Morten Andersen - Livet er et kick

75343_livet er et kick_r1.indd 2

06/07/12 09.17

Livet er et kick

People’sPress

75343_livet er et kick_r1.indd 3

06/07/12 09.17

75343_livet er et kick_r1.indd 8

06/07/12 09.17

Forord

Jeg ved noget om Morten, som ingen andre ved.

Jeg er i den heldige situation, at jeg er blevet betroet at skrive forordet til denne bog, som handler om det liv og karriereforløb, min bedste og ældste ven, Morten, har haft indtil nu.

Morten og jeg har formået at holde et nu 38‑39 år gammelt venskab ved lige, og det er ikke mindst Mor‑ tens fortjeneste. De sidste ca. 31 år har vi boet på hver sin side af Atlanten, og under de betingelser kræver det en dedikeret indsats at bevare kontakten til sine rødder.

Man skal virkelig ville det.

Det at ville det og så gøre det er en egenskab, Morten i høj grad besidder. Han har en fantastisk evne til at føre sine mål ud i livet, og lige så længe jeg kan huske, har han haft denne vindermentalitet. Han havde det i atletik, håndbold, gymnastik og i fodbold. Jeg er lidt mere usik‑ ker med hensyn til sportsdans og håndarbejde, men han ville vinde i alle de tilfælde, hvor der kunne skabes et konkurrencemoment.

Vi har sammen haft alle de teenageoplevelser, der hører til. Vi gik til de første fester sammen, vi oplevede, at der fandtes piger, vi hjalp hinanden med de fag i sko‑ len, den anden havde svært ved og så videre. Når man gennemgår denne udvikling som nære venner, får man et kendskab til hinanden, der ikke erstattes.

Vores venskab er præget af en ubrydelig fortrolighed og stor respekt for hinanden, og det er derfor, jeg ved noget om Morten, som ingen andre ved, og sådan skal det være.

Den personlighed, Morten har udviklet sig til, afspejler

9

75343_livet er et kick_r1.indd 9

06/07/12 09.17

sig selvfølgelig i hans karriere, men min ven Morten, der skrev breve hjem om sine oplevelser, der ringede, når det var hårdt at være langt hjemmefra, eller når det var fedt at fortælle om en ny erobring eller en ny præstation, ham kender de færreste.

Når du har læst denne bog, har du fået et indblik i et fantastisk liv og en karriere fuld af rekorder, men du har også lært meget mere om den person, der ligger bag, samt om de menneskelige egenskaber, der tegner Morten.

God fornøjelse.

René Hestbæk barndomskammerat

75343_livet er et kick_r1.indd 10

06/07/12 09.17

2435 point – historiens mest scorende

Uno!!!

Min holder Matt Schaub skriger ind i hovedet på mig, mens han hårdt dunker sin hjelm imod min.

Uno betyder ét, og han får dermed på sin egen diskrete måde markeret, hvor tæt jeg nu er på at slå rekorden som alle tiders mest scorende spiller i National Football League. Det er bare et simpelt extra point, jeg lige har sparket op mellem stængerne, men budskabet trænger ind, i samme øjeblik Matt buldrer sin hjelm mod min. For første gang reagerer jeg følelsesmæssigt meget stærkt på det, der kan ske i aften. Sekundet forinden har jeg sparket min karrieres NFL-point nummer 2434, og selvom jeg har udført sådan et banalt kort spark over 800 gange før, så er det helt specielt denne gang, fordi øjeblikket er så historisk. Jeg prøver at forstå, at jeg netop har tangeret scoringsrekorden i NFL, som min tidligere kollega Gary Anderson indtil da sad alene på. Det føles stort her i nuet, hjertet hamrer hurtigt, og læberne bævrer, mens tankerne flyver 24 år tilbage, til dengang jeg for første gang løb på banen som NFL-spiller.

Matt Schaub er vores back up-quarterback og en dej‑ lig person, som jeg nyder at have til at holde bolden for mig her i min comeback-sæson efter 20 måneder som arbejdsløs uden klub. Hele ugen op til kampen mod Dal‑ las Cowboys har alle medier og folk spurgt til, hvordan jeg havde det med, at rekorden var lige om hjørnet, men jeg har nægtet at tale om det og gjort alt for at lukke det ude, indtil det eventuelt måtte ske.

11

75343_livet er et kick_r1.indd 11

06/07/12 09.17

Det var ikke let, for hele ugen igennem drillede Matt mig med emnet ved hvert eneste træningspas og kaldte mig „deuce“, som betyder 2, med hentydning til de sølle to point der var op til rekorden.

Det var tydeligt for mig, at han hele ugen igennem havde både en klar forventning og en forhåbning om, at det skulle være her i aften på hjemmebane foran udsolgt hus i Georgia Dome mod hele Amerikas hold, Dallas Cowboys, rekorden skulle falde, og nu var vi så tæt på.

Jeg ved, at det næste extra point eller field goal-forsøg ikke bare vil være for ét eller tre point, men samtidig være et rekordspark, som hele USA vil sidde og følge med i denne lørdag aften i prime time, samtidig med at jeg i dagene op til nærmest har fået indtryk af, at det halve af Danmark også kigger med, selvom klokken er omkring 3 om natten derhjemme.

Et historisk spark Vi scorer touchdown igen, og jeg lunter atter på banen.

Jeg kan slet ikke kontrollere min vejrtrækning, selvom jeg normalt kan lave det her spark i søvne. Aldrig har jeg været så nervøs før et extra point. Bolden bliver snappet, grebet af Matt og sat ned foran mig. Jeg sparker dybt i bolden for at få den over de 11 galninge, der vil elske at ødelægge min rekord, men retningen er snorlige mod nettet bag målet. Rekorden er min. Alene. 2435 points har ingen før lavet i National Football League, og alt eks‑ ploderer i jubel. Jeg springer op på Matt Schaub, som jeg havde planlagt en jubelscene med. Han skulle simulere tænding af en cigar, som jeg skulle forestille triumferende at sidde med, men jeg glemmer alt om tid, sted og så‑ danne aftaler og slynger bare benene omkring ham, mens holdkammeraterne omringer os med råb og skrig.

Jeg styrter ud til sidelinjen, hvor jeg omfavner head

12

75343_livet er et kick_r1.indd 12

06/07/12 09.17

Sekundet efter rekordsparket. Jeg ænsede slet ikke, at jeg viklede begge mine ben rundt om min holder Matt Schaub, men han påtalte det med et smil, da vi kom ud på sidelinjen. Matt er gennemført professionel og en kanonfyr, som jeg nød at have til at holde bolden for mig i sæsonen 2006. (© Jimmy Cribb)

Et fantastisk minde fra rekordsparket lørdag den 16. december 2006. Efter NFL-point nummer 2435 omfavnes jeg af Head Coach Jim Mora med hele holdet omkring mig. (© Jimmy Cribb)

13

75343_livet er et kick_r1.indd 13

06/07/12 09.17

Jeg havde tænkt meget over, hvordan jeg skulle markere rekorden men nåede frem til, at det ville være rigtigst at involvere min største fan, min søn Sebastian. Det var en fantastisk følelse af se hans glade og stolte smil, da jeg trak trøje nummer 5 over hovedet og gav den til ham med Jennifer og svigerfar Read og min ven Steve omkring ham. (© Jimmy Cribb)

14

75343_livet er et kick_r1.indd 14

06/07/12 09.17

Der flyver så mange minder fra 24 år rundt i hovedet. Man flæber ikke under en footballkamp men det gjorde jeg altså alligevel, og jeg havde brug for at sunde mig lidt. Jeg tænker på alle de mennesker der har været en del af rekorden. Holdkammerater, trænere, ejere, fans, venner, familie og mange andre. (© Jimmy Cribb)

coach Jim Mora som en tak for hans tillid med at tage mig ind på holdet og gøre dette muligt. Mens jeg omfavner ham, sidder min store forhistorie med familien Mora i baghovedet. Jim Moras far, Jim Mora Sr., var min træner i New Orleans Saints tilbage i 80’erne.

Holdkammerater og trænere på sidelinjen tager imod mig i en dejlig markering af rekorden, mens jeg kun har blik ud mod tilskuerpladserne, hvor Jennifer og Seba‑ stian er kommet helt ned til rækværket. Jeg tager min røde trøje med 5‑tallet af og rækker den op mod Seba‑ stian, mens jeg fortæller min ældste søn og min kone, at jeg elsker dem. Det er stort for mig at dele dette med dem. Materialefolkene står klar med en ny trøje, som vi havde planlagt på forhånd, efter at jeg havde tænkt lidt

15

75343_livet er et kick_r1.indd 15

06/07/12 09.17

Tak for støtten til de mange fans, der hyldede mig for rekorden. Det havde været en perfekt aften, hvis vi havde givet dem en sejr over Dallas Cowboys. Yderst til venstre Falcons-pressechef Frank Kleha som hernede på sidelinjen stod klar med en telefon direkte hjem til Danmark og bagefter guidede mig igennem de mange medier der skulle høre om rekorden. Det var ærlig talt en lettelse endeligt at kunne tale om rekorden og lægge den bag mig. (© Jimmy Cribb)

16

75343_livet er et kick_r1.indd 16

06/07/12 09.17

over, hvordan jeg kunne markere rekorden. Ud over det planlagte cigarstunt med Matt Schaub var jeg kommet frem til, at det med at forære Sebastian trøjen ville være en passende måde. Det skulle ikke tage for meget op‑ mærksomhed, men omvendt var det så specielt et øjeblik for mig, at det ville være optimalt at dele det med min familie på denne måde. Da jeg kort efter, at det hele er overstået, står tilbage på sidelinjen, er jeg overvældet af tanker. Tårerne presser sig på, og der kommer vist også en enkelt, men jeg gør mit bedste for at finde tilbage til fokus, for der er stadig en lang vigtig kamp at spille, og jeg har et job, der skal udføres.

Det er en stor lettelse, at den rekord efter års spekula‑ tioner, og specielt de seneste måneder med intens fokus mod den, endelig er ryddet af vejen. Første gang jeg havde dristet mig til at nævne rekorden som et decideret karrieremål, var helt tilbage i Kansas City i 2003, hvor jeg sagde, at jeg gik efter at sparke den rekord hjem til Danmark.

Som jeg står her lørdag den 16. december 2006 som alle tiders mest scorende i National Football League, er jeg umådelig stolt af at være dansk ambassadør i denne sport. Stolt af at have udført missionen.

75343_livet er et kick_r1.indd 17

06/07/12 09.17

Fra Rigshospitalet til Limfjordens natur – mine 17 år i Danmark

„Hva’ så, rod … Hvordan går det med opvasken“?

Jeg står fuldstændig målløs ude i køkkenet og ser kun den enorme mund, som ordene kommer ud af på den sædvanlige flabede facon. Det er Kim Larsen, der stikker hovedet ud i køkkenet, mens jeg står og vasker askebægre af.

Jeg har opvaskerjob på Pavillonen i Struer, som er et forlystelsessted, hvor man kan spise frokost og aftens‑ mad, og hvor der er bal og koncerter. Store navne som Peter Belli, Bjørn & Okay og Bamses Venner kommer jævnligt forbi, og i aften er det altså en af mine store helte, Kim Larsen, der er i byen.

Det er „Pølse-Valle“, som vi kalder ham, der har for‑ pagtet stedet, som ligger nede i anlægget i Struer, hvor min bror og jeg arbejder med at vaske op og feje gulve.

Specielt om onsdagen til enkebal er der gang i den.

Det er hårdt slid, fra vi møder ved 16‑18‑tiden, og ofte har vi først fri klokken 5 eller 6 om morgenen, når solen er ved at stå op. Det er hårdt for fødderne at stå op i så mange timer, og mange år efter som voksen kan jeg stadig fornemme lugten af askebægre, der står klar til at blive gjort rene.

Men stort er øjeblikket, da mit store idol kommer ud og snakker til mig 15‑årige knægt. Han skal lige snakke lidt med Valle og have en smøg og en bajer og slappe af i køkkenet, før han skal ind på scenen.

18

75343_livet er et kick_r1.indd 18

06/07/12 09.17

Alting starter et sted, og mit liv gjorde det på Rigs­ hospitalet i 1960. Min barn- og ungdom var en dejlig opvækst i en rigtig dansk kernefamilie. Min mor, Hanne, og min far, Erik, har været sammen, lige så lang tid jeg kan huske. Erik er ikke min biologiske far, men jeg har altid betragtet ham som min far. Jeg har måske et par gange spekuleret over, hvordan min biologiske far var, og om han lignede mig og min tvillingebror Jakob, men det var aldrig noget, vi snakkede om i familien. Erik var vores far, og sådan var det.

Det må have været hårdt for mor i begyndelsen. Jeg ved, at det var en hård fødsel, for hun lå i længere tid på hospitalet, efter at Jakob og jeg havde sparket os ud.

Jeg kom først, og ti minutter senere kom Jakob – med benene først. Jeg påstår stadig, at det er derfor, han har så lange tæer og størrelse 49 i sko.

De første år boede vi i Birkerød. Vi var glade børn, og der var hele tiden masser af familie og venner omkring os. Ud over at vaske stofbleer, amme og have to knægte havde mor også travlt som skolelærer.

Det er sjovt, hvordan man husker enkelte ting fra sin barndom, og jeg husker f.eks. stedet Lumsås på Odden, hvor mor og Erik var ledere på en ferielejr. Den sidste dag på lejren skulle der spilles en fodboldkamp, og jeg var meget nervøs og helt oppe at køre før kampen. Jeg ville bare vinde. Jeg kan ikke huske, om vi vandt, så vi har nok tabt. Jeg tror, at konkurrencemennesket viste sig i mig i en tidlig alder.

Mormor og morfar Min bror og jeg brugte meget tid sammen med vores mormor og morfar i Brøndbyøster, især i sommerferien og andre skoleferier. Vi havde mange ferier på Bornholm

19

75343_livet er et kick_r1.indd 19

06/07/12 09.17

sammen med dem, hvor vi boltrede os i Dueodde, Sno‑ gebæk og alle de andre steder, mens vi boede på van‑ drerhjem og moteller.

Alt ved øen minder mig om turene med mormor og morfar. Røget sild på havnene i Svaneke og Gudhjem og morfar, der ryger cigar og drikker en Tuborg, mens vi får kakaomælk og æblejuice. Min morfar havde en gammel folkevognsboble, og når han kørte bil, forandrede han sig helt. Han bandede og svovlede og kørte vildt. Det var altid ret morsomt, når han sad ved det røde lys og gassede sin 4‑cylindrede op ved siden af en eller anden sportsvogn.

Jakob og jeg legede i de lyse sommeraftener, til vi var dødtrætte, og vi sov, så snart hovedet ramte puden. Der er specielt et sted mellem Svaneke og Gudhjem, jeg hu‑ sker. Det hedder Listed, og der er en lille fodboldbane, hvor vi altid havde picnic og spillede bold. Vi kaldte det bare „Stedet“.

Min mormor arbejdede som jordemor inde på en fø‑ deklinik ved Nørrebros Runddel, mens morfar arbejdede med golfrekvisitter ude i Herlev. „Ekspeditionen, det er Aksel Jacobsen,“ sagde han altid, når han tog telefonen.

Vi var tit med ude på lageret, hvor han havde ansvaret for, at trækøller og andet golfudstyr blev sendt ud. Det var sjovt at se alle lastbilerne, der hentede tingene på lageret, og når vi var heldige, kom vi op at sidde bag rattet.

Min morfar havde sine rutiner hjemme i Brøndby‑ øster. Han klædte sig flot, og der var stil over ham. Jeg husker, når han nynnede mens han barberede sig, og jeg legede med vandet, barberskummet og skægstubbene, der flød rundt i håndvasken. Noget af det bedste var, når vi var på værtshus med mormor og morfar. Vores onkel Henry arbejdede på værtshuset „Laurits Betjent“ og havde en grillbar på Amagerbrogade. Vi fik lov til at

20

75343_livet er et kick_r1.indd 20

06/07/12 09.17

Min mor, Sebastian og mig, kort efter Sebastians fødsel. (Privatfoto)

Mormor har betydet meget for mig. Stolt fortalte hun om mig under Super Bowl i 1999. Sammen med morfar brugte jeg ugevis hos dem i Brøndbyøster og i ferierne på Bornholm. Mormor døde i 2002 mens jeg var i USA, men jeg tænker tit på hende og meget af det jeg står for har jeg fra hende. (Privatfoto)

21

75343_livet er et kick_r1.indd 21

06/07/12 09.17

spille på automaterne og spise ristede hotdogs, til vi var ved at brække os.

Min morfar døde som blot 60‑årig, og han fik desværre aldrig set mig spille football.

Under 2. Verdenskrig kørte min mormor rundt i Kø‑ benhavn på motorcykel med sidevogn sammen med en tysker og bragte børn til verden, mens englænderne bombede byen. Hun oplevede så meget og lærte mig, at familien er det vigtigste ud over ens helbred. Hun var ateist, og hun var stædig og havde sine meninger. Jeg brugte meget tid med hende, og hun var en stor del af min opdragelse. Hun tog sig kærligt og omsorgsfuldt af os, og mange af vores værdier har vi fra hende.

I 1999 var hun gæst i studiet på TV 2 i Odense, hvor hun stolt fortalte om mig den aften, hvor hen‑ des barnebarn spillede med om verdensmesterskabet i ­amerikansk fodbold, Super Bowl. Hun døde i 2002; det skete ­desværre, mens jeg var i USA, men første gang jeg var hjemme efter hendes død, besøgte jeg hendes grav og bad en lille bøn. Mens jeg tænkte på hende, takkede jeg hende for et rigtig godt liv. Det var stærkt at stå der på kirkegården helt alene uden at vide helt nøjag‑ tigt, hvor hun lå, fordi hun er begravet på de ukendtes grav.

På en måde er hun her stadig, for vores yngste søn Aiden siger ofte på en blanding af dansk og engelsk: „Where is Olde“. De nåede aldrig at møde hinanden, men jeg har på fornemmelsen, at hun passer på ham og Sebastian.

Mor og Erik Selvfølgelig brugte vi også masser af tid med mor og Erik. Sammen med dem var vi nogle somre på Askø i vores sommerhus med stråtag og vandpumpe. Det var

22

75343_livet er et kick_r1.indd 22

06/07/12 09.17

altid spændende at tage færgen fra Bandholm og komme til den lille ø.

Erik var skolepsykolog, og han øvede sig en gang imellem på Jakob og mig. Han tog os også på „prøve‑ ture“ til Tyskland som forberedelse til længere ture ned i Europa i vores lille røde sportsvogn. Der var lige plads til to småbørn bagi, og det må have været noget af et syn, når vi kom drønende ned ad autobahnen med kalechen nede med retning mod Pottenstein. Formålet med turene var at lære, hvordan det var at rejse ud og tage på ferie.

Vi lærte meget på de ture, som har givet pote senere i livet. Vi lærte om sprog, andre landes kulturer, madvaner og skikke. Det var altid interessant at se, hvad der kom på bordet, når vi var ude at spise. Mor og især Erik var modige, hvad angik prøvesmagninger og krydderier.

Når vi så var hjemme igen efter turene, havde vi altid en dag om ugen med anderledes mad. Reglen var, at man skulle smage en bid, og kunne man ikke lide det, så var det o.k., men det skulle prøves først.

En anden regel var, at man skulle spise alt, hvad man havde hældt op. Da jeg var en lille knægt, hældte jeg en morgen en god portion cornflakes med sødmælk op. Men jeg kunne ikke spise det, og min mor gentog husreglen, at alt skulle spises op, før jeg kunne få frokost. Jeg ville ikke, og hun satte tallerkenen ind i køleskabet. Til frokost kom den ud igen, men jeg nægtede stadig. Ind i køleska‑ bet med den igen. Til aften skete det samme, og den var nu blevet helt blød og ulækker. Så fik mor medlidenhed med mig og gav mig noget mad, fordi hun mente, jeg havde lært, at man ikke skulle hælde mere op, end man kunne spise. Det er bare nogle af de små ting, vi lærte, men som alle har været med til at give os værdier og et fundament til livet. Vi kender vel alle sammen det, at man fører det videre, som man selv har lært.

Selvom det nu er over 40 år siden, de cornflakes blev

23

75343_livet er et kick_r1.indd 23

06/07/12 09.17

bløde, så kan jeg stadig ikke spise noget, der er blødt som f.eks. en portion cornflakes, der har stået for længe.

Jeg hælder heller aldrig mælken ud over en portion mor‑ genmad, men altid ned ved siden, så cornflakesene ikke bliver bløde. Men det virkede, og jeg lærte på den hårde måde, at man altid spiser op, når man selv har hældt op.

Det hænger stadig ved.

Vi flyttede til Struer i 1964, da Jakob og jeg var 3 år.

Der var altid gang i den, når min tvillingebror og jeg le‑ gede sammen. Vi havde masser af dyr, og vi slagtede selv kyllinger, der løb rundt i baghaven med de sidste kram‑ petrækninger, når vi havde hugget hovedet af dem.

En morgen havde vi taget nøglen til badeværelset og låst mor inde, før hun skulle på arbejde. Hun tiggede og bad os og prøvede alle kneb for at få os til at lukke op. Men der var ikke noget at gøre, og hun måtte vente, indtil vores barnepige kom og lukkede hende ud.

Engang var vi med Erik på kragejagt. Vi sad ud mod Vinderup, og når Erik sagde „nu“, begyndte vi at råbe „kraaaa, kraaaa, kraaaaa“ for at tiltrække kragerne. Hvad han ville med de krager, aner jeg ikke, men der gik rygter om, at de blev solgt som franske duer.

Jeg gik i 1. og 2. klasse på Gimsing Skole. Den første skoletid var spændende med alle de nye venner og det at være blevet skoledreng. Jeg elskede skolen og alle aktiviteterne omkring den.

Giv mig en konkurrence Som 5‑årig begyndte jeg at spille fodbold for Struer Idrætsforening på Østre Skole i Struer. Jeg var begej‑ stret og ivrig, da jeg fik nye fodboldstøvler og var så optaget og kørt op, at jeg sov med dem ved siden af mig om natten. Min bror Jakob var mere til sejlads, heste og gymnastik i stedet for boldspil.

24

75343_livet er et kick_r1.indd 24

06/07/12 09.17

Jeg var konkurrencemenneske i en tidlig alder, og der var altid en, der skulle tage tid på mig, mens jeg løb hen til en mur eller op ad trapperne. Jeg råbte altid: „Se her, hvad jeg kan“. Og jeg forsøgte ofte at få Jakob til at løbe om kap, men han ville hellere plukke svampe eller samle sten.

Da vi var på udflugt til Klosterheden, så mor kunne samle kantareller, ville jeg konkurrere med bilen og sagde, at jeg kunne løbe lige så hurtigt, som den kunne køre. Jeg tiggede og bad om at få lov til at løbe om kap med den gamle Peugeot, mens Erik kørte langsomt frem.

Erik var med på den, men jeg kunne ikke følge med de 40 km/t. Jeg blev sur, og jeg beskyldte Erik for ikke at holde farten og for at køre for hurtigt med vilje, mens jeg flæbede, at det ikke var fair.

Jeg lærte mine begrænsninger at kende og kan i dag se, at mine forældre havde en anderledes måde at motivere på. Der var aldrig skrig og skrål, og de slog os ikke. Når de ville lære os ting, snakkede de dem igennem med os. Der var altid en begrundelse, og de lærte os at tage ansvar for vores handlinger. De tog altid udfordringen op, og da jeg skulle introduceres til alkohol, foregik det også sammen med dem. „Selvfølgelig må du drikke spiri‑ tus – tag et glas med os her“, sagde de, da vi var på ferie i vores hus i Frankrig. Det blev min første brandert, og jeg brækkede mig helt vanvittigt.

Jakob og jeg havde altså ikke de samme interesser, men vi har altid haft et nært forhold. Selvfølgelig sloges vi indbyrdes, men når vi kom op at slås med andre, så blev der uddelt klø. Med tiden har jeg lært, at min bror er noget af det sødeste menneske, der findes, og vi hol‑ der stadig sammen, selvom han bor halvvejs rundt om kloden i New Zealand. Men som regel snakker vi en gang om ugen, og jeg ser frem til den dag, hvor vi kan tilbringe mere tid sammen.

25

75343_livet er et kick_r1.indd 25

06/07/12 09.17

Næste station Ulstrup Jeg elskede skolen og lavede lektier, så snart jeg var kom‑ met hjem. Også dengang var jeg et ordensmenneske, så mit værelse var altid rent, og en af mine pligter i hjemmet var at stå tidligt op og lave morgenmad, kaffe og dække bord. Jeg fik lommepenge for det, men den reelle grund til, at jeg stod tidligt op, var, at jeg ville først ud af døren og op i køen til skolebussen. Man skulle stille sin taske for at vise sin plads i køen, og det var først til mølle.

Når man først havde pladsen, kunne man løbe rundt og pjatte bagefter, for man var sikker på at komme først ind. Jeg spurtede op ad Lærkevej til buspladsen. Jakob var ligeglad og kom i sidste øjeblik, men for mig betød det meget. I dag kan jeg se, at der nok allerede dengang var et mønster, som kan kædes sammen med, at jeg se‑ nere fik en professionel karriere, hvor perfektionisme og ihærdighed har betydet meget.

Jakob gik ud af 9. klasse og gik i en helt anden retning end mig. Han kom i tømrerlære og på højskole og sejlede til Sydpolen, mens jeg fortsatte i skolen til 3. real.

I 3. klasse på Resen Skole kom jeg til at sidde ved siden af René Hestbæk, og der sad vi ved siden af hinanden, indtil vi gik ud af skolen. Vi har bevaret vores venskab i 40 år, selvom jeg har boet i USA, og han i Danmark. Vi startede med at gå til gymnastik og håndbold sammen, men i december 2006 var René og hans søn blandt mine venner i Georgia Dome, da jeg slog NFL-pointrekor‑ den.

Jeg har selvfølgelig lavet mine drengestreger, og sam‑ men med gutterne fik vi da også lige markeret os som teenagere. Ofte var det en solid portion humor, der sty‑ rede løjerne, og vi havde konkurrencer i alle mulige di‑ scipliner. Der var en dag, Jakob, Jørgen og jeg dystede i 3‑kamp, som vi næsten altid gjorde, både før og efter jeg tog til USA. Taberne skulle altid vende tøjet med vrangen

26

75343_livet er et kick_r1.indd 26

06/07/12 09.17

ud og gå rundt sådan resten af dagen. Denne dag havde vi været i en af min ungdoms favoritbyer, Århus, hvor vi havde haft forskellige discipliner, men ikke kunne finde et åbent bowlingcenter, hvor dysten efter dart og billard altid skulle afgøres. Vi tog derfor toget mod Viborg for at få afgjort slaget, og det blev en togtur, der gjorde mig til den lykkelige ejer af en DSB-konduktørs kasket. Jeg spurgte ham, om jeg ikke måtte få den, og da han var interesseret i et par af vores øl, kom en byttehandel i stand. Jeg havde altid drømt om at eje sådan en kasket, man som knægt havde været fascineret af. DSB-manden var med på den, men det var en betingelse fra min side, at jeg så også fik lov til at tage togets mikrofon og an‑ noncere den næste station.

Kort efter lød det med Andersen ved mikrofonen: „Næste station Ulstrup. Så bliver det Ulstrup næste gang.“!

OL i Resen Dengang i skoletiden havde Humlum og Resen sko‑ ler olympiske lege mod hinanden, og jeg var med til at løbe den olympiske flamme fra Humlum til Resen, hvor legene altid blev holdt. Vi konkurrerede for eksempel i rund- og langbold, længde- og højdespring samt løb.

Det passede perfekt til mig, der gik meget op i det med, hvor langt og hvor højt.

Jeg elskede selvfølgelig gymnastiktimerne i skolen, og det var også i samme periode, jeg begyndte at spille håndbold i Resen KFUM. Om sommeren spillede vi udendørs på græs og om vinteren indenfor i en gymna‑ stiksal, hvor vi selv lavede mål af bommene, et net og nogle pæle som stolper.

Jeg reddede mig på et tidspunkt et brækket kraveben i et såkaldt stormløb, hvor alle løb fra den ene ende til

27

75343_livet er et kick_r1.indd 27

06/07/12 09.17

den anden, mens man forsøgte at undvige og blive taget.

Det holdt kravebenet ikke til, og alle stod i vinduerne, da ambulancen kørte af sted med mig. Jeg fik en beskyt‑ tende krave på, før jeg skulle indlægges på hospitalet i Holstebro, og det gjorde sindssygt ondt, og jeg skreg. Min mor var der og græd, men var lykkelig for, at jeg ingen tænder mistede.

Jeg kom på Struer Borger- og Realskole sammen med mange af mine klassekammerater fra Resen. Ved siden af hånd- og fodbold tog jeg kurser i gymnastik og var gymnastikinstruktør i Struer og Hjerm.

Jeg tog kurser på Djursland, i Viborg og på Gerlev Idrætshøjskole og var kun 14 år, da jeg fik bevis som instruktør. Det var noget underligt, da jeg stod og un‑ derviste hold næsten på min egen alder. Jeg så altid frem til foråret, når der var opvisninger med alle de indøvede rutiner og uniformer.

Mange spillede fodbold for Struer KFUM, mens jeg var i Struer Idrætsforening – vi var kæmpe rivaler!

Carsten Sørensen var en af mine gode venner i Brem‑ dal, hvor vi spillede fodbold hver dag på Bremdal Idræts‑ plads. Den lå tæt på, hvor han boede, og det er utallige timer, vi har tilbragt der, og vi var holdkammerater i mange år, indtil jeg rejste til USA. Jeg har gode minder fra dengang, hvor fidusbamsen til den bedste spiller i hver kamp i fodboldklubben altid gik på omgang. Klubdragten var rød-hvide striber på langs, hvide bukser samt røde sokker med hvid kant.

Jeg har stadig mine klubstrømper fra dengang liggende i skuffen i mit hjem i Atlanta!

Med lektier og træning samt kampe i weekenden var der ikke meget fritid. Der var altid noget, jeg skulle til, men jeg elskede, at mit liv var sådan.

Jeg nød idrætten i min opvækst og elskede de to sportsgrene med fodbold i Struer og håndbolden i Resen

28

75343_livet er et kick_r1.indd 28

06/07/12 09.17

og senere i Struer. Struer var et godt sted at vokse op med folk, man kunne stole på, plads omkring sig og en skøn natur ved Limfjorden.

Der skete meget, når man holdt sig engageret, som jeg gjorde. Det var en anden tid dengang og på en måde mere uskyldigt, hvor man ikke sad foran fjernsynet i 5 timer. Det var ud at lege og spille bold, og sådan prøver jeg også at gøre med mine drenge i dag.

I Atlanta bor vi ud til Lake Lanier, og det minder mig ofte om Limfjorden. Vand er sundt og terapeutisk. Man tænker andre tanker, når man er der, og det er godt at lære sine børn at svømme og lege, som vi gjorde. Min bror Jakob og jeg lærte at svømme i fjorden, og vi havde en lille speedbåd. Vi startede henne ved badebroen og svøm‑ mede frem og tilbage der, før vi senere kom ud på åbent vand. Da den store dag kom, hvor vi skulle svømme 200 meter, mens Erik så på, tog han båden og sejlede de 200 meter ud. Så var det bare værsgo at svømme. Vi klarede det begge, og vi var stolte som paver, da vi bestod den officielle familiesvømmeprøve. Den gav adgang til, at vi frit kunne svømme i fjorden og stå på vandski. Vi kunne begge komme op på skiene på én gang bag båden, og nogle af de bedste timer tilbragte vi på lange sommer‑ dage, svømmende og på vandski på Limfjorden.

Jägermeister og festival Jeg opdagede også, at der fandtes piger. I begyndelsen havde jeg ingen deciderede kærester, og vi var bare en masse venner sammen uden noget pres. Vi festede hos forskellige kammerater og var specielt meget ude hos en pige, hvis mor var maler og havde en mere liberal holdning til livet end min mor. Der var mange fester i deres kælder, hvor vi legede diskotek og hvem peger flaskehalsen på. René var selvfølgelig også med, og på

29

75343_livet er et kick_r1.indd 29

06/07/12 09.17

et tidspunkt var vi vist lun på den samme pige, men det fungerede fint og blev løst ganske fredeligt med bemærk‑ ningen: „Nå, kan du lide hende. Jamen fint, så spørger jeg bare en anden.“ Min første kæreste var Anne. Hun boede i Struer, og vi tilbragte meget tid sammen. Jeg tror, at den første forelskelse altid står klart i hukommelsen. Nytårsaften gik jeg sammen med Jakob over isen i Struer Bugt for at møde Anne på Diskotek Chaplin i Struer. Vi delte en flaske Jägermeister på vores vej over isen. Da vi nåede frem, var flasken tom, og det var vi også, for vi brækkede os hele vejen over isen. Det har nok ikke været så lækkert for Anne, da jeg ønskede godt nytår og spurgte, om hun ville have et kys. Siden har jeg ikke rørt Jägermeister!

En sen aften efter ungdomsklubben var lukket, tog jeg sammen med en ældre veninde på diskotek Spektrum.

Der var altid slagsmål, og mor ville ikke have, at jeg var der. Jeg løj og tog derind alligevel. Jeg sad ovre i en mørk krog og legede tungeflet, da mor kom stormende ind på diskoteket og hev mig op. Så var det bare hjem, og det var pinligt at stå der som en anden skoledreng, mens alle gloede på mig.

Ens ungdom er ikke komplet uden et par besøg på de danske musikfestivaler. Den første for mig var Roskilde Festival med en masse venner fra Struer og Herning.

Dengang på Roskilde var der selvfølgelig mudder, bajere og rock. Vi tog toget fra Struer og boede i telt. Jeg mødte to svenske piger fra Göteborg og blev lun på Ann. På festivalen fik vi vores ansigter malet. Hun og hen‑ des veninde en sol, som så vældig flot ud rundt om hen‑ des øjne, mens jeg bad om et bjerg på min kind. Da jeg var færdig, stod de to svenske piger og grinede af mig.“ Hvad er det? Det ser ud til, at en hund har skidt på din kind,“ sagde de. Jeg fik et spejl og brokkede mig helt vildt, men kunne ikke få pengene tilbage.

30

75343_livet er et kick_r1.indd 30

06/07/12 09.17

Dansk mester i håndbold Da jeg i 1977 tog beslutningen om at rejse ud, puffede min mor og Erik lidt til mig. Ellers var jeg fortsat i gymnasiet efter 3. real og fortsat med fod- og håndbold, som gik rigtig godt. Men min mor og Erik ville have mig ud, og min bror var allerede ude at sejle og havde rejst i Østen.

Han flyttede allerede, da han var 16.

Efter at jeg havde ansøgt om at komme til USA, blev jeg udtaget til kredsholdet i håndbold. Vi havde et godt hold det år i Struer, og spillede i den bedste række, Junior Mester. Rene og Carsten var med på holdet, og vi spillede over det meste af Jylland. Vi havde en spilfordeler, Peter, som leverede den ene lækkerbisken efter den anden til os lang- og hopskytter. Jeg scorede normalt mange mål, men da jeg begyndte at blive mandsopdækket, gav det plads til de andre, som så udnyttede deres chancer. Det var en gang imellem lidt irriterende at køre fra Struer til Århus for at stå ved midterlinjen og blive mandsopdæk‑ ket, men det hjalp holdet. Vi vandt næsten alt, undtagen mod Skjern, men da vi skulle spille ude mod dem, var der mange supportere med fra vores klub. Skjern havde simpelthen den bedste målmand, og det skulle senere vise sig, at han endte på landsholdet. Vi tabte med et enkelt mål og spillede uafgjort på hjemmebane mod dem.

Mit hold og gutterne på det glemmer jeg aldrig.

Vores træner, Ib Møller, ville have et par stykker med på kredsholdet, og der var senere bruttotræning til jysk hold i Århus. Jeg slap hele vejen igennem, og vi spillede DM i Rødovre mod udvalgte hold fra Sjælland, Køben‑ havn, Lolland-Falster, Fyn og Bornholm. Vi vandt DM, og min mormor og morfar var med på sidelinjen. Det var en guldmedalje, jeg var meget stolt af, og som jeg stadig har.

De ville også udtage mig til bruttoholdet i jysk fod‑ bold med fællestræning i Vejle, men der var jeg nødt til

31

75343_livet er et kick_r1.indd 31

06/07/12 09.17

at melde fra, da jeg jo skulle til USA senere på sommeren 77. Derfor stoppede min almindelige fodboldkarriere, da jeg tog af sted i august.

Hvis jeg dengang var fortsat med begge sportsgrene, var jeg nok nået længst i håndbold. Jeg havde højden og styrken, og så er jeg venstrehåndet, hvilket er et stort plus. Jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne være blevet god nok til landsholdet. Nu er det jo kun spekulation, men jeg ville have fortsat og satset mere på håndbold end fodbold, for det kørte lidt bedre. Så havde jeg været tvunget til at skifte til en større klub, men det blev altså aldrig aktuelt. I det hele taget er det i dag interessant at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis jeg var blevet hjemme fra USA…

Foreningslivet Der er mange personer i det danske foreningsliv, som jeg er evigt taknemmelig, fordi de har betydet en del for det menneske og den atlet, jeg er blevet i dag. Det gælder mine håndbold- og fodboldtrænere, der kørte rundt til kampe, træninger og udtagelser, og der var frivillige ledere, der leverede den enorme indsats uden at have anden interesse i det, end at deres drenge var med og kunne have det sjovt.

Fodboldholdet tjente penge til de årlige ture ved at gå som klappere på klapjagt ovre på Venø. Det var noget, min far Erik havde organiseret gennem sine jagtkontak‑ ter. Vi tjente gode penge, så vi kunne komme til England og se fodbold. Det var Queens Park Rangers, vi var inde at se, og dem fulgte jeg stadig i lang tid derefter.

Jeg føler mig privilegeret ved at have rod i det danske foreningsliv. Dets værdier kan jeg selv bruge på mine og andres børn. Jeg elsker klubsport – på godt og ondt. Det kan også blive for socialt, men i USA bliver det alt for

32

75343_livet er et kick_r1.indd 32

06/07/12 09.17

tidligt for professionelt, som jeg ser det i dag med min egen søn Sebastian på 8 år.

Han spiller også almindelig fodbold, som jeg gjorde, og jeg er selv en af tre trænere på hans hold. De spiller fire mod fire uden målmand, og det er fedt at se sin knægt svinge med andre og udvikle sig. Vi lægger ikke pres på dem, for de skal hygge sig og lære at være fair og udvise sportmanship. De konkurrerer, men har det sjovt, og det er en god balance. Han spiller også baseball og basketball, og Aiden er quarterback hjemme i haven.

Klubmiljøet i Danmark adskiller sig ved, at det altid er vigtigt at vinde, men at det ikke er alt. I USA er der mere pres på, fordi holdene har tilknytning til skolerne, og specielt når det er på et scholarship, er der forvent‑ ninger om, at man lever op til skolernes krav på og uden for banen. Så bliver det stort set det samme som at være professionel, hvor man har et ansvar for at gøre tingene rigtigt.

Man må finde balancen, og derfor er det vigtigt for mig at få mine børn i et klubmiljø. Børn skal have lov til at lære sport gennem leg, uden at de bliver presset. Det er o.k. med forventninger, men for mig er evnen til at lege og spille frit vigtigst, når man er ung.

Generelt har jeg altså masser af gode minder fra Struer.

Jeg har utallige gange stået med Carsten ved viadukten – „Madsens undergang“, som vi kaldte brobuen – hvor toget fra Thisted kom kørende. Det var opsamlingsstedet, når vi skulle spille kamp. Vi låste cyklerne og ventede på minibussen, der kørte mod Thyborøn, Harboøre, Thisted, Nykøbing Mors, Skive, Herning, Ringkøbing, eller hvor vi nu skulle spille. Vi kørte langt til kampene. Vi tilbragte mange gode timer sammen i bussen. Jeg har stadig lugten af frisk græs og sved i næseborene, når jeg tænker tilbage på mine drengeår i Bremdal og Struer.

Selvom jeg rejste til USA, slap jeg ikke Struer helt. Et

33

75343_livet er et kick_r1.indd 33

06/07/12 09.17

år, jeg var hjemme og havde ferie fra college, havde jeg sommerjob på Struer Skibsværft for at tjene nogle nød‑ vendige lommepenge. De 150 dollars, som min mor og Erik sendte hver måned, rakte ikke.

Så en sommer meldte jeg mig arbejdsløs, men en af naboerne kendte ejeren af skibsværftet, og de manglede en arbejdsdreng, så jeg fik jobbet og måtte tilbage på „sjasen“ og meddele, at jeg havde fået job. Det er første og sidste gang, jeg har været på Arbejdsformidlingen.

Det var et par ugers arbejde, men det passede fint, for jeg skulle jo tilbage til USA og havde tjent mine håndører.

Så jeg modtog ordrer som „skrab den båd ren for ma‑ ling“, „fej her“, „vask det gulv her“ og „mal den væg“.

Den sidste af værftets bygninger ud mod Bremdal og vejen malede jeg, og det er jeg altid blevet drillet for.

Det tog to-tre uger, og min bror siger, at det er det eneste ærlige stykke arbejde, jeg har lavet i mit liv. Hver gang jeg kører på fjordvejen ud mod Bremdal, siger jeg stadig altid med en vis stolthed: „Hey, hvem er det, der har malet det der“? Så råber de alle sammen: „Hold nu kæft med det der, Morten!“ Jeg har også haft et par sjove episoder, når jeg hjemme på sommerferie fra USA har holdt formen ved lige. For et par år siden stod jeg i Bremdal Idrætspark, hvor jeg ud over at mindes gamle dage, da jeg spillede fodbold med vennerne her, også selv trænede ved at sparke til de ovale bolde, jeg havde medbragt fra USA. Der er jo ingen footballmål, så jeg brugte de små fodboldmål og sigtede over overliggeren, mens jeg sparkede 12 bolde i træk og hentede dem til en serie på 12 nye spark. Nogle børn fra fritidshjemmet var i gang med at spille fodbold og havde længe studeret mig. Til sidst kom de over, efter at have set mig sparke alle de her bolde højt op i luften over målet. „Ved du hvad. Du er altså ikke særlig god til det der.

34

75343_livet er et kick_r1.indd 34

06/07/12 09.17

Du har ikke scoret på en eneste endnu,“ sagde de, mens jeg smilede indvendigt. De kunne ikke helt forstå, hvor‑ for jeg sparkede alle bolde over mål, når nu de var vant til at man skulle ramme målet, men det var sødt, og jeg prøvede efter bedste evne at forklare dem, at det altså var meningen, jeg skulle sparke over, men jeg tror ikke, de syntes, jeg var helt normal.

Det er også ret sjovt, at jeg i dag har fået svært ved at sparke til en rund bold, fordi jeg er så trænet til at sparke højt med en oval bold. Jeg kan ikke længere holde en almindelig bold nede, fordi alt er så indøvet, at jeg kom‑ mer bag bolden og sparker den højt over mål.

Nyt møde med Kim Larsen Før jeg forlod Struer og rejste til USA, havde jeg mødt min helt Kim Larsen igen. Jeg var til Gasolin-koncert i Holstebro-hallen og stod helt oppe foran, da de spillede Rabalderstræde, Kvinde min, Masser af succes og Stakkels Jim. Jeg husker tydeligt Franz Beckerlees guitarsolo på Stakkels Jim og det primitive lysshow, som nærmest lignede de kulørte lamper, jeg havde derhjemme på værelset. Et par lamper i loftet – en rød, grøn, gul og blå – og gardiner for, og så spillede vi musik på kassette-båndoptageren derhjemme, og det var næsten samme model, Gasolin leverede her i 70’erne.

Det var specielt at være til Gasolin-koncert lige netop i Holstebro-hallen, hvor vi altid gav gymnastikopvisning om foråret.

I januar 2007 hørte jeg igen sangene, da jeg var til Gasolin-musical på Østre Gasværk i København. Det var så fedt at sidde der i mørket og høre de gamle melodier, man alle sammen kendte og kunne synge med på. Lige meget hvor i verden jeg er, føler jeg mig altid mere dansk end nogensinde, når jeg hører en Gasolin-sang.

35

75343_livet er et kick_r1.indd 35

06/07/12 09.17

Jeg har tit brugt deres musik til at motivere mig selv og sætte mig op til en kamp. Så er det på med headset‑ tet og volumeknappen op på fuld styrke til Refrainet er frit.

75343_livet er et kick_r1.indd 36

06/07/12 09.17