Et guddommeligt eksperiment uddrag by Eksistensen

Majbrit Ravnholt Cramer

guddommeligt eksperiment

Majbrit Ravnholt Cramer Et guddommeligt eksperiment ÂŠ Forfatteren og forlaget Alfa 1. udgave, 1. oplag 2013 ISBN 978 87 7115 083 4 Sats og omslag: Lars Vendelbo Sat med: Plantin Omslagsbillede: 123RF Varvara Gorbash Tryk: ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg AllĂŠ 10 DK-1820 Frederiksberg C www.ForlagetAlfa.dk

Majbrit Ravnholt Cramer

guddommeligt eksperiment

ALFA

Mennesket er et guddommeligt eksperiment af stĂ¸v og ĂĽnd. NFS Grundtvig

Prolog Polen 1944 Karl Übelherr skuttede sig og trak frakkekraven op om ørerne. Blæsten hylede og vred sig i pinsel over kulden, der med en hær af frostdæmoner slog sine gennemisnende krystalkløer i alt på sin vej, som tog den livtag med selve skaberværket. Den piskende vind stak som nåle mod den nøgne ansigtshud og de bare hænder; frostbidte og følelsesløse. Han bandede lydløst. Hvilken idioti at undlade at tage handsker på! Han var ivrig efter at få gerningen overstået og komme tilbage til den velgørende varme inden døre. Foran ham på ankomstrampen stod det lange tog. Opgaven var rutine; en del af det daglige arbejde, men ikke desto mindre enerverende grundet den dyrebare tid, det kostede ham. Han så ikke skyggen af grund til at hale udvælgelsen i langdrag ved omhyggelige overvejelser. Han vidste af erfaring, at det kunne gøres på ti minutter. De syge dyr skulle alle den samme vej i sidste ende; det var blot et spørgsmål om, hvilke der straks skulle aﬂives, og hvilke det økonomisk kunne svare sig at holde i live en stund. Dørene til de stuvende fulde kreaturvogne blev slået til side med et brag. Den rene, nyfaldne sne, der med forførerisk lethed rejste sig og føg glitrende hen over jorden, stod i skærende kontrast til den uudholdeligt kvalmende stank af ekskrementer, der tungt sivede ud af mørket og lagde sig om ham som en snavset dyne. ”Schnell, schnell ... raus, raus …” lød det aggressivt kommanderende. Med skræmte øjne bevægede de forslåede skabninger sig ud af de begsorte vogne. Flertallet af dem i en tilstand af chok, forstærket af det voldsomme lys fra de kraftige projektører. De stinkende, smittebærende svin var smurt ind i deres egen afføring. De mange dages transport uden vand og foder havde gjort sit indhug. Adskillige af

dem var gået til undervejs, men han følte ingen medlidenhed; allerhøjst væmmelse. Han harmedes. ”Stinkjuden,” mumlede han forarget. Det var et frygteligt svineri, som der gudskelov var andre, der tog sig af at rengøre. Hans egen opgave bestod i den nødvendige udvælgelse af de arbejdsduelige, økonomisk nyttige – og den lige så nødvendige frasortering af det modsatte. Han betragtede gruppen af SS-vagter udføre de nøje instruerede arbejdsopgaver. Først skulle de nyankomne aflevere deres kufferter, som blev smidt i en stor, tilfældig bunke ved siden af toget. Det var ikke alle, der lige villigt satte deres ejendele fra sig, så en af SSvagterne beroligede dem med et ”Später wieder kriegen!” En bevæbnet SS-officer med et ligegyldigt ansigtsudtryk holdt vagt ved bagagen, så intet af det blev stjålet. Schæferhunde, med rejste børster og fråden stående om gabet, snappede gøende efter den skræmte mængde. Dernæst skulle mænd og kvinder skilles ad. ”Frauen hier,” beordrede en SS-vagt, der havde svært ved at overdøve den hylende blæst, og dirigerede alle kvinder og børn over i højre side af platformen, hvor andre SS’ere sørgede for at kommandere dem ind på rækker af fem. ”Männer hier,” fortsatte vagten og pegede i den modsatte side af platformen. Han fik øje på to mænd – den ene ung, den anden midaldrende – der stædigt holdt fast i en grædende pige. De nægtede at slippe hende. Han gættede på, at der var tale om pigens far og storebror. ”Später wieder zusammen,” forklarede SS-vagten med så få ord som muligt og forsøgte at skille dem ad, men de kom fra Italien og forstod øjensynligt ikke tysk. En stemning af panik var begyndt at sprede sig. Det irriterede ham grænseløst at spilde tiden. Kunne de da for helvede ikke bare gøre, som de fik besked på? Med faretruende vrede skridt bevægede han sig over til dem. ”Dopo di nuovo insieme,” hvislede han arrigt ud mellem tænderne på gebrokkent italiensk, hvorpå storebroren modvilligt slap sit tag i lillesøsteren. Faren, derimod, fastholdt uden tøven grebet. 8

Datteren klamrede sig rædselsslagen til ham. De store, frygtsomme barneøjne var opspilede af rædsel. ”Gut ... va bene,” sagde han køligt. ”Da camion.” Han gestikulerede hult mod en af de ventende lastbiler med et stort, rødt kors på siden og håbede, at dét ville spare ham for yderligere forsinkelser. ”Grazie,” mumlede faren og bar sin datter hen til køretøjet, hvor en skaldet, stribeklædt fange fra Aufräumkommando hjalp dem op på ladet. Idiot, tænkte han og vendte sig mod storebroren, der stod alene tilbage. Med et granskende blik vurderede han ham. ”Wie alt bist du? ... Quanti anni?” ”Diciannove,” svarede drengen. ”Malato?” ”No!” Han nikkede. Nitten år og rask. Tilmed fysisk stærk, så det ud til. Med tommelﬁngeren indikerede han venstre og fortsatte sin summariske udvælgelse ned langs rækkerne. ”Højre, højre, højre, venstre, højre, højre ...” Hvis han var i tvivl, stillede han de samme kortfattede spørgsmål: ”Quanti anni? ... Malato? ... Occupazione?” hvorefter han med tommelﬁngeren viste enten til venstre eller højre, alt efter om han fandt subjektet foran sig dueligt eller ej. Samtlige børn, kvinder med børn, gamle, syge og svagelige blev dirigeret til højre med beskeden om, at de skulle spare på kræfterne og derfor ville blive kørt til das Lager – løgnene var den mest effektive måde at få dem til at lystre på, så selektionen kunne foregå under ordnede forhold, så hurtigt og panikfrit som muligt. En ældre kvinde, som han havde dirigeret til højre, vendte sig med ét. Stærkt oprevet udspyede hun, hvad han antog, var en forbandelse, mod ham. Hun talte hurtigt, med en kraftig dialekt, så det var kun brudstykker, han opfangede. Han forstod dog, hun ønskede, at hans afkom skulle se på ham med afsky, og hans sønnesønner fødes som en mandel! Mandorla … jo, han følte sig overbevist om, at det betød mandel. En mandel til nedbrydelse af hans lige. Han fnøs hånligt og gav ordre til at lade hende nedskyde på stedet. 9

Han betragtede, hvorledes de Røde Kors lignende lastbiler fragtede alle, der var blevet dirigeret til højre, direkte til udryddelse i gaskamrene. Den langt mindre gruppe, der var havnet til venstre, begav sig af sted til fods mod arbejdslejrene. Han kiggede på sit ur. Det havde taget under ti minutter! Tilfreds forlod han rampen, da fangerne fra Aufräumkommando gik i gang med at rengøre togvognene. Allerede inden han nåede døren til laboratoriet, havde han fundet den lille, læderindbundne notesbog frem af frakkelommen. Andægtigt lod han ﬁngerspidserne stryge det letnubrede skindomslag, der var prydet med et hagekors og initialerne KÜ. Han løftede bogen op til munden og pressede hengivent det bløde læder mod sine læber. Han trådte indenfor, grebet af frydefuld virkelyst over udsigten til at beskæftige sig med dét, han oprigtigt brændte efter at bruge sin kostbare tid på; hans livsnerve og hjerteblod, de medicinske eksperimenter!

Den fremmede (USA 2010)

Den syttenårige Tubi gik i tolvte klasse på Fountain of Grace Christian School and Family Worship Center; en kristen institution, der lå i den nordlige del af bjergstaten West Virginia i USA. Som tilfældet dog ofte er med den type lange, besværlige navne, blev også dette i daglig tale skåret ned til det kortere og mere mundrette Fog. Fog bestod af to uløseligt sammenhængende dele: en skole og en kirke. Skolebygningen, der var stor og gammel, lignede et almindeligt beboelseshus opført i rødbrune mursten. Bygningen lå midt på en åben græsplæne, der stødte op til en asfalteret parkeringsplads ud mod hovedvejen. Bag skolen lå kirken, der var af langt nyere dato end skolen, men omtrent lige så misvisende i sin udformning. Var det ikke for det store kors højt oppe på gavlen, ville ingen udefrakommende antage, at kirken var andet end en enorm lade. Foran kirkens hovedindgang, der var ﬂankeret af velholdte blomsterbede, lå endnu en asfalteret parkeringsplads. De to ejendomme var forbundet af en ﬂisebelagt sti, der gik tværs over græsplænen og førte fra skolehuset over til sideindgangen af kirkebygningen. Også på alle andre områder, synlige og mindre synlige, var kirken og skolen forbundet. Skolens lærere, elever og deres familier var alle medlemmer af menigheden, og hver onsdag morgen fra klokken otte til ti måtte den almindelige skoleundervisning vige for gudstjeneste afholdt af Pastor Crowder, hvor både elever og ansatte forventedes at deltage. 11

* Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde … 1 Pastor Crowder stod på podiet bag mikrofonen på talerstolen og læste højt fra dagens tekst i Johannesevangeliet. Han havde placeret sig, så han skyggede for motivet af Jesus, der i en blåtonet glasmosaik i muren bag ham stod med en lille, hvid due i hænderne, som han i en tilbydende og afventende gestus rakte frem mod menigheden, der sad på to rækker af blåpolstrede træbænke i den store moderne kirkebygning og lyttede til pastorens prædiken. De ﬂeste af kirkens knap 200 medlemmer var til stede denne dag, som de var det enhver anden søndag formiddag og onsdag aften i årets løb. Udover præsten på podiet hørtes kun den svage summen fra airconditionanlægget og ﬂere af kirkens medlemmer, der med et Amen, Gud er god eller Lovpris Herren på skift samtykkede. Der var kun teenagere og voksne til stede i rummet. Alle de mindre børn var til bibelundervisning og legetime i søndagsskolen, der blev frivilligt ledet af et af kirkens medlemmer, Valerie Kingsbolt, der til daglig fungerede som underviser på skolen. Tubi hjalp af og til Valerie i søndagsskolen, men denne søndag formiddag deltog hun i gudstjenesten, der foregik i kirkesalen på stueplan, imens Valerie formidlede bibelkundskab til menighedens yngste børn i søndagsskolens lokaler på første etage. Tubi sad ved siden af sin mor, Norma, der også var lærer på skolen, på højre bænkerække i midten af det store kirkerum. En nyspidset blyant hvilede i hendes højre hånd, og i skødet lå en notesblok oven på en opslået Bibel. Tubi havde svært ved at koncentrere sig. Det var ikke blevet til mere end to linjer på papiret i notesblokken: Søndag den 20. april. Johannesevangeliet kapitel 9. Præstens ord syntes at prelle af på hende i dag, som om de mødte en usynlig mur og faldt til gulvet eller smuttede lige forbi hende uden at efterlade noget indtryk. 1

Joh 9,39-40

Hun så sig omkring i det familiære lokale. På væggen til højre for hende hang et anseeligt verdenskort med et væld af små, rødlysende pærer, der stolt viste alle de steder på kloden, som kirken havde været i berøring med. Ved nærmere øjesyn ville man imidlertid bemærke, at langt de ﬂeste prikker var placeret i USA, og størstedelen af disse stak ud af West Virginia og nabostaterne Ohio og Pennsylvania. Men der var også lysprikker i andre stater, som repræsenterede familiemedlemmer, der havde været på besøg, eller ligesindede, der var knyttet kontakt til rundt omkring i landet ved kirkesammenkomster, vækkelsesmøder og lignende. Men én pære manglede; den pære, der burde have siddet et sted i staten Californien og lyst for Pastor Crowders nevø og plejesøn, Dean Parker. Dean Parker, der nu var en voksen mand, var vokset op hos sin onkel og tante (Pastor Crowder og hans kone), da hans egen mor ikke havde været i stand til at tage sig af ham. Det var sket, længe før Tubi blev født, men hendes mor huskede episoden og havde refereret den til hende. Pastor Crowders lillesøster var som syttenårig stukket af hjemmefra med en mand, der var sort og langt ældre end hun. Ingen havde den fjerneste idé om, hvor hun havde mødt ham, og ingen havde set det komme. Pigens far var kirkens daværende pastor (Pastor Crowder Senior). Han og konen havde slået hånden af datteren og rådet resten af menigheden til at gøre det samme, skønt det var en ubærlig smerte for dem. At miste datteren var en sorg, de aldrig var kommet sig over. Tubis mor havde endvidere forklaret hende, at det gamle præstepars datter var et dårligt æble, og risikoen for, at hun skulle smitte alle de gode æbler i menighedskurven, var for stor. Derfor var hun ikke længere velkommen hverken i kirken eller hjemmet; hendes skæbne lå udelukkende i Guds hænder. Der var ofte blevet bedt for pigen, selvom alle vidste, at hun var fortabt; frelsen var for hende ikke længere en mulighed. Det var en tragedie, og menigheden følte inderligt med de stakkels forældre. Sådan havde Tubis mor forklaret hende Deans historie og i øvrigt tilføjet, at ingen nogensinde havde hørt fra Deans mor igen, bortset 13

fra broren, den nuværende Pastor Crowder, der i mellemtiden havde overtaget præsteembedet i kirken efter sin far. Deans mor havde henvendt sig til ham en enkelt gang med en bøn om at tage vare på hendes søn, da hun selv var for syg og fattig (og uden tvivl alkoholiseret) til at forsørge ham. Hvad der var sket med Deans far, meldte historien intet om. Der var ofte blevet hvisket, men ingen havde nogensinde spurgt direkte. Pastor Crowder og hans kone, der ulykkeligvis selv var barnløse, havde set det som et tegn fra Herren og indvilliget i at tage sig af Dean og sørge for hans opvækst, imod at Deans mor aldrig viste sig igen eller senere tog kontakt til sønnen. Sådan var Dean Parker blevet en del af Fog og vokset op hos sin onkel, skønt hans biologiske mor var udstødt. Indtil for få år siden havde menigheden antaget, at Dean Parker på et tidspunkt ville følge i sin plejefars fodspor og overtage præsteembedet, som Pastor Crowder selv havde overtaget det efter sin far. Men til stor forbavselse for dem alle var han rejst fra det hele fra den ene dag til den anden, uden så meget som en forklaring eller et farvel til afsked. Præsten havde i et afmålt toneleje oplyst, at plejesønnen var flyttet til Californien, hvor han havde sluttet sig til en anden menighed. Man fornemmede tydeligt, at det ikke var noget, der skulle debatteres, men en vis lavmælt undren kunne, trods respekten for præsten, ikke forhindres. I krogene kom der mange bud på, hvad der kunne være sket, men ingen kendte årsagen til, hvorfor Dean så pludseligt havde forladt dem, og så vidt Tubi vidste, havde ingen set ham siden. Tubi drejede hovedet til venstre og fik øje på Tom; en malplaceret eksistens, der kun havde gået på skolen et lille års tid, i samme klasse som hun. Også om ham blev der hvisket, og dette i betydelig højere decibel end om Dean! Han var en outsider på ethvert tænkeligt punkt. Tom var den eneste elev på skolen, der dukkede op til gudstjenesterne uden sine forældre. Tubi formodede, at han enten var forældreløs eller flyttet hjemmefra – efter sit udseende at dømme var han adskillige år ældre end hun. Selvom de gik i klasse sammen,

havde Tubi aldrig vekslet et eneste ord med ham. Hende bekendt snakkede ingen med Tom! Hele hans fremtoning udstrålede eklatant mangel på pli. Søndag efter søndag sad han på en kirkebænk for sig selv og havde hverken Bibel eller notesblok ved hånden. Denne søndag var ingen undtagelse. Han sad lænet op ad muren, så langt inde som muligt. Han var gledet helt frem i sædet, med lukkede øjne som om han sov. Der var noget nærmest provokerende modsætningsfyldt over hans udseende. Ansigtstrækkene var ﬁne og bløde, grænsende til det feminine, hvorimod kroppen var maskulin og veltrænet; selv bag skoleuniformen, han bar til daglig, trådte de hårde muskler frem. Næsen var en anelse skæv, men det var ikke så udpræget, at man nødvendigvis lagde mærke til det, medmindre man sad og stirrede på ham! Det uredte, mørke hår, der trængte gevaldigt til en klipning, og de daggamle skægstubbe antydede, at han ikke havde gjort sig den ulejlighed at soignere sig, før han tog i kirke. Også hans usle påklædning var højst upassende til en højmesse. Han bar slidte jeans, udtrådte, beskidte cowboystøvler og en stram T-shirt, der sikkert engang havde været hvid, men nu var forvasket og grå – endnu et forhold, der indikerede, at han ikke havde en mor til at vaske tøjet for sig. Ærmet på T-shirten var for kort til helt at dække en iøjefaldende tatovering på højre overarm. Motivet forestillede en amerikansk ørn med ordet Adler tatoveret underneden. Tubi anede ikke, hvad det betød, men det skulle ikke undre hende det fjerneste, hvis det var noget ugudeligt! Hun stirrede frastødt; kendte ingen anden med en tatovering, og skolens politik på området var utvetydig. Ifølge Bibelen var tatovering ikke tilladt! Der var noget nærmest sjofelt over, at han end ikke forsøgte at skjule sin synd ved at dække mærket til. Tubi var så opslugt, at hun slet ikke opdagede, at Tom havde drejet hovedet og vedholdende gengældte hendes skamløse stirren. ”Møg!” mumlede hun, da det gik op for hende. Hun troede, at han sov.

Forlegent vendte hun blikket mod sin notesblok. Hun bøjede hovedet så meget fremover, at de stride naturkrøller faldt ned over hendes ansigt og skjulte de glødende kinder. ”Hvad laver du?” hviskede hendes mor. ”Hvad er det, du sidder og mumler ... hvorfor tager du ingen noter ... hører du efter, Tubi?” spurgte hun irritabelt. ”Ja, undskyld, mor!” Resten af gudstjenesten sørgede Tubi for at tage noter og undgå at kigge i Toms retning. Hun brød sig ikke om, at moren blev vred på hende. Halvt bevidstløst, og med tankerne et ganske andet sted, ﬁk hun kradset linjer ned på papiret – ord, der ikke syntes at give nogen mening. ”Jeg skal nå at fange Pastor Crowder, før han går. Jeg vil invitere ham og Patricia til frokost næste søndag,” informerede Norma, da gudstjenesten var forbi. Tubi nikkede. Der var intet usædvanligt i, at moren inviterede præsteparret til frokost. ”Jeg venter udenfor imens.” ”Ja, gør det. Vejret er skønt!” Tubi samlede sine ting og gik ud til bilen på parkeringspladsen foran kirkens hovedindgang. Hun ville lægge sin taske, notesblokken og Bibelen ind på bagsædet, men kom i tanke om, at hendes mor havde nøglen. I stedet stillede hun sig med ryggen op mod bildøren og lod forårssolen kærtegne sin blege hud. Vorherre havde skabt Tubi rødhåret med fregner og sart hud, hvorfor solbadning ikke var noget, hun vanligvis dyrkede; men oven på en kold og mørk vinter var et naturligt skud D-vitamin velgørende. Det var en ualmindelig varm dag for årstiden. Som et vidtstrakt sejl buede den uendelige himmelhvælving sig lyseblå og skyfri over hende. Adskillige af rododendronbuskenes blomster i bedene omkring kirkens hovedindgang var sprunget ud under gudstjenesten i formiddagens løb. Hun smilede ved tanken om, at det var dér, præstens prædiken var smuttet hen; forbi hende, gennem salen, ud ad døren direkte ind i blomsterknopperne, der af bar’ begejstring

havde udfoldet deres kronblade i et festfyrværkeri af sart pink og lys violet. Sjældent havde skaberværket taget sig skønnere ud. Adskillige af menighedens medlemmer hilste og ønskede god søndag, efterhånden som de passerede hende på vej ud af kirken. Hun lukkede øjnene; stod helt afslappet med notesblokken og Bibelen trykket tæt ind til sig, nød varmen og den tiltagende fred, efterhånden som parkeringspladsen affolkedes. Inden længe var det eneste, hun hørte, den dæmpede summen af biler, der drønede forbi ude på hovedvejen, og lyden af kvidrende småfugle et sted i det fjerne. Som et sovemiddel, der langsomt frigives i blodet, spredte en behagelig døsighed sig med blodbanerne rundt i hele kroppen. Hun befandt sig i en lys dagdrøm, da vrede stemmer trængte forstyrrende ind til hende. Nysgerrigt åbnede hun øjnene og fik øje på Tom. Han stod henne ved skolebygningen med ryggen til og mundhuggedes med en mørkklædt skikkelse i stramme jeans, hættetrøje og åbenstående læderjakke. Selvom hætten var trukket delvis ind over hans hoved, kunne hun se, at der var tale om en ung mand; en høj og ranglet fremmed, der pulsede energisk på en cigaret. De befandt sig for langt væk til, at hun kunne høre, hvad de skændtes om, men Tom virkede ophidset og stak truende en pegefinger ind mod den fremmedes brystkasse, hvilket ikke syntes at skræmme ham det fjerneste. Tværtimod lo han overlegent og slog med et dask Toms finger væk. Med cigaretten dinglende i mundvigen trak han en lysebrun kuvert frem fra indersiden af læderjakken og rakte den med et provokerende grin til Tom, der arrigt flåede den ud af hånden på ham, krøllede den sammen og proppede den ned i bukselommen som et stykke papir til affaldskurven. Den fremmede sagde noget til Tom, der fluks snurrede rundt og stirrede direkte på Tubi. Af ren forskrækkelse gav hun et spjæt fra sig, så voldsomt at både notesblok og Bibel fløj ud af hendes favn og ramte asfalten med et hult bump. Hovedrystende over sin egen klodsethed satte hun sig på hug og samlede dem op. Hvor var det uheldigt, at hun så skødesløst havde smidt, hvad hun havde i hænderne, og i endnu højere grad at hun var blevet grebet på fersk gerning i at smuglytte; det måtte være sådan, Tom og den fremmede 17

opfattede det, skønt hun ikke havde opfanget andet end deres vrede tonefald – for slet ikke at nævne det pinlige faktum, at det var anden gang på mindre end en time, at hun var blevet snuppet i at overbeglo Tom. For det tilfælde, at de vedblev at kigge i hendes retning, blev hun siddende nogle minutter og foregav at være optaget af at undersøge Bibelen for stød efter faldet. Men i virkeligheden var det noget ganske andet, der optog hendes tanker. Hvad indeholdt den brune kuvert, og hvem var den fremmede? Muligvis et af Toms gamle bekendtskaber fra John Marshall, tænkte hun. Rygterne svirrede om, at Tom i sin tid var blevet bortvist fra den lokale High School, John Marshall, der lå på den modsatte side af hovedvejen, kun få hundrede meter fra Fog. Hende bekendt var reglerne på den kommunale skole langt lempeligere end reglerne på Fog, så hun antog, at han havde begået en ugerning af en vis kaliber og spekulerede på, om han var kriminel. Men hun fandt det alligevel usandsynligt, at Fog havde lukket en plettet straffeattest inden for sine mure ... Hun var så fordybet i sine egne tanker, at hun slet ikke hørte ham komme. Da hun rejste sig, stod han lige foran hende; den fremmede. Det gibbede så overordentligt i hende, at hun nær havde tabt blokken og Bibelen igen. ”Hvad glor du på?” hvislede han ud mellem tænderne. Hans ånde lugtede fælt af cigaretter. ”Ik … ikke noget,” fremstammende hun måbende. ”Du skal ikke stikke næsen i noget, der ikke vedkommer dig. Forstår du det?” Hun nikkede lamslået og sendte et diskret sideblik ud mod ppladsen i håbet om at få øje på nogen, der kunne komme hende til undsætning. Til sin rædsel opdagede hun, at de var alene. Han gloede på hende. Den aknearrede hud ﬁk ham til at se hærget ud. Han stirrede stumt; mønstrede hende med et sygt blik, der ﬁk det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. I et indre billede fremdrog han en pistol af læderjakkens gemmer, nøjagtig som han havde gjort med den brune kuvert. Skønt scenen udelukkende udspillede sig i Tubis hoved, var forestillingen

så livagtig og rædslen så håndgribelig, at hun måtte beherske sig for ikke at skrige. Hans mundvige trak op i et hæsligt grin. ”Går du i klasse med Tom?” Hun nikkede beklemt. ”Du ser ellers ikke så gammel ud,” lo han nedgørende og blottede derved et vindskævt, nikotingult tandsæt. ”Jeg er sytten!” fløj det indigneret ud af hende, før hun nåede at tænke. Han havde ramt et ømt punkt – hun blev altid vurderet til at være yngre, end hun var. I samme sekund, hun havde udtalt sætningen, indså hun, hvor umoden en reaktion det var. Det morede ham åbenlyst. ”Så er du vel heller ikke bange for gyserhistorier? Jeg kender en uhyggelig en, der med garanti vil få dine nakkehår til at rejse sig …” Munden smilede spotsk. ”Din ven, Tom, er med i den.” Denne gang nåede hun at tænke, før hun talte. ”Fortæl!” sagde hun med anstrengt selvbeherskelse og håbede, at hun lød langt mere fattet, end hun var. Han betragtede hende med et gennemborende blik, som for at afveje hvorvidt hun skulle indvies, men rystede så afvisende på hovedet. ”Du kan jo selv spørge ham! Men jeg tvivler på, at han røber noget …” Hans smil ændredes underfundigt. ”Du ligner ikke en, man betror sine mørkeste hemmeligheder til!” Det slog hende, at han med overlæg virkede tirrende, og frygten blev erstattet af irritation. Først havde han advaret hende mod at stikke næsen i sagen, og nu viftede han den tillokkende foran hende, nærmest som for at friste hende til at gøre præcis, hvad han frarådede. Ikke ét sekund tvivlede hun på, at han var en ubehagelig type. Grænseoverskridende. Uhyggelig. Provokerende. Men hvem var han? Det forekom hende, at han selv var som sprunget direkte ud af en gyserhistorie, og hun spekulerede på, om han havde i sinde at gøre hende fortræd. Tanken fik frygten til at blusse op på ny. Hun overvejede at flygte ind i kirken, men sæt han tog forfølgelsen op … Det virkede, som om han stod og læste hvert tvivlplaget træk i hendes fregnede ansigt. ”Flot hårfarve!” sagde han med en snert af 19

morskab i stemmen og forsvandt, før hun nåede at beslutte sig for, om hun burde tage benene på nakken. Tubi stod angstskælvende tilbage med en dirrende følelse af arrigskab. ”Hvem var han?” Norma dukkede op bag hende. Tilsyneladende var hun årsagen til, at den fremmede så pludseligt var forduftet. Tubi vendte ansigtet mod sin mor, der gav et højlydt gisp fra sig. ”Hvad er der sket, skat? Du er jo ligbleg!” Tubi måtte anstrenge sig for at holde stemmen i ro, da hun berettede om oplevelsen med Tom og den fremmede. Forfærdelsen i Normas ansigt ændredes til vrede, efterhånden som fortællingen skred frem. ”Hvor er Tom nu?” spurgte hun i et harmfuldt tonefald. Tubi trak på skuldrene. ”Taget hjem, går jeg ud fra.” ”Det var en grim oplevelse for dig, skat,” sagde Norma trøstende. ”Men det ville aldrig være sket, hvis Tom ikke gik på skolen. Denne gang er Mr. Winger nødt til at lytte til mig!” ”Har du snakket med inspektøren om Tom?” udbrød Tubi overrasket. ”Flere gange end jeg har styr på.” ”Det har du da aldrig nævnt!” ”Nu er det jo heller ikke alt, jeg fortæller dig!” ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” ”Få ham smidt ud herfra!” Tubi nikkede. ”Hvordan?” ”Det skal du ikke bryde dit lille, kønne hoved med,” smilede Norma. ”Men fortæl mig, hvad du tror, der var i kuverten?” ”Han åbnede den ikke.” ”Men hvad så den ud til at indeholde?” Tubi tøvede. ”Ærlig talt tænkte jeg, at der var tale om stoffer.” Norma så ud, som om hun havde vundet den store gevinst i lotto. ”Du har et godt hoved, min pige. Jeg tror, du tænkte rigtigt, og i morgen er Tom fortid,” konstaterede hun med ovenud tilfreds mine. Det var en lettelse at vide, at hendes mor tog hånd om sagen. Den fremmede havde skræmt hende, men om et par dage ville oplevelsen 20

være fortrængt. Tubi trøstede sig med, at det snart ville forekomme fuldstændigt, som om Tom og den fremmede aldrig havde eksisteret; før hun vidste af det, ville det hele være glemt!

Gribben Tubi og Norma boede i byen Moundsville, omkring to kilometer fra skolen og kirken. Det var næsten to år siden, Tubi havde fået sit kørekort, men det var alligevel altid hendes mor, der kørte bilen. Selvom Tubi snart fyldte 18, skete det kun sjældent, at hun tog et sted hen alene, og når moren var med, foretrak hun at køre. De havde ingen garage, så bilen blev parkeret på gaden lige foran hjemmet, der lå i midten af en lang række af huse ud til vejen. Der var kun ganske få meter mellem hver bygning. Man trådte fra fortovet direkte op på en bred cementtrappe, hvis fem trin førte op til en træveranda indrammet af et hvidmalet rækværk. På verandaen stod en gyngesofa med blomstrede hynder samt to aflange, hvidmalede blomsterkasser med rododendronplanter, utvivlsomt inspireret af blomsterbedene ved kirken. På rækværket til højre for trappen var fastgjort en halvoval flagdug med stjerner og striber i farverne marineblå, bordeauxrød og råhvid – en patriotisk udsmykning i et falmet og antikt look. Tag venligst skoene af stod der på en kokosmåtte, som lå foran fluenetsdøren. Som alle andre huse på vejen var det af træ, men som det eneste var det malet gult. Huset, der uden sammenligning var det mest velholdte på gaden, muligvis i hele byen, havde nye, hvide døre og vinduer. Under verandaudhænget på venstre side af trappen hang en rød og gul plastikbeholder med sukkervand – en slags foderautomat til kolibrier. Beholderen mindede om en mørkerød ufo med gule blomster hele vejen rundt. Oven på ufoen var der et gennemsigtigt 23

plastikrør, hvorigennem sukkervandet kunne ses. Den øverste del af røret var lukket med et rødt låg, hvorpå kæden, som beholderen hang i, var fastgjort. Der var et lille hul i midten af hver gul blomst, hvor kolibrier kunne stikke deres lange, tynde næb ind og drikke af sukkervandet. Det gennemsigtige rør havde til formål at afsløre, hvor meget sukkervand der var tilbage i beholderen, så det var let at se, hvornår der skulle fyldes efter, men her var det ikke nødvendigt at fylde mere sukkervand på, for der var ingen kolibrier, der drak af beholderen. Det var ikke, fordi der manglede kolibrier i området, dem var der masser af, vidste Tubi. Kolibrierne forsvandt i vinterhalvåret; de trak sydpå mod varmere himmelstrøg. I efteråret, når blomsterne visnede og kulden satte ind, forlod de små, skrøbelige fugle West Virginia og fløj de tusindvis af kilometer over bjerge, ørken og åbent hav til Central- og Sydamerika, hvor de overvintrede. Men de vendte altid tilbage igen i foråret for at yngle. Som regel dukkede de op i midten af april, hvilket var grunden til, at hendes mor havde hængt beholderen op på verandaen for en uge siden. ”Tag dine sko af, før du går ind,” råbte Norma til hende inde fra huset. Tubi svarede ikke. Hun tog altid skoene af, før hun gik ind. ”Mmm ... her dufter skønt, mor.” Tubis mave knurrede. Hun glædede sig til søndagsfrokosten – det bedste måltid i ugens løb. Norma satte altid en steg i ovnen søndag morgen, så den var klar til at blive taget ud, når de kom hjem fra kirke. ”Du kan dække bordet, når du har vasket hænder!” Norma var nået ud i køkkenet og stod allerede og skramlede med potter og pander. ”Husk at bruge de blomstrede porcelænstallerkener … og der skal dug på bordet,” råbte hun derudefra. Tubi svarede ikke, for det var det samme hver søndag. Det gjorde ingen forskel, om de fik gæster, eller om de bare var sig selv – som i dag og de fleste andre dage. Udover Pastor Crowder og hans kone kom der sjældent besøg. Tubi og hendes mor var oftest alene i huset, der på mange måder 24

var alt for stort til kun to personer. Sådan havde det heller ikke altid været. Da Tubi var lille, havde huset tilhørt hendes mormor og morfar, og dengang havde de alle fire boet sammen. Tubi og hendes mor var flyttet ind, da Tubi var to år gammel, så hun kunne ikke huske nogensinde at have boet andre steder. Dette var hendes hjem. Og nu, hvor mormoren og morfaren begge var døde, tilhørte huset Norma. Tubi gik ud på badeværelset og vaskede hænder. Hun tørrede håndvasken og armaturet af med en tør klud efter sig – Norma hadede kalkpletter – og rettede et opgivende blik mod spejlet. Hun så bleg ud, blegere end normalt. De mange fregner var det eneste, der gav huden en smule kulør. Hun var begyndt at få hovedpine. Noget hun ellers aldrig led af, og formodede, at det skyldtes oplevelsen med Tom og den fremmede, som hun til sin egen irritation ikke syntes at være i stand til at ryste af sig. Hun gik tilbage til stuen og fandt den sirligt sammenfoldede dug i den øverste skuffe i vitrineskabet. De fleste af husets møbler havde tilhørt mormoren. De var både gamle og gammeldags, men de så ikke slidte ud; det var kvalitetsmøbler, der blev plejet og værnet om. Tubi dækkede bordet og gik ud til sin mor i køkkenet. Hovedpinen var forværret. ”Har du en hovedpinepille?” spurgte hun forsigtigt. Norma, der var i færd med at skære den velduftende steg i skiver, gik brat i stå midt i bevægelsen, og Tubi indså øjeblikkeligt sin fejl. ”Det ved du udmærket godt, jeg ikke har!” svarede Norma i et bidende tonefald. Tubi nikkede forlegent. Den slags havde de aldrig brugt i huset. Mormoren havde betragtet brugen af medicin som en mistillidserklæring til Gud – en holdning, som Norma havde adopteret. ”Jeg må sige, at du skuffer mig,” fortsatte Norma med en stemme, som irettesatte hun et lille barn, hvilket var nøjagtigt, hvad Tubi øjeblikkeligt fik følelsen af at være. Hun fornemmede sine kinder blusse af skam. Det lod til, at Norma tolkede Tubis tavshed som en form for anger og ændrede sin stemmeføring. ”Kom herhen,” opfordrede 25

hun blidt, med et overbærende smil om læberne. ”Så beder vi for, at smerten forsvinder.” Tubi gik lydigt hen til sin mor, der lagde en hånd på hendes pande, lukkede øjnene og bad for helbredelse. Ordene blev udtalt med kyndig styrke og fast overbevisning. ”Jesus er Herre. Gud rejste Ham fra de døde. Han sejrede over Satan. Han tog vore sygdomme, og Han bar vore lidelser. Der er helbredelse i Hans navn. Troens bøn vil frelse den syge, og Herren vil gøre ham rask. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. I Jesu navn befaler jeg smerten at forlade Tubis hoved. I Jesu Kristi navn erklærer jeg hende smertefri og rask. Vi tror på denne helbredelse. I Jesu navn.” ”Amen,” sagde de i kor. Tubi tog en dyb indånding gennem næsen og åndede langsomt ud gennem munden. Hun følte sig lettere, men hovedpinen var ikke forsvundet, og klog af skade undlod hun at nævne det for sin mor. Desuden kendte hun Normas svar på forhånd. Hvis hun ikke modtog den fulde helbredelse, var det, fordi hun ikke var fuldt ud villig til at modtage den. Det var alt sammen et spørgsmål om at være stærk nok i troen. Fejlen lå ved hende selv; ikke ved morens bøn – og slet ikke hos Gud! Da de havde spist og ryddet af bordet, gik Norma ind i stuen for at se nyhederne på Fox News; en reportage om tolv forsvundne patienter fra et hospital i San Francisco var i fuld gang. Der var vild opstandelse i byen. Ingen havde tilsyneladende bemærket de tolv patienter forlade hospitalet, og ingen anede, hvor de kunne være forsvundet hen. Intet pegede i retning af en forbrydelse, men alligevel var de tolv patienter som sunket i jorden. De pårørende var, forståeligt nok, dybt rystede og truede nu hospitalsledelsen med sagsanlæg. ”De ligger, som de har redt!” vrængede Norma. ”Dén by er et Sodoma og Gomorra.” Tubi, der stadig havde ondt i hovedet og som ofte havde hørt sin mor rase over de smittebærende sodomitter i San Francisco, kommenterede det ikke, men undskyldte sig med, at hun var træt, og gik op på sit værelse for at lægge sig. Hun stillede et glas koldt vand oven 26

på en drikkebrik på natbordet. Hun følte sig blytung i kroppen, da hun med et langstrakt suk lagde sig på sengen og lukkede øjnene. Men skønt hun trængte til at sove, kunne hun ikke finde hvile. Tankerne om Tom og den fremmede vendte tilbage og kredsede rundt i hendes bevidsthed som sultne ådselædere, der venter på deres byttes sidste krampetrækninger. Hun befandt sig på bjergtinden, hvor luften var tynd; havde svært ved at trække vejret og følte sig tiltagende svimmel. Hun stod på et hårdt, goldt stenunderlag. Midt i det øde landskab stak en lang, tynd, jernstang op, hvorpå en sukkervandsbeholder hang, men hun kunne ingen kolibrier se. På vaklende ben begav hun sig af sted og befandt sig med ét midt i en skov af rododendronbuske, der blomstrede i alle regnbuens farver. Hun kiggede ned. På stenene foran hendes fødder lå en fugleunge. Den havde pjuskede, grå dun og så helt nyudklækket ud. Den kunne ikke flyve, lå helt hjælpeløs og efterladt på det uskånsomme underlag. Det måtte være en ørn, men en grim og ynkelig en! Den var en skændsel mod hele ørneslægten – en modbydelighed, der ikke fortjente at leve. Hun løftede benet og trådte med ubarmhjertig arrighed ned på den; drejede harmfuldt foden frem og tilbage, som var den en skadelig cigaret, der for alt i verden måtte slukkes og tilintetgøres. Hun ville ikke røre ved den foragtelige skabning, men i næste nu forsvandt hendes sko, hvorved hun fornemmede den fugtige masse af kvast fugleunge mellem sine tæer og mod sin nøgne fodsål. Forbandet ækelt! Hun så nu, at alle blomsterne på rododendronbuskene var visnede, hvilket gjorde hende så rasende, at hun lod foden blive, hvor den var. Hun kiggede op og så en grib, der havde fået færten af måltidet under hendes fod, men da hun løftede benet, var den lille fugleunge forvandlet til et æg. En fed and kom vraltende og lagde sig oven på ægget for at beskytte det mod samme skæbne som fugleungen. Hun drejede hovedet og fik øje på en enorm skade, der sad på en stor klippeblok et stykke derfra. Den kiggede på anden og ægget, åbnede næbet og udstødte de grusomste lyde, der trængte knogleknusende gennem marv og ben. Det var en ordre til gribben om at angribe anden. Men inden gribben nåede at reagere, havde anden rejst sig fra ægget, der begyndte at klække, og ud kom en lille, hvid due, der straks spredte vingerne og fløj højt op i luften, med kurs stik mod 27

himlen, for svimlende hastigt og hasarderende højt til at gribben kunne følge med. Sekundet efter var anden forsvundet. Som et rovdyr løftede skaden hovedet og vejrede afprøvende i luften efter et nyt, sagesløst bytte. Med et brat ryk stirrede den pludselig direkte på hende. Aldrig havde hun set øjne så skræmmende ondskabsfulde. En fjerklædt dæmon! Igen åbnede den næbet og udstødte de samme forfærdelige lyde som før, men denne gang var det en ordre til gribben om at angribe hende. Hun blev grebet af en uregerlig skræk og ville flygte, men opdagede til sin rædsel, at hun nu selv var blevet en ganske lille, hjælpeløs fugleunge; det ildrøde, krøllede hår var forvandlet til flammende brystfjer. I blind panik baskede hun med vingerne, alt hvad hun formåede, men rokkede sig ikke ud af stedet. Skønt hun ikke var et ådsel, kastede gribben sig nådesløst over hende. Som en syl borede den sit skarpe næb ind i hendes benede krop. Igen og igen. Hakkede og flåede. Som i en djævelsk blodrus åd den hende levende; slugte grådigt hver en blodrød trevl kød, indtil hun til sidst var helt forsvundet. Hun vågnede med et sæt. Desorienteret. Vildt hamrende hjerte. Tågede tanker. Gennemblødt af sved. Det tog hjernen flere sekunder at huske, hvor den befandt sig. Hun måtte være faldet i søvn, og hun havde sovet længe, for udenfor var alt kulsort nat; et fortættet mørke, der som en lydløs listetyv trængte ind gennem ruden og opslugte alt i rummet omkring hende. Hvor var hun tørstig! Hun ville fugte læberne, men tungen var ru som sandpapir; munden og svælget knastørt som højsommer i Arizonas ørken. I blinde famlede hun sig frem til glasset på natbordet og drak i store, forslugne mundfulde alt vandet på én gang. Heldigvis var hovedpinen forsvundet. Der var helt stille i huset. Hun satte vandglasset fra sig og greb i stedet clockradioen, der viste midnat. Hun havde stadig en hel nat foran sig inden daggry, men tvivlede på, at hun ville være i stand til at falde i søvn igen. Det nyttede imidlertid heller ikke at stå op. Der var intet, hun kunne foretage sig i huset på det tidspunkt af døgnet, og hendes trin risikerede at vække moren, der havde soveværelse lige nedenunder. Så hun blev liggende med tankerne kværnende rundt i hovedet. Tom og den fremmede 28

dukkede atter op i hendes bevidsthed. Hun forsøgte at skubbe dem fra sig. Som et uhyggeligt forvarsel dukkede den mærkelige drøm op i stedet. Drømmen, hvor den blodtørstige grib havde ædt hende levende. Gribbe dræber ikke, beroligede hun sig selv, men gøs alligevel ved tanken. Hun vendte og drejede sig hele natten og kunne ikke ﬁnde ro. Af og til døsede hun hen, men det var først ud på morgenstunden, hun faldt rigtigt i søvn igen, lige inden Norma kom ind for at vække hende. De kørte hjemmefra klokken syv, en halv time tidligere end de plejede. Norma ville møde på arbejde i god tid for at drøfte sagen om Tom med skoleinspektøren, allerede før skoledagen begyndte. På det tidspunkt af morgenen var der fuldkommen mennesketomt. Før de nåede at stige ud af bilen, trillede Valerie dog ind i en af P-båsene bagude. På bagsædet sad hendes børn, Hannah og Michael, der gik i henholdsvis fjerde og sjette klasse. På passagersædet ved siden af Valerie sad … Tom! Et øjeblik troede Tubi, at hun havde set forkert og måtte kigge en ekstra gang for at overbevise sig selv om, at det virkelig var ham, Valerie havde med i bilen. Den var god nok. ”Det var da sært,” mumlede hun. ”Hvilket?” spurgte Norma åndsfraværende. ”At Tom kører med Valerie.” Norma skævede undersøgende ud mod parkeringspladsen og blev med ét ganske nærværende. ”Det gør han minsandten også,” svarede hun med en kynisk krusning i mundvigen. ”Det overrasker mig nu ikke!” ”Ikke det? Hvorfor?” ”Fordi jeg er … opmærksom,” svarede hun kryptisk. ”Jeg har en mistanke om, at de følges hver morgen.” ”Nå! Er de i familie med hinanden?” ”Nej,” svarede Norma tonløst. ”Hvorfor giver hun ham så et lift? Måske har han ingen bil …” mumlede Tubi og grundede over sammenhængen. ”Men er det ikke upassende, at en lærer leger chauffør for sin elev?” 29

Norma sendte hende et velbehageligt smil. ”Jo! Og særligt når eleven er en voksen mand, og man selv for nylig er blevet enke.” ”Du mener da ikke …?” udbrød Tubi bestyrtet. ”Du tror da ikke, de er …?” Norma slog afværgende ud med hånden. ”Det er ikke noget, du skal bryde din hjerne med … desuden siger jeg bare, at Valerie skal tænke sig om. At Tom sådan får særbehandling, kunne risikere at falde nogen for brystet.” Tubi var ikke klar over, hvad hendes mor egentlig mente. Hvis Valerie havde et upassende forhold til Tom, var det stensikkert, at de begge ville blive smidt på porten i samme øjeblik, det blev opdaget. Men det var ualmindelig svært at forestille sig, at det hang sådan sammen. Det var godt et halvt år siden, at Valeries mand, Steven, var omkommet i en mineulykke; en tragisk hændelse, hvor et stort klippestykke havde revet sig løs fra minens loft og klemt ham under den maskine, han arbejdede ved. Han var blevet indlagt på Glendale Hospital, men døde to døgn senere af indre kvæstelser. Tubi huskede tydeligt den skæbnesvangre dag, der med et uigenkaldeligt slag havde gjort Valerie Kingsbolt til enke og alenemor i en alder af bare 33 år. Allerede dagen efter begravelsen var Valerie vendt tilbage til sin undervisning på privatskolen. Tubi erindrede, hvordan alle havde stået klar til at lytte, trøste, hjælpe og vise ekstra hensyn, men det var hurtigt gået op for dem, at Valerie ikke behøvede deres særbehandling, og lynsnart var dagligdagen faldet tilbage i sin vante gænge. Steven var savnet, men han havde været en god kristen, så ingen nærede den fjerneste tvivl om, at han befandt sig vel hos sin himmelske fader. De skulle genforenes med ham, når tiden var inde. Tubi fornemmede, at menigheden følte sig lettede og taknemmelige over Valeries robuste viljestyrke og ukuelige tro på tilværelsen, for ikke at nævne hendes solide tillid til Vorherres uransagelige veje. Hun var blevet enke, men ingen mærkede forandringen på hende, og Pastor Crowder roste ofte hendes styrke og lod med et ”Vorherre 30

belønner de trofaste!” jævnligt menigheden vide, at Valeries klippefaste tro var et eksempel til efterfølgelse. Norma brød forstyrrende ind i hendes tanker. ”Jeg går ind og venter på Mr. Winger. Har du tænkt dig at blive siddende herude?” ”Øh ... hva?” ”Jeg går ind nu,” vrissede hun, tydeligvis irriteret over at skulle gentage sig selv. ”Vil du med?” Tubi vågnede. ”Jeg kommer nu.” Da de steg ud af bilen, kom Valerie dem gående i møde. Hun var en lille, tyk kvinde, hvis korte ben, store bryster og brede bagdel fik hendes gang til at minde om en vraltende and. Hendes børn var løbet i forvejen og stod allerede utålmodigt trippende på trappen foran hovedindgangen og ventede på hende. ”Godmorgen!” hilste Valerie muntert. Tubi gengældte imødekommende den venlige gestus, men bemærkede, at hendes mors ”Godmorgen!” lød ualmindelig kort for hovedet. ”I er tidligt på den,” lo Valerie gemytligt, som om hun ikke havde bidt mærke i Normas forbeholdne toneleje. ”Jeg har noget vigtigt at drøfte med Mr. Winger, før undervisningen begynder,” svarede Norma køligt og sendte et sigende blik mod Tom, der kom sjoskende bagude. Han stoppede op, da han nåede Valerie, men nøjedes med at sende dem et kort nik. ”Det kan heller ikke vare længe, før han er på trapperne,” informerede Valerie, fortsat lige humørfyldt. ”Tom og jeg skal nå at gennemgå nogle lektier, før det ringer ind.” Som svar gabte Tom højlydt, hvilket fik Valerie til at klukke hjerteligt. Når hun lo, hvilket var nærmest konstant, inddrog hun hele kroppen, hvorved samtlige overflødige kilo bragtes i højtrullende bølgegang. Tubi opfattede Toms opførsel som flabet, men Valerie var øjensynlig af en anden mening, for hun satte leende en albue i siden af ham. ”Du må vente med at sove, til du bliver gammel,” drillede hun fornøjet.

Tom brummede et eller andet uforståeligt og så ud, som om han var ved at falde i søvn i oprejst stilling. Norma rystede misbilligende på hovedet og satte uden yderligere kommentarer kursen mod hovedbygningen. ”Vi må også hellere se at komme ind,” smilede Valerie. Tubi satte sig ind i klasseværelset og tog sine bøger frem, så de lå klar, til timen begyndte. Tom var fulgt med Valerie ind i et andet lokale, hvor hun åbenbart skulle hjælpe ham med nogle lektier. På den ene side følte Tubi sig rigtig træt – hendes nattesøvn havde været urolig og usammenhængende – men samtidig følte hun en ubehagelig uro indeni. Hun forsøgte at blive siddende på stolen for at hvile sig, men den urolige energi, hun følte i hele kroppen, gjorde det umuligt at sidde stille og tvang hende på benene. Formålsløst vandrede hun rundt i lokalet, indtil klassekammeraterne begyndte at myldre ind. Tom kom dryssende som en af de sidste. Han sad ved bordet lige foran hende, men han værdigede hende ikke et blik. Han satte sig bare tungt på stolen. Dagens første lektion var matematik med Mr. Hayden. De nåede ikke engang at åbne deres bøger, før det bankede på døren. Tubi fór sammen! Uroen tog til, og hun begyndte at ryste den ene fod hurtigt frem og tilbage, imens hun bed i sin tommelﬁngernegl. Hendes ﬁngre var blevet helt kolde. Hun var glad for, at Tom sad med ryggen til og ikke kunne se hende. ”Ja, kom ind!” lød Mr. Haydens dybe, alvorsfulde stemme. Mr. Winger, inspektøren, åbnede døren og stak hovedet ind. Han nikkede til Mr. Hayden og sagde et sammenbidt ”Godmorgen!” til klassen. ”Jeg vil gerne bede Tom følge med mig ind på mit kontor.” Hans øjne gled scannende hen over eleverne og stoppede ved Tom. ”Hvis du vil være så venlig at følge med mig,” sagde han skarpt. Det var ikke et spørgsmål, men en ordre, og ordene blev leveret i en tone, der var alt andet end venlig. Der lød en forsigtig mumlen rundt omkring i klassen. Alle vendte sig for at kigge på Tom, der uden et ord rejste sig og fulgte efter inspektøren. 32

Da Mr. Winger lukkede døren efter sig, steg uroen i klasselokalet. Alle syntes, at det var spændende, nu hvor det havde vist sig bare at være Tom, inspektøren ville tale med. Hvad mon det drejede sig om? Der kom mange bud, det ene mere fantasifuldt og kreativt end det andet, men der var ingen, der med sikkerhed vidste, hvad det gik ud på. Bortset fra Tubi, der kun alt for godt vidste, hvorfor Tom var blevet hentet af inspektøren. Men hun var den eneste, der ikke sagde noget. Hun havde en knugende fornemmelse i mellemgulvet og følte sig ubehageligt til mode. Det tog Mr. Hayden et stykke tid at mane klassen til ro, og da der endelig var blevet roligt nok til atter at vende opmærksomheden mod matematikbogen, bankede det igen på døren. ”Ja, kom ind,” sagde Mr. Hayden for anden gang, lettere irriteret. Det var atter Mr. Winger, der stod i døren, og denne gang forsøgte ingen at skjule deres overraskede mumlen. ”Undskyld! Jeg er ked af at forstyrre jer igen, men jeg er nødt til også lige at låne Tubi. Bare et øjeblik,” sagde han beklagende. Hun mærkede blodet forlade sit ansigt, da hans øjne fandt hende. ”Vil du være sød at følge med mig et øjeblik, Tubi?” spurgte han med et undskyldende smil. Denne gang var tonen høﬂig. Den ivrige mumlen stoppede brat, og der blev bomstille i klassen. Tubi fornemmede alles øjne hvile på sig, da hun med rystende ben rejste sig og fulgte efter inspektøren.

Tubi er en helt almindelig 17-årig pige, der går på High School i West Virginia. Hun bor med sin forkvaklet religiøse mor i en lille by, hvor moralen er høj, fordømmelsen af folk uden for menigheden er høj, og sladderen tæt. En dag tager Tubis liv en uventet drejning, da den tilsyneladende uvorne klassekammerat Tom vælter ind i hendes tilværelse. Det åbner den naive Tubis sind, og sammen tager de to på en rejse, der begynder helt tilbage under 2. verdenskrig og kan ske at ende med hele verdens endeligt … På en nervepirrende tur tværs over det nordamerikanske kontinent stifter de to unge mennesker bekendtskab med helt nye dimensioner af livet.

Et guddommeligt eksperiment er en ungdoms– og spændingsroman om venskab og kærlighed, eksistens og tilværelsestolkning, udvikling og afvikling. Og om alt det mellem linjerne, der ikke kan ses med det blotte øje.

ALFA