Salernos sol - af Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne-Marie Vedsø Olesen

Salernos Sol

Politikens forlag

Salernos Sol.indd 3

11/10/13 14.01

FĂ˜RSTE DEL

Civitas Hippocratica

Salernos Sol.indd 19

11/10/13 14.01

*

Fortryder jeg? Men hvordan kunne jeg have valgt anderledes? Hvordan kunne jeg overhovedet vælge, når mit hjerte forlangte, at jeg skulle handle, som jeg gjorde, og jeg var slave af mit hjerte? Jeg måtte adlyde. Jeg må stadig adlyde. Også selv om det bliver min undergang.

Jeg fryser. Her er mørkt og stille, kun sjældne gange hører jeg lyden af en dør. Her er så mørkt, at jeg ikke ved, om det er dag eller nat. Nu hører jeg den svage lyd af skridtene, der vil bringe mig mad. Så er der gået endnu et døgn. Slåen skubbes fra, skålen skubbes ind, og kortvarigt, ganske kortvarigt, lyset fra en fakkel, der sprænger mit mørke og blænder mig som Salernos sol.

Og mørket vender tilbage med røde lyspletter på net­ hinden, der forsvinder som faldende stjerner.

Nej, jeg fortryder ikke, for jeg har været lykkelig. Jeg må minde mig selv om det. Jeg må huske det. Lukke øjnene og se.

På en måde føltes mine år ved lægeskolen i Salerno som de lykkeligste i mit liv. I hvert tilfælde dengang. Den21

Salernos Sol.indd 21

11/10/13 14.01

gang, da jeg endnu ikke kendte den lykke, der brænder og fortærer, og som, hvor kortvarigt flammen end måtte brænde, udfylder livet så fuldstændigt.

Min lykke på Salernoskolen var af den slags, som kun et ungt menneske kan have, inden livet for alvor trænger sig på. En fredfyldt, falsk lykke, hvis betingelser er uvidenhed og mangel på erfaring. Hvor forunderligt er ikke dette paradoks, at netop stedet og årene, hvori man søger viden, afskærer fra det sande indblik og deltagelse i menneskelivets glæder og smerte.

Men jeg følte mig lykkelig. Lykkelig for første gang i mit unge liv, da lægen Ferrarius og jeg trådte ind gennem den lille dør i muren, og de krydrede dufte fra urtehavens lange rækker af velholdte bede ramte mine næsebor.

Måske anede jeg allerede lykken på vej op gennem Salernos stejle gader. Jorden var hård og jævn og let at gå på, slet ikke som Rochesters mudrede, bumpede veje. I Palermo havde vejene også været gode, men­ Palermo var forvirring, angst, uroligheder og frem for alt min plage­ånd sir Thomas Brown, og jeg havde ikke haft ro til at sætte pris på Siciliens eksotiske og velordnede skønhed. Nu var der fred, jeg var sluppet af med sir Thomas, og kong Rogers bevågenhed var skyld i, at jeg gik en strålende fremtid i møde.

Vi gik langs muren. Jeg kunne mærke, hvordan den kastede solens varme tilbage, en hed og vindstille sti fanget mellem sol og mur, hvor luften dirrede i heden, og det eneste tegn på liv var lyden af æslets hove og cikader22

Salernos Sol.indd 22

11/10/13 14.01

nes sang. Da vi standsede foran murens lille dør, rettede jeg mit blik mod syd, ud over Salernos glitrende bugt.

Et flimrende hav af blåt og guld så langt øjet rakte. Så perfekt forekom den enkle, klare flade med det fjerne, guddommelige skær af himmerigets blå farve og lysende så gyldent-hvidt og rent som den hellige Ursulas sjæl, at jeg tydeligt følte Herrens nærvær, og jeg bøjede hovedet og takkede Ham for dette vidunder, takkede Ham for at give mig del i et syn, der lod mig ane den himmelske skønhed.

Ferrarius rev mig ud af min bøn med et sigende vink, og vi trådte ind i urtehaven.

Hvor bange jeg end var for lægen Ferrarius, kunne han ikke slå skår i den berusende lykkefølelse, der gennemstrømmede mig, idet vi passerede tre af bedene og drejede ned gennem en snæver passage mellem to grå stenbygninger. Gennem den åbne dør til venstre hørtes glade stemmer, derpå et plask efterfulgt af brøl og latter.

Jeg skulle senere finde ud af, at det var badstuen, der lå lige over for dormitoriet, de studerendes sovesal. Den snævre passage var ganske kort og åbnede sig snart ud i en bredere, der blev dannet af længen med badstuen på venstre hånd og hovedbygningen til højre, der var vores mål.

Jeg tror, det var, da jeg ventede på bænken i svalegangen ud til den indre gårdhave, at jeg for første gang virkelig så, hvor vidunderligt smukt et sted denne ­syndige jord kan være. Langs den kvadratiske haves sider voksede overdådige, frodigt svulmende rosenbuske i hvidt, 23

Salernos Sol.indd 23

11/10/13 14.01

gult og rødt. Busken ud for mig var tynget af sart-gule blomsterhoveder og lænede sig som følge deraf lidt ind over svalegangens kant, mellem to sæt spinkle søjler, der støttede en elegant bue. Søjlerne og buerne løb hele r­ aden rundt og omkransede den duftende have, og jeg bemærkede, at hvert andet sæt søjler var udsmykket med snoede striber i gyldne mosaikker. Det var som at få et lille glimt af, hvordan det tabte Paradis måtte have taget sig ud. I gårdhavens midte dannede et bed af forunderlige, lyserøde blomster med høje, takkede kronblade endnu en kvadrant omkring bygningens centrum, den cirkulære brønd. De geometriske former var således i fuldendt, guddommelig symmetri, og jeg havde svært ved at tro det, jeg engang havde hørt i Palermo, nemlig at mange af disse smukke bygninger var udtænkt og udført af de vantro arabere, som færdedes frit på gader og stræder, i havnen, og endog åbenlyst ved kong Rogers hof. Men jeg havde aldrig set noget lignende hjemme i Rochester, dér var alt småt og mørkt, og jeg tænkte på træhytten, der havde været mit hjem, og hvor der altid havde hængt denne lugt af noget indelukket og muggent. Jeg havde heller aldrig set en muselmand i Rochester, så hvor besynderligt det end forekom, var det nok sandt, at denne skønhed var de vantros værk. Guds veje er uransagelige.

Når jeg i dag med årenes afstand betragter mig selv, som jeg var dengang, rødmer jeg af flovhed. Jeg kan mærke mine kinder blusse i mørket. Den naive knægt, der sad dér på bænken, indskrænket af dumhed og 24

Salernos Sol.indd 24

11/10/13 14.01

snæversyn, var så sikker på sin lille videns fortræffelighed – hvilket i sig selv var syndigt forfængeligt – fuld af en vigtighed, der var så meget desto mere pinlig, som den ikke bundede i andet end Jacob fra Amalfis dogmer, der var faldet sporadisk og usammenhængende.

At tænke sig, at jeg fortalte rektoren, at jeg kendte Konstantins Pantechne! Hvis den ærværdige rektor Bartholomæus havde boret lidt i min viden, var jeg nok slet ikke blevet optaget på skolen. Men det må siges til mit forsvar, at jeg vitterlig troede, jeg kendte Pantechne, og at det først var under studierne på skolen, det gik op for mig, hvor ganske få læresætninger fra Konstantins tyve bøger jeg egentlig havde lært.

Men rektor Bartholomæus var en venlig mand, og da han så, hvordan Ferrarius’ kritik af Jacob fra Amalfi gjorde mig ked af det, holdt han inde med sine spørgsmål og bød mig velkommen til skolen.

Jeg fik tildelt en madras i dormitoriet. Åh ja, den var tynd, og Petrocellus, som anviste mig den, var uvenlig og nedladende.

Hvor jeg dog ønsker mig den tynde madras i dormitoriet tilbage. Selv Petrocellus’ fjendtlighed skulle være mig kærkommen! Her har jeg kun det hårde stengulv.

Det er koldt og ubekvemt, og jeg har svært ved at sove.

Når jeg vågner, værker det i mine knogler, som om jeg var en gammel mand med gigt. Gid jeg dog var i dormitoriet igen.

Jeg lukker øjnene og ser lyset for mig. Jeg træder ud af dormitoriet, ud i svalegangen, og mine øjne blændes 25

Salernos Sol.indd 25

11/10/13 14.01

kortvarigt af Salernos gule sol. Så ser jeg gårdhaven i dens skønhed, de tunge rosenbuske og de yndefulde ­arkader, så enkle, så lette. Og snart vil svalegangen summe af liv, flokke af studerende i røde kapper vil snakke og le og diskutere, for så at forsvinde ind i auditoriet eller læsesalen i nordfløjen. Og der vil igen for en stund blive tyst. Men stilheden er fyldt af noget andet, noget mere.

Den er så intens, så fortættet, som rosenbuskenes dufte, som det stærke sollys, der tegner skarpe skygger. Den er fyldt med århundreders viden, der gives videre, skrifter, der studeres og oversættes og afskrives. Jeg åbner øjnene. Her er mørkt. Mørkt og koldt og hårdt.

Petrocellus var femteårsstuderende og havde ansvaret for ro og orden på sovesalen. Sammen med to andre fordelte han de opgaver, de studerende var forpligtede til at udføre ud over studierne. Der viste sig at eksistere et helt system, efter hvilket arbejdet i princippet blev fordelt efter anciennitet, men hvor praksis afhang af mange andre faktorer såsom rigdom og vellidthed. Der var dog visse faste opgaver ufravigeligt knyttet til bestemte årgange.

Således passede andetårsstuderende urtehaven, mens de lærte om lægemidlerne, og Musandinus, der skrev på et værk om diætik, overhørte alle protester og indførte køkkentjeneste for tredjeårsstuderende.

Men da jeg skulle tilbringe de første par år med udelukkende at kvalificere mig til de medicinske studier, stod jeg desværre helt uden for anciennitetssystemet, og mine arbejdsopgaver blev da også derefter. Desuden havde 26

Salernos Sol.indd 26

11/10/13 14.01

jeg ingen penge. Altså blev jeg sat til den grovere rengøring; jeg mugede ud i stalden og tømte latrinerne, alt sammen arbejde, der også blev varetaget af en fast tilknyttet stab af fattige, uvidende folk, og de første to år levede jeg derfor som et slags udskud, og jeg knyttede ingen venskaber med de andre.

Men det er ikke møget, jeg husker, når jeg tænker på de år. Det er ikke de uvidende tjenestefolk eller stinkende æselekskrementer eller studenternes kølige foragt.

Jeg husker sollyset og varmen, og hvordan sollyset ændrede karakter fra en lav, flammende rødme over ­Salernobugten, til det en vintermorgen prikkede med hvid og kølig intensitet. Jeg husker gårdhavens skønhed og de rene bygninger og badstuen, som jeg kom til at elske. Og den farvestrålende blomsterpragt i urtehaven, åh ja, de lilla og hvide og røde farver, der flimrede mod hinanden i sommerens tunge luft, en luft fyldt med ­dufte af timian og mynte, af basilikum og kardemomme.

Når jeg spadserede mellem bedene, føltes viften af krydrede dufte så massiv, så virkelig, at jeg næsten t­roede, jeg kunne række min hånd ud og indfange dem. På en måde har jeg indfanget dem. På en måde. Så konkret er de lejret i min erindring, at dette mørke steds stank af snavs og fugt og muggent halm, af afføring og rådnende lemmer, kan fortrænges blot ved tankens kraft. Er det ikke duften af ingefær, jeg kan lugte? Så skarp, så frisk.

Den har altid kunnet overdøve selv den mest uhumske stank.

Og min elskede vinmark, mit tilflugtssted, hvor jeg 27

Salernos Sol.indd 27

11/10/13 14.01

dog husker den. Hvor mange gange har jeg ikke fra denne skråning, blandt rækkerne af vinstokke, set Salernos sol forsvinde i flammehavet? Og hver gang jeg gik fra dormitoriet over til stalden for at varetage mine opgaver, så jeg dem, rækkerne af vinstokke, strækkende sig fra hovedbygningens nordside op ad skråningen, som stræbte de efter bjergets tinde. Jeg ser dem for mig, de tunge, blå drueklaser, og jeg ser efterårets farveskifte, der gør vinmarken til et bølgende hav af rødt og gult og orange.

Det gør godt at se og huske. Og glemme. Jeg vil lukke mit mørke ude. Snavset og kulden og den lurende død. Jeg vil kun huske lyset, lyset fra Salernos sol, og det andet lys, åndens lys, det lys, der trængte dybt ind i min sjæl under Musandinus’ og Pietros kyndige vejledning. * Jeg stod i stalden og mugede ud. Jeg havde kun været der i to uger, men bitterheden begyndte at vokse i mig.

Ingen talte til mig, ingen lærte mig noget, jeg havde kun fået anvist, hvor jeg skulle sove, spise og arbejde, og da hesten foran mig løftede halen og sked igen, var jeg lige ved at græde af arrigskab.

“Hvor mange hestepærer har du muget ud?”

Jeg vendte mig overrasket om. Bag ved mig stod en høj, atletisk mand med et kraftigt, sort hår og gylden hud. Hans brune øjne betragtede mig intenst, og da jeg stadig ingenting sagde, gentog han venligt, men indtrængende sit spørgsmål.

28

Salernos Sol.indd 28

11/10/13 14.01

“Hvor mange hestepærer har du muget ud?”

Jeg betragtede rækken af æsler, muldyr og heste. Der var kun fem heste i alt, og jeg havde muget ud hos dem alle.

“Fem bunker,” svarede jeg uforstående, “men jeg ved ikke, hvor mange pærer der var i hver bunke.”

“Bunker er fint. Det er godt. Du kan tælle. Enheder vil vi snakke om senere. Og når nu du tilføjer den dér, hvor mange har du så fjernet?” Han pegede på den dampende, nytilkomne møgbunke.

“Seks.”

Han nikkede tilfreds og greb ud efter min skovl, men jeg var alt for målløs til at slippe den med det samme, og en kort stund stod vi begge og hev i den. Til sidst fik han dog skovlen, hvorpå han delte bunken midtover og pegede på den ene halvdel.

“Hvor meget er der dér?”

“Jaa, halvdelen ...” svarede jeg tøvende.

“En halv bunke, det er fuldstændig rigtigt, Edgar fra Rochester! Og de to halve bunker giver tilsammen én bunke.”

Derpå rakte Musandinus – for ham var det nemlig, der på så forunderlig vis havde opsøgt mig i stalden – mig igen skovlen, gik med energiske skridt hen og fandt en skovl til sig selv. Og den næste times tid samlede, skilte, talte, delte og grupperede vi æselmøg og hestemøg, til tallene snurrede rundt i hovedet på mig, og mine arme gjorde ondt af skovleriet.

Staldkarlen, en fattig græsktalende mand fra L ­ epanto, 29

Salernos Sol.indd 29

11/10/13 14.01

som jeg delte arbejdet med, var naturligvis alt andet end glad for denne aktivitet, der rodede op i alt møget, og han kredsede surmulende omkring os, mens han forsøgte at rette op på de værste skader. Men da vi på et tidspunkt var i færd med at danne den sidste af fire grupper med tre bunker møg i hver gruppe, og han så sit snit til at forgribe sig på den første imens, resulterede det i en eksplosiv strøm af græske gloser fra Musandinus, og den stakkels mand luskede af, og vi så ham ikke mere den time.

Mine kinder var røde, og min pande svedig, da Musandinus uden tegn på anstrengelse til sidst holdt inde.

“Sæt skovlen fra dig, Edgar, og følg med, jeg skal vise dig, hvor jeg holder til. Så fortsætter vi i aften lektionen dér.”

Vi forlod stalden og begyndte at gå ned langs hovedbygningens nordlige fløj i retning af urtehaven og dormitoriet.

“Har du lært at finde rundt?” spurgte Musandinus, idet vi spadserede langs udkanten af vinmarken.

“Ikke rigtig,” svarede jeg forsigtigt og blev pludselig bange for, om svaret gjorde ham vred.

Musandinus rynkede ganske rigtigt brynene en smule. Derpå standsede han op og begyndte at pege.

“Dét er den nordlige fløj, den er helliget studierne.

Allerlængst nede, lige over for stalden, hvor vi kommer fra, ligger biblioteket. Dér har studerende ingen adgang, kun færdiguddannede læger, og det bevogtes af 30

Salernos Sol.indd 30

11/10/13 14.01

c­ onfrater Copho, der bringer jer bøgerne. I forlængelse af biblioteket ligger jeres læsesal, den har vi netop passeret, og dét sted, kan jeg forsikre dig, vil du til gengæld så rigeligt komme til at kende!” Musandinus blottede sine perfekte, hvide tænder i et skinnede grin. “De ældste studerende plejer at kalde det locus vomitus!”

Selv udstødte jeg en forsigtig, lille latter, mens jeg med længsel betragtede muren med de høje vinduer og ønskede, jeg befandt mig på den anden side. Brækstedet kunne umuligt være værre end latrinerne og arbejdet i stalden.

Musandinus fortalte derpå, at vi befandt os ud for auditoriet, men at det ville jeg først stifte nærmere bekendtskab med, når jeg startede på selve det medicinske studium.

Vi fortsatte spadsereturen ned forbi den ærværdige ­rector magnificus’ værelser og nåede frem til mit velkendte dormitorium, der udgjorde hele østfløjen og vendte ud mod urtehaven. Sydfløjen og vestfløjen måtte vente til en anden gang, sagde Musandinus, men sydfløjen kendte jeg vel, det var længen lidt løsrevet fra selve hovedbygningen med køkkenet, refektoriet, badstuen og infirmeriet.

Lægeskolens mange bygninger var omgivet af en mur, og Musandinus dirigerede mig gennem urtehaven, hen imod østmuren, der dannede bagvæggen af en lav, okkergul bygning. Den aflange, gule bygning var ligesom hovedbygningens indre gårdhave forsynet med arkader og en svalegang, der som den skønneste veran31

Salernos Sol.indd 31

11/10/13 14.01

da vendte ud mod urtehaven og havde udsyn over mod hovedbygningen med dormitoriet. Søjlerne var enkle og af samme okkergule farve som bygningen, og over dem understregede en bred, ornamenteret bort de små buer, der til sidst kronedes af et støvet-orange tegltag.

Jeg skal aldrig glemme farverne. De varme farver af ild og jord. Om de så lader mig rådne op i dette mørke i tusinde år, vil jeg stadig for mig kunne se den okkergule bygning med det orange tag og buskene neden for verandaen fyldt med små, tætte, solgule blomster.

Musandinus pegede op på en af svalegangens mange døre.

“Dér bor jeg. Efter aftensmaden fortsætter vi.” Derpå gik han op på verandaen og forsvandt ind gennem døren.

Om aftenen i tællelysets skær fortalte Musandinus mig om de fire regnearter, deres egenskaber og regelsæt, og demonstrerede sit regnebræt. Det hele forekom så ­legende let, men jeg forstod senere, at det var takket være Musandinus’ forunderlige evne til at fremstille selv det sværeste stof enkelt og vedkommende, hvorfor hans lektioner da også var yderst populære. Hestemøget havde indviet mig i de fire regnearter, det var mit første møde med aritmetikken, og selv da vi langt senere det efterfølgende år gennemgik potensopløftning, roduddragning og sågar logaritmer, forekom det så simpelt som at muge ud i en stald, og jeg forlod den aften Musandinus’ bolig fuld af frydefulde fornemmelser og forventningsfuld glæde. Musandinus havde nemlig sat mig i stævne i den 32

Salernos Sol.indd 32

11/10/13 14.01

indre gårdhave den efterfølgende eftermiddag, og hele natten besøgtes mine drømme af tal, der subtraheredes og multipliceredes i det uendelige, og jeg var sikker på, at det på en eller anden måde var et tegn fra oven.

I den smukke gårdhave, blandt duftende rosenbuske og søjlernes gyldne mosaikker, gentog gårsdagens oplevelse sig, blot var det denne gang en introduktion til geometri, min energiske lærer havde i tankerne. Musandinus og jeg vandrede rundt og rundt i den kvadratiske have, vi spadserede langs diagonalen og delte den i ­ligebenede trekanter, vi talte skridtene og multiplicerede dem med sig selv og adderede, og som et tegn på den guddommelige orden blev resultatet af de to sider det samme som diagonalen. Da vi var blevet tørstige, hentede jeg vand op fra den cirkulære brønd, og jeg lærte om diametre og radius og vinkler.

Da vi havde læsket os, lod jeg spanden dumpe ned i brønden igen og så afventende på min lærer, der havde bøjet sig ned over det kvadratiske bed med de lyserøde blomster.

“Findes disse kaktusblomster også i Rochester?” spurgte han og rettede sig atter op.

“Nej, doktor, jeg har aldrig set dem før, heller ikke da vi rejste hertil, hverken i Aquitania eller Burgund eller Lombardiet.”

“Du er jo ganske berejst, Edgar fra Rochester, jeg er jo et rent pattebarn i sammenligning!”

Musandinus lo, og jeg rødmede af skam over at have kunnet antyde noget sådant. Men Musandinus fortsatte 33

Salernos Sol.indd 33

11/10/13 14.01

muntert, idet han forklarede mig, at de voksede i hans hjemland, og til min overraskelse slog han pludselig over i arabisk og spurgte, om jeg forstod. Jeg nikkede forskrækket og forhindrede kun i sidste øjeblik min arm i at slå kors. Måske så han det, måske ikke, i hvert tilfælde lod han som ingenting og vinkede mig med ind i den skyggefulde svalegang.

“Kom med, Edgar, nu skal jeg vise dig auditoriet og de studerendes læsesal.”

Vi passerede bænken, jeg havde siddet på, da jeg ventede på at tale med rector magnificus. Enkelte af de gule roser havde tabt bladene, og de sart-gule ­rosenblade lå på gangen foran mig og lignede små stykker fed, blød silke. De lå strøet på min vej så blidt og æterisk som et åndepust fra en engel, og jeg følte igen, hvordan Herren var med mig. Måske var Musandinus vantro, måske var han en omvendt vantro, men hvorom alting var, fornemmede jeg tydeligt, at Herrens vilje skete, og at mit møde med denne araber havde et helligt formål.

Musandinus åbnede døren ind til auditoriet og hev mig med indenfor.

“Lægekunsten omfatter både den syge, sygdommen og lægen, og den fuldkomne læge ...”

Alle vendte blikket mod os, og Ferrarius holdt brat inde med sin tale og betragtede os irriteret. På to rækker bænke foran ham sad de ældste studerende, heriblandt Petrocellus, og jeg ønskede, jeg var et lille barn, der kunne søge ly for deres stirrende blikke bag sin mors skørter.

Men det var jeg ikke, og i stedet rødmede jeg til op over 34

Salernos Sol.indd 34

11/10/13 14.01

begge ører, hvilket fremkaldte en svag fnisen fra Petrocelllus’ sidemand.

“Stille!” beordrede Ferrarius vredt.

“Fortsæt endelig, confrater medicus,” sagde Musandinus uanfægtet, “jeg viser blot vores kommende student rundt. Lad endelig ikke dine vise ord forstyrre heraf.”

“Hmm, ja.” Ferrarius vendte atter blikket ud over salen og fortsatte med kølig stemme. “Altså, l­ægekunsten omfatter ud over sygdommen og den syge også lægen, og den fuldkomne læge er den, der kan skelne det m ­ ulige fra det umulige. Husk også, at lægehjælpen kun er nødvendig, når legemets naturlige stræben – physis – svigter, og at det i hvert enkelt tilfælde derfor må ­vurderes, om ikke lægen af den ene eller anden grund skal trække sig tilbage. Hvis ikke, skal han huske at fare med lempe for i det mindste ikke at volde skade. Lad os nu vende tilbage til symptomet abdominalsmerter og sammenholde det med forskellige kliniske billeder. I hvilke tilfælde skal lægen gribe ind, og hvordan? Når abdomen ved palpation føles hårdt som et bræt ...”

Musandinus hev mig i ærmet, og vi listede igen udenfor. Derefter fortsatte vi ned ad svalegangen til læsesalen.

Hvordan kan jeg retfærdigvis beskrive dette sted? Øjet kan betragte, observere og registrere alle et rums sjæl­ løse genstande, men ånden, der herskede på dette sted, den guddommelige lærdom, de hungrende ildsjæle, alt det, der fyldte dette rum, lå skjult for den nytilkomnes første blik.

35

Salernos Sol.indd 35

11/10/13 14.01

Der var stille. Stille og lyst. Vinduerne var talrige og høje, væggene hvidkalkede, og fire rækker læsepulte, der næsten alle var besatte, løb to og to gennem rummets længde og dannede en midtergang, for hvis ende en skaldet mand ved en noget større pult vogtede. Lige bag ham stod en tung, buet trædør på klem, og over døren var ordene Consule Naturam indgraveret. Det var indgangen til biblioteket, hviskede Musandinus, og enkelte af de nærmeste kiggede kortvarigt op fra deres pulte og registrerede os med fjerne blikke. Men ellers var det, som om de ubevægelige kroppe ved pultene ikke eksisterede, som om de var ubetydelige, oversete hylstre, og kun ånden var tilbage i sin stille søgen efter den guddommelige sandhed.

Musandinus gik ned gennem midtergangen med faste skridt, og jeg fulgte andægtigt efter, idet jeg næsten ikke turde træde af angst for at støje. Men det, der skulle have været en listen, blev til en en højst besynderlig trippende gangart, halvt på tæer, med stiv forover­bøjet krop for at holde balancen, og flere og flere kiggede op og betragtede mig med et nu muntert blik. Jeg mærkede usikkerhedens og desperationens sved pible frem på min pande.

Til sidst fik denne spidsrodsgang dog en ende, og Musandinus og jeg stod endelig ved indgangen til biblioteket, foran den skaldede mand ved pulten, der afværgende løftede venstre hånd, mens han læste færdig. Til sidst løftede han blikket og så spørgende på os.

“Confrater Copho,” begyndte Musandinus og vinke36

Salernos Sol.indd 36

11/10/13 14.01

de mig helt hen ved siden af sig, “tillad mig at præsentere en kommende student, Edgar fra Rochester.”

“Kommende, confrater? Hvad skal han så her nu?”

Copho så surt på mig.

“Drengen har hverken trivium eller quadrivium. Det skal undtagelsesvis varetages af lægeskolen. Derfor er vi i dag kommet til dig, ærede Copho, da du mig bekendt er den eneste på dette sted, der har et fuldt overblik over vores bibliotek. Jeg skal lære drengen aritmetik og ­geometri og muligvis astronomi, og confrater Pietro dialektik og retorik og sandsynligvis græsk grammatik. Jeg har brug for dine råd og vejledning, confrater. Hvilke værker har vi, og hvilke vil du foreslå, vi sætter drengen til at læse?”

Cophos sure ansigt tøede langsomt op og erstattedes af en overlegen attitude, og efter et øjebliks påtaget efter­tænksomhed sagde han, at jeg kunne vende tilbage dagen efter, og at noget passende lekture ville være klar – hvis ellers der var plads til mig ved en af pultene, for jeg måtte forstå, at jeg ingen ret havde dertil.

Jeg har meget at takke Musandinus for. Ikke så meget for indholdet af lærdommen – aritmetik og geometri skulle vise sig at være ganske unødvendige videnskaber for forståelsen af de medicinske studier – som for det, at han troede på mig og og tog mig under sin venlige beskyttelse. Da han var elsket af de studerende og anerkendt af sine kolleger, var dette en uvurderlig hjælp, og dagens rundtur gjorde da også min tilværelse en smule lettere. De andre studerende begyndte at hilse på mig, 37

Salernos Sol.indd 37

11/10/13 14.01

og omfanget af arbejdsbyrder faldt. Men jeg var dog stadigvæk en udstødt, for ung og udannet til at kunne bære den studerendes røde kappe, og mine opgaver var stadigvæk de lavest tænkelige. Men jeg var ligeglad, for jeg vidste, at den røde kappe en dag ville blive min. * Har skæbnen været mig gunstig? Jeg følte det dengang, jeg tror det stadig. Men det sker, at jeg kommer i tvivl.

Rummets mørke trænger ind i min sjæl, kulden overmander mit legeme. Jeg må holde fast i lyset, lyset og varmen.

Måske havde det været bedre, hvis jeg var forblevet i uvidenhed i min fødeby Rochester og dér havde levet et almindeligt liv med almindelige sorger og glæder. Men når jeg tænker på den fryd, det blev mig forundt at føle!

Jeg ville ikke have undværet den. Aldrig. Men smerten, bagefter, smerten der altid kommer i kølvandet på så stor en lykke, den borer sig ind i min sjæl og piner mig, som denne celle piner mit legeme. Og alligevel. Når jeg tænker på min fryd, husker den, ser den, føler den, så mister smerten sin brod, og alt andet bliver til skygger.

Er det Herren, der prøver min sjæl? Er det den højere mening bag min skæbne? Da er jeg fortabt. Fortabt til Helvedes flammer, og end ikke min kærlighed kan redde mig. Åh, mine synder var kun små i starten. Stolthed.

Lærdommens hovmod. Senere, de store synder, unævnelige, og dog udsprang de af min kærlighed, og vil ikke Gud, at menneskene skal elske?

38

Salernos Sol.indd 38

11/10/13 14.01

Lægeskolen i Salerno åbnede mit sind for den vilde tænkning og satte min tro på prøve. Intet andet sted i den kristne verden har jeg set et sted som dette, et lærdommens sted uden for kirkens faste og kyndige vejledning. Ikke én af mine undervisere var en kirkens tjener, ikke én moralens vogter. Tværtimod startede Musandinus samtlige af sine forelæsninger med ordene Ne sit medicus judex morum1*, og disse ord, der først skræmte drengen fra Rochester, så han igen ville korse sig, ­trængte alligevel dybt ind i min sjæl, og da livet for alvor viste sine mange ansigter, indså jeg, at Musandinus havde ret.

Det var ikke, fordi de ikke var gode kristne på skolen.

Rektor Bartholomæus sagde bønner ved vore måltider.

Andægtigt, med hoveder bøjet i respekt, lyttede vi på lige rækker og sendte selv stille bønner op til Herren. Vi gik til messe i katedralen i Salerno, vi skriftede vore synder, vi ærede helgenerne og overholdt hviledagene. Og alligevel, alligevel forduftede inderligheden langsomt og umærkeligt.

Jeg forstår nu, at alt dette skyldtes fagets forfængelighed, og jeg forstår kirkens ønske om at overvåge og vogte al lærdom, selv om jeg ikke er sikker på, det vil være frugtbart for tankens udvikling.

Salernoskolen var sig selv. Uden for kirkens rækkevidde, det havde kong Roger sørget for. Og ud af fagets forfængelighed – løssluppen som den var fra kirkens al1* Lægen skal ikke være dommer over moralen

39

Salernos Sol.indd 39

11/10/13 14.01

faderlige blik – udsprang et frisind, der bevirkede, at alle uden at tænke over det satte troen i anden række. Og med ungdommens begejstring tog jeg hurtigt dette frisind til mig og fortrængte drengen fra Rochesters tunge tro.

Pietro fra Bologna, min anden lærer i disse første år, var på alle måder Musandinus’ modsætning. Hvor Musandinus var energisk og slank, var Pietro sløv og fed, og hvor Musandinus prædikede mådehold, roste Pietro sig af sin appetit og sin forståelse for bordets glæder, en forståelse, som vel strengt taget kunne betegnes som frådseri. Sløvhed og frådseri, to dødssynder, og dog var manden venligheden selv, ønskede andre og i særdeleshed sig selv det godt, og var som følge deraf næsten altid i godt humør og omgængeligheden i egen person.

Min undervisning hos Pietro fra Bologna startede ugen efter, at Musandinus var trådt ind i stalden, og jeg mistænker stærkt Musandinus for at have sparket ham i gang. Da Pietro nødig bevægede sig mere end højst nødvendigt, foregik undervisningen hver gang i Pietros egen lille bolig i den lave, okkergule bygning, hvor de fleste undervisere boede.

Ofte sad vi endog i skyggen ude på verandaen, for Pietros sans for nydelse var ikke indskrænket til det kulinariske. Han elskede en smuk solnedgang og kunne i timevis nyde synet af den farvestålende urtehave.

Jeg husker så tydeligt den eftermiddag, hvor vi øvede aristoteliske syllogismer. Han sad med et bæger vin i hånden og kiggede ud over urtehaven.

40

Salernos Sol.indd 40

11/10/13 14.01