Glædens fest uddrag

GLÆDENS FEST En julekalender for voksne

Jørgen Carlsen

GlĂŚdens fest

Jørgen Carlsen Glædens fest En julekalender for voksne © Forfatteren og Forlaget Alfa 1. udgave, 1. oplag 2015 Isbn 978 87 7115 126 8 Sats: Tina D. Laursen Omslag: Claus Nielsen Sat med: Palatino og Perpetua Forsidebillede: 123RF miss_j Tryk: ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C ( 3324 9250 www.ForlagetAlfa.dk

Jørgen Carlsen

GlĂŚdens fest En julekalender for voksne

Forord Julen er den mest forståelige af de kristne højtider, ingen tvivl om det. Spørger man menigmand på gaden, hvorfor vi holder påske – eller hvad påsken overhovedet betyder som højtid – kan man langtfra være sikker på at få et rigtigt svar. Spørger man på samme måde, når det gælder pinsen, kan man næsten regne med ikke at få et rigtigt svar. Men spørger man, hvorfor vi fejrer jul, vil man med stor sandsynlighed få et rigtigt svar – også hos folk, der ikke er kristne. Alle kan fortælle om det lille Jesusbarn i krybben i stalden ved Betlehem, om hyrderne på marken og de tre vise mænd. Ingen tvivl om, at julen har stor tilslutning og opbakning i befolkningen. Det vidner de overfyldte kirker og det store antal julegudstjenester om.

Men forstår man nu også virkelig, hvad julen drejer sig om? Eller er selve julebegivenheden trængt i baggrunden i forhold til alle juleforanstaltningerne. Julebag, juleindkøbene, anskaffelse af juletræ, maden, gaverne osv. Er sagen druknet i indpakningen? Tænker vi egentlig over, hvad julen betyder? Eller har vanen taget over og sløvet vores opmærksomhed?

Lad os prøve et tankeeksperiment. Forestil dig, at Jesus vender tilbage til jorden og vandrer rundt juleaften, mens han kikker ind ad vinduerne for at se familierne fejre jul. Vi har ikke svært ved at gætte på, hvad han ser, for der sker mere eller mindre det samme i de forskellige hjem. Men hvilke tanker gør han sig mon i den anledning?

Måske tænker han noget i retning af følgende: Det er ganske besynderligt at overvære de forskellige optrin rundt omkring i hjemmene. Så forskellige, og dog så ens. Næsten 4

alle steder står der midt i stuen et grantræ pyntet med hjerter og levende lys. I toppen af træet er der en stjerne. Folk går syngende rundt om træet med hinanden i hænderne. De virker glade og forventningsfulde, især børnene, der næsten ikke kan få øjnene fra pakkerne under træet.

Hvad jeg slet ikke kan forstå er, at de indimellem synger om en, der hedder Jesus: ”Kom Jesus, vær vor hyttegæst.” Et øjeblik troede jeg, det var mig, de tænkte på. Men det må være en anden.

For hvad skal de bruge mig til? De har det jo så hyggeligt og fordrageligt sammen.

Men hvad nu, hvis det alligevel var mig, de havde i tankerne og gerne ville have besøg af? Ville de så virkelig tage imod mig som en gæst? Eller ville de se mig som en fredsforstyrrer – en party crasher, som folk vist siger nu om dage? Noget kunne tyde på, at de allerhelst vil hygge sig i deres små hytter. Mon det er det, de mener, når de taler om julefreden?

Hele tanken bag denne Julekalender for voksne er at levere et bidrag til eftertanke, når vi oplyste moderne mennesker bliver spurgt om, hvorfor vi fejrer jul. Det er klart, at svaret har en hel del med kristendommen at gøre.

Det kommer næppe bag på nogen. Alligevel er det måske meget godt at blive mindet om det. Det kan jo være at du midt i al juletravlheden kommer til at glemme, at du godt vidste det. Og det ville da være ærgerligt, hvis du ikke var bevidst om, hvor glad du egentlig har grund til at være.

Glædelig jul!

Testrup Højskole, september 2015 Jørgen Carlsen 5

1. december

Forspil Så er november forbi. Lad os bare indrømme det: november kan være en hård måned at komme igennem. Det er halvmørkt, når man tager på arbejde om morgenen, og halvmørkt, når man vender hjem igen om aftenen. Om man nu tilhører det arbejdende folk eller ej, så er det en kendsgerning, at dagen lige nu er aftaget med ti timer. ”Tæl kun de lyse timer”, står der på solurene rundt omkring i haverne. Det er hurtigt overstået. Og der er ikke megen trøst at hente i, at man har forsøgt at lempe lidt på døgnets tider ved at bilde os ind, at klokken er otte, når den i virkeligheden er syv. Man føler sig ikke på forkant med noget som helst. Bedraget kaldes vintertid.

Sådan kan man godt have det med november. Sådan har jeg det indimellem med november. Men det er ikke hele sandheden om november. Ja, det er ikke engang sandheden om mit personlige forhold til november. Lad mig forklare nærmere: På Testrup Højskole, hvor jeg er forstander, har vi to lange kurser i løbet af året – begge af 4-5 måneders varighed. Forårsskolen begynder i slutningen af januar og varer til sankthans. Efterårsskolen begynder i august og slutter kort før jul. Begge højskoleforløb omfatter tre årstider. Forårsskolen begynder i den kolde vinter – ”overmåde barsk og hård”, som Blicher siger. Så kommer foråret, hvor alting spirer og gror, og vi ender med sommeren, der ”dufter lysegrønt af græs”. Forårsskolen 7

beskriver en fysisk og mental udvikling fra mørke og kulde til lys og varme. Det har bestemt sin charme, at eleverne kan tage afsked med hinanden og med os under de lyse nætters telt. Afsked er måske også så meget sagt.

Langt over halvdelen af eleverne mødes igen 14 dage senere til Roskildefestival.

Efterårseleverne ankommer i sensommeren, hvor vi med fryd kan synge om septembers himmel, der er så blå.

Så går vi ind i efteråret, som er den mest sammensatte af alle årstiderne. Den årstid, der rummer fuldbyrdelsen i sig. Frugtens tid. Og så kommer den mørke og kolde tid.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at efterårsskolen var et langt mere traurigt foretagende end forårsskolen. Det hele ender tilsyneladende i et tiltagende depressivt mørke. Men det er ikke tilfældet. Der sker nærmest det modsatte. Det påfaldende er nemlig, at højskolen og det, der bærer højskolelivet – lad os bare kalde det højskoleånden – bliver så meget desto tydeligere, jo mere mørket og kulden sænker sig over omgivelserne. ”Mørk er november og løvfaldet slut,” hedder det hos digteren Thorkild Bjørnvig. Men der er én ting, som nu bliver tydeligere end om sommeren. Det er det lys, vi tænder for hinanden. ”Da må vort hjerte selv lyse,” som fortsættelsen lyder hos Bjørnvig.

Når solen ikke længere er den store energi- og livskilde, må energierne hentes andre steder fra: i hjertet. På den måde er der noget symbolsk i, at forårsskolen slutter lige op til midsommer, medens efterårsskolen slutter lige op til vintersolhverv, ved vendepunktet, hvor vi fejrer lysets tilbagekomst. Og ligefrem genialt er det, at disse sidste mørke uger samtidig udgør adventstiden, der leder frem mod den altafgørende og skelsættende begivenhed, 8

som Kristi fødsel er. ”Derfor bærer blus vi med glæde”, som det hedder hos Grundtvig. Efterårsskolen munder ud i massiv hygge i elevhusene med levende lys og masser af indendørs aktiviteter, adventshygge og juleløjer, afløst af forfriskende gå- eller løbeture i det omgivende landskab.

Det kan godt være, at vi i almindelighed slet ikke behandler november efter fortjeneste. Dens funktion er måske i virkeligheden, at den ikke skal gøre noget væsen af sig. Den skal danne en beskeden baggrund for noget andet og vigtigere. Akkurat på samme måde som en teaterforestilling forudsætter, at der er mørkt i salen, inden forestillingen kan begynde.

Forspillet til det alt sammen udspiller sig her i adventstiden. Ikke som noget overraskende og uventet. Men netop som noget ventet. Luften er ladet med forventning.

9

2. december

Kirkeåret kommer os i forkøbet Grundtvigs kendte salme Vær velkommen, Herrens år findes i to udgaver. Nytårsudgaven bliver sunget af DRs pigekor nytårsnat umiddelbart efter Rådhusurets tolv slag. Mange af os har tændt for fjernsynet, skålet i champagne og synger med. Men mere end en måned tidligere har man i alle landets kirker sunget adventsudgaven af salmen.

Her er det kirkeåret, der indvarsles og hilses velkommen.

Der er én væsentlig forskel på det kirkelige nytår og det verdslige. Det første rummer glæde og forventning. Det andet rummer tillige bekymring.

Kirkeåret har sit faste gentagelsesmønster og byder ikke på overraskelser. Det har sine 3 højtider samt sine obligatoriske tekststeder til de forskellige højmesser, der gentager sig – ikke hvert år, men hvert andet år, for i det mindste at skabe en smule afveksling i foretagendet. Med Jesu fødsel er der sat en ny dagsorden for verden. Kirkeåret har sit eget drama med en hovedperson, der vil frelse os fra ondskabens og dødens magt. Dramaet er eventyrligt, grusomt og pinefuldt, men ligesom det begynder godt, så ender det godt og glædeligt.

Knud Hansen, som var forstander for Askov Højskole fra 1953 til 1968, var kendt som en usædvanlig teologisk begavelse. Han nød stor anerkendelse for sin store viden om Jesu forkyndelse og sin kristne livsvisdom i det hele 10

taget. Han blev engang spurgt: ”Hvad er substansen i kristendommen? Dåben? Trosbekendelsen? Nadveren?”

Hver gang rystede han på hovedet. ”Jamen, så sig os dog menneske, hvad er det så?” Og svaret lød: ”Det er den bedste historie, jeg nogen sinde har hørt.”

Det verdslige nytår kalder derimod på mere blandede følelser. Her har vi os selv og hinanden at slås med.

Muligvis findes der privilegerede sjæle, som med udelt glæde ser tilbage på året, der gik, og med stor forventning ser frem til det kommende år i tillid til, at alt former sig på bedste vis. Men jeg tror, at de fleste af os er plaget af bekymringer om det ene og det andet.

Og der er nok at bekymre sig om. Lad os begynde fra en kant: Verden er ikke, som den bør være. Her kan man passende selv fylde på: krise og ustabilitet rundt omkring i verden, terror, folkedrab, undertrykkelse, hungersnød, epidemiske sygdomme, etnisk, national og religiøs fanatisme, voldsomme flygtningestrømme. Dertil kommer alle de ødelæggelser af natur og miljø, der som en tikkende bombe kan udløse globale klima- og miljøkatastrofer. I Danmark som i resten af verden er skellet mellem rig og fattig blevet større. Store befolkningsgrupper må betjene sig af psykofarmaka for at holde sig kørende. Åndløsheden breder sig, og konkurrencestaten ser det som borgernes højeste pligt at være agenter for den økonomiske vækst i ”Forretningen Danmark”.

Det tilspidsede symbolske udtryk for verdens kritiske tilstand er den kendsgerning, at den by, som er verdenskendt for budskabet om fred på jorden, i dag er defineret som krigszone. Betlehem er under belejring og bevogtes med høje mure, pigtråd og soldater med skarpladte automatvåben.

11

Og hvad med os selv? Har vi ikke ofte svært ved at se os selv og hinanden i øjnene, inklusive diverse splinter og bjælker? Verden er af lave, og selv har vi heller ikke det store at prale af. Vi ved det godt, men vi opfører os lidt som de vidende, der ikke rigtig vil vide af deres viden.

Tidligere måtte man tro på det, man ikke vidste. Nu tror man knap nok på det, man ved. Jo, der er såmænd nok at bekymre sig om. Hele verden inklusive én selv.

Anderledes forholder det sig med kirkeåret. Kirkeåret minder os om, at livet har en anden dagsorden end at være holdeplads for bekymringer eller befinde sig i et stressende hamsterhjul. En dagsorden, der rummer sprækker ind til et helt andet livsrum – et livsrum, der er båret af en dyb glæde over tilværelsen, trods al modgang og smerte. Kirkeårets befriende budskab er, at selv om vi svigter, så svigtes vi aldrig.Vi skal ikke bære verden på vores skuldre, vi bliver tværtimod selv båret og holdt oppe.

Det virkelig befriende er, at kirkeåret kommer kalenderåret i forkøbet. Troen og livshåbet er på forkant med alle de genvordigheder, vi uvægerligt støder ind i. Fumlegængere som vi er.

12

3. december

Den dobbelte dagsorden Vort liv har to dagsordener. En praktisk dagsorden og en åndelig. Jeg påstår hermed ikke at have sagt noget overraskende og originalt, men det udelukker på den anden side ikke, at der kan være tale om en dyb og afgørende sandhed. Hvem siger for resten, at de største livssandheder nødvendigvis skal udspringe af den mest sofistikerede spekulation? Undertiden har det banale en uerkendt inderside, netop fordi det kun betragtes som banalt. Den store tyske filosof Hegel fortæller os, at ’det bekendte sjældent er det erkendte’. Det, man tror, man har forstået eller set, er man tilbøjelig til at overse, fordi bekendtheden svækker opmærksomheden og evnen til at fokusere. Den største trussel mod den menneskelige tankevirksomhed er ikke det, vi ved, at vi ikke ved. Det er heller ikke det, vi ikke ved, at vi ikke ved. Heller ikke det, vi tror vi ikke ved, men som vi alligevel ved. Den største trussel er det, vi tror vi ved, men som vi ikke rigtig ved alligevel.

Lad os efter denne hegelske tankegymnastik vende tilbage til de to dagsordener.

Den praktiske dagsorden handler helt elementært om at få hverdagen til at fungere med alle de gøremål, som melder sig. Ingen af os lever på en lyserød sky eller af kærlighed og kildevand alene – i hvert fald ikke ret 13

længe. Den praktiske dagsorden handler om den banale kendsgerning, at vi skal have noget at leve af. Vi skal have noget at spise og tag over hovedet osv. For at tjene til dagen og vejen går de fleste af os på arbejde, hvis man er i den alder. For at få et arbejde har man som regel taget en uddannelse, kortere eller længere – også det hører med til den praktiske dagsorden. Har man børn, afføder det en mængde praktiske opgaver. Det har aldrig været sorgløst og bekvemt at have børn. Vi elsker dem og påtager os hellere end gerne ansvaret for deres trivsel og velbefindende. Men de hænger på én. At få børn er som at få gæster, der aldrig går igen, som en af mine venner udtrykte det. Børn skal passes. De skal hentes og bringes til daginstitution eller skole, og senere måske køres til ridning, fodbold eller klaverspil. Oven i familiecirkusset er der selvfølgelig de daglige indkøb, madlavningen, rengøringen, tandlægebesøg, bilen, der skal have skiftet til vinterdæk, og tusind andre ting. Alt dette og meget mere hører med til den praktiske dagsorden.

Den praktiske dagsorden udgør tilværelsens maskinrum. Den sørger for, at vi holdes flydende og kan pløje os igennem livets bølgegang. Den handler kort sagt om alt det, vi skal leve af. Den åndelige dagsorden handler derimod om det, vi skal leve for. Den åndelige dagsorden er forbundet med alt det, der giver vort liv mening og betydning. Her befinder vi os ikke i maskinrummet, men på skibets kommandobro, hvor kursen afstikkes og forfølges. Men i dybere forstand handler den åndelige dagsorden også om forudsætningerne for vor tilværelse: at der er et hav, vi kan sejle på – at der er en verden, vi kan leve i.

14

Hvis vi ikke havde en åndelig dagsorden, ville livet være drænet for enhver overordnet betydning. Vi ville i sidste instans være reduceret til biologiske overlevelsesmaskiner, der indimellem støder sammen, gisper lidt og producerer nye biologiske overlevelsesmaskiner. Og sådan kunne det fortsætte i en uendelighed. Eller sagt på en anden måde: at sikre sin egen selvopholdelse ved at skaffe sig mad og drikke har ikke noget med ånd at gøre. Ånden indfinder sig, når man er optaget af, at andre også kan få brød på bordet. Den åndelige dagsorden hæver mennesket ud over den praktiske dagsorden, der består i at få verden indplaceret i bevidsthedens hyldesystem af strategiske handlinger, der udspringer af ens egeninteresse. I den åndelige dagsorden bliver vi sat på plads af instanser, der er større end os selv. Vi er ikke verdens midtpunkt.

Den åndelige dagsorden gør sig gældende livet igennem, dag ud og dag ind. Den næres hos nogle af os ved højmessen i kirken søndag formiddag, men er bestemt ikke forbeholdt de trofaste kirkegængere eller for den sags skyld de kristne. Den findes hos alle mennesker i et civiliseret samfund. I Danmark findes den som kulturel grundstemning i samfundet ved de kirkelige højtider, og blandt dem indtager julen en suveræn førsteplads. Der jules i så godt som hele Danmark. Uanset den påtrængende kommercielle marinering af juletiden, vi oplever år efter år, så er vores gøren og laden overlejret af julens åndelige dagsorden. Biologiske overlevelsesmaskiner kunne aldrig finde på at fejre jul.

15

4. december

Glæden er livets fortegn December har noget ganske særligt over sig. Den er nok den populæreste af alle årets måneder. Den er ladet med en merbetydning. Ingen af os kan tænke på december uden også at tænke på jul. Det hænger som sagt sammen med, at vi alle – i det mindste alle, der lever i den kristne kulturtradition – i et tidsrum deler den samme åndelige dagsorden. Julen kan vi ikke forbigå i tavshed. Julen er ikke bare noget, vi fornemmer omkring os, når vi ser juleudsmykningerne i stormagasinerne og på byens gader.

Det er også noget, der befinder sig inden i os.

Jul er noget, der skal og må fejres som en festligholdelse af en glædelig begivenhed. Julen bærer vidnesbyrd om, at glæden skal være livets fortegn. ”Frygt ikke!

Se, jeg forkynder jer en stor glæde,” lyder englens budskab til hyrderne på marken ved Betlehem. ”Og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde,” siger Grundtvig.

At livet skal leves med glæden som fortegn, betyder ikke, at det ikke også byder på sorg og modgang. Intet menneske kan unddrage sig smerten og lidelsen. Men står man over for et nedtrykt menneske, er det karakteristiske spørgsmål: ”Hvad er der i vejen?” Dybest set betyder spørgsmålet: ”Hvad er det, der stiller sig i vejen mellem dig og glæden? – Hvorfor er du ikke glad?” Underforstået: 16

når adgangen til glæden ikke spærres af sorgen, så har den og bør den have frit løb hos os mennesker. For livet er grundlæggende en glædelig begivenhed. ”Jeg vil leve et væsentligt liv.” Sådan lyder en replik i en af Tage Skou-Hansens romaner. Hvad et væsentligt liv er, kan ingen tage patent på. Men alle kan vel være enige om, at det må forstås som det modsatte af et ligegyldigt liv. Ingen kan udholde tanken om, at deres liv skulle være ligegyldigt og betydningsløst. Ser man på livets betydning i et rent menneskeligt perspektiv, vil man opdage, at så snart man håber på noget, savner noget eller måske ligefrem elsker nogen eller noget, så er ligegyldigheden ophævet. Så er der nemlig noget, der betyder noget for én. Det samme gælder selvfølgelig, hvis man selv er elsket og savnet af nogen, i livet eller i døden. Så har man selv betydning. Selve dette at stille vækkeuret om aftenen dementerer ligegyldigheden. Handlingen er udtryk for et livshåb, nemlig at der er en ny dag at vågne op til.

Og lad os så få slået fast, at væsentlighed og betydning intet har med status eller berømmelse at gøre. Ens liv bliver ikke mere betydningsfuldt af, at man er en kendis, optræder i medierne, i Kraks Blå Bog eller i historiebøgerne. Det betyder ikke, at det ikke kan være fortjenstfuldt at yde en indsats og få anerkendelse for det. Det kan man da kun ønske folk tillykke med, og som regel bliver de også behørigt fejret med statuer, gadenavne og andet.

Men selve livets betydningsfuldhed stikker langt dybere end det, der har med borgerlig reputation at gøre.

Tænk på Grundtvigs kendte højskolesang ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord / som det, jeg ville ej med kongers bytte.” Disse linjer er skrevet i 1839, dvs.

17

under enevælden, hvor kongen repræsenterer den højeste status i samfundet, et menneske kan opnå. Alligevel vil Grundtvig ikke bytte med kongens liv. Dermed siger han selvfølgelig ikke, at kongens liv ikke er betydningsfuldt.

Han fastholder tværtimod, at ethvert menneskes liv er betydningsfuldt, men det gælder altså både kong Salomon og Jørgen Hattemager. Og spørger man så, hvor stor en betydning det enkelte menneskes liv har, vil svaret være: det liv, vi lever med os selv og hinanden, har en betydning, som er umådelig og umålelig, kort sagt uendelig stor. Ikke målt med menneskelige alen, men set med Guds øjne.

Hvad handler dette her om? Det handler såmænd om kærlighed. Guds kærlighed til menneskene. At nære kærlighed til noget er at give det mening og tillægge det betydning. Og julen handler dybest set om, at Gud manifesterer en kærlighedsgerning over for menneskene.

Evangelierne i Det Ny Testamente beskriver omfanget af denne kærlighedsgerning. Ordet evangelium er græsk og betyder god nyhed eller glad budskab. Et berømt sted i Johannesevangeliet leverer hele sagens kerne, kogt ind til en maggiterning: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16) Skriftstedet går også under betegnelsen ”den lille bibel”.

Nu er vi på vej ind i kernen af julens budskab.

18