PĂĽ indersiden - Indhold.indd 2
17-08-2020 12:01:01
Eva Holmegaard Larsen
På i n de r si d en Præ st i De n Dan sk e Fol keki rke
Ek sist ensen Køb en ha v n 2 0 2 0
På indersiden - Indhold.indd 3
17-08-2020 12:01:01
Eva Holmegaard Larsen På indersiden Præst i Den Danske Folkekirke © Forfatteren og Eksistensen, 2020 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0745-8 Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
På indersiden - Indhold.indd 4
17-08-2020 12:01:01
Indhold Forord 7 Omkring en juleprædiken 9 Juleaftensmorgen 9 Prædikanten er ikke sælger 12 Fra diskussion til mission 14 Sjælens tinnitus 18 Syndig optagethed af synd 23 Præstens eget rum 30
Himlen over Hindsholm 37
Fluer og blødt smør 37 Kvinden med alabasterkrukken 38 Bedsteforældre 42 Nostalgi 49
Kaldet 53
Et frysende øjeblik 53 Den der finder sin egen plads, tager ikke en andens 55 Fællesskabet af syndere 61 At komme ud af billedet 66 Odd size 72
Gudstjenesten 79
Højmesse hedetur 79 Klassisk eller moderne? 81 Tak for en god oplevelse 84 Søndag morgen sover vi længe 87 Evig strid om at forny gudstjenesten 90 Saltet 92
På indersiden - Indhold.indd 5
17-08-2020 12:01:01
Sognet 99
Kirkeklokker 99 Nødebo og Gadevang 100 Ringe kirkegang 103 Hvor er menigheden? 105 Folkekirken er en sammenbragt familie 109 Cirklen 110 At række ud til ydercirklen 115 God ledelse er også at gå bagved 119 Man skal ikke gøre alt 122 At tænke ud over kirkemenigheden 125 Omsorgskirken 129 Kønsfælder 133 At bo og leve med sit sogn 138 Præstegården som hjem og arbejdsplads 142
Kærligheden 147
Nedsmeltning 147 Det menneskelige sidder i sårene 148 Kirkebryllup 150 Fornemmelsen for det større 155 En samtale 164 Til døden os skiller 169 Tro på det 171
Juleaften 177
Et efterspil 177
6
På indersiden - Indhold.indd 6
17-08-2020 12:01:01
Forord
Med denne bog inviterer jeg bagom arbejdet som præst. Alle ved, hvad en præst er. Men de færreste ved, at det er et arbejde, der favner meget bredt. Som en af mine konfirmander sagde en morgen: Min far spørger, hvad du laver, når du ikke har os? Præst er man hele ugen, om man er hjemme, går en tur i skoven, eller handler i Netto. At være præst er at leve med det privilegium at skulle beskæftige sig med, hvad det vil sige at være menneske. Bogen er ikke en systematisk gennemgang af præstegerningen, og heller ikke en manual til, hvordan andre skal gribe det an. Det er et personligt vidnesbyrd – en slags feltrapport – om det mærkelige, svære, evigt udfordrende, uforudsigelige, til tider dramatiske, alt omsiggribende og frustrerende, men dybt fascinerende og indholdsrige liv som præst. Den bygger på mine egne erfaringer og oplevelser og viser på forskellig måde, hvordan arbejdsliv og privatliv fletter sig ind i hinanden. Det har sin pris, men det er samtidig en forunderlig intens livsform, som kaster meget smukt og godt af sig. Jeg fortæller også om, hvorfor jeg kom på at vælge den livsvej, og om den åndelige baggrund, der stadig inspirerer mig og giver mig mit ståsted. Jeg har været præst i syvogtyve år, de fleste af dem som sognepræst i to aktive landsbyer i Nordsjælland. Det bærer min fortælling selvfølgelig præg af. Man uddannes, farves og formes af de mennesker, man er præst for og den stedlige kultur, man skal arbejde ud fra. Derfor vil mange af de ting, jeg skriver om, være anderledes i større byer, hvor præsten
7
På indersiden - Indhold.indd 7
17-08-2020 12:01:01
har flere kolleger og medarbejdere og andre vilkår. Men om man er præst det ene eller det andet sted, så er der rigtig meget ved det at være præst i dag, som ikke knytter sig til stedet, men til den tid, vi lever i. Mit håb er, at På indersiden vil blive læst af dem, der interesserer sig for hverdagens kirkeliv i dagens Danmark. Folkekirken optager medierne, og har også fundet vej ind i film og litteratur. Kirken står stærkt som et ikon på en overordnet større sammenhæng i tilværelsen, men kendskabet til kristendom bliver mindre, og at der udspiller sig et levende og alsidigt liv omkring kirkerne i hverdagen, vil komme som en overraskelse for mange. På indersiden af menneskers liv lever en anden fortælling end den, der normalt fortælles om danskernes tro. Måske den kommende præst kan bruge mine refleksioner til at få en fornemmelse af, hvad der venter derude. Måske den erfarne præst kan glæde sig over, at andre præster tumler rundt med det samme som en selv. Det ville undre mig, hvis verden set fra min inderside, ser meget anderledes ud end andres.
På indersiden - Indhold.indd 8
17-08-2020 12:01:01
Omkring en juleprædiken
Juleaftensmorgen Juleaftensdag. Det er tidlig morgen, næsten nat endnu. Jeg sniger mig forsigtigt ned af trappen iført badekåbe og tykke sokker. Det er kulsort udenfor og huset ligger mørkt og stille hen. Men det ånder levende i mørket omkring mig fra alle de dampende varme, sovende kroppe, der ligger overalt. Alle senge er i brug, alle præstegårdens værelser er stoppet til bristepunktet. Jeg træder varsomt over min yngste søn og hans kæreste, der ligger på madrasser i stuen. De stakler. De har ikke meget tid tilbage at sove i, før der bliver tændt for ramasjang og familiens morgenfriske børnebørn indtager rummet. Jeg lister videre og tør først tænde lyset, da jeg når ud i køkkenet. Men jeg vover ikke at tænde for kaffekværnen, selvom jeg elsker hele ritualet med at male bønnerne, mens duften af nymalet kaffe eksploderer i mine næsebor og minder mig om, at verden grundlæggende er god. Og jeg elsker langsomheden ved at skulle hælde kogende vand over bønnerne i tragten, lidt efter lidt. Og vente. Finde sig i, at skulle vente. Hvis det rigtig gik op for os, at vi skal dø en dag, ville vi nyde sådanne øjeblikke meget mere. Ikke være så bange for det langsomme. Men nu tager jeg en lille, lugtfri metalkapsel og placerer den i den robotlignende maskine og modtager en hurtig, perfekt kop kaffe. Ingen kaffegrums på bordet. Ingen larm. Vågner børnene, er det hele ødelagt. Det gælder om at komme i gang,
9
På indersiden - Indhold.indd 9
17-08-2020 12:01:01
mens man endnu kan have følelsen af at være det eneste menneske i verden. Sådan var det også, da mine børn var små. Jeg har sneget mig op de tidlige morgentimer i al den tid, jeg har været præst. Simpelthen for at få timer nok, og for at få fred til at arbejde. Fred til at tænke og skrive. Præstegården er et livligt sted, hvor der kommer og går mange mennesker i løbet af dagen, og hvor både sekretæren og graveren og kirke- og kulturmedarbejderen og organisten og menighedsrådet har deres daglige gang. Da børnene var små, var det også altid her, man var efter skole, som alternativ til SFO’en. For her var der jo en mor hjemme. Jeg når ind på mit kontor uden at vække nogen og tænder den juledekoration, der er rummets eneste julepynt. Hvor er der dog mørkt udenfor. Ikke engang månen skinner gennem egetræet uden for mit vindue. Det er overskyet og mørket er uigennemtrængeligt, som har nogen lagt et låg hen over verden. Ingen hvid jul i Nødebo i år. Nu gælder det om at komme i gang, mens dagen endnu kun lige er ved at blive til, og man stadig har et forspring. Som timerne skrider, vil selvtilliden skrumpe ind og følelsen af uduelighed lægge sig som en jernbyrd omkring de gode hensigter. Det skabende arbejde lever af en stærk tro på, at man kan. Men den tro er for de fleste mennesker, i hvert fald for mig, som en lille, blafrende flamme, der let går ud. Jeg åbner min pc og klikker på “Juleprædiken 2015”. Troede egentlig, at den var færdig og at jeg var godt med, og var så småt begyndt at glæde mig til at være lidt nærværende inde på den anden side af døren. Vil så gerne være med i familiens julehygge. Være med til at lave julemaden og dække et smukt julebord. Men aftenen før sendte jeg min prædiken til min prædikengruppe med en kæk kommentar om, at “så er den i
10
På indersiden - Indhold.indd 10
17-08-2020 12:01:01
hus”. Men kommentarer modtages gerne. Og kommentarer har jeg fået: min begyndelse er for snakkende, jeg taler udenom og kommer for langsomt fra start. Det litterære eksempel i midten er ikke skarpt nok og flytter fokus. Tonen er måske også lidt til den alvorlige side, og det er jo juleaften. Slutningen trænger til en opstramning. Og i øvrigt er den for lang. Jeg er altså slet ikke færdig. Det kan jeg også godt se nu. Er der overhovedet noget, der kan bruges? Jeg lukker øjnene og prøver at se dagens menighed for mig. Juleaften er de der jo alle sammen. Både kernemenigheden, der holder liv i kirken alle de mange almindelige søndage året igennem. Og fjernmenigheden, der måske netop i dag tænker med taknemmelighed på, at der er et hus at komme til. Mange af mine konfirmander vil være der i dag. Også gamle konfirmander, og mine børns gamle klassekammerater, som jeg har kendt siden de var små og hvert år overrasker mig ved at være blevet voksne. Og deres forældre, som jeg er blevet midaldrende sammen med. Og alle de gamle, som ikke var så gamle, da jeg kom til byen. Flere af dem er blevet alene undervejs. Engang mødtes vi mest til fester på Nødebo Kro. Nu mødes vi mest til begravelser. Masser af børn vil der også være i dag, i fint tøj og mere stille og generte, end jeg kender dem til daglig. Både fordi forældrene er med, og fordi det er juleaften. Børn fornemmer juleaftens hellighed stærkere end voksne. Ansigterne myldrer frem for mit indre blik. Julemenigheden. Jeg prøver også at huske ansigterne på dem, jeg ikke kender så godt men ved, vil komme i dag, og hvis liv jeg har været inde over. Hvordan er det nu med deres historie? Og hvad forventer de at møde i kirken i dag? Hvad kommer man for, og hvad har vi at give? Kan juleevangeliet gøre en forskel for de mange for-
11
På indersiden - Indhold.indd 11
17-08-2020 12:01:01
skellige menneskeliv og skæbner, der i aften samler sig i kirker over hele verden? Hvad er det, der samler os som mennesker på denne jord, og som rækker ud over alt det, der også adskiller os? Lyset på min juledekoration sender et varmt lys ud i det vintermørke rum. Jeg bliver nødt til at se på den prædiken igen. Jeg er ligeglad med, de siger den er for lang. Hvis en prædiken er god og der er et godt flow i den, så gør det ikke noget, den er lang. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Prædikanten er ikke sælger Det siges, at folk i dag ikke kan sidde og lytte ret længe, uden at miste opmærksomheden. Højest otte minutter. Men kommer det ikke an på, hvad man siger? Præster prædiker kortere og kortere. Jeg kunne godt fristes til at være fræk og spørge, om det ikke kan være fordi, man ikke har noget at sige? Min stedsøn siger, at en tale skal være short, sweet and to the point. Men han arbejder også i kommunen. En præst har ikke bare et budskab, der skal meddeles, men en hel verden, der skal åbnes. Jeg har været på mange kurser, der skal lære præster at formulere det kristne budskab i én sætning. Men det er ikke alt, der kan siges i én sætning. Det kan være fint, hvis man skal sælge tandbørster eller skuresvampe. Men en prædiken skal egentlig ikke sælge noget. Den skal gøre noget. Den skal få os til at flytte os, og åbne vores øjne, og se op. Det kan være meget godt som en øvelse, at man i sin forberedelse forsøger at formulere det, man gerne vil sige, i få sætninger. For at holde fokus. Men jeg har bemærket, at hver gang
12
På indersiden - Indhold.indd 12
17-08-2020 12:01:01
man gør den øvelse at koge evangeliets budskab ned til et enkelt, let forståeligt budskab, kommer det nemt til at lyde som en dårlig popsang. Opgaven er at formidle nogle uudgrundelige, gamle tekster, en gammel overlevering, som de færreste kender ret meget til på forhånd. Det er svært og det kan ikke gøres kort. Vi står med ansvaret for at åbne en virkelighed, som mange mennesker i dag ikke på forhånd kan relatere til. Otte minutter, det er ikke lang tid, hvis vi skal bringe de gamle tekster i spil som relevante for menneskers liv og erfaringer. Evangeliet er en virkelighed, som vil inddrage tilhøreren. Og skal den virkelighed blive virkelig for menigheden, må prædikenen række ud efter alt det liv, der rører sig dernede på kirkebænken. Man må medtænke tvivlen og forbeholdene. Man må kunne høre modsigelsen. Prædikanten står højt oppe på prædikestolen, men skal i ånden sidde på kirkebænken sammen med menigheden. Ellers er det svært at etablere et møde mellem evangeliets verden og menighedens. Det handler om at kaste noget ud, som tilhørerne selv kan forholde sig til og gå ind og ud af, og måske opleve sig berørt, mødt eller udfordret af. Det er svært at gøre kort. Jeg kan i hvert fald ikke. Det kan selvfølgelig blive for langt! Jeg skal holde mig selv i stram snor. Jeg tænker langsomt og er stadig selv i gang med at begribe, hvad det hele handler om, mens jeg prædiker, og vil helst ud af flere spor og tilbyde forskellige veje ind i teksten. Min menighed er blevet reddet af kirkepersonalet. En overgang morede det organisten og sangeren at lave væddemål over, hvor lang tid der går, fra jeg første gang siger “en sidste ting”, og til jeg omsider siger amen. Så strammede jeg op.
13
På indersiden - Indhold.indd 13
17-08-2020 12:01:01