Søren Kams erindringer - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

VED

MIKKEL KIRKEBÆK OG JOHN T. LAURIDSEN

Den 23. marts 2015 døde den tidligere SS-officer og nazist Søren Kam. Han efterlod sig erindringer, nedskrevet i 1986, der først måtte udgives efter velse med udgivernes noter og indledning. Erindringerne er Søren Kams udførlige skildring af sit liv fra barndom til alderdom. Han voksede op i et velstillet hjem i Nordsjælland og oplevede en Mikkel Kirkebæk (f. 1973), lektor, ph.d.

politisk vækkelse i Nationalsocialistisk Ungdom. Mødet med na-

Har tidligere skrevet Beredt for Danmark –

zismen førte til, at Kam som ganske ung meldte sig til Waffen-SS, og de talrige

Nationalsocialistisk Ungdom 1932-1945

krigsoplevelser på Østfronten beskrives indgående og levende. Kams tilknytning til

(2004) og Schalburg – en patriotisk lands-

Waffen-SS førte ham også til tjeneste i Danmark, hvor han som chef for Schalburg-

forræder (2008) og har bidraget til flere

skolen deltog i mordet på BT-redaktør Carl Henrik Clemmensen. Efter drabet vendte

værker, bl.a. Over stregen – under besættel-

Kam tilbage til frontlivet, hvor han sent i krigen modtog den høje tyske orden Jern-

sen (2007). Modtog i 2008 Weekendavisens

korsets Ridderkors. Han blev takket personligt af Hitler for sin indsats.

litteraturpris for sin bog om Schalburg.

Siden krigens afslutning opholdte Kam sig i Tyskland – først på flugt fra de allierede styrker; siden for at undslippe retsforfølgelse i Danmark for mordet på Clemmensen.

John T. Lauridsen (f. 1951), forskningschef,

Erindringerne giver indblik i et liv i skjul; Kam levede i mange år under falsk identitet.

dr.phil. Har skrevet, bidraget til eller redigeret/

Men 30 år efter krigen blev hans opholdsted i Tyskland kendt, og en af de længste

medredigeret bl.a.: Dansk nazisme 1930-45 –

og mest omtalte udleveringssager i danmarkshistorien begyndte.

og derefter (2002); Gads leksikon om dansk besættelsestid 1940-45 (2002); ”Føreren har

Udgivernes omfattende indledning og noter tilføjer en kritisk beskrivelse af menne-

ordet!” Frits Clausen om sig selv og DNSAP

sket Søren Kam, hans liv og gerninger, udleveringssagen og de dele af Kams liv, der

(2003); Hvem var hvem 1940-1945 (2005);

er undladt eller overfladisk beskrevet i Kams eget manuskript. Indledningen analy-

Over stregen – under besættelsen (2007);

serer den såkaldte ”modhistorie”, som Kams erindringer repræsenterer, samt hans

Werner Bests korrespondance … 1942-1945,

status som ikon og mytebærer for gamle nazister og SS-veteranmiljøet – og frem-

1-10 (2012); Samarbejdets Mand. Minister

trædende fjendebillede for store dele af den danske offentlighed.

Gunnar Larsens Dagbog 1941-43, 1-3 (2015).

lindhardtogringhof.dk

“ET LIV UDEN FÆDRELAND“ SØREN KAMS ERINDRINGER

hans død. De foreligger hermed som en kildeudgi-

“ET LIV UDEN FÆDRELAND FÆDRELAND“ SØREN KAMS ERINDRINGER VED MIKKEL KIRKEBÆK OG JOHN T. LAURIDSEN LIN DHARDT OG RIN G H OF

ensomme ture i bjergene, dukker der en hel masse op i min erindring, meget ligger gemt i baghovedet, meget ligger gemt i hjertet. Men hvordan begyndte det nu altsammen, hvordan ender man som 19-årig dansker i den tyske hær for i 1941 at stå i kamp mod Sovjetunionen på østfronten? Jeg vil gå helt tilbage til min barndom for at finde rødderne til det hele.”

Forord

I foråret 2011 fik udgiverne de her foreliggende erindringer til gennemlæsning med henblik på at afklare, om de var udgivelsesegnede. Efter endt gennemgang af manuskriptet blev vi enige om, at det var de. Der blev herefter indgået en aftale med Søren Kam og hans advokat John Petersen. Vi fik frie hænder til udgivelsen, til udarbejdelse af indledning og kommentarer, ligesom vi fik fri adgang til breve, manuskripter, udvalgte sagsakter samt fotos m.v. Den eneste betingelse var, at udgivelsen først fandt sted efter Søren Kams død. Kam døde marts 2015, hvorefter udgivelsen på de aftalte betingelser nu finder sted. Udgiverne ønsker at takke en nær ven af forfatteren for at have stillet både materiale og sin store viden om personen Kam og om Waffen-SS til rådighed. Endvidere en tak til John Petersen for at have bistået os med at få indblik i straffesagen og bevismaterialet mod Kam. Til Det Kongelige Bibliotek en tak for at have bevilget den ene af udgiverne forskningstid til arbejdet med udgivelsen. København, september 2015 Mikkel Kirkebæk og John T. Lauridsen

Indholdsfortegnelse Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . »Modhistorien« – SS-erindringslitteraturen . . . . . . . . . . »Soldaten wie andere auch« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Udgivelsesprincipper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Søren Kam, hans familie og baggrund . . . . . . . . . . . . . . Ungnazisten Kam – arisk forbillede og foragtet forræder . . . Gammel-nazisten Kam – beundret og forfulgt . . . . . . . . . Mord og retssag 1943 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Flemming Helweg-Larsens efterkrigsforklaring . . . . . . . . Tysk statsborgerskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Dansk interesse for de eftersøgte i Tyskland . . . . . . . . . . Sagen genoptages i Tyskland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den europæiske arrestordre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sagen om de jødiske ministerialbøger . . . . . . . . . . . . . . Kam-sagen i efterkrigstidens medier . . . . . . . . . . . . . . Kam lever! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Skal landssvigerloven anvendes eller afskaffes? . . . . . . . . Søren Kam og Jörg Haider – Ulrichsberg-sagen 1995 . . . . . Døden uden fædreland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9 9 11 14 22 25 30 35 40 46 48 51 54 57 62 65 70 75 77 85

»Et liv uden fædreland« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Barndom, skolegang og politisk engagement . . . . . . . . . . . 89 Anden verdenskrigs udbrud og Danmarks besættelse . . . . . . 113 Rekrutuddannelse – rigtige soldater . . . . . . . . . . . . . . . . 121 I krig! Operation Barbarossa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 På lazaret, rekreation og orlov september 1941-januar 1942 . . 163 Genoptræning og officersuddannelse . . . . . . . . . . . . . . . . 176 Leder af Schalburgskolen; drab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199 Tilbage til fronten – Division Wiking . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 Ind i Tscherkassy-kedlen og udbruddet derfra . . . . . . . . . . 230

På lazaret igen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 246 Tilbage til division Wiking – specialist i at bryde ind i kedler . . . 253 På fortsat tilbagetog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

267

Juleorlov 1944 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 Kamp i Ungarn – den sorteste dag for regiment Germania . . . . 290 »Jeg nyder stor respekt og anerkendelse hos alle« – Ridderkorset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 Tapperhedsorlov i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 308 Til junkerskolen ved Tölz endnu engang – på særlig mission . .

315

Så kom den 5. maj 1945 – nederlag og flugt . . . . . . . . . . . . 326 Ny falsk identitet som landbrugsmedhjælper . . . . . . . . . . . 356 Fortsat flugt, nye arbejdspladser og den store kærlighed . . . . 365 Et nyt venskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 370 Et besøg og en afsked . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 374 På højskole i Hohenheim . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 378 Kontakt til Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 393 Fortsat kamp for overlevelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 397 Fra bogbinder til maler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 401 Kontakter til Danmar k . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 404 Ansættelse i et tekstilfirma i Stuttgart – en karrieres begyndelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

408

Gensyn med Holger Arentoft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 410 Farvel til tekstilbranchen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

412

Selvstændig repræsentant stifter familie . . . . . . . . . . . . . 414 Tysk statsborgerskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 419 På rette hylde i bryggeribranchen . . . . . . . . . . . . . . . . . . 422 Indhentet af fortiden – forsvar for fortiden . . . . . . . . . . . . . 424 En betragtning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 426

Bilag . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 431 Bilag 1: En fødsel hos et »naturfolk« . . . . . . . . . . . . . . . 431 Bilag 2: Til C.F. von Schalburg 8. januar 1942 . . . . . . . . . . 433 Bilag 3: Interview med Søren Kam i Fædrelandet 23. januar 1942 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 434 Bilag 4: Søren Kam til Helga Schalburg juni 1942 . . . . . . . . 439 Bilag 5: Søren Kams rapport til K.B. Martinsen om Schalburgskolen 21. juni 1943 . . . . . . . . . . . . . . . 440 Bilag 6: Helge Ellekilde til K.B. Martinsen 23. juni 1943 . . . . 442 Bilag 7: K.B. Martinsens brev til Helge Ellekilde 5. juli 1943 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 447 Bilag 8: Søren Kam: Hvorfor jeg meldte mig som Krigsfrivillig! Statsradiofonien 30. august 1943 Kl. 17. . . . 450 Bilag 9: SS-dommen den 28. september 1943 over Søren Kam og Flemming Helweg-Larsen; dansk oversættelse og tysk afskrift: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 455 Bilag 10: Flemming Helweg-Larsens forsvarstale 4. oktober 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 477 Bilag 10: Oversigt over Kams tjenestesteder, rang m.v. . . . . 485 Bilag 11: Tjenestegraderne i Waffen-SS, Værnemagten og de sammenlignelige i den danske hær. . . . . . . . . . . 486 Anvendte forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

487

Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

488

Navneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 503 Oversigt over kort: Kam under krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Operation Barbarossa 1941 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Armégruppe Syds fremrykning mod Dnjepr . . . . . . . . . . . Brohovedet ved Dnjepropetrovsk . . . . . . . . . . . . . . . . SS-Division Wiking 1941-45 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kedelslaget ved Tscherkassy . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Undsætningen af Kowel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Høj 86 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Offensiven mod Budapest . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kam efter krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

122 142 145 152 161 232 261 281 295 327

»Et liv uden fædreland«

Barndom, skolegang og politisk engagement

Vi skriver året 1986, det er mere end 40 år, siden krigen sluttede. En lang tid til at tænke over alt det, som skete dengang, i de fem år den varede, og alt, som man selv oplevede. Jeg har tænkt meget på at skrive mine erindringer ned, men har hele tiden syntes, at tidspunktet ikke var kommet endnu, og det er slet ikke så let at komme i gang! I begyndelsen af 1986 gik jeg på pension, har strøget al den stress af som man nu har i erhvervslivet, og er kommet lidt til ro. Når jeg så sidder og begynder at tænke tilbage eller er undervejs på lange ensomme ture i bjergene, dukker der en hel masse op i min erindring, meget ligger gemt i baghovedet, meget ligger gemt i hjertet. Men hvordan begyndte det nu altsammen, hvordan ender man som 19-årig dansker i den tyske hær for i 1941 at stå i kamp mod Sovjetunionen på østfronten? Jeg vil gå helt tilbage til min barndom for at finde rødderne til det hele. Jeg er født den 2. november 1921 i København; mine allerførste erindringer fører tilbage til en lille lejlighed på Amager.1) Jeg var nr. 2 i børneflokken. Når min far gik tur med min bror Erik og mig, kom vi forbi en gedebuk, som stod tøjret, og vi klappede den lidt; jeg tror jeg var to-tre år dengang. Jeg var temmelig syg af mundbetændelse, kunne intet spise og havde stærke smerter; det eneste, som kunne opmuntre mig, var hi1) Grosserer Rasmus Kam med familie boede i 1920’erne Sundholmsvej 53, 3. sal.

storien om Gulliver – min far måtte fortælle den om og om igen, jeg fandt den enestående. Min far var tekstilgrosserer, han stammer fra en ældgammel dansk familie, og vi har fulgt slægten helt tilbage til det 14. århundrede. Her var hans forfader, Hans Mule, borgmester i Odense, han døde 1439. Blandt hans forfædre var en mægtig mand, som var statholder i Norge, og som deltog i et vikingetogt til Island. Slægten Mule bosatte sig på Fyn og har været borgmestre i Odense i flere generationer lige til 1602. Der er flere præster, også en biskop blandt efterkommerne. I slutningen af det 17. århundrede dukker så navnet Kam op. Det stammer fra den store Kamgård i Tommerup. En af Muleslægten ægtede en Kamsdatter og overtog gårdens navn, som det dengang var brug. Som senere indehaver af Kamgården blev Rasmus Hansen Mosegård ligeledes kaldt Kam, og således blev navnet Kam ført videre som vort slægtsnavn siden 1708.2) Min farfar var advokat, han flyttede med familien fra Tommerup til København, da min far var barn, så han voksede op i hovedstaden. Da min farfar var i fyrrerne, blev han syg, faldt om på gaden og måtte køres hjem i en droske; han mente, at han ikke ville leve ret meget længere. Så meldte han sig ind hos vikingerne, som om vinteren slog hul i isen i frihavnen og badede i det iskolde vand. Det forandrede hans liv, og han blev 90 år gammel. Som ungt menneske var min far, efter at have aftjent sin værnepligt under første verdenskrig, to år i Amerika for at opleve den nye verden. Han fortalte os drenge om sin tid derovre; alt drejede sig kun om »money«. Denne nye verdens mennesker tænkte kun på deres materielle fordele og var parate til at opnå deres mål på enhver tænkelig måde, endog med brutalitet, hvis det viste sig at være nødvendigt. Amerikanerne opfordrede ham til at deltage i krigen mod Tyskland,

2) Kam havde rede på sine slægtsforhold, tilmed året 1708 (Trap: Danmark, 12, 5. udg., s. 224, 226).

men det nægtede han totalt.3) Som tekstilmand har han haft meget med jødiske forretningsfolk at gøre, hans kontordame var jødinde, men jeg har aldrig hørt ham tale dårligt om jøderne. Han byggede sin forretning op med fine agenturer fra hele Europa, blev grosserer og havde forbindelse med store firmaer i England, Tyskland, Schweiz og Frankrig. Han rejste meget og fortalte særligt i årene efter Hitlers magtovertagelse om det nye Tyskland. Efter den første verdenskrig var Tyskland på grund af de meget hårde fredsbetingelser i Versailles kommet i en forfærdelig krise, som i årene 1920 til 1933 førte til næsten 10 millioner arbejdsløse, til sult og anarki. Disse katastrofale tilstande jævnede vejen til magten for Hitler, og det var intet under, at flertallet valgte ham, således at NSDAP i 1933 blev det stærkeste parti. Som leder af dette parti blev han den 30. januar 1933 af Hindenburg udnævnt til rigskansler.4) Under Hitlers regering oplevede Tyskland en enestående udvikling, som bragte brød og arbejde til alle. På det tidspunkt så også mange i udlandet med beundring på det nye Tyskland.5) Der siges jo, at man er 3) Kams beskrivelse af faderen, der ikke vil gå i krig mod Tyskland for ussel mammon, er et ekko af den nazistiske retorik under krigen, hvor amerikanerne yndedes fremstillet som magtbegærlige, materialistiske og pengegriske uden andre værdier og drivkraft end berigelsen i sig selv. Selvom Hitler ved visse lejligheder udtrykte beundring for bl.a. den amerikanske industrielle kapacitet og respekt for det nordiske blod, der gennem udvandring havde skabt den nye verden, var det som oftest et negativt syn på Amerika, der kom til udtryk i den nazistiske propaganda. Mens amerikanerne sås som egoistiske og styret af økonomiske interesser, blev Tyskland fremstillet som en nation baseret på fædrelandskærlighed, (race)fællesskab og sunde nationalsocialistiske værdier som offervilje, fysisk styrke, troskab og mod. Modstanden mod amerikanerne bundede også i raceforestillingerne (landets sorte og jødiske befolkning) og den moderne kulturelle påvirkning med jazz og swing, der af nazisterne blev anset som mentalt og kulturelt nedbrydende for den opvoksende ungdom og den tyske egenart (Fischer 2011, kap. 1., Kirkebæk 2004, s. 175-187). 4) NSDAP opnåede ikke flertal ved valgene i 1932, men indgik i en koalitionsregering januar 1933, for at Hitler kunne blive rigskansler. 5) Som Kam beskriver, var der i visse kredse op gennem 1930’erne et positivt syn på »det nye Tyskland« – også i Danmark. En række demokratiske bevægelser, partier og kulturpersonligheder tilnærmede sig dele af det nazistiske tankegods. Nazistiske synspunkter blev i de fleste lande anset for legitime i den offentlige debat, og mange forbandt i højere grad nazismen med viljestyrke, handlekraft og fornyelse end med forfølgelse og undertrykkelse. Selvom nazismen inspirerede nogle, var det

Det bedre borgerskab på familieudflugt. Søren Kam (til højre) med sin mor og storebror Erik på sejltur i Hornbæk havn. Billedet er taget i midten af 1920’erne. (Kams privatarkiv)

et produkt af sin herkomst og sine omgivelser; det stemmer sikkert også for mit vedkommende, og særligt min far har haft en stærk indflydelse på min politiske udvikling. Da Hitler i trediverne holdt sine store taler i rigsdagen i Berlin, sad min far ved radioen og lyttede, og han mente, at »Hitler vil reformere hele Europa«. Hele min barndom har jeg lidt af mellemørebetændelse, og fem år gammel blev jeg opereret på det højre øre; jeg husker, hvorledes en sygeplejerske bar mig ind i operationssalen, og

demokratiske system f.eks. i de skandinaviske lande ikke truet. Tilbage stod de små nazistiske partier, hvoraf DNSAP i Danmark var det suverænt største – og også det parti, Kams far og øvrige familie tilsluttede sig (Lauridsen 2002, s. 37-39, Lauridsen 2003c, Ravn & Quade 1979, s. 9-55, Bundgård Christensen et al. 1998, s. 21-22).

hvorledes lægerne stod der med hvide masker for næse og mund og bøjede sig ned over mig. Jeg blev opereret af overlæge Mygind, som var en kapacitet på det område. Når min mor kom på besøg, gav hun mig maden, og når hun gik, rasede og skreg jeg, så hun kunne høre det gennem hele sygehuset. Min mor var et elskeligt væsen, hun sørgede for os alle dag og nat; det meste af tiden var hun gravid, for hun fødte elleve børn, to døde som nyfødte. Hvorledes hun præsterede alt det arbejde er, set med vore øjne idag, nærmest en gåde. Da vi var små, havde hun en hushjælp. Senere havde jeg adskillige gange mellemørebetændelse på begge ører, så blev trommehinden punkteret, for at betændelsen kunne løbe ud – penicillin kendte man på det tidspunkt endnu ikke. Disse indgreb var ret smertefulde, men jeg tog dem efterhånden uden nogen form for bedøvelse, derfor var jeg også højt anset hos professor Mygind for at kunne udholde de smerter uden at give én lyd fra mig. Når jeg sad i venteværelset, kaldte han mig ind med bemærkningen »Så kommer den berømte Søren Kam«! Senere, under krigen, blev han kaldt ud til en af mine små brødre. Da havelågen var låst, sprang han bare over – det var hen på aftenen. Jeg var på orlov, og han vidste nøjagtigt, i hvilken lejr jeg befandt mig. Han trykkede min hånd længe og sagde: »Jeg er ikke af din mening, men jeg respekterer dig. Pas på dig selv!«6) Da min lillebror Poul blev født, flyttede vi til en større lejlighed i Sankt Kjelds Gade, ikke langt fra Galle & Jessens chokoladefabrik og ikke langt fra Fælledparken. I Sankt Kjelds Gade lå et nonnekloster, det var meget interessant og hemmelighedsfuldt. Der gik rygter om, hvorledes de levede derinde, og henne på hjørnet var der en frisør, som af og til fortalte røverhistorier 6) Sidney Mygind, 1884-1970, var 1923-54 overlæge ved Kommunehospitalets øre- og halsklinik.

om klosteret, for han arbejdede der af og til og klippede nonners hår.7) Mine første skoleår tilbragte jeg inde i byen. Man måtte køre med sporvognen derhen; den første gang ledsagede min mor mig, og ved den lejlighed fremsagde jeg digtet »Søren Top stod tidligt op«, hvilket vandt lærerindens bifald, fordi jeg optrådte friskt og frejdigt. Min storebror Erik og jeg kørte så hver dag til skolen med hinanden. Nu skal jeg fortælle lidt om mine bedsteforældre på mors side. Hendes far hed Julius Heinrich Thorvald Hermansen og var gift med Karoline – vi sagde bedstefar og mormor til dem. Min bedstefars slægt stammede fra Tyskland, hans mor var fra Hannover. Som ung kom han på kadetskole og sejlede rundt på verdenshavene med de danske krigsskibe – dengang havde Danmark kolonier, nemlig de vestindiske øer St. Thomas, St. John og St. Croix, og de blev regelmæssigt besøgt af den danske marine. Det var et hårdt liv dengang – han fortalte, at han ved en manøvre fik klemt to fingre i en kanonlås, så de hang i trævler. Skibslægen syede dem sammen uden nogen bedøvelse og sagde bagefter »Giv ham en tår vand, han er lidt bleg om næbbet.« Da han var midt i trediverne, mønstrede han af og begyndte at arbejde i firmaet V. Løwener, som dengang havde til huse på Vesterbrogade. Her arbejdede han sig helt nedefra op til toppen, blev ekspeditionschef og medindehaver. Løwener importerede maskiner og alle mulige køretøjer til brandvæsenet, hovedsagelig fra Tyskland. Når vi besøgte ham i firmaet, fik vi lov til at sidde i de pragtfulde vogne, som strålede i deres ildrøde farver og gul messing, og vi ringede med klokken og legede, at vi rykkede ud til en stor brand.8) Min bedstefar havde en åben Ford, en skøn vogn, allerede i trediverne en »oldtimer«; han plejede den meget omhyggeligt

7) Den evige tilbedelses Kloster mellem Sankt Kjelds Gade og Jagtvejen. 8) Firmaet V. Løwener, Vesterbrogade 9.

Familiefoto fra Kams farfars 90 års fødselsdag i 1936. Kam ses som nummer to fra venstre i bagerste række. De otte brødre på billedet blev beriget med endnu en bror i 1938; Kams mor fødte i alt 11 børn, hvoraf to døde som nyfødte. (Kams privatarkiv)

og udførte alt arbejde selv. Når vi var på besøg i Helgesensgade, hvor de boede i en stor lejlighed på tredje sal, og spurgte mormor, hvor bedstefar var, førte hun os hen til et vindue, der vendte ud mod gården. Der så vi Ford’en og bedstefars ben, der ragede ud bagtil; han lå under vognen og arbejdede. Hver søndag aften ringede mor op i Helgesensgade for at høre, hvorledes søndagen havde været; når hun så sagde, at det jo var en mægtig byge, der var gået ned, hed det altid »vi har ingen regn haft« – de ville aldrig indrømme, at de var blevet våde, for min bedstefar ville ikke slå kalechen op, han elskede at køre i åben vogn. De som sad på bagsædet, havde en glasskærm foran sig til beskyttelse mod vinden. Når vi kørte med, sad vi gerne på bagsædet hos mormor og morede os kongeligt,

når hun skældte bedstefar ud, fordi han ikke kørte rigtigt efter hendes mening. Hun kunne godt sige de største grovheder, for han kunne jo ikke høre noget som helst, som blev sagt bag glasruden. Når mine bedsteforældre var på besøg hos os senere, da vi boede i Charlottenlund, stod vognen foran vores hus. Så satte vi os ind og håndterede med alle instrumenter. Vi opdagede snart, at hvis vi trykkede på selvstarteren, sprang vognen hver gang et lille hop fremefter. Efter et stykke tid stod vognen næsten nede ved hjørnet, og når bedstefar kom ud, undrede han sig temmelig meget, for han mente da, at han havde stillet bilen lige udenfor havelågen. Når han lukkede dørene, klemte han et lille stykke filt imellem og slog dem så i; han var meget omhyggelig og ønskede ingen klapren under kørslen. Juleaften tilbragte vi altid sammen med mine bedsteforældre og min mors søster Karen, som var ugift og boede hos forældrene. Mor fortalte, at hun havde haft adskillige friere, men bedstefar smed dem allesammen ud; han var temmelig streng, og dengang havde børn, selv som voksne, ikke meget at sige overfor deres forældre. Siden mit ellevte år boede vi i Charlottenlund, og de fleste erindringer fra min barndom har jeg fra den tid. Min far købte et dejligt hus der, og haven var fuld af pragtfulde træer, som far lod plante af en havearkitekt.9) Vores familie voksede stadig, vi var nu seks drenge, og der skulle jo komme endnu tre, så vi nåede det stolte tal af ni drenge.10) Nu til julen, det var en skøn fest for os alle med overraskelser og hemmeligheder. Om formiddagen kom min bedstefar med

9) Søren Kams andet barndomshjem var beliggende på Hans Bruunsvej 20 i Charlottenlund. 10) Kams barndom var ikke præget af økonomisk smalhals og krisestemning: Stort hus i Charlottenlund, havearkitekt og åben sportsvogn er en del af familie- og barndomsminderne. Kam kom fra det velstillede og velansete bedre borgerskab. Efterkrigstidens opfattelse af de danske nazister som utilpassede outsidere, psykopater og randeksistenser er siden blevet afvist af forskningen (Lauridsen 2002, s. 17-20, 28-30, Djursaa, 1 1981, s. 104-105 og II, s. 100 ff.).

taxa og bar en stor tøjkurv fuld af gaver ind i dagligstuen. Så kørte bedstefar tilbage til byen for at arbejde, det vil sige tilbage til en stor julefrokost, som Løwener gav for sine ledende herrer. Om formiddagen kom mormor og Karen, som vi kaldte moster. Så blev der lavet mad hele dagen. Lillejuleaften var juletræet blevet pyntet; det havde vi store drenge hentet hos vores købmand, Søren Sørensen Omand, og båret hjem i triumftog, og det stod nu i mørket i karnappen. Ved sekstiden var alle forsamlet, og vi gik til bords, risengrød med kanel og sukker og en smørklat i midten, og i én tallerken var der gemt en mandel. Den som fik den, fik den første gave udleveret, en marcipangris eller lignende. Dertil drak vi hvidtøl, et mørkt øl uden alkohol. Så kom flæskestegen på bordet, en hel skinke med svær, som knasede, når man bed i den. Dertil glacerede kartofler og rødkål, og de voksne drak rødvin dertil. Bagefter blev der serveret æblekage med flødeskum, og så var vi så mætte, at vi næppe kunne røre os. Mor, mormor og moster vaskede op og gjorde køkkenet i orden, min mor sagde altid, at man ikke kan begynde en ny dag med et køkken fuldt af opvask. (Det har jeg overtaget og går aldrig i seng uden at gøre køkkenet i orden.) Så blev juletræet stillet op midt i spisestuen, lysene blev tændt, og vi rakte hinanden hånden og dannede en stor kreds omkring træet. Medens vi sang julesange, gik vi rundt om træet, og som afslutning blev der sunget en lystig sang og så gik det i galop rundt om træet, højre om og venstre om – der var en prægtig stemning. Alle gaver var pakket ind, og på hver hang en lille seddel, hvorpå der stod for eksempel »Til Søren fra Mor« eller »Til Søren fra Mormor« osv. Mor foretog uddelingen, og hver trådte frem og modtog sin gave, når man blev kaldt op. Da alle gaverne lå mellem hinanden, varede det et godt stykke tid, til man havde fået det hele overrakt. Da min mormor fik et kostbart stykke stof til en kjole af min far, flød tårerne, og hun sagde »Rasmus, er du da skruptosset!« Som dreng samlede jeg tinsoldater i skikkelse af romere og

fik hver jul nogle nye til samlingen. En jul kan jeg huske, at jeg var skuffet, fordi udbyttet i mine øjne havde været ringe. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage af lutter skuffelse, så min mormor skyndte sig at love mig et par til nytår. Min far havde hvert år en overraskelse til sig selv, noget som han ønskede sig og så selv købte, og det hentede han til slut til moro for alle. Bagefter var der et stort bord med juleknas, appelsiner, æbler, nødder, dadler og æsker med fin chokolade og hjemmebagte småkager, de voksne drak madeira eller likør. Det blev sent den aften, men de små holdt ud til det sidste. Så bestilte min mor en taxa, og mine bedsteforældre og moster tog hjem. Min far sagde altid, når de var gået »de kom med én tøjkurv fuld og gik hjem med to«. I Helgesensgade havde de den vane at deponere en julegave i deres senge, som så skulle være en overraskelse, når de kom hjem. En gang overså min mormor et kaffestel, da hun sprang op i sengen. Det var egentlig til 12 personer, men bagefter kun til 8. En særlig oplevelse med mine bedsteforældre var besøget i det berømte cirkus Schumann, som hver sommer holdt forestillinger i København; det var en oplevelse for os drenge, som jeg ikke har glemt den dag idag. 1932 flyttede vi altså ind i vores hus i Charlottenlund, og jeg kom i Maglegårdsskolen.11) Jeg havde næsten en halv times march frem og det samme tilbage hver eneste dag. Kun de elever, der boede udenfor en bestemt grænse, havde tilladelse til at benytte en cykel, der var nemlig kun et begrænset antal pladser i cykelskuret – og vi boede lige ved grænsen. Selvom det ikke passede os, var det sundt hver dag at måtte marchere

11) En række fanatiske unge nazister, de såkaldte Bloddrenge, gik på Maglegårdsskolen i Charlottenlund op gennem 1930’erne. Ud over at være blevet præget af faderens sympati for Hitler og »det nye Tyskland« kom Kam således til at færdes i et ungdomsmiljø, hvor den nazistiske overbevisning kunne deles, vokse og styrkes. Kam opnåede gennem en klassekammerat kontakt til Nationalsocialistisk Ungdom (NSU), DNSAP’s ungdomsorganisation.

En dreng som alle andre. Søren Kam (til højre) med en af sine brødre på familieudflugt til Himmelbjerget, sandsynligvis i midten af 1930’erne. (Kams privatarkiv)

100

en time, og når man tænker sig forholdene idag, behøver man ikke at undre sig over at »kondi«’en hos ungdommen lader en del tilbage at ønske. Det meste af tiden var jeg nr. 10-12 af ca. 25-30 elever, hver måned fik vi vidnesbyrd, og det blev altid nøje regnet ud, hvilken plads man indtog i klassen. At jeg var afholdt af mine klassekammerater, er vel bevist ved, at jeg hele min skoletid blev valgt til at pynte vores klasseværelse til jul sammen med endnu en dreng og to piger. Hele min skoletid havde jeg frøken Westby som klasselærerinde, hun var en dejlig lærerinde, som vi holdt meget af – jeg tror endda, at jeg var rigtig forelsket i hende. I tysk havde vi hr. Karstadt, han talte perfekt tysk, men var en dårlig pædagog, som ikke kunne forklare os dette svære sprogs mærkværdigheder. Når vi spurgte ham, hvorfor hedder det her »die Frau« og der »der Frau«, sagde han, at »sådan hedder det nu engang«. Som særlig udmærkelse måtte jeg af og til hente hans madkurv hos hans kone, og kl. 11.45 spiste han sin frokost i vores klasseværelse, medens vi fortærede indholdet af vores madpakker. Selvfølgelig sværmede vi også for pigerne, men det blev ikke vist åbenlyst; vi drenge boksede, kørte cykelture eller var ude at bade. Jeg havde et meget udpræget syn på retfærdighed, og da jeg var en af de stærkeste, tog jeg altid parti for de svagere. En af mine bedste kammerater i min klasse, Gunnar, stammede, og hvis der var nogen, som gjorde nar af ham, fik de en omgang bank af mig. I frikvarteret blev der jo altid leget, og ofte gik det vildt til. Engang sprang en dreng, som gik en klasse over min, på mig bagfra, så jeg gik omkuld. Jeg sagde, at han skulle give en undskyldning for sit feje angreb, men han grinede bare og gik sin vej. Hans lillebror gik i min parallelklasse, og jeg fortalte ham begivenheden og sagde, at jeg ville udfordre hans bror til kamp, hvis han ikke gav mig en undskyldning. Han sagde, at jeg skulle passe på, for hans bror var større og stærkere end jeg.

Det var mig fuldstændig ligegyldigt, og jeg opfordrede ham et par dage senere til at give mig en undskyldning, ellers ville det komme til kamp. Da der ingen reaktion kom, sagde jeg et par dage senere til mine klassekammerater, at jeg ville passe ham op efter skolen i cykelskuret. Det blev en hård kamp, men resultatet blev, at min modstander ikke kunne gå i skole næste dag. Min klasselærer var blevet ringet op af hans mor og spurgte mig, hvad der var sket. Jeg fortalte ham hele historien og sagde, at jeg følte mig krænket i min ære, når én smider mig til jorden, bare fordi han kommer bagfra. Han havde haft lejlighed til at bringe sagen ud af verden ved at give mig en undskyldning. Mit valgsprog var altid »–- jeg kæmped’ med åben pande–-». Min klasselærer fandt det helt i orden.12) Da man engang behandlede krigen ved Dybbølskanserne 1864 med særlig intensitet, men kun strejfede englændernes bombardement af København 1807, hvor de røvede hele vores flåde, stod jeg op og forlangte, at den uret skulle fordømmes på samme måde som vores nederlag i 1864. Men englænderne havde allerede dengang sympatien på deres side.13) Jeg kan huske, at en dreng en dag råbte »Heil Hitler, smid skjorten og brug kitler.« Da jeg kom hjem fra skolen, spurgte jeg min far, hvem Hitler var. Han svarede, at Hitler var rigskansler i Tyskland, og at han førte landet ud af den store krise. Min far holdt meget af hunde, og en dag købte han en Grand Danois. Et mægtigt dyr, Nero, som havde levet i en lejlighed i byen og var fuldstændig forvildet og uopdragen. Den første nat tilbragte den i køkkenet og ødelagde døren med sine mægtige kløer. Min mor var helt fortvivlet og også bange for den vældige køter, men min far var overbevist om, at han nok skulle 12) Som Kam fremstiller det her, havde han mere end en klasselærer, jf. omtalen af frøken Westby ovenfor. 13) Når Kam skriver, at englænderne »allerede« havde sympatien på deres side i sin skoletid, glemmer han, at Tyskland ikke havde været populær for sin behandling af danskerne i Nordslesvig mellem 1864 og 1920 og heller ikke havde været det derefter, hvad indberetninger fra Det Tyske Gesandtskab i København også vidner om.

101

opdrage den. Han lavede et seletøj til Nero, og når der lå sne, blev han spændt for en slæde, og vi gik med ham ned til enden af vores vej. Så kaldte far på ham, og han satte i galop tilbage til havelågen, og vi sprang på slæden, og Nero trak fire af os i strygende fart, så stærk var han. Min far havde forbindelser med tekstilfabrikker i Tyskland, England, Schweiz og Italien, og solgte deres varer i sit agentur. Han rejste hvert år til England og flere gange til Tyskland. Hans sympati gjaldt det nye Tyskland, og hans partnere fra store fabrikker i England og Tyskland var altid gæster hos os, og far diskuterede udviklingen i Europa med dem – han talte perfekt engelsk og tysk. Det gik meget internationalt til i mit hjem. Jeg husker at min mor fik mange komplimenter ved disse lejligheder, fordi hun så så strålende ud og havde en fin figur, selvom hun fik de mange børn. Vi drenge lavede ofte gale streger – mor slog os aldrig, men sagde, at hun ville sige far besked, når han kom hjem. Ofte hang den trussel over vores hoveder, af og til sagde hun ikke noget, men hvis vi havde lavet noget særlig slemt, fik far en beretning, når han kom hjem. Dengang fik man en gang bank, og vi trådte frem, og hver tog sine prygl. Poul var nr. 4, og når turen kom til ham, tudede han i forvejen af fuld hals. Mor sagde til far, at han skulle lade ham slippe, og så hed det »næste gang får han også«. Poul havde en hjertefejl efter en skarlagensfeber og var svagelig som lille. En berømt børnelæge i København dengang var professor Monrad. Han var jøde og et enestående menneske, som vi holdt meget af. I årenes løb fik han kureret Pouls hjertefejl fuldstændigt, så han senere var så rask som enhver af os andre.14) Når min far sagde til prof. Monrad, at han skal da sende sin regning, så sagde han »Hr Kam, De har så mange børn, regningen kan vente.« På det tidspunkt kørte der i Danmark overvejende ameri102

14) Svenn Monrad, 1867-1945, var overlæge ved Dronning Louises børnehospital.

Familiefoto fra tiden omkring Anden Verdenskrigs begyndelse med faderens amerikanske bil som baggrund – en luksus, der var de færreste beskåret på den tid. (Kams privatarkiv)

kanske biler, og min fars første bil var en Pontiac, en dejlig vogn med et indianerhoved som kølerfigur. Senere havde han en Oakland og en Oldsmobil. Hver sommer kørte vi til Tisvilde i Nordsjælland og tilbragte nogle ugers ferie der. Det var herligt ved Kattegat, vi boede i en pension, senere lejede min far et sommerhus, og pensionen bragte maden, så mor ikke skulle lave mad og også have lidt ferie, som hun virkelig trængte til. Jeg glemmer aldrig, når vi om aftenen gik ned til havet og nød den skønne solnedgang – det var en tid opfyldt af fred og ro. Vi legede med børnene fra andre familier, spillede teater og cirkus eller løb omkring i timevis. Når vi kom hjem i sommerhuset, trak vi en spand frisk vand op af brønden, det vand havde en enestående smag, som jeg husker den dag i dag.

103

104

Efter ferien begyndte skolen igen og vi måtte arbejde flittigt, men havde også tid til at lege. Vi hørte, at der var en rigtig bande, som kæmpede mod en anden bande, og det varede ikke længe, før jeg var medlem af den ene. Det gik hårdt til, og der fandt rigtige kampe sted, når man traf på hinanden. Vi havde anlagt store huler med underjordiske gange. En dag måtte vi flygte op på et tag og sad der hele eftermiddagen, fordi vi var belejret og måtte vente, til fjenden trak sig tilbage. Vi kørte vidt omkring på cykel, og en dag var Henry og jeg i en lystbådehavn lige nord for København. Vi kom i snak med en mand, som var ved at gøre sin sejlbåd klar til at stikke til søs. Han spurgte min bror Henry og mig, om han skulle tage os med et stykke op ad kysten, og så kunne vi køre tilbage. Det syntes vi var en god idé, cyklerne kom ombord og turen begyndte. Da vi var kommet et stykke ud i Øresund, mærkede vi, at båden ikke lystrede roret, og at vi drev længere og længere bort fra kysten. Manden mente, at han ved den sidste sejlads havde lagt mærke til, at der var et eller andet i vejen med roret, og efterhånden mærkede vi, at han ikke havde særlig meget forstand på at sejle en båd. Så begyndte det at blæse op, båden rullede omkring, og vi måtte se at få sejlet ned, inden vi måske kæntrede. Det var mig, som skulle udføre denne manøvre, og det lykkedes mig at få bjerget sejlet uden at gå overbord. Til vores store held dukkede der længere ude en større motorbåd op, som havde kurs mod land, og da den nærmede sig os, råbte vi om hjælp. De så snart, at vi var i nød, kom op på siden af os og smed en trosse over, som vi gjorde fast om masten. Så slæbte de os ind i en havn længere oppe ad kysten. I mellemtiden begyndte det at blive mørkt, og vi var lykkelige, da vi endelig havde land under fødderne og fik vore cykler ud af båden. Vi kørte tilbage til Charlottenlund, så hurtigt vi kunne, og havde ikke nogen rar fornemmelse, når vi tænkte på, hvad der ventede os ved hjemkomsten. Hjemme var alt i største oprør, for ingen vidste, hvor vi havde været så længe. Far og mor var

så glade, da vi dukkede op, at vi ikke fik nogen straf, og da de hørte, hvad vi havde oplevet, måtte vi love aldrig at gøre noget lignende mere. Far havde en del venner, og alle havde de store amerikanske biler, enkelte også engelske. Det drejede sig altid om, hvis bil var den stærkeste, og om søndagen kørte vi til Geels bakke, en lang stigning på vejen til Hillerød. Neden for bakken tog min far og en af hans venner opstilling med deres biler ved siden af hinanden, altså over hele vejbredden. Så kørte de så hurtigt som muligt op ad bakken for at se, hvem der nåede toppen først. Det var jo betegnende for forholdene dengang, at der søndag morgen på landevejen sjældent kom en modgående vogn! Vi drenge sad bagi og nød disse køreture i fulde drag. Som dreng interesserede jeg mig meget for soldater, ganske vist for tinsoldater, og jeg lavede dem selv; af min bedstefar fik jeg tin, og jeg havde to forme med forskellige soldater. Tinnet smeltede jeg i vores koksovn, og så støbte jeg hele armeer. De blev malet i forskellige farver, og min bror Poul assisterede mig ved dette arbejde. Jeg havde fire kanoner, og ammunitionen dertil var de små pinde, som dengang blev fastgjort til sejlgarnet på en pakke, så den var nemmere at bære. Så udkæmpede vi store slag, og det var altid mig, som fastlagde den militære situation. Det er sjovt nok, men hele min ungdom, ja, lige fra barndommen har jeg beskæftiget mig med militæret. Når jeg kom hjem fra skole og havde læst mine lektier, tog jeg ofte min cykel og kørte til Ermelunden, hvor jeg iagttog de danske soldater på deres øvelser.15) Så lå jeg i grøften og sludrede med soldaterne og fulgte dem på deres øvelser. Som dreng interesserede jeg mig også meget for boksning. Vi fik to par boksehandsker, og så udkæmpede vi hårde kampe. Min storebror Erik var den rigtige modstander for mig, han var 15) Soldaterne, som Kam her refererer til, kom fra Den Kongelige Livgarde. Livgardens rekrutuddannelse foregik på Jægersborg kaserne, og Ermelundssletten blev ofte anvendt som øvelsesterræn.

105

stærk, og jeg lærte meget af ham. En gang ramte han mig lige på hagen med det resultat, at jeg blev slået ud, men med en spand koldt vand over hovedet var jeg hurtigt klar igen. I den del af sommerferien, som vi tilbragte hjemme, kørte far tidligt om morgenen hele familien til Strandmøllen, hvor vi badede i det friske vand. Længere inde mod København var vandkvaliteten (dengang) ikke særlig god; storbyen førte alt sit spildevand ud i Øresund, og når vinden stod på, drev alle mulige mærkværdigheder ind mod stranden. »I dag er der boller på suppen,« sagde man, men som sagt, ved Strandmøllen var alt i orden. Dengang var badeanstalten delt i midten med en bræddevæg, således at mænd og kvinder var strengt adskilt. En dag mens vi badede, tog Rasmus, min lillebror nr. 5, fars slips, gik ud på den lange bro, som førte ud i vandet og ville fiske med fars slips. Så faldt han i vandet, han var kun to-tre år og gik omgående til bunds. Gudskelov så far det straks og fik ham halet op, inden der skete ham noget. Efter badet drak vi morgenkaffe på Strandmøllekroen, det var en skøn oplevelse for os – den duftende kaffe og det friske brød; der var så tykt et lag smør på rundstykkerne, at vi altid bestilte ekstra brød og smurte det overskydende smør på de andre rundstykker. 1936, da jeg var 15 år, begyndte jeg at interessere mig for politik; når min far kom hjem fra sine rejser til Tyskland, fortalte han om den enestående fremgang, som havde fundet sted. Dette år så hele verden på Tyskland ved Olympiaden i Berlin, og man ved, at der var mange højtstående personligheder fra alle verdens lande, som fulgte begivenhederne med stor begejstring og beundring for »det tredje rige«. Gennem en af mine bedste venner i skolen kom jeg så i direkte forbindelse med de danske nationalsocialisters ungdomsbevægelse NSU.16) På en måde var det som hos spejderne med

106

16) I begyndelsen af 1930’erne var NSU en slags udvidet spejderbevægelse, men udviklede sig i årene frem mod 2. Verdenskrig til en ideologisk kamporganisation med systematiseret skoling og uddannelse. Under krigen blev NSU en vigtig brik

DNSAP’s ungdomsorganisation, NSU, på øvelse ved Ermelunden i Jægersborg Dyrehave 1938 – bagerst ses Søren Kam. Som det bl.a. fremgår af drengenes uniformering, var NSU i midten af 1930’erne ikke særlig velorganiseret og mindede mere om en spejderbevægelse end en politisk og ideologisk ungdomsforening. (Kams privatarkiv)

øvelser i landskabet, lejre med meget sjov og eventyrlige oplevelser, lange cykelture hvor vi blev hærdet og trænet i at udholde strabadser uden at klage, kort sagt, det var vejen til at blive et mandfolk, og der trådte den mand ind i mit liv, som skulle få en særlig betydning for hele min udvikling i min ungdom: Christian Frederik von Schalburg.17) i tyskernes ønske om at rekruttere ungnazister fra germanske lande til krigen på Østfronten. Ifølge en levnedsbeskrivelse fra 1943 trådte Søren Kam ind i NSU som 16-årig (Kirkebæk 2004). 17) Christian Frederik von Schalburg var dansk livgardeofficer og et af de kendteste og mest populære medlemmer af DNSAP. Schalburg var født i Rusland, men kom til Danmark som flygtning efter den russiske revolution i 1917. Hans antikommunisme var en af de væsentligste grunde til, at han blev nazist og senere gik i tysk krigstjeneste. Schalburg er bedst kendt for sit hverv som chef for Frikorps Danmark under krigen, men spillede fra slutningen af 1930’erne en afgørende rolle i udformningen af den nazistiske ungdomsbevægelse i Danmark. Med udnævnelsen af Schalburg til landsungdomsfører i 1939 blev NSU stærkt politiseret og radikaliseret. Schal-

107

(Det var på det tidspunkt, at begrebet »Bloddrengene« opstod.18) På en øvelse ved et lejrophold kravlede jeg under et pigtrådshegn og rev min hånd, så den blødte kraftigt. Jeg var en stor beundrer af indianerne og opfordrede nogle af mine bedste venner til blodsbroderskab med mig. De ridsede et snit i huden, og vi lod vort blod løbe sammen. Da Schalburg så det, sagde han »I er mine bloddrenge«.)19) I trediverne kørte vi et par gange til Tommerup og besøgte min fars slægtninge. Hans fætter ejede den store gård Dyrehavegård, hans kusine Wilhelmine var gift med sognefogeden i Tommerup. Vi blev modtaget med stor gæstfrihed, der blev spist og drukket – på gårdene blev der dengang brygget øl og brændt snaps. Vores ophold var en oplevelse for os bybørn. Mor blev hjemme med de små, som der altid fandtes nogle stykker af. Sommeren 1938, jeg var dengang 16 år gammel, afsluttede jeg min skoleuddannelse med realeksamen. Igennem det sidste skoleår mærkede vi, at vi langsomt blev betragtet som voksne af vore lærere. Jeg holdt et foredrag i klassen om nationalsocialismen, og en anden elev talte om kommunismen. Nu var jeg en rigtig NSU’er og købte mig en sort regnfrakke; lange sorte støvler, ridebukser og en bred livrem med skrårem hørte til udstyret. Min

108

burg var en meget karismatisk mand, og de unge i NSU dyrkede ham som en gud, hvilket også var tilfældet for Søren Kam. Schalburg og Kam meldte sig begge meget tidligt til Waffen-SS og bevarede tæt kontakt frem til Schalburgs død på Østfronten i juni 1942 (Kirkebæk 2004, s. 37 ff. og 303 ff., Kirkebæk 2008). 18) Kam har på dette sted senere vedlagt manuskriptet to håndskrevne tillæg om henholdsvis Schalburg og »bloddrengene«. De er ikke medtaget. 19) Bloddrengene var oprindeligt en mindre gruppe af Schalburgs første og mest hengivne NSU-drenge fra Absalons Banner i København. De fleste af disse kom, som Schalburg selv, fra borgerlige hjem i Nordsjælland. Søren Kam og andre bloddrenge fra den oprindelige gruppe i inderkredsen omkring Schalburg meldte sig tidligt til SS og blev indrulleret i Division Wiking, hvor også Schalburg tjente. Andre fra den tidlige bloddrengegruppe meldte sig til tysk krigstjeneste ved Frikorps Danmarks oprettelse i 1941. Da Schalburg senere selv overtog kommandoen over Frikorps Danmark (1942), blev alle NSU’ere i Frikorpset indrulleret i bloddrengegruppen. Samlet set udgjorde gruppen af bloddrenge ikke over 40 mand i 1942, og kredsen blev ikke udvidet yderligere efter Schalburgs død i juni samme år. Bloddrengene blev kendt for i ekstrem grad at efterleve Schalburgs »værdier« om mod, kompromisløshed og offervilje på slagmarken. Gruppen af bloddrenge blev næsten helt udraderet under felttoget mod Sovjet (Kirkebæk 2004, s. 303 ff., Kirkebæk 2008, s. 102 ff. og 342 ff.).

Kam poserer her bagved NSU’s såkaldte »Blodfane« under DNSAP’s landsstævne i Kolding 1939. Landsstævnet i 1939 var DNSAP’s største nogensinde og præget af stor optimisme, da partiet var kommet i folketinget for første gang samme år. (Besættelsesmuseet i Aarhus)

far havde ikke noget at indvende, og jeg deltog i store møder og opmarcher på hele Sjælland. Ofte endte det med vældige slagsmål, de røde angreb os brutalt, og jeg må ærligt sige, at det var dem, som altid begyndte. Vi unge havde besked på at holde os tilbage, vores SA, som bestod af hårde, slagkraftige mænd, tog kampen op med kommunisterne. Ved sådanne lejligheder kom KU (Konservativ Ungdom) os ofte til hjælp; de røde havde ikke blot os som modstandere. Fra grev Castenschiolds store gård ved Slagelse kom en hel »Storm«, 30-40 bønderkarle med hårde næver, som gav udslaget i kritiske situationer.20) 20) Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold var fører i DNSAP og ejer af godset Store Frederikslund ved Slagelse. Han var en af de ledende skikkelser i DNSAP’s underafdeling SA (Sportsafdelingen – fra 1941 benævnt Stormafdelingen), der som uniformeret

109

I 1930’erne ville det nye nazistiske Tyskland forbindes med styrke, disciplin og handlekraft, hvilket de årlige partidage i Nürnberg var et udtryk for. Fascinationen af udviklingen i Det Tredje Rige var Kam og hans familie ikke ene om, men det var de færreste, der gik linen ud og meldte sig ind i DNSAP. (KB)

110

og militært trænet partihær bl.a. havde til opgave at agere mødevagter ved politiske sammenkomster o.lign. Ved det fyldte 18 år blev de unge mandlige partimedlemmer overflyttet fra NSU til SA, præcis som det var tilfældet hos det store forbillede mod syd, hvor unge drenge fra Hitler Jugend blev overført til SA (Sturmabteilung), når de fyldte 18 år. I Danmark var SA organiseret i følgende enheder: 1. Sektionen (den mindste enhed), 2. Gruppen, 3. Stormen og 4. Kolonnen. Træningen af SA-mændene

Nu begyndte jeg at overveje, hvad jeg ville være. Min bedste ven fra skolen ville gå i murerlære; hans far havde et stort byggefirma, og han syntes, at jeg skulle gå i tømrerlære, og at vi en skønne dag begge to kunne arbejde i hans fars firma. Altså gik jeg i tømrerlære, og det var min mening at blive arkitekt. Det var et hårdt arbejde dengang, alt blev gjort med håndkraft, kraner eller lignende hjælpemidler kendte man endnu ikke, og da jeg var stor af vækst, forudsatte tømrersvendene, at jeg også havde de samme kræfter som de. Her lærte jeg at arbejde hårdt og at bide tænderne sammen, nu hed det tidligt op om morgenen og ofte en halv times cykelkørsel til arbejdspladsen. Vi bar store bjælker på skuldrene oppe i store højder, og ofte var huden på min skulder slidt igennem af den tunge last. Når man tænker på, at murerhåndlangerne dengang bar alle murstenene i et stillads på ryggen op ad lange smalle træstiger, forstår man, hvad der dengang blev ydet af legemligt arbejde. Jeg var godt lidt af mine svende; når de flyttede til andre byggepladser, ville de altid have mig med. Med politik holdt jeg min mund, for de var alle socialdemokrater, og da jeg nu tog del i mange DNSAP-møder og demonstrationsmarcher, var jeg bange for, at mine svende ville genkende mig, når jeg stod fanevagt med NSU-fanen, iført sorte ridebukser, lange støvler, brun skjorte og livrem med skulderrem. Det er klart at vi blev pro-tysk påvirket i NSU, men der var aldrig tale om, at vi arbejdede hen mod et »Anschluss« med det tyske rige i lighed med Østrig. Vi betragtede vores danske fædreland som det højeste på jorden, og det var også Schalburgs særlige indstilling, som han gav udtryk for i utallige taler og samtaler med os. Troskab mod konge og fædreland var for ham de højeste idealer.21) Vi unge mennesker befandt os dengang på foregik ofte på partimedlemmers godser bl.a. hos Castenskiold i Slagelse. Kams omtale af en storm fra Castenskiolds gård omhandler altså en SA-enhed, der deltog i slagsmål med politiske modstandere (Lauridsen 2002, s. 172, 498, 537-538). 21) For danske nazister var Tyskland forbilledet, og som naboen i syd ønskede man nazismen indført som statsform – men dette skulle ske på dansk grundlag. Partifører

111

en måde mellem drøm og realitet, og min drøm var at udrette noget stort for mit fædreland. Der lå noget i luften, og jeg fulgte alle begivenhederne i aviserne og så, hvorledes Hitler gang på gang gik ud af enhver konflikt som sejrherre.

Frits Clausen var dansksindet sønderjyde og havde tidligt engageret sig i grænsespørgsmålet med ønsket om klare skillelinjer mellem dansk og tysk. En statssammensmeltning eller indlemmelse, som det blev praktiseret i det såkaldte »Anschluss« med Østrig i 1938, stod aldrig på ønskelisten i DNSAP. Drømmen om politisk indflydelse, regeringsmagten og et fremtidigt nazistisk Danmark gik imidlertid gennem et samarbejde med Tyskland, og partiet bragte dermed sig selv i en svær position over for de kredse, der kritiserede partiet for udansk og unational opførsel. Efter den 9. april 1940 blev partiets dansk-nationale retorik derfor endnu mere udtalt, da partiet mod eget ønske nu oplevede at blive slået i hartkorn med besættelsesmagten. Der er ingen tvivl om at Schalburg, som Kam nævner, i al sit virke som livgardeofficer og NSU-landsungdomsfører i Danmark inden krigen prædikede dansk nationalisme og troskab mod konge og fædreland. I løbet af krigen skete der imidlertid en drejning hos såvel Schalburg som NSU-organisationen i retning af øget fokus på den pan-germanske tanke, hvor nationale grænser blev af mindre betydning og de racemæssige bånd mellem germanerne tilsvarende vigtigere. Forsvaret af Danmark blev hos NSU og Schalburg (Waffen-SS) udvidet til forsvaret af »det storgermanske rum«. I 1943 løsrev NSU sig helt fra moderpartiet DNSAP og lagde sig i højere grad op ad – og ind under – SS-imperiet. Det betød, at de storgermanske tanker blev endnu mere fremtrædende. I NSU´s kampblad, Stormfanen, kunne man i marts 1944 læse, at verden havde ændret sig så meget, at man ikke længere kunne begrave sig i sin »egen nationale sfære«: »Europæeren er ved at fødes, han tænker ikke længere i Nationer, men i Kontinenter, og hans Horisont er vid.« (Lauridsen 2002, s. 118, 122, Lauridsen 2003a, s. 35, Lauridsen, 2003c, Kirkebæk 2008, s. 130 ff. og 418 ff., Kirkebæk 2004, s. 197-250).

VED