NÆSTEHJÆLP 3 Når du møder en, der har mistet
Ingeborg Kastberg og Lisbeth Bulig
Eksistensen
Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Øhmmm … Baggrund for bogen Næstehjælp Død og sorg hører med til at være menneske . . . . . 13 Hvad siger man? . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 Kort efter dødsfaldet På den anden side af begravelsen/bisættelsen/ højtideligheden Hvordan det kan opleves indefra . . . . . . . . . . 45 Symptomer på sorg Hvad kræver det at være næstehjælper? . . . . . . . 57 Man må tage ansvaret på sig Fare for at ramme ved siden af Udholdenhed Tålmodighed Det uperfekte skal have en plads
Viden om sorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Sorg som reaktion på et tab At finde fodfæste i en forandret verden Forskellige teorier om sorg Forskellige reaktioner i sorgen Synet på sorg har forandret sig over tid . . . . . . . 97 Sorg som diagnose . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113 Litteratur til inspiration . . . . . . . . . . . . . . 117
Indledning
Øhmmm … Det er tirsdag, og du er mødt på arbejde. I går var der småtravlt som sædvanlig, men du nåede lige at høre, at din kollega, som har mistet sin ægtefælle, er kommet tilbage på jobbet. Der er gået 14 dage siden bisættelsen fandt sted. I samlede ind til en buket, da chefen fik besked om dødsfaldet, og et par stykker fra arbejdspladsen, som kendte din kollega bedre end dig, var med til højtideligheden i kirken. Det er ikke en kollega, du har talt så meget med. I var dog i gruppe sammen, sidst der skulle arbejdes med nye ideer på arbejdspladsen, og du kender ham som et behageligt menneske. I kantinen har I talt lidt om, hvor hårdt det må have været for jeres kollega i perioden, hvor hans ægtefælle var syg. I har også talt om, hvordan det nu vil komme til at gå med de opgaver, som han plejede at tage sig af, og som i mellemtiden er overgået til andre. Du er på vej hen til kaffemaskinen, da du ser, at din kollega også er på vej derhen. Han ligner sig selv i tøjet, Indledning • 7
men da du kommer tættere på, kan du godt se, at han har et træt og lidt skræmt udtryk i øjnene, og at furerne i ansigtet er blevet dybere. Så vidt du ved, har I ikke nogen særlig procedure for at tage imod kolleger, der kommer tilbage på jobbet efter at have mistet en nærtstående. Nu er I så tæt på hinanden, at I får øjenkontakt. Hvad gør du nu? Hvad siger du? Måske kender du fornemmelsen af ikke helt at vide, hvad du skal sige til et menneske, der har mistet. Du føler, at du skal sige noget, men kan ikke finde de rette ord. Ingen ord føles helt passende. Du er måske bange for at sige noget forkert eller for at gøre den anden ked af det. Måske er du bange for at overskride den andens grænse eller din egen grænse for, hvad du synes vedkommer dig? I vores arbejde har vi mødt mange efterlevende, som fortæller, at de oplever stor omsorg og opmærksomhed lige efter dødsfaldet. De modtager blomster og kondolencer, og folk møder op til begravelsen eller bisættelsen. Derefter oplever de fleste, at deres nærmeste fortsætter med at vise omsorg og støtte, men at den lidt mere perifere omgangskreds efterhånden holder op med den ekstra opmærksomhed. En del efterlevende fortæller, at der opstår en tavshed om det, der er sket, og at denne tavshed kan forstærke følelsen af at være alene i sorgen. Andre fortæller, at folk omkring dem kan stille spørgsmål eller komme 8
med kommentarer, som kan ramme ved siden af. Det kan give en følelse af, at der ikke er nogen, der har forståelse for sorgens dybde og betydning, og det kan komme til at forstærke aleneheden. Hvorfor mon det er sådan? En del af svaret kan findes i den måde, hvorpå man i den vestlige del af verden forholder sig til død og lidelse. Der er sket en bevægelse væk fra at opfatte død og lidelse som helt naturlige elementer i livet, som en tyngde der hører med til at være menneske. Lidelse og smerte er blevet tilstande, som mange tror, kan og skal fjernes. Derfor er mange utrænede i situationer, hvor det ikke kan lade sig gøre. Som når et menneske mister en nærtstående og er i sorg.
Baggrund for bogen Der er udgivet mange gode bøger om sorg af mennesker, som har mistet deres nærmeste; fine, personlige beretninger om, hvor svært det er. Mange af beretningerne fortæller også om omverdenens reaktioner. Det er personlige erfaringer, rapporter fra virkeligheden som sørgende efterlevende. Denne bog er noget andet. Som henholdsvis psykolog og præst har vi haft mange møder og samtaler med mennesker, der har mistet. De fortæller, at det virker som om naboer, venner, kolleger og bekendte ikke rigtig ved, hvad de skal Indledning • 9
stille op, når de møder dem. At de virker så bange for at gøre eller sige noget forkert, at de helt lader være med at gøre eller sige noget. Bogen er tænkt som en hjælp til dem. Vores håb er at løfte modet og frimodigheden hos enhver, som kender nogen, der har mistet, så vi kan øve os i at være sammen med dem, først og fremmest som mennesker og ikke som amatøreksperter, der har lært noget særligt klogt eller fint om sorg. Og vores håb er at sænke forventningen til, at sorgen kan eller skal fikses, overstås eller forløbe på en bestemt måde for at være »rigtig«. Ofte efterlyses konkrete redskaber til at løse livets udfordringer, og der er stor efterspørgsel på hurtige og simple løsninger, når livet byder på svære perioder. I iveren efter at få lidelsen til at forsvinde, når krisen rammer, kan man komme til at miste blikket for menneskelivets kompleksitet og betydning. Vores ønske med bogen er at åbne mulighed for eftertænksomhed over, hvad der er på spil hos dem, der har mistet og over, hvordan man kan hjælpe dem på en troværdig måde, som stemmer overens med, hvem man selv er som menneske. Åbenhed om noget svært kan godt være til stede uden ret mange ord. Nogle gange handler det mest om at være sammen med den, der har mistet, og som er ked af det og stille. Andre gange skal der nogle få eller flere gode ord til, før der åbnes for en ægte og betydningsfuld samtale eller stund, hvor sorgen letter lidt for den, der bærer på den. 10
Om den der har mistet, bruger vi ordet »efterlevende«. Den betegnelse mener vi er passende for det menneske, der har mistet en elsket person, og som fortsat har sit liv at leve. Man kan læse afsnittene i bogen i rækkefølge eller vælge de afsnit ud, man har brug for. De fleste citater, som optræder i bogen, stammer fra vores samtaler og møder med mennesker, der har mistet. Hvor dette ikke er tilfældet, er der angivet en henvisning.
Næstehjælp Ordet »næste« betyder på gammelt dansk »den nærmeste«, for eksempel i arvesager. De fleste kender nok bedre ordet fra Bibelen, hvor det faktisk bare betyder et andet menneske, én man af almindelige moralske grunde viser omsorg, også uden at kende vedkommende særlig godt, eller at have en særlig relation til ham eller hende. I Det Nye Testamente i Lukasevangeliet kap. 10, vers 23-37 står en kendt historie, der beskriver, hvad der betegner en »næste«. Det er fortællingen om en mand, der bliver overfaldet og gennembanket af røvere, som tager hans ting og efterlader ham på vejen. Først kommer en præst forbi, dernæst en tempeltjener. De ser ham, men går forbi. Måske fordi de har travlt med deres eget, måske fordi de tænker, at det ikke er deres ansvar at hjælpe ham. Indledning • 11
Som den tredje kommer en samaritaner (en mand fra området Samaria) forbi på vejen. Han ser den forslåede mand, renser og forbinder hans sår, og hjælper ham hen til et herberg, hvor han kan få hjælp – og betaler ovenikøbet for hans ophold der, indtil han er blevet rask igen. Historien bruges ofte som et eksempel på, at vi er »næste« for hinanden uden først at skulle have særlig adgang til at hjælpe, hvor nogen har brug for hjælp. Her betyder ordet »næste« ikke så meget »den nærmeste«, men snarere »den, der tilfældigvis er tættest på«. Helt så omfattende som samaritanerens indsats behøver vores ikke at være. Men ordet »næste« gælder stadig som betegnelse for den, der træder til med hjælp til nogen, som har det svært, og i overført betydning ligger forslåede og efterladte – for eksempel, når de har mistet et elsket menneske. Derfor hedder bogen Næstehjælp. Den er tænkt som en hjælp til den, der kender en – måske kun perifert – der har mistet, og som derfor er næste nu. Og den er tænkt som en hjælp med idéer til, hvordan man kan hjælpe, så man bliver næste for ham eller hende.
12