Nøgenhed

Noegenhed.book Page 2 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Noegenhed.book Page 3 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Giorgio Agamben

Nøgenhed

For l a ge t A N I S Københav n 2012

Noegenhed.book Page 4 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Nøgenhed Giorgio Agamben © Forfatteren og Forlaget ANIS, 2012 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos ScandinavianBook Oversat fra italiensk af Lars Östman Originaltitel: Nudità, © Nottetempo 2009 ISBN-13: 978-87-7457-565-8 Omslag: Mindgame

Udgivet med støtte fra Statens Kunstråd Forlaget ANIS Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Noegenhed.book Page 5 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Indhold Forord

7

Skabelse og frelse

9

Hvad er det samtidige?

17

K.

27

Om fordele og ulemper ved at leve blandt genfærd

45

Om det, vi kan ikke gøre

51

Identitet uden person

55

Nøgenhed

63

Den gloriøse krop

101

Oksesult

115

Det sidste kapitel i verdenshistorien

125

Litteratur

127

Efterskrift: Nøgenhed og Magt

131

Af Lars Östman

Billedfortegnelse

176

Noegenhed.book Page 6 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

6

Noegenhed.book Page 7 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

FORORD

Forord

Nærværende oversættelse er muliggjort med støtte fra Kunstrådet, som hermed takkes for det generøse bidrag.

En særlig tak rettes til Elisabetta Bruno for hendes uerstattelige hjælp med oversættelsens tilblivelse. Ph.d. Anne Marie Carstens og lektor, ph.d. Jørn Boisen takkes for deres grundige gennemlæsning af efterskriftet og for nyttige og kritiske kommentarer. En stor tak til Forlaget Anis og til forlagsdirektør Henrik Brandt-Pedersen, som har muliggjort denne udgivelse.

Hvad angår oversætterpraksis, er Giorgio Agambens citater, for så vidt de er oversat af ham selv, oversat på samme måde som resten af teksten. Det er Agambens tekst, der oversættes, ikke en andens. Mine noter i oversættelsen er holdt til et absolut minimum og kun anbragt for at lette en umiddelbar forståelse af teksten. Af respekt for originaltekstens form henvises der kun konkret til andre tekster, hvis dette også er tilfældet i originalteksten. Til samme formål er originaltekstens litteraturliste gengivet og med skandinaviske titler, såfremt disse måtte foreligge.

Endelig skal nævnes, at jeg alene kan holdes ansvarlig for fejl og mangler i den oversatte tekst, i noterne og i efterskriftet.

Lars Östman, januar 2012.

7

Noegenhed.book Page 8 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

8

Noegenhed.book Page 9 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

Skabelse og frelse

1. Profeterne forsvinder tidligt fra Vesterlandets historie. Hvis det er sandt, at det ikke er muligt at forstå jødedommen uden figuren nabi,1 og hvis de profetiske bøger spiller en i enhver forstand central rolle i Bibelen, er det lige så sandt, at der meget tidligt inden for jødedommen er kræfter på spil, der er tilbøjelige til at begrænse profetvæsenet i udførelse og tid. Den rabbinske tradition er således tilbøjelig til at lukke profetvæsenet inde i en ideal fortid, som afsluttes med Templets første ødelæggelse i 587 f.Kr. “Efter de sidste profeters død, Haggai, Zakarias og Malakias, har den hellige ånd fjernet sig fra Israel,” lærer rabbinerne, “alligevel når de himmelske budskaber dem gennem bat kol” (bogstaveligt “stemmens datter”, dvs. den mundtlige tradition samt kommentar- og fortolkningsarbejdet med Torahen). I samme betydning genkender kristendommen profetiens væsentlige funktion, og konstruerer endog forholdet mellem Det Gamle og Det Nye Testamente i profetiske termer. Men eftersom messias netop viste sig på Jorden og fuldendte løftet, så har profeten ikke længere nogen eksistensberettigelse, og Paulus, Peter og deres følge præsenteres som apostle (dvs. “sendte”) og aldrig som profeter. Derfor kan den som i den kristne tradition påtager sig rollen som profet, ikke blive betragtet med andet end mistænksomhed af ortodoksien.

Her kan også den, som vil sætte sig i forbindelse med profetien kun gøre dette gennem en fortolkning af Skrifterne, ved at læse dem på en ny måde eller genoprette deres tabte, oprindelige betydning. Ligesom i jødedommen 1. nabi (heb.): profet.

9

Noegenhed.book Page 10 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

så har hermeneutikken taget profetiens plads i kristendommen; kun i fortolkningens form kan man udføre profetien.

Derfor er profeten naturligvis ikke fuldstændig forsvundet fra den vesterlandske kultur. I forskellige forklædninger fortsætter han diskret sit arbejde, måske også uden for det hermeneutiske område i streng betydning. Således klassificerer Aby Warburg Nietzsche og Jakob Burckhardt som to, der er i modsætning til nabi; den første vender sig mod fremtiden, den sidste mod fortiden. Og Michel Foucault skelnede i forelæsningen d. 1. februar 1984 på Collège de France mellem fire figurer i den antikke verdens sandhedssigen: Profeten, den vise, teknikeren og parrhesiasten2 for i den efterfølgende forelæsning at invitere til at forfølge deres efterliv i den moderne filosofis historie. Ikke desto mindre er der alligevel ingen, i hvert fald generelt, der som sådan gør krav på profetens position i dag.

2. Det er velkendt, at profeten i islam har en om muligt endnu mere væsentlig funktion. Ikke kun de bibelske profeter i streng betydning men også Abraham, Moses og Jesus defineres som profeter. Alligevel er profeten par excellence, Muhammed, også her “profetiens segl”; den, som med sin bog én gang for alle har lukket profetvæsenets historie (der også her fortsætter hemmeligt gennem kommentaren og fortolkningen af Koranen).

Det er dog sigende, at den islamiske tradition uløseligt knytter profetens figur og funktion til et af Guds to værker eller handlinger. Ifølge denne doktrin er der således to forskellige værker eller handlinger (sunan): Skaberværket og frelserværket (eller Budet). Til den anden svarer profeterne, der fungerer som formidlere af den eskatologiske frelse; til den første, englene, der repræsenterer skaberværket (hvis kode er Iblis – englen, hvem riget oprindelig var blevet tildelt, og som nægtede at tilbede Adam).

Gud (skriver Shahrastânî), har to værker eller handlinger: Den ene angår hans skabelse, den anden hans Bud. Profeterne er formidlere, der bekræfter Budets værk, mens englene er formidlere, der bekræfter ska2. parrhesiasten: fra det oldgræske parrêsia, dvs. at sige (rêma) alt (pan).

10

Noegenhed.book Page 11 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

berværket. Og eftersom Budet er mere ædelt end skabelsen, så er formidleren af Budet (dvs. profeten), mere fornem end skabelsens formidlere.

I den kristne teologi er de to værker forenet i Gud og fordelt i Treenigheden til to forskellige personer, Faderen og Sønnen, den almægtige skaber og frelseren, i hvem Gud har tømt sin kraft. I den islamiske tradition er det afgørende imidlertid, at forløsningen går forud for skabelsen i rang; at dét, som lader til at følge efter, egentlig kommer før. Forløsningen er ikke en løsning på de skabtes syndefald men det, som alene gør skabelsen forståelig og giver den mening. Derfor er profetens lys i islam det første af væsenerne (ligesom navnet messias i den jødiske tradition er blevet skabt før verdens skabelse, og Sønnen i kristendommen, skønt han er skabt af Faderen, med hvem han er af samme substans og samtidig). Intet andet udtrykker frelserværkets forrang fremfor skaberværkets end det faktum, at det præsenteres som et restaureringskrav, der i det skabte går forud for tilsynekomsten af en ugerning. “Da Gud skabte englene,” reciterer en hadith,3 “løftede de hovedet mod himlen og spurgte: ‘Herre, med hvem er du?’ Han svarede: ‘Jeg er med den, som er offer for en uretfærdighed så længe, hans ret ikke er blevet genoprettet’.”

3. De lærde har undersøgt betydningen af Guds to værker, der tilsammen optræder i ét enkelt Koranvers (“Ham tilhører skabelsen og Budet”, Kor. 7,54). Ifølge nogle kunne det dreje sig om den intime modsigelse, som i de monoteistiske religioner sætter en Skabergud op mod en Frelsergud (eller mellem en ond skaberdemiurg af verden og en gud fremmed for verden, fra hvem forløsning og frelse udgår ligesom i den gnostiske eller markionske version, der opildner modsætningen). Hvad end de to værkers oprindelse er, så er det sikkert, at ikke kun i islam definerer skabelse og frelse de to poler i den guddommelige handling. Det gælder også den menneskelige handling, hvis

3. hadith (arab.): korte fortællinger om profeten Muhammeds gøren og laden i en given situation.

11

Noegenhed.book Page 12 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

det er sandt, at Gud er stedet, hvor menneskene tænker over deres afgørende problemer.

Desto mere interessant bliver det forhold, der sammenknytter de to værker: I forhold til hinanden er de adskilte og modstridende, og alligevel uadskillelige. Den, som handler og producerer, må også frelse og forløse sin skabelse. Det er ikke nok at gøre noget, man må vide at frelse det, man har lavet.

Frelsens opgave går endog forud for skabelsens og det i en sådan grad, at den eneste berettigelse til at lave og producere noget næsten var evnen at forløse det, som blev lavet og produceret.

Virkelig enestående i enhver menneskelig eksistens er den stille og tætte sammenfletning mellem de to værker, denne helt nære og distinkte bevægelse af den profetiske og skabende stemme, af englens magt med hvilken vi ikke ophører at producere og se fremad og af profetens magt, der i lige så høj grad utrætteligt gentager, løsner og stopper skabelsens gang, og på denne måde fuldfører og forløser den. Lige så enestående er tiden, som holder dem sammen; rytmen efter hvilken skabelsen går forud for forløsningen, men faktisk følger den; forløsningen følger skabelsen, men går egentlig forud for den.

4. I islam og jødedommen er frelserværket, der i rang helt går forud for skaberværket, betroet til en skabning – profeten eller messias (i kristendommen bekræftes dette ved, at Sønnen, der er af helt samme substans som Faderen, er blevet frembragt af ham, skønt ikke skabt). Passagen i Shahrastânî, som vi citerede, fortsætter faktisk med disse ord: Og det beundringsværdige er dette: At de åndelige væsener (englene), der fuldstændigt og direkte kommer fra Budet, er blevet skabelsens formidlere, mens de skabte, kropslige væsener (profeterne), er blevet Budets formidlere.

Her er det vidunderlige ikke, at det skabtes forløsning er betroet skaberen (eller englene, der udgår direkte fra den skabende magt), men til en skabning. Det betyder, at skabelse og frelse i en vis forstand forbliver fremmed for hinanden; at det ikke er det, som er skaberprincippet i os, der kan frelse 12

Noegenhed.book Page 13 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

det, vi har produceret. Og alligevel resulterer og kommer det, som kan og bør frelse skaberværket fra dette; det, som går forud i rang og værdighed, kommer fra det, som er lavere.

Det betyder, at det ikke vil tilkomme den åndelige englemagt (og i sidste instans den dæmoniske), sammen med hvilke menneskene producerer deres værker (disse være sig kunstværker eller tekniske værker, krigs- eller fredsværker) at frelse verden, men i stedet den mere ydmyge og kropslige magt, der udfordrer dem, for så vidt de er skabninger. Men det betyder også, at de to magter på en eller anden måde sammenfalder i profeten; at indehaveren af frelserværket, hvad angår hans væren, tilhører skabelsen.

5. I den moderne tids kultur har filosofi og kritik arvet frelsens profetiske værk (som allerede i den hellige sfære var blevet eksegesen betroet) og digtning, teknik og kunst skabelsens englelige værk. I den religiøse traditions sekulariseringsproces har de alligevel lidt efter lidt mistet enhver erindring af det forhold, som knyttede dem så intimt sammen. Heraf den komplicerede og næsten skizofrene egenskab, der lod til at betegne deres forhold. Hvor digteren engang kunne gøre rede for sin digtning (“Åbn den for prosa”, sagde Dante), og kritikeren også var digter, hævnede kritikeren, som har tabt skaberværket, sig på dette, idet han gav indtryk af at dømme den. Digteren, der ikke længere kan redde sit værk, ser bort fra denne uduelighed, da han blindt giver sig hen til englens letsindighed. Faktisk så er de to værker kun tilsyneladende selvstændige og fremmede; egentlig er de to ansigter af én og samme guddommelige magt, og i det mindste i profeten sammenfalder de i ét eneste væsen. Skaberværket er egentlig blot en gnist, der har fjernet sig fra frelsens profetiske værk, og frelserværket blot et fragment af den englelige skabelse, som er blevet bevidst om sig selv. Profeten er en engel, som i den samme indskydelse, der tilskyndede ham til handling, pludselig i sit allerinderste mærker tornen fra den anderledes fordring. Derfor fortæller de antikke biografier, at Platon oprindelig var en tragediedigter, der, idet han var på vej til teateret for at iscenesætte sin trilogi, hørte Sokrates’ stemme og brændte sine tragedier.

13

Noegenhed.book Page 14 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

6. Ligesom geni og talent, oprindelig forskellige og endda modsatte, alligevel forenes i digterens værk, således forbliver de to værker på en eller anden måde hemmeligt forbundne, eftersom de repræsenterer én eneste Guds to magter. Det, som bestemmer værkets rang, er dog ikke, endnu en gang, frugten af skabelsen og talentet, men af den signatur, som geniet og frelsen indprenter det. Denne signatur er stilen, næsten den modkraft, som i skabelsen modsætter sig skabelsen og løsner den; den modpol, som lukker den besjælede engels mund. Og i profetens værk er stilen tilsvarende den signatur, som skabelsen efterlader frelsen i den handling at være frelst; den mathed og næsten arrogance med hvilken den modsætter sig forløsningen, vil ind i det sidste forblive nat og skabning, og på denne måde bibringe tænkningen dens indhold.

Et kritisk eller filosofisk værk, der ikke på nogen måde er holdt i en væsentlig relation til skabelsen, er dømt til at gå i tomgang, ligesom et kunsteller digterværk, som ikke indeholder en kritisk fordring i sig, er bestemt til glemslen. Men i dag søger de to guddommelige sunan, adskilte i to forskellige subjekter, desperat et mødepunkt, en uskelnelighedstærskel på hvilken de kan genfinde deres tabte enhed. De gør det ved at bytte om på delene, der ikke desto mindre forbliver ubønhørligt adskilte. I det moment hvor problemet om adskillelsen af digning og filosofi for første gang voldsomt dukker op, betegner Hölderlin i en skrivelse til Neuffer filosofien som “et hospital, hvori den uheldige digter kan søge tilflugt med æren i behold.” I dag er dørene til filosofiens hospital lukket og kritikerne, der er blevet “kuratorer”, indtager ubetænksomt kunstnernes post, og efterligner skaberværket, som disse har ladet falde, mens fremstillerne, der er blevet inoperative, med ildhu hengiver sig til et forløsningsværk, i hvilket der ikke længere er noget værk at frelse. I begge tilfælde ridser skabelse og frelse ikke længere signaturen af deres indgroede kærlighedskonflikt ind i hinanden. Uden at være signerede og adskilte rækker de hinanden et spejl, hvor de ikke kan genkende hinanden.

7. Hvad er betydningen af den deling af den guddommelige – og menneskelige – fremgangsmåde i to værker? Og hvis de til trods for deres forskel i 14

Noegenhed.book Page 15 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

rang i sidste instans lader til at plante deres rod i et fælles terræn eller substans, hvad består så deres enhed i? Måske er den eneste måde at føre dem tilbage til en fælles rod at tænke frelserværket som den del af skaberkraften, som i englen er ineksekveret, og som derfor kan rette sig mod sig selv. Ligesom potentialiteten forudsætter handlingen og går ud over den, således går forløserværket forud for skaberværket. Alligevel er forløsningen ikke andet end en potentialitet til at skabe, der er forblevet uudtømt og som vender sig mod sig selv, som “frelser” sig. Men hvad betyder her “at frelse”? Eftersom der jo ikke er noget i skabelsen, som ikke i sidste instans er bestemt til at gå til grunde. Ikke alene den del af det, som hvert øjeblik vil gå til grunde og blive glemt, den hverdagsagtige ødslen af små gestus, af små sensationer, af det, som krydser sindet i et glimt, af knuste og forspildte ord, der går langt ud over erindringens fromhed og forløsningens arkiv. Men også kunstværker og intellektuelle værker, frugterne af et langt og tålmodigt arbejde er før eller siden dømt til at forsvinde.

Det er over denne uigenkaldelige masse, dette uformelige kaos, udryddet af det, som vil gå til grunde, og som Iblis – englen, som ikke har øjne for andet end skaberværket – ifølge den islamiske tradition ikke ophører at græde. Han græder, fordi han ikke ved, at det, som går til grunde er Guds; at når alle værkerne bliver glemt, og alle tegn og ord er blevet ulæselige, så vil frelserværket forblive alene og uudsletteligt.

8. Hvad er en “frelst” potentialitet, en kunnen gøre (og ikke gøre), som ikke simpelthen går over i en handling for at udtømmes i den, men som i værket konserveres og dvæler (“frelses”) som sådan? Frelserværket sammenfalder her punkt for punkt med skaberværket, der løsner og afskaber i samme øjeblik, som den bringer og ledsager den til væren. Der er ingen gestus eller ord, ingen farve eller klang, intet begær eller blik, som frelsen ikke suspenderer, og gør inoperativ i sit kærlige ståen ansigt til ansigt med værket. Hvad englen former, producerer og kærtegner, bringer profeten tilbage til det formløse og kontemplerer. Hans øjne ser den frelste, men kun fordi han på den yderste dag går til grunde. Og ligesom den elskede i erindringen er fuldstændigt og pludseligt til stede i et billede, for så vidt at være frigjort fra sit 15

Noegenhed.book Page 16 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

legeme, således er skaberværket nu i alle sine detaljer intimt dækket af ikkeværen.

Men hvad er så her egentlig frelst? Ikke skabningen, for den går til grunde og kan ikke andet end at gå til grunde. Ikke potentialiteten, for den har ingen anden bestandighed end at afskabe værket. Snarere træder disse nu ind på en tærskel, hvor de ikke længere på nogen måde kan være adskilte. Det betyder, at den sidste figur for den menneskelige og guddommelige handling er noget, hvor skabelse og frelse sammenfalder i det ufrelselige. Eftersom sammenfald kun gives, hvis der hverken er noget for profeten at frelse eller for englen at gøre. Ufrelselig er således det værk, hvor skabelse og frelse, handling og komtemplation, operation og det inoperative uden forbehold og i ethvert øjeblik insisterer på den samme væren (og på den samme ikke-væren).

Heraf dets obskure glans, som i spiraler ligesom en stjerne fjerner sig fra os for at aldrig komme tilbage.

9. Englen, der græder, bliver til profet; digterens klagen over skabelsen bliver til kritisk profeti, dvs. filosofi. Men netop nu hvor frelserværket lader til at samle alt i sig som et uforglemmeligt og uigenkaldeligt hele, forvandler det sig også. Med sikkerhed forbliver det; for til forskel fra skaberværket så er forløserværket evigt. Eftersom det har overlevet skabelsen, udtømmes dets fordring dog ikke i det frelste, men går til grunde i det ufrelste. Født af en ubesvaret skabelse, ender det i en uudgrundelig frelse uden nogen genstand.

Derfor siges det, at den højeste viden er den, som kommer for sent; når vi ikke længere har brug for den. Det er den, som har overlevet vores værker, den højeste og mest værdifulde frugt af vores liv og som alligevel på en eller anden måde ikke længere angår os; ligesom geografien i et land vi er ved at forlade. Den er et personligt anliggende, som skal ekspederes i hast og lavmælt – i det mindste så længe menneskene ikke har lært at gøre den til deres smukkeste fest: Deres evige sabbath. Den efterlader os med den underlige følelse af endelig at have forstået meningen med de to værker og deres uforklarlige adskillelse og derfor ikke at have mere at sige.

16

Noegenhed.book Page 26 Tuesday, December 20, 2011 1:06 PM

26