitteen aikansa eläneeksi, olisi siis parempi liittyä taisteluun sen uudelleenmäärittelemisestä. Kansansivistys ei perustu mihinkään tiettyyn kansa-käsitteen määritelmään eikä se ole neutraali kasvatustieteellinen käsite, jonka merkityksestä ollaan yhtä mieltä. Kansansivistys on taistelutanner, jolla eri intressiryhmät yrittävät päästä niskan päälle. Tässä taistelussa on syytä puolustaa demosta. Aiheeseen paneudutaan luvussa, joka käsittelee kosmopoliittista demosta. Erik Amnån esityksen aiheena aloituskonferenssissa oli Oikeudet - Kansanvalistus, sosiaalinen pääoma ja kansalaisyhteiskunta. Hän huomautti, että suuri osa kansansivistysalan toiminnasta ei liity politiikkaan, mutta muodoltaan ja sisällöltään se muodostaa olennaisen osan yhteiskunnan sosiaalisesta pääomasta. Pohjoismainen kansansivistys elää tällä hetkellä markkinoiden, valtion ja kansalaisyhteiskunnan välissä. Kansanvalistuksen itseymmärrys kuitenkin perustuu poliittisten organisaatioiden ja kansansivistysorganisaatioiden ideologiseen perinteeseen. Tiivis suhde kansalaisyhteiskuntaan mielletään yleensä erottamattomaksi osaksi kansansivistyksen identiteettiä. Niin kansanopistot, kansalais- ja työväenopistot, sivistysliitot kuin kansansivistyksen kattojärjestöt väittävät, että kansansivistys on ainutlaatuinen. Että sillä on aivan erityistä osaamista ja että se näin ollen voi vaatia erityiskohtelua. Hyvin usein on kuitenkin vaikeaa täsmentää, mitä tämä erityinen osaaminen on. Monet muut koulutus- ja kulttuuri-instituutiot ja muut toimijat voivat oikeutetusti sanoa omaksuneensa kansansivistyksen metodit ja käytännöt. Mistä siis koostuu kansansivistyksen erityisluonne? Ehkä kansanvalistuskentän on aika vastata nykyhetken haasteisiin muokkaamalla omakuvaansa. Kansansivistyksen omaleimaisuudesta ei ole juuri hyötyä, jos se merkitsee vain pysyvää oikeutta vedota omaan erityisluonteeseen pystymättä kuitenkaan erittelemään sitä - puhumattakaan sen siirtämisestä käytäntöön. Organisaatioiden arkeen kuuluu usein tasapainottelu markkinoiden ja valtion tukien välillä. Toiminnan on oltava taloudellisesti kannattavaa. Kansansivistäjät mieltävät toimialansa hyvin ideologiseksi, mikä on epäsuhdassa vahvasti kaupallistuneen käytännön kanssa. Ideologiaperusta velvoittaa kansansivistyskenttää osallistumaan yhteiskunnalliseen ja poliittiseen vaikuttamiseen muun muassa edistämällä demokratian edellytyksiä, aktiivista kansalaisuutta, elinikäistä oppimista ja kestävää kehitystä. 134


Suurin osa kansansivistysopetuksen osallistujista ei kuitenkaan opiskele demokratiaa. He käyvät kielikursseilla, kuuntelevat esitelmiä - ja paljon muuta. Viime vuosina työttömien aktivointi ja erilaiset hoidonomaiset sosiaalityön muodot ovat muodostaneet merkittävän ja tuottavan osan monien kansanvalistusorganisaatioiden työstä. Valtio perää usein kansanvalistussektoria ratkomaan ongelmia sosiaalisen vastuun, tiedottamisen ja keskustelun avulla. Erityisesti sosiaalisen vastuun suhteen kansanvalistusorganisaatioiden on tärkeää tiedostaa, että vastuu saattaa siirtyä. Entä jos käy huonosti - kenellä silloin on vastuu? Onko kansansivistyksestä tullut viranomainen? Markkinoihin vaikuttavat tietysti sekä asiakkaat että yleiset markkinaehdot kilpailutilanteineen. Taatakseen uskottavuutensa kansanvalistuksen tulee olla paitsi liiketoimintaa, myös riippumatonta ja toteutusmuodoiltaan vapaata. Osallistujilla tulee olla paljon vaikutusvaltaa sisältöön ja toteutukseen. Liiketoiminnan ja kansanvalistuksen tulee olla tasapainossa. Jos kansansivistyksen halutaan jatkossakin osallistuvan sosiaalisen pääoman ja sitä kautta yhteiskunnan perusluottamuksen vahvistamiseen, sen tulee jatkuvasti profiloitua ja määritellä itseään. Kansanvalistuksen on pohdittava omaa rooliaan ja riippuvuussuhdettaan valtioon ja kuntiin toimeksiantajina ja suhtauduttava kriittisesti omiin käytäntöihinsä. Jos emme kykene siihen, vaarana on, että valtion, markkinoiden ja kansalaisyhteiskunnan välisestä kolmiosta tulee kansansivistyksen Bermudan kolmio reitti, jonka varrelle se haaksirikkoutuu. Ennen painoon menoa DEMOS 2006 -antologiaa jaettiin pre print -versiona Tukholmassa pidetyn demokratiakonferenssin yhteydessä. Artikkelit innoittivat yksittäisiä lukijoita, yhdistyksiä ja organisaatioita osallistumaan tärkeään demokratiaprosessiin, jonka polttoaineena ovat demokratian perusainekset: valistus ja keskustelu. Hankkeen tavoitteet eivät ole vielä toteutuneet. DEMOKSEN taival kansansivistysprosessina ja aivoriihenä jatkuu edelleen. Tämän antologian tarkoituksena on rohkaista pohjoismaisia kansansivistysorganisaatioita jatkamaan paikallistason työtä vahvistamalla sosiaalista pääomaa ja kehittämällä aktiivista kansalaisuutta lisääviä keskustelu- ja toimintamuotoja. Mitä on seuraava askel? Olet ehkä ottanut antologian käteesi ensimmäistä kertaa. Luettuasi muutaman innoittavan artikkelin alat kenties pohtia, miten niiden viesti voidaan muuntaa paikallistason kansansivistystyön keskusteluksi ja toiminnaksi. Lyhyesti sanottuna, miten artikkelien sanoma voi herätä eloon jatkuvassa keskustelussa aktiivisesta kansalaisuudesta ja demokratiasta. Antologiaa voidaan hyvin käyttää myös opintopiirin pohjana. Yksittäiset osiot ovat sisällöltään ja laajuudeltaan kunnianhimoisia, ja kukin osio voi toimia perustana yleiselle pohdinnalle ja keskustelulle siinä käsiteltävästä aiheesta.

135


Vuonna 2006 DEMOS-prosessin puitteissa järjestettiin kolme konferenssia. Niitä täydennettiin kirjallisilla esityksillä ja alustuksilla, joiden tarkoituksena oli innostaa osallistujia kansallisen tason Round Table -keskustelujen käynnistämiseen (ks. liite 1). Round Table -keskustelutilaisuudet ja kansalliset demokratia- ja kansanvalistushankkeet laajensivat ja elävöittivät prosessia. Tämän osaprosessin tuloksena syntyivät kansalliset policy-lausunnot, joissa ehdotetaan tapoja kansansivistyksen ja demokratian vahvistamiseksi Pohjoismaissa. Sivustolla www.nordvux.net on tärkeitä viittauksia kymmenen viimeksi kuluneen vuoden aikana tehtyyn demokratiatutkimukseen. Lisäksi sivuilla voi lukea muiden kertomuksia siitä, miten DEMOS-prosessi on heitä innoittanut. DEMOS on itsessään kehotus keskusteluun ja toimintaan. Lyhyesti: käyttäkää DEMOSmateriaalia organisaatioissa, kansanopistoissa ja opintopiireissä. Järjestäkää Round Table -tilaisuuksia ja paikallisia ideapajoja. Ideoikaa demokratian merkkipäivinä järjestettäviä, kansansivistyksen hengessä toteutettavia paikallistason keskustelupäiviä. Tehkää niistä kansansivistyksen merkkipäiviä - DEMOS-päiviä. Hyvät kansalliset policy-ehdotukset ovat monella tapaa innoittavia. Keskustelkaa niistä myös paikallistasolla - onko niissä jotain, mitä voidaan käyttää sellaisenaan tai soveltaa paikallistason toimintaan? Me DEMOS-hankkeen jäsenet toivomme ja odotamme, että tämä kirja saa aikaan kattavampaa ja laajempaa vuoropuhelua pohjoismaisissa opintopiireissä. Artikkelissa Från reaktivt till proaktivt medborgerskap (Reaktiivisesta kansalaisuudesta proaktiiviseen) rehtori Björn Wallén ehdottaa uutta proaktiivista kansansivistyshanketta, joka ylittää instituutiorajat ja käsittelee kysymyksiä ja ongelmia, joihin 2000-luvun pohjoismaalaiset voivat samaistua. Otsikolla Kyllä kansalaisuudelle esitetään muun muassa seuraavia huomioita ja kokemuksia: • kansalaisuuden kontekstuaaliset ja konstitutionaaliset tekijät tulee ottaa huomioon pedagogisen käytännön ja poliittisten päätösten välisessä linkissä • demokratia opitaan elävän vuorovaikutuksen kautta, johon kuuluvat teoreettinen (tieto, ymmärrys), eettinen (arvokonfliktit) ja käytännöllinen (taidot) osaaminen • kansansivistystyön metodiikkaa on mitoitettava ja muokattava lyhyen, keskipitkän ja pitkän aikavälin vaikutusten perusteella Pohjoismaiselle kansansivistykselle itsestään selvästi kuuluva tehtävä on demokratian hahmottelu elämänmuotona ja sen tukeminen hallintomuotona.

136


Björn Wallenin mielestä edellä mainituista asioista tulee keskustella kriittisesti. Pohjoismainen kansansivistyssektori pystyy panostamaan määrätietoisemmin aikuisten demokratiaoppimiseen. Kysymys kuuluu, kuinka tämä panostus toteutetaan aikana, jolloin instituutioiden asema heikkenee, kansansivistyksen resurssit kutistuvat, kansalaisaktivismi muuttaa muotoaan ja kehittynyt informaatioteknologia mahdollistaa instituutioiden ulkopuolisia uusia, vaihtoehtoisia suoran vaikuttamisen muotoja. Luvussa Vårt vanskelige demokrati (Vaikea demokratiamme) Arthur Danielsenin lähtökohtana on norjalainen valta- ja demokratiatutkimus, jonka puitteissa parisataa tutkijaa tarkasteli vuosina 1998-2003 erilaisia valtaan ja demokratiaan liittyviä teemoja. Hän painottaa, että demokratia on riippuvainen siitä, että se ymmärretään; käsitys demokratiasta keskustelevana ja osallistavana järjestelmänä edellyttää sitä. Norjalainen valtaja demokratiatutkimus esittää uhkakuvan: Kansallisvaltio on heikentynyt ja valta siirtynyt kansainvälisille organisaatioille ja verkostoille samalla kun valtion toimialoja kilpailutetaan, mistä seuraa sirpaloitumista, hajaannusta ja vieraantumista. Kirjoittaja problematisoi demokratiaa hallinto- ja osallistumismuotona yksinkertaisen, mutta kattavan kysymyksen kautta: Onko demokratiasta tullut liian vaikeaa? Yksi hänen huomioistaan on, että jos osallistuva demokratia halutaan pelastaa, tarvitaan vastuunottoa nimenomaan yksilötasolla. Tämä puolestaan tapahtuu vain asennemuutoksen kautta; lakimuutoksilla ja viranomaisten valistuskampanjoilla on vain vähäinen vaikutus. Jos olemme todella sitä mieltä, että poliittisia päätöksiä tulee perustella ja oikeuttaa niille ihmisille, joihin ne vaikuttavat, on luotava toimintaympäristöjä, joissa yksilö voi osallistua mielekkääksi kokemallaan tavalla. Luvussa Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor (Häviämään oppiminen - demokratian ehdot) Bengt Göransson esittää joitakin ajatuksia, joista keskustelemisen hän kokee olennaiseksi edellytykseksi demokratian kehittymiselle ja syventymiselle. Kirjoittajan lähtökohtana on Ruotsissa tehty demokratiatutkimus, joka tarkastelee aihettaan 20 vuoden aikaperspektiivillä ja jonka ehdotukset tulee nähdä pikemminkin tutkimuksen johtopäätösten konkretisointina kuin esityksinä seuraavan valtiopäiväkauden päätöksiksi. Göransson nostaa esiin joukon nyky-yhteiskunnan suuntauksia ja ilmiöitä, joita on analysoitava ja tarkasteltava kriittisesti vahvan demokratian vakiinnuttamiseksi. Bengt Göranssonin keskeinen teesi on, että kansalaiset valtaavat puolueet takaisin, jos puolueet eivät itse kunnioita jäseniään. Puolueiden on tärkeämpää keskustella jäsenten kanssa kuin yrittää arvailla ihmisten mielipiteitä. Kirjoittaja huomauttaa, että puolueen rivijäsenellä voi olla yhtä viimeisteltyjä näkemyksiä kuin puoluetoimiston kampanjapäälliköllä. On tärkeämpää tuoda keskusteluun harkittuja kannanottoja kuin edustaa kulloinkin pinnalla olevia, ohimeneviä muotiaiheita. Kansalaisten on käytettävä omaa ajattelukykyään ja hankittava itse tietoa ja kokemuksia vertailukohdaksi.

137


Luvussa Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab (Pohjoismainen kansanvalistus sosiaalisesta pääomasta ja kansalaisuudesta) Seppo Niemelä esittelee kaksi tärkeää näkökulmaa. Lähtökohtanaan sosiaalisen pääoman käsite hän pohtii, miksi pohjoismaisella kansanvalistuksella on ollut niin suuri vaikutus Pohjoismaiden yhteiskuntiin. Hän pyrkii myös kansansivistysperinteen innoittamana problematisoimaan ja tarkastelemaan uudesta näkökulmasta kansansivistyksen roolia ja uusia tapoja tukea demokratiaa vahvistamalla, kehittämällä ja rakentamalla sosiaalista pääomaa. Luvussa Tankesmedjor och folkbildning (Aivoriihet ja kansansivistys) Jorma Turunen kertoo aivoriihien historiasta ja vaikutusmahdollisuuksista. Yhdysvalloissa ja Englannissa niillä on pysyvä rooli päivänpoliittisen keskustelun muodostumisessa. Pohjoismaissa on vain kourallinen organisaatioita, jotka voidaan laskea aivoriihiksi, ja niiden rooli poliittisen keskustelun vaikuttajina tai herättäjinä on vaatimaton. Haasteena on, voidaanko yhteiskunnallinen keskustelu ja poliittisten vaihtoehtojen kehittäminen pelastaa kokeilemalla järjestelmällisesti aivoriihimallia - myös poliittisten puolueiden sisällä. Aivoriihien toiminnan tulisi perustua selkeälle arvopohjalle, mutta niillä tulee kuitenkin olla selvästi enemmän vapautta kuin puolueilla. Yhteiskunnan oppilaitokset - sivistysliitot ja kansanopistot - muodostavat hyvän organisaatioperustan, jos löydämme mielekkäitä tapoja toiminnan resursointiin. Jeppe Læssøe ja Kirsten Paaby esittävät luvussa Demokratisk fornyelse i Norden (Demokratia uudistuu Pohjolassa) 12 tapaa ruohonjuuritason osallistumisen edistämiseksi. Kirjoittajat toteavat, että kestävään kehitykseen tähtäävä työ on tullut Pohjolassa tienristeykseen. Talouskasvun, hyvinvoinnin ja koulutuksen alueilla Pohjoismaat menestyvät hyvin, mutta “ekologisen jalanjäljen” kriteerein mitattuna sijoitumme huomattavasti huonommin. Luonnonvarojen käyttö kuormittaa maailman ekosysteemejä äärimmilleen. Se ei myöskään edistä pyrkimystä resurssien oikeudenmukaisempaan jakoon maailmassa. Kirjoittajat liittävät nämä kysymyksenasettelut pohjoismaiseen keskusteluun demokratiasta ja kansalaisuudesta ja kansansivistyksen roolista. Rasmus Kolby Rahbekin aiheena on eurooppalainen näkökulma kansalaisuuteen ja kansanvalistukseen. Kansalaisuus-käsitettä käytetään yhä useammin pedagogisena ihanteena sekä opetus- että sivistysyhteyksissä. Kansalaisuuskäsitteen nähdään usein liittyvän läheisesti demokratiakasvatuksen ajatukseen, ja sitä käytetään eri tilanteissa peruskoulun alaluokkien tapakasvatuksesta integraatio-ongelmien ratkaisumalleihin ja globaalin kansalaisyhteiskunnan rakentamiseen. Kirjoittaja kiinnittää huomiomme siihen, kuinka vähän tässä keskustelussa on pohdittu kansalaisuuskäsitettä eurooppalaisesta näkökulmasta. Kansansivistyspiireissä toki puhutaan eurooppalaisen kansalaisuuskasvatuksen tai -sivistyksen tärkeydestä ja järjestetään kursseja aiheesta, mutta käsitteen “eurooppalainen kansalaisuus” sisältöä ei ole juurikaan pyritty järjestelmällisesti erittelemään. Kansainvälisellä tasolla European citizenship -tutkimusta alkaa olla runsaasti. Kysymys kuuluu, voidaanko tutkimustuloksia ongelmitta soveltaa tanskalaiseen/pohjoismaiseen kontekstiin.

138


Luvussa Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000talet (Joustava oppiminen demokratian ja kansalaissivistyksen tukena 2000-luvulla) kirjoittajat Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg ja Ingemar Svensson kysyvät, mihin kansansivistystä tarvitaan 2000-luvulla. Onko kansansivistyksen olemassaololla ylipäätään oikeutusta maailmassa, jossa tiedotusvälineet tehokkaasti pommittavat meitä lakkaamatta uusilla viesteillä? Onko tietoa rauhalliseen tahtiin kartuttavalla demokraattisella keskustelulla paikkaa globalisoituneessa maailmassa, jossa riehuva tietokehitys vaatii yhä kapenevaa erikoistumista ja jossa opintojen tavoitteet ilmaistaan yhä useammin opintopisteinä ja muodollisina tutkintoina? Onko kansansivistyksellä toisin sanoen jokin tehtävä 2000-luvulla, ja jos on niin mikä? Multilayered Democracy - onko se mahdollista? kysyy Jakob Erle. Viime vuosikymmenten kiihtyvän globalisaatioprosessin yksi seuraus on kansallisvaltioiden hallintotyhjiö. Se heikentää valtioiden kykyä ylläpitää suvereniteettiaan, mikä vuorostaan horjuttaa demokratiaa. Sen sijaan kosmopoliittinen päätöksenteko lisääntyy. Tästä ovat esimerkkejä ylikansalliset instituutiot ja säännöstöt, kuten Euroopan Unioni, maailmankauppajärjestö WTO ja epämuodollisemmat, ei-sitovat järjestelyt, kuten monikansallisten yritysten sosiaalinen vastuu. Luvussa käsitellään demokratian mahdollisuuksia vastata haasteeseen ja esitetään mahdollisia askelia demokratian kehittämiseksi paikallisella, kansallisella, maanosatasolla ja globaalilla tasolla. Tätä prosessia kutsutaan nimellä Multilayered Democracy. Luvussa Folkhögskolorna och demokratifostran (Kansanopistot ja demokratiakasvatus) Henrik von Pfaler kysyy, onko kansanopistojen demokratiakasvatus globalisoituneen maailman pelastusrengas asiaan jo vihkiytyneiden ja valmiiksi sivistyneiden ajanvietettä. Kirjoittajan mukaan demokratia on kansansivistyksen ydintehtävä. Toimivan demokratian perusedellytys on, että poliitikoilla on kansan luottamus. Luottamuksen saavuttamiseksi vaaditaan, että ihmiset kokevat tietävänsä mistä politiikassa on kyse, että he ymmärtävät tai ainakin kokevat ymmärtävänsä mitä voidaan ja ei voida tehdä ja kuinka äänestämällä voi vaikuttaa. Muuten äänestäminen jää helposti väliin. Kirjoittaja painottaa tässä yhteydessä erityisesti kansanopistojen ja kansansivistyksen roolia. DEMOS 2006 -prosessi osoitti, kuinka innoittavaa ja antoisaa pohjoismainen mielipiteidenvaihto ja keskustelu voi olla. Toivomme, että kädessänne olevaa antologiaa käytetään inspiraation lähteenä monissa kansansivistysyhteyksissä ja että se poikii eloisaa ja hedelmällistä keskustelua.

139


DEMOS 2006 A Nordic anthology on power, democracy, and active citizenship

In February, 2006 a conference in Denmark kicked-off the DEMOS project and all the involved organisations initiated a broadly based discussion and an inclusive process. This process continued through local debates, round tables, seminars and conferences and in November, 2006 it reached Stockholm at the conference “Dimensions of Democracy, the importance of non-formal adult education”. The ambition of the DEMOS project was to create a Nordic think tank which, by its policy and practice, connected important Nordic research and development efforts on power and democracy to the educational and practical competences of Nordic nonformal adult education. At the initial conference Ove Korsgaard and Erik Amnå made two essential introductory presentations which, in many ways, became guidelines of the project. Ove Korsgaard talked about citizenship and diversity in a historical educational perspective and the consequences for non-formal adult education when citizenship, power and democracy are viewed from a local, European and global point of view. The Nordic tradition of “folkeoplysning” or “folkbildning” (non-formal adult education) must be closely related to the term “folk” which means “people”; otherwise the word loses its meaning. The word “folk” is a complex term with a lot of different meanings and it specifies how to understand “oplysning” (enlightenment/education). It is not about education in a general sense, but about enlightenment of the people. We must not forget that democracy not only implies universal human rights, but also a limited demos. In other words Democracy depends on both universal principles and particular unities. On the one hand democracy is based on human rights and legislation following general principles, and on the other hand it is based on a people which constitute a limited identifiable unity. The term “folk” is not uncomplicated. It is often used in ways which makes it difficult to identify with. Instead of declaring the term “folk” out-acted, it would be better to accept the challenge to add some meaning to the term. The concept of “Folkeoplysning” is not by definition based on a certain understanding of the term “folk”. Nor is “Folkeoplysning” an educationally neutral concept whose meaning is agreed. “Folkeoplysning” is a battlefield which different interests try to influence for their own sake. In this battle it is worth fighting for demos. This is thoroughly described in the chapter on cosmopolitan demos.

140


At the same conference Erik Amnå spoke of rights, “folkeoplysning”, social capital, and civil society, and he underlined that a great deal of the activities within non-formal adult education has nothing to do with politics, but in its form and substance it constitutes an important part of the social capital in society. In the Nordic region “folkeoplysning” or non-formal adult education is to be found between market, state, and social capital. But its self-understanding is ideologically embedded in the political and educational organisations and the attendant heritage. The identity is often communicated as closely related to civil society. Both folk high schools, evening schools, the large educational associations and the umbrella organisation of non-formal adult education claim that “folkeoplysning” is unique. It has very special abilities and therefore entitled to exceptional conditions. But usually it is very difficult to specify these special abilities. A lot of educational and cultural institutions and other operators in this field have the right to claim that they have assumed the methods and practices of “folkeoplysning”. So, what is the distinctive thing about it? Maybe it is time to meet the present challenges and adjust the self-understanding. The distinctive character of “folkeoplysning” is worth nothing if it is just a right to continuously plead distinctive characteristics without being able to explicate them. Not to mention putting the words into action. In the daily work the organisations frequently sway between market forces and state handouts. The business has to make ends meet. The self-understanding with a strong ideological foundation is not in compliance with a very commercial practice. The ideological foundation promises that “folkeoplysning” work socially and politically in order to provide the basis for democracy, active citizenship, lifelong learning and sustainable development. It is, however, only a minority of the participants of non-formal adult education who would claim that they attend democracy. They attend language courses, lectures and a lot of other things. During the last couple of years activation and social work, almost to the point of treatment, have been lucrative and important activities of many educational associations. In many cases the government requests non-formal adult education to perform tasks which include social responsibility, information and debate. Especially regarding tasks which involve social responsibility it is important that educational associations are aware of the displacement of responsibility. And who is responsible if something goes wrong? Has “folkeoplysning” or non-formal education become an authority? On the other market there are of course both customers and general market terms with competition and all the other implications. To ensure its legitimacy, other than being a business, “folkeoplysning” has to be autonomous with free organisation of the activities and initiatives. There has to be a balance between business and “folkeoplysning”.

141


If non-formal adult education still is to contribute to the strengthening of social capital and basic trust in society, it has to continuously display and brand its qualities. Nonformal adult education must question its own importance and remain self-critical regarding its practice and independence from the government and the local authorities as the assigners. If this is not possible, there is a risk that the waters between state, market, and civil society become the Bermuda triangle of non-formal adult education. The waters in which “folkeoplysning” will disappear. The anthology “DEMOS 2006” was first presented as a preprint version at the democracy conference in Stockholm and with its many inspiring inputs it was an invitation to the individual reader, association, and organisation to involve and contribute to the important democratic process with the elementary combustible: Education and dialogue. The ambitions of the project are not yet achieved. DEMOS is still on its way as an educational process and think tank and by the present anthology it requests the Nordic educational associations to continue the work locally in order to strengthen social capital and develop ways to debate and methods to increase active citizenship. What is the next step of the process? Maybe you are holding the anthology for the first time and have just read a couple of inspiring articles, and maybe you are considering how they can be put into action and debate in the local educational association where they can turn into a live continuing debate on active citizenship, power and democracy. The anthology is easy to use as documentation for study groups. Each chapter is ambitious in content and scope and they can all constitute a basis for general reflections and debate in relation to their own subject. During DEMOS 2006 three conferences were held and supplemented by written presentations and recommendations for the national debates in shape of discussion papers for the round tables (text enclosure no. 1). The round tables and the national projects on democracy and non-formal adult education made the process alive and disseminated the process. The national policy inputs were generated as a result of this sub-process. The policies are recommendations on how to improve Nordic non-formal adult education. You can find important references to research and development efforts on democracy during the last ten years on www.nordvux.net. You can also read about how others have been inspired and communicated their own experience. In itself DEMOS is a call for debate and activity. In other words: Use the book in your association, at your folk high school, and in your study group. Invite for round tables and local think tanks. Make suggestions on how to continue the debates locally by arranging educational debate days in connection with democratic special days. Turn them into special days of non-formal adult education - DEMOS days. 142


The national policy recommendations are very inspiring. And there is no reason to wait for more national comments. Discuss locally. Are the policy papers useful and can they be modified locally? In DEMOS we look forward to the comprehensive and extended dialogue which hopefully will be the result of this book and the many Nordic study groups. In the chapter “Från reaktivt till proaktivt medborgerskap”(From a reactive to a proactive citizenship), Rector, Björn Wallén calls for a new educational project which performs outside the institutional framework and works with issues and solutions which the Nordic citizens of the year 2000 can identify with. Under the title “Yes to citizenship” he shares with us the following observations and lessons which have been learned: • take into consideration the contextual and constitutional factors of citizenship in connection with educational and political decisions • notice that democracy is taught by a living interaction between theoretical (knowledge and understanding), ethical (conflicts of values), and practical (qualifications) competences • dimension and modify the methods of non-formal adult education according to the efficiency rate in the short, medium, and long term It is an obvious task of the Nordic non-formal adult education to create democracy as a lifestyle and support democracy as a way of governing. Björn Wallen believes that the above statements should be subjected to discussion. Within Nordic non-formal adult education it is possible to do a determined effort in adult democracy learning, but the question is how to implement the effort in a time of institutional tendency of decrease, reduction of resource allocation for non-formal adult education, displacement of the citizen’s involvement and developed information technology which enables new, alternative forums of direct influence outside the institutions. In his chapter “Vårt vanskelige demokrati” (Our difficult democracy), Arthur Danielsen uses Norwegian democracy study as his starting point. During the years of 1998-2003 a couple of hundreds of researchers were engaged to study different issues in relation to the terms: Power and democracy. He points out that democracy depends on being understood; it is a principal element of the idea that democracy is a system of dialogue and participation. The Norwegian study of power and democracy produces a threatening picture: The national state is weakened; power has been transferred to international organisations and networks, at the same time the public activities are outsourced and the results are fragmentation, confusion and alienation.

143


On the basis of the simple but comprehensive question: Has democracy become too difficult? The author questions democracy as way of governing and participation. One of his points is that if participative democracy is to be saved the mobilisation of responsibility of the individual will be reduced. It takes change in attitude; legislative actions and information campaigns only contribute to a minor extent. If they seriously think that political decisions should be justified and substantiated to the parties involved, platforms must be established on which the individual can participate in a relevant way. In his chapter “Att lära sig förlora - reflexioner om demokratins villkor” (To learn how to lose - reflections on the conditions of democracy), Bengt Göransson describes some reflections which he thinks is important to discuss if democracy is to be developed and improved. He puts forward a number of tendencies and occurrences in modern society which need to be analysed and critically discussed if a strong democracy is to be maintained. Bengt Göransson refers to Swedish studies on democracy which have a perspective of 20 years and whose recommendations should be considered as a clarification of the reasoning of the studies more than a proposed resolution to be adopted in the Swedish parliament “Riksdagen”. It is essential to Bengt Göransson that the citizens regain the parties if the parties fail to respect its members. It is more important for the parties to have a dialogue with its members that try to guess what people want. The author underlines that members of the parties may have reflections which are just as well-researched as the ones of the campaign manager of the party office. It is more important to present carefully prepared policies for discussion than being representative of a snapshot based on a quick survey of opinion. The citizens have to use their own thinking skills, obtain their own knowledge and experience with which they compare the presented policies. In his chapter “Den nordiske oplysning om social kapital og medborgerskab” (The Nordic education on social capital and citizenship), Seppo Niemelä presents two important perspectives. On the basis of social capital he describes why Nordic “folkeoplysning” has had such an immense impact on the Nordic societies. Inspired by the tradition of Nordic “folkeoplysning”, he also tries to question and provide a perspective on the role of non-formal adult education, and new ways to strengthen, develop and build social capital and thus contribute to the strengthening of democracy. In “Tankesmedjor og folkbildning” (Think tanks and non-formal adult education), Jorma Turunen presents the history of think tanks and the impact they have had on society. In the USA and the UK the think tanks are stable factors of the daily political discussions. In the Nordic region only a few organisations represent think tanks in their country respectively and they have only a modest ability to influence or to be the driving force of the political discussions.

144


The challenge is to save the public debate and the processing of a political alternative by systematic testing of the think tank model - also within the political parties. It is worthwhile to organise the activities on clear fundamental values, but at the same time they have to be more independent than the political parties. The social learning environments like the educational associations and the folk high schools constitute a strong organisational basis if we find meaningful ways to facilitate and implement the activities. In their chapter “Demokratiets fornyelse I Norden” (The renewal of democracy in the Nordic region), Jeppe Læssøe and Kirsten Paaby indicate 12 ways to promote popular participation. They demonstrate that the Nordic countries are standing at a crossroads regarding initiatives for a sustainable development. The Nordic region rank high when it comes to economic growth, welfare, and education, but when it comes to “organic footprints” the Nordic countries rank low. The use of resources involves an immense strain on the ecosystems of the earth. Furthermore the resource usage does not interrelate to the wish of a fair distribution of resources in the world. The authors bring these issues into the discussion on democracy and citizenship in the Nordic region and the position of non-formal adult education. Rasmus Kolby Rahbek writes about “Medborgerskab og folkeoplysning i europæisk perspektiv” (Citizenship and non-formal adult education in a European perspective). The concept of citizenship is increasingly used as an educational ideal both in teaching and educational contexts. Citizenship is often considered closely affiliated with the idea of democracy education and it is used in many contexts; it could be teaching public school students good conduct or possible solutions to integration issues or in reflections about the formation of a global civil society. The author points at the fact that the public debate has failed to focus on understanding the concept of citizenship from a European angle. Even though representatives of nonformal adult education are talking about the importance of European citizenship education and the provision of courses within this area, but only a few attempts have been made to understand the concept of a European citizenship. However, at an international level a lot of research on European citizenship has been carried out. The question is if these studies are transferable to Danish/Nordic contexts without any difficulty. In his chapter “Flexibelt lärande som stöd för demokrati och medborgerlig bildning på 2000-talet” (Flexible learning as support to democracy and citizenship education in the 21st century) the four authors, Staffan Hübinette, Christer Lindahl, Tore Mellberg, and Ingemar Svensson ask the question: Do we need non-formal adult education in the 21st century? Does it actually have a reason for existing in a world where we are constantly bombarded with new information through numerous media on an hourly basis all day long?

145


Is there room for silent knowledge building of democratic dialogue in a globalised world where the raging knowledge development claims more and more narrowed specialisation and where the motive for studies is increasingly formulated in terms of scores and qualifying examinations? In other words does non-formal adult education play a role in the 21st century, and if so which role? Jakob Erle asks: “Multilayered Democracy - is it possible?” The consequence for an accelerating globalisation process during the last decade is a governance vacuum within the national states which results in a decreased ability to enforce sovereignty. The fallout is an undermining of democracy. On the other hand the cosmopolitical thinking has been strengthened; formation of institutions and rules at supranational levels like e.g. the European Union, the World Trade Organisation, WTO and other informal and nonbinding arrangements like the social responsibility of transnational companies. This chapter describes the democratic possibilities of taking up the challenges, the possible steps towards development of democracy at a local, continental and global level: Multilayered Democracy. Henrik von Pfaler writes about “Folkhögskolorna och demokratifostran” (Folk high schools and democratic upbringing). And he asks if it is a lifebuoy in a globalised world or a pastime for the already saved and educated? He argues for the fact that democracy is a principal task of non-formal adult education. It is a primary condition in a wellfunctioning democracy that the citizens actually trust the ones they have elected. To create this confidence it takes that people perceive that they know what it is all about, that they understand or at least have a feeling that they understand what is possible and what is not, and also that they can make a difference by casting their vote. Otherwise they will take the easy option to refuse to vote. In this perspective the author underlines the special position of the folk high schools and non-formal adult education. In the process, DEMOS 2006 also showed how inspiring the Nordic cooperative exchange of ideas is, “nordisk nytte” (the Nordic usefulness). We hope that the anthology as presented will be considered an inspiring and useful book in many educational contexts and that it will be used as the basis for live and productive debates.

On behalf of the editorial committee and the steering committee: John Steen Johansen The DEMOS Secretariat, April 2007 The DEMOS process is financially supported by The Nordic Council of Ministers’ strategic funding through Nordic Network for Adult Learning (NVL).

146


DEMOS-

A Nordic anthology on power, democracy, and active citizenship

If non-formal adult education still is to contribute to

the strengthening of social capital and basic trust in society, it has to continuously display and brand its qualities. Non-formal adult education must question its own importance and remain self-critical regarding its practice and independence from the government and the local authorities as the assigners. If this is not possible, there is a risk that the waters between state, market, and civil society become the Bermuda triangle of non-formal adult education. The ambitions of the project are not yet achieved. DEMOS is still on its way as an educational process and think tank and by the present anthology it requests the Nordic educational associations to continue the work locally in order to strengthen social capital and develop ways to debate and methods to increase active citizenship.

www.nordvux.net


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.