Dansk Noter 3/2015

DANSK NOTER

September 2015 dansklf.dk/Dansk_Noter

3

Nyeste litteratur – vendinger mod verden

DANSK 3 2015 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf. 2248 5483 js@norreg.dk Anmeldelser Lars Dalum Granild

DANSK NOTER 4/2015: ”Køn” (Dansklærerforeningens årsmøde) Deadline: 15.10.15 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms.

Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

hæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten.

Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 Øvrige 1862 Frederiksberg C redaktionsmedlemmer Tlf. 3379 0010 Anne Mette Finderup Mandag-fredag 10-14 Rosenvængets Sideallé 9, 3. tv.

Dansk Noter er en del af medlemska- dansklf@dansklf.dk 2100 København Ø bet for medlemmer af DansklærerforTlf. 2893 7904 eningens sektion for gymnasielærere. Alle henvendelser vedr. medlemskab, af@ijg.dk kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelsesDansk Noters hjemmeside: Ditte Eberth Timmermann kurser skal ske til administrationen dansklf.dk/Dansk_Noter Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning på dansklf@dansklf.dk Tlf. 6077 7304 Manuskripter og indlæg: det@aarhustech.dk ISSN: 0107-1424 Sendes til Ivar Lærkesen Oplag: 3000 js@norreg.dk Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Printed in Denmark 2015 eller: Jette Sindbjerg Martinsen Tlf. 5697 2547 Maribovej 4B ILaerkesen@gmail.com Kunstner: 2500 Valby Kirstine Roepstorff Kurt Christensen Vi modtager meget gerne bidrag Sortemosevej 101, 2730 Herlev Grafisk tilrettelæggelse til bladet efter disse retningslinjer: Tlf. 3175 3101 og produktion: Maksimallængde på artikler er norkurtchristensen@hotmail.com Zeuner Grafisk as malt 12.000 tegn inklusive Lisa Kaas mellemrum. Skriv gerne kortere.

Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V Dansk Noter kan tilbyde fagfællebe- Tidsskriftet udgives med støtte af Tlf. 3117 7500 dømmelse af artikler hvis det ønskes. Undervisningsministeriets tipsmidler lisamargrethekaashansen@gmail.com gennem tilskud til porto/forsendelse fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for Opsætning: Antal anslag opgives Birgitte Elkjær Lamb bibliotek og medier. først i artiklen. Skriv forfatternavn, Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved titel m.v. over titlen/rubrikken. Og Tlf. 4161 3245 skriv gerne et par linjer om dig selv bil@herlufsholm.dk Forsidefoto: (fødselsår, stilling, publikationer, First Day Of Spring, Keep Thinking Maja Christine Wester andet). Vedlæg digitalt billede af dig About The End Of Fall, 2008 Stefansgade 36, 2. th. selv. Afsnit markeres med indryk.

Mixed media collage: hand dyed fabric, 2200 København N photocopy mounted on board Tlf. 2512 9368 Længere citater skal kursiveres 190 x 151,5 x 10 cm mw@stenhus-gym.dk og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen

Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk.

Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan frem-

Indhold

4 Leder 6 Præsentation 9 Illustrationer

Kirstine Roepstorff TEMA: NYESTE LITTERATUR – VENDINGER MOD VERDEN

10 Ti teser om den danske samtidslitteratur

Af Stefan Kjerkegaard

18

Den sociale vending – litteratur, identitet og samfund

Af Jens Kramshøj Flinker

24

Svensk i hovedet, hudfarvet på huden

Af Kamilla Löfström

”Man kunne tale om den bekymrede generation.”

10 ”Med Den sociale vending menes en litteratur, hvis hovedtema er identitet. ’Vending’ spiller på, at store dele af det nye årtusindes litteratur igen vender sig ud mod verden.”

30 De seneste fem års litteratur

16 18

Af Peter Jensen

33

TEKSTEN I MIDTEN

Af Dennis Gade Kofod Nancy

33

40 Økopoetiske tendenser i dansk samtidspoesi

Af Elisabeth Friis

46

Digt til tiden

Af Sidsel Toft Christensen

”Økokritik kan også være andet end undersøgelser af romantikkens (naive) naturlængsel.”

52

Antropocæn og vendingen mod kloden

Gregers Andersen Udenfor tema

56 Bliv bedre klædt på til ”Formidlings-SRP’en”

Af Lene Wittrup

61 62 VOXPOP 64 DIN FORENING 66 ANMELDELSER ANMELDELSER

40 ”Vendingen mod verden er her også en venden sig mod den betænkelige destruktivitet, hvormed mennesket indskriver sig i Jordens økosystemer og geofysiske processer.”

52

Leder

Verdensvendt nulvækst

De fleste af os har nok set og hørt Kaspar Colling Nielsens desillusionerede nytårstale fra Deadline ved årsskiftet. Talen var på ingen måde det vi forventer os af en nytårstale, nemlig en tilbageskuen på året der gik, med en for fremtiden opbyggelig pointe. I stedet sætter Colling Nielsen fokus på Europas dekadente endeligt – økonomisk som politisk – ligesom vi i talen bliver reduceret til en rickshaw-kørende servicesektor hvor vi guider rige nordmænd og asiater rundt i ”Museum Europa”.

Colling Nielsen taler om en teknokratisk verden der overtager de europæiske, demokratiske værdier – værdier vi i Europa har defineret gennem de sidste 200 år.

Og netop dette værdisæt der knytter sig til Europa, befinder sig i disse år i et krydspres med verden og os selv hvilket sommerens nyhedsopdateringer med al tydelighed har vist os. Her kan vi bl.a. nævne flygtningestrømmene, den græske krise, terrorangreb på turisthoteller i Tunesien – for ikke at tale om valget i juni herhjemme – som vi også tillader os at se i det lys. Vi befinder os i en brydningstid hvilket bl.a.Theis Ørntoft beskriver i følgende digt uden titel fra sin digtsamling Digte 2014: “For mig er samfundene døde./Jeg tror ikke længere/det er et spørgsmål om forfinelse/men om afvikling.” (s. 9) Et andet sted skriver han: “Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om/det var tider hvor intet skulle begrænse os./Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/tænker jeg på apokalypsen/hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt.” (s. 11) Illusionsløshed, krisebevidsthed, klimaforandringer og naturkatastrofer præger dele af den nyere litteratur for ikke at tale om alle apokalypsefortællingerne i film og computerspil. Og ville verden egentlig ikke være et bedre sted uden os mennesker? Kan vi gøre noget for at

4 DANSK NOTER

afværge katastrofen? Lars Skinnebach (der som bekendt sammen med Theis Ørntoft udgør duoen Klimakrisen) insisterer på en verdensvendt politisk kunst der er sig katastrofen og ansvaret bevidst, og som appellerer til handling hos den enkelte.

Der er utvivlsomt mange gode grunde til at arbejde med den skrøbelige verden og med den allestedsnærværende katastrofebevidsthed i dansk. Mange elever tumler med tvivlen og meningsløsheden i en ellers så fornuftsstyret verden med synlig læring hvor et 12-tal giver umiddelbart mening. De mange verdensvendte tekster giver mulighed for at diskutere de unges egne oplevelser, verdensbilleder og de diskurser de er omgivet af. De bud der gives i digte, blogindlæg, film osv., giver et fantastisk grundlag for nærværende diskussioner i klasserummet eller i mindre grupper og som oplæg til essays og kronikker. Endvidere lægger arbejdet med verdensvendte udtryk også op til at arbejde med elevproduktion af tekster der måske kan være med til at forandre verden eller i hvert fald at afsløre fortællingerne om verden. Det kan fx være at arbejde cut-upteknisk med udtryk fra nyhedsstrømmen eller decideret Google-poesi (poesi der er sammensat af hits fra Google). Litteraturhistorisk er det oplagt at trække tråde til bl.a. 80’ernes no future-generation og 80’er-lyrikken.

Men hvor fx Strunge havde skrigerne til at råbe de romantiske drømme ud sammen med, er drømmene og visionerne sværere at få øje på hos fx Ørntoft. Oplagt er det også med perspektiv til tiden lige efter det moderne gennembrud med den illusionsløse Nietzsche- og Schopenhauer-inspirerede tænkning, ifølge hvilken det højeste et menneske kan opnå, vel er illusionsløsheden.

Hele emnet åbner op for at diskutere store spørgsmål med eleverne. For hvordan tager vi ansvar i en verden med en tenderende illusionsløs bevidsthed?

Af Gitte Lautrup, Dorthe Hedegaard Mikkelsen og Ditte Eberth Timmermann, medlemmer af bestyrelsen for Dansklærerforeningens sektion for hhx, htx, eux, eud.

Ifølge gymnasiernes formålsparagraf skal eleverne lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling. Og heri ligger jo netop en forestilling om at man kan forandre, forbedre og rette op på tingenes tilstand. Så hvordan går man fra illusionsløs nytårstale, klimakrise og samfundsafvikling til at mene at man kan gøre en forskel? Kan man overhovedet være politisk, medlem af en miljøorganisation – være ung og håbefuld – og mene at det gør en forskel? Det kan man jo nok! I hvert fald er det gode overordnede spørgsmål at stille sammen i klassen. Man kan jo fx starte med at læse illusionsløs og provokerende litteratur og med det som baggrund folde nye drømme og visioner ud – i det fællesskab det giver at diskutere den gode tekst sammen.

Stack Of Rocks, 2008 Mixed media collage: photocopies on paper 278 x 165 x 16,5 cm

DANSK NOTER 5

Præsentation

Nyeste litteratur – vendinger mod verden

I hvert fald to begivenheder ansporede os da vi fik ideen til et nummer om de seneste års litteratur. Den ene var Yahya Hassans pludselige himmelflugt, den anden Theis Ørntofts meget overbevisende gennembrud med Digte 2014. Men ikke nok med det, vi oplevede at eleverne på eget initiativ læste dem! Efter mange år hvor litteratur har været noget man forholdt sig til som sjældne museumsgenstande, vejledet af en kyndig guide, var der her et par digtere som unge mennesker åbenbart kunne identificere sig med, også selvom de to værker er så forskellige. Fælles for dem er dog en vending mod verden og en oplevelse af at her sker der noget nyt.

Det gælder ikke bare de unge. Vi havde direkte opfordret et par forfattere til at skrive om Ørntoft. Men hvad var nu det? Da artiklerne kom ind til redaktionen, viste det sig at de fleste forfattere helt uopfordret havde taget fat på hans digtsamling. Ja, vi måtte endda bede et par bidragsydere nedtone aspektet for ikke at sidde tilbage med et rent Ørntoft-nummer. Hvordan kan det være på et tidspunkt hvor der i det hele taget sker så meget i den ny litteratur? Artikelforfatterne leverer selv svarene. Digte 2014 tegner et portræt af en generation som vokser op i materiel overflod. Samlingen giver udtryk for individets oplevelse af afmægtighed i et samfund præget af ubønhørlig vækstmani som vi ved fører os mod katastrofen, og samtidig sker der i bogen en omformning af naturbegrebet fra antropocentrisme til biocentrisme.

Hos Yahya Hassan oplever vi et utilpasset, samfundskritisk menneske, spændt ud mellem en muslimsk og en dansk kulturbaggrund. Både utilpassetheden og samfundskritikken giver mulighed for unge menneskers identifikation. På dansk grund er Yahya Hassans bog samtidig det første værk der sætter den ikke-hvides situation på dagsordenen og alligevel brager igennem.

I et nummer af Dansk Noter om vendinger mod verden er det nærliggende at følge de to spor vi har peget ud: det paradigmeskift som ligger i Ørntofts bog, og åbningen mod det ikke-hvide hos Yahya Hassan. Dertil

6 DANSK NOTER

kommer at det også skal diskuteres hvad det overhovedet vil sige at der sker vendinger mod verden.

Stefan Kjerkegaard lægger for med en artikel som indeholder ti teser eller kerneord om den danske samtidslitteratur, og han undersøger derigennem dels hvorfor samtidslitteraturen i det hele taget vender sig, dels hvad den vender sig imod. En vigtig pointe i denne sammenhæng er at når man forholder sig kritisk til en repræsentationsform (race, køn, klasse), er man allerede i en politisk kontekst som man kan eksperimentere med i litteraturen.

Hvori vendingen består, drøftes videre af Jens Kramshøj Flinker som understreger at den sociale vending opfatter en indre og sand personlighed som en illusion. Mennesket er formet af sproget. Fremfor at spørge ’hvem er jeg?’ kan man derfor spørge til ’hvorfra kommer mit sprog?’ – det handler om at udvide det primære fokus fra det individuelle, psykologiske fokus til et fokus som også medtænker den samfundsmæssige kontekst. Denne tilgang fortsættes hos Kamilla Löfström som ud fra den engelsk – australske teoretiker Sara Ahmed beskæftiger sig med den hvides usynlige privilegier. Et perspektiv hun anlægger på en række skandinaviske forfatterskaber og litteraturkritik.

Herfra sker der et sporskifte. Peter Jensen skriver om de tanker han gjorde sig i forbindelse med bogen Fem års litteratur 2010-2014. Han peger på at flere og flere tekster vender sig mod verden i de forskellige autofiktioner, og som et andet centralt element indfører han katastrofen, især belyst hos Ørntoft. Her er det politiske ikke noget ydre, men derimod en indre eksistentiel tvivl. For hvordan skal man leve med vor tids viden om alle mulige katastrofer? Tematikken føres videre af Elisabeth Friis som ud fra et europæisk teorigrundlag foretager en række økopoetiske læsninger af især Lea Løppenthin og Ursula Andkjær Olsen og afgrænser betydningen af anti-antropocentriske strategier. Sidsel Toft Christensen viser hvordan man didaktisk kan arbejde med øko-poetik i undervisningen. I den forbindelse opstiller hun muligheder for at arbejde på tværs

af fag, bl.a. naturgeografi og filosofi, og hun indskriver Theis Ørntoft i forhold til Inger Christensen. Endelig giver Gregers Andersen en teoretisk baggrund for det antropocæne1 og belyser det i forhold til skandinavisk prosalitteratur. Men også Theis Ørntoft tager han op og understreger at det som kunne se ud som et forvarsel om en revolution, snarere skal opfattes som udtryk for hjælpeløshed, begrundet i at vi på trods af at det fører til katastrofe, kører videre i et spor, domineret af vækst.

Velkommen til en række læsninger i moderne samtidslitteratur. Og tag gerne ideerne med i klasselokalet.

Det skal der nok komme interessante drøftelser ud af.

Redaktionen Note 1 Betegnelse for en geologisk tidsalder defineret af menneskers massive indvirkning på kloden.

All Possible Experiences, 2006, Mixed media collage 172 x 86,5 x 23 cm

DANSK NOTER 7

Flatrate

Få adgang til alle fagets iBøger ® flatrate.systime.dk

En indføring i danskfagets tre stofområder: litteratur, sprog og medier.

Begreb om dansk anlægger en anvendelses­ orienteret tilgang til faget og gennemgår metodiske greb til arbejdet med at læse, forstå, analysere og fortolke tekster i bred forstand.

Redaktion: Kirsten Nordentoft og Christian Schumacher

iBog® begrebdansk.systime.dk Licenspriser fra kr. 70,Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime

Udkommet som trykt bog på dansklf.dk

En ny grundbog til analysearbejdet i dansk, der giver en klar og velstruk­ tureret indføring i fagets genrer, metoder og begreber.

Håndbog til dansk gennemgår fagets tre centrale stofområder: sprog, litteratur og medier. Udgivelsen indeholder analysevejledninger, over­ sigter og elevaktiverende opgaver.

Ole Schultz Larsen | Grete Ravn Nielsen (red.)

iBog®

– litteratur, sprog, medier

hbdansk.systime.dk Licenspriser fra kr. 32,Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime Bog 323 sider | Kr. 268,-

En motiverende grundbog til arbejdet med dansk efter grundskolen.

Dansk på ny henvender sig til eleverne, der med overgangen fra folke­ skolen til gymnasiet eller en erhvervsuddannelse oplever nye udfordringer i faget dansk.

Anette Hauge Nielsen, Maria Katrine Staugaard Lindequist og Julie Baden Korch-Frandsen | Johan Rosdahl (red.)

iBog® dpn.systime.dk Licenspriser fra kr. 35,Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime Bog 200 sider | Kr. 160,-

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

Illustrationer

Kirstine Roepstorff (f. 1972) er uddannet på Det Danske Kongelige Kunstakademi og på Rutgers University, Mason School of Fine Art. Hun bor og arbejder i Danmark og Berlin. Kirstine Roepstorff er særligt kendt for sine store, farverige collager med politiske undertoner og mange lag af fortællinger.

Kirstine Roepstorffs kunst har været udstillet overalt i Europa og Amerika og indgår i de permanente samlinger på Museum of Modern Art, New York; The Saatchi Gallery, London; Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo; Statens Museum for Kunst.

Kirstine Roepstorffs præsenterer selv sin kunst med disse ord: Relationer, empati, nærvær, næsten, omsorg, sanselighed, skrøbelighed, skævhed, fylde, tæthed og tomhed. Poesi, kærlighed og transparens. Det obskure, dys-funktionalitet, ikke-rationalitet, sammenhæng, elegance, had, adskilthed, ensomhed og længsel.

Længslen efter at berøre det ikke formgivede. Berører det til tæthed, så det lader en form træde frem vi sammen kan kikke på.

Forms Of The Below, 2009 Mixed media collage: paper, cardboard, fabric, wood, acrylic paint 236 x 432 x 16 cm

DANSK NOTER 9

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

Ti teser om den danske samtidslitteratur Fra det antropocæne til det retoriske

”Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om/ det var tider, hvor intet skulle begrænse os./ Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/ tænker jeg på apokalypsen/ hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/ får jeg det fysisk dårligt./ Lad os sætte os her i skumringen og vente på/ at revolutionen griber os.” (Ørntoft: Digte 2014, s. 11).

Indledning Det er i sandhed forvirrede tider, som det her skal handle om. Men at forsøge at skabe sig et overblik i sin samtids litterære tendenser er en både udfordrende og fornøjelig opgave. I det følgende vil jeg gennem ti teser, eller måske bare en kortlægning af centrale ord, forsøge at indkredse en generation af forfattere, der de forvirrede tider til trods har en række fælles træk. Det gælder kvindelige forfattere som Olga Ravn, Hanne Viemose, Stine Pilgaard, Amalie Smith, Josefine Klougart, Christina Hagen, Asta Olivia Nordenhof og Maja Lee Langvad m.fl., men også deres mandlige kolleger Daniel Dalgaard, Theis Ørntoft, Caspar Eric, Bjørn Rasmussen, Yahya Hassan, Morten Chemnitz m.fl.

Som man muligvis allerede har bemærket, er der blandt de nævnte en overvægt af lyrikere. Flere har dog skrevet både lyrik og prosa, fx Olga Ravn, imens det for andres vedkommende kan være vanskeligt at vurdere, om deres tekster er det ene eller det andet, fx Klougarts, Hagens eller Smiths tekster. Hos en forfatter som Stine Pilgaard indgår der ofte et poetisk og fortættet sprog, en form for lyrisk invasion af prosaen, og omvendt ser man en kraftig prosaisering af digtene hos Caspar Eric, Dalgaard og Hassan. Allerede denne foreløbige beskrivelse vidner derfor om, at man skal være varsom med at være for firkantet, når det gælder en karakterisering. Overvægten af lyrikere, der kunne skyldes mit lidt tilfældige udvalg, kan man imidlertid forsøge at tilskrive en slags betydning. Hvis man derfor taler om en ”vending imod verden”, er det interessant, at denne vending ofte foregår i poesi.

10 DANSK NOTER

Bekymring Man kunne tale om den bekymrede generation. Termen er inspireret af en artikel af videnskabsfilosoffen Bruno Latour (2004), der inden for de senere år har fået mere og mere opmærksomhed inden for humaniora. Latour er bekymret for, at den type af kritik, som han selv har bidraget til, har banet vejen for, at man legitimt lukker øjnene for de reelle trusler og risici, som fremtiden rummer, fx global opvarmning. Dvs. at faktuelle problemer som disse forklares retorisk og som diskur-

”Man kunne tale om den bekymrede generation.

”

sive konstruktioner. Latour skriver, at ideen aldrig var at komme længere væk fra de empiriske facts, men at komme tættere på dem, dvs. snarere at forny empirismen end at undergrave den. I forlængelse af denne tankegang foreslår han en vending af den traditionelle humanistiske tankegang – at kritik ikke handler om at splitte tingene ad, men om at samle dem, et skifte fra det, han kalder matters of fact, til matters of concern.

Det er et lignende selvopgør Karl Ove Knausgård er ude i i sin roman Min kamp. Knausgårds formulering om at ”bekæmpe fiktion med fiktion” (Knausgård 2011,

Af Stefan Kjerkegaard, lektor, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.

s. 246) handler om dette. I forlængelse heraf skriver han: ”Det jeg burde gøre, var at bejae det eksisterende, bejae tingenes tilstand, altså boltre mig i verden i stedet for at lede efter en vej ud af den” (ibid.). Knausgårds fiktion handler derfor ikke om det, vi traditionelt forstår ved fiktion inden for litterære cirkler, men om at finde en vej ind i verden igen. Også han har dekonstruktionen og konstruktivismen, ja hele det retoriske greb om virkeligheden, som en åbenlys fjende i forhold til ideen om at trænge længere ind i verden.

Både Latours og Knausgårds vendinger, vil jeg påstå, er sigende for den tid, vi lever i, og for den samtidslitteratur, som jeg gerne vil forsøge at beskrive. Man kunne, som det er tilfældet i dette nummer af Dansk noter, simpelt kalde dem for ”vendinger mod verden”, men den vending er blevet både brugt og misbrugt flere gange før, fx om litteraturen i 1990’erne. Det interessante er derfor ikke vendingen som sådan, men mere hvorfor samtidslitteraturen dels vender sig, dels hvad den vender sig imod. Jeg vil først yderst kort besvare det første, dernæst vil jeg mere fyldigt besvare det sidste via mine ti teser.

Hvorfor? Både for Latour og for Knausgård handler det om bekymring. Latour er ude i et større globalt ærinde, hvor humaniora bør tage ansvar, fx ved ikke at levere skytset til en underminering af de argumenter, man finder for, at global opvarmning faktisk finder sted. Knausgård vil forandre sit liv. Men hans håb er, at der findes andre derude med hans bog i hånden, som heller ikke kan mærke verden. Nogle, der kan genkende sig selv i Knausgårds kvababbelser. For begge handler det derfor om at komme tilbage til tingene selv. Knausgård har flere passager, hvor han mindes sin barndom, fx om hvordan frosten gør ondt på kroppen, eller hvordan verden set fra barnets perspektiv var ladet med betydning. At miste den forbindelse til verden er naturligvis den voksnes lod, men det er også det globaliserede og medialiserede menneskes lod. At vende sig mod verden er derfor en umiddelbar gestus, som i virkeligheden ikke lader sig sprogliggøre, men som alligevel må forsøges i og med sproget. Snarere end en vending er det en henvendelse i og med verden.

Hvad? Det er her, jeg gerne vil bidrage med mine ti teser, som i al sin enkelthed omfatter: Det antropocæne Betegnelsen kommer sig af det navn, flere forskere er kommet op med i forhold til en ny geologisk æra, der

Rock In Rocks, Version 3, 2008 Mixed media collage: photocopies on wood panel 321 x 166 cm

DANSK NOTER 11

”…Vi mennesker er den første form for liv, som omdanner kloden.

”

rumme alt, der er sket i mit liv, må jeg støtte mig til andre og deres fortælling om mig. Jeg ejer ikke min selvfortælling, og mit jeg er kun delvist klart for mig selv.

(Smith 2012, s. 92) På baggrund af denne indsigt har Smith en mindre, men prægnant dialog i sin bog:

skal afløse den holocæne11. Tanken er, at vi mennesker er den første form for liv, som omdanner kloden.

Antropocæn er den menneskeskabte tidsalder, den er et resultat af vores handlinger, som for det meste er ubevidst til dato. Det er den hollandske videnskabsmand Paul J. Crutzen, der har foreslået betegnelsen.

I digtningen giver det sig udtryk i en bekymring for vejret, atmosfæren, klimaet, katastroferne og generelt den kontekst, som vi i kraft af vores natur altid allerede er indlejret i. I Daniel Dalgaards digtsamling Vi er ikke konger (2013) finder man følgende linjer: ”Det totale sprogs forsvinden når havene kommer,/ du forbruger kloden så hurtigt du ikke har begreb om det,/ det handler ikke om der vil komme 50/ eller 100 millioner klimaflygtninge, det handler om/ at der bliver frigivet så meget CO2 at du ikke kan leve mere i luften,/ ingen af os” (Dalgaard 2013, s. 12). Det bemærkelsesværdige er, hvordan sprog, socialitet og klima umærkeligt glider sammen hos flere forfattere, ofte med katastrofen og apokalypsen som en art baggrund, men også usikkerheden og håbet, der deraf følger som en sproglig åbning mod hinanden.

Det etiske Det etiske ligger derfor i, at man i sin fremstilling af sig selv, uanset hvor usammenhængende den end må være, forsøger at se sig selv i en større sammenhæng.

Denne sammenhæng kan være af forskellig art, fx en narrativ art.

Amalie Smiths bog I civil (2012) kan anses for at være en poetik for den bekymrede generation, og det er ikke tilfældigt, at hun henviser til filosoffen Judith Butler. Butlers tanker om selvfortælling kunne man gøre til den bekymrede generations, fordi de indlejrer selvfremstillingen i et etisk perspektiv. Smith udlægger det således: Judith Butler skriver, at fordi min selvfortælling altid er henvendt, og fordi jeg aldrig kan huske eller

12 DANSK NOTER

- Jeg tror det.

- Hvad tror du?

- At vores henvendthed forpligter os på hinanden.

- The ’I’ is the moment of failure in every narrative effort to give an account of oneself, skriver hun også - Det er et sted at begynde.

- Hvor?

- Jeget som selv-fortællingens uklare punkt.

Jeg er ankommet til sproget, jeg ejer det ikke.

- Hvem er du?

- Jeg er vores fælles pronomen.

(Smith 2012, s. 92-93) Det er vores ufuldendthed i sproget, der konstituerer en etik, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten.

Det blottede I Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (2014) er verden altid til stede først, som i åbningsdigtets første vers ”en våd græsplæne og mig”. Som menneske er man altid tilsidesat for det konkrete, tingene: den måde, verden udspiller sig på, ikke for, men før én.

Digtet, der næsten har titlen ”ikke helt”, handler om det (Nordenhof 2013, s. 16). Her udfoldes en række scenarier, men ingen af dem er der ligesom helt. Først når man når til slutningen af digtet, er man der helt og så alligevel ikke, for på trods af de sidste vers’ lovninger i form af småordene ”så”, ”så” og ”når” slutter digtet uforløst: ”når først man er blevet så dum, ikke mere blottet end alt er”. Man savner et sidste vers, fx et vers, der kunne lyde: ”så er man der helt”. Men tanken er, at det hele er selve blottelsen. Formen viser tilbage til

”At blotte sig er en etik i øjenhøjde med verden.

”

The Timbre Sensation Of Reflection, 2011 collage, framed 115 x 80 cm

indholdet i samlingens andet digt, der slutter ved en samtale på en bar, hvor en person siger til jeget ”det var første gang jeg så dig” (s. 9). Udsagnet relaterer sig ifølge digtet selv til en episode, hvor jeget ”sad og viste [s]ine trusser til alle”. Fortællingen om trusserne hand-

ler i virkeligheden om noget dybere, nemlig om blottelsen som livsindstilling. Først idet man blotter sig, er der nogen, der ser én. ”[I]kke helt”-digtet fortæller os endog, at blottelsen findes i form af en udsættelse. Vi er alle udsatte. Derfor også ideen om, at verden er der før

DANSK NOTER 13

os, ikke for os. At blotte sig er en etik i øjenhøjde med verden.

hof om den følelse, hun havde, da hun skrev bogen det nemme og det ensomme:

Det fiktive I Øvelser og rituelle tekster (2011) skriver en af de lyrikere, som har udøvet størst indflydelse på den seneste generation, Lars Skinnebach, et sted:

jeg havde for første gang i mit liv tror jeg en følelse af at kunne tale sandt og kærligt. jeg har også en fornemmelse af at mange andre mennesker end mig er ved at dø af fiktion. eller det er jo ikke en fornemmelse, det er jo en realitet. man kan jo bare gå i gang med de drabeligste fiktioner såsom penge, race, køn. som sådan, som et modværge mod fiktionen der fjerner os fra hinanden, ønsker jeg at litteraturen kan være trøst […]

(7. januar, 2014)

Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe mig ud af en tilstand som en tilstand den der, det var der i den sætning jeg endelig følte mig fri i. Frigørelse Virkeligheden kan jeg glemme fiktionen opretholder følelsen af skam. Fiktionen er alt ondt.

(Skinnebach 2011, s. 61)

Vendingen ”drabelige fiktioner” genkender vi fra Skinnebach, men hendes tanke om litteraturen som en modværge mod fiktion har hun snarere til fælles med Knausgård. Det er imidlertid igen fiktion i bred forstand, dvs. snarere konstruktioner end litterær fiktion.

Ordet fiktion er emfatisk og et nøgleord, hvis man vil forstå de nybrud, der er sket inden for den nye danske litteratur. Ser man nærmere på digtet, er det paradoksalt, at frigørelsen sker i en sætning, der mildest talt virker forkrampet. Det peger på, at jegets følelser præcis ikke får frit løb. De sætninger, som det taler om, findes ikke for jeget her. Eller hvis de findes, er de fiktion.

”Det gode ved poesi er, at den sjældent er fiktion.

”

Henvendelsen er i allerhøjeste grad mistænkeliggjort, og overalt hos Skinnebach fornemmer man en udpræget forknythed: Kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med, lyder det som et mantra på Øvelser og rituelle teksters bagside.

Det hedder sig også, at den er et ”drab på fiktionen”.

Til forskel fra Skinnebach tror mange af de nye forfattere imidlertid på henvendelsen. De insisterer på at bevæge sig på indholdets principper et sted hinsides formen, men vel at mærke form forstået som et bevidst tilbagelagt fænomen. Dér hvor den litterære udsigelse insisterer på noget så forkætret som oprigtighed. I en poetik-Facebook-opdatering skriver Asta Olivia Norden-

14 DANSK NOTER

Det poetiske Det gode ved poesi er, at den sjældent er fiktion.

Måske er det også derfor, Knausgård længes efter poesi?

(Kjerkegaard 2014a). Allerede i den bekymrede generations genrevalg ligger der muligvis en etisk motiveret bestræbelse på at vige uden om de drabelige fiktioner.

Poesien er på en måde mere ”selvbiografisk” end de litterære former, vi normalt forbinder med selvbiografisk tekst. Den er simpelthen tættere på det (usammenhængende) jeg, der altid taler og fremstiller sig ”selv” – en mere oprigtig genre, om man vil. Bestræbelsen gælder ikke kun digte som sådan, men også poetisk prosa. Det er fx sigende, at Josefine Klougart taler om at være ødsel med sig selv (Skyum-Nielsen 2012, s. 16) og udpeger Tove Ditlevsens Gift som et af forbillederne.

Man kan næsten ikke forestille sig to typer af prosa, som ligger længere væk fra hinanden end Klougarts og Ditlevsens, men det siger noget om den bekymrede generations kvalitetsparametre. Oprigtighed kan være en stor kvalitet ved et værk. Af samme grund er Vita Andersen også pludselig blevet genopdaget. Olga Ravn har skrevet et forord til genudgivelsen af Tryghedsnarkomaner. Hendes læsning her er også et manifest for den bekymrede generation (Ravn 2013).

Det oprigtige I sin bog Sincerity and Authenticity (1972) forsøgte den amerikanske forfatter og kritiker Lionel Trilling at skel-

Seven Who Rest, 2007 Mixed media collage: photocopies, foil mounted on cardboard 114,5 x 125,5 cm

”Brugen af selvbiografisk materiale er efter alt at dømme et resultat af medialiseringen.

”

ne mellem oprigtighed og autenticitet. Hvor oprigtighed primært fokuserer på en intersubjektiv sandhedsrelation og på kommunikationen med andre, fokuserer autenticitet på en intern sandhed i forhold til én selv.

Autenticitet handler derfor om en art ansigtsløs selv-

udfoldelse og om at udtrykke sig selv, om man så kan sige, snarere end om at udtrykke sig i forhold til andre.

Hverdagens rollespil, for at alludere til den canadiske sociolog Erving Goffmans teatermetaforik, har Trilling ikke meget tilovers for. Han ser ideen om rollespil som et symptom på oprigtighedens forfald.

Man kan med Trillings skelnen mellem oprigtighed og autenticitet sige noget om forskellene mellem det, man kunne kalde den første selvbiografiske bølge og den anden i skandinavisk litteratur. Knausgårds brug af det selvbiografiske handler om oprigtighed, ikke om autenticitet (det gør (Claus Beck-)Nielsens litteratur

DANSK NOTER 15

” Det, der binder forfatter og tilhørere sammen, er ikke så meget det litterære produkt

”

derimod), og det er den ide, der efter Knausgård sætter sit præg på store dele af den nye danske litteratur (jf.

Scherrebeck 2015).

Det private Der er en væsentlig forskel på det biografiske og det private. Var medialiseringen (Hjarvard 2008) kun en proces, der med sine logikker præger samfundet i én bestemt retning, ville vi i dag sikkert ikke kunne kende forskel på det private og det offentlige. I en artikel påpeger medieteoretikeren Stephen Couldry (2008), hvordan man i en undersøgelse af yngre menneskers brug af sociale medier har fundet ud af, at de i stadig højere grad kun offentliggør materiale, som hverken de eller andre kan finde kompromitterende. Det betyder, at de faktisk beskytter grænsen mellem det private og det offentlige, men på nye måder. De overgiver sig ikke bare til mediernes logik, men indretter sig efter den.

Eksemplet er nok forsimplende, men dets overordnede pointe kan overføres til litteraturen. Brugen af selvbiografisk materiale er efter alt at dømme et resultat af medialiseringen, men hvis litteraturen som sådan ikke også havde sine egne logikker, ville den i dag kun bestå af selvbiografisk litteratur, og det gør den som bekendt ikke. Det biografiske kunne man derfor se som det udefrakommende, dvs. mediepåvirkningen af det litterære, at vores liv helst bør forme sig som en fortælling, imens det private i mine øjne bør betragtes som én af litteraturens måder at modstå denne påvirkning, en slags litterær resistens ikke ulig den, Paul de Man talte om, men nu lokaliseret i mennesket snarere end i teksten (jf. fx Hanne Viemoses, Nordenhofs og Bjørn Rasmussens Facebook-profiler). Det private i teksten er en bevidst unddragelse – en menneskelig anti-fortælling. Det er offentligheden, der berøver os vores privatliv i dag, ikke omvendt, som man så det i antikken (jf. Arendt 2005).

Det private hældes ikke ind i offentligheden for at gøre op med subjektet, men for at gøre krav på det igen.

16 DANSK NOTER

Det relationelle Læser man kunsthistorikeren Rune Gades Kønnet i kroppen i kunsten (2005), synes den, udover at beskrive den samtidige kunst, også at beskrive den fase af brugen af det selvbiografiske i litteraturen, som vi oplever nu: Hvor er jeg? Hvorfra tales der? Disse spørgsmål, snarere end det velkendte ’Hvem er jeg?’, trænger sig på i dag med overvældende styrke inden for kunsten […]

At spørge til udsigelsens sted, snarere end til dens ophavsmand, forskyder spørgsmålet af en relationel og kontekstuel forståelse frem for en individorienteret forståelse (Gade 2005, s. 11) Bevægelsen fra hvem til hvor fordrer et bevidst fokus på positionering og det relationelle. Denne forskydning af spørgsmålet åbner en række perspektiver inden for den selvfremstillende litteratur, ikke mindst et feminint et af slagsen. Udviklingen i Christina Hagens forfatterskab er i denne forstand sigende. Bevægelsen fra den udvejsløse autofiktion Breve til M (2010) til den forløste White Girl (2012) er også en bevægelse fra en mandlig til kvindelig diskurs i brugen af det selvbiografiske – fra det selvfremstillende som primært et agens-foretagende til et spørgsmål om sociale relationer og subjektet (dvs. den selvfremstillende) som altid allerede indlejret i en diskursiv og positionerende kontekst (Davies og Harré 1990).

Det affektive Frederik Tygstrup skriver i artiklen ”Affekt og rum”: ”Følelser er noget, man har, affekt er noget, man er i.

Eller anderledes formuleret: følelsen tilhører et subjekt, mens affekten producerer subjektivitet” (Tygstrup 2013, s. 19). Skam er et illustrativt eksempel på affekt. Daniel Dalgaards Spejlkamel (2015) er fx en studie i skam og produktion af subjektivitet i forlængelse af skammen.

Det nylige fokus på affekt (Frederiksen 2012) både i litteraturen og i humaniora generelt følger derfor ommøbleringen af spørgsmålet om hvem til hvor. Så snart man forholder sig kritisk til måden, tingene repræsenteres på (race, køn, klasse etc.), indrulleres man i en politisk kontekst, som man med sin litteratur kan eksperimentere med, undersøge og kritisere.

Maja Lee Langvads Hun er vred. Et vidnesbyrd om transnational adoption (2014) er et eksempel på dette,

hvor både affekt og relation indskrives direkte i værkets æstetik, men hvor det kan være vanskeligt at placere bogen som værende enten skønlitteratur eller dokumentar. Det skaber naturligvis interessante sammenbrud i forhold til modtagelsen, for hvor og ud fra hvilke kriterier skal værket bedømmes? Æstetiske, politiske eller etiske?

Litteratur: Altieri, Charles: ”The Place of Rhetoric in Contemporary American Poetics: Jennifer Moxley and Juliana Spahr”. Chicago Review. 56.2-3, 2011. s. 127-145.

Arendt, Hannah: Menneskets vilkår. Gyldendal, 2005.

Davies, Bronwyn og Rom Harré: ”Positioning: The Discursive Production of Selves”, Journal for the Theory of Social Behaviour, 20.1, 1990, s. 43–63.

Det retoriske Litteraten Charles Altieri (2011) taler om brugen af det retoriske hos en række nyere amerikanske poeter, fx Juliana Spahr. Altieris argument er, at flere af disse forfattere har indset begrænsningerne ved en modernistisk æstetik, der primært lader sig forme efter nonverbale kunstarter. Det betyder ikke, at man forkaster modernismens idealer som ubrugelige, men snarere at de afprøves som eksperiment og undersøgelse af, hvordan poesi mere åbenlyst kan påtage sig et socialt ansvar.

Poeterne søger følgelig en løsning, hvor afsenderen kan tilskrives etos, og hvor man igen kan anvende en af modernismen forsmået term som oprigtighed. Det, der binder forfatter og tilhørere sammen, er ikke så meget det litterære produkt, dvs. et værk, som det er den forelagte situation, værket fremstiller og afkræver sin læser svar for. Her er enighed mindre vigtig end forskellige former for ansvarlig deltagelse i værket.

En succesrig retorik er i den forstand ikke en retorik, der overtaler, men snarere en, der synliggør, hvad en identifikation med enten et jeg, et du eller et vi i et værk kan indebære. Disse poeter skaber derfor udsigelses- og modtagelsespositioner, som er åbne for deltagelse. Det kan gøres konkret gennem brugen af pronominer, men også via affekt.

Langvads Hun er vred er et eksempel på dette. Her bliver der inviteret både til deltagelse i dette ”hun” og en deltagelse i vreden over transnational adoption. Stine Pilgaard benytter konsekvent det kønsneutrale ”du” om jegfortællerens kæreste i Lejlighedssange (2015). Theis Ørntofts Digte 2014 er et tredje eksempel, hvor det lyriske jeg ofte syner nogenlunde stabilt, og det, man vil kalde centrallyrisk, men ved nærmere eftersyn aldrig er helt fast. Jeg-labiliteten åbner for en deltagelse. Som Ørntofts jeg bliver vi i digtene slaver af vores omverdens blik (Ørntoft 2014, s. 28). Den situation, man deltager i, bliver dermed Ørntofts forelagte samtidsapokalypse, den samtid, vi alle risikerer, hvis vi ikke handler nu.

Couldry, Nick: ”Mediatization or mediation? Alternative understandings of the emergent space of digital storytelling”, New Media Society 10.3, 2008, s. 373-391.

Dalgaard, Daniel: Vi er ikke konger, Samleren / Rosinante, 2013.

Frederiksen, Mons Bissenbakker: ”Styr dine følelser. En affektiv vending”, Varia nr. 9, 2012, s. 4-18. http://koensforskning.ku.dk/nyeudgivelser/varia/Iaffekt_-_Ny.pdf Hjarvard, Stig: En verden af medier. Medialiseringen af politik, sprog, religion og leg, Samfundslitteratur, 2008.

Gade, Rune: Kønnet i kroppen i kunsten, Informations Forlag, 2005.

Kjerkegaard, Stefan: “Knausgårds ansigt. Essay om etik og poesi i Min kamp” i Hans Kristian Rustad & Henning Howlid Wærp (red.): Fra Wergeland til Knausgård. Lesninger i nordisk litteratur, Oslo og Trondheim: Akademika forlag, 2014.

Knausgård, Karl Ove: Min kamp 1, Lindhardt og Ringhof, 2011 (2009).

Latour, Bruno: ”Why Has Critique Run out of Steam? From Matters of Fact to Matters of Concern”, Critical Inquiry 30, 2004, s. 225-248.

Latour, Bruno: ”Agency at the time of the Anthropocene”, New Literary History 45.1, 2014, s. 1-18.

Munk, Anne Myrup og Stefan Kjerkegaard: “Litterær selvfremstilling og autofiktion i en skandinavisk optik” i Mads Bunch (red.): Millenium.

Nye retninger i nordisk litteratur, Gentofte: Spring, 2013, s. 326-350.

Nordenhof, Asta Olivia: det nemme og det ensomme, Basilisk, 2013.

Ravn, Olga: ”Forord”, Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner og Hold kæft og vær smuk, Samleren / Rosinante, 2013.

Scherrebeck, Emil Eggert: ”Et ikon for en ny generation af digtere”, Information 30/5 2015. http://www.information.dk/534814 Skinnebach, Lars: Øvelser og rituelle tekster, Edition After Hand, 2011.

Smith, Amalie: I civil. Samling, Gyldendal, 2012.

Skyum-Nielsen, Rune: ”Det er som om jeg er født gammel”, Ud og Se, januar 2012.

Trilling, Lionel: Sincerity and Authenticity, London: Oxford University Press, 1972.

Tygstrup, Frederik: ”Affekt og rum”, Kultur & Klasse 116, 2013, s. 17-23 Ørntoft, Theis: Digte 2014, Gyldendal, 2014.

Note 1 Det holocæne: perioden fra sidste istid til vore dage

DANSK NOTER 17

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

Den sociale vending – litteratur, identitet og samfund Litteratur, identitet og samfund har altid været viklet ind i hinanden. Men hvordan spiller de sammen i den nyeste litteratur? Med begrebet Den sociale vending fokuserer denne artikel på, hvordan den nyeste litteratur tager afsæt i en fundamentalt anderledes opfattelse af, hvad ’identitet’ og ’samfund’ er, end det kendes fra tidligere tiders litteratur.

Når man betragter det nye årtusindes danske litteratur, er der mange forskellige tendenser på færde. De mere omtalte af slagsen handler bl.a. om hjemstavnslitteratur, krimibølgen, og ikke mindst tales der meget om dobbeltkontrakter eller autofiktion.

I bogen Den sociale vending. Dansk litteratur efter 2000 (2015) sætter jeg imidlertid fokus på en mere overset tendens, som jeg kalder ’Den sociale vending’.

Med Den sociale vending menes en litteratur, hvis hovedtema er identitet. ’Vending’ spiller på, at store dele af det nye årtusindes litteratur igen vender sig ud mod verden efter de minimalistiske og genreeksperimenterende kortformer, som dominerede store dele af 1990’ernes litteratur. ’Sociale’ spiller på, hvordan dele af litteraturen i det nye årtusinde forholder sig kritisk til konkurrence- og forbrugersamfundets nye identitetskrav.

Betegnelsen ’vending’ spiller imidlertid på et meget vigtigere forhold end det, at litteraturen vender sig udad mod verden. ’Vending’ markerer nemlig et perspektivskifte i den nyeste litteratur, som på kopernikansk vis smager lidt af en radikal omvæltning og netop derfor fortjener det lidt slidte prædikat ’vending’. Hvad denne radikale vending i nyeste litteratur nærmere omhandler, er det, jeg vil udfolde i denne artikel med udgangspunkt i et konkret tema fra bogen.

En ny social vending – litteraturens nye menneskeog samfundssyn I Den sociale vending. Dansk litteratur efter 2000, som både er en litteraturhistorie og en tekstantologi, argu-

18 DANSK NOTER

menterer jeg for, at den nyeste litteratur tager afsæt i en fundamentalt anderledes beskrivelse og opfattelse af, hvad ’identitet’ og ’samfund’ er, end det kendes fra tidligere tiders litteratur. Moderne litteratur som socialrealisme, psykologisk realisme og modernisme rummer en menneskeopfattelse, hvor individet er født med en indre og sand personlighed. Denne indre kerne bliver imidlertid undertrykt af det omkringliggende samfunds krav og normer. Således er det store tema fremmedgørelse over for frigørelse. Modsat moderne litteratur handler Den sociale vendings litteratur ikke så meget om ’hvem er jeg?’. Denne litteratur gør i stedet op med tanken om et ’sandt selv’. Identiteten er her ikke givet én gang for alle, men er formbar. Den sociale vending peger i stedet på, hvordan mennesket er indspundet i mange forskellige samfunds-stemmer eller sproglige, ideologiske felter. Og det er herigennem, identiteten formes.

Den sociale vending opfatter med andre ord idéen om en indre og sand personlighed som en illusion. Mennesket er formet af sproget.

Det betyder, at sproget ikke kun er et redskab, der formidler vores oplevelser af verden. Sproget er også med til at skabe vores opfattelse af verden og vores fornemmelse af identitet. Sproget strømmer igennem mennesket med mange forskellige krav, påbud og normer til følge, som vi kan hægte os fast i for at få identitet, men som ofte også kan være forvirrende (se nedenfor i analyserne).

Det betyder, at måden, man må arbejde med identitetsbegrebet på i forhold til den nyeste litteratur, har ændret sig. Det er ligeså vigtigt at undersøge de sprogli-

Af Jens Kramshøj Flinker, lektor i dansk og historie på Birkerød Gymnasium, HF og IB

ge og ideologiske felter, som litteraturens personer er en del af, frem for blot at kigge på personernes individuelle baggrund. Fremfor at spørge ’hvem er jeg?’ kan man spørge til, ’hvorfra kommer mit sprog?’ – det handler om at udvide det primære fokus fra det individuelle, psykologiske fokus til et fokus, som også medtænker den samfundsmæssige kontekst.

Den sociale vending i undervisningen Jeg vil i det følgende tage udgangspunkt i et konkret temaforløb, som er medtaget i bogen, og igennem to analysenedslag vise, hvordan man kan arbejde med Den sociale vending i danskundervisningen.

Temaet handler om ’Normalitet og afvigelse’. De litterære personer, som vi skal følge, kommer alle i berøring med arbejdspladsen eller forskellige velfærdsinstitutioner. Disse institutioner er repræsenteret ved forskellige ’normalitetsdommere’, som på den ene side vil opøve og optimere det ’gode liv’. Men på den anden side cirkulerer der i deres sprog en række krav og forventninger om bestemte måder, man skal leve sit liv på, hvis man vil være normal og ikke en afviger.

Ingen er urørlig i barndommens skolegård Over os hænger en vidunderlig sol (2014) af Majse AymoBoot er en kortroman om folkeskolen og om at navigere i denne socialitet mellem bekendtgørelseskrav, lærerforventninger og barndomsdrømme. Romanen er uden plot og udvikling, men afsøger i sproget det at være barn i dag. Jegfortælleren udtrykker sig således om sin skole-hverdag: Målet er, at vi elever bliver: interesserede, åbne, velfungerende, initiativrige, vidende, modne, nysgerrige, arbejdsivrige m.m. Det er ikke nødvendigt at ofre megen tid på en elev som mig. Jeg laver mine lektier og demonstrerer rimelig forståelse af stoffet, spændende fra den relevante detailiagttagelse til syntesen, og jeg kaster ikke med madpapir. Men jeg er mere en ballademager, som altid skal provokere og ikke kan sidde stille. [...] Jeg skal sige, at det er sjovt at gå i skole, men det er bedst for min troværdighed, hvis jeg også indrømmer at det nogle gange er kedeligt.

(Aymo-Boot 2014, s. 7) Når børn taler eller portrætteres i litteratur (børnelitteratur såvel som i voksenlitteratur), er fortællerens stemme ofte båret af en vis naivitet og underfundig

”Fremfor at spørge ’hvem er jeg?’ kan man spørge til, ’hvorfra kommer mit sprog?’ – det handler om at udvide det primære fokus fra det individuelle, psykologiske fokus til et fokus, som også medtænker den samfundsmæssige kontekst.

”

pudsighed. Det samme er ikke tilfældet her, idet barnet udviser en skærpet sensibilitet og selvbevidsthed i forhold til sin omverden. Der er tale om et flerstemmigt barne-jeg, som er reflekteret og voksenformuleret på en sitrende og villet måde. Det naive og dermed ’sunde’ barn, som endnu ikke er korrumperet af samfundet (moderne samfundslitteratur), er den litterære præmis, Aymo-Boot synes at gøre op med. Hos Aymo-Boot er identitet ikke udelukkende noget privat, men noget, der formes af de ideologiske sprogfællesskaber, vi indgår i – her skolen.

Som det fremgår af citatet, er fortællerens sprog på den ene side underlagt sociale spilleregler, som skal efterleves, hvis denne ikke vil ekskluderes. På den anden side taler folkeskolens bekendtgørelseskrav også igennem barne-jeget. Med ord som ”initiativrige”, ”nysgerrige” og ”arbejdsivrige” er vi vidner til en ny form for disciplinerings-krav, end det kendes fra tidligere.

Hvorfor skal man være arbejdsivrig? Romanen synes hermed at efterlyse ord som ’demokratisk dannelse’ og ’selvstændighed’ og udtrykker således en kritik af konkurrencesamfundet og af det, som eufemistisk kaldes for videnssamfundets folkeskole: Frikvartererne er vigtige for at jeg kan få noget luft til hjernen og være fysisk aktiv (bevæge mig, klatre, løbe osv.), for mange af os bevæger os alt for lidt og sidder og dovner den foran computeren i vores fritid i stedet for at gå til sport eller være ude og cykle.

(Aymo-Boot 2014, s. 9)

Her er det ikke bekendtgørelseskrav, som taler igennem eleven, men lærernes (forældrenes) formaninger.

DANSK NOTER 19

Hvad man imidlertid skal lægge mærke til, er, at det ikke handler om, at barnet gennem leg og fantasi skal udvikle sig. Der skal ilt til hjernen, så denne kan være klar til endnu mere læring. Hermed ser vi, hvordan et nyt biologisk menneskesyn har erstattet det freudianske menneskesyn, som var dominerende i velfærdssamfundets folkeskole. Folkeskolen er således stadig talerør for samfundets ideologier og dermed for et menneske- og dannelsessyn, som her opdrager eleven til at være ’arbejdssoldat’ for samfundet i den globale konkurrence, hvor viden handler om vækst.

De to citater illustrerer på glimrende vis det, jeg kalder Den sociale vending. Barne-jegets sprog er gennemstrømmet af flerstemmighed; her bekendtgørelseskrav, de voksnes krav og de andre børns krav. Barnet er således i dialog med eller formes i forholdet til den anden (de konkrete andre i feltet) og den Anden, dvs. det herskende sprog i feltet. Lærerne, eleverne samt sproget i folkeskole-feltet giver på den ene side barnet noget at identificere sig med – noget at stile efter – og dermed en fornemmelse af identitet (”arbejdsivrige”, ”luft til hjernen og være fysisk aktiv”). Men i sproget cirkulerer også altid en række krav, forventninger, begær, påbud og forbud, som man skal leve op til for at begå sig i et felt. Alle disse krav er aldrig eksplicit til stede i sproget, men er mere et blik eller et over-jeg, som altid synes at kræve noget af barnet: ’Du skal være kreativ og arbejdsivrig’; ’Du skal udvikle dit potentiale’. Og det er romanens styrke, at den lukker os ind i et barnesind af uoverskuelige stemmer, som opslidende vælter igennem fortælleren i én uendelig og altfortærende strøm af krav og forventninger. Fortælleren må således hele tiden holde sine sanser åbne for at navigere i disse og hermed fornemme sig frem i kriterierne for rigtigt og forkert, normalt og anormalt.

Det er oplagt at perspektivere romanen til Hans Scherfigs Det forsømte forår (1940) og Anders Bodelsens novelle ”Snyd” fra Rama Sama (1967), som eksempler på den sorte skole som angstens sted. Som illustration af 1970’ernes røde folkeskole kan man tillige perspektivere til Pia Juuls ”Agner” i novellesamlingen Dengang med hunden (2005). Hvad disse tekster undersøger, er, hvordan folkeskolen altid rummer en række forventninger og normalitetskrav. Men hermed cirkulerer også i sproget en afviger-afgrund, som eleverne for alt i verden aldrig må falde i – og dette identitetspres gælder også, til trods for at folkeskolens nøgleord i dag handler om ”kreativitet” og ”åbenhed”.

20 DANSK NOTER

Arbejdspladsen som felt – velkommen til konkurrencesamfundets arbejdsmarked Alexander Carneras roman Og skibet sejler (2012) er en arbejdspladsroman. Hovedpersonen Tom Singer er nyansat som jobanalytiker og HR-medarbejder i en forsikringsvirksomhed. Romanen omhandler det moderne arbejdsliv, med dets krav og new ageledelsesstil. Der er tale om en absurd-realistisk prosa, som minder om både Kafka og Seeberg. Og skibet sejler fremviser, hvordan et institutions-sprog i praksis er en tolkning af verden, der spærrer os inde i bestemte forestillinger og vaner. Et gennemgående krav i virksomheden handler ikke kun om at gøre sit arbejde, men mere om introspektion, dvs. evnen til at iagttage og mærke sit ”sande jeg” (s. 14). Virksomhedens sprog kan man kalde et ’spirituelt kapitalistisk nysprog’, hvor den enkelte medarbejders ’kerne’ bør udvikles til gavn for virksomhedens succes og økonomi. Ikke et nysprog som i George Orwells 1984, hvis gloseforråd bliver mindre og mindre; tværtimod er der tale om et ekspanderende nonsenssprog: Her på stedet har vi en vision og den har du ikke rigtigt fået med. Jeg plejer at sige at vi bygger flyvende maskiner der kredser oven over vores hoveder. Det er vores himmelvæsner, stenflytterne, dem som lokker os til fadet, dem som får os til at indtage ny jord, indhegne denne jord, opdyrke den med vores sæd. Vi bliver målt på denne nye jord, forstår du det? Jorden, forstået i overført betydning, det er ikke videnskab, men det er et billede og det har sin berettigelse. Du skal ikke spørge de ansatte om hvad de har lavet. Du skal lyse og se efter deres synlige eller usynlige fortrængninger, forbavselsens smil, en pludselig opdagelse, et lys i pavillonen; du skal se efter hvad vi kan gøre, er du med? Du skal se hvad der kommer, hvilket lys der bølger i vinden, hvordan vi vågner op.

(Carnera 2012, s. 23) På det moderne arbejdsmarked skal man således ’vågne op’, befri sig fra ”fortrængninger” med henblik på selvudvikling, spontanitet, kreativitet og frigørelse af sit skjulte potentiale. Derfor bliver Tom bestandigt pålagt udviklingssamtaler, motivations-kurser og meditation for i den rette ånd at forbedre sig. Selvudvikling og kravet om aldrig at ’gå i stå’ er det usynlige begær, som cirkulerer i det spirituelle, kapitalistiske nysprog. Følelsen af tomhed og meningsløshed melder sig i Tom, idet han overbelastes af dette begær – og det ikke bare på

Space Behind Time (Version I), 2012 fabric, photocopy, mounted on wooden board 159 x 224 cm

DANSK NOTER 21

Melting 1, 2012 mixed media 43,5 x 59 cm

”Med andre ord: Sproget splitter os ad, fordi sproget altid, når det peger på et idealbillede (selvudvikling), samtidig frisætter en identitets-kategori (vaner, stilstand), vi ikke må identificere os med.

”

arbejdspladsen, men også i sit parforhold, i sin fritid, og når han er med sin søn i fodboldklubben. Tom beher-

22 DANSK NOTER

sker på ingen måde sine tanker, handlinger og sprog, men er i stedet prisgivet et væld af samfunds-stemmer, som kværner løs på én og samme tid, alt imens han bliver mere og mere forvirret. For hvornår har man udviklet sig nok, hvornår har man forbedret sig nok?

Den sociale vendings litteratur – et kritisk sprog, et kritisk potentiale Som det fremgår af det ovenstående, formes de fiktive personers identitet af de felter, som de dagligt er i berøring med. Der er tale om en intersubjektiv identitet, hvor personerne altid påvirkes af de konkrete andre (den anden) og sproget (den Anden) i feltet. Helt banalt kan man eksempelvis sige, at vi aldrig køber et par bukser eller ytrer os om noget, uden at vi ubevidst spejler os i eller medtænker, hvordan de andre vil reagere positivt og anerkendende på vores handlinger.

Og netop når vi identificerer os med den anden, i et positivt selvbillede, gør vi det for at tilfredsstille

den Anden, det sproglige over-jegs mange krav og forventninger, som cirkulerer i feltet.

Når man arbejder med Den sociale vendings litteratur og dermed identitetsbegrebet, skal man altså være opmærksom på, hvad sproget gør ved de fiktive personer. Når kravet om introspektion eksempelvis gennemsyrer arbejdspladsen, gemmer der sig under det præsente sprog usynlige regler og krav om ’aldrig at gå i stå’, ’altid at udleve sit potentiale lidt bedre’. Sproget indstifter en lov eller et overjeg, man må adlyde for at begå sig i feltet, idet denne kan reagere med straf: ’du er ikke god nok’; ’du er ikke normal nok’. Med andre ord: Sproget splitter os ad, fordi sproget altid, når det peger på et idealbillede (selvudvikling), samtidig frisætter en identitets-kategori (vaner, stilstand), vi ikke må identificere os med.

Splittelsen peger på, at de fiktive personer altid vil have en rest eller en afstand mellem deres samfundsskabte identitet og deres selvopfattelse. Det er derfor, de føler sig skyldige og angste, der er noget, de ikke gør godt nok. Denne pointe betyder netop, at de som subjekter ikke blot er sprog, sådan som vi kender det fra socialkonstruktivismens identitetsopfattelse1. Hvis vi som mennesker blot fyldes op med sprog, vil vi vel gnidningsfrit overtage de identiteter, der følger med.

Men hvor kommer så angsten og skylden fra? Hvordan kan man overhovedet bedrive litterær samfundskritik, hvis vi blot overtager de socialt-medierede roller? Der må med andre ord være en lille ”rest” i subjektet, der undslipper den intersubjektive og sociale identitetsdannelse. Denne ’rest’ kaldes i den Žižekianske ideologi- og identitetsopfattelse også det ”reelle” (Flinker 2013, s.

43-56). Det reelle er navnet på det i subjektet, der er uden for sproget, det, der ”modsætter sig symbolisering” (Žižek 1989, s. 213). Det betyder, at de fiktive subjekter aldrig kan blive hele, og det er derfor, at de spiller med, selv om de ikke har lyst. De gør det, alle de andre gør i feltet, for at blive accepteret og ikke være afvigere – for at få en fornemmelse af identitet. Det er denne uerkendte relation til samfundet, dvs. hvorfor de handler (eller undlader at handle), taler og tænker, som de gør, der er analysens fokus. Og er det ikke præcis den eksistentielle situation, vores elever og kursister møder hver dag, når de kommer i berøring med uddannelsesinstitutionerne som felt?

Som det fremgår, ansporer Den sociale vendings litteratur ikke læseren til at tage stilling til bestemte politiske udsagn eller løsningsmodeller. Men ved at vise

os sprækkerne, bagsiden i det herskende ideologiske sprog (her i to forskellige felter), tages kritisk stilling til, hvordan det senmoderne forbruger- og konkurrencesamfund, med ord som ’frihed’, ’kreativitet’ og ’selvrealisering’, sætter identiteter under pres. Hermed giver litteraturen os også et kritisk mod-sprog, der tegner en samfundskritik og dermed konturerne af en alternativ samfundsform og nye værdier.

Litteraturliste Aymo-Boot, Majse: Over os hænger en vidunderlig sol, Gyldendal, 2014.

Carnera, Alexander: Og skibet sejler. Forlaget Spring, 2012.

Flinker, Jens Kramshøj: Litteratur i 00’erne – en ny ideologikritik. Forlaget Spring, 2013.

Flinker, Jens Kramshøj: Den sociale vending. Litteratur efter 2000. Det ny Forlag, 2015.

Flinker, Jens Kramshøj: “Opbrud i menneskebilledet: fra biomagt til molekylær biomagt – nedslag i dansk afviger-litteratur“ i Spring, nr.

36, 2014.

Nexø, Tue Andersen: “Vidnesbyrd fra velfærdsstaten“ i Kritik, nr. 191, 2009. Žižek, Slavoj: Ideologiens sublime objekt (1989). Samlerens bogklub, 2008.

Noter 1 Et eksempel på en socialkonstruktivisme i dansk litteraturvidenskab ses fx i Peter Stein Larsens begreb om ”interaktionslyrik”. Herom skriver Stein Larsen, at ”stemmen i interaktionslyrikken er påvirket af en række sociale kontekster, og det flerstemmige eller ”dialogiske” markerer sig ved, at den poetiske diskurs i sig har optaget en række andre diskurser. In: Larsen, Peter Stein: Drømme og dialoger – To poetiske traditioner omkring 2000. Syddansk Universitetsforlag, 2009, s. 465. I Stein Larsens imponerende bog om bl.a. interaktionslyrik fremgår det, at han i denne sammenhæng opererer med en socialkonstruktivistisk identitetsopfattelse, men han kan ikke fra dette ståsted uddrage en litterær samfundskritik, dvs. hvad betyder denne interaktion for det lyriske jeg – hvilket han i sine mange formalistiske digtanalyser heller ikke gør.

DANSK NOTER 23

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

Svensk i hovedet, hudfarvet på huden Queerteoretikeren Sara Ahmeds begreber om hvidhedens fænomenologi og hegemoni kan åbne et hvidt Skandinaviens øjne for, hvordan ikke-hvide forfattere bliver modtaget som de eksotiske fremmede.

”I’ll be your mirror Reflect what you are, in case you don’t know” (The Velvet Underground, 1967) Racialisering og strukturel racisme i litteraturkritikken er de senere år blevet diskuteret i den svenske offentlighed. I Danmark fik vi lejlighed til at diskutere hvidhed og repræsentation i 2006, da Maja Lee Langvad debuterede med Find Holger Danske, men ingen talte, så vidt jeg ved, om hvidhed dengang. Ingen brugte vist netop dét ord. Det gør vi så nu, hvor også flere poetiske værker, der arbejder med hvidhed og racialisering, udkommer. Blandt dem Athena Farrokhzads digtsuite, Vitsvit, der udkom i Sverige i 2013 og på dansk i 2014.

Athena Farrokhzad er også kritiker, og det var som bekendt hendes anmeldelse af digtsamlingen Yahya Hassan i Aftonbladet i januar 2014,1 der blev startskuddet på hvidhedsdebatten i Danmark. Det var også den anmeldelse, der fik Lars Bukdahl til at opfinde udtrykket ”svensk i hovedet”2 og koble det til en form for selvcensur.

Man kan spørge om, hvorfor der skulle en svensk kritiker til for at starte den debat? Og man kan gå bagom spørgsmålet og samtidig spørge: Hvilke teorier ligger til grund for at diskutere hvidhed og repræsentation i litteraturen?

Et meget enkelt svar på det første spørgsmål kunne være, at den danske kritikerstand er hvid. Vi har med andre ord ikke en eneste ikke-hvid anmelder herhjemme. En ikke-hvid erfaring er ikke repræsenteret i den danske dagbladskritik. Et andet svar kunne være, at den engelsk-australske feminist og teoretiker Sara Ahmed ikke for alvor er blevet introduceret i Danmark, ligesom hun er det i Sverige. Sara Ahmeds akademiske arbejder omhandler feministisk teori, queer, teori og postkoloniale studier. Her vil jeg nøjes med at se på Sara Ahmeds

24 DANSK NOTER

begreber ’hvidhedens fænomenologi’ og ’hvidhedens hegemoni’. Sara Ahmed skriver om den hvides usynlige privilegier, og om hvordan man som ikke-hvid i en hvid verden træder frem på en hvid baggrund. Ahmeds artikel A Phenomenology of Whiteness fra 2007 blev i 2010 oversat til svensk, og her introduceredes Ahmed med følgende redaktionelle bemærkning: Ved at tilføre den traditionelle fænomenologi Frantz Fanons tanker om racificering og sin egen erfaring med at være en ikke-hvid krop i en hvid verden kommer Sara Ahmed med nyskabende teori. Hendes ”hvidhedens fænomenologi” bliver et redskab til at analysere den hvide baggrunds tilstedeværelse.

(Tidskrift för Genusvetenskap nr 1-2 2010, s. 49, min oversættelse) I ovenstående hæfter jeg mig ved et ord som ”krop”.

Der kunne have stået ”menneske” eller ”samfundsborger” eller noget helt tredje, men ordet ”krop” understreger, at erfaringen er en rent fysisk erfaring. Med en ikke-hvid krop i et overvejende hvidt Skandinavien fx, træder man frem og bliver synlig. Når majoriteten udgøres af hvide kroppe, bliver den hvide farve neutral.

Den hvide hudfarve behøver man slet ikke at nævne, mens den farvede krop bemærkes og langt oftere italesættes som netop farvet. Et ord som ”hudfarvet” afspejler det, Ahmed kalder ’hvidhedens hegemoni’, og det ord optræder i det første digt i Julie Steen-Knudsens digtsamling Atlanterhavet vokser: I lyset fra skrivebordslampen som er mere gult end dagslyset ser huden på min hånd grønlig ud, og rødlig, med et gyldent skær.

Hvid er den ikke.

Af Kamilla Löfström, litteraturanmelder på Information, ekstern lektor på Institut for Kunst og Kultur, Københavns Universitet Amager.

Væggen er hvid.

De brugte papirlommetørklæder og de ubetalte regninger er hvide.

Min hånd har en anden farve. Farven har et navn.

Jeg lærte det da jeg var lille. Jeg brugte det i børnehaven, i fritidsordningen, når jeg skulle have fat i tussen med den ubestemmelige lyserøde nuance for at tegne en kødfuld arm eller et ansigt: Jeg skal bruge den hudfarvede.

Den tus kunne ikke bruges til andet.

(Steen-Knudsen 2013, s. 7) Jeget i digtet aflæser objekterne, der optræder i nærheden af jeget som skrivende. Også sin egen hånd. På den måde begynder Atlanterhavet vokser med at pege på, hvorfra den skrivende skriver. På samme måde kan læseren spørge sig selv: Hvad er mit eget ’herfra’? Hvor taler jeg fra? Eller værket kan være et spejl for læseren, så denne bliver i stand til at se sin egen hudfarve og position.

Sara Ahmed påpeger ligesom Julie Steen-Knudsen vigtigheden af at tale om positioner og repræsentation i ”Vithetens fenomenologi” og bruger endda ligeledes skrivebordet som billede på et individs ’herfra’. Hos Ahmed viser det sig gennem en beskrivelse af filosoffen Husserl ved skrivebordet: Ved at aflæse de objekter, der optræder i Husserls situation som skrivende, får man en følelse af, at det at orientere sig mod visse ting og ikke andre hænger sammen med en mere generel orientering i forholdet til verden. Hvad du orienterer dig mod, er ikke tilfældigt: Det faktum, at Husserl sidder vendt mod skrivebordet, er betegnende for hans arbejde. Så Husserls blik falder måske på papiret, der ligger på bordet, hvis han sidder ved bordet, skrivebordet, og ikke et andet slags bord, som et køkkenbord. Sådanne andre slags borde ville måske ikke være ”rigtige” former for borde at skrive filosofi ved.

(Ahmed 2010, s. 52, min oversættelse) Så hvilken type bord sad de danske anmeldere hver

især ved, da de fx anmeldte Yahya Hassan (2013)?

Hvad var deres ’herfra’, kunne man også spørge. Og herefter: Så de også på sig selv, da de anmeldte digtsamlingen? Eller så de blot ”den eksotiske anden”, den nye stemme i dansk poesi? Den vrede, unge mand fra ghettoen?

I den feministiske litteraturkritik fra 1970’erne og 1980’erne, hvor alle disse spørgsmål om køn, klasse og etnicitet også blev diskuteret – især i USA – talte amerikanske Kristina Straub om at se dobbelt.3 Hun mente, at fordi det kritiske blik traditionelt set har været en mands, så ville den kvindelige kritiker, når hun trådte ind i mændenes klub, helt automatisk ikke kun kaste et kritisk blik på det værk, hun skrev om, men også på sig selv, fordi hun skilte sig ud fra mængden.

Kristina Straubs begreb ”at se dobbelt” er en anden synsmetafor – ud over spejlet – som er brugbart i læsningen for at blive bevidst om ens egen position.

For kort sagt kan alle uanset biologisk køn selvfølgelig lære at se dobbelt.

Har forfatteren farve?

Svenske Karl Jonas Elton Enström har givet eksempler på en række svenske anmelderes ’herfra’. Enström har set nærmere på fire svenske debutanters værker, nemlig Jonas Hassen Khemiris, Alejandro Leiva Wengers, Marjaneh Bakhtiaris og Sami Saids. Både Khemiri og Bakhtiari er oversat til dansk. Enström har fokus på de fire debutværkers paratekster og epitekster, dvs. forlagets præsentation af forfatteren som debutant, bøgernes omslag, deres bagsidetekster og anmeldelserne af værkerne. Enström skriver indledningsvist: I det svenske litterære landskab i dag kan man se flere postkoloniale træk. Tegn på racificering inden for litteraturen gøres der rede for i Nilssons studie,4 hvor der stilles krav om autenticitet til forfattere fra forstaden eller ghettoen. Hvad Nilsson mener, er, at når en forfatter bryder med den norm, som eksisterer inden for det svenske litterære landskab (hvid, mandlig, middelklasse); så forventer anmelderne, at de har fået en dannelsesroman i hænderne. Dette er en magtproces, som rent litteraturhistorisk gentager sig. Så inden ”indvandrerlitteraturen”

DANSK NOTER 25

Moment In Time 4, 2012 photocopy, hand died fabric, wood, canvas 124 x 102 x 6,5 cm

26 DANSK NOTER

Moment In Time 5, 2012 photocopy, hand died fabric, wood, canvas 124 x 102 x 6,5 cm

DANSK NOTER 27

,handlede det om ”kvindelitteratur” eller ”arbejderlitteratur”. Der eksisterer et krav om eller en forventning om en biografisk forankring i litteraturen, og at værket er en selvoplevet rapport fra forstaden.

(Enström 2014, s. 9, min oversættelse) De fire bøgers forsider indeholder alle elementer af eksotiske krummelurer og ornamentering og/eller beton.

Men Enström mener ikke, at det er grund nok til at tale om en egentlig racifisering. Han skriver dog: En mulig spekulativ tolkning er, at forlagene benytter forfatterens ikke-hvidhed og migrantbaggrund, når de udstyrer og præsenterer debutantens værk og bidrager til dannelsen af en slags genre eller litterært felt: ’indvandrerlitteratur’.

(Enström 2014, s. 16-17, min oversættelse) I den sammenhæng er det interessant at se på Athena Farrokhzads Vitsvit, der jo er udkommet en del år senere end de fire bøger, Enström har undersøgt lanceringen og modtagelsen af. Vitsvits omslag er et spejl, en slags ikke-forside, kunne man kalde den. Den signalerer ikke ”indvandrerlitteratur”, den fortæller ikke noget om forfatteren. Når læseren tager bogen i hænderne og kigger på den, ser han eller hun sig selv. Når læseren åbner bogen og begynder at læse, er det linjer som disse, han eller hun møder: ”Min far sagde: Hvis far er det du skildrer Min mor sagde: Hvis mor er det du skildrer Min bror sagde: Hvis bror er det der hentydes til” (Farrokhzad 2014, s. 21) Her spiller digteren selvbevidst på forventningen om, at en forfatter med migrantbaggrund sandsynligvis vil blive læst selvbiografisk.

At familiemedlemmerne i Vitsvit imidlertid ikke kan være Athena Farrokhzads egne familiemedlemmer, bliver efterhånden tydeligt. Dels er de fremstillet stærkt stereotypt: Moren er martyr, faren drømmer om revolutionen i hjemlandet, mormoren står i køkkenet ved gryderne, broren er computernørd, og dels taler de som Ekelöf, Södergran, Beyoncé, Lady Gaga, Paul Celan, Karl Marx, Bibelen, Nelly Sachs osv. Suiten er organiseret som en families citatmosaik med indlederne ”Min

28 DANSK NOTER

mor sagde/Min far sagde/Min bror sagde osv., men neden under citaterne findes altså endnu et lag af kilder, der viser hen til en mere almen erfaring.

Går vi tilbage til Enströms studie, ser vi, at de paratekster og epitekster, der knytter sig til de fire debutanters værker, afspejler hvidhedens hegemoni – med andre ord, at normen er svensk as we know it, alt andet forekommer eksotisk. Enström udpeger bl.a. anmeldernes brug af metaforer som udtryk for eksotisme. ”Indvandrerlitteraturen” beskrives i en anmeldelse af Wengers Till vår ära fra 2001 som vildt utæmmelig gennem vækstmetaforer: Alejandro Leiva Wengers debutnoveller ligner ikke noget andet. Her bryder sproget frem i stadigt nye knopskydninger. Aldrig tidligere kortlagt pidginsprog blandes med videnskabeligt svensk i høj stil, ungdomsjargon og fortællende prosa. Og ikke kun sproget vokser […]

(Enström 2014, s. 14, min oversættelse) Enström medregner desuden de anekdoter, der opstår omkring tilblivelsen af en bog, til paratekster og henviser til en historie om, at Bonnier skulle have foreslået et billede af et iturevet svensk flag som forside til Wengers debutnoveller. Eksemplet kan sammenlignes med historien om, at digtsamlingen Yahya Hassan på et tidspunkt i udgivelsesprocessen hed Ghettodigte. Hvorvidt det var redaktøren eller digteren, der kom på den idé, er i denne sammenhæng ligegyldigt. Det sigende er, at ideen overhovedet opstod.

Lad os dykke ned i Enströms nærlæsninger af de svenske anmeldelser af bl.a. Khemiris Et øje rødt og Bakhtiaris Kald det hvad fanden du vil. Her ser Enström på tre gennemgående størrelser, nemlig 1. ”den Anden”, 2. litterær placering/kategorisering og 3. sprog. I anmeldelserne af Khemiris Et øje rødt finder man eksplicitte autenticitetskrav fra anmeldernes side. Khemiri beskrives som en ny stemme; en anmelder glæder sig over, at ”de unge andengenerationsindvandrere” ikke længere kun rapper og laver film, men nu altså også skriver skønlitteratur. Sproget i romanen karakteriseres som ”frejdigt rinkebysvensk” – en betegnelse, der kan sammenlignes med ”perkerdansk”. Aftonbladets Ragnar Ströberg foretager en direkte kobling mellem forfatterens private holdninger og værkets hovedperson. Således vurderer han ikke bare værkets æstetiske kvaliteter, men giver også en etisk vurdering af karakte-

ren Halims antisemitisme, som han mener en forlagsredaktør burde have rådet den debuterende forfatter fra at fremføre.

I anmeldelserne af Bakhtiaris Kald det hvad fanden du vil ser man et eksempel på kategorisering, idet den ene ”indvandrerforfatter” bliver sammenlignet med den anden. Dette er baseret på en ikke-hvid samhørighed frem for på litterære ligheder. Bakhtiari bliver i Aftonbladet Khemiris kvindelige modstykke, ligesom Athena Farrokhzad blev den politisk korrekte Yahya Hassan i Danmark – uanset at den ene digter har iransk baggrund og den anden er statsløs palæstinenser.

Man kan, som Enström gør det, sammenligne modtagelsen af forfattere med indvandrerbaggrund i Skandinavien, med dengang arbejderne begyndte at skrive litteratur og kategoriseringen hed ”arbejderlitteratur”.

Eller med dengang kvinderne begyndte at skrive og deres værker blev placeret i kategorien ”kvindelitteratur”.

Litteratur Ahmed, Sara: ”Vithetens fenomenologi”, Tidskrift för Genusvetenskap nr. 1-2, 2010, http://ojs.ub.gu.se/ojs/index.php/tgv/article/view/778

De nye defineres ud fra de forfattere, man hidtil har set udgive litteratur. Den mandlige veluddannede/intellektuelle er den neutrale, som man ikke hæfter hverken klasse eller køn på. Når man sætter hhv. ”arbejder”, ”kvinde” eller ”indvandrer” foran ”litteratur”, opretholder man de eksisterende magtforhold.

Det er oplagt at lave en tilsvarende undersøgelse af paratekster og epitekster knyttet til ikke-hvide forfatteres værker i Danmark. Formålet med en sådan kritisk granskning skal ikke være at stemple enkeltpersoner som racister – det er der ingen, der bliver klogere af – men det kunne være interessant at se nærmere på de strukturelle forhold, der er så indarbejdede i vores sprog, at vi knap lægger mærke til dem. Man kunne gå til materialet med den samme sproglige sensibilitet, som de gode digtere besidder. Altså begynde normkritikken i sproget og gøre det usynlige synligt. For litteraturen siger: Jeg kan være dit spejl.

Supplerende litteratur om postkoloniale studier, racialisering og køn Aidt, Naja, Knutzon, Line, og Moestrup, Mette: Frit flet. Fællesbogen, Gyldendal, 2014

Oversat fra engelsk til svensk efter A Phenomenology of Whiteness fra

Danbolt, Mathias: http://mathiasdanbolt.com/

2007

Myong, Lene: ”Værdien af et vidnesbyrd”, Modkraft, 5. feb. 2014 http://

Bakhtiaris, Marjaneh: Kald det hvad fanden du vil, Charlottenlund, 2005.

modkraft.dk/artikel/v-rdien-af-et-vidnesbyrd

Oversat fra svensk til dansk af Lise Skafte Jensen efter Kalla det vad fan du vill, 2005 Enström, Karl Jonas Elton: Har författeren färg? - en studie av förlags och recensenters framställning av fyra svenska författarskap ur ett postkolonialt perspektiv, 2014, http://www.uppsatser.se/uppsats/af101b1a0d/ Farrokhzad, Athena: Vitsvit, Gyldendal, 2014. Oversat fra svensk til dansk af Liv Sejrbo Lidegaard og Kamilla Löfström efter Vitsvit, 2013 Farrokhzad, Athena: ”Hans raseri hyllas av danska rasister”, Aftonbladet, 22.1.2014 Hassan, Yahya: Yahya Hassan, Gyldendal, 2013 Khemiri, Jonas Hassen: Et øje rødt, Gyldendal, 2004. Oversat fra svensk

Noter 1 ”Hans raseri hyllas av danska rasister”, Aftonbladet, 22.1.2014 http:// www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.ab 2 Bukdahls Facebookprofil, 22.1.2014 3 “Women, Gender and Criticism”, Literary Criticism and Theory. The Greeks to the Present, Robert con Davis & Laurie Finke (red.), 1989 4 ”Nilssons studie”, som Enström refererer til, er Magnus Nilsson: Den föreställda mångkulturen: klass och etnicitet i svensk samtidsprosa, Hedemora: Gidlund, 2010

til dansk af Benni Bødker efter Ett öga rött, 2003 Langvad, Maja Lee: Find Holger Danske, Borgen, 2006 Steen-Knudsen, Julie: Atlanterhavet vokser, Gyldendal, 2013 Straub, Kristina: “Women, Gender and Criticism”, Literary Criticism and Theory. The Greeks to the Present, Robert con Davis & Laurie Finke (red.), 1989 The Velvet Underground: ”I’ll be your mirror” The Velvet Underground & Nico, 1967

DANSK NOTER 29

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

De seneste fem års litteratur – og den medialiserede katastrofebevidsthed Den nyeste tids litteratur er et skatkammer, men det kan være svært at vælge mellem de mange spændende værker. Endnu vanskeligere er det måske at se fællestræk. Et bud kunne dog være, at litteraturen vender sig mod verden, fx hos Theis Ørntoft, der lægger stemme til en medialiseret katastrofebevidsthed, mange sikkert kan nikke genkendende til.

I år får vi igen nye elever ind i gymnasieskolen. Nogle af dem er født i år 2000. De gik i vuggestue, da flyene fløj ind i World Trade Center, og er vokset op som digitalt indfødte medieforbrugere i en globaliseret verden.

Måske findes der en række kulturelle og samtidshistoriske begivenheder, der er med til at definere en generation og dens selvforståelse. Som midaldrende dansklærer (f. 1973) er jeg selv for ung til at have oplevet såvel mordet på Kennedy som månelandingen. Min egen gymnasietid var præget af begejstring over murens fald, og da jeg var ved at være færdig på universitetet, var vi alle smertelig bevidste om, at vi aldrig ville glemme datoen 11. september. Mine nye elever kan måske huske Utøya-tragedien fra sommeren 2011 og helt sikkert februar-angrebet på Krudttønden og Synagogen i København 2015.

På samme måde findes der en række tekster, der ender med at stå som emblemer på deres tid. Formentlig kender mine nye elever til Yahya Hassans tekster og medieoptræden. Men hvad kendetegner bredt de seneste fem års litteratur, og kan vi allerede nu spotte tekster og tendenser, der får varig betydning?

Kan man se klart, når man står tæt på?

Da vi i den daværende danskredaktion på Systime i foråret 2013 satte os for at lave Fem års litteratur 20102014,1 var det med en blanding af begejstring og bæven, vi gik til opgaven. Vi var begejstrede, fordi der i disse år udkommer en masse spændende litteratur, der peger i mange forskellige retninger. Men ikke mindst fordi litteraturundervisningen for alvor giver mening, når man sammen med eleverne udforsker den helt nye litteratur.

Her er tilgangen ofte analytisk, før den er historisk. Her

30 DANSK NOTER

er nysgerrigheden ofte stor, for er der mon en særlig stemme, der kendetegner vor tids litteratur, og er der særlige temaer, der fylder netop nu? Ofte skaber ny litteratur stærke reaktioner blandt eleverne – på godt og på ondt. Måske kan de kende sig selv – måske føler de sig ramt at et særligt voldsomt sprogbrug, eller har mest lyst til at forbigå tabuiserede emner i andægtig tavshed?

Det kan give anledning til fantastiske diskussioner om litteraturens rolle og om sprogets magt. Undervisning

”Undervisning i den nyeste tids litteratur er en fælles opdagelsesrejse

”

i den nyeste tids litteratur er en fælles opdagelsesrejse, der ikke mindst bliver interessant, når man møder spændende, provokerende og nytænkende tekster.

Men det var også med en vis bæven, at vi bladrede gennem stakken af nyudgivelser fra 2010-2014, for det kan som bekendt være svært at se klart, når man står helt tæt på. Domineres litteraturen fx af yngre kvindelige forfattere, der insisterer på et kedsommeligt krops- og kønsfokus og lider af en sygelig piget selvoptagethed, som litteraturforskeren Mette Høeg hævdede i Weekendavisen i forsommeren 2015?2 Hvor meget fylder autofiktionen i vor tids litteratur? Skrives der stadig realistisk om velfærdsdanmark, familieliv og udkantsforhold? Findes den historiske roman? Og hvor er lyrikken på vej hen? Spørgsmålene er som bekendt mange, og svarene sikkert endnu flere.

Af Peter Jensen, lektor i dansk og historie på Egå Gymnasium. Medforfatter til Livsværk – det selvbiografiske i ny dansk litteratur (2008) og den nyudgivne antologi Fem års litteratur 2010-2014 (2015).

Litteraturen vender sig mod verden Vores ønske var at finde fem-seks gode tekster fra hvert af de fem år, som efter vores overbevisning kunne vise bredden i den nyeste danske litteratur. Antologien skulle helst indeholde såvel debutanter som etablerede navne og lyrik såvel som prosa.

I en elevhenvendt indledning har vi forsøgt at pege på nogle tendenser i de fem års litteratur. En række tekster tematiserer i et nyt og ofte meget direkte sprog køn, krop og seksualitet. Måske flyder det endda med kropsvæsker! Det gælder forfattere som Mette Moestrup og Bjørn Rasmussen. Andre tekster giver autofiktionen nyt liv og nye former. Det gælder naturligvis Karl Ove Knausgård og Yahya Hassan, men fx også Hassan Preisler. Stedet fylder i litteraturforskningen i disse år, og det

giver nye interessante perspektiver på gode tekster om provinsen af fx Josefine Klougart eller Erling Jepsen. I det hele taget trives forskelige former af realismen fint, selvom der også udgives mange værker, der er præget af fiktionalisering, ironi og genreeksperimenter, der gør op med vante forestillinger om en ren realisme. Og så er der en række vrede stemmer, der performativt og med kraft vender sig mod verdens problemer.

Flere og flere værker fra de seneste fem års litteratur vender sig mod verden. Virkelige personer optræder i de mange forskellige autofiktioner, ligesom virkelige steder fungerer som væsentlige rum, der ikke bare er baggrund for handlingen. Diskursive kampe om fx køn og etnicitet, der fylder meget i debatten, får tilsvarende sin plads i litteraturen.

forfatterweb

Besøg forfatterweb.dk døgnet rundt

Annonce DBC

Yahya Hassan

Lone Aburas

Kim Leine

Gå på opdagelse i 1000 portrætter af danske og udenlandske forfattere. Mød de nye talenter, de populære læsermagneter og de stærke klassikere.

Et tilbud fra bibliotek og skole

Forfatterweb er et tilbud fra bibliotek og skole.

Forfatterweb udgives af DBC i samarbejde med iBureauet/Dagbladet Information.

DANSK NOTER 31

”Problemerne er rykket tæt tider”, der er præget af en Katastrofen på gennem medialiseringen, potentiel apokalypse. GenKatastrofen er et klassisk litnem medierne bombardeterært tema, der også optræder men løsningerne ligger ikke lige for res vi ikke kun med terror, i vores tid. En temalæsning katastrofer og følelser af kan begynde i det helt nære ubehag, men også med en kynisk viden om klodens med Christel Wiinblads ubehagelige incesttekst Prolog problemer. ”Jeg analyserer samfundene med min kriti(2011). Hvordan er sprog og fortællestil med til at forske bevidsthed / jeg betragter verden / med mit skarpe midle overgrebets katastrofale konsekvenser? En anden blik / men jeg tror ikke at bevidsthed og blik / er godt type katastrofe var terrorangrebet i Oslo og på Utøya, for noget som helst, siger jeg / ud gennem munden der dramatisk rystede den skandinaviske selvforståelse. på min krop/”. (Ørntoft 2014, s. 22). Med analytisk Dette behandles litterært af den danske dramatiker klarhed konstateres det selvfølgeligt og med sproglig Christian Lollike i Manifest 2083 (2012) og af den norelegance, at selv det hyperrefleksive menneske bor i ske humorminimalist Erlend Loe i FVONK (2011). Her en krop. Flere af digtene skildrer således en paranoid bliver det oplagt sammen med eleverne at diskutere, dobbeltfigur af nærhed og distance. Interessant er den hvilken funktion litteratur, der bygger på virkelige belidt kølige tone, der fint suppleres med originale billedgivenheder, har – og hvilke etiske dilemmaer sådanne dannelser. Digtene tiltaler originalt en ny erfaring af at fortællinger og teaterstykker åbner op for. Endelig kan vokse op i et globaliseret og medialiseret samfund. man læse Peter Adolphsens postapokalyptiske science Hos Ørntoft skabes på baggrund af en medialiseret fiction-roman År 9 efter Loopet (2013), der tegner et abkatastrofebevidsthed et nyt lyrisk sprog, der låner dele surd fremtidsbillede af vores civilisation i opløsning, og af sit ordforråd fra de store naturvidenskabelige abstrakdermed også diagnosticerer sygdomstegn i vor tid. Måter: ”måske er jeg her stadig når solen står op/ som en ske får man lyst til at arbejde videre med postapokalyprulletekst over mine private koordinater /min bredtiske forestillinger i Hollywoodfilm eller i computerspil, degrad, min længdegrad, min ryggrad / helt, sikkert, ligesom man kan inddrage Lars von Triers Melancholia måske.” (Ørntoft 2014, s. 23). Interessant er naturligvis, (2011). Men gå ikke glip af Theis Ørntofts fantastiske hvordan solopgangen sammenlignes med rulletekdigtsamling Digte 2014 (2014). Ørntoft tematiserer sterne fra en film og dermed med et erfaringsområde, katastrofen i et originalt lyrisk sprog, der gør ham til en der måske ligger tættere på vores medialiserede hveraf sin generations stærkeste digtere. dag. Læg derudover mærke til, hvordan Ørntoft i sin billeddannelse lader begyndelse og afslutning mødes, Digte 2014 – civilisationskritisk lyrik til tiden? ligesom kroppen og kloden forenes i samme billede. De Så hvordan lyder en litterær generation? Hvilke dele af store globale orienteringspunkter individualiseres og menneskelivet tematiseres særligt, og hvad kendetegner kropsliggøres. netop deres litterære stemme? Theis Ørntoft (f.1984) er en blandt flere yngre digtere, der er braget igennem de Helt, sikkert, måske. seneste år. I Fem års litteratur 2010-2014 har han bl.a.

Det lyriske jeg i Digte 2014 er præget af dets erfaringer selskab af Yahya Hassan (f.1995), Casper Eric (f.1987) som medieforbruger. Der sættes ord og stemninger på og Lea Løppenthin (f.1987). Digte 2014 er Theis de frustrationer, man kan mærke som borger i et risikoØrntofts anden digtsamling. Selvbevidst og enkelt er samfund, hvor vi er smerteligt bevidste om de selvskabsamlingen blot navngivet med udgivelsesåret – akkurat te problemer, der ustandselig fylder vores bevidsthed. som store danske digtsamlinger af Oehlenschläger og Problemerne er rykket tæt på gennem medialiseringen, Johannes V. Jensen. men løsningerne ligger ikke lige for – og det efterlader Samlingen stiller store eksistentielle og civilisationsos ofte alene med en følelse af afmagt og meningsløskritiske spørgsmål, men set fra hverdagens helt nære hed. perspektiv. Det politiske er ikke en ydre og eksplicit I digtene sammenflettes eksistentielle overvejelser størrelse, der kun angår fællesskabet og samfundet, med tv-serier og breaking news. Man kan med et nyere men i den grad også en indre eksistentiel tvivl, for teoretisk begreb hævde, at jeget lever i en tidalder, hvor hvordan skal man leve med vor tids viden om alle der fiktionaliseres som aldrig før (Jacobsen m.fl. 2013).3 hånde katastrofer? Digtene tematiserer ”forvirrede

”

32 DANSK NOTER

Teksten i midten

Foto: Tor Birk Trads

Dennis Gade Kofod Dennis Gade Kofod (f. 1976) stammer fra Bornholm. Han er uddannet fra Forfatterskolen 2004, og er nu efter nogle år i København bosat på Bornholm. Med romanen Brøndtjætten, 2006 kom han til at indtage en særstilling fordi bornholmsk folketro spiller så stærkt med i bogen. Også i senere værker spiller en bornholmsk motivverden med, i skiftende belysninger. Det er da også ganske karakteristisk at han med initiativet Jakob Hansens litteraturfestival udfordrer moderne forfattere til at skrive nutidigt om en bornholmsk motivverden. I romanen Nancy, som udkommer til efteråret, spiller det bornholmske igen med.

Vi bringer et uddrag fra den.

Nancy er en roman om Bornholm og Udkantsdanmark, natur og klima.

I en nær fremtid bestemmer de underjordiske sig for at tage Bornholm tilbage. De har fået nok af menneskene og deres misbrug af øen.

Romanen følger den vordende mønsterbryder Nancy og hendes kamp for at slippe både den sociale arv og øens undergang.

DANSK NOTER 33

SLUT

Med mukkerten i hånden og en summen i øret fra hulrummet under høreværnet gisper Nancy ved siden af kirkens enorme messingklokke.

Efter alle de trapper med mælkesyren rasende i musklerne.

Efter turen gennem de døde byer.

Små perler af sved på babyhuden under øjet.

Skoven der har ædt sig ind på øen. Kæmpen der rejste sig ud af ingenting, den skrigende lyd af træ mod træ.

Endnu kan hun høre dem alle sammen.

Hun kunne have været rejst, flygtet, men det gjorde hun ikke. Når man pludselig har erkendelsen af at kunne gøre en forskel, kan man ikke slippe den igen. Det er blivende, som alle andre indsigter i en selv; den du er, den du bliver til.

Omkring sig har Nancy øen; alle nordkystens bakkede marker. Kornet, der nu, åh, ej skal høstes.

Gårde uden mennesker, nedlagte landsteder; drømmen om et sted i skovbrynet. Fejslagen homøopati og mæslingeepidemier. Hist hvor vejen slår en bugt lå der en kommuneskole, et forsamlingshus, et børnecirkus, en idrætsforening.

Lå.

Fortiden er ar i landskabet.

Alle de døde hippier og landmænd og borgerklassens fruer og deres svinekotellet-tykke mænd i praktiske firhjulstrækkere, alle er de væk nu. De manglende lyde af mennesker. Husdyr, der så går frit omkring; redebyggende grise, græssende køer i grøfter og på engen, flaksende høns og vilde, vilde mink.

Frisk luft fra havet iblandet røg fra uddøende brande her og der.

Vi mennesker smitter af på hinanden, på huden en klat af noget, der så synker ind, bliver en del af det der allerede var. *** Kirkens tag er af træ. Tårnet af kampesten, i naturens farver, selve skibet er hvidmalet; skyggen bygningen kaster ud over den gamle kirkegård.

En raslen fra våben og rustninger.

Småfugle og insekter.

Lidt derfra rider en deling underjordiske af sted.

De har vundet krigen. Hårde benede røve på ryggen af trebenede heste. En vild vrikken fra side til side.

Nej, der var ingen, der nåede at indse, at de stod

34 DANSK NOTER

bag: Skiftingen i kommunalbestyrelsen og drabet på borgmesteren. Og tågen. Tågen, der bar øboerne væk til ingenting.

Ikke engang en død fik de.

Nancy ser delingen ride væk fra kirken. De råber og skriger og svinger med ølkrus på hesteryggen. Der er ikke flere flygtninge, ikke flere at slagte, alle er slået ned med undtagelse af de to.

Hvad skal der ske med hende hvis ikke han er der, hvis hun er det sidste menneske. *** Poolen i plænen foran præstegården. Vandet er ikke længere rent. En and driver omkring i det, svømmer omkring i sit eget spejlbillede og spejlbilledet af himlen over den, som et lille rundt maleri, der forestiller et lille rundt maleri.

Anden dykker og vandet kruser og himlen gør det sammen.

Delingen af underjordiske er væk nu. Hvor blev de af. Hun burde kunne se dem, derfra hvor hun står.

Så højt hævet over alting. Den måde alt kan forsvinde på; af og til uden at efterlade sig et mærke.

Du er kvinden, du er den ene af de to udvalgte: Det er Nancy blevet fortalt. Det lader til at være sandt. Hun er alene i klokketårnet.

Nancy husker den lille pige, babyen, hun bar på, tænderne der stak så voldsomt ud af gummerne.

Tanken om, hvad der er sket med hende, med hendes familie. Følelsen af den lille krop, vægten, på armen, er en del af Nancy, nu. Det kan de ikke tage fra hende. Hvad mere kan de egentlig tage fra hende, de underjordiske.

Moren. Kvinden der blev trampet ihjel. Albert og TT. Alting var så tydeligt. Så mange undergange der har været før denne. Igen og igen den samme reaktion: Vi kan ikke tro det, at det er det der sker, at det er os der uddør. *** Nancy ser ud over havet. Kirken ligger højest på hele øen.

Hun ser vandet, der kaster lyset af sig i små dansende kugler. Et lille fyrværkeri til ære for hendes

undergang. En kutter der driver langsomt helt inde under kysten. En anden der allerede hviler på klipperne under vandspejlet.

Og så lige uden for kysten ligger tågen. Skvulpende og mægtig. Svag pålandsvind og dovne små bølger.

Det at se på dem giver dem lyd under høreværnet.

Hele sit liv har hun levet tæt på havet. Som næsten alle andre på øen. Så en militærhelikopter, der flyver ind over land. Nancy kaster mukkerten fra sig og vifter med armene ud af lugen ved klokken, men den forsvinder hurtigt ned langs kysten.

Alt er gået så stærkt. Selv om hun ikke forstår hvorfor alt er gået under, virker det forståeligt.

Det kunne vel ikke gå anderledes.

Nu er øen ikke længere en del af resten af verden.

Måske den aldrig bliver det igen.

Det finder hun snart ud af.

I Kluden svæver, sådan ser det ud. Hænderne er hvide af vand og sæbe.

Nancy bruger ikke gummihandsker.

Hun er allergisk overfor latex. Meget andet også.

Hun kan lide lugten af sæben. Hun kan lide de streger af fugt kluden hiver efter sig over overfladerne.

Nu er det snart slut.

Det gør hende glad. Hun skal hjem og læse. Værelset er tomt. Et pornoblad ligger åbent på sengen.

Computeren er tændt og browseren slået op på den ene nyhedsside for øen. Den ene tvangsauktion efter den anden. De stakkels mennesker, hvorfor er deres navne vigtige. Nancy synes ham der har siden er et svin.

Nancy har aldrig mødt ham.

Hun tænker han må være et lille menneske.

Ikke fysisk. Snarere fed og gusten.

Kluden er gul.

Hud. På gulvet står der en ti femten tomme mælkekatoner.

Hendes dansklærer siger at den eneste måde at skrive godt på er at interessere sig for det man skriver om. At elske det, ligefrem. Nancy husker, at hun rødmede da han sagde det. Den tykke streg under elske.

Han skrev det på tavlen. I skal kende det I skriver om.

Læs teksten. Elsk teksten. Igen, det at elske.

Nancy smider mælkekartonerne i en sæk, selv om hun egentlig ikke må. Beboerne skal selv rydde op. Det er ikke et plejehjem.

Et botilbud for dem der ikke magter deres eget liv. Pornokongens søn iblandt andre. Han har boet her længe. Nancy har været sammen med TrænerThomas for længe.

Nu skal det være slut.

Hun tørrer gulvet af for indtørret mælk.

Hun sprøjter glasrens på vinduerne. En hinde over verden fuld af sprøde bobler, så lyset igennem det helt rene glas. Pletterne på kitlen.

For foden af bakken. Lige uden for bygrænsen.

Albert har påtalt det, at også det nye plejehjem ligger uden for bygrænsen. Sådan et samfund er vi blevet. Ud af byen med de tossede og de gamle.

Der mangler kun en fattiggård.

Det eneste der ligger længere ude er forbrændingen.

Fra det åbne vindue bag hende blæser det ind.

Gulvet er hurtigt klaret. Det tørrer med det samme.

På græsplænen uden for hiver en solsort en orm op ad jorden. Alt er endnu nyt. Alle gevæksterne så små.

Under solen i skyggen fra bakken og forbrændingens store bygninger. Den smukke, smukke slanke skorsten. Alt det der kan laves af beton. Det blivende i det vi gør, når vi bygger. Nancy pudser flere vinduer. I går skrev hun en stil om modernismen. I dag afleverer hun den. Hun tænker at stilen for hende er noget blivende. Det hun ved nu, hun ikke vidste før. Hun kan ikke lide Tom Kristensen.

Træner-Thomas som en af hans figurer. Det statiske i det at hærge sig selv.

Nancy tænker på døden.

Så låser hun døren efter sig og går over til hovedbygningen. *** Det spøger. Det snakker de om. Nancy tænker på, hvordan det kan spøge i et byggeri så nyt.

Hvordan.

Sådan er det bare, siger lederen. Han kan mærke det, siger han og klør sig i skægget.

De drikker kaffe og spiser sammen med de beboere der har lyst. Ursula og Kaffemanden sidder

DANSK NOTER 35

ved samme bord. De snakker. Bag stemmerne kører radioen. De forhandler om at bevare slagteriet. Borgmesteren har fod på det. De er ved at nå til enighed.

Alle de arbejdspladser. Samfundslæreren har sagt at det er middelklassen der ikke vil omstille sig. Ingen vil slippe trygheden i det de kender. Nancy kan godt lide borgmesteren. Hun synes også hun er køn. Men mest af alt kan hun lide hendes stemme. Den selvsikkerhed der ligger i den. Det bliver godt vejr de næste mange dage.

Ursula hoster.

Asta kommer ud fra sit værelse.

Kaffemanden smiler til hende. Han er ung og køn.

De kunne blive kærester en dag. Asta og Kaffemanden.

Det er allerede sket et par gange, at beboerne har fundet sammen. Det lader til at have en helbredende effekt på dem. Åh, kærlighed, hvad vil du mig, tænker Nancy.

Stampe-Ole stamper på værelset. Nu sparker han til døren. De tier alle sammen. Så stopper han. Det er som det skal være.

Næsten alle beboerne har en eller anden grad af skizofreni. Alle undtagen Tisse-Tossen. Han er bare bange.

De bruger selvfølgelig kun øgenavnene når de har fri, når de ikke er på bostedet: Når de fester og griner og danser.

Lederen spørger om de da ikke kan mærke det.

Spøgelserne. Han peger på et vindue. I går stod han der og mærkede et spøgelse. Han er sikker på, at det var en kvinde. På græsset ser Nancy en dværg. Det må det være. I næste nu er han væk. Hun drømmer af og til om dværge der kan magi. Dem de kalder de underjordiske. Nisser og bakkepuslinge. Hendes mor har fortalt hende at hendes mormor troede på dem.

Hun satte mad frem til dem, når morfaren ikke så det.

Når han var faldet om af druk. Sov i køkkenet eller på gulvet i stuen.

36 DANSK NOTER

Og i køkkenet er der også et. Det er en mand fra krigen, der var fanget af tyskerne.

Det er derfor alt går i stykker hele tiden.

Den nye blender.

Fire værelser endnu. Så har Nancy ferie.

Hun har ikke sagt op endnu.

Hun er bange.

Hun ved hun flytter.

Hun ved, hun skal noget andet når hun afslutter HF.

Aktiv læsning i alle fag Udgivelserne optimerer elevers og kursisters forståelse af det faglige stof og sikrer dem et større udbytte af undervisningen. Læreren får enkle og præcise redskaber til at arbejde med faglig læsning.

Fag og læsning er opgave- og praksisbaseret og kan bruges direkte i den daglige undervisning. Udgivelsen kombinerer teori og praksis og bygger på den nyeste forskning inden for området.

Fag og læsning giver redskaber til faglig læsning i bl.a. dansk, engelsk, historie, samfundsfag, teknologihistorie, matematik, fysik, biologi, kemi, afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi.

Fag og læsning fås i fire forskellige versioner – målrettet hhv. stx, hf, hhx og htx.

Udgivet af Dansklærerforeningens Forlag/Systime Margrethe Mørch (red.)

Fla

tra

Fag og læsning indeholder:

Få adg a f fla aget ng ti tra s iB l al l te. sys øger ® e tim e.d k

te

Elevøvelser | videoklip | primærtekster | illustrationer | materialet som eBog

stx

iBog®

iBog®

fl-stx.systime.dk

fl-hhx.systime.dk

Licenspriser fra kr. 20,-

Licenspriser fra kr. 20,-

Fag: dansk, engelsk, 2. fremmedsprog, matematik, historie, samfundsfag, fysik, biologi og kemi.

Fag: dansk, engelsk, 2. fremmedsprog, matematik, samtidshistorie, samfundsfag, afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi.

Bog 206 sider | Kr. 138,-

hf

iBog®

iBog®

fl-hf.systime.dk

fl-htx.systime.dk

Licenspriser fra kr. 20,-

Licenspriser fra kr. 20,-

Fag: dansk, engelsk, 2. fremmedsprog, matematik, fysik, den natur videnskabelige faggruppe og kultur- og samfundsfaggruppen.

Fag: dansk, engelsk, kommunikation/it, matematik, samfundsfag, teknologi, teknologihistorie, fysik, biologi og kemi.

Bog 168 sider | Kr. 138,-

Se priser og licenser på shop.systime.dk Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

hhx

Bog 232 sider | Kr. 138,-

htx

Bog 223 sider | Kr. 138,-

This Deep In Fall, Still Not A Butterfly, 2008 250 x 170 cm

38 DANSK NOTER

”Selv ikke i vores melankolske erkendelse af verdens sande tilstand er vi i stand til ægte at deltage

”

Teorien om fiktionalitet understreger, at vi ikke kun bør se på fakta- og fiktionskoder i et genreperspektiv, men i stedet bør opfatte det at fiktionalisere som en kommunikativ eller retorisk strategi. Hvis fiktionalisering er en modus, som vi kan finde overalt fra politiske taler til Facebookopdateringer, bliver det også en væsentlig del af det blik, vi kaster på verden. Fiktionaliserede tekster handler ikke om verden, som den er, men som den kunne være. I modsætning til løgnen, der ikke vil afsløres, hævder fiktionaliserede tekster ikke, at de er sande.

Hvordan kan en sådan medieerfaring mon komme til udtryk i et digterisk sprog?

Digtet ”Lad os sige, partipolitik endnu er en realitet” er én lang tankestrøm, men falder i tre afsnit, der alle begynder med en hypotetisk antagelse. I digtets første del præsenteres dette potentielt fiktionaliserede rum gennem en trefoldig anafor: ”Lad os sige, partipolitik endnu er en realitet / Lad os sige, gråvejret er nærmere gult / Lad os sige det er eftermiddag / med en tro på realiteter.” (Ørntoft 2014, s. 29). Verden er ikke, som den bør være. Det er ikke kun i det politiske landskab, det kan være svært at kende forskel på farverne, selv gråvejret har fået en sygelig misfarvning. I dette rum, hvor man næsten ikke længere kan tro på det reelle, ligger det lyriske jeg på paradoksal vis iblandt realiteterne og ser tv-serien Game of Thrones. Vi følger i en dramatisk nutid, hvordan seriens helt får hugget hovedet af, eller som det lyriske jeg udbryder rystet og forarget: ”han får simpelthen choppet bollen af” (Ørntoft 2014, s. 29). Oplevelsen af meningsløshed og uretfærdighed i serieuniverset starter herefter en typisk Ørntoftsk tankestrøm, der sidestiller den uretfærdige hændelse i tv-serien med en eksistentiel, retorisk undren: ”hvorfor skal vi mennesker dø?” (Ørntoft 2014, s. 29). Herfra forvandles det lyriske rum gennem en vidunderlig opremsning: ”jeg ligger og hører hip hop / i radioen, i parken, i Mælkevejen.” (Ørntoft 2014, s. 29). I et nærmest idyllisk billede forenes det lokale, gennem legende børn i parken, med det universelle. Vi er i Mælkevejen, og solen beskrives som ”den nærmeste stjerne”. Men dette billede må også afvises kontant af det lyriske jeg,

der ikke forstår, hvordan man kan sætte børn i verden i dette årtusinde. Fra dette punkt introduceres i digtets tredje del et nyt ”vi”. Jeget er til fest med en kvinde, de trækker væk fra musikken og ud på altanen for at snakke og puste ”røg ud over stjernehimlen” (Ørntoft 2014, s. 29). I en klassisk melankolsk modernistisk scene udsættes kosmos for menneskelig forurening, mens der filosoferes over verdens meningsløshed: ”planterigets triumf bliver total, siger jeg / og lader som det er noget / jeg har fundet på” (Ørntoft 2014, s. 29). Læg mærke til, at det tvetydige, ironiske og fiktionaliserede også rammer det lyriske jeg selv – og ja, det er ikke Theis Ørntoft, men franskmanden Michel Houllebecq, der er ophavsmand til denne dystopiske replik. Sætningen afslutter hans roman Kortet og landskabet (2010, dansk 2012). Selv ikke i vores melankolske erkendelse af verdens sande tilstand er vi i stand til ægte at deltage, synes at være digtets afsluttende salut. Ørntoft har med digterkollegaen Lars Skinnebach musikduoen Klimakrisen. Sammen udfolder de en civilisationskritik af en verden på randen af sammenbrud.

Skinnebach har udtalt, at kunst, der ikke spejler katastrofen, ikke er vigtig. Hvor Skinnebach, der er kendt for sine disharmoniske, skrigende oplæsninger, sine steder gør poetisk vold på sproget og avantgardistisk skriver sig henimod et egentligt modsprog, fastholder Ørntoft i Digte 2014 en humor, rytme og musikalitet, der måske peger på et lille håb.

Det glæder jeg mig til at diskutere med mine nye elever.

Litteratur Andreassen, Brian; Kennebo, Peter og Jensen, Peter: Fem års litteratur 2010-2014, Systime/Dansklærerforeningens Forlag, 2015 Høeg, Mette: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”, Weekendavisen, 08-05-2015 Jacobsen, Louise Brix, Stefan Kjerkegaard, Carsten Stage, Camilla Møhring Reestorff, Henrik Skov Nielsen & Rikke Andersen Kraglund: Fiktionalitet, Samfundslitteratur, 2013 Ørntoft, Theis: Digte 2014, Gyldendal, 2014 Noter 1 Andreassen, Brian; Kennebo, Peter og Jensen, Peter: Fem års litteratur 2010-2014, Systime/Dansklærerforeningens Forlag, 2015 2 Høeg, Mette: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”, Weekendavisen 08-05-2015

DANSK NOTER 39

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

Økopoetiske tendenser i dansk samtidspoesi I denne artikel introducerer Elisabeth Friis til det i udlandet betydelige felt økopoetik, men peger også på hvordan økopoetikken viser sig i danske samtidsforfatterskaber.

Den såkaldte økokritik eller Ecocriticism, der siden begyndelsen af 1990’erne for alvor har konsolideret sig i det litteratur- og kulturvidenskabelige felt, har endnu ikke sat så mange aflæggere udenfor de engelssprogede kredsløb1 – og det er muligvis fordi den især har beskæftiget sig med repræsentationer af naturen i angelsaksisk litteratur fra romantikken og frem. Den simple definition på økokritik er Cheryll Glotfeltys ”the study of the relationship between literature and the physical environment” [1996: xviii]. Men trods den åbne formulering har økokritikken også haft en tendens til at oppebære en ganske konservativ kulturpessimisme: Økokritikken har haft en ”tilbage-til-naturen-agtig slagside”, idet enhver form for ”kultivering” er blevet anskuet som en altovervejende destruktiv kraft.

Men økokritik kan også være andet end undersøgelser af romantikkens (naive) naturlængsel. Timothy Morton udsendte i 2007 en bog med den umiddelbart provokerende titel: Ecology without Nature. Rethinking Environmental Aesthetics, og hovedargumentet heri er at selve vores begreb om ”Naturen” som en modsætning til ”Kulturen” faktisk forhindrer os i at tænke økologisk. ”Naturen” er ofte begrebsliggjort som et ”udenfor” – som noget man fx. ”går ud i”. Og alene den rumlige placering af naturen som et ”udenfor” er fremmedgørende. Morton foreslår at vi dropper begrebet ”Natur”

”Morton foreslår at vi dropper begrebet Natur og erstatter det med

”

begrebet Miljø

40 DANSK NOTER

og erstatter det med begrebet ”Miljø” [environment] – idet det er umuligt at forestille sig mennesket som et ”udenfor” i forhold til det miljø det findes i. Mortons formulering af menneske-natur-relationen er således at vi befinder os i et “mesh” – mennesket og naturen er viklet ind i et fælles garn – vi er ”masket sammen” som i et strikketøj, hvilket er hans billede på det forhold at mennesket hverken står overfor naturen eller på en eller anden måde bebor naturen: Mennesket kan derimod beskrives som en uudviklelig, uudredelig del af naturens garn, hvilket har følgende fordel: Hvis man betragter naturen som “et garn”, så kan naturen følgelig hverken betragtes som menneskets “modstander” (for hvordan kan der være modstandere i et garn?) eller for den sags skyld betragtes som menneskets romantiske “hjem” (for hvordan skulle man fx kunne “komme hjem til” et garn som man altid allerede er viklet ind i?). Økokritiske læsninger er ikke et tidsbundet fænomen – naturen er en semiotisk kategori, og forholdet til den har således også altid arbejdet i poesien. Men mit fokus her vil være hvordan økokritik eller måske bedre: økopoetik2 i praksis ser ud og kan se ud i den globale opvarmnings samtid i udvalgte eksempler fra dansk samtidsdigtning. Og så vidt jeg kan se, findes der i hovedsagen to forskellige måder hvorpå den skandinaviske samtidsdigtning kan siges at svare klimakrisen. Der er dog ikke tale om at tendenserne kan bestemmes som tilhørende to forskellige forfatterskabstyper – der er rettere tale om to forskellige økopoetiske strategier som meget vel kan trives indenfor det samme forfatterskab.

Dystopisk, advarende økopoetisk digtning I den første kan man konstatere en direkte, konfrontatorisk, pessimistisk, kritisk (og i visse tilfælde måske lidt pegefingeragtig) måde at forholde sig til miljøkri-

Af Elisabeth Friis, docent og lektor, Lunds Universitet. Redaktør af tidsskriftet KRITIK.

Ring Of Silence, 2011 collage, framed 70 x 50 cm

sen og den globale opvarmning på. Her møder vi en række digtbøger som direkte og med klart dystopiske undertoner – lige ud adresserer miljøkrisen, den globale opvarmning og dens årsager.

Ursula Andkjær Olsen var tidligt ude med Atlas over huller i verden (2003), idet de huller som titlen taler om,

netop også er huller i ozonlaget, hvortil kommer at digtsamlingen har et bærende syndflodsmotiv, vandet stiger simpelthen og oversømmer jorden, der refereres flere gange til Noah, og digtsamlingen udtrykker sig også, hvad man vist må kalde meget direkte, om den globale opvarmning.

DANSK NOTER 41

Jeg glæder mig til den dag hvor vi bliver oversvømmet af global opvarmning og vi bliver forvandlet til bådflygtninge.

Nej, hør?

Det vil lære os. (140) Et andet centralt værk indenfor den dystopiske og advarende økopoetiske digtning er den danske digter Lars Skinnebachs Øvelser og rituelle tekster fra 2011. Digtsamlingen er et forsøg på at besværge den globale opvarmning via en rituel skriftpraksis, men er også et opråb til folket om at handle før det er for sent.

I foråret 2014 udkom Theis Ørntofts meget roste og fejrede Digte 2014 som i lighed med Skinnebachs bog er voldsomt dystopisk og fuld af en paralyserende kvalme over den herskende vækstideologis konsekvenser.

Den anti-antropocentriske vending Den anden økopoetiske strategi som lader sig spore i den danske samtidsdigtning, opererer, modsat den dystopisk/didaktiske tendens’ direkte og tydelige henvisninger til den globale opvarmning, langt mere diskret. Lidt bredt kunne man kalde denne tendens den anti-antropocentriske vending.

Man har i de senere år talt om at vi er trådt ind i en ny geologisk epoke som man polemisk har døbt den antropocæne.3 Planeten har ændret sig så meget siden industrialiseringen at mennesket, antropos, er blevet den planetbestemmende faktor. For første gang i 4,6 mia. år er der én art på Jorden som ikke bare øver en vis indflydelse på økologiske systemer, atmosfæren, havet og så videre, men som er selve dén dominerende kraft bag de forandringer som Jorden undergår. Og eftersom mennesket i forvejen har en historisk stærk tilbøjelighed til at betragte sig selv som universets centrum, en tilbøjelighed til at agere antropocentrisk ved at gøre sig selv til altings målestok, så går det ikke så rasende godt med vores forvaltning af rollen som dén planetbestemmende faktor.

Men der findes også en modvægt til den herskende antropocentrisme – eller en modstrøm – i form af en række anti-antropocentriske bevægelser i filosofien og i de humanistisk baserede teoridannelser generelt. I den fornyelse af økokritikken som repræsenteres af føromtalte Timothy Morton og ikke mindst også indenfor den deleuziansk-inspirerede, posthumanistiske (og gan-

42 DANSK NOTER

ske ofte feministiske) teori og filosofi som vi finder den hos fx. Rosi Braidotti og Elizabeth Grosz.4 Fælles for denne filosofisk-teoretiske strømning i humanvidenskaberne er at de stiller spørgsmålstegn ved lige præcis menneskets privilegerede stilling indenfor de humanistiske fag. De peger på at der er kontinuitet mellem mennesket og alle andre levende organismer, og at det ikke nytter noget at vi ikke integrerer denne viden i vores måde at tænke verden på.

Kritik af antropocentrismen er ikke ny At kritisere det antropocentriske udgangspunkts blinde punkter er der for så vidt ikke noget nyt i. Den italienske filosof Giambattista Vico skriver i Den ny videnskab, § 120 at det er et uvidende menneske der gør sig selv til altings mål. Men det betyder ikke at vi har taget Vicos kritik af antropocentrismen eller for den sags skyld Darwins holistiske udpegning5 af at forskellen mellem mennesket og andre levende organismer er en gradsforskel og ikke en væsensforskel, til følge i dybden. I Derridas sidste bog: Det dyr, som jeg altså er [L’Animal que donc je suis: 2006] minder Derrida os om at Freud skriver sådan her i Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse kapitel 18, min oversættelse: I århundredernes løb er menneskets naive kærlighed til sig selv blevet ramt af to store slag fra videnskabernes side. Det første faldt da de fandt ud af at jorden ikke var centrum i universet, men bare et lillebitte fragment af et kosmisk system, hvis udstrækning man knap er i stand til at forestille sig. For os hænger dette sammen med navnet Kopernikus, endskønt noget lignende allerede var blevet hævdet af den alexandrinske videnskab. Det andet slag faldt da den biologiske forskning ødelagde menneskets formodet priviligerede plads i skabelsen og førte bevis for dets afstamning fra dyreriget og dets dybt rodfæstede dyriske natur. Denne omvurdering er, af Darwin, Wallace og deres efterfølgere, blevet gennemført i vor egen tid, men ikke uden at være blevet mødt med den voldsomst tænkelige modstand. Men menneskets storhedsvanvid er nu, af vor samtids psykologiske forskning, blevet ramt af det tredje og allermest sårende slag, idet denne over for egoet søger at bevise at det ikke engang er herre i eget hus, men må stille sig tilfreds med sparsomme informationer om hvad der ubevidst foregår i dets egen bevidsthed.

Freud opregner her, i 1916, tre historiske slag i ansigtet

på menneskets egomane tilbøjeligheder. Kopernikus’, Darwins og i al beskedenhed sit eget – psykoanalysens.

Men som Derrida skriver i 2006, 90 år senere, så har det slag i ansigtet på menneskets antropocentrisme som Darwin repræsenterer, i grel kontrast til Freuds psykoanalyse, ikke medført nogen videre forandring af filosofiens og humanvidenskabernes udgangspunkt. Og det har Derrida ikke uret i. Men vi kan også konstatere at disse forandringer dels synes at være kommet i gang i humanvidenskaberne [jf. fx. Braidotti/Grosz], dels viser sig som anti-antropocentriske strategier i dansk samtidsdigtning.

Det lyriske jeg i et kultur-natur-kontinuum En anti-antropocentrisk strategi kunne fx være at skrive det lyriske jeg ind i et kultur-natur, kontinuum hvor der ikke er væsensforskel på mennesket og naturen. Lea Løppenthins digtsamling fra 2014: Nervernes adresse undersøger hvordan kroppen bebor verden. Kroppen er nervernes adresse som verden sender signaler til/ påvirker via sanseapparatet – som en slags usynlige tråde der går fra omverdenen og ind i kroppen. Det kan være sollyset, men det kan også være andre kroppe der er kilden til disse stimuli som giver en nervøs respons i jeghuset.

Løppenthin tematiserer netop at grænsen mellem jeget og omgivelserne ikke er absolut, men en sanselig overgang: Verden er foldet ind i jeget som jeget er foldet ind i verden: her sætter alle mulige informationer sig fast ligesom tæger i kroppens hjørner armhulerne knæhaserne skridtet det sympatiske ved tæger er, at de ikke genkender privatsfæren som grænse de ved kroppen er et landskab det er det jeg hele tiden glemmer mine ben indeholder deres tidligere længder men rynkerne på en globus betyder bjerge jeg finder ud af, at det er muligt at læne sig op ad en hæk min ryg er for bred til, at jeg synker igennem.

(Løppenthin 2014, s. 18) De organiske og uorganiske former blandes sammen – et kort har hjørner, en globus er rund – længde og breddegrader er en meget menneskelig opmåling, og tægerne er nok ligeglade med den. Til gengæld er krop-

pen deres ”landskab”, deres omgivelser, deres omverden. Andre samtidsdigtere arbejder i samme retning.

De oplagte eksempler er Asta Olivia Nordenhof, Morten Chemnitz og Liv Sejrbo Lidegaard.

Men for nu at understrege at de to tendenser jeg beskriver, ikke er gensidigt udelukkende, så udgav Ursula Andkjær Olsen i 2006 en anden bog, skrevet i en overraskende hymnisk endskønt som altid dialektisksammensat tone.

Skønheden hænger på træerne handler om længsel og kærlighed, og bogens bærende, indfoldende, kontinuitetsbetonende billeddannelse er at det lyriske jeg bliver til et træ eller et æble – hvilket må siges at være forbundne kar.

Jegtræet beskrives i første omgang som isoleret, det har givet afkald på socialiteten, og sammenligner sig med en gren som er skåret af: Jeg giver afkald på jeres tvivlsomme selskab.

Jeg vil stå som en bar gren.

I vasen. (27) Og lidt efter møder vi et tilsvarende billede: Mine grene er helt stive. Jeg har nok beskåret dem lidt for hårdt. (44) Det kolde jegtræ (jf. ”mine grene er blevet helt stive”) begynder dog med tiden at nå frem til en erkendelse af at varmetab er nødvendig for blomstring (46): Det er ikke et forsvar for mig men for de nødvendige tab af varmen. Som skal til for at bladene kommer igen.

DANSK NOTER 43

”Anti-antropocentriske strategier har ikke som mål

”

at vi skal tilbage til naturen

Kærligheden rammer nemlig dette jegtræ: ”jeg er kommet derhen / hvor jeg elsker ting jeg ikke har tillid til (49) og jegtræet blomstrer og bærer frugt – og da det endelig lukker du’et ind, udvider mennesket-som-natur og natursammenligningerne sig og knopskyder frem som billeder på kærlighedsmødet. Her nogle få eksempler: I det første er der vist tale om en slags græs- og bregne-erotik: Græsarter.

Hvor det græssede sammen.

Ja. Det er den forbindelse det hele bygger på.

Grønnere og rødmende.

Hvor man fattede det.

Ja. Hvor det kildede.

Det bregner og bregner vi kunne hænge på bregnerne. Parvis.

I fingre i arm i arm. (62-3) Eller her hvor jeget bliver natur, idet hun meget humoristisk og virkelig frækt indtager elementernes position (87): Du får mig sådan til at lyne.

Og jeg ved ikke hvor skyerne begynder og hvor bjergene holder op. Du får mig sådan til at lyne.

Træbillederne fortsætter med ret euforiske beskrivelser af æbler, selvom vi havner i følgende indsigt:

44 DANSK NOTER

Jeg er ikke et æble det er der jeg har taget fejl Denne indsigt følges dog af dette mere opmuntrende udsagn: Man må også sige tingene som man ville ønske de var (160).

Og et andet sted i digtsamlingen står der simpelthen, hvilket i den grad er en positiv naturidentifikation: ”Det ikke er mig der er udenfor pædagogisk rækkevidde / men æblerne”. (135) Ursula Andkjær Olsens humoristiske naturkærlighedsdigtsamling Skønheden hænger på træerne er – som jeg har skitseret konturerne af – stærkt naturmimetisk i sin billeddannelse når den fremstiller overskridelsen af første person singularis. Den siger: SE HER. Vi er også natur. Og det understreges af at fænomenet kærlighed som bekendt, i lighed med æblerne, er uden for pædagogisk rækkevidde.

Anti-antropocentrisme og global opvarmning Man kan med rimelighed spørge til hvorvidt aktiveringen af den her form for anti-antropocentriske strategier overhovedet har noget med en reaktion på den globale opvarmning at gøre. Men det kan ikke være urimeligt at hævde at vores massive udnyttelse af jordens ressourcer ikke blot har medført enorme fremskridt for menneskeheden, men også har bevirket at vores forhold til ”naturen” overordnet set må bestemmes som diskontinuert og instrumentaliseret, hvilket ikke er befordrende for den helt nødvendige forstærkning af den økologiske bevidsthed der skal til hvis den globale opvarmning skal bremses. Hvad poesien (hvis den vil svare tiden på tidens betingelser) fx kan gøre ved dét, er at fremskrive den kontinuitet som vi har skubbet fra os, idet den kan gøre kontinuiteten sanselig, hvormed en erfaring af at mennesket og naturen ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forlængelser, faktisk realiseres. Anti-antropocentriske strategier har ikke som mål at vi skal ”tilbage til naturen”. De handler om at tænke og sanseliggøre verden som et kontinuum, et økosystem, hvori samtlige dele er forbundne kar.

Der foregår for tiden et diskret, men dybt arbejde i dét

register, og man skal ikke være sikker på at dette ikke kunne tænkes at være mere langsigtet virkende stategi end den mere direkte, dystopiske “det er ved at være for sent – så fat det dog”, tendens som jeg omtalte først.

Men det er utrolig vigtigt at understrege at der ikke er noget skarpt skel mellem den ene og den anden type af økologisk interesse – de værker som jeg placerede i den første gruppe, rummer også anti-antropocentriske bevægelser. Den sidstnævnte tendens har dog en medfølgende affirmativitet som er værdifuld hvis noget skal forandre sig. Morton og mange andre med ham har længe diskuteret hvorfor folk dog ikke reagerer på den globale opvarmning. En hovedårsag er at der ikke findes nogen umiddelbart tilgængelig, adækvat respons på den stimulus som bevidstheden om problemet er.

Men et andet problem er – som Morton skriver i sit forord til Ecology without nature – at: “when you mention the environment you bring it into the foreground. In other words, it stops being the environment.” Hans forslag til en økopoetik er derfor koncentreret om hvad man kunne kalde en nærværsskabende aktivering af sanserne hvor spørgsmålet om forgrund og baggrund ikke er determinerende for vores agens i verden. Om vi kommer nogen vegne med det, er ikke til at vide. Men et forslag kunne være at vi til en begyndelse udvider vores begreb om hvad økopoetik og økokritik kan være – fx. ved også at rette vores opmærksomhed mod og diskutere den skandinaviske samtidspoesis afsøgninger af det anti-antropocentriske mulighedsfelt.

Noter

Litteratur:

1 Men der sker meget lige nu. Det norske tidsskrift Vagant og det

Braidotti, Rosi: Transpositions. On Nomadic Ethics, Polity Press, 2006.

danske Kritik har i 2014 begge haft temanumre om økologiske per-

The Posthuman, Polity Press, 2013.

spektiver, det antropocæne og klimakrisen.

Chemnitz, Morten: Inden april, Gyldendal, 2013.

I Norge blev http://www.forfatternesklimaaksjon.no/ stiftet i 2013.

Derrida, Jacques: L’Animal que donc je suis, Éditions Galilée, 2006.

2 Økopoetik er en term der ofte forbindes med det amerikanske tidsskrift Ecopoetics (2001-2009). Det forfatterredigerede tidsskrift erklærede på forsiden af hvert nummer at det var: “dedicated to exploring creative-critical edges between writing (with an emphasis on poetry) and ecology (the theory and praxis of deliberate earthlings)”, og økopoetik er en term som i højere grad er forbundet med forfatteres egne undersøgelser af poetiske praksissers eventuelle økologiske indebyrd end med akademia.

3 På Århus Universitet kører i disse år et stort, antroplogisk vinklet forskningsprojekt om det antropocæne: http://anthropocene.au.dk.

4 For en generel orientering se Elizabeth Grosz: ”Det inhumane i humanvidenskaberne. Darwin og menneskets endemål” (2014 [2011]).

5 For spørgsmålet om Darwins holisme se især Maxine Sheets-Johnsto-

Freud, Sigmund: Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse, Fischer Verlag, 2007 [1920].

Glotfelty og Fromm: Cheryll og Harold: Ecocriticism Reader: Landmarks in Literary Ecology, University og Georgia Press, 1996.

Grosz, Elizabeth: Becoming Undone: Darwinian Reflections on Life, Politics, and Art, Duke University Press, 2011. ”Det inhumane i humanvidenskaberne. Darwin og menneskets endemål” I KRITIK 211, Gyldendal, 2014.

Lidegaard, Liv Sejrbo: Fælleden, Gyldendal, 2015.

Løppenthin, Lea: Nervernes adresse, Gladiator, 2014.

Morton, Timothy: Ecology without Nature. Rethinking Environmental Aesthetics, Harvard University Press, 2009.

Nordenhof, Asta Olivia: det nemme og det ensomme, Basilisk, 2013.

ne: ”Taking Evolution Seriously: A Matter of Primate Intelligence” i

Olsen, Ursula Andkjær: SAMLET – poesi 2000-2010, Gyldendal

The Corporeal Turn: 2009.

Sheets-Johnstone, Maxine: The Corporeal turn: An interdisciplinary reader, Academic Imprint, Charlotteville, 2009.

Skinnebach, Lars: Øvelser og rituelle tekster, Edition After Hand, 2011.

Thomsen, Thorsten Bøgh: ”Grøn æstetik og mørk økologi” in KRITIK 207, Gyldendal, 2013. Ørntoft, Theis: Digte 2014, Gyldendal, 2014.

DANSK NOTER 45

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

Digt til tiden Vi oplever pludselig en interesse for den nye lyrik blandt vore elever. Et af temaerne er forholdet til naturen. Det er der ikke noget nyt i, men med en global klimakrise er et opgør med vores forståelse af naturen slået igennem i den nyeste digtning. Artiklen udforsker feltet og giver didaktiske indspil til at arbejde med det i faget og tværfagligt.

retrygende Ørntoft foran et halvt stykke overmoden Pludselig er du bagefter som danskunderviser. Yahya vandmelon. De cool Ray-Ban-solbriller ligger på bordet, Hassan, Theis Ørntoft og Asta Olivia Nordenhof er foran sengen stikker guitarkassen frem. Ja, både Yeahallerede købt og læst før du selv får tid til at besøge bogsuiten og Digte 2014 lytter til og portrætterer sin tid. handleren. ”Og hvad med ham Victor Boy Lindholm?”, Trods Digte 2014 og Yeahsuitens mange forskelligheder øh undskyld hvem? Pludselig ved du ikke hvem det er der også i Digte 2014 en stor generationsbevidsthed. seneste skud er. Det er blevet moderne at læse lyrik, det Jeget går til Robyn-koncert (s. 62), surfer pornostjernes er COOL at følge med og følge unge Hassan, Norden”Kim Kardashians store røv”(s. 27), lytter til Burzum hof og Lindholm på Facebook og blogs1. (s.17) og Iron & Wine (s.12), ser Game of Thrones (s.

Menneskets forhold til naturen har altid været til 29) og går til vilde fester i Berlin (s. 56). Både Yeahsuiten stede i litteraturen, men med global klimakrise, poliog Digte 2014 taler til sin tid, og som Thomas Boberg tikerlede og økonomisk nedsmeltning er der med de nævner i sin anmeldelse af Digte 2014 i Kritik,2 er der unge lyrikeres kritiske blik på klima, klode og krise et opgør med vores forståelser af natur. Et opgør som væksamme generationsbevidsthed hos Ørntoft som hos ker genklang. Theis Ørntofts Digte 2014 er nu oppe på Michael Strunge. Og sammenligningen holder. Med 9. oplag og har i ifølge Gyldendal solgt 5400 eksemplaStrunges ”niggerstemme blafrende ud af vinduet” (s. rer. En popularitet der nærmer sig Klaus Rifbjergs digt13) forholder Digte 2014 sig til 80’er-lyrikkens postmosamling Konfrontation fra 1960. Formålet med artiklen derne position, og hele værket er et portræt af os der er nu ikke at undersøge salgstal og Ørntofts indtog på vokser op i en tid med materiel overflod. En tid som bestsellerlisten, men derimod didaktiske overvejelser mange elever forholder sig til. Strunge-perspektivet, om at undervise i Theis Ørntofts økopoetik og hvorfor især i Vi folder drømmenes faner ud fra 1981, åbner op for Digte 2014 egner sig til tværfagligt samarbejde. en sammenlignende analyse af dommedag og angsten Og alligevel. Den didaktiske overvejelse starter med for den kriseramte natur. bestsellerlisten, for hvorfor var Digte 2014 allerede købt I Strunges Plasticsolen hersker også en apokalyptisk før timen gik i gang? tilstand. Byen henligger i koma, og ”Ting falder ned Forsiden på Ørntofts debutdigtsamling Yeahsuiten er fra himlen: radioer, pilleglas, aviser, sæbe og splintret et godt sted at starte. Her står hipster-unge i en park og glas.”(l. 3, s. 285).3 Naturen er syg, den ”gærer af gift og kigger distanceret mod medicin.”(Strunge l. kameraet. Det kunne 6, s. 285). Kritikken lige så godt være en reer rettet mod men… med global klimakrise, politikerlede og klame for den seneste neskets forsøg på at Vibskov-modekollekkontrollere naturen, økonomisk nedsmeltning er der med de tion eller pladecoveret men som hos Ørntoft fra en indie-rockslår naturen igen. I unge lyrikeres kritiske blik på klima, klode gruppe. Forfatterbilden kamp er menledet ligner mest en nesket den sårbare og krise et opgør med vores forståelser af modelplakat med den størrelse: ”Plasticsohenslængte og cigalen gløder som et benatur.

”

”

46 DANSK NOTER

Af cand.mag. i dansk og filosofi Sidsel Toft Christensen, Campus Bornholm, stx og hf.

Lifting The Structures Of The In-Between, 2012 Hand dyed fabric on wooden board, Photocopy 120 x 171 cm tændt øje/stråler af jod blinder indbyggerne.”(Strunge l. 12, s. 285). Samme apokalyptiske stemning hersker i Digte 2014, men trods dommedagssynet er der hos både Strunge og Ørntoft en slags fascination af afgrun-

den: hos Strunge i Koma-byens neonlys, hos Ørntoft i den muterende naturs skabende principper. Digte 2014 er sansestrømme af gærede lugte, fugtig natur, salte smage og lyde af insekternes hjerte, og med jegets ”fem

DANSK NOTER 47

” I Digte 2014 står jeget alene.

”

tsunamisanser”(l. 23, s.15) er der en blanding af fascination og frygt for dommedag.

Strunge afslutter Vi folder drømmenes faner ud med drømmen om fællesskab og en ny håbefuld generation: ”Med ungdommens knitrende liderlighed/anlægger vi haver til adspredelse/for alle aldre./På det grønne tæppe af græs/grundlægges nye generationer. (Strunge, l. 11, s. 337). Viet skabes i en natur som står i kontrast til den syge by, og modsat ”Plasticsolen” er naturen nu stedet hvor nye celler udvikles og senere vil ”føre til biologiens sejr.”(Strunge, l.10, s. 337). Hvor Strunge i Drømmens faner slutter i fællesskabets ”vi”, er Ørntofts jeg ensomt, afmægtigt og uden håb: ”hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt.”(l. 5, s.11).

Jegets krise, verdens krise I Digte 2014 står jeget alene. Som Thomas Boberg nævner, opbygger Ørntoft et centrallyrisk jeg4 der også er forudsætningen for at kunne rapportere fra undergangens sted. Digte 2014 er centeret omkring et lyrisk jeg der sanser, erkender og kritiserer, men også et jeg der taler alle steder fra i en tilstand af opløsning og mutation: ”Min sorte kælders/luftveje til hyæner/i nat hvor solene spinder/over maltrakteret planet/over børneansigter som fnyser/blod og snot/ud gennem samfund/ud gennem årtusinder/hvor jeg går igennem/grøn zone/i brand/på alle etager.” (s. 34). Fra håbløshedens sted optræder dette jeg i forskellige roller: Der er det afmægtige, depressive jeg som har mistet håbet, som står under bruseren til ”jeg ikke gider stå der længere.”(l.

8, s. 14), et mere desperat jeg der taler direkte til et du: ”forstår du problemet/forstår du at jeg ikke kan mærke forskelle/forstår du at det lugter af tang og rådne krybdyr” (l. 6, s.13) og et afklaret jeg der holder sig til de tætteste relationer: ”Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet/ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker”(l. 19., s. 11). Fremtiden, samfundet og fælleskabet er uden håb. Modsat Strunge er der ikke et alternativt ”vi”, men et ensomt jeg der i opløste relationer søger efter et nødvendigt og intimt fællesskab.

I Lars von Triers undergangsfilm, Melancholia, fra

48 DANSK NOTER

2011, svinger den kvindelige hovedkarakter, Justine, også mellem tilstande af depressiv ligegyldighed, desperation og afklaring. Jo hurtigere planeten, Melancholia, bevæger sig gennem solsystemer og opsluger jorden, jo mere afklaret bliver Justine. Som jeget i Digte 2014 er Justine også en slags sortseerske der har erkendt apokalypsen og derfor også forstår naturens sygdomstegn.

Naturen er gået amok, fuglene falder fra himmelen, og alle andre end Justine klamrer sig til optimistiske håb om kæmpeplanetens passeren forbi. Justine i Melancholia og jeget i Digte 2014 har mange lighedstræk. De står begge ”i et kryds mellem ligegyldighed og desperation” (s. 10) og har en ensom erkendelse om menneskehedens kollaps. Æstetisk forholder begge værker sig til dommedag, og denne erkendelse kommer til udtryk i et sort romantisk billedsprog der med smukke og truende undergangsscener dyrker skønheden, uhyggen og afmagten.

Mange af dommedagsscenerne i Digte 2014 udspiller sig i drømmenes inderste væsen. Genkendelige ting er sat sammen med de særeste syn, og den kendte logik og æstetik er brudt ned. I modsætningsfyldte sammenhænge forsøger sproget at rapportere fra et meningsløst sted. Der tales til duet, til ”os” der drukner i overflod. I dette opråb trækker Digte 2014 litteraturhistorisk på den tidligste modernisme – som i Wilhelm Freddie og Salvador Dalis surrealistiske malerier, som i Gustaf Munch-Petersens digte. Digte 2014 er fyldt med postmoderne stiltræk. Værdihierarkiet er nedbrudt, og der citeres og henvises til Sharapovas tredje matchbold, porno, Robyn, Rambofilm og Strunge. Samtidig løber tankerne om sprog, konstruktion og dekonstruktion gennem hele værket, Det ses allerede i samlingens første mytologiske dommedagsdigt: ”Det siges at olien dryppede fra hendes lever/Eller det siges..(..)..Det siges, og det er sådan det bliver sandt.”(l. 5, s. 5). Samme tan-

”Justine i Melancholia og jeget i Digte 2014 har mange lighedstræk. De står begge i et kryds

mellem ligegyldighed og desperation.

”

DANSK NOTER 49

ke går igen da verdenshistorien i et kortprosastykke bliver fortalt for jegets efterkommere: ...”omkring år 3000 var mennesket ikke længere fysisk, lad os sige det var sådan, og sådan blev det sandt” (s. 53). Ph.d. i litteraturvidenskab Martin Baake-Hansen kalder Digte 2014 for et metamodernistisk værk da der både er en genoptagelse af modernismen og en afsked med postmodernismens dyrkelse af parodien og ironien: ”Den kan læses som udtryk for en metamoderne erfaring, for metamodernisten oscillerer netop mellem blandt andet ironisk distancering og ærligt engagement. Desperationen kommer af, at han har erkendt de kolossale samfundsmæssige og politiske problemer, vi står over for, men ikke har tiltro til de store og samlede, »visionære« løsninger”. 5

Digte 2014 på tværs af fag & fakulteter Med Ørntofts undergangssprog kalder Digte 2014 på mange fag. Jegets kriseramte væren som både organisme, celle, historie og geografi rækker ud efter fag som forholder sig til menneske og natur, til ”anarki i alle atomer” (l. 22, s. 61) som en Sophus Claussen-inspireret sætning lyder. Dog har naturgeografi og geografi en særlig plads. Og med rette. Ud over det relevante geografitema klimakrise udtrykker Digte 2014 en interessant tanke om psyken som landskab, som en slags geografi. Jegets bevidsthed er ikke et afgrænset rum, men nærmere et jeg som taler gennem kroppen, historien og landskabet. Mange af digtene kredser om forskellige former for geografi: ”Min morgen i de øverste lag af geologien” (s. 48). Geologiens lag er også psykens lag, og denne gensidige påvirkning af menneske og natur er en uundgåelig proces i Digte 2014. Psyken er som en slags geografi. Din historie, min historie er som ekstra lag i verden, og sproget som form der former sig analogt med verdens form.

I forhold til et tværfagligt arbejde mellem dansk og geografi er det oplagt at arbejde med natur- og klimakriser. En vinkel kunne være at undersøge hvad Digte 2014 egentlig siger om forholdet mellem menneske og klodens natur. Som digtene beskriver, er menneskets påvirkning af jordkloden så voldsom at den traditionelle opfattelse af naturen er under afvikling. Geologernes

”Når naturen går amok, går sproget også amok.

50 DANSK NOTER

”

teori om en ny, geologisk tidsalder, den antropocæne tidsalder, er en interessant vinkel i forhold til Ørntofts klimakriseramte natur. Den menneskeskabte forurening har skabt muterende ”askelandskaber” (l. 18, s.15) der udfordrer forståelsen af naturen som naturlig natur. Da både jeget og klodens lag af jord er fyldt med plasticaffald, rester fra afbrænding af olie, kul og gas og levn fra kemikalier, er spørgsmålet vel også hvad naturen så egentlig er i sin naturlige tilstand? Det antropocæne er den tidsalder hvor den menneskelige aktivitet har en overgribende indflydelse på kloden og naturens processer. At menneskelige lag vokser inden for jordens atmosfære og også påvirker jordens geosfære, ses også i Ørntofts digte hvor både jeget og kloden vokser sammen i de samme lag: ”Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne / og flyforbindelser i hud og hår” (l. 9, s. 11). Og: ”... der løber en gift i mine år/der løber en gift i mine år/der løber en pulsåre gennem dalen/mod deltaet inderst inde i dagen i dag” (l. 18, s. 25).

Der er ingen tvivl om at jegets aktiviteter i Digte 2014 er inkorporeret i klodens forskellige sfærer, men hvordan er et oplagt spørgsmål at arbejde med i både filosofi og biologi. Lad os starte med naturen: ”vis mig den natur der ikke har krig som skabende princip” (l.

10, s. 56). Naturen er bestemt ikke uberørt, tværtimod er den yderst berørt af kviksølv og brændende petroleum. Men naturen er ligeglad, den slår igen: ”hvepse i min afføring, de første tegn på straf” (l. 24, s. 61).

Insekter angriber jeget, og i flere af digtene trænger naturen sig truende på. Ikke som en romantisk og idyllisk natur, men som en muterende og selvoprettende natur: ”vis mig den natur der ikke har krig som skabende princip” (l. 10, s. 56). Det ER for sent.

Et sprogligt perspektiv – Alfabet & Digte 2014 Og her skal former ikke betragtes som statiske, men som fortløbende processer, der indimellem tydeliggøres, også i et samspil med vores sanseapparat. Betragtet på den måde bliver der større lighed end forskel, når man sammenholder cellernes kemiske arbejde med at holde kroppen oppe som form og ordenes arbejde med at holde verden oppe som digt. Ordet har i princippet den samme kemi, som den, der skal til at sætte krystallisationsprocesser i gang. Set udefra, i deres tilfældige tilstand, f.eks. i en ordbog, ligner ordene kaos. Men egentlig er de altid i orden, så at sige hjemme hos deres fænomener. Vi tror imidlertidig, at det altid er op til os at ordne ordene i sætninger og modsætninger, før det hele ordner sig. Intet

kan være mere forkert. Den orden, vi prøver at ordne os til, findes i forvejen6 Citatet stammer fra Inger Christensens essay Silken, rummet, sproget, hjertet. Som Christensen skriver, er verden allerede formet, og sproget og mennesket formes i overensstemmelse med disse principper. Et formdannende princip som den vestlige verdensforståelse ikke former sig i overensstemmelse med. Ifølge Christensen oplever vi verden som kaotisk, som primitiv, som noget vi skal ordne og kontrollere, og som vi ikke er forbundet med. Og heri ligger krisen. Ørntoft starter hvor Christensen slutter. I krisen – eller nærmere efter krisen. I Alfabets afsluttende digte falder systemerne sammen, atombombe og dommedag truer, i Digte 2014 er disse dystre beskrivelser af forholdet mellem menneske og natur allerede en realitet.

I Digte 2014 er klodens krise også jegets krise. Jeget er allerede natur, og som i Inger Christensens Alfabet er der også i Ørntofts digte et opgør med den vestlige tænknings særposition af jeget. Digte 2014 er et opgør med den antropocentriske forestilling om jeget som behersker af naturen; som en mægtigere størrelse der er distanceret fra den omgivende og primitive natur. At mennesket skulle være det primære organiseringsprincip for verden, virker ifølge Digte 2014 som et håbløst projekt. Hos Ørntoft er jeget en uafgrænset størrelse der med sine sensitive ”tsunamisanser” flyder rundt mellem bevidsthed og verdensrummets forskellige lag.

I Inger Christensens naturfilosofi bruges begreber som ”allerede indfødt”, at det levende er sat i verden, og at menneskelivets form også er som naturens dannelse af form7. Sproget former sig analogt med verden, og når der digtes, skrives der på en del af en allerede

indlejret struktur. Digte 2014 undersøger også forholdet mellem sprog og verden, men med et andet udgangspunkt. Dommedag er allerede indtruffet, og fra et absolut nulpunkt begynder et muterende sprog at dukke frem. Som i Alfabet knopskyder sproget som celler, som ”kræft i et ord”(l. 18-s. 58) som en slags forlængelse af naturens formgivende principper. Når naturen går amok, går sproget også amok. I Digte 2014 mimer, muterer og forskyder sproget sig ind i verdens biologiske og kulturelle lag: jeg taler ud gennem huller i verden/huller der rundt omkring i landskabet er mine/mineindgange, hakket ud af hovedets kød/hakket til at tiderne/sådan finder tale vej/ op gennem halsen og ud i haven/hvor tungen fejer rundt som en slange/fanget i et sprog der ikke længere/skal indeholde ordet/gud. (s. 16, l. 1).

Hvorfor var Digte 2014 allerede købt før timen gik i gang? Det korte svar er at Ørntoft digter til tiden, eller som ph.d. i litteraturvidenskab Martin Baake-Hansen så præcist formulerer: Det usædvanlige ved Digte 2014 var, at jeg på en og samme tid følte mig insisterende tiltalt og ikke forstod en skid. God litteratur kan tale til os på en måde, så vi føler, at det er netop os, der tales til, netop os, som skal lytte.

Det passer i øvrigt ikke, at jeg intet forstod. Jeg forstod alt, ja, faktisk vidste jeg det hele i forvejen. Jeg vidste bare ikke, at jeg vidste det. Siden jeg læste bogen, har jeg haft lyst til at give den til folk, der spørger mig, hvordan jeg har det. For det er sådan her, jeg har det. Læs bogen: sådan her!8

Noter 1 Victor Boy Lindholms blog: http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/ Asta Olivia Nordenhofs blog: http://jegheddermitnavnmedversaler. blogspot.dk/ 2 Thomas Boberg: Theis Ørntoft Digte 2014. In Kritik Nr. 211. August 2014 3 Michael Strunge: Samlede Strunge. Borgen, 1. oplag 1995 4 s. 146, Theis Ørntoft Digte 2014. In Kritik Nr. 211. August 2014

5 Martin Baake-Hansen: Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om. In Weekendavisen d. 27. februar, 2015 6 Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden - Essays. s. 31, Gyldendal, 2000.

7 Inger Christensen: Hemmelighedstilstanden - Essays. s. 32, Gyldendal, 2000 8 Martin Baake-Hansen: Det er forvirrede tider, jeg skal fortælle om. In Weekendavisen d. 27. februar, 2015

DANSK NOTER 51

Tema: Nyeste litteratur – vendinger mod verden

Antropocæn og vendingen mod kloden Vi befinder os i en unik fase i Jordens historie defineret af økologisk systemkrise. På tærsklen til det, som geologerne kalder for Antropocæn eller ’Menneskets tidsalder’, er det åbenlyse spørgsmål, hvor den nødvendige forandring skal komme fra. Fantasi og forestillingskraft er efterspurgte ressourcer. Men kan noveller, romaner og film virkelig være med til at ændre verden? I denne korte artikel kigger jeg nærmere på dette spørgsmål med udgangspunkt i vendingen mod kloden i skandinavisk litteratur.

Man kan som minimum fortælle to historier om den betegnelse, der i disse år er ved at ændre videnskabernes syn på Jorden. Den lidt kedelige historie er, at ’Antropocæn’ formelt set endnu blot er en uofficiel geologisk betegnelse. Det er simpelthen det ord, som en række af verdens førende geologer mener, vi bør bruge om den tid i Jordens historie, vi befinder os i. Derfor anmodede disse geologer i 2008 den Internationale Kommission for Stratigrafi (ICS) om at vurdere betegnelsens videnskabelige holdbarhed med det resultat, at en arbejdsgruppe nedsat af kommissionen i 2016 forventes at bekræfte, at vi nu ikke længere lever i Holocæn, men i Antropocæn: ”Menneskets Tidsalder”. Den mere interessante, men omvendt også mere bekymringsvækkende, historie er, at denne betegnelse ikke blot afspejler det forhold, at menneskeheden sætter et stadig større, men også et langt mere negativt aftryk i atmosfæren, biosfæren, hydrosfæren og lithosfæren.

Når denne betegnelse mere end noget andet også bør ses som anledning for mennesket til på en mangfoldighed af måder at gentænke sig selv og sin omverden, skyldes det først og fremmest, at skillelinjen mellem det menneskelige og ikke-menneskelige med Antropocænbetegnelsens formelle antagelse i et vist omfang formelt forsvinder. Jorden bliver til en stor symbiotisk maskine, hvorpå de aftryk, vi som mennesker tilsammen sætter, er vævet uløseligt ind i de geofysiske processer. Menneskehedens historie koder Jordens umiddelbare fremtid i en syntese, der med den franske filosof Bruno Latours ord indebærer, at ”de kulturer, der plejede at forme Jorden symbolsk, nu gør det reelt” (Latour 2011, s. 11, min oversættelse).

52 DANSK NOTER

Det er måske derfor heller ikke så mærkeligt, at denne epokegørende udvikling også i dansk og skandinavisk litteratur i øvrigt sætter spor. Vendingen mod verden er her også en venden sig mod den betænkelige destruktivitet, hvormed mennesket indskriver sig i Jordens økosystemer og geofysiske processer. Sådan her lyder det for eksempel i Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan (2014): Der er ingen der kan huske det mere, men europæiske biologer advarede allerede første gang i midten af 60’erne om forurening. Siden da er alt blevet eksponentielt forværret. Nu folder de apokalyptiske scenarier sig ud, nu bryder de biologiske systemer sammen. Der er ikke én tænkende journalist der ikke ved det, ikke én politiker, ikke én forsker. Men det kan ikke siges, det bliver ikke hørt. Der er ikke ét medie der kan give et realistisk billede af virkeligheden, ikke ét parti der kan foreslå det fornødne, for de kan ikke sælge varen, og de vil ikke blive valgt. For vi er alle en del af problemet, der er ingen fjender mere, det er umuligt at skyde ansvaret fra sig. Det det drejer sig om nu, det er at sikre at det bliver de bedste der overlever.

(Høeg 2014, s. 314) Ordene er ytret af hovedpersonen Susans far, der sammen med en række andre magtfulde repræsentanter fra det danske samfunds øverste lag har arrangeret det sådan, at de mest rige og talentfulde danskere vil blive fragtet til en tropeø, når sammenbruddet rammer. Og med dem afdækker Høegs roman en socialdarwinistisk impuls (læs: fascistisk fantasi) lurende i det forestillings-

Af Gregers Andersen, postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Ph.d.-afhandling: Klimaforandrede Verdensforhold.

Den globale opvarmning i fiktion og filosofi (2014).

rum, som der med det økologiske sammenbruds mulighed er blevet åbnet. Det er mere generelt betragtet ikke mindst interessant, fordi Høegs roman derved indirekte også blotter et symptomatisk træk ved den litteratur, der forholder sig til Antropocæn og den økologiske systemkrise, nemlig at den helt banalt advarer. Denne litteratur gennemspiller muligheder på en måde, der ikke blot gør disse muligheder synlige for læseren. Nej, ved deres synliggørelse får litteraturen også en potentielt forebyggende effekt derved, at den blotlægger veje, som det ikke vil være hensigtsmæssigt at gå.

Mellem klimarapporter og litteratur Dette er særligt værd at bemærke, fordi litteraturen i Antropocæn opererer op mod en verden, der står over for nogle temmelig ubehagelige, men ikke fuldstændigt kendte forandringer. Netop fordi videnskaben er bundet til empiriske data, er der trods alt visse normative grænser for, hvor meget den tillader sig at spekulere.

Tag til eksempel de berømte rapporter fra FN’s klima-

panel. Heri har man i løbet af de sidste 20 år kunnet finde stadigt mere bekymringsvækkende prognoser for, hvilken betydning den accelererende menneskeskabte globale opvarmning vil få forskellige steder på kloden i løbet af dette århundrede. Men kun i skitseform og kun som en ekstremt detaljeret og empirisk tung form for sandsynlighedsregning. Det, vi med andre ord ikke finder i disse rapporter, er mere detaljerede verdensfremstillinger, hvori menneskene som levende individer også er tydeligt fremstillet.

Det finder vi til gengæld i litteraturen. Når Høeg og andre skandinaviske forfattere indsætter følende, tænkende og handlende mennesker i verdener, der mimer Antropocæn, og derfra lader forskellige plots gennemspille, hjælper de os med at optegne vores eksistensmuligheder i en tid præget af store, men på mange måder også uklare forandringer. Man kan f.eks. fremhæve, hvordan det dæmningskollaps, der i Mikael Niemis roman Faldvand (2012) er et produkt af en lang periode med intens regn, også har en anden funktion

Melting 2, 2012 mixed media 43,5 x 59 cm

DANSK NOTER 53

end blot at sætte plottet i gang. Nemlig hvordan der med denne begivenhed også åbnes for en scene, hvorpå menneskets mulige habitus i en kaotisk, katastrofisk og potentielt kommende situation udforskes. Eller hvordan Jostein Gaarder i Anna og Nova (2013) lader sin hovedperson bevæge sig mellem verden anno 2082 og 2012. Ikke blot for at gøre de sandsynlige, men endnu ikke særligt synlige konsekvenser af klimaforandringerne mere synlige, men også for at lade sine karakterers handlinger spejle i denne nye synlighed.

Omvendt finder man i den danske såvel som i den øvrige skandinaviske litteraturs vending mod kloden naturligvis også andre klare tendenser. Denne vending fører ikke kun en advarende og sammenbrudsvarslende litteratur med sig. Inspireret af bl.a. rapporterne fra FN’s klimapanel og Antropocæn-betegnelsen afsøger litteraturen også nye perspektiver, affekter og handlinger, der kan være med til at konfigurere nye former for subjektivitet og kollektivitet. Særligt indenfor den lyriske genre har den økologiske systemkrise i de seneste år fundet en række udtryk, der indirekte eller direkte forsøger at gøre op med – eller ligefrem rense sig for – et antropocentrisk udgangspunkt. En tendens, der følger en stigende tendens indenfor filosofien til at forlade den opdeling af menneske og verden, der i fysisk forstand begyndte med landbrugssamfundene og i åndelig forstand med de monoteistiske religioners fødsel (ikke mindst kristendommens) og siden blev bekræftet ved den moderne videnskabs begyndelse (Oelschlaeger 1991, s. 28 & 47).

Antropocentrismens forhistorie Især de to renæssancefilosoffer Francis Bacon (15611626) og René Descartes (1596-1650) kan i negativ forstand krediteres som ophavsmænd til et dybt antropocentrisk og destruktivt natursyn, der med industrialiseringen og den moderne kapitalisme på mange måder må siges at have bidt sig fast (White Jr. 1967, s. 1203-1205). F.eks. påpegede den kontroversielle tyske filosof Martin Heidegger allerede i slutningen af 1950’erne, hvordan verden mere og mere fremstod ”som en genstand mod hvilken den kalkulerende tænkning retter sine angreb” (Heidegger 1960, s. 19-20, min oversættelse). Når det er sagt, er mit argument her ikke blot, at vi må medtænke denne forhistorie for at forstå det fulde omfang af det opgør med den antropocentriske adskillelse af menneske og verden, som der findes anstrøg af hos en række nutidige skandinaviske digtere.

54 DANSK NOTER

Det er også, at vi med Antropocæn-betegnelsen må se denne forhistorie i et nyt lys. For som den kinesiske filosof Tian Song indirekte har påpeget, er vi i dag ikke længere det samme sted, som da Heidegger beskrev, hvordan mennesket med den kapitalistiske tænkning var ved at underkaste sig det ikke-menneskelige fuldstændigt. Nej, det, som stort set al videnskab nu indikerer, er, at Song har ret i substansen, når han skriver: Vi har bevæget os ind i en ny historisk periode. En periode, som jeg kalder for Den Begrænsede Jords tidsalder. Vi har kun én Jord, og Jorden er begrænset. I Den Begrænsede Jords tidsalder støder den kapitalistiske økonomi med det samme mod sin øverste grænse dvs. Jorden selv.

(Song 2012, s.113) Kort sagt: Den kapitalistiske tænkning, der for nogle årtier siden stadig kunne territorialisere hele kloden nogenlunde frit, befinder sig i dag i en situation, hvor grænserne for dens udfoldelse i stadig mere åbenlys grad markeres af den accelererende økologiske systemkrise: Det være sig i form af stigende ressourcemangel, de forskelligartede konsekvenser af den globale opvarmning osv. Lad mig understrege, at dette ikke skal betragtes som en slags marxistisk forvarsel om en revolutionens nært forestående komme. Faktisk tværtimod, for pointen er, at det netop forekommer mig at være i mødet mellem denne erkendelse, knyttet til videnskaberne, og de internationale samfunds videreførelse af den kapitalistiske vækstideologi, at vi finder udspringet til f.eks. Theis Ørntofts allerede berømte linjer: ”For mig er samfundene døde. / Jeg tror ikke længere / det er et spørgsmål om forfinelse / men om afvikling” (Ørntoft 2014, s. 9). Når digterjeget i Ørntofts samling vedvarende ”tænker på apokalypsen” og får det ”fysisk dårligt” ”hver gang nogen udtrykker håb for det bestående” (Ørntoft 2014., s. 11), mener jeg således, det kan læses som et udtryk for en særlig form for affekt, der i dag i stigende grad knytter sig til det at være menneske. En affekt, som af Latour er beskrevet som ”hjælpeløshed”, og som bunder i det forhold, at samfundene grundlæggende – til trods for videnskabens forudsigelser – kører ufortrødent videre i et tænkespor centreret om vedvarende vækst og mere forbrug (Latour 2014, s. 2).

Af samme årsag forekommer den ”revolution”, som det samme digterjeg omtaler, mig heller ikke at skulle læses særligt politisk. Som allerede indikeret ligger den revolution, som Ørntofts samling for mig at se

åbner op imod, snarere i det føromtalte opgør med de normaliserede forståelser, der antropocentrisk adskiller mennesket fra og hæver det over det ikke-menneskelige. Det fremgår bl.a. ved, at ”bevidsthed og blik” af digterjeget beskrives som ikke værende ”godt for noget som helst”, mens det ligeledes fremgår af linjerne: mine børn skal slet ikke vokse op, siger jeg de skal vokse væk, langt væk ad vandret ind gennem oversvømmede koordinatsystemer og ud over grænser for subjektivitet planterigets triumf bliver total, siger jeg og lader som om det er noget jeg har fundet på (Ørntoft 2014, s. 29) Biocentrisme På trods af sarkasmen i de sidste af disse linjer rummer de en biocentrisme, som langt hen ad vejen går igennem hele samlingen som en understrøm. Overskridelsen af subjektivitetens grænser manifesterer sig her i høj grad som sansninger, der søger at frigøre sig fra den horisont, der binder mennesket til et bestemt rum og en bestemt tid, eller som det lyder i samlingens sidste linjer: ”mine fodspor lyser / gennem alle tider / at træde hen over en bjergkæde / og nå havet” (Ørntoft 2014, s. 63). Samtidig er det interessant, at biocentrismen i Ørntofts samling på en måde fører os tilbage til den kritik af socialdarwinisme, som indirekte blev udfoldet i Høegs roman. For den biocentrisme, som viser sig i Ørntofts digte, har i en videnskabelig og filosofisk forstand også darwinismen som sin grundlæggende modstander. Den er således formet af en opfattelse, der indenfor biologien de sidste 40 år har vundet stigende udbredelse, og hvis kerne er, at det princip, der ligger til grund for alt liv, ikke er kampen og den stærkestes overlevelse, men derimod symbiogenese (Margulis 1998, s. 39). Det vil sige en skabende interaktion, hvori f.eks. mennesket ikke kan isoleres fra de udefra kommende bakterier, der løbende er med til at udvikle det (Guerrero mfl. 2013, s. 133). I denne forstand var vores planet, Jorden, allerede længe før mennesket så voldsomt tilkoblede sig den, en evolutionær symbiotisk maskine. Det nye i Antropocæn er blot, at menneskenes input er blevet denne maskines formende komponent, dens motor, samtidig med at mange af de økosystemer, der holder denne motor i gang, er ved at kollapse.

I den henseende er det på falderebet værd at frem-

hæve, at denne artikels fokus på skandinavisk litteratur naturligvis kan ses i en større global kontekst. Som jeg har vist mere detaljeret flere andre steder, kommer der i disse år generelt mere og mere litteratur, der beskæftiger sig med den økologiske systemkrise (Andersen 2012, 2014 & 2014). Og det samme gør sig faktisk også gældende indenfor filmens verden. De fleste læsere kender sikkert Roland Emmerichs katastrofefilm The Day After Tomorrow (2004), men der findes med al respekt for Emmerichs film (som jeg faktisk holder meget af) også dybere film derude, som for mig at se egner sig vældig godt som undervisningsmateriale. Det gælder f.eks. film som Beats of the Southern Wild (2012) og Snowpiercer (2013), der på hver deres måde tematiserer de gigantiske økologiske udfordringer, som menneskeheden i dag og formentligt langt ind i fremtiden vil stå overfor.

Litteraturliste Andersen, Gregers: “Kærligheden til det forsvindende. Om is, opvamrning og selvkritik i to klimaromaner”, i Tidskrift för Literaturvetenskap, nr. 1, 2012, s. 17-25.

Andersen, Gregers: “Klimakrisen i litteraturen”, i Sørensen & Eskjær (red.) Klima og Mennesker. Humanistiske perspektiver på klimaforandringer. Museum Tusculanum, 2014, s. 107-123.

Andersen, Gregers: ”Naturen slår tilbage! Om animismen i samtidens katastrofeimagination”, i Tidsskrift for kulturforskning 13, nr. 3, 2014, s. 36-50.

Guerrero, Ricardo, Lynn Margulis & Mercedes Berlanga: ”Symbiogenesis: the holobiont as a unit of evolution”, International Microbiology 16, 2013, s.133-144.

Heidegger, Martin: Gelassenheit. Verlag Günther Neske, 1960.

Høeg, Peter: Effekten af Susan. Rosinante, 2014.

Latour, Bruno: “Waiting for Gaia. Composing The Common World through Arts and Politics”, bruno-latour.fr, 2011. Besøgt 4. marts, 2015. http://www.bruno-latour.fr/sites/default/files/124-GAIA-LONDON-SPEAP_0.pdf.

Latour, Bruno: “On some of the affects of capitalism”, bruno-latour.fr, 2014. Besøgt 29. maj, 2015. http://www.bruno-latour.fr/sites/default/files/136-AFFECTS-OF-K-COPENHAGUE.pdf.

Margulis, Lynn: Symbiotic Planet. Basic Books, 1998.

Oelschlaeger, Max: The Idea of Wilderness. Yale University Press, 1991.

Song, Tian: “Global Warming as a Manifestation of Garbage”, Sussman (red.) Impasses of the Post-Global. Theory in the Era of Climate Change vol. 2. Open Humanities Press, 2012, s. 108-125.

White Jr., Lynn: ”The Historical Roots of Our Ecologic Crisis”, Science 155, nr. 3767, 1967, s. 1203-1207. Ørntoft, Theis: Digte 2014. Gyldendal, 2014.

DANSK NOTER 55

Udenfor tema

Lene Wittrup:

Bliv bedre klædt på til ”Formidlings-SRP’en” Nu er det snart SRP-tid igen, og måske får du et par ”formidlings-SRP’er”? Sukker du lidt ved tanken om at skulle læse ufokuserede elevartikler, se en sjakset ”metadel”, eller en elendigt kortfattet litteraturliste til danskdelen?

Eleven, der ikke har hørt ordentligt efter til vejledningen, har det nu heller ikke nemt. På EMU’en1 er der ét eneste link, og det er til en side, der mest af alt handler om det tekniske – om layout, om faktabokse, om hvordan man laver illustrationer, og det kan altså ikke kaldes kernefagligt i dansk. Jeg vil derfor her give et bud på nogle retoriske og journalistiske begreber, der kan hjælpe eleverne til en bedre metadel, ja sågar måske en bedre artikel.

Men først et helt lavpraktisk råd, en slags ”nudging”: Bed eleven om, at selve artiklen, med grafik og det hele, ligger inde i opgaven, mens to versioner ligger bagerst som bilag: én kun med teksten, med sidetal og linjetal, og én kun med illustrationerne og faktaboksene – nummererede. Så kan eleven mere præcist henvise til disse bilag i sin metadel, som han/hun ville gøre i enhver anden danskfaglig analyse.

Afsender, modtager og etosappel I Torsten Thuréns Populärvetenskapens retorik, Häftad (2000), skelnes i indledningen mellem begreberne populærvidenskab og videnskabsjournalistik. Populærvidenskab er det, forskeren gør i tidsskrifter eller bøger, når han formidler sin specialiserede viden, mens videnskabsjournalistik er det, som journalisten, der har sat sig grundigt ind i et emne, gør i avisen.

Den typiske SRP-elev opfatter sig som forskeren, der har opnået en specialiseret viden. Måske vil det her være en fordel at vejlede eleven til at anse sig selv for videnskabsjournalist, altså en, der har en rimelig viden om emnet, men ikke er specialist som sådan. Man kan

56 DANSK NOTER

med stor fordel bede eleven inddrage viden om fx nyhedskriterier for at kunne vinkle sin artikel ordentligt.

Dette vender jeg tilbage til senere.

Elever har tit en lidt uklar forståelse af etosappel (”det er noget med troværdighed ...”), som man med fordel kan vejlede dem lidt mere i. Afsenders vidensniveau kan godt give, men giver ikke automatisk etosappel. Som der skrives i en SRP: ”Et magasin som Illustreret Videnskab har et utroligt højt troværdighedsniveau”. Her skal man passe på med at konkludere, at fordi magasinet har høj troværdighed, så har ens egen artikel det også. Det kan jo kun blive en pointe, hvis man har sendt sin artikel ind til Illustreret Videnskab, og den rent faktisk er blevet antaget til magasinet. Eller fra en anden SRP: ”Derudover fremstår jeg, som afsender, med en vis troværdighed, da jeg som gymnasieelev med kemi på højniveau, har sat mig ind i emnet, før jeg prøver at formidle det videre”. Men eftersom det slet ikke fremgår af artiklen, at eleven har kemi på højt niveau, kan dette ikke være et argument.

Eleven kan nemt klædes bedre på til at tale om etosappel. Fx ved at kende Aristoteles’ skelnen mellem tre typer etos: taleren skal være vidende (phronesis), skal have god karakter/ have dyd (arete) og vise velvilje over for publikum (eunoia)2. At vide noget om sit emne og at have afgrænset, dvs. valgt få centrale dele ud af et bredere emne, og at vise overblik ved en fornuftig strukturering kan alt sammen siges at give ”phronesis”. Her skal man så få eleven til at læse om og overveje brug af forskellige dispositionsmodeller3.

Dyd kan både forstås generelt og mere specifikt i forhold til det konkrete emne. At jeg skal være et godt menneske som afsender generelt, kunne være, at jeg ikke må lyve eller skjule/fordreje central viden for læseren, eller mere specifikt, så kan et bestemt emne lægge op til bestemte dyder: Hvis jeg skriver, at vi skal være

bedre til at passe på naturen, kan jeg vise dyd ved at nævne, at jeg selv samler skrald op i skoven. Muligvis er dette punkt lidt svært at bruge for elever – men en overvejelse om, hvilke dele af et emne man udelader i sin artikel, kan dog godt gå ind under dyd (altså hvor ærlig man er)4. Det kan også handle om sproget, at man formår at vælge et sprog, der rammer læsernes niveau, hvor man hverken taler ned til eller forbi læserne. Her bør eleverne især tænke over, hvilke faglige begreber de vil bruge, og hvilke de vil omskrive.5 Jeg vil helst ikke i en metadel høre, at: Alt den viden, som blev fundet igennem kemidelen af denne opgave, er ikke kommet med i artiklen, enten fordi det har været irrelevant…. eller fordi fagligheden var for høj og abstrakt til at kunne kaldes alment tilgængeligt (SRP om thalidomid) O.k., dele af et emne kan være irrelevant, men at noget har for høj faglighed, må der sættes spørgsmålstegn ved – for er det ikke netop opgaven her at kunne formidle det meget abstrakte? Jeg ville meget gerne have set begrebet ”stereoisomeri” forklaret i denne SRP’s artikel, og måske er det noget, vi som dansklærere bør overveje i vores problemformuleringer – at kræve inddragelse af forklaring af bestemte begreber i artiklerne.

Velviljen kan jeg vise i en aktuel sammenhæng ved at ville mine tilhørere det bedste. At de skal forstå, hvad jeg vil fortælle, dvs. skrive klart og tydeligt, bruge eksempler, der vedkommer dem bedst muligt, bruge gentagelser, så de ikke glemmer hovedformålet, være åben over for, at tilhørerne måske kan bestå af flere forskellige interessegrupper/ minoritetsgrupper. I en fagligt formidlende opgave kan dette komme til udtryk i, at man inddrager faktabokse, illustrationer med mere – for at gøre sit budskab mere klart; og det kan være i, hvilke eksempler og sammenligninger man bruger. Bill Brysons bog En kort historie om næsten alt, Gyldendal (2006), er et eksempel på god faglig formidling, og den har en stor mængde sjove og gode sammenligninger, både egne og andres. For eksempel: At finde en supernova kan derfor med lidt god vilje sammenlignes med at stå på observationsplatformen øverst på Empire State Building med et teleskop og kikke ind gennem folks vinduer i håb om at finde en, der tænder lys på en 21-års fødselsdagskage (s.50)

Astronomerne i dag mener, at der findes 100-1000 milliarder galakser i det synlige univers. Det er enormt mange.

Hvis galakser var dybfrosne ærter, kunne de let fylde en stor koncertsal – eksempelvis Royal Albert Hall (s.158) Tallet 1000 milliarder, fra eksempel nummer to, er ret abstrakt for mig, men jeg kan godt se Royal Albert Hall fyldt med ærter for mig – det får mig til at forstå, hvor meget noget er, samtidig med at det giver et sjovt billede. I eksempel et er det ikke et tal, men en overvejelse over, hvor svært det er at finde en supernova, og når jeg ser en meget høj bygning for mig, hvor jeg nu står med teleskop og leder, bliver billedet straks mere konkret for mig. Når jeg så ovenikøbet har en navngiven bygning, som jeg (og de fleste internationale læsere) kender, så kan jeg sige, at Bryson her udviser eunoia.

Et begreb, der kunne inddrages her, er allusio, der egentlig bare betyder at henvise til noget velkendt,6 og netop i den alluderende sammenligning eller det alluderende eksempel kan man ramme sin målgruppe meget præcist og effektivt, jf. ovenstående. Den dannede læser, som Bryson taler til, vil jo godt vide, hvad Royal Albert Hall og Empire State Building er, men skulle jeg bruge eksemplet i min undervisning, skulle jeg måske omskrive det til Frederiksborghallen. Men allusioner kan også give bagslag, hvis de udelukker en del af publikum (hvorved man så i øvrigt mister eunoia – og dermed etos). Et eksempel fra en SRP om uendelighed, der sammenligner et begreb med en dametaske: Tasken repræsenterer i denne historie mængden af de naturlige tal (N). Det var højst sandsynligt ikke sådan her det gik for sig dengang, fordi i virkeligheden er det jo kun Hermiones taske, der har den egenskab at kunne rumme uendeligt mange ting.

Der skrives med lidt for indforstået humor til modtageren, der skal kende Harry Potter-filmene, og en taske, der først optræder i film nummer 7. En mere let forståelig sammenligning er til gengæld denne fra en anden SRP om uendelighed: Et eksempel på potentiel uendelighed kunne være sandkornene i en sandkasse. Sandkornene er i en uendelig stor mængde. Teoretisk set ville de uendelig mange sandkorn i sandkassen, kunne tælles. Derfor ville det være potentiel uendelighed, da mængden af sandkorn holder sig inden for den endelige grænse.

DANSK NOTER 57

Den retoriske situation I retorikfaget er Lloyd F. Bitzers teori om den retoriske situation fra 1968 kernestof. For danskelever, der skal skrive formidlings-SRP, kan den være et fint supplement til Ciceros pentagram. Den retoriske situation konstitueres af tre grundlæggende elementer: (1) Exigence – det påtrængende problem, (2) Audience – defineres som ”mediators of change” af Bitzer, og endelig (3) Constraints, der lidt upræcist kan oversættes med negative såvel som positive vilkår, hvilket i nogen grad minder om pentagrammets ”omstændigheder”7.

Det vil være en god øvelse for eleven at overveje det påtrængende problem: hvorfor verden har brug for lige netop denne artikel – for har vi (de dumme, ikkenaturvidenskabelige, læsere) virkelig brug for overhovedet at vide noget om uendelighed, om epigenetik, om invasive arter? Kunne vi ikke klare os fint uden? Nej, siger Torsten Thurén, hvis dette mislykkes, har populærvidenskaben tabt meget af sin berettigelse.8 Det påtrængende problem behøver ikke være aktuelt som sådan, det kan også bare være det, at almindelige mennesker har så svært ved at forstå naturvidenskabens grundideer – som fx relativitetsteorien eller entropibegrebet i fysik. Som en elev skriver i SRP’en om sin artikel: ”et indirekte budskab kunne være ”du bør tænke mere over den verden vi lever i” og videre, ”selve hensigten med artiklen er at informere folk omkring den verden, vi lever i, samt hvilket stykke arbejde matematikerne render og arbejder med”. Se, det er jo fornuftigt tænkt af eleven, men det afspejler sig bare ikke i artiklen, hvor der mangler angivelse af, hvorfor at jeg som læser skal vide noget om uendelighed. Det påtrængende kunne også være, at man lige har gjort helt nye opdagelser, som måske vil give samfundet nye muligheder, men så nærmer vi os de traditionelle nyhedskriterier, som jeg beskriver senere. Elever skal være opmærksomme på, at dette punkt kan variere utrolig meget fra emne til emne, idet der er stor forskel på at ville fortælle om den nyeste mobilteknologi eller at fortælle om uendelighed. Peter Hyldahl m.fl. har skrevet bogen Slip din viden løs (2013), og de har en god øvelse til dette: Eleven skal ikke ”fortælle om”, men skal kunne formulere en sætning med ”fortælle at” for at finde en god vinkel på sit emne.9 Mediators of change betyder, at man skal henvende sig til dem, der kan ”gøre noget” ved problemet. Men i genren faglig formidling må ”gøre noget” betyde forstå eller forsøge at forstå, og som nævnt ovenfor, kræver

58 DANSK NOTER

det altså, at man arbejder meget med sit fokus og sin vinkling for at ramme målgruppen. Og hvis netop dette kan få eleven til mere bevidst at arbejde med målgruppen, ville vi også være kommet langt i formidlingsSRP’ens metadel.

Brug af begrebet constraints kan måske udvide elevens forståelse af omstændigheder fra pentagrammet, som ofte er mangelfuld, fx at de opfatter omstændigheder som det samme som ”medie” – et lille eksempel fra en SRP: ”Omstændighederne i artiklen er forsøgt skrevet, så de passer ind i Illustreret Videnskab”. Det er jo korrekt nok, i den forstand at mediet også i sig selv giver nogle konkrete muligheder og begrænsninger – men så skal man jo i dybden med disse, for at det giver ”point” – fx at afsenderen aldrig bruger ”jeg” i Illustreret Videnskab eller lignende. Det kan her være en fordel, hvis eleven rent faktisk har læst og analyseret en relevant artikel fra Illustreret Videnskab, så han/hun kan henvise til, at han/hun gør sådan og sådan, for det har han/hun udledt ved deres læsning.

En vigtig del af constraint-begrebet er, at man her skal vurdere, om talen er passende i forhold til lejligheden/situationen. En constraint for skrevne tekster kan være selve udgivelsesdagen, og det kan man med fordel bede eleven arbejde lidt med. Eksempelvis har en artikel på videnskab.dk denne rubrik: ”Studenter fester for nationen”, og denne underrubrik: ”Studenternes vilde afgangsritualer er en fest for den virile og lærde ungdom, men det er i høj grad også en fest for den danske nation. En religionssociolog har forsket i fænomenet”.10 Er det aktuelt? Nej, for studenter har vi jo hvert eneste år, og teorien om civilreligion, som artiklen handler om, er fra 1967. MEN: Artiklen blev udgivet 23. juni 2009, dvs. lige den dag, hvor de første studenter sprang ud det år. Her er det så en positiv constraint, at man med en artikel selv kan vælge udgivelsesdagen.

Eleven bør kunne angive en konkret dato, evt. bare en måned, hvis der er en pointe i, at man skriver om et emne, fx vejret, måske om noget, der er værst eller størst om sommeren. Eller at man angiver et år, hvis der er en form for ”jubilæum”. Et eksempel kunne være, at 1. september 2012 fik thalidomid-ofrene for første gang en undskyldning fra medicinalfirmaet, der stod bag. Kemieleven kunne så skrive om thalidomid til Illustreret Videnskab med en angivelse af udgivelse til oktober 2012.

Georg Cantor (matematiker, uendelighedsforsker) døde januar 1918, og en elev kunne så skrive om uendelighed

The Accords Of Her Moment, 2011 115 x 80 cm

DANSK NOTER 59

til Illustreret Videnskab med angivelse af udgivelse til januar 2018, hvor der måske fejres et 100-års jubilæum.

Altså lad eleverne angive en ”gammel” dato, hvis der er en pointe i det. Det giver en slags ”fiktiv” aktualitet, hvilket jo også er et vigtigt nyhedskriterium.

•

Nyheds- og relevanskriterier Bogen Slip din viden løs (2013) er skrevet af journalister fra videnskab.dk og bør stå på alle litteraturlister. Den nævner, udover de sædvanlige nyhedskriterier, ”videnskabsformidlerens ekstra relevanskriterier”, som er følgende: (1) Fascination, (2) Fremtiden, (3) Mytedræber, (4) En rekord. Disse kan elever også bruge meget konkret til en ”selvvurdering” af deres artikel i metadelen – ”hvor mange nyheds- og relevanskriterier opfylder jeg?”.

Bogen opstiller flere hjælpespørgsmål, som eleverne helt sikkert kan hjælpes af, fx ved relevanskriteriet Fremtiden: ”Så spørg dig selv, hvad forskningen kan føre til.

Hvad er de helt store perspektiver i det, du arbejder med til hverdag?”11 Men også til de traditionelle nyhedskriterier stilles hjælpespørgsmål, som eleverne kan bruge, ja, som man faktisk med fordel kan bruge allerede i vejledningen. Så her følger de alle:

Men eleven skal huske kun at vælge nogle nyhedskriterier ud, igen med den pointe, at der bør vælges i forhold til målgruppen og disses forventninger, for:

• • •

Aktualitet: På hvilken måde forholder min faglige viden sig til emner, der er oppe i tiden?

Væsentlighed: Hvilke dele af min faglige viden er vigtige for samfundet at få?

Identifikation: Hvordan kan min faglige viden påvirke andre menneskers hverdag?

•

Sensation: Hvilke perspektiver på min faglige viden kan virkelig gøre folk interesserede eller forargede?

Konflikt: Hvordan er min faglige viden i opposition til anden viden?12

De folk, der køber Ekstra Bladet, forventer flere sensationer end dem, der køber Weekendavisen. Og Informations ældre læsere lægger nok større vægt på væsentlighedskriteriet end de 15-årige drenge, der læser M13 Når jeg fremhæver nyhedskriterierne som vigtige, så er det, fordi jeg mener, at faglig formidling i lige så høj grad bør ses som en journalistisk genre fremfor (kun) som en retorisk genre, og det mangler eleverne ofte fuldstændig bevidsthed om. En bog som Henning Olsons Ryd forsiden (2004) kan sagtens anbefales til SRP-eleverne, for at give overblik over de journalistiske vinkler. Måske skal vi som lærere også tænke lidt bredere, når vi skriver opgaveformuleringerne – kunne en artikel om thalidomid ikke lige så godt stå i Information? Eller hvad med Weekendavisens ”Faktisk” eller deres ”Ideer”? Eller videnskab.dk? At skrive til sidstnævnte ville sikkert skærpe elevens forståelse for den journalistiske vinkel, da den er ret tydelig, og det er et site, som mange elever kender og bruger i forvejen.

Noter 1 http://www.emu.dk/modul/srp-formidlingsopgaver-med-dansk 2 Helle Borups Ud med sproget, Frydenlund (2011), giver en fin, kort indføring i begreberne i kap.4.

3 Rienecker m.fl.s Skriv en artikel, Samfundslitteratur (2008), kan

8 Thurén henviser bl.a. til George Orwells essay om, hvorfor vi skal tro, at jorden er rund. Laver man et forløb i en klasse om faglig formidling, kan den være god at inddrage som introduktion. http:// alexpeak.com/twr/hdykteir/

anbefales. Hele kap. 4 handler om ”den formidlende artikel”, og der

9 Hyldahl m.fl.: Slip din viden løs, Forlaget Ajour (2013), pkt. 3.3

beskrives flere dispositionsmodeller.

10 http://videnskab.dk/kultur-samfund/studenter-fester-nationen

4 Christina Pontoppidan har skrevet et meget spændende speciale om retorikkens redelighedsbegreb, og det ligger frit tilgængeligt på

11 Hyldahl m.fl.: (2013) s. 36 – man skal huske, at bogen er skrevet til “ægte forskere”, der arbejder med forskning hver dag.

nettet: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/er-retorikken-

12 Ibid. s. 32-35

farlig-er-etikken

13 Ibid. s. 37

5 I kap.4 i Helle Borups bog beskrives også moderne dyder som kompetence, åbenhed og engagement.

6 I ældre bøger om stilistik er det koblet med indirekte litteraturhenvisninger, hvilket vi i dag ville kalde intertekstualitet.

7 Helle Borups bog har et fint, kort afsnit om teorien, sammen med pentagrammet, i kap. 7.

60 DANSK NOTER

A

N

M

E

L

D

E

L

S

E

R

Dansk til HF – tre skriftlige eksamensgenrer Af Jørn Ingemann Knudsen, VUC & HF Nordjylland, Jammerbugt afd.

Søren Lindskrog: Dansk til HF – tre skriftlige eksamensgenrer. Redaktør: Helene Deden. Alfabeta 2014. Omfang: 104 sider. Pris: 168 kr. I 2015 også udgivet i en digital udgave, en såkaldt flexbog. Pris: 140 kr. I en flexbog kan man bl.a. indsætte notater og lektieinstruktioner og dele disse med sine elever. Jeg har ikke kunnet få flexbogen til at fungere på iPad og iPhone.

Bogen er inddelt i tre kapitler + et tillæg indeholdende hæfterne til eksamen dec. 2012 om politisk kommunikation. I kapitel 1 og 3 indgår små relevante øvelser, 12 i alt.

I første kapitel med titlen Eksamensopgaver er (også) kommunikation vises et par interessante, men overfladisk behandlede, kommunikationsmodeller, nemlig ’Kommunikationsstjernen’ og Karl Bühlers relativt komplekse ’Organonmodel’. For at kursisterne kan forstå disse modeller, skal en forudforståelse om kommunikationsanalyse og retorisk analyse være etableret.

Derefter følger gode forklarende afsnit under overskrifterne ’Opgaveformuleringen’, ’Opgavehæfte 1 og 2’ og ’Bedømmelseskriterier’.

Kapitel 2 handler specifikt om de tre hf-eksamensgenrer. I hvert afsnit gennemgås eksamensgenrens karakteristika, en eksemplarisk disposition opstilles i et ’genreskema’, og en kursists gode eksamensbesvarelse gengives. Til hver af disse ’modeltekster’ er knyttet et notatark, som kan anvendes til vurdering af besvarelsens kvaliteter.

I afsnittet om introducerende artikel begrebsforvirrer forfatteren kursisterne, når han tre steder påstår, at man i en introducerende artikel skal analysere en tekst. Opgaveformuleringen til introducerende artikel har, mig bekendt, aldrig indeholdt krav om ’at analysere’.

Apropos skrivehandlinger: Det kunne have været virkelig fint, hvis forfatteren i et afsnit havde gennemgået karakteristika for de hyppigst anvendte fremstillingsformer/skrivehandlinger i skriftlige eksamensopgaver. Jeg har skimmet ca. 30 eksamenshæfter siden 2006 og kan konkludere:

Skrivehandlinger, der næsten altid skal anvendes

Skrivehandlinger, der skal anvendes af og til

Analyserende oplæg

Analyse og fortolkning

Undersøgelse, sammenligning, karakteristik, perspektivering, redegørelse, belysning

Introducerede artikel

Karakteristik og/eller redegørelse

Undersøgelse, vurdering

Argumenterende artikel

Redegørelse og diskussion

Debat, sammenligning, perspektivering, karakteristik, vurdering

Eksamensgenre

I Dansk til HF søges kursisternes engagement aktiveret ved – lidt for new public management-agtigt - at bruge den målbare størrelse, karaktergivningen, som ydre motivationsfaktor? Hvert eksamensgenre-afsnit indeholder således en oversigt over, hvad der potentielt trækker hhv. op og ned i karakter i en besvarelse. Den har titlen ’Vil du score?’

En karakter er ikke kun et tal, men også en måde at være menneske på. Danskfaget handler ikke kun om at få, men også om at danne en god karakter.

Lærebogens tredje kapitel med titlen I dybden indeholder bl.a. afsnit om at skrive en god rubrik, manchet og afslutning, citere og kildeangive korrekt og om, hvordan kursisten kan bruge ’chunks’ som ’på sin vis’, ’muligvis’, ’det kan diskuteres’ osv. til at ’blødgøre’ sin argumentation.

Hvis jeg underviste mine kursister i de ’gamle’ eksamensgenrer, kunne jeg godt finde på bruge Dansk til HF. Imidlertid beskæftiger jeg mig fra i år med ’digital eksamen med adgang til internet’, herunder de ’nye’ genrer: analyserende artikel, introducerende artikel med metatekst og diskuterende artikel. Men måske varsler Lindskrog med en lærebog herom?

DANSK NOTER 61

· l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x n a vo op · D nsklær r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v Nyeste l D o k p · v litteratur s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · mod verden l -v - vendinger D o k p · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D litteratur i undervisningen er en ofarlig cocktail k r Moderne p · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k r-v pop · v s r n p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o p · sk rer-v er o n p p a o x D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p e a o ær -voxp r D p æ x · l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p o læ r-voxp p · Da klære p x o · v s e o r r n p p e a o klæ er-vox op · D sklær -voxp · r r n p p e a o æ r D p ox kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · l -v pop o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o æ x · l sk rer-v o k p v s o r n o p e a p æ x r l x D o k ns ærer-v pop · ansklæ rer-vo p x l æ x D o l k o · v k s v s r n p r n e o e r a p r D p æ x l æ x · o l k o v k s p v an lærer voxpo · Dans ærer- xp l k o k s r p v s e n o r r n a p e a æ x r l D o k æ x · v l s o k r n p v s e a D an xpo rer lær Voxpop

Kira Marie Froda 3. g på Stenhus Gymnasium og HF

Mit danskfaglige møde med den allernyeste litteratur har været en positiv oplevelse og på mange måder i bedre ”hermeneutisk ånd” end ældre litteratur, da de nye tekster endnu ikke er sat i fortolkningsboks. Og som elev kan oplevelsen af, at svarene ikke i samme grad er givet på forhånd, være enormt befriende – dog også nervepirrende, da det kræver en helt anden form for selvstændig refleksion. Med den allernyeste litteratur kan man som oftest nikke genkendende til eller i hvert fald følge tankegangen og sprogbrugen, hvilket for mig at se – giver dette en større grad af nærvær forfatter og læser imellem, da analysearbejdet således ikke ’forhindres’ af en kulturhistorisk kode, der først skal knækkes. Problemstillingerne er genkendelige og passer på den ene eller anden måde ind i samfundsdebatten – eller er med til at skabe denne via nye perspektiver med stof til eftertanke. Et eksempel er Caspar Erics digt uden titel fra 2014, Tekst #29 fra Hvermandag.dk, af hvilket vi både kan læse en kærlighedshistorie, men også en kritik af vores definition af ordet handikap – kræver det nødvendigvis en fysisk anormalitet? Omvendt mangler disse nye tekster somme tider det mysterium, der ligger i analysen af en anden tids skribents tanker, en analyse, som kan være enormt berigende i forhold til at forstå, hvad vi er et produkt af. Og måske også bare har værdi i sig selv, ligesom værdien af en naturoplevelse ikke behøver begrundes. Den genkendelse, der imidlertid ligger i mødet med de nyeste tekster, kræver dog måske en større afstandtagen, på den måde at for at se det, man befinder sig midt i, klart, er det nødvendigt at træde et skridt tilbage.

62 DANSK NOTER

Trine K. Nielsen, 3. m Campus Bornholm, stx

Theis Ørntoft er en spinkel fyr, der ved første øjekast minder mig om Mads Langer.

I gummisko og med et skævt smil analyserer han samfundene med sin kritiske bevidsthed og bruger sproget på en måde, der skaber hermeneutiske problemer. Min manglende forståelse giver anledning til forundring, og efter at have accepteret, at jeg fatter hat, skabes der en ny dimension – en fortolkning af fortolkningen – af associationer og referencer: en metafysik. Med farverig, trykstærk monotonalitet sættes individualiseringen i kontrast til globaliseringen, og eksistensen splittes – min breddegrad, min længdegrad, min rygrad.

Modsat Theis Ørntofts abstrakthed står Yahya Hassan med sine hudløse historier. Monotonaliteten er gennemtrængende både i digtenes sprog, opsætning og i Yahya Hassans oplæsning, hvilket lader sproget tale for sig selv. Oplæsningens ensformighed giver mig i første omgang hovedpine. Men som ørerne indstiller sig efter Yahyas frekvens, bliver fortællingerne sat i fokus. Brutal barndom efterfulgt af kriminel ungdom passer godt sammen med mennesket i forsvarsposition.

Samfundskritikken er sammenfaldende for de to digtere, hvor Ørntofts er mere udtalt, Yahyas mere konkret. Jeg synes, det er virkelig vigtigt med litteratur som denne, da kritik og det at forholde sig kritisk er essentielt som gymnasieelev – men måske er det noget, mange unge glemmer.

Vi skal genoverveje de faste former, og udfordre menneskets kærlighed til kasser.

r e a o ær -voxp r D p æ x · l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o r læ r-vox D p æ x · l o k p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · v l o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r D p o kl æ x · l -v pop o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o æ x · l sk rer-v o k p v s o r n p p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x o ns ærer-v pop · anskl v r e o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e o r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s an lærer- xpop Dansk rer-vo p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p Da klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a p r D x · D sklæ æ · o l v k p s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e o r n an klær p e a x D r D o · æ · v l s p k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x r l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p a æ x · l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x l a o k D v s op · · lær r n Claes T. Sørensen, 3. m.

Campus Bornholm, stx

Der er en forunderlig bevægelse i disse linjer, tænker jeg, imens jeg studser over endnu en velplaceret metafor, som ikke nødvendigvis giver mening i øjeblikket, men sætter billede på den tankestrøm, som Theis Ørntoft udfolder i et af sine digte fra digtsamlingen ”Digte 2014.” Jo mere man læser af samlingen, des mere går det op for én, hvordan det giver god mening, at Ørntoft ikke har valgt at navngive sine digte. Sindstilstande på skrift behøver ingen titel; og slet ikke når de er skildret på et så højt og spændende sprogligt niveau. Jeg fryder mig over den konstante ændring i planerne og perspektiverne. I en enkelt sætning bevæger temaet sig fra biologi til filosofi, og trivielle hverdagsbegivenheder udvikler sig til tanker om apokalypsen.

Jeg fornemmer en indre optimisme for, hvad ny dansk litteratur har at byde på. Et håb dukker op. Et håb om, at den danske ungdom vil benytte denne mulighed for at lade sig inspirere af denne abstrakte samfundskritik.

Mulighederne for inspiration er ikke kun at finde hos Ørntoft. Nyder man en ophedet debat om kulturforskelle og stærk læsning, er det decideret obligatorisk at læse Yahya Hassans digtsamling fra 2014, som stadig er højaktuel i form af hans indtræden i politik, og ikke mindst hvad der foregår på integrationsfronten i Danmark. Personligt synes jeg, det er fantastisk spændende at starte sin indsigt i en samfundsmæssig problemstilling fra en skønlitterær vinkel; og Yahya skildrer miljøer så stærkt indefra, at man som ungt menneske nemt kan blive skræmt af realiteterne.

En tilbagevendende tanke, som jeg har, er, at disse to fyre jo blot skildrer, hvad de har på hjerte.

De fortjener ikke at blive stemplet som kritikere af bestemte minoriteter eller samfundsgrupper. De skal derimod forblive kilder til inspiration for den unge generation, hvis ansvar er at tage stilling til deres omverden. Det kan personligheder som disse inden for den nye litteratur i den grad hjælpe til med.

Ida Helene Rovsing, Gammel Hellerup Gymnasium

Moderne litteratur i undervisningen er en farlig cocktail.

Den første slurk af Poetry Slam udvikler de klassiske smagsindtryk af sukkersød saftevand hidrørende fra guldalderromantiske digte og skaber en mere pikant og spydig eftersmag. Som en fadøl ved fyraften vil Yahya Hassans ord altid kunne skabe en ivrig debat i klasselokalet, og tømmes glasset, kan det endda rejse filosofiske spørgsmål om hans brug af neologismer.

Jo flere bidske, bittersøde forfattere og skarpe fraser man tilsmager, des mere udvikles ens horisont i en rus af forståelse og visdom. Det pirrende, interessante ved konstant at smage på ny litteratur er, at det tvinger en til at danne sig en holdning. Er den bitre smag af provokerende ord ikke ens facon, kan man stoppe, mens legen er god. Har man dog først fået smag for eksistentialistiske computerspil, så kan man blive ved med at udforske mulighederne på vinkortet.

Med tiden kommer litterær visdom, og jo flere flabede ord der trykkes, jo mere tolerant bliver man, hvorfor eleven skal blive ved med at få præsenteret ny litteratur. Er man rustet og lærd, bliver det også lettere at danne sin egen holdning og udtrykke sin egen smag. Er et værk eksotisk nok, vil det per automatik kunne hæve en diskussion til et spørgsmål om etik og give en smag på tilværelsen. Moderne litteratur vil således til enhver tid kunne udfordre den enkelte elevs tilgang til litteratur og præge smagssansen. Mon ikke enhver elev har et håb om at blive sofistikeret nok til med lethed at kunne dechifrere Josefine Klougarts metaforer med et glas whisky on the rocks på læberne og rent faktisk nyde smagen.

Jeg tror det, men indtil da: Bottoms up!

DANSK NOTER 63

DIN FORENING:

SkriveCup. Finalen på LiteraturHaus 2015 ”Man bliver imponeret og glad over at I har taget ordene til jer – gamle ord og nye ord. I udtrykker jer med en sanselighed og følsomhed som får hårene til at løfte sig på vores arme.” Sådan opsummerede Birgitte Darger oplevelsen af deltagernes performances ved finalen i SkriveCup 2015.

Finalen – den allerførste landsfinale i danskfagets innovative skrivekonkurrence SkriveCup – blev afviklet torsdag d. 7. maj 2015 på LiteraturHaus på Nørrebro i København.

En gruppe elever fra Stenhus Gymnasium vandt med en overbevisende poetry-slam-udgave af deres originale gendigtning af Johannes V. Jensens ”Maskinerne”.

Præmien var 5.000 kr. fra Dansklærerforeningen og rosende ord fra de tre dommere: formand for Dansklærerforeningen, Birgitte Darger, rapper Mund de Carlo og litteraturanmelder ved Information Kamilla Löfström.

Mund de Carlo sagde: ”Stærk tekst og ekstraordinær, dynamisk performance der gav en ny dimension til

teksten”, og Kamilla Löfström supplerede ”og så er det et sjovt virkemiddel at teksten selv er som en maskine der kører heftigere og heftigere og producerer rim, først på ”-ur” og siden på ”-tion”, og som slet ikke kan stoppes.”

Dommerne syntes i det hele taget det var en ”kæmpe fornøjelse” at være med. De var rørte over at se deltagerne fyre den af på scenen og sagde at ”det var fantastisk hvordan de visuelle udtryk og ord arbejdede sammen i de forskellige performances”.

Vindergruppens tekst kan læses i denne udgave af Dansk Noter.

SkriveCup. En konkurrence i kreativ skrivning

SkriveCup. Emnet for 2016

Skrivecup er en ny landsdækkende konkurrence i kreativ skrivning som forsøger at tænke elevernes skabende evner og sproglige nysgerrighed ind i litteraturdidaktikken – og den daglige undervisning. Samtidig styrkes elevernes evne til at arbejde med kreative og innovative processer.

Konkurrencen er tænkt så arbejdet med skrivningen kan kobles til mange forskellige typer af kernefaglige forløb i danskundervisningen og placeres på netop det tidspunkt i årets løb hvor det giver mening i den enkelte klasse. Det betyder at både 1. g-, 2. g- og 3. g-hold har mulighed for at deltage.

Uddybende information findes i en folder om SkriveCup på Dansklærerforeningens hjemmeside og på Egaa Gymnasiums hjemmeside (under ’Lærere’ nederst på siden). Man er også velkommen til at kontakte initiativtagerne Rune Valentin Gregersen, Johanne Winding Nordestgaard og Peter Jensen pr. mail: rg@egaa-gym.dk, jw@egaa-gym.dk og pj@egaa-gym.dk

Et nyt skoleår er netop begyndt og dermed også en ny sæson for SkriveCup. Emnet for SkriveCup 2016 er helte og antihelte. I konkurrencen skal eleverne skrive og performe tekster der forholder sig til dansk, nordisk eller international litteratur før år 2000 der på den ene eller anden måde tematiserer helte eller antihelte.

Litteraturen har til alle tider været et rum hvor samtidens eller eftertidens læsere har kunnet spejle sig i interessante karakterer. I sagaer, folkeviser, eventyr, noveller, digte, sange og romanuddrag tematiseres ofte hovedkarakterer vi kan beundre eller grine af. En helt kan være stor og stærk eller skøn, snedig og klog. En helt kan være et politisk eller menneskeligt forbillede.

Det er således muligt at arbejde med klassiske tekster fra antikken, vikingetiden eller middelalderens litteratur eller måske tage udgangspunkt i tekster fra oplysningstiden, romantikken, det moderne gennembrud eller modernismen. Kun fantasien sætter grænser.

SkriveCup. Inspirationskursus Torsdag d. 22. oktober 2015 afholdes inspirationskursus på Odense Katedralskole.

På kurset præsenteres de didaktiske ideer bag SkriveCup. Som lærer får man input om kreativitet i de humanistiske fag, tips og tricks til at undervise i kreativ skrivning og litterær performance samt ideer til hvordan årets emne, ”helte og anti-helte”, kan behandles gennem forskellige litteraturhistoriske og sproglige forløb. Læs mere om kurset på Dansklærerforeningens hjemmeside.

64 DANSK NOTER

Se her! Denne genstands kraft!

Se her! Denne maskines styrke!

Se her! Hvad moderne mekanik i denne ”fremgangens tid” kan udrette.

Er der ingen grænser eller normer for dette?

Vi kan, hvad vi vil! Og vi vil, hvad vi kan.

Der er ingen grænser for, hvad mennesket kan gøre Ingen grænser for, hvad vi ikke må røre - ved og forme efter vores egne behov Om jeg må få lov At kommentere på dette For er det ikke lidt ”overnaturligt” At vi kan gøre dette, er det ikke utroligt, At vi er i stand til dette.

Hvordan kan vi skabe noget så kraftfuldt Som denne maskine, Er det bare en ustoppelig sult Efter at udvikle det ustoppelige.

Vi er mennesker, vi udvikler, det er vores natur Vi kan ikke holde os tilbage, det ligger i vores Kultur Vi vil ikke stoppe udviklingen, vi vil finde hver en Kur På alt i denne verden, vi vil bryde hver en Mur Vi vil vide alt, kunne alt, vi vil bryde ud af dette Bur Intet kan stoppe os på vej ind i denne Optur Ingen kan holde os nede og forbyde os det, Censur!

Det kan gør mig Sur... For vi bliver nødt til at holde os ajour Så vi kan få skabt en verden formet som den Figur Vi gerne vil have, den skal ligne..

Og det hele starter lige her.

Med denne maskine.

Velkommen til det 21. århundrede!

Vælg din identitet og træd ind denne nye luksuriøse, automatiserende, animerende, specialiserende, globaliserende, maskindikterende og slet ikke livsamputerende... tidsalder

Vælg dine venner Hvem du vil være Hvordan du ser ud Mærk det! Din virtuelle hud Vi flygter fra virkelighedens skud For nu kan vi endelig lege gud...

Facebook, twitter og matchmaking Teknologien opsluger os Mens vi finder på hashtagging For helvede, Johannes Vi styres af dine overdådige maskiner Se! Evolutionen bladrer i ligkistemagasiner!!

Fra abe til menneske Til en skrivebordssiddende hybrid Selvfølgelig skal vi udvikle os Men hvad fanden er det for en fremtid Jeg ved det ikke For mig ligner det evolutionsvanvid Der var engang Hvor mennesket havde magten Men kan I ikke se det Nu har vi endelig tabt den Vi læner os tilbage i luksusmaskiner Ja, vi indstiller sågar jagten For hvorfor jage, når man kan facebook’ den Se på jer selv: Hov! Var det en terroraktion Nå! Tilbage til min applikation Fyldt med reklamation Kig på dig selv! Du er en duplikation Vi er en tabt generation Tør for inspiration Vi ligger i respiration Hvor fuck er den vaccination...??

Husk det: Nordspråks konference:

Nordisk – et fungerende sprogfællesskab I sidste nummer af Dansk Noter var vi ude med en annonce for Nordspråks konference, d. 29.-31. oktober på Hanaholmen. Her lidt mere om indholdet. Konferencen betragter nordisk som et fungerende sprogfællesskab. Det er professor Jørn Lund som åbner op til denne betragtning i et foredrag med titlen ”Nordisk som arbejdssprog”. Professor Arne Torp fortsætter med at vise at de skandinaviske sprog er et dialektkontinuum. Professor Jan-Ola Östman, Helsingfors Universitet, taler om sprogsituationen i vores senmoderne Norden og vil komme ind på flersprogethed og flerkulturalitet.

I forlængelse af dette solide grundlag giver ph.d. Ida Tolgensbakk, Universitetet i Oslo, et eksempel på en gruppe interskandinaviske sprogbrugere, nemlig unge svenske arbejdsmigranter i Oslo, og Catharina Stenrøs

og Bettina Bjørn, Københavns Universitet, fremlægger deres undersøgelsesresultater af sprogtilpasning på en skandinavisk arbejdsplads. Konferencen arbejder også med skandinaviske sprog som andetsprog, og det hele ledsages af et omfattende arbejde med nabosprogsdidaktik. Så man vil umiddelbart kunne anvende konferencens resultater i sin undervisning.

Program og tilmelding: www.nordsprak.com Skynd dig. Fristen er d. 15. september

DANSK NOTER 65

A

N

M

E

L

D

E

L

S

E

R

Filmisk Litteraturhistorie Af Peter Winther Høymark

Filmisk Litteraturhistorie af Mimi Olsen & Neel Schucany Gyldendal 2015 For lidt over 10 år siden kom bogen ”Film i Dansk” af Helga Mikkelsen og Hans Oluf Schou, der havde til formål at sammentænke brugen af litteratur, billeder og film i danskundervisningen. Opprioriteringen af mediedimensionen i danskfaget dengang betød, at mange dansklærere nu for alvor skulle til at tænke film og TV ind i deres undervisning. Siden dengang er medieforbruget eksploderet, især blandt de unge, som vi er dansklærere for. Mimi Olsen og Neel Schucanys nye bog Filmisk Litteraturhistorie ønsker at bruge filmen og medierne til at støtte litteraturundervisningen. Den omvendte verden vil mange dansklærere nok umiddelbart tænke, men måske er idéen ikke så slet endda.

Forfatterne vil ”tilbyde en ny vinkel og en ny didaktisk tilgang til det litteraturhistoriske felt”. Ved at bruge film, billeder og andre visuelle elementer håber de på at motivere og engagere eleverne ved at bruge deres egne medier til at arbejde med litteraturhistorien. ”De levende billeder hverken kan eller skal erstatte fordybelsen i fortidens og nutidens tekster…, men inspirere, supplere og give gode idéer til, hvordan man kan gøre litteraturhistorien levende i klasserummet og være med til at åbne både teksterne og elevernes øjne for litteraturhistorien”, som forfatterne skriver. Bogen er bygget op omkring en række klassiske og eksemplariske tekster fra de litteraturhistoriske perioder begyndende med middelalderen og helt frem til vores tid. Til de enkelte perioder bruges et filmklip, der skal perspektivere aspekter i teksten. Her er et par eksempler fra bogen.

Middelalderens tekst er folkevisen Ebbe Skammelsøn, som sættes sammen med en sekvens fra Susanne Biers film Brødre. Her vil temaet og perspektiveringen så være konflikten mellem slægt og kærlighed. Romantikkens tekst er Oehlenschlägers Guldhornene, som sættes

66 DANSK NOTER

sammen med en sekvens fra Disneys tegnefilm Pocahontas, som skal give anledning til en diskussion af naturopfattelsen i perioden og i nutidens populærkultur. Et sidste eksempel er vor egen tids selvfremstilling i litteratur og medier, hvor Yahya Hassans digt Barndom sættes sammen med en videodagbog lavet af en prostitueret, Beths Dagbog. Som man kan se af eksemplerne, er teksterne klassiske, men filmklippene er meget forskelligartede. At begge forfatterne også er erfarne mediefagslærere, ser man tydeligt af deres beherskelse af filmverdenens mange genrer. Til hver enkelt litterær periode er der en kort historisk introduktion, dernæst en præsentation af teksten, der nærmest indeholder en læsning af teksten. Måske hjælper man her eleverne lidt for meget på vej og lukker af for deres egne refleksioner og fortolkninger. Desuden er der en række præcise arbejdsspørgsmål og perspektiverende arbejdsopgaver.

Der inddrages også andet billedmateriale og forslag til perspektiverende læsning af anden litteratur. Der er mængder af gode idéer, sjove synsvinkler og kreative opgaver i bogen. Mange dansklærere vil nok beklage, at der ikke er vedlagt en dvd i bogen eller et link til en hjemmeside, hvor alle filmklippene findes. Men det ligner en tanke, at man som dansklærer selv skal i gang med at finde disse filmklip de relevante steder på nettet. Hvis man vil være ”i øjenhøjde med eleverne”, er dette jo en forudsætning. Forfatterne giver med denne bog et spændende forslag til en ny slags rygrad i danskundervisningen, men den vil naturligvis ikke kunne stå alene. Den skal suppleres med en grundigere litteraturhistorie og et større tekstudvalg. Litteraturen er jo stadigvæk kernen i danskfaget, den er fagets tradition og dets kulturelle legitimitet. Alene kan Filmisk Litteraturhistorie nok ikke give en dybere forståelse for perioder, forfatterskaber, genrer og stilarter. Men anbefale den vil jeg gerne. Jeg vil tage den i brug på mine danskhold i mediefagsstudieretningen, hvor jeg tror, at den vil falde i god jord. Så må vi jo se, hvor længe jeg får fornøjelsen af at undervise i en studieretning, hvor mediefaget indgår.

G-bestyrelsen

Formand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3. th.

2200 København N Tlf: 3535 1073 bda@detfri.dk

Suppleanter Helle Trier Winthersvej 8B, Nødebo 3480 Fredensborg Tlf.: 2032 1261 helletrier@gmail.com

Næstformand: Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 2294 6592 aaquist83@gmail.com

René A. Christoffersen Damagervej 18, 1. th.

2450 København SV Tlf.: 5057 9641 rc@ghg.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Nordkrog 22,1. 2900 Hellerup Tlf.: 2251 8106 mette.clausen@roskilde-gym.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: (Koordinator står først)

Signe Højholt Damstien 36, 2720 Vanløse Tlf.: 3141 1759 si@kvuc.dk Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st. th.

2300 København S Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B, 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk Christian H. Mohn Svanevej 3, 3. tv. 8600 Silkeborg Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk

Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Christian H. Mohn Internatkurser: Sissel Worm Glass Repræsentant i PS: Birgitte Darger Nordisk Udvalg: Turnus Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn: Ivar Lærkesen

Kathinka Skriver Oldtidsvej 14, 3300 Frederiksværk Tlf.: 2243 0672 kathinkask@yahoo.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Birgitte Darger

Maja Christine Wester Stefansgade 36, 2. th.

2200 København N Tlf.: 2512 9368 mw@stenhus-gym.dk

Repræsentant i GYMsprog: Camilla Aaquist

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th.

1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3. th.

2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Trine Paludan Maribo Gymnasium Refshalevej 2 4930 Maribo tp@maribo-gym.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium Sølystgade 49B 8000 Århus C sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cnu@vucnordjylland.dk

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Maja Wester og Jette Sindbjerg Martinsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Udsigten 11, Uggelhuse 8900 Randers Tlf.: 8649 4353 gl@tradium.dk

Næstformand Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, 8362 Hørning Tlf.: 6077 7304 det@aarhustech.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen Æblehaven 10 6000 Kolding Tlf.: 7518 0587 lisefuur@gmail.com Lisbeth Kahr Greve Skelagervej 562 8200 Aarhus N lg@tradium.dk Tina Svane Jakobsen Piledamsvej 30 6000 Kolding tsj@hansenberg.dk

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Bakkegårdsvej 31 8240 Risskov dhm@aarhustech.dk Jørn Schmidt Strindbergsvej 56 2500 Valby Tlf.:3388 0966 jsc@dansklf.dk Suppleanter: Rikke Hansen rha@eucnvs.dk Trine Noes Olesen trinenoes@gmail.com