”Jeg mener, hallo, du er i New York, har eget studio, men når telefonen så ringer, er du bange for at tage den... Man føler sig bare så dum.”
03 09 24
Skrækken for telefonen I 1999 rejste Jan Wilker til New York for at være praktikant hos grafisk designer Stefan Sagmeister – her mødte han Hjalti Karlsson. Et år efter Jan Wilkers ankomst, tog Sagmeister orlov for at hellige sig mere eksperimenterende arbejde, og den unge tysker og islændingen slog pjalterne sammen. ”Vi havde ingen forretningsplan. Vi er begge rendyrkede designere og kastede os bare naivt ud i det hele.” De første to til tre år var meget hårde for det lille studio. Der var ingen penge, og de to designere var fuldstændig uforberedte på at drive en virksomhed. ”Så opdager man, hvor mange kompetencer, man mangler, og at man ikke fungerer så professionelt, som man egentlig havde regnet med. Man kommer for sent til møder, er ikke tilstrækkeligt forberedt..... Man gør det simpelthen ikke godt nok. Og så begynder man at tvivle på sig selv. Du har ingen penge, du er i et fremmed land, og du vil ikke tale i telefon, fordi du er bange for ikke at forstå alt, der bliver sagt. Det er virkelig deprimerende og går hårdt ind på dit selvværd,” fortæller Jan Wilker og fortsætter: ”Jeg mener, hallo, du er i New York, har eget studio, men når telefonen så ringer, er du bange for at tage den, fordi du ikke hele tiden vil konfronteres med, at dine sprogkundskaber er utilstrækkelige..... Man føler sig bare så dum.”
03 09 25
Kontrol og følelser Jan Wilker og Hjalti Karlsson brugte alle kræfter på at banke studioet op og skaffe penge til husleje – en periode boede Jan Wilker og hans kæreste også på arbejdspladsen, fordi de ikke havde råd til andet, hvilket om morgenen afstedkom ”morsomme” bemærkninger fra praktikanterne, som ”I er her bare altid, I burde jo bo her....” ”Vores egen personlige succes afhang af, om vi klarede den med studioet. Hvis det gik ned, følte vi, at vi havde lidt nederlag og fejlet som mennesker. Det er en meget naturlig følelse, men den er også meget belastende oveni alt det andet. Og det kunne jo ikke blive ved på den måde, så efter de første år besluttede vi at ændre vores holdning. Vi ville have det sjovt, og hvis studioet gik ned, var vi alligevel ok mennesker. Så måtte vi bare finde ud af noget andet, og livet går videre. Siden har vi grinet hver dag, mens vi nyder vores arbejde. Af og til kan vi føle os helt skyldige over, hvor meget vi nyder vores arbejde......,” smiler Jan Wilker. Der kan dog stadig være perioder, hvor der er lavvande på KarlssonWilker’s konto, men: ”Vi opfatter det ikke som en kamp mere, det stresser os ikke – det hjælper alligevel ikke noget. Du får i hvert fald ikke opgaver på den måde, det skader dig kun. Så vi har valgt at tro, at noget viser sig, at der altid sker noget.”
Hattler, cd cover
Jan Wilker har studeret grafisk design i byen, hvor Mercedes og Porsche kommer fra – Stuttgart, og han er opvokset i Ulm – hjemstedet for Hochschule für Gestaltung, der satte helt nye standarder for design og for professionen. ”Selv om skolen lukkede ti år før, jeg begyndte at studere grafisk design, lever dens indflydelse og ånd videre. Mine forældre havde alle disse venner blandt designere og arkitekter, og alle boede med en bestemt type, enkel, design. Så det var design for mig, og det har præget mig meget. Jeg oplever stadig forbindelsen mellem mit barndoms miljø og det design, jeg laver i dag,” fortæller Jan Wilker, som på baggrund af sin prægning betegner sin designtilgang som stærkt konceptuel.
vores hjerne-power. Og så har vi så megen kulturel historie og tradition at læne os op af. Vi kan ikke bare hoppe rundt, vores fyldige bagage gør os langsommere, for vi må hele tiden spørge vore døde helte om lov til at gøre sådan og sådan. I USA er de mere hurtige, flashy, og du er altid den ”første” til at gøre noget. Det gælder om at være den første på månen og plante et flag......”
”Den meget kontrollerede og på sæt og vis, beskyttede, proces, ligger dybt i mig. Processen giver ikke mange overraskelser, fordi du har udtænkt det hele i din hjerne på forhånd. Jeg elsker det. Men i New York oplevede jeg så en helt anden måde at gøre tingene på. Amerikanerne tror jo, at de laver koncepter, men det gør de altså ikke.” ”De er mindre optagede af historie og koncentrerer sig i højere grad om øjeblikket, underholdningen og følelserne. Den europæiske tilgang til design er mere logisk og lineær. Vi designer ud fra en årsagssammenhæng, og vi er forelsket i
”Det er helt fantastisk for mig at kende de to ekstremer. Rent mentalt og arbejdsmæssigt befinder jeg mig vel midt ude i Atlanterhavet. I starten af min tid i New York kunne jeg sidde to uger og tænke på en opgave uden at tegne eller skitsere noget som helst – for så at udføre designet på én dag. Nu prøver jeg at kombinere den legende og den reflekterende indgang. I USA har jeg også lært, at man kan have det sjovt med sit arbejde, at man har lov til det. I Tyskland er mentaliteten, at hvis det er morsomt, så er det en hobby og ikke en profession. Man skal helst kæmpe......”