Jakob Brønnum
”
Jakob Brønnum
Det er alment udbredt at udtale sig om ting, man ikke kan vide noget om. Gud, vejret og fremtiden er emner, vi bruger en del tid på, og som falder ind under denne kategori. Livet efter døden ligeså. Du står således nu med en bog i hånden, hvis tema man i grunden intet kan vide noget om …
Døden er det, der sker, når et levende væsen ikke længere gennemgår livsprocesserne. Som det står i bevidstheden, kan det ofte ses som det ophør af det vi kender, som må komme. Øjeblikket! Det indtræffer ganske vist i almindelighed efter en længere proces, der har forberedt omgivelserne på det. Der kommer et hul i verden, nemlig dér hvor den, der nu er død for et øjeblik siden var. Hullet lukker sig hurtigt og der står en skygge i stedet for, i det mindste en tid. Til sidst står erindringen tilbage. Som det står i sproget, står døden som det modsatte af livet. Efterhånden som vi vender og drejer på begrebet livet, skal vi flere gange komme steder, hvor det muligvis ikke er helt så enkelt, som blot et ja og et nej, forskellen mellem det levende og det døde.
Jakob Brønnum er født i 1959. Han er redaktør af Præsteforeningens Blad og ordineret teolog. Brønnum har skrevet over 20 bøger, og breder sig over mange genrer. Han er lyriker, roman- og novelle forfatter, ligesom han har skrevet fagbøger og essyas om musik, teologi og litteratur. Brønnum er en hyppigt anvendt foredragsholder og en flittig blogger. Og så er han i øvrigt en habil guitarist. Han har senest skrevet Kristus som antihelt (ALFA 2013), Malmö by Night (Det poetiske Bureaus Forlag 2014), Sange ved himlens port
Jakob Brønnum spørger: »Hvad sker der med sjælen, når vi dør?« Og han svarer ved at tage os med på en vandring gennem 3000 års åndshistorie. En tur gennem sjælens mange former og liv og død. En tur med zombier, spøgelser og engle og med alle de store dødelige ånder, der har tænkt en tanke. Vi møder Storm P på Frederiksberg Kirkegård, sidder ved siden af Homer ved Akilleus dødsleje, vandrer gennem underverdenen med den tibetanske dødebog og står sammen med Dante og ser de levende sjæle ankomme til paradisets strand. Og endelig prøver vi – gennem Peter Seebergs Patienten – at pejle os frem til, hvor mange originaldele der er nødvendige i en menneskekrop, for at jeg stadig er mig.
Argumenter mod døden
© Andreas Hylthén
Og dog!
Jo, der kan siges en masse om det, vi intet kan vide noget om!
Argumenter
(ALFA 2014) om Bob Dylans bibelske inspirationskilder samt Juleevangeliet (ALFA 2014).
ALFA
mod døden
176
Argumenter mod døden
Af samme forfatter:
Horisont - lyrik og meditationer (digte 1988) Ind gennem lysninger (digte 1989) Skyggedage (prosastykker 1990) Elegi for Mozart (essay 1991) Europadigte (1991, 2. udg. 1996) Brød og bøn (digte 1993) Den lange søndag (roman 1994) Mørke (roman 1996) Sjælen og landskaberne (digte 1997) Kulturhistoriske årstal (håndbog 2001, norsk udg. 2003) Kun sig selv (roman 2004) Vejen ud og vejen hjem (digte 2004) Forfølgeren (roman, 2007) Pinballmesterens Drøm (fortællinger 2010) Månen i din hånd (digte 2010) Jobs drøm og andre fortællinger (2011) Verden ifølge U2 (essay 2012) Kirkegården ved havet (digte 2012) Kristus som antihelt (essay 2013) Juleevangeliet - en gendigtning. Eller noget i den retning (digte 2014) Sange ved himlens port - Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay 2014) Malmö by night (digte 2014) Langsomheden 1.0 (digte 2015)
2
Jakob Brønnum
Argumenter mod døden
ALFA
3
Tak til sognepræst Jørgen Bo Christensen for vigtig sparring om et filosofihistorisk moment
Argumenter mod døden Jakob Brønnum © Forfatteren og Forlaget ALFA 1. udgave, 1. oplag 2015 ISBN 978 87 7115 128 2 Omslag: Claus Nielsen Sats: LenaMaria Sat med Book Antiqua og Helvetica Black Condensed Omslagsbillede: Paradiso, Canto 31 af Doré Tryk: ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250
☎
www.ForlagetAlfa.dk
4
Indhold I. Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvor er jeg?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Hvad er sjælen?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Skyggerne på væggen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Hvad er døden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30
II. Kan
sjælen dø?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Menons paradoks. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Famous last words. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Livets mange sjæle. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
III. Hvilken slags kraft er livet?.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Livet som dannelse og modning.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 Livet som biologisk fænomen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Livet som strategispil. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
IV. Universet og ånden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Mennesket som åndsvæsen.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Diskussionen om Guds eksistens.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 Mennesket som puslespil.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72
V. Da universet tav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Fausts død.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83 Fausts genopstandelse som zombie. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86
5
VI. Livet efter døden: Mellem øjeblikket og evigheden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Dødsøjeblikket.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92 Livet efter døden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Når menneskets liv skal dømmes. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98 Rejsen ud i det ukendte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103
VII. Den
omvendte skabelse.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Modtagelsens sted. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105 Kristendommens argumenter mod døden. . . . . . . . . . . . 126 Hvis der var et formål med livet.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131 I hvilken retning skal man kigge for at se efter Gud?. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136
VIII. Livets ubesvarede spørgsmål.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 Vejen, sandheden og livet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 Hengivelsens og modtagelsens etik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 Kærlighedens transcendens. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153
IX. Intet.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 Litteraturhenvisninger. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 163 Personregister.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 Noter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171
6
I Hvem er jeg? Hvad er jeg? Hvor er jeg? Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Joh 11,25-26
Hvad er sjælen? I 1799 blev der udsendt en kongelig forordning om, at det var forbudt at offentliggøre skrifter, der betvivlede ”sjælens udødelighed.” Med sjælens udødelighed mente man det, der lever videre, når kroppen holder op med at fungere. Forordningen var nødvendig, fordi der foregik en intens debat i filosofiske kredse. Hvorfor skulle det gøre regulær censur nødvendig? Jo, hvis sjælen ikke er udødelig, så er menneskets frelse heller ikke af nogen betydning. Men hvorfor skulle dét være et problem for kongen? Jo, hvis menneskets frelse ikke betyder noget, så er den yderste dom heller ikke af nogen betydning, og hvis den yderste dom er væk, betyder det for det første ikke noget, om mennesket opfører sig underdanigt og passer sine borgerlige pligter, og for det andet betyder Gud ikke noget. Det sidste er næsten det værste, for hvis Gud ikke betyder noget, kan kongen 7
jo ikke påstå, at han er konge af Guds nåde, sådan som det er skik og brug blandt Europas konger på det tidspunkt; en slags repræsentant for Gud, eftersom der ikke er nogen der er højere end kongen. Hvis der sås tvivl om sjælens udødelighed, så rasler det hele sammen. Hvilke argumenter mod døden ligger bag udtrykket ”sjælens udødelighed”? Hvad er i det hele taget sjælens udødelighed? Det er der ikke nogen, der ved, og det er der flere gode grunde til. Den bedste af dem er den, at ingen har oplevet den. Men det er ikke det mest tricky. Der er heller ikke nogen, der er helt sikker på, hvad sjælen er. Man kan finde påfaldende mange forskellige betegnelser for noget lignende: Selvet, jeget, egoet, bevidstheden, psyken, personligheden, identiteten. Og hvilke af dem skal vi mon tro kongen indregnede, da han udstedte det forbud? Når man drøfter det ene eller det andet religiøse emne i offentligheden, f.eks. om terrorister af en vis religiøs observans kommer i himlen efter at have detoneret selvmordsbomber på offentlige steder i vesteuropæiske storbyer, eller om nogle præster i folkekirken tror på Bibelens ord om opstandelse og hvordan de i så fald gør det, så ligger disse to emner bagved, som noget man tager for givet; sjælen og dens udødelighed. Indimellem kan der ganske vist være en teolog eller en kirkemand, som af hjælpsomhed prøver at få det hele til at passe lidt bedre til en moderne livshorisont. Som når den tyske teolog Oscar Cullmann mente, at de første kristne troede på Kristi opstandelse, men ikke på andres opstandelse. Eller som når 8
en højtstående kirkelig i et interview ved påsketid kan sige, at ”vi bekender ikke sjælens udødelighed” i Trosbekendelsen – dvs. den formel for indholdet af den kristne tro, der er blevet fremsagt ved de fleste gudstjenester verden over siden 300-tallet. Eller når han tilføjer, at det evige liv er et liv ”i guds erindring,” og det må vi trøste os ved. Eller som når visse teologer mener, at opstandelsen skal forstås i poetisk sprog. Men det er ikke i overensstemmelse med fundamentet for den kristne og for den sags skyld for hvilken som helst anden religiøs tro. Sjælens udødelighed er den forudsætning, kirkens budskab grundlæggende underforstår, som vi også kan se af bibelcitatet, der indleder dette kapitel. Det gælder, hvad enten dens moderne forkyndere ved det eller ej. Spørgsmålet er, hvad vi kan sige om det. Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan sige noget. Flere af de brudstykker af samtaler, der er gengivet i Bibelen, som angiveligt foregår, mens Jesus hænger på korset, handler om, at sjælen lever videre et andet sted. Det fortæller ikke nødvendigvis, at Jesus vitterlig har udtalt disse ord – i så fald under stor smerte, med et forfærdeligt tryk på halshvirvlen – men det fortæller, hvad de, der har skrevet evangeliet, troede på: Sjælens udødelighed. Emnet er i dag forsvundet ud af den filosofiske bevidsthed, men det har været meget centralt i tidens løb. Det er diskuteret levende adskillige steder i Platons skrifter 450 år tidligere end Jesus, og der var som nævnt en intens diskussion om det i den kritiske filosofi i Oplysningstiden 1700 år efter.
9
Sjælen og det stof, den er gjort af – om det er noget, der dør med kroppen eller om det er noget, der lever videre selvom kroppen dør – det har menneskeheden altid undret sig over. Som en yngre filosof siger det: Det kan godt være, at de fleste mennesker synes det er lidt gammeldags at tale om sjælens udødelighed, men ”det betyder ikke, at de spørgsmål, forventninger og håb, den engang var svaret på, er sat ud af kraft.”1 Det spørgsmål vi stiller om livet, jeget og døden, på grund af alle de uvisheder, de er forbundne med, er stadig det samme: Hvad sker der med mig i døden? Godt spørgsmål! Men hvem er det egentlig, der spørger? Det er ikke uvæsentligt at få afklaret først. Eller, rettere: Hvad er det egentlig, der spørger? Hvad jeg taler om, når jeg siger ”jeg”
Hvad taler jeg om, når jeg siger jeg? Det er den slags spørgsmål man kun lejlighedsvis plager sig selv med og til daglig tager for givet at man kender svaret på. Det er jo mig! Men hvad er jeget nærmere bestemt for en størrelse? Ja, det kommer sikkert an på i forhold til hvad? I forhold til andre mennesker, i forhold til verden, i forhold til livet? Ofte ved man ikke, hvordan man skal forme et svar. Den amerikanske filosof Peter van Inwagen stiller et sted spørgsmålet. Han siger det ikke helt sådan. Han er professionel tænker og véd, hvordan han skal presse en filosofisk citron, for at der kommer noget ud af den. Han siger: ”Hvad er det jeg refererer til, når jeg siger jeg?” Måden, spørgsmålet er stillet på, fortæller allerede noget helt bestemt om sjælen eller bevidstheden 10
eller psyken eller jeget, eller hvad vi nu kalder det. Det er kendetegnet ved at det bruger sprog og at det sprog fungerer på den måde, at noget henviser til noget andet. Ordet sten er jo ikke en sten. Det kan vi hurtigt blive enige om. Men er en sten nu vitterlig en sten eller er det bare noget, vi kalder den? Det er et klassisk spørgsmål i al filosofi. Spørgsmålet er endnu mere relevant, når vi taler om sjælen. Findes der virkelig noget som et jeg eller en sjæl eller er det bare noget, vi siger? Fortæller et ord om den ting, det peger på, eller kun om, hvordan vi opfatter det, ordet peger på. Det enkle, moderne svar lyder: Jeget er et ord, du har lært at sige, en kode du bruger, når vi andre skal kigge i den retning, hvor du står. Det refererer ikke til noget som helst, og når du dør, er det væk. Alle andre bruger den samme kode, for den virker åbenbart. Når du siger jeg opererer du inden for nogle biologiske mekanismer, der er blevet til over en bestemt, meget langvarig udvikling, der har gjort det muligt for dig at tale om det. Den danske forfatter Peter Seeberg har en humoristisk-absurd novelle, der sætter sagen på spidsen. Patienten handler om et menneske, der på grund af en mystisk sygdom langsomt får udskiftet alle kroppens lemmer og organer. Kun personen selv er tilbage: ”Jeg tænker på mit liv, om det er mit, om det tilhører lægerne og i så fald, om jeg overhovedet er mig selv mere.” Efter en række overvejelser og diskussioner, holder han alligevel fast ved, at han har sin egen gamle sjæl. Hans kone er enig. Hun mener bestemt, hun kan genkende ham, til trods for at alle kropsdele er udskiftet og han ikke engang har sit eget hoved 11
mere, ”men hovedet af en anden, som døde uhelbredeligt under den sidste krig, hvorefter det blev givet mig, fordi jeg var et sjældent tilfælde og lægekunsten ønskede at fejre en triumf.” Man ved nøjagtig, hvad han mener – jeg er trods alt grundlæggende mig selv, uanset hvilken tilstand, jeg måtte være i – og vi skal senere møde både patienten igen og følelsen som argumentet for sjælens udødelighed, formuleret af en berømt arabisk filosof fra middelalderen. Men hvis det tilsyneladende ikke forandrer sig, selvom hele kroppen skiftes ud, dette jeg, hvad betyder det mon så for, hvad vi kan sige om det, hvis vi skal finde ud af, hvad man refererer til, når man siger jeg? Peter van Inwagen giver ikke færre end ni forskellige, mulige svar på spørgsmålet om, hvad det er, jeg henviser til, når jeg siger jeg. Han bruger en teknik, hvor han deler det op i nogle af de egenskaber, man har givet jeget – eller sjælen – i historiens løb, og som vi derfor skal møde igen forskellige steder rundt om i historien, når vi undersøger sagen nærmere i løbet af bogen. Jeg som flygtigt eller vedvarende Er jeget noget, der er flygtigt eller noget, der bliver ved med at være til, altså som forskellen på en sæbeboble og vand. Er det ligesom en sæbeboble, der forsvinder, når vi dør, eller er det ligesom vand, der altid findes, selvom det måske en tid bliver til damp og en anden flyder ind i et hav, men dog alligevel i en vis forstand er vand?
12
Jeget i rum og tid
Er det noget der eksisterer på samme måde som noget findes i et rum eller er det noget, der eksisterer også gennem tid? Jeg er her nu, og jeg var der også, da jeg var seks år. Henviser jeg til det samme jeg, når jeg siger jeg nu, som jeg gjorde da jeg var seks år? Et tillægsspørgsmål, der har med vores overordnede emne at gøre, ville lyde: Hvis det eksisterer gennem tid, eksisterer det så også ud over kroppens død? Jeget som en ting eller ikke en ting
Det sidste begrebspar van Inwagen opstiller er, hvorvidt jeget er en ting eller ikke en ting. Om det er materielt eller om det er immaterielt. Spørgsmålet er stillet af teologer og filosoffer mange gange i gamle dage som led i undersøgelsen af, hvad der gør kroppen levende. Er sjælen den livskraft, der gør kroppen levende eller hvordan forholder det sig? Men det peger også på andre spørgsmål. Hvis jeget er immaterielt og ikke en ting, kan det så overføres til en anden krop? Den vending er en variation af den kendte reinkarnationstanke, som vi senere skal komme tilbage til. En lille oversigt
Der står altså følgende muligheder som svar på spørgsmålet om, hvad jeg referer til, når jeg siger jeg. Man vil formentlig kunne bruge resten af livet på at tænke over de forskellige kombinationer: 1: Ingenting. 2: Noget flygtigt, der eksisterer begrænset af rummet og som er en ting. 13
3: Noget flygtigt, der eksisterer begrænset af rummet, som ikke er en ting. 4: Noget varigt, der eksisterer begrænset af rummet, som er en ting. 5: Noget varigt, der eksisterer begrænset af rummet, som ikke er en ting. 6: Noget flygtigt, som eksisterer i rummet og i tiden og som er en ting. 7: Noget flygtigt, som eksisterer i rummet og i tiden og som ikke er en ting. 8: Noget varigt, som eksisterer i rummet og i tiden og som er en ting. 9: Noget varigt, som eksisterer i rummet og i tiden og som ikke er en ting. Peter van Inwagen mener, at 2’eren, 3’eren, 6’eren og 7’eren er utænkelige. De øvrige kan som udgangspunkt tænkes. Han hælder selv til 4’eren og 5’eren, fordi han ikke mener, at de implikationer, der er i 8’eren og 9’eren – nemlig at jeget muligvis eksisterer ud over kroppen, er rimelige. Her hænger den omstridte sætning i den kristne trosbekendelse, ”vi tror på … kødets opstandelse,” og svæver i den tomme luft. Vi møder den igen i Kapitel VI. Sjælen og dens sammenhæng med kroppen Når vi i vore dage ikke bruger ordet sjælen så meget, er det fordi udtrykket i sig selv antyder, at der også findes noget, der kaldes kroppen, som sjælen ikke indgår i. Sjælens naturlige modsætning er kroppen. Udtryk som jeget og identiteten kan vi lettere høre som sociale størrelser. Den naturlige modsætning til jeg er du eller vi, og identitet refererer umiddelbart til 14
noget, der er sammensat af elementer som alder, køn, nationalitet og politisk, seksuel eller religiøs observans. Udtrykket psyke er det lidt mere kringlet med. Begrebet sjæl og begrebet psyke stammer fra det samme græske ord. Når vi de senere 100-150 år gradvis har udskiftet begrebet sjæl med begrebet psyke, er det fordi der har fundet et opgør sted med det kirkelige monopol på definitionen af sjælen. Det skete som led i opgøret med det kirkelige monopol på definition af verdens beskaffenhed, dens oprindelse og dens måde at være på. Udtrykket sjæl kan let indikere en religiøs sammenhæng, som psyke ikke gør. Psyken former beskrivelsen af det menneskelige i retning af adfærd, som igen har med biologiske mekanismer og sociale forhold at gøre, bort fra de forældede begreber frelse og fortabelse, som hænger ved ordet sjælen. Når vi stiller spørgsmålet om, hvorvidt døden er det sidste, der er at sige om det enkelte menneskes liv, ville det være enkelt at svare på, hvis vi brugte udtrykket bevidstheden eller psyken. Så ville man svare, at bevidstheden jo er en aktivitet, man kan måle som elektricitet i hjernen, og at den er borte, når man ikke kan måle den længere. Bevidsthedsaktivitet kan ikke måles uden kropslig aktivitet, og det er uden for moderne forestillingsevne at tænke sig bevidsthed uden en levende krop. Det er naivt. Bevidstheden er et produkt af en meget lang biologisk udvikling, noget som er kommet til sent i livets historie, og præcis dette aspekt bliver omdrejningspunktet i Kapitel VII. Sjælen derimod har man ikke styr på, på samme måde. Udtrykket sjælen nærmest implicerer, at 15
spørgsmålet om udødelighed stilles: Vi véd, at sjælen og kroppen ikke er det samme. Men hvordan kan vi vide, hvad forudsætningerne er for, om sjælen kan eksistere uafhængigt af kroppen? Det er 8’eren og 9’eren i skemaet. Bevidsthed kan beskrives. Psyken kan beskrives. Identiteten og muligvis også jeget kan man beskrive, nemlig som bevidsthedens forankring, sågar selvet kunne beskrives som en slags helhed af nogle af disse ting? Men hvordan kan man beskrive sjælen? Man kan lave lignelser og bruge billeder. Forholdet mellem sjælen og kroppen er f.eks. som forholdet mellem vandet og glasset. Det kropslige glas skaber en ramme om vandet og holder det i en bestemt form. Man kan ikke se vandet i sig selv, kun gennem lys og reflekser, som rammer det, ligesom man kun man se sjælen som reaktioner på de impulser, der rammer den. Men vandet eksisterer jo uden for glasset. Betyder det, at sjælen kan eksistere uden for kroppen? Det er imidlertid stadig en lignelse, og den siger intet om sjælen i sig selv, kun om vores opfattelse af sjælen og af, hvad den er for en størrelse. Den opfattelse har en lang historie, som man skulle tro var slut i og med, at vi er gået over til at bruge andre begreber om de forhold, der er tale om. Men det er den ikke. Vi stiller stadig hver især de samme spørgsmål til tilværelsen, selvom de ikke rummes af videnskaben. Der er tre eller fire store historiske udgangspunkter for den måde, vi tænker og taler om livet, døden, kroppen, sjælen, bevidstheden, psyken og eksistensen på. De findes i den græske filosofi og den kristne tænkning.
16
Man kunne i særlig grad forestille sig, at både den tænkning, der skete for 2350 år siden i Athen, hvor skæggede mænd i kjortler, uden netadgang, gik rundt og diskuterede abstrakte spørgsmål og den kristne tænkning, der er sket i små fugtige munkeceller, er fuldstændig ligegyldig, fordi vi i dag ved så endeløst meget mere og klarere, end man gjorde på det tidspunkt. Men det er her, vores billeder og fornemmelser af, hvad de ord kan betyde, der beskriver det indre liv i mennesket, er formet og brugt igen og igen over hundreder og atter hundreder af skole- og studieår. Når vi tænker over de begreber, er vi automatisk i en samtale med den tid. Med den antikke filosofi og med den mere end 1000 år lange kristne ideologi, hvor begreber som ånd, sjæl og legeme stod helt centralt for forståelsen af livet og døden. Hvor sjælen går hen?
Man kan efterspore sjælens historie som begreb, i hvert fald et langt stykke tilbage. Grækerne opfattede den dødes sjæl som en fortsættelse af det levende menneskes sjæl, altså en af de muligheder, vi før så som 8 og 9, hvis vi skal sætte lighedstegn mellem sjælen og jeget. Den vestlige verdens skriftlige kulturhistorie begynder med Iliaden og Odysseen, af den i øvrigt ukendte Homer, et eller andet sted mellem 750 og 550 før vor tidsregnings begyndelse. Der får vi et par eksempler. Når nogen dør i de græske fortællinger, er det psyché, der forlader denne verden og tager ophold i underverdenen, og de døde i underverdenen kaldes ofte for netop psychai, sjæle. I Iliaden Sang 23 er der 17
en stærk dødsscene med Achilleus ved Patroklos’ dødsleje. Patroklos kalder på sin ven, men dør i det samme: ”Stil dig nu helt herhen! Så kan vi et øjeblik lægge armene rundt om hinanden og trøste vor sorg ved at græde. Det var hans ord. Og han greb med armene op efter sjælen uden at gribe i noget. Da peb den og sank som en tåge ned under jorden”. Achilleus undrer sig, glæder sig næsten – ikke over vennens død, men over at få menneskehedens store uafklarede spørgsmål besvaret: ”Ja tænk, da er en sjæl en skygge i Hades’ haller, noget, der findes, er til. Men liv har den ikke i lunge.” Der er en lignende scene i Odysseen Sang 11, hvor Odysseus forsøger at omfavne sin mors sjæl. Den sidste bemærkning er – sammen med den pibende stemme i det forrige afsnit – et forsøg på at forklare, at sjælen (psyché) og ånden (pneuma) åbenbart er to forskellige ting. Patroklos opgiver, ligesom Jesus på korset, højlydt ånden (Matt 27,50), mens sjælen fortsætter ned i underverdenen. Kan man definere sjælen? Platon er den første forfatter, vi kender, som mere grundlæggende arbejder med spørgsmålet om sjælen. Platons forfatterskab består af små 2000 sider filosofiske samtaler. Det er en slags filosofiske romaner, diskussioner mellem specifikke mennesker ved specifikke lejligheder, blandet op med afsluttede fortællinger, myter, og indimellem kommer eller går der folk til begivenheden, så vi får nogle øjebliksbilleder af livet i Athen. Sokrates, der havde været død i flere år, da Platon skriver, er hovedpersonen, men værker18